tupilakosaurus - Print matters!

TEMASEKTION 6: LEGENDE
Denne sektion kigger nærmere på
det ironiske spil i Pia Arkes bricolager
– vanen tro med udgangspunkt
i et konkret værk, nemlig serien
Legende I-V (1999). De fem skrøbeligt
monumentale billeder tilegner
sig forhåndenværende landkort over
Nordøstgrønland. Kortene er i sig
selv forunderligt farverige, men de er
blevet behandlet med et grafikpulver,
der stedvist gør dem mørke, næsten
dystre. Midt i disse barske landskaber
(midt på kortene over samme) lyser en
håndfuld varme gultonede kvindeportrætter
op.
De stammer fra Ittoqqortoormiit
og tiden lige efter 2. Verdenskrig.
Legende III prydes således af et ungdomsportræt
af Arkes mor. Hun og de
andre ser ved første øjekast ud til at
bære ansigtstatoveringer. Måske lidt
ligesom de fem kvinder i det berømte
Qilakitsoq mumiefund, som i dag er at
se på Grønlands Nationalmuseum &
Arkiv – eller som kvinden i Mathias
Blumenthals maleri fra 1753 af
Grønlænderinden Maria, der hænger i
Etnografisk Samling på Nationalmuseet
i København.
Men ved nærmere eftersyn ser man,
at det drejer sig om tilføjelsen af et
transparent papir overstrøet med stednavne,
der henviser til de snarrådige
europæere og amerikanere, der kom
først i kapløbet om at give verdenen
navn: WULLF LAND (efter en svensk
botaniker), KANE BASSIN (efter
en amerikansk læge), HUMBOLDT
GLACIER (efter den tyske naturvidenskabsmand
og den moderne geografis
grundlægger) og så fremdeles.
“Grønland som konstruktion” kunne
Arke have kaldt sit værk, og denne
sektion ville have fået samme entydige
titel. Men det gjorde hun selvfølgelig
ikke. For Arke var formidabel til det
med titler. Hun beherskede balanceakten
mellem ikke at give for meget og
ikke for lidt i navngivningen af sine
værker, ikke at lukke læsningen, men
at holde den åben, således at det slår
knuder i hjernen, når man forsøger
at få greb om, hvad det er, der er på
færde i hendes værker.
Arke leger med ord og betydninger
og leger kispus med forudfattede
fortolkninger. Legende. Hun peger
på sagnet og myten – om Grønland,
folketyper, folklore og alle tupilakkens
forbandelser – før Kristendommen
nåede til landet. Legende. Kristendommen
nåede frem, og det samme gjorde
de religiøst opbyggende beretninger om
helgeners og helgeninders forbilledlige
liv. Helgenlegenderne. Man kunne
blive ved. Men den mest nærliggende
læsning (middelalderlatin: “legenda” =
noget som skal læses) må være legen-
46
den som signaturforklaring. Altså den
oversigt over symbolernes betydning,
som korttegnerne forsyner ethvert
ordentligt land- og søkort med.
Arke har forsynet sine kort med
sin egen signaturforklaring hentet
nede fra den lokale kolonialhandel:
kaffe, sukker, ris, og de mere hjemlige
næringsmidler mel og havregryn. Hun
går efter sammenstillinger, der sætter
et ironisk spil af betydninger i værk,
og som følgelig afsøger betydningerne
for at se, om der skulle være åbninger
og sprækker, hvor man kunne skyde
andre fortællinger og fortolkninger ind.
Selv formulerede hun det således: “Jeg
putter en masse historie på i stedet
for at rense billedet til at være det der
storslåede, æstetiske billede.”
Sektionen rummer også en anselig
del af de talrige værker, hvor hun helt
bogstaveligt putter en masse historie
på. Enten ved at skrive direkte på de
sort-hvide fotografier af barndommens
grønlandske tilknytningssteder. Eller
ved at grifle direkte på rammen.
Rammen som betydningsbærer har
Arkes særskilte interesse. “Vi, de etniske
i forskellige afskygninger”, skriver
hun i bogen Etnoæstetik (1995), har en
“interesse i at få de museale rammer
med i udstillingen. Vi har en interesse
i at klarlægge forbindelsen tilbage til
Europa, på samme måde som æsteten
har en interesse i at beskæftige sig
med kunst. Her er ingen frygt for
forurening af de oprindelige værdier,
faktisk tværtimod.”
Iblandt de røster, der kommer
til udtryk på rammerne – og som
beskriver steder, ankomster til steder,
vejrlig, med mere i opstemt telegramstil
– finder man nu amerikanske
stemmer. Arke går ikke i detaljer.
Det lader hun stemmerne om. Men en
overordnet lejrstemning, en fornemmelse
af base camps og – helt svagt
– boot camps, toner frem sammen med
amerikanernes tilstedeværelse. Det
spejderagtige toner over i det militære.
Hverdagssysler går hånd i hånd med
strategiske opgaver og gammelt gyngebræt
møder B-52 bombefly i fredstid.
Det med fredstid er en del af det
ironiske spil omkring forestillinger, der
har med størrelse at gøre: det lille Danmark
i den store verden, det store Danmark
med de rigtige kompetencer, det
lillebitte Grønland blandt verdens store
nationer, det koloenorme Grønland at
opdage og forvalte, og så fremdeles.
Danmarks base- og atomvåbenforbud i
fredstid gjaldt åbenbart ikke Grønland.
Men det blev der ikke snakket så meget
om. I dag taler vi heller ikke så meget
om, hvad det betyder for Danmarks
rolle i NATO at booste territoriet med
en faktor 30.
Arke taler heller ikke om det. Hun
taler om tavsheden i stedet.
SAMMISAQ IMMIKOORTORTAQ 6:
Uani immikoortortami Pia Arkep pinnguaata
bricolager sammineqassaaq – pisarneq malillugu
aalajangersimasumik aallaaveqartumik,
tassa nangeqattaatut Legende I-V (1999).
Taakku alutornartut qajannartulli assit tallimat
imaraat Tunup Avannaata nunataata
assingi. Assit immini qalipaatigissaarput kisiannili
eqqumiikujuttumik qalipaatigissaarlutik.
Grafikpulverimik nakkalatserfigineqarsimapput,
piffiit ilaat ersinangajattumik tarrajullutik.
Nunat akorngini (nunat assingisa qeqqani)
arnat assingi kissalaartumik qaammaarissumillu
qalipaatillit takuneqarsinnaapput.
Arnat Ittoqqortoormiuupput asserlu Sorsunnersuup
Aappaata nalaaninngaanneerluni.
Arkep anaanata inuusukkallarami assinga Legende
III-ani kusanaqutaavoq. Anaanaa allallu
takutsiaannarlugit isumaqarnarpoq kiinnamikkut
kakiortissimasut, soorlu arnat Qilakitsormiut
tusaamasat Nunatta Katersugaasiviani
Allagaateqarfianiittut assigalugit – aammalu
arnaq kalaaleq Grønlænderinden Maria,
Mathias Blumenthalip 1753-imi qalipagaa,
Etnografisk Samlingimi Katersugaasivissuarmi
Københavnimiittumi nivingasoq assigalugu.
Qanimut misissorlualerlugit takuneqarsinnaavoq
pappialaq akimut ersingajattoq,
tassanilu piffiit assigiingitsut atiisa allattorsimanerat,
taakkua europamiunut amerikarmiunullu
isumassarseriallaqqissunut
nunanik nassaaqqaarnissamut atsiussinissamullu
innersuussutaallutik: WULLF LAND
(naasorsiooq svenskiusoq malillugu), KANE
BASSIN (nakorsaq amerikarmioq malillugu),
HUMBOLDT GLACIER (ilisimatooq nunalerinerlu
nutaajunerusup tunngaviliisua tyskeq
malilligu) taamatullu.
“Kalaallit Nunaata sannaa” taamak Arkep
suliani taasinnaagaluarpaa, unalu immikkoortortaq
paatsuugassaanngitsumik taaguuteqartissinnaagaluarlugu.
Taamaasiunngilarli.
Arke taaguusersuinermini pikkorilluinnartarsimavoq.
Suliaminillu taaguusersuinera
ingasaassinnginnissaq minnaarinnginissarlu
tappiffigisarsimallugit, taamaasilluni inuk
eqqarsalertinniarlugu sunaana pineqarnersoq?
Arkep isummiuteriikkat oqaatsit atorlugit
pinnguarisarsimavai. Legende. Tassani
Kalaallit Nunaat pillugu oqaluttuatoqqat, inuit
assigiinngitsut, ileqqui tupilaallu kingunipilui
suli kalaallit Kristumiunngunngikkallarmata
pineqarput. Legende. Kristumiussuseq eqqunneqarpoq
malitsigalugit oqaluttuat upperisarsiornermut
iluartuutitaanermullu tunngasut.
Legende. Amerlaqaat. Ajornannginnerpaassaarlu
oqaluttualiat aalajangersimasumik isumalittut
paasissallugit (latineritut “Legenda”
= isumaqarpoq atuarneqarsinnaasoq). Soorlu
nunap immallu assinginik titartaasartut ilaarlugit
aqqinik aalajangersimasunik isumalinnik
atsiisartut.
Arkep nammineq aalajangersimasunik
taaguusersuisarsimavoq, soorlu pineqartup
niuvertarfiata nioqqutissai kaffi, sukkut,
qaqorteqqasut atorlugit aammalu nerisassat
ilisarnarluinnartut qajuusat issingiassallu.
Kattutaarinerit paatsoortitsisinnaasut pilersittarpai,
allatullu paasinneriaaseq ujartor-