En indledning - Dansk.dk

Illusion og forførelse fra Kierkegaard til Blixen Lina Haahr Andersen, januar 2010 

-eller fra Blixen til Kierkegaard? 

Ehrengard læst som replik til ”Forførerens Dagbog.” 

En indledning 

I november 1952 skriver Karen Blixen til Aage Henriksen, at hun sender ham sin nyeste historie, 

Ehrengard 1 . En historie hun i stor pengenød har skrevet til et amerikansk damemagasin. 

”Saa De ved at det paa en Maade er en Spøg, om de nu vil finde at det er en god Spøg. 2 ” 

Ehrengard er da også blevet beskyldt for at mangle den rigdom og dybde, man vanligt ser hos 

Blixen. En hurtig gennemlæsning giver associationer til både Jane Austen og commedia del arte, 

men der gemmer sig mere under overfladen end som så. Ehrengard er nemlig spækket med 

intertekstuelle referencer til en anden kendt tekst, Søren Kierkegaards ”Forførerens Dagbog” 3 . 

Begge romaner handler om en forførelseshistorie, men i Ehrengard får forførelsen en anden 

udgang, og bliver herved en kommentar til ”Forførerens Dagbog”. 

Ordet ”illusion” stammer fra det latinske ord ”illusio”, der betyder ironi eller spot. ”At illudere” 

betyder at lege, eller drive spot med. Blixen leger i Ehrengard med Kierkegaards forførelsesproces, 

der her ender som en spot mod forføreren. Som læser anspores man til at tro, at noget gemmer sig 

under overfladen. Men selve forførelsen bliver en illusion, og et blændværk, idet den aldrig finder 

sted. 

Fokus for denne opgave vil være, hvad der sker med Ehrengard, når den læses som replik til 

”Forførerens Dagbog”. Først vil jeg undersøge hvordan den er en replik, igennem en 

sammenlignende analyse af de to forførelseshistorier, med henblik på deres forbindelse igennem 

intertekstuelle referencer. Dernæst vil jeg komme med nogle teoretiske bud på hvad replikken 

kunne være. 

1 Jeg benytter Gyldendals Tranebøger, 3. udgave, 1962 af Rungstedlundfonden. På dansk ved Clara Selborn. 

2 Blixeniana 1985 s. 96 

3 Jeg benytter Søren Kierkegaards Skrifter, udg. Af Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff & Johnny Kondrup m.fl., bd. 

1 –[55], København: Søren Kierkegaard Forskningscenteret/ G.E.C., Gad 1997 

1




Et væv af tekster 

Først et par indledende bemærkninger om begrebet intertekstualitet. Ordet ”Tekst” kommer af 

”Textus” som betyder væv. En tekst kan altså betegnes som et væv af ord. Inden for den nyere 

intertekstualitetsforskning 4 beskæftiger man sig netop med tekster ud fra den forudsætning, at en 

tekst er et væv, bestående ikke bare af sine egne, men andre teksters ord. Tekster står altså i vid 

udstrækning i relation til andre tekster, eller går i dialog med dem. Når en tekst taler med en anden 

tekst, sker der en transponering, en intertekstuel bevægelse fra et betydningssystem til et andet 5 . 

Ehrengard læst overfor ”Forførerens Dagbog” er netop et eksempel på en tekst, der ikke bare går i 

dialog med, men direkte mimer en anden tekst. For at forstå denne tekst, er man altså nødt til at 

kende begge tekster. 

Derfor først en analyse af ”Forførerens Dagbog”. Herefter vil Ehrengard blive læst ud fra dens 

intertekstuelle forbindelse til ”Forførerens Dagbog”, med fokus på, hvordan den inkorporerer 

elementer, personer og sprogbrug fra denne. 

Forførerens Dagbog 

”Forførerens Dagbog” blev, som en del af Enten-Eller, 1, udgivet i 1843 af pseudonymet Victor 

Eremita. Genren er en roman i dagbogsform med indlagte breve. Denne genre var populær i tiden, 

og ses bl.a. hos B.S. Ingemann i Varners pöetiske Vandringer(1813), og ikke mindst J.W. Goethe, 

der allerede i 1774 skrev Den unge Werthers lidelser. 

Fiktionen omkring dagbogen oprulles i fortalen, der er skrevet af A, personen der har samlet og 

redigeret Johannes’ dagbog og indsat Cordelias breve. Rammen for fortællingen er en kompliceret 

kinesisk æskeform i fem led. Johannes lader dagbogen ligge og flyde, A finder den og tager en 

flygtig afskrift, og senere tager han en omhyggelig afskrift og indsætter Cordelias breve. Victor 

4 Julia Kristeva er den første til at bruge begrebet ”intertekstualitet” i Critique nr. 239, 1967. 

5 Allen 2000, s. 54 

2




Eremita finder siden A og B’s 6 papirer i et gammelt skab, og lader dem trykke til Enten-Eller. Tre år 

efter 7 afslører Kierkegaard imidlertid pseudonymerne, og står frem som forfatteren til Enten-Eller. 

Den fortalte tid i dagbogsforløbet strækker sig fra 4. april til 25. september, altså ca. et halvt år, som 

er den tid, det, ifølge Johannes, tager at forføre en pige. Dagbogens første tre afsnit 8 er en 

beskrivelse af piger Johannes ser inden Cordelia, som han møder første gang den 9. april 9 . 

Helt fra begyndelsen slås det altså fast, at Johannes er en forfører, der er på jagt, og byttet, objektet 

for hans forførelse, bliver Cordelia. Disse karaktertræk kendetegner bl.a. æstetikeren. 

Enten-Ellers første del giver et indblik i det æstetiske stadium 10 , og de forskellige æstetiker-typer. 

Repræsentanten for dette stadiums laveste trin er Don Juan-figuren 11 , som lever i øjeblikket, i 

umiddelbarheden, og kun tænker på at få sine lyster opfyldt. I ”Forførerens Dagbog” har 

æstetikeren fået en mere fortvivlet karakter. Hvor Don Juan repræsenterer naturkraften, og er 

ureflekteret, er nydelsen med Johannes blevet bragt op på et højere plan. Malantschuck 12 mener, at 

Johannes har en Faustnatur. Som i myten om Faust, der sælger sin sjæl til Mefisto 13 , tager Johannes 

djævelen i sin tjeneste for at gennemføre forførelsen. Det er ikke mængden af forførte, der har 

6 I Enten-Eller, del 1 optræder A som æstetikeren, og B som etikeren. Siden afsløres de som to sider af samme person, 

nemlig Victor Eremita. 

7 I Tillægget til Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift til de philosofiske Smuler. 

8 Den 4., 5. og 7. april. 

9 Enten-Eller, del 1, s. 313. 

10 Kierkegaard skelner mellem ”det Æstetiske”, ”det Ethiske” og ”det Religiøse” stadium. De to sidstnævnte behandles 

bl.a. i hhv. Enten-Eller’s anden del, og Avsluttende uvidenskabelig Efterskrift. (Se bl. andre Malantschuck 1953). 

11 Enten-Eller, det 1 s. 53 

12 Malantschuk 1953, s. 28 

13 Det er værd at bemærke, at Goethe står bag en af de litterære udgaver af Faust, hvor 1. del kom i 1808, og 2. del i 

1832. 

3




interesse, men selve forførelseskunsten. I modsætning til Don Juan, gennemfører Johannes sin plan 

med kold beregning, han er en reflekteret æstetiker, på grænsen til det dæmoniske 14 . 

Centralt for denne plan er strategien, som Johannes lægger i starten af processen. 

”Det bliver altsaa det strategiske Princip, Loven for alle Bevægelser i dette Felttog, altid at berøre hende i en 

interessant Situation. Det Interessante er altsaa det Gebeet, paa hvilken Striden skal føres, det Interessantes Potens skal 

udtømmes. 15 ” 

For at udlægge Johannes forførelsesproces er det nødvendigt at standse op ved begrebet ”det 

interessante”. Som æstetisk kategori blev ”det interessante” indført af Friedrich Schlegel i 

1790’erne 16 , og var et forsøg på at karakterisere den moderne digtning til forskel fra den klassiske 17 . 

Hvor antikkens kunst søgte at fremstille det almene og objektive, ”det skønnes idé”, vil den 

moderne kunst fremstille det individuelle og subjektive, ”det interessante”. I forordet til Enten-Eller, 

del 1. opridser Victor Eremita ”det interessante” som en splittelse mellem ”det Udvortes og det 

Indvortes”. 

”Det interessante menneske” har en hemmelighed, og er splittet mellem det skjulte og det åbenbare, 

dynamisk modsat statisk. Begrebet kan i forhold til moderne kunst både betragtes som: 

1. en ren stofkategori (kunsten er ”interessant i sig selv”) 

2. en receptionsæstetisk kategori (hvor mennesket kan være a.) ”interessant for andre” eller b.) 

interessant i sig selv) 18 . 

14 ”Det dæmoniske” er den yderste formation af det æstetiske, og her befinder vi os i menneskesjælens dybeste, 

mørkeste afkroge, hvor det splittede jeg fornægter alt anden eksistens end sin egen, og prøver at blive af med tanken om 

”det evige” ved at leve afsondret og i hemmelighed. 

15 Enten-Eller, det 1, s. 335 

16 Ûber das Studium der griechen Poesie (1797) 

17 Koch 1992, s. 36 

18 Koch 1992, s. 40 

4




Johannes’ pagt med sig selv er altså, at krigen skal føres på ”det interessantes” gebet, og den 16. 

maj skriver han: 

”Hvor er det skjønt at være forelsket, hvor er det interessant at vide, at man er det. 19 ” 

Johannes er splittet mellem følelser og intellekt, han er reflekteret og derfor i stand til at beskue sig 

selv udefra. Han er ”interessant i sig selv”, hvor Cordelia er i kategorien ”interessant for andre”, 

altså ”det interessantes genstand”, hvilket Johannes ligefrem skriver til hende i et brev 20 . 

Johannes vil altså forføre Cordelia i overensstemmelse med, at ”det interessantes potens” udtømmes 

og princippet overholdes. I forhold til Cordelia betyder det, at hun skal blive sin kvindelighed 

bevidst, altså blive reflekteret som han. Det indre, hendes hidtil skjulte drifter, skal bryde frem og 

gøre hende sårbar for ham. Og derefter vil han forlade hende, og hun vil efterfølgende være bundet 

til ham. Når Cordelia bliver drevet ud i refleksion, skal hun gå fra at være ubevidst og kun 

reflekteret i mandens bevidsthed til at blive bevidst, en bevægelse fra natur til ånd. 

Johannes udfolder sit kvindesyn i dagbogens slutning: 

”Denne Qvindens Væren (Ordet: Existens siger allerede for meget, thi hun bestaar ikke ud af sig selv) betegnes rigtigt 

som Ynde, et Udtryk, der erindrer om det vegetative Liv; hun er som en Blomst, som Digterne gjerne sige, og selv det 

Aandelige i hende er paa en vegetativ Maade tilstede. 21 ” 

Kvinden er vegetativ, eller sagt på en anden måde, lig natur, modsat manden, der er ånd. Kun 

igennem manden kan hun altså sættes fri, og blive ånd og refleksion. 

Dette sker gennem forførelsesprocessen, der kan inddeles i fire faser. Fra 9./4 -3./6 udses byttet, og 

Edvard 22 , en ung beundrer af Cordelia, bruges som redskab til at drive hende i armene på Johannes. 

19 Enten-Eller, del 1, s. 323 

20 Ibid. s. 389 

21 Ibid. s. 418 

22 Ibid. s. 336 

5




I perioden fra den 3./6 til den 3./8 lægges strategien om ”det interessante”, der ender med 

forlovelsen mellem Johannes og Cordelia. I tredje fase følger man udviklingen fra forlovelsen, til 

den brydes af Cordelia den 16./9. Sidste fase varer frem til 25/9, og er klimaks for historien, 

forførelsens mesterstykke, den erotiske erobring. 

En central del af planen er, at få Cordelia til at forlove sig med Johannes, og derefter få hende til at 

bryde forlovelsen. Johannes vil vise Cordelia forlovelsens banalitet, og herigennem få hende til at 

bryde med konventionerne. Dette gør han via en dobbeltbevægelse; han opflammer hende med 

erotiske breve, og køler hende ned, når de er sammen. Forelskelsen bliver således en hemmelighed 

mellem dem, præcis efter ”det interessantes” gebet, og som Victor Eremita allerede i forordet 

udtaler: 

”Der er dog Intet, hvorover der hviler saa megen Forførelse og saa megen Forbandelse, som over en Hemmelighed. 23 ” 

Hvad Cordelia ikke ved, er, at der i virkeligheden ligger en langt dybere og mørkere hemmelighed 

til grund for Johannes’ motiver. Planen lykkes, Cordelia bryder forlovelsen, men de fortsætter deres 

hemmelige kærlighed, og Johannes’ breve intensiveres. Cordelia tager på landet, hvor han 

omhyggeligt har forberedt hendes komme. Alt er rede, hun er plukkemoden, og hengiver sig villigt 

til Johannes, da han ankommer til landstedet. Elskovsakten beskrives med svulstige naturmetaforer, 

som var tidens stil, og stopper brat med ordene: ”Af Naturen var hun skøn. 24 ” Herefter er det hele 

forbi, i dagbogens sidste afsnit, opsummerer forføreren: 

”Naar en Pige har bortgivet Alt, da er hun svag, da har hun tabt Alt; thi Uskyld er hos Manden et negativt Moment, hos 

Qvinden er det hendes Væsens Gehalt. 25 ” 

Johannes forsvinder, og tilbage sidder Cordelia desillusioneret og knust, hvilket man fornemmer på 

hendes tre hjerteskærende breve, der indleder dagbogen. 


24 Ibid. s. 431 

25 Ibid. s. 432 

6




Krigen er slut, og de opstillede spilleregler, strategien, er blevet overholdt til fulde. Om hvorvidt 

”det interessante potens” er blevet udtømt, konkluderer Johannes kort før slutningen, at han har 

været tro mod sin æstetiske pagt 26 . ”Det interessante” er blevet bevaret af to grunde, at Cordelia lod 

sig forlove og selv brød den, og at fuldbyrdelsen mellem dem skete herefter. 

Som Aage Henriksen formulerer det, er ”det interessantes potens” udtømt når: 

”(..)lysten definitivt har gennembrudt blufærdigheden. 27 ” 

Carl Koch mener, at det i Forførerens Dagbog implicit skal vises, at ”det interessantes potens” 

munder ud i tomhed og fortvivlelse. 

”Johannes Forføreren har –som assessor Vilhelm opfatter ham –ikke tålmod til at gide leve. 28 ” 

Hvad der videre sker med Johannes vides ikke, men formodentlig må han fortsætte sin endeløse jagt 

til sin dødsdag. Denne krig vandt han overlegent, og Cordelia sidder tilbage, såret for livstid. Vi 

forlader nu disse to, og går videre til en anden forførelseshistorie, der har en noget anderledes 

slutning. 

Ehrengard 

Nu skal det handle om Ehrengard, og hvordan den er en replik til ”Forførerens Dagbog”. Det vil jeg 

undersøge ved at se på de intertekstuelle referencer, og hovedpersonernes ligheder og forskelle. 

Dernæst vil det, der adskiller de to romaner, slutningen, hvor forføreren, og ikke det planlagte 

objekt for forførelsen, rødmer. Men først nogle tekniske betragtninger. 

Karen Blixen skrev Ehrengard i 1952, som nævnt, ifølge hende selv, på grund af pengenød. I 1957 

udkom den i forkortet version i det amerikanske magasin Ladies Home Journal, under titlen The 

26 Ibid. s. 424 

27 Henriksen 1969, s. 42 

28 Koch 1992, s. 68 

7




secret of Rosenbad. 29 Først i 1963, efter hendes død, forelå den på dansk, oversat af Clara Selborn. 

Oprindeligt skulle romanen have indgået som en del af Skæbne-anekdoter (1958), men blev udeladt 

af Blixen, der ikke synes den var på niveau med de andre fortællinger. 

Generisk peger romanen i forskellige retninger. Allerede i begyndelsen forbereder den gamle dame 

læserne på, at de nu skal høre en ”Komedie eller Tragedie 30 ”. Hvor tragedien dog aldrig rigtig 

indtræffer, kan komedie-træk til gengæld findes, især i romanens tredje del, på kroen ”Det Blaa 

Vildsvin”. Her sammenlignes situationen med en teaterscene 31 , hvor Ehrengards revsen af Matthias, 

og Kurt von Blittersdorfs pludselige indtræden, minder om komiske elementer i et absurdteater. 

Samtidig refereres der til musikkens verden ved, at hvert af romanens tre afsnit er navngivet efter 

musikudtryk, en Optakt, en Pastorale og sidste sats: en Rondo. Romanen bliver en slags musical, 

eller opera, og dette er med til at understøtte den næsten eventyragtige verden, som udfolder sig i 

romanen. Disse musiske referencer er nemlig med til at skabe fortællingens atmosfære, der både er 

rosenrød som en musical, og til tider svulstig som en pastorale. 

Endelig er det en rammefortælling, hvor rammen er den gamle dame, der er oldemor til Grevinde 

von Gassner, Johan Wolfgang Cazottes brevveninde i romanen. Indenfor rammen fortælles 

Ehrengards historie, der falder i tre dele. Henover del 1 og 2 kommer de i alt ni breve mellem 

Cazotte og veninden. Denne rammefortælling gør, at man som læsere bliver bevidste om fiktionen, 

og med sikkerhed ved, at ansvaret her ligger hos den gamle dame, der er storytelleren, og 

medskaber af den parfumerede atmosfære. Disse utroværdighedsmarkører gør, at rammen i en 

forstand kan sprænges, og fantasien kan slippes løs i den lyserøde eventyrverden, der her afbildes. 

Den eksakte tid for fortællingen er vanskelig at klarlægge. Romanen indledes med, at denne historie 

har fundet sted for 120 år siden, men hvornår den fortælles er uklart. Det kan dog konkluderes, at vi 

befinder os i 1800-tallet, før 1870, hvor Tyskland blev samlet som nationalstat. Et bud er i 

1820’erne eller 30’erne, hvilket kunne være samtidigt med ”Forførerens Dagbog”. 

Den fortalte tid strækker sig over en længere årrække, men kernehandlingen varer et lille års tid, fra 

Ludmilla bliver gravid i september og til barnedåben i slutningen af juli. Det fortælles, at 

29 Langbaum 1964, s. 299 

30 Ehrengard s. 7 

31 Ibid. s. 113 

8




storhertugparret har været barnløse i femten år, da de får prins Lothar, og historien starter rigtig da 

han er i starten af tyverne (hvilket han må være, da han er halvt så gammel som Cazotte, der er i 

midten af fyrrene 32 ) og tager på frierfærd til fyrstedømmet Leuchtenstein. En oktoberdag hjemfører 

han sin vordende brud, og kort før jul får storhertuginden den forfærdelige nyhed; at prinsesse 

Ludmilla skal føde to måneder tidligere end tugt og ære tillader 33 . Fra april til juli befinder den 

hemmelige besætning sig på Rosenbad, og den 14. juli kidnappes det nyfødte barn 34 . Historien 

slutter en uge efter med barnedåben. 

Som nævnt, falder fortællingen i tre dele, hvor det vigtigste plot må siges at være kunstneren 

Cazottes forførelsesprojekt; at få den unge kammerpige Ehrengard til at rødme. Efter disse 

indledende bemærkninger, er det nu på tide at se nærmere på de vigtigste intertekstuelle referencer. 

Intertekstuelle referencer 

På trods af det parfumerede univers og komedietræk, mimer Ehrengard en række elementer fra 

”Forførerens Dagbog” til at formidle sin forførelseshistorie. Først og fremmest, minder brevene 

mellem Cazotte og Grevinde von Gassner om Johannes’ dagbogsafsnit, og brevene til Cordelia. 

Deres funktion i fortællingen er at udfolde forførelsesprojektet og Cazottes planer. Igennem de ni 

breve får man som læser en forventning om, at en forførelse vil finde sted, og de bliver et slags 

varsel om det, der skal komme. En spænding bygges op, men klimakset udebliver. Samtidig 

etableres forførelsen som hemmelighed, hvilket knytter an til Victor Eremitas ord (jf. s. 4) og 

Johannes motiver om ”det interessantes gebet”. 

I navnebrugen findes der ligeledes flere direkte referencer. Stedet for forførelsen kalder Cazotte for 

”Venusbjerget”, hvilket udover at være et navn for kvindekønnet, er et navn Kierkegaard i Enten- 

Eller, knytter til Don Juan. ”Venusbjerget” er lidenskabens og sanselighedens rige, og har Don Juan 

som førstefødte 35 . 


33 Ibid. s. 21 

34 Ibid. s. 92 


9




Målet for forførelsen, at Ehrengard skal rødme, som jeg vender tilbage til, er tydeligvis inspireret af 

Johannes’ forskellige definitioner af rødmen. Den 3. juli taler han om, at der findes forskellige arter 

af kvindelig rødme, hvor ”Den fine Rødme; det er Aandens Morgenrøde. Hos en ung Pige er den 

ubetalelig. 36 ” 

Romanen indlejrer også en række bibelske referencer, hvoraf den vigtigste er paradisreferencen. 

Rosenbad sammenlignes med Edens have 37 , hvor Ehrengard er den bibelske Eva, men også vogteren 

af paradiset. Cazotte er slangen, den reflekterede, der har en plan om at bryde idyllen. 

Forførere og forførte 

I de to forførelseshistorier er der én forfører og ét objekt, der er tiltænkt forførelsen. Alligevel er der 

i begge historier flere end én forført. I ”Forførerens Dagbog” er Cordelia ikke den eneste forførte. A 

er blevet suget ned i forførelsen, ved at han har kigget i dagbogen, der lå fremme. Ligeledes forføres 

tanten og Edvard af Johannes. Johannes forfører udover disse også sig selv, gennem sine egne 

intriger ved at være ”interessant for sig selv”. 

I Ehrengard spredes forførelsen ligeledes ud på flere personer. Fortælleren forfører læserne, til at 

tro, at en forførelse vil finde sted. Cazotte bliver forført af sine egne planer, og af Ehrengard til 

sidst, da hun får ham til at rødme. Hele iscenesættelsen af Rosenbad kan ses som en stor forførelse. 

Udover at forførelse er fortællingens tema og Cazottes motiv, er der også illusioner på færde. Den 

forventning der skabes i sproget, gennem f.eks. brevene, bliver en illusion, et luftkastel, der aldrig 

bliver til noget. 

En af de vigtigste intertekstuelle referencer er ligheden mellem de litterære karakterer. Cazotte og 

Ehrengard deler nemlig adskillige karaktertræk med Johannes og Cordelia. 

Johan Wolfgang Cazotte er den mandlige hovedperson, der både på det åbne og skjulte plan 

manipulerer begivenhedernes gang. Han er storhertugindens betroede, og iscenesætter maskespillet 

på Rosenbad, og samtidig planlægger han sideløbende den hemmelige forførelse af Ehrengard. 

Først skal det handle om hans besynderlige navn, der peger i flere retninger. Johan Wolfgang 

Goethe (1749-1832) deler mere end bare fornavne med Cazotte. Ligesom sidstnævnte var Goethe 

36 Ibid. s. 352 


10




nemlig også gehejmeråd, og fungerede som mentor og fyrstetjener for den yngre hertug Carl August 

(i perioden 1775 -1786). Senere blev han ophævet til minister i adelstanden. Efternavnet deler vor 

hovedperson med Jaques Cazotte (1719 -1792), en fransk oplysningstidsforfatter, der bidrog med 

fantastisk litteratur og erotika. Hans mest kendte værk er novellen ”Le Diable amoureux” (”Den 

forelskede djævel”,1772), hvilket også giver associationer til de djævlereferencer, der gives til 

Cazotte. Reference-reservoiret eksploderer nærmest i dette sammenstød af indlejringer. Cazotte 

nyder erotik og kunst som hans franske navnebror. Samtidig minder han som Johannes om Faust, 

den karakter som Goethe skabte (jf. s. 2). 

En af de ting Blixen og Kierkegaard havde tilfælles var, at de ikke var begejstrede for Goethe. I 

Stadier på Livets vej 38 bruger Kierkegaard Goethes værk Aus meinen leben som et eksempel på 

”Forelskelsens Misvisning”, og hans foragt skinner tydeligt igennem. I 1957 bliver venskabet 

mellem Karen Blixen og Aage Henriksen sat på prøve, da Blixen provokeres af hans Goethe- 

entusiasme. Henriksen skriver i essayet ”På Rungstedlund”: 

”Med Baggesen var det galt, men med Goethe var det værre, den petit-maitre som sad i det provinsielle Weimar og lod 

sig dyrke. Han var ikke fri som hun, som Shakespeare, som Sophus Claussen. 39 ” 

For både Blixen og Kierkegaard var Goethe prætentiøs og opstyltet, og slet ikke opmærksomheden 

værd. Det er derfor ikke tilfældigt, at Blixen giver sin uheldige hovedperson hans fornavne. 

Mest af alt minder Cazotte dog om Johannes Forføreren (jf. fornavnet ”Johan”). Under den første 

præsentation af Cazotte siges det om ham, at han var kendt som de skønnes damers: 

”(...) Erobrer og Forfører, Tidens mest uimodstaaelige Don Juan. 40 ” 

Men som det også gør sig gældende for Johannes, lever Cazotte ikke i umiddelbarheden og fra 

nydelse til nydelse. Han er reflekteret og beregnende, i sine planer om den hemmelige forførelse af 

38 s. 110 

39 Henriksen 1984 


11




Ehrengard, og ser processen som kunst. Jeg mener, at man kan se Cazotte som en reflekteret Don 

Juan-figur, der, i modsætning til musikalitetens umiddelbare Don Juan, har en bevidsthed og lægger 

en plan. Alligevel adskiller Cazotte sig på flere måder fra Johannes. Igennem dagbogen bliver det 

klart, hvor kold og nærmest dæmonisk Johannes er. Overfor dette gør Cazotte en noget blødere og 

mere komisk figur. Det største brist hos ham, er da han rødmer, hvilket aldrig ville være sket for 

Johannes. 

De to herrer har dog det samme motiv, at forføre en pige, og begge forførelsesprocesser følger den 

samme dobbeltbevægelse; at ville besidde og dernæst undslippe. Og denne besiddelse skal være 

æstetisk. Men hvor Johannes’ er en fysisk besiddelse, er Cazottes kunstnerisk, han vil binde 

Ehrengard til sig i kunsten. For ham handler det om at fange det inderste væsen hos kvinden, og for 

at gøre det må han betragte objektet og herigennem finde den rette metode. Med Ehrengard bliver 

det maleriet, inspireret af Johannes’ ord om, at kunstneren besidder en pige ved at male hende 41 . 

Idéen får han, da han ser Ehrengard bade i en skovsø. 

”Paa hvilken tænkelig Maade kunde han mere fuldt og gennemgribende gøre Pigen til sin end ved at indfange, fastholde 

og fæstne paa sit Lærred hver Linie og Farvetone i hendes unge Legeme(..). 42 ” 

Når Ehrengard ser billedet vil hun få følgende erkendelse: 

”At hun var smuk. At hun var nøgen –og allerede i tredje Kapitel af Genesis berettes det at en saadan Erkendelse er 

skæbnesvanger. Og endelig at hun således ved at være smuk og nøgen, havde overgivet sig til Venusbjerget. Og til 

ham. 43 ” 



43 Ibid. s. 74 

12




Som en anden Eva skal hun altså vækkes til en (synds)bevidsthed 44 , eller blive reflekteret, som 

Cordelia. Ehrengard skal bevæge sig fra umiddelbarheden til middelbarheden, som Johannes, når 

han reflekterer over, hvad det er at være forelsket. 

Efter at være stedt i denne sårbarhed og hengivelse, vil Cazotte svigte og forlade hende 45 , og dermed 

efterlade Ehrengard i samme situation som Cordelia, svag og fortabt. Cazottes kunstværk skal altså 

udslette Ehrengard, og gøre hende til et tomt, betydningsløst billede, bundet til ham for evigt. 

Men som bekendt brydes disse planer af objektet for forførelsen, og her stopper parallelløbet 

mellem de to fortællinger. Det mandlige undermineres af det kvindelige, og ikke omvendt. Dette vil 

jeg vende tilbage til, efter at have at have set nærmere de to kvindelige hovedpersoner. 

Allerede i titlerne, er det klart, at vægten er lagt forskelligt i de to værker. Hos Kierkegaard er 

Cordelia blot et passivt objekt for forførelse, og den egentlige hovedperson er Johannes. Derimod 

tilegner Blixen sin titel til Ehrengard, og hun bliver da både bogens hovedperson og heltinde. 

Ehrengard er af krigerslægten Schreckenstein, og militære dyder, såsom loyalitet og tapperhed, er 

noget af det, der fremhæves ved hende. Tilmed er hun lutheraner, ”nærmest puritaner 46 ”, hvilket 

Cazotte kun finder en fordel. Hendes egenskaber er dog noget maskuline, og i begyndelsen, 

fremstår hun nærmest a-erotisk. Da Cazotte møder hende beskriver han hende som en marmorblok, 

hvori hans største triumf ligger gemt 47 . Ehrengard er altså ubevidst om sig selv som kønsvæsen, og 

uvakt, hvilket dog ændres siden hen. Hun er som et barn, uspoleret og uskyldig. 

Hun beskrives tilmed flere steder som en valkyrie 48 , men også som keruben, en hvidglødende engel 

med flammesværd 49 , der vogter porten til Paradiset. Navnet ”Ehrengard”, betyder ”Æres vogter”, og 

dette navn lever hun op til og bliver historiens heltinde, da hun redder barnet og uddeler sin 

44 1. Mosebog, kap. 3 


46 Ibid. s. 30 

47 Ibid. s. 39 

48 Begreb fra den nordiske mytologi, og betegnelse for de kvinder, der bestemte hvilke mænd, der skulle dø i kamp. 

13

etfærdige hævn til sidst. Hun fastholder både prinsen og prinsessens ære ved sin 

loyalitet. 

Cordelia deler flere egenskaber med Ehrengard. Hun er også ren og uskyldig fra 

begyndelsen, men modsat Ehrengard fanges hun og nedbrydes af sin forførers spil. Hun 

lades alene tilbage, og har i slutningen mistet alt. Cordelia kan ikke gennemskue sin 

forførers hemmelighed, hvor Ehrengard afslører Cazotte hele to gange. Cordelias 

forførelse består i, at hun bliver splittet og spaltet, netop fordi hun før det var udelt og 

umiddelbar. 

Blixen skriver i et brev til Aage Henriksen i 1954, at hun lige har læst ”Forførerens 

Dagbog”: 

”(..)fordi jeg, som De ved, mener at Cordelia må have Lov at eksistere og at være et Menneske, og at 

Johannes maa staa, og falde, med hende, saaledes at hvis hun ikke er et Menneske da er han heller ikke 

noget Menneske, og hvis hun ikke er en Heltinde i en Historie, da er han hellerikke nogen Helt. 50 ” 

Så hvor Cordelia fejlede, får Ehrengard her chancen til at vende historien, og blive 

heltinden. Nu skal det handle om, historiens dramatiske klimaks, den magiske rødmen, 

der rammer den forkerte. 

En mislykket forførelsesproces 

Som nævnt, bliver det rødmescenen, der adskiller de to fortællinger. Vi skal nu se 

nærmere på, hvorfor det bliver Cazotte, der rødmer til sidst. Der er noget næsten religiøst 

i beskrivelsen af, hvordan Cazotte skal få Ehrengard til at rødme. Hendes fortid, nutid og 

fremtid skal kastes for hans fødder i et evigt, magisk krydsfelt, hvor det åndelige og det 

erotiske skal mødes. Hendes sjæl skal stige op, og derefter vil hun være bundet til ham 

for evigt. 


50 Blixeniana 1985, s. 187

”Hun skal være den Rose som lader alle sine Blade falde for ét eneste Vindpust og staar nøgen tilbage. 51 ” 

Afsløret i sin nøgenhed vil Ehrengard ikke have andet valg end at hengive sig. Cazotte 

bruger en beskrivelse af fænomenet alpeglød som det, der kommer tættest på denne 

rødmen. Der er altså tale om en total og ekstatisk overgivelse ”til de kræfter hun indtil nu 

har forkastet og fornægtet 52 ” 

Men det, der som bekendt sker, er, at Ehrengards kammerpige afslører Cazottes 

hemmelige planer, om maleriet ved skovsøen. Kort efter tilbyder Ehrengard sig selv som 

motiv, hvilket ødelægger projektet. Da barnet imidlertid bortføres udtænker Cazotte plan 

b: Han skal være den, der finder barnet, og vil da række det til Ehrengard. Hun vil rødme, 

og føle i åndelig samhørighed, at det er hendes og hans barn. 

Denne plan brydes dog også af Ehrengard, da hun selv finder barnet og tager affære. Og 

så sker det uventede: Cazotte rødmer. 

Kurt er dukket op, og vil vide, hvem barnet tilhører, hvortil Ehrengard svarer, at det er 

hendes barn, og at hun derfor ikke kan gifte sig med ham. Han forlanger at få at vide, 

hvem faren er, og her peger hun på Cazotte. 

”Ved disse Ord steg Herr Cazotte’s Blod op, som fra hans Væsens dybeste kilder, saa at det kastede som et 

gennemsigtigt skarlagensrødt Slør over ham. 53 ” 

Situationen er både komisk og absurd, og selv fortælleren bemærker, at ”det var 

mærkeligt at han rødmede.” Og hvorfor bliver det Cazotte og ikke Ehrengard, der oplever 

alpegløden? 

Forføreren overraskes som ved et bagholdsangreb, en militær strategi, udført af 

Ehrengard. Den omhyggelige plan han har lagt, giver bagslag, og rammer ham selv. Det 


52 Ibid. s. 41 

53 Ehrengard s. 119

var meningen, at han skulle række barnet til Ehrengard, og at de herigennem i al 

hemmelighed ville høre sammen. I stedet giver hun ham barnet, ved at pege på ham som 

faren. Modsat Cazottes plan, sker dette ikke i hemmelighed, men foran en større 

forsamling. Hemmeligheden, der karakteriserer forførelsen, er brudt. 

Cazotte kan ikke benægte, da han er nødt til at være loyal overfor den fyrstelige familie. 

Han tvinges til tavshed og loyalitet, som Ehrengard. Herved bliver han revet ud af 

æstetikerens position, og presset ind i den vordende ægtemandsrolle, han som æstetiker 

kun har haft hån til overs for. I stedet for at holde afstand og beskue, tvinges han midt ind 

i begivenhedernes centrum, og gjort til en del af dem. Fra epilogen ved vi, at han herefter 

blev forelsket i en sangerinde og ændrede navn til Casanova. 

Samtidig viser Ehrengard sig her at være hinsides den spaltning Cazotte bygger sit 

menneskesyn på. Hun er ikke i stand til at føle den skyld eller syndsbevidsthed, som han 

ville få frem i hende. I stedet for at lade sig forføre er Ehrengard selv villig til at 

fremstille sin nøgenhed, hvilket bryder hans første plan. Dernæst har hun ingen skrupler 

ved at påtage sig moderskabet til barnet, og insinuere, at Cazotte er faren. Hun er a- 

moralsk, men retfærdig og æresbevidst. 

Mellem Kurt og Ehrengard sker der noget. Da hun træder ind på kroen efter det lange 

ridt, har hendes hårbånd løsnet sig, og det lange, lyse hår strømmer ned af ryggen på 

hende. Dette er et tegn på, at hun er ved at blive erotisk vækket. Der sker i slutscenen en 

bevægelse, hvor Ehrengard går fra det barnlige ind i voksenheden. Ligeledes bliver hun 

reflekteret, idet hun fortæller sit livs første løgn. Hun er altså nu både et erotisk og 

reflekteret væsen, og kan derfor modstå forførelsen. 

Cazotte, der ser kvinden som metafor og kunst, oplever her, at kvinden træder i karakter, 

og det bliver manden, der forsvinder ud af historien, kastreres og falmer, som det 

kunstværk han aldrig fik lavet. Forførelsesprojektet bliver en illusion, noget der ikke var, 

hvad det så ud til. Den lykkelige udgang bliver Ehrengards, der gifter sig med Kurt og 

lever lykkeligt til sine dages ende. Og Cazotte ender med at opgive sin æstetiker-position. 

Kendetegnende for Casanova er nemlig, at han kan forelske sig 54 , modsat Don Juan, der 

holder følelserne ude af sine erotiske erobringer. 

54 Selboe 1996, s. 152

Blixen holder ord, i denne fortælling er der kun en heltinde, og det er Ehrengard. Det 

bliver manden, der falder, og ikke som i ”Forførerens Dagbog”, kvinden. 

Hvad er replikken? 

Afslutningsvis er det interessant at se nærmere på, hvad Ehrengards replik er. Er det blot 

en spøg, som Blixen selv antyder, eller er der andet og mere på spil? Forskellige forskere 

har gennem tiden haft forskellige bud på netop dette, og jeg vil i det følgende inddrage 

nogle af dem til en kort diskussion af emnet. 

Olga Pelensky mener 55 , at Blixen altid har været meget fascineret af Kierkegaard. I et af 

sine afrikanske breve ytrer Blixen, at hun ikke tror, nogen kan læse Kierkegaard uden at 

blive grebet af ham. Blixen skriver også i et andet brev til Aage Henriksen i 1953, at hun 

efter at have læst hans afhandling om Kierkegaard Romaner, føler at have fået et 

personligt forhold til Kierkegaard 56 . Dog hersker der ingen tvivl om, at hun med romanen 

Ehrengard er ude på løjer, eller måske endda med riven i forhold til Kierkegaard. 

Robert Langbaum kalder Ehrengard for et modsvar til Kierkegaard. Han mener, at Blixen 

på en vittig måde irettesætter Kierkegaard og andre mænd, som skriver 

forførelseshistorier, hvor kvinden bliver det passive offer 57 . Cazotte udtaler på side 15: 

”Men at blive forført er først og fremmest Kvindens Privilegium –hvad Manden i øvrigt kan misunde 

hende.” 

Denne udtalelse bekræfter Blixen ved at lade pigen sætte forføreren til vægs. Og der er da 

flere ting, der peger i retning af, at det er det kvindesyn, der kommer til udtryk i 

”Forførerens Dagbog” som Blixen ønsker at gøre op med. Cordelia er prototypen på 

periodens kvindetype. 

55 Pelensky 1985, s. 46 

56 Blixeniana 1985, s. 107 

57 Langbaum 1964, s. 308

Hun repræsenterer i højere grad en filosofisk position, end personlighed, og er 

ureflekteret, uskyldig, natur frem for ånd (jf. s. 3). 

Tone Selboe mener, at kroppen tager hævn i Ehrengard 58 . Ved at Ehrengard to gange 

bryder Cazottes hemmelighed, viser hun, at hun er reflekteret og ikke bare natur. Igennem 

det, at hun selv tilbyder at fremstille sin nøgenhed, hæver hun sig over Cazotte. Hun 

skammer sig ikke, som Eva i paradiset, over at være nøgen. Tværtimod bliver hun herved 

repræsentant for et meget mere moderne kvindesyn. Ehrengard vækkes da også erotisk, 

dog ikke af Cazotte, men af hendes unge forlovede Kurt. Selboe hævder, at Ehrengard 

kan læses som en latterliggørelse af de forførelsesstrategier, som Johannes og Cazotte 

repræsenterer. 

”Det er ikke minst det fastlåste skillet mellom forfører og forført, knyttet til mannlig og kvinnelig som 

ubevegelig dikotomi, som her utsettes for ironisk strålebehandling. Teksten oppretter hierarkier og 

motsetninger gjennom mannen: kvinne/mann, kunst/liv, ånd/kropp, forfører/forført. Disse kvalitativt 

bestemte motsetningene er det kvinnen gjennom sine handlinger oppløser og viser det illusoriske i. 59 ” 

Heri ligger også et opgør med de kristne idealer, og de sædvanlige skel: sort/hvidt, 

mand/kvinde, ond/god. Dette underbygges bl.a. igennem de djævlereferencer, der 

forbindes med Cazotte. Som Pelensky formulerer det, er han både skaberen af, og slangen 

i paradiset Rosenbad 60 . Djævelen er en kristen opfindelse, og ved at sammenligne Cazotte 

med slangen, tages der herigennem afstand til kristendommen. 

Blixen viser, at Cazottes – og Johannes- kvindesyn er en illusion, der i denne fortælling 

brister, og at illusioner er skæbnesvangre. Det kvindelige rummer ikke den tærskel, som 

hun tillægges, og de mænd, der tror det, ekspederes ud af historien. I Ehrengard er 

forføreren et pjok, og det er ham, der bliver illuderet, og ikke Cordelia. 

58 Selboe 1996, s. 151 

59 Selboe 1996, s. 152 

60 Pelensky 1985, s. 49

Der foreligger flere feministiske læsninger af Ehrengard, af hvilke jeg kort vil nævne 

Kristine Jo Andersons fra 1992. 

”In Ehrengard. perhaps more clearly than in any other of Dinesen’s works, misogyny and other patriarchal 

structures are invaded, as if by a virus, and made to serve feminine purposes 61 .” 

Ifølge Anderson er Cazotte fanget og spundet ind i en kvindes tekst, uden mulighed for at 

undslippe, og herved byttes der rundt på de sædvanlige patriarkale hierarkier. 

Hvor Cordelia i ”Forførerens Dagbog” lod sig underminere og forføre af det mandlige, 

bliver Ehrengard altså en hyldest til kvinden, der ifølge Blixen rummer mere, end det 

kvindesyn, som Johannes Forføreren repræsenterer. Dog skal det siges, at Kierkegaard 

selv tager afstand til sin æstetiker, da han afslører pseudonymerne i 1846. I Synspunktet 

for min Forfattervirksomhed, der udgives fire år efter hans død (1859), forklarer han sin 

strategi og dupliciteten 62 i hans forfatterskab. Det æstetiske forfatterskab var et kneb til at 

vinde tillid, for at kunne lede mennesker ind i sandheden. Hvorvidt det forholdt sig sådan 

er selvsagt diskutabelt, men at Kierkegaards stemme ikke er den samme som Johannes 

Forføreren, ligger fast. Til gengæld må Kierkegaard siges at være repræsentant for det 

kristne livssyn og opdeling af verden, som Blixen langer ud efter. 

Med Blixens egne ord, var Ehrengard måske tænkt som en spøg. Eller som en ironisk og 

drillende kommentar. Og med sin parodieren af ”Forførerens Dagbog” driver hun da også 

spot både med læseren og det mandlige køn. Illusionerne er mange og tvetydige, og 

Cazottes projekt viser sig at være et blændværk. Måske ville Blixen aldrig have udgivet 

denne lille knaldroman, eller måske skulle epilogen have været udeladt, som flere ville 

mene. Eller måske kan Ehrengard netop læses som en lykkelig afslutning på Blixens 

forfatterskab. 

61 Anderson 1992, s. 83 

62 Ifølge Kierkegaard har han forsøgt at opretholde en dobbelthed igennem hele forfatterskabet, ved at 

udgive æstetiske og opbyggelige skrifter side om side.

”Netop den konkrete omfortolkningen av ord, intensjoner og hendelser er det Ehrengard ikke bare 

reflekterer som tragisk innsikt, men fører ut i forløsende handling. Blixen, som selv er utpreget metaforisk i 

sin framstillingsform, lar Ehrengard’s bogstavelige, og livskraftige fortolkning af Cazottes intensjoner stå 

som forfatterskapets forsonende etterspill. 63 ” 

Selboe mener, at Blixen ved at bytte rundt på skellene mellem mand og kvinde, sort og 

hvidt, netop favner og forsoner disse modsætninger. I denne fortælling forløses Cordelia- 

figuren en gang for alle, og alle personer får en lykkelig udgang, på nær Cazotte, der må 

fortrække. 

Uanset hvad hensigten var, så er både spøgen og illusionerne i denne lille roman 

gennemførte. Blixen bruger ”Forførerens Dagbog” som afsæt til at slå et slag for kvinden, 

og give Kierkegaards æstetiker og samtidens kvindesyn et rap over fingrene. Ved at lade 

kroppen tage hævn, baner hun vej for den moderne kvinde, der som hende selv, ikke er 

bange for at slå fra sig. 

Konklusion 

Om Aage Henriksen fandt Ehrengard en god spøg ved vi ikke, men flere ting tydede på, 

at Karen Blixen i denne roman var ude på løjer. Illusioner handler om indbildning, bedrag 

og ønsketænkning, eller fejltolkning af virkeligheden. De kan skabe en uforløst 

forventning. I Blixens Ehrengard viste illusionerne sig at være mange. Cazotte har en 

forventning om en forestående forførelse. Som læser har man en narrativ forventning om 

det samme, og dog udebliver denne forførelse. Forførelsen bliver derved en illusion, både 

for Cazotte og læseren. 

En sammenlignende analyse af de to romaner viste deres intertekstuelle forbindelse, 

igennem de inkorporerede elementer, som Ehrengard låner fra ”Forførerens Dagbog”. Vi 

så, hvor de to fortællingers hovedpersoner lignede hinanden og adskilte sig, som forførere 

og forførte. Endelig så vi, hvordan historierne deltes igennem den mislykkede 

forførelsesproces. 

63 Selboe 1996, s. 154

De teoretiske bud på replikkens udsagn viste, at Ehrengard kan læses som en ironisk, 

drillende kommentar fra Blixen til Kierkegaards Johannes Forfører og samtidens 

kvindesyn. Cordelia fik i denne fortælling sin hævn, ved at Ehrengard blev historiens 

heltinde.

En indledning - Dansk.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?