tupilakosaurus - Print matters!

TEMASEKTION 4: “ETNOÆSTETIK”
Denne temasektion tager udgangspunkt
i Pia Arkes pamflet-lignende
bog Etnoæstetik, der blev udgivet i
1995 af det Århus-baserede kunsttidsskrift
ARK, og som i forbindelse med
nærværende udstilling er blevet
genudgivet i en tresproget udgave
(engelsk, grønlandsk, dansk). Men
sektionen tager også udgangspunkt i
Arkes forhold til maleriet og dets status
som det kunstneriske medium par
excellence inden for en stolt europæisk
kunsthistorie.
Det er fristende at tyde Arkes
formelle valg i retning af en klassisk
udviklingshistorie. Anslaget ville ifølge
en sådan være den unge seriøse kunstner,
der fra begyndelsen af 1980’erne og
frem maler isbjørne, sæler, fangere med
kajakker og fangerkoner med hårtop
og ulu (kvindekniv). Motiverne er
dybtfølte nok, men så grønlandske, at
det næsten gør ondt. Så vendepunktet,
der kommer med en serie konceptuelle
fotografier fra ca. 1992-93 af købere,
som stolt poserer med deres nyerhvervede
Arke malerier foran kunstnerens
kameralinse. Efter på denne måde at
have holdt sit eget værk ud i strakt
arm og underkastet det et kritisk
blik synes der ikke at være nogen vej
tilbage. Kunstneren må i gennem en
række selvransagelser og opgør, der
har med anfægtelse og “etnoæstetik” at
gøre (herom om lidt). Og så det endelige
opgør, klimakset, som først kommer i
1995 med afhandlingen Etnoæstetik.
Med den har Arke endt sin uddannelse
som billedkunstner på Det Kgl. Danske
Kunstakademi (vist nok som den eneste
grønlænder siden Hans Lynge) og har
tilmed erhvervet sig Cand.phil-titlen
fra Afdelingen for Teori og Formidling
sammesteds. Hvorefter historien
toner ud med billedet af en kunstner,
som tager de helt store kampe med
kolonihistorien, og som har fundet sit
kunstneriske ståsted i fotografiets og
installationens forløsende medier.
Men denne udlægning holder ikke.
I hvert fald ikke helt. For beretningen
kan f.eks. ikke forklare, at Arke parallelt
med fotografiet bliver ved med at
male helt frem til sygdommen stopper
hendes arbejde, og at hun gør det med
den største respekt og seriøsitet overfor
mediet og de instanser, der bestiller
malerierne. Men hvor hun i de tidlige
malerier synes at bruge grønlandske
motiver som en ironisk kommentar
til, hvad den “eskimoiske” kunstner
forventes at male, går hun i de senere
malerier snarere i den modsatte retning
og opløser motiverne til en sådan
grad, at vi ikke længere kan læse dem
som grønlandske etnografika.
Opløsningen af faste læsemønstre
er for så vidt også intentionen med
afhandlingen Etnoæstetik, som fremstår
som et opgør og et vendepunkt for Arke
– og for mange andre unge kunstnere af
30
grønlandsk herkomst. Essayet belyser
de specielle former for italesættelse
og vilkår, som “etniske” kunstnere
arbejder under fra en række forskellige
vinkler. Efterhånden, som disse gennemlysninger
udfoldes og underbygges,
bliver der gjort godt og grundigt op
med den velmenende vestlige verdens
romantisering og stereotypisering af
“oprindelig”, “eskimoisk” og “primitiv”
kunst – og det deraf opståede modbillede
af Vesten, og kun Vesten, som
“civiliseret”, “moderne” og “kompleks”.
I et mere udvidet perspektiv handler
essayet også om kunst generelt – om
vilkårene for at forstå og fortolke kunst,
og om det frugtbare i at anskue kunst
som noget, der bliver til i de “kulturelle
mellemrum”, som kunsthistoriker Lars
Kiel Bertelsen har påpeget.
En sådan udvidet kunstopfattelse
– som man (meget) forsøgsvis kunne
kalde en postkolonial kunstopfattelse
ihukommende, at vi alle er in the
mix – forlanger ikke, at den “etniske”
kunstner skal udtrykke en eller
anden form for eskimoisk renhed og
naivitet fra dengang, før kolonisterne
kom og forskruede deres hoveder med
former, idéer og idealer, som var dem
fremmede, og som de kun kunne lave
dårlige kopier af. Oprindelige folk kan
(heller) ikke skrue tiden tilbage!
Selv brugte Arke ikke begrebet
postkolonialisme, i hvert fald ikke på
det tidspunkt, hvor hun skrev essayet.
Hun foretrak etnoæstetik, “fordi det er
et rodet begreb, et begreb der inspirerer
til yderligere arbejde.”
Det er ikke noget let begreb at
arbejde med. For på den ene side står
det for noget skidt: den etnografiske
dyrkelse af “etnisk” kunst og den
kunstneriske dyrkelse af oprindelige
folk og kulturer. Men på den anden
side står det også for et mulighedsrum,
hvor det etno- og antropologiske
blandes sammen med kunstnerisk
virksomhed, kunstteori og æstetik. En
sammenblanding, der gør det muligt for
den “etniske” kunstner at beskæftige
sig med Europa og den europæiske
kulturs æstetik, videnskabstradition
og fornuftsbegreber. En mulig måde at
“mænge sig” på, som Arke formulerede
det. Etnoæstetik er altså i Arkes optik
en beretning om “Vesten set udefra”.
Etnoæstetik – bogen – er et vigtigt og
i en dansk sammenhæng meget tidligt
bud på en postkolonial kunstkritik. I
og med denne lille bog har vi fået et
redskab, som gør os i stand til at føre
en repræsentations-diskussion (både
i politisk og symbolsk forstand) uden
hele tiden at måtte ty til amerikanske
og britiske teoretikere og deres
erfaringer. Med Etnoæstetik har vi så
at sige endelig fået vores egen nordiske
pendant!
SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 4:
Sammisaqarfimmi uani aallaaviuvoq Pia Arkep
uisitsiniutitut ussassaarusiaa Etnoæstetik,
1995-mi Århusimi eqqumiitsuliorneq pillugu
allaaserinnittarfiup ARK-ip saqqummersissimasaa,
uanilu saqqummersitsinermut atatillugu
oqaatsit pingasut (tuluttut, kalaallisut, qallunaatut)
atorlugit naqiterneqaqqissimasoq. Aammali
aallaavigaa Arkep qalipaariaatsimut tassunga
isummersimanera, europamilu eqqumiitsuliornikkut
allanit tamanit pingaartinneralugu
ukiorpassuarni atorneqarnerani inissisimaneranut
isummersuutai.
Arkep taama isummersimanera isumaqarfigineqaqqajaanarpoq
ineriartornerup oqaluttuassartaannut
isummersuutitut. Taama saassussinerup
eqqumiitsuliortup inuusuttup ilumoorussisup
ilisarnaataatut isigisariaqassaaq, 1980-kkut
aallartinneraniit nanunik, puisinik, piniartunik
qaannisartunik nuliaallu qilerteqarlutillu ululinnik
qalipaasartoq. Assilialiornermini ilaakkani
misigissutsimigut killisimaarfigitigisimassavai,
imali kalaalerpalutsigalutik allaat annernaannarsinnaallutik.
Taava muminneq tikipparput,
najoqqutaqarne-rulluni assilisat tulleriiaat 1992-
93 miss. pisisu-nik assilisat takkupput, pisisut
Arkep qalipagaa-nik pissarsiaminnik tanngassimaarutiginnittut
eqqumiitsuliortup assiliissutaata
isaata saani saqqummeralerput. Nammineq
suliani isornartorsiorsinnarlugit taama
iliuuseqarnermigut illerngit aalajangersimasut
uteriarfissaqanngitsut atualerpai. Eqqumiitsuliortup
imminut taama misissoqqissaarsinnarluni
nalilersoqissaarsinnarlunilu, qularnernik aamma
“etnoæstetik” (inuttullu pinngorfini) aqqusaarsimasaminut
tunngasut isumaliutigisimassavai
(tamanna kattorna sammineqassaaq). Kiisalu
tamakkiisumik nalilersuineq takkuppoq, inaarsineq,
1995-mi aatsaat tamanna pivoq soraarummeerutimini
Etnoæstetik. Tassani Arkep
assilialiornermi eqqumiitsuliortutut ilinniarnini
Det Kgl. Danske Kunstakademimi naammassivaa
(kalaallini Hans Lyngep saniatigut kisiartaagunarlutik)
taamaalillunilu ilinniarfimmi
tassani Afdelingen for Teori og Formidling Cand.
phil-ngorluni.
Tamatuma kingorna eqqumiitsuliortoq immikkut
ilisarnaatilik saqqummeriartulerpoq,
nunasiaateqarsimanermik sakkortuumik nalilersueqqittoq,
eqqumiitsuliortutullu assiliisarnermik
ikkussuisarnermillu aniguisitsisinnaasusilimmik
aallaavilik. Taamali ilisarnaaserneqarnera tamakkiisuunngilaq.
Ilaannakuuvoq. Taamali ilisarnaaserneqarnerata
nassuiarsinnaasimanngilaa,
Arke taama assiliisarnerup ingerlannerata nalaani
nappaammik unitsinneqarnissi tungaannut qalipaajuartarmat,
periutsimut innimiissunullu annertunerpaamik
pimoorussilluni ataqqinnillunilu. Qalipaasaleqqaalernermini
kalaallit nunaanneersunik
quiassuutitut isigineqarsinnaasunik ilisarnaateqarsimasinnarluni,
tassa eqqumiitsuliortup “eskimuut”
suliarisassaannik naatsorsuutigineqarsinnaasuniit,
qalipakkamini kingullerni killormut nikikkiartulersimavoq
assilisani ima sammitikkiartortigalugit,
kalaallinut ilisarnaatitut ersittuerutsillugit.
Soraarummeerutimini Etnoæstetik-mi siunertarisimasamisut
ileqquliussat nungutikkiartornerisigut
akerliliinermik nikeriarnermillu Arke
takutitsisalerpoq – soorlu tamanna eqqumiitsuliortorpassuit
kalaallinit aallaaveqartunit tamanna
aamma takussaasarluni. Qulaajaanerup naqqiutaasartut
aallaaviillu immikkut ittut saqqummius-