Konfliktløsning og konfliktopløsning - MacMann Berg

Konfliktløsning og konfliktopløsning | Carsten Hornstrup & Jørgen G. Madsen | www.macmannberg.dk | 86761344 | side 3 af 15
ved Wittgensteins pointe om at: ”Mit sprogs grænse er min verdens grænse” (Wittgenstein
1953). Når vi skal koordinere vores billeder/antagelser med andre, sker det via vores
kommunikation – sprog, kropssprog, etc. Vi kan således kun kommunikere det, vi har et sprog
til at formidle. Det betyder, at der i enhver kommunikation vil være mange udeladelser eller
mange ’tolkningsmæssige huller’, hvor modtageren af budskabet selv tilføjer elementer for at
give mening til det kommunikerede. Er der, hvad der ofte er tale om i konfliktsituationer, en
del følelser på spil, bliver afstanden mellem de forskellige (autopoietiske) oplevelser og
tolkninger ofte større. Vi kan således helt bogstaveligt tage Wittgensteins pointe som det
andet dilemma. Der hvor sproget stopper, stopper muligheden for at skabe fælles forståelser i
en given sag.
Et tredje dilemma, som også er et sprogligt dilemma, er det Peter Lang benævner ”den tynde
historie” (The thin story) (Lang 2003). Hermed sætter han fokus på, at den enkeltes historie
kun er et lille element i alt det der kunne være relevant i en given sammenhæng. Desuden
fremhæver Lang, at vi i konfliktsituationer ofte har en tendens til at forenkle vores historie, så
de bliver endnu tyndere og ofte med et ensidigt fokus. Det kan være flertallets men ofte vil
det være et mindretal af dominerende stemmer (personer), som sætter dagsordenen i
tilspidsede situationer (Weick 19). Et andet kendetegn ved sproget i de historier der fortælles i
konfliktfyldte situationer er, at de er bagudrettede – rettet mod fortiden (Opcit.). De
fremhæver bestemte (ofte få jvf. ovenfor) elementer fra fortiden, som er med til at
understøtte en bestemt tolkning.
Et fjerde dilemma er, at jo stærkere konflikt, jo større tendens er der til, at historierne om
konflikten trives i hver sit ’rum’. De fortælles og genfortælles, hver for sig, i sammenhænge,
hvor vi kan være nogenlunde sikre på at hente støtte til vores version. Dermed får de
forskellige versioner deres eget ’liv’ i hver deres univers. Dette dilemma kunne man kalde
udbygning af den tynde historie, men på en måde, som understøtter forskelligheder frem for
at åbne op for nye forståelser.
Det sidste dilemma vi vil fokusere på, er at konfliktsituationer ofte er kendetegnet ved at man
anvender et underskudssprog – et negativt sprog, som sætter fokus på fejl og mangler. Igen
kan vi bruge en af Peter Langs mange pointer: ”Ethvert problem er en frustreret drøm” (Lang
2003). Når vi har et negativt fokus på en given situation, dvs. når noget ikke fungerer, vil det
ofte, uanset om vi siger det eller ej, opleves som: ”der er nogen, der har skylden”. Og netop
det negative fokus er med til at give de øvrige dilemmaer en yderligere negativ effekt. Det
medfører, at vi bliver mere fokuserede på vores egen sandhed, at vi bliver mindre tilbøjelige til
at koble os sprogligt på andre og at de historier vi ’vælger’ at fortælle typisk er en meget tynd
version.