19. Nielsen ifølge Clausen (1994) - Sven Erik Werner

Nielsen ifølge Clausen
(1994)
”Det kræver mod at have talent”, sagde Georg Brandes om H.C. Andersen. Hverken Danmarks
Riges Grundlov eller bestseller-udgaven af den, janteloven – fjanteloven, burde den vel snarere
hedde – tager højde for talentet. Endsige for geniet. Vores mentale håndbagage er således beriget
med en særlig ambivalens, et had/kærlighedsforhold, der generøst omfatter så modsatrettede myter
som Andersens Den grimme ælling og Henrik Pontoppidans Ørneflugt.
Den ene bekræfter os i forestillingen om, at det nok skal gå alt sammen: det gør ikke
noget, at man er vokset op i andegården, når bare man har sørget for at have ligget i et svaneæg.
Den anden ser knap så lyst på det: det nytter ikke at have ligget i et ørneæg, hvis man er vokset op i
andegården. De to historier er skrevet på hver sin side af det magiske år 1864. Året, hvor Danmark
tabte tysker-slaget ved Dybbøl.
Historierne fortæller om det mærkelige, evigt ambivalente danske sind. Et sind, der
ikke stoler på lykke, men til gengæld omgærder de mislykkede med stor sympati. Et af de billeder,
vi elsker at hade mest fra den danske sjæls familiealbum, er nok ”geniet i købstaden”, den lille-store
dansker, der indad vandt, hvad udad tabtes. Ifølge Grundloven er det også helt i orden at blive ved
jorden. I andegården. Og man skal jo ikke skabe sig. Det ikke alene tjener os bedst, det er også det,
vi tjener bedst på. Et lidt andet, men lige så estimeret familiebillede. Og lige så foragtet.
Bladrer vi lidt i det nationale fotoalbum, finder vi et billede af en vis Carl August
Nielsen – en knægt med et stort talent og en masse mod. Derfor fik han også ambivalensen at føle:
at være inkarneret folkeeje og kanøflet fremmedfugl på samme tid. På hans 60-års dag i 1925 ramte
Herluf Jensenius – alias Berlingske Tidendes 'Ærbødigst' – hovedet på sømmet med sit berømte
rim:
Carl Nielsens Symfonier
er kendt fra syd til nord.
men hvilket af hans værker
har sat sig dybest spor?
Det er såmænd 'Jens Vejmand'.
den kære melodi.
der var en landeplage
i 1909.
www.sven-erik-werner.dk 142

Ambivalensen lever i dag i bedste velgående. Fra folkedybet over medierne til de sofistikerede
fagidioters labyrinter næres fortsat blandede følelser over for denne lille store dansker, der altså
stadig formår at udfordre selv de rummeligste vaneforestillinger.
Han er nu heller ikke nem at få hold på, denne egensindige fynbo, der lagde navn til
både i stribevis af enkle, folkekære sange, og som til slut skrev Sinfonia Semplice, der med sin
groteske grimasseren tilsyneladende river tæppet væk under hele livsværket.
Allerede i 1965 – hundredåret for Carl Nielsens fødsel – fik det tilvante og bekvemme billede af
ham som indbegrebet af selve den kærnemælksunde, gemytlige danskhed et alvorligt grundskud.
Leonard Bernsteins legendariske opførelse af Nielsens Sinfonia Espansiva afdækkede definitivt et
konfliktfyldt og mangetydigt kunstnerisk univers, der var uforeneligt med det gængse, klæge
glansbillede.
At DR-TV så 25 år senere lod som ingenting og prøvede at relancere Carl Nielsen
som harmløst Karoline- produkt i en tv-scene over seks søndage, siger måske mest om TV-I’s
seertals-fikserede horisont og det aktuelle musikmarkeds galoperende vulgarisering, men er vel
også et af ambivalensens udtryk: det uhåndterlige format må reduceres til overskuelig
genkendelighed, dvs. ukendelighed. Og kan man få en ellers fornuftig kone som Suzanne Brøgger
til at give den i rollen som benovet gymnasiepige-agtig programvært, der har fået lov at støve
nationalklenodierne af, så er i hvert fald hendes og programafdelingens rating-tal på seer-
maniometret hjemme.
Det er desværre ikke en anden historie. Også Carl Nielsen er sleeping partner i
Hverdagsdanmarks small talk-shows. Alle har fået ham ind med skolemælken, alle foregiver at
elske ham, alle har en uforgribelig mening om ham, men få gider have noget at have den i.
Ikke sært, at hans nutidige fagfæller, komponisterne, også nærer ambivalens, omend
af en lidt anden art. De fleste af os havde nok valgt vores fødested med noget større omhu, hvis vi
på forhånd havde vidst, hvad det indebærer at skulle leve – ikke i skyggen af Carl Nielsen, men i de
falske Carl Nielsen-mytologiers slagskygge. Eller snarere: salgsskygge.
I dette rodede krydsfelt af plat, humbug, fordomme, halve sandheder og hele fortielser
har der længe været brug for en rask kortslutning med efterfølgende effektiv udluftning. Så der kan
blive plads til ordentlig besked – eller i hvert fald kvalificerede bud på, hvordan det hang sammen,
og hvorfor det åbenbart ikke hang sammen for vores til dato betydeligste komponist. Et
flerdimensionalt billede i fuld legemsstørrelse, med andre ord, uden retouche.
www.sven-erik-werner.dk 143

I efteråret 1992 skete der så et lille mirakel. Uden varsel smed universitetslektor, cand.theol. Jørgen
I. Jensen en mursten af en Carl Nielsen-biografi på bordet. ”En stor, overrumplende og bevægende
bog”, mente forlaget Gyldendal, og det var ikke for meget sagt. Jensens bog, Carl Nielsen –
danskeren, var simpelthen en bedrift af de rigtig skelsættende – ikke bare for musikfolket.
Jørgen I. Jensen er ikke fagmand i snæver forstand, men leverer alligevel – eller derfor
– en eksemplarisk indfølende og medrivende tekst. 500 siders lykkelig blanding af personalhistorie,
musikhistorie, idé- og kulturhistorie, skrevet med den roligt åndende sprogføring, der alene er
forbeholdt skribenter med suverænt overblik over og kærlig indsigt i deres emne. Man kan selvsagt
være uenig med forfatteren om mange vinkler og vurderinger, men fremstillingens inspirerende
niveau og svimlende format lader sig ikke anfægte. Her er så et overbevisende bud på en Carl
Nielsen af kød og blod, lige så uløseligt forbundet med sin fynske barndom som bevidst forpligtet
af sit københavnske voksenliv.
Jørgen I. Jensen stiller sig selv det lige så enkle som svære spørgsmål: Hvad betinger
dybest set en så rigt facetteret og sammensat personligheds som Carl Nielsens tilsynekomst i en så
lille og forarmet manege som den danske?
Den kan vist ingen af os svare entydigt på. Heller ikke Jørgen I. Jensen. Men hans
eminente pejling af Carl Nielsens særpræg og seismografiske følsomhed over for sin samtids store
og små rystelser har som implicit forudsætning, at just dette geni næppe havde kunnet trives og
udfolde sig andre steder end i Grundtvigs fædreland.
Den købte jeg ikke, da bogen udkom, og den køber jeg stadig ikke. Det har alle dage
været grundtvigsk og især grundtvigiansk dogmatik at forholde sig skeptisk, for ikke at sige
fjendtligt, over for den autonome (kunst)musik. Her – om overhovedet – vil vi kunne finde
ambivalensens arnested.
Fra nu af kan vi så gå i biografen og spørge multikunstneren Erik Clausen, der netop har haft
premiere på sin filmatisering af Carl Nielsens store erindringsbog fra 1927, Min fynske Barndom, en
af dansk memoirelitteraturs ægte perler.
Clausens filmiske svar blæser lidt i den fynske forårsvind, men der er ikke tvivl om
hans reelle hensigter og høje ambitionsniveau. Clausen har læst Nielsen som en god fodboldspiller
instinktivt læser spillet, men han må nu også have læst ham med Jensens briller.
www.sven-erik-werner.dk 144

I kapitlet 'Barndomsdybet' i Jørgen I. Jensens biografi finder vi i hvert fald disse linjer,
der uden videre kunne stå som programerklæring for Erik Clausens projekt:
Carl Nielsens senere musikalske udvikling former sig altså ikke entydigt ud af en
almueagtig folkemusik, men er begyndt på et nøjagtigt kulturelt skæringspunkt
mellem to traditioner, som han, igen næsten som en musikalsk faderlig og moderlig
verden, havde adgang til. Den daglige, funktionsbestemte dansemusik, musikanternes
musik, mødtes med længslen efter den nye musik, den klassiske ’høje’ musik. Man
kan sige, at den klassiske musik for Carl Nielsen tidligt har været et symbol i
symbolismens forstand, en sanselig virkelighed, der ramte noget i personens sjæl, som
styrkede følelsen af at høre til i en større sammenhæng.
Pointen er her, at den klamme ambivalens over for Carl Nielsen – eller enhver anden, der som han
er fræk nok til at træde ud af geleddet – skiftes ud med den noget mere kreative dialektik: folke-
kultur og høj kunst er ikke hinandens modsætninger, men hinandens komplementære
forudsætninger. At kunst i umindelige tider er blevet misbrugt – og har ladet sig misbruge – som
smøremiddel i det finkulturelle undertrykkelsesapparat, er en alvorlig, men i virkeligheden helt
anden historie. Folkekultur er sjældent god kunst, men god kunst er altid folkelig. Carl Nielsen
mestrede denne store kunst – og Erik Clausen forsøger nu at gå i Nielsens fodspor: at mestre
kunsten at gøre kunst folkelig.
”Lykken er ikke, at det lykkes – men hvad vi kommer ud for”, hævder K.E. Løgstrup.
Erik Clausen har alle dage været sådan én, der 'kommer ud for'. Mødet med Carl Nielsens
overrumplende musik og suggererende erindringsbilleder har åbenlyst ikke bare vakt den varme
genkendelsens glæde hos ham, men også væltet en masse brikker i hans ellers trygge
verdensbillede. Tak for det.
Det er der nemlig kommet en seværdig film ud af. Han er lige så lidt bange af sig, som
Carl Nielsen var det. Heller ikke bange for at flytte sig. Og så har de yderligere det til fælles, at de
kan lave lyde og billeder, der bliver hængende i net- og trommehinder.
Clausens møde med Nielsen har også betydet meget for filmens dramaturgi. Filmen er
– bevidst? – disponeret som en 1. sats i den klassisk-romantiske symfoni, som også Carl Nielsen
dyrkede, men efterhånden fik et mere og mere – ja netop: ambivalent forhold til. Det nødvendige
afgørende brud med denne formtænkning fuldbyrdes just i den 5. symfoni, Clausen bruger som
signatur i filmen. Fint nok, selvom han demonstrativt styrer uden om symfoniens frådende
konfliktsteder. Selvopgøret.
www.sven-erik-werner.dk 145

Filmsymfoniens ”eksposition” begynder i 1871, da Carl er seks år. I dette afsnit spilles han af
Morten Gundel, der er intet mindre end et fund til rollen. Han færdes hjemmevant undrende i sit
fattige, men varme landsbyunivers i et Danmark, der endnu er i chok efter lemlæstelsen i 1864. Det
emmer af liv og død, sorg og glæde, håb og længsel fra billederne af disse slidte, men ukuelige
midtfynske håndværkere, daglejere og husmænd, for hvem humor og musik hører til basiskosten.
Clausens anslag lover godt. Eros og Thanatos er på færde ude og inde, oppe og nede.
Violin og tromme mellem brødre. Melos og militær – kimcellerne til 5. symfoni.
Efter den gængse symfoniske dramaturgi skulle de introducerede gestalter – personer,
temaer, motiver – nu gerne træde i karakter i ”gennemføringsdelen” (1879). Men der kommer ikke
rigtig gang i sagerne. Carl (her Anders Forchhammer) bliver ellers regimentsmusiker i Odense og
møder mennesker, der peger på videre horisonter: regimentets sofistikerede musikchef Schreiber,
suverænt spillet af Jesper Christensen, den knap så sofistikerede værtshusvært Outzen, hvis ægte,
men forkrøblede kærlighed til livet og kunsten bliver forløst i overlegen folkekomediestil af Fritz
Helmuth, og Carls musikerkollega, den sensuelle charlatan Jens Søby (Morten Staugaard). Disse tre
nøglefigurer i Carl Nielsens biografi taler i filmen for døve ører. End ikke en bizar forelskelse i
servitricen Magda (Christine Ulrich), der vil gøre ham til mormon – et af bogens vittigste kapitler –
synes at gøre videre indtryk på filmens mærkeligt søvngængeragtige midtpunkt. Det er fatalt. Og
historisk set helt hen i vejret.
Desværre bliver det ikke bedre i reprisen (1883), der, i den fuldt udviklede
symfonisats, er det afsnit, hvor trådene samles som afsæt for nye udviklingsmuligheder. Her skulle
alle vigtige set ups jo helst blive til kontante pay offs. Det sker bare ikke. Tværtimod falder tempoet
yderligere og interessen med. Der er ellers stof – også sprængstof – nok at køre med. Carl (her
Nikolaj Kaas) får sine første rigtige kompositioner opført, hans beslutning om at prøve lykken i
København modnes, han oplever sin første store ulykkelige kærlighed, og han må tage afsked med
sin forbitrede bror Albert, der ikke kunne blive musiker, fordi Carl ved et uheld kom til at smadre
hans ene hånd. Både janteloven, ambivalensen, klassesamfundet og den gammel-testamentlige
skyldfølelse er altså efter ham Carl. Men i filmen lader han som ingenting. Der skal åbenbart mere
til for at vække ham.
Det er i det hele taget ikke skuespillernes film med de nævnte par undtagelser. Anders
Forchhammer og Nikolaj Kaas er sat på rene uriasposter. Ingen af dem har udstråling nok til at give
fortællingen sammenhængskraft, og filmens sidste to afsnit falder derfor fra hinanden i rørende
www.sven-erik-werner.dk 146

episoder, spøjse anekdoter og kønne tableauer. Med hovedpersonen som anonym, let forlegen
tilskuer. Det udelukker enhver dramatisk spænding, eliminerer ethvert tilløb til dynamisk drive. Det
er som en fodboldkamp uden bold.
Filmen starter med at spille op til symfoni, men ender i ren rapsodi – i brudstykker.
Det storslåede og flot tænkte Fellini-agtige sluttableau viser, at Clausen godt ved, hvad det hele
drejer sig om, men der er ikke belæg for denne symfoniske apoteose i filmen selv, og slutbilledet
bliver derfor hængende i luften, ophøjelsen ender som rent postulat.
Ærgerligt nok. Og mærkeligt. Den unge Carl Nielsen som små-forlegen duksedreng,
klamhåndet hængerøv, umeddelsom kigger? Den er helt gal. Endnu levende øjenvidner husker ham
som notorisk gavtyv, spilopmager, klovn og gøgler. Og det skal man efterlyse hos gøgleren Erik
Clausen! Hvad er der sket? Er Clausen undervejs blevet ramt af anfægtelse, partielt paralyserende
patos – det, Jørgen I. Jensen kalder 'det danske biperson-syndrom'? Et andet ord for ambivalens.
Eller simplere: er personinstruktøren Erik Clausen ikke på omgangshøjde med
filmmageren og -magikeren Erik Clausen?
Eller endnu simplere: er problemet, at Clausens hovedperson(er) ikke kan spille? Det
være sig violin, klaver, signalhorn, altbasun – eller komedie? Skuespillernes ubehjælpsomme
playback-teknik er mange musikfilms akilleshæl. Drevne rotter som Jesper Christensen og Fritz
Helmuth kan få det til at se overbevisende ud, og at Højby-spillemændene og regimentsmusikerne
tydeligt nok ikke selv spiller det, vi hører, gør ikke så meget. Men at hovedpersonen, der med krop
og sjæl skal inkarnere selve den skumfødte tonekunst, tager på alle musikinstrumenter, som om han
var bange for at skære sig og ikke kan klare at slå et par langsomme 4/4 takter, det påfører hele
projektet et vist troværdighedsproblem.
Fuldblodsmusikere udstråler – ja, oser tit af musik. Også når de ikke spiller. Men
deres kropssprog bliver først rigtig fuldtonende, når de tager fat i deres kære ”spille”. I Clausens
film er det desværre omvendt. Forchhammer / Kaas er på klar udebane, når der skal musiceres. Det
er nemt at være bagklog, men det havde nok været en god idé at finde filmens unge Carl Nielsener
blandt musikerspirer frem for blandt skuespillerspirer. Når de nu alligevel ikke formår at sige
replikker, de ikke selv forstår.
Den slags generer sikkert ikke større ånder. Og det skal naturligvis ikke afholde nogen
fra at se filmen, hvis første lange afsnit er en ægte Clausen, når han er bedst. Socialrealisme a la
Emile Zolas Germinal, persontegning a la Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren.
www.sven-erik-werner.dk 147

Men den store flyvetur hen over ambivalensens skidengrå parceller bliver desværre
ikke rigtig til noget. Jo – ørneflugt.
Levende Billeder nr. 98, 1994, 38-41
www.sven-erik-werner.dk 148