tupilakosaurus - Print matters!

Kurateret af Kuratorisk Aktion i samarbejde med Pia Arke Selskabet 

Den Frie Udstillingsbygning + Nationalmuseet, København 

8. januar – 14. februar 2010 

Katuaq + Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Nuuk 

5. marts – 4. april 2010 

BildMuseet, Umeå 

6. juni – 5. september 2010 

Saqqummersitsineq aaqqissuuneqarpoq Kuratorisk Aktion-imit Pia Arke Selskabet suleqatigalugu 

Illu Saqqummersitsivik Den Frie + Danmarkip Katersugaasivissuani, København 

Ulloq 8. januar – 14. februar 2010 

Katuaq + Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Nuuk 

Ulloq 5. marts – 4. april 2010 

Assinik Katersugaasivik BildMuseet, Umeå-mi 

Ulloq 6. juni – 5. september 2010 

Curated by Kuratorisk Aktion in collaboration with the Pia Arke Society 

Den Frie Centre of Contemporary Art + The National Museum of Denmark, Copenhagen 

January 8 – February 14, 2010 

Katuaq + Greenland National Museum & Archives, Nuuk 

March 5 – April 4, 2010 

BildMuseet, Umeå 

June 6 – September 5, 2010

Udgivere / Saqqummiisut / Publishers 

Pia Arke Selskabet & Kuratorisk Aktion (Frederikke Hansen & Tone Olaf Nielsen) 

Redaktører / Aaqqissuisut / Editors 

Kuratorisk Aktion & Mirjam Joensen 

Assistance / Ikiuuttut / Assistance 

Mirjam Joensen 

Oversættelse / Nutserisut / Translations 

Bjørn Chemnitz, Stephen Heilmann, Aviâja Rosing Jakobsen, Line Skywalker Karlström, John Kendal, 

Kuratorisk Aktion, Juana Petrussen 

Korrekturlæsning / Kukkunersiuisut / Copyediting 

Mette Jørgensen, Kuratorisk Aktion, Naja Møller 

Grafisk Design / Ilioqqaasut / Graphic Design 

Kristina Ask, Print Matters!, Askeby, Danmark / Denmark 

Tryk / Naqiterneqarfia / Printing 

Special-Trykkeriet Viborg A-S, Danmark / Denmark 

Oplag / Naqitat / Edition 

2500 

© 

2010 Kuratorisk Aktion & 

forfatterne / atuakkiortut / the authors 

www.kuratorisk-aktion.org 

All rights reserved. 

No part of this exhibition guide may be reproduced in any form 

without the permission from the copyrightholders. 

ISBN 978-87-993523-2-6

7 

12 

12 

14 

18 

18 

20 

22 

22 

24 

30 

30 

32 

38 

38 

40 

46 

46 

48 

52 

52 

54 

60 

60 

INDHOLD / IMARISAI / CONTENTS 

At skubbe til historien: En introduktion til TUPILAKOSAURUS / Oqaluttuaq ajataq: TUPILA- 

KOSAURUS nassuiarlugu / Pushing History Around: An Introduction to TUPILAKOSAURUS 

Kuratorisk Aktion 

Sektion 1: Skitse til en historiefortælling / Immikkoortortaq 1: Oqaluttuap imassaanut 

toqqammavissaq / Section 1: Towards a Historical Narrative 

Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion 

Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mette Jørgensen, Inge Kleivan 

Sektion 2: Tupilakosaurus / Immikkoortortaq 2: Tupilakosaurus / Section 2: Tupilakosaurus 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion 

Sektion 3: Arktisk hysteri / Immikkoortortaq 3: Issittumi silaaruttutut kamanneq / 

Section 3: Arctic Hysteria 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Kirsten Thisted, Iben Mondrup, Anders Jørgensen 

Sektion 4: “Etnoæstetik” / Immikkoortortaq 4: “Etnoæstetik” / Section 4: “Ethno-Aesthetics” 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Sara Olsvig, Lars Kiel Bertelsen 

Sektion 5: Scoresbysundhistorier / Immikkoortortaq 5: Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat / 

Section 5: Stories from Scoresbysund 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Stefan Jonsson, Pia Arke, Mette Jørgensen 

Sektion 6: Legende / Immikkoortortaq 6: Legende / Section 6: Legend 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Jan-Erik Lundström, Søren Jønsson Granat 

Sektion 7: Jeg fisker kranier og knogler op / Immikkoortortaq 7: Niaqqup saarngi saanikullu 

qallorlugit / Section 7: Fishing out skulls and bones 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Erik Gant, Finn Thrane, Carsten Juhl 

Sektion 8: Filmprogrammet Den excentriske eskimo / Immikkoortortaq 8: Filmi Eskimuu 

silanngajaartoq / Section 8: The filmprogram The Eccentric Eskimo 

Introduktion af / Ilisarititsineq all. / Introduction by Kuratorisk Aktion

62 

62 

64 

72 

76 

78 

82 

88 

92 

93 

94 

95 

Sektion 9: Skandinavisk panorama / Immikkoortortaq 9: Isikkivik Skandinaviamiit / 

Section 9: Scandinavian Panorama 


Værktekster af / Sulliviit all. / Texts on artworks by Tine Bryld, Søren Jønsson Granat, Søren Bro Pold, 

Kirsten Thisted 

Værkliste / Suliat allattorsimaffiat / List of works 

Udstillingsarrangementer / Saqqummersitsinerit / Events during the exhibition 

Biografi: Pia Arke / Pia Arke ilisaritillugu / Biography: Pia Arke 

Biografier: Øvrige bidragsydere / Tapeeqataasut allat ilisaritinneri / Biographies: Additional 

Contributors 

Tak / Qujanaq / Acknowledgements 

Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere / Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu / 

Institutional Partners & Lenders 

Fonde & Sponsorer / Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut / Funding & Sponsors 

TUPILAKOSAURUS team 

Udstillingslokaliteter & Entré / Init saqqummersitsiviit & Isernermi aki / Venues & Admission

At skubbe til historien: 

En introduktion til TUPILAKOSAURUS 

af Kuratorisk Aktion 

Der findes omstændigheder, hvor det 

kan være nødvendigt at tilbageerobre 

historien – altså den store fortælling 

om, hvordan steder, kulturer og 

lande bliver til – og skrive den om. 

For historien skubber begribeligt 

nok sådanne skæbner og forhold i 

glemsel, som opfattes som ubetydelige, 

ubestemmelige eller slet og ret 

ubekvemme. 

Pia Arke (1958-2007) havde en særlig 

interesse i at undersøge den lille histories 

betydning i forhold til den store 

historie. Derfor skubbede hun rundt, 

pressede og masede med arkiver, levn 

og fund for at få den store og de små 

historier til at passe, som kollegaen 

Iben Mondrup så rammende har 

beskrevet Arkes livslange arbejde. 

Som frugt af den uhellige alliance 

mellem en østgrønlandsk syerske og 

en dansk telegrafist nærmede Arke 

sig kolonihistorien – det vil sige den 

historie, der binder Grønland og 

Danmark sammen – på den eneste 

pålidelige måde, “nemlig ved at tage 

den personligt”, som hun selv formulerede 

det. 

Og som kunstner undersøgte hun 

vedholdende sit felt som et æstetisk 

materiale, ved hjælp af hvilket man 

både kan så personlig tvivl og høste 

almengyldige svar. Hun støvede 

rundt i gamle arkiver, modernitetens 

museer og det arbejdende folks fotoalbums. 

Som en anden arkæolog gravede 

hun i fortiden for derpå at bringe 

fundene og sig selv i dialog med det 

håndgribelige: kroppen, anerne, 

naboerne, hukommelsen. 

Arke var med historikeren Carsten 

Juhls ord en anfægtet antropolog, der 

på baggrund af sin blandingsidentitet 

og sin billedmæssige erfaring skrev 

historie nedefra i solidaritet med de 

små historier, som kulturkritiker Stefan 

Jonsson påpeger. Men hun skrev 

også fra siden – fra det sted, hvor 

bastarden, det omvandrende både-og 

eller hverken-eller, rumsterer. 

Hendes værker udfolder sig som 

en række enkeltstående og serielle 

undersøgelser af og dybt humoristiske 

opgør med Vestens konstruktion af 

Grønland som kolonihistorie, som 

primitiv kunst og som etnisk oprindelighed. 

På forskellig vis fortæller 

værkerne en historie ikke blot om 

Grønland, men om “Vesten set 

udefra” – det vil sige om de mere 

skjulte sider og dynamikker i den 

store historie. Værkerne formår kort 

sagt at pege på det personlige og det 

verdenspolitiske – “side by side”. 

“Det er ikke populært men det ser 

underholdende ud”, som Arke selv 

skrev om sin kunstneriske forskningsmetode 

og dens resultater. 

At det lykkes Arkes værk at afdække 

oversete og marginaliserede sammenhænge 

– såsom danskernes 

fortrængning af nationens omfattende 

kolonihistorie og dens stadige 

eftervirkninger den dag i dag – og 

fortælle en anden, relationel historie, 

synes ironisk nok at være grunden til 

dets manglende eksponering, i hvert 

fald i Danmark. For sandheden er, at 

TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes opgør 

med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 

1981-2006 er den første omfattende 

præsentation af kunstneren overhovedet. 

At tage livtag med Arkes værk er 

ikke nogen søndagsudflugt. For det 

første er værket og dets organisering 

blevet afbrudt gennem hendes tidlige 

bortgang, og der er flere “huller” end 

hovedværker. For det andet er vi, der 

forsøger at favne, læse og ordne hendes 

værk så at sige på den forkerte 

side af hegnet. Kuratorisk Aktion er 

danske, hvide, akademiske og kuratorer; 

altså nogle, der forvalter noget, 

der er en andens. 

Men hvis Arkes undersøgelser (som vi 

mener) viser, at der ikke findes noget 

uantasteligt, rent eller ublandet, så 

er det postkoloniale heller ikke noget, 

der kun vedrører dem, der har været 

koloniserede og nu angiveligt ikke 

længere er det. Det er i al væsentlighed 

også noget, der berører alle os, 

der er rundet af kolonimagterne og 

metropolerne. Vi er alle som én in the 

mix. 

Det er det netop dette forhold, vi 

ønsker at fremmane med valget af 

udstillingstitlen TUPILAKOSAU- 

RUS. Betegnelsen anvendte Arke 

selv til et af sine hovedværker fra 

1999, i hvilket hun humoristisk 

gransker dem, der gransker Grønland 

og skubbede sig selv ind mellem 

“tupilak” og “saurus”, mellem myte og 

videnskab, for at indtage “o’ets” plads 

i betegnelsens midte. 

Udstillingens struktur afspejler i 

tråd med titlen, at vi har ladet Arkes 

undersøgelser operere på os, og at 

vi har tilstræbt at underkaste vores 

research-, klassificerings- og registreringsprocesser 

hendes analysemetode. 

For det første har vi todelt udstillingen 

og viser hendes arbejder ikke kun 

i kunstens, men også i etnografiens 

rum; altså de to fagområder, som 

Arke hovedsageligt arbejdede i og 

med. Dernæst har vi ikke forsøgt 

(eller måske mere sandfærdigt: 

forsøgt ikke) at ordne materialet på 

nogen irreversibel, overbliksgivende 

eller udtømmende måde. I stedet har 

vi indladt os på det på alle måder 

overvældende materiale, der findes af 

og omkring Arke, og bestræbt os på 

at skabe tematiske rum for tværlæsninger 

og flerstemmighed, i et ønske 

om at holde hendes værk åbent for de, 

der ønsker at tage hendes tråd op. 

Således åbner TUPILAKOSAURUSs 

første temasektion Skitse til en 

historiefortælling med en “organiseret 

uorden” – et billede på vores arbejde 

med at finde hoved og hale i det 

omfattende og spredte materiale, som 

Arke efterlod sig. Gennem at vise det 

7

syn, der mødte os, da vi påbegyndte 

vores research- og registreringsarbejde 

og dermed billedliggøre vores 

arbejdspræmisser og -processer, er 

der skabt en basis for i samme sektion 

at skitsere de første egentlige teser 

om det samspil mellem personlige, 

videnskabelige og kunstneriske problemstillinger, 

der gav form til Arkes 

praksis. Disse begyndende teser undersøges 

efterfølgende tilbundsgående 

i endnu otte temasektioner: Tupilakosaurus, 

Arktisk hysteri, “Etnoæstetik”, 

Scoresbysundhistorier og Legende 

(først i Den Frie Udstillingsbygning 

i København og senere i Katuaq i 

Nuuk) og Jeg fisker kranier og knogler 

op, filmprogrammet Den excentriske 

eskimo og endelig Skandinavisk 

panorama (først i Nationalmuseet 

i København og senere i Grønlands 

Nationalmuseum & Arkiv i Nuuk). 

Alle temasektionerne har hentet 

deres titel og tematik fra Arkes efterladte 

værker. De repræsenterer dog 

ikke blot tematikker i hendes virke, 

men også læseretninger, som allerede 

i hendes levetid blev udstukket af 

kyndige folk i hendes professionelle 

omkreds og sociale netværk. Det 

drejer sig blandt andre om kunstnere, 

8 

litterater og filmfolk, der kærer sig 

om Arkes arv, og som altså foruden at 

have inspireret temasektionerne med 

deres tolkninger også har bidraget til 

TUPILAKOSAURUS guiden – denne 

gratis fakta- og formidlingspublikation 

– med uddybende værktekster. 

Foruden guiden – og af største betydning 

for projektet – udgives begge 

Arkes bøger: Etnoæstetik (1995) og 

Scoresbysundhistorier. Fotografier, 

kolonisering og kortlægning (2003) i 

nye, tresprogede udgaver (engelsk, 

grønlandsk og dansk), hvormed de 

gøres tilgængelige atter engang for et 

dansk og for første gang for et grønlandsk 

og et globalt publikum. 

Hverken med disse bogværker, der 

længe har været udsolgt fra forlagene, 

eller med Arkes forsvundne værker, 

har vi ønsket at lave tro kopier af 

originalerne. Bøgerne har vi som sagt 

omlagt til internationale udgaver. 

Og af de mange værker, som Arke i 

overensstemmelse med sit uhøjtidelige 

værkbegreb valgte atter at opløse, 

har vi bestemt os for at repræsentere 

enkelte gennem billeddokumentation. 

Andre har vi valgt at genskabe, fordi 

der forelå en “opskrift”. 

Oqaluttuarisaaneq tinnersarlugu: 

TUPILAKOSAURUS-imik ilisarititsineq 

Kuratorisk Aktion-imiit 

Pisoqartarpoq pisariaqalerluni 

oqaluttuarisaanerup tiguaqqinnissaanut 

– tassa oqaluttuarujussuaq 

sumiiffiit, kulturit nunallu qanoq 

pinngorsimanerat – allaqqillugulu. 

Oqaluttuarisaanerummi tupinnanngitsumik 

soqutaanngitsutut, 

aalajangeruminaatsutut nuanninngitsutulluunniit 

isigisat illuartittarpai 

puigugassanngorlugit. 

Pia Arke (1958-2007) immikkut soqutigisaqarsimavoq 

oqaluttuannguup 

oqaluttuarujussuarmut pingaarutaata 

paasiniarnissaanut. Taamaattumik 

tinnersaavoq, toqqorsiviit, sipporutat 

nassaallu iterngi tikillugit misissorlugit, 

taamaalilluni oqaluttuarujussuaq 

oqaluttuannguillu imminnut ataqa- 

tigiilersinniarlugit, soorlu suleqataata 

Iben Mondrup-ip Arkep inuunermini 

suliai pillugit allakkamini eqqortumik 

taama allattoq. 

Tunumiup arnap mersortartup nalunaarasuartaaserisullu 

danskiusup 

peerariilernerisigut pinngortutut 

Arkep nunasiaataanerup oqaluttuassartaa 

qanillattorpaa – tassa 

Kalaallit Nunaata Danmarkillu 

ataqatigiinnerisa oqaluttuassartaat 

– uppernarnerpaasutuamik periaaseqarluni, 

“tassa nammineq inuttut 

tamanna tigullugu”, soorlu nammineq 

taama allakkaa. 

Eqqumiitsuliortutullu suliani kusanartumik 

atugassatut misissugariuar- 

Endelig ledsages TUPILAKOSAU- 

RUS af en række supplerende, om 

end selvstændige events: et internationalt 

og mere teoretiserende seminar 

i København, et debatskabende 

folkemøde i Nuuk og filmdiskussionsdage 

begge steder. 

BildMuseet i Umeå, Sverige, overtager 

udstillingen, når den har været 

vist i København og Nuuk, hvormed 

dens vandring slutter. Udstillingen, 

TUPILAKOSAURUS guiden og alle 

papers og indlæg fra de offentlige 

events danner slutteligt grundsten i 

et forestående arbejde med at lave og 

udgive et omfattende og ræsonneret 

katalog over Arkes enestående værk i 

begyndelsen af 2011. 

Med projektet og dets enkelte dele 

er det vores håb, at Pia Arke får den 

plads både i kunsthistorien og på den 

politiske dagsorden, som hendes værk 

gør hende så fortjent til. Hverken 

Grønland eller Danmark, hvis historiske 

relation med det grønlandske 

selvstyres ikrafttrædelse den 21. juni 

2009 har taget afgørende nye veje, 

kan være det foruden. Eller for den 

sags skyld verden. 

paa, tassuunakkumi inuttut qulalersinneqarsinnaagami 

akissutillu 

tamanut atuuttut pissarsiarisinnaallugit. 

Toqqorsivitoqqat, katersugaasiviit 

nutaaliat inuillu sulisut assiisivii 

misissuiffigai. Itsarnisarsiuutut 

allatulli qanga pisimasut assappai 

taamaalilluni nammineq nassaamilu 

akunnerminni paasinartumik oqaloqatigiissinnaajumallutik: 

timi, siulit, 

sanilit, eqqaamasat. 

Oqaluttuarisaanermik ilinniagallip 

Carsten Juhlip oqaasii malillugit 

Arke inuup inuiaqatigiillu pissusiinik 

misissuisuuvoq qulartoq, akusaanini 

assilialiornermillu ilisimalikkani 

tunngavigalugit oqaluttuamik 

naqqaniit allattoq oqaluttuaarannguit

ersoqatigalugit, soorlu eqqumiitsuliornermik 

naliliisartup Stefan 

Jonssonip erseqqisagaatut. Kisianni 

aamma saneraaniit allappoq – akusap, 

illugiissitsiitigaluni arlaannaanniinngitsup, 

uninngavimminiit 

iliuuseqarneratut. 

Suliai saqqummerput ataasiakkaatut 

nangeqattaartutulluunniit misissuinertigut 

itisuumik quianartortalimmillu 

illuatungiliuppoq Kitaata 

Kalaallit Nunaannik nunasiatut 

iluarsaassinerminik oqaluttuaanut, 

soorlu eqqumiitsuliornertut itsarnitsatut 

kinaassutsillu pinngorfianut. 

Suliat arlalitsigut oqaluttuaraat 

Kalaallit Nunaat kisimi pineqanngitsoq, 

kisiannili “Kitaa avataanit 

isigalugu” – tassa oqaluttuarujussuarmi 

toqqorneqarnerusimasut savitussutsillu. 

Naatsumik oqaatigalugu 

suliat angusaraat nammineq inuttut 

inuunermik nunarsuarmilu politikkimik 

tikkuussineq – “side by side”. 

“Nuannarineqarpianngilaq quianartutulli 

illuni”, soorlu Arke 

eqqumiitsuliortutut misissueriaatsini 

inernerilu pillugit nammineq allattoq. 

Arkep suliamigut iluatsippaa imminnut 

ataqatigiit takkuitsuukkat illuartitallu 

qulaajarnerat – soorlu danskit 

naalagaaffittut nunasiaateqarsimanerminnik 

ullumikkumullu atajuartumik 

sunniutaanik puiguinerat 

– oqaluttuaralugulu alla, oqaluttuaq 

akunnaatsuliaq, pingaartumik Danmarkimi 

ersersinneqannginneranut 

piaarinaatsoortumik tunngaviusorinartoq. 

Eqqortormi tassaavoq 

TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep 

eqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq 

nunasiaateqarnerullu oqaluttuassartaanik 

apeqqusersuinera, 1981- 

2006, eqqumiitsuliortup ilisaritinnera 

siullerpaaq annertoqisoq. 

Arkep suliaanik paasiniaalerneq 

imaaliallaannagassaanngilaq. Siullermik 

suliaa aaqqissuineralu qimagutiaarneratigut 

unitsinneqarpoq, “amigaatillu” 

suliaasa pingaarnersaannit 

amerlanerupput. Aappassaanik 

uagut, arnap taassuma suliaanik 

tigusillutalu atuartugut imaluunniit 

aaqqissuussisugut, oqaatigineqarsinnaavugut 

ungallut illuatungaaniit- 

tutut, kukkusumi. Kuratorisk Aktion 

danskiupput, ilinniagartuujullutik 

aaqqissuisartuullutillu, tassa allat 

suliaannik ingerlatitsisuullutik. 

Kisianni Arkep misissuineri (isumarput 

malillugu) takutitsipput nassaassaqartoqanngitsoqisornartorsiugassartaqanngitsunik, 

minguitsunik, 

imaluunniit akuneqanngitsunik, 

taamaattumik nunasiaasimanerup 

kingorna aamma tassaannaanngilaq 

nunasiaatigineqarsimasunuinnaq 

tunngasoq maannalu qularnanngitsumiktaamaakkunnaarsimasunut. 

Pingaarutilerujussuarmittaaq 

uagutsinnik, nunasiaateqarsimasunit 

kingoqqisunik illoqarfissuarmiunillu, 

tamanik attuisuuvoq. Tamattami 

akusaavugut – in the mix. 

Pissutsillumi taakku tunngavigerpiarlugit 

kissaatigisimavarput 

saqqummersitsinerup taaguutigissagaa 

TUPILAKOSAURUS. Taaguut 

taanna Arkep suliami pingaarnerit 

ilaannut 1999-imeersumut taaguutigaa, 

Kalaallit Nunaannik paasiniaasut 

quianartumik paasiniaramigit 

nammineq tupilaap paarmortullu 

akornannut inissilluni, oqaluttuatoqqat 

ilisimatusarnerullu akornannut, 

taaguutip qeqqani “o”-tut inissilluni. 

Saqqummersitsinerup ilusaata 

taaguut malippaa, Arkellu misissuineri 

uagutsinnut sunniuteqartinniarsimavavut, 

uagullu misissuinitsinni, 

immikkoortiterinitsinni nalunaarsuinitsinnilu 

nammineq misissueriaasia 

malinniarsimavarput. Siullermik 

saqqummersitsineq marluinngorlugu 

avipparput takutinniarlugu suliai 

eqqumiitsuliornerinnarmut tunnganatik 

aammattaaq inuit kulturiannut 

inooqatigiinnerannullu tunngasuusut; 

tassa sammisat arlariit Arkep 

pingaarnerutillugit suliai suleqataaffigisaalu. 

Tullianik misilissimanngilarput 

(eqqornerusumilluunniit: 

misilinniarsimanngilarput) suliat 

mumisinneqarsinnaanngitsutut, 

ataatsikkut takuneqarsinnaasutut 

tamakkiivissumilluunniit aaqqissuunnissaat. 

Paarlattuanik suliani 

amerlaqisuni, Arkep sammisaani, 

anguniarsimavarput sammisat 

illuatungeriissinnaanissaannut 

arlalinnillu paasineqarnissaannut 

inissaqartitsinissaq, tamatumani 

kissaatigigatsigu suliaanik nangitserusuttunut 

ammarneqarnissaat. 

Taamaalilluni TUPILAKOSAURUSip 

sammisaq siulleq Oqaluttuap imassaanut 

toqqammavissaq “aaqqissuussamik 

tukattoq” ammarpaa – Arkep 

suliarpassuinik siammarsimasunillu 

qimataanik aaqqissuussiniarnitsinni 

sulinitsinnik takutitsisoq. Misissuinerput 

nalunaarsuinerpullu 

aallartikkatsigu, taamalu sulinitsinni 

tunngavissavut suleriaasissarisarpullu 

ersersinniarlugit, qanoq 

takusaqarsimanerput tunngavissiivoq 

immikkoortumi tassani ersersinniarivut 

tunngavilimmik isummiussat 

inuit ataasiakkaat, ilisimatusarnerit 

eqqumiitsuliornerullu sunniivigeqatigiinnerini 

apeqqutaasinnaasut, periaasianik 

ilusiliisut. Tunngaviusumik 

isummiussat siulliit taakku sukumiinerusumik 

misissorneqarsinnaapput 

sammisani immikkoortuni tullerni 

arfineq pingasuni: Tupilakosaurus, 

Issittumi silaaruttutut kamanneq, 

“Etnoæstetik”, Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat, aamma Legende (Den 

Frie Udstillingip, København illutaani 

Katua-milu) aamma Niaqqup 

saarngi saanikullu qallorlugit, filmi 

Eskimuu silanngajaartoq kiisalu 

Isikkivik Skandinaviamiit (Katersugaasivissuarmi 

Københavnimiittumi 

aamma Nunatta Katersugaasiviani 

Allagaateqarfianilu Nuummiittumi). 

Sammisat immikkoortitikkat tamarmik 

qulequtserneqarput Arkep 

qimataasa qulequtaannik sammisaannillu. 

Taamaakkaluartoq Arkep suliaanik 

takutitsiinnanngillat, aammali 

tulleriiaarneqarput ajunngikkallarmat 

suleqataasa ilisimasallit inuttullu 

attaveqarfigisaasa sammiviligaat. 

Taakku ilagaat eqqumiitsuliortut, 

atuakkiortut filmiliortartullu, Arkep 

kingornutassiaanik erliginnittut, taamalu 

sammisat immikkoortiternerinut 

isummersuiinnaratik tunisisimasuttaaq 

TUPILAKOSAURUS-ip 

ilitsersuutaanut – naqitaq piviusunik 

paasissutissiinernillu imalik akeqanngitsoq 

– suliat oqaasertaannik 

itisiliisoq. 

Ilitsersuutip saniatigut – piareersaatigisamullupingaarnerpaasu- 

9

mik – Arkep atuakkiai marluk 

saqqummersinneqarput: Etnoæstetik 

(1995) aamma Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat. Assit, inulerneqarnerat 

nunap assiliornerlu (2003) nutaamik 

naqillugit oqaatsit pingasut atorlugit 

(tuluttut, kalaallisut qallunaatullu), 

taamaalilluni qallunaanut atuagassanngoqqilluni 

siullermeerlunilu 

kalaallinut nunarsuullu sinneranut. 

Kissaatigisimanngilarput atuakkiat 

taakku (saqqummersinneqarfimminni 

qangarsuarli nungunneqareersut), 

Arkelluunniit suliaasa allat tammarsimasut, 

pissusivii assileqqissaarlugit 

saqqummersinnissaat. Oqaatigeriikkatsitut 

atuakkat nunarsuarmut 

tamarmut siammartussiarineqarput. 

Kiisalu sulianut, Arkep suliaminut 

pingaartorsiortannginneranut 

ilisarnaatitut aserortersimasaanut, 

tunngatillugu aalajangersimavu- 

10 

gut ataasiakkaat uppernarsaatitut 

assinngorlugit takutinniarlugit. Allat 

pilerseqqissimavavut, taakkumi 

“malitassaqareermata”. 

Aamma TUPILAKOSAURUS arlalinnik 

ilaneqarpoq, iliuutsinilli namminersuutaasunik: 

Nunanit tamalaanit 

peqataaffigineqartumik isummersorfiunerusumillu 

Københavnimi 

isumasioqatigiinneq, oqallissaarilluni 

inunnik Nuummi ataatsimiititsineq 

kiisalu taakkunani tamani filmit pillugit 

oqallitsitsinerit. 

Sverigimi Umeåmi katersugaasiviup 

BildMuseetip saqqummersitsineq 

nangissavaa Københavnimeereerlunilu 

Nuummeereerpat, saqqummersitsinerlu 

tassani naggaserneqassaaq. 

Saqqummersitsineq, TUPILAKO- 

SAURUS-imik ilitsersuut pappialar- 

Pushing History Around: 

An Introduction to TUPILAKOSAURUS 

by Kuratorisk Aktion 

There are circumstances in which it 

maybe necessary to reconquer history 

– that is the broad narrative about 

how places, cultures and countries 

come into being – and to rewrite it. 

For, understandably enough, history 

consigns to oblivion those fates and 

circumstances that are considered to 

be insignificant, indeterminable or, 

quite simply, inconvenient. 

Pia Arke (1958-2007) had a special 

interest in examining the meaning 

of the little history in relation to the 

big history. That is why she pushed, 

pressured and jostled archives, relics 

and finds in order to get the big and 

the little histories to fit, as her colleague 

Iben Mondrup has so precisely 

described Arke’s lifelong work. 

As the fruit of an unholy alliance 

between an East Greenlandic seamstress 

and a Danish telegraphist, 

Arke approached colonial history – 

that is, the history that binds Greenland 

and Denmark together – in the 

only reliable way, “namely by taking 

it personally”, as she herself put it. 

And as an artist she investigated her 

field as an aesthetic material, with 

the help of which one can both sow 

personal doubt and harvest generally 

valid answers. She searched in old 

archives, the museums of modernity 

and the photo albums of ordinary 

people. Like an archaeologist she dug 

into the past in order to bring her 

findings and herself into dialogue 

with the tangible: the body, her forefathers, 

her neighbours, memory. 

Arke was, in historian Carsten Juhl’s 

words, an affected anthropologist, one 

who on the basis of her mixed identity 

and her pictorial experience wrote 

history from below in solidarity with 

the little histories, as cultural critic 

Stefan Jonsson points out. But she 

also wrote from the sidelines – from 

the position where the mongrel, the 

walking both-and or neither-nor, rummages 

around. 

Her works unfold as a sequence of 

one-off and serial investigations of and 

taallu avataaninngaanneersunillu 

oqaaserineqartut naggataatigut 

tunngaviussapput suliassamut tullermut, 

tassalu Arkep suliarpassuinik 

ilusilersorluakkamik nalunaarsuusiornissamut, 

2011-p aallartinnerani 

saqqummersinneqartussamut. 

Pilersaarutitsinni immikkoortortaanilu 

ataasiakkaani kissaatigaarput 

Pia Arkep eqqumiitsuliornerup 

oqaluttuassartaanut politikkikkullu 

ingerlaatsimut ilanngunneqarnissaa, 

suliaasami taama pineqarnissaanut 

naleqqulluinnartimmassuk. Tamanna 

Kalaallit Nunaata Danmarkilluunniit, 

oqaluttuarisaanermikkut ataqatigiinnerisa 

21. juni 2009-mi kalaallit 

namminersulernerisigut pingaarutilimmik 

nutaanik illineqalersup, 

pinngitsoorsinnaanngilaat. Aammami 

nunarsuup tamarmi. 

deeply humorous showdowns with the 

West’s construction of Greenland as colonial 

history, as primitive art and as 

ethnic authenticity. In different ways 

the works tell a story not just about 

Greenland, but also about “the West 

seen from outside” – that is, about the 

less evident aspects and dynamics of 

the big history. In brief, the works succeed 

in pointing out the personal and 

the global – side by side. 

“It is not popular, but it looks entertaining”, 

as Arke herself wrote of her 

artistic research methods and their 

results. 

That Arke’s work succeed in uncovering 

overlooked and marginalised 

circumstances – such as the Danes’ 

repression of the nation’s comprehensive 

colonial history and its aftereffects 

still felt to this very day – and 

presenting a different, relational 

history seems, ironically, to be the 

reason for its lack of exposure – in 

Denmark at any rate. For the fact 

is that TUPILAKOSAURUS: Pia

Arke’s Issue with Art, Ethnicity, and 

Colonialism, 1981-2006 is the first 

ever comprehensive presentation of 

the artist. 

Getting to grips with Arke’s work 

is no easy matter. In the first place 

the work and its organisation were 

interrupted by her all too early death, 

and there are more “holes” than 

main works. Secondly, we who try to 

embrace, read and arrange her work 

are on the wrong side of the fence, so 

to speak. The members of Kuratorisk 

Aktion are Danish, white, academics 

and curators, that is, people who 

administer something that belongs to 

someone else. 

But if Arke’s investigations show 

(as we think they do) that nothing 

is faultless, pure or unmixed, then 

neither is the postcolonial something 

that concerns only those who have 

been colonised and are now allegedly 

no longer so. It is essentially also 

something that concerns all of us 

who have been formed by the colonial 

powers and the metropoles. We are all 

in the mix. 

It is precisely this circumstance that 

we wish to highlight through our 

choice of the exhibition title, TUPILA- 

KOSAURUS. Arke herself used the 

designation for one of her key works 

from 1999, in which she humorously 

explores those who explore Greenland 

and pushed herself in between 

“tupilak” and “saurus”, between myth 

and science, to occupy the place of the 

“o” in the middle of the word. 

Like the title, the structure of the exhibition 

reflects that we have allowed 

Arke’s investigations to operate on us, 

and that we have sought to subject 

our research, registration and classification 

processes to her method of 

analysis. Firstly, we have divided the 

exhibition into two parts and show 

her works not only in the space of art, 

but also in the space of ethnography, 

according to the two main fields in 

and with which Arke worked. Then, 

we have not tried (or perhaps more 

accurately: have tried not) to arrange 

the material in any irreversible, 

over-view-giving or exhaustive way. 

Instead we have engaged with the 

in every way overwhelming material 

that exists by and around Arke 

and endeavoured to create thematic 

spaces for cross-readings and polyphony 

in a wish to keep her work 

open for those who want to follow up 

on her themes and methods. 

Thus, the first theme section of 

TUPILAKOSAURUS, Towards a 

Historical Narrative, opens with “an 

organised disorder” – a picture of 

our work to make head or tail of the 

copious, scattered material that Arke 

left behind. By showing the sight that 

met us when we began our work of research 

and registration, and thereby 

visualising the premises and process 

for and of that work, a basis has been 

created for outlining in the same 

section the first actual theses on the 

interplay between personal, scientific 

and artistic problematics that gave 

form to Arke’s practice. These initial 

theses are subsequently investigated 

in depth in the eight theme sections: 

Tupilakosaurus, Arctic Hysteria, 

“Ethno-Aesthetics”, Stories from 

Scoresbysund and Legend (first at 

Den Frie Centre of Contemporary Art 

in Copenhagen and then in Katuaq 

in Nuuk) and Fishing out skulls and 

bones, the film programme The Eccentric 

Eskimo and finally Scandinavian 

Panorama (first at the National 

Museum in Copenhagen and then at 

the Greenland National Museum & 

Archives in Nuuk). 

All the theme sections derive their titles 

and themes from the works Arke 

left behind. However, they represent 

not only themes in her practice, but 

also interpretative approaches that 

had already in her lifetime been identified 

by insightful people in her professional 

and social networks. Among 

others these include artists, writers, 

critics and filmmakers who value 

Arke’s legacy and who besides having 

inspired the theme sections with their 

interpretations have also contributed 

to this TUPILAKOSAURUS guide – a 

free publication containing analytic 

texts on the works along with factual 

information about Arke and her work. 

In addition to the guide – and of the 

greatest importance for the project 

– both Arke’s books, Etno-Aesthetics 

(1995) and Stories from Scoresbysund: 

Photographs, Colonisation and 

Mapping (2003), are being published 

in new trilingual editions (English, 

Greenlandic and Danish), whereby 

they have become accessible once 

more for a Danish readership and for 

the first time for a Greenlandic and 

international public. 

Neither with these works, which 

have long been out of print, nor with 

those of Arke’s works that have 

disappeared have we wished to make 

faithful copies of the originals. The 

books have, as already mentioned, 

been transformed into international 

editions. And of the many works that 

Arke, in accordance with her laidback 

work concept chose to dissolve once 

more, we have decided to represent 

some through pictorial documentation, 

while we have chosen to recreate 

others because a “recipe” existed. 

Finally, TUPILAKOSAURUS is 

accompanied by a number of supplementary 

albeit independent events: 

an international and more theoretical 

seminar in Copenhagen, a community 

meeting for the general public in Nuuk 

and film discussion days in both places. 

After the exhibition has been shown in 

Copenhagen and Nuuk, it will be taken 

over by BildMuseet in Umeå, Sweden, 

where its travels will end. Finally, the 

exhibition, the TUPILAKOSAURUS 

guide and all papers and contributions 

from the public events will form 

the cornerstone in the coming work 

to make and publish a comprehensive 

catalogue raisonné of Arke’s unique 

oeuvre at the beginning of 2011. 

With this project and its individual 

parts it is our hope that Pia Arke will 

acquire the place both in the history 

of art and on the political agenda that 

her work so much deserves. Neither 

Greenland nor Denmark, whose 

relations have moved into a decisive 

new phase with the entry into force of 

Greenlandic Self-Government on June 

21, 2009, can do without her. Nor for 

that matter can the world. 

11

TEMASEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTORIEFORTÆLLING 

Den franske idéhistoriker Michel Foucault 

må have skæmtet bare lidt, da han 

for at besvare sit eget spørgsmål: “Hvad 

er en forfatter?” forestillede sig følgende 

scenarie. En stor forfatter – eksempelvis 

den tyske filosof Friedrich Nietzsche – 

afgår ved døden, og det samlede værk 

skal nu udgives. Idet vi allerede forstår 

Nietzsche som forfatter, stilles vi overfor 

spørgsmålet om alt, hvad filosoffen havde 

skrevet, sagt og efterladt sig skal betragtes 

som et værk. Hvor stopper man? 

Alt hvad Nietzsche selv fik udgivet 

skal selvfølgelig med. Og udkastene til 

hans værker? Klart. De slettede passager 

og noterne på bunden af papiret? Jo da. 

Og hvis man blandt noterne finder 

henvisninger til et vigtigt møde, en vigtig 

adresse eller måske en dosmerseddel? Er 

det et værk? 

Vores situation i en nøddeskal. Vi 

vidste fra starten, at vi ville lave en 

retrospektiv udstilling med Pia Arke, 

som ikke skulle være et endegyldigt 

udsagn om kunstnerens værk og virke. 

Den skulle derfor ikke følge det lineære 

udviklingsperspektiv, der er så typisk 

for retrospektive satsninger, og som ofte 

ender med at lukke et oeuvre for fortolkning 

i forsøget på udtømmende at 

forklare det. Og skulle den være 

monografisk, så skulle den i hvert fald 

være flerstemmig. 

Det skyldtes dels, at Arke, som vi 

oplevede det, aldrig ville lægge sig helt 

fast på et standpunkt. Så hvordan kunne 

vi? Men det skyldes også, at hun allerede 

i mere end 20 år havde beskæftiget sig 

med at undersøge Grønland, Danmark 

og de historiske forhold, der knytter 

dem sammen, da hun gik bort. Og med 

al sandsynlighed ville hun have fortsat 

undersøgelserne i lige så mange år frem i 

tiden. Hvem ved, hvor de ville have taget 

hende hen? 

Hvad vi til at begynde med ikke havde 

gjort os klart var, at Arke havde opløst 

mange af sine værker, og at dette efter 

alt at dømme hang sammen med et værkbegreb, 

som i sig selv ville negere idéen 

om at vise hendes oeuvre. Efter nogen 

tids research måtte vi også konstatere, 

at nogle af de værker, som har været i 

privateje simpelthen er forsvundet. 

Arkes manglende og efterladte ting 

strittede samlet set i alle retninger 

og konfronterede os med Foucaults 

dilemma. For at være sandfærdige har vi 

derfor valgt at indlede denne første sektion 

med at italesætte vores dilemma. Vi 

håber dermed at kunne begrunde andre 

valg, som vi har foretaget i udstillingen. 

For eksempel at vi ikke har rekonstrueret 

Arkes opløste eller forsvundne 

værker undtagen i nogle få tilfælde, hvor 

der ikke kunne være tvivl om, hvordan 

det skulle gøres, eller hvor fristelsen var 

for stor. 

Vores forlegenhed begrænser sig dog 

ikke blot til at skulle afgøre, om noget 

skal betragtes som et værk eller ej. 

Spørgsmålet er snarere, hvordan vi som 

udelt danske overhovedet er i stand til 

12 

at kuratere en Arke retrospektiv? Det 

mener vi, at vi trods alt kan, fordi vi 

også er rundet af kolonihistorien, om end 

med omvendt fortegn. Vores kuratoriske 

drive består i en etisk forlegenhed og en 

længsel efter at forstå sammenhængen 

mellem den historiske kolonialisme og de 

aktuelle fobier og dertil knyttede idéer 

om kulturel overlegenhed og større ret til 

at regere. 

Derfor var det nærliggende at koble 

vidnesbyrdet om vores arbejdsproces, 

som man møder i indgangen til udstillingen, 

med værker af Arke, der peger på 

spørgsmålet om, hvor man taler fra – som 

i grafikken Længsel (1981) og Arkes kort 

over Rigsfællesskabet, hvor hun har trukket 

sine personlige tilknytningspunkter 

og -linjer mellem Danmark og Grønland 

op. På den måde kommer de symbolsk til 

at stå for det sted, hvor vores interesser 

og praksisser mødes, og hvor det bliver 

muligt for os at kuratere Arkes værk. 

Ingen, der har beskæftiget sig med 

Arke, har kunne undgå at lægge mærke 

til hendes hulkamera. Hun byggede det 

selv og sørgede for, at det var stort nok 

til, at hun kunne være og overnatte i det, 

om hun ville. Det fylder med andre ord 

godt i landskabet; alligevel var det terrængående 

og nåede til så fjerntliggende 

pynter som Kronborg, Lønstrup Klint i 

Vendsyssel og Narssaq point i Sydgrønland. 

Kameraet spiller da også en væsentlig 

rolle i vores forestillinger om Arke og 

er derfor centralt placeret i En skitse 

til en historiefortælling et sted mellem 

tese og empiri, mellem det vi tror, og det 

vi ser. Sektionen rummer således både 

kameraet set udefra – en rekonstruktion 

af selve kameraet (der er gået tabt), 

beretninger om dets tilblivelse og rejser 

samt en række af de billeder, der kom ud 

af det – og så rummer den aspekter af 

mere indvendig karakter. 

Arke så fotografiet som en slags 

kunstarternes bastard. Og hun opfattede 

desuden sig selv som netop dét, en bastard. 

Hulkameraet for sin del betragtes 

gerne som den mest primitive form for 

fotoapparat, kort sagt en prototype. Og 

grønlandsk kunst opfattes også gerne 

som primitiv i den romantiske forstand af 

prototype på skabertrang og det oprindelige 

symbiotiske forhold til Naturen. Som 

når den danske autoritet på området, 

Bodil Kaalund, skriver værket Grønlands 

Kunst og ikke – mindre besiddende i 

både grammatisk og overført forstand 

– fritstiller kunstneren fra landet og 

forfatter et værk om grønlandsk kunst. 

Bag den lille forskel – det er jo bare et 

“k” mere eller mindre – lurer store opgør. 

Opgør med identitet og essentialisering, 

med tavshed og historieskrivning, med 

sentimentalitet og videnskab. 

I de efterfølgende sektioner er ønskemålet, 

at disse opgør ikke længere 

lurer, men at de derimod udfoldes og 

undersøges i lys lue. 

SAMMISAQ IMMIKKOORTORTAQ 1: 

Isumaliortaatsip oqaluttuarisaaneranik 

ilisimatuup franskiusup Michel Foucault 

apeqqutini nammineq akinialeramiuk quiasaarilaarsimassaaq: 

“Atuakkiortoq sunaava?” imalu 

takorluugaqarsimassaaq. Atuakkiortorsuaq 

– soorlu noorleq Friedrich Nietzsche – toquvoq, 

suliarisimasaalu tamaasa maanna saqqummersinneqassallutik. 

Nietzsche atuakkiortutut 

ilisarereersimagatsigu, apeqqusertariaqalerparput, 

isumaliortartup allassimasai, oqaatigisimasai 

qimassimasaallu tamarmik suliarisimasaatut 

isigisariaqarnersut. Qanoq killiliisaagut? 

Nietzschep nammineq saqqummersissimasai 

soorunami ilaasapput. Allaqqitassiaammi? Ilumut. 

Allatamini piiarsimasai pappilissap naqqani 

allattugai? Soorunami. Allattugaasalu akornanni 

innersuutinik ataatsimiisimanermut pingaarutilimmut, 

najukkamut iml. eqqaamassutissiaanik 

nassaaraanni? Nammineq taakku suliatut ilivitsutut 

isigineqassappat? 

Tassa taamatorpiaq inissisimavugut. Aallaqqaataaniit 

ilisimavarput, Pia Arke pillugu 

suliarisimasaannik saqqummersitsiniarnitsinni, 

eqqumiitsuliortup suliarisimasaanik iliuuserisimasaanillu 

tamakkiisumik takutitsisinnaanata. 

Taamaammat inuup suliarisimasaasa eqqartorneqartarnerini 

nalinginnaasartoq malinniarsimanngilarput, 

tassa ineriartornera malittaralugu 

suliaasa isummersorneqarnerini periarfissaasut 

tamakkerniarneqartarneri. Inullu ataasiinnaq 

eqqartorneqassappat, taava arlalinnik erinalerlugu 

saqqummersittariaqassavarput. 

Tassunga pissutaasut ilagaat, Arke, misigisimagatsigu, 

isummani aalajanginngisaannaraa. 

Taama pissuseqarpat aamma sooq uagut taamaaliussanngilagut? 

Pissutsit aamma ilagaat, ukiut 

20-it sinnerlugit toqussi tikillugu Kalaallit Nunaat, 

Danmark oqaluttuarisaanikkullu pissutsit suuneri 

imminnullu qanoq attaveqalersimaneri misissorsimammagu. 

Ilimanarporlu ukiuni suli taama 

amerlatigisuni tamanna misissorsimassagaluaraa. 

Sunalu tikissimassaneraa takorlooruminaappoq? 

Aallaqqaataannit arajutsisimavarput, Arkep 

suliarisimasani amerlasuut isatersimammagit, 

tassungalu qularnanngitsumik isumaliortaaseq 

una pissutaagunarluni nammineq suliarisimasani 

isummatut kingusinnerusukkut nalilersuinissami 

pingaartissimannginnamigit. Misissuereerluta 

paasilerparput, suliaasa inunnik pigineqalersimasut 

ilaat tammaannartarsimasut. 

Arkep suliarisimasai amigaataasut amiakkuilu 

suni tamaani tikkuussisutut ipput taamaalillunilu 

Foucaultip akunnattoorneratut inissisimalluta 

paasivarput. Ilumuussuseq qimakkumanagu 

takutitsivissani immikkoortut aallartinnerini 

akunnartoornerput oqaasertaliinnassallugu 

aalajangersimavugut. Neriulluta saqqummersitsiniarnitsinni 

aalajangertarnivut taamaalilluta 

tunngavilersorsinnaallutigit. Soorlu Arkep suliarisimasai 

isaterneqarsimasut tammarsimasulluunniit 

pinngortinniarsimanngilavut, ilaannaalli 

qanoq suliarineqarnissaannik nalorngissutigisimanngisavut, 

iml. ussernartorsiorfigisimasavut 

pinngorteqqissimallutigik. 

Ajuusaarnittali killerinngilaa eqqumiitsuliatut 

suliat arlaat isigineqarsinnaanerinik aalajangerniartarnerput. 

Taakkunanili apeqqutaanerulluni, 

uagut qallunaajusugut Arkep suliarisimasaanik 

saqqummersitsiniarnitsinni qanoq illersorneqarsinnaasumik 

isumaginnissinnaanersugut? 

Sapersorinngilavulli, tassami aamma uagut 

nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaanik 

aqqusaarneqarsimagatta, naak killormut pis-

OQALUTTUAP IMASSAANUT 

TOQQAMMAVISSAQ 

suseqaraluartumik. Taama isumaginninnitsinnut 

ingerlatsisuusimavoq inuiattut kanngusuuteqarnerput 

taamatullu nunasiaateqarnerup 

oqaluttuassartaata aammalu nassuerutigiumanngisatta 

imminnut qanoq ataqatigiissuseqarnerisa 

paasisaqarfigerusunneri tassungalu 

atasumik kulturikkut qaffasinnertut naalagaanerusutullu 

immitsinnut isumaqarfiginerput. 

Taamaammat qanoq suleriaaseqarsimanerput 

nassuiaateqarfigissallugu naleqqutissaaq, saqqummersitsinerup 

isaariaanni tamanna takuneqarsinnaavoq, 

tassani Arkep suliai tikkuussisutut 

immata, apeqqusiillutik sumik oqariartortoqarneranik 

– soorlu Maqaasineq (1981) aamma 

Arkep Naalagaaffeqatigiinnerup nunataasa 

assiliorneri, tassani nammineq inuttut attuumassuteqarninni 

nalunaarsorsimammagit Danmarkip 

Kalaallillu Nunaata akornanni titarnilersuinikkut. 

Taamaalilluni soqutigisatta pissusittalu 

naapinneri soorlu takussutissinneqartut, Arkellu 

suliaanik illersuinitsinnik isumaginnissinaalersilluta. 

Kinaluunniit Arkep suliarisimasaanik sammisaqarsimasup 

maluginngitsoorsinaangilaa 

assiliiviliaa putuinnalik. Nammineq sanasimavaa 

imalu angissusilerlugu nammineq iserfigalugu 

unnuiffigisinnaallugu. Allatut oqaatigalugu angisuujuvoq; 

taamaattorli angallanneqarsinnaalluni 

sumiiffinnut imminnut ima ungasitsigisunut soorlu 

Kronborg, Vendsysselimi Lønstrup Klint aamma 

Narsami Nuugaarsummut angallanneqarsimalluni. 

Assiliisummi aamma Arkemik takorluuisarnitsinnut 

ilaavoq saqqummersitamilu Qualuttuap 

imassaanut toqqammavissaq qitiulluni inissinneqarsimalluni 

tassa ilimagisap atuuttullu akornanni, 

isumaqassutsitta isigisattalu akornanni. 

Immikkoortup taamaalilluni assiliisut silataanit 

isikkua – aamma assiliisutip sanaqqinneqarsimasup 

(tammarsimasulli) imaraa, pinngoriartornerani 

oqaluttuaq angalasimanera kiisalu 

tassannga assit pinngortinneqarsimasut ilaallutik 

– kiisalu qamuuna eqqaasassat ilaatigut ilaallutik. 

Arke assiliissummik assilisaq eqqumiitsuliornikkut 

akusatut isigerusunneraa. Imminullu 

aamma taama paasilluni, tassa akusatut. Assiliissutip 

putullip nammineq takutippa atortup 

annikinnerpaanik atortulikkap pissusaa, tassa 

assiliisuut pissuseqqaammisut ittoq. Kalaallit 

eqqumiitsuliaat aamma taama pissuseqqaammisut 

isikkulittut paasineqartarpoq, qanga 

pissutsit nuannaartoralugit pinngortiteqqaarniarnermi 

pinngortitamut atalluinnarnermik 

paasineqarsinnaasoq. Soorlu qallunaat ilaata 

tamakkuninnga paasisimasaqarluartup Bodil 

Kaalundip atuakkami Kalaallit Eqqumiitsuliaat 

allaatiginnissimaneratut, oqaasi-liornikkut 

piginnaasaqarnerunngikkaluarluni aamma isummatigut 

– eqqumiitsuliortoq nunamit kiffaanngissusilermagu 

kalaallillu eqqumiitsuliaannik 

atuakkiortillugu. 

Assigiinngissutip annikitsup – tassa k – 

akerliussutsimik takutitsineq ilimasaarutigaa. 

Akerliussutsimik kinaasusilimmik pingaarnersiuinermillu 

imalimmik, oqaaseqannginnermik 

oqaluttuarisaanermillu allaaserinninnermik, 

qanga pissutsinut nuannaartorinninnermik 

aamma ilisimatusarnermik. 

Immikkoortuni tulliuttuni kissaatiginarpoq, 

taama akerliuniarnerup ersikkunnaarsimanissaa, 

killormulli qaffakaatinneqassasut alapernaassutsillu 

ikummarinnerannik misissorneqassallutik. 

THEME SECTION 1: TOWARDS A HISTORICAL NARRATIVE 

The French thinker Michel Foucault 

must have been joking a bit when in 

order to answer his own question: “What 

is an author?” he imagined the following 

scenario. A great writer – for instance the 

German philosopher Friedrich Nietzsche 

– dies, and his collected works are now 

to be published. Inasmuch as we already 

see Nietzsche as an auhtor, we are faced 

by the question as to whether everything 

the philosopher had written, said and 

left behind should be regarded as a work. 

Where does one stop? 

Everything that Nietzsche himself had 

published must of course be included. And 

the draft versions of his works? Obviously. 

The deleted passages and the notes at 

the bottom of the paper? Sure thing. And 

if one finds among the notes references 

to an important meeting, an important 

address or perhaps a shopping list? Are 

these works? 

Our situation in a nutshell. We knew 

from the start that we wanted to curate a 

retrospective exhibition of Pia Arke that 

should not be the ultimate statement 

about the artist’s work and practice. 

Therefore it would not follow her development 

in the linear perspective that is so 

typical of retrospectives, and which often 

ends by closing an artist’s oeuvre for 

further interpretation in an attempt at 

explaining it exhaustively. And if it was 

to be monographic, then it should at least 

be polyphonic. 

This was partly because Arke, as we 

experienced her, was never willing to 

adopt a definitive viewpoint. So how could 

we? But it was also because at the time of 

her death she had already been engaged 

for more than 20 years in investigating 

Greenland, Denmark and the historical circumstances 

that bind them together. And 

in all probability she would have continued 

her investigations for just as long into the 

future, had she lived. Who knows where 

they would have led her? 

What we had not been aware of at the 

start was that Arke had dissolved many of 

her works, and that this was apparently 

connected with a work concept that in 

itself would negate the idea of showing her 

oeuvre. After a while we were also forced to 

conclude that some of the works that were 

privately owned have simply disappeared. 

Taken together, the missing works and 

those that were left behind pointed every 

which way and confronted us with Foucault’s 

dilemma. For the sake of honesty 

we have therefore chosen to start this 

first section by articulating our dilemma. 

In doing this we hope to be able to justify 

other choices that we have made throughout 

the exhibition. For instance, that we 

have not reconstructed Arke’s dissolved or 

disappeared works except in a few cases 

where there could not be any doubt as 

to how this should be done, or where the 

temptation was too strong. 

However, our difficulty is not limited 

to simply having to decide whether 

something should be regarded as a work 

or not. The question is rather how in 

our unmixed Danishness we are at all 

able to curate an Arke retrospective? 

Appearances to the contrary, we think 

we are because we too are products of 

that colonial history, albeit the other way 

round. Our drive as curators is based on 

an ethical embarrassment and a longing 

to understand the connection between 

historical colonialism and current phobias 

with their concomitant ideas of cultural 

superiority and a greater right to rule. 

It was therefore natural to link the 

evidence that one meets at the entrance to 

the exhibition regarding our work process 

with works by Arke that point to the question 

of where one is speaking from – as in 

the print Longing (1981) and Arke’s map 

of the United Kingdom of Denmark in 

which she has marked her personal points 

and lines of attachment between Denmark 

and Greenland. In this way they come to 

stand for the place where our interests 

and practices meet, and where it becomes 

possible for us to curate Arke’s work. 

No one who has been interested in 

Arke can have failed to notice her pinhole 

camera. She made it herself and saw to it 

that it was big enough for her to be able 

to get into it and spend the night there 

if she wanted to. In other words, it is a 

fair size, but was nevertheless capable 

of cross-country travel and reached such 

remote spots as Kronborg, Lønstrup Klint 

in North Jutland, and Narssaq Point in 

South Greenland. 

And indeed the camera plays an 

important role in our ideas about Arke. It 

therefore has a central place in Towards a 

Historical Narrative somewhere between 

thesis and empiricism, between what we 

believe and what we see. The section thus 

contains both the camera seen from outside 

– a reconstruction of the camera itself 

(it has been lost), accounts of its genesis 

and travels and a number of the pictures 

it produced – and, in addition, it contains 

aspects of a more inner nature. 

Arke saw the photograph as a kind of 

mongrel art form. And she saw herself 

as just that, a mongrel. For its part the 

pinhole camera is regarded as the most 

primitive form of photographic apparatus, 

in brief a prototype. And Greenlandic art 

is also often seen as primitive in the romantic 

sense of a prototype of the urge to 

create and an original symbiotic relation 

to Nature. As when a Danish authority 

in the field, Bodil Kaalund, writes the 

work Grønlands Kunst [Greenland’s 

Art] and does not – less possessive both 

grammatically and figuratively – set the 

artist free of the country and write a 

work on Greenlandic art. Behind the little 

difference – just an “ic” more or less – lurk 

major confrontations. Confrontations with 

identity and essentialisation, with silence 

and the writing of history, with sentimentality 

and science. 

In the following sections our wished-for 

objective is that these confrontations 

should no longer lurk behind the scenes 

but that they should on the contrary 

unfold and be examined in full blaze. 

13

Pia Arke. 1. tilbageblik til 1966 i Dundas. 1989 

Det må være en familie. Voksne, 

der står og taler. Børn, 

der gynger foran huset. En 

barnevogn, en cykel, en vippe, 

blomster. Billedet minder om 

den slags tegninger, børn som 

regel når at lave et enormt 

antal af i deres barndom – far, 

mor, børn og hus. Forestillingen 

om en familie, der knytter sig til 

alle de konkrete steder, vi har 

boet, som faste landmærker i 

erindringens landskab. 

Billedet er et tilbageblik til en 

barndom et sted i Grønland; 

et visuelt forsøg på at erindre 

noget, som er hændt. Det er 

en scene, der udspiller sig, 

fremkaldt af erindringen, og 

dens dramatik holder fast i 

den nutid, hvorfra der huskes. 

Scenen kalder ikke på en nostalgi, 

men synes at give plads 

og fremtid til det liv, der ligger 

mellem dengang og nu. Det 

selvbiografiske er en nutidig 

handling, som henter sit materiale 

fra virkelighedens gemmer 

og sætter det i scene eller i spil. 

En selvbiografi opfinder ikke 

sin historie – den omformer 

den. Billedet er grumset, flosset 

i kanten, omgivelserne utydelige 

og uden horisont. Det er et 

punkt i tiden; et sted, der ligger 

mellem Grønland og Danmark, 

mellem bjørneskindbukser og 

blomster, mellem en grønlandsk 

mor og en dansk far. Den nutidige 

erindring forsøger ikke at 

genskabe et oprindeligt og rent 

“jeg”, men udforsker en broget 

og tvetydig herkomst. 

Det selvbiografiske er personligt, 

men hænger også sammen 

med stedet og stedets historie. 

Den faktuelle personlige baggrund 

griber ud efter det faktiske 

steds historie. Sammenhængen 

mellem det personlige 

liv og stedet cirkulerer omkring 

14 

forholdet til fortiden og til historien 

om Danmark og Grønland. 

På et gammelt skolekort over 

Grønland bekræfter både kortet 

selv og påtegnede steger den 

officielle historie mellem Danmark 

og Grønland; men parallelt 

med den personlige historie, 

for de punkter, stregerne peger 

på i Grønland, er Pia Arkes 

faktiske barndomshjem. Arke 

mente, at kortet over Grønland 

lignede Elefantmandens 

monstrøse hoved fra en bestemt 

vinkel – i sig selv en læsning 

af kortet, som overskrider den 

traditionelle grænse for, hvad et 

kort aftegner. 

Den selvbiografiske handling 

bevæger sig mellem de konkrete 

hjem eller bosteder og udforsker 

en broget og tvetydig forbindelse 

mellem Danmark og Grønland. 

Bevægelsen minder om 

andre udforskninger, som missionærer, 

opdagelsesrejsende, 

etnografer og kartografer har 

udført, men kun næsten. For 

som barndomserindringer 

generelt er også den officielle 

historie blevet genfortalt mange 

gange og på mange måder. 

Barndomserindringerne er en 

skæv parallel til de gængse 

forestillinger om forbindelsen 

mellem Danmark og Grønland, 

der minder om, at historien er 

mange og grumset. 

Mette Jørgensen 

Pia Arke. 1. uummannami 

Ilaqutariiussagunavipput. Inersimasut 

imminnut oqaluuttut. Meeqqat illup 

saavani issakatsiaartut. Meeraaqqat 

qamutaat assakaasullit, sikkili, qeerlumiusaarfik, 

naasut. Assi eqqaanarpoq 

meeqqat meeraanerminni titartatagaasa 

ilaannut – ataata, anaana, meeqqat 

illulu. Ilaqutariinnik aalajangersimasuni 

najugalinnik takorluuineq, 

najugaqarfigisimasatsinni eqqaamasat 

silarsuaanni aalajangersimasumik 

naleqqatut. 

Assi Kalaallit Nunaanni sumiiffiit 

ilaanni meeraanermut qiviarneruvoq; 

suna pisimasoq eqqaaniarlugu 

assilianngortitsiniarneq. Pisoq 

takusinnaasaq, eqqaamasanit pilersinneqartoq, 

pikkunartortaanillu 

ullumikkumut, eqqaamaneqarfianut, 

attatiinnarniarneqartoq. Pisoq 

eqqaakulunnerinnarmik pingaartitsinermik 

takutitsinngilaq, isumaqarnarnerullunili 

tarpaasoq inuunermullu, 

taamanikkut ullumikkullu pisut 

akornanni, siunissaliisoq. Nammineq 

misigisanik allaatiginninneq ullumikkorpiaq 

iliuusaavoq, pisimasuinnik 

tunngavilik taakkuninngalu assilianngortitsineqpinnguanngortitsinerluunniit. 

Nammineq misigisanik allaatiginninneq 

oqaluttuaanngilaq taassuminnga 

allanngortitsisoq. Assi isortuuvoq, 

sinai ingitsertut, avatangiisai ersernerluttut 

killingusaaqaranilu. Tassa 

piffissami uniffik; sumiiffik Kalaallit 

Nunaata Danmarkillu akornanniittoq, 

qarliit nanut naasullu akornanniittoq, 

anaanap kalaallip ataatallu qallunaap 

akornanniittoq. Ullumikkut eqqaamasatigut 

anguniarneqanngilaq qanga 

nagguimmik namminiviussusivimmillu 

pilersitseqqinniarneq, tassaallunili 

pinngorfimmik tamalaartumik marloqiusaasumillu 

misissuineq. 

Nammineq misigisanik allaatiginninneq 

inummut namminerpiamut 

tunngavoq, taamaattorli aamma sumiiffimmut 

taassumalu oqaluttuassartaanut 

atalluni. Inuttut namminertut 

tunulequttat piviusuusut akuliupput

1966-imut qiviarneq. 1989 

sumiiffiup oqaluttuassartaanut piviusuusumut. 

Nammineq inuunerisap 

sumiiffigisallu imminnut ataqatigiinnerisa 

kaaviiaarfigaat qanga pisunut 

qanoq isiginninneq aamma Danmarkip 

Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaannut. 

Kalaallit Nunaata assingata atuarfimmi 

atugassiap qanganitsap nammineq 

nunap assingatut nalunaaqqutsersukkatigullu 

uppernarsarpaat Danmarkip 

Kalaallit Nunaatalu akunnerminni 

pisortatigoortumik oqaluttuassartaat, 

tassungali assingusumittaaq inuup 

nammineq oqaluttuassartaa, tassami 

Kalaallit Nunaata assingani sumiiffiit 

nalunaaqutserneqarsimasut tassaapput 

Pia Arkep meeraaffigisimasai. Arke 

isumaqarpoq Kalaallit Nunaata assingata 

assipalukkaa iloqiaap (tuluup Elefantmandimik 

taaneqartartup) niaqua 

iloqiaasortaaq aalajangersimasumiit 

isigalugu – tassa nunap assinganik 

qimerluuineq, nunap assinganik qimerluueriaatsit 

nalinginnaasut sinaakkutaannik 

qaangiisoq. 

Nammineq misigisanik allaatigisaq 

angerlarsimaffigivisat najugaqarfigisimasaviilluunniit 

akornanni 

ingerlaartutut ippoq, paasiniaanerullunilu 

Danmarkip Kalaallit Nunaatalu 

tamalaartumik marloqiusaasumillu 

attaveqatigiinnerannik. Ingerlaaseq 

eqqaanarsinnaavoq misissuinernut 

allanut, ajoqersuiartortitat, ilisimasassarsiortut, 

inuiaat kulturiannik 

inuusaasiannillu paasiniaasut kiisalu 

nunap assiliortartut suliaannut, 

kisiannili taamaangajaannarluni. 

Meeraanermimmi nalinginnaasumik 

eqqaamasatulli pisortatigoortumik 

oqaluttuaq oqaluttuareqattaarneqartaqaaq 

assigiinngeqisunillu. Meeraanermit 

eqqaamasat equngasumik 

assingupput Danmarkip Kalaallit 

Nunaatalu attaveqatigiinnerannik 

nalinginnaasumik takorloortakkanut, 

eqqaasitsisumik oqaluttuarisaaneq 

oqaluttuassartarpassuaqartoq isortorlu. 


Pia Arke. First Flash Back to 1966 in Dundas. 

1989 

It must be a family. Grownups 

standing around talking. 

Children on swings in front of 

the house. A pram, a bicycle, 

a seesaw, flowers. The picture 

reminds us of the kind children 

often make a huge number of in 

childhood – dad, mum, children 

and house: the idea of a family 

that attaches itself to the specific 

places where we have lived, 

as permanent landmarks in the 

landscapes of our memories. 

The picture looks back to 

a childhood somewhere in 

Greenland; a visual attempt at 

recalling something that has 

happened. It is a scene that 

is taking place – summoned 

by memory – and its dramatic 

content grips the present from 

where it is remembered. The 

scene does not evoke nostalgia, 

but seems to make room and a 

future for the life that is placed 

between then and now. The 

autobiographical is an action 

in the present that derives its 

material from the hiding places 

of reality and gives it dramatic 

life. 

An autobiography does not 

invent its story – it transforms 

it. The picture is murky, frayed 

at the edges, the surroundings 

are unclear and without a 

horizon. It is a point in time, a 

place situated between Greenland 

and Denmark, between 

bearskin trousers and flowers, 

between a Greenlandic mother 

and a Danish father. The present-day 

recollection does not try 

to recreate an original and pure 

“I”, but explores a confusing and 

ambiguous descent. 

The autobiographical is personal, 

but is also connected with 

the place and its history. The 

factual personal background 

reaches out for the history of 

the actual place. The link between 

the personal life and the 

place circles around the relation 

to the past and to the story of 

Denmark and Greenland. 

On an old school map of Greenland 

we find confirmation both 

from the map itself and from 

the lines drawn on it of the 

official history shared between 

Denmark and Greenland; but 

this is parallel with the personal 

history since the places the 

lines point to in Greenland are 

places where Pia Arke actually 

lived as a child. Arke thought 

that the map of Greenland 

resembled the Elephant Man’s 

monstrous head from a certain 

angle – in itself a reading of the 

map that goes beyond the traditional 

limits for what a map 

represents. 

The autobiographical action 

moves among the concrete 

homes or settlements and 

explores a variegated and 

ambiguous connection between 

Denmark and Greenland. The 

movement is similar to other 

explorations that missionaries, 

explorers, ethnographers and 

cartographers have carried out, 

but only almost. But as is the 

case with childhood memories 

in general, the official history 

is also retold many times 

and in many ways. Childhood 

memories are a skewed parallel 

to current ideas about the connection 

between Denmark and 

Greenland that remind us that 

history is manifold and murky. 


15

Pia Arke. Hulkamerafotografierne. 1988- 

Året efter at Pia Arke var begyndt 

på malerskolen på Det Kgl. Danske 

Kunstakademi, gav hun sig 

i 1988 til at eksperimentere med 

hulkameraer. Det særlige ved et 

hulkamera er, at det ikke har nogen 

linse, men er forsynet med et 

ganske lille hul, som er tildækket, 

indtil billedet skal tages. Når lyset 

strømmer ind gennem hullet, rammer 

det en film, der er anbragt på 

den modsatte side inde i kameraet. 

Efter at have afprøvet hulkamerateknikken 

i Danmark fik Arke i 

1990 sit store hulkamera sendt 

med skib til Narsaq. Hun valgte, 

ligesom nogle af de gamle brugere 

af camera obscura-teknikken, at 

bruge en kasse, der var så stor, 

at hun selv kunne være inde i 

den. Den var lavet af krydsfiner 

og lægter og var 165 cm x 140 

cm og 170 cm høj. Lyset kom ind 

gennem et hul på 1,43 mm, der var 

boret gennem en tynd metalplade 

på den ene væg, mens filmen på 

den modsatte væg var en 6 ASA 

sort-hvid lithfil 50 cm x 60 cm. Fra 

Narsaq fik hun hulkameraet kørt 

til Nuugaarsuk tæt ved, hvor hun 

havde boet nogle år i sin barndom. 

Huset var revet ned, men Arke 

fik hulkameraet stillet op, så 

det kunne fange den udsigt, som 

familien engang havde haft: fjeld, 

vand og is. 

Resultatet var smukke, let slørede 

landskabsfotografier. Når hun 

sad inde i kassen, kunne hun se 

billedet blive til, og hun havde 

også mulighed for at skygge med 

kroppen, så filmen blev mindre 

belyst visse steder. Eksponeringstiden 

var fra 15 min. og opefter, og 

fremkaldelsen måtte på grund af 

filmens størrelse foregå i et stort 

kar, som gjorde det vanskeligt at 

kontrollere processen. Arke sagde 

senere om “fejlene”, at de 25 år der 

var gået, siden hun boede der, “var 

på en måde nedfældet i billedet” 

(Weekendavisen, 29. april – 6. maj 

1999). 

I 1993 gik Arke et skridt videre 

ved at lade et af sine grønlandske 

hulkamerafotografier i form af en 

16 

stor fotostat indgå i nye kontrastfulde 

fotografier. På et af dem 

sidder Arke selv med ryggen til og 

betragter det gamle fotografi. Hun 

ser ikke ud til at have noget på fødderne, 

men til gengæld har hun en 

lang grønlandsk kvindefestkamik 

på hovedet! Billedet blev i beskåret 

form trykt i den tosprogede 

ugeavis Sermitsiaq (nr. 5, 1994), 

hvor billedteksten begyndte med 

ordene: “Tag kamikken over hovedet, 

så alle kan se hvor du kommer 

fra.” Det var et effektivt blikfang 

for Arkes tankevækkende kunstpolitiske 

debatindlæg i Grønlands 

største avis, hvor hun reagerede 

på, at grønlandsk kunst blev 

udstillet sammen med etnografiske 

genstande. Den enkelte grønlandske 

kunstner måtte selv forholde 

sig til sine rødder. Ingen går rundt 

med en kamik på hovedet, og Arke 

kunne også have formidlet sit 

budskab ved f.eks. at være iført 

grønlandsk nationaldragt, men det 

ville ikke have virket umiddelbart 

provokerende. 

Arke brugte også den samme store 

fotostat af hulkamerafotografiet 

fra Nuugaarsuk som baggrund til 

en række fotografier af sig selv 

sammen med to andre unge kvinder, 

der ligesom hun selv var født i 

Østgrønland, og som nu befandt sig 

i Danmark. På et af dem står de 

tre kvinder stive og gravalvorlige 

med armene strakt ned langs siderne. 

Det virker, som om de har en 

distance til det, de har i hænderne, 

og som straks giver associationer 

til Grønland: en tromme og trommestik, 

en træmaske og en dukke 

iført grønlandsk kvindefestdragt. 

Fotografiet er et af fire i værket 

De tre Gratier (1993), men det er 

fjernt fra forestillingen om tre 

yndefuldt dansende kvinder. De 

moderne kvinders kropssprog og 

måden, de holder de grønlandske 

genstande på, tyder ikke på nogen 

levende forbindelse med fortidens 

kultur, men som alle Arkes værker 

er også det åbent for fortolkning. 

Inge Kleivan 

Pia Arke. Assiliivimmik 

Pia Arke Det Kgl. Danske Kunstakademi 

qalipaanermik ilinnialernerminiit ukioq 

ataaseq qaangiuttoq assiliivinnik putuinnalinnik 

assiliilluni 1988-imi misiligaasalerpoq. 

Assiliiviit putuinnallit allaaqutigaat 

igalaartaasaqannginnamik, kisiannili 

assiliinissap tungaanut poorlugu assikkamik 

putunnguaqarlutik. Qaamaneq 

putunnguakkut appakaakkaangami assiliiviup 

assikkap illuatungaani inissinneqarsimmasup 

iluani filmimut nuuttarpoq. 

Assiliivimmik putuinnalimmik periaaseq 

Danmarkimi misiligartareerlugu Arkep 

assiliivini putuinnalik angisooq Narsamut 

umiarsuakkut 1990-imi nassiuppaa. Camera 

obscura-mik atuisartut allat assigalugit 

karsiliorsimavoq ima angitigisumik 

nammineq iluaniissinnaanngorluni. Karsi 

krydsfinerinit quassuttuunillu sanaajuvoq 

165 cm x 140 cm-inik angissuseqarluni 170 

cm-inillu portussuseqarluni. Qaamaneq 

putuarannguakkut karsip iigaata illuatungaani 

saviminermi saattumi putuliakkut 

1,43 mm-itut angitigisukkut appakaattarpoq, 

filmilu iikkap illuatungaaniittoq 

qalipaateqanngitsumik assiliisarpoq 

tassaalluni 6 ASA lithfil 50 cm x 60 cmitut 

angitigisoq. Assiliivini putuinnalik 

Narsamiit ungasinngitsuanut Nuugaarsuliaatitippaa, 

meeraanermini ukiuni 

arlalinni najugaqarfigisimasaminut. 

Illugisimasaat ingitserneqareersimavoq, 

Arkelli assiliivini putuinnalik inissippaa, 

ilaqutariit qanga isikkiviat assilisinnaajumallugu: 

qaqqat, imaq sikullu. 

Inernerai pinngortitamik assilisat 

ersernerlulaaraluarlutik kusanartut. 

Karsip iluaniitilluni assilisami piviusunngornerat 

takusinnaavaa, timinilu 

atorlugu tarrartalersorsinnaavaattaaq, 

taamaalilluni filmip ilaa qaamanikillisissinnaallugu. 

Qaammarfigititsineq 15 

min. sivisunerusumillu pisarpoq, filmillu 

angissusia pissutigalugu ersersaaneq 

baaliarujussuarmi pisariaqarluni, taamalu 

ersersaaneq nakkutigiuminaallisarluni. 

Arke “kukkunerit” pillugit kingorna oqarpoq 

tassaniinnerminit ukiut 25-it qaangiutereersut 

“tassaniissimanini assilissatigut 

ilaatigut uppernarsarneqartoq” (Weekendavisen, 

29. april – 6. maj 1999). 

Arke 1993-imi ingerlaqqippoq assiliivimmik 

putuinnalimmik Kalaallit Nunaanni 

assilisani assiliarujussuanngortikkamigit 

tarralersornerullugit assileqqillugit. 

Taakku ilaanni Arke nammineq tununn-

putuinnalimmik assilisat. 

1988- 

galluni assilisatoqqani isiginnaarpaa. 

Kamillaangarpasippoq, kisiannili arnat 

kalaallisuuisa kamisaat nasaliussimavaa! 

Assi killornerullugu aviisimi Sermitsiami 

(nr. 5, 1994) naqinneqarpoq, assillu allagartaa 

aallartippoq: “Kamik nasaliuguk, 

taava tamarmik takusinnaassavaat 

suminngaanneersuunersutit.” Tassa Arkep 

sunniutilimmik takutitsiniutaa Kalaallit 

Nunaanni aviisit annersaanni eqqumiitsuliornermik 

politikkip oqallisigineqarnerani 

eqqarsaatissiisumik akuliunnermigut, 

qisuariarfigisaami tassaavoq kalaallit 

eqqumiitsuliaasa itsarnitsanut akuliullugit 

saqqummersinneqartarnerat. Kalaallit 

eqqumiitsuliortut ataasiakkaat namminneerlutik 

kingoqqiffitik isummerfigisariaqarpaat. 

Kamimmik nasaqartoqarneq 

ajorpoq, Arkellumi isummernini takutissimasinnaagaluarpaa 

soorlu kalaallisoornermigut, 

kisianni taava taama uumisaarutaasimatiginavianngikkaluarpoq. 

Assiliivittaaq putuinnalik atorlugu 

Nuugaarsummi assilisami tassuma 

assiliarujussuanngortinnera tunuliaqutaraa 

assilissanut arlalinnut nammineq 

arnallu inuusuttut allat, namminermisulli 

Tunumi inunngorsimasut, Danmarkimilu 

maanna najugaqartut, ilagalugit. Assit 

ilagaat arnat pingasut qerattaffaarillutik 

annoqalutillu tallitik ammut tikkortillugit 

assilisissimasut. Soorluuna tigummiaminnit 

avissaarusuppasissut, ingerlaannarlu 

Kalaallit Nunaannik eqqaasitsillutik: 

qilaammik katuamillu, kiinarpammik 

inuusamillu kalaallisoortumik. Assi suliat 

sisamat De tre Gratier-imiittut (1993) 

ilagaat, kisiannili arnanik kusanartunik 

qitittunik takorluuisarnermit allaaqaaq. 

Arnat nutaaliat timiminnik ilusiliinerat 

kalaallillu sanaavinik tigummiariaasiisa 

ersersinngilaat siuaasat kulturiannut 

qamanngavik attaveqarneq, taamaattorli 

Arkep suliaasa tamarmik pisarnerattut 

qanoq paasineqarsinnaanerat ammavoq. 

Inge Kleivan 

Pia Arke. 

The camera obscura photographs. 1988- 

In 1988, the year after Pia Arke had 

started at the School of Painting at 

the Royal Danish Academy of Fine 

Arts in Copenhagen, she began to 

experiment with pinhole cameras. 

The special thing about the pinhole 

camera is that it does not have a 

lens, but instead a very small hole, 

which is covered until the picture is 

to be taken. When the light pours 

in through the hole, it hits a film on 

the opposite side of the camera. 

In 1990, after having tried out the 

technique in Denmark, Arke had her 

big pinhole camera sent by ship to 

Narsaq. Like some of the old users 

of the camera obscura technique, 

she chose to use a box that was large 

enough for her to be inside it. It 

was made of plywood and laths and 

had a floor area of 165 cm x 140 cm 

and a height of 170 cm. The light 

entered through a 1.43 mm hole bored 

through a thin metal plate on one 

wall, while the film on the opposite 

wall was a 6 ASA black-and-white 

lithfil 50 cm x 60 cm. From Narsaq 

she had the camera brought to Nuugaarsuk 

close to where she had lived 

for some years in her childhood. The 

house had been pulled down, but Arke 

had her camera set up so that it could 

catch the view that the family had 

once had: mountains, water and ice. 

The outcome was beautiful, slightly 

blurred landscape photos. When 

she sat inside the box, she could 

watch the picture forming, and it 

was also possible for her to shadow 

it with her body, so that less light 

fell on the film. The exposure time 

was from 15 min. and upwards, 

and because of the size of the film 

it had to be developed in a big tub, 

which made it difficult to control the 

process. Arke said later of her “mistakes” 

that the 25 years that had 

passed since then “were in a way 

registered in the picture” (Weekendavisen, 

April 29 – May 6, 1999). 

In 1993 Pia Arke went a step further 

by having one of her Greenland 

pinhole photos form part of new 

photographs containing a strong 

element of contrast. In one of them 

Arke herself is sitting with her back 

to the camera and looking at the 

old photo. She doesn’t seem to have 

anything on her feet, but to make 

up for that she has a long, decorated 

woman’s kamik on her head! In a 

cut form the picture was printed in 

the bilingual weekly Sermitsiaq (no. 

5, 1994), where the caption began 

with the words: “Put your kamik 

on your head, so everyone can see 

where you come from.” It was an 

effective eye-catcher for Arke’s 

thought-provoking contribution to 

the art-political debate in Greenland’s 

biggest newspaper; her reaction 

to the fact that Greenlandic art 

was being exhibited together with 

ethnographical objects. It was up 

to the individual Greenlandic artist 

to relate to her or his roots. Nobody 

walks around with a kamik on their 

head, and Arke could also have 

communicated her message by, for 

instance, being clad in the Greenlandic 

national costume, but that 

would not have had an immediately 

provocative effect. 

Arke also used the same big 

photostat of the pinhole photo from 

Nuugaarsuk as the background for 

a series of photos of herself together 

with two other young women, who 

like herself had been born in 

East Greenland and now lived in 

Denmark. On one of the photos the 

three women are standing, stiff 

and deadly serious, with their arms 

stretched down along their sides. 

It seems that they wish to distance 

themselves from what they have in 

their hands, objects that one immediately 

associates with Greenland: a 

drum, a drumstick, a wooden mask 

and a doll in the costume worn by 

Greenlandic women at celebrations. 

The photo is one of four in the work 

The Three Graces (1993), but it is far 

from representing three gracefully 

dancing women. The modern body 

language and the way in which the 

women are holding the Greenlandic 

objects does not indicate a living 

connection with the culture of the 

past, although, like all Arke’s works, 

this one too is open to interpretation. 

Inge Kleivan 

17

TEMASEKTION 2: TUPILAKOSAURUS 

Temasektionen Tupilakosaurus 

kredser om Pia Arkes kunstneriske 

metode og belyser nogle af de centrale 

problemstillinger og greb, som hun 

arbejdede med. Den viser og gengiver 

hovedsageligt værker, der stammer fra 

en udstilling, som fandt sted i 1999 på 

Museet for Samtidskunst i Roskilde, til 

hvilken Arke bidrog med en veritabel 

udstilling i udstillingen. Men den rummer 

også et par tematisk beslægtede 

sort-hvide sølvgelatine tryk fra serien 

Perlustrationer 1-10 (1994) (nogle gange 

også refereret til som Nature Morte) 

og en vitrine med researchmateriale, 

der ligeledes peger på afgørende træk i 

Arkes kunstneriske forskning. 

Alle værkerne i En installation 

der handler om historier, som hendes 

bidrag til udstillingen i Roskilde hed, 

bearbejder et givent nummer af den 

videnskabelige monografiserie Meddelelser 

om Grønland, der siden 1878 

og med 2-3 bind årligt har publiceret 

international grønlandsforskning og 

ekspeditionsberetninger fra Grønland. 

Værkerne tilegner sig nærmere bestemt 

billeddelen af geolog Eigil Nielsens 

skrift Tupilakosaurus heilmani n. g. et 

n. sp. fra 1954 og løfter illustrationerne 

ud af deres kontekst – videnskabstraditionen 

og i videre forstand de koloniale 

fremstød ind i fremmede territorier, som 

i århundreder har muliggjort den – for 

at sætte dem ind i museets hvide kube. 

At Arke trækker videnskaben ind i 

kunstens rum er ikke noget lune, men 

en nøje overvejet metode, som skal 

afdække, hvorvidt de to instanser kunne 

tænkes at have trukket på samme koloniale 

hammel; hvordan deres indbyrdes 

forhold (historisk og aktuelt) ser ud; og 

i hvilken udstrækning man kan pille 

de to instanser fra hinanden og sætte 

udvalgte dele sammen til en ny og mere 

brugbar praksis, som man kunne kalde 

kunstnerisk forskning. 

Styrken ved kunstnerisk forskning er, 

ifølge Carsten Juhl, at der forskes inden 

i emnet, der bliver undersøgt, og ikke 

henover det, sådan som det er tilfældet 

med vanlig forskning. Det var netop en 

sådan forskning inde i emnet, der var 

på færde i En installation der handler 

om historier. Elementerne og måden, de 

var installeret på, var enkel, stram og af 

en betragtelig museal coolness. Dog over 

indgangen til installationen hænger der 

med ét en stor afpillet lårbensknogle og 

gør sig ud til bens midt i illusionen om 

det entydigt museale. 

Knoglen peger på Arkes ambivalens: 

På den ene side forventes man at praktisere 

i henhold til de gældende normer. 

Men på den anden side kan man som 

“etnisk” ikke transcendere kategorien 

“etnisk kunstner” og blive “kunstner” 

slet og ret. Man kan med andre ord 

mime europæerne, men i sagens natur 

aldrig blive helt som dem. For, som 

litteraturkritiker Kirsten Thisted 

18 

pointerer: “…samtidig med at den 

koloniserede mimer autoritetens former, 

‘af-autoriserer’ han/hun i en vis forstand 

disse former: fratager dem deres monumentale 

magt. Den koloniale autoritet 

kan ikke gardere sig mod denne spot 

og trussel: at de koloniserede fylder 

teksten ud med deres eget indhold.” 

Arke havde altså ikke blot et ben i 

hver lejr – et i sin grønlandske og et 

andet i sin danske livsverden. Hun 

havde også et ben i siden på videnskabens 

og museets autoritet. Med sit 

valg af et kanoniseret formsprog og 

med truslen om at gå over gevind (eller 

rette gå piblokto – men herom senere) 

og fylde det med “etnisk” indhold, 

afmonterer hun museet som et stykke 

europæisk historie og siger i stedet, at 

det handler om flere historier – ikke om 

én rå sandhed, men om rå mængder af 

menings- og modsætningsfylde, som den 

store historie slet ikke kan rumme. 

“Truslen” kommer måske tydeligst 

til udtryk i videoværket Tupilakosaurus 

(1999), som i øvrigt har givet 

nærværende udstilling sit navn. Videoen 

er struktureret omkring en lang 

række modsætningspar: tupilakken 

overfor øglen (-saurus), mytefiguren 

overfor den præhistoriske videnskab, 

kunstneren overfor videnskabsmanden, 

kvinden overfor manden, den oprindelige 

overfor den civiliserede, den farvede 

overfor den hvide, det udagerende 

overfor det nøgterne, kroppen overfor 

kundskaben, objektet overfor subjektet, 

og så fremdeles. 

Det er naturligvis ikke polariseringer, 

som Arke har opfundet. Hun iscenesætter 

blot et nøglebegreb i vores kontinentale 

filosofi, som siger, at al ting har en 

modsætning, og at modsætningerne er 

gensidigt udelukkende. De kan tilsammen 

udgøre en enhed, og de kan være i 

indbyrdes kamp, men de er og forbliver 

uforenelige. 

Som modspil til denne tankegang 

udviklede Arke en “rodet” praksis, 

i hvilken hun helt bevidst indlemmede 

traditionelt “uvidenskabelige” 

og “uæstetiske” størrelser i sin 

kunstneriske forskning: følelserne, 

kitschen, det “etniske”, politikken og 

det traumatiske. Og netop fordi hendes 

praksis så stort på videnskabens krav 

om værdifrihed og inddrog anfægtelsen 

og det personlige, blev hun i stand til 

at opstille en – for endnu engang at 

trække på Juhls indsigter – “grønlandsk 

vidensarkæologi”. 

Det personlige skal vel at mærke 

forstås i en udvidet forstand, for som 

kritiker Erik Gant præciserer så, har 

“meningen med hendes billeder har 

vistnok aldrig været, at de skulle tale 

for sig selv. Tværtimod skal de fungere 

netop som medie for alskens intentioner, 

budskaber og engagementer i forholdet 

mellem hende selv og andre.” 


Sammisap Tupilakosaurus-ip sammivaa Pia 

Arkep eqqumiitsiliortutut periaasia nassuiarlugillu 

qitiusumik apeqqutit paasinninnerillu 

ilaat, nammineq suliarisani. Annerusumik 

takutippaat takuteqqillugillu suliat, Museet for 

Samtidskunstimi Roskildemiittumi 1999-imi 

saqqummersitsinermeersut, saqqumersitsinermimi 

tassani Arke peqataavoq saqqummersitsivissuarluni. 

Ilagaattaarli sølvimik issortitamik 

naqitat imminnut qanittut marlussuit 

tulleriiaani Perlustrationer 1-10 (1994) (ilaatigut 

taaneqartartoq Nature Morte) ilaasut, kiisalu 

misissuinermi atortut igalaaminermik puukkat, 

Arkep pingaartumik eqqumiitsuliornermik ilisimatusarnermini 

periaasianik tikkuussisuttaaq. 

Roskildemi saqqummersitsinermi taaneqartumi 

En installation der handler om historier, 

suliat ilanngussai tamarmik ilisimatusarnikkut 

allaatigisanik saqqummersitsiviusartumi 

Meddelelser om Grønland-imi, nunat tamalaat 

Kalaallit Nunaanni ilisimatusarnerminnik tassungalu 

ilisimasassarsiortarnernik allaatiginninnernik 

1878-imiilli ukiumut marluk-pingasoriarluni 

saqqummersinneqartartut, normuisa 

ilaannik aalajangersimasumik suliareqqiinnerupput. 

Erseqqinnerusumik oqaatigalugu 

ujarassiuup Eigil Nielsenip allaatigisaata 

Tupilakosaurus n. g. et n. sp.-p 1954-imeersup 

assitaanik, taamalu assitaliussat ataqatigiinnerannit 

kaanngartillugit – ilisimatusarnermi 

periaasitoqqat ingerlateqqikkaannilu nunanik 

takornartanik nunasianngortitsiortornernik 

ukiuni untritilinni arlalinni periarfissiisut – suliareqqiinermigut 

katersugaasiviup qaqortumik 

issoqqaarissuliaanut inissinniarlugit. 

Arkep ilisimatuussutsip eqqumiitsuliornerup 

silarsuaanut nuutsinera nalaatsornerinnaanngilaq, 

periaasiullunili eqqarsaatigilluagaq, 

qulaarsiniartussaq eqqarsaatigineqarsinnaanersoq 

taakku nunasiaateqarnerup sannerutaanik 

nutsueqatigiissimanerat, akunnerminni pissusii 

(oqaluttuarisaanermi ullumikkullu) qanoq isikkoqarnersut, 

qanorlu annertutigisumik taakku 

marluk avissaartuutitinneqarsinnaanersut, 

immikkoortuisalu qinikkat katiteqqinnerisigut 

qanoq nutaamik atorsinnaanerusumillu periaaseqartoqarsinnaanersoq, 

taaneqarsinnaasumik 

eqqumiitsuliornikkut ilisimatusarneq. 

Carsten Juhl malillugu eqqumiitsiliornikkut 

ilisimatusarnerup nukittoqutigaa misissukkamut 

pulalluni ilisimatusarneq, qaatsialaaginnarani, 

soorlu nalinginnaasumik ilisimatusarnerit 

pisartut. Misissukkanullumi pulalluni 

ilisimatusarneq tassarpiaavoq En installation 

der handler om historier-mi atorneqartoq. 

Atortut periaatsillu ikkussuinermi atorneqartut 

pisariitsuupput, maleqqissaagaqarluni 

katersugaasiveqarnermullu assut ajattuerpalaarluni. 

Taamaattoq ikkussuinermut isaariaata 

qulaaniippoq quttoqqap saanikua pisuutaasutut, 

katersugaasiveqarnerup ataasiinnarmik sammiveqarneranik 

sinnattup qeqqani. 

Saanikoq Arkep arlariinnik isumaqarneranik 

tikkuussivoq. Illuatungaani naatsorsuutigineqarpoq 

periaatsit atuuttut malinneqassasut. 

Kisianni aappaatigut “inuiannut ataneqrup” 

suussutsimigut qaangersinnaanngilaa “inuiannut 

atasutut eqqumiitsuliortoq” oqaatigilluaannarlugu 

“eqqumiitsuliortunngorluni”. Allatut 

oqaatigalugu europamiut issuarneqarsinnaapput, 

pissusiviusulli pissutigalugit taamaattuinn-

TUPILAKOSAURUS 

gunngisaannassaaq. Soorlumi Kirsten Thistedip 

erseqqissaraa: “…nunasiaatitaasut oqartussaasut 

pissusii issuarniaatigalugit pissutsit taakku 

pineqartup ilaatigut ‘oqartussaaffiiartarpai’: 

pissaaneqangaarnerannik arsaarlugit. Nunasiaatillit 

mitallernermut sioorasaarinermullu 

taamaattumut illersorsinnaanngillat: nunasiaatigineqartut 

sinnera ulikkaartarpaat namminneq 

pigisaminnik.” 

Tassa Arke arlariinniiginnarsimanngilaq – 

illuatungaani kalaaliusutut illuatungaanilu 

qallunaatut silarsuarmini. Aammali ilisimatuussutsip 

katersugaasiviillu oqartussaaneri naallerarpai. 

Malitassaqqissunik oqaasilioriaatsimigut 

killissaminillu qaangiinissaminik sioorasaarinermigut 

(eqqornerusumilluunniit issittumi 

silaaruttutut kamanneq – kingusinnerusukkut 

tikinneqarumaartoq) “inuiannullu ataneqmik” 

immersuinermigut katersugaasivik isaterpaa 

europamiut oqaluttuaata ilaatulli, oqarlunili 

oqaluttuat arlallit pineqartut – eqqortoq naakkittaatsoq 

ataasiinnaanngitsoq, tassaallutilli 

naakkittaatsumik isummernernik illuatungeriinnernillu 

imallit amerlaqisut, oqaluttuarujussuup 

imarisinnaanngilluinnagai. 

“Sioorasaarineq” immaqa erseqqinnerpaavoq 

videoliami Tupilakosaurus-imi (1999), saqqummersitsinermullumi 

uunga atsiunneqarsimalluni. 

Video immiunneqarsimavoq illuatungeriit 

amerlaqisut sammillugit: tupilak paarmortumut 

(-saurus), oqaluttuatoqqap inuttaa oqaluttuarisaanermik 

qanganitsamik ilisimatusarnermut, 

eqqumiitsuliortoq ilisimatuumut, arnaq 

angummut, nunap inuia qaammaasalimmut, 

inuk simersoq qaqortumik amilimmut, avammut 

iliuusilik silatusaartumut, timi ilisimasaqarnermut, 

susaq susumut, assigisaallu. 

Illuatungeriissitsinerit soorunami Arkep nassaarisarinngilai. 

Takusassiariinnarpaa uagut 

nunavissuarmiut eqqarsartaaserput, tassalu 

suulluunniit iluatungeqartut, illuatungeriillu 

imminnut mattuttartut. Arlariillutik ataatsimut 

peqatigiissinnaapput, aammali imminnut assortuussinnnaapput, 

kisiannili kattussinnaanngillat 

kattutinngisaannassallutillu. 

Eqqarsartaatsimut tassunga illuatungiliullugu 

Arke “tukattumik” periaasiliorpoq, 

taamalu siunertaqarluni eqqumiitsuliornermik 

ilisimatusarnermini ilannguppai pissusitoqqat 

“ilisimatuujunnginneq” aamma “kusanartulerinnginneq”: 

misigissutsit, eqqumiitsuliornikkut 

naleqanngissuseq, “inuiannut ataneq”, politikki 

kingunerlutsitsinerillu. Periaatsiminilumi ilisimatuussutsip 

naleqartitsinermi nammineer-sinnaassutsimik 

piumasaanik soqutiginninnginnermigut 

tarnikkulli erloqissuteqarnernik inunnillu 

ataasiakkaanik ilanngussinermigut pilersippaa 

– Juhl-ip paasisai issuaqqillugit – “kalaallit 

ilisimasamikkut itsarnisarsiornerat”. 

Inuit ataasiakkaat soorunami silinnerusumik 

paasineqassaaq, soorlu Erik Gantip eseqqissaraa 

“assilisaasa siunertarisimanngisaannannguatsiarpaat 

taakku namminneerlutik 

oqaluttuarnissaat. Akerlianik tassarpiaapput 

nammineq allallu akunnerminni siunertanik, 

isummiussinernik pimoorussinernillu nalunaaruteqaataasussat.” 

THEME SECTION 2: TUPILAKOSAURUS 

The theme section Tupilakosaurus looks 

at Pia Arke’s artistic method and illuminates 

some of the central problematics 

and devices that she worked with. It 

shows and reproduces works that mainly 

derive from an exhibition at the Museum 

of Contemporary Art in Roskilde in 1999, 

to which Arke contributed with a veritable 

exhibition within the exhibition. But 

it also contains a couple of thematically 

related black-and-white silver gelatine 

prints from the series Perlustrations 1-10 

(1994) (sometimes also referred to as 

Nature Morte) and a showcase with research 

material that also points to vital 

features in Arke’s artistic research. 

All the works in An installation that 

has to do with histories, which was the 

title of her contribution to the exhibition 

in Roskilde, process a given issue 

of the series of scientific monographs 

Meddelelser om Grønland [Communications 

on Greenland], which, since 1878 

and with two or three volumes each year, 

has published international research on 

Greenland and expedition reports from 

Greenland. More precisely the works take 

possession of the pictorial part of Geologist 

Eigil Nielsen’s treatise Tupilakosaurus 

heilmani n. g. et n. sp. from 1954 

and remove the illustrations from their 

context – the scientific tradition, and in a 

further sense the colonial advances into 

foreign territories that have for centuries 

made the tradition possible – to place 

them inside the museum’s white cube. 

That Arke draws science into the 

space of art is not just a whim, but a 

carefully considered method designed to 

show whether the two phenomena could 

be thought to have pulled together in 

the same colonial direction; what their 

mutual relationship (historically and 

currently) looks like; and to what extent 

one can separate the two phenomena 

and put selected parts together to form 

a new and more useful practice that 

might be called artistic research. 

The strength of artistic research is, 

according to Carsten Juhl, that such 

research is conducted inside the subject 

being investigated and not above it as 

is customarily the case with research. 

It was precisely research of this kind 

that was involved in An installation that 

has to do with histories. The elements 

and the way they were installed were 

simple, stringent and of a considerable 

museological coolness. But all of a sudden 

over the entrance to the installation 

there hangs a big plucked thigh bone 

and breaks the illusion of the severely 

museal setting. 

The bone highlights Arke’s ambivalence: 

on the one hand, you are expected 

to practise in accordance with the norms 

in force. But, on the other hand, you as 

“ethnic” cannot transcend the category 

of “ethnic artist” and become an “artist” 

pure and simple. You can, in other 

words, mimic the Europeans, but in 

the nature of things never become just 

like them. For, as literary critic Kirsten 

Thisted points out: “…at the same 

time as the colonised mimic the forms 

of authority, they in a certain sense 

‘de-authorise’ these forms: deprive them 

of their monumental power. Colonial 

authority cannot protect itself against 

this mockery and the threat that the 

colonised will fill out the text with their 

own content.” 

Thus, Arke did not just have a foot in 

each camp – one in her Greenlandic and 

the other in her Danish world. She also 

had a bone to pluck with the authority 

of science and the museum. With her 

choice of a canonised formal language 

and with the threat of going off the deep 

end (or rather going piblokto – but more 

about that later) and filling her form 

with “ethnic” content, she dismantles 

the museum as a piece of European 

history and says instead that it is a 

matter of several histories – not of one 

raw truth, but of raw quantities of 

meaningfulness and opposition that the 

big history is quite unable to contain. 

Perhaps the “threat” comes most 

clearly to expression in the video work 

Tupilakosaurus (1999) from which the 

present exhibition derives its name. 

The video is structured around a large 

number of binary oppositions: tupilak 

vs. reptile (-saurus), mythical figure vs. 

prehistoric science, artist vs. scientist, 

woman vs. man, original vs. civilised, 

coloured vs. white, dynamic vs. downto-earth, 

body vs. knowledge, object vs. 

subject, and so on. 

These are of course not polarisations 

that Arke has invented. She merely 

puts on stage a key concept in our 

continental philosophy that states that 

everything has its opposite, and that 

the oppositions are mutually exclusive. 

Together they can form a unit, and they 

can engage in conflict with one another, 

but they are and remain irreconcilable. 

To counter this mindset Arke developed 

a “messy” practice, in which she 

quite deliberately incorporated traditionally 

“unscientific” and “unaesthetic” 

quantities in her artistic research: feelings, 

kitsch, the “ethnic”, politics and 

the traumatic. And precisely because 

her practice disregarded the demands 

of science for value-free research and 

included involvement and the personal, 

she was able to set up a – to draw once 

again on Juhl’s insights – “Greenlandic 

archaeology of knowledge”. 

The personal, it should be noted, is 

to be understood in an expanded sense, 

for as critic Erik Gant points out: “it has 

probably never been the idea that her 

pictures should speak for themselves. 

On the contrary, they are meant to 

function precisely as the medium for 

all sorts of intentions, messages and 

commitments in the relation between 

herself and others.” 

19

Pia Arke. En installation der handler om historier 

(Staven; Hammeren; Må kun berøres med tommelfinger 

og lillefinger; Tupilakosaurus. An interesting 

study about the triassic myth of Kap Stosch; og 

Uden titel (Knoglen)). 1999 

I forbindelse med installationen 

En installation der handler om 

historier (1999) får Arke fat i en 

mængde korrekturark til selve 

billeddelen af Dr. Eigil Nielsens 

Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. 

sp. An interesting batrachomorph 

from the Triassic of East Greenland 

og tager afhandlingen – der udkom 

i 1954 som en del af den videnskabelige 

monografiserie Meddelelser 

om Grønland – under kærlig kunstnerisk 

behandling. 

Hvad der synes at have fascineret 

Arke ved afhandlingen er 

især Nielsens navngivning af en 

200 mill. år gammel urpadde efter 

den grønlandske myte om Tupilakmonstret. 

For hende et afgørende 

udsagn om, hvorledes Grønland 

snarere end et uberørt og rent 

sted er en konstruktion skabt af 

alle de fund, beskrivelser, billeder, 

kortlægninger og koloniseringer, 

som vestlige, og især danske, 

opdagelsesrejsende, missionærer og 

kolonisatorer har foretaget i landet. 

Som hun skrev til museet, hvor hun 

skulle udstille: “[Jeg vil både] have 

fat på de større strukturer i dansk 

forskningshistorie i Grønland, og 

omvendt vil [jeg] dykke ned i de dybere 

lag i selve ordet Tupilakosaurus 

… Det ene i Tupilak, som hører 

til tiden før Kristningen af grønlænderne, 

og deres mytiske verden. 

Det andet Saurus, som udfra et 

mere videnskabeligt synspunkt har 

med jordens skabelseshistorie at 

gøre.” 

I videoen Tupilakosaurus 

besøger kunstneren således Geologisk 

Museum i København, hvor 

hun tålmodigt lytter til afdelingslederens 

tørre historie om forgængeren 

og forbilledet Eigil Nielsen. 

En historie fortættet med latinske 

klassificeringsord om fundet af et 

triassisk hvirveldyr i Nordøstgrønland. 

Der krydsklippes til kunstneren, 

som håndfast håndterer 

og stabler billedkorrekturarkene 

til Nielsens afhandling, alt imens 

vi hører en oplæsning af Tupilakmyten, 

som i al korthed handler om 

en åndemaner, der laver en tupilak 

ud af forskellige dyre- og menneskeknogler 

(og andre, også mere 

20 

ædle dele), hvorefter han besjæler 

den, så den får overnaturlige 

kræfter. Parallellen til ovennævnte 

konstruktion af Grønland er iøjnefaldende. 

Arke fortalte forud for udstillingen: 

“Min metode vil ligesom 

indenfor al forskning og billedkunst 

være, at jeg objektiverer, i dette 

tilfælde, forskningshistorien i 

Grønland. Jeg opsøger dens lokaler 

og de mennesker, der knytter sig til 

den. Min idé med dette er bl.a. at 

undersøge forholdet mellem viden 

og ikke viden. Fordi hvad er det vi 

skal vide for at se billeder? Behøver 

vi vide noget? Skal vi vide noget?” 

På gulvet ved siden af videoen 

møder vi atter stakkene af billedkorrekturark 

i form af readymaden 

Må kun berøres med tommelfinger 

og lillefinger. Titlen, 

der er hentet fra Tupilak-myten, 

forekommer absurd i forhold til 

idéen om rationalitet og viden, som 

Nielsens afhandling repræsenterer. 

Titlen og videre myten kan slet 

ikke rummes heri. 

I Staven og Hammeren har Arke 

ikke blot adskilt billederne fra 

selve afhandlingen. Hun har også 

klippet dem ud af billedarkene og 

sat dem sammen til nye billedserier 

og -fortællinger, der nu udspiller 

sig på museal vis med passepartout 

og i ramme. Hvad sker der, når vi 

er overladt til billederne i sig selv? 

Og ikke mindst når de hentes fra et 

gammelt geologisk afhandlingsmateriale 

passivt hengemt i et lager 

og ind i æstetikkens rum? 

I Nielsens sammenblanding af 

det grønlandsk-folkloristiske og det 

græsk-videnskabelige i navngivningen 

af den Nordøstgrønlandske 

fossil – tupilak-o-saurus! – øjnede 

Arke et miskmask, som hun kunne 

bruge til kunstnerisk at skyde sig 

ind og skubbe til Vestens verdensbilleder 

og historieskrivning. Hun 

indtog så at sige “o’ets” plads i 

betegnelsen for derfra at kaste et 

granskende og temmelig afslørende 

blik på dem, der gransker Grønland. 

Mirjam Joensen & 


Pia Arke. Oqaluttuarisaaneq 

pillugu ikkussuineq (Ajaappiaq; 

Kaataq; Taamaallaat 

kullumik eqeqqumillu attugassaq; 

Tupilakosaurus. 

Oqaluttuarisaaneq pillugu ikkussuineq-mik 

ikkussuinermut atatillugu pappialarpassuit 

kukkunersiuinermut atortut Arkep 

pissarsiarai Dr. Eigil Nielsenip allaatigisaata 

Tupilakosaurus heilmani n. g. et n. 

sp. An interesting batrachomorph from the 

Triassic of East Greenland-p – ilisimatuut 

misissuinerminnik saqqummersitsivigisartagaanni 

Meddelelser om Grønlandimi 

1954-imi naqitap – assiliartai eqqumiitsuliortorpalaavilluni 

suliarileramigit. 

Arkep alutorinerpaasimagunarpaa 

Nielsenip allaatigisamini paarmortumik 

200 mill.-inik pisoqaassusilimmik 

atsiisimanera kalaallit oqaluttuaanni 

oqaluttuarineqartartoq Tupilak atsiullugu. 

Tassuunakkut naqissuserneqarsoraa 

Kalaallit Nunaat atorneqanngitsutut 

minguitsutullu iinnarani piviusunngortinneqarsimasoq 

nassaarpassuarnit, 

allaatigisanit, assinit, nunap assiliornerinit 

nunasiaatigineqalernernillu, kitaamiut, 

pingaartumik danskit, ilisimasassarsiortut, 

ajoqersuiartortitat nunasiaatillillu 

nunami ingerlataannit. Soorlu katersugaasivimmut 

saqqummersitsivissaminut 

allattoq: “Itisilerniarpara danskit Kalaallit 

Nunaanni ilisimatusarnerisa oqaluttuassartaannik 

tarpaanissaq, paarlattuanillu 

oqaatsip Tupilakosaurus-ip nammineq 

isumaa itisilerniarlugu … Siulleq Tupilak, 

kalaallit kristumiunngunngikkallarnerannut, 

upperisarsiornerminni silarsuaannut, 

atasuusoq. Aappaa Saurus (paarmortoq) 

ilisimatuussusermit isigalugu nunarsuup 

pinngortitaaneranut tunngasuusoq.” 

Taamaalilluni eqqumiitsuliortup Tupilakosaurus-ip 

videoliarinerani Københavnimi 

Geologisk Museum pulaarpaa, naammagittarlunilu 

tusarnaarlugu immikkoortortami 

pisortap qasunartumik oqaluttuarigaa siulini 

malitassatullu isigisani Eigil Nielsen. Qimerlulimmik 

itsarujussuarnisamik Tunup avannaani 

nassaarnermik oqaluttuaq latinerisut 

oqaatsinik ulikkaartoq. Eqqumiitsuliortoq 

killuunneqarpoq, taassumalu Nielsenip allaaserisaata 

assitai pappialanut kukkunersiuinernut 

atorneqartartunut qajassuaatsumik 

katersorpai, tunuanilu tusaasinnaavarput 

Tupilak pillugu oqaluttuarpaluttoq, naatsumik 

oqaatigalugu oqaluttuarineqarpoq 

angakkoq tupilaliortoq, uumasut inuillu 

assigiinngitsut saarni (allallumi uinimmeersut) 

katiterlugit, kingornagullu sulluarlugu 

uummartikkaa, pissaaneqangaalersillugu. 

Kalaallit Nunaata qanoq sananeqarneranik 

siuliani oqaatigineqartumut assingunera 

erseqqeqaaq.

Itsarujussuarnisamik Kap 

Stosch-imeersumik soqutiginartumik 

paasiniaaneq; 

aamma Qulequtaqanngitsoq 

(Saaneq)). 1999 

Saqqummersitsinissaq sioqqullugu Arke 

oqaluttuarpoq: “Periaasera soorlu ilisimatusarnerit 

assilialiornerillu tamarmik 

iluanni pisartutut aalajangersimasumik 

takutitsiniartuuvoq, uani pineqarluni Kalaallit 

Nunaata ilisimatusarfigineqarnerata 

oqaluttuassartaa. Illutaat inuillu tassunga 

tunngasut ornittarpakka. Taamaaliorninni 

isummiutama ilagaat paasiniarniarlugu ilisimasaqarneq 

ilisimasaqannginnerlu qanoq 

naleqqiunneqarsinnaanersut. Tassami suna 

ilisimasariaqarparput assiliaq takusinnaajumallugu? 

Ilisimasaqarnissarput pisariaqarpa? 

Ilisimasaqartariaqarpugut?” 

Videop saniani takoqqippavut pappialat 

assilissanik kukkunersiuinermut atortussiat 

Taamaallat kullumik eqeqqumillu 

attugassaq-mut atugassaq naammasseriigaq. 

Qulequtaa tupilammik oqaluttuameersoq 

eqqumiissorinarpoq pisariillisaanermut 

ilisimasaqarnermullu, Nielsenip 

nalunaarusiaatigut ersersinneqartumut, 

naleqqiullugu. Qulequtaa oqaluttuatoqarlu 

tassaniissinnaanngilluinnarput. 

Ajaappiaq-mi aamma Kaataq-mi naammagisimanngilaa 

assilissat allaatigisamit 

avissaartiinnarnissaat. Assiliartaattaaq 

qiortarsimavai katiteqqillugillu nutaanik 

nangittunik assilialiorsimalluni oqaluttuartalerlugit, 

taamalu katersugaasivimmiippalaartilerlugit 

sinilerlugit sinaata killingani 

qaqortortalerlugit. Qanoq pisoqassava assiliartaat 

kisiisa isigilerutsigik? Minnerunngitsumillu 

assilissat ujarassiuup qangarsuarli 

nalunaarusiaanit sunatik toqqorsivimmiittutoqqanit 

aaneqarsimappata kusanartuliornerullu 

silarsuaanut eqqullugit? 

Kalaallit inuiattut eqqaamasaasa Tunullu 

avannaani ujaranngornikup grækerit ilisimatusartut 

taaguusiisarneri kattullugit 

Nielsenip atsiineratigut – tupilak-o-saurus! 

– Arkep takulerpai sukujuit, eqqumiitsuliortutut 

atorsinnaallugit Kitaamiut 

nunarsuarmik isiginninnerannut oqaluttuarisaanermillu 

allannerannut pulanissaminut 

tinnersaanissaminullu. Taava 

imminut “o”-jutilerpoq, tassanngaanniimmi 

Kalaallit Nunaannik misissuilluartut 

misissuilluarluni uliingaatsiar-lugillu 

isigisinnaaniassagamigit. 

Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion 

Pia Arke. An installation that has to with histories 

(The Measuring Stick; The Hammer; May only be 

touched with thumb and little finger; Tupilakosaurus: 

An interesting study about the triassic myth of 

Kap Stosch; Untitled (The Bone)). 1999 

In connection with the installation 

An installation that has to do with 

histories (1999) Arke gets hold of 

proofs for the illustrated part of 

Dr. Eigil Nielsen’s Tupilakosaurus 

heilmani n. g. et n. sp. An interesting 

batrachomorph from the Triassic of 

East Greenland and takes his treatise 

– which was published in 1954 as 

part of the series of scientific monographs 

Meddelelser om Grønland – 

under tender artistic treatment. 

What seems to have fascinated 

Arke about the study is especially 

Nielsen’s naming of a 200-millionyear-old 

stegocephalia after the 

Greenlandic myth of the Tupilak 

monster. For her this was a crucial 

statement about how rather than 

being an untouched and pure place 

Greenland is a construction created 

by all the finds, descriptions, pictures, 

mappings and colonisations 

that Western and especially Danish 

explorers, missionaries and colonisers 

have brought about in the 

country. As she wrote to the 

museum where she was due to 

exhibit: “[I want both] to get hold 

of the larger structures in Danish 

research history on Greenland, and 

conversely to dive down into the 

deeper layers in the actual word 

Tupilakosaurus … One in Tupilak, 

which belongs to the era before the 

Christianising of Greenlanders and 

their mythical world. The other 

Saurus, which from a more scientific 

viewpoint has to do with the 

history of the world’s creation.” 

So, in the video Tupilakosaurus 

the artist visits the Geological 

Museum in Copenhagen, where she 

patiently listens to the head of department’s 

somewhat arid account 

about his predecessor and model 

Eigil Nielsen. A story filled with 

Latin classifications concerning the 

finding of a Triassic vertebrate in 

North East Greenland. The camera 

cross-cuts to the artist, who is 

firmly handling and stacking the 

proof sheets for Nielsen’s treatise 

at the same time as we hear a reading 

of the Tupilak myth, which has 

to do with a shaman who, briefly 

related, makes a tupilak from various 

animal and human bones (and 

other more vital parts), after which 

he gives it life so that it acquires 

supernatural powers. The parallel 

to the above-described construction 

of Greenland is striking. 

Arke said prior to the exhibition: 

“As in all research and visual art 

my method will be to objectivise, in 

this case, the history of research on 

Greenland. I visit its premises and 

the people who are connected with 

it. My idea here is, among other 

things, to investigate the relation 

between knowledge and non-knowledge. 

Because what is it we need 

to know to see images? Do we need 

to know anything? Do we have to 

know anything?” 

On the floor next to the video 

we again meet the piles of picture 

proofs in the form of the ready-made 

May only be touched with thumb 

and little finger. The title, which has 

been taken from the Tupilak myth, 

seems absurd in relation to the idea 

of rationality and knowledge that 

Nielsen’s study represents. The title 

and even more so the myth cannot 

be contained in it. 

In The Measuring Stick and 

The Hammer Arke has not merely 

separated the images from the study 

itself. She has also cut them out 

and put them together to make new 

series of images and narratives that 

are now displayed in museological 

fashion with passepartouts and 

frames. What happens when we are 

left to the images in themselves? And 

not least when they are taken out of 

an old geological dissertation passively 

put away in a storeroom and 

are brought into the space of art? 

In Nielsen’s mixture of the 

Greenlandic-folkloric and the 

Greek-scientific in the naming of 

the Northeast Greenlandic fossil – 

tupilak-o-saurus! – Arke detected a 

mishmash that she could use in order 

to insert herself artistically and 

give a push to the world images 

and history writing of the West. 

She took, so to speak, the place of 

the “o” in the name as a position 

from which to cast an investigatory 

and rather revelatory eye on those 

who investigate Greenland. 

Mirjam Joensen & Kuratorisk Aktion 

21

TEMASEKTION 3: ARKTISK HYSTERI 

Denne sektion tager umiddelbart 

udgangspunkt i et værk fra 1997 med 

titlen Arktisk hysteri (nogle gange 

også refereret til som Arctic Hysteria 

IV). Den var den måske mest eksotiske 

af de mange frugter, som Pia 

Arkes undersøgelser af fænomenet 

– og i videre forstand af samspillet 

mellem køn og kolonisering – bar. 

Det kan undre, men denne side 

af hendes virke er påfaldende 

fraværende i de hidtidige analyser, 

kunstkritikker og kuratoriske 

koncepter, som hendes værk har 

givet anledning til. Ikke desto mindre 

er der myriader af kvinder i Arkes 

billedunivers – påklædte, udklædte, 

afklædte, gamle, unge, forstummede, 

forelskede. You name it. Og det myldrer 

med traditionelt mandligt konnoterede 

dyder som polarforskning, 

kortlægning, fangst og fotografering. 

Måske det har at gøre med det 

forhold, at etnicitet, “race” og oprindelighed 

er stærkere markører af 

“andethed” end køn? Eller rettere, 

at det er for meget forlangt af den 

vestlige tankegang, at den skal tænke 

begge kategorier sammen og ikke 

blot fokusere enten på køn eller på 

etnicitet. 

Uanset hvordan det forholder 

sig, så er “arktisk hysteri” et begreb 

inden for psykopatologien; en vestlig 

videnskabstradition, som beskæftiger 

sig med, hvordan psykiske lidelser 

opstår, og hvordan de kommer til 

udtryk i form af symptomer og personlighedstræk. 

Det er nærmere bestemt en 

betegnelse for en såkaldt kulturbetinget 

tilstand, der menes at kunne 

ses især om vinteren og mestendels 

hos kvinder, der er inuitter, og som 

bor nord for polarcirklen. Symptomerne 

er rædselsvækkende i sig selv: 

hysteri, depression, afføringsindtagelse, 

ufølsomhed over for stærk 

kulde og den tvangsprægede og 

meningsløse gentagelse af, hvad der 

netop er blevet sagt til én. 

Længe havde man ment, at hysteri 

var en psykisk tilstand, der skyldtes 

en lidelse i livmoderen. Lægekunstens 

far, Hippokrates, forklarede, at hysteri 

skyldtes, at livmoderen begyndte 

at vandre rundt i kroppen i længslen 

efter at blive befrugtet. 

Freud gjorde senere op med denne 

antagelse og fik placeret livmoderen 

der, hvor den sidder i dag. Han 

bestemte i stedet hysteri til at skyldes 

en mangelfuld fortrængning af seksuelle 

overgreb eller blot konflikter 

mellem seksuelle ønsker og indre 

forbud i barndommen. Overgrebet og 

konflikten dukker i denne forklarings- 

22 

model op igen i det voksne menneske 

i form af hysteriske symptomer. For 

så vidt er det en årsagssammenhæng, 

der ikke har noget med køn at gøre. 

Men køn og biologi sniger sig alligevel 

ind ad bagdøren hos Freud. 

For seksualitetens domæne deles 

her op i to udtømmende og gensidigt 

udelukkende kategorier: den aktive 

mandlige og den passive kvindelige 

seksualitet. 

Da hysterikeren ligeledes per 

definition oplever verden passivt, er 

der ikke langt til genindskrivningen 

af den antikke tese om, at hysteri 

– hvad enten det er arktisk eller af 

mere tempereret natur – er et typisk 

kvindeligt fænomen. 

Med sektionen håber vi at italesætte, 

at kolonialismens vigtigste 

ideologiske undertrykkelsesform 

ikke kun er racisme, men også den 

særlige form for sexisme, der ligger 

i at hyper-femininisere den etniske 

kvinde. 

Med andre ord har kolonialister 

konsekvent læst de oprindelige 

befolkningers kulturer som tegn på 

kvindagtighed, mens metropolens 

kultur selvsagt blev læst som mandig. 

I tråd hermed har man nedtonet eller 

fortrængt de elementer i begge kulturer, 

der bestred dette system. 

Oprindelige folks mænd var ikke 

mandfolk i denne optik. De var derimod 

både kvindagtige og passive. Dog 

var de mest passive af alle de indfødte 

kvinder. 

Racisme og sexisme er altså ikke 

blot ideologier, der bor dør om dør, 

men også beslægtede undertrykkelsesformer, 

der tjener til at skabe og 

vedligeholde hinanden. 

Uden at bekende sig til den 

ene eller anden kritiske tradition 

undersøgte Arke ikke desto mindre, 

hvordan magt og ulighed synes at 

være faste ingredienser i opskriften 

på identitetskategorier som køn, 

seksualitet, alder, klasse, funktionsduelighed 

(kropslig og sjælelig) og 

etnicitet. 

Karakteristisk for Arke bliver undersøgelsen 

af skæringspunktet mellem 

alle disse identiteter og ideologier 

i den inuitiske kvindekrop hverken 

tragisk, patetisk eller sentimental. 

Den er snarere indlevet, humoristisk 

og til tider ironisk. 

For skindet bedrager som bekendt. 

Og bag de overdrevent pelspåklædte 

polarforskermænd i Arktisk hysteri 

gemmer der sig lige så megen nøgen 

skønhed, som de arktiske modeller 

stående ved deres side var blevet så 

rigeligt begavet med fra henholdsvis 

naturens og kolonialismens hånd. 


Immikkoortumi uani assilissat tulleriiaat 

1997-meersut Issittumi silaaruttutut kamanneq 

(ilaanni issuarneqartarneratut Arctic Hysteria 

IV) taaguutillit aallaavigineqarnerupput. 

Pia Arkep tamanna misissuiffiginerani naammassisaasa 

immaqa alutornarnerit ilagaat 

– annertunerusumik paasillugu suiaassutsip 

nunasiaqarnerullu imminnut ataqatigiinneri 

– kisimi. 

Eqqumiiginarsinnaavoq, suliarisimasaasa 

akornanni tamanna annertunerusumik ilanngunneqarsimannginnera, 

suliaannut allanut 

soorlu eqqumiitsuliornikkut isornartorsiuinerit 

illersukkanillu periutsinut sanilliullugu. 

Taamaakkaluartoq Arkep assilialiortarnermini 

arnat amerlaqisut takutittarsimavai 

– atisallit, atikkersorsimasut, mattaangasut, 

utoqqaat, inuusuttut, nipangeqqasut, asannittut. 

Killeqanngillat. Anguterpalaartunilu angutaassutsimullu 

eqqaasitsisunik ulikkaarpoq 

soorlu, issittumi ilisimasassarsiortut, nunap 

assiliorneri, piniarneq aamma assiliisarnerit. 

Pissutsit ima issinnaapput, inuiaassuseq, 

ammip “qalipaataa” aamma sorlaqarneq allaassuteqarnermiit 

“ilisarnaataanerullutik” 

suiaassutsimiit? Iml., nunat killiit eqqarsartaasiannut 

piumasarissallugu ingasappallaartoq, 

pissutsit taakku ataatsimoorullugit 

eqqarsaatiginissaat, tassa suiaassuseq aamma 

inuiaassuseq immikkoortillugit kisiisa aallutinnginnissaat. 

Pissutsit qanorluunniit ikkaluarpata, taava 

“issittumi silaaruttutut kamanneq” tarnip pissusaannik 

nappaammut taaguutaavoq; nunat 

killiit ilisimatusarnikkut ileqquini, tarnikkut 

nappaatit qanoq pinngortarnerini sammisaqartuni, 

qanorlu ilisarnaateqartarnersut 

aamma kinaassutsimut sunniuttarnersut. 

Erseqqinnerusumik taallugu kulturip 

nassataanik pisartunut taaguut, pingaartumik 

ukiukkut saqqummersartoq inuiaat 

inuit arnartaanni qaasuitsumi najugalinni 

takussaanerusartutut isumaqarfigineqartoq. 

Ilisarnaatai nammineq amiilaarnartutut 

isigisariaqarput: puunneq, nikallunganeq, 

ananik nerineq, issimut misigissuseqannginneq 

aamma oqarfigineqarsimatilluni oqaaseq 

isumaqartinnagu uteqattaartuarnera. 

Puuttarneq sivisuumik isumaqarfigineqarsimavoq, 

tarnikkut nappaat illiami nappaammit 

pinngortuusoq. Nakorsaasarnerup aallarniisuata 

Hippokrates nassuiaatigisimavaa, 

puuttarnerup patsisigigaa illiap kinguaassaqalerusulluni 

timimi angalaalersarneranik. 

Taama isumaliorneq kingusinnerusukkut 

Freud-ip akerlilerpaa illiap maanna inissisimaneranut 

inissikkamiuk. Aalajangiulluguli 

puuttarneq tassaasoq kinguaassiutitigut 

kannguttaatuliorfigineqarsimanermik 

eqqartuisimannginnerup kingunerigaa iml. 

kinguaassiutitigut piumassuseqarnerup 

meeraallunilu eqqarsaatikkut nangarneqartarsimanerup 

aporaannerinnaatut isigisariaqarluni. 

Kannguttaatssuliorneq aporaannerlu 

nassuiaat taanna malillugu inummi 

inersimasumi puunnermik ilisarnaateqarluni 

saqqummeqqittarpoq. Tassa taama ataqatigi-

ISSITTUMI SILAARUT- 

TUTUT KAMANNEQ 

issitsinikkut, suiaassuseq apeqqutaanngilaq. 

Suiaassuseq pinngortitaanerlu Freud 

isumaliutaanut tunoqqutsilluni takkuttarpoq. 

Kinguaassiutitigut piumassuseq immikkoortunut 

marlunnut immikkoortikkamiuk, 

immikkut illuatungeriissillugik nassuiaatigineqarsinnaasunut: 

Angutip iliuuseqarnikkut 

arnallu uninngasumik kinguaassiutitigut 

piumassuseqarnerinut. 

Puuttarnerup nassuiarneqarnermigut 

silarsuaq iliuuseqanngitsutut misigisarmagu, 

ilimagisap qanganitsap atuutileqqinnissaa 

ungasinngilaq, puunneq – issittuni allaniluunniit 

kiannerusuni atuuttartoq – tassa arnani 

atuunnerusartoq. 

Saqqummersitap immikkoortuani uani 

neriuutigaarput takutissallugu, nunasiaateqarnerup 

isumaliortaatsikkut naqisimannittaasia 

ammip qalipaataannaannik 

atortoqanngimmat, kisialli aamma kinguaassiutikkut 

isiginnittaatsikkut immikkut 

ittukkut, tassa inuianni ingasattajaartumik 

arnaassuseqarneranik isiginnittaaseq. 

Allatut oqaatigalugu nunasiaateqarniat 

tamatigut nunat inoqqaavisa inooriaasii 

arnarpalunnermik takutitsisutut isiginiartarsimavaat, 

taamalu isiginnittaatsip nassataralugu 

nammineq aallaavitsik anguterpaluttuusoq. 

Taama isiginnittaaseqarnerup 

nassataraa kulturini taakkunani allatut 

isumaasinnaasut sakkukillisarneqartarneri 

iml. eqqaanaveersaarneqartarneri. 

Taama isiginnittaatsimi nunat inoqqaavini 

angutit angutaassuseqanngillat. Arnarpasillutilli 

iliuuseqassanatik. Arnartaalli tamani 

suli iliuuseqannginnerusarlutik. 

Taamaalilluni ammip qalipaataa suiaassuserlu 

naapertorlugit naqisimannittarneq 

isumaliortarnermut sanileriillutik tunngaviuinnaratik, 

aammali naqisimannittarnermi 

assingusuullutik sakkuupput, atorneqartarnermikkut 

imminnut piorsaqatigiittartut. 

Ileqqut taakku arlaannaalluunniit salliutinngikkaluarlugu 

Arkep misissorniarsimavai, 

pissaaneq naligiinnginnerlu suiaassutsip, 

kinguaassiutitigut piumassuseqarnerup, utoqqaassutsip, 

inuiaqatigiinni inissisimanerup, 

iliuuseqarsinaanerup (timikkut tarnikkullu) 

kiisalu inuiaassutsip kinaassuserneqartarneranut 

qanoq atorneqartarneri misissorsimallugu. 

Arkemut ilisarnaataasumik misissuineq 

tamanna kinaassutsinut inuiaqatigiillu inuit 

arnartaasa timaannut isiginnittaatsit akornanni 

naapiffiit alianartuugatillu, persuarsiornaratillu 

killisimaarnanngillat. Paasinninnermilli 

qaninneraluni tissinarluni ilaatigullu 

quianarsinnaalluni. 

Isikkummi suussuseq takutittanngilaa. 

Issittumi silaaruttutut kamanneq issittuni 

ilisimasassarsiortut amernik ingasaallugu 

oqorsaasersorsimasut tunuani toqqukkanik 

ima angitigisumik kusanartigisoqarpoq, 

soorlu sanianiittut issittumi isiginnaagassiat-takutitsisut 

pinngortinneqarnerminni 

nunasiaanerullu pitsaanerpaannik tunniussaannik 

kusanassuseq takutikkaat. 

THEME SECTION 3: ARCTIC HYSTERIA 

This section takes its immediate point 

of departure in a work from 1997 

titled Arctic Hysteria (sometimes also 

referred to as Arctic Hysteria IV). It 

was the perhaps most exotic of the 

many fruits born of Pia Arke’s investigations 

of the phenomenon – and 

in a further sense of the interaction 

between gender and colonisation. 

It may seem surprising but this 

aspect of her work is strikingly absent 

from the analyses, critiques and curatorial 

concepts that her oeuvre has 

so far occasioned. Nonetheless there 

are myriads of women in Arke’s pictorial 

universe – dressed, undressed, 

stripped, old, young, dumbstruck, 

in love. You name it. And it teems 

with virtues that have traditionally 

masculine connotations – like polar 

exploration, mapmaking, hunting and 

photography. 

Perhaps this is related to the fact 

that ethnicity, “race” and originality 

are stronger markers of “otherness” 

than gender? Or, rather, that it is 

asking too much of Western thinking 

to expect it to think both categories 

together and not just focus either on 

gender or on ethnicity. 

What ever the explanation, “Arctic 

hysteria” is a concept in psychopathology; 

a Western scientific tradition 

that concerns itself with how psychic 

disorders arise, and how they are 

expressed in the form of symptoms 

and personal characteristics. 

More precisely, it is a designation 

for a so-called culturally conditioned 

state that is thought to manifest itself 

especially in winter and mostly in 

Inuit women living north of the Polar 

Circle. The symptoms are terrifying 

in themselves: hysteria, depression, 

eating faeces, insensitivity to severe 

cold and the senseless repetition of 

overheard words. 

For many years it had been thought 

that hysteria was a psychic state 

that was due to a uterine disorder 

The father of the art of medicine, 

Hippocrates, explained that hysteria 

was caused by the womb that in its 

longing to be impregnated begins to 

wander around in the body. 

Freud later demonstrated the 

falsity of this assumption and succeeded 

in placing the womb in the 

position it occupies today. Instead he 

determined that hysteria was due to 

the inadequate repression of sexual 

violations or merely conflicts between 

sexual wishes and inner prohibitions 

in childhood. In this explanatory 

model the violation and the conflict 

reappear in the adult in the form of 

hysterical symptoms. This is in fact a 

causal explanation that has nothing 

to do with gender really. 

But in Freud gender and biology 

nevertheless sneak in through the 

backdoor. For the domain of sexuality 

is divided here into two exhaustive 

and mutually exclusive categories: 

active male and passive female sexuality. 

As the hysteric, by definition, 

experiences the world passively, it is 

not far to the reinstatement of the antique 

thesis that hysteria – whether 

it is Arctic or of a more temperate 

nature – is a typically female phenomenon. 

With this section we hope to negotiate 

the idea that colonialism’s most 

important form of repression is not 

only racism, but also the special form 

of sexism contained in the hyper-feminisation 

of the ethnic woman. 

In other words, colonialists have 

consistently read the cultures of indigenous 

peoples as signs of femininity, 

while the culture of the metropole 

was of course read as masculine. The 

elements in both cultures that conflicted 

with this system have accordingly 

been downplayed or repressed. 

In this optic the men of the original 

peoples were not proper men. On the 

contrary, they were feminine and passive. 

However, the most passive of all 

were the indigenous women. 

Racism and sexism are therefore 

not just ideologies, living next door to 

one another, but also related forms 

of oppression, that help to create and 

maintain one another. 

Without declaring adherence to 

any particular critical tradition Arke 

nevertheless investigated how power 

and inequality seem to be constant 

ingredients in the recipe for such 

categories of identity as gender, sexuality, 

age, class, functionality (of body 

and mind) and ethnicity. 

It was characteristic of Arke that 

the investigation of the intersection 

for all these identities and ideologies 

in the body of the Inuit woman becomes 

neither tragic, nor pathetic, nor 

sentimental. Rather, it is empathic, 

humorous and at times ironic. 

For appearances can be deceptive, 

as we know. And behind the exaggeratedly 

fur-clad polar explorers in 

Arctic Hysteria there is concealed just 

as much naked beauty as the Arctic 

nudes standing at their side had been 

so copiously endowed with by nature’s 

and colonialism’s hand. 

23

Pia Arke. Krabbe/Jensen. 1997 

Med sin sammenstilling af tre 

approprierede fotografier – to 

fra Th.N. Krabbes bog Grønland. 

Dets Natur, Beboere og 

Historie fra 1929 og et taget af 

telegrafist Sven Lund Jensen 

i Østgrønland i 1947 – skaber 

Pia Arke et helt nyt værk. Vi 

afkoder let de to sort-hvide 

billeder som “etnografiske”, 

dvs. billeder af “fremmede”, 

ikke-europæiske folk, taget af 

en europæer i den hensigt at 

dokumentere eksistensen af 

det pågældende folk og dets 

særegenhed. Hvor fotografen 

selv er usynlig, er de to østgrønlændere 

i bogstaveligste 

forstand stillet til skue. 

Det er stærke, flertydige billeder. 

Personerne står fastfrosset 

i deres positur, formentlig 

opstillet af fotografen. Men de 

giver sig ikke betingelsesløst 

hen; der er en direkthed i 

deres blikke, som brænder sig 

fast og udfordrer beskueren. 

Samtidig er der noget ubehageligt 

ved det. Især kvindens 

nøgenhed har en snert af 

overgreb. Vi er fjernt fra den 

erotiserende fascination af 

“naturmennesker”, som præger 

europæisk malerkunst. Begge 

billeder fremstår som nøgternt 

registrerende. Vi har at gøre 

med et stykke naturvidenskabelig 

dokumentation af mennesker, 

lidt som sommerfugle 

spiddet på deres nåle. 

Den virkning forstærker kunstneren 

med billedet i midten. 

Det er mere amatøragtigt og 

har karakter af et snap shot, 

selv om den unge kvinde helt 

klart poserer for fotografen. 

Der er tale om en helt anden 

form for “privat” fotografi. 

Fotografen har ønsket sig et 

billede af netop denne kvinde, 

og den nøgterne distance, som 

præger de to andre billeder, 

24 

er derfor her afløst af nærvær 

og kommunikation. Kvinden 

smiler imødekommende og 

vipper koket – måske lidt 

genert – med tæerne i sine kamikker. 

Fotografens etnicitet 

er ikke længere vigtig. Men 

vi kan gætte, at han nok er 

mand, og at han er forelsket. 

Med kontrasten mellem dette 

billede og de to andre stiller 

kunstneren spørgsmål især 

til de to sort-hvide billeder 

og den form for kulturmøde, 

de repræsenterer. Fordi 

fotografen så åbenlyst er til 

stede i det midterste billede, 

selv om vi ikke kan se ham, 

får vi også øje på fotografen i 

de to andre billeder. Dermed 

mister han sin autoritet som 

objektiv registrant. Vi kan 

pludselig stille spørgsmål til 

hans tilstedeværelse. Hvem 

var han? Med hvilken ret 

stillede han sine “objekter” op 

på den måde? Hvad tænkte de 

pågældende? Hvorfor medvirkede 

de? Hvilken form for 

kommunikation fandt der sted 

før og efter, at billedet blev 

taget? 

Ved på den måde at bringe to 

typer af fotografi i konflikt og 

dialog med hinanden åbner 

Arke for en postkolonial fortolkning 

af de velkendte gamle 

fotografier, som er afbilledet 

igen og igen, uden at nogen 

har sat spørgsmålstegn ved 

den form for repræsentation 

og dominans, som de er udtryk 

for. Billederne er ikke længere 

neutrale fremstillinger af en 

bestemt “kultur”, men resultatet 

af et stærkt asymmetrisk 

kulturmøde, hvor den ene part 

med sit blik bemægtiger sig 

den anden og tager sig retten 

til at definere ham og hende. 

Eller i hvert fald prøver på det. 


Pia Arke. Krabbe/Jensen. 

Assinik pigilersimasaminik pingasunik 

– marluk Th.N. Krabbep atuakkiaanit 

Grønland. Dets Natur, Beboere og 

Historie 1929-meersumit ataaserlu 

nalunaarasuartaaserisup Sven Lund 

Jensenip Tunumi 1947-mi assilisaa 

– sanileriissitsinermigut Pia Arke 

nutaarluinnarmik saqqummersitsivoq. 

Assit qalipaaateqanngitsut ingerlaannaq 

paasisinnaavavut tassaasut “inuit 

kulturiannik ileqquinillu ilisimatusarnertut”, 

tassa “takornartat”, 

europamiuunngitsut, europamiumit 

assilineqarsimasut, siunertaralugu 

inuit taakku ilumut tassaniinnerannik 

allaaqutaanillu uppernarsaatissatut. 

Assiliisoq nammineq takussaanngilaq, 

tunumiulli marluk oqaatigilluaannarlugu 

takusassianngortinneqarput. 

Assit sakkortuut assigiinngitsunik 

paasineqarsinnaasut. Inuttaat 

ilutsimikkut qeratarpalupput, qularnanngitsumik 

assiliisumit taama 

peqquneqarlutik. Taamaattoq tunniutiinnavissimanngillat;toqqaallutik 

isiginnipput, isiginnaartumut 

puiugassaajunnaarlutik unammillerlutillu. 

Taamaattoq aappaatigut 

nuanninngitsortaqarput. Pingaartumik 

arnap tamataqannginnera 

innarliinerpalaarpoq. “Nunap inutoqaanik” 

kajungernartutut alutorsarnitsinnit, 

europamiut qalipaasarnerminni 

malunnartinniartagaannit, 

ungaseqaagut. Assit taakku marluk 

tamarmik silatusaartumik isiginninniarluni 

takutitsiniaasuupput. 

Tassani pineqarpoq pinngortitamik 

ilisimatusartutut inunnik uppernarsaatissarsiorneq, 

pakkalussanut 

kappoqqummik kapineqarsimasunut 

assingukannersinnaasumik. 

Taama sunniuteqarnera eqqumiitsuliortup 

qeqqani assitaliussamigut 

sakkortusarpaa. Assi assiliisartuimmit 

assilineqarpasinngilaq imaaliallaannaq 

assilisaarpasilluni, naak arnaq 

inuusuttoq assilineqarnissaminut 

inissilluarsimagaluartoq. Taanna 

“nammineerluni” assilisaavoq allaalluinnartoq. 

Assiliisup kissaatigisimavaa 

arnaq taannarpiaq assiliumal-

1997 

lugu, taamaattumik silatusaartumik 

isiginninniarluni assilisanit marlunnit 

avataaniittunit una qaninneruvoq 

attaveqatigiippasinnerullunilu. Arnaq 

inussiarnerpasilluni qungujulavoq 

iluareqqusaarpasillunilu – immaqa 

ittuulaarluni – isikkami inuai kamimmi 

iluani aalatillugit. Assiliisup sumit 

naggueqarnera pingaarnerujunnaarpoq. 

Kisianni eqqoriarsinnaavarput angutaasoq, 

asannilersimasorlu. Assip 

taassuma assillu allat marluk assigiinnginnerujussuisiguteqqumiitsuliortoq 

apeqqusiivoq pingaartumik 

assit qalipaateqanngitsut marluk pillugit, 

kulturillu naaperiaasiat taakku 

takutitaat pillugit. Assimi qiterlermi 

assiliisup, naak takuneqarsinnaanngikkaluarluni, 

najuunneratigut 

takusinnaalerparputtaaq assini allani 

marlunni assiliisoq. Tassuunakkut annaavaa 

kinaassusersiorani nalunaarsuisutut 

paasisimasaqarnini. Kinaanami? 

Sutigut pisinnaatitaaffeqarluni 

“assiliniakkani” taama inissippai? Assilineqartut 

qanoq isumaliorpat? Sooq 

peqataappat? Assiliineq sioqqullugu 

kingornatigullu qanoq attaveqatigiittoqarsimava? 

Assileeriaatsit assigiinngitsut taakku 

imminnut illuatungilersinnerisigut 

kattunnerisigullu Arkep ammaappaatigut 

nunasiaasimanerup kingorna 

paasinninnissamik assitoqqat ilisimaneqarluartut,assileqqinneqartuartartullu, 

aqqutigalugit, assitoqqat 

taama saqqummersitseriaaseqartoqarsinnaaneraniknaalagaatigisoqarsimaneranillu 

arlaannaannilluunniit 

apeqquserneqarsimanngitsut. Assit arlaannaannulluunniit 

atanani “kulturimik” 

aalajangersimasumik takutitsiniarunnaarput, 

tassaalerlutilli kulturit 

naligiinngitsumik naapinnerannik, 

aappaata qiviarnermigut aappaminut 

naalaganngorneranik imminullu piginnaatitaaffilerneranik 

taanna qanoq 

nassuiassanerlugu. Imaluunniit taama 

misiliigaluarluni. 


Pia Arke. Krabbe/Jensen. 1997 

With her juxtaposition of three 

appropriated photographs – 

two from Th.N. Krabbe’s book 


Historie [Greenland. Its Landscapes, 

Inhabitants and History] 

from 1929 and one taken by 

telegraphist Sven Lund Jensen 

in East Greenland in 1947 – Pia 

Arke has created an entirely new 

work. We decode with ease the 

two black-and-white pictures as 

“ethnographical”, i.e. pictures of 

“alien”, non-European natives, 

taken by a European with the 

intention of documenting the existence 

and characteristics of the 

people in question. Whereas the 

photographer himself is invisible, 

the two East Greenlanders are 

most literally exposed to view. 

These are strong and complex 

pictures. The subjects stand 

frozen in their poses, probably 

determined by the photographer. 

But they do not yield unconditionally; 

there is a directness in 

their eyes that makes an enduring 

impression on and challenges 

the viewer. At the same time 

there is something unpleasant 

about the situation. Especially in 

the woman’s nakedness there is 

a suggestion of violation. We are 

far from the eroticising fascination 

with “natives” to be found in 

European painting. Both pictures 

seem to be an impersonal registration. 

We have to do with an 

item of scientific documentation 

of human beings, a little like butterflies 

pierced by a pin. 

The artist reinforces this effect 

with the picture in the middle. 

It is more amateurish and has 

the character of a snapshot even 

though the young woman is quite 

evidently posing for the photographer. 

Here we have to do with 

another kind of “private” photography. 

The photographer has 

wanted a picture of this particular 

woman, and the unemotional 

distance that characterises the 

two other pictures is therefore 

replaced here by attention and 

communication. The woman is 

smiling accommodatingly and is 

coquettishly – perhaps a little 

shyly – tilting up the toes of her 

kamiks. The photographer’s 

ethnicity is no longer an issue. 

But we can guess that the picture 

was probably taken by a man, 

and that he is in love. With the 

contrast between this picture and 

the two others the artist is raising 

questions, especially about 

the two black-and-white photos 

and about the kind of cultural 

meeting they represent. Because 

the photographer is so clearly 

present in the middle picture, 

even though we can’t see him, we 

also catch sight of the photographer 

in the two other pictures. 

In this way he loses authority 

as an objective recorder. All of a 

sudden we can ask questions of 

his presence. Who was he? With 

what right did he arrange his 

“objects” in this way? What were 

the persons being photographed 

thinking? Why did they participate? 

What form of communication 

was there before and after 

the pictures were taken? 

By bringing two types of photography 

into conflict and dialogue 

with each other in this manner, 

Arke opens the way for a 

postcolonial interpretation of 

the well-known old photographs, 

which have been reproduced time 

and again without anyone questioning 

the form of representation 

and dominance they are an 

expression of. The pictures are no 

longer neutral representations of 

a certain “culture”, but the outcome 

of a strongly asymmetrical 

meeting of cultures, in which one 

side takes control of the other 

and assumes the right to define 

its members through the gaze. 

Or at any rate tries to do so. 


25

Pia Arke. Arktisk hysteri. 1997 

I Pia Arkes fotoværk Arktisk hysteri 

(nogle gange også refereret til som 

Arctic Hysteria IV) ser jeg først det 

nøgne overfor det i skind og pels 

påklædte. Sommer overfor vinter, 

naturen overfor videnskaben. Det er 

i alle henseender modsætninger, der 

mødes i prototypen på den opdagelsesrejsende 

mand og den vilde kvinde, 7 

personer i alt, som Arke har trukket 

frem fra de gulnede sider i polfareren 

Robert E. Pearys rejseskildringer. 

Det næste, jeg ser, er værkets titel: 

Arktisk hysteri. Meget dramatisk, set 

i forhold til de portrætteredes fredelige 

poseren. Der er intet hysterisk 

over dem. Titlen peger ud af værket. 

På Arkes liv og på den måde, det flød 

sammen med virkeligheden omkring 

den tidlige etnografis opdagelsesrejser 

i de arktiske kulturer. 

“Arktisk hysteri” (piblokto) var et 

kulturelt betinget psykopatologisk 

fænomen, som Pearys samtidige diagnosticerede 

hos eskimoerne. Tilstanden, 

en hysterisk skrigen efterfulgt af 

kramper og tab af selvkontrol, var vel 

nærmest psykotisk. Den optrådte om 

vinteren og især hos kvinder, der led 

af vitaminforgiftning. Mente man. 

Den slags hysteri var bare et af de 

spektakulære træk, man iagttog 

i det polare. Sammen med andre 

særligheder kom det til at udgøre 

den videnskab, der skulle forklare de 

vildes utilregnelighed og legitimere 

den hvide races kulturelle overlegenhed. 

Der findes fotografier, der dokumenterer 

det arktiske hysteri. Drevet af 

sin nysgerrighed over for fotografiets 

historieproduktive egenskaber fandt 

Arke frem til disse billeder. Et af dem 

var et fotografi af en halvt afklædt 

kvinde, der bliver holdt fast af to 

mænd foran kameraet, mens hun 

skriger i angst. 

Arke fik ikke lov til at bruge det 

konkrete billede i sit arbejde. Dertil 

var det sandsynligvis for kompromitterende. 

Det inkarnerede det latente 

overgreb, som datidens videnskabelige 

undersøgelser også var. Men Arke 

fandt sin egen mangetydige måde at 

undersøge det arktiske hysteri på. 

Arke griber tilbage og fremviser i 

26 

stedet de struttende kvinder. I deres 

element gør de sig til for mandens 

blik. Hun viser mandens begær. 

Efter viden, magt og sex. Hans erektion 

under tøjet. Et begær, der var 

så udtalt, at det måtte dækkes ind 

under videnskab og skind og pels. 

Men som kommer til syne i den måde, 

kvinderne er blevet iscenesat på: 

“The Mistress of the Tupik”, “Arctic 

Bronze” og i “Flash-light Study”. 

Peary, Henson, Entrikin eller Clark 

plantede ikke bare fanen på Polen. 

Deres bedrifter havde aldrig kunnet 

lade sig gøre uden massiv assistance 

fra de indfødte, fra kvinden. Hun 

syede tøj, kogte suppe, viste vej, indførte 

i det hele taget de fremmede i 

den arktiske virkelighed. Hun var alt 

andet end utilregnelig, afsindig eller 

vild. Hun var smuk, begavet og varm. 

En væsentlig, men fortrængt del af 

fremrykningen i de polare egne var 

seksuel. Peary havde en eskimoisk 

kvinde, som blot var 14 år ved forholdets 

begyndelse. Det blev benægtet 

og var fortrængt af Pearys bagland. 

Finansieringen af polrejserne var betinget 

af Pearys renhed. Det ville 

have skabt forvirring, hvis ikke 

katastrofe, i en begrebsverden, hvor 

sort og hvidt skulle holdes adskilt. 

I retur for sex efterlod eventyrerne sig 

et ukendt antal efterkommere; børn 

de fik med eskimoiske kvinder, som 

de mødte og begærede på deres vej. 

Men som blev skrevet ind i historien 

med usynlig blæk, fordi de var upassende. 

Arke var født af forholdet mellem den 

symbolske eskimokvinde og Peary. 

Hun havde en grønlandsk mor og 

en dansk far. Hun voksede op i det 

bastardiserede, mellem historiske 

fortrængninger og forskydninger. 

Hun brugte sit liv på at sammenstille 

dokumenterne på ny, på at tyde det 

utydelige og læse mellem linjerne. I 

Arktisk hysteri træder kvinden for en 

gangs skyld frem, som hun også var. 

Magtfuld, balanceret, cool. 

Iben Mondrup 

Pia Arke. Issittumi silaar- 

Pia Arkep assilissatigut saqqummersitaa 

Issittumi silaaruttutut kamanneq (ilaanni 

issuarneqartarneratut Arctic Hysteria IV) 

isigeqqaartarpara amernik atisalinnut 

sanilliullutik tamataqanngitsunut. Aasaq 

ukiunngortoq, pinngortitaq ilisimatusartunut 

illuatungiliuttoq. Tassungami atatillugu illuatungeriipput, 

ilisimasassarsiortup arnamik 

nujuartamik naapitsineranik tunngaviusumillusooq 

oqaluttuartoq, inuit katillutik arfineq 

marluk, Arkep issittumut ilisimasassarsiortartup 

Robert E. Pearyp angalasalersaarutaani 

nutaanngimut kajortilersuni nassaarisaasa 

ilaat. 

Malugisara tulleq tassaavoq atuakkap 

qulequtaa: Issittumi silaaruttutut kamanneq. 

Annilaarnaqisoq, takusinnaallugit assilineqarsimasut 

qanoq eqqissisimarpalutsigisut, 

Kamappasinngeqaat. Atuakkiap qulequtaa 

avammut ammaavoq. Arkep inuunerata 

takutippaa periaaseq issittumi kulturimik 

ilisimatusarlutik angalasartut siulliit piviusunut 

akuliutiinnartarnerat. 

“Issittumi silaaruttutut kamanneq” (piblokto) 

tassaasimavoq kulturi tunngavigalugu tarnikkut 

napparsimaneq, soorlu Pearyp naliisalu 

eskimonut pigititaat. Taama pineq, silaaruttutut 

nillianeq noqarnermik imminullu 

aqussinnaajunnaarnermik kinguneqartartoq, 

tarnikkut silaarunnermut qaninnerugunarpoq. 

Ukiukkut pisarpoq, pingaartumik arnani, 

vitamininik pivallaarlutik toqunartuligaasuni. 

Taama isumaqarput. 

Taama silaaruttutut illuni kamattarneq issittumi 

takusat alutornarsinnaasut ilaattut 

isigineqaannarpoq. Eqqumeequtit allat 

ilaattut ilisimatusaatit nassuiaatitalerilerpaat 

nujuartat qanoq naatsorsuutigineqarsinnaanngitsiginerinut 

qaqortumillu amillit 

kulturikkut qanoq qaffasinnerutiginerannut 

uppernarsaatitut. 

Assinik takusassaqarpoq issittumi silaarulluni 

kamannernik uppernarsaasunik. Oqaluttuarisaanerup 

assiliinikkut paasissutissiisinnaaneranik 

alapernaannermigut Arkep assit 

taakku nassaarai. Assit taakku ilagaat arnap 

tamataqanngingajattup, annilaangangaarami 

suaartartuinnaap, angutinit marlunnit qajannaarneqarluni 

najummineqartup assinga. 

Arke periarfissinneqanngilaq atuakkiaminut 

atatillugu assip taassumarpiaap atornissaanut. 

Qularnanngilaq assip kanngusaarivallaarnissaa 

pissutigalugu. Qanga ilisimatusarlutik 

misissuisut ileqqutoqqamittut qamani 

pigisamittut aamma kannguttaatsuliornerat. 

Taamaattoq Arkep nammineerluni nassaaraa 

issittumi silaaruttutut kamannerup qanoq as-

uttutut kamanneq. 1997 

sigiinngitsigisunik paasiniarneqarsinnaanera. 

Arke kingumut qiviarpoq takutillugillu 

arnat isikkorissut. Namminneq avatangiisiminni 

angutinut illissaarput. Angutip 

kajungernera takutippaat. Ilisimasaqarusunneq, 

pissaaneqarneq atoqatigiinnerlu. Angutip 

qarliimmi iluatigut tissarnera. Kajungerneq 

ima erseqqitsigisoq allaat ilisimatusarnerup 

atisallu ammit iluannut toqqortariaqarluni. 

Kisianni takuneqarsinnaalersarpoq arnat 

qanoq assilisinnerisigut: “The Mistress of the 

Tupik”, “Arctic Bronze” aamma “Flash-light 

Study”. 

Pearyp, Hensonip, Entrikinip imaluunniit 

Clarkip erfalasoq Qalasersuarmi kisimik nappanngilaat. 

Suliaat piviusunngunngisaannarsimassagaluarput 

nunaqavissunit, arnanit, 

ikiorneqarsimanngikkaluarunik. Arnap 

atisaliuuppai, nerisassiuuppai, aqqutissaannik 

ajoqersuuppai, ilami takornartat taakku 

issittup pissusivianik paasitippai. Naatsorsoruminaatsutut, 

tinnapaartutut nujuartatulluunniit 

inngilluinnarpoq. Kusanartuuvoq, 

ilisimasaqarluarluni kissalaartuullunilu. 

Issittumut ornigukkusunnermi pingaarutilik, 

puigorusutarli, atoqatigiinnermut tunngavoq. 

Peary avanersuarmiumik arnamik, 

taamani 14-iinnarnik ukiulimmik, ilaqartalerpoq. 

Tamanna Pearyp aningaasaliisuinit 

miserratigineqarpoq puigoqquneqarlunilu. 

Qalasersuarmut angalanerit aningaasalersorneqarnerisa 

tunngavigaat Pearyp minguissusia. 

Paatsiveerutitsisimassagaluarpormi, 

ajunaarnersuunngikkuni, inunni qernertunik 

qaqortunillu immikkoortitsisuni tamanna 

paasineqaraluarpat. 

Takusassarsiortut eskimuut arnartaannik 

aqqusaakkaminni naapitaminnit illigilikkaminnillu 

atoqateqartarnermikkut qassiunerinik 

ilisimaneqanngitsunik kinguaaqarput. 

Kisianni tamakku oqaluttuarisaanermi 

pilikkimik ersinngitsumik allanneqarput, 

assuarnarmata. 

Arke inunngorpoq assersuutitut taaneqartutut 

eskimuup arnap Pearyllu imminnut 

sammisimanerattut. Kalaallimik anaanaqarpoq 

qallunaamillu ataataqarluni. Alliartorpoq 

akuleriiaat, oqaluttuarisaanermik toqqorterisut 

allanngorartitsisullu, akornanni. 

Inuunini atorpaa paasineqarsinnaanngitsut 

allatallu akornanni allanneqanngitsut paasiniarnerinut 

uppernarsaatissarsiorluni. Issittumi 

silaarulluni kamannermi kiisami arnaq 

saqqummerpoq, aamma arnatut pissusimigut. 

Pissaanilik, patajaatsoq eqqissisimasorlu. 

Iben Mondrup 

Pia Arke. Arctic Hysteria. 1997 

In Pia Arke’s photo work Arctic 

Hysteria (sometimes also referred to 

as Arctic Hysteria IV) I first see that 

which is naked as opposed to that 

which is clad in skins and furs. Summer 

as opposed to winter, nature as 

opposed to science. It is in all respects 

opposites that meet in the prototypes 

of the male explorer and the female 

savage, 7 persons in all, whom Arke 

has drawn out of the yellowed pages 

of the polar explorer Robert E. Peary’s 

descriptions of his journeys. 

The next thing I see is the title of the 

work: Arctic Hysteria. Very dramatic, 

seen in relation to the peaceful poses 

of the people portrayed. The title 

points out of the work. Points to Arke’s 

life and the way in which it merged 

with the reality around the explorations 

of the early ethnographers’ 

journeys in Arctic cultures. 

“Arctic hysteria” (piblokto) was a 

culturally related psychopathological 

phenomenon that Peary’s contemporaries 

diagnosed in the Eskimos. 

The condition, hysterical screaming 

followed by cramps and loss of 

self-control, was, it seemed, virtually 

psychotic. It appeared in winter and 

especially in women who suffered from 

vitamin poisoning – it was believed. 

That kind of hysteria was just one of 

the spectacular features that were observed 

in the polar regions. Together 

with other peculiarities it would come 

to constitute the science that was to 

explain the savages’ mental instability 

and legitimise the cultural superiority 

of the white race. 

There are photographs documenting 

“Arctic hysteria”. Driven by her curiosity 

about the ways in which photographs 

can generate history, Arke 

unearthed these pictures. One of them 

was a photo of a semi-naked woman 

being held by two men in front of the 

camera and screaming with fear. 

Arke was not given permission to use 

the specific picture in her work, probably 

because it was too compromising. 

It embodied the latent violation that 

also formed part of scientific investigations 

at that time. But Arke found 

her own ambiguous way of examining 

“Arctic hysteria”. 

Arke goes back and shows instead 

the women with their ample forms. 

In their element they make a show of 

themselves for the men. She shows 

male lust. For knowledge, power and 

sex. His erection under his clothes. A 

lust that was so pronounced that it 

had to be covered under science, skins 

and furs. But which appears in the 

way the women have been posed: “The 

Mistress of the Tupik”, “Arctic Bronze” 

and in “Flash-light Study”. 

Peary, Henson, Entrikin or Clark 

planted more than just their flags 

at the Pole. Their feats would never 

have been possible without massive 

assistance from the natives, from the 

women. They sewed clothes, made 

soup, showed the way and in general 

initiated the strangers into the reality 

of the Arctic. She was anything but 

unstable, insane or savage. She was 

beautiful, gifted and warm. 

An important but repressed part of 

the advances in the polar region was 

sexual. Peary had an Eskimo woman, 

who was only 14 years old at the 

beginning of their relationship. This 

was denied and suppressed by Peary’s 

supporters. The financing of the polar 

journeys was dependent on Peary‘s 

purity. Knowledge of the relationship 

would have caused confusion, would 

have been disastrous, in a conceptual 

world where black and white had to be 

kept separate. 

In return for sex, the adventurers left 

behind an unknown number of descendants; 

children they had with Eskimo 

women that they met and desired 

along the way, but who were recorded 

in history in invisible ink, because 

they were inappropriate. 

Arke was born out of the relationship 

between the symbolic Eskimo woman 

and Peary. She had a Greenlandic 

mother and a Danish father. She grew 

up in a bastardised world, between 

historical repression and historical displacement. 

She devoted her life to reassembling 

the documents, to making 

out what was unclear and to reading 

between the lines. In Arctic Hysteria 

we for once see women as they also 

were. Powerful, balanced, cool. 

Iben Mondrup 

27

Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – 

En installation om blomster og land. 2005 

Overtoning fra hvid til et 

arktisk snelandskab – en 

tysk fortællerstemme 

navngiver stedet som “Liverpool 

Kysten”. Stemmen 

fortæller om den enorme 

kuldestråling fra det nordlige 

ishav, som bevirker, 

at der ingen steder er 

sammenhængende plantedækken. 

Den tyske tekst 

præger billedet. Især overskriften 

“Flora” tiltrækker 

sig opmærksomhed, mens 

is-panoramaet forsvinder, 

og et brunligt pulver 

drysser ned over en stenet 

baggrund i slow-motion. 

Sådan åbner værket Countryside 

– En installation 

om blomster og land, der 

blev Pia Arkes sidste videoinstallation 

og det sidste 

anderledes portræt af 

stedet, hun altid kredsede 

om: Scoresbysund. Som en 

direkte lystpræget kontrast 

til det krævende arbejde 

med bogen Scoresbysundhistorier 

(Borgens Forlag, 

2003), kan man se Countryside 

som en æstetisk 

meditation over skønheden 

– som en menneskelig livsbetingelse. 

Ekspeditionstemaet er det 

igangsættende moment for 

en udforskning af forholdet 

mellem den store og den 

lille historie – eller det 

videnskabelige og det per- 

28 

sonlige. Under sin research 

i Scoresbysund mødte Arke 

en grønlandsk kvindes 

ukuelige tro på, at man 

selv mellem golde klipper 

kan få de smukkeste 

blomster til at skyde op 

ved at plante dem i rigelige 

mængder af kaffegrums. 

Med et fortællemæssigt 

kunstgreb placeres 

denne personlige historie 

i slægtskab med den tyske 

botanikers ukuelige drøm 

om at finde nye plantearter 

på trods af de minimale 

livsbetingelser, som stedet 

tilbyder. På sin egen geniale 

facon kombineres her 

det lystprægede – kaffen, 

blomsterne og drømmen 

– med det ekspeditionshistoriske 

– kolonisering, 

fremmedgørelse og 

fornuft – til en dragende 

Arketypisk udfordring af 

vores evne til at fastholde 

stereotype forestillinger om 

den landlige idyl. 

Anders Jørgensen 

Pia Arke & Anders 

Jørgensen. 

Qaqortuinnarmiit issittup 

aputaanut nuukkiartuaarneq – 

tyskisut oqaluttuartup taavaa 

tassaasoq “Liverpoolip Sineriaa”. 

Oqaluttuaraa sikuiuitsup tungaaniit 

silaannaq sunniuttoq 

nillingaarami siammaattunik 

naasoqartitsisinnaanngitsoq. 

Tyskisut allassimasut assiliaq 

tamakkiusarpaat. Pingaartumik 

qulequtaa “Flora” [Naasut] 

maluginiarnarneruvoq, sikumut 

isikkiviup tammariartornerani, 

qajuusaasallu kajortut nunamut 

ujaraannangajaasumut kigaallisitamik 

assilillugit nakkalaarneranni. 

Taama aallartippoq isiginnaagassiaq 

Countryside – Naasunik nunamillu 

ikkussuineq, Pia Arkep 

videoliaa kingulleq uteqqiaffigiuakkaminillu 

Ittoqqortoormiinik 

allatoortumik ilisarititsinera 

kingulleq. Atuakkiamut suliarujussuarmut 

Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat (Borgens Forlag, 

2003) illuatungiliisutullusooq 

qaamasumit sunnikkatut Countryside 

isigineqarsinnaavoq 

kusanassutsip kusanartuliamik 

eqqarsaatigeqqissaarneratut – 

soorlu inuummut uumassutaasutut. 

Ilisimasassarsiornermut atasumik 

sammisaq aallartitsisuuvoq 

oqaluttuarujussuup oqaluttuannguullu 

akornanni pissutsit 

misissornerinut – imaluunniit 

ilisimatuussutsip inuullu ataatsip 

akornanni. Misissuilluni 

Ittoqqoortoormiiniitilluni Arkep

Countryside – Naasunik 

nunamillu ikkusasuineq. 

2005 

naapippaa arnaq upperinnilluinnartoq 

nunami qaarsuinnangajaasumi 

naasut kusanarnerpaat 

naatinneqarsinnaasut kaffip 

tangikui naammattut siaruarteraanni. 

Inuttut misigisaq taanna oqaluttuariallaqqissutsikkutinissinneqarpoqsanilliunneqarsinnaasunngorluni 

tyskip naasulerituup 

upperalugu takorluugaanut, 

tassalu nunami naasoqarfiusinnaanngingajattumi 

naasunik 

nutaanik nassaarnissaq. Pitsaalluinnartumikilusilerneqarnermigut 

uani kattunneqarput 

qaamasumit sunnigaq – kaffi, 

naasut takorluuinerlu – illuatungaanilu 

ilisimasassarsiornernit 

oqaluttuat – nunasiaateqalerneq, 

takornartanngortitsineq 

isumatusaarnerlu – taamalu 

kajungernartumik immikkuullarissutsimik 

unammillernarsilluni 

uagutsinnut nunaannaap alianaassusianikassigiiaaginnartumik 

isiginninniartarnitsinnut. 


Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside – 

An installation about flowers and land. 2005 

The tone shifts from white 

to an Arctic snowscape – a 

German voice-over says 

that this is the “Liverpool 

Coast”. The voice speaks 

of the tremendous cold radiating 

from the northern 

Arctic Ocean, which means 

that nowhere is there a 

coherent vegetation cover. 

The German text sets 

its mark on the picture. 

Especially the heading 

“Flora” attracts attention, 

while the ice panorama 

disappears and a brownish 

powder drips down over a 

stony background in slowmotion. 

This is how the work 

Countryside – An installation 

about flowers and land 

opens. It was to be Pia 

Arke’s last video installation, 

her last idiosyncratically 

angled portrait 

of the place to which her 

thoughts always returned – 

Scoresbysund. In contrast 

to the demanding work on 

Stories from Scoresbysund 

(Borgen Publishers, 2003), 

the work on the installation 

was a source of direct 

pleasure for Arke and one 

can see Countryside as an 

aesthetic meditation on 

beauty – as a necessary 

premise for our lives. 

The expeditionary theme is 

the departing point for an 

exploration of the relations 

between history on a broad 

scale and the history of the 

individual – or the history 

of science and history at a 

personal level. During her 

research in Scoresbysund 

Arke met a Greenlandic 

woman’s indomitable belief 

that she could get the most 

beautiful flowers to appear 

by sowing them in copious 

amounts of coffee grounds. 

As an inspired narrative 

device this personal story 

is related to the German 

botanist’s indomitable 

dream of finding new species 

of plants despite the 

minimal life conditions 

that the locality offers. 

The pleasure aspect – the 

coffee, the flowers, the 

dream – is thus brilliantly 

combined with expeditionary 

history – colonisation, 

alienation and rationality 

– to form a compelling 

Arketypical challenge to 

our ability to maintain our 

idyllic stereotypes of life in 

natural surroundings. 


29

TEMASEKTION 4: “ETNOÆSTETIK” 

Denne temasektion tager udgangspunkt 

i Pia Arkes pamflet-lignende 

bog Etnoæstetik, der blev udgivet i 

1995 af det Århus-baserede kunsttidsskrift 

ARK, og som i forbindelse med 

nærværende udstilling er blevet 

genudgivet i en tresproget udgave 

(engelsk, grønlandsk, dansk). Men 

sektionen tager også udgangspunkt i 

Arkes forhold til maleriet og dets status 

som det kunstneriske medium par 

excellence inden for en stolt europæisk 

kunsthistorie. 

Det er fristende at tyde Arkes 

formelle valg i retning af en klassisk 

udviklingshistorie. Anslaget ville ifølge 

en sådan være den unge seriøse kunstner, 

der fra begyndelsen af 1980’erne og 

frem maler isbjørne, sæler, fangere med 

kajakker og fangerkoner med hårtop 

og ulu (kvindekniv). Motiverne er 

dybtfølte nok, men så grønlandske, at 

det næsten gør ondt. Så vendepunktet, 

der kommer med en serie konceptuelle 

fotografier fra ca. 1992-93 af købere, 

som stolt poserer med deres nyerhvervede 

Arke malerier foran kunstnerens 

kameralinse. Efter på denne måde at 

have holdt sit eget værk ud i strakt 

arm og underkastet det et kritisk 

blik synes der ikke at være nogen vej 

tilbage. Kunstneren må i gennem en 

række selvransagelser og opgør, der 

har med anfægtelse og “etnoæstetik” at 

gøre (herom om lidt). Og så det endelige 

opgør, klimakset, som først kommer i 

1995 med afhandlingen Etnoæstetik. 

Med den har Arke endt sin uddannelse 

som billedkunstner på Det Kgl. Danske 

Kunstakademi (vist nok som den eneste 

grønlænder siden Hans Lynge) og har 

tilmed erhvervet sig Cand.phil-titlen 

fra Afdelingen for Teori og Formidling 

sammesteds. Hvorefter historien 

toner ud med billedet af en kunstner, 

som tager de helt store kampe med 

kolonihistorien, og som har fundet sit 

kunstneriske ståsted i fotografiets og 

installationens forløsende medier. 

Men denne udlægning holder ikke. 

I hvert fald ikke helt. For beretningen 

kan f.eks. ikke forklare, at Arke parallelt 

med fotografiet bliver ved med at 

male helt frem til sygdommen stopper 

hendes arbejde, og at hun gør det med 

den største respekt og seriøsitet overfor 

mediet og de instanser, der bestiller 

malerierne. Men hvor hun i de tidlige 

malerier synes at bruge grønlandske 

motiver som en ironisk kommentar 

til, hvad den “eskimoiske” kunstner 

forventes at male, går hun i de senere 

malerier snarere i den modsatte retning 

og opløser motiverne til en sådan 

grad, at vi ikke længere kan læse dem 

som grønlandske etnografika. 

Opløsningen af faste læsemønstre 

er for så vidt også intentionen med 

afhandlingen Etnoæstetik, som fremstår 

som et opgør og et vendepunkt for Arke 

– og for mange andre unge kunstnere af 

30 

grønlandsk herkomst. Essayet belyser 

de specielle former for italesættelse 

og vilkår, som “etniske” kunstnere 

arbejder under fra en række forskellige 

vinkler. Efterhånden, som disse gennemlysninger 

udfoldes og underbygges, 

bliver der gjort godt og grundigt op 

med den velmenende vestlige verdens 

romantisering og stereotypisering af 

“oprindelig”, “eskimoisk” og “primitiv” 

kunst – og det deraf opståede modbillede 

af Vesten, og kun Vesten, som 

“civiliseret”, “moderne” og “kompleks”. 

I et mere udvidet perspektiv handler 

essayet også om kunst generelt – om 

vilkårene for at forstå og fortolke kunst, 

og om det frugtbare i at anskue kunst 

som noget, der bliver til i de “kulturelle 

mellemrum”, som kunsthistoriker Lars 

Kiel Bertelsen har påpeget. 

En sådan udvidet kunstopfattelse 

– som man (meget) forsøgsvis kunne 

kalde en postkolonial kunstopfattelse 

ihukommende, at vi alle er in the 

mix – forlanger ikke, at den “etniske” 

kunstner skal udtrykke en eller 

anden form for eskimoisk renhed og 

naivitet fra dengang, før kolonisterne 

kom og forskruede deres hoveder med 

former, idéer og idealer, som var dem 

fremmede, og som de kun kunne lave 

dårlige kopier af. Oprindelige folk kan 

(heller) ikke skrue tiden tilbage! 

Selv brugte Arke ikke begrebet 

postkolonialisme, i hvert fald ikke på 

det tidspunkt, hvor hun skrev essayet. 

Hun foretrak etnoæstetik, “fordi det er 

et rodet begreb, et begreb der inspirerer 

til yderligere arbejde.” 

Det er ikke noget let begreb at 

arbejde med. For på den ene side står 

det for noget skidt: den etnografiske 

dyrkelse af “etnisk” kunst og den 

kunstneriske dyrkelse af oprindelige 

folk og kulturer. Men på den anden 

side står det også for et mulighedsrum, 

hvor det etno- og antropologiske 

blandes sammen med kunstnerisk 

virksomhed, kunstteori og æstetik. En 

sammenblanding, der gør det muligt for 

den “etniske” kunstner at beskæftige 

sig med Europa og den europæiske 

kulturs æstetik, videnskabstradition 

og fornuftsbegreber. En mulig måde at 

“mænge sig” på, som Arke formulerede 

det. Etnoæstetik er altså i Arkes optik 

en beretning om “Vesten set udefra”. 

Etnoæstetik – bogen – er et vigtigt og 

i en dansk sammenhæng meget tidligt 

bud på en postkolonial kunstkritik. I 

og med denne lille bog har vi fået et 

redskab, som gør os i stand til at føre 

en repræsentations-diskussion (både 

i politisk og symbolsk forstand) uden 

hele tiden at måtte ty til amerikanske 

og britiske teoretikere og deres 

erfaringer. Med Etnoæstetik har vi så 

at sige endelig fået vores egen nordiske 

pendant! 


Sammisaqarfimmi uani aallaaviuvoq Pia Arkep 

uisitsiniutitut ussassaarusiaa Etnoæstetik, 

1995-mi Århusimi eqqumiitsuliorneq pillugu 

allaaserinnittarfiup ARK-ip saqqummersissimasaa, 

uanilu saqqummersitsinermut atatillugu 

oqaatsit pingasut (tuluttut, kalaallisut, qallunaatut) 

atorlugit naqiterneqaqqissimasoq. Aammali 

aallaavigaa Arkep qalipaariaatsimut tassunga 

isummersimanera, europamilu eqqumiitsuliornikkut 

allanit tamanit pingaartinneralugu 

ukiorpassuarni atorneqarnerani inissisimaneranut 

isummersuutai. 

Arkep taama isummersimanera isumaqarfigineqaqqajaanarpoq 

ineriartornerup oqaluttuassartaannut 

isummersuutitut. Taama saassussinerup 

eqqumiitsuliortup inuusuttup ilumoorussisup 

ilisarnaataatut isigisariaqassaaq, 1980-kkut 

aallartinneraniit nanunik, puisinik, piniartunik 

qaannisartunik nuliaallu qilerteqarlutillu ululinnik 

qalipaasartoq. Assilialiornermini ilaakkani 

misigissutsimigut killisimaarfigitigisimassavai, 

imali kalaalerpalutsigalutik allaat annernaannarsinnaallutik. 

Taava muminneq tikipparput, 

najoqqutaqarne-rulluni assilisat tulleriiaat 1992- 

93 miss. pisisu-nik assilisat takkupput, pisisut 

Arkep qalipagaa-nik pissarsiaminnik tanngassimaarutiginnittut 

eqqumiitsuliortup assiliissutaata 

isaata saani saqqummeralerput. Nammineq 

suliani isornartorsiorsinnarlugit taama 

iliuuseqarnermigut illerngit aalajangersimasut 

uteriarfissaqanngitsut atualerpai. Eqqumiitsuliortup 

imminut taama misissoqqissaarsinnarluni 

nalilersoqissaarsinnarlunilu, qularnernik aamma 

“etnoæstetik” (inuttullu pinngorfini) aqqusaarsimasaminut 

tunngasut isumaliutigisimassavai 

(tamanna kattorna sammineqassaaq). Kiisalu 

tamakkiisumik nalilersuineq takkuppoq, inaarsineq, 

1995-mi aatsaat tamanna pivoq soraarummeerutimini 

Etnoæstetik. Tassani Arkep 

assilialiornermi eqqumiitsuliortutut ilinniarnini 

Det Kgl. Danske Kunstakademimi naammassivaa 

(kalaallini Hans Lyngep saniatigut kisiartaagunarlutik) 

taamaalillunilu ilinniarfimmi 

tassani Afdelingen for Teori og Formidling Cand. 

phil-ngorluni. 

Tamatuma kingorna eqqumiitsuliortoq immikkut 

ilisarnaatilik saqqummeriartulerpoq, 

nunasiaateqarsimanermik sakkortuumik nalilersueqqittoq, 

eqqumiitsuliortutullu assiliisarnermik 

ikkussuisarnermillu aniguisitsisinnaasusilimmik 

aallaavilik. Taamali ilisarnaaserneqarnera tamakkiisuunngilaq. 

Ilaannakuuvoq. Taamali ilisarnaaserneqarnerata 

nassuiarsinnaasimanngilaa, 

Arke taama assiliisarnerup ingerlannerata nalaani 

nappaammik unitsinneqarnissi tungaannut qalipaajuartarmat, 

periutsimut innimiissunullu annertunerpaamik 

pimoorussilluni ataqqinnillunilu. Qalipaasaleqqaalernermini 

kalaallit nunaanneersunik 

quiassuutitut isigineqarsinnaasunik ilisarnaateqarsimasinnarluni, 

tassa eqqumiitsuliortup “eskimuut” 

suliarisassaannik naatsorsuutigineqarsinnaasuniit, 

qalipakkamini kingullerni killormut nikikkiartulersimavoq 

assilisani ima sammitikkiartortigalugit, 

kalaallinut ilisarnaatitut ersittuerutsillugit. 

Soraarummeerutimini Etnoæstetik-mi siunertarisimasamisut 

ileqquliussat nungutikkiartornerisigut 

akerliliinermik nikeriarnermillu Arke 

takutitsisalerpoq – soorlu tamanna eqqumiitsuliortorpassuit 

kalaallinit aallaaveqartunit tamanna 

aamma takussaasarluni. Qulaajaanerup naqqiutaasartut 

aallaaviillu immikkut ittut saqqummius-

“ETNOÆSTETIK” 

suuppai, eqqumiitsuliortut “inuiaasutsimik” aallaavillit 

sulinerminni assigiinngitsutigut atugarisaat 

takutillugit.Taama qulaajaanerit ersarissiartornerisa 

tunngavilersorneqarnerisalu takussaajartornerisalu 

nalaanni, nunani killiini ajunngissorisaminnik 

qanganitsanik nuannaartorinnillutik aalajangersimasumik 

“eskimuunik” eqqumiitsuliornernillu 

“pilerlaannik” isummertarnerit annertuumik illuatungilerneqarpoq 

– taamatullu Nunat Killiit kisimik 

ineriartorsimasutut, nutaaliaasutut, “imaanaanngitsumillu 

katitikkatut isigeqqunerat illuatungilerneqarluni”. 

Annertunerusumik isigalugu oqaluttuaq 

eqqumiitsuliortarnerup nalinginnaasumik eqqartorneqarneranik 

aamma imaqarpoq – eqqumiitsuliornerup 

paasineqarnissaani isumasiorneqarnissaanilu 

atugassarititaasut qanoq innerinik, 

taamatullu eqqumiitsuliornerup “kulturit 

akornanni” pilersarneranik isuma isiginnitaatsip 

pissarsinassusaannik, soorlu eqqumiitsuliornerup 

oqaluttuarisaaneranik suliallip Lars Kiel Bertelsenip 

tamanna tikkuarsimagaa. 

Eqqumiitsuliornerup taama annertusakkamik 

paasineqarnera – isiginnitaatsip nunasiaateqarsimanerup 

kingunerisaannik misiliutaasumik immaqa 

taaneqarsinnaasumik eqqaasariaqarpoq, tamatta in 

the mix – akusaasugut – piumasarinngilaa, inuiaassutsimik 

aallaaveqartumik eqqumiitsuliortoq 

eskimuunik minguitsunik takutitsissasoq aamma 

taamani nunasiaanngikkallarnerup nalaanni piuminartunik 

takutitsisassasut, nunasiaatillit allamiut 

isumaasa eqqarsartaasiilu suli paatsiveerutsinngikkallarmassuk, 

pitsaanngitsunillu ilaarsiinnartutut 

pissuseqarlersinngikkallarmassulli. Nunat inoqqaavisa 

piffissaq allatulli utertissinnaanngilaat! 

Arkep nammineq oqaluttualiornermi nalaanni 

oqaaseq nunasiaqarsimanerup kingorna atortarsimanngilaa. 

Oqaaserli etnoæstetik atussallugu 

iluarineruaa, “oqaatsip sunut tamanut samminera 

pissutigalugu, oqaatsip isumaa suli itisiliinerusumik 

suliaqarnissamik isummersuisarmat.”Oqariartuutaata 

isumaa aallavigissallugu ajornartuinnaanngitsoq. 

Illuatungaatigut pitsaasuunngimmat: Inuiaat 

pilersitaasa eqqumiitsuliornikkut sammineqarneri 

aamma nunap inoqqaavisa kulturiisa eqqumiitsuliornikkut 

soqutigineqarneri. Aappaatigulli periarfissat 

ammapput, inuiaat pillugit pileriartornerisalu 

ilisimatusarfigineqarnerisa eqqumiitsuliornermik 

akuliuffigineqarneri, eqqumiitsuliornerup suussusaanik 

isumaliutersuuteqarneq aamma kusanassutsimik 

naliliisarneq. Akuleruffik, inuiaassuseq aallaavigalugu 

eqqumiitsuliortup Europami taakkulu kusanassutsimik 

naliliisarnerinik sammisaqarnissamik periarfissiisoq, 

taamatullu ilisimatusartarnerni ileqqut 

silatusaartarnermillu nalilersuutit sammineqarsinnaalersillugit. 

Arkep oqartarneratut “akuliunnissamut 

periarfissiisoq”. Tassa etnoæstetik Arke malillugu 

isiginnittaasiuvoq oqaluttuartuuvoq “Nunat Killit 

avataannit isigalugu qanoq inneranik.” 

Etnoæstetik – atuagaq – pingaaruteqarpoq qallunaanullu 

atatillugu nunasiaqarsimanerup kingorna 

eqqumiitsuliornikkut siullerpaat ilagalugit isornartorsiuinermik 

takutitsilluni. Atuagaarannguup 

saqqummerneratigut sakkussamik tunineqarsimavugut,malunnaatilimmik-oqalliseqataasinnaanermik 

(naalakkersuinikkut aamma isummersinnaanikkut) 

nunat allat soorlu amerikkarmiut tuluillu 

isumaliortaasii misilittagaallu sakkussarsiorfigalugit 

ujartuiffiginngikkaluarlugit. Etnoæstetik 

saqqummerneratigut nunat avannarliit kiisami 

nammineq pigisaminnik allanut unammillernissaminnut 

sakkussaqalersinneqarput! 

THEME SECTION 4: “ETHNO-AESTHETICS” 

This theme section takes its point of departure 

in Pia Arke’s Danish-language 

pamphlet-like book Ethno-Aesthetics, 

which was published in 1995 by the 

Aarhus-based art journal ARK, and 

which has been republished in connection 

with the present exhibition in a trilingual 

version (English, Greenlandic, 

Danish). But the section also takes its 

departure in Arke’s relation to painting 

and its status as the artistic medium 

par excellence in Europe’s proud art 

tradition. 

It is tempting to read Arke’s formal 

choices as if hers was a classical 

development story. According to such 

a perspective the introduction would 

describe the serious young artist who 

from the beginning of the 1980s and onwards 

paints polar bears, seals, hunters 

in their kayaks and their wives with 

topknots and ulus (women’s knives). 

The motifs are genuinely felt, but so 

Greenlandic that it almost hurts. Then 

the turning point, which comes with 

a series of conceptual photos from c. 

1992-93 of clients proudly posing with 

their newly acquired Arke paintings in 

front of the artist’s lens. After she has 

thus held her own work out at arm’s 

length and subjected it to a critical 

view, there seems to be no way back. 

The artist has to pass through a series 

of self-examinations and showdowns 

that have to do with involvement 

and “ethno-aesthetics” (more on this 

shortly). And then the final showdown, 

the climax that does not come until 

1995 with the graduate thesis Ethno- 

Aesthetics. With it Arke completes her 

education as a visual artist at the Royal 

Danish Academy of Fine Arts (the only 

Greenlander to do so, it would seem, 

since Hans Lynge) and acquires an MA 

in Art Theory and Communication. 

After this the story fades out with the 

picture of the artist who tackles the 

really big conflicts with colonial history, 

and has found her artistic stance in the 

liberating media of photography and 

installation. 

But this reading does not hold water: 

At any rate not entirely. For the account 

cannot explain why, for instance, parallel 

with her photography Arke continues to 

paint, right up to the point when illness 

stops her work, and does so with great 

seriousness and respect for the medium 

and the authorities that commission 

paintings from her. But where in the 

early paintings she seems to use Greenlandic 

motifs as an ironical commentary 

on what the “Eskimoic” artist is expected 

to paint, in the later paintings she rather 

goes in the opposite direction and dissolves 

the motifs to such a degree that we 

can no longer read them as Greenlandic 

ethnographica. 

The dissolution of fixed patterns of 

interpretation is for that matter also 

the intention behind Arke’s thesis 

Ethno-Aesthetics, which has the effect of 

a showdown and a turning point for Arke 

– and for many other young artists of 

Greenlandic origin. The essay illuminates 

from a number of different angles 

the special forms of articulation and the 

special conditions that “ethnic” artists 

work under. Gradually, as these insights 

are unfolded and fleshed out, the essay 

presents a devastating critique of the 

well-meaning Western world’s romanticisation 

and stereotyping of “original”, 

“Eskimoic” and “primitive” art – and 

of the resultant counter-picture of the 

West, and only the West, as “civilised”, 

“modern” and “complex”. 

In a broader perspective the essay 

is also about art in general – about the 

preconditions for understanding and 

interpreting art and about the benefit to 

be gained from regarding art as something 

that comes into being in “the space 

between cultures”, as art historian Lars 

Kiel Bertelsen has pointed out. 

An expanded concept of art – as one 

might (very tentatively) call a postcolonial 

notion of art, remembering that we 

are all in the mix – does not require the 

“ethnic” artist to express some kind of 

Eskimoic purity and naivety from before 

the time when the colonists arrived and 

warped their minds with forms, ideas 

and ideals that were alien to them, and 

of which they could only make bad copies. 

Indigenous peoples cannot turn back 

the clock (either)! 

Arke herself did not use the term 

postcolonialism, at any rate not at the 

time when she wrote the essay. She 

preferred ethno-aesthetics “because it is 

a messy concept, a concept that inspires 

further work.” It is not an easy concept 

to work with. On the one hand, it represents 

something bad: the ethnographic 

cultivation of “ethnic” art and the artistic 

cultivation of indigenous peoples and 

cultures. But on the other hand it also 

represents a space of opportunity, where 

the ethnographic and the anthropological 

are mixed with artistic practice, art 

theory and aesthetics. A mixture that 

makes it possible for the “ethnic” artist 

to occupy herself with Europe and 

its aesthetics, scientific tradition and 

concepts of rationality. A possible way of 

getting to “rub shoulders”, as Arke put 

it. Thus, in Arke’s optic ethno-aesthetics 

is an account of “the West seen from the 

outside.” 

Ethno-Aesthetics – the book – is an 

important and in a Danish context 

very early attempt at a postcolonial art 

critique. With this little book we have 

been given an instrument that enables 

us to conduct a discussion of representation 

(both in a political and a symbolic 

sense) without constantly having to take 

recourse to American and British theorists 

and their experiences. With Ethno- 

Aesthetics we have, so to speak, at last 

acquired our own Nordic counterpart! 

31

Pia Arke. Malerier. 1981-2006 

Ved siden af sine fotografiske 

arbejder eksperimenterede Pia 

Arke fra starten af sin karriere 

også med billedkunstens klassiske 

gren: oliemaleriet. Her valgte hun 

gerne de mest traditionelle genrer: 

landskab, portræt og stilleben 

eller nature morte. Bestillinger, 

som hun modtog fra private 

personer, og offentlige udsmykningsopgaver 

gav hende mulighed 

for at afprøve de konventioner, 

som har dikteret, hvordan Grønland 

og grønlænderen er blevet 

gjort til billede og skuespil for danske 

og vesterlandske øjne. Tonen 

er ofte humoristisk, undertonen 

melankolsk og politisk. 

Et typisk grønlandsbillede har 

begrænsede rekvisitter. Der skal 

findes: “eskimo” (alene eller i 

gruppe), kajak, isbjørn, sæl, fisk 

(eller et andet arktisk dyr) samt 

snelandskab. På malerierne fra 

midten af 1980’erne ser vi, hvordan 

Arke bevidst underordnede 

sig denne begrænsning. Hendes 

motiver er ligeledes eskimo, kajak 

og sæl. Men hun stiliserer 

og abstraherer motiverne til det 

punkt, hvor landskabet tømmes 

for virkelighed. Det berøves sin 

naturalistiske illusion og forvandles 

til, hvad det altid har været 

– et eksotiseret og primitivistisk 

emblem for det fremmede. Arke 

underordner sig denne kliché 

med henblik på at vende den på 

vrangen. Hun vil vise beskueren, 

hvordan Grønland forventes at se 

ud på billede. Men hun vil også 

vise, hvilke billeder en grønlandsk 

kunstner forventes at male. 

Arke legede med og tog gas på 

disse forventninger på en måde, 

som kan få betragteren til at 

le – for eksempel foran et maleri 

fra 1987 med titlen Kamel i 

snelandskab. Men måske endnu 

tydeligere i det projekt, som løb 

parallelt med maleriet, i hvilket 

hun parasiterede på sit publikum 

ved fotografisk at dokumentere 

de mennesker, som købte hendes 

malerier, hvormed de kom til at 

personificere metropolens blik på 

periferien. I dette projekt vender 

32 

Arke om på forholdet mellem 

betragter og den betragtede 

samtidigt med, at hun kortslutter 

kunstmarkedet: De personer, 

der gennem deres kunstindkøb 

bliver “ejere” af grønlandsbilledet, 

eksponeres som objekt på et foto, 

som for sin del kan betragtes eller 

ligefrem ejes af en anden. 

I 1992 blev Arke inviteret til at 

lave en udsmykning til Dansk 

Polar Center på Strandgade 100 

og gik denne gang noget anderledes 

til værks. Hun udvidede 

sine rekvisitter ved at besøge 

Nationalmuseets permanente 

Grønlandsudstilling og fra museets 

samlinger vælge et antal 

objekter, som hun derefter malede. 

Disse malerier er altså strengt 

taget stilleben, natures mortes, og 

fremstår i dag som forarbejder til 

Arkes fotografiske suite Nature 

Morte alias Perlustrationer 1-10 

(1994). Ligesom på fotografierne 

i den suite afbilder hun her de 

etnografiske genstande i overensstemmelse 

med samme perspektiv, 

som de afbildes i etnografiske 

kataloger eller museumsmontrer. 

Men også her er intentionen at 

rive illusionen itu. Malerierne 

rummer en kolossal spænding 

mellem billedernes motiv og 

billedernes udførelse, mellem 

emne og indramning. Gennem en 

stærk farveholdning af kadmium 

rød, brændt umbra og kobolt blå 

visker Arke genstandenes gamle 

identiteter ud, befrier dem fra det 

etnografiske fængsel og giver dem 

kraft til at sprede nye budskaber 

og aktivere ukendte fantasier. 

I en kommentar formulerede 

Arke det spørgsmål, som hun ville 

udforske. Det handler sandsynligvis 

om både hendes stiliserede 

grønlandske landskaber og hendes 

stilleben af grønlandske museumsobjekter: 

“Hvordan ser det rum ud, 

hvor man holder op med at vide, 

hvad tingene er? Hvor genkendeligheden 

bliver ligegyldig, fordi 

billedet åbner for noget andet?” 

Stefan Jonsson 

Pia Arke. Qalipakkat. 

Pia Arke assiliilluni misileraanermi 

saniatigut aallarteqqaaramili, qanga 

ingerlanneqartartutut uulialikkanik qalipaasarneq 

ingerlassimavaa. Qalipaasartut 

nalinginnaanerpaamik assilisartagaat 

qalipattarpai: nuna isikkivik, inuit assilillugit 

qalipallugit nalinginnarnillu uumassuseqanngitsunik 

assilisaqarneq iml. 

nature morte. Suliassiisutit, inuinnarnit 

imissutaasimasut, suliffeqarfinnilu pinnersaasarnerit 

periarfissippaa aalajangersimasumik 

isummeriaatsit misileraatiginissaannik, 

Kalaallit Nunaata kalaallillu 

qanoq isigineqarneri assilissani isiginnaartitsinikkullu 

qallunaanut nunanilu 

killernut nittartarneqartarnerini aalajangersimasunik 

najoqqutaqartarnerisa 

apeqquserniarnissaanik. Tissinartumik, 

nikallungarpasissumik naalakkersuinikkut 

isummernernik ilaqartigajuttarlugu. 

Kalaallit pillugit assilialiat amerlanngitsunik 

atortoqarluni saqqummiunneqarajuttarput. 

Ilaasariaqarput: “eskimooq” 

(kisimiittoq iml. katerisimaartut), qajaq, 

nanoq, puisi, aalisagaq (iml. uumasoq issittormioq) 

nunalu apeqqasoq. 1980-kkuni 

qalipanneqarsimasuni takusinnaavarput, 

Arkep taama killilersuineq piaaraluni 

qanoq atortarneraa. Assilialiaalumi 

tassaapput eskimooq, qajaq puisilu. 

Taakkunanili assilissani ima takorluuganngortitsigai 

erseqqissartigillugillu 

nuna isigisaq piviusoorutivillugu. Ima 

piviusuiarneqartigisimavoq – allamiunit 

takussallugu ima allamiorpasitsigalunilu 

sunnerneqarsimatiginani allamiunit 

ilisarnaatitut nittartaganngorluni. Arkep 

taama isummertarneq naalallugu suliaqarnermigut 

isiginnittaatsip mumisinnissaa 

siunertaraa. Isiginnaartussamut 

takutinniarlugu Kalaallit Nunaata assini 

saqqummersinneqarsinnaanera qanoq 

ilimagissaneraa. Taamatulli aamma takutinniarpaa 

eqqumiitsuliortup kalaaliusup 

qalipaanermini sunik saqqummersitsinissaa 

naatsorsuutigisariaqarnersoq. 

Arke tamakkununnga pinnguaqataavoq 

taamaalilluni ilimasunneq quiasaarutiginiarpaa, 

isiginnaartoq illartissinnaalerlugu 

– soorlu qalipakkamini 1987-meersumi 

atsersimasamini Kamel i snelandskab. 

Immaqalu qalipakkamut atasumi suliami 

suli ersersinneqarnerulluni, tassani 

isiginnittut atornerlupajaarlugit assilialiaminik 

pisisartut assilisarnerisigut uppernarsaatiliarisaramigit, 

taamaalilluni 

illoqarfissuarmiut ungasissumi pal-

1981-2006 

limanngitsunik isiginninneri takussutissiaralugu 

inuttalersorsimagamiuk. Suliami 

tassani Arkep isiginnittup isigisallu paarlanneqarneri 

takutiutigalugu, eqqumiitsulianik 

tuniniaaviit paatsiveerutsippai: 

Inuit, eqqumiitsulianik pisinermikkut 

kalaallit assilialiaannik “piginnittunngortut”, 

takussaasumik assilineqarnerisigut 

isiginnaagassiarinerisigut allaallumi inunnit 

allanit pigineqalersinnaalersillugit. 

Arke 1992-mi Dansk Polar Centeri Strandgade 

100-miittup kusassarneqarnissaannut 

piumaffigineqarsimavoq, tamannalu 

allaanerusumik suleriaaseqarluni iliuuseqarfigaa. 

Atortussani amerlisarniarlugit 

Danmarkip Katersugaasivissuani Kalaallit 

Nunaat pillugu ataavartumik saqqummersitat 

(Nationalmuseets permanente 

Grønlandsudstilling) pulaarsimavaa, 

katersugaataanilu atortut arlallit assilillugit 

qalipassimallugit. Qalipakkat 

taakku tassa assileqqissaarlugit suliarisimavai, 

natures mortes, taakkulu Arkep 

piareersarluni assitalersuinerminut 

suliarisimasaatut takuneqarsinnaallutik 

atsersimallugillu Nature Morte allatulluunniit 

Perlustrationer 1-10 (1994). Assilisatullu 

taakku piareersaataasimasut 

inuiaat pillugit katersat nittarsakkani 

assilineqartarnerisut saqqummersitsivinniittarnerisutullu 

takutippai. Taakkunani 

aamma siunertaavoq takorluueriaatsip 

isaterneqarnissaa. Assilisap isikkuata 

qalipaganngortinneqarnerinilu avissaanganerujussuaq 

pilersissimavaa, ilaarlugu 

assilisap sinaakkuserneqarneratalu akornanni. 

Sakkortuunik qalipaasersorneqarnerisigut 

aappaalaartoq kadmium, 

kajortoq ikumasimasoq, tungujortoq 

kobolt qalipaasiullugit atortut kinaassusitoqaat 

ersernerluttunngortippai, taamaalilluni 

inuiaat pillugit parnaarussatut 

katersaaneriniit aniguisillugit nutaanik 

oqariartuuteqarnissamik nukissalerlugit 

eqqarsaatigisimanngisaagaluatsinnillu 

takorluuisinnaanerput annertusarlugu. 

Misissorniakki pillugu Arke ima oqaasertaliisimavoq. 

Kalaallit nunataata qalipaganngortinnerani 

ilisarnaasersuisarneq 

kalaallillu pisataasa katersugaasivimiittut 

assileqqissaarneri pineqarunarput: 

“Inip pisataasa suunerinik nalornginarsisup 

isikkua qanoq ittuua? Ilisarisaqarsinnaaneq 

soqutaajunnaarsimappat assillu 

isigisat allamut alakkaatsimmatigut?” 


Pia Arke. Paintings. 1981-2006 

Alongside her photographic works 

Pia Arke experimented from the 

beginning of her career with the 

classical branch of the visual arts: 

oil painting. Here she typically 

chose the most traditional genres: 

landscape, portraiture and still life 

or nature morte. The private and 

public commissions she received 

gave her opportunities for testing 

out the conventions that have dictated 

how Greenland and Greenlanders 

have been turned into 

pictures and spectacles for Danish 

and Western eyes. The tone is 

often humoristic, the undertone 

melancholic and political. 

A typical Greenland picture uses a 

limited number of props. They are 

obligatory: “Eskimo” (alone or in 

a group), kayak, polar bear, seal, 

fish (or some other Arctic animal) 

and a snowscape. In the paintings 

from the mid-1980s we see how 

Arke intentionally submitted to 

this limitation. Her motifs are also 

Eskimo, kayak and seal. But she 

stylises the motifs, renders them 

abstract to a point where the landscape 

is emptied of reality. It is 

deprived of its naturalistic illusion 

and transformed into what it has 

always been – an exoticised and 

primitivistic emblem for the alien. 

Arke submits to this convention 

in order to turn it inside out. She 

wants to show the viewer what 

Greenland is expected to look like 

in a picture. But she also wants to 

show what paintings a Greenlandic 

artist is expected to paint. 

Arke played with and made 

fun of these expectations in a 

way that can make the viewer 

laugh – for instance in front of a 

painting from 1987 titled Camel 

in Snowscape. But perhaps even 

more clearly in the project that 

was running in parallel with her 

paintings, in which she parasitised 

on her public by photographically 

documenting the people who 

bought her paintings, whereby 

they came to personify the 

metropole’s view of the periphery. 

In this project Arke reverses the 

relation between the viewer and 

the viewed while at the same time 

short-circuiting the art market: 

The people who through their art 

purchases become “owners” of a 

Greenlandic painting are exposed 

as objects in a photo that for its 

part can be viewed or even owned 

by someone else. 

In 1992 Arke was invited to 

decorate the Danish Polar Center 

at 100 Strandgade in Copenhagen, 

and this time set about things 

rather differently. She expanded 

the number of her props by 

visiting the National Museum of 

Denmark’s permanent Greenland 

Exhibition and choosing a number 

of objects from the museum’s collections, 

which she then painted. 

These paintings, then, are literally 

still lifes, nature mortes, and can 

be seen today as preliminary studies 

for Arke’s photographical suite 

Nature Morte alias Perlustrations 

1-10 (1994). As in the photographs 

in the suite, she here depicts the 

ethnographical objects in accordance 

with the same perspective 

from which they are depicted in 

ethnographical catalogues or museum 

showcases. But here too the 

intention is to destroy the illusion. 

The paintings contain a colossal 

tension between their motifs and 

their execution, between subject 

and framing. Through a strong 

colour scheme of cadmium red, 

burnt umber and cobalt blue Arke 

erases the old identities of the 

objects, liberates them from their 

ethnographical prison and gives 

them strength to disseminate new 

messages and to activate unknown 

fantasies. 

Arke formulated the question 

she wanted to investigate in a 

commentary. It probably has to do 

with both her stylised Greenland 

landscapes and her still lifes of 

Greenlandic museal objects: “What 

does the space look like where one 

ceases to know what things are? 

Where recognisability becomes 

unimportant because the picture 

opens up for something else?” 


33

Pia Arke. De tre Gratier. 1993 

Skal man omfavne eller afvise? 

Sådan syntes gratierne i Pia 

Arke’s fotoværk De tre Gratier 

at tænke. Modvilligt holder de 

på genstande, som symboliserer 

en særlig etnicitet og et særligt 

tilhørsforhold. Modvilligt lader de 

sig kalde “gratier” – den vestlige 

kunsttraditions tre skønhedsgudinder, 

som i dens afbildninger 

lod sig indhylle i hinandens selskab 

ved kærlig berøring. Arkes 

tre gratier står derimod med kølig 

afstand til hinanden og lader 

dette tydelige brud med traditionen 

blive til et synligt tegn på et 

opgør med den vestlige opfattelse 

af etnisk kunst. 

Ligeså modvilligt synes de at 

afsløre en erkendelse af, at de 

her bruges som medier for en 

tilstand. Tilstanden at være mellem 

stadier, ikke i en hierarkisk 

forstand, men i en kunstnerisk 

forstand. Af befinde sig mellem 

det stadie, hvor etnografika samles 

og udstilles, sættes til skue 

for alverdens mere eller mindre 

interesserede som kuriosa fra 

fjerne egne, og det stadie at være 

sig – at være kvinde i en moderne 

verden og kunst i en moderne 

verden i en tid og på et sted, som 

er underordnet. 

Gratierne spejler sig i sig selv, 

derefter vender de ryggen til, og 

siden hen stirrer de på os. Derved 

gør de os – tilskuerne – til det 

centrale i værket. De indbyder til 

at forstå deres ståsted. 

Fotografierne fungerer som 

montrer i sig selv. Som når går 

man rundt på et etnografisk 

museum og beskuer forgangne 

tiders budskaber filtreret gennem 

samlerens øje. Arkes billeder er 

tydeligt konstruerede på samme 

måde, som små nåle skåret i ben 

eller tand, masker fra forskellige 

egne af et land, variationer 

af perlekraver og skindbukser 

bliver lagt frem side om side bag 

montrens glasfacade. Fra denne 

konstruerede virkelighed tager 

gratierne tilskueren hen mod et 

sted, som ikke længere findes. 

34 

Fotostaten af et grønlandsk landskab 

i baggrunden og vinklen, 

med hvilken billederne er taget, 

giver os en følelse af, at vi er på 

en scene. Som en af scenerne i de 

utallige film om “de vilde”, men 

her tæmmet til mindste detalje. 

Gratierne samler sig om dette 

sted. De skaber rummet, hvor vi 

tilskuere tvinges til at stoppe op – 

og se. Se på dem og beskue deres 

ståsted og budskab. 

Værket giver, og det tager. Det 

giver os tilskuere en følelse af et 

tilhørsforhold. En smag i munden, 

som ikke umiddelbart lader sig 

skylle væk. Værket sætter sine 

spor på beskueren, og beskueren 

vandrer videre i sin verden denne 

følelse rigere – som budbringer for 

en tilstand. Kunstnerens budskab 

skabes i dette udvekslingsforhold, 

et forhold som ikke kunne gøres 

mere klart, end Arke gør det med 

De tre Gratier. 

Modsætningsfyldt står gratierne 

i deres konstruerede virkelighed 

og signalerer både tråde til den 

vestlige kunstverden og til den 

traditionelle etniske kunstform. 

Værket bliver et symbol for den 

ambivalens, der ofte omfavner 

moderne grønlandsk kunst, 

hvor de etniske udtryk i sammenhænge 

gør genstanden til en 

mellemting mellem etnografika 

og kunst. Arke formår med De tre 

Gratier at skabe et rum, hvor der 

ingen ambivalens er. Ved på flere 

planer at være modsætningsfyldt 

bliver værket udtryk for en repatriering 

af kunsten til sin egen 

kultur – men på et eksistentielt 

plan. Uden at flytte objektet er 

det tankerne, der flyttes hjem, og 

magtforholdet skifter fra at have 

tilhørt kolonimagten til nu at 

tilhøre den, der blev koloniseret. 

Stille lader gratierne beskueren 

nærme sig, men kun til et vist 

punkt. Som når glasset naturligt 

afviser berøring af genstandene i 

en montre. 

Sara Olsvig 

Pia Arke. De tre Gratier. 

Eqitsissaanga ajattuissaangaluunniit? 

Pia Arkep pinnissutsip guutii pingasut 

pillugit assilisanik assilialiaani De tre 

Gratier soorlu taama eqqarsartut. Immikkut 

inuiaassutsip attaveqarnermullu 

ilisarnaataannik piumassuseqarpasigatik 

tigummiarput. Piumarpianngisaminnik 

imminut taaguutigitippaat “gratier” 

– tassa nunat killiit eqqumiitsuliornikkut 

kusanassutsimut guutii pingasut, 

takutinneqarnermikkut asannippasillutik 

imminnut attuualaartut. Arkep guutiliai 

pingasut killormut imminnut avissaangallutik 

soqutigitaattumik pissuseqarput, 

taamatut ileqquusartoq atunnginneratigut 

inuiaassuseq aallaavigalugu 

eqqumiitsuliortarnikkut nunani killerniit 

isiginnittaatsip akerlilerneqarnera ersersillugu. 

Taamatullu saqqummersinneqarnermikkut 

ilisarnaatitut atorneqarnertik 

nangaasunnguamik paasitippaat. Taama 

akornaniinnerminni pingaarnersiuineq 

pinngilaat, eqqumiitsuliornerli pineqarluni. 

Tassa inuiaat pillugit katersat 

equmiitsuliornerullu akornganiipput, 

kikkunnut tamanut annerusumik minnerusumilluunniit 

alutornartunik ungasissorsuarneersunik 

soqutiginnittunut 

takusassianngorlutik, ikaarsaariartuulluni 

– ullutsinni nutaaliaasuni arnaaneq, 

saniatigullu eqqumiitsuliaaneq, sumiiffimmik 

taama inissisimaneq immini 

soqutaanngitsumi. 

Guutiliat imminnut tarrarsorput, tunuppaatigut, 

nakkuppaatigut. Taamaalillutik 

– isiginnaartuusugut – eqqumiitsuliami 

qitiusutut inissilluta. Qanoq inissisimanertik 

uatsinnut paasitinniarpaat. 

Assilissat imminut saqqummersitsivittut 

pissuseqarput. Soorlu inuiaat pillugit katersugaasivimmi 

angalaarluni qanganitsat 

oqariartuutai katersisut isiginnittaasaat 

atorlugit oqariartuutaanik paasisaqarluni. 

Assit ima sananeqarsimapput, 

soorlu meqquteerannguit saanernik 

kigutinillu qiperukkat, kiinarpat assigiinngitsuneersut, 

nuilat seeqqernit 

assigiinngikkuutaartut sanileriiaarlugit 

saqqummersitsiviup igalaaminiusup 

iluani takutinneqarlutik. Taama piviusuusaarfimmiit 

guutiusut isiginnaartoq 

nassaassaajunnaarsimasumukaappaat. 

Assip tunuliaqutap Kalaallit Nunaanneersup, 

sammivimmiillu aalajangersimasumit 

assilineqarsimanerata,

1993 

misigitippaatigut soorlu saqqummersitsiviup 

iluaniittugut. Soorlu “nujuartat” 

pillugit sarsuatitaliarpassuarnisut, uanili 

nujuillisarneqaqqissaakkatut takutinneqarlutik. 

Guutiusullu tamanna katersuuffigaat. Ini 

pinngortippaat, uagut isiginnaartuusugut 

unittariaqalersilluta – takunnillutalu. 

Isigikkit eqqarsaatimikkut inissisimaneri 

oqariartuutaallu qimerloorlugu. 

Eqqumiitsuliaq tunissuteqarpoq tigusillunilu. 

Isiginnaartuusugut attuumassuseqartutut 

misigitilluta. Susunnimik 

tammartikkuminaatsumik naasaqartilerluta. 

Eqqumiitsuliap isiginnaartoq 

sunniuteqarfigaa, ingerlaqqinnermini 

eqqarsaataanut sunniuteqarluni – pissutsillu 

pillugit oqariartuuteqalersillugu. 

Eqqumiitsuliortup oqariartuutaa tassani 

paarlaateqatigiinnermi pinngorpoq, 

Arkep eqqumiitsuliaani De tre Gratier 

erseqqinnerusinnaagani. 

Guutiusut akerleriillutik piviusuliamiipput 

eqqumiitsuliornikkut nunanut killernut 

nunanullu inuiaassutsimik aallaavilinnut 

tikkuussillutik. Eqqumiitsuliaq 

isummanut imminut assortuuttunut 

ilisarnaatinngorpoq, kalaallit eqqumiitsuliaani 

tamanna takussaagajuttarpoq, inuiaassutsimik 

aallaaveqarluni eqqumiitsuliaq 

nammineq saqqummernermini 

inuiaassutsimut ilisarnaatitut eqqumiitsuliatulluimikkoortikkuminaassilluni. 

Arkep De tre Gratier aqqutigalugit 

imminut isummatigut assortuunnerup 

atorunnaarsinnaanera periarfissippaa. 

Assigiinngitsutigut akerleriittutut inissisimanermigut 

eqqumiitsuliaq kulturimut 

aallaavimminut uteqqippoq – anersaamigullu. 

Isigisaq nikisinngikkaluarlugu, 

eqqarsaatilli angerlamut uterteqqinneqarput, 

pissaanerlu nunasiaatilinnit 

pigineqarunnaarluni nunasiaasimasunit 

pigineqalerluni. 

Guutiliat isiginnaartoq aggersarpaat, 

aalajangersimasuinnarli tikillugu. Soorlu 

igalaamerngup saqqummersitsivimmiittut 

takutitap attorneqarnissaannut 

assersortarai. 

Sara Olsvig 

Pia Arke. The Three Graces. 1993 

Should one embrace or reject? That’s 

what the Graces in Pia Arke’s photo 

work The Three Graces seem to be 

thinking. Reluctantly they hold objects 

that symbolise a special ethnicity 

and a special place of belonging. Reluctantly 

they let themselves be called 

“Graces” – three goddesses that in the 

Western art tradition represent such 

things as beauty, charm and creativity, 

and who were depicted absorbed 

in each other’s company and touching 

each other affectionately. Arke’s three 

Graces stand, in contrast, at a cool 

distance from one another, so that 

this obvious breach with the tradition 

becomes a visible sign of a showdown 

with the Western view of ethnic art. 

Just as reluctantly they seem to 

reveal a recognition that they are 

being used here as media for a state. 

The state of being between stages 

not in a hierarchical sense, but in 

an artistic sense. Of being between 

the stage where ethnographica are 

collected and exhibited as curiosities 

from distant regions for some more 

or less interested viewer, and the 

stage of being themselves – of being 

women in a modern world and art in 

a modern world at a time and in a 

place that are of no account. 

The Graces reflect themselves in 

themselves, then they turn their 

backs and eventually they stare at 

us. In so doing they make us – the 

viewers – the central factor in the 

work. They invite us to understand 

their standpoint. 

The photographs function as 

showcases in themselves. As when 

you are visiting an ethnographic 

museum looking at messages from 

the past filtered through the collector’s 

eye. Arke’s photos are clearly 

constructed in the same way, as 

small needles cut into bone or tooth, 

masks from different parts of a 

country, variations of pearl collars 

and skin trousers are laid out side 

by side behind the glass of the 

showcase. From this constructed 

reality the Graces takes the viewer 

towards a place that no longer exists. 

The photostat of a Greenland 

landscape in the background and 

the angle from which the picture 

was taken give a sense of being on 

a stage. As in one of the scenes in 

the innumerable films about “the 

savages”, but here domesticated 

down to the smallest detail. 

The Graces gather around this 

place. They create the space in 

which we viewers are forced to stop 

– and look. Look at them and view 

their standpoint and message. 

The work gives and it takes. It 

gives the viewer a sense of belonging. 

A taste in one’s mouth that 

cannot immediately be rinsed 

away. The work sets its mark 

on the viewer, and the viewer 

wanders on in her or his world 

enriched by this emotion – as a 

messenger for a state. The artist’s 

message is formed in this 

exchange, a relation that could 

not be depicted more clearly than 

Arke does in The Three Graces. 

There is a contradiction in the way 

the Graces in their constructed reality 

signal links both to Western 

art and to traditional ethnic art. 

The work becomes a symbol of the 

ambivalence that often envelops 

modern Greenlandic art, in which 

the ethnic expression in some contexts 

makes the object something 

in between ethnographica and 

art. With The Three Graces Arke 

succeeds in creating a space where 

there is no ambivalence. By being 

self-contradictory at a number 

of levels the work becomes an 

expression of the artist’s repatriation 

of art to her own culture – but 

at an existential level. Without 

the object being moved, it is the 

thoughts that are moved home 

and the power relation changes 

from having belonged to the colonial 

power to now belonging to the 

person who was colonised. 

Quietly the Graces allow the 

viewer to approach, but only to a 

certain point. As when the glass 

naturally rejects the touching of 

the objects in a showcase. 

Sara Olsvig 

35

Pia Arke. Etnoæstetik. 1995 

Pia Arkes bog Etnoæstetik 

blev udgivet første gang af 

Kunsttidsskriftet ARK i 

1995. I essayet, der oprindelig 

blev skrevet som Arkes 

afslutningsopgave ved 

Afdelingen for Teori og Formidling 

på Det Kgl. Danske 

Kunstakademi, reflekterede 

hun som en af de første i 

dansk sammenhæng over 

kunstens mulighedsrum i 

feltet mellem forskellige kulturer. 

Nu foreligger teksten 

i en tresproget udgave og 

bliver således tilgængelig for 

et internationalt publikum. 

Etnoæstetik er også i dag 

en tekst, der anfægter 

enhver forestilling om at 

kunne skelne mellem “dem” 

og “os” ved at tale ud fra 

en position, der hverken 

anerkender det ene eller det 

andet, men i stedet rejser et 

nyt, “blandet” subjekt, der 

er både-og, eller, med Arkes 

egne ord, en “bastard.” Hun 

sagde ordet med et glimt 

i øjet, uden bitterhed, vel 

vidende hvilke billeder det 

fremkaldte i tilhøreren. For 

den politiske kritik i Arkes 

værk er altid nøgtern. Den 

postkolonialistiske diskussion 

handler ikke om 

skyld, som hun skriver et 

sted i Etnoæstetik, men om 

at forholde sig konkret til 

virkeligheden i den sen-kolonialistiske 

kultur, herunder 

spørgsmålet om, hvordan 

man kan blive et menneske 

(og en kunstner), når man 

36 

hverken er os eller dem, mig 

eller dig. 

Dette spørgsmål var for Arke 

et “æstetisk” (dvs. formmæssigt) 

anliggende, og måske 

ligger der i hendes valg af 

begrebet “etnoæstetik” i 

stedet for “postkolonialisme” 

også en eksistentiel erkendelse 

af, at denne udfordring 

er grundlæggende og permanent. 

Det er en udfordring, 

som alle mennesker står 

over for; en udfordring, som 

altså ikke bare kommer 

“efter kolonialismen”, men i 

en vis forstand før den. Det 

handler ikke om bagudrettet 

skyld, men om fremadrettet 

ansvar. Arke havde, tidligere 

end de fleste, forstået 

at “kolonialisme” (den enes 

beherskelse og udbytning 

af den anden) både i det 

store og i det små følger af 

de æstetiske distinktioner, 

der sættes mellem “dem” og 

“os”. Og svaret var at opgive 

eller i hvert fald bestandigt 

at udfordre distinktionen. 

Det etnoæstetiske spil er et 

grundvilkår, men “det fremmede 

der er på spil, er os 

selv, siger vi. Og det sidste 

kan, om ikke andet, forklare 

hvorfor vi så energisk kaster 

os ind i spillet”, som Arke 

selv formulerede det i teksten. 

Lars Kiel Bertelsen 

Pia Arke. Etnoæstetik. 

Pia Arkep atuakkiaa Etnoæstetik 

siullermik 1995-mi saqqummerpoq 

atuagassiami Kunsttidsskriftet 

ARK. Allaaserisaq tassaasoq Det 

Kgl. Danske Kunstakademimi 

Afdeling for Teori og Formidlingimi 

soraarummeerutigisimasaa, 

tassani Arkep siulliit ilagalugit 

qallunaanut atatillugu kulturit assigiinngitsut 

akornanni eqqumiitsuliornerup 

periarfissai isumaliutersuutigisimavai. 

Allaaserisaq 

maanna oqaatsinut pingasunut 

saqqummiunneqarsimalerpoq, 

taamaalilluni nunani tamani 

soqutiginnittunit atuarneqarsinnaalerluni. 

Allaaserisaq Etnoæstetik ullutsinni 

suli oqariartuuteqarpoq “uku” 

“uagut” immikkoortinnissaanik takorluuisarnerup 

qularnassusaanik, 

manna aallaavigimmagu isiginnittaatsit 

arlaannaalluunniit akuerisariaqanngitsoq, 

apeqqulli allamut 

nuuttariaqarluni, “akuugaaneq”mut, 

tassaalluni aappaatigutaammalu, 

iml, Arkep nammineq 

oqarneratut, “akusaq”. Tamannalu 

quiasaarpasilluni oqaatigaalu, 

ilumikkersimarpasigani, tusarnaartup 

qanoq takorluugaqalersinnaanera 

ilisimalluarlugu. 

Arkep suliamini naalakkersuinikkut 

isornartorsiuinini tamatigut 

silatusaartumik ingerlattarpaa. 

Etnoæstetik ilaanni allassimavaa, 

nunasiaqarsimanerup kingorna 

oqallittarneq pisuutitsiniaanermik 

imaqanngitsoq, kisialli 

nunasiaqarsimanerup kingunerisaanik 

inooriaatsit pilersimasut 

piviusumik aallunneqartarnissai, 

tassungalu atatillugu qanoq 

inuttut ilivitsunngorsinnaaneq

1995 

(eqqumiitsuliortunngorsinnaaneq), 

tassami uaguunaananilu ikkuunngimmat, 

uangaananilu illiunngimmat. 

Apeqqut taana Arkemut “ileqqutigut 

pissutsinut”(“æstetisk”) 

tunngassuteqarsimavoq (tassa 

ilutsimut atatillugu), immaqalu 

taaguut (“etnoæstetik”) atorsimallugu, 

“nunasiaqarsimanerup 

kingunerisaanik” taaguusernagu, 

taamatullu toqqammaviatigut 

nassuerutigigamiuk, unammilligassaq 

tamanut aallaaviummat 

ataavartuullunilu. Unammisassaq 

tamanna kikkunnut tamanut 

atuuppoq; tassa “nunasiaajunnaarnerup” 

kingunerani aatsaat 

takkutinngimmat, aammali 

ilaatigut suli atuutinnginnerani 

pisimasut eqqarsaatigalugit pioreerami. 

Pisimasuni pisuutitsiniarnerunani, 

kisialli siunissamut 

akisussaaffeqarnissamut atalluni. 

Arke amerlanernit siulliulluni 

“nunasiaateqarnerup suussusia” 

paasisimavaa (aqutsisup atornerluinera) 

pissutsini annerusuni 

minnerusunilu “uku” “uagullu” 

akornatsinni assigiinngissutsit 

nassatarigaat. Akissutaavorlu 

assigiinngissutit asoorunnissaat 

iml. unammillertuarnissaat. 

(Etnoæstetiske) Inuianni 

pissutsit ingerlarngi tamani 

atuuppoq, kisiannili “takornartat 

pileraangata uagut pissutaasarpugut, 

taamatut oqartaraagut. 

Kingulleq nassuiaataasinnaavoq 

sooq taama piumassuseqartigaluta 

ajugaanniuttunullusooq peqataajumasarnerput.” 


Pia Arke. Ethno-Aesthetics. 1995 

Pia Arke’s Danish-language 

essay Ethno-Aesthetics was 

first published by the Danish 

art journal ARK in 1995. 

In the essay, which was 

originally written as Arke’s 

graduate thesis from the 

Department of Art Theory at 

the Royal Danish Academy 

of Fine Arts, she reflected 

(as one of the first to do so 

in a Danish context) on the 

possibilities open to art in 

the field between different 

cultures. Now the text appears 

in a trilingual edition 

and has thus become accessible 

for an international 

readership. 

Also today Ethno-Aesthetics 

is a text, which by speaking 

from a position that recognises 

neither the one nor the 

other, challenges any notion 

that it is possible to distinguish 

between “them” and 

“us” and instead establishes 

a new “mixed” subject that 

is both-and or, in Arke’s own 

words, a “mongrel”. She said 

the word with a twinkle in 

her eye, without bitterness, 

well knowing what pictures 

it evoked in the listener. 

For the political criticism 

in Arke’s work is always 

level-headed. As she writes 

in Ethno-Aesthetics, the 

postcolonial discussion is not 

about guilt, but about relating 

concretely to reality in 

late-colonial culture, including 

the question of how one 

can become a human being 

(and an artist) when one is 

neither us or them, me or 

you. 

For Arke this question was 

an “aesthetic” concern (i.e. a 

matter of form), and perhaps 

her choice of the concept 

“ethno-aesthetics” instead 

of “postcolonialism” also 

contains an existential recognition 

that this challenge 

is fundamental and permanent. 

It is a challenge that 

all people are faced with; a 

challenge which therefore 

does not just come “after 

colonialism”, but in a certain 

sense before it. It is not a 

matter of past guilt, but of 

future responsibility. Earlier 

than most Arke had understood 

that in both great 

things and small things “colonialism” 

(the mastery over 

and exploitation of one party 

by another) is a consequence 

of the aesthetic distinctions 

that are set up between 

“them” and “us”. And the 

answer was to abandon or 

in any case to continually 

challenge this distinction. 

The ethno-aesthetic game is 

a fundamental condition, but 

“the alien element that is 

at play is ourselves, we say. 

And this can, if nothing else, 

explain why we throw ourselves 

with such energy into 

the game”, as Arke herself 

put it. 


37

TEMASEKTION 5: SCORESBYSUNDHISTORIER 

Denne sektion kredser – med udgangspunkt 

i Pia Arkes hovedværk, bogen 

Scoresbysundhistorier – om metodens 

udsagnskraft: Hvad er det Arkes 

kunstneriske forskning får sagt noget 

afgørende om? 

Sektionen er lige ud talt spækket med 

hovedværker: Dummy (1995-2003) – 

det omfattende billede- og tekstværk, 

der som titlen peger på er et direkte 

forlæg til Scoresbysundhistorier og 

et kunstværk i sin egen ret – den 

fotografiske serie Telegrafi (1996) og 

“kaffe-genbrugsværket” Jord til Scoresbysund 

(1998). 

Om sidstnævnte fortæller Arke i et 

brev til sin medforfatter på Scoresbysundhistorier, 

Stefan Jonsson: “Man 

kan sige værket er anekdotisk, fordi det 

hænger sammen med mit Scoresbysundophold, 

hvor min svigerinde opdagede 

jeg smed den brugte kaffe ud.” 

Ud skulle kaffen, men gennem 

vinduet – for at kompostere på stedets 

ellers ufrugtbare stengrund. “Det 

syntes jeg på forskellige måder var interessant. 

Scoresbysund blev på grund 

af en misforståelse anlagt der hvor det 

ligger i dag. Og med hele idéen omkring 

Danmarks rettigheder til Grønlands 

undergrund osv. har værket historisk 

en del dybde. Men det kan også ses 

uden at vide disse ting.” 

Med 151 snoromvundne gamle kaffefiltre 

lagt ud i et kvadrat praktiserer 

Arke det umuliges kunst: Hun får fat i 

en potentialitet, et mulighedsrum uden 

forudbestemte mål. Et rum, hvor der 

ikke skrives lineær historie, men hvor 

der forhandles og skabes midlertidige 

historier, der bryder med den konventionelle 

tids logik, for at favne den 

subjektive oplevelse. 

Hun får italesat den tavshed, der 

omgærder båndet mellem Grønland 

og Danmark. Dette ses tydeligt i et 

værk som Telegrafi, der handler om, 

hvordan mødet mellem modsætninger 

og kommunikationen hen over afstande 

og afgrunde for altid forandrer dem, der 

mødes og det, der kommunikeres. Og 

hun får italesat fortielsen af, at båndet 

mellem fortid og fremtid – historiens 

gang og det som holder nu’et oppe – 

slår knuder på sig selv, når det skal 

rumme den individualiserede, subjektive 

tid. 

Arke forbliver cool og forsøger ikke 

at hugge knuden over med et heroisk 

sværdslag. Det sværd, der hed postcolonial 

studies bød sig ellers til fra det 

store udland. I stedet asede og masede 

hun i det ene værk efter det andet for 

at løsne knuden lidt og arrangere den 

om muligt lidt mere humant. 

Scoresbysundhistorier er på mange 

måder kronen på værket – på et personligt 

og kollektivt arbejde. Anledningen 

til værket var, at hun i 1995 havde 

fundet fire fotoalbums hos sønnen af 

38 

Ejnar Mikkelsen, som hun lakonisk 

kaldte for “opfinderen af Scoresbysund 

by”, da det var ham, der forestod 

koloniseringen af Ittoqqortoormiit med 

indbyggere fra Angmagssalik (i dag 

Tasiilaq). De satte hende ikke bare på 

sporet af den tabte tid, men også på 

sporet af et de facto historieunderskud. 

I omegnen af den danske metropol 

opstøver Arke tusindvis af arkiv- og 

amatørfotos taget af kolonister og 

tilkaldt arbejdskraft fra Danmark og 

befolket af uidentificerede grønlandske 

subjekter. Da de ikke var forsynet med 

oplysninger hverken om person- eller 

stednavne, “var fotografierne i princippet 

værdiløse”, fortæller hun. 

Så hun sætter sig for at identificere 

dem. I første omgang interesserer hun 

sig for fotos fra perioden 1924-32, dvs. 

fra koloniseringen og de første formative 

år – lang tid før grønlænderne 

i Ittoqqortoormiit selv begynder at 

fotografere. Det er ikke blot æstetiske 

og sociale interesser, der får hende til 

at undersøge, dels hvad der blev af de 

grønlændere, som blev lovet fede tider 

(fangstområder), hvis de ville forlade 

Angmagssalik/Tasiilaq og slå sig ned 

i den danske koloni, og dels hvordan 

mødet mellem de forflyttede og de tilrejsende 

grønlænderne og europæerne 

spændte af. Det er tillige en etisk 

interesse for mødet mellem biopolitik 

og geopolitik, der driver værket. 

I 1933 afgør domstolen i Haag en 

tvist mellem Danmark og Norge om 

Scoresbysundområdet. Med afgørelsen 

kunne Danmark, der ikke bare havde 

plantet sit flag, men også sine koloniserede 

på pletten, lægge sidste brik i et 

spil, der gav nationen overhøjhed over 

hele Grønland. Der kan man tale om 

fede tider – i videnskabelig, militær og 

æstetisk forstand. 

I tråd med kolonialismens transport 

af resurser fra koloni til metropol, 

blev Ittoqqortoormiits historie i vid 

udstrækning flyttet til danske lofts- og 

kælderrum, der hvor gamle fotoalbums 

havner og går i glemsel. Det giver derfor 

god mening, når Arke undersøger 

den mobile og den stedfaste historie. 

Med Scoresbysundhistorier findes 

der nu en måde at bringe dem tættere 

på hinanden. Bogen er et decideret 

engagement med den postkoloniale tilstand, 

som vi alle er i på den ene eller 

anden måde. I den skabes et egentligt 

postkolonialt rum, hvor disse klassiske 

modsætningspolers enten-eller sættes 

ud af drift; hvor modsætninger ikke 

længere kan anskues hver for sig, men 

altid er tilstede samtidig. 

Som Carsten Juhl pointerer: “Mens 

den vestlige selvforståelse kun kan 

[fejre] sig selv som civilisation i fredstid 

og må fortrænge verden i alle andre 

tider, så er den postkoloniale situation i 

overensstemmelse med tiden.” 


Uuma immikkoortortap sammivaa – Pia Arkep 

suliaasa pingaarnersaaniit aallaavilik atuagaq 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat – periaatsip kiminga 

pillugu: Sunaana Pia Arkep eqqumiitsuliornermik 

ilisimatusarfiginerata ilisarnaataalluinnartumik 

oqaatiginiagarigaa? 

Immikkoortortaq oqaatigilluaannarlugu 

sulianik pingaarnernik qammippoq: Dummy 

(1995-2003) – assilianik allakkanillu imaqarluartoq 

qulequtaata paasitippaa Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat-nut toqqaannartumik attuumassuteqartoq 

immikkullu eqqumiitsuliaalluni 

– assit tulleriiaartut Nalunaarasuartaateqarneq 

(1996) aamma “kaffe-genbrugsværket” Ittoqqortoormiit 

saanngutissaannut (1998). 

Kingullermut atatillugu Arkep Stefan Jonssonimut 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat-mik 

atuakkioqatiminut allakkamini oqaluttuaraa: 

“Suliaq oqaatigineqarsinnaavoq oqalungusiarpalaartuusoq, 

pissutigalugu Scoresbysundimiinninnut 

attuumassuteqarmat, ukuama paasimmagu 

kaffit atoreernikut igittarakkit.” 

Kaffilu igittariaqarpoq, igalaakkut avammut 

– nuna qaarsuinnaasoq issuninniassammat. 

“Tamanna assigiinngitsutigut soqutiginartikkakku. 

Scoresbysund paatsoornikkut ullumikkut 

inissisimaffimmini tunngavilerneqarpoq. 

Eqqarsaat Danmarkip Kalaallit Nunaata 

pisuussutaanik uumaatsunik piginnittuusutut 

imminut isiginera il.il. eqqumiitsuliaq oqaluttuarisaanerup 

ilorpiaanik takutitsisuuvoq. 

Kisianni, tamanna takuneqarsinnaavoq oqaluttuarisaaneqsianigisaqarfiginngikkaluarluguluunniit.” 

Kaffiliorfiup aqajarukui 151-it qilersukkat isoqqaarissunngorlugu 

iliorakkat eqqumiitsulioriaatsip 

sapernartua Arkep atorpaa: Sunniussinnaassuseqartumik 

immini pissaaneqartoq, 

periarfissaq siunertaleriigaanngitsorlu takutippaa. 

Piffik aalajangeriigaasumik oqaluttuaqanngitsoq 

kisiannili isumaqatigiinniarfiusoq 

oqaluttuaagallartunillu pilersitsisoq, qallikkut 

pissusissamut naapertuuttup piffissaata tunngaveqarluartumik 

eqqarsartaasilik imminuinnaq 

tunngasoq angutserlugu misigisassaq. 

Qilerut Kalaallit Nunaata Danmarkillu 

akornaniittoq nipangiussaagaluartoq 

oqariar-tuuteqalersippaa. Tamanna ersarissumik 

takuneqarsinnaavoq Nalunaarasuartaateqarneq-mi 

tassani pineqarmat akerleriit 

naapinnerat attaveqatigiinneq ungasissuseq 

qunnerillu naapiffianni attaveqaqatigiinneq. 

Aammattaaq qanga siunissallu qilerutaa 

oqalutsilerpai – oqaluttuarisaanerup ingerlarnga 

massakkorpiaallu napatinneqarnerisa 

tiggunnerat namminiussuseq imminuinnaq 

tunngasumik piffissaliussaa. 

Arkep manngertitaarluni sapiissuseqartumillu 

qilerut panamik kipinianngilaa. Sakkoq pana 

taaguutilik postcolonial studies – nunasiaataanerup 

siornanik misissuineq, avataaniit imminut 

neqeroorutigigaluartoq, eqqumiitsuliorluni 

sulerulunnermigut qilerut qilerussaariartuaarpaa 

inuppalaarnerusumik aaqqissorlugu. 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat pingaarnertut 

suliatut oqaatigineqarsinnaavoq – inuttut 

ataatsimoorussatullu suliaq. Suliamut peqqutitut 

taaneqarsinnaavoq 1995-imi Ejnar Mikkelsenip 

ernerata angerlarsimaffiani assiisiviit

ITTOQQORTOORMIINIIT 

OQALUTTUAT 

sisamat nassaarisimagamigit, taagukkaminik 

“Illoqarfik Scoresbysundimik pilersitsisoq” 

taassuma nunasiaatip iluani Ittoqqortoormiut 

inoqalersimmagu inunnik Ammassalimmiit 

(ullumikkut Tasiilaq) inoqalersillugu. Taakkua 

piffissamik ersinngitsumik tappissilersiinnarnani 

aamma aqqutissiuummani oqaluttuarisaanermik 

amigaat piviusuusoq nassaarineranut. 

Danskit illoqarfissuata avatinnguani Arkep 

nassaariortorpai assit nunasiaatilinneersut 

aammalu Danmarkimiit sulisut tikisitat assilisarisimasaat 

inunnik kalaallinik kinaassusiligaanngitsunik 

ulikkaartut. Kinaassutsimik 

suminngaanneerneranilluunniit paasissutissartaqanngimmata 

“assit tunngaviusumik 

naleqanngikkaluarput” Arkep oqaatigaa. 

Taamaalilluni kinaassusersorlugit aallartippai. 

Siullermik assit 1924-32-imeersut 

soqutigineruai, tassa nunasiaalernerup ukiui 

siulliit – Illoqqortoormiormiut namminneq suli 

assiliisalinngikkallarmata. Kusanartulianik 

inuunermullu tunngasut kisiisa pillugit misissuisimanngilaq. 

Sumut kalaallit pisimanersut 

naak neriorsorneqarsimagaluartut pissutsinik 

nutaanik pitsaalluinnartunik (piniarfigissaartunik), 

Ammassalik/Tasiilaq qimakkunikku 

niuertoqarfik nutaaq nunagilerunikku, aammattaaq 

pissutsit qanoq ittut atuutilissanersut 

nuutsitat tikisitat kalaallit qallunaallu akornanni. 

Taamatut ingerlatsineq ileqqorissaarnermut 

soqutiginninneruvoq biopolitikkimut geopolitikkumullu 

naapitsineq. 

1933-imi Haag-imi eqqartuussivissuup 

aalajangerpaa Danmarkip Norgellu Scoresbysundimut 

tunngatillugu aaqqiagiinngissutaat. 

Aalajangiinerup Danmarkip naalaagaassusersuani 

takutissinnaanngorpaa aammami 

erfalasortik kapputereersimagamikku. Tassani 

oqaatigineqarsinnaavoq pissutsit pitsaalluinnartut 

atuutilermata – ilisimatusarneq, sakkutooqarneq 

kusanartuliornerlu eqqarsaatigalugit. 

Nunasiaqarnerup nukinnik ingerlatsinermini 

nunasiaammiit illoqarfinngortitsinermini 

Illoqqortoormiut oqaluttuarisaanera danskit 

qaliaannut naqqullu ataanut nutsertippai, taakkunani 

assiisiviit pisarmata puigugaallutillu. 

Taamaattumik isumaqarluarpoq Arkep oqaluttuarisaaneq 

ingerlaartoq aamma uninngasoq 

misissuiffigimmagu. 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat aqqutigalugu 

periarfissaqalerpoq imminnut qanillisarnissaat. 

Atuakkap tamatta sutigulluunniit peqataatippaatigut 

nunasiaanerup siornagut pissutsinut. 

Iluani pilersitsivoq nunasiaanerup siornagut 

piffimmik, tassani akerleriit piujunnaarnerat 

imaluunniit piunerat atorunnaarsinneqarfigaat; 

akerleriit immikkoortinneqarsinnaajunnaarnerat, 

kisiannili tassaniittuartut. 

Soorlu Carsten Juhlip erseqqissaaneratut: 

“Killiunerusut imminnut paasinninnerat imminnut 

atugartuussusertik nalliuttorsiuutigalugu 

ukiuni sorsuffiunngitsuni nunarsuullu sinnera 

puiguinnarlugu, taava nunasiaataaneq sioqqullugu 

piffissap pissusaa piffissamut naapertuuppoq.” 

THEME SECTION 5: STORIES FROM SCORESBYSUND 

Taking its departure in Pia Arke’s 

major work, the book Stories from 

Scoresbysund, this section considers 

the strength of her method: What is it 

that Arke’s artistic research succeeds in 

saying something decisive about? 

The section is literary filled with 

main works: Dummy (1995-2003) – the 

comprehensive picture and text work 

which, as its title indicates, is a direct 

precursor for Stories from Scoresbysund 

and a work of art in its own right – the 

photographic series Telegraphy (1996) 

and “the coffee recycling work” Soil for 

Scoresbysund (1998). 

About the latter work Arke writes in 

a letter to the co-author of Stories from 

Scoresbysund, Stefan Jonsson: “One 

may say that the work is anecdotal because 

it is linked to my stay in Scoresbysund, 

where my sister-in-law noticed me 

throwing out the used coffee grounds.” 

The coffee had to be thrown out, but 

through the window – to compost on the 

town’s otherwise barren stony ground. “I 

thought that was interesting in various 

ways. Scoresbysund was founded because 

of a misunderstanding there where it 

is situated today. And with the whole 

idea of Denmark’s rights to Greenland’s 

underground, etc. the work has quite a 

lot of depth historically. But it can also be 

viewed without knowing these things.” 

With 151 old coffee filters wound about 

with string and laid out in a square Arke 

practises the art of the impossible: she 

gets hold of a potentiality, a space of 

possibility without a predetermined goal. 

A space where linear history cannot be 

written, but where temporary histories 

are negotiated and created; histories that 

depart from the logic of conventional time 

to embrace subjective experience. 

She articulates the silence that surrounds 

the bond between Greenland 

and Denmark. This is clearly seen in 

a work like Telegraphy, which deals 

with how the meeting of opposites and 

the communication across distances 

and abysses change forever those who 

meet and what is communicated. And 

she articulates the passing by in silence 

of the fact that the bond between past 

and future – the progress of history and 

what underpins the now – ties itself 

into knots when it has to find room for 

individualised subjective time. 

Arke remains cool and does not try to 

cut the knot with a heroic stroke of the 

sword, even though the sword that was 

called postcolonial studies was on offer 

from abroad. Instead she slogged away 

in one work after the other to loosen 

that knot and, if possible, arrange it a 

little more humanely. 

Stories from Scoresbysund is in many 

ways her crowning work. The work was 

occasioned by the finding in 1995 of four 

photo albums in the home of the son of 

Ejnar Mikkelsen, whom she laconically 

called “the inventor of Scoresbysund 

town”, as it was he who was in charge of 

the colonisation of Ittoqqortoormiit with 

inhabitants from Angmagssalik (today 

Tasiilaq). The photos put her on the track 

not only of the lost time but also of a de 

facto historical lacuna. 

In and around the Danish capital 

Arke unearthed thousands of archival 

and amateur photos taken by colonists 

and migrant workers from Denmark and 

populated by unidentified Greenlandic 

subjects. As they were not provided with 

information about persons or places, 

“the photographs were in principle 

without value”, she writes. 

So she set about identifying them. 

Initially she was interested in the period 

around 1924-32, i.e. from the colonisation 

and the first, formative years – a long 

time before the Greenlanders in Ittoqqortoormiit 

began to take photos themselves. 

It was not just aesthetic and social 

interests that made her investigate what 

happened to the Greenlanders who been 

promised a life of plenty (good hunting) if 

they would leave Angmagssalik/Tasiilaq 

and settle in the Danish colony, and how 

the meeting between those who had been 

removed and those who had come from 

abroad, Greenlanders and Europeans, 

worked out. There was also an ethical interest 

in the meeting between biopolitics 

and geopolitics that impelled the work. 

In 1933 the International Court of 

Justice at The Hague decided a dispute 

between Denmark and Norway about the 

area around Scoresbysund. The decision 

meant that Denmark, which had not 

only planted its flag but also its colonised 

subjects at the spot, could make the final 

moves in a game that gave the nation 

sovereignty over all Greenland. Now one 

could speak of times of plenty – scientifically, 

militarily and aesthetically. 

In parallel with colonialism’s transport 

of resources from colony to metropole 

Ittoqqortoormiit’s history was to a 

large extent moved to Danish attics and 

basements, rooms where old albums end 

up and are forgotten. It therefore makes 

good sense that Arke investigated both 

the mobile and the place-bound history. 

With Stories from Scoresbysund there 

is now a way of bringing them closer to 

one another. The book is a determined 

engagement with the postcolonial condition 

that we all find ourselves in one way 

or another. In it an actual postcolonial 

space is created in which the either-or of 

these classical oppositions are rendered 

inoperative; where oppositions can no 

longer be viewed individually but are 

always simultaneously present. 

As Carsten Juhl points out: “While 

the Western self-understanding can only 

[celebrate] itself as civilisation in peacetime 

and must suppress the world at all 

other times, the postcolonial situation is 

in accord with time.” 

39

Pia Arke. Dummy. 1995-2003 

Titlen på Pia Arkes værk Dummy 

skal læses bogstaveligt. Værket 

består af en “dummy” – det vil 

sige en sideskitse, som angiver 

sidernes rækkefølge samt billede- 

og tekstplacering på hvert 

sideopslag. De indrammede og 

vægophængte sideskitser giver et 

øjebliksbillede af, hvordan Arke 

gik til værks, da hun samlede 

sine indsamlede fortællinger, 

billeder og dokumenter fra 

Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 

til bogen Scoresbysundhistorier. 

Fotografier, kolonisering og kortlægning 

(Borgens Forlag, 2003). 

Den dummy, vi ser ophængt, er 

for sin del bare den næstsidste 

i en række lignende dummies, 

som Arke anvendte som arbejdsfundament, 

da hun planlagde sin 

bog og diskuterede den med sin 

medarbejder Stefan Jonsson og 

sin forlægger Poul Henrik Westh. 

Dummy viser, at Arke betragtede 

Scoresbysundhistorier som et 

kunstværk såvel som et bogprojekt 

– skønt måske allerhelst 

som et nyt æstetisk objekt uden 

navn. En forfatter ville næppe 

udstille manuskriptet til sin 

færdige bog. Blandt kunstnere 

derimod er det almindeligt, at 

skitsen værdsættes som et værk 

i sin egen ret. 

Og som flere andre værker af 

Arke viser Dummy tillige, at 

hun tilhører de kunstnere, som 

betoner den kunstneriske proces 

snarere end resultatet. Arke 

havde knapt nok færdiggjort 

manuskriptet til Scoresbysundhistorier 

og afleveret det til 

tryk, før hun vendte tilbage til 

dummy’en, tog siderne fra hinanden 

og begyndte at overveje, 

om ikke dokumenterne kunne 

ordnes i nye kombinationer. 

Netop derigennem bliver 

Dummy også et spejl af hele 

Arkes indstilling til sit fødested 

Scoresbysund. Da hun efter 

35 år vendte tilbage til byen i 

1997, oplevede hun, at menne- 

40 

skerne dér manglede en historie. 

Stedets fortid havde ikke nogen 

given plads i indbyggernes 

kollektive hukommelse. Desuden 

manglede samfundet historiske 

dokumenter, som gengav årene, 

der var gået. Arke satte sig for 

at rode bod på dette historiske 

underskud. Hun indsamlede 

dokumenter om Scoresbysund, 

som var spredt over det halve 

Europa. Hun dokumenterede 

også historierne, som indbyggerne 

selv havde gemt i deres 

hukommelse og fotoalbums. På 

den måde ville hun genoprette 

Ittoqqortoormiits historie nedefra 

ved at fremlægge det mylder 

af minder og erindringer, som 

er blevet udeladt i den officielle 

danske kolonihistorie. 

Til forskel fra den officielle historieskrivning 

havde den mangfoldighed 

af fortællinger, fotografier 

og erindringer, som Arke 

indsamlede, ikke nogen bestemt 

linje. De kunne ikke sættes sammen 

til en sammenhængende 

fortælling, men kun som en 

mosaik af historier, som løber 

ind i og ud af hinanden som et 

garnnøgle. At Arke lagde så stor 

vægt på dummy’en og ophøjede 

den til et kunstværk i sin egen 

ret, viser at hun opfattede den 

ufærdige formgivning som den 

eneste form, der præsenterede 

sandheden om Ittoqqortoormiits 

ufærdige og uafsluttede historie. 

Dermed udpeger Dummy tre 

grundidéer i Arkes historiesyn. 

For det første er historien om 

Scoresbysund ikke én, men 

mange. For det andet handler 

denne historie bogstaveligt talt 

om en kolonial konstruktion; en 

plads som udtænktes og fabrikeredes 

på et skrivebord i København. 

For det tredje er denne 

historie uafsluttet. I lighed med 

dummy’en har den ikke få sin 

endegyldige form – og det får den 

nok aldrig. 


Pia Arke. Dummy. 

Pia Arkep suliaata qulequtaa Dummy 

taamatorpiaq paasineqassaaq. Suliaq 

tassaavoq “dummy” – tassalu suliareqqitassaq 

quppernilersugaq, quppernerit 

tulleriiaarneqarnissaannik oqaluttuartoq 

ilanngullugit quppernerni sorlerni 

assilissat allagartaallu qanoq tulleriiaarneqassanersut. 

Suliareqqitassat 

quppernilersukkat sinilerlugit nivinngarneqarsimasut 

ingerlaannaq oqaluttuarput 

Arke qanoq suleriaaseqarsimasoq 

Ittoqqortoormiit pillugit atuakkiassani 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat. Assit, 

inulerneqarnerat nunap assiliornerlu 

(Borgens Forlag, 2003) allassallugu 

oqaluttuat, assilissat uppernarsaatissallu 

katersoramigit. Dummy taanna 

nivinngarneqarsimasoq tassaaginnarpoq 

piviunngitsut tassunga assingusut 

arlallit, Arkep sulinermini najoqqutassamisut 

atugaasa, kingullersaata tullia, 

taamani atuakkiassani piareersarlugu 

suleqatiminik Stefan Jonssonimik 

saqqummersitsisussaminilu Poul Henrik 

Westhimik oqaloqateqartarnermini. 

Dummy-p takutippaa Arkep Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat atuakkiatut 

isigiitigalugit aamma eqqumiitsuliatut 

isigigai – naak immaqa kusanartuliatut 

saqqummiussassatut ateqanngitsutut 

isigerusunnerugaluarlugit. Atuakkiortup 

atuakkiami tamarmiusup allannera 

takutikkusuppallaartarunanngilaa. 

Kisianni eqqumiitsuliortut akornanni 

nalinginnaavoq suliarigallakkat suliatut 

namminneq nalilittut pingaartinneqartarnerat. 

Arkep suliarisartagaatut arlalittulli 

Dummy-p aamma ersersippaa arnaq 

taanna eqqumiitsuliortunut eqqumiitsuliap 

suliarineranik ersersitserusuttunut 

ilaasoq, inernera pinerunagu. Arkep 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat allannerat 

naammassiinnavillugu naqiterisussamullu 

tunniutereerlugu ingerlaannangajak 

dummymut uteqqippoq, 

quppernerit piiarlugit eqqarsaatigilerlugulu 

uppernarsaatit nutaamik allatut 

katiterneqarsinnaannginnersut. 

Tassuunarpiarlumi Dummy tarrarsuutinngorportaaq 

Arkep inunngorfimminut 

Ittoqqortoormiinut isiginninneranut 

tamarmut. Ukiummi 35-t qaangiute-

1995-2003 

reersut illoqarfimmut 1997-imi uterami 

paasivaa tassani najugallit oqaluttuaqanngitsut. 

Najugaqarfiup oqaluttuassartaata 

innuttaasut ataatsimut 

eqqaamasassissimanngilai. Inooqatigiittaaq 

ukiut taakku ingerlanerini 

oqaluttuarisaanermut uppernarsaatissaqanngillat. 

Arke aalajangerpoq oqaluttuarisaanermik 

amigaateqarneq taanna 

qanoq iliuuseqarfiginiarlugu. Ittoqqortoormiit 

pillugit paasissutissat, Europap 

affaani siammarsimasut, katersorpai. 

Innuttaasalumi namminneq eqqaamasamikkut 

assiisivitsigullu toqqortigaat 

atorlugit oqaluttuat uppernarsaaserpai. 

Taamaaliornermigut Ittoqqortoormiit 

oqaluttuassartaat naqqaniit pilerseqqinniarpaa, 

eqqaamasarpassuit, danskit 

nunasiaateqarnerminnik pisortatigoortumik 

oqaluttuaanni, mininneqarsimasut. 

Pisortatigoortumik oqaluttuamit allaanerulluni 

oqaluttuat, assit eqqaamasallu 

assigiinngisitaaqisut, Arkep katersugai, 

aalajangersimasumik malitaqanngillat. 

Oqaluttuamut imminut ataqatigiissumut 

inissititerneqarsinnaanngillat, 

oqaluttuaallutilli assilissatut imminnut 

katitikkat, paarlagaattut, nuersagassatulli. 

Arkep Dummy-mik taama pingaartitsitiginerata 

eqqumiitsuliatullu 

nammineq nalilittut qaffatsitsinerata 

ersersippaa ilusiliineq naammassineqanngitsoq 

paasigamiuk tassatuaasoq 

Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaata 

naammassineqanngitsup eqqortumik 

saqqummiunnissaatut. Taamaalilluni 

Dummy Arkep oqaluttuarisaanermut 

isiginnittaasiata tunngaviinik 

pingasunik tikkuussivoq: Siullermik 

Ittoqqortoormiit oqaluttuassartaat 

ataasiinnaanngitsoq, amerlaqisulli. 

Aappassaanik oqaluttuaq taanna nunasiaatillit 

namminnerpiaq ilusiliineraat; 

Sumiiffik Københavnimi allaffimmi 

eqqarsaatigineqarlunilu sananeqartoq. 

Pingajussaanik oqaluttuaq taanna suli 

naammassineqanngilaq. Dummy assigalugu 

isikkuissani suli tigunngilaa – 

taamaalinngisaannarunarlunilumi. 


Pia Arke. Dummy. 1995-2003 

The title of Pia Arke’s work 

Dummy should be read literally. 

The work consists of a “dummy” 

– that is a mock-up page that 

shows the sequence of the pages 

and the placing of pictures and 

text on each page spread. The 

framed mock-up pages hung 

on the wall give a momentary 

picture of how Arke set about her 

work when she assembled her 

collected stories, pictures and 

documents from Scoresbysund/ 

Ittoqqortoormiit for her book 

Stories from Scoresbysund. Photographs, 

Colonisation and Mapping 

(Borgen Publishers, 2003). 

The dummy we see on the wall is 

for its part just the next but last 

in a series of similar dummies 

that Arke used as basis for her 

work when she was planning 

her book and discussing it with 

her collaborator Stefan Jonsson 

and her publisher Poul Henrik 

Westh. 

Dummy shows that Arke 

regarded Stories from Scoresbysund 

as an artwork as well as a 

book project – although perhaps 

most preferably as a new aesthetic 

object without a name. A 

writer would scarcely exhibit the 

manuscript for her/his completed 

book. Among artists, on the other 

hand, it is common for studies 

and sketches to be valued as 

works in their own right. 

And, furthermore, like a number 

of other works by Arke, Dummy 

shows that she is one of those 

artists who give more emphasis 

to the process than to the result. 

Arke had barely completed 

the manuscript of Stories from 

Scoresbysund and delivered it to 

the printer when she returned to 

the dummy, separated the pages 

and began to consider whether it 

would not be possible to arrange 

the documents in new combinations. 

In this way Dummy also comes 

to reflect Arke’s entire attitude 

to her birthplace, Scoresbysund. 

When after 35 years of absence 

she returned to the town in 

1997, she found that its inhabitants 

lacked a history. The 

settlement’s past had no given 

place in their collective memory. 

Furthermore the community 

lacked historical documents that 

could account for the years that 

had passed. Arke set herself the 

task of remedying this situation. 

She collected documents about 

Scoresbysund that had been 

spread across half of Europe. She 

also documented the stories that 

the inhabitants themselves had 

stored away in their memories 

and photo albums. In this way 

she wanted to re-establish Ittoqqortoormiit’s 

history from 

below by presenting the throng of 

memories and recollections that 

had been left out of official Danish 

colonial history writing. 

As opposed to the official version 

of history the multiplicity 

of stories, photographs and 

memories collected by Arke had 

no definite line. They could not 

be put together into a coherent 

narrative, but only as a mosaic 

of intertwined stories like a ball 

of yarn. That Arke attached so 

much importance to the dummy 

and elevated it to a work of art in 

its own right shows that she saw 

the unfinished form as the only 

kind that could present the truth 

about Ittoqqortoormiit’s uncompleted 

and unfinished history. 

In this way Dummy highlights 

three fundamental ideas in 

Arke’s view of history. First, 

Scoresbysund does not have one 

history, but many. Second, this 

history is quite literally about 

a colonial construction; a place 

that was conceived and fabricated 

at a desk in Copenhagen. 

Third, the history is unfinished. 

Like the dummy it has not 

acquired its final form – and 

probably never will. 


41

Pia Arke. Jord til 

Scoresbysund. 1998 

“Det er tre menneskers 

kaffeforbrug gennem fire 

måneder. Da jeg var i 

Grønland, ville jeg smide 

kaffegrumset ud, men så 

fik jeg at vide, at det måtte 

jeg ikke, den skulle blive til 

kompost, de ville så gerne 

have noget mere jord. 

Efter tilstrækkelig lang tid 

bliver kaffe til jord. Kaffe 

er importeret, det er noget, 

man drikker alle steder i 

verden.” 

42 

Pia Arke 

(citeret fra Kunstavisen, 

nr. 5, 1998) 

Den oprindelige installation 

fra 1998 er blevet opløst, som 

det var tilfældet med mange 

af Arkes værker, men er 

under arbejdet med udstillingen 

blevet rekonstrueret af 

udstillingsteamet efter ovennævnte 

beskrivelse. 

Pia Arke. Ittoqqortoormiitsaanngutissaannut. 

1998 

“Inuit pingasut qaammatini 

sisamani kaffisugaat. Kalaallit 

Nunaanniitillunga kaffit tangikui 

iginnialerpakka, ilisimatinneqarpungali 

taamaaliussanngitsunga, 

nunannguunniassammata, 

saannguteqarnerorusukkaluaqigamimmi. 

Sivisuumik 

uninngareerlutik kaffit saanngutinngortarput. 

Kaffi, nunarsuarmi 

tamarmi imerneqartartoq, 

nunamut eqqutaavoq.” 

Pia Arke 

(atuagassiami Kunstavisen, nr. 5, 

1998-imi issuarneqarpoq) 

1998-imi ilusilernera tammarsimavoq, 

soorlu Arkep suliarpassuisa 

ilaat aamma tammarsimasut, kisianni 

saqqummersitsinissap suliarinerani 

saqqummersitsiniartuusut 

qulaani issuarneqartoq pissusiatut 

suliareqqippaat. 

Pia Arke. Soil for 

Scoresbysund. 1998 

“It is three people’s consumption 

of coffee over 

four months. When I was 

in Greenland I was going 

to throw out the coffee 

grounds, but I was told 

that I shouldn’t do that, as 

they wanted it to become 

compost. They so much 

wanted to have some 

more soil. After a sufficient 

length of time coffee 

becomes earth. Coffee is 

imported; it is something 

people drink all over the 

world.” 

Pia Arke 

(quoted from Kunstavisen, 

no. 5, 1998) 

The original installation from 

1998 was dissolved, as was 

the case for many of Arke’s 

works, but has been reconstructed 

by the exhibition 

team during the work on the 

exhibition in accordance with 

the above description.

Jord til Scoresbysund. 1998 

Ittoqqortoormiit saanngutissaannut. 1998 

Soil for Scoresbysund. 1998 

© Søren Arke 

43

Pia Arke. Telegrafi. 1996 

Midt i det hele står Samuel 

Morse (1791-1872), amerikansk 

portrætmaler og opfinder 

af morsekoden og elektrisk 

telegrafi – af det græske “tele” 

(fjern) og “grafein” (skrive); 

altså fjernskrivning eller kommunikation 

over lang afstand. 

Ordet minder om fotografi – af 

græsk “fos” (lys) – som ofte 

er blevet brugt som historisk 

dokumentation for faktiske 

hændelser. 

Det sort-hvide fotografi af 

Morse-statuen, der står i 

Central Park i New York, er 

det eneste Pia Arke selv har 

taget på en rejse til byen. 

Resten af fotografierne, farvet 

blå af kunstneren, fortæller 

om den rejse, manden på 

billederne foretog i slutningen 

af 1940’erne fra Danmark til 

Grønland for at arbejde som 

telegrafist. 

Manden er placeret ved siden 

af Morse; den ene på en sokkel, 

den anden på en klippe, 

fotograferet lidt nedefra. 

Begge poserer og skuer mod 

noget i det fjerne. De to fotografier 

er centrum i serien, 

som symmetrisk folder sig ud 

med otte fotografier på hver 

side, der så at sige spejler sig i 

hinanden. 

Umiddelbart er der en logisk 

modsætning mellem fotografierne 

på hver side. Særligt i 

første række, hvor manden 

på den ene side holder om 

to danske kvinder og på den 

anden side om to grønlandske 

kvinder. Vandets stille, 

skarpe spejling af landskabet. 

Billedet af huset set udefra, 

og billedet set indefra huset 

og ud. 

44 

Men jo længere man kommer 

ud i rækkerne, bliver 

de gentagne modsætninger 

mere og mere et spørgsmål om 

form snarere end betydning. 

Telegrafmast og skibsmast; 

skibsreb og telegraftråde; husmoren 

der bøjer sig hen over 

bordet, og fangeren der bøjer 

sig hen over sin kajak; skibsstævn 

og mandens siddende 

krop. Modsætningerne er 

formmæssig, noget der ligner 

hinanden, men det er ikke 

givet, hvad forbindelsen mellem 

dem betyder. Den givne, 

logiske spejling forvrænges 

og udvider modsætningernes 

rummelighed. 

Serien fortæller en historie 

om en anden, på samme måde 

som etnografer – fra græsk 

“ethnos” (folk) – har fortalt om 

grønlænderne. Den anden er 

blot her en ung, hvid mand, 

som traditionelt repræsenterer 

den position, hvorfra der 

er blevet set, opdaget, erobret 

og beskrevet. Det er ikke længere 

entydigt, hvem der ser på 

hvem. 

Arke har betegnet fotografiet 

som en vigtig del af det 

koloniale sprog, fordi det har 

været brugt som dokumentation 

for erobringen af fjerne 

egne. I Telegrafi betvivles den 

autoritet af fotografierne selv. 


Pia Arke. Nalunaarasu- 

Qeqqaniippoq Samuel Morse (1791- 

1872), amerikamiu inuit kiinaannik 

qalipaasartoq, toornerit titarnerillu 

atorlugit nalunaarasuarnermik 

(morsernermik) aamma innaallagiaq 

aqqutigalugu nalunaarasuarnermik 

nassaartoq – telegrafi – grækerit 

oqaasiannit “tele” (ungasissoq) 

aamma “grafein” (allanneq); tassa 

ungasissumut allanneq imaluunniit 

ungasikkaluaqisumut attaveqarneq. 

Oqaatsimut assingutinnarpoq 

fotografi (assiliineq) – grækerit 

oqaasiannit “fos” (qaamaneq) – amerlaqisutigut 

pisimasuinnut oqaluttuarisaanermut 

uppernarsaatitut 

atorneqarajuttoq. 

Morsemut eqqaassutissap, New 

Yorkimi Central Parkimiittup, assinga 

qalipaateqanngitsoq tassatuaavoq 

assi Pia Arkep illoqarfimmut 

tikeraarnermini nammineq assilisatuaa. 

Assit sinneri, assiliisumit 

namminermit tungujuartunngortinneqarsimasut, 

oqaluttuarput angutip 

assilineqarsimasup nalunaarasuartaaserisutut 

sulissalluni 1940-kkut 

naalerneranni Danmarkimiit Kalaallit 

Nunaaliarneranik. 

Morsep saniani qeqarpoq angut; 

aappaa eqqaassutissap sukaani 

aappaalu ujaqqami, atikannianniit 

assilisaq. Tamarmik inississimapput 

sumut ungasissumut isigisutut. 

Assini uiguleriittuni assit taakku 

marluk qitiupput, illugiiffaarissumik 

tamarmik assinik arfineq pingasunik 

avatangerneqarsimallutik, soorlulusooq 

imminnut tarrarsortut. 

Imaaliinnarlugu paasigaanni assit 

avatangiisut naleqquttumik illuatungiliipput. 

Pingaartumik siullerni, 

angutip arnat qallunaat marluk 

illugiissillugit eqisimaarai aappaanilu 

kalaallit arnat marluk eqisimaarlugit. 

Immap qatsungasup nunamik tarranitsitsinera. 

Illup silataaniit assinga, 

illullu iluaniit isikkiviata assinga.

artaateqarneq. 1996 

Kisianni assit tulleriiaat qimerloornerini 

imminnut illuatungeriittut 

uteqattaartut periaasinngoriartuinnartutut 

ipput isumaat 

tunorlinngorlunilusooq. Nalunaarasuartaatip 

napparussua umiarsuullu 

napparutaa; umiarsuup pituutai 

nalunaarasuartaatillu aqqutaat; 

illumi ningiu nerriviliortoq, piniartorlu 

qaannaminik passussisoq; 

umiarsuup siua angutillu issianera. 

Illuatungeriinnerit isikkumikkut 

taamaapput, imminnut assingullutik, 

imaakkunanngitsumilli taakku 

ataqatigiissutaat immini isumaqartoq. 

Pissusissamisut naleqquttumik 

tarraninneq allanngortinneqarpoq 

illuatungeriinnerillu imartussusiat 

tarparlugu. 

Assilissat oqaluttuaraat allanik 

oqaluttuarneq, soorlu etnografit 

(inuit kulturiinik pissusiinillu 

ilisimatusartut) – grækerit oqaasiannit 

“ethnos” (inuit) – kalaallit 

pillugit oqaluttuartarnerat. Aappaa 

tassaaginnarpoq angut inuusuttoq, 

qaamasumik amilik, pisarneq malillugu 

sinniisuusoq inissisimaffimmut, 

taakkuninnga isiginniffiusumut, nassaarineqartunut,ajugaaffigineqartunut 

allaaserineqartunullu. Kia 

kina isigineraa ataasiinnanngorlugu 

paasineqarsinnaajunnaarpoq. 

Arkep assiliineq nunasiaateqartup 

nassuiaanerinut pingaarutilinnut 

ilaasutut oqaatigaa, pissutigalugu 

tamanna atorneqartarsimammat 

nunanik ungasissorsuarniittunik 

ajugaaffiginninnernut uppernarsaatissatut.Nalunaarasuartaateqarneq-mi 

(nalunaarasuartaateqarneq) 

taama imminut oqaasissaqartitaaneq 

assit namminneq qularnarsisippaat. 


Pia Arke. Telegraphy. 1996 

In the middle of it all stands 

Samuel Morse (1791-1872), 

American portrait painter and 

inventor of the Morse Code 

and of electric telegraphy – 

from the Greek “tele” (distant) 

and “grafein” (to write); that 

is, long-distance writing or 

communication. The word 

reminds one of photography 

– from Greek “fos” (light) – 

which has often been used as 

documentation of the factuality 

of historical events. 

The black-and-white photograph 

of the statue of Morse, 

which stands in Central Park 

in New York, is the only one 

taken by Pia Arke herself on 

her visit to the city. The rest 

of the photographs, coloured 

blue by the artist, relate to 

the journey the man in the 

pictures made at the end of 

the 1940s from Denmark to 

Greenland to work as a telegraphist. 

The man is placed next to 

Morse; one of them on a 

plinth, the other on a rock 

photographed a little from 

below. Both are posing, gazing 

into the distance. The two 

photographs form the centre 

of the series, which extends 

symmetrically with eight photographs 

on each side of them 

as a kind of mirror image of 

one another. 

On the face of it there seems 

to be a logical opposition 

between the photographs on 

each side. Especially in the 

first row where the man on 

one side has his arms around 

two Danish women and on the 

other side around two Greenlandic 

women. The water’s 

still, sharp reflection of the 

landscape. The picture of the 

house seen from outside, and 

the picture seen from inside 

the house looking out. 

But the further one moves out 

from the centre, the more the 

repeated oppositions become 

a question of form rather than 

of meaning. Telegraph mast 

and ship’s mast, ship’s ropes 

and telegraph cables; the 

housewife bending over the 

table and the hunter bending 

over his kayak; bow of a 

ship and a man’s body seated. 

The oppositions are formal, 

things that resemble one 

another, but it is not given 

what the connection between 

them signify. The given logical 

mirror reflection is distorted 

and expands the space of the 

oppositions. 

The series tells a story about 

the other, in the same way as 

ethnographers – from Greek 

“ethnos” (people) – have told 

about Greenlanders. Here, 

however, the other is a young 

white man, someone who 

traditionally represents the 

position from which the world 

has been seen, discovered, 

conquered and described. It is 

no longer clear who is looking 

at who. 

Arke has defined photography 

as an important part of the 

colonial language, because it 

has been used as documentation 

of the conquest of distant 

regions. In Telegraphy doubts 

are raised as to such an 

authority by the photographs 

themselves. 


45

TEMASEKTION 6: LEGENDE 

Denne sektion kigger nærmere på 

det ironiske spil i Pia Arkes bricolager 

– vanen tro med udgangspunkt 

i et konkret værk, nemlig serien 

Legende I-V (1999). De fem skrøbeligt 

monumentale billeder tilegner 

sig forhåndenværende landkort over 

Nordøstgrønland. Kortene er i sig 

selv forunderligt farverige, men de er 

blevet behandlet med et grafikpulver, 

der stedvist gør dem mørke, næsten 

dystre. Midt i disse barske landskaber 

(midt på kortene over samme) lyser en 

håndfuld varme gultonede kvindeportrætter 

op. 

De stammer fra Ittoqqortoormiit 

og tiden lige efter 2. Verdenskrig. 

Legende III prydes således af et ungdomsportræt 

af Arkes mor. Hun og de 

andre ser ved første øjekast ud til at 

bære ansigtstatoveringer. Måske lidt 

ligesom de fem kvinder i det berømte 

Qilakitsoq mumiefund, som i dag er at 

se på Grønlands Nationalmuseum & 

Arkiv – eller som kvinden i Mathias 

Blumenthals maleri fra 1753 af 

Grønlænderinden Maria, der hænger i 

Etnografisk Samling på Nationalmuseet 

i København. 

Men ved nærmere eftersyn ser man, 

at det drejer sig om tilføjelsen af et 

transparent papir overstrøet med stednavne, 

der henviser til de snarrådige 

europæere og amerikanere, der kom 

først i kapløbet om at give verdenen 

navn: WULLF LAND (efter en svensk 

botaniker), KANE BASSIN (efter 

en amerikansk læge), HUMBOLDT 

GLACIER (efter den tyske naturvidenskabsmand 

og den moderne geografis 

grundlægger) og så fremdeles. 

“Grønland som konstruktion” kunne 

Arke have kaldt sit værk, og denne 

sektion ville have fået samme entydige 

titel. Men det gjorde hun selvfølgelig 

ikke. For Arke var formidabel til det 

med titler. Hun beherskede balanceakten 

mellem ikke at give for meget og 

ikke for lidt i navngivningen af sine 

værker, ikke at lukke læsningen, men 

at holde den åben, således at det slår 

knuder i hjernen, når man forsøger 

at få greb om, hvad det er, der er på 

færde i hendes værker. 

Arke leger med ord og betydninger 

og leger kispus med forudfattede 

fortolkninger. Legende. Hun peger 

på sagnet og myten – om Grønland, 

folketyper, folklore og alle tupilakkens 

forbandelser – før Kristendommen 

nåede til landet. Legende. Kristendommen 

nåede frem, og det samme gjorde 

de religiøst opbyggende beretninger om 

helgeners og helgeninders forbilledlige 

liv. Helgenlegenderne. Man kunne 

blive ved. Men den mest nærliggende 

læsning (middelalderlatin: “legenda” = 

noget som skal læses) må være legen- 

46 

den som signaturforklaring. Altså den 

oversigt over symbolernes betydning, 

som korttegnerne forsyner ethvert 

ordentligt land- og søkort med. 

Arke har forsynet sine kort med 

sin egen signaturforklaring hentet 

nede fra den lokale kolonialhandel: 

kaffe, sukker, ris, og de mere hjemlige 

næringsmidler mel og havregryn. Hun 

går efter sammenstillinger, der sætter 

et ironisk spil af betydninger i værk, 

og som følgelig afsøger betydningerne 

for at se, om der skulle være åbninger 

og sprækker, hvor man kunne skyde 

andre fortællinger og fortolkninger ind. 

Selv formulerede hun det således: “Jeg 

putter en masse historie på i stedet 

for at rense billedet til at være det der 

storslåede, æstetiske billede.” 

Sektionen rummer også en anselig 

del af de talrige værker, hvor hun helt 

bogstaveligt putter en masse historie 

på. Enten ved at skrive direkte på de 

sort-hvide fotografier af barndommens 

grønlandske tilknytningssteder. Eller 

ved at grifle direkte på rammen. 

Rammen som betydningsbærer har 

Arkes særskilte interesse. “Vi, de etniske 

i forskellige afskygninger”, skriver 

hun i bogen Etnoæstetik (1995), har en 

“interesse i at få de museale rammer 

med i udstillingen. Vi har en interesse 

i at klarlægge forbindelsen tilbage til 

Europa, på samme måde som æsteten 

har en interesse i at beskæftige sig 

med kunst. Her er ingen frygt for 

forurening af de oprindelige værdier, 

faktisk tværtimod.” 

Iblandt de røster, der kommer 

til udtryk på rammerne – og som 

beskriver steder, ankomster til steder, 

vejrlig, med mere i opstemt telegramstil 

– finder man nu amerikanske 

stemmer. Arke går ikke i detaljer. 

Det lader hun stemmerne om. Men en 

overordnet lejrstemning, en fornemmelse 

af base camps og – helt svagt 

– boot camps, toner frem sammen med 

amerikanernes tilstedeværelse. Det 

spejderagtige toner over i det militære. 

Hverdagssysler går hånd i hånd med 

strategiske opgaver og gammelt gyngebræt 

møder B-52 bombefly i fredstid. 

Det med fredstid er en del af det 

ironiske spil omkring forestillinger, der 

har med størrelse at gøre: det lille Danmark 

i den store verden, det store Danmark 

med de rigtige kompetencer, det 

lillebitte Grønland blandt verdens store 

nationer, det koloenorme Grønland at 

opdage og forvalte, og så fremdeles. 

Danmarks base- og atomvåbenforbud i 

fredstid gjaldt åbenbart ikke Grønland. 

Men det blev der ikke snakket så meget 

om. I dag taler vi heller ikke så meget 

om, hvad det betyder for Danmarks 

rolle i NATO at booste territoriet med 

en faktor 30. 

Arke taler heller ikke om det. Hun 

taler om tavsheden i stedet. 

SAMMISAQ IMMIKOORTORTAQ 6: 

Uani immikoortortami Pia Arkep pinnguaata 

bricolager sammineqassaaq – pisarneq malillugu 

aalajangersimasumik aallaaveqartumik, 

tassa nangeqattaatut Legende I-V (1999). 

Taakku alutornartut qajannartulli assit tallimat 

imaraat Tunup Avannaata nunataata 

assingi. Assit immini qalipaatigissaarput kisiannili 

eqqumiikujuttumik qalipaatigissaarlutik. 

Grafikpulverimik nakkalatserfigineqarsimapput, 

piffiit ilaat ersinangajattumik tarrajullutik. 

Nunat akorngini (nunat assingisa qeqqani) 

arnat assingi kissalaartumik qaammaarissumillu 

qalipaatillit takuneqarsinnaapput. 

Arnat Ittoqqortoormiuupput asserlu Sorsunnersuup 

Aappaata nalaaninngaanneerluni. 

Arkep anaanata inuusukkallarami assinga Legende 

III-ani kusanaqutaavoq. Anaanaa allallu 

takutsiaannarlugit isumaqarnarpoq kiinnamikkut 

kakiortissimasut, soorlu arnat Qilakitsormiut 

tusaamasat Nunatta Katersugaasiviani 

Allagaateqarfianiittut assigalugit – aammalu 

arnaq kalaaleq Grønlænderinden Maria, 

Mathias Blumenthalip 1753-imi qalipagaa, 

Etnografisk Samlingimi Katersugaasivissuarmi 

Københavnimiittumi nivingasoq assigalugu. 

Qanimut misissorlualerlugit takuneqarsinnaavoq 

pappialaq akimut ersingajattoq, 

tassanilu piffiit assigiingitsut atiisa allattorsimanerat, 

taakkua europamiunut amerikarmiunullu 

isumassarseriallaqqissunut 

nunanik nassaaqqaarnissamut atsiussinissamullu 

innersuussutaallutik: WULLF LAND 

(naasorsiooq svenskiusoq malillugu), KANE 

BASSIN (nakorsaq amerikarmioq malillugu), 

HUMBOLDT GLACIER (ilisimatooq nunalerinerlu 

nutaajunerusup tunngaviliisua tyskeq 

malilligu) taamatullu. 

“Kalaallit Nunaata sannaa” taamak Arkep 

suliani taasinnaagaluarpaa, unalu immikkoortortaq 

paatsuugassaanngitsumik taaguuteqartissinnaagaluarlugu. 

Taamaasiunngilarli. 

Arke taaguusersuinermini pikkorilluinnartarsimavoq. 

Suliaminillu taaguusersuinera 

ingasaassinnginnissaq minnaarinnginissarlu 

tappiffigisarsimallugit, taamaasilluni inuk 

eqqarsalertinniarlugu sunaana pineqarnersoq? 

Arkep isummiuteriikkat oqaatsit atorlugit 

pinnguarisarsimavai. Legende. Tassani 

Kalaallit Nunaat pillugu oqaluttuatoqqat, inuit 

assigiinngitsut, ileqqui tupilaallu kingunipilui 

suli kalaallit Kristumiunngunngikkallarmata 

pineqarput. Legende. Kristumiussuseq eqqunneqarpoq 

malitsigalugit oqaluttuat upperisarsiornermut 

iluartuutitaanermullu tunngasut. 

Legende. Amerlaqaat. Ajornannginnerpaassaarlu 

oqaluttualiat aalajangersimasumik isumalittut 

paasissallugit (latineritut “Legenda” 

= isumaqarpoq atuarneqarsinnaasoq). Soorlu 

nunap immallu assinginik titartaasartut ilaarlugit 

aqqinik aalajangersimasunik isumalinnik 

atsiisartut. 

Arkep nammineq aalajangersimasunik 

taaguusersuisarsimavoq, soorlu pineqartup 

niuvertarfiata nioqqutissai kaffi, sukkut, 

qaqorteqqasut atorlugit aammalu nerisassat 

ilisarnarluinnartut qajuusat issingiassallu. 

Kattutaarinerit paatsoortitsisinnaasut pilersittarpai, 

allatullu paasinneriaaseq ujartor-

LegeNde 

lugu, ajornanngippallu allanik oqaluttuanik 

paasinneriaatsinillu ilassuteqartittarlugit. 

Nammineq ima oqaatigaa: “Oqaluttuarpassuit 

ilaatinniartarpakka asseq imaannaanngitsoq 

kusanartorlu ersersinniarlugu.” 

Immikkoortortaq suliarpaalunnik oqaluttuassartalinnik 

imaqarpoq. Ilagivaat assilisat 

qalipaateqanngitsut meeraanermi arlaatigut 

attuumassutillit toqqaannarlugit allaffigisarsimasai 

– ilaatigut assip sinaa toqqaannarlugu 

allaffigisarsimallugu. 

Isumalersuineq Arkep immikkut soqutigilluinnarsimavaa. 

“Uagut inuiaqatigiit arlalippassuartigut 

assigiinngequteqartut”, taamak 

allassimavoq atuakkami Etnoæstetik-mi (1995), 

“soqutigaarput katersugaasiveqarnerup iluani 

saqqummersitatut ilanngutissasut. Soqutigaarput 

Europamut attaveqarnerput qulaajassallugu 

soorlu eqqumiitsuliortup eqqumiitsuliorneq 

sammerusuttaraa annilaangaginagu pioreersut 

mingutsissallugit – akerlianilli.” 

Assit sinaani nipit ersarissut piffinnik, piffinnillu 

tikitanik silallu pissusaanik telegrammitut 

unikkaartutut akornanni amerikarmiut 

nipaat tusarsaavoq. Arke pisariaqanngitsut 

ilanngunneq ajorpai. Nipit immineq ersarissuupput. 

Maluginiagassaavorlu tammaarsimaarnerpalaaq 

aammalu sakkutuut 

sungiusartarfii amerikarmiut peqatigalugit 

saqqummertoq. Spejdererpalaarneq sakkutuujussusermut 

ilassuulluni. Ulluinnarnilu sulineq, 

malittarisaqarlunilu iliuusissat issakatsiaarfitoqarlu 

timmisartoq qaartartunik imalik 

B-52 eqqissisimaffiup nalaani naapipput. 

Sorsunneqarfiunngitsup nalaani takorluukkat 

paatsoornarsinnaasut angissutsit 

saqqummertarput: Danmarkimineerannguaq 

nunarsuarmi, Danmarkersuaq piginnaanilissuartut, 

Kalaallit Nunaarannguat nalagaaffissuit 

akornanni, Kalaallit Nunarujussuat 

nassaartuiffissaq aqutassarlu … Danmarkip 

mittarfeqarnermut sakkussanullu atomitalinnut 

inatsisaa inerteqqut Kalaallit Nunaanut 

atuussimanngilaq. Tamannalu oqaluuserineqarpianngilaq. 

Ulloq mannattaaq tikillugu 

Danmarkip NATO-mi inissisimanera eqqartorneqanngilaq 

qanorlu nuna faktor 30-imik 

sunnerneqapilussimanera. 

Arkep aamma tamakkua eqqartunngilai. 

Akerlianik nipaanneq oqaluttippaa. 

THEME SECTION 6: LEGEND 

This section looks more closely at the 

play of irony in Pia Arke’s bricolages 

– once again with a point of departure 

in a specific work, namely the series 

Legend I-V (1999). The five fragilely 

monumental pictures appropiate maps 

of North East Greenland that were 

at hand. The maps are in themselves 

wonderfully colourful, but they have 

been treated with graphic powder, 

which makes them dark in some 

places, almost gloomy. In the middle of 

these rough landscapes (in the middle 

of the maps of them) shine a handful of 

warm yellow-toned female portraits. 

They come from Ittoqqortoormiit 

and the time just after World War 

II. Thus, Legend III is adorned by a 

youthful portrait of Arke’s mother. At 

first sight she and the other women 

seem to have tattoos on their faces. 

Perhaps a little like the five women 

in the famous Qilakitsoq mummy 

find, which can today be seen at the 

Greenland National Museum & Archives 

– or like the woman in Mathias 

Blumenthal’s painting from 1753 of 

The Greenlandic Woman Maria, hanging 

in the Ethnographic Collection at 

the National Museum of Denmark in 

Copenhagen. 

But on closer inspection we see 

that the artist has attached a piece of 

transparent paper strewn with place 

names that refer to the resourceful 

Europeans and Americans who took 

the first places in the race to give the 

world names: WULLF LAND (after a 

Swedish botanist), KANE BASSIN (after 

an American doctor), HUMBOLDT 

GLACIER (after the German natural 

scientist and founder of modern geography) 

and so on. 

“Greenland as construction” Arke 

might have titled her work, and this 

section would then have been given 

the same unambiguous title. But of 

course she didn’t. For Arke was great 

at titles. She mastered the balancing 

act between not giving too much and 

not giving too little when naming her 

works, not to close their interpretation, 

but to keep it open, so one’s brain goes 

into a spin when one tries to get a grip 

on what is going on. 

Arke plays with words, meanings 

and preconceived interpretations. Legend 

(in Danish: playfully). She points 

to the myth – about Greenland, types 

of peoples, folklore and all the tupilak’s 

curses – before Christianity reached 

the country. Legend. Christianity 

arrived, and with it the religiously 

edifying accounts of the exemplary 

lives of the saints, male and female. 

Legends of saints. One could go on. But 

the most obvious reading (Medieval 

Latin: “legenda” = things that are to be 

read) must be the legend as explanation 

of the signs used on a map, that is the 

list of the symbols’ meanings that the 

mapmaker provides on any decent map 

or chart. 

Arke has given her maps her own 

explanation taken from the local store: 

coffee, sugar, rice and the more domestic 

products flour and oats. She pursues 

juxtapositions that activate an ironic 

play of meanings, and which therefore 

examine the meanings to see if there 

might be openings or fissures, into 

which one could insert other narratives 

and interpretations: “Instead of cleansing 

the picture so it could become that 

magnificent aesthetic picture I put a lot 

of history on top,” as she phrased it. 

The section also contains a considerable 

number of the numerous works 

onto which she quite literally heaps 

a mass of history. Either by writing 

directly on the black-and-white 

photographs of the places where she 

spent her Greenlandic childhood. Or by 

scribbling directly on the frame. 

The frame as a bearer of meaning is 

of special interest for Arke. “We, the 

ethnic in various shades,” she writes in 

her book Ethno-Aesthetics (1995), “have 

an interest in bringing the museological 

framework into the exhibition. We have 

an interest in unveiling the connections 

leading back to Europe, in the same 

way as the aesthete has an interest in 

occupying him- or herself with art. Here 

you will find no fear that authentic 

values will be polluted, in fact, quite the 

contrary.” 

Among the voices heard on the frames 

– and which describe places, arrivals, 

weather conditions and more in an 

excited telegram style – we now find 

American voices. Arke doesn’t go into 

detail. She leaves that to the voices. But 

a general atmosphere of camps, a sense 

of base camps and – very faintly – boot 

camps makes itself felt with the presence 

of the Americans. The boy-scoutish 

shifts towards the military. Everyday 

activities go hand in hand with strategic 

tasks and the old seat board of a swing 

meets B-52 bombers in peacetime. 

The peacetime angle is part of the 

ironic play with ideas that have to do 

with size. Little Denmark in the big 

world, big Denmark with the right 

competences, tiny little Greenland 

among the big nations of the world, 

colossal Greenland to be discovered 

and administered and so on. Apparently 

Denmark’s ban on bases and 

nuclear weapons in peacetime did not 

apply to Greenland. But that wasn’t 

talked about so much. Nor do we talk 

so much today about what it means for 

Denmark’s role in NATO to boost its 

territory by a factor of 30. 

Arke doesn’t speak about it either. 

Instead she speaks about the silence. 

47

Pia Arke. Legende I-V. 1999 

Titlen på denne serie arbejder, 

Legende (på latinsk 

“legenda” = noget der skal 

læses, på engelsk “legend” 

= myte, sagn, inskription, 

tegnforklaring), minder os 

om, at et kort altid er noget 

mere og noget andet end et 

enkelt og umiddelbart og 

givet billede af et territorium. 

Snarere end at spejle 

eller efterligne eller reproducere 

påbyder og definerer 

kortet det territorium, som 

det afbilder. Måske kunne 

man endda sige, at kortet 

skaber territoriet. Inden 

kortets intervention fandtes 

der ingen grænser, intet 

uden for og inden for, intet 

mit og intet dit territorium. 

Efter kortets intervention er 

territoriets konturer blevet 

udmejslede, pladser har fået 

nye identiteter, landskaber 

er blevet farvelagte, og livsrum 

er blevet indhegnede. 

I de fem collager af kort, 

fotografier og andet, som 

udgør serien Legende kontrasterer 

Pia Arke det koloniale 

kort – kortet som det 

blev tegnet af kolonisatorens 

kartografer – med nærværet 

af individer. Her, på territoriet, 

findes, lever individer. 

Et menneske, set gennem et 

fotografisk portræt, placeret 

i kortets midte, synliggør 

kortets ambitioner: At indkredse 

og omgærde menneskelig 

hverdag, at farve og 

præcisere menneskets mål. 

Men Legende re-artikulerer 

kortets magt på flere måder. 

Udvekslingen mellem 

48 

menneske og territorium, 

mellem livsverden og koloni, 

karakteriseredes ikke bare 

af en abstrakt kartografi, 

men henter også sin kraft 

fra en materiel økonomi. 

Derfor er Legendes kort ikke 

bare geometrier af blæk 

på papir, men et temperaments- 

og blodfyldt raster af 

kaffe, salt, sukker, ris m.m.; 

den udveksling af varer og 

ting, som udgør og udgjorde 

koloniens hverdag og, ikke 

mindst, dens geopolitiske og 

økonomiske eksistensberettigelse. 

Det er i Legende 

lykkedes Arke lydhørt og 

empatisk at overlejre kortes 

abstrakte geometri og empiri 

med den levede hverdags 

slid. Og med et håb. Som om 

territoriet stadig kunne defineres 

og omdefineres af de 

mennesker, som lever der. 

Det er netop på den måde, at 

Legende så præcist forener 

livserfaringer forankrede i 

den personlige biografi med 

geopolitik; hvordan de små 

pennestrøg – som forandrer 

et kort, et kortbillede, og 

som omtegner et territorium 

som fuldstændigt – på en og 

samme gang kan påvirke og 

omdefinere menneskers liv. 

Jan-Erik Lundström 

Pia Arke. Legende I-V. 1999 

Suliani tulleriinni qulequtaata, 

Legende-p (latinerisut “legenda” 

= atuagassaq, tuluttut “legend” 

= oqaluttuatoqaq, itsarnitsanik 

oqaluasaarut, allannerit, titartakkamut 

nassuiaat), eqqaasippaatigut 

nunat assingi tassaaginnanngitsut 

nunatamut assigititat 

imaaliinnaq paasisariallit, annertunerujussuusulli. 

Nunatap 

pineqartup assinga taanna tarrarsortiinnarnagu,assiginiaannarnaguluunniit 

imaluunniit 

issuaqqinnagu inassuteqarpoq 

nassuiaallunilu. Immaqaluunniit 

aamma oqartoqarsinnaavoq nunap 

assingata nunataq pilersikkaa. 

Nunap assingata akuliunneqannginnerani 

killeqarfeqanngilaq, 

silataaniittoqarani iluaniittoqaraniluunniit, 

uanga illillu 

nunatatsinnik. Nunap assingata 

akuliunneratigut nunatap killingi 

ersersinneqarput, sumiiffiit 

nutaanik paasineqarsinnaalerput, 

pinngortitaq qalipaasersorneqarpoq, 

inuuffigisinnaasallu ungaluneqarlutik. 

Nunap assinginik, assinik allanillu 

katiterlugit assilialiat 

tallimat tulleriiaat Legende-nik 

taaneqartut Pia Arkep nunasiaatillit 

nunap assiliaat – nunap assingi 

nunasiaatillit nunap assiliortuisa 

titartagaat – illuatungilerpai inoqalersikkamigik. 

Nunatami uani 

inoqarpoq. Inuup assilineqarsimasup 

assingata nunap assingata 

qeqqanut inissinneqarneratigut 

nunap assingata anguniagai 

takusassiarineqarput: Inuit ulluinnarni 

inuunerat killilerneqarluni 

ungaluneqarlunilu, inuup anguniagaa 

qalipaaserneqarluni erseqqissarneqarlunilu. 

Kisianni Legende-p nunap assin-

gata pissaanera erseqqissaqqippaa. 

Inuup nunatallu imminnut 

taartigiiaarnerat, inooriaatsip 

nunasiallu akornanni, taamaallaaterseqissarneqarsinnaanngilaq 

nunap timitaqanngitsumik 

pilikki atorlugu pappialamut 

titartaanikkut, kisiannili isummamigutallangoriataallaqqissumik 

aattaqartumillu sippoqarpoq 

kaffinik, taratsunik, sukkunik, 

qaqorteqqasunik il.il.; nioqqutissanik 

pigisanillu paarlagaanneq, 

nunasiap ulluinnarni atugaraa 

atortarsimallugulu, minnerunngitsumillu 

nunarsuarmi politikkip 

aningaasarsiornerullu atuutinnerinut 

tulluuppoq. Legende-mi 

Arkep iluatsippaa naalaarluarluni 

misiginneqatiginnillunilu nunap 

assingata timitaqanngitsup paasisallu 

titartarnerat qaangerpaa 

ulluinnarni inuunerup ilungersunartup 

ilanngunneratigut. Soorlulusooq 

nunataq inunnit tassani 

suli inuusunit nassuiarneqarsinnaallunilu 

allamik nassuiaaseqqinneqarsinnaasoq. 

Tassuunarpiarlumi Legende-p 

eqquissumik ataqatigiissilerpai inuup 

ataatsip kinaassutsiminik inuunerminilu 

ilikkakkamigut qamani 

pigisai nunarsuarmilu politikki, 

nunap assiliaq, nunatamik killiliisoq, 

ataatsikkut ilivitsunngortillugit, 

sunniisinnaanngorlugit inuillu 

inuuneri nutaamik paasineqarsinnaasunngorlugit. 


Pia Arke. Legend I-V. 1999 

The title of this series of 

works, Legend (in Latin 

“legenda” = things to read, 

in English “legend” = story, 

caption, inscription, explanation 

of symbols on a 

map), reminds us of the 

fact that a map is always 

something more than and 

different from a simple 

and immediate and given 

picture of a territory. Rather 

than imitating or reproducing 

the territory, the map 

commands and defines the 

territory it depicts. Perhaps 

one could even say that the 

map creates the territory. 

Before the map’s intervention 

there were no borders, 

no outside and no inside, no 

my and no your territory. 

After the map’s intervention 

the contours of the territory 

have been carved in stone, 

places have received new 

identities, landscapes have 

been coloured and living 

spaces fenced in. 

In the five collages of maps, 

photographs and other 

material that constitute 

the series Legend Pia Arke 

contrasts the colonial map 

– the map that was drawn 

by the coloniser’s cartographers 

– with the presence of 

individuals. Here, in the territory, 

there are, there live 

individuals. A human being 

seen through a photographic 

portrait placed in the middle 

of the map, visualises the 

map’s ambitions: to identify 

and fence in people’s everyday 

lives, to colour and 

define their goals. 

But Legend rearticulates 

the power of the map in 

more than one way. The 

exchange between man and 

territory, between life-world 

and colony, was not only 

characterised by an abstract 

cartography but also derives 

its strength from a material 

economy. That is why 

the maps in Legend are not 

just geometries of ink on 

paper, but temperament- 

and blood-filled remains 

of coffee, salt, sugar, rice, 

etc.; the exchange of goods 

and things that constitutes 

and constituted the daily 

life of the colony and, not 

least, its geopolitical and 

economic raison d’être. In 

Legend Arke has succeeded 

with sensitive empathy 

in overlaying the abstract 

geometry and empiricism of 

the map with the lived toil 

of daily life. And with hope. 

As if it were still possible for 

the territory to defined and 

redefined by the people who 

live there. 

It is exactly in this way that 

Legend so precisely unites 

life experiences rooted in 

personal biography with 

geopolitics; how the small 

strokes of the pen – which 

change a map, a map picture, 

and which draw in a 

territory – can completely, 

at one and the same time, 

affect and redefine people’s 

lives. 


49

Pia Arke. Uden titel (annoterede fotoserier fra 

Thule og Scoresbysund). 1990’erne-2000’erne 

Vi ser en række fotos fra forskellige 

steder i Grønland. Det er steder, der 

både i Pia Arkes egen personlige 

historie og i Grønlands historie som 

sådan har haft betydning. Nogle 

fotos er historiske fotos, som Arke 

benytter som en del af sin strategi 

til at få historien til at spille med i 

værket, og nogle har hun selv taget. 

Der er deres forskelligheder til trods 

et enkelt fællestræk mellem alle 

serierne. De fungerer som dokumentation. 

Det er analoge fotografier, 

som har som deres forudsætning, 

at sådan så der virkelig ud på dette 

sted og på dette tidspunkt. Måske 

kan man sige, at stederne er blevet 

registreret med disse fotografier. 

De fleste er sort-hvide fotos, lidt 

tørre i udtrykket, hvilket passer 

meget godt til deres funktion som 

fotografisk dokument. 

Det er fotos fra Umanaq (Thule) i 

Nordvestgrønland og fra Ittoqqortoormiit 

(Scoresbysund) i Nordøstgrønland. 

Thule Air Base er et navn, 

der er synonymt med amerikanernes 

militære tilstedeværelse i Grønland, 

og det bærer på associationer til den 

kolde krig, B52-bombefly med atombevæbning 

og den ubehagelige sag 

om tvangsforflytning af Umanaqstammen 

til Quaanaaq længere 

mod nord. Ittoqqortoormiit er det 

nuværende navn på Scoresbysund, 

det sted i Nordøstgrønland, hvor 

Arke voksede op. Der er oven i købet 

billeder af familiens hus. 

Med sin sædvanlige mangel på 

respekt for de konventioner, som 

kunstinstitutionen dikterer – eksempelvis 

at man ikke skriver på 

rammen af billedet … og da bestemt 

ikke på selve billedet – har Arke 

givet nogle af sine fotos en særlig 

dimension. I rammen af billederne 

er der beskrivelser fra noget, der 

lyder som logbøger eller dagbøger 

med tekst, der gengiver kortfattet og 

præcis information om de steder, der 

er afbildet. Nærmest militærisk som 

en opdagelsesrejsende, der afrapporterer 

sit første møde med nyt land. 

Men Arkes dokumentation af sin 

egen historie på dette sted afdramatiserer 

begivenhederne temmelig 

meget. Hun har som sagt 

endda skrevet, hvad der er hvad på 

enkelte af billederne. Som om den 

50 

dramatiske natur var et postkort fra 

Mallorca med et “her bor vi” afbildet 

med et kryds! Og det var lige netop 

det, de gjorde. Altså, de mennesker, 

der boede der i forvejen. De havde 

sådan set opdaget landet længe før, 

den dominerende og kontrollerende 

kommentatorstemme i rammen af 

billederne fik noget at skulle have 

sagt. Men det var ikke uden betydning, 

at de kom, amerikanerne, med 

deres stormagtspolitiske interesser 

og danskerne med deres økonomiske 

forhåbninger til gevinster i undergrunden 

i form af olie eller mineraler. 

Det bedste eksempel er måske 

billedet af det markante forbjerg i 

Umanaq, hvor den lokale befolkning 

blev tvangsforflyttet for at gøre 

plads for Thule Airbase. En sag, som 

kørte ved domstolene i Danmark fra 

1985 til 2003. 

Men den tilstedeværelse, som 

billederne dokumenterer, ender 

alligevel som en rest; et dødt minde 

om svunden foretagsomhed, som 

nu er blevet til rester af frugtesløse 

forsøg på at fravriste det genstridige 

Arktis dets rigdomme. Der ligger 

en petroleumslampe på den stenede 

jord, og den har ligget der længe. 

Teksten i randen af billedet taler om 

barakker, operationer og “desirable 

arrangement for locations.” 

Det er alt sammen overstået nu. Der 

er ikke længere noget “desirable” 

over denne lokalitet. Spørgsmålet er, 

hvad der skete med de mennesker, 

der var involveret i mellemtiden? 

Var det anstrengelserne værd? Vi ser 

ikke menneskene, men vi mærker 

deres nærvær gennem de efterladte 

ting. Hvordan skrev den store historie 

sig ind i deres liv? Hvilke omkostninger 

var der? Det er et faktum, at 

der er tragedier i mange grønlandske 

familier, og at mange har familiemedlemmer, 

der er gået til bunds i 

København. Så den store historie, 

som Arke respektfuldt (overfor de 

mennesker, der skrev deres historier 

på disse steder) og respektløst 

(overfor kunstinstitutionens diktat 

om æstetik) skriver ind på rammen 

af de umælende fotos, har haft og har 

stadig en meget virkelig og konkret 

betydning for de mennesker, som vi 

ikke længere ser på billederne. 

Søren Jønsson Granat 

Pia Arke. Qulequtaqanngitsut 

(avanersuarmiit 

Ittoqqortoormiiniillu as- 

Kalaallit Nunaanni sumiiffinni assigiinngitsuni 

assilisat takusinnaavavut. Sumiiffiit 

Pia Arkep nammineq inuttut oqaluttuassartaanut 

Kalaallit Nunaatalu oqaluttuassartaanut 

pingaaruteqarsimasut. Assilissat 

ilaat oqaluttuarisaanermut atatillugu 

assilisaapput, Arkep oqaluttuarisaanerup 

suliaminut ilaatinnissaanut periaatsimini 

atorsimasai, ilaallu nammineq assilisarai. 

Assigiinngissuteqaraluarlutik assilineqarsimasut 

ataatsimik assigiissuteqarput. Tamarmik 

uppernarsaataapput. Naligiissumik 

assilisaapput, tunngaveqarlutillu pineqartoq 

tassanerpiaq taamanerpiarlu taama isikkoqarsimasoq. 

Immaqa oqartoqarsinnaavoq 

sumiiffik taanna piffissami tassani assit 

taakku atorlugit nalunaarsorneqarsimasoq. 

Assit amerlanersaat qalipaateqanngillat, 

asingarujullutik, tamatumalu assitut uppernarsaatissanngortilluarpaat. 

Assit Avanersuarmi Uummannameersuupput 

Tunumilu Ittoqqortoormiineersuullutik. 

Thule Air Base (Pituffik) amerikamiut 

sakkutuuisa Kalaallit Nunaanniinnerannik 

takutitsisuuvoq, sorsunnermillu nillertumik 

taaneqartartumik, timmisartorsuarmik 

B-52-imik qaartartunik atomitalinnik usisumik 

Uummannarmiullu tujorminartumik 

Qaanaamut avannarpasinnerusumiittumut 

pinngitsaalisaallutik nuutsitaasimanerannik, 

eqqaasitsillutik. Ittoqqortoormiit 

Scoresbysundip kalaallisut aterilerpaa, 

tassanilu Arke alliartorpoq. Ilami ilaqutariit 

illuat aamma assilineqarsimavoq. 

Eqqumiitsuliornermik suliffeqarfiit 

isumaqatigiissutitut inassutaat – soorlu 

assip sinaani allaqqusinnginnermik … 

pingaartumillu assimut namminermut – 

pisarnermisut ataqqinagit Arkep assilisami 

ilaat tarparpai. Assit sinaanni allagaqarpoq 

nalunaarsuinertut ullorsiutitulluunniit 

isikkoqarsinnaasunik, allakkat naatsut 

erseqqissullu sumiiffinnik assilineqartunik 

paasissutissiisut. Soorlulusooq sakkutooq 

ilisimasassarsiortoq nunamut nutaamut 

siullermeerluni tummarnerminik nalunaarusiortoq. 

Arkep nammineq oqaluttuassartaminik 

tassanerpiaq uppernarsaasiornerata 

pisimasut persuarsiornarpallaarunnaarsippai. 

Tassami nammineq, oqaatigineqareersutut, 

allappai assini ataasiakkaani 

suut suunersut. Soorlumi pinngortitaq 

imaannaanngitsoq tassaaginnartoq Mallorcamit 

allagaaq-qiaq oqaluttuartoq “uani 

najugaqarpugut” nalunaaqqutserlugulu!

silisat nalunaarsorneqanngitsut).1990-ikkut-2000ikkut 

Taamatorpiarlumi sunniuteqarput. Tassa, 

inuit tassani najugaqareersut. Ilami taakku 

nuna nassaare-reersimavaat assip sinaani 

nassuiaasup naalagaaniarpaluni nakkutilliiniarpalullunilu 

oqaasissaqartitaalluni 

tutsiuteqqajannginnera sioqqullugu. Taamaattoq 

pingaaruteqanngitsuunngilaq tikiummata, 

amerikamiut, naalagaaffissuartut 

politikkikkut soqutigisatik pissutigalugit, 

danskillu aningaasarsiornikkut isumalluartut 

nunap iluani uuliamik aatsitassanillu 

iluanaaru-teqarnissaminnik. Immaqa assersuutissat 

pitsaanersaraat Uummannap, 

Thule Air Basemik pilersitsiniarluni inumminit 

pinngitsaaliisumik qimatsinneqartup, 

qaqqaa. Pisimasoq Danmarkimi eqqartuussivinni 

1985-imiilli suliarineqalersoq. 

Kisianni tamaaniinneq, assilissatigut uppernarsarneqartoq, 

sinnikuinnanngorpoq, 

qanga sulerusussuseqarnermut uumassuseqanngitsumik 

eqqaassutissatut, maannalu 

tassaaginnalersunut Issittup tikikkuminaatsup 

pisuussutaanik kinguneqanngitsumik 

pissarsiniaraluarnerup sinnikui. Qulleq 

petruuliutortoq ujaqqat qaanniippoq, sivisuumillu 

tassaniissimalluni. Assip sinaani 

allaatigineqarsimapput barakkit, aaqqissuinerit 

kiisalu “sumiiffinnik pilerigisaqarluni 

iliuutsit” (“desirable arrangement for 

locations”). 

Maanna tamakku tamarmik qaangiussimapput. 

Sumiiffimmi tassani “pilerigisaqarneq” 

qaangiutereerpoq: Apeqqut tassaavoq inuit 

tamatuma nalaani eqqorneqartut ukiut 

ingerlanerini qanoq pisimanersut? Tamanna 

ilungersorsimanernut tulluuppa? Inuttaat 

takunngilavut, tassaniissimaneralli takusinnaallugu, 

qimataasigut. Oqaluttuarujussuaq 

taanna inuunerannut qanoq sunniuteqarpa? 

Suut pilliutaappat? Ilumoortoq tassaavoq 

kalaallit ilaqutariit amerlaqisut inuunerat 

alianartortaqartoq, ilaqutaasullu ilaat 

Københavnimi nakkaassimasuusimasut. 

Oqaluttuarujussuaq, Arkep (inunnut, sumiiffinni 

taakkunani oqaluttuarisaanerminnik 

allagaannut) ataqqinnilluni (eqqumiitsuliornermillu 

suliffeqarfiit kusanartuliornissamik 

inassutaannik) ataqqinninnani assit 

namminneq oqalussinnaanngitsut, siniinut 

allappaa najugaq inunnut taakkununnga, 

assini isigeqqissinnaanngisatsinnut, qanoq 

tunngavissalimmik pingaaruteqarsimallunilu 

suli qanoq pingaaruteqartigisoq. 


Pia Arke. Untitled (annotated photo series from 

Thule and Scoresbysund). 1990s-2000s 

We see a number of photos from different 

places in Greenland. These are 

places that both in Pia Arke’s own 

personal history and in the history of 

Greenland as such have been of importance. 

Some photos are historical 

photos that Arke appropriates as part 

of her strategy for bringing history 

to play a role in her work, and others 

she took herself. There is, despite the 

differences between them, a single 

common feature in all the series. They 

function as documentation. They are 

analog photographs that have as their 

premise that that is how it really 

looked at that place and at that time. 

Perhaps one can say that the places 

have been registered with these photographs. 

Most of them are black-andwhite, 

a little dry in their expression, 

which fits very well with their function 

as photographic documents. 

There are photos from Umanaq 

(Thule) in North West Greenland and 

from Ittoqqortoormiit (Scoresbysund) 

in North East Greenland. Thule Air 

Base is a name that is synonymous 

with the American military presence 

in Greenland, and it brings associations 

with the Cold War, B-52s carrying 

nuclear bombs and the unpleasant 

matter of the compulsory relocation 

of the inhabitants of Umanaq 

to Quaanaaq further to the north. 

Ittoqqortoormiit is the present name 

of Scoresbysund, the place in North 

East Greenland where Arke grew up. 

There are also pictures of the family’s 

house. 

With her customary lack of respect 

for the conventions dictated by the 

art institution – for instance that one 

doesn’t write on the picture frame … 

and certainly not on the picture itself 

– Arke has given some of her photos 

a special dimension. On the frames 

of the pictures there are descriptions 

that could be from logbooks or diaries, 

with texts that briefly and precisely 

reproduce information about the 

places depicted. The style is almost 

militant as of an explorer reporting 

his first meeting with new country. 

But Arke’s documentation of her own 

history tones down the drama of the 

events quite a bit. She has, as already 

mentioned, even written what is what 

on certain of the pictures. As if the 

dramatic landscape was a postcard 

from Majorca with a “this is where 

we’re staying” marked with a cross! 

And that’s just what they were doing, 

that is the people who already 

lived there. They had, so to say, 

discovered the country long before 

the dominating and controlling 

commentator’s voice on the frames 

had anything to say. But it was not 

without importance that they came, 

the Americans with their Great 

Power interests and the Danes with 

their economic hopes in the form of 

oil or minerals. Perhaps the best example 

is the picture of the striking 

promontory in Umanaq, from which 

the local inhabitants were compulsorily 

relocated to make room for 

Thule Airbase. A case that was tried 

before the Danish courts between 

1985 and 2003. 

But the presence documented by 

the pictures ends nevertheless as a 

remnant, a dead memory of bygone 

enterprise that has now become the 

remainders of fruitless attempts at 

wresting wealth from the refractory 

Arctic. There is a paraffin lamp 

lying on the stony ground, and it 

has been lying there for a long time. 

The text at the edge of the picture 

speaks of barracks, operations and 

“desirable arrangement for locations.” 

It’s all over now. There is no longer 

anything “desirable” about this location. 

The question is what happened 

in the meantime to the people who 

were involved? Was it worth all the 

effort? We don’t see the people but 

we feel their presence through the 

things that have been left behind. 

How did the broader history impact 

on their lives. What were the costs? 

It is a fact that there are tragedies 

in many Greenlandic families, and 

that many count members whose 

lives have foundered in Copenhagen. 

So the broader history that 

Arke respectfully (in relation to the 

people who inscribed their histories 

in these places) and disrespectfully 

(in relation to art institutional aesthetic 

norms) writes on the frames 

of the speechless photos has had and 

still has a very real and concrete 

importance for the people who we no 

longer see on the photos. 


51

TEMASEKTION 7: JEG FISKER KRANIER OG KNOGLER OP 

Med sine værker kredsede Pia Arke vedholdende 

“om Grønland som kolonihistorie, 

kortlægning, tid, erindring, rum, 

tavshed, identitet og myte”, som hun 

selv formulerede det. Lidt forenklet sagt 

udsiger hendes kunstneriske forskning 

dog mindst lige så meget om Danmark 

og den danske psyke. 

Danmarks 250 års tilstedeværelse i 

Grønland som kolonimagt har sat sine 

dybe spor i begge lande. Der vil for altid 

være bånd mellem de to steder og deres 

folk og kulturer, også selvom båndet af 

forskellige grunde kan være umuligt 

at begribe i alle dets facetter. Og det 

gælder også, selvom visse facetter er 

så traumatiserende eller måske belagt 

med så megen skyldfølelse, at de bliver 

fortrængt, projiceret over på nogen eller 

noget andet, eller forskudt til et billede, 

som er mere tåleligt. 

Denne sektion undersøger, hvad 

det er for traumer, som kolonialismen 

har efterladt i os, hvordan det 

fortrængte virker – og spøger – fra dets 

underbevidste dyb, og endelig hvilken 

rolle kunsten kan spille, når det skete 

skal genkaldes, når traumerne skal 

bringes til udtryk, og sårene skal heles. 

Undersøgelsen tager udgangspunkt i en 

række af Arkes værker og deres samspil 

med de etnografiske museale rammer og 

genstande, som vi har installeret dem op 

ad (nogle gange harmonisk, andre gange 

skingrende falsk). 

Sædvanligvis betragtes den kolonialistiske 

tilstand som ovre, når kolonimagten 

forlader kolonien og afgiver den 

økonomiske og politiske kontrol over 

landet til dets oprindelige beboere – 

hvad enten det sker ad forhandlingens 

eller revoltens veje. Men postkolonial 

erfaring, som den især er kommet til 

udtryk i den litteratur og teori opstået i 

efterdønningerne af den store afkoloniseringsbølge 

efter 2. Verdenskrig, viser, 

at der ikke findes sådan noget som et 

rent historisk brud mellem koloni og 

metropol. Og de personlige og nationalromantiske 

forhåbninger om, at man 

kan “svuppe” tilbage til en førkolonial 

identitet, når den koloniale undertrykker 

forsvinder, er også blevet gjort til 

skamme. Tavlen er ikke visket ren for 

den fremmedgørelse og skam, der følger 

med at være have været koloniseret. 

Man kunne fristes til at sige, at kolonimagten 

slet ikke er forsvundet. Eller 

at den er korporligt forsvundet, mens 

(hele eller i hvert fald) dele af dens væsen, 

dens vaner og værdier lever videre i 

kolonien som inderliggjorte bestanddele 

i den koloniseredes psyke og i de sociale 

strukturer og politiske og administrative 

organer, der binder de koloniserede sammen 

som kultur og land. 

Arke fordømmer på ingen måde dette 

forhold. Men hendes opskrift på en 

egentlig mental afkolonisering er ikke 

just for sarte sjæle. Således forsyner hun 

et diptykon bestående af to modsat- 

52 

stillede og -rettede Grønlandsmotiver 

(et isfjordlandskab og et ubestemmeligt 

rum af industriel karakter) med dette 

fyndige kvad: 

“Jeg fisker kranier og knogler op 

stiller dem på rad og række – side by side – 

det er ikke populært men det ser underholdende 

ud.” 

Opskrift er selvfølgelig at tage 

munden for fuld, for afkolonisering kan 

i sagens natur ikke dikteres fra oven. 

Derudover taler vi om fortrængninger 

og fortrængningsmekanismer, der har 

været på færde i gennem så mange 

generationer i både den grønlandske og 

den danske lejr, at de ikke opgiver ånden 

så let. Og er det overhovedet tilrådeligt 

at følge opskriften på noget, der virker 

ufordøjeligt for andre? 

Lektor i postkoloniale studier ved 

Goldsmiths i London, Françoise Vergès, 

skelner mellem to former for fortrængning, 

der opererer i den koloniserede 

psyke: den konservative og den konstitutive. 

Den konservative fortrængning 

behersker historien på en måde, der 

vedholdende benægter visse dele af 

fortiden, som af den grund bliver ved 

med at hjemsøge os i nu’et som genfærd 

fra graven. 

I stedet for at fornægte det uudsigelige 

i, at koloniseringen har fundet sted, 

af ren og skær angst for at genoplive 

fortidens rædsler – eller modsat at blæse 

de mere heroiske aspekter af den op og 

fortrænge resten – kan man ty til konstitutiv 

fortrængning. Den fungerer sådan, 

at man kan tage fortiden tilstrækkeligt 

ind til at kunne se det smertefulde 

i øjnene og vedkende sig, at der har 

været uretfærdige og uhensigtsmæssige 

elementer, som ikke vil forsvinde, med 

mindre de bliver erindret. 

Og det er her Arke sætter ind og 

tegner konturerne af et alternativ. “Eksempelvis 

ved at skære det historiske i 

dele uden særlig kildestatus, men som 

takket være det biografiske snit får 

åbenbaret en underliggende tydelighed”, 

for at citere historiker Carsten Juhl. 

Intetsteds kommer det tydeligere 

til udtryk end i billedserien Nature 

Morte (nogle gange også refereret til 

som Perlustrationer 1-10) fra 1994. På 

et forskningsbibliotek under Forsvarsakademiet 

– i blandt læderindbundne 

førsteudgaver af de tidlige missionærer, 

videnskabsmænd og kolonisters 

værker om Grønland – skyder Arke 

“fremmedlegemer” ind i sprækkerne 

mellem bøgerne, som de står der på 

rad og række. Ved at pege på alle de 

andre sprækker (i den store fortælling, 

i ideologierne der skal holde den oppe, 

i skodderne som skal holde minderne 

ude, osv.) skaber hun et æstetisk rum, 

hvor de ufordøjede traumer kan komme 

op til overfladen, og vi kan begynde en 

anamnese, en redegørelse for vore egne 

kolonihistorier. 


Pia Arkep suliamini uteqqiaffigiuarpai “Kalaallit 

Nunaata nunasiatut oqaluttuassartaa, nunap 

assiliorneq, piffissaq, initussuseq, nipaanneq, 

kinaassuseq oqaluttuaatillu”, soorlu nammineq 

allattoq. Naatsumik oqaatigalugu eqqumiitsuliortutut 

misissuinerata, minnerunngitsumik akerlilerpai 

Danmark danskillu eqqarsartaasiat. 

Danmarkip ukiuni 250-ini nunasiaatilittut 

Kalaallit Nunaanniissimanera nunani marlunni 

taakkunani takussutissaliisorujussuuvoq. Nunat 

taakku marluk aamma inuiaat kulturiisaalu 

akornanni ataqatigiittuartoqartussaavoq, aamma 

naak ataqatigiinnerisa pissusai arlalinnit isigalugit, 

assigiinngitsut pissutigalugit, paasineqarsinnaassanngikkaluartoq. 

Taamaapportaaq pissutsit 

ilaat ima kingunerlutsitsisimasinnaatigisut, 

imaluunniit pisussuteqarnermik ima misigisimatitsitigisut, 

puigortuusineqarlutik, arlaannut 

allamulluunniit nuullugit, assilianngortillugilluunniit, 

atussaasunngortinnerujumallugit. 

Sammisami uani paasiniarneqarpoq 

kingunerlutsitsinernik sunik nunasiaasimanerup 

qimatsivigisimaneraatigut, puigukkat qanoq 

sunniuteqarnersut – aliortukkatullu saqqummertarlutik 

– eqqarsaatit itinerpaartaanniit, 

kiisalu eqqumiitsuliorneq sukkut sunniuteqarsinnaanersoq 

puigugaq erseseqqinniarneqassappat, 

kingunerlutitsitinerit saqqummissapata, ikillu 

mamissappata. Paasiniaanerup aallaavigai 

Arkep suliai arlallit taakkulu katersugaasivittut 

nassaatullu sinaakkuserlugit sanilliunneqarsimasut 

qanoq imminnut sunniivigeqatigiinnersut 

(ilaatigut tulluartumik, allatigulli piviunngilluinnartumik). 

Nunasiaataasimaneq qaangiuttutut isigineqarajuttarpoq 

nunasiaateqartup nunasiaatini 

qimakkaangagu, taamalu aningaasaqarnermut 

politikkimullu tunngasut nunap inoqqaavinut 

tunniullugit – tamanna isumaqatigiinniarnikkut 

pikitsitsinikkulluunniit pigaluarpat. Kisianni 

nunasiaareersimanerup kingorna ilisimalikkat, 

pingaartumik atuakkiatigut isummersuutitigullu 

sorsunnersuup kingulliup kingornagut 

nunasiaateqarunnaarnerpassuit kingunerisaannik 

saqqummerartut, takutippaat nunasiaatip 

nunasiaatillillu akornanni oqaluttuarisaanikkut 

taamaaliinnarluni avissaartoqarsinnaanngitsoq. 

Inuttullu namminertut inuiattullu kusatsisaaraluni 

neriuutit, nunasiaatilik qimaguppat 

nunasiaataalernerup siornagut kinaassusermut 

“utertoqarsinnaanera”, pakatsininngorportaaq. 

Takornartanngortitaasimaneq kanngusunnerlu, 

nunasiaataanerup kingunerisai, piiarneqarsinnaanngillat. 

Oqarusunnarsinnaavoq nunasiaateqarsimasoq 

qimagutinngivissoq. Imaluunniit najuukkunnaarsimasoq 

pissusaasali (tamarmik imaluunniit) 

ilaat, ileqqui naleqartitaallu nunasiaataasimasumi 

ingerlaqqiinnartut nunasiaataasimasup 

tarninganut inooqatigiinnermi pissusaanut 

aamma politikkikkut ingerlatsinikkullu pissutsinut 

ikkutivissimallutik, nunasiaataasimasut 

kulturikkut nunatullu ataqatigiissilerlugit. 

Pissutsit tamakku Arkep assuarliutiginngilluinnarpai. 

Kisianni eqqarsartaatsikkut 

nunasiaajunnaarnermut malitassiaa tarninut 

malussajasunut imaannaanngilaq. Soorlu allattarfiliani 

patittartoq imminnut akerleriittutik 

sammiveqartunillu Kalaallit Nunaanneersunik 

marlunnik assitalik (kangerluk iluliarasaartoq 

suliffissuarpasissorlu suugaluarnersoq) taallamik

NIAQQUP SAARNgI SAANI- 

KULLU QALLORLUgIT 

naatsukullammik allagartalerpaa: 

“Niaqqup saarngi saanikullu qallorlugit 

sanileriiarpakka – side by side – 

nuannarineqarpianngilaq quianarpasillunili.” 

Malitassiuinermik oqarneq soorunami ingasaassineruvoq, 

tassami nunasiaajunnaarneq 

nammineq pissutsini malillugu qulaaniit 

aalajangiiffigineqarsinnaanngilaq. Taassuma 

saniatigut sammivarput puigortuusineq puigortuusinermullu 

periaatsit, kalaallit danskillu 

inissisimaffiini kinguaariinni amerlaqisuni 

atuuttuarsimasut, imaaliallaannaq peerneqarsinnaanngitsut. 

Imaassinnaavalumi siunnersuutigineqarsinnaanngilluinnartoq 

malitassiap, 

allanit paasineqarsinnaanngitsutut ittup, malinneqarnissaa? 

Londonimi Goldsmits-imi nunasiaareersimanerup 

kingunerinik ilisimatusarfimmi ilinniartitsisup, 

lektor Francoise Vergès-ip, puigortuusinerit, 

nunasiaatip tarninganiittut, assigiinngitsunut 

marlunnut immikkoortippai: Qanganisarpalunnermut 

aalajangeerusunnermullu. Qanganisarpaluttumik 

puigortuusisitsinerup oqaluttuarisaaneq 

ingerlattarpaa pisimasut ilaasa ilumuunnginnerarnerisigut, 

tamannalu pissutigalugu ullumi 

uagutsinnut aliortukkatut takkuttuartittarlugit. 

Oqaatigineqarsinnaanngitsut, nunasiaateqalernerup 

ilumut pisimaneranik siornatigullu 

amiilaarnartut saqqummiunneqarnissaannik annilaanganeq 

pissutigalugu – illuatungaaniluunniit 

sapiitsuliornerunernik sorsuanngortitsinerit 

sinnerilu puigortuusillugit – ilumuunnginneraannarnagit 

atorniarneqarsinnaavoq aalajangiiniarnikkut 

puigortuusineq. Taamaaliornikkut 

siornatigut pisimasut paasineqarsinnaapput 

suut annernarsinnaasut takusinnaanngorlugit, 

eqqunngitsuliornerit naleqqutinngitsullu, 

eqqaaneqanngikkunik tammarumanngitsut, 

nassuerutiginerisigut. 

Tassanerpiarlu Arke akuliuppoq periarfissarlu 

alla ilusilerlugu. “Soorlu oqaluttuarisaanerup 

ilaasa immikkut uppernarsaatissaqarluanngitsulluunniit 

aggornerisigut, qujanartumilli ilisarititsinertigut 

ataaniittut erseqqissusiat saqqummiunneqartarpoq”, 

Carsten Juhl issuaraanni. 

Tamanna allanit erseqqinnerujussuarmik takutinneqarpoq 

assilissani imminnut atasuni Nature 

Morte-mi (ilaatigut taaneqartartuni Perlustrationer 

1-10) 1994-imeersumi. Illersornissamut ilisimatusarfiup 

ilisimatusarnermut atuagaateqarfiani 

– ilaatigut ajoqersuiartortitaasimasut, 

ilisimatuut nunasisullu Kalaallit Nunaat pillugu 

atuakkiaasa naqeqqaarneri amernik ungalullit 

– atuakkat sanileriiaarlugit inissinneqarsimasut 

akunnerinut “tassaniissangatinngisat” Arkep 

ikkussuuppai. Akunnerisaannik allanik tamanik 

tikkuussinermigut (oqaluttuarujussuarmi, isummani 

tungaviusuni napatitsiniartussani, akunnequtini 

eqqaamasanik avataaniititsiniarnerni, 

il.il.) Arkep ini kusanassusilik pilersippaa, 

taamaalilluni kingunerlutsitsinerit paasineqarsinnaanngitsut 

qaqinneqarsinnaalersillugit, 

uagullu aallartissinnaalerlugu anamnese, uagut 

nammineq nunasiaateqarnitta oqaluttuassartaanik 

nassuiaat. 

THEME SECTION 7: FISHING OUT SKULLS AND BONES 

Pia Arke’s works persistently concerned 

themselves with “Greenland as colonial 

history, mapmaking, time, recollection, 

space, silence, identity and myth”, as she 

herself formulated it. Put a little simply, 

however, her investigations say just as 

much about Denmark and the Danish 

mentality. 

Denmark’s 250-year presence in 

Greenland as a colonial power has left 

deep marks on both countries. There 

will always be a bond between the two 

places and their peoples and cultures, 

also despite the fact that the bond 

may for various reasons be difficult to 

understand in all its facets. And this 

is the case even though certain facets 

are so traumatising or perhaps overlaid 

with so much sense of guilt that they 

are repressed, projected onto someone or 

something else or transposed into a more 

bearable picture. 

This section examines the nature of 

the traumas that colonialism has left in 

us, how the repressed past works in – 

and haunts – us from its subconscious 

depths, and finally what role art can 

play when past events are to be recalled, 

traumas given expression and wounds 

healed. Our analysis takes its departure 

in a number of Arke’s works and their 

interplay with the ethnographic museological 

frameworks and objects side by 

side with which we have installed them 

(sometimes harmoniously, sometimes 

stridently out of tune). 

As a rule the colonial condition is regarded 

as over when the colonial power 

leaves the colony and yields economic 

and political control over the country to 

its original inhabitants – whether this 

takes place by way of negotiations or 

revolt. But postcolonial experience, as 

it has especially been expressed in the 

literature and theory that arose in the 

wake of the great wave of decolonisation 

after World War II, shows that there is 

no such thing as a clean historical break 

between colony and metropole. And the 

personal and national-romantic hopes 

that it will be possible to “pop” back to 

a precolonial identity when the colonial 

oppressor disappears have also been 

disappointed. The slate has not been 

wiped clean of the alienation and shame 

that come along with the fact of having 

been colonised. 

One might be tempted to say that the 

colonial power has not disappeared at 

all. Or that it has disappeared physically, 

while (all or at any rate) parts of its 

essence, its habits and values live on in 

the colony as an internalised component 

in the mentality of the colonised people, 

and in the social structures and political 

and administrative organs that bind 

them together as a culture and nation. 

Arke does not in any way condemn 

this state of affairs. But her own recipe 

for a genuine mental decolonisation is 

not exactly designed for sensitive souls. 

Thus, she provides a diptych consisting 

of two contrasting Greenlandic motifs (a 

frozen fjord landscape and an indeterminate 

space of an industrial character) 

placed opposite each other with this 

trenchant verse: 

“Fishing out skulls and bones 

I place them in a row – side by side – 

It is not popular but it looks entertaining” 

The recipe is of course a bit of hype, 

for decolonisation cannot in the nature 

of things be dictated from above. Furthermore, 

we are speaking of repressions 

and their mechanisms that have been at 

work for so many generations in both the 

Greenlandic and the Danish camps that 

they do not give up the ghost so easily. 

And is it at all advisable to follow the 

recipe for something that seems indigestible 

for others? 

Lecturer in postcolonial studies at 

Goldsmiths College in London, Françoise 

Vergès, distinguishes between two forms 

of repression operating in the colonised 

psyche: the conservative and the 

constitutive. The conservative repression 

controls history in a way that persistently 

denies certain parts of the past, which 

for that reason continue to haunt one in 

the present like ghosts from the grave. 

Instead of denying the unspeakable 

fact that colonisation took place out 

of pure fear of reviving the horrors of 

the past – or, conversely, instead of 

exaggerating its more heroic aspects 

and repressing the rest – one can have 

recourse to constitutive repression. This 

functions in such a way that one can 

take in the past sufficiently to be able 

to look the pain it caused in the eye, to 

acknowledge that there have been unjust 

and inappropriate elements that will not 

disappear unless they are remembered. 

And it is here Arke comes in and 

draws the contours of an alternative. 

“For example, by cutting the historical 

into parts without any special source 

status, but which thanks to the biographical 

cut succeed in revealing an 

underlying clarity”, to quote historian 

Carsten Juhl. 

Nowhere does this come more clearly 

to expression than in the picture series 

Nature Morte (sometimes also referred 

to as Perlustrations 1-10) from 1994. In 

a research library under the Ministry 

of Defence – among leather-bound 

first editions of works on Greenland by 

the early missionaries, scientists and 

colonisers – Arke inserts “foreign bodies” 

into the cracks between the books as 

they stand there lined up on the shelves. 

By pointing at all the other cracks (in 

the great narrative, in the ideologies 

that are supposed to support it, in the 

shutters that are meant to keep out the 

memories, etc.) she creates an aesthetic 

space, where undigested traumas can 

come up to the surface, and we can begin 

an anamnesis, an account of our own 

colonial histories. 

53

Pia Arke. Uden titel. 1990 

Hovedidéen går øjensynligt ud på 

at indrette de fotografiske redskaber 

til menneskelige dimensioner, 

at hive mekanikken og elektronikken 

ud af kameraet og i stedet 

putte sig selv derind, og, videre, 

gennem såvel negativstørrelse 

som eksponeringstider (15 min. og 

opefter) at søge at få fotografiens 

grundlæggende én-til-én karakter 

til også at omfatte fotografen. Positivbilledet, 

som det store negativ 

kaster tilbage i kameraets mørke, 

og den lange eksponeringstid giver 

mulighed for at styre lysindfaldet 

på de forskellige områder af 

billedet. Fotografen kan i den mest 

konkrete forstand sætte sit eget finger- 

eller håndaftryk på billedet. 

For mig at se, og måske på trods af 

disse aftryk og manipulationer, er 

det i udpræget grad forestillingen 

om en ren fotograferen, en direkte 

og umiddelbar kontakt med mediet, 

der spøger i dette kameras idé, og 

som går igen i papiraftrykkene. Pia 

Arkes videst distribuerede billede, 

et vue indover en sydgrønlandsk 

fjord med dens ejendommelige 

fjeldformationer, er et motiv, som 

jeg selv så at sige er vokset op med 

på nethinden. Det er mere end 20 

år siden, jeg sidst så denne udsigt 

fra vores fælles barndomshjem, 

og når jeg sammenligner de to 

billeder, mit eget falmede nethindebillede 

og min søsters fotografi 

fra 1990, slår det mig, at det første 

er langt skarpere, og desuden fyldt 

med kodakoloristiske nuancer og 

overgange, som er uden ækvivalenter 

i det sidste. Men hendes 

fotografi får mig også til at indse, 

hvad der siden er blevet af dette 

sted: nedlagt, berøvet sine dimensioner, 

hjemsøgt og overtrukket 

med film. 

Det forunderlige og skønne ved 

disse billeder udspringer, tror jeg, 

af deres karakter af netop af- eller 

indtryk, en karakter som får lov 

at træde frem gennem sløretheden 

uden at fortrænges af en alt for høj 

grad af skarp lighed, og i øvrigt 

uden at billederne fremstår som 

indicier for andre sandheder end 

deres egne. 

Fotografien har, kan man sige, 

fra begyndelsen været splittet 

54 

mellem dét, der befinder sig foran 

kameraet, og dét, der befinder sig 

bag det. Når man derfor, som Arke, 

søger tilbage til det oprindelige, 

er det ensbetydende med at søge 

tilbage til en oprindelig splittelse. 

Det obskure kamera og dets Arketypiske 

frembringelser er et forsøg 

på at bearbejde og overkomme et 

grundlæggende uvæsen; et forsøg, 

der naturligvis igen forestiller 

noget andet: bearbejdelsen af en 

bastardiseret, halvt eskimoisk 

halvt europæisk, oprindelse. 

Det Arketypiske motiv er altså 

Grønland, ikke umiddelbart og 

direkte, men netop som motiv eller 

billede – som kolonihistorie, myte, 

bytte, trofæ, studie- eller udstillingsgenstand. 

Det Arketypiske 

består ikke mindst i en drøm om at 

eftergøre den koloniale tilegnelses 

kunststykker ved at rette søgeren 

mod den objektivering og afbildning, 

gennemkrydsning og omfattende 

sampling, som de består i. 

Den drømmeagtige karakter af 

de billeder, som langsomt toner 

frem, indikerer, at der er tale om 

en uafsluttet og måske uafsluttelig 

proces, og at det Arketypiske 

indgår i et større billede og er 

omfattet af det apparatur, som det 

selv betjener sig af. I alle tilfælde 

vil det være et sandt kunststykke 

at afklare og skabe sammenhæng 

mellem de mange tilsyneladende så 

uforligelige – æstetiske, personlige 

og politiske – sider af Arketypien. 

Det er alt sammen meget processuelt. 

Det gælder forresten også 

den side af Arketypien, som er 

sværest at analysere, men som har 

at gøre med disse billeders evne 

til at kommunikere, at tale til folk 

eller noget i dem. Det har helt klart 

også noget at gøre med Arkes evner 

i samme retning, for meningen med 

hendes billeder har vistnok aldrig 

været, at de skulle tale for sig selv. 

Tværtimod skal de fungere netop 

som medie for alskens intentioner, 

budskaber og engagementer i forholdet 

mellem hende selv og andre. 

Erik Gant 

(uddrag fra artiklen 

“Det Arketypiske/Pia Arke”, 

KATALOG, forår 1996) 

Pia Arke. Qulequtaqann- 

Isumassarsiap pingaarnersarigunarpaa 

assiliinermi atortut inuppalaartunngortinneqarnissaat, 

mekanikkip elektronikkillu 

assiliivimmit peerneqarnissaat, 

namminerli tassunga pulalluni avammut 

ammarnissaq, ingerlaqqillunilu assilisat 

ersersarneqanngitsut angissusiisigut 

assilinerisalu sivisussusiisigut (15 min. 

sivisunerusumut) misiliineq assiliinerup 

tunngavippiamigut uanngaanniit uunga 

pissusia assiliisumuttaaq tuttoq. Assilissap 

ersersarnera, ersersarneqanngitsup 

angisoorujussuup assiliiviup taartortaaniit 

tunniutaa, assiliinerullu sivisunerujussua 

periarfissiipput qaamarnup akisunnerata 

assip ilaanut assigiinngitsumik qinngornilersorsinnaaneranut. 

Assiliisup namminerpiaq 

assi erseqqivissumik ilisarnaasersinnaalerpaa. 

Uannit isigalugu, immaqalu assit 

nuutinneri allamullu saatitsiniarnerit 

illuatungilerlugit, aatsaat taama erseqqitsigisumik 

takorluuilersitsipput eqquissumik 

assiliinermik, toqqaannartumik 

ingerlaannartumillu avammut attaveqariaatsimik 

attaveqarnermut, assiliinerup 

pinngorneranut eqqarsaataasimagunartumik, 

pappialanngorlugillu naqitani 

takuteqqinneqartunik. Pia Arkep assilisaa 

siammarneqarnerpaasimasoq, Kujataani 

kangerlummut isikkivik immikkuullarissunik 

qaqqalik, assilisaavoq uanga 

nammineq perorfinnit isigisattut qamunga 

toqqugara. Ukiut 20-it sinnerlugit qaangiutereerput 

meeraaqatigiiffitsinniit isikkivik 

taanna takugakku, assilissallu taakku, 

nammineq qamani toqqukkama asingalersup 

aleqamalu 1990-imi assilisaa, imminnut 

sanilliukkukkit eqqortippunga siulleq 

erseqqarinnerujussuusoq, saniatigullu 

qalipaatilimmik assilisatut ittunik ulikkaartoq 

assigiinngisitaartunik qalipaatillu 

allanngorarnerinik, kingullertut naleqartiginngitsunik. 

Taamaattoq assilisaata 

uannut takutippaa tassani kingorna qanoq 

pisoqarsimanera: Inuerutitaavoq, avatangiisiminik 

piiaaffigisaavoq, ajorsaarneqarpoq 

filmimillu taarserneqarluni. 

Isumaqarpunga assilissat taakku tupinnartut 

kusanartullu tunngaveqartut 

pissutsimikkut eqqaamasanit takusanillu 

pisuugamik, pissuseq erseqqarivinnginnermikkut 

saqqummersitaat erseqqivissumik 

asserpiaminnit ingiarneqaratik, saniatigullumi 

assilissat saqqummerput namminneq 

takutitsinermikkut allanik ilumoortoqarneranik 

pasitsassaarinatik. 

Oqartoqarsinnaavoq assiliineq aallaqqaataaniilli 

marlunnut avissimammat,

gitsut. 1990 

tassalu assiliiviup saaniittup tunuaniittullu 

akornannut. Taamaattumik Arketulli 

pissusiviusimasunik ujartuigaanni tassaavoq 

aallaqqaaterpiaaniit avissimanermik 

taassuminnga ujartuinissaq. Assiliivik 

putuaraannalik taassumalu immikkuullarissumik 

pilersitai tassaapput tunngaviusumik 

ileqqupalaamik suliarinnikkusunneq 

qaangeerusunnerlu; misiliineq 

soorunami allamik takutitsisoq: Akuneqarluni, 

affarmik eskimuujulluni affarmillu 

europamiuulluni, naggueqarnermik suliarinninneq. 

Assilineqartoq immikkuullarissoq tassa 

Kalaallit Nunaat, maannakkorpiaanngitsoq 

toqqaannanngitsumillu, kisiannili 

sammisaq imaluunniit assi – soorlu nunasiaataanerup 

oqaluttuassartaa, oqaluttuatoqqat, 

iluanaarutit, nuannariinnarlugu 

eqqaamassutissiat, misissugassatut 

saqqummersitassatulluunniit pissarsiat. 

Immikkuullarissuseq minnerunngitsumik 

erserpoq nunasiaatillit eqqumiitsulianik 

aallarussuisimanerannik malinninnissamik 

takorluuineq assiliissutip sammivilerneragut 

assiliinikkullu, misiliinerit 

amerlaqisut akuliussuunnerisigut. Assilissat 

erseriartuaartut sinnattutullusooq ittut 

takutippaat ingerlaaseq inerneqanngitsoq 

immaqalu inerneqanngisaannartussaq, 

immikkuullarissutaallu assimi anginerusumiippoq 

atortorissaarutit namminneq 

atugaasa iluanniilluni. Ilumummi eqqortumik 

kusanartuliaassagaluarpoq paasisinnaagaluaraanni 

pilersillugulu imminnut 

ataqatigiinngissorisinnaasat amerlaqisut 

– kusanartulerinerit, inuit ataasiakkaat 

politikkillu – imminnut ataqatigiinnerat. 

Taakku tamarmik eqqartuussiniarpalaaqaat. 

Usi aamma taakkununnga ilaavoq 

immikkuullarissusermi paasiniaruminaannerpaaq, 

taamaattorli assilissat taakku 

ingerlateqqissinnaasaat, tassalu inunnut 

qamanilu pigisaannut oqaluttuarneq. Erseqqilluinnarportaaq 

taamaaliorneq Arkep 

piginnaasaanut ilaasoq, assilisamigummi 

eqqarsaatigisimanngisaannarunarpaa 

assiliaannaanissaat. Akerlianik paasisitsiniuterpiatut 

atorniarpai siunertanut, 

saqqummiussanut peqataanernullu nammineq 

allallu akunnerminniittunut. 

Erik Gant 

(allakkiamit “Det Arketypiske/ Pia Arke” 

tigusaq, KATALOG, upernaakkut 1996) 

Pia Arke. Untitled. 1990 

The main idea apparently is to 

adapt photographic implements 

to human dimensions; to strip 

the camera of mechanical and 

electronic gadgetry, substituting 

that with the human being inside. 

And, through negative size and 

exposure time (15 min. up to several 

hours), to try to get the basic, 

one-on-one character of photography 

to embrace the photographer 

as well. The positive picture, which 

the big negative throws back into 

the murky chamber, plus the long 

exposure time, provide the option 

of steering the input of light onto 

different regions of the picture. The 

photographer can, in the most tangible 

sense, put her own fingerprint 

or handprint on the picture. 

The way I see it, and maybe in 

spite of these impressions and 

manipulations, this is in high 

degree the embodiment of pure 

photography; a direct and immediate 

contact with the medium which 

generates the idea of the pinhole 

camera and manifests itself again 

in the paper prints. Pia Arke’s most 

widely circulated picture, a view of 

a South Greenland fjord with its 

peculiar rock formations, is a scene 

I grew up with, so to speak, on my 

retina. More than 20 years have 

passed since I last saw that view 

from our mutual childhood home. 

And when I compare the two pictures, 

my own faded retinal image 

and my sister’s photograph from 

1990, it strikes me that the former 

is far sharper, filled with Kodacolorlike 

nuances and transitions that 

have no equivalence in the latter. 

But Arke’s photography also makes 

me realize what has been happening 

to this place: closed down, 

robbed of its dimensions, haunted, 

covered with film. 

The surprising and beautiful thing 

about these pictures springs, I believe, 

straight from their character 

as prints or impressions, a character 

allowed to emerge through 

the veil without being forced aside 

by an all-too-high degree of sharp 

similarity, and without the pictures 

posing as indices to truths other 

than their own. 

Photography from the beginning 

has been divided, so to speak, 

between what is in front of the 

camera and what is behind it. 

Therefore, like Arke, when you look 

back at the original, it is tantamount 

to going back to the original 

division. Arke’s camera obscura, 

and its Arketypical fruits, are an 

attempt to treat and overcome a basic 

problem – an attempt at which, 

of course, again shows something 

else: the acculturation of a mongrel 

of half-Eskimo, half-European 

origin. 

The Arketypical motif is really always 

Greenland. Not immediately 

or directly, but still the subliminal 

subject – as colonial history, myth, 

prey, trophy, study or exhibition 

object. The Arketypical lies not 

least in a dream of emulating the 

typical tricks of colonial adaptation 

by aiming at objectivity and unbiased 

reportage, cross-culturization 

and a comprehensive sampling of 

reality. The dreamlike quality of 

the images that slowly emerge indicates 

that we are dealing here with 

an unfinished and maybe unfinishable 

process, and that the Arketypical 

makes up part of a larger 

picture, enveloped by the apparatus 

used to record that never-never 

scene. Whatever, it will be no mean 

work of art to expose the connections 

between the many apparently 

irreconcilable – aesthetic, personal, 

political – of the Pia Arke-typing. 

All of this is highly process-oriented. 

Which, by the way, seems to 

be the part of Arketyping that is 

toughest to analyze, having to do 

with the ability of these pictures 

to communicate, to talk to people 

or something inside them. This 

quite clearly also has something 

to do with Arke’s abilities in the 

same direction, since her pictures, 

as far as I know, were never really 

intended to speak for themselves. 

On the contrary they are meant to 

function as a medium for all manner 

of intentions, messages and 

engagements in the relationship 

between herself and others. 

Erik Gant 

(excerpt from the article “The 

‘Arke’typical/Pia Arke,” 

KATALOG, Spring 1996) 

55

Pia Arke. Nature Morte alias Perlustrationer 1-10. 1994 

Den, der i 1994 forudsætningsløs og 

for første gang konfronteredes med 

Pia Arkes serie af sort-hvid optagelser, 

fik hverken hjælp af fotografen 

eller de titler, hun jonglerede med til 

værket: Nature Morte eller Perlustrationer. 

Men serien udvider sig ved 

dem og leger drilsk med betydningerne. 

Som en hårdt klippet film 

springer den skånselsløst mellem det 

private og det officielle, mellem lyst 

og mørkt, mellem nutid og fortid og 

mellem fiktion og dokumentation. 

Gennem disse tilsyneladende uforligelige 

bestanddele og fortællemåder 

placerer værket sig løfterigt, for Arke 

blev som kunstner aldrig bekvem. 

Serien er som hele hendes oeuvre et 

uforskrækket opgør med det billede 

af Grønland, hun tog med sig fra sine 

barndomsår i det store arktiske land, 

og ikke mindst med de fortolkninger 

af landet og dets befolkning, som hun 

som voksen stødte på, når hun via 

folkebiblioteket eller videnskabelige 

annaler søgte oplysninger om den 

nære eller fjerne grønlandske fortid. 

Ved en nærlæsning af serien kan man 

skelne mellem fortælletid og fortalt 

tid. Således anbringes vi af autor i 

fortælletiden, når Arke åbner serien 

med højrehåndens velkomst-gestus og 

i slutbilledet afrunder den med venstrehåndens 

signal om, at rammen 

på ny er lukket. I de mellemliggende 

otte billeder udforsker vi den fortalte 

tids forskellige nicher; først gennem 

et møde med tøjhunden, som antyder 

barndommens ureflekterede uskyld, 

siden ved mødet med hundredårige 

skrifter i skindbind og læder, som 

bl.a. bærer 1700-tals-prædikanten 

Hans Egedes navn, og senere ved den 

stiliserede illustration og de vedlagte 

utensilier, som foregriber videnskabens 

målbarhedsregler og etnologens 

reduktive undersøgelsesmetodik. 

Men mens disse motiver objektgøres 

som museale studiegenstande (hund 

og bøger er anbragt mellem bogstøtter, 

etiketteklare og til distant 

beskuelse), så er vi med de resterende 

billeder på besøg i en kvindeverden, 

der angiveligt tangerer fortælletiden 

og fra denne position leverer seriens 

passionerede eksistentielle kontrapunkt. 

I klinisk hvidt lys får vi kræftens 

trussel kastet i hovedet. Tilskueren 

tvinges til at dele blik med den kræftramte, 

men hjælpes til at finde hvile 

ved det diskrete glimt af den attrap, 

som kan skaffe illusionen om intakt 

kvindelighed tilbage. Man aner, at 

såret og sårhelingen har perspektiver 

56 

til grunde hinsides den medicinske 

diagnose, måske som metafor for det 

traume, som rammer den, der står 

mellem to kulturer. Men Arke lader 

ikke sine tilskuere slippe så billigt. 

Tilbage i rækken blandt de otte 

billeder findes seriens mest gådefulde 

billede; portrættet som nægter at 

være portræt, men med sine lukkede 

øjne i stedet bliver autors alter ego, 

indadvendt, tænksom og uden synlige 

sygdomstegn. I ophøjet ro, hvilende i 

drømmens mørke, vokser ansigtet til 

et billede, betydningsladet som grønlandsk 

maske og inuitens arketype, et 

tidløst sandhedsvidne og en brobygger 

midt blandt de øvrige nøgternt ironiske 

statements. 

Denne måske vel håndfaste tolkning 

af serien henter kommentarer fra 

kunstneren selv via dialogen mellem 

de to titler, hun har benyttet sig af. 

Med Nature Morte (som etymologisk 

jo betyder “død natur”) kommenterer 

hun ikke blot seriens række 

af stilleben, men får også trukket 

linjer op til de to former for død, der 

lurer: den faktiske såvel som den 

overførte, nemlig at blive balsameret 

i levende live, blive eskimoisk attrap 

eller fremmedgjort grønlænder. 

Med alternativet Perlustrationer 

får Arke trukket linjen op fra den 

tidlige kolonitid, nærmere bestemt 

det opdagelsesskrift, som Hans Egede 

udgav i 1741 under titlen Det gamle 

Grønlands nye Perlustration eller 

Naturel-Historie. Fremmedordbogen, 

Meyers gamle, leverer den strikte 

oversættelse: “Gennemsyn, mønstring”. 

Men lurer man også her lidt 

på etymologien, så giver den verbale 

form “perlustrere” adgang til oversættelsen 

“drøfte”. Og cirklen åbner 

sig endnu mere, når det prefix-løse 

“lustrere’” foreslår oversættelsen “give 

glans, forherlige”. 

Om Arke har leget med etymologi 

og konnotationer, som jeg her har 

antydet, er ikke til at vide. Men at 

hun med de to titler har arbejdet på 

et ønsket sammenfald mellem hendes 

kritiske og kunstneriske arbejdsfelt 

kan næppe betvivles. Hendes senere 

produktion leverer det stærke bevis. 

Finn Thrane 

Pia Arke. Nature Morte aamma 

Inuk 1994-imi sunik ilisimasaqareerani aatsaallu 

siullerpaamik Pia Arkep qalipaateqanngitsunik 

assilisaanik saqqummersitseqataasussaq assiliisumit 

ikiorneqanngilaq, qulequttanilluunniit, 

oqaatsinik atueriaqattaarluarluni atuakkiaanut: 

Nature Morte imaluuniit Perlustrationer. 

Kisianni saqqummersitat taamaaliornikkut 

tarparput isumaallu uumisaarisumillusooq 

pinnguarineqalerlutik. Filmimi killugarujussuarmi 

naakkittaaqalutik saqqummerarput inuit 

ataasiakkaat pisortallu akornanni, qaamasut 

taartullu akornanni, ullumikkut pissusisut 

siornatigullu pissusiusut akornanni kiisalu piviusuusaartitat 

uppernarsaatissallillu akornanni 

pisut. Immikkoortualuit katigunneqarsinnaanngitsorisatut 

isigisorinartut oqaluttuariaatsillu 

taakku atorlugit suliaq neriulluarnartunngorpoq, 

Arkemi eqqumiitsuliortunngorpoq ilorrisimaarnartuaannartuunngitsoq. 

Suliaq arnap taassuma 

periaasiatulli qunusuitsigaluni illuatungiliunneruvoq 

Kalaallit Nunaannik, meeraaffigisaminit 

issittumit angeqisumit kingornussaminik, 

eqqarsaatiginnittartunut, minnerunngitsumillu 

nunamik inuinillu nassuiaaniartartunut, inersimasunngorluni 

naapitaminut, atuakkanik atorniartarfiit 

ilisimatuutullu suliat paasiniakkani 

atorlugit Kalaallit Nunaata nutaanerusumik 

qanganisaanerusumilu ingerlaasianik oqaluttuatigut 

paasisamigut. 

Suliaq atuarluaraanni immikkoortinneqarsinnaalersarput 

oqaluttuarnerup sivisussusia 

aamma oqaluttuap sivisussusia. Taamaalilluta 

piviusunngortitsisumit oqaluttuarnerup 

sivisussusianut inissinneqarpugut, Arkemmi 

suliamini talerpini tikilluaqqussutitut isaappaa 

naggaserlugulu saamimminik kalerrinniarlutalusooq 

sinaakkutit matuneqaqqissimasut. 

Assilissani taakku akornanniittuni arfineq 

pingasuni misissueqqissaartinneqarpugut piffissap 

oqaluttuarfiusup pulariarfigisinnaasaanik 

assigiinngitsunik, siullermik annoraaminernik 

qimmiliamik, paasisitsiniaasumik meeraanerup 

ajortuliornertaqanngitsup qisuariarfigineqannginneranik, 

kingornatigullu allakkianik 

amernik ungalulinnik untritilinnik arlalinnik 

pisoqaassusilinnik ilisimasaqalerneq, ilaatigut 

1700-kkunni ajoqersuisup Hans Egedep aqqanik 

atsiorneqarsimasunik titartapallappasissutullu 

ilusilikkanik assiliartalersorneqarsimasutigut, 

atortullu ilanngunneqarsimasut ilisimatuut naliliinerinik 

ingiaasut kiisalu inuiaat kulturiinik 

pissusiinillu ilisimatusartut pisariillisakkamik 

misissueriaasiinik. Taama eqqarsartaaseqarluni 

takutitsinerit saqqummersitatut ilinniutissiat 

(qimmeq atuakkallu inissinneqarsimapput akunneri 

qerattaqqusersorlugit, allagartalersorlugit 

ungasianiillu qimerloorneqarsinnasunngorlugit), 

taavalu assilissat sinnerini alakkartersinnaalerparput 

arnat silarsuaat, qularnanngitsumik 

oqaluttuarnerup sivisussusianik qanillattuisoq, 

tassanngaanniillu tunniunneqarpoq suliap qamannga 

pisumik naalliuuteqarnerup nammineq 

inuunerisamut illuatungiliinera. 

Napparsimmaviup qulliata qaammaarissup

taaneqartartoq Perlustrationer 

1-10. 1994 

kræftip navianartorsiortitsineranik eqqorpaatigut. 

Pulaartoq pinngitsaalisatut kræftimik eqqorneqarsimasumut 

qiviartariaqarpoq, eqqissinissaminulli 

ikiorserneqarluni qissiminnermit oqaluttuartumillusooq 

arnaassutsip ilivitsuusup, tamarmiusup, 

uteqqinnissaanik takorluuinermut. Malugineqarsinnaavoq 

ikeq ikillu maminnissaa nakorsat 

paaseriigaasa illuatungerluinnaaniittoq, soorlu 

immaqa kulturit marluk akornanniilersimasup 

misigisamigut kingunerlutsitsilersumut assersuunneqarsinnaasoq. 

Kisianni Arkep isiginnitsini 

taama ajornanngitsigisumik misigitikkusunngilai. 

Assilissat arfineq pingasut taakku akornanniippoq 

saqqummersitami assilissat paasiuminaannersaat, 

inuup assilineqarusunngitsutut ittup assinga, sequnnginganermigulli 

takutitsisoq kinaassutsiminik 

illuatungiliisutut, nittarsaatin-ngitsoq, eqqarsarpasissoq 

nappaateqarneranillu malunnaateqanngitsoq. 

Ataqqinarpaluttumik eqqissisimalluni, 

takorluukkamini taartuniilluni, kiinaa assilissatut 

saqqummeriartorpoq, pingaa-ruteqarpaluttutut, 

kalaallit kiinarpaliaattuulli pingaaruteqarpalutsigaluni, 

Inuillu nagguippiaanniippalulluni, 

qaqugumulluunniit atasussamik eqqortuusumik 

uppernarsaatitut naalakkersuisut mitallikujussinnaasunik 

silatusaarniarnerisa qeqqanni ataqatigiissitsiniartutut. 

Tamanna saqqummersitani immaqa qajassuaassinnaasumik 

nassuiaaneq eqqumiitsuliortup 

nammineerluni nassuiaaserpaa qulequttat marluk 

ataqatigiissinnerisigut. Qulequttamik Nature 

Morte (oqaatsip nagguia malillugu isumaqartumik 

“pinngortitaq toqungasoq”) atuinermigut 

nassuiaannanngilaa tassaaginnangitsut aalasortaqanngitsumik 

assilisat, ersersilluguttaarli 

toqoriaatsit marluk periaannaasut: Piviusoq 

tunniutarlu, tassalu suli inuutilluni aanaveersagaaneq, 

eksimuujusuusaarneq kalaaliulluniluunniit 

allamiunngortitaaneq. Illuatungaani Perlustrationer-ini 

Arkep nunasiaataaqqaarnermiit 

pissutsit ingerlateqqippai, oqaatigilluaannarlugu 

Hans Egedep ilisimalikkaminik atuakkiaa 1741mi 

saqqummersoq qulequtaqarluni Det gamle 

Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie. 

Takornartat oqaasiinik ordbogip, Meyerip 

qanga saqqummersitaata, takutippaa oqaatsit 

atorneqartut toqqaannarlugu nutserneqassasut 

“Misissuineq, katersuineq”. Taamaattoq 

oqaatsinik paasinnittaaseq paasiniarluariaraanni 

oqaaseq “perlustrere” nutserneqarsinnaalerportaaq 

“oqallisiginninneq”. Sulilu tarparnerusarpoq 

oqaatsit nagguiinik nalusut “paasisitsiniaallutik” 

oqaatsip nutserneqarnissaatut siunnersuutigigaangassuk 

“qinngorneqalersippaa, nersorpaa”. 

Oqaatsit nagguiinik isumaannillu qanorlu 

aamma isumaqartinneqarsinnaanerinik, uani 

taasannik, Arkep atuiniarsimasinnaanera 

ilisimasinnaanngilarput. Kisianni arlariinnik 

qulequtsiilluni suliaqarsimanera kissaatigisamut 

tulluuppoq, isornartorsiuisinnaanerata eqqumiitsuliortutullu 

suliaasa taanna qularutissartaarutitikkunarpaat. 

Suliaasa kingulliit tamanna suli 

sakkortunerusumik uppernarsarpaat. 

Finn Thrane 

Pia Arke. Nature Morte alias Perlustrations 1-10. 1994 

Anyone who in 1994 was confronted 

for the first time and without any 

kind of preparation with Pia Arke’s 

series of black-and-white photos 

received no help either from the 

photographer or from the titles that 

the artist was juggling with: Nature 

Morte or Perlustrations. But with 

them the series expands and plays 

teasingly with their meanings. Like a 

decisively cut film it jumps ruthlessly 

between the private and the official, 

between light and dark, between present 

and past and between fiction and 

documentation. Through these apparently 

incompatible components and 

narrative modes the work places itself 

promisingly, for as an artist Arke 

never became easy to deal with. Like 

the rest of her oeuvre the series is a 

fearless settlement of accounts with 

the picture of Greenland she brought 

with her from her childhood in the big 

Arctic country and not least with the 

interpretations of that country and its 

population that she encountered as an 

adult when looking for information on 

the near or distant Greenlandic past 

in public libraries or scientific reports. 

In a close reading of the series it becomes 

possible to distinguish between 

narrative time and narrated time. 

Thus we are placed by the author in 

narrative time when Arke opens the 

series with the right hand’s gesture 

of welcome and in the concluding 

picture rounds it off with the left 

hand’s signal that the framework has 

been closed again. In the intervening 

eight pictures we explore the narrated 

time’s various niches; first through 

a meeting with the toy dog that suggests 

the unconscious innocence of 

childhood, later through the meeting 

with old texts in leather bindings that 

among other things bear the name 

of the 18th century preacher Hans 

Egede and later again through the 

stylised illustration and the attached 

instruments that anticipate the 

metrological rules of science and the 

ethnologist’s reductive methods of 

investigation. But while these motifs 

are present as museal objects to be 

studied (the dog and the books are 

placed between book ends, ready to be 

labelled and viewed from a distance), 

the remaining pictures take us on a 

visit in a women’s world that allegedly 

borders on the narrative time of 

the work and from this position delivers 

the series’ passionate existential 

counterpoint. 

In a clinical white light the threat of 

cancer meets us head on. The viewer 

is forced to exchange glances with 

the cancer sufferer but is helped to 

find repose by the discreet glimpse 

of the prosthesis that can bring back 

the illusion of intact femininity. 

One senses that the wound and its 

healing are founded on perspectives 

that go beyond the medical diagnosis, 

perhaps as a metaphor for the trauma 

that afflicts those who stand between 

two cultures. But Arke does not let 

her viewer off so lightly. Among the 

eight pictures of the series there remains 

its most enigmatic image – the 

portrait that refuses to be a portrait, 

but with its closed eyes becomes 

the author’s alter ego, introverted, 

thoughtful and without visible signs 

of illness. Serenely calm, resting in 

the darkness of the dream, the face 

grows into a picture, loaded with 

meaning like a Greenlandic mask and 

Inuit archetype, a timeless witness to 

the truth and a mediator between the 

other soberly ironic statements. 

This possibly rather heavy-handed 

interpretation of the series feeds on 

commentaries from the artist herself 

via the dialogue between the two 

titles she has used. By Nature Morte 

(which literally means “dead nature”) 

she comments not only on the still 

lifes used by the series, but also links 

up to the two forms of death lying in 

wait: both death as such and death 

in a metaphorical sense, namely 

becoming embalmed while still alive, 

becoming an Eskimoic prosthesis 

or alienated Greenlander. With the 

alternative title Perlustrations Arke 

establishes a link with the early 

colonial days, with Hans Egede’s 

account of his explorations published 

in 1741 under the title Det gamle 

Grønlands nye Perlustration eller 

Naturel-Historie [The Old Greenland’s 

New Perlustration or Natural 

History]. Meyer’s old dictionary of 

loan words gives the strict translation 

of perlustration: “Review, inspection”. 

The English verb form, “perlustrate”, 

means to travel though an area, 

while if we drop the prefix, the Latin 

“lustrate” has the figurative meaning 

of “to illuminate”. 

We cannot know whether Arke played 

with etymology and connotations 

along these lines. But it can scarcely 

be doubted that the two titles she 

worked with were intended to create a 

fusion of the critical and artistic fields 

in which she worked. Her later production 

provides strong proof of this. 

Finn Thrane 

57

Pia Arke. Scoresbysundhistorier. Fotografier, 

kolonisering og kortlægning. 2003 

Pia Arkes bog Scoresbysundhistorier 

er et litterært objekt, som 

er vanskeligt at placere i nogen 

bestemt genre. Bogen bærer 

undertitlen Fotografier, kolonisering 

og kortlægning, og det er 

betegnelser, der både er præcise 

og lidt for neutrale. For bogen indeholder 

først og fremmest Arkes 

personlige forsøg på at finde en 

nogenlunde sammenhængende 

fortælling om tilblivelsen af et 

ganske særligt sted og livet dér: 

Stedet er på Grønlands østkyst, 

og det blev befolket med fangerfamilier 

fra Angmassalik, men 

hensigten med stedets oprettelse 

var dansk og tænkt som en geopolitisk 

løsning på spørgsmålet 

om, hvilket land – Danmark eller 

Norge – der besad “overhøjheden” 

over den nordøstlige del af 

Grønland. Den svenske forfatter 

og kulturanalytiker Stefan 

Jonsson har derfor forsynet bogen 

med “kartografiske afsnit”, der 

gør rede for den typiske forbindelse 

mellem opdagelsesfærd, 

antropologi, geografisk korttegning 

og politiske målsætninger, 

der var karakteristisk for en 

kolonimagt i imperialismens 

tidsalder. 

Bogen er resultatet af en 

billedkunstners arbejde, men i 

stedet for at bruge sit talent til 

at skabe malende skildringer af 

et isoleret udsted i en ødemark, 

har Arke ladet det isolerede og 

fjerne vise sig selv: Billederne 

er derfor – bortset fra en række 

portrætter – andres fotografier, 

og læseren får ligeledes mulighed 

for at lytte til mange grønlandske 

stemmer i beretningen om livet i 

Scoresbysund (på østgrønlandsk: 

Ittoqqortoormiit) over tre generationer. 

Men tilgangen til emnet, 

fremstillingen af de mange undersøgelser, 

Arke foretog under 

studierejser til Scoresbysund, 

bærer alle præg af den uhildede 

billedkunstners evne til at videregive 

indsigter. 

58 

Arke var selv rundet af denne 

befolkningsflytning, om end på 

en tværgående måde. Som barn 

havde hun levet flere steder i 

Grønland og i metropolen Danmark: 

Bogen er derfor både dybt 

indfølt og muntert berettende, 

forfattet af en person, der ser og 

hører ting for første gang, som 

hun på en måde havde forestillet 

sig, følt, at de kunne være. Iagttagelserne 

danner en tekst fuld 

af menneskelig forståelse og undren. 

Givetvis mellem omsorg og 

solidaritet, som når Arke beretter 

om de blandede ægteskaber og 

de børn, der blev født i dem, men 

også mellem humor og kritik. 

Se blot forsidebilledet på bogens 

omslag! 

Scoresbysund var et sted “uden”: 

uden hukommelse, uden beretninger 

fra fortiden, uden 

minde, uden succes. Dette “uden” 

udgjorde den store udfordring 

for det lille epos, Arke satsede 

på at fremmane ved hjælp af 

billeder og beretninger. Til dette 

epos leverede Jonsson afgørende 

rammer og tekstur – atter fra 

siden, eller tværgående i forhold 

den store historie om Danmark 

og “vore oversøiske besiddelser”. 

Med denne bog fik den store 

historie tydeliggjort sit diskrete 

knudepunkt; det er herefter ikke 

muligt for grønlændere og danskere 

at fortrænge det faktiske i 

den fælles kolonifortid, begivenhederne, 

livet og magten i forrige 

århundrede. 

Den italienske filosof Giorgio 

Agamben har for ikke så længe 

siden skrevet, at for at forstå 

forholdet mellem Vesten og den 

øvrige verden skal man forstå 

lejrene. Mellem København og 

Godthåb var der et lignende 

omdrejningspunkt: Det hed 

Scoresbysund. 

Carsten Juhl 

Pia Arke. Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat. 

Pia Arkep atuakkiaa Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat atuakkiaavoq 

atuakkioriaatsit sammiviannut sorlermut 

inississallugu nalunartoq. 

Atuagaq qulequtaaraqarpoq Assit, 

inulerneqarnerat nunap assiliornerlu, 

taaguusersuinerillu eqqorluinnarlutillu 

arlaannut atanngippallaaluatsiartutut 

ipput. Tassami atuakkap pingaarnerpaamik 

imaraa Arkep nammineq inuttut 

nassaarinninniarnera najugaqarfiup 

immikkorluinnaq ittup pilersinneqarnera 

tassanilu inuunerup ataqatigiissaakannernissaanik 

oqaluttuarnissaq. Najugaqarfik 

Kalaallit Nunaanni Tunumiippoq, 

ilaqutariinnillu piniartukkuusunit Ammassalimmeersunit 

inulerneqarluni, inoqarfiulli 

pilersinneqarnerata siunertaa 

danskinit pinngorpoq eqqarsaatigineqarluni 

nunamik piginnittussaanermik 

politikki tunngavigalugu apeqqummut 

nunap sorliup – Danmarkip Norgelluunniit 

– Tunup avannaannut “oqartussaaneranik” 

aaqqiiniarnermik. 

Taamaattumik svenskip atuakkiortup 

kulturinillu paasiniaasartup Stefan 

Jonssonip atuakkamut ilannguppai 

“nunap assiliornerinik immikkoortortat”, 

nassuiaasut ilisimasassarsiornerit, inuit 

nagguiinik ilaqutariissusaanillu misissuinerit, 

nunap assiliornerit politikikkullu 

anguniakkat, nunasiaateqarniarnerup 

ukiuisa nalaanni nunasiaateqarniat 

ilisarnaataat, taamani pissutsinik ersersitsisut. 

Atuagaq pinngorpoq assilialiortartup 

suliaasa inernerattut, taamaattorli 

eqqumiitsuliortutut piginnaanini nunaqarfiup 

avinngarusimalluinnartup 

qalipaatigissaartumik oqaluttuarineranut 

atornagu Arkep avinngarusimasoq 

ungaseqisorlu nammineersillugu 

takutippaa. Taamaattumik assilissat 

– inuit ataasiakkaat assingi eqqaassanngikkaanni 

– allat assilisaat, 

atuartumuttaaq periarfisiipput kalaalerpassuit 

nipaannik naalaarnissaannut 

Ittoqqortoormiini kinguaariit pingasut 

qanoq inuusimanerannik oqaluttuartunut. 

Kisianni tassunga pulanissamut, 

misissuinerpassuarnik, Arkep paasiniaalluni 

Ittoqqortoormiiliartarnermigut, 

paasisaminik oqaluttuarneri tamarmik 

ersersitsipput eqqumiitsuliortup 

arlaannaannillunniit illersuinngitsup

Assit, inulerneqarnerat 

nunap assiliornerlu. 2003 

paasisaminik ingerlatitseqqinnissaminik 

piginnaaneqarneranik. 

Arke nammineq inuit taama nuutsitaanerannit 

pilersitaavoq, naak sarfaq majoraluarlugu. 

Meeraanermini Kalaallit 

Nunaanni arlalinni najugaqarsimavoq 

inoqarfissuarmilu Danmarkimi. Taamaattumik 

atuagaq qamuunavik misigisaajutigaluni 

nuannersunik oqaluttuarpoq, 

atuakkiorfigineqartoq inummit 

pisunik siullermeerluni takunnillunilu 

tusagalimmit, arlaatigut takorlooreersimasaminik,taamaattussaasinnaasutut 

misigisimasaminik. Takusaminik 

allaatigisai inuttut paasinninneranik 

tupigusunneranillu ulikkaarput. Qularnanngitsumik 

isumassuinerup ersoqatiginninnerullu 

akornanni, soorlu Arkep 

oqaluttuarigaangagit assigiinngitsunik 

nagguillit aappariilerneri meerariligaallu, 

aappaatigullu aamma quianartumik 

isornartorsiuinertalimmillu. Atuakkap 

saqqaata assitaa takuinnaruk! 

Ittoqqortoormiit tassaavoq “suitsoq”: eqqaamasaqarfiunngilaq, 

itsaq pisimasunik 

oqaluttuaqanngilaq, eqqaamasassartaqanngilaq, 

iluatsitsisimanngilaq. 

Tamanna “suinneq” unammillerlugu 

taalliatullusooq oqaluttuarnermini takinngikkaluami 

Arkep saqqummersikkusuppaa 

assilissat oqaluttuarineqartullu 

atorlugit. Oqaluttuamut tassunga 

Jonsson pingaarutilinnik ilanngussivoq 

sinaakkusiisumik allatamigullu 

– aamma sarmiilluni, imaluunniit 

“imarpissuarni pigisatsinnik” Danmarkip 

oqaluttuarinnittarnerata sarfaa 

majorlugu. Atuagaq una aqqutigalugu 

oqaluttuarujussuup isertuartumik akunniffia 

oqaluttuarineqarpoq, tamatumalu 

kingorna kalaallit danskilluunniit nunasiaataanerup 

nalaani peqatigiillutik 

atorsimasatik toqqortersinnaajunnaarpaat, 

1900-kkunni pisimasut, inuuneq 

pissaaneqarnerlu. 

Italiamiu eqqarsarnikkaaq Giorgio 

Agamben ungaserujussuanngitsukkut 

allappoq nunat killiit nunarsuullu sinnerata 

akornanni pissutsit paasiumagaanni 

uninngaarfii paasisariaqartut. 

Københavnip Nuullu akornanni tassunga 

assingusumik qitiusoqarpoq: Taanna 

ateqarpoq Ittoqqortoormiit. 

Carsten Juhl 

Pia Arke. Stories from Scoresbysund. Photographs, 

Colonisation and Mapping. 2003 

Pia Arke’s book Stories from 

Scoresbysund is a literary object 

that it is difficult to place in 

one particular genre. The book 

carries the subtitle Photographs, 

Colonisation and Mapping, and 

these are designations that are 

both precise and also a little too 

neutral. For the book first and 

foremost contains Arke’s personal 

attempt at finding a more or less 

coherent account of the genesis of 

a quite special place and the life 

lived there: the place is on Greenland’s 

east coast, and it was populated 

with hunter families from 

Angmassalik, but the purpose of 

establishing the settlement was 

Danish and conceived as a geopolitical 

solution to the question 

as to what country – Denmark or 

Norway – had “dominion” over 

the north-eastern part of Greenland. 

The Swedish writer and 

cultural critic Stefan Jonsson has 

therefore furnished the book with 

“cartographical sections” that 

describe the typical connection 

between voyages of exploration, 

anthropology, mapmaking and 

political objectives characteristic 

of a colonial power in the age of 

imperialism. 

The book is the result of a visual 

artist’s work, but instead of using 

her talent to create vivid depictions 

of an isolated settlement in 

a wilderness, Arke has allowed 

the isolated and distant to exhibit 

itself: the pictures are therefore 

– with the exception of a number 

of portraits – other people’s photographs, 

and the reader also has 

the opportunity to listen to many 

Greenlandic voices in the account 

of life in Scoresbysund (in East 

Greenlandic: Ittoqqortoormiit) 

over three generations. But the 

approach to the subject and the 

presentation of the many investigations 

Arke carried out during 

her study trips to Scoresbysund 

are all characterised by the ability 

of the impartial artist to pass 

on insights. 

Arke herself was a product of this 

transfer of population albeit in a 

cross-cutting way. As a child she 

had lived in a number of places in 

Greenland and in the metropole 

Denmark. The book is therefore 

both deeply empathic and cheerfully 

narrative, written by a person 

who sees and hears things for 

the first time as she had somehow 

imagined, felt that they might 

be. The observations form a text 

full of human understanding and 

wonder. Undoubtedly between 

care and solidarity as when Arke 

tells of the mixed marriages and 

the children who were born in 

them, but also between humour 

and criticism. Just look at the 

picture on the front cover of the 

book! 

Scoresbysund was a place “without”: 

without memory, without 

stories from the past, without 

recollections, without success. 

This “without” was the big challenge 

for the little epos that Arke 

sought to conjure up with the 

help of pictures and accounts. 

Jonsson provided the crucial 

framework and texture for this 

epos – again from the side, or 

cutting across the broader history 

of Denmark and “our overseas 

possessions”. This book illuminated 

the discreet centre of that 

broader history so that it is no 

longer possible for Greenlanders 

and Danes to repress the facts 

of their shared colonial past, the 

events, the life and the power, in 

the preceding century. 

The Italian philosopher Giorgio 

Agamben wrote recently that 

in order to understand relations 

between the West and the 

rest of the world, one must first 

understand the camps. Between 

Copenhagen and Godthåb there 

was a similar nexus: It was called 

Scoresbysund. 

Carsten Juhl 

59

TEMASEKTION 8: DEN EXCENTRISKE ESKIMO 

Denne sektion stikker lidt ud fra de 

andre. Den indeholder kun ét værk 

af Pia Arke, nemlig en serie på otte 

farvefotografier fra 1990’erne der 

nøgternt registrerer aflejringer og 

aftryk, som i al deres okkerfarvede 

skønhed vidner om europæiske 

patruljer og udposter. Stedet er Østgrønland, 

og aflejringerne stammer 

fra genstande – skrottede olietønder, 

blikplader, lamper osv. – som med 

tiden er eroderet og blevet til ét med 

netop den stenede grund, som deres 

oprindelige ejermænd så ihærdigt 

studerede og bearbejdede. 

Seriens henvisninger til polarekspeditioner 

på fjerne udposter spejles i 

sektionens telt, som er skueplads for 

et filmprogram kurateret af Selskabet 

for Dårlig Etnografisk Film (SfDEF) 

indeholdende to klassiske etnografiske 

film, der vises under udstillingen. Selskabet 

med det usædvanlige navn blev 

stiftet af Arke, hendes bror Erik Gant 

og Anders Jørgensen i begyndelsen af 

2000. Mens Gant og Jørgensen begge 

havde kredset om filmiske fremstillinger 

af grønlændere og inuitter i 

filmvidenskabelige universitetsafhandlinger 

– Gant med Ph.D.afhandlingen 

Eskimotid (2004-05) og 

Jørgensen med hovedfagsspecialet Det 

primitive moderne. Knud Rasmussens 

etnografiske ekspeditionsfilm 

1917-1927 (2000) – så have Arke 

beskæftiget sig bredt med billedmediers 

betydning i kortlægningen og 

koloniseringen af især Østgrønland. 

De tre delte ikke bare en interesse 

i at undersøge, hvorledes oprindelige 

folk – således også “eskimoer” – er blevet 

fremstillet i den vestlige etnografi 

og filmindustri gennem de sidste ni 

årtier. De ønskede også at vende det, 

de så, med offentligheden og om muligt 

vende det etnografiske og filmiske blik 

om, så det kunne få øje på sig selv. De 

tog med andre ord de samme blikvinkler, 

som den etnografiske film har 

kastet på oprindelige folk, og anvendte 

dem på den etnografiske film selv. 

Dermed faldt blikket selvsagt også på 

de etnografer, arkæologer, filmmagere 

og TV-folk, som har lavet filmene, og i 

videre forstand på de biografgængere 

og fjernsynsseere, som har set dem og 

taget dem for (de helt) gode varer. 

Med analysen og satiren som våben 

drog SfDEF således i felten og arrangerede 

flere offentlige seancer, som 

de kaldte dem. De fandt sted på bl.a. 

Nationalmuseet, Det Grønlandske Hus 

og Arktisk Institut i København og var 

bygget op omkring et diskussionsoplæg 

60 

fra SfDEF, fremvisningen af et eller 

flere filmeksempler og en efterfølgende 

fælles diskussion med publikum. 

Filmmaterialet spændte vidt og 

inkluderede en tidlig stumfilm som 

Den store Grønlandsfilm fra 1921, 

instrueret af Eduard Schnedler- 

Sørensen & H.F. Rimmen, og optaget 

under første halvdel af den såkaldte 

“5. Thule-ekspedition” under ledelse 

af den navnkundige polarforsker 

Knud Rasmussen. Men også nyere 

materiale som Martin Appelt & Ole 

Mallings dokumentarfilm Tunit – det 

forsvundne folk fra 1998 (vist på DR2 

i 1999) var at finde i materialet. 

Filmprogrammet til denne udstilling 

henter sin titel fra et essay 

af samme navn, som Erik Gant 

publicerede i Tidsskriftet Grønland i 

1996. Med titlen henviser han både 

til Vestens misrepræsentationer af 

“eskimoen” som “excentrisk” i sin 

forskellighed fra den hvide mand 

og til sin egen “excentriske” position 

som nutidig “grønlænder”, der 

betragter disse misrepræsentationer 

forskudt fra dem, og som i denne 

forskydning må sande, at selv hvis 

han kunne komme bag om dem, så er 

der ingen vej tilbage til den oprindelige 

“eskimoicitet”. Den excentriske 

grønlænder er i denne optik på én og 

samme gang ved at gå under og på 

vej til at blive til et godt eksempel – 

“udrustede, som vi er, med en sikker 

fornemmelse for, at det at være sig 

selv også altid er at være noget andet”, 

som Gant afslutter sin tekst. 

Med filmprogrammet ønsker 

sektionen at tydeliggøre nogle af de 

“eskimoiske” repræsentationsmodeller, 

som Arke og andre postkoloniale 

billedkunstnere har forsøgt at gøre op 

med: den eskimoiske oprindelighed, 

naturlighed, primitivitet, barnlighed, 

kollektivisme, prælogik, fredsommelighed 

og umiddelbare livsglæde. 

Filmprogrammet består af de to 

nedenstående film, der screenes på 

skift hver dag i museets åbningstid: 

Eduard Schnedler-Sørensen & 

H.F. Rimmen. Den store Grønlandsfilm. 

1921. 

Leo Hansen. Med Hundeslæde 

gennem Alaska. 1926. 

D. 23. januar og 10. marts 2010 

afholdes endvidere to offentlige 

diskussionsseancer, hvor vi i SfDEFs 

ånd vil vise og diskutere sidstnævnte 

film. For yderligere information, se 

“Udstillingsarrangementer” på s. 76. 


Immikkoortoq taanna ilaminit allaanerulaarpoq. 

Imaraa Pia Arkep suliaa ataasiinnaq, 

tassalu assit qalipaatillit tulleriiaat arfineq 

pingasut 1990-ikkunneersut unerarnikunik 

naqinnernillu, sungaangajallutik kusanar-tumik 

europamiut avungarsuaq angalasarsimanerinik 

uninngasarsimanerinillu takutitsisunik, 

peqqissaartumik nalunaarsuinerit. 

Pineqartoq tassa Tunu, unerarnikullu tassaapput 

suut tigussaasut – uuliamut nappartat 

igitat, savimernit saattut, qulliit il.il. – ukiut 

ingerlanerini nungujartorsimasut nunamullu 

tassungarpiaq ujaraannaasumut, taakkuninnga 

piginnissimasunit ilungersorluni misissorneqarsimasumut 

suliarineqarsimasumullu, 

akuliussimallutik. 

Assit tuleriiaat issittumut ilisimasassarsiortarnernut 

avungarsuaq ingerlasartunut 

tikkuussinerannut takussutissaavoq tupeq 

taakkunannga ungalungajanneqarsimasoq. 

Tupermi takuneqarsinnaapput filmit Inuit Kulturiinik 

Ileqquinillu Filmiliat Kukkussutaat 

pillugit Peqatigiiffimmit (SfDEF) suliareqqitat, 

tassaasut nunap inoqqaavinik filmiliat 

nalunnginneqarluartut pingasut. Peqatigiiffik 

nalinginnaanngitsumik taa-guusigaq Arkemit, 

qatanngutaanit Erik Gantimit Anders 

Jørgensenimillu 2000-ip aallartilaarnerani 

pilersinneqarpoq. Gant-ip Jørgensenillu kalaallit 

inuillu filmitigut takutinneqartarnerat 

filminik ilisimatusarnertigut universitetini 

nalunaarusiornermikkut sammivaat – Gant 

Ph.D.-nngorniarluni saqqummiussinermigut 

Eskimotid (2004-05), Jørgensen-illu ilinniakkaminut 

pingaarnermut atatillugu immikkut 

suliamigut Det primitive moderne. Knud 

Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm 

1917-1927 (2000) – Arkellu sammivaa assitigut 

saqqummiussinerit pingaarutaat nunap 

assiliornernut nunasiaateqa-lernermullu, 

pingaartumik Tunumi. 

Pingasuullutik soqutigisariinnarsimanngilaat 

misissussallugu nunap inoqqaavi – 

taamalu aamma “eskimuut” – nunat killiit 

inuit kulturiinik ileqquinillu misissuisuisa 

filmiliortartullu qanoq takutissimaneraat 

paasiniassallugu. Kissaatigisimavaattaarli 

kikkulluunniit peqatigalugit takusamik illuatungaanut 

saatsinnissaat, ajornanngippallu 

etnografikkut filmitigullu isiginninnerit aamma 

iluatungaanut saatsinnissaat, taamaalillutik 

imminnut takusinnaalerniassagamik. 

Allatut oqaatigalugu isiginniffiit taakkorpiaat, 

etnografimik filmiliat nunap inoqqaavinik 

isiginniffii, atorlugit filmilianut namminernut 

isiginninnissaq. Taamaalilluni soorunami 

isigineqalerputtaaq inuit kulturiinik ileqquinillu 

ilisimatusartut, itsarnisarsiuut, filmiliortartut 

TV-liortartullu, taakkuninnga filmiliorsimasut 

ingerlateqqikkaannilu filminik 

TV-millu isiginnaartartunut, taakkuninnga 

takunnissimasunut ilumoorluinnartuunerinillu 

upperinnittunut. 

Paasiniaaneq quiassuarnerlu sakkugalugit 

SfDEF avammut ammarpoq tamanullu 

ammasunik arlaleriarluni aaqqissuussisar-

eSKIMUU SILANNgA- 

JAARTOg 

luni. Taakku pipput Nationalmuseumimi, 

Kalaallit Illuutaanni Københavnimilu Arktisk 

Intitutimi, ingerlanneqartarlutillu SfDEF-imit 

aallarniuteqarnikkut, filmip ataatsip arlallilluunniit 

takutinnerisigut kingornatigullu 

najuuttunik oqallitsitsinikkut. 

Filmit tamanik samminnittuupput ilagalugulu 

nipeqanngitsumik filmiliaq Den store 

Grønlandsfilm 1921-meersoq, ilitsersuisoralugit 

Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. 

Rimmen, filmiliarineqarlunilu “Thulemiit 

ilisimasassarsiornerit 5”-ata, issittumi ilisimasassarsiortartumit 

tusaamasaasumit Knud 

Rasmussenimit siulersorneqartup, aallartinissarnerata 

nalaani. Aammattaarli filmiliat 

nutaanerusut ilaapput soorlu Martin Appelt & 

Ole Mallingip pisimasulersaarutaat Tunit – det 

forsvundne folk 1998-imeersoq (DR 2-mi 1999imi 

takutinneqartoq ilaavoq). 

Filmit takutinneqartut qulequtserneqarnerannut 

tunngaviupput aallaaserisat naatsut 

taama qulequtallit, Erik Gantip atuagassiami 

Tidsskriftet Grønland-imi 1996-imi saqqummersittagai. 

Taama qulequtsiinermigut uparuarniarpaa 

Nunat Killiit “eskimuumik” eqqunngitsumik 

ilisarititsisarnerat qaqortumik amilimmit allaanerulluni 

“eqqumiikajaartuunerarlugu”, uparuarniarluguttaaq 

nammineq “eqqumiikajaatut” 

inissisimanini ullumikkut “kalaaliusutut”, 

eqqunngitsumik ilisarititsinernit taakkunannga 

nikilluni isiginnaartutut, taamalu nikinnikkut 

uppernarsisariaqarlugu, tunuannulluunniit 

pisinnaagaluaruni, qangatut “eskimuujussusermut” 

utersinnaanani. Kalaaleq eqqumiikajaaq 

tassanngaanniit isigalugu tassaavoq nungukkiartuutigaluni 

assersuutissanngoriartortoq 

pitsaasoq – “taama sakkussalersorneqarnitsivut 

malugisinnaalluarparput namminiussuseq aammattaaq 

tassaasoq tamatigut allaanissaq”, soorlu 

Gantip allatani naggaseraa. 

Filmertitsiviup immikkoortortaani 

anguniarneqarpoq “eskimuujussutsimik” 

ilisarititsinerit ilaasa, Arkep allallu nunasiaataanerup 

kingornagut assilialiortartut uparuartorniagaasa, 

erseqqissarnissaat: Eskimuut 

nagguiat, ilakkuminarnerat, pissuseqqaanut 

qaninnerat, meerarpalunnerat, ataatsimoorussisarnerat, 

imminut naapertuuttumik 

tunngavilersorluni eqqarsartaasiat, piuaatsuunerat 

inuunermillu nuannaarutiginninnermik 

ingerlaannaq takutitsisarnerat. 

Film-it takutitassat marluupput, ataani 

qulequttat atuakkit. Paarla kaallutik ulloq 

allortarlugu takutinneqartassapput katersugaasiviup 

ammasarfiani: 

Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. Rimmen. 

Den store Grønlandsfilm. 1921. 

Leo Hansen. Med Hundeslæde gennem 

Alaska. 1926. 

Aammattaaq jannuaarip 23-anni aamma 

martsi 10-anni 2010 tamanut ammasumik 

oqallitsitsineqassaartaaq, SfDEF-ip anersaava 

malillugu filmi kingulliullugu taasaq takutinneqassalluni 

oqallissutigineqarlunilu. 

THEME SECTION 8: THE ECCENTRIC ESKIMO 

This section diverges a little from the 

others. It contains only one work by Pia 

Arke, namely a series of eight colour 

photographs from the 1990s that soberly 

register deposits and imprints that in 

all their ochre beauty bear witness 

to the onetime presence of European 

patrols and outposts. The place is East 

Greenland, and the deposits come from 

objects – trashed oil drums, sheet metal, 

lamps, etc. – which rusted away in the 

course of time and have become one with 

that very same stony ground that their 

original owners so diligently studied and 

processed. 

The references in the series to polar 

expeditions at distant outposts are 

reflected in the section’s tent that 

forms the setting for a film programme 

curated by the Society for Ethnographic 

Film Blunders (SfEFB), presenting two 

classical ethnographic films during the 

exhibition. The society with the unusual 

name was founded by Arke, her brother 

Erik Gant and Anders Jørgensen at the 

beginning of the year 2000. While Gant 

and Jørgensen had both investigated 

cinematic representations of Greenlanders 

and Inuit in university theses – Gant 

in his Ph.D. thesis Eskimotid [Eskimo 

Time] (2004-05) and Jørgensen in his 

graduate thesis Det primitive moderne. 

Knud Rasmussens etnografiske ekspeditionsfilm 

1917-1927 [The Primitive Modern: 

Knud Rasmussen’s Ethnographic 

Expedition Films 1917-1927] (2000) 

– Arke had occupied herself broadly 

with the importance of pictorial media 

in the mapping and colonisation of East 

Greenland in particular. 

The three shared not only an interest 

in investigating how indigenous peoples 

– therefore also “Eskimos” – have been 

represented in Western ethnography 

and films over the last nine decades. 

They also wished to discuss with the 

general public what they saw and, if 

possible, to reverse the ethnographic 

and filmic gaze so that it could see itself. 

In other words, they took the same 

viewing angle that the ethnographic 

film has imposed on indigenous peoples 

in order to apply it to ethnographic film 

itself. It goes without saying that in this 

process the focus fell on the ethnographers, 

archaeologists, filmmakers and 

TV people, who made the films, and in 

a further sense on the cinemagoers and 

TV viewers, who had seen them and 

taken the films for gospel. 

Thus, with analysis and satire as 

their weapons SfEFB sallied forth and 

arranged a number of public séances, 

as they called them. They took place at, 

for instance, the National Museum of 

Denmark, the Greenland House and the 

Danish Polar Center in Copenhagen and 

were built up around an introductory 

presentation from SfEFB, the showing 

of one or more films and a subsequent 

discussion with the audience. 

The film material covered a lot of 

ground and included an early silent film 

like Den store Grønlandsfilm [The Great 

Greenland Film] from 1921, directed 

by Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. 

Rimmen, and filmed during the first half 

of the so-called “5th Thule Expedition” 

under the leadership of the renowned polar 

explorer Knud Rasmussen. But also 

more recent material, like Martin Appelt 

& Ole Malling’s documentary Tunit – det 

forsvundne folk [Tunit – The People that 

Disappeared] from 1998 (screened on 

Danish television in 1999), formed part 

of the material shown. 

The film programme takes its title 

from an essay of the same name that 

Erik Gant published in Tidsskriftet 

Grønland in 1996. His title refers both 

to the West’s misrepresentations of 

“the Eskimo” as “eccentric” in her/his 

difference from white people and to his 

own “eccentric” position as a modern 

“Greenlander”, who regards these 

misrepresentations displaced from 

them, and who in this displacement is 

forced to recognise that even if he could 

go behind them, there is no way back to 

the original “Eskimoicity”. In this optic 

the eccentric Greenlander is at one and 

the same time in the process of going 

under and on the way to becoming a 

good example – “equipped as we are 

with a sure sense that being oneself is 

also always to be something else”, as 

Gant concludes his text. 

With the film programme this section 

wishes to spell out some of the “Eskimoic” 

representation models that Arke 

and other postcolonial artists have 

tried to confront: Eskimoic originality, 

naturalness, primitiveness, childishness, 

collectivism, pre-logic, peaceableness and 

spontaneous joie-de-vivre. 

The film programme consists of 

the two films listed below, which are 

screened alternately every day during 

museum opening hours: 

Eduard Schnedler-Sørensen & H.F. 

Rimmen. Den store Grønlandsfilm [The 

Great Greenland Film]. 1921. 

Leo Hansen. Med Hundeslæde 

gennem Alaska [With a Dog Sledge 

Through Alaska]. 1926. 

On January 23 and March 10, 2010 

two public discussion séances will be 

held, at which in SfEFB’s spirit we will 

show and discuss the last-mentioned 

film. For more info, see “Events during 

the exhibition” on p. 76. 

61

TEMASEKTION 9: SKANDINAVISK PANORAMA 

Pia Arke arbejdede ud fra en metode, 

der bevidst sammenblandede etnologi 

og kunst. Her smeltede etnografens 

feltarbejde og den antropologiske humanisme 

sammen med æstetiske teorier og 

kunstnerens arbejde med materialet i en 

ny slags bastard-metode. 

Denne sektion sætter fokus på projekter, 

hvor metoden anvendes på den skandinaviske 

metropol og på Danmark især. 

Problematikken er stadig kolonihistorien 

og dens eftervirkninger, men hvor Arke 

mestendels har undersøgt den fra den 

grønlandske kant, vælger hun her den 

modsatte angrebsvinkel og nærmer sig 

fænomenet gennem Danmark (og den 

svenske vestkyst). 

Skandinavisk panorama henter sin 

titel fra en serie sort-hvide fotografier 

af samme navn – bragt enkeltvis på 

forsiden af de fem numre som Litteraturmagasinet 

Standart udgav i 1998 

– men indledes med et projekt udført 

af indsatte i Anstalten ved Herstedvester 

i København. Arke havde i en 

årrække sin ugentlige gang i det lukkede 

fængsel, hvor hun på eget initiativ kørte 

en kunstworkshop for de grønlandske 

indsatte. Udstillet her peger projektet 

på “den umenneskelige behandling vi 

accepterer ved at sende grønlændere til 

afsoning på ubestemt tid i Danmark”, 

som Tine Bryld har formuleret det. 

Med sin sans for det oversete 

forlægger Arke altså sit panorama til 

periferien: i kunstworkshoppen til de 

usynlige grønlændere i Danmark og i 

Skandinavisk Panorama til Göteborgs 

forstæder og den karakteristiske karakterløshed, 

som kun sovebyer opslugt af 

byens vækst kan opvise. 

Panoramaet dukkede op i 1800-tallets 

Europa og skabte en aldrig før set 

illusion af være omsluttet af og delagtig 

i, hvad der foregik på billedfladen. Som 

beskuer beherskede man scenariet 

stående i centrum af og med fuldt overblik 

over det pastorale landskab eller 

sejrrige militære slag, der udfoldede sig 

for ens blik. Scener fra dengang farfar 

var ung, og byen endnu ikke havde 

vokset sig uoverskuelig stor. Billeder fra 

før industrialiseringen og landboernes 

tilflytning til metropolen. 

Arke tager tråden op fra traditionen, 

men slår knuder på den. Fotograferet fra 

tilfældige hustage i lige så tilfældige beboelsesområder 

punkterer Skandinavisk 

Panorama idéen om overblikket som et 

suverænt og måske sublimt moment. 

Den viser snarere, at ethvert centrum 

er en myte, en konstruktion, og sår i 

samme åndedrag tvivl om Skandinaviens 

rolle som Nordens centrum i både 

historisk, kulturel og politisk forstand. 

At Danmark har været et handelscentrum 

for varer til og fra Grønland kan 

der næppe herske tvivl om, givet at Den 

Kongelige Grønlandske Handel (KGH) 

havde eneret i næsten 200 år. Under 

sin research i Dansk Polar Centers 

bogmagasin på Nordatlantens Brygge 

stødte Arke en dag på en af kolonitidens 

helt store sællerter: spækken. Gemt bag 

62 

bøgerne fandt hun nemlig helt malplaceret 

en gammel stige, der på lugten at 

dømme havde været brugt flittigt til at 

hænge spæk på. Dengang bygningen var 

pakhus og KGHs centrallager. Stigen 

har stået på samme plet og bevidnet 

alle omlægningerne af huset, indtil Arke 

tager den med sig. 

I nøgleværket Spækstigen, Emil, Ole 

og Asger (1998) sættes stigen i forbindelse 

med en række fotografier og kort – og 

tre navngivne mænd – og straks er vi på 

sporet af Østgrønlands historie, sådan 

set lidt fra dansk perspektiv. Med andre 

ord er vi på sporet af kunstneren selv, og 

værket er da også fyldt med referencer, 

der kobler det personlige med den store 

geopolitiske fortælling om Østgrønlands 

kortlægning og erobring og den noget 

mere kompakte geografiske beretning 

om de steder i det indre København, 

hvor danskerne forvarer deres viden om 

Grønland – markeret i bedste pionérstil 

med kulørte knappenåle i et Kraks-kort. 

Idéen bag det skandinaviske panorama 

– at man ikke kan forstå Danmark 

uden samtidigt at panorere over på 

Grønland og vice versa – får endnu en 

drejning i den lange række af værker, 

hvor Arke har omlagt hulkamerabilledet 

af barndomshjemmets vue over fjorden 

ved Narssaq point til en slags bagtæppe. 

Hulkameraets lange eksponeringstid 

og motivets naturskønhed fornægter sig 

ikke i dette fotografi, der da også blev 

genstand for megen opmærksomhed og 

efterspørgsel i Danmark og internationalt. 

Måske for at prikke hul i forestillingen 

om, at hun som grønlænder skulle 

have en speciel stærk tilknytning til 

naturen og stedet, blæste hun billedet op 

til en slags fototapet, som uanset hvad 

hun ville putte foran det, ville skabe illusionen 

af at være i Sydgrønland. 

Der var bare det aber dabei ved de nye 

værker, at der helt utilsløret ligger et 

gulvtæppe foran og i forlængelse af, hvad 

der skulle forestille at være den grønlandske 

granitgrund. I dette synligt konstruerede 

rum – der ved flere lejligheder 

blev “dekonstrueret” af billedredaktører, 

som beskar billedet og således genoprettede 

illusionen af at være i Grønland 

– kunne Arke iscenesætte sig selv som 

bastard, kvinde, kusine, hysteriker eller, 

hvad der nu måtte falde hende ind at 

undersøge i relation til Grønland som 

projektionsflade. 

Videoen Arktisk hysteri (1996) bliver 

det ultimative opgør med den form for 

racisme, der placerer “den grønlandske 

identitet” i grønlænderens hud og krop. 

Med sin nøgne krop undersøger Arke 

Grønland som billede og det umulige i at 

blive ét med det. Det er den sønderrivende 

og befriende sandhed. 


Pia Arkep periaaseraa inunnik kulturiinillu ilisimatusarnerup 

(etnologi) eqqumiitsuliornerullu 

piaaraluni kattutsinnissaat. Tassani etnologimik 

suliaqartup misissukkaminiitilluni sulinera 

inuup inuiaqatigiillu pissusiinik misissuisup 

(antropolog) inuppalaarnera akuliunneqarput 

kusanartulerinermik eqqarsaatersuutinut 

eqqumiitsuliortullu suliaanut, taamaalillutik 

nutaamik akusatut periaasiulerlutik. 

Sammisami uani qitiutinneqarput pilersaarusiat, 

taakkunani periaaseq nunani avannarlerni 

illoqarfissuarnut pingaartumillu Danmarkimut 

atorneqarluni. Apeqquserneqartoq suli tassaavoq 

nunasiaateqarnerup oqaluttuassartaa kingunerilu, 

kisiannili Arkep kalaalliniit isigalugit misissungajassinnarlugit 

illuatungaaniit samminissaat 

qinersimavaa, pisullu Danmark (Sverige-llu kimmut 

sineriaa) aqqutigalugit qanilliartorlugit. 

Isikkivik Skandinaviamiit qulequtserneqarpoq 

tunngavigalugit assit qalipaateqanngitsut taama 

qulequtsikkat – atuagassiap Litteraturmagasinet 

Standartip ataasiakkaarlugit 1998-imi 

saqqaliuttagaanneersut – aallaqqaaserneqarlutilli 

Københavnimi parnaarussivimmi 

Herstedvesterimi parnaarussat pilersaarusiorlugu 

suliaannik. Arke ukiorpaalunni sapaatip 

akunneranut ataasiarluni parnaarussiviliartarsimavoq 

namminerlu piumassutsini malillugu 

kalaallit parnaarussat eqqumiitsuliornermik 

sammisaqartittarsimallugit. Pilersaarusiap 

uani saqqummersinneqarnermini uparuarpaa 

“inuppalaanngeqisumik pinninnerput kalaallit 

piffissami aalajangersimanngitsumi Danmarkimi 

parnaarusimaneqarnissaat akuerigatsigu”, soorlu 

Tine Bryldip taama oqaatigigaa. 

Tassa arajutsisanut malussajanini atorlugu 

Arkep isikkiviliinini killeqarfimmullusooq nuutippaa. 

Eqqumiitsuliornermik sammisaqartitsinermi 

kalaallinut Danmarkimiittunut takussaanngitsunut 

aammalu Isikkivik Skandinaviamiitmi 

Göteborgip immikkoortuinut avallernut 

ilisarnartumik ilisarnaateqanngitsunut, illoqarfiit 

susoqarfiunngitsut illoqarfiup alliartorneranit 

nungutitat kisimik takutissinnaasaat. 

Isikkiveqartitsineq (panorama) Europami 

1800-kkunni saqqumilaalerpoq misigineqarsimanngisaannartumillu 

takorluuisitsisalerluni 

soorlulusooq assimit unguneqarluni tassanilu 

pisunut peqataalerluni. Isiginnaartutut takusat 

qeqqanniilersorinartarpoq pisullu naalakkersorsinnaalerlugit 

suullu tamaasa, pinngortitaq alianaalluinnartoq 

imaluunniit sorsuffimmi akiuunnerit 

ajugaanertallit, tamakkerlugit isigisinnaallugit. 

Aataa inuusukkallarmat pisut, illoqarfillu ilisarisassaajunnaarluni 

allinngikkallarmat. Suliffissualiortiterneq 

illoqarfeeqqallu illoqarfissuarmut 

ilanngunneqarnerat sioqqulugu assilisat. 

Arkep periaasitoqaq nangippaa, paasiuminaatsunngortilluguli. 

Najugaqarfiit arlaanni illut 

arlaata qalianniit assiliinikkut Isikkivik Skandinaviamiit-up 

tamakkiisumik isiginninnerup 

naleqannginnerarneqartarneranik immaqalu 

inornartuuneranik eqqarsaatit pullaarpai. Ersersinneruaa 

qitiusoq sunaluunniit takorluugaannaasoq, 

sanaaq, tassanerpiarlu qulalersitsilluni 

Nunat Avannarliit Europap avannaani ilumut 

qitiunersut, oqaluttuarisaanermit, kulurimit 

politikkimillu isigalugit. 

Nioqqutissanik Kalaallit Nunaannut ingerlatitanik 

tassanngaanneersunillu Danmarkip 

qitiusimanera qularutissaagunanngilaq, tassami 

Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) 

niuernermik ukiuni 200-ngajanni kisermaassisuusimavoq. 

Nordatlantens Brygge-mi Dansk

ISIKKIVIK SKANdINAVIAMIIT 

Polar Centerip atuakkanut toqqorsiviani misissuinermini 

Arkep ullut ilaanni naammattoorpaa 

nunasiaateqarnerup nalaani tunisaanerpaaq. 

Orsoq. Tassami atuakkat tunuanni nassaarai 

majuartarfitoqqat inissaminniinngilluinnartut, 

tipimikkullu nalunaatsut orsunik nivinngaatiterinernut 

atoneqarluartarsimasut. Taamani illu 

quersuaagallarmat KGH-llu qitiusumik quersuaralugu. 

Majuartarfiit tassaniittuarsimapput 

illullu allanngortiternerinik tamanik ilisimannittuullutik, 

Arkemit tiguneqarnissamik tungaanut. 

Inuttai ilisarnarsisillugit suliaani Orsumik 

majuussuiffik, Emil, Ole aamma Asger (1998) 

majuartarfiit atatinneqalerput assinut nunallu 

assinginut arlalinnut – angutinullu atii taaneqartunut 

– imaaliallaannarlu tumisivarput Tunup 

oqaluttuassartaa, danskinit isigikannernerullugu. 

Allatut oqaatigalugu eqqumiitsuliortoq 

nammineq tumisivarput, suliarlumi innersuussinernik 

ulikkaarpoq, inuup nammineq misigisai 

kattunneqarlutik nuna pillugu politikkimik 

oqaluttuarujussuarmut, Tunup nunap assiliorneranik 

ajugaaffigineqarneranillu imaqartumut, 

kiisalu sumiiffiit taakku pillugit nunamik ilisimatusarnermit 

nalunaarusianut eqikkaanerusunut 

Københavnip qeqqaniittunut, danskimmi Kalaallit 

Nunaannik ilisimasatik tassani toqqortaraat – 

tikitseqqaartut periaasivissuattut kappoqqutinik 

assigiinngitsunik qalipaatilinnik nalunaaqqutsersorlugit. 

Isikkivik Skandinaviamiit-mik isumassarsineq 

– tassalu Danmark paasineqarsinnaanngitsoq 

Kalaallit Nunaat qimerluujutiginngikkaanni 

illuatungaanullu – sangoriaqqippoq suliani 

arlalissuarni, taakkunani Arkep Narsap eqqaani 

Nuugaarsummi meeraaffiminiit kangerlummut 

isikkivia assiliivimmik putuaraannalimmik 

assilisani tunuani umissuanngortillugulusooq 

allanngortikkamiuk. 

Assiliiviup putuaraannallip sivisuumik qaammarfigitinnera 

pinngortitallu assilisaata alianaassusia 

assimi tassani isertorneqarsinnaanngillat, 

taannalumi Danmarkimi nunanilumi allani 

soqutigineqaqaaq piumaneqaqalunilu. Immaqa 

kalaaliusutut pinngortitamut sumiiffimmullu tassunga 

immikkut atassuteqarnerminik takorluuinerit 

putuniarlugit assi alliserujussuarpaa assitut 

ungalisaasanngorlugu, sunaluunniillu saavanut 

iligaluaruniuk takorluuisoqarsinnaalersitsilluni 

Kujataaniittutut. 

Taamaattoq suliat nutaat kisiannertariinarpaat 

erseqqivissumik saavanut ilineqarsimagami 

natersuaq Kalaallit Nunaata qaarsuatut takorluukkamik 

talliliisoq. Inimi erseqqivissumik iniusuusaartitami 

– assinillu aaqqissuisuusunit 

arlaleriarluni “ingitserneqartartumi”, taakkumi 

assi qiortartarsimammassuk Kalaallit Nunaanniissorinermik 

takorluuisitsileqqinniarlugu – 

Arke imminut takusassiarisinnaavoq “akusatut”, 

arnatut, illortaatut, silaarulluni kamattutut 

imaluunniit sutut paasiniarniarlugu eqqaasinnaasamisut, 

Kalaallit Nunaata sarsuatitanik 

takutitsivittut atorneqarneranut atassuseqaasersinnaasaminik. 

Video Issittumi silaaruttutut kamanneq (1996) 

saneqqunneqarsinnaanngitsumik illuatungiliunneruvoq 

ammip qalipaataa malillugu immikkoortitsinermut, 

tassuunami “kalaallip kinaassusia” 

taattuanut timaanullu inissinneqarmat. 

Arkep tamataqarani Kalaallit Nunaat assitut 

misissorpaa piviusunngorsinnaanngitsumillu 

pulaniarfigalugu. Tassa ilumoortoq aserorterisoq 

oqiliallatsitsisorlu. 

THEME SECTION 9: SCANDINAVIAN PANORAMA 

Pia Arke worked with a method that deliberately 

mixed ethnology and art. Here 

the ethnographer’s field work and the 

anthropologist’s humanism merged with 

aesthetic theory and the artist’s work with 

matter in a new kind of mongrel method. 

This section focuses on projects in 

which the method is used on the Scandinavian 

metropolis and on Denmark 

in particular. The problematic is still 

colonial history and its after-effects, but 

where Arke for the most part examined 

it from a Greenlandic angle, here she 

chooses the opposite approach and attacks 

the phenomenon through Denmark 

(and the Swedish west coast). 

Scandinavian Panorama takes its 

title from a series of black-and-white 

photographs of the same name – brought 

individually on the front page of the five 

issues that Litteraturmagasinet Standart 

published in 1998 – but begins with a 

project carried out by inmates at Herstedvester 

Prison in Copenhagen. For a number 

of years Arke visited the closed prison 

each week, where at her own initiative she 

ran an art workshop for the Greenlandic 

inmates. Exhibited here the project points 

to “the inhuman treatment we accept 

by sending Greenlanders to serve their 

sentences for an indeterminate period in 

Denmark”, as Tine Bryld has put it. 

With her sense for what has been 

overlooked Arke places her panorama on 

the periphery: in the art workshop for 

the invisible Greenlanders in Denmark 

and in Scandinavian Panorama in 

the suburbs of Gothenburg and the 

characteristic lack of character that only 

dormitory towns enveloped by the city’s 

growth can exhibit. 

The panorama appeared in 19th 

century Europe and created a never 

before seen illusion of being surrounded 

by and part of what was taking place in 

the picture. As an observer one had a 

command of the scene, standing in the 

centre and with a full overview of the 

pastoral landscape or victorious military 

battle unfolding before one’s eyes. Scenes 

from the time when granddad was young 

and the city had not grown too large 

to be overviewed. Pictures from before 

industrialisation and the rural population’s 

move to the metropolis. 

Arke takes up the thread from the 

tradition, but ties knots in it. Photographed 

from randomly chosen housetops 

in equally randomly chosen residential 

areas Scandinavian Panorama punctures 

the idea of overview as a supreme and 

perhaps sublime moment. Rather, it 

shows that any centre is a myth, a 

construction and in the same breath sows 

doubt about Scandinavia’s role as the 

centre of the Nordic region historically, 

culturally and politically. 

There can scarcely be any doubt that 

Denmark has been a trading centre for 

goods to and from Greenland, inasmuch 

as Royal Greenland (RG) had a monopoly 

for almost 200 years. One day during her 

research in the Danish Polar Center’s 

book magazine on Nordatlantens Brygge 

in Copenhagen Arke came across one of 

the colonial era’s best sellers: blubber. 

Concealed behind the books and quite 

out of place she found an old ladder that 

to judge from the smell had been much 

used to hang blubber on at the time when 

the building was RG’s central warehouse. 

The ladder had remained in the same 

spot and witnessed all the transformations 

of the building until Arke took it 

with her. 

In the key work The Blubber Ladder, 

Emil, Ole and Asger (1998) the ladder is 

linked with a number of photographs and 

maps – and three named men – and at 

once we are on the track of East Greenland’s 

history, somewhat from a Danish 

perspective, so to speak. In other words, 

we are on the track of the artist herself, 

and indeed the work is full of references 

that join the personal with the broad 

geopolitical story of the mapping and 

conquest of East Greenland and the more 

compact geographical account of the places 

in inner Copenhagen where the Danes 

keep their knowledge about Greenland 

– marked in the best pioneer style with 

coloured pins in an A-Z map of the city. 

The idea behind the Scandinavian 

panorama – that one cannot understand 

Denmark without at the same time panning 

over to Greenland and vice versa 

– is twisted further in the long series 

of works in which Arke has transposed 

the pinhole picture of the view from 

her childhood home across the fjord at 

Narssaq Point to a kind of backdrop. 

The pinhole camera’s long exposure 

time and the natural beauty of the motif 

are unmistakably present in this photograph, 

which has received much attention 

and been much in demand in Denmark 

and internationally. Perhaps in order to 

puncture the idea that as a Greenlander 

she would have an especially strong attachment 

to the landscape and the place, 

she blew up the picture to form a kind of 

photo wallpaper, which, no matter what 

she put in front of it, would create the 

illusion of being in South Greenland. 

However, there was just the little 

snag with the new works that quite 

unconcealedly there lies a carpet in front 

of and in extension of what is supposed 

to represent Greenland’s rocky ground. 

In this obviously constructed space – 

which has on a number of occasions been 

“deconstructed” by picture editors, who 

cropped the picture and thus re-established 

the illusion of being in Greenland 

– Arke was able to stage herself 

as mongrel, woman, cousin, hysteric or 

whatever else it might occur to her to 

investigate in relation to Greenland as a 

surface for projections. 

The video Arctic Hysteria (1996) becomes 

the ultimate showdown with the 

kind of racism that places the “Greenlandic 

identity” in the Greenlander’s skin 

and body. With her naked body Arke 

examines Greenland as a picture and 

the impossibility of becoming one with 

it. That is the lacerating and liberating 

truth. 

63

Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i samarbejde med 

grønlandske indsatte i Anstalten ved Herstedvester. 

Uden titel. Ca. 1994 

I det lukkede fængsel Anstalten 

ved Herstedvester sidder mange på 

ubestemt tid eller med en forvaringsdom. 

Den hårdeste straf et menneske 

kan få. Tidsubestemt. Aldrig 

at vide, hvornår man bliver sat fri. 

Omgivet af en ringmur, overvåget og 

kontrolleret, med få timers gårdtur 

hver dag, en skemalagt hverdag og 

regler fra en svunden tid sidder også 

grønlandske dømte, der har begået 

alvorlig personkriminalitet. Der 

findes nemlig ikke lukkede fængsler 

i Grønland. 

Ingen troede, der ville opstå et behov. 

Den grønlandske kriminallov bygger 

på resocialisering, ikke straf. Året 

er 1953: Progressive danske jurister 

og kriminologer sendes til Grønland, 

imens landet ændrer status fra dansk 

koloni til at blive del af det danske 

rige. De næste årtier betød en total 

ændring af det grønlandske samfund. 

Fra at være et fisker- og fangersamfund 

med mange bygder og byer blev 

Grønland til et industrisamfund 

med en befolkning, der skulle være 

lønarbejdere. Små bygder blev tømt 

for indhold, befolkningen rykkede 

sammen i huse og store blokke i 

vestkystbyerne, hvor fiskeindustrien 

udviklede sig. Mange gik til grunde. 

Mange følte sig som tilskuere til 

en udvikling, de ikke var en del af. 

Kriminaliteten og selvmord fulgte 

med, og man kunne ikke længere 

rumme så mange, der faldt uden 

for fællesskabet. Deporteringen 

til Danmark af fysisk og psykisk 

handicappede begyndte, og de første 

grønlandske kriminelle, der havde 

lavet grov personkriminalitet, blev 

sendt til Herstedvester, der på det 

tidspunkt havde en psykiatrisk 

ledelse. Formentlig troede man, at 

disse mænd ville få behandling; det 

lød i hvert fald bedre end et lukket 

fængsel. Endnu tre årtier svandt 

hen uden, at man havde bygget et 

lukket fængsel i Grønland, og derfor 

anbringes der fortsat grønlændere 

i Herstedvester. I de sidste år har 

antallet været omkring 20. De sidder 

alle på ubestemt tid. Mange har 

været der flere gange, mange har siddet 

mellem 10 og 30 år. 

I dette helvede kommer en dag en 

ung kunstner forbi. Hun har læst, at 

der har været en kunstnergruppe på 

besøg, og tilbyder sin arbejdskraft i 

64 

weekender, hvor tiden falder de indsatte 

særlig lang, og hvor de ikke har 

arbejdspligt. Det er omkring 1992. 

Jeg havde selv udgivet to bøger om 

de grønlandske dømte og var stærkt 

påvirket af den sorg, vi påførte mennesker, 

der udover en alvorlig straf 

også var sendt til et land, de ikke 

kendte. Mange talte ikke dansk og 

var totalt afsondret fra alt: familie, 

venner, kultur. 

Pia Arke talte ikke grønlandsk, men 

de følte, hun var en af deres. Hun 

kom med lyset, engagementet, men 

uden en viden om dem, hun skulle 

undervise i kunst. Jeg ved, det var 

svært i begyndelsen. Vi lærte hinanden 

at kende netop af den grund. 

Arke var et nysgerrigt menneske, 

og hun opsøgte mig for at vide noget 

om de mænd, hun ville formidle 

kunst til. Hun kom, hun gav, hun 

levede med gruppen flere timer hver 

weekend eller i hvert fald mange 

weekender. Eftermiddage blev til 

samvær og udfoldelse af den enkeltes 

særlige behov for at udtrykke sig. 

“Hun betød rigtigt meget for os. I 

begyndelsen var vi kun tre, der ville 

lære af hende, men da de andre så, 

hvad hun betød for os, meldte de 

sig, og til sidst var de fleste af os 

med”, fortæller Ole Møller, en af de 

indsatte, der har siddet længst tid 

i Herstedvester. “Hun tænkte ikke 

på os som kriminelle, men som mennesker 

fra et land, hun var opvokset 

i. Hun kendte vores kultur, vores 

måde at tænke på, og selv om hun 

ikke talte grønlandsk, så følte vi en 

dyb samhørighed med hende. Hun 

var modig. Hun ville gerne lære fra 

sig, hun ville gerne udfordre hver 

enkelt af os, men hun ville også have, 

at vi arbejdede sammen om et eller 

flere værker. Jeg kan huske, vi skulle 

bruge vores hænder og fødder, dyppe 

dem i maling og få farver og lemmer 

til at mødes og blive til det, vi 

sammen kunne finde ud af. Det blev 

til store værker, som vi udstillede 

i kirken, så de andre indsatte i 

Herstedvester kunne komme på udstilling. 

Når vejret var godt, malede 

vi uden for. Jeg tror, alle kunne se, 

hvad det betød for os.” 

Tine Bryld 

Pia Arke & Fynimi eqqumiitsulioqatigiit 

kalaallit Parnaarussivimmi 

Herstedvesterimi 

Parnaarussivimmi matoqqasumi, Anstalten 

ved Herstedvesterimi, kalaallit amerlasuut 

piffissaligaangitsumik iml. parnaarussivimmiittussatut 

pineqaatissinneqarsimasut 

inissinneqarsimapput. Inummut pillaat 

sakkortunerpaaq. Piffissaligaangitsumik. 

Qaqugu aniguisinneqarnissartik ilisimanagu. 

Kaajallallugu qarmalimmi, nakkutigineqarlutik 

misissorneqarlutillu, ullormut akunnerpaalunnguit 

aneersinnaallutik, ullup ingerlanissaa 

malittarisassalik qanganitsanillu 

maleruagassalik, tassani aamma kalaallit 

inummut sakkortuumik pinerluuteqarsimanertik 

pillugu pineqaatissinneqarsimasut 

parnaarunneqarsimapput. Kalaallit Nunaannimi 

matoqqasunik parnaarussiveqanngilaq. 

Taama pisariaqartitsilernissaq ilimagineqarsimanngikkaluarpoq. 

Kalaallit Nunaanni 

pinerluttulerinermi inatsisit anguniagaraa 

pinerlussimasoq innuttaasunut ilaaleqqinnissaa, 

pillarnagu. Ukioq 1953-imi tamanna 

atuutilerpoq. Qallunaat inatsisilerituut 

pinerluttulerinernik ilisimatusarsimasut siuarsaarusuttullu, 

nuna nunasiaajunnaarluni 

qallunaat naalagaaffiannut ilanngunnerani, 

taamani Kalaallit Nunaaliartinneqarput. 

Ukiuni tulliuttuni qulikkaani inuiaqatigiit 

kalaallit aaqqissuussaanermikkut 

allanngorluinnarput. Piniartutut aalisartutullu 

nunaqarfippassuarni illoqarfinnilu 

inuunermiit suliffissuaqarfinni sulisartutut 

inuulernermut nikeriartoqarpoq. Nunaqarfiit 

minnerusut imaarneqarput, innuttaasullu 

kitaani illoqarfinnut aalisakkanik suliffissuit 

ineriartorfiinni illunut inissiarsuarnullu 

katersuupput. Amerlasuut maangaannarput. 

Amerlasuut ineriartornermut peqataanatik 

isiginnaaginnartutullu misigisimapput. 

Pinerluttarnerit imminoortarnerillu ineriartornerup 

nassatarai, ataatsimoornerullu 

avataannut inissisimasut inuiaqatigiinni 

aallunneqarsinnaajunnaarlutik. Tarnimikkut 

timimikkullu innarluutillit Danmarkimut 

nassiunneqartalerput, taamatullu inunnik 

sakkortuumik pinerluuteqarsimasut Herstedvesterimut 

taamanikkut tarnip pissusaannik 

ilisimasalinnit aqunneqartumut nassiunneqartalerlutik.Isumaqartoqarsimagunarluni, 

taakku angutit katsorsarneqassasut, 

tassami matoqqasumi parnaaruteqqanermiit 

tusarnernerummat. Ukiut 30-it suli ingerlapput 

suli Kalaallit Nunaanni matoqqasumik 

parnaarussiviliortoqarani, sulilu kalaallit 

Herstedvesterimut inissinneqartarlutik. 

Ukiuni kingullerni taama inissitat 20-it missigaat. 

Tamarmillu killeqanngitsumik inissinneqarsimallutik. 

Amerlasuut arlaleriarlutik 

inissinneqartarsimapput, amerlasuullu 

ukiuni 10 – 30-ni parnaarunneqarsimallutik. 

Taama imaannaanngeqisumik inissiivimmut

pineqaatissinneqarsimasut 

suleqatigalugit. Qulequtaqanngitsoq. 

1994-ip missaani 

eqqumiitsuliortoq inuusuttoq ullut ilaani takkuppoq. 

Tusarsimavaa, eqqumiitsuliortunik 

pulaarneqarsimasut, sapaatillu akunnerisa 

naanerini sulisussaannginnerini aallutassaaleqinerisa 

nalaanni ikiuukkusunnini 

neqeroorutigalugu. Tamanna pivoq 1992 

eqqaanni. Kalaallit pineqaatissinneqarsimasut 

pillugit uanga nammineq marlunnik 

atuakkiorsimavunga, kalaallit sakkortuumik 

pineqaatissinneqarsimanerup saniatigut nunamut 

allamut ilisimasaqarfiginngisaminnut 

nassiunneqarnermikkut erloqissuteqartunit, 

annertuumik sunnigaasimavunga. Amerlasuut 

qallunaatut oqalussinnaanngillat avammut attaveqarsinnaanatik: 

ilaquttaminnut, ikinngutiminnut 

kulturiminnullu attaveqaratik. 

Pia Arke kalaallisut oqalunneq ajoraluartoq 

ilamittut misigisimavaat. Takkuppoq iliuuseqarusunnermigullu 

qaamanermik eqqussilluni, 

kikkuuneri ilisimanagit eqqumiitsuliornermilli 

ilinniartinniarlugit. Nalunngilara aallartinniarnera 

ajornakusoorsimasoq. Tamannalu 

aqqutigalugu immitsinnut ilisarisimalerpugut. 

Arke alapernaatsuuvoq, ornippaangalu 

angutit eqqumiitsuliornermik ilinniartitassani 

kikkuunerinik paasiniaalluni. Takkuppoq 

tunniussilluni, sapaatit akunnerisa naaneri tamakkingajallugit 

ilinniartitani tunniusimalluni 

peqatigisarpai. Ualikkut peqatigalugit angutit 

ataasiakkaat immikkut pisariaqartitaat naapertorlugit 

saqqummiussisittarlugit. 

“Peqataanera uatsinnut pingaaruteqarsimaqaaq. 

Aallaqqaataani pingasuinnaalluta 

ilinniarfigerusussimavarput, ilattali 

paasigamikku uatsinnut qanoq pingaaruteqartiginera, 

ilanngussuupput, naggataagullu 

tamakkingajalluta peqataalerluta”, Ole 

Møller oqaluttuarpoq, Herstedvesterimi 

sivisunerpaammik inissinneqarsimasut 

ilaat. “Pinerluttutut eqqarsaatiginngilaatigut, 

nunaqqatitulli immisulli nunami 

peroriartorsimasutut isigaluta. Kulturerput 

eqqarsartaaserpullu ilisimavai, naak kalaallisut 

oqaluttuunngikkaluarluni, itisuumik 

ataqatigalugu misigisimavugut. Sapeeqaaq. 

Pissarsisikkusuppaatigut, ataasiakkaarluta 

unammisassaqartinniarsaraatigut, 

sulianillu arlalinnik pinngortitsiniarnitsinni 

suleqatigiinnissarput piumasaralugu. 

Eqqaamavara, assavut isikkavullu qalipaatinut 

misussinnarlugit avatigut imminnut 

naapitsinnerisigut sapinngisatsinnik sanatittarpaatigut.Eqqumiitsulianik 

angisuunik pilersitsivugut, 

oqaluffimmilu saqqummersitsilluta, 

taamaalilluni Herstedvesterimi inissitat 

allat saqqummersitanik takuniaasinnaalersillugit. 

Silaqqikkaangat silami qalipaasarpugut. 

Kikkut tamarmik takusinnaagunarpaat 

uatsinnut qanoq pingaaruteqartigisoq.” 

Tine Bryld 

Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn in collaboration with 

Greenlandic inmates of Herstedvester Prison. Untitled. 

C. 1994 

At the high security Herstedvester 

Prison there are many inmates who 

have been given indeterminate prison 

sentences or have been committed to 

psychiatric care. The most extreme 

penalty a person can be sentenced 

to. Never to know when you will be 

released. Encircled by a ring wall, 

under surveillance and controlled 

with a few hours daily yard time, 

with each day timetabled and rules 

from bygone times, Herstedvester 

also houses Greenlanders who have 

committed serious crimes against 

persons, for there are no closed prisons 

in Greenland. 

No one thought that the need would 

arise. The Greenland Penal Code is 

based on resocialisation, not punishment. 

The year is 1953: Progressive 

Danish jurists and criminologists are 

sent to Greenland while the country 

is changing its status from being a 

Danish colony to being part of the 

Kingdom of Denmark. From being a 

fishing and hunting society with many 

settlements and towns to being an 

industrial society with a population 

that were to be wage-earners. Small 

settlements lost their content, the 

population concentrated in houses 

and big blocks in the towns on the 

west coast, where the fishing industry 

developed. Many went to the dogs. 

Many felt themselves to be spectators 

of a development in which they had 

no part. Crime and suicide followed, 

and society could no longer find room 

for so many who did not belong. The 

deportation to Denmark of the physically 

and psychically handicapped 

began, and the first Greenlandic 

criminals, who committed serious 

offences against persons, were sent to 

Herstedvester, which at that time had 

a psychiatric leadership. It was probably 

believed that these men would 

receive treatment – at least it sounded 

better than a closed prison. Three 

more decades passed without a closed 

prison having been built in Greenland, 

and Greenlanders are therefore still 

being committed to Herstedvester. In 

recent years there have been about 

20 of them – all with indeterminate 

sentences. Many have been there 

more than once; many have been there 

between 10 and 20 years. 

One day a young artist comes by this 

hellhole. She has read that a group 

of artists has visited the prison and 

offers her help there at weekends, 

when time hangs particularly heavily 

on the inmates’ hands, and when they 

are not obliged to work. This is around 

1992. I myself had published two 

books about the Greenlandic prisoners 

and was deeply affected by the pain 

we inflicted on persons who besides 

receiving a severe sentence were sent 

to a country they did not know. Many 

didn’t speak Danish and were totally 

isolated: from their families, friends 

and culture. 

Pia Arke didn’t speak Greenlandic, 

but they felt she was one of them. She 

came with light, commitment, but 

without knowledge of the people she 

would be teaching art. I know that it 

was difficult at the start. We got to 

know each other for that very reason. 

Arke possessed a lot of curiosity, and 

came to see me to learn about the 

men she wanted to teach about art. 

She came, she gave, she lived with 

the group for hours each weekend or 

at least many weekends. Afternoons 

were spent together exploring the 

individual’s special needs to express 

himself. 

“She meant a real lot for us. At the 

start there were only three of us, 

but when the others saw what she 

meant for us, they signed up and at 

the end most of us took part”, relates 

Ole Møller, one of the longest-serving 

inmates at Herstedvester. “She didn’t 

think of us as criminals, but as people 

from a country she had grown up 

in. She knew our culture, our way of 

thinking, and even though she didn’t 

speak Greenlandic, we felt a deep 

sense of affinity with her. She was 

courageous. She wanted to teach, 

she wanted to challenge every one of 

us, but she also wanted us to work 

together on one or more works. I can 

remember we were to use our hands 

and feet, dip them in the paint and 

get the colours and our limbs to meet 

and become what we could produce 

together. It resulted in big works 

that we exhibited in the church, so 

the other inmates at Herstedvester 

could come to an exhibition. When 

the weather was good, we painted 

outdoors. I believe that everyone could 

see what it meant for us.” 

Tine Bryld 

65

Pia Arke. Spækstigen, Emil, Ole og Asger. 1998 

Installationen Spækstigen, Emil, 

Ole og Asger består af en række 

indrammede fotografier i farver, 

et enkelt i sort-hvid og en række 

landkort. Og så en træstige, som 

tydeligvis har nogle år på bagen. 

Stigen lugter, og det var dens lugt 

af spæk, som fangede Pia Arkes 

opmærksomhed i første omgang. 

Stigen lugter af det sted, hvor den 

er fundet. Nemlig på centret for 

den økonomiske udveksling mellem 

Danmark og Grønland, Den Kongelige 

Grønlandske Handel. Fundstedet 

er markeret på det lille gule 

kort fra Kraks Forlag, sammen 

med andre steder, der har videnskabelig 

eller økonomisk betydning 

for forholdet mellem Grønland og 

Danmark: Nationalmuseet, Dansk 

Polar Center og Zoologisk Museum. 

Værket består i øvrigt af en række 

andre fotografier, og der er tre, som 

åbenlyst er sammenhængende, idet 

de ser ud til at have nogenlunde 

identisk belysning, farver og baggrund. 

Det er billederne af skrivemaskinen, 

gummibåden og kødhakkemaskinen. 

Brugsgenstande, som 

helt sikkert ikke længere er i brug. 

De er blevet til rester, som nu kun 

bærer på mindet om den funktion, 

de tidligere havde. De er blevet til 

historie. En historie, som fortæller 

om ikke-grønlænderes tilstedeværelse 

i Grønland. For Arke fik 

negativerne forærende af den Asger, 

som står med navns nævnelse i 

titlen på værket. Han var Siriusmand 

og har taget billederne på 

patrulje i Nordøstgrønland. 

Det midterste fotografi adskiller sig 

imidlertid fra installationens andre 

elementer. Det er sort-hvidt, og der 

er ikke meget at se, blot en horisont, 

en udsigt over vand. Det er 

taget med Arkes store hulkamera, 

og det viser udsigten fra hendes 

barndomshjem i Scoresbysund/ 

Ittooqqortoormiit; et hjem, som nu 

ikke længere eksisterer. Dermed 

er også dette billede et memoir, en 

rest i bevidstheden, som repræsenterer 

Arkes egen historie på dette 

sted. 

66 

Installationens landkort er tydeligvis 

fra forskellige tider, og de 

beskriver steder, som ligger meget 

fjernt fra hinanden: København og 

Nordøstgrønland. Men disse steder 

er bundet sammen af historien; en 

historie, som handler om adgangen 

til Grønlands naturlige ressourcer, 

om kontrol af grænsen højt mod 

nord, om bloktilskud, om ændringer 

af en befolknings oprindelige 

levevis og om alle de omkostninger, 

det har haft for almindelige mennesker. 

En stige, kort, fotos, minder og historie. 

Arkes egen barndomshistorie, 

vævet sammen med en historie om 

politisk kontrol, militær kontrol, 

afpatruljering af landegrænser 

og almindelige dagligdags menneskeskæbner. 

For eksempel de 

andre navne i værkets titel: Ole, 

Arkes halvbror, som bor og arbejder 

i Scoresbysund/Ittooqqortoormiit 

nu og Emil, Arkes fætter, som kom 

til Danmark lige før 2. Verdenskrig 

og ikke kunne rejse hjem pga. en 

storpolitisk strid, som han ikke 

havde meget at gøre med. 

Det hele cirkler om det midterste 

sort-hvide billede: Arkes egen 

historie, som den er sat midt i den 

store historie. Men Arkes historie 

er måske blot den, som i værket 

binder alle de mennesker sammen, 

der på forskellige måder 

er repræsenteret her. Lige fra 

politikere og økonomer til familien, 

der boede på dette sted. Som alle 

de andre familier, hvis almindelige 

liv både skaber og er en del af den 

store historie. 

Dermed er hele denne gennemvandring 

af minder, historie og 

fortid en vandring, som i værket 

ender med at stille etiske 

spørgsmål: For hvad gør vi ved 

os selv og hinanden, hvis vi ikke 

omgås den måde, vore liv griber ind 

i hinanden på, med respekt? 

Spørgsmålet er måske, om din egen 

historie kun tilhører dig selv? 


Pia Arke. Orsumik majuus 

Sananeqarsimasoq Orsumik majuussuiffik, 

Emil, Ole aamma Asger tassaapput assit 

qalipaatilimmik assilisat sinillit, ataaseq 

qalipaateqanngitsoq nunallu assingi 

arlallit. Taava majuartarfiit qisummik 

sanaat, nalunanngivissumik nutaanngitsut. 

Majuartarfiit tikkaaripput, tassalu 

pujasunnimik, taamannalu Pia Arkep 

malugeqqaarsimavaa. Majuartarfiit nassaarineqarfimmittut 

tipeqarput. Tassa 

Danmarkip Kalaallit Nunaatalu akornanni 

aningaasarsiornikkut qitiusumit, 

KGH-mit. Nassaarineqarfik Krakip nunap 

assiliaani sungaartunnguamik nalunaaqqutserneqarsimavoq, 

allat Kalaallit 

Nunaata Danmarkillu akornanni ilisimatusarnikkut 

aningaasarsiornikkullu pingaaruteqarsimasut 

ilaattut: Danmarkimi 

Katersugaasivissuaq, Danskit Issittumut 

Ilisimatusarfiat aamma Uumasunik Katersugaasivik. 

Saqqummersitaq taakku saniatigut 

aamma allanik arlalinnik assitaqarpoq, 

pingasullu imminnut ataqatigiivippasipput, 

tassami takuinnarlugit assigiimmik 

qaamaneqarlutillu, qalipaateqarlutillu 

tunuliaqutaqaramik. Tassa skrivemaskinap, 

angallatip kalitaata pullattakkap 

neqinillu aserorteriviup assingi. Atortut 

qularnanngivissumik atorunnaariikkat. 

Sipporunneqarsimapput eqqaassutissaannanngorlutillu 

sumut atorneqartarsimagaluarnerminnut. 

Oqaluttuanngorsimapput. 

Kalaaliunngitsut Kalaallit Nunaanniissimanerannik 

oqaluttuaq. Tassami Arkep 

assit assileqqaarneri Asgerimit, saqqummersitami 

atermigut taaneqartumik allassimasumit, 

pisimavat. Taanna Siriusimi qimussertartuusimavoq, 

Tunullu avannaani 

qimussimik nakkutilliilluni angalanermini 

taakku assilisarsimallugit. 

Kisianni asseq qiterleq ikkussukkanit 

allanit allaaneruvoq. Qalipaateqanngilaq, 

takusassarpassuaqaranilu, taamaallaat 

immap isuani killingusaaq. Taanna 

assilineqarsimavoq Arkep assiliivitoqaa 

atorlugu, takutippaalu Ittoqqortoormiini 

ilitsoriffiata, maannakkut piiareersup, isikkivia. 

Taamaattumik assi taanna aamma 

eqqaamasassiaavoq, Arkep nammineq 

tassani oqaluttuassartaanik takutitsisut 

ilaata sinneratut. 

Atortut ikkussukkat assitaat qularnanngivissumik 

piffissani assigiinngitsuni 

ikkussorneqarsimapput, oqaluttuarpullu

suiffik, Emil, Ole aamma 

Asger. 1998 

sumiiffinnik imminnut ungaseqisunik: 

København aamma Tunup Avannaa. 

taamaakkaluartoq taakku oqaluttuarisaanikkut 

imminnut ataqatigiipput; oqaluttuarisaanermik 

tassaasumik Kalaallit 

Nunaata pisuussutaanik piginnilernissamik, 

avannaarsuanik nakkutilliilernissamik, 

tapiissuteqartarnermik, nunap inuiisa 

inooriaasiannik allanngortitsinermik 

allarpassuarnillu inukulunnguit pilliutigisimasaannik 

oqaluttuartumik. 

Majuartarfiit, nunap assinga, assit, eqqaamasat 

oqaluttuarlu. Arkep nammineq 

meeraanerminik oqaluttuaa, akuliunneqartoq 

politikkikkut aqutsinnerup 

oqaluttuassartaanik, sakkutooqarnikkut 

aqutsinermik, killeqarfinnik nakkutilliinermik 

inuinnaallu ulluinnarni atugaannik. 

Assersuutigiinnarlugu saqqummersitap 

qulequtaani atit: Ole, Arkep aqqaluaa, 

suli Ittoqqortoormiini najugaqarlunilu 

sulisoq aammalu Emil, Arkep illortaava, 

sorsunnersuaq kingulleq sioqqutitsiarlugu 

Danmarkiliartoq angerlarsinnaajunnaarlunilu 

nunarsuarmioqatigiit aaqqiagiikkunnaarnerat, 

nammineq qanoq iliorfigingaarsinnaanngikkani, 

pissutigalugu. 

Tassani tamani qitiusutut ippoq asseq 

qiterleq qalipaateqanngitsoq: Arkep nammineq 

oqaluttuassartaa, oqaluttuarujussuarmi 

namminermi qitiusoq. Kisianni Arkep 

oqaluttuassartaa imaaginnarsinnaavoq 

atuakkami inunnik tamanik, assigiinngitsutigut 

ilisaritinneqartunik, kattussisoq. 

Politikeriniit aningaasanik ilisimasalinnut 

ilaquttanullu, tassani najugalinnut. Aammalumi 

ilaqutariinnut allanut tamanut, 

ulluinnarni inooqataanermikkut oqaluttuarujussuarmut 

peqataqaasunut. 

Taamaalilluta aqqusaartoreerpavut 

eqqaamasat, oqaluttuat pisimasullu, 

aqqusaartuineq atuakkap naggataasutullusooq 

ileqqorissaarnissamik apeqqutaa: 

Qanoruna immitsinnut ilatsinnullu iliortuvut, 

inooqatigiinnitsinni imminut ataqatigiissumi 

immitsinnut ataqqeqatigiilluta 

pinngikkutta? 

Immaqa apeqqutituaavoq illit nammineq 

oqaluttuassartat illit kisivit pigerusukkit? 


Pia Arke. The Blubber Ladder, Emil, Ole and 

Asger. 1998 

The installation The Blubber Ladder, 

Emil, Ole and Asger consists 

of a number of framed colour photographs, 

a single black-and-white 

photograph and a number of maps. 

And then a wooden ladder that is 

clearly fairly old. The ladder smells, 

and it was the smell of blubber that 

initially caught Pia Arke’s attention. 

The ladder smells of the place where 

it was found, namely at the centre 

for trade between Denmark and 

Greenland, Royal Greenland. The 

place is marked on the little yellow 

map from Kraks Forlag, together 

with other places of scientific or 

economic importance for relations 

between Denmark and Greenland: 

The National Museum of Denmark, 

the Danish Polar Center and the 

Zoological Museum in Copenhagen. 

The work consists, furthermore, 

of a number of other photographs, 

three of which are obviously linked, 

since they seem to have more or 

less the same lighting, colours and 

background. These are the pictures 

of the typewriter, the rubber dinghy 

and the meat grinder. Utensils 

that are quite certainly no longer 

used. They have become leftovers 

that now carry only the memory 

of the function they formerly had. 

They have become history. A history 

that speaks of the presence in 

Greenland of non-Greenlanders. 

For Arke was given the negatives 

by the Asger whose name figures in 

the work’s title. He was a member 

of the Sirius Patrol and took the 

pictures when he was on patrol in 

North East Greenland. 

The photograph in the middle, 

however, stands out from the other 

elements in the installation. It is 

in black-and-white, and there is 

not much to see, merely a horizon, 

a view over the sea. It was taken 

with Arke’s big camera obscura and 

shows the view from her childhood 

home in Scoresbysund/Ittooqqortoormiit, 

a home that no longer 

exists. This means that the picture 

is a memoir, a remnant in the conscious 

mind that represents Arke’s 

own history in this location. 

The installation’s maps are clearly 

of very different dates, and they 

describe places that are situated 

very far apart: Copenhagen and 

North East Greenland. But these 

places are tied together by history, 

a history that has to do with access 

to Greenland’s natural resources, 

with control of the frontier in the 

far north, with block subsidies, 

with changes in a people’s original 

way of life and all the costs this has 

had for ordinary people. 

A ladder, maps, photos, memories 

and history. Arke’s own childhood 

history, interwoven with a history 

of political control, military control, 

with patrolling national borders 

and with ordinary everyday human 

fates. For instance, the other 

names in the title of the work: 

Ole, Arke’s half-brother, who now 

lives and works in Scoresbysund/ 

Ittooqqortoormiit and Emil, Arke’s 

cousin, who came to Denmark just 

before World War II and was unable 

to return home because of an 

international conflict that did not 

have much to do with him. 

Everything revolves around the 

black-and-white picture in the 

middle: Arke’s own history, as 

it is placed in the middle of the 

broader history. But Arke’s history 

is perhaps merely the factor that 

in the work ties together all the 

people who are represented here 

in different ways. From politicians 

and economists to her relatives, 

who lived in this place. Like all 

the other families, whose ordinary 

lives both create and are part of the 

broader history. 

Hereby the work becomes a journey 

through memories, history and the 

past; a journey that ends by posing 

an ethical question: For what do we 

do to ourselves and each other, if we 

fail to treat the ways in which our 

lives are intertwined with respect? 

The question is perhaps whether 

your own history belongs only to 

yourself? 


67

Pia Arke. Skandinavisk Panorama. 1998 

I Passage-værket beskriver 

den tyske teoretiker Walter 

Benjamin, hvordan 1800-tallets 

panoramaer er et forsøg på at 

bringe landet ind i byen; at se 

byen som et landskab. Panoramaerne 

dukkede op fra starten 

af 1800-tallet på et tidspunkt, 

hvor byer som Paris, Berlin og 

London var blevet for store til, 

at man kunne overskue dem. 

De store byer havde mistet 

deres sted og bredte sig i stigende 

grad og med en stigende 

hast i kraft af industrialisering 

og infrastruktur. Panoramaerne 

blev således etableret som 

et svar på denne stigende kompleksitet, 

hvor det blev sværere 

og sværere at overskue byen. 

Som et medium for overblikket 

på et tidspunkt, hvor overblikket 

var mistet. Som en måde 

at indfange overblikkets rus og 

svimmelhed og bringe det ind 

til byens massepublikum. 

Pia Arkes Skandinavisk Panorama 

består af fem sort-hvide 

fotos, som blev trykt på de fem 

forsider af Litteraturmagasinet 

Standart i 1998, således at hele 

årgangen dannede panoramaet. 

Arkes panorama adskiller 

sig dog fra de oprindelige 

panoramaer, som etablerede 

symbolske, medierede overblik 

over byen. Hvor de oprindelige 

panoramaer fornægtede byens 

udflyden i forstadens hverkeneller, 

sætter hun netop fokus 

på et sådant forstadsrum. I 

stedet for at tage sit billede fra 

et kendt etableret udsigtspunkt 

over en genkendelig by, tager 

hun det fra et tilfældigt hustag 

i en tilfældig forstad i den 

skandinaviske periferi. I stedet 

for at forlene byrummet med et 

centrum demonstrerer hendes 

billede snarere centrummets og 

overblikkets kunstighed. 

Arke arbejdede ofte kritisk 

reflekterende med fotografiets 

teknologi og billeddannelse 

68 

på måder, hvor hun åbnede 

teknologien op og samtidig konfronterede 

det fotografiske blik 

med nye motiver. Et oplagt eksempel 

er hendes “kuk-kasse”- 

eller hulkamerabilleder, hvor 

hun byggede et kamerahus i 

en størrelse, så hun selv kunne 

være inde i det og med sin 

krop danne aftryk på billedet. 

Med Skandinavisk Panorama 

placerer hun panoramaets 

overblik i periferien og udfordrer 

det dermed til sit yderste. 

Til det punkt, hvor man både 

kan fornemme overblikket og 

undersøge, hvordan overblikket 

skabes som et produkt af panoramaet. 

På trods af det umiddelbart 

kedelige byrum skildret 

i de fem sort-hvide fotografier 

udebliver virkningen ikke, som 

måske er tættest lokaliseret til 

området mellem de dramatiske 

skyer og forstadens forsvinden. 

Fra horisontlinjen vil illusionen 

om overblik folde sig ud, gribe 

dig og trække dig ind i forstadens 

byrum. 

I dag har de fleste digitale 

kameraer panoramafunktioner, 

og panoramafotografiet lever 

på nettet, hvor man kan finde 

panoramabilleder fra enhver 

flække og forstad. Det var 

ikke i samme grad tilfældet, 

da Arke fotograferede Skandinavisk 

Panorama i 1998, som 

på den måde også kan ses som 

et forvarsel om en medietidsalder, 

hvor hvor-som-helst og 

hvem-som-helst kan danne et 

illusorisk centrum i sin egen 

medieboble, og hvor vidnesbyrd 

fra dagligdagen og provinsen 

postes i stor stil på blogs, Facebook 

og Twitter. 

Søren Bro Pold 

Pia Arke. Isikkivik 

Passage-værket-mi noorliup eqqarsaatersortartup 

Walter Benjamin nassuiaatigaa, 

1800-kunni isikkivinnik 

assilialiortarnerit atorlugit nunaannaap 

illoqarfimmut qanoq eqqunniarneqartarnera; 

illoqarfik nunamut 

ilaasutut isigalugu. Isikkivinnik assilialiortarnerit 

1880-kut aallartinnerini 

saqqummertalerput piffissami tassani 

illoqarfiit Paris, Berlin aamma London 

ima angitigilersimapput, isikkivimmit 

ataatsimik illoqarfik tamakkerlugu 

takuneqarsinnaajunnaarluni. Illoqarfissuitataasiinnarmiikkunnaarsimallutik 

suliffissuaqarnerup atortulersugaanerillu 

atuukkiartuinnarnerani 

alliartuinnarsimapput. Taamaalilluni 

isikkivinnik assilialiortarnerit 

taama illoqarfiup annertussusaannik 

isiginnissinnaanermut taarsiullugit 

atorneqalerlutik. Tamakkiisumik isiginnissinnaanerup 

tammarsimanerani 

atortutut. Tamakkiisumik isiginnilluni 

ikiarsisutut uissaanganassusia illoqarfissuarmi 

innuttaasunut eqqullugu. 

Pia Arkep suliaa Isikkivik Skandinaviamiit 

tassaavoq assit qalipaateqanngitsut 

tallimat, atuagassiap Litteraturmagasinet 

Standart-ip 1998-imi 

saqqummernerini saqqaani naqinneqarsimasut, 

taamaalilluni ukioq 

taanna saqqummertuni tamani isikkiviit 

sammineqarlutik. Taamaattoq 

Arkep isikkivinnik assilisai isikkivinnik 

assilisanit pioreersunit, takussutissatut 

saqqumiunneqarsimasunit, 

allaanerupput. Illoqarfik ilisarnartoq 

isikkivigissumiit assilinagu, akerlianik 

skandinaviami illoqarfiit arlaani avataa 

tungaani illup qalianiit assiliivoq. 

Illoqarfik qeqqalernagu assiliinermigut 

assilisaasa takutippaat qeqqata 

isikkiviullu piviusuunngitsutut sananeqaannarsimanera. 

Arkep assiliisutip sananeqaatimigut 

assinik pinngortitsisinnaanera allatoorlugu 

atortarpaa, sananeqaataa 

qulaajarlugu assilisassallu allanngorlugit 

nutaanngorlugit saqqummersittarlugit. 

Assiliut putulik assersuutissaqqissuuvoq, 

timitaa ima 

angitigisunngorlugu sanasimavaa, 

iluanut nammineq iserluni timini 

assimut nuutissinnaallugu. Isikki-

Skandinaviamiit. 1998 

vik Skandinaviamiit suliarigamiuk 

qeqqanit isikkiveqarneq avammut killinganut 

inissippaa taamaalilluni pisinnaasai 

tamakkerlugit. Una tikillugu 

tamaat isigisinnaanera malugitillugu 

misissorsinnaalerlugulu, isikkivimmiit 

tamakkiisumik takusaqarsinnaaneq 

isikkivimmit assiliinikkut qanoq 

pilersitaanera. Illoqarfik naammaannartutut 

isikkulik assilissani tallimani 

qalipaateqanngitsuni takutinneqaraluartoq 

sunniunnera tammanngilaq, 

immaqa nuiapiluit illoqarfiullu avammut 

ersikkunnaalernerata killingani 

malunnarnerpaajulluni. Killingusaap 

titarneraniit tamanik takunninnermik 

takorluugaq siammartarpoq, tigullutit 

illoqarfiullu avataata tungaannut 

pulatillutit. 

Ullutsinni assiliisutit digitalit amerlanerit 

isikkivimmik assiliisinnaapput, 

isikkivinnillu assilisat nittartakkami 

angalallutik, taama assilisat tamani 

tamaanersut takuneqarsinnallutik. 

Tamanna taama annertutiginngilaq, 

Arkep 1998-mi Isikkivik Skandinaviamiit 

assiligamiuk, taamaalilluni 

assilialiornikkut nutaalioriaatsip 

takkutilerneranik aamma malussaataasinnaalluni, 

tassa kinaluunniit 

sumiluunniit imminut qitiusutut 

takorloorluni saqqummersitsisinnaalerluni, 

ulluinnarni inuunerup illoqarfinnilu 

pingaannginnerusuni nalunaajaatit 

nittartakkani allaaseriffinni, 

Facebook-imi aamma Twitter-imi 

amerlaqisut ikkussuunneqartarlutik. 


Pia Arke. Scandinavian Panorama. 1998 

In his The Arcades Project the 

German philosopher-sociologist 

Walter Benjamin describes 

how the panoramas of the 19th 

century are an attempt at bringing 

the country into the city – to 

see the city as a landscape. The 

panoramas began to appear from 

the beginning of the 19th century 

at a time when cities like Paris, 

Berlin and London had become 

so large that one could no longer 

get an overview of them. The 

major cities had lost their locus 

and were spreading out more and 

more and faster and faster as a 

result of industrialisation and 

the development of the infrastructure. 

The panoramas were 

therefore established in response 

to this increasing complexity, in 

which it became increasingly difficult 

to actually see the city. As 

a medium for obtaining an overview 

at a time when the overview 

had been lost. As a way of capturing 

the intoxication and dizziness 

of the overview and bringing it to 

the mass audiences of the city. 

Pia Arke’s Scandinavian Panorama 

consists of five black-andwhite 

photographs, which were 

reproduced on five front pages of 

the Danish Literary Magazine 

Standart during 1998, so that 

the entire volume formed the 

panorama. Arke’s panorama, 

however, is different from the 

original panoramas, which 

established symbolic, mediated 

overviews of the city. Where 

the original panoramas denied 

the overflow of the city into the 

neither-nor of the suburbs, she 

chose precisely to focus on a suburban 

space of this kind. Instead 

of taking her picture from a wellknown 

and established point 

of vantage, she takes it from a 

random rooftop in the Scandinavian 

periphery. Rather than 

endowing the urban space with a 

centre, her picture demonstrates 

the artificiality of the centre and 

of the overview. 

In her work Arke often reflected 

critically on the technology of 

photography and the making of 

pictures in such a way that she 

opened up the technology at the 

same time as she confronted 

the camera with new motifs. 

An example that comes to mind 

is her “pinhole” pictures, for 

which she built a camera casing 

so large that she could be inside 

it herself and thus obtain a 

print of her body on the picture. 

With Scandinavian Panorama 

she places the panorama’s 

overview in the periphery and 

thereby challenges it to the 

utmost. To the point where one 

can both sense the overview 

and investigate how the overview 

is created as a product of 

the panorama. In spite of the at 

first sight uninteresting urban 

space depicted in the five blackand-white 

photographs there is 

an effect, perhaps most closely 

localised in the area between 

the dramatic clouds and the 

suburb’s disappearance. From 

the line of the horizon the illusion 

of overview will unfold, 

grip you and draw you into the 

suburb’s urban space. 

Today most digital cameras 

have panorama functions, and 

the panorama photograph flourishes 

on the Internet, where 

you can find panorama pictures 

of just about any small town or 

suburb. This wasn’t so much 

the case in 1998 when Arke 

photographed Scandinavian 

Panorama, which can therefore 

also be seen as foreshadowing 

an era of the media in which 

any-where and any-body can 

form an illusory centre in their 

own medium bubble, and in 

which testimony from everyday 

life and the provinces is posted 

on a large scale in blogs, Facebook 

and Twitter. 


69

Pia Arke. Arktisk hysteri. 1996 

Kameraet zoomer ind på 

en fotostat af et grønlandsk 

landskab, udlagt på et sort 

klæde på gulvet. Ind i billedet 

kommer nu en kvinde (kunstneren) 

kravlende oven på 

fotostaten. Hun klapper på 

landskabet, stryger over det 

med hænderne, snuser til det, 

forsøger at indsuge det. Hun 

lægger sig på ryggen, prøver 

ligesom at være til stede i 

landskabet, hun presser sig 

mod det, forsøger at komme 

i kontakt med det, blive til et 

med det – men ender med at 

rive billedet i stykker. Langsomt 

og metodisk nedbrydes 

fotostaten til en samling af 

strimler, som kunstneren skraber 

sammen om sig. Omsider 

synes hun at opnå en smule 

fysisk kontakt, ikke med det 

afbildede landskab, men med 

det materiale, landskabet 

var trykt på. Hun kravler ud 

af billedet igen – en samling 

hvide papirstrimler ligger 

tilbage på det sorte underlag. 

Billedet på fotostaten er et 

af de landskabsbilleder, Pia 

Arke optog med sit hulkamera; 

en kæmpestor kasse, som 

hun slæbte med sig rundt i 

Grønland, og som hun kunne 

kravle ind i og på den måde 

både komme landskabet 

nært og distancere sig fra 

det, betragte det, belure det 

og fastfryse det. På sin vis 

var der tale om en længsel 

efter et erindret landskab i 

barndommens Grønland, men 

mere alment handlede det 

om menneskets længsel efter 

den så meget omtalte natur, 

som grønlændere formodes at 

have et særligt tilknytningsforhold 

til. Videoen bliver 

således først og fremmest en 

kommentar til forestillinger 

om menneskets forhold til 

70 

naturen – og mere specifikt til 

forestillinger om grønlænderes 

forhold til naturen. 

Heraf titlen Arktisk hysteri. 

“Arktisk hysteri” er først og 

fremmest en klinisk term, som 

ekspeditionsfolk og videnskabsmænd 

har hæftet på den 

arktiske befolkning; en særlig 

patologi til at rubricere dem 

og adskille dem fra andre folk. 

Nøgenhed skulle være et af de 

særlige kendetegn ved denne 

lidelse, hvor den person, som 

midlertidigt blev ramt af det 

såkaldte arktiske hysteri, 

efter sigende skulle flå tøjet af 

og løbe nøgen rundt på isen, 

rulle sig i sneen og skrige som 

et vildt dyr, besat af overmenneskelige 

kræfter – for 

så til slut at falde kraftesløs 

sammen. 

Frem for at være besat er 

kvinden i Arkes video næsten 

uhyggeligt behersket i 

sin bestræbelse på at træde 

i relation til det i bogstavelig 

forstand udlagte, og snart 

ødelagte, landskab. På trods af 

den sanselige, i særdeleshed 

kødelige tilstedeværelse, bliver 

projektet køligt, intellektuelt. 

Uanset det etniske tilhørsforhold 

består der ikke nogen 

udvalgt relation mellem 

netop dette subjekt og netop 

dette landskab, som er set og 

betragtet fra en kunstners 

synsvinkel. Der bliver derfor 

tale om en ny og omfortolket 

version af begrebet “arktisk 

hysteri” – en omfortolkning, 

der i sidste instans stiller 

spørgsmålstegn ved, hvem der 

egentlig har lidt af denne sygdom. 

De arktiske folk – eller 

de tilrejsende, som stillede 

diagnosen? 


Pia Arke. Issittumi silaar- 

Assiliiviup isitaata qanilliartorpaa 

Kalaallit Nunaanni pinngortitamik 

assiliarujussuaq, annoraaminermut 

qernertumut nivinngarneqarsimasoq. 

Assilisamut ilannguppoq arnaq 

(eqqumiitsuliortoq nammineq) paarmorluni. 

Pinngortitap assinga pattalaarpaa, 

assamminik tagiartorpaa, 

naamaniarpaa, imminerminut pulatinniarsaraa. 

Nallarpoq, soorlulusooq 

nunami tassaniikkusuttoq, assilissamut 

qerlertoruuppoq, attaveqarfiginiarsaraa, 

peqatigiumavaa – naggataatigulli 

assiliaq aserorterpaa. 

Asserujussuaq kigaatsumik peqqissaartumillu 

aserorterneqarpoq amitsunik 

agguganngorlugu, eqqumiitsuliortup 

katersugaanik. Kiisami soorlu 

timimigut atassuteqalersoq, pinngortitamutassilineqarsimasumuunngitsoq, 

kisiannili atortunut pinngortitap 

assilineqarnermini naqinneqarfianut. 

Paarmorluni assilissamit tammaqqippoq 

– pappialat qaqortut amitsunngorlugit 

aggukkat qernertumik 

allequtaqarlutik kiserngorupput. 

Assiliarujussuarmi assi tassaavoq 

pinngortitamik Pia Arkep putuaranngualimmik 

assiliiveqarluni 

assilisaasa ilaat; karserujussuaq 

Kalaallit Nunaanni angallattaqattaagaa, 

pulaffigisinnaallugu taamalu 

pinngortitaq qanillisinnaallugulu 

ungasillisinnaallugu, isiginnaarsinnaallugu, 

alapernaasersinnaallugu 

nikittussaajunnaarsillugulu. Arlaatigut 

tassaavoq Kalaallit Nunaanni 

meeraanermit eqqaamasanut 

kipisaneq, nalinginnaanerusumilli 

tassaalluni pinngortitamut oqaluttuarineqartaqisumut, 

kalaallinut 

immikkut attaveqarfigissangatinneqartartumut, 

kipisaneq. Taamaalilluni 

video tassaanerulerpoq inuup 

pinngortitamut isiginninnerminik 

takorluuinerinut oqaaseqaat – erseqqinnerusumik 

oqaatigalugu kalaallit 

pinngortitamut isiginninnerannik 

takorluuinernut. 

Taamaattuminguna qulequtaqartoq 

Issittumi silaaruttutut kamanneq.

uttutut kamanneq. 1996 

“Issittumi silaaruttutut kamanneq” 

tassaavoq napparsimasunik misissuinermi 

oqariaaseq, ilisimasassarsiortut 

ilisimatuullu issittumi 

najugalinnut nipputitaat, immikkut 

nappaateqarnertut qulequtsigaat 

inuiannit allanit immikkoortinniarlugit. 

Taama nappaateqarnermi 

tamataqannginneq ilisarnaataatinniarneqartarpoq, 

inummigooq 

issittumi silaaruttutut kamannermik 

taasamit nalaanneqarnermi nalaani, 

oqaluttuarineqartartut malillugit 

atisani sissortarpai tamataqaranilu 

sikumut avalattarluni, apummi 

assakaasarluni uumasutullu nujuartatut 

nilliasarluni, anersaanit 

tiguarneqarluni – naggataatigullu 

nukeerulluni nukillaaginnarluni. 

Arkep videoliaani arnaq anersaanit 

tiguarneqarpasinnerunani 

amiilaarnangajattumilluunniit 

imminut nangarsimaartutut ippoq 

pinngortitamut saqqummersitamut, 

erniinnarlu aserortigassamut, appakaanniarnermini. 

Misissarissuseq, 

pingaartumillu uinngup peqataanera, 

malunnaraluartoq, taamaattoq 

suliaq avataaneerpasippoq, silassorippasilluni. 

Inuiaqatigiinnut 

sorlernut ataneq eqqarsaatiginngikkaluaraanniluunniitersitsoqanngilaq 

pineqartup taassumarpiaap 

pinngortitallu taassumarpiaap, 

eqqumiitsuliortup isiginninneriaasianit 

isigineqartup, ataqatigiinnerat 

immikkut qinerneqarsimanersoq. 

Taamaattumik tassaalerpoq paasinnittaatsip 

“issittumi silaarulluni 

kamanneq”-up nutaamik nassuiarneqarnera 

– nassuiaaqqinneq naggaterpiaatigut 

apeqqusiisoq kikkut 

taama nappaateqarnersut. Inuit 

issittumi najugallit – imaluunniit 

tikiuttut taamalu nappaateqartoqarneranik 

allaatiginnittut? 


Pia Arke. Arctic Hysteria. 1996 

The camera zooms in on a 

photostat of a Greenland 

landscape laid out on the 

floor on a black piece of cloth. 

Now a woman (the artist) 

enters the picture crawling 

on the photostat. She pats 

the landscape, strokes it with 

her hands, sniffs it, tries to 

suck it in. She lies down on 

her back, as if she is trying to 

be in the landscape, pressing 

herself against it, trying to get 

into contact with it, become 

one with it – but ends up by 

tearing the picture to pieces. 

Slowly and methodically the 

photostat decomposes into a 

collection of strips that the 

artist rakes together around 

herself. Finally she seems 

to achieve a little physical 

contact, not with the depicted 

landscape, but with the material 

the landscape was printed 

on. She crawls out of the picture 

again – a heap of white 

strips of paper is left behind 

on the black underlay. 

The photostat shows one of 

the landscape pictures Pia 

Arke took with her pinhole 

camera, a huge box that she 

dragged around with her in 

Greenland, and which she 

could climb into and in this 

way get close to the landscape 

and distance herself from it, 

observe, spy on it and freeze 

it. In a way this had to do 

with a longing for a remembered 

landscape in her childhood’s 

Greenland, but more 

generally it had to do with 

our longing for the renowned 

natural surroundings in 

Greenland, which Greenlanders 

are assumed to have a 

special connection with. The 

video thus becomes first and 

foremost a commentary on 

ideas about our relationship to 

nature – and more specifically 

on ideas about Greenlanders’ 

relationship to nature. 

Hence the title Arctic Hysteria. 

“Arctic hysteria” is 

primarily a clinical term that 

explorers and scientists attached 

to the inhabitants of 

the Arctic – a special pathology 

with which to classify 

them and distinguish them 

from other people. Nakedness 

was supposed to be one 

of the special features of this 

ailment, in which persons who 

were temporarily afflicted by 

Arctic hysteria were said to 

rip off their clothes and run 

around naked on the ice, roll 

in the snow and scream like 

wild animals, possessed of 

superhuman strength – finally 

to collapse in exhaustion. 

Rather than being possessed, 

the woman in Arke’s video 

is almost eerily controlled in 

her endeavour to enter into a 

relation with the landscape 

that has been laid out and will 

soon be laid waste. Despite 

its sensuous, highly corporeal 

presence the project remains 

cool, intellectual. Irrespective 

of the ethnic connection there 

is no specific relation between 

this particular subject and 

this particular landscape, 

which are seen and regarded 

from an artist’s viewpoint. 

What we have, then, is a new 

and reinterpreted version of 

the concept of “Arctic hysteria” 

– a reinterpretation that 

in the final resort poses the 

question as to who actually 

suffered from this disease. 

The people of the Arctic – or 

the visitors to the Arctic who 

made the diagnosis? 


71

Værkliste / 

Suliat allattorsimaffiat 

BILLETKONTORET / FOYER 

Uden titel (Knoglen). 1999 (rekonstruktion 

2010, original gået tabt) 

Ready-made, lårbensknogle fra hest, 

55 cm 

Udlånt af Det Biovidenskabelige 

Fakultet, Københavns Universitet 

SEKTION 1: SKITSE TIL EN HISTO- 

RIEFORTÆLLING / IMMIKKOOR- 

TORTAQ 1: OQALUTTUAP IMASSAA- 

NUT TOQQAMMAVISSAQ 

Længsel. 1981 

Indrammet koldnål, E.T., 

65 x 49,8 cm 

Tilhører Annette og Jørgen Gant 

Uden titel. År ukendt 

Dokumentation af projekt med blåt tov 

i natur, 3 x A5 fotos fra dias 

Originaldias udlånt af Søren Arke 

Uden titel. 1988 

Godkendelser til og dokumentation af 

bemaling af et 100 m2 ultramarinblåt 

kvadrat i fjeldet mellem Cirkussøen og 

Malenebugten uden for Nuuk samt på 

tom grund i Nansensgade, København 

Tilhører Søren Arke 

1. tilbageblik til 1966 i Dundas. 1989 

Olie på lærred, 40,5 x 51 cm 



Forbindelseslinjer tegnet på kort over 

Grønland og Danmark samt pergament, 

indrammet 64,5 x 47,2 cm 


Fotografi af lille hulkamera. År ukendt 

A5 foto fra dias 



3 x s/h hulkamerafotografier (lille 

hulkamera), hver ca. 11 x 13,5 cm 


Uden titel (Hulkamera). 1990 (rekonstruktion 


Hulkamera af krydsfiner, lægter, lim og 

træbeskyttelse, 170 x 165 x 140 cm 


Indrammet måltegning og fotografi af 

Pia Arkes hulkamera samt indbydelse 

til indvielsen af hulkameraet d. 29. 

maj 1990 


Pia Arkes tale ved indvielsen af 

hulkameraet d. 29. maj 1990 samt 

fotos fra indvielsen og dokumentation 

af kameraets rejse til forskellige lokaliteter 

i Grønland og Danmark, 

A4 papir og 5 x A5 fotos fra dias 


To tekster om hulkameraets koncept 

og funktion samt foto af Pia Arke ved 

hulkameraet. Ca. 1990 


Nuugaarsuk. Hulkamerabilleder 1-4. 

1990 

4 x indrammede s/h hulkamerafotografier, 

hver 65 x 80 cm 

Tilhører Brandts Museet for 

Fotokunst, Odense 

72 

Nuugaarsuk. Hulkamerabillede med 

skabelon (hest). 1990’erne 

Indrammet s/h hulkamerafotografi og 

pergament, 53 x 62 cm 


Nuugaarsuk. Hulkamerabillede med 

skabelon (tepotte). 1990’erne 

Indrammet s/h hulkamerafotografi og 

pergament, 52 x 62 cm 



Interiør med transparente figurer, 

farveprint fra digital fil, A5 

Originalfil udlånt af Søren Arke 


S/h fotografi af bearbejdet nordatlantisk 

kort, A4 


Stig Krabbe Barfoed. Galleri 11. 1996 

TV-udsendelse om Pia Arke, 28:29 

min. (m. engelske undertekster) 

Udlånt af DR Arkiv og Research, 

København 

Kunsthistorikeren. 1996 

Indrammet hulkamerafotografi i farve, 

50 x 60,5 cm 

Tilhører Jarl Borgen 

Mellem to stole. 1996 

Indrammet hulkamerafotografi i farve, 

50,7 x 61,1 cm 


Uden titel (Kronborg-suiten). 1996 

4 x indrammede s/h hulkamerafotografier, 

hver ca. 50 x 60 cm 

Nr. 1-3: Tilhører Søren Arke. Nr. 4: 

Tilhører Lars Kiel Bertelsen 

Dokumentationfotos af Pia Arkes 

atelier og depot. 2009. Tilhører Kuratorisk 

Aktion 

Dokumentationfotos af Kuratorisk 

Aktions arbejde med registreringen 

og kurateringen af Pia Arkes værker. 

2009. Tilhører Kuratorisk Aktion 

Diverse bøger, udstillingskataloger 

og presseklip fra Pia Arkes arkiv. 


SEKTION 2 / IMMIKKOORTORTAQ 

2: TUPILAKOSAURUS 

Studie af hvalroskranie. 1984 

Blyant på papir, 39 x 41,7 cm 


Uden titel (Perlustration). 1994 

S/h fotografi, 50 x 59 cm 


Uden titel (Perlustration). 1994 

S/h fotografi på karton, 18,3 x 17 cm 

Tilhører Semina Rerum – Irène 

Preiswerk, Zürich 


Approprieret farvefotografi af efterladenskaber 

fra tyskernes ophold på 

Eskimonæs, Nordøstgrønland i 1943. 

Det oprindelige fotografi er taget af 

Asger Fredslund Pedersen fra Siriuspatruljen 

i 1994, 56 x 83 cm 

Tilhører Marie Louise og Søren Bro 

Pold 


Dekonstruktion af Th. N. Krabbes 

bog Grønland. Dets Natur, Beboere og 

Historie fra 1929, serie af 6 x farvefotografier, 

hver 11,5 x 9 cm 


Hammeren. 1999 (reproduktion 2010, 

original gået tabt) 

Diasshow med gengivelser af billedelementerne 

i den originale billedfrise i 

ramme og passepartout 

Originaldias udlånt af Søren Arke og 


Må kun berøres med tommelfinger og 

lillefinger. 1999 (rekonstruktion 2010, 


Ready-made, ca. 8.000 ark fra den 

videnskabelige monografiserie Meddelelser 

om Grønland samt glasplint 


Staven. 1999 (reproduktion 2010, 


Diasshow med gengivelser af billedelementerne 

i den originale billedfrise i 

ramme og passepartout 

Originaldias udlånt af Søren Arke og 


Pia Arke & Anders Jørgensen. Tupilakosaurus. 

An interesting study about 

the triassic myth of Kap Stosch. 1999 

Video (S-VHS til DVD), 9:18 min (m. 

engelske undertekster) 

Udlånt af Anders Jørgensen 

Brevkorrespondance og installation 

views fra Pia Arkes arkiv ifm. hendes 

udstilling En installation der handler 

om historier på Museet for Samtidskunst, 

Roskilde, 1999. Tilhører 

Søren Arke 

SEKTION 3: ARKTISK HYSTERI / 

IMMIKKOORTORTAQ 3: ISSITTUMI 

SILAARUTTUTUT KAMANNEQ 


Fotoserie bestående af 6 x s/h 

fotografier af Pia Arke i interiør, hver 

17,8 x 9 cm 



S/h kontaktark af Pia Arke i nationaldragt 

foran fotostat af hulkamerafotografi, 

20 x 15 cm 



S/h leporelleo-print af interiør, 

12,7 x 66,6 cm 


Uden titel (Selvportræt med kusine). 

Ca. 1993 

Kontaktark på karton, 57 x 47,8 cm 


Uden titel (Selvportræt med kusine). 

Ca. 1993 

S/h fotografi, 12,5 x 10 cm 



Indrammet s/h fotografi af Pia Arke 


33,4 x 27 cm 



S/h fotografi af Pia Arke foran fotostat 

af hulkamerafotografi, 58 x 49,3 cm 




af hulkamerafotografi, 30 x 25 cm 

Tilhører Ann Lumbye Sørensen 



af hulkamerafotografi, 17,2 x 17,2 cm 

Tilhører Klaus Marthinus Christensen 

Uden titel (Perlustrationer 1-10). 1994 

4 x s/h prints fra negativer, A5 

Originalnegativer udlånt af Søren 

Arke 

Uden titel (Telegrafi). År ukendt 

Kaffe og sukker klistret på blåtonet 

s/h fotografi, 27 x 32 cm 


Krabbe/Jensen. 1997 

Fotografisk collage, 102 x 171,5 cm 

Tilhører Det Nationale Fotomuseum, 

Det Kongelige Bibliotek, København 

Arktisk hysteri. Ca. 1997 

S/h fotografi, 128 x 79,5 cm 


Arktisk hysteri alias Arctic Hysteria 

IV. 1997 (reproduktion 2010, original 

gået tabt) 

Inkjet print efter s/h gengivelse af 

billedserien, 76 x 200 cm 

Gengivelsen tilhører Afdeling for Teori 

og Formidling, Det Kongelige Danske 

Kunstakademi, København. Rekonstruktionen 

tilhører Søren Arke 

Krabbe 1906/Jensen 1947. 2005 

Indrammet collage med fotografi og 

kortudsnit, 31 x 45 cm 

Tilhører Tine Bryld 

Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside 

– En installation om blomster 

og land. 2005 

Installation, variable mål. Video (DV- 

CAM), 4 min., 2 x akryl, blyant, kaffe, 

stof og udklip på lærred, 

hver 203 x 137 cm 

Tilhører Søren Arke og Anders 

Jørgensen 

Desuden fotografier, notater, brevkorrespondancer, 

videnskabelig litteratur, 

installation view og presseklip fra Pia 

Arkes arkiv ifm. hendes kunstneriske 

udforskning af termen “arktisk hysteri”. 

Udlånt af Søren Arke og Afdeling 

for Teori og Formidling, Det Kongelige 

Danske Kunstakademi, København 

SEKTION 4: “ETNOÆSTETIK” / 

IMMIKKOORTORTAQ 4: “ETNO- 

ÆSTETIK” 


Koldnål med fuglemotiv, 18 x 23 cm 



Portræt af Erik Gant, akryl på masonitplade, 

121,3 x 91,4 cm 

Privateje 


Selvportræt, blyant på papir, 

23 x 15 cm 



Prøvetryk af 6 x menukort til SAS 

Greenland Polar Class 1989, akryl på 

papir, 45,5 x 41,4 cm 


Min mor fortæller (Før harpunering; 

Flænsning af sæl; Der pilkes efter fisk; 

Kogt torsk; Vi lever af sæl; Møde med 

og fangst af tre bjørne). 1989 

6 x trykte menukort udført til SAS 

Greenland Polar Class, 

hver 12,5 x 19 cm 

Nr. 1, 3-5: Privateje. Nr. 2: Tilhører 

Johannes Møller 


4 x s/h fotografier af købere af Pia 

Arkes malerier i Thule, 31 x 26,5 cm,

31 x 25,5 cm, 26,3 x 32,5 cm og 

31 x 26,5 cm 


De tre Gratier. 1993 

4 x indrammede s/h fotografier, 





4 x farvekontaktprints af Pia Arke 

udførende trommedans, 

hver 5,8 x 5,8 cm 



Akryl på lærred, 40 x 49 cm 

Udlånt af Afdeling for Eskimologi 

og Arktiske Studier, Københavns 

Universitet 


Akryl på lærred, 24,5 x 22 cm 

Udlånt af Afdeling for Eskimologi 

og Arktiske Studier, Københavns 

Universitet 



Udlånt af Arktisk Institut, København 

Køretur i gammelt landskab. Ca. 1993 

Blandingsteknik, 29,5 x 28 cm 

Udlånt af Grønlands Repræsentation, 

København 

Udsigt over gammelt landskab. Ca. 

1993 

Blandingsteknik, 30 x 28 cm 


København 

Fangeren og hans kone. Ca. 1993 

Grafik, indrammet, 75,5 x 61,7 cm 


København 

Stefan Jonsson (redaktør). “Kulturer 

emellan”. 1995 

Artikelserie med interview og 

fotografier af Pia Arke publiceret i 

Dagens Nyheter, Stockholm i perioden 

15. januar – 23. februar 1995 


Etnoæstetik. 1995 

Essay udgivet af Kunsttidsskriftet 

ARK, Århus, 1. udgave, 1. oplag 

Udlånt af Søren Arke og Kuratorisk 

Aktion 


Olie på lærred, 80,5 x 99,2 cm 

Tilhører Danmarks Miljøundersøgelser, 

Aarhus Universitet 


Olie på lærred, 85,5 x 76,5 cm 

Tilhører Danmarks Miljøundersøgelser, 

Aarhus Universitet 

SEKTION 5: SCORESBYSUND- 

HISTORIER / IMMIKKOORTOR- 

TAQ 5: ITTOQQORTOORMIINIIT 

OQALUTTUAT 

De daglige handlinger. 1989 

Pressemeddelelse og 7 x farvefotografier, 


Pressemeddelelse og 3 x fotografier: 

Tilhører Søren Arke. 4 x farvefotografier: 

Tilhører Danmarks Kunstbibliotek, 

København 

Telegrafi. 1996 

18 x blåtonede s/h fotografier, 

40,5 x 28,8 cm hhv. 28,8 x 40,5 cm 

Tilhører Det Nationale Fotomuseum, 

Det Kongelige Bibliotek, København 

Jord til Scoresbysund. 1998 (rekonstruktion 


Installation af kaffefiltre med kaffe og 

bomuldssnor, 160 x 165 cm 


Uden titel. År ukendt (2001) 

4 x annoterede s/h fotografier i ramme, 

12 x 16 cm, 15,9 x 16,5 cm, 

16,5 x 15,9 cm og 16,5 x 16,5 cm 


Dummy. 1995-2003 

49 x indrammede tekst og fotograficollager 

af Pia Arkes originale forlæg 

til bogværket Scoresbysundhistorier. 

Fotografier, kolonisering og kortlægning, 

København: Borgens Forlag, 

2003, hver 24,5 x 42 cm 


Sumaar kiosk (arbejdstitel). 2006- 

Uredigerede videooptagelser (DVCAM) 

fra Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 

2006 til ufuldendt værk, 60 min. 


45 x diasaffotograferinger af Sven 

Lund Jensens fotoalbum fra hans 

ophold i Grønland. År ukendt 


Desuden fotografier, notater, fotokopier, 

brevkorrespondancer, videnskabelig 

litteratur, arkivmateriale, 

installation views og presseklip fra Pia 

Arkes arkiv ifm. hendes kunstneriske 

udforskning af Scorebysund. Tilhører 

Søren Arke 

SEKTION 6 / IMMIKKOORTORTAQ 

6: LEGENDE 

Uden titel (Landkending I-III). 1993 

3 x s/h fotografier i annoterede rammer, 

43,1 x 52 cm, 56,1 x 47,2 cm og 

44,1 x 28,7 cm 


Uden titel (Imaginary homelands). 

Ca. 1996 

4 x s/h fotografier i annoterede rammer, 

46 x 44 cm, 55,4 x 43,4 cm, 

44 x 47 cm og 46 x 56,5 cm 



S/h fotografi med flymotiv i annoteret 

ramme, 46,5 x 56,5 cm 


Uden titel (Legeplads). Ca. 1996 

Objekt i tre dele, 18 x 55 cm, 

165 x 18 cm og 165 x 18 cm 


Legende I-V. 1999 

5 x collager med kort, fotografier, 

pergamentpapir og henholdsvis mel, 

kaffe, havregryn, sukker og ris, 

hver 191,5 x 161,5 cm 


SEKTION 7: JEG FISKER KRANIER 

OG KNOGLER OP / IMMIKKOOR- 

TORTAQ 7: NIAQQUP SAARNGI 

SAANIKULLU QALLORLUGIT 


Selvportræt, oliekridt på papir, 

38,2 x 31,2 cm 



Diptykon med hulkamerafotografi, 

farvefotografi og blyant på karton, 

hver 56,5 x 68 cm 

Tilhører Veronica og Carsten Juhl 

Uden titel. Ca. 1993 (rekonstruktion 


Inkjet print af annoteret, iturevet og 

sammenstillet hulkamerafotografi 

efter negativ, 160 x 170 cm 

Originalnegativ udlånt af Søren Arke 

Uden titel (Tag kamikken over hovedet, 

så alle kan se, hvor du kommer 

fra). 1993 

S/h fotografi, 12,6 x 12,6 cm 


Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i 

samarbejde med grønlandske indsatte 

i Anstalten ved Herstedvester. Uden 

titel. Ca. 1994 

14 x dekorerede papmaché-masker, 8 x 

polaroidfotografier, 2 x farvefotografier 

og 2 x breve, variable mål 

Tilhører Anstalten ved Herstedvester, 

Albertslund og Kalaallit Illuutaat – 

Det Grønlandske Hus, København 

Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn i 

samarbejde med grønlandske indsatte 

i Anstalten ved Herstedvester. Uden 

titel. Ca. 1994 

Plakat, 83 x 55 cm 


Nature Morte alias Perlustrationer 

1-10. 1994 

10 x indrammede s/h fotografier, 

52,2 x 62,2 hhv. 62,2 x 52,2 cm 




Diasshow visende dekonstruktion af 

Th. N. Krabbes bog Grønland. Dets 

Natur, Beboere og Historie fra 1929 


Wonderland. 1960/1996 

Approprieret farvefotografi på kappaplade, 

originalt foto taget af Jørgen 

Gant i Thule, 1960, 79,9 x 150 cm 



Uden titel (Skyggen af en håbefuld 

fotograf på en isørken). 1998 

Boks og billedindhold fra den videnskabelige 

monografiserie Meddelelser 

om Grønland, 28 x 18 x 2 cm 

Tilhører Lars Kiel Bertelsen 

Åndemanerens rejse til månen. Ca. 

1999 

Lyskasse, 87 x 129 x 15 cm 

Tilhører Fonden til oprettelse af Grønlands 

Nationalgalleri, Nuuk 

Anders Jørgensen. Uden titel (Scoresbysund). 

2001 

Videodokumentation optaget på Statens 

Værksteder under Pia Arkes arbejde 

med Scoresbysundhistorier. Fotografier, 

kolonisering og kortlægning (København: 

Borgens Forlag, 2003), 4:07 min. 

(m. engelske undertekster) 

Tilhører Anders Jørgensen 

Uden titel (Walrus Bay). År ukendt 

(2001) 

Hår, s/h fotografi i annoteret ramme 

(muligvis dagbogstekst fra 1944 af 

opdagelsesrejsende Captain Robert P. 

Sykes), 32,7 x 32,7 cm 


Uden titel. År ukendt (2001) 

S/h luftfotografi i annoteret ramme, 

29,2 x 29,2 cm 



kolonisering og kortlægning. 2003 

1. udgave af bogen, som udkom ved 

Borgens Forlag, København 2003 

Udlånt af Søren Arke 

Desuden installation views af Pia 

Arkes bidrag til udstillingen Den flyvende 

kajak – nutidskunst fra Grønland 

på Brandts Klædefabrik, Odense, 

1993. Tilhører Søren Arke 

SEKTION 8: DEN EXCENTRISKE 

ESKIMO / IMMIKKOORTORTAQ 8: 

ESKIMUU SILANNGAJAARTOQ 

Uden titel. År ukendt (1990’erne) 

8 x nummerede farvefotografier i annoterede 

rammer (oprindelig en serie 

af 10 stk.), hver 29 x 42 cm 


SEKTION 9: SKANDINAVISK 

PANORAMA / IMMIKKOORTORTAQ 

9: ISIKKIVIK SKANDINAVIAMIIT 


S/h fotografi med planteaftryk, 

24 x 30,5 cm 




Offentlig eje 


S/h kontaktark af Pia Arke i nationaldragt 


20 x 15 cm 


Uden titel. 1993/2010 

Pia Arke i nationaldragt foran fotostat 

af hulkamerafotografi, inkjet print 

efter s/h fotografi på kontaktark, 

120 x 130 cm 

Originalt forlæg tilhører Søren Arke 

Uden titel (De tre Gratier). 1994 

S/h fotografisk collage, 11 x 23 cm 



Fotografisk farvecollage, 20 x 15 cm 

Tilhører Freja Vogt Christensen 

Arktisk hysteri. 1996 

Video (S-VHS), 5:55 min. 


Borte med blæsten. 1997 

Indrammet farvefotografi, 

46,4 x 64,1 cm 

Tilhører Ann Lumbye Sørensen 

Skandinavisk Panorama. 1998 

5 x s/h fotografier trykt på Litteraturmagasinet 

Standarts fem forsider i 

året 1998 (12. årg., nr. 1-5) 

Udlånt af Litteraturmagasinet 

Standart, Århus 

Spækstigen, Emil, Ole og Asger. 1998 

(reproduktion 2010, original delvist 

gået tabt) 

Af værket, der oprindeligt bestod af 1 x 

stige, 2 x landkort, 1 x bykort, røde og 

blå knappenåle samt 4 x farvefotografier, 

er kun stigen tilbage. Træstige 

(original), 190 x 45 x 8 cm, installation 

view af værket, 60 x 80 cm 


Spæk og videnskab. 1999 

Illustreret tidsskriftsartikel i Passage, 

nr. 31/32, 1999, s. 109-115 

Udlånt af Kuratorisk Aktion 

Desuden skriftligt oplæg fra 1998 

om urealiseret udstillingsprojekt til 

Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske 

Hus, København 

73

List of works 

TICKET OFFICE / FOYER 

Untitled (The Bone). 1999 (reconstruction 

2010, original lost) 

Ready-made, thighbone from horse, 

55 cm 

Lent by the Faculty of Life Sciences, 

University of Copenhagen 

SECTION 1: TOWARDS A HISTORI- 

CAL NARRATIVE 

Longing. 1981 

Framed engraving, E.T., 65 x 49.8 cm 

Courtesy of Annette and Jørgen Gant 

Untitled. Year unknown 

Documentation of project with blue rope 

in nature, 3 x A5 photos from slides 

Original slides lent by Søren Arke 

Untitled. 1988 

City approvals and documentation 

of Pia Arke’s painting of a 100 m2 

ultramarine blue square on the 

mountain between the Circus Lake 

and Malenebugten outside of Nuuk 

and on an empty lot in Nansensgade, 

Copenhagen 

Courtesy of Søren Arke 

First Flash Back to 1966 in Dundas. 

1989 

Oil on canvas, 40.5 x 51 cm 



Lines of connection drawn on a map of 

Greenland and Denmark and parchment 

paper, 64.5 x 47.2 cm 


Photograph of small pinhole camera. 

Year unknown 

A5 photograph from slide 

Original slide lent by Søren Arke 

Untitled. C. 1990 

3 x b/w pinhole camera photographs 

(small pinhole camera), each c. 11 x 

13.5 cm 


Untitled (Pinhole camera). 1990 (reconstruction 


Pinhole camera, plywood, wood, glue, 

and wood preservative, 170 x 165 x 

140 cm 


Framed drawing plan and photograph 

of Pia Arke’s pinhole camera and 

invitation to the inauguration of the 

camera on May 29, 1990 


Pia Arke’s speech at the inauguration 

of her pinhole camera on May 29, 1990 

and photographs from the inaguration 

as well as documentation of the 

camera’s travels to different locations 

in Greenland and Denmark 

A4 paper and 5 x A5 photograhs from 

slides 


Two texts on the concept and function 

of the pinhole camera and photo of Pia 

Arke by the camera. C. 1990 


Nuugaarsuk. Pinhole camera photographs 

1-4. 1990 

4 x framed b/w pinhole camera photographs, 

each 65 x 80 cm 

Courtesy of Brandts Museet for 


74 

Nuugaarsuk. Pinhole camera photograph 

(horse). 1990s 

Framed b/w pinhole camera photograph 

and parchment paper, 53 x 62 cm 


Nuugaarsuk. Pinhole camera photograph 

(teapot). 1990s 

Framed b/w pinhole camera photograph 

and parchment paper, 52 x 62 cm 



Interior with transparent figures, color 

print from digital file, A5 

Original file lent by Søren Arke 


B/w photograph of reworked map of 

the North Atlantic, A4 


Stig Krabbe Barfoed. Gallery 11. 1996 

Television feature on Pia Arke, 28:29 

min. (w. English subtitles) 

Courtesy of DR (Danish Broadcasting 

Coporation) Archive and Research, 

Copenhagen 

The Art Historian. 1996 

Framed color pinhole camera photograph, 

50 x 60.5 cm 

Courtesy of Jarl Borgen 

Between Two Chairs. 1996 

Framed color pinhole camera photograph, 

50.7 x 61.1 cm 


Untitled (The Kronborg Castle Suite). 

1996 

4 x framed b/w pinhole camera photographs, 

each c. 50 c 60 cm 

Nos. 1-3: Courtesy of Søren Arke. No. 

4: Courtesy of Lars Kiel Bertelsen 

Documentation photographs of Pia 

Arke’s studio and storage. 2009 

Courtesy of Kuratorisk Aktion 

Documentation photographs of 

Kuratorisk Aktion’s registration and 

curation process. 2009 


Various books, exhibition catalogues, 

and press clippings from Pia Arke’s 

archive 


SECTION 2: TUPILAKOSAURUS 

Study of Walrus Skull. 1984 

Pencil on paper, 39 x 41.7 cm 


Untitled (Perlustration). 1994 

B/w photograph, 50 x 59 cm 


Untitled (Perlustration). 1994 

B/w photograph on cardboard, 

18.3 x 17 cm 

Courtesy of Semina Rerum – Irène 

Preiswerk, Zurich 


Appropriated color photograph of 

objects left behind by the Germans 

during their stay at Eskimonæs, North 

East Greenland in 1943. The original 

photograph was taken by Asger 

Fredslund Pedersen from the Sirius 

Patrol in 1994, 56 x 83 cm 

Courtesy of Marie Louise and Søren 

Bro Pold 

Untitled. Year unkown 

Deconstruction of Th. N. Krabbes book 


Historie from 1929, series of 6 x color 

photographs, each 11. 5 x 9 cm 


The Hammer. 1999 (reproduction 


Slideshow of reproductions of the 

images in the original picture 

frieze, which was framed and with 

passepartout 

Original slides lent by Søren Arke and 


May only be touched with thumb and 

little finger. 1999 (reconstruction 2010, 

original lost) 

Ready-made, c. 8,000 sheets from 

the scientific monograph series Meddelelser 

om Grønland and glass plinth 


The Measuring Stick. 1999 (reproduction 


Slideshow of reproductions of the 

images in the original picture 

frieze, which was framed and with 

passepartout 

Original slides lent by Søren Arke and 


Pia Arke & Anders Jørgensen. Tupilakosaurus. 

An interesting study about 

the triassic myth of Kap Stosch. 1999 

Video (S-VHS to DVD), 9:18 min. (w. 

English subtitles) 

Courtesy of Anders Jørgensen 

Letter correspondence and installation 

views from Pia Arke’s archive on the 

exhibition An installation that has 

to do with histories at Museum of 

Contemporary Art, Roskilde, 1999. 


SECTION 3: ARCTIC HYSTERIA 


Photo series consisting of 6 x b/w 

photographs of Pia Arke in interior, 

each 17.8 x 9 cm 



B/w contact sheet of Pia Arke in 

national costume in front of photostat 

of pinhole camera photograph, 20 x 

15 cm 



B/w leporelleo print of interior, 

12.7 x 66.6 cm 


Untitled (Self-portrait with Cousin). 

C. 1993 

Contact sheet on cardboard, 

57 x 47.8 cm 


Untitled (Self-portrait with Cousin). 

C. 1993 

B/w photograph, 12.5 x 10 cm 



Framed b/w photograph of Pia Arke 

in front of photostat of pinhole camera 

photograph, 33.4 x 27 cm 



B/w photograph of Pia Arke in front 

of photostat of pinhole camera photograph, 

58 x 49.3 cm 





30 x 25 cm 

Courtesy of Ann Lumbye Sørensen 




17.2 x 17.2 cm 

Courtesy of Klaus Marthinus 

Christensen 

Untitled (Perlustrationer 1-10). 1994 

4 x b/w prints from negatives, A5 

Original negatives lent by Søren Arke 

Untitled (Telegraphy). Year unknown 

Coffee and sugar glued to blue-toned 

b/w photograph, 27 x 32 cm 


Krabbe/Jensen. 1997 

Photographic collage, 102 x 171.5 cm 

Courtesy of The National Museum 

of Photography, The Royal Library, 

Copenhagen 

Arctic Hysteria. C. 1997 

B/w photograph, 128 x 79.5 cm 


Arctic Hysteria alias Arctic Hysteria IV. 

1997 (reproduction 2010, original lost) 

Inkjet print from b/w reproduction of 

the work, 76 x 200 cm 

Reproduction courtesy of the Department 

of Art Theory and Communication, 

The Royal Danish Academy of 

Fine Arts, Copenhagen and Søren Arke 

Krabbe 1906/Jensen 1947. 2005 

Framed collage with photograph and 

map sections, 31 x 45 cm 

Courtesy of Tine Bryld 

Pia Arke & Anders Jørgensen. Countryside 

– An Installation about flowers and 

land. 2005 

Installation, dimensions variable. Video 

(DVCAM), 4 min., 2 x acrylics, pencil, 

coffee, fabric, and clippings on canvas, 

each 203 x 137 cm 

Courtesy of Søren Arke and Anders 

Jørgensen 

Various photographs, notes, letter 

correspondence, scientific literature, 

installation view, and press clippings 

from Pia Arke’s archive in conjunction 

with her artistic research into the term 

“Arctic hysteria”. Courtesy of Søren Arke 

and The Department of Art Theory and 

Communication, The Royal Danish 

Academy of Fine Arts, Copenhagen 

SECTION 4: “ETHNO-AESTHETICS” 


Engraving with birds, 18 x 23 cm 



Portrait of Erik Gant, acrylics on 

masonite, 121.3 x 91.4 cm 

Private collection 


Self-portrait, pencil on paper, 23 x 15 cm 



Test print of 6 x menu cards for Scandinavian 

Airlines’ Greenland Polar Class 

1989, acrylics on paper, 45.5 x 41.4 cm 


My Mother Recounts (Before Harpoonering; 

Flensing of Seal; Jigging for Fish; 

Boiled Cod; We Live off Seal; Encounter 

with and Catching of Three Bears). 1989 

6 x printed menu cards for Scandinavian 

Airlines’ Greenland Polar Class 

989, each 12.5 x 19 cm 

Nos. 1, 3-5: Private collection. No. 2: 

Courtesy of Johannes Møller


4 x b/w photographs of buyers of Pia 

Arke’s paintings in Thule, 31 x 26.5 

cm, 31. x 25.5 cm, 26.3 x 32.5 cm and 

31 x 26.5 cm 


The Three Graces. 1993 

4 x framed b/w photographs, 

each 110 x 91 cm 




4 x color contact prints of Pia Arke 

performing the drum dance, 

each 5.8 x 5.8 cm 



Acrylics on canvas, 40 x 49 cm 

Courtesy of Eskimology and Arctic 

Section, University of Copenhagen 


Acrylics on canvas, 24.5 x 22 cm 

Courtesy of Eskimology and Arctic 

Section, University of Copenhagen 



Courtesy of Arktisk Institut, Copenhagen 

Drive in Old Landscape. C. 1993 

Mixed media, 29.5 x 28 cm 

Courtesy of Grønlands Repræsentation, 

Copenhagen 

View of Old Landscape. C. 1993 

Mixed media, 30 x 28 cm 


Copenhagen 

The Hunter and His Wife. C. 1993 

Framed graphics, 75.5 x 61.7 cm 


Copenhagen 

Stefan Jonsson (editor). “Kulturer 

emellan” [Between cultures]. 1995 

Article series with interview with and 

photographs of Pia Arke published in 

Dagens Nyheter, Stockholm during 

the period of January 15 – February 

23, 1995 


Ethno-Aesthetics. 1995 

Essay published by the art journal 

ARK, Aarhus, 1st edition, 1st imprint 

Courtesy of Søren Arke and Kuratorisk 

Aktion 


Oil on canvas, 80.5 x 99.2 cm 

Courtesy of the National Environmental 

Research Institute, Aarhus 

University 


Oil on canvas, 85.5 x 76.5 cm 

Courtesy of the National Environmental 

Research Institute, Aarhus 

University 

SECTION 5: STORIES FROM 

SCORESBYSUND 

The Daily Actions. 1989 

Press release and 7 x color photographs 

Press release and 3 x photographs: 

Courtesy of Søren Arke. 4 x color 

photographs: Courtesy of The Danish 

National Art Library, Copenhagen 

Telegraphy. 1996 

18 x blue-toned b/w photographs, 

40.5 x 28.8 cm respectively 28.8 x 

40.5 cm 

Courtesy of The National Museum 

of Photography, The Royal Library, 

Copenhagen 

Soil for Scoresbysund. 1998 (reconstruction 


Installation of coffee filters, coffee, and 

cotton string, 160 x 165 cm 


Untitled. Year unknown (2001) 

4 x framed annotated b/w photographs, 

12 x 16 cm, 15.9 x 16.5 cm, 16.5 x 15.9 

cm, and 16.5 x 16.5 cm 


Dummy. 1995-2003 

49 x framed collages of text and images 

derived from Pia Arke’s original dummy 

for her book Scoresbysundhistorier. 

Fotografier, kolonisering og kortlægning 

[Stories from Scoresbysund: Photographs, 

Colonisation and Mapping], 

Copenhagen: Borgen Publishers, 2003, 

each 24.5 x 42 cm 


Sumaar kiosk (working title). 2006- 

Unedited video recordings (DVCAM) 

from Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 

2006 for unfinished work, 60 min. 


45 x slides documenting Sven Lund 

Jensen’s photo album from his stay in 

Greenland. Year unkown 


In addition, photographs, notes, photo 

copies, letter correspondence, scientific 

literatur, archival material, installation 

views, and press clippings from 

Pia Arke’s archive in conjunction with 

her artistic research of Scoresbysund 

SECTION 6: LEGEND 

Untitled (Landfall I-III. 1993 

3 x b/w photographs in annotated 

frames, 43.1 x 52 cm, 56.1 x 47.2 cm, 

and 44.1 x 28.7 cm 


Untitled (Imaginary homelands). C. 1996 

4 x b/w photographs in annotated 

frames, 46 x 44 cm, 55.4 x 43.4 cm, 44 x 

47 cm, and 46 x 56.5 cm 



B/w photograph with airplane motif in 

annotated frame, 46.5 x 56.5 cm 


Untitled (Playground). C. 1996 

Object in three parts, 18 x 55 cm, 165 

x 18 cm, and 165 x 18 cm 


Legend I-V. 1999 

5 x collages of maps, photographs, 

parchment paper, and flower, coffee, 

ground oats, sugar, and rice respectively, 

each 191.5 x 161.5 cm 


SECTION 7: FISHING OUT SKULLS 

AND BONES 


Self-portrait, crayon on paper, 

38.2 x 31.2 cm 



Diptych with pinhole camera photograph, 

color photograph, and pencil on 

cardboard, each 56.5 x 68 cm 

Courtesy of Veronica and Carsten Juhl 

Untitled. C. 1993 (reproduction 2010, 

original lost) 

Inkjet print of annotated, torn, and re- 

assembled pinhole camera photograph 

after negative, 160 x 170 cm 

Original negative lent by Søren Arke 

Untitled (Put your kamik on your 

head, so everyone can see where you 

come from). 1993 

B/w photograph, 12.6 x 12.6 cm 


Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn 

in collaboration with Greenlandic 

inmates of Herstedvester Prison. Untitled. 

C. 1994 

14 x decorated papmaché masks, 8 x 

Polaroid photographs, 2 x color photographs, 

and 2 x letters, dimensions 

variable 

Courtesy of Herstedvester Prison, 

Albertslund and Kalaallit Illuutaat – 

The Greenland House, Copenhagen 

Pia Arke & Kunstnergruppen Fyn 

in collaboration with Greenlandic 

inmates of Herstedvester Prison. Untitled. 

C. 1994 

Poster, 83 x 55 cm 


Nature Morte alias Perlustrations 

1-10. 1994 

10 x framed b/w photographs, 52.2 x 

62.2 respectively 62.2 x 52.2 cm 




Slideshow showing the deconstruction 

Th. N. Krabbes book Grønland. Dets 

Natur, Beboere og Historie from 1929 

Original slides lent by Søren Arke 

Wonderland. 1960/1996 

Appropriated b/w photograph on 

kappa plate, photograph originally 

taken by Jørgen Gant in Thule in 

1960, 79.9 x 150 cm 



Untitled (The Shadow of a Hopeful 

Photographer in an Ice Desert). 1998 

Box and content from the scientific 

monograph series Meddelelser om 

Grønland, 28 x 18 x 2 cm 

Courtesy of Lars Kiel Bertelsen 

The Necromancer’s Journey to the 

Moon. C. 1999 

Light box, 87 x 129 x 15 cm 

Courtesy of Fonden til oprettelse af 

Grønlands Nationalgalleri, Nuuk 

Anders Jørgensen. Untitled (Scoresbysund). 

2001 

Video documentation recorded at the 

National Workshops for Arts and Crafts, 

Copenhagen, during Pia Arke’s work on 

Stories from Scoresbysund: Photographs, 

Colonisation and Mapping (Copenhagen: 

Borgen Publishers, 2003), 4:07 min. 

(w. English subtitles) 

Courtesy of Anders Jørgensen 

Untitled (Walrus Bay). Year unknown 

(2001) 

Hair, b/w photograph in annotated 

frame (possibly diary text from 1944 

written by explorer Captain Robert P. 

Sykes), 32.7 x 32.7 cm 


Untitled. Year unknown (2001) 

B/w aerial photograph in annotated 

frame, 29.2 x 29.2 cm 


Stories from Scoresbysund: Photographs, 

Colonisation and Mapping. 

2003 

1st edition, 1st imprint of the book 

published by Borgen Publishers, Copenhagen, 

2003 


In addition, installation views of Pia 

Arke’s contribution to the exhibition 

The Flying Kayak – Contemporary Art 

from Greenland at Brandts Klædefabrik, 

Odense, 1993. Courtesy of Søren 

Arke 

SECTION 8: THE ECCENTRIC 

ESKIMO 

Untitled. Year unknown (1990s) 

8 x numbered color photographs in annotated 

frames (originally a series of 10 

framed prints), each 29 x 42 cm 


SECTION 9: SCANDINAVIAN 

PANORAMA 


B/w photograph with plant imprint, 

24 x 30.5 cm 




Public collection 


B/w contact sheet Pia Arke in national 

costume in front of photostat of pinhole 

camera photograph, 20 x 15 cm 



Pia Arke in national costume in front 


inkjet print from b/w photo on 

contact sheet, 120 x 130 cm 

Original contact sheet courtesy of Søren 

Arke 

Untitled (The Three Graces). 1994 

B/w photo collage, 11 x 23 cm 



Color photo collage, 20 x 15 cm 

Courtesy of Freja Vogt Christensen 

Arctic Hysteria. 1996 

Video (S-VHS), 5:55 min. 


Gone with the Wind. 1997 

Framed color photograph, 46.4 x 64.1 cm 

Courtesy of Ann Lumbye Sørensen 

Scandinavian Panorama. 1998 

5 x b/w photographs published on the five 

front pages of Litteraturmagasinet Standart 

during the year 1998 (vol. 12, nos. 1-5) 

Courtesy of Litteraturmagasinet 

Standart, Århus 

The Blubber Ladder, Emil, Ole and 

Asger. 1998 (reproduction 2010, original 

partially lost) 

Of the work, which originally consisted 

of 1 x ladder, 2 x maps, 1 x city map, 

red and blue pushpins, and 4 x color 

photographs, only the ladder remains. 

Wooden ladder (original), 190 x 45 x 8 

cm, installation view of the work, 

60 x 80 cm 


Blubber and Science. 1999 

Illustrated essay for the journal 

Passage, no. 31/32, 1999, pp. 109-115 


In addition, a 1998 written proposal 

for an unrealized exhibition project for 

Kalaallit Illuutaat – The Greenland 

House, Copenhagen 

75

Udstillingsarrangementer 

København (DK) 

8. januar 2010 

Åbning af TUPILAKOSAURUS 

Åbning af den del af udstillingen, der vises 

i Nationalmuseets Etnografiske Samling. 

Reception og taler ved Ulf Dahre (Enhedsleder, 

Etnografisk Samling) og Kuratorisk 

Aktion. Tid & Sted: Kl. 16-17, Nationalmuseet, 

Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 

København K 

Åbning af den del af udstillingen, der vises i 

Den Frie Udstillingsbygning. Fernisering 

og taler ved Kirse-Junge Stevnsborg 

(Kunstnerisk leder, Den Frie Udstillingsbygning), 

Kuratorisk Aktion, Tine Bryld 

(forfatter og socialrådgiver) og Erik Gant 

(Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk 

Råds Sekretariat for Oprindelige Folk). Tid 

& Sted: Kl. 17-20, Den Frie Udstillingsbygning, 

Oslo Plads, DK-2100 København Ø 

23. januar 2010 

Filmscreening og diskussion 

Se og diskuter Leo Hansens film Med 

Hundeslæde gennem Alaska (1926) fra 

udstillingens filmprogram Den excentriske 

eskimo. Programmet er sammensat af Selskabet 

for Dårlig Etnografisk Film, som Pia 

Arke stiftede i 2000 sammen med Erik Gant 

(Ph.D., freelance kritiker og Leder af Arktisk 

Råds Sekretariat for Oprindelige Folk) og 

Anders Jørgensen (New Media Manager, Det 

danske filmstudie). Tid & Sted: Kl. 14-17, 

Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, 

DK-1220 København K. Gratis adgang 

6. – 7. februar 2010 

“An Archive of Affected Anthropology: 

Locating the Arke-Typical in the Aesthetic 

Research of Pia Arke, 1981-2006” 

Et todages seminar, der samler ni regionale 

og internationale kulturpersoner for at 

gennemdrøfte Pia Arkes værk. Seminaret 

sigter på at identificere og analysere Arkes 

enestående bidrag til kunstnerisk forskning, 

visuel tænkning og postkoloniale studier og 

vil diskutere, hvorfor hun ikke desto mindre 

forblev en forholdsvis marginaliseret 

kunstner på den danske og internationale 

samtidskunstscene. Seminaret foregår på 

engelsk og er arrangeret af Kuratorisk 

Aktion i samarbejde med Kunstakademiets 

Afdeling for Teori og Formidling og Institut 

for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns 

Universitet. Deltagere: Erik Gant (Ph.D., 

freelance kritiker og Leder af Arktisk Råds 

Sekretariat for Oprindelige Folk, København), 

Maryam Jafri (kunstner baseret i 

København og New York), Stefan Jonsson 

(forfatter og Kulturkritiker ved Dagens Nyheter, 

Stockholm), Carsten Juhl (historiker 

og Leder af Afdelingen for Teori og Formidling, 

Det Kgl. Danske Kunstakademi), 

Jeuno JE Kim (kunstner baseret i Malmö og 

Seoul), Iben Mondrup (forfatter og kunstner 

baseret i København og Nuuk), Irit Rogoff 

(teoretiker, kurator, organisator og professor 

ved The Department of Visual Cultures, 

Goldsmiths College, London), Søren Rud 

(Ph.D.-studerende, Københavns Universitet) 

og Mette Sandbye (anmelder og Lektor ved 

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, 

Københavns Universitet). Moderatorer: 

Marianne Ping Huang (Institutleder ved 

Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, 

Københavns Universitet) og Mette Jørgensen 

(Ph.D. i postkolonial litteratur, Aarhus 

76 

Universitet). Tid & Sted: Begge dage kl. 12- 

17, Den Frie Udstillingsbygning, Oslo Plads, 

DK-2100 København Ø. Entré: Voksne DKK 

45,- studerende og pensionister DKK 25,- 

Nuuk (GL) 

5. marts 2010 



Grønlands Nationalmuseum & Arkiv. Reception 

og taler ved Daniel Thorleifsen (Direktør, 

Grønlands Nationalmuseum & Arkiv) og 

Kuratorisk Aktion. Tid & Sted: Kl. 16-17, 

Grønlands Nationalmuseum & Arkiv, Hans 

Egedevej 8, GL-3900 Nuuk 


Katuaq. Fernisering, taler og performance ved 

Julia Pars (Direktør, Katuaq), Kuratorisk Aktion 

og Aviâja Egede Lynge (socialantropolog). 

Tid & Sted: Kl. 17-20, Katuaq, Imaneq 21, 

GL-3900 Nuuk 

7. marts 2010 

“At gøre Pia Arke kunsten efter? Et 

folkemøde om samtidskunstens bidrag til 

det nye Grønland” 

Et folkemøde åbent for alle, der har lyst til 

at diskutere, hvad samtidskunsten og især 

Pia Arkes arbejder betyder i en grønlandsk 

kontekst, nu da Grønland er trådt ind i en 

ny fase med øget selvstyre fra kolonimagten 

Danmark. Fem indbudte kulturpersoner fra 

Grønland og Danmark vil hver præsentere 

et kort indlæg, hvorefter mødet åbnes op for 

fælles diskussion med de fremmødte. Mødet vil 

foregå på grønlandsk og dansk med mulighed 

for simultantolkning. Deltagere: Stephen 

Heilmann (journalist og oversætter, Nuuk), 

Anne-Birthe Hove (kunstner, Nuuk), Carsten 

Juhl (historiker og Leder af Afdelingen 

for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske 

Kunstakademi, København), Iben Mondrup 

(forfatter og kunstner baseret i København 

og Nuuk) og Sara Olsvig (antropolog, Nuuk). 

Moderatorer: Kuratorisk Aktion. Tid & 

Sted: Kl. 12-16, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 

Nuuk. Gratis adgang 

10. marts 2010 

Filmscreening og diskussion 

Se og diskuter Leo Hansens film Med Hundeslæde 

gennem Alaska (1926) fra udstillingens 

filmprogram Den excentriske eskimo. Programmet 

er sammensat af Selskabet for Dårlig 

Etnografisk Film, som Pia Arke stiftede i 2000 

sammen med Erik Gant (Ph.D., freelance kritiker 

og Leder af Arktisk Råds Sekretariat for 

Oprindelige Folk) og Anders Jørgensen (New 

Media Manager, Det danske filmstudie). Diskussionen 

vil foregå på grønlandsk og dansk 

med mulighed for simultantolkning. Tid & 

Sted: Kl. 18.30-21.30, Grønlands Nationalmuseum 

& Arkiv, Hans Egedevej 8, GL-3900 

Nuuk. Gratis adgang 

Umeå (S) 

6. juni 2010 


Åbning af udstillingen, der vises i sin helhed 

på BildMuseet. Fernisering og taler ved Brita 

Täljedal (kurator, BildMuseet) og Kuratorisk 

Aktion. Tid & Sted: Kl. 14, Umeå universitet, 

S-901 87 Umeå 

saqqUmmersitsinerit 

København (DK) 

8. januar 2010 

TUPILAKOSAURUS ammarneqarnera 

Saqqummersitap Nationalmuseets Etnografiske 

Samling-imi takutinneqartussap ammarneqarnera. 

Ilassinninneq oqalugiarnerillu Ulf Dahre (Immikkoortortami 

pisortaq, Etnografisk Samling) aamma 

Kuratorisk Aktion. Piffissaq Sumiiffillu: Nal.16-17, 

Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 

København K 

Saqqummersitap Den Frie Udstillingsbygningimi 

takutinneqartussap ammarneqarnera. Ammaaneq 

oqalugiarnerillu Kirse-Junge Stevnsborg-imit 

(Eqqumiitsuliornerni pisortaq, Den Frie Udstillingsbygning), 

Kuratorisk Aktion, Tine Bryld (atuakkiortoq 

inunnillu isumaginninnermi siunnersorti) aamma Erik 

Gant (Ph.D., imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu 

Arktisk Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani 

pisortaq). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 17-20, Den Frie 

Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København Ø 

23. januar 2010 

Sarsuatitalianik isiginnaarneq oqallinnerlu 

Saqqummersitsinermi sarsuatitaliat ilaat Den 

excentriske eskimo takuuk oqalliseqataaffigalugulu. Pilersaarusiornermut 

tulleriiaarinnittuuvoq Selskabet for 

Dårlig Etnografisk Film, taana Pia Arkep 2000-imi aallartitseqataaffigissaa 

peqatigalugit Erik Gant (Ph.D., 

imitittartoq isornartorsiuisartorlu kiisalu Arktisk 

Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq) 

aamma Anders Jørgensen (New Media Manager, Det 

danske filmstudie). Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 14-17, 

Nationalmuseet, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 

København K. Iserneq akeqanngilaq 

6. – 7. februar 2010 

“An Archive of Affected Anthropology: Locating 

the Arke-Typical in the Aesthetic Research of Pia 

Arke, 1981-2006” 

Isumasioqatigiinneq ulluni marlunni ingerlanneqartussaq, 

eqqumiitsuliortunit oqaluttuarisaanermik sammisalinnit, 

eqqumiitsuliornerup oqaluttuarisaaneranik 

sulialinnit, nunap immikkortuinit nunanilu tamaneersunit, 

kulturikkullu isornartorsiuisartunit qulingiluanit 

peqataafigineqartussaq, Pia Arkep suliai pillugit 

oqallittussat. Isumasioqatigiinnerup siunertaara Arkep 

eqqumiitsuliornerup ilisimatusarfigineqarneranut, 

isigisatigut eqqarsartarnermut nunasiaasimasullu 

misissuiffigeqarnerinut imaannaanngitsumik ilaliisimanerata 

ilisaritinnissaa paasiniaaffiginissaalu. 

Oqallisigineqassallunilu, naak taama inissisimagaluarluni 

sooq eqqumiitsuliortutut qallunaat nunaanni 

nunanilu tamalaanni maluginiarneqarsimannginnera. 

Isumasioqatigiinneq tuluttut ingerlanneqassaaq Kuratorisk 

Aktionimit aaqqissorneqarsimasoq suleqatigalugit 

Kunstakademiets Afdeling for Teori og Formidling 

aamma Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns 

Universitet. Peqataasussat: Erik Gant (Ph.D., 


Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq), 

Maryam Jafri (eqqumiitsuliortoq Københavnimeersoq 

aamma New Yorkimeersoq), Stefan Jonsson (atuakkiortoq 

aamma Stochholmimi Dagens Nyheterimi 

atuakkerinermik allaaserinnittartoq), Carsten Juhl 

(oqaluttuarisaanermik ilisimatooq aamma Afdelingen 

for Teori og Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademiimi 

pisortaq), Jeuno JE Kim (eqqumiitsuliortoq 

Malmö-meersoq Seoulimeersorlu), Iben Mondrup 

(atuakkiortoq eqqumiitsuliortorlu Københavnimeersoq 

Nuummeersorlu), Irit Rogoff (eqqarsaqqissaartartoq, 

illersuisoq, aaqqissuisartoq aamma The Department 

of Visual Cultures-mi professori, Goldsmiths College, 

London), Søren Rud (Ph.D.-nngorniartoq, Københavns 

Universitet) aamma Mette Sandbye (naliliisartoq 

aamma Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns 

Universitetimi lektoriusoq). 

Aqutsisut: Marianne Ping Huang (Institut for Kunst-

og Kulturvidenskabimi immikkoortortami pisortaq, 

Københavns Universitet) aamma Mette Jørgensen 

(nunasiaateqarsimanerup kingorna atuakkalerinermi 

Ph.D., Aarhus Universitet). Piffissaq Sumiiffissarlu: 

Ullut taakku marluk nal. 12-17, Den Frie 

Udstillingsbygning, Oslo Plads, DK-2100 København 

Ø. Isissutissaq: Inersimasunut DKK 45,-, iliniartunut 

utoqqarnullu DKK 25,- 

Nuuk (GL) 

5. marts 2010 


Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu 

saqqummersitassap ammarneqarnera. Ilassinninneq 

oqalugiarnerlu oqalugiartoralugit Daniel Thorleifsen 

(Nunatta Katersugaasiviani Allagaateqarfianilu Pisortaq) 

aamma Kuratorisk Aktion. Piffissaq 

Sumiiffillu: Nal. 16-17. Nunatta Katersugaasivia 

Allagaateqarfialu, Hans Egedevej 8, GL-3900 Nuuk 

Saqqummersitassap Katuami ingerlanneqartussap ammarneqarnera. 

Ammaanersiorneq, oqalugiarnerit Julia 

Pars (Pisortaq, Katuaq), Kuratorisk Aktion aamma Aviâja 

Egede Lynge (socialantropolog). Piffissaq Sumiiffillu: 

Nal. 17-20, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk 

7. marts 2010 

“Pia Arke’p eqqumiitsuliornera malillugu? Tamanut 

ataatsimiisitsineq nunatsinni pissutsinut 

nutaanut eqqumiitsuliornerup ullumikkut tunniussinaasai 

pillugit” 

Tamanut ataatsimiisitsineq nunatsinni pissutsinut 

nutaanut eqqumiitsuliornerup pingaartumik Pia Arkep 

suliaasa ullumikkut tunniussinaasai pillugit, maanna 

Kalalliit Nunaata nunasiaateqarsimasumit Danmarkimit 

attaveqarnerani nutaamik namminersornerulernermut 

ikaarsaariarnissani. Kalallit Nunaannit 

Danmarkimiillu kulturikkut suliniuteqartut sisamat 

aggersarneqarsimasut naatsunik aallarniuteqassapput, 

takkussimasullu oqallinnissaat ammarneqarluni. 

Oqallinneq kalaallisut qallunatullu ingerlanneqassaaq 

toqqaanartumillu nutserisoqarsinnaasalluni. 

Peqataasussat: Stephen Heilmann (tusagassiortoq 

nutserisorlu, Nuuk), Anne-Birthe Hove (eqqumiitsuliortoq, 

Nuuk), Carsten Juhl (oqaluttuarisaanermik 

ilisimasalik pisortaafigaalu Afdelingen for Teori og 

Formidling, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København), 

Iben Mondrup (atuakkiortoq eqqumiitsuliortorlu 

Københavnimeersoq Nuummeersorlu) aamma Sara 

Olsvig (antropolog, Nuuk). Aqutsisut: Kuratorisk Aktion. 

Piffissaq Sumiifillu: Nal. 12-16, Katuaq, Imaneq 

21, GL-3900 Nuuk. Iserneq akeqanngilaq 

10. marts 2010 

Sarsuatitalianik takutitsineq oqallinnerlu 

Saqqummersitsinermi sarsuatitaliat ilaat Den 

excentriske eskimo takuuk oqalliseqataaffigalugulu. 

Pilersaarusiornermut tulleriiaarinnittuuvoq Selskabet 

for Dårlig Etnografisk Film, taana Pia Arkep 2000-imi 

aallartitseqataaffigisaa peqatigalugit Erik Gant (Ph.D., 


Rådip nunat inoqqaavi pillugit allatseqarfiani pisortaq) 

aamma Anders Jørgensen (New Media Manager, Det 

danske filmstudie). Oqallinneq kalaallisut qallunaatullu 

ingerlanneqassaaq toqqaanartumillu nutserisoqarsinnaalluni. 

Piffissaq Sumiiffillu: Nal. 18.30-21.30, 

Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu, Hans 

Egedevej 8, GL-3900 Nuuk. Iserneq akeqanngilaq 

Umeå (S) 

6. juni 2010 


Saqqummersitsinerup ammarneqarnera, tamakkiisumik 

saqqummersitsivissami BildMuseet. Ammaanersiorneq 

oqalugiarnerillu Brita Täljedal (kurator, 

BildMuseet) aamma Kuratorisk Aktion. 

Piffissaq Sumiifillu: Nal. 14, Umeå universitet, S-901 

87 Umeå 

events dUring the exhibition 

Copenhagen (DK) 

January 8, 2010 

Opening of TUPILAKOSAURUS 

Opening of the exhibition sections curated into the 

National Museum of Denmark’s Ethnographical 

Collection. Reception and opening speeches by Ulf 

Dahre (Head of the Ethnographical Collection) 

and Kuratorisk Aktion. Time & Place: 4-5 pm, 

The National Museum of Denmark, Frederiksholms 

Kanal 12, DK-1220 Copenhagen K 

Opening of the exhibition sections showed in 

Den Frie Centre of Contemporary Art. Reception 

and opening speeches by Kirse-Junge 

Stevnsborg (Artistic Director, Den Frie Centre 

of Contemporary Art), Kuratorisk Aktion, Tine 

Bryld (writer and social worker), and Erik Gant 

(Ph.D., freelance critic and Acting Executive Secretary 

for The Arctic Council Indigenous Peoples’ 

Secretariat, Copenhagen). Time & Place: 5-8 

pm, Den Frie Centre of Contemporary Art, Oslo 

Plads, DK-2100 Copenhagen Ø 

January 23, 2010 

Film screening and discussion 

Watch and join a discussion of Leo Hansen’s 

film With a Dog Seldge Through Alaska (1926) 

from the exhibition’s film program The Eccentric 

Eskimo. The Program is curated by the Society 

for Ethnographic Film Blunders, which Pia Arke 

founded in 2000 together with Erik Gant (Ph.D., 

freelance critic and Acting Executive Secretary 

for The Arctic Council Indigenous Peoples’ 

Secretariat, Copenhagen) and Anders Jørgensen 

(New Media Manager, The Danish Film Studio). 

Time & Place: 2-5 pm, The National Museum 

of Denmark, Frederiksholms Kanal 12, DK-1220 

Copenhagen K. Free admission 

February 6 – 7, 2010 

“An Archive of Affected Anthropology: 

Locating the Arke-Typical in the Aesthetic 

Research of Pia Arke, 1981-2006” 

A two-day seminar bringing together nine 

regional and international cultural producers to 

discuss Pia Arke’s work. The seminar aims at 

identifying and analyzing Arke’s innovative contributions 

to artistic research, visual thinking, 

and postcolonial studies and will examine why 

she nonetheless remained relatively marginalized 

in the Danish and international art worlds. 

The seminar is conducted in English and is 

organized by Kuratorisk Aktion in collaboration 

with the Royal Danish Academy of Fine Arts’ Department 

of Art Theory and Communication and 

the Department of Arts and Cultural Studies, 

University of Copenhagen. Participants: Erik 

Gant (Ph.D., freelance critic and Acting Executive 

Secretary for The Arctic Council Indigenous 

Peoples’ Secretariat, Copenhagen), Maryam Jafri 

(artist based in Copenhagen and New York), 

Stefan Jonsson (writer and senior cultural critic 

at Dagens Nyheter, Stockholm), Carsten Juhl 

(historian and Head of the Department of Art 

Theory and Communication, The Royal Danish 

Academy of Fine Arts, Copenhagen), Jeuno JE 

Kim (artist based in Malmö and Seoul), Iben 

Mondrup (writer and artist based in Copenhagen 

and Nuuk), Irit Rogoff (theorist, curator, organiser, 

and Professor of Visual Culture, Goldsmiths 

College, London), Søren Rud (Ph.D. candidate, 

University of Copenhagen), and Mette Sandbye 

(art critic, Lecturer at the Department of Arts 

and Cultural Studies, University of Copenhagen). 

Moderators: Marianne Ping Huang (Head of 

the Department of Arts and Cultural Studies, 

University of Copenhagen) and Mette Jørgensen 

(Ph.D. in postcolonial literature, Aarhus Univer- 

sity). Time & Place: Both days 12-5 pm, Den 

Frie Centre of Contemporary Art, Oslo Plads, 

DK-2100 Copenhagen Ø. Admission: Adults 

DKK 45, students and pensioners DKK 25 

Nuuk (GL) 

March 5, 2010 


Opening of the exhibition sections curated into 

the Greenland National Museum & Archives’ 

collections. Reception and opening speeches 

by Daniel Thorleifsen (Director of Greenland 

National Museum & Archives) and Kuratorisk 

Aktion. Time & Place: 4-5 pm, Greenland 

National Museum & Archives, Hans Egedevej 8, 

GL-3900 Nuuk 

Opening of the sections of the exhibition showed 

in Katuaq. Reception, opening speeches, and 

performance by Julia Pars (Director, Katuaq), 

Kuratorisk Aktion, and Aviâja Egede Lynge 

(social anthropologist). Time & Place: 5-8 pm, 

Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 Nuuk 

March 7, 2010 

“Following in Pia Arke’s Footsteps? A Community 

Meeting about Contemporary Art’s 

Contribution to the New Greenland” 

A community meeting open to all, who are 

interested in discussing the ways in which 

contemporary art, and Pia Arke’s works in 

particular, matter in the context of the inauguration 

of Greenland’s Self-Government on June 

21, 2009, and the continued decolonization from 

the metropole Denmark. Five cultural producers 

from Greenland and Denmark will open the 

meeting with a series of short presentations, 

after which the audience is invited to contribute 

to the discussion. The meeting is conducted in 

Greenlandic and Danish with a simultaneous 

interpreter present. Participants: Stephen 

Heilmann (journalist and translator, Nuuk), 

Anne-Birthe Hove (artist, Nuuk), Carsten Juhl 

(historian and Head of the Department of Art 

Theory and Communication, The Royal Danish 

Academy of Fine Arts, Copenhagen), Iben 

Mondrup (writer and artist based in Copenhagen 

and Nuuk), and Sara Olsvig (anthropologist, 

Nuuk. Moderators: Kuratorisk Aktion. Time 

& Place: 12-4 pm, Katuaq, Imaneq 21, GL-3900 

Nuuk. Free admission 

March 10, 2010 

Film screening and discussion 

Watch and join a discussion of Leo Hansen’s 

film With a Dog Seldge Through Alaska (1926) 

from the exhibition’s film program The Eccentric 

Eskimo. The program is curated by the Society 

for Ethnographic Film Blunders, which Pia Arke 

founded in 2000 together with Erik Gant (Ph.D., 

freelance critic and Acting Executive Secretary 

for The Arctic Council Indigenous Peoples’ Secretariat, 

Copenhagen) and Anders Jørgensen 

(New Media Manager, The Danish Film Studio). 

Time & Place: 6:30-9:30 pm, Greenland 

National Museum & Archives, Hans Egedevej 8, 

GL-3900 Nuuk. Free admission 

Umeå (S) 

June 6, 2010 


Opening of the exhibition, which is shown in its 

entirety in BildMuseet. Reception and speeches 

by Brita Täljdal (curator, BildMuseet) and 

Kuratorisk Aktion. Time & Place: 2 pm, Umeå 

universitet, S-901 87 Umeå 

77

BIOGRAFI: Pia Arke 

1958 Pia Gant fødes d. 1. september 

i Kap Tobin (Scoresbysund/ 

Ittoqqortoormiit) kort tid efter 

familiens tilbagekomst fra et 

2-årigt ophold i Danmark. 

1960 Erik Gant fødes. 

1961 Familien forlader Kap Tobin i 

august for at holde permission i 

Danmark. 

1962 Andreas Gant fødes. 

Familien flytter til Dundas 

(Thule). 

1965 Birgit Gant fødes. 

1966 Familien flytter i september 

til Pointen (Narssaq) efter et 

kort ophold i Danmark. 

1971 Familien er på permission i 

Danmark fra april-oktober. Pia 

starter på Marie Mørks Kostskole 

i Hillerød og bliver der, 

da familien drager tilbage til 

Grønland. 

1974 Familien Gant flytter til Nuuk 

sammen med Pia. 

1976 Realeksamen. 

1976-77 Højskoleophold på Ungdomshøjskolen 

ved Ribe. 

1983 Tager moderens navn og hed- 

der nu Pia Arke. 

1987 Bosætter sig permanent i Danmark. 

1987-93 Går på Det Kongelige Danske 

Kunstakademi hos Mogens 

Møller og Per Bak Jensen, 

Laboratoriet for Fotografi. 

1987 Kunstnernes Efterårsudstilling, 

Charlottenborg, København. 

1988 Grønland i dag, Det danske 

hus, Paris. 

1989 De daglige handlinger, Rådskælderen, 

Charlottenborg, 

København. 

Amersfoort Museum, Holland. 

Nyere grønlandsk grafik, Det 

Grønlandske Hus, København. 

1990 Indvielse af selvbygget hulkamera 

på Det Kongelige Danske 

Kunstakademi d. 29. maj. 

Rejser med hulkamera til 

Narssaq. 

Gifter sig med Michael 

Petersen d. 29. september. 

Føder Søren Arke d. 21. 

november. 

1992 Tendenser – Nyt dansk fotografi, 

Fotografisk Galleri, 

København. 

Rejser til Thule. 

Udstilling i Thule Air Base, 

Thule. 

Legitimationskort, Unge Kunstneres 

Samfund, Oslo. 

1993 Udsmykning for det daværende 

78 

Dansk Polar Center, København. 

Skilles fra Michael. 

Rejser til Thule. 

Udstilling i Thule Air Base, 

Thule. 

1993-95 Studier ved Afdelingen 

for Teori og Formidling, Det 

Kongelige Danske Kunstakademi. 

Bliver Cand.phil med afhandling 

Etnoæstetik. 

1993 Den flyvende kajak – nutidskunst 

fra Grønland, Brandts 

Klædefabrik, Odense (vandreudstilling 

med stop i Odense, 

Helsinki, Rovaniemi og Stock 

holm). 

1994 Fie Johansen, Pia Arke, Al- 

bertslund Rådhus (udstiller 

bl.a. hulkamera). 

Nature Morte, Sostrup Slot 

(konference med bl.a. Marianne 

Ping Huang, Mette Jørgensen 

og Stefan Jonsson). 

1995 Rejser til New York. Research 

i Explorers’ Club og American 

Museum of Natural History. 

Nature Morte, Fotomässan, 

Göteborg. 

Artikelserie “Kulturer emellan”, 

Dagens Nyheter, Sverige 

(illustrationer og interview). 

Udsmykning for Forsvarsministeriet, 

København. 

Etnoæstetik udgives af kunst- 

tidsskriftet ARK, Århus. 

1996 Hulkamera ved Kronborg. 

Hulkamera i Vendsyssel. 

Nature Morte, Borås Konstmuseum. 

Telegrafi, Traneudstillingen, 

Gentofte Hovedbibliotek. 

Pinhole Photography, Brandts 

Museet for Fotokunst, Odense. 

On Display, Fotografiska Museet 

ved Moderna Museet, Stock- 

holm. 

Det danske landskab, Fotografisk 

Center, København. 

Einblick/Ausblick, Muthesius 

Kunsthochschule, Kiel (work 

shop). 

Galleri 11, monografisk TVudsendelse 

på Danmarks 

Radio. 

1997 Inserts, 67 kvindelige kunstnere 

i Danmark, Kunsthallen 

Nikolaj, København. 

Workshop med de grønlandske 

indsatte på Anstalten ved Herstedvester. 

Vacuum, Brandts Museet for 

Fotokunst, Odense (vandreudstilling 

med stop i Bratislava, 

Vilnius, Kèdainiai og Odense). 

Remote Connections, Kunsthal- 

len Nikolaj, København. 

Kunst og sted, konference ved 

Universitetet i Tromsø (foredrag 

om Arctic Hysteria III). 

Tätatät – Ny nordisk konst, 

BildMuseet, Umeå. 

Museum Danmark, Arken, 

Ishøj. 

The Return of the Past – The 

End of Utopias?, Brandts Museet 

for Fotokunst, Odense 

(vandreudstilling med stop 

i Schleswig, Berlin, Dresden, 

Helsinki, Odense, Warszawa, 

Poznan og Paris). 

Rejser til Scoresbysund/ 

Ittoqqortoormiit. Research til 

Scoresbysundhistorier. Tidligere 

projekttitler: The photographic 

picturehistory back to 

Ittoqqortoormiit 1997-2000 og 

Rejsen til Israel – et billedkunstnerisk 

og dokumentarisk projekt 

om Nordøstgrønland. 

Udstilling i Scoresbysund 

Lokalmuseum/Ittoqqortoormiit 

Katersugaasivik. 

Tillsammans/Åtskils In Differences, 

Amos Andersons konst- 

museum, Helsinki (med Niran 

Baibulat og Maj-Lis Skaltje). 

Landscape ‘97, Centre for Creative 

Photography, Finland. 

Inside Outside, Hippolyte Photographic 

Gallery, Helsinki. 

Skandinavisk panorama, 

forsidekunst til Litteraturmagasinet 

Standart, 12. årg., 

nr. 1-5, 1998. 

1998 Piteraq: En fælles udstilling af 

Pia Arke og Eva Mertz, Overgaden 

– Kulturministeriets Udstillingshus 

for Nutidig Kunst, 

København. 

1999 Arke, Kalkau, Livbjerg, Raaen, 

Museet for Samtidskunst, Roskilde. 

“Spæk og videnskab”, kunstnerisk 

tidsskriftsartikel i Passage, 

nr. 31/32, 1999. 

Kunstnernes Efterårsudstilling, 

Charlottenborg, København 

(præmieres for Legende I-V af 

Statens Kunstfond). 

Holland Festival, Amsterdam. 

Længsel efter længsel, 

Felleshuset, De Nordiske 

Ambassader, Berlin 

(vandreudstilling med stop i 

Reykjavík, Kecskemét og 

Gentofte). 

2000-03 Statens Kunstfonds 3-årige 

arbejdslegat. 

2001 Arbejdsophold på Statens 

Værksteder, København i 

forbindelse med Scoresbysund-

historier. 

Udsmykning for Danmarks 

Miljøundersøgelser, Århus. 

Killing me softly, 1. Tirana 

Biennale. 

2001-02 Grønland som billede, Det 

Nationale Fotomuseum, 

København. 

Transfer, BildMuseet, Umeå. 

2003 Sites of Recurrence, Dakshina 

Chitra, Chennai, Indien (workshop 

og udstilling). 


kolonisering og kortlægning, 

Borgens Forlag, 2003. 

Sites of Recurrence II, Borås 

Kunstmuseum, Borås. 

Scoresbysundhistorier – retrospektivt, 

Møstings Hus, Frederiksberg. 

Fra objektiv til objekt, Den Frie 

Udstillingsbygning, Køben 

havn. 

2004 Scoresbysundhistorier, Galleri 

Image, Århus. 

2005 Den røde snescooter, Nordatlantens 

Brygge, København 

(vandreudstilling med stop i 

København og Nuuk). 

Closed Eyes, Brandts Museet 

for Fotokunst, Odense. 

2006 Rethinking Nordic Colonialism: 

A Postcolonial Exhibition Project 

in Five Acts (deltager i akt 

3 i Tórshavn, Færøerne). 

Rejser til Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 

i efteråret. 

2007 Dør af kræft d. 14. maj. 

2008 The Road to Mental Decolonization, 

Sámisk Kunstfestival, 

Tromsø Kunstforening. 

2008-09 Hukommelsesbilleder, Brandts 


Pia Arke iLiSARiTiLLugu 

1958 Pia Gant inunngorpoq septemberip 

1.-ani Uunarteq-mi 

(Scoresbysund/ Ittoqqortoormiit) 

ilaqutariit ukiuni marlunniDanmarkimeersimanerata 

kingorna. 

1960 Erik Gant inunngorpoq. 

1961 Ilaqutariit Uunarteq qimappaat 

augustimi Danmarkimut 

sulinngiffeqariartorlutik. 

1962 Andreas Gant inunngorpoq. 

Ilaqutariit Dundasimut (Thule) 

nutserput. 

1965 Birgit Gant inunngorpoq. 

1966 Ilaqutariit septemberimi. 

Pointen-imut (Narsaq) nutserput 

Danmarkimiitsiareernerup 

kingorna. 

1971 Ilaqutariit Danmarkimut 

sulinngiffeqariartorput 

aprilimiit oktoberimut. Pia 

Maria Mørkip atuarfiani 

Hillerødimiittumi aallartippoq 

tassaniiginnarporlu ilaqutai. 

Kalaallit Nunaannut utermata 

1974 Ilaqutariit Gantikkut Nuummut 

nuupput Pia ilagalugu. 

1976 Realeksamen. 

1976-77 Ungdomshøjskolemiippoq Ribe 

eqqaani. 

1983 Arnami kinguliaa tiguaa 

ateqalerporlu Pia Arke. 

1987 Danmarkimut nuuilluni nuup- 

poq. 

1987-93 Det Kongelige Danske Kunstakademimi 

Mogens Møller 

aamma Per Bak Jensen- 

ikkunni ilinnialerluni, Laboratoriet 

for Fotografi-mi. 

1987 Kunstnernes Efterårsudstilling, 

Charlottenborg, København- 

imi. 

1988 Grønland i dag, Qallunaat 

Illuat, Paris-imi. 

1989 De daglige handlinger, Råd- 

huskælderen, Charlottenborg, 

København-imi. 

Amarsfoort Museum, Holland-imi. 

Nyere grønlandsk grafik, 

Kalaallit Illuat, København- 

imi. 

1990 Nammineerluni sanaamik 

hulkamera-mik atoqqaarfissiortitsineq 

Det Kongelige Danske 

Kunstakademi-mi majip 29.-ani. 

Hulkamera nassarlugu 

Narsaliarpoq. 

Michael Petersen-ilu katipput 

septemberip 29.-ani. 

Novemberip 21.-ani Søren Arke 

erniarivaa. 

1992 Tendenser – Nyt dansk fotografi, 


Københavnimi. 

Thule-liarluni aallarpoq. 

Saqqummersitsivoq Thule Air 

Base-mi, Thule/Avanersuaq. 

Legitimationskort, Unge Kunst- 

neres Samfund, Oslo-mi. 

1993 Taamani Dansk Polar Centeriusup 

kusassarnera, København-imi. 

Michael avippaa. Avanersualiarpoq 

Thule Air Base-mi 

saqqummersitsivoq. 

1993-95 Afdeling for Teori og Formidlingimi 

misissuineq, Det Kongelige 

Danske Kunstakademi. Cand. 

phil.-inngorpoq soraarummeer- 

utigalugu Etnoæstetik. 


fra Grønland, Brandts 

Klædefabrik, Odensemi (saq- 

qummersitaq ingerlaartoq 

Odense-mut, Helsink-imut, 

Rovaniemi-mut, Stockholmimullu). 

1994 Fie Johansen, Pia Arke, Albertslund 

Rådhusimi (hulkamera). 

Nature Morte, Sostrup Slotimi 

saqqummersippaa (ataatsimeersuaarneq 

ilaatigut ukua- 

peqataaffigisaat Marianne Ping 

Huang, Mette Jørgensen 

aamma Stefan Jonsson). 

1995 New York-iliarpoq. Misissuineq 

Explorers’ Club aamma American 

Museum og Natural History. 


Göteborg-imi. 

Allaaserisat naafferartut “Kulturer 

emellan” Dagens Nyheter, 

Sverige (assitalersukkat aper- 

suinerlu). 

Illersornermut ministeriaqarfiup 

kusassarnera, København-imi. 

Etnoæstetik, eqqumiitsuliornermut 

tunngasumik naqittakkami 

saqqummersippaa ARK, Århus-imi. 

1996 Hulkamera Kronborg-ip eqqaani. 

Hulkamera Vendsyssel-imi. 

Nature Morte, Borås Konstmuseum-imi. 

Telegrafi, Traneudstillingen, 

Gentofte-p atuagaateqarfiani. 


Museet for Fotokunst, Odense-mi. 


ved Moderna Museet, 

Stockholm-imi. 

Det danske landskab, Fotografisk 

Center, København-imi. 


Kunsthochschule, Kiel-imi 

(workshop). 

Galleri 11, TV-kkut isiginnaarusiaq 

Danmarks Radio-mi. 

1997 Inserts, arnat eqqumiitsuliortut 

67-it Danmark-imi, 

Kunsthallen Nikolaj-imi, 


Workshop kalaallit parnaarussat 

Herstedvester-imiittut 

peqatigalugit. 


Fotokunst, Odense-mi 

(saqqummersitaq ingerlaartoq 

Bratislava-mut, Vilnius-imut, 

Kèdainiai-imut, Odense-mullu). 

Remote Connections, Kunsthallen 

Nikolaj, København-imi. 

Kunst og sted, ataatsimeersuaarneq 

Universitetet i 

Tromsø-imiittumi (oqalugiarneq 

Arctic Hysteria III pillugu). 

Tätatät – Ny nordisk konst, 

BildMuseet, Umeå-mi. 

Museum Danmark, Arken, 

Ishøj-imi. 


End of Utopias?, Brandts Mu- 

79

seet for Fotokunst, Odense-mi 


Schleswig-imut, Berlin-imut, 

Dresden-imut, Helsink-imut, 

Odense-mut, Warsawa-mut, 

Poznan-imut, Paris-imullu). 

Ittoqqortoormiunukarpoq. 

Scoresbysundhistorier-nut paasisassarsiorluni. 

Suliamut 

qulequtaasimasuugaluartut: 

The photographic picture history 

back to Ittoqqortoormiit 

1997-2000 aamma Rejsen til 

Israel – et billedkunstnerisk og 

dokumentarisk projekt om 

Nordøstgrønland. 

Saqqummersitsineq ScoresbysundLokalmuseum/Ittoqqortoormiit 


Tilsammans/Åtskils in Differ- 

ences, Amos Andersons konst- 

museum, Helsink-imi (Niran 

Baigulat aamma Maj-Lis Skaltje 

peqatigalugit). 

Landscape ’97, Centre for Creative 

Photography, Finland-imi. 

Inside Outside, Hippolyte Pho- 

tographic Gallery, Helsinki-imi. 

Skandinavisk Panorama, 

saqqaliussaq atuagassiamut 

Litteraturmagasinet Standart, 

uk.12.-saat, nr. 1-5, 1998. 


Pia Arke og Eva Mertz, Overgaden 

– Kulturministeriets 

Udstillingshus for Nutidig 

Kunst, København-imi. 


Museet for Samtidskunst, 

Roskilde-imi . 

“Spæk og videnskab”, eqqumiit- 

suliornermik tunngasunik atu- 

agassiamut allaaserisaq 

Passage-mi, nr. 31/32, 1999. 

Kunstnernes Efterårsudstilling, 

Charlottenborg, København- 

imi (Legende I-V-mut atatillugu 

nersornaaserneqarpoq 

Statens Kunstfond-imiit). 

Holland Festival, Amsterdam- 

imi. 

Længsel efter længsel, 

Felleshuset, De Nordiske 

Ambassader, Berlin-imi (saq- 

qummersitaq ingerlaartoq 

Reykjavík-imut, Kecskemétimut, 

Gentofte-mullu). 

2000-03 Aningaasaliiffigitippoq Statens 

Kunstfondimiit ukiunut pingasunut. 

2001 Sulivoq Statens Værksteder, 

København-imi Scoresbysundhistorier-nut 

tunngatillugu. 

Danmarks Miljøundersøgelser, 

Århus-imiittoq kusassarpaa. 

Killing me softly, 1. Tirana 

80 

Biennale. 

2001-02 Grønland som billede, Det 

Nationale Fotomuseum, 


Transfer, BildMuseet, Umeå-mi. 


Chitra, Chennai, Indiami 

(workshop saqqummersitsinerlu). 


kolonisering og kortlægning, 

Borgens Forlag, 2003. 


Kunstmuseum, Borås-imi. 

Scoresbysundhistorier – retrospektivt, 

Møstings Hus, 

Frederiksberg-imi. 

Fra objektiv til objekt, Den 

Frie Udstillingsbygning, 


2004 Scoresbysundhistorier, Gallery 

Image, Århus-imi. 

2005 Den røde snescooter, Nordatlantens 

Brygge, København-imi 


København-imut Nuummullu. 

Closed eyes, Brandts Museet 

for Fotokunst, Odense-mi. 



in Five Acts (act 3, 

Tórshavn, Færøerne). 

Ukiakkut Ittoqqortoormiunukarpoq. 

2007 Maajip 14.-ani nappaat kræft 

toqqutigaa. 


Sámisk Kunstfestival, 

Tromsø-mi Eqqumiitsuliortut 

peqatigiiffiat. 

2008-09 Hukommelsesbilleder, Brandts 

Museet for Fotokunst, Odense- 

mi. 

BIOGRAPHY: Pia Arke 

1958 Pia Gant born on September 

1 at Kap Tobin (Scoresbysund/ 

Ittoqqortoormiit) shortly after 

the family’s return from a 

2-year stay in Denmark. 

1960 Erik Gant born. 

1961 The family leaves Kap Tobin 

in August to take leave of 

absence in Denmark. 

1962 Andreas Gant born. 

The family moves to Dundas 

(Thule). 

1965 Birgit Gant born. 

1966 The family moves in September 

to Pointen (Narssaq) after a 

short stay in Denmark. 

1971 The family is on leave of absence 

in Denmark from April 

to October. Pia begins at Marie 

Mørk’s Boarding School in Hillerød 

(northwest of Copenhagen) 

and stays there when the 

rest of the family moves back to 

Greenland. 

1974 The Gants move to Nuuk together 

with Pia. 

1976 Lower-secondary school-leaving 

certificate. 

1976-77 At Ungdomshøjskolen [Youth 

High School], Ribe (West Jutland). 

1983 Takes her mother’s name and 

is now called Pia Arke. 

1987 Settles permanently in Den- 

mark. 

1987-93 Studies at the Royal Danish 

Academy of Fine Arts under 

Mogens Møller and Per Bak 

Jensen, Photo Laboratory. 

1987 The Autumn Exhibition, Charlottenborg, 

Copenhagen. 

1988 Grønland i dag [Greenland Today], 

The Danish House, Paris. 

1989 De daglige handlinger [The 

Daily Actions], Rådskælderen, 

Charlottenborg, Copenhagen. 

Amersfoort Museum, Holland. 

Nyere grønlandsk grafik 

[Recent Greenlandic Graphic 

Art], The Greenland House, 

Copenhagen. 

1990 Inauguration of the self-made 

pinhole camera at the Royal 

Danish Academy of Fine Arts 

on May 29. 

Travels with her pinhole camera 

to Narssaq. 

Marries Michael Petersen on 

September 29. 

Gives birth to Søren Arke on 

November 21. 

1992 Tendenser – Nyt dansk fotografi 

[Trends – New Danish Photography], 


Copenhagen. 

Travels to Thule. 

Exhibition at Thule Air Base, 

Thule. 

Legitimationskort [Identity 

Card], The Young Artists Society, 

Oslo. 

1993 Public commission for the then 

Danish Polar Center, Copen- 

hagen. 

Divorced from Michael. 

Travels to Thule. 

Exhibition at Thule Air Base, 

Thule. 

1993-95 Studies at the Department of Art 

Theory and Communication, 

The Royal Danish Academy of 

Fine Arts. Acquires the Cand. 

phil. degree with her thesis 

Etnoæstetik [Ethno-Aesthetics]. 


fra Grønland [The Flying

Kayak – Contemporary Art 

from Greenland], Brandts 

Klædefabrik, Odense (travelling 

exhibition with stops at 

Odense, Helsinki, Rovaniemi 

and Stockholm). 

1994 Fie Johansen, Pia Arke, Albertslund 

Town Hall (exhibits, 

among other things, the pinhole 

camera). 

Nature Morte, Sostrup Castle 

(conference with, among 

others, Marianne Ping Huang, 

Mette Jørgensen and Stefan 

Jonsson). 

1995 Travels to New York. Research 

at the Explorers’ Club and the 

American Museum of Natural 

History. 


Gothenburg. 

Article series “Kulturer emellan” 

[Between cultures], Dagens 

Nyheter, Sweden (illustrations 

and interview). 

Public commission for the 

Ministry of Defence, Copenhagen. 

Etnoæstetik published by the 

art journal ARK, Aarhus. 

1996 Pinhole camera at Kronborg, 

Elsinore. 

Pinhole camera at Vendsyssel, 

North Jutland. 

Nature Morte, Borås Art Mu- 

seum. 

Telegrafi [Telegraphy], Trane 

Exhibition, Gentofte Central 

Library, Copenhagen. 




at Moderna Museet, Stockholm. 

Det danske landskab [The Danish 

Landscape], Fotografisk 

Center, Copenhagen. 


Kunsthochschule, Kiel (work- 

shop). 

Galleri 11, monographic TV 

programme on DR (Danish 

Broadcasting Coporation). 

1997 Inserts, 67 women artists in 

Denmark, Nikolaj, Copenhagen 

Contemporary Art Center. 

Workshop with the Greenlandic 

inmates at Herstedvester 

Prison. 


Fotokunst, Odense (travelling 


Bratislava, Vilnius, Kèdainiai 

and Odense). 

Remote Connections, Nikolaj, 

Copenhagen Contemporary Art 

Center. 

Kunst og sted [Art and Place], 

conference at the University of 

Tromsø (lecture on Arctic 

Hysteria III). 

Tätatät – Ny nordisk konst 

[Tête à tête – New Nordic Art], 

BildMuseet, Umeå. 

Museum Denmark, Arken 

Museum of Modern Art, Ishøj. 


End of Utopias?, Brandts 

Museet for Fotokunst, Odense 

(Travelling exhibition with 

stops at Schleswig, Berlin, 

Dresden, Helsinki, Odense, 

Warsaw, Poznan and Paris). 

Travels to Scoresbysund/Ittoqqortoormiit. 

Research for 

Scoresbysundhistorier [Stories 

from Scoresbysund]. Earlier 

project titles: The photographic 

picture history back to Ittoqqor- 

toormiit 1997-2000 and Rejsen 

til Israel – et billedkunstnerisk 

og dokumentarisk projekt om 

Nordøstgrønland [The Journey 

to Israel – A pictorial and 

documentary project about 

North East Greenland]. 

Exhibition in Scoresbysund 

Local Museum/Ittoqqortoormiit 


Tilsammans/Åtskils in Differ- 

ences [Together/Separated in 

Differences], Amos Andersons 

Art Museum, Helsinki (with 

Niran Baibulat and Maj-Lis 

Skaltje). 

Landscape ‘97, Centre for 

Creative Photography, Finland. 

Inside Outside, Hippolyte Photographic 

Gallery, Helsinki. 

Skandinavisk Panorama 

[Scandinavian Panorama], front- 

page art for Litteraturmagasinet 

Standart, vol. 12, nos. 1-5, 1998. 


Pia Arke og Eva Mertz [Piteraq: 

A Joint Exhibition by Pia Arke 

and Eva Mertz], Overgaden 

– Kulturministeriets Udstillingshus 

for Nutidig Kunst, 

Copenhagen. 


Museum of Contemporary Art, 

Roskilde. 

“Spæk og videnskab” [Blubber 

and Science], artistic article in 

Passage no. 31/32, 1999. 

Autumn Exhibition, Charlottenborg, 

Copenhagen (award 

for Legende I-V [Legend I-V] 

from the Danish Arts Founda- 

tion). 

Holland Festival, Amsterdam. 

Længsel efter længsel [Longing 

for Longing], The Pan Nordic 

Building of the Nordic Embassies, 

Berlin (travelling exhibition 

with stops at Reykjavík, 

Kecskemét and Gentofte). 

2000-03 The Danish Arts Foundation’s 

three-year grant. 

2001 Working residency at the 

National Workshops for Arts 

and Crafts, Copenhagen, in 

connection with Scoresbysundhistorier 

[Stories from 

Scoresbysund]. 

Decoration for the National Environmental 

Research Institute, 

Aarhus. 

Killing me softly, 1st Tirana 

Biennial. 

2001-02 Grønland som billede [Green- 

land as Picture], The National 

Museum of Photography, 

Copenhagen. 

Transfer, BildMuseet, Umeå. 


Chitra, Chennai, India (work- 

shop and exhibition). 


kolonisering og kortlægning 

[Stories from Scoresbysund. Photographs, 

Colonisation and Map- 

ping], Borgen Publishers, 2003. 


Kunstmuseum, Borås. 

Scoresbysundhistorier – retro- 

spektivt [Stories from Scoresby- 

sund – In Retrospective], Møstings 

Hus, Frederiksberg. 

Fra objektiv til objekt [From 

Lens to Object], Den Frie Centre 

of Contemporary Art, Co- 

penhagen. 

2004 Scoresbysundhistorier [Stories 

from Scoresbysund], Galleri 

Image, Aarhus. 

2005 Den røde snescooter [The Red 

Snow Scooter], Nordatlantens 

Brygge, Copenhagen (travelling 


Copenhagen and Nuuk). 

Closed Eyes, Brandts Museet 




in Five Acts (participates 

in Act 3, Tórshavn, The Faroe 

Islands). 

Travels to Scoresbysund/Ittoqqortoormiit 

in the autumn. 

2007 Dies of cancer on May 14. 


Sami Art Festival, 

Tromsø Gallery of Contempo- 

rary Art. 

2008-09 Hukommelsesbilleder [Pictures 

from Memory], Brandts Museet 


81

BIOGRAFIER: 

Øvrige bidragsydere 

LARS KiEL BERTELSEN, født 1965, er 

Ph.D. og lektor i Kunsthistorie ved Institut 

for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Han 

er medredaktør af Kunsttidsskriftet ARK 

(www.arkmappen.dk) og stifter af Samlingen 

af Anonymt Fotografisk Materiale [SAFOM]. 

Udvalgte publikationer inkluderer: Fotografi 

og Skulptur (Rævens sorte bibliotek/Politisk 

revy, 1994), Fotografiets grå mytologi 

(Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 2000), 

“Fotografiets forsvinden?” (i Dansk Fotografihistorie, 

Gyldendal, 2004) og “Reading 

Photographs Iconographically or Ichnographically” 

(i The Meaning of Photography, 

Yale University Press, 2008). 

TiNE BRYLD (f. 1939) er uddannet 

socialrådgiver og har arbejdet som sådan i 

Mødrehjælpen, stofmisbrugerbehandling og 

på Christiania. Siden 1990 har hun skrevet 

bøger om grønlandsk-danske relationer og 

deres menneskelige omkostninger, i særdeleshed 

omkring moderniseringen af det 

grønlandske samfund. Lige nu skriver hun 

artikler om de mere end 100 grønlandske 

børn, der i løbet af et par år blev bortadopteret 

i Danmark. Herudover skriver hun på 

en historie om sin fars tre koner og deres 

kvindeliv – med ham. 

ERiK gANT er født 1960 i Ittoqqortoormiit 

(Scoresbysund). Han er er Cand.phil. i Filmvidenskab 

fra Københavns Universitet og 

Ph.D. fra Institut for Æstetiske Fag, Aarhus 

Universitet med afhandlingen Eskimotid 

om filmiske fremstillinger af eskimoer. 

Som freelance kritiker har han beskæftiget 

sig med undervisning og kulturformidling, 

hovedsageligt i forhold til Grønland, og har 

ved flere lejligheder samarbejdet med Pia 

Arke omkring udstillingsprojekter. Gant er 

p.t. Leder af Arktisk Råds Sekretariat for 

Oprindelige Folk (Arctic Council Indigenous 

Peoples’ Secretariat) i København. 

SØREN JØNSSON gRANAT er uddannet 

på kunstakademier i Danmark og Cuba 

(1988-92), er også uddannet kunsthistoriker 

og har arbejdet primært med formidling på 

Aarhus Kunstmuseum (1996-98) og Statens 

Museum for Kunst (1998-2004). Han har arrangeret 

flere udstillinger på Børnenes Kunstmuseum 

på Statens Museum for Kunst, 

lavet formidling på større særudstillinger 

i museets regi og fungeret som foredragsholder 

i forskellige andre sammenhænge. 

Siden 2006 har Granat arbejdet som snedker 

i forskellige håndværksvirksomheder. Han 

bor i Søborg ved København. 

Pensioneret journalist STEPHEN HEiL- 

MANN, født 1941 i Nuuk, har arbejdet med 

journalistik i over 40 år, hvor han primært 

har anvendt det grønlandske sprog som formidlingsmiddel. 

Han har dog lavet mange 

dansksprogede kulturelle udsendelser i 

Grønlands Radio, KNR, hvor han også var 

82 

sprogkonsulent. Heilmann er næstformand 

for Grønlands Sprognævn og medlem af Stednavneudvalget 

i Grønland. Han har efter sin 

pensionering beskæftiget sig med simultantolkning 

fra dansk til grønlandsk og omvendt 

og med oversættelser for Grønlands Selvstyre 

ligeledes både til grønlandsk og til dansk. 

ANNE-BiRTHE HOVE er født 1951 i 

Aasiaat og hører til en af Grønlands mest 

etablerede og respekterede billedkunstnere. 

Hun er uddannet ved Det Kgl. Danske 

Kunstakademi og bor og arbejder i Nuuk. 

Hoves kunstneriske produktion spænder vidt 

fra frimærkedesign over grafiske værker og 

bogomslag til udsmykningsopgaver, og hun 

har udstillet såvel nationalt som internationalt. 

I sine nyere grafiske værker kobler hun 

grønlandske tematikker med eksperimenterende 

formsprog og skildrer de kontraster 

i natur og samfund, der er opstået som følge 

af den overrumplende udvikling i samtidens 

Grønland. 

MARiANNE PiNg HuANg er Institutleder 

ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, 

Københavns Universitet. Hendes forskningsområder 

har siden 2001 fokuseret på avantgarde 

studier, mere specifikt på krydsninger i 

æstetisk praksis, mediekunst og avant-garde 

strategiers genopdukken i samtidskunst og 

-kultur. Hun er koordinator af The Danish 

Research Network of Avant-Garde Studies 

og The Nordic Research Network of Avant- 

Garde Studies og har desuden medvirket i 

etableringen af The European Network of 

Avant-Garde and Modernism Studies. 

MARYAM JAFRi (født i Karachi, Pakistan) 

er en kunstner, som arbejder med video, 

fotografi og collage. Med udgangspunkt i en 

research-baseret, interdisciplinær process 

er hendes værker ofte præget af et visuelt 

sprog, der balancerer mellem film og teater 

og en række narrative eksperimenter, der 

svinger mellem skrift og dokument, fragment 

og helhed. Hun er BA fra Brown 

University, Rhode Island og er kandidat fra 

The Whitney Museum Independent Study 

Program, New York. 

MiRJAM JOENSEN (f. 1979) studerer 

Kunsthistorie ved Århus Universitet og har 

taget sidefag i Færøsk Sprog og Litteratur 

ved Færøernes Universitet. Hun er født 

og opvokset på Færøerne, men bor p.t. i 

Århus, hvor hun bl.a. skriver speciale med 

udgangspunkt i Kuratorisk Aktions udstillingsprojekt 

Rethinking Nordic Colonialism: 

A Postcolonial Exhibition Project in Five 

Acts, som fandt sted i hele Norden i 2006. 

STEFAN JONSSON er kulturkritiker ved 

Dagens Nyheter i Stockholm og lektor i 

Æstetik ved Södertörns Högskola. Fra 1998- 

2000 var han Fellow ved Getty Research 

Institute i Los Angeles. Han har i flere bøger 

introduceret postkolonial teori for skandinaviske 

læsere og samarbejdet med Pia Arke 

omkring flere projekter, særligt Scoresbysundhistorier. 

Hans seneste bøger er: A Brief 

History of the Masses: Three Revolutions, 

1789, 1889, 1989 (Columbia University 

Press, 2008) og Rapport från Sopornas 

Planet: Kritiska essäer (Norstedts, 2010). 

CARSTEN JuHL er Cand.mag. i Historie 

og Italiensk fra Københavns Universitet og 

har siden 1996 været leder af Afdelingen for 

Teori og Formidling ved Det Kgl. Danske 

Kunstakademi i København. Juhl har 

udgivet bøger om Italien, politisk økonomi, 

kunstteori og æstetik og har desuden oversat 

tekster af blandt andre Agamben, Baudrillard, 

Kant, Lyotard, Perniola og Serres til 

dansk. Hans seneste bog er Globalæstetik. 

Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv 

(Billedkunstskolernes Forlag, 2007). 

ANDERS JØRgENSEN er New Media 

Manager ved Det danske filmstudie. Han 

har studeret Film & Medievidenskab ved 

Københavns Universitet og ved The Department 

of Visual Arts, UCSD, San Diego. 

Siden 1997 har han co-produceret både 

dokumentarfilm og installationer sammen 

med Pia Arke. Hans projekter inkluderer: 

Det primitive moderne (speciale om danske 

ekspeditionsfilm), Ekspedition Sirius 2000 

(TV-dokumentar for TV2), Tupilakosaurus 

(installation), Scoresbysundhistorier (dokumentar) 

og Countryside (videoinstallation). 

Han er også en af medstifterne af Selskabet 

for Dårlig Etnografisk Film. 

METTE JØRgENSEN er underviser og 

skribent, født 1963 i Århus. Hun er uddannet 

i engelsk litteratur og tidligere forsker i 

Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, 

hvor hun har skrevet Ph.D. om postkolonial 

litteratur. Hun bor og arbejder i København. 

JOHN KENDAL er født 1938 i London og 

har akademiske grader i Engelsk (Cambridge) 

og Russisk (København). Han slog 

sig permanent ned i Danmark i 1965, hvor 

han arbejder som underviser og oversætter. 

Hans seneste oversættelser inkluderer bøger 

om Operahuset i København, Louisiana 

Museum og Chagall (under udgivelse). 

JEuNO JE KiM arbejder med video, 

performance, lyd og tegninger. Hun er født 

i Sydkorea og har studeret, undervist og 

udstillet i England, Frankrig og USA. Hun 

er MFA fra University of Illinois, Chicago 

(2003) og Masters in Theology fra Harvard 

University (2001). Kim bor og arbejder p.t. i 

Malmö – Seoul. 

Performeren, digteren, grafikeren og 

oversætteren JESSiE KLEEMANN er 

født 1959 i Upernavik, Grønland og bor og 

arbejder i København. Hun har engageret 

sig aktivt i grønlandsk samfunds- og kulturliv 

gennem kunst, undervisning og en 

lang række bestyrelses- og forkvindeposter. 

Hun har deltaget i udstillinger og festivaler 

verden over, har publiceret artikler, essays, 

illustrationer og poesi i Tumit, Sermitsiaq og 

Arts From Arctic (1991-93) og udgav i 1997 

det tresprogede poesiværk Taallat, Digte,

Poems (Fisker & Shou, 1997). I de senere 

år har hun arrangeret en poesifestival og et 

skriveværksted i Grønland (2004-06) og med 

den danske Forfatterskole arrangeret en 

Forfatterskole i Nuuk (2008). 

iNgE KLEiVAN, født 1931 på Frederiksberg, 

Mag.art i Grønlandsk (eskimoisk) 

Filologi ved Københavns Universitet, forhenværende 

lektor ved Institut for Eskimologi, 

Københavns Universitet. Har skrevet om 

mange forskellige emner vedrørende sprog, 

kultur og samfundsforhold i Grønland. 

KuRATORiSK AKTiON (KA) er et uafhængigt 

kuratorkollektiv, dannet i 2005 af 

de danske freelance kuratorer Frederikke 

Hansen og Tone Olaf Nielsen. KA samarbejder 

med kunstnere, teoretikere og aktivister 

fra hele verden og producerer tværfaglige 

udstillinger, publikationer og diskussioner, 

der undersøger det komplekse forhold mellem 

den historiske kolonialisme, kapitalistisk 

globalisering og henholdsvis neokoloniale 

former for udbytning og postkoloniale 

former for sameksistens. KAs seneste projekter 

tæller: Rethinking Nordic Colonialism: 

A Postcolonial Exhibition Project in Five 

Acts (2006), The Road to Mental Decolonization 

(2008) og Metropolens Fortrængninger 

(2009). www.kuratorisk-aktion.org 

JAN-ERiK LuNDSTRÖM er kurator og 

forhenværende direktør for BildMuseet, 

Umeå. Hans seneste projekter tæller: Being 

A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended 

(1st Thessaloniki Biennial of Contemporary 

Art); After the Fact; Carlos Capelan: 

Only You; Socialisms; og Same, Same, but 

Different. Han var kunstnerisk leder af 

Berlin Photography Biennial (2005), BB3 

(3rd Bucharest Biennale, 2008) og kurator af 

LAB09 (Luleå Art Biennial). Han er desuden 

forfatter af: Horizons: Towards a Global Africa; 

Looking North: Representations of Sami 

in Visual Arts and Literature; og Ursula 

Biemann: Mission Reports, Artistic Practice 

in the Field, Video Works, 1998-2008. 

AViÂJA EgEDE LYNgE er socialantropolog 

og bor og arbejder i Nuuk. Hun 

underviser i antropologi ved Institut for 

Uddannelsesvidenskab, Grønlands Universitet. 

Lynge er MA i Socialantropologi 

fra Edinburgh University (2002) og BA i 

Turisme Management fra Queen Margaret 

University College, Edinburgh (2000). Hendes 

forskningsområder er postkolonialisme 

(mental afkolonisering), kultur og udvikling 

af indigene samfund og landområder. 

iBEN MONDRuP er forfatter og kunstner. 

Hun er født 1969 i København, men opvokset 

i Grønland. Hun har skrevet De usynlige 

grønlændere (2003), en bog om sprog, kultur 

og identitet blandt hovedsageligt dansktalende 

grønlændere. I 2005 skrev hun endvidere 

forordet til den grønlandske kunstner 

Julie Edel Hardenbergs anmelderroste fotokunstbog 

Den stille mangfoldighed. Mondrup 

er desuden grundlægger af online- 

arkivet www.ibenmondrup.dk, som rummer 

artikler om det postkoloniale Grønland. 

SARA OLSVig er antropolog, født 1978 

i Nuuk, og er i øjeblikket ansat i Inuit 

Circumpolar Council, ICC, Grønland, hvor 

hun arbejder med menneskerettigheder. 

Hun har gennem en årrække beskæftiget sig 

med moderne kunst og dennes betydning for 

individet og for samfundet i postkoloniale 

områder som Grønland og New Zealand. 

SØREN BRO POLD er Lektor, Ph.D. i 

Digital Æstetik på Informations- og Medievidenskab, 

Aarhus Universitet. Han har 

skrevet på dansk og engelsk om digital- og 

medieæstetik fra 1800-tallets panorama til 

vor tids interfaces, bl.a. om digital litteratur, 

netkunst, softwarekunst, kreativ software, 

digital kultur og digitale byrum. www. 

bro-pold.dk 

iRiT ROgOFF er teoretiker, kurator og organisator, 

som i sit arbejde udforsker mødet 

mellem det kritiske, det politiske og samtidskunstpraksisser. 

Hun er Professor i Visual 

Culture ved Goldsmiths College London 

University, en afdeling som hun grundlagde 

i 2002. Rogoffs arbejde med en række nye 

“tænketank” Ph.D.-programmer ved Goldsmiths 

(Research Architecture, Curatorial/ 

Knowledge) fokuserer på muligheden for at 

udveksle viden på tværs af professionelle 

praksisser, selvgenerede fora, akademiske 

institutioner og individuelle entusiasmer. 

Hendes publikationer inkluderer: Museum 

Culture (1997), Terra Infirma – Geography’s 

Visual Culture (2001), Unbounded – Limits 

Possibilities (2008) og den kommende 

Looking Away – Participating Singularities, 

Ontological Communities (2010). Hendes 

kuratoriske projekter inkluderer: De-Regulation 

(2005-08), A.C.A.D.E.M.Y (2006) og 

Summit – Non Aligned Initiatives in Education 

Culture (2007). 

SØREN RuD, Ph.D.-studerende ved Københavns 

Universitet, skriver på en afhandling 

om udviklingen i moderne administrationsteknikker 

på tværs af metropol og koloni 

(København og Grønland) mod slutningen 

af det 19. århundrede. Forskningsprojektet 

undersøger forbindelsen mellem administrationsteknikker, 

der blev anvendt for at 

påvirke de fattige i byerne, og teknikker der 

blev udviklet af koloniadmininstrationen. 

METTE SANDBYE (født 1964) er Lektor 

ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, 

Københavns Universitet, hvor hendes primære 

forskningsområde er nutidig fotokunst, 

praksis og teori. Hun har redigeret den første 

danske fotografihistorie, Dansk Fotografihistorie 

(2004), og har skrevet adskillige bøger 

om fotografi og samtidskunst, bl.a.: Kedelige 

Billeder (2007) og Mindesmærker (2001). 

Sandbye har været kunstanmelder på Weekendavisen 

siden 1995. 

SELSKABET FOR DÅRLig ETNOgRA- 

FiSK FiLM blev dannet i 2000 af billed- 

kunstner Pia Arke, hendes bror Erik Gant 

(Cand.Phil. i Filmvidenskab fra Københavns 

Universitet og Ph.D. fra Institut 

for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet) og 

Anders Jørgensen (New Media Manager ved 

Det danske filmstudie, Lyngby). Selskabet 

har til formål at skabe kritiske diskussionsfora 

af måden, hvorpå oprindelige folk 

er blevet fremstillet i etnografiske film, og 

har arrangeret offentlige filmvisninger med 

efterfølgende diskussion på bl.a. Nationalmuseet, 

Grønlændernes Hus og Arktisk Institut, 

København. 

KiRSTEN THiSTED er lektor ved Minoritetsstudier, 

Københavns Universitet. Hun 

har arbejdet med grønlandsk fortælletradition 

og litteratur og oversat adskillige værker 

til dansk. Et andet emne for hendes forskning 

er danske fremstillinger af grønlændere 

og andre “Andre”. Hun var ven med Pia Arke 

og fulgte hendes værk på nærmeste hånd. 

FiNN THRANE, født 1939, blev Cand. 

mag. i dansk og filmvidenskab i 1971 og 

underviste ved Askov Højskole (1972-85). 

Aktiv fotografisk billedkunstner i 1970’erne 

og 80’erne. Grundlægger og leder af Brandts 

Museet for Fotokunst, Odense (1985-2007) 

og skaber og medredaktør af tidsskriftet 

KATALOG (1988-2007). Grundlægger af 

Odense Foto Triennale 2000, nu FotoTriennale.dk. 

I dag kunstnerisk rådgiver 

for internetgalleriet PhotoMondo.dk og – 

sammen med Lisbet Marschner – leder af 

Mikrohøjskolen JANUS, Kerteminde. 

TAPEEqATAASuT 

allat ilisaritinneri 

LARS KiEL BERTELSEN, 1965-imi 

inuusoq, Aarhus Universitet’imi Institut 

for Æstetiske Fag’imi Eqqumiitsuliornerup 

oqaluttuarisaanera pillugu Ph.D.’eriuvoq 

lektoriullunilu. Eqqumiitsuliornermik 

atuagassiaq ARK (www.arkmappen. 

dk) aaqqissuisooqataaffigaa katersanillu 

Anonymt Fotografisk Materiale [SAFOM] 

pilersitsisuulluni. Naqitat peqataaffiisa 

ilagaat: Fotografi og Skulptur (Rævens sorte 

bibliotek/Politisk revy, 1994), Fotografiets 

grå mytologi (Rævens sorte bibliotek/Politisk 

revy, 2000), “Fotografiets forsvinden?” 

(Dansk Fotografihistorie’miittut, Gyldendal, 

2004) aamma “Reading Photographs Iconographically 

or Ichnographically) (The Meaning 

of Photography’miittut, Yale University 

Press, 2008). 

TiNE BRYLD (in. 1939) inunnik isumaginninnermik 

siunnersortitut ilinniarsimavoq 

taamatullu ukunani sulisimalluni; 

Mødrehjælpen, ikiaroornartunik atornerluisunik 

katsorsaavinni, Christianiamilu. 

1990-miilli kalaallit qallunaallu akornanni 

atassuteqarnerit pillugit atuakkiortarsimalluni, 

taamatullu tamanna inummut qanoq 

akeqartarneri, pingaartumik inuiaqatigiit 

kalaallit nutarterneqarneri pillugit. Maanna 

83

allaaseraa kalaallit meeqqat 100 sinnerlugit 

ukiut marlussuit ingerlanerini Danmark-imut 

meerarsianngortinneqarsimaneri. Kiisalu 

ataatami nuliai pingasut pillugit arnatullu 

inuunerinik oqaluttuat allaaserai – angunni 

peqatigalugu. 

ERiK gANT 1960-imi Ittoqqortoormiini 

inunngorpoq. Københavnip Universitetiani 

Filminik ilisimatusarfimmit Cand.philiuvoq 

aammalu Aarhusip Universitetiani 

Æstetiske Fag’imit Ph.D.-eriulluni soraarummeerutigalugu 

Eskimotid, eskimuut filmitigut 

saqqummiunneqartarnerannut tunngasoq. 

Namminersorluni sulinini aqqutigalugu 

atuartitsillunilu kulturimut tunngasunik 

paasissutissiisarpoq, pingaarnertut Kalaallit 

Nunaannut tunngasunik, arlaleriarlunilu 

Pia Arke saqqummersitsinerni suleqatigisarsimavaa. 

Gant matuma allannerani Issittumi 

Siunnersuisoqatigiit Nunap inoqqaavi 

pillugit allattoqarfianni (Arctic Council 

Indigenous Peoples’ Secretariat) Københavnimiittumi 

pisortaavoq. 

SØREN JØNSSON gRANAT Danmarkimi 

Cubamilu kunstakademini (1988-92) 

ilinniarsimavoq, kiisalu eqqumiitsuliornerup 

oqaluttuarisaaneranik ilinniarsimalluni, 

annerusumillu ukunani suliarisimallugit 

takussutissanik siaruarterisarneq; Aarhus 

Kunstmuseum (1996-98) aamma Statens 

Museum for Kunst (SMK) (1998-2004). 

SMK-p Børnenes Kunstmuseum-imi 

saqqummersitsinerit arlallit aaqqissorsimavai, 

katersugaasivimmilu immikkut 

annertuunik saqqummersitsinernik 

nittarsaasarsimalluni allanullu atatillugu 

oqalugiartarsimalluni. 2006-miilli Granat 

Sjællandimi sanaartornernik suliffeqarfinni 

pequsiortutut sulisimalluni. Maanna Københavnip 

eqqaani Søborgimi najugaqarpoq. 

Tusagassiortoq soraarneq STEPHEN 

HEiLMANN, Nuummi inunngorpoq 1941. 

Tusagassiornermik ukiut 40-t sinnerlugit 

sammisaqarpoq, kalaallisut tusagassiineq 

pingaarnerutillugu. Taamaattorli aamma 

Kalaallit Nunaata Radioani, KNR-imi, 

kulturimut tunngasunik amerlaqisunik 

qallunaatut aallakaatitassiortarluni. 

KNR-imissaaq oqaatsinut siunnersortaavoq. 

Heilmann nunatsinni Oqaasiliortut 

siulittaasuata tulleraa, Nunallu Aqqinik 

Aalajangiisartunut ilaasortaalluni. 

Soraarninngoreernermini qalunaatuumiit 

kalaallisuumut illuanullu toqqaannartumik 

nutserineq aallutilerpaa, taamattaarlu 

Namminersorlutik Oqartussat nutserissuttarlugit. 

ANNE-BiRTHE HOVE 1951-mi Aasiaanni 

inunngorpoq, Kalaallit Nunnaannilu 

eqqumiitsuliortut nuimanersaannut 

ataqqineqarnerpannullu ilaalluni. Det Kgl. 

Danske Kunstakademi-mi ilinniarsimasuuvoq, 

Nuummilu najugaqarlunilu sulivoq. 

Hovep eqqumiitsuliortutut suliai frimærkinut 

ilusilersuinermiit naqitanut assilissianut, 

atuakkanullu assiliartalersuinernut 

kiisalu sanaartukkanut kusassaasarnerit 

84 

ilagaat, soorluttaaq nuna tamakkerlugu 

kiisalu nunani allani saaqummersitsisarsimalluni. 

Naqitani nutaajuneerusuni 

kalaallit sammisaannut tunngassuteqartut 

nutaajusumik misileraasumillu suleriaaseqarluni 

ullumikkut nunatsinni pinngortitap 

inuiaqatigiillu akornanni pisunik oqaluttuartunik, 

ineriartupiloornerup pilersitai 

saqqummersittarlugit. 

MARiANNE PiNg HuANg Københavnip 

Universitetiani Eqqumiitsuliornermut 

Kulturimullu Ilisimatusarfimmi pisortaavoq. 

Ilisimatusarnermini 2001-imiilli samminerusimavai 

nutaaliortut, eqqornerusumik 

oqaatigalugu kusanartulerinermi 

periaaseq, avammut saqqummiusseriaatsit 

kiisalu nutaaliortut ullumikkut eqqumiitsuliornermi 

kulturimilu saqqummeqqinnerat. 

Ataqatigiissaarisuuvoq The Danish 

Research Network of Avant-Garde Studiesip 

aamma The Nordic Research Network of 

Avant-Garde Studies-ip akornanni, tamatumalu 

saniatigut pilersitseqataaffigalugu 

The European Network of Avant-Garde and 

Modernism Studies. 

MARYAM JAFRi (Pakistanimi Karachi’mi 

inuusoq) eqqumiitsuliortuuvoq video, assit 

collagellu atorlugit sulisartoq. Tunulequtassaminik 

paasiniaanini atorlugu eqqumiitsuliortarpoq 

oqaatsit atorlugit takutitsinertalinnik, 

filmiliat isiginnaartitsinerullu 

akornanniittutut pissusilinnik. Suliai allaaserisanit, 

uppernarsaatinit, immikkuualuttunit 

ataatsimoortunillu paarlakaajaattumik 

akuugaasarput. Rhode Islandimi Brown 

University-mit BA-juvoq, New Yorkimilu 

The Whitney Museum Independent Study 

Program-imit kandidatiulluni. 

MiRJAM JOENSEN (in. 1979) Århus 

Universitetiani Kunsthistorie ilisimatusarfigaa 

saniatigooralugulu Savalimmiormiut 

oqaasii Atuakkiortaasiallu Savalimmiuni 

Universitetimi soraarummeerutigisimallugit. 

Savalimmiuni inunngorpoq peroriartorlunilu, 

ullumikkulli Århusimi najugaqarluni, 

ilaatigut Nunani Avannarlerni tamani 

2006-imi saqqummersitsineq Rethinking 

Nordic Colonialism: A Postcolonial Exhibition 

Project in Five Acts soraarummeerutissamisut 

allaaseralugu. 

STEFAN JONSSON atuakkanik allaaserinnittartuuvoq 

Stockholmimi aviisimi 

Dagens Nyheter aammalu Södertörns 

Högskola-mi Æstetikimi lektoriulluni. 1998- 

2000 Los Angeles-imi Getty Research Institute 

Fellow-iuffigisimavaa. Atuakkiamini 

arlalinni nunasiaasimasunut isumaliutersuutit 

nunani avannarlerni atuartartunut 

nerliutigisarsimavai sulianilu arlalinni Pia 

Arke suleqatigisarsimallugu, pingaartumik 

Scoresbysundhistorier [Ittoqqortoormiinit 

oqaluttuat] pillugit. Atuakkiai kingulliit tassaapput: 

A Brief History of the Masses: Three 

Revolutions, 1789, 1889, 1989 (Columbia 

University Press, 2008) aamma Rapport från 

Sopornas Planet: Kritiska essäer (Norstedts, 

2010). 

CARSTEN JuHL oqaluttuarisaanermik 

Italiamiutoornermillu Københavnip 

Universitetianiit Cand.mag.-iuvoq 

Eqqumiitsuliornermullu Ilisimatusarfimmi 

Københavnimiittumi (Det Kgl. Danske 

Kunstakademi) Paasinnittaatsimik Ingerlatitseqqiivimmilu 

Københavnimiittumi 

Immikkoortortami 1996-iminngaanniit pisortaasimalluni. 

Juhl atuakkiaqarpoq ilaatigut 

makkununnga tunngasunik Italia, politikkikkut 

aningaasaqarneq, eqqumiitsuliornermik 

paasinninneq aamma kusanartulerineq, 

taakkulu saniatigut qallunaatuunngortillugit 

nutsigai ilaatigut Agamben, Baudrillard, 

Kant, Lyotard, Perniola kiisalu Serres. 

Atuakkiaa kingulleq tassaavoq Globalæstetik. 

Verdensfølelsen og det kosmopolitiske perspektiv 

(Billedkunstskolernes Forlag, 2007). 

ANDERS JØRgENSEN maannakkut Danmarkimi 

Filmiliortarfimmi tusagassiisartutut 

pisortaavoq. Københavnimi Filmiliornermut 

Tusagassiornermullu Ilisimatusarfimmi 

ilinniarsimasuulluni aammalu Department of 

Visual Arts-imi, UCSD, San Diego-miittumi. 

1997-imiilli Pia Arke suleqatigisimavaa. 

Suliaasa ilagaat: Det primitive moderne 

(danskit ilisimasassarsiortarnerinik filmiliat 

allaatiginerat), Expedition Sirius 2000 (TVkkujt 

pisimasulersaarut, TV2-mi), Tupilakosaurus 

(ikkussuineq), Scoresbysundhistorier 

(pisimasulersaarut), aamma Countryside 

(ikkussuineq). Aammattaaq tunngavileeqataavoq 

peqatiiffimmik Selskabet for 

Dårlig Etnografisk Film. 

METTE JØRgENSEN atuartitsisarpoq 

allaatiginnittartuullunilu, 1963-imi 

Århusimi inuusoq. Tuluit atuakkiortaasiat 

ilinniagaqarfigivaa Aarhusillu Universitetiani 

Litteraturhistorie ilisimatusarfigisimallugu, 

Ph.D-nngorniutitut allaaserisimallugu 

nunasiaasimasuni atuakkiat. Københavnimi 

najugaqarpoq sulillunilu. 

JOHN KENDAL inunngorpoq 1938 Londonimi. 

Tuluit oqaasiinik ilinniagartuujuvoq 

(Cambridge) taamatullu Russitut (København). 

Danmarkimut 1965-imi nuuppoq, 

ilinniartitsisarneq nutserisarnerlu suliarisarpai. 

Nutsigaanut kingullernut ilaapput; 

atuakkat Københavnimi Operahuset 

pillugu, Louisiana Museum aamma Chagall 

(saqqummersinneqalersoq). 

JEuNO JE KiM videoliornermik, 

performance’imik, nipinik titartaanernillu 

suliaqartarpoq. Korea Kujallermi inunngorpoq 

aammalu Tuluit Nunaanni, Frankrigimi 

USA-milu ilinniarsimavoq, ilinniartitsilluni 

saqqummersitsisimallunilu. Chigacomi 

University of Illinois’imit MFA-juvoq (2003) 

aammalu Masters in Theology Harvard 

University’imiit (2001). Kim ullumikkut i 

Malmö – Seoul najugaqarlunilu sulivoq. 

Takutitsisartoq, taalliortoq, assiliartalersuisartoq 

nutserisorlu JESSiE KLEEMANN 

Upernavimmi 1959-imi inunngorpoq, maannalu 

Københavnimi najugaqarlunilu sulilluni. 

Kleemann inuiaqatigiinni kulturimilu

pimoorullugu akuliusimasuuvoq eqqumiitsuliornikkut, 

ilinniartitsinikkut suleqatigiiffinnilu 

arlalissuarni siulersuisunut ilaasortaasarnermigut 

siulittaasuusarnermigullu. 

Saqqummersitsinerni katerisimaartitsinernilu 

(festivaalini) nunarsuaq tamakkerlugu 

peqataasarsimavoq, Tumit-ni, Sermitsiaq-mi 

aamma Art From Arctic-imi allaaserisaqartarsimalluni, 

oqaluttuaaraliortarsimalluni, 

assiliartalersuisarsimalluni taalliortarsimallunilu 

(1991-93), 1997-imilu oqaatsit 

pingasut atorlugit saqqummersippaa Taallat, 

Digte, Poems (Fisker & Schou, 1997). Ukiuni 

kingullerni Kalaallit Nunaanni aqqissuuttarsimavai 

taalliortut katerisimaarneri (poesifestival) 

atuakkiorsinnaanerlu (2004-06) 

kiisalu Danskit Atuakkiornermut Ilinniarfiat 

suleqatigalugu Nuummi Atuakkiornermik 

ilinniarneq aaqqissuussimallugu (2008). 

iNgE KLEiVAN, Frederiksbergimi 1931imi 

inunngorpoq. Kalaallit (eskimuut) 

oqaasiinik atuinermik ilisimatusarsimalluni 

Københavnip Universitetiani Mag.Artiuvoq, 

Københavnip Universitetiata ataani 

lektoriusimalluni Eskimologimik ilisimatusarfimmi. 

Kalaallit Nunaanni oqaatsit, 

kulturi inuiaqatigiinnilu pissutsit pillugit 

assigiinngitsunut tunngasunik allaatigisarpassuaqarluni. 

KuRATORiSK AKTiON (KA) tassaavoq 

katersugaasivinni saqqummersitsinernik 

aqqissuussisartut namminersortut, 2005-imi 

qallunaat saqqummersitsinernik aaqqissuussisartut 

attartortittartut Frederikke 

Hansenip aamma Tone Olaf Nielsenip 

pilersitaat. KA silarsuaq tamakkerlugu 

eqqumiitsuliortunik, isumaliutersuusiortartunik 

allatigullu isummaminnik siammaaniartartunik 

suleqateqartarput aammalu 

suliat akimorlugit saqqummersitsinernik, 

naqitanik oqallinnernillu saqqummiisarlutik. 

Tamakkunani nunasiaateqarnerup 

oqaluttuarisaanerata, aningaasarsiorneq 

aallaavigalugu nunarsuarmut siaruaanerup 

aammalu nunasiaateqarnikkut nutaamik 

pissuseqarluni iluanaarniarnerup kiisalu 

nunasiaateqarnerup kingorna inooqatigiinnermut 

tunngasunik misissuinerit imminnut 

ataqatigiinnerinik paasiniaarnerit ingerlanneqartarput. 

KAp suliaanut kingullernut 

ilaapput: Rethinking Nordic Colonialism: A 

Postcolonial Exhibition Project in Five Acts 

(2006), The Road to Mental Decolonization 

(2008) aamma Metropolens Fortrængninger 

(2009). www.kuratorisk-aktion.org 

JAN-ERiK LuNDSTRÖM Umeå 

BildMuseet’mi pisortaavoq. Suliai kingullerpaat 

makkuupput: Being A Part, Politics 

of Place, Society Must Be Defended (1st 

Thessaloniki Biennial of Contemporary 

Art); After the Fact; Carlos Capelan: Only 

You; Socialisms; aamma Same, Same, but 

Different. Berlin Photography Biennial 

(2005) eqqumiitsuliortutut aqutsisuuffigaa, 

BB3 (3rd Bucharest Biennale, 2008) aamma 

LAB09 (Luleå Art Biennial) nakkutilliisuuffigaa. 

Naqitani assigiinngitsorpaalunni 

allagaqaqataasarpoq makkununngalu 

atuakkiortuulluni: Horizons: Towards a 

Global Africa; Looking North: Representations 

of Sami in Visual Arts and Literature; 

aammalu Ursula Biemann: Mission Reports, 

Artistic Practice in the Field, Video Works, 

1998-2008. 

AViAAJA EgEDE LYNgE inooqatigiinnermi 

inuup inuiaqatigiillu pissusiinik 

misissuinermik ilinniarsimasuuvoq 

(socialantropolog). Ilisimatusarfiup Ilinniartitaanermut 

Ilisimatusarfittaani inuup 

inuiaqatigiillu pissusiinik (antropologi) ilinniartitsisuuvoq. 

Lynge socialantropologitut 

Edinburgh University-mi MA-uvoq (2002) 

aammalu takornarialerinermi Turisme 

Management Queen Margaret University 

College-imiit, Edinburgh, BA-ulluni (2000). 

Misisissuiffigisarai nunasiaataasimanerup 

kingorna (eqqarsartaatsikkut nunaasiaajunnaarneq), 

kulturi kiisalu nunap inoqqaavisa 

inuiaqatigiissusiat najugaqarfiilu. 

iBEN MONDRuP atuakkiortuuvoq 

eqqumiitsuliortuullunilu Danmarkimi Københanimi 

1969-imi inunngorluni. Kalaallit 

Nunaanni peroriartorpoq. Allappaa Kalaalllit 

takussaanngitsut (2003), atuagaq oqaatsinut, 

kulturimut kinaassutsimullu tunngasoq 

kalaallit qallunaatut oqaaseqarnerusut akornanni. 

2005-imi allakkamigut nersorinnitgtumik 

ilisaritippaa assitalersorlugu kalaallip 

eqqumiitsuliortup Julie Edel Hardenberg 

atuakkiaa Nipaatsumik assigiinngisitaarneq. 

Mondrupip aallartitaraa katersugaatinik 

qarasaasiakkut ujaasiviusinnaasoq www. 

ibenmondrup.dk Kalaallit Nunaanni nunasiaataasimanerup 

kingornagut allaatigisanik 

ujaasivigineqarsinnaasoq. 

SARA OLSVig inuiaqatigiit pinngorfiannik 

ilaqutariissusiannillu ilisimatusarsimasuuvoq, 

Nuummi 1978-imi inunngortoq, 

maannakkullu atorfeqarfigalugu Inuit 

Circumpolar Council – Inuit Issittormiut 

Kattuffiat – ICC Kalaallit Nunaanni, inuit 

pisinnaatitaaffiinut tunngasut suliaralugit. 

Ukiorpaalunnissaaq sammisaraa nutaaliamik 

eqqumiitsuliorneq taassumalu 

inunnut ataasiakkaanut inuiaqatigiinnullu 

nunasiaataasimasunut, soorlu Kalaallit 

Nunaannut New Zealandimullu, sunniutai. 

SØREN BRO POLD Lektor, Ph.D.-uvoq 

qarasaasiakkut kusanartuliornermi pissutsinik, 

Informations- aamma Medievidenskab, 

Aarhus Universitetimi atorfeqarluni. 

Qallunaatut tuluttullu qarasaasiakkut 

saqqummersitsinikkullu eqqumiitsuliornerup 

kusanartuliornikkut pissusaanik allaaserinnittarsimavoq, 

1800-kunni isikkiviit assilialiarisarneriniit 

ullutsinnut qarasaasiatigut 

attavilersortaneq tikillugu; ilaatigut qarasaasiakkut 

atuakkiortarneq, nittartakkatigut 

eqqumiitsuliortarnerit, qarasaasiakkut atortulerluni 

eqqumiitsuliortarnerit, qarasaasiani 

sakkunik nutaaliorneq, qarasaasiani ileqqut 

imminnullu attaveqartarneq. www.bro-pold.dk 

iRiT ROgOFF isumaliutersuusiortartuuvoq, 

saqqummersitsinernik aaqqissuus- 

sisarluni allatigullu aaqqissuussisartuulluni 

suliamini akuersaaginnannginnerup, 

politikkip naliminilu eqqumiitsuliornermi 

periutsit kattunnerannik misissuisoq. 2002mi 

Londonimi The Department of Visual 

Cultures Goldsmiths College-mi pilersippaa, 

tassanilu Professor-iulluni. Rogoff’ip ilaatigut 

aaqqissuussarai De-Regulation (2005- 

08), A.C.A.D.E.M.Y (2006) aamma Summit 

– Non Aligned Initiatives in Education 

Culture (2007) atuagarpassuarnullu atuakkiortuulluni 

aaqqissuisuullunilu, tamakku 

ilagalugit: Museum Culture (1997) aamma 

Terra Infirma – Geography’s Visual Culture 

(2001), Unbounded – Limits Possibilities 

(2008) maannakkorpiarlu suliarineqartoq 

Looking Away – Participating Singularities, 

Ontological Communities (2010). 

SØREN RuD, Københavnip Universitetiani 

Ph.D. kandidati, matuma allannerani 

nunasiaatillip nunasiaatillu akornanni 

(Københavnip Kalaallit Nunaatalu akornanni 

1800-ukkut naajartorneranni) ingerlatsinikkut 

periutsit nutaaliaasut pillugit 

ilisimatuutut allaatiginnippoq. Misissuinermi 

paasiniarneqarpoq illoqarfimmiut piitsortaannik 

suniinniarnerni ingerlatsinikkut periutsit 

atorneqartut nunasiaateqarnermilu 

ingerlatsisut periutsinik ineriartortitsinerat 

imminnut atassuteqarnersut. 

METTE SANDBYE (inunngortoq 1964) 

uani lektoriuvoq, Institut for Kunst aamma 

Kulturvidenskab, Københavns Universitet, 

tassani ilisimatusarfigineralugit ullutsinni 

assiliinikkut eqqumiitsuliortarneq, 

atorneqartarnera isumaliutersuutigineqartarneralu. 

Danmarkimi assiliisarnerup 

oqaluttuassartaanik atuakkiaq siulleq 

aaqqissorsimavaa, Dansk Fotografihistorie 

(2004), assiliisarneq ullutsinnilu eqqumiitsuliorneq 

pillugu arlalinnik atuakkiorsimalluni, 

soorlu: Kedelige Billeder (2007) aamma 

Mindesmærker (2001). Sandbye 1995-miilli 

Weekendavisimi eqqumiitsuliornernut tunngasunik 

allaaserinnittartuuvoq. 

SELSKABET FOR DÅRLig ET- 

NOgRAFiSK FiLM [Inuit kulturiinik 

inuusaasiinnillu ilisimatusartut ajortunik 

filmiliaat pillugit peqatigiiffik] 2000-imi 

pilersinneqarpoq eqqumiitsuliortumit Pia 

Arkemit qatanngutaanillu Erik Gantimit 

(Københavnip Universitetiani Filmiliornermik 

Ilisimatusarfimmit Cand.Philiusumit, 

Århus Universitetimilu Kusanartiliornermik 

Ilisimatusarfimmit Ph.D.-usumit) kiisalu 

Anders Jørgensenimit (Danskit filmiliortarfianni 

Lyngbymiittumi Tusagassiisarnermut 

pisortaasumit). Peqatigiiffiup siunertaraa 

nunap inoqqaavisa kuluriinik inuusaasiinillu 

filmiliat suliarineqartarnerinik isornartorsiuilluni 

oqallittarnissat, arlaleriarlunilu 

tamanut ammasunik filmertitsisarsimavoq 

naggataagut oqallinnertalinnik, ilaatigut 

Nationalmuseumimi, Kalaallit Illuutaanni 

Arktisk Institutimilu, København-imi. 

KiRSTEN THiSTED Københavnip Universitetiani 

Ikinnerussuteqartunik Ilisima- 

85

tusarfimmi lektoriuvoq. Kalaallit oqaluttuariaasiat 

atuakkiaallu aallaserisareerpai 

arlalissuillu qallunaatuunngortissimallugit. 

Ilisimatusarnermini sammisaa alla tassaavoq 

danskit kalaallinik allanillu isiginneriaasiat 

“Andre”. Pia Arke ikinngutigisimavaa 

suliaalu qanimut malittarisimallugit. 

FiNN THRANE, inuusoq 1939, qallunaat 

oqaasiinik sarsuatitanullu ilisimatusarnermigut 

1971-imi cand.magitut soraarummeerpoq 

Askov Højskolemilu 1972-imiit 

1985-imut ilinniartitsisuulluni. 1970-ikkunni 

80-ikkunnilu assiliisarnermigut 

eqqumiitsuliortunngorpoq. Aallartillugulu 

pisortaaffigaa Assilisatigut Eqqumiitsulioriaatsip 

Katersugaasivia, Brandts, Odense 

1985-2007, aammattaaq pilersillugulu 

aaqqissuisooqataaffigaa atuagassiaq KATA- 

LOG 1988-2007. Tunngavilerpaa Odense 

Foto Triennale 2000, ullumikkut FotoTriennale.dk. 

Ullumikkut eqqumiitsuliornermik 

siunnersortaavoq internet atorlugu 

eqqumiitsulianik saqqummersitsisarfimmi 

PhotoMondo.dk aamma – Lisbet Marschner 

peqatigalugu – pisortaaffigalugu Kertemindemi 

højskoleeraq Mikrohøjskolen JANUS. 

BIOGRAPHIES: 

Additional Contributors 

LARS KiEL BERTELSEN, born 1965, is 

a Ph.D. and Lecturer in Art History at the 

Department for Aesthetic Studies, Aarhus 

University, Denmark. He is co-editor of the 

art journal ARK (www.arkmappen.dk) and 

founder of Samlingen af Anonymt 

Fotografisk Materiale [The Collection 

of Anonymous Photographic Material]. 

Publications include: Fotografi og Skulptur 

(Rævens sorte bibliotek/Politisk revy, 1994), 

Fotografiets grå mytologi (Rævens sorte 

bibliotek/Politisk revy, 2000), “Fotografiets 

forsvinden?” (in Dansk Fotografihistorie, 

Gyldendal, 2004), and “Reading Photographs 

Iconographically or Ichnographically) (in The 

Meaning of Photography, Yale University 

Press, 2008). 

TiNE BRYLD (b. 1939) trained as a social 

worker and has worked in that capacity 

with unmarried mothers, the treatment of 

drug abusers and in Christiania, Copenhagen. 

Since 1990 she has written books on 

Greenlandic-Danish relations and their human 

costs, in particular in connection with 

the modernisation of Greenlandic society. 

At present she is writing articles about the 

more than 100 Greenlandic children who 

were taken to Denmark for adoption. She is 

also writing a history of her father’s three 

wives and their lives as women – with him. 

ERiK gANT was born 1960 in Ittoqqortoormiit 

(Scoresbysund), Greenland. He 

holds a Cand.phil in Film Studies from the 

University of Copenhagen and a Ph.D. from 

the Department of Aesthetic Studies, Aar- 

86 

hus University, Denmark, with the thesis 

Eskimotid [Eskimo Time] on representations 

of Eskimos in film. As a freelance critic, he 

has taught and written extensively mainly 

on Greenlandic issues and has on several 

occasions collaborated with Pia Arke on art 

projects. Gant is currently Acting Executive 

Secretary for The Arctic Council Indigenous 

Peoples’ Secretariat in Copenhagen. 

SØREN JØNSSON gRANAT studied 

at academies of art in Denmark and Cuba 

(1988-92), also has a degree in Art History 

and has worked primarily with communication 

activities at Aarhus Art Museum (1996- 

98) and the National Gallery of Denmark 

(1998-2004). He has curated a number of 

exhibitions for the Children’s Museum of Art 

at the National Gallery of Denmark, was 

responsible for communication activities in 

connection with major special exhibitions 

under the museum’s auspices and has functioned 

as a lecturer in various other contexts. 

Since 2006 Granat has worked as a joiner for 

various craftsmen enterprises. He lives in 

Søborg, a suburb of Copenhagen. 

Retired journalist STEPHEN HEiLMANN, 

born 1941 in Nuuk, Greenland, has worked 

as a journalist for more than 40 years, communicating 

primarily in Greenlandic. He has 

also produced cultural programmes for the 

Greenlandic Broadcasting Corporation, KNR, 

where he acted as a language consultant. 

Heilmann is Deputy Chairman of The Greenland 

Language Secretariat and member 

of Stednavneudvalget [The Committee for 

Place Names] in Greenland. He also acts as a 

simultaneous interpreter and a translator for 

the Government of Greenland, among others. 

ANNE-BiRTHE HOVE was born 1951 

in Aasiaat and is one of Greenland’s most 

established and respected visual artists. 

She studied at the Royal Danish Academy 

of Fine Arts and lives and works in Nuuk, 

Greenland. Hove’s artistic production covers 

a wide field from stamp design, graphic 

works and book covers to public commissions, 

and she has exhibited nationally as 

well as internationally. In her recent graphic 

works, she combines Greenlandic themes 

with experimental forms to represent the 

contrasts in nature and society that have 

arisen as a consequence of the dramatic 

development in contemporary Greenland. 

MARiANNE PiNg HuANg is Head of the 

Department of Arts and Cultural Studies at 

the University of Copenhagen. Since 2001 

her research interests have concentrated 

on Avant-Garde Studies, specifically on 

aesthetic cross-overs, media art and the 

reappearance of avant-garde strategies 

in contemporary art and culture. She is 

coordinator of the Danish Research Network 

of Avant-Garde Studies and the Nordic 

Research Network of Avant-Garde Studies, 

and she has been involved in establishing 

the European Network of Avant-Garde and 

Modernism Studies. 

MARYAM JAFRi (b. Karachi, Pakistan) is 

an artist working in video, photography and 

collage. Informed by a research based, interdisciplinary 

process, her artworks are often 

marked by a visual language poised between 

film and theater and a series of narrative 

experiments oscillating between script and 

document, fragment and whole. She holds 

a BA from Brown University, Rhode Island, 

and is a graduate of the Whitney Museum 

Independent Study Program, New York. 

MiRJAM JOENSEN (b. 1979) is an Art 

History student at Aarhus University, Denmark, 

and has studied Faroese Language 

and Literature at the University of the 

Faroe Islands. She was born and raised in 

the Faroe Islands, but is currently based in 

Aarhus, where she is finishing her thesis on 

Kuratorisk Aktion’s Rethinking Nordic Colonialism: 

A Postcolonial Exhibition Project in 

Five Acts, which took place throughout the 

Nordic region in 2006. 

STEFAN JONSSON is senior cultural critic 

at Dagens Nyheter, Sweden’s major newspaper, 

and Associate Professor of Aesthetics at 

Södertörn University in Stockholm. He has 

been fellow at the Getty Research Institute 

in Los Angeles (1998-2000). He has in 

several books introduced postcolonial theory 

to a Scandinavian readership and has collaborated 

with Pia Arke on several projects, 

most notably Stories from Scoresbysund. His 

most recent books are: A Brief History of the 

Masses: Three Revolutions, 1789, 1889, 1989 

(Columbia University Press, 2008) and Rapport 

från Sopornas Planet: Kritiska essäer 

(Norstedts, 2010). 

CARSTEN JuHL holds an MA in History 

and Italian from the University of Copenhagen 

and has since 1996 been Head of the Department 

of Art Theory and Communication 

at the Royal Danish Academy of Fine Arts in 

Copenhagen. He has published a number of 

books on Italy, political economy, art theory, 

and aesthetics and has also translated a 

number of texts into Danish, by authors 

such as Agamben, Baudrillard, Kant, Lyotard, 

Perniola, and Serres. His most recent 

book is titled Globalæstetik. Verdensfølelsen 

og det kosmopolitiske perspektiv (Billedkunstskolernes 

Forlag, 2007). 

ANDERS JØRgENSEN is currently New 

Media Manager at the Danish Film Studio. 

He has studied at the Department of Film 

& Media Science, University of Copenhagen 

and at the Department of Visual Arts, 

UCSD, San Diego. Since 1997 he has been 

a co-producer of both documentaries and 

installations with Pia Arke. His projects include: 

Det primitive moderne (dissertation on 

Danish expedition films), Ekspedition Sirius 

2000 (documentary, national Danish TV2), 

Tupilakosaurus (installation), Scoresbysundhistorier 

(documentary) and Countryside 

(video installation). He is also co-founder of 

The Society for Ethnographic Film Blunders.

METTE JØRgENSEN is a teacher and 

writer, born 1963 in Aarhus, Denmark. She 

has studied English literature and is a former 

scholar at the Department of Literature 

at Aarhus University, where she wrote her 

Ph.D. on postcolonial literature. She lives 

and works in Copenhagen. 

JOHN KENDAL was born in London in 

1938 and has degrees in English (Cambridge) 

and Russian (Copenhagen). He moved 

permanently to Denmark in 1965, where 

he has worked as a teacher and translator. 

Among his recent translations are books on 

the Copenhagen Opera House, The Louisiana 

Museum and Chagall (forthcoming). 

JEuNO JE KiM works with video, performance, 

sound, and drawings. Born in South 

Korea, she has studied, taught, and exhibited 

in the UK, France, and the US. In 2003 she 

received her MFA from University of Illinois, 

Chicago, and in 2001, she received a Masters 

in Theology from Harvard University. Currently, 

she is based in Malmö – Seoul. 

Performer, poet, visual artist, and translator 

JESSiE KLEEMANN was born 1959 

in Upernavik, Greenland. She lives and 

works in Copenhagen and has engaged 

herself actively in Greenlandic cultural 

life and society through art, teaching and 

committee work. She has participated in 

exhibitions and festivals worldwide, has 

published articles, essays, illustrations, and 

poems in Tumit, Sermitsiaq, and Arts From 

Arctic (1991-93) and published in 1997 the 

trilingual Taallat, Digte, Poems (Fisker & 

Shou, 1997). Recently, she has organized a 

poetry festival and a writing workshop in 

Greenland (2004-06) and a Writers’ School in 

Nuuk in collaboration with Forfatterskolen 

[The Writers’ School] in Denmark (2008). 

iNgE KLEiVAN, born 1931 in Frederiksberg, 

Denmark, MA in Greenlandic (Eskimo) 

Philology from the University of Copenhagen, 

formerly Senior Lecturer at the Department 

for Eskimo Studies, University of 

Copenhagen. Has written on a wide variety 

of subjects relating to language, culture and 

social conditions in Greenland. 

KuRATORiSK AKTiON (KA) is an allfemale 

independent curators’ collective, 

formed in 2005 by Danish independent 

curators Frederikke Hansen and Tone 

Olaf Nielsen. Collaborating with artists, 

theorists, and activists from all over the 

world, KA produces cross-disciplinary exhibitions, 

publications, and discussions that 

investigate the complex relations between 

historical colonialism, capitalist globalization, 

and neocolonial forms of exploitation 

on the one hand and postcolonial forms of 

conviviality on the other. KA’s recent projects 

include: Rethinking Nordic Colonialism: A 

Postcolonial Exhibition Project in Five Acts 

(2006), The Road to Mental Decolonization 

(2008), and Metropolitan Repressions (2009). 

www.kuratorisk-aktion.org 

JAN-ERiK LuNDSTRÖM is curator and 

former Director of BildMuseet, Umeå, Sweden. 

Among his latest curatorial projects are: Being 

A Part, Politics of Place, Society Must Be Defended 

(1st Thessaloniki Biennial of Contemporary 

Art); After the Fact; Carlos Capelan: 

Only You; Socialisms; and Same, Same, but 

Different. He was the artistic director of the 

Berlin Photography Biennial (2005), BB3 (3rd 

Bucharest Biennale, 2008), and the curator of 

LAB09 (Luleå Art Biennial). He is the author 

of: Horizons: Towards a Global Africa; Looking 

North: Representations of Sami in Visual Arts 

and Literature; and Ursula Biemann: Mission 

Reports, Artistic Practice in the Field, Video 

Works, 1998-2008. 

AViÂJA EgEDE LYNgE is a social anthropologist, 

who lives and works in Nuuk. She 

teaches Anthropology at the Institute of Arctic 

Education, University of Greenland and 

received her MA in Social Anthropology from 

Edinburgh University (2002) and her BA in 

Tourism Management from Queen Margaret 

University College, Edinburgh (2000). Her 

research interests are postcolonialism (mental 

decolonization), culture, development of indigenous 

societies and rural areas. 

iBEN MONDRuP is a writer and artist born 

1969 in Copenhagen, but raised in Greenland. 

She wrote De usynlige grønlændere [The Invisible 

Greenlanders] (2003), a book about language, 

culture, and identity among mainly Danish 

speaking Greenlanders. In 2005, she wrote the 

introduction to the acclaimed photo art book The 

Quiet Diversity by the Greenlandic artist Julie 

Edel Hardenberg. Mondrup is the founder of the 

online archive www.ibenmondrup.dk featuring 

articles about postcolonial Greenland. 

SARA OLSVig is an anthropologist, born in 

1978 in Nuuk, Greenland, and presently employed 

by the Inuit Circumpolar Council, ICC, 

Greenland, where she works in the field of human 

rights. For a number of years she has concerned 

herself with modern art and its impact 

on the individual and on society in postcolonial 

territories like Greenland and New Zealand. 

SØREN BRO POLD, Ph.D., is a Lecturer 

in Digital Aesthetics at the Department of 

Information and Media Studies at Aarhus 

University in Denmark. He has written in 

Danish and English on digital and media 

aesthetics from the panorama of the 19th 

century to the interfaces of our time, among 

other things on digital literature, net art, 

software art, creative software, digital culture 

and digital urban space. www.bro-pold.dk 

iRiT ROgOFF is a theorist, curator and 

organiser who writes at the intersections of the 

critical, the political and contemporary arts 

practices. Rogoff is Professor of Visual Culture 

at Goldsmiths College, London University, a department 

she founded in 2002. Her work across 

a series of new “think tank” Ph.D. programs at 

Goldsmiths (Research Architecture, Curatorial/Knowledge) 

is focusing on the possibility 

of exchanging knowledges across professional 

practices, self generated forums, academic 

institutions and individual enthusiasms. Publications 

include: Museum Culture (1997), Terra 

Infirma – Geography’s Visual Culture (2001), 

Unbounded – Limits Possibilities (2008) and 

the forthcoming Looking Away – Participa-ting 

Singularities, Ontological Communities (2010). 

Curatorial work include: De-Regulation (2005- 

08), A.C.A.D.E.M.Y (2006) and Summit – Non 

Aligned Initiatives in Education Culture (2007). 

SØREN RuD, Ph.D. candidate at the University 

of Copenhagen, is currently writing a thesis 

on the development of modern governmental 

techniques across metropole and colony (Copenhagen 

and Greenland) in the late 19th century. 

His research investigates how governmental 

techniques used to influence the domestic urban 

poor were related to techniques developed by 

the colonial administration. 

METTE SANDBYE (born 1964) is Associate 

Professor at The Department of Arts and 

Cultural Studies, University of Copenhagen, 

where her main research area is contemporary 

photographic art, practices and theory. 

She is the editor of the first Danish history of 

photography, Dansk Fotografihistorie (2004), 

author of several books on photography and 

contemporary art, among others Kedelige Billeder 

(2007) and Mindesmærker (2001), and 

since 1995 an art critic at Weekendavisen. 

THE SOCiETY FOR ETHNOgRAPHiC 

FiLM BLuNDERS was founded in 2000 by 

the artist Pia Arke, her brother Erik Gant 

(MA in Film Studies from the University of 

Copenhagen and Ph.D. from the Department 

of Aesthetic Studies, Aarhus University) and 

Anders Jørgensen (New Media Manager at the 

Danish Film Studio). The purpose of the society 

is to create forums for critical discussion of the 

ways in which indigenous peoples have been 

represented in ethnographic films. The society 

has organized public film screenings followed by 

discussions in Copenhagen at, for instance, the 

National Museum of Denmark, the Greenland 

House and the Danish Polar Center. 

KiRSTEN THiSTED is a Senior Lecturer in 

Minority Studies at the University of Copenhagen. 

She has researched into Greenlandic 

narrative tradition and literature and has 

translated a number of works into Danish. Her 

research has also concerned Danish representations 

of Greenlanders and other “Others”. 

She was a friend of Pia Arke’s and followed 

her work at very close quarters. 

FiNN THRANE, born 1939, graduated in 

Danish and Film Studies and taught at Askov 

Academy 1972-85. Active photographic artist 

in the 1970s and 1980s. Founder and director 

of Brandts Museet for Fotokunst, Odense, Denmark, 

1985-2007 and creator and co-editor of 

the journal KATALOG, 1988-2007. Founder of 

Odense Foto Triennale 2000, now FotoTriennale. 

dk. Currently art adviser for the internet gallery 

PhotoMondo.dk and – with Lisbet Marschner – 

head of JANUS, the Micro Folk High School in 

Kerteminde on Funen, Denmark. 

87

Tak 

TUPILAKOSAURUS: Pia Arkes 

opgør med kunst, etnicitet og kolonihistorie, 

1981-2006 var ikke blevet 

til noget, havde det ikke været for 

en lang række personer, institutioner 

og fonde, som vi er evigt 

taknemmelige. 

Først og fremmest en meget stor 

tak til Søren Arke, arving af Pia 

Arkes bo, for at lade os få adgang 

til hendes arkiver og værker. Uden 

Sørens tillid og generøsitet havde 

det ikke været muligt at lave 

udstillingen. Også en varm tak til 

Michael Petersen og Anette Korsgaard 

Lauritsen og til Annette og 

Jørgen Grant for deres gæstfrihed 

og for tålmodigt at besvare alverdens 

spørgsmål. 

Vi vil også gerne rette en stor 

tak til alle Pia Arke Selskabets 

bestyrelsesmedlemmer, hvis indsigter 

åbnede vores øjne for såvel 

styrker som svagheder ved projektet 

i dets konceptualiseringsfase: 

Tine Bryld, Erik Gant, Pernille 

Kløvedal Helweg, Stefan Jonsson, 

Carsten Juhl, Mette Jørgensen og 

Elin Schmidt. En særlig tak til formand 

Jarl Borgen for at formalisere 

selskabet og dele sin viden med os. 

Vi er også alle de personer og institutioner, 

som gavmildt har udlånt 

værker til udstillingen, en stor tak 

skyldig. De nævnes i rækkefølge på 

side 92 i denne udstillingsguide. En 

særlig tak rettes til alle de personer, 

som har bidraget med viden, 

idéer, tekster, oplæg, performances 

og taler til udstillingens guide, 

filmprogram, seminar og folkemøde: 

88 

Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel 

Bertelsen, Tine Bryld, Erik Gant, 

Søren Jønsson Granat, Stephen 

Heilmann, Anne-Birthe Hove, 

Marianne Ping Huang, Maryam 

Jafri, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, 

Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, 

Jeuno JE Kim, Inge Kleivan, 

Jan-Erik Lundström, Aviâja Egede 

Lynge, Iben Mondrup, Sara Olsvig, 

Søren Bro Pold, Irit Rogoff, Søren 

Rud, Mette Sandbye, Selskabet for 

Dårlig Etnografisk Film, Kirsten 

Thisted og Finn Thrane. 

For deres uforbeholdne opbakning 

af projektet vil vi også gerne 

takke de fem institutioner, som 

har stillet deres udstillingslokaler 

og faciliteter til rådighed: BildMuseet 

(Jan-Erik Lundström, Brita 

Täljedal, Sofia Johansson, Jan-Åke 

Åkerlund med team); Den Frie 

Udstillingsbygning (Kirse Junge- 

Stevnsborg, Malene Natascha 

Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren 

Fjeldsø, Pernille Skriver Nielsen 

og Line Kjærsgaard), Grønlands 

Nationalmuseum & Arkiv (Daniel 

Thorleifsen, Aviâja Rosing Jakobsen 

og Frederik Larsen), Katuaq 

(Julia Pars og Eigil Petersen med 

team) og Nationalmuseet (Ulf 

Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska 

Solow, Marianne Blank, Jesper 

Thomas Møller, Eva Lilja Jensen, 

Mette Humle Jørgensen og Michael 

Bjørn). 

Vi er researcher og projektkoordinator 

Mirjam Joensen særligt 

taknemmelige for hendes uvurderlige 

indsats med research, 

lån, fundraising, korrespondance, 

rejser, logistik og et utal af detaljer. 

Uden hendes begejstring, professionalisme 

og vedholdenhed var 

projektet ikke blevet en realitet. 

Også en meget stor tak til de kuratoriske 

medhjælpere Sara Emilie 

Anker-Møller, Kamilla Askholm, 

Sofie Pil Eriksen og Nina Mouritzen 

for at donere deres tid under 

forberedelserne og installeringen af 

udstillingen; til installationsteknikerne 

Lars Buchardt, Morten Goll, 

Søren Jønsson Granat, Christian 

Hillesø, Line Skywalker Karlström, 

Peter Sommerlund, Sille Storihle og 

Morten Tejlgaard for deres utrættelige 

indsats under opbygningen af 

udstillingen; og til Katja Abelflindt 

for at udarbejde undervisningsmateriale 

til børn. 

Vi er også gerne rette en varm tak 

til Kristina Ask/Print Matters! for 

hendes fintfølende design af udstillingens 

guide og PR-materiale; 

til Sine Bang Nielsen og Annelise 

Nielsen for genlayoutet af bøgerne 

Etnoæstetik og Scoresbysundhistorier; 

og til Special-Trykkeriet 

Viborg a-s og Borgens Forlag for 

smukt tryk. 

En særlig tak rettes endvidere til 

Erik Gant, Stephen Heilmann, 

John Kendal og Jessie Kleemann 

for at påtage sig den store udfordring 

at oversætte Arkes to 

bøger til grønlandsk og engelsk. Vi 

er også Stephen Heilmann og John 

Kendal (igen!) samt Bjørn Chemnitz 

og Juana Petrussen meget 

taknemmelige for deres fremragende 

oversættelser af udstillingsguiden 

og for Naja Møller og

Sara Olsvigs korrekturlæsning 

af samme. 

Sidst, men ikke mindst, vil 

vi gerne rette en varm tak 

til alle de fonde, institutioner, 

virksomheder og 

personer, som har støttet 

udstillingen økonomisk: 

Augustinus Fonden, 

BildMuseet, Jarl Borgen, 

Borgens Forlag, Dansk 

Veteranbil Udlejning, Den 

Frie Udstillingsbygning, Det 

Frie Forskningsråd / Kultur 

og Kommunikation, Det 

Kongelige Grønlandsfond, 

Grønlands Nationalmuseum 

& Arkiv, Knud Højgaards 

Fond, Katuaq, Kulturfonden 

Danmark-Grønland, 

Kulturkontakt Nord, 

Københavns Billedkunstudvalg, 

Nationalmuseet, 

Novo Nordisk Fonden, Ny 

Carlsbergfondet, OAK Foundation 

Denmark, Selvstyrets 

Kulturmidler, Sonning- 

Fonden, Statens Kunstråds 

Billedkunstudvalg, Statens 

Kunstråds Litteraturudvalg 

og Svensk-danska kulturfonden. 


qujanaq 

TUPILAKOSAURUS: Pia Arkep 

eqqumiitsuliorneq, inuiaassuseq 

nunasiaateqarnerullu oqaluttuassartaanik 

apeqqusersuinera, 1981-2006 

piviusunngorsimassanngikkaluarpoq 

inuit, suliffeqarfiit aningaasaateqarfiillu 

arlalissuit, qamannga pisumik 

qutsavigisavut, peqataasimanngikkaluarpata. 

Pingaartumik qutsavigingaarparput 

Søren Arke, Pia Arkep kingornussisua, 

Arkep toqqortaanik suliaanillumisissuisissinnaasimammatigut. 

Tatiginnissimanngikkaluarpat 

ajunngisaarsimanngikkaluarpallu 

saqqummersitsineq piviusunngorsimassanngikkaluarpoq. 

Aammattaaq 

Michael Petersen aamma Anette 

Korsgaard Lauritsen, Annette aamma 

Jørgen Gant qutsavigingaarpavut 

inussiarnisaarnerannut naammagittarlutillu 

apeqquterpassuatsinnik akiortuinerannut. 

Angisuumittaaq qutsavigerusuppavut 

Pia Arke Selskabimi ilaasortat tamaasa, 

taakkumi ilisimasaqassutsimikkut 

pilersaarutip najoqqutassiornerani 

nukittoqutaanik sanngeequtaanillu 

uparuartuuttarsimammatigut: Tine 

Bryld, Erik Gant, Pernille Kløvedal 

Helweg, Stefan Jonsson, Carsten Juhl, 

Mette Jørgensen aamma Elin Schmidt. 

Immikkut qutsavigaarput siulittaasoq 

Jarl Borgen peqatigiiffimmik pilersitsisimaneranut 

ilisimasaminillu uagutsinnut 

avitseqatiginnissimaneranut. 

Aammattaaq qutsavissaqarfigeqaavut 

inuit suliffeqarfiillu sulianik pigisaminnik 

saqqummersitsinissamut atukkiussisimanerannut 

(s. 92). Immikkut 

qutsavigissavavut inuit saqqummer- 

sitsinermut ilitsersuummut, filminut, 

isumasioqatigiinnermut inunnillu 

ataatsimiititsimermut ilisimasaminnik, 

isumassarsianik, aallarniutinik, 

takutitsinernik oqalugiarnernillu ilanngusseqataasut: 

Stig Krabbe Barfoed, 

Lars Kiel Bertelsen, Tine Bryld, Erik 

Gant, Søren Jønsson Granat, Stephen 

Heilmann, Anne-Birthe Hove, Marianne 

Ping Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, 

Carsten Juhl, Anders Jørgensen, 

Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge 

Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja 

Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara 

Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff, 

Søren Rud, Mette Sandbye, Selskabet 

for Dårlig Etnografisk Film, Kirsten 

Thisted aamma Finn Thrane. 

Suliffeqarfiit tallimat pilersaarusiamut 

nangaassuteqaratik tapersersuisimasut, 

saqqummersitsivimminnik 

atortorissaarutiminnillu atukkiussisut, 

qutsavigerusuppavuttaaq: BildMuseet 

(Jan-Erik Lundström, Brita Täljedal, 

Sofia Johansson, Jan-Åke Åkerlund 

aamma team); Den Frie Udstillingsbygning 

(Kirse Junge-Stevnsborg, 

Malene Natascha Ratcliffe, Kit Leunbach, 

Søren Fjeldsø, Pernille Skriver 

Nielsen aamma Line Kjærsgaard), 

Katuaq (Julia Pars, Eigil Petersen 

aamma team), Nationalmuseet (Ulf 

Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska 

Solow, Marianne Blank, Jesper Thomas 

Møller, Eva Lilja Jensen, Mette Humle 

Jørgensen aamma Michael Bjørn) 

aamma Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu 

(Daniel Thorleifsen, 

Aviâja Rosing Jakobsen aamma Frederik 

Larsen). 

Misissuisorput pilersaarusiornermilu 

attaveqatigiissaarisorput Mirjam 

89

Joensen immikkut qutsavigerusupparput 

misissuineranut, taarsigassarsiniarnernut, 

aningaasaateqarfinnut 

qinnuteqarnernut, allaffigeqatigiinnernut, 

angalanernut, ingerlatassanik 

piareersaanerni aqutsineranut assigiinngitsualuppassuarnullu 

amerlaqisunut 

nalissaqanngitsumik ikiuussimaneranut. 

Tiguartissimanngikkaluarpat, suliaminik 

ilisimasaqanngikkaluarpat uteriitsuunngikkaluarpallu 

pilersaarusiaq 

piviusunngorsimassanngikkaluarpoq. 

Assuttaaq qutsavigaavut sulinitsinni 

ikiortivut Sara Emilie Anker-Møller, 

Kamilla Askholm, Sofie Pil Eriksen 

aamma Nina Mouritzen saqqummersitsinerup 

piareersarnerani ikkussuunneranilu 

piffissaminnik akeqanngitsumik 

tunniussisimasut; ikkussuinermi 

teknikerinut saqqummersitsinerup 

ikkussornerani qasusueqalutik ikiuuttunut 

Lars Buchardt, Morten Goll, Søren 

Jønsson Granat, Christian Hillesø, Line 

Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, 

Sille Storihle aamma Morten 

Tejlgaard; kiisalu meeqqanut ilinniutissiamik 

allatumut Katja Abelflindt-imut. 

Qamanngattaaq pisumik qutsavigaarput 

Kristina Ask/Print Matters! 

saqqummersitsinermut ilitsersuutip 

takoqqusaarutinullu atortussanik 

peqqissaarluinnarluni ilusilersuineranut; 

Sine Bang Nielsen aamma Annelise 

Nielsen atuakkat Etnoæstetik-p 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat nutaamik 

ilusilersornerinut; kiisalu Special- 

Trykkeriet Viborg a-s aamma Borgens 

Forlag naqitaannut kusanartunut. 

Immikkuttaaq qutsavigerusuppavut 

Erik Gant, Stephen Heilmann, John 

Kendal aamma Jessie Kleemann unamminartorujussuarmik 

sulisimanerannut 

90 

Arkep atuakkiaasa marluk kalaallisut 

tuluttullu nutsernerisigut. Angisuumittaaq 

qujassutissaqarfigaavut Stephen 

Heilmann aamma John Kendal (aappassaanik!) 

kiisalu Bjørn Chemnitz, 

Naja Møller, Sara Olsvig aamma Juana 

Petrussen saqqummersitsinermut ilitsersuummik 

nutserilluarsimanerannut 

kukkunersiorneranullu. 

Naggataagut, minnerunngitsumilli, 

qamannga pisumik qutsavigerusuppavut 

aningaasaateqarfiit, suliffeqarfiit 

inuillu, saqqummersitsinissamut aningaasanik 

tapiissuteqarsimasut: 

Augustinus Fonden, BildMuseet, Jarl 

Borgen, Borgens Forlag, Dansk Veteranbil 

Udlejning, Den Frie Udstillingsbygning, 

Det Frie Forskningsråd / 

Kultur og Kommunikation, Det 

Kongelige Grønlandsfond, Knud Højgaards 

Fond, Katuaq, Kulturfonden 

Danmark-Grønland, Kulturkontakt 

Nord, Københavns Billedkunstudvalg, 

Namminersorlutik Oqartussat kulturimut 

aningaasaliissutaat, Nationalmuseet, 

Novo Nordisk Fonden, Nunatta 

Katersugaasivia Allagaateqarfialu, 

Ny Carlsbergfondet, OAK Foundation 

Denmark, Sonning-Fonden, Statens 

Kunstråds Billedkunstudvalg, Statens 

Kunstråds Litteraturudvalg aamma 

Svensk-danska kulturfonden. 


Acknowledgements 

TUPILAKOSAURUS: Pia 

Arke’s Issue with Art, Ethnicity, 

and Colonialism, 1981-2006 

was only able to develop into 

its present form thanks to a 

large number of people, institutions, 

and foundations to whom 

we are forever indebted. 

First and foremost, we would 

like to express our heart-felt 

gratitude to Søren Arke, heir 

to Pia Arke’s estate, for granting 

us access to her files and 

works. Without his confidence 

and generosity, this exhibition 

would not have been possible. 

Also a big thank-you to 

Michael Peter-sen and Anette 

Korsgaard Lauritsen and to 

Annette and Jørgen Gant for 

opening up their home to us 

and patiently answering all 

sorts of questions. 

We also want to express our 

sincere gratitude to all the 

board members of the Pia 

Arke Society, whose insightfulness 

helped us recognize 

a number of strengths and 

weaknesses in the project 

when conceptualizing it: Tine 

Bryld, Erik Gant, Pernille 

Kløvedal Helweg, Stefan 

Jonsson, Carsten Juhl, Mette 

Jørgensen, and Elin Schmidt. 

Special thanks are due to 

chairman Jarl Borgen for 

formalizing the society and 

sharing information. 

We also want to warmly thank 

all the people and institutions,

who have generously lent us works 

for the exhibition. They are listed 

in detail on page 92 in this exhibition 

guide. Very special thanks are 

also due to all the people who have 

contributed with knowledge, ideas, 

texts, papers, performances, and 

speeches to the exhibition’s accompanying 

exhibition guide, film program, 

seminar, and community meeting: 

Stig Krabbe Barfoed, Lars Kiel Bertelsen, 

Tine Bryld, Erik Gant, Søren 

Jønsson Granat, Stephen Heilmann, 

Anne-Birthe Hove, Marianne Ping 

Huang, Maryam Jafri, Stefan Jonsson, 

Carsten Juhl, Anders Jørgensen, 

Mette Jørgensen, Jeuno JE Kim, Inge 

Kleivan, Jan-Erik Lundström, Aviâja 

Egede Lynge, Iben Mondrup, Sara 

Olsvig, Søren Bro Pold, Irit Rogoff, 

Søren Rud, Mette Sandbye, The 

Society for Ethnographic Film 

Blunders, Kirsten Thisted, and Finn 

Thrane. 

For their uncompromising support 

of the project, we would like to thank 

the five institutions that provided 

venues and facilities for the project: 

BildMuseet (Jan-Erik Lundström, 

Brita Täljedal, Sofia Johansson, 

Jan-Åke Åkerlund and team); Den 

Frie Centre of Contemporary Art 

(Kirse Junge-Stevnsborg, Malene Natascha 

Ratcliffe, Kit Leunbach, Søren 

Fjeldsø, Pernille Skriver Nielsen, 

and Line Kjærsgaard), Greenland 

National Museum & Archives (Daniel 

Thorleifsen, Aviâja Rosing Jakobsen, 

and Frederik Larsen), Katuaq (Julia 

Pars, Eigil Petersen and team), and 

The National Museum of Denmark 

(Ulf Dahre, Bjarne Grønnow, Maruiska 

Solow, Marianne Blank, Jesper 

Thomas Møller, Eva Lilja Jensen, 

Mette Humle Jørgensen, and Michael 

Bjørn). 

We are particular indebted to 

Researcher and Project Coordinator 

Mirjam Joensen for her enormous 

assistance with research, loans, 

fundraising, communication, 

travels, logistics, and a myriad of 

details. Without her dedication, 

professionalism, and tenacity, the 

project would not have materialized. 

Special thanks are also due to 

Curatorial Assistants Sara Emilie 

Anker-Møller, Kamilla Askholm, 

Sofie Pil Eriksen, and Nina Mouritzen 

for their generous effort, 

commitment, and patience during 

the realization of the exhibition. 

Big thanks also to preparators Lars 

Buchardt, Morten Goll, Søren Jønsson 

Granat, Christian Hillesø, Line 

Skywalker Karlström, Peter Sommerlund, 

Sille Storihle, and Morten 

Tejlgaard for their invaluable 

assistance with construction and 

installation. And to Katja Abelflindt 

for producing educational material 

to children. 

We are also very grateful to Kristina 

Ask/Print Matters! for her sensitive 

design of the exhibition’s guide and 

PR material, to Sine Bang Nielsen 

and Annelise Nielsen for the relayout 

of the publications Ethno- 

Aesthetics and Stories from Scoresbysund, 

and to Special-Trykkeriet 

Viborg a-s and Borgen Publishers 

for beautiful printing. 

A very special thank-you is to due 

Erik Gant, Stephen Heilmann, John 

Kendal, and Jessie Kleemann for 

taking on the challenge of translating 

Arke’s two books into Greenlandic 

and English. We are also very 

grateful to Stephen Heilmann and 

John Kendal (again!) and to Bjørn 

Chemnitz and Juana Petrussen for 

excellent translations of this exhibition 

guide and to Naja Møller and 

Sara Olsvig for copyediting it. 

Last, but not least, we want to 

extend our sincere appreciation to 

all the foundations, institutions, 

companies, and people, who have 

supported the exhibition financially: 

The Augustinus Foundation, 

BildMuseet, Jarl Borgen, Borgen 

Publishers, City of Copenhagen’s 

Council for Visual Arts, The Danish 

Arts Council Committee for Literature, 

The Danish Arts Council 

Committee for Visual Arts, The 

Danish Council for Independent 

Research / Humanities, Dansk Veteranbil 

Udlejning, Den Frie Centre 

of Contemporary Art, Det Kongelige 

Grønlandsfond, Government of 

Greenland’s Cultural Grant, Greenland 

National Museum & Archives, 

Knud Højgaards Fond, Katuaq, 

Kulturfonden Danmark-Grønland, 

The National Museum of Denmark, 

The New Carlsberg Foundation, 

Nordic Culture Point, The Novo 

Nordisk Foundation, OAK Foundation 

Denmark, Sonning-Fonden, 

and Svensk-danska kulturfonden. 


91

Institutionelle samarbejdspartnere & Lånere / 

Suliffeqarfiit suleqatigisat & Atukkiisullu / 

Institutional Partners & Lenders 

institutionelle samarbejdspartnere / suliffeqarfiit suleqatigisat / institutional Partners 

BildMuseet 

Den Frie Udstillingsbygning / Illu saqqummersitsivik Den Frie / Den Frie Centre of Contemporary Art 

Grønlands Nationalmuseum & Arkiv / Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / Greenland National 

Museum & Archives 

Katuaq 

Nationalmuseet / Danmarkip Katersugaasivissuani / The National Museum of Denmark 

lånere / atukkiisullu / lenders 

Afdeling for Eskimologi og Arktiske Studier, 

Københavns Universitet 

Afdelingen for Teori og Formidling, Det Kongelige 

Danske Kunstakademi, København 

Anstalten ved Herstedvester, Albertslund 

Søren Arke 

Arktisk Institut, København 


Jarl Borgen 

Brandts Museet for Fotokunst, Odense 

Tine Bryld 

Freja Vogt Christensen 

Klaus Marthinus Christensen 

Danmarks Kunstbibliotek, København 

Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet 

Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns 

Universitet 

Det Danske Filminstitut, København 

Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek, 

København 

92 

DR Arkiv og Research, København 

Fonden til oprettelse af Grønlands Nationalgalleri, 

Nuuk 

Forsknings- og Innovationsstyrelsen, København 

Annette & Jørgen Gant 

Grønlands Repræsentation, København 

Veronica & Carsten Juhl 



Kalaallit Illuutaat – Det Grønlandske Hus, 

København 


Litteraturmagasinet Standart, Århus 

Johannes Møller 

Nordatlantens Brygge, København 

Marie Louise & Søren Bro Pold 

Semina Rerum – Irène Preiswerk, Zürich 

Ann Lumbye Sørensen

Fonde & Sponsorer / 

Aningaasaateqarfiit & Aningaasaliisut / 

Funding & Sponsors 

Augustinus Fonden / The Augustinus Foundation 

Jarl Borgen 

Dansk Veteranbil Udlejning 

Borgens Forlag 

Det Frie Forskningsråd / Kultur og 

Kommunikation / The Danish Council for 

Independent Research / Humanities 

Det Kongelige Grønlandsfond 

Knud Højgaards Fond 

Grønlands Nationalmuseum & Arkiv / 

Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu / 

Greenland National Museum & Archives 

Kulturfonden Danmark-Grønland 

Nordic Culture Point 

Københavns Billedkunstudvalg / 

City of Copenhagen’s Council 

for Visual Arts 

The National Museum 

of Denmark 

The Novo Nordisk 

Foundation 

The New Carlsberg 

Foundation 

Selvstyrets Kulturmidler / 

Namminersorlutik Oqartussat 

kulturimut aningaasaliissutaat / 

Government of Greenland’s 

Cultural Grant 

Statens Kunstråds Billedkunstudvalg 

/ The Danish Arts Council 

Committee for Visual Arts 

Statens Kunstråds Litteraturudvalg 

/ The Danish Arts Council 

Committee for Literature 

93

TUPILAKOSAURUS 

TEAM 

Kuratorer / isumaginnittut / Curators 

KURATORISK AKTION 

(FREDERIKKE HANSEN & 

TONE OLAF NIELSEN) 

Kuratoriske konsulenter / isumaginninnermi 

siunnersortit / Curatorial 

Consultants 

PIA ARKE SELSKABET / 

THE PIA ARKE SOCIETY 

Research assistent / Paasiniaanermi 

ikiorti / Research Assistant 

MIRJAM JOENSEN 

Projekt koordinator / Pilersaarusiornermi 

ataqatigiissaarisoq / 

Project Coordinator 


Kuratoriske medhjælpere / isumaginninnermi 

ikiortit / Curatorial Assistants 

SARA EMILIE ANKER-MØLLER 

KAMILLA ASKHOLM 

SOFIE PIL ERIKSEN 

NINA MOURITZEN 

Fundraising / Aningaassaliisussarsiortut 


Installationsteknikere / ikkussuisartut / 

Preparators 

MICHAEL BJØRN 

LARS BUCHARDT 

SØREN FJELDSØ 

MORTEN GOLL 

SØREN JØNSSON GRANAT 

CHRISTIAN HILLESØ 

SOFIA JOHANSSON 

LINE SKYWALKER KARLSTRöM 

FREDERIK LARSEN + TEAM 

EIGIL PETERSEN + TEAM 

PETER SOMMERLUND 

SILLE STORIHLE 

MORTEN TEJLGAARD 

JAN-ÅKE ÅKERLUND + TEAM 

PR & Undervisningsmateriale / 

ussassaarisut ilinniusiortullu / 

PR & Educational Material 

KATJA ABELFLINDT 

LINE KJÆRSGAARD 


KIT LEUNBACH 

JESPER THOMAS MØLLER 

Grafisk design / Naqiterinermi 

ilusilersuisut / Graphic Design 

KRISTINA ASK, PRINT MATTERS! 

94 

ASKEBY, DANMARK / DENMARK 

TUPILAKOSAURUS guide redaktører / 

TUPILAKOSAURUS najoqqutassiornerani 

aaqqissuisut / TUPILAKOSAU- 

RUS guide Editors 


TUPILAKOSAURUS guide assistance / 

TUPILAKOSAURUS najoqqutassiornerani 

ikiorti / TUPILAKOSAURUS 

guide Assistance 


TUPILAKOSAURUS guide oversættere / 

TUPILAKOSAURUS najoqqutassiaata 

nutserisui / TUPILAKOSAURUS guide 

Translators 

BJØRN CHEMNITZ 

(dansk-grønlandsk / qallunaatut-kalaallisut / 

Danish-Greenlandic) 

STEPHEN HEILMANN 



AVIâJA ROSING JAKOBSEN 



LINE SKYWALKER KARLSTRöM 

(svensk-dansk / svenskisut-qallunaatut / 

Swedish-Danish) 

JOHN KENDAL 

(dansk-engelsk / qallunaatut-tuluttut / 

Danish-English) 


(engelsk-dansk / tuluttut-qallunaatut / 

English-Danish) 

JUANA PETRUSSEN 



TUPILAKOSAURUS guide korrekturlæsning 

/ TUPILAKOSAURUS najoqqutassiaata 

kukkunersiuisui / TUPILAKO- 

SAURUS guide Copyediting 

METTE JØRGENSEN 


NAJA MØLLER 

SARA OLSVIG 

Etnoæstetik redaktører / Etnoæstetik 

aaqqissuisui / Ethno-Aesthetics Editors 

ARK (KLAUS CHRISTENSEN & 

LARS KIEL BERTELSEN) 


Etnoæstetik oversættere / Etnoæstetik 

nutserisui / Ethno-Aesthetics Translators 

BJØRN CHEMNITZ 



ERIK GANT 






JOHN KENDAL 



JESSIE KLEEMANN 






Etnoæstetik korrekturlæsning / Etnoæstetik 

kukkunersiuisui / Ethno- 

Aesthetics Copyediting 

LARS KIEL BERTELSEN 


JOHN KENDAL 



Etnoæstetik grafisk design / Etnoæstetik 

naqinnerani ilusilersuisut / Ethno- 

Aesthetics Graphic Design 

SINE BANG NIELSEN, KØBENHAVN 

efter ARKs oprindelige design / SINE 

BANG NIELSEN, KØBENHAVN ARK-ip 

ilusiliussimasai malillugit suliarinnittoq / 

SINE BANG NIELSEN, COPENHAGEN, 

after ARK’s original design 

Scoresbysundhistorier redaktører / Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat aaqqissuisui 

/ Stories from Scoresbysund Editors 


Scoresbysundhistorier oversættere / Ittoqqortoormiiniit 

Oqaluttuat nutserisui / 

Stories from Scoresbysund Translators 




JOHN KENDAL 






Scoresbysundhistorier korrekturlæsning / 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat kukkunersiuisui 

/ Stories from Scoresbysund 

Copyediting 

JOHN KENDAL 



Scoresbysundhistorier grafisk design / 

Ittoqqortoormiiniit Oqaluttuat naqinnerani 

ilusilersuisut / Stories from 

Scoresbysund Graphic Design 

BORGENS FORLAG, KØBENHAVN / 

BORGEN PUBLISHERS, COPENHAGEN

Udstillingslokaliteter & Entré / 

init saqqummersitsiviit & isernermi aki / 

Venues & Admission 

bildmuseet 

Umeå universitet 

S-901 87 Umeå 

Sverige / Sweden 

+46 90 786 5227 

info@bildmuseet.umu.se 

www.bildmuseet.umu.se 

Onsdag – søndag 12-17 / Pingasunngorneq – 

arfininngorneq 12-17 / Wednesday – Sunday 

12-5 pm 

Gratis adgang / Iserneq akeqanngilaq / Free 

admission 

den Frie Udstillingsbygning / 

illu saqqummersitsivik den Frie / 

den Frie Centre of Contemporary art 

Oslo Plads 

DK-2100 København Ø 

Danmark / Denmark 

+45 33 12 28 03 

info@denfrie.dk 

www.denfrie.dk 

Tirsdag – søndag 10-17, torsdag 10-21 / 

Marlunngorneq – sapaat 10-17, sisamanngorneq 

10-21 / Tuesday – Sunday 10 am-5 pm, Thursday 

10 am-9 pm 

Entré: Voksne DKK 45,-, børn u. 12 år gratis, 

studerende/pensionister DKK 25,-, medlemmer 

gratis, grupper/skoler DKK 20,- / Iserneq: Inersimasut 

DKK 45,-, meeqqat 12-t ataallugu ukiulllit 

akeqanngilaq, ilinniartut/soraarnerussutisiallit 

DKK 25,-, ilaasortat akeqanngilaq, gruppet/ 

atuarfiit DKK 20,- / Admission: Adults DKK 45, 

children u. 12 years free, students/pensioners 

DKK 25, members free, groups/schools DKK 20 

grønlands nationalmuseum & arkiv / 

nunatta Katersugaasivia allagaateqarfialu / 

greenland national museum & archives 

Hans Egedevej 8 

GL-3900 Nuuk 

Grønland / Kalaallit Nunaat / Greenland 

+299 32 26 11 

nka@natmus.gl 

www.natmus.gl 

Tirsdag – søndag 13-16 / Marlunngorneq – sapaat 

13-16 / Tuesday – Sunday 1-4 pm 


admission 

Katuaq 

Imaneq 21 

GL-3900 Nuuk 

Grønland / Kalaallit Nunaat / Greenland 

+299 36 37 70 

reception@katuaq.gl 

www.katuaq.gl 


11-21 / Tuesday – Sunday 11 am-9 pm 


admission 

nationalmuseet / 

danmarkip Katersugaasivissuani / 

the national museum of denmark 

Frederiksholms Kanal 12 

DK-1220 København K 

Danmark / Denmark 

+45 33 13 44 11 

www.natmus.dk 


10-17 / Tuesday – Sunday 10-17 


admission 

95

ISBN 978-87-993523-2-6

tupilakosaurus - Print matters!

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?