tupilakosaurus - Print matters!

Pia Arke. De tre Gratier. 1993
Skal man omfavne eller afvise?
Sådan syntes gratierne i Pia
Arke’s fotoværk De tre Gratier
at tænke. Modvilligt holder de
på genstande, som symboliserer
en særlig etnicitet og et særligt
tilhørsforhold. Modvilligt lader de
sig kalde “gratier” – den vestlige
kunsttraditions tre skønhedsgudinder,
som i dens afbildninger
lod sig indhylle i hinandens selskab
ved kærlig berøring. Arkes
tre gratier står derimod med kølig
afstand til hinanden og lader
dette tydelige brud med traditionen
blive til et synligt tegn på et
opgør med den vestlige opfattelse
af etnisk kunst.
Ligeså modvilligt synes de at
afsløre en erkendelse af, at de
her bruges som medier for en
tilstand. Tilstanden at være mellem
stadier, ikke i en hierarkisk
forstand, men i en kunstnerisk
forstand. Af befinde sig mellem
det stadie, hvor etnografika samles
og udstilles, sættes til skue
for alverdens mere eller mindre
interesserede som kuriosa fra
fjerne egne, og det stadie at være
sig – at være kvinde i en moderne
verden og kunst i en moderne
verden i en tid og på et sted, som
er underordnet.
Gratierne spejler sig i sig selv,
derefter vender de ryggen til, og
siden hen stirrer de på os. Derved
gør de os – tilskuerne – til det
centrale i værket. De indbyder til
at forstå deres ståsted.
Fotografierne fungerer som
montrer i sig selv. Som når går
man rundt på et etnografisk
museum og beskuer forgangne
tiders budskaber filtreret gennem
samlerens øje. Arkes billeder er
tydeligt konstruerede på samme
måde, som små nåle skåret i ben
eller tand, masker fra forskellige
egne af et land, variationer
af perlekraver og skindbukser
bliver lagt frem side om side bag
montrens glasfacade. Fra denne
konstruerede virkelighed tager
gratierne tilskueren hen mod et
sted, som ikke længere findes.
34
Fotostaten af et grønlandsk landskab
i baggrunden og vinklen,
med hvilken billederne er taget,
giver os en følelse af, at vi er på
en scene. Som en af scenerne i de
utallige film om “de vilde”, men
her tæmmet til mindste detalje.
Gratierne samler sig om dette
sted. De skaber rummet, hvor vi
tilskuere tvinges til at stoppe op –
og se. Se på dem og beskue deres
ståsted og budskab.
Værket giver, og det tager. Det
giver os tilskuere en følelse af et
tilhørsforhold. En smag i munden,
som ikke umiddelbart lader sig
skylle væk. Værket sætter sine
spor på beskueren, og beskueren
vandrer videre i sin verden denne
følelse rigere – som budbringer for
en tilstand. Kunstnerens budskab
skabes i dette udvekslingsforhold,
et forhold som ikke kunne gøres
mere klart, end Arke gør det med
De tre Gratier.
Modsætningsfyldt står gratierne
i deres konstruerede virkelighed
og signalerer både tråde til den
vestlige kunstverden og til den
traditionelle etniske kunstform.
Værket bliver et symbol for den
ambivalens, der ofte omfavner
moderne grønlandsk kunst,
hvor de etniske udtryk i sammenhænge
gør genstanden til en
mellemting mellem etnografika
og kunst. Arke formår med De tre
Gratier at skabe et rum, hvor der
ingen ambivalens er. Ved på flere
planer at være modsætningsfyldt
bliver værket udtryk for en repatriering
af kunsten til sin egen
kultur – men på et eksistentielt
plan. Uden at flytte objektet er
det tankerne, der flyttes hjem, og
magtforholdet skifter fra at have
tilhørt kolonimagten til nu at
tilhøre den, der blev koloniseret.
Stille lader gratierne beskueren
nærme sig, men kun til et vist
punkt. Som når glasset naturligt
afviser berøring af genstandene i
en montre.
Sara Olsvig
Pia Arke. De tre Gratier.
Eqitsissaanga ajattuissaangaluunniit?
Pia Arkep pinnissutsip guutii pingasut
pillugit assilisanik assilialiaani De tre
Gratier soorlu taama eqqarsartut. Immikkut
inuiaassutsip attaveqarnermullu
ilisarnaataannik piumassuseqarpasigatik
tigummiarput. Piumarpianngisaminnik
imminut taaguutigitippaat “gratier”
– tassa nunat killiit eqqumiitsuliornikkut
kusanassutsimut guutii pingasut,
takutinneqarnermikkut asannippasillutik
imminnut attuualaartut. Arkep guutiliai
pingasut killormut imminnut avissaangallutik
soqutigitaattumik pissuseqarput,
taamatut ileqquusartoq atunnginneratigut
inuiaassuseq aallaavigalugu
eqqumiitsuliortarnikkut nunani killerniit
isiginnittaatsip akerlilerneqarnera ersersillugu.
Taamatullu saqqummersinneqarnermikkut
ilisarnaatitut atorneqarnertik
nangaasunnguamik paasitippaat. Taama
akornaniinnerminni pingaarnersiuineq
pinngilaat, eqqumiitsuliornerli pineqarluni.
Tassa inuiaat pillugit katersat
equmiitsuliornerullu akornganiipput,
kikkunnut tamanut annerusumik minnerusumilluunniit
alutornartunik ungasissorsuarneersunik
soqutiginnittunut
takusassianngorlutik, ikaarsaariartuulluni
– ullutsinni nutaaliaasuni arnaaneq,
saniatigullu eqqumiitsuliaaneq, sumiiffimmik
taama inissisimaneq immini
soqutaanngitsumi.
Guutiliat imminnut tarrarsorput, tunuppaatigut,
nakkuppaatigut. Taamaalillutik
– isiginnaartuusugut – eqqumiitsuliami
qitiusutut inissilluta. Qanoq inissisimanertik
uatsinnut paasitinniarpaat.
Assilissat imminut saqqummersitsivittut
pissuseqarput. Soorlu inuiaat pillugit katersugaasivimmi
angalaarluni qanganitsat
oqariartuutai katersisut isiginnittaasaat
atorlugit oqariartuutaanik paasisaqarluni.
Assit ima sananeqarsimapput,
soorlu meqquteerannguit saanernik
kigutinillu qiperukkat, kiinarpat assigiinngitsuneersut,
nuilat seeqqernit
assigiinngikkuutaartut sanileriiaarlugit
saqqummersitsiviup igalaaminiusup
iluani takutinneqarlutik. Taama piviusuusaarfimmiit
guutiusut isiginnaartoq
nassaassaajunnaarsimasumukaappaat.
Assip tunuliaqutap Kalaallit Nunaanneersup,
sammivimmiillu aalajangersimasumit
assilineqarsimanerata,