tupilakosaurus - Print matters!

Pia Arke. Hulkamerafotografierne. 1988-
Året efter at Pia Arke var begyndt
på malerskolen på Det Kgl. Danske
Kunstakademi, gav hun sig
i 1988 til at eksperimentere med
hulkameraer. Det særlige ved et
hulkamera er, at det ikke har nogen
linse, men er forsynet med et
ganske lille hul, som er tildækket,
indtil billedet skal tages. Når lyset
strømmer ind gennem hullet, rammer
det en film, der er anbragt på
den modsatte side inde i kameraet.
Efter at have afprøvet hulkamerateknikken
i Danmark fik Arke i
1990 sit store hulkamera sendt
med skib til Narsaq. Hun valgte,
ligesom nogle af de gamle brugere
af camera obscura-teknikken, at
bruge en kasse, der var så stor,
at hun selv kunne være inde i
den. Den var lavet af krydsfiner
og lægter og var 165 cm x 140
cm og 170 cm høj. Lyset kom ind
gennem et hul på 1,43 mm, der var
boret gennem en tynd metalplade
på den ene væg, mens filmen på
den modsatte væg var en 6 ASA
sort-hvid lithfil 50 cm x 60 cm. Fra
Narsaq fik hun hulkameraet kørt
til Nuugaarsuk tæt ved, hvor hun
havde boet nogle år i sin barndom.
Huset var revet ned, men Arke
fik hulkameraet stillet op, så
det kunne fange den udsigt, som
familien engang havde haft: fjeld,
vand og is.
Resultatet var smukke, let slørede
landskabsfotografier. Når hun
sad inde i kassen, kunne hun se
billedet blive til, og hun havde
også mulighed for at skygge med
kroppen, så filmen blev mindre
belyst visse steder. Eksponeringstiden
var fra 15 min. og opefter, og
fremkaldelsen måtte på grund af
filmens størrelse foregå i et stort
kar, som gjorde det vanskeligt at
kontrollere processen. Arke sagde
senere om “fejlene”, at de 25 år der
var gået, siden hun boede der, “var
på en måde nedfældet i billedet”
(Weekendavisen, 29. april – 6. maj
1999).
I 1993 gik Arke et skridt videre
ved at lade et af sine grønlandske
hulkamerafotografier i form af en
16
stor fotostat indgå i nye kontrastfulde
fotografier. På et af dem
sidder Arke selv med ryggen til og
betragter det gamle fotografi. Hun
ser ikke ud til at have noget på fødderne,
men til gengæld har hun en
lang grønlandsk kvindefestkamik
på hovedet! Billedet blev i beskåret
form trykt i den tosprogede
ugeavis Sermitsiaq (nr. 5, 1994),
hvor billedteksten begyndte med
ordene: “Tag kamikken over hovedet,
så alle kan se hvor du kommer
fra.” Det var et effektivt blikfang
for Arkes tankevækkende kunstpolitiske
debatindlæg i Grønlands
største avis, hvor hun reagerede
på, at grønlandsk kunst blev
udstillet sammen med etnografiske
genstande. Den enkelte grønlandske
kunstner måtte selv forholde
sig til sine rødder. Ingen går rundt
med en kamik på hovedet, og Arke
kunne også have formidlet sit
budskab ved f.eks. at være iført
grønlandsk nationaldragt, men det
ville ikke have virket umiddelbart
provokerende.
Arke brugte også den samme store
fotostat af hulkamerafotografiet
fra Nuugaarsuk som baggrund til
en række fotografier af sig selv
sammen med to andre unge kvinder,
der ligesom hun selv var født i
Østgrønland, og som nu befandt sig
i Danmark. På et af dem står de
tre kvinder stive og gravalvorlige
med armene strakt ned langs siderne.
Det virker, som om de har en
distance til det, de har i hænderne,
og som straks giver associationer
til Grønland: en tromme og trommestik,
en træmaske og en dukke
iført grønlandsk kvindefestdragt.
Fotografiet er et af fire i værket
De tre Gratier (1993), men det er
fjernt fra forestillingen om tre
yndefuldt dansende kvinder. De
moderne kvinders kropssprog og
måden, de holder de grønlandske
genstande på, tyder ikke på nogen
levende forbindelse med fortidens
kultur, men som alle Arkes værker
er også det åbent for fortolkning.
Inge Kleivan
Pia Arke. Assiliivimmik
Pia Arke Det Kgl. Danske Kunstakademi
qalipaanermik ilinnialernerminiit ukioq
ataaseq qaangiuttoq assiliivinnik putuinnalinnik
assiliilluni 1988-imi misiligaasalerpoq.
Assiliiviit putuinnallit allaaqutigaat
igalaartaasaqannginnamik, kisiannili
assiliinissap tungaanut poorlugu assikkamik
putunnguaqarlutik. Qaamaneq
putunnguakkut appakaakkaangami assiliiviup
assikkap illuatungaani inissinneqarsimmasup
iluani filmimut nuuttarpoq.
Assiliivimmik putuinnalimmik periaaseq
Danmarkimi misiligartareerlugu Arkep
assiliivini putuinnalik angisooq Narsamut
umiarsuakkut 1990-imi nassiuppaa. Camera
obscura-mik atuisartut allat assigalugit
karsiliorsimavoq ima angitigisumik
nammineq iluaniissinnaanngorluni. Karsi
krydsfinerinit quassuttuunillu sanaajuvoq
165 cm x 140 cm-inik angissuseqarluni 170
cm-inillu portussuseqarluni. Qaamaneq
putuarannguakkut karsip iigaata illuatungaani
saviminermi saattumi putuliakkut
1,43 mm-itut angitigisukkut appakaattarpoq,
filmilu iikkap illuatungaaniittoq
qalipaateqanngitsumik assiliisarpoq
tassaalluni 6 ASA lithfil 50 cm x 60 cmitut
angitigisoq. Assiliivini putuinnalik
Narsamiit ungasinngitsuanut Nuugaarsuliaatitippaa,
meeraanermini ukiuni
arlalinni najugaqarfigisimasaminut.
Illugisimasaat ingitserneqareersimavoq,
Arkelli assiliivini putuinnalik inissippaa,
ilaqutariit qanga isikkiviat assilisinnaajumallugu:
qaqqat, imaq sikullu.
Inernerai pinngortitamik assilisat
ersernerlulaaraluarlutik kusanartut.
Karsip iluaniitilluni assilisami piviusunngornerat
takusinnaavaa, timinilu
atorlugu tarrartalersorsinnaavaattaaq,
taamaalilluni filmip ilaa qaamanikillisissinnaallugu.
Qaammarfigititsineq 15
min. sivisunerusumillu pisarpoq, filmillu
angissusia pissutigalugu ersersaaneq
baaliarujussuarmi pisariaqarluni, taamalu
ersersaaneq nakkutigiuminaallisarluni.
Arke “kukkunerit” pillugit kingorna oqarpoq
tassaniinnerminit ukiut 25-it qaangiutereersut
“tassaniissimanini assilissatigut
ilaatigut uppernarsarneqartoq” (Weekendavisen,
29. april – 6. maj 1999).
Arke 1993-imi ingerlaqqippoq assiliivimmik
putuinnalimmik Kalaallit Nunaanni
assilisani assiliarujussuanngortikkamigit
tarralersornerullugit assileqqillugit.
Taakku ilaanni Arke nammineq tununn-