Slides 6

TMK 6
Fragmenterede bevidstheder
- Introduktion til Jürgen Habermas
& Niklas Luhmann

Programmet
• Opsamling: Frankfurterskolens skolens kritik af Det
moderne samfund - Teknokrati og Kulturindustri
• Mellemspil: Om rationalisering og fremmedgørelse
– Tematisering af overgangen fra TMK 2 - 5 til TMK 6 - 10
• Det moderne samfund fremstillet hos Jürgen Habermas
& Niklas Luhmann:
– Introduktion til Jürgen Habermas: System og Livsverden
– Introduktion til Niklas Luhmann: Autopoietiske systemer
• Introduktion til næste forelæsning:
– Anthony Giddens & Thomas Ziehe
TMK
6
2

Frankfurterskolen og kritisk teori
– Horkheime, Adorno & Marcuse
• Kritisk teori er en retningsbetegnelse for en bred personkreds, der med afsæt i Karl Marx
og Max Webers samfundsanalyser samt Sigmunt Freuds psykologi (psykoanalysen) udviklede
en tværvidenskablig og kritisk samfundsvidenskab – kritisk teori er typisk associeret
med Frankfurter Skolen.
• Kendetegnet ved:
– Opgøret med determinismen/evolutionismen/vulgærmaterialismen i den dogmatiske marxisme.
– Forstærket fokus på rationalitets- og fremmedgørelsesproblematikken samt det historiske subjekts
skiftende betingelser for bevidstgørelse (“falsk bevidsthed”).
– Fundamental temasættelse af ”fornuftens” (og den ensidige fornuftsdyrkelses) skyggesider.
• Horkheimer og Adorno om kulturindustrien (standardiseringen og pseudoindividualiseringens
gennemslag i kulturprodukterne og mulige funktioner herved):
– Skabelsen af ”falske” forestillinger om kulturel mangfoldighed/forbrugsvalgets mangfoldighed og
udbredelsen af varefetichismen/konsumerismen.
– Standardisering, konformering og fordummelse(/kritikløshed).
– Ideologisk indsocialisering til arbejdet (i rollen som producent og konsument).
• Adorno om uddannelse efter Auschwitz og fastholdelsen af oplysningensprojektet og
fornuften - trods alt.
• Marcuse om teknokratiet:
– Teknokratiet repræsenterer en gennemrationalisering af det moderne industrisamfund; endimensionalisering.
– Forstummet kritik og den velsmagende trældom/accept og tilpasning.
– Opposition: Kunsten og nye teknologiformer.
TMK
6
 3

TMK 2 – 5: Rationalisering og fremmedgørelse
• Kulturpessimismen kan være en fællesnævner for den første halvdel af kurset,
hvor I er blevet introduceret til en række kritiske fremstillinger af det moderne samfund
og dets kendetegn: Karl Marx, Max Weber, Emile Durkheim, Arnold Gehlen, Jacques
Ellul, Herbert Marcuse, Neil Postman, Theodor Adoeno W. Adorno & Max Horkheimer.
• Fællestrækket for disse samfundsanalyser, er, at det moderne er en civilisation båret af
ideen om rationalisme – at ville kontrollere og beherske naturen og samfundet med
henblik på maksimering af udbyttet af menneskets ”arbejde” (jf. Marx). Hertil har
teknik og teknologi selvfølgeligt spillet en helt særlig rolle.
• Denne ide om rationalismen har om noget muliggjort etableringen af det moderne
samfund, som vi lever i. Uden denne ide og udmøntningen af ideen vil det moderne
samfund ikke eksistere: Rationalisme er en forudsætning!
• I en tid, hvor koden for det 21. århundrede formodentlig bliver ”globale kriser” og
”bæredygtig udvikling”, vil det helt sikkert også fortsat være en forudsætning – måske
mere end nogensinde.
• MEN ideen om rationalisme har en slagside – og det er kulturpessimismens dagsorden.
Max Webers bidrag kan i denne sammenhæng fremhæves. Han er en fornem eksponent
for rationalismens ambivalens:
– At rationalismen på den ene side er en velsignelse, fordi det er den, der har gjort det moderne
samfund vi bebor til noget unikt i verdenshistorien, og den har givet os ”fremskridt” og ”goder” i
hverdagslivet.
– At rationalismen på den anden side er vores forbandelse, fordi den kan virke dehumaniserende og
lukker os inden i et ”rationalitetens jernbur” (jf. Weber). Her sidder vi alle som een i
”velsmagende trældom” (jf. Marcuse).
• Det er analysen af rationalismens slagside, der kritisk er blevet temasat med begreber
som: formålsrationalitet, instrumentel handling, fremmedgørelse og anomi.
TMK
6
 4

TMK 2 – 5: Rationalisering og fremmedgørelse
• Men der var og der er mere at berette om end skyggesiderne: Det moderne samfund er
også oplysning, velstandsstigning og demokratisering.
• Det skal være anledningen til at introducere Jürgen Habermas og Habermas’ kritisk
teoretiske videreførelse af ideen om rationalismen - det modernes ide:
– Habermas er for så vidt enig i Horkheimer, Adorno og Marcuses kritik af det moderne
samfunds ensidige dyrkelse af teknisk og naturvidensbalige fornuft!
– Men hos Habermas findes et alternativ til den dominerende målrationelle og
resultatorienterede handlemåde, der er en hovedårsag til kulturpessimisternes kritik.
– Der findes en anden form for rationalisme og den er sproglig og kan realiseres i
kommunikationen: den forståelses- og enighedsorienterede kommunikative handlemåde!
• Hermed genåbner Jürgen Habermas også diskussionen om teknologi (og medier) som
årsagen til en bestemt negativ udviklingstendens, og han giver substans til Herbert
Marcus’ forhåbning om et modstandspotentiale.
• Hos Habermas er det ikke teknologien, der er genstand for kritikken. Kritikken rettes
mod brugen af teknologi, og mod hvilke livsområder teknologi indlejres i og hermed
bliver mål for den iboende målrationalitet og den særlige ”endimensional” form for
resultatorientering, der er et særligt kendetegn for kritikken.
• Således er Habermas neutral med hensyn til teknologi, men han stiller sig kritisk
overfor, hvordan teknologien formes og således kommer til at forme interaktioner
og samfund.
• Faktisk introduceres der også et tematisk skifte i analyserne af det moderne samfund,
og MAGT (og modmagt) inddrages som et centralt omdrejningspunkt.
TMK
6
 5

Jürgen Habermas
• Tysk socialfilosof og sociolog (1929 – )
• Assistent hos Adorno i 56 – 59
• (D)en førende repræsentant for Frankfurterskolens/den
kritiske teoris 2. generation
• Udvalgte værker:
– Borgerlige offentlighet – dens fremvekst og forfall (1962)
– Vitenskap som ideologi (1968)
– Teorien om den kommunikative handlen (1981)
TMK
6
 6

Habermas
- udvalgte temaer
• Den Borgerlige offentligheds fremkomst og forfald – en medie- og kulturkritik.
– Et spændende perspektiv på massemedierevolutionen, underholdningsrevolutionen
og hjemmekommunikationsrevolutionen; jf. Fang).
• Positivismekritikken og de tre erkendelsesinteresser – den kritiske teori.
• Det moderne samfund: System & livsverden - modellen samt en
”samfundsdiagnose” og en påmindelse om en mulig ”forløsning”:
– Fra ”falsk bevidsthed” til ”fragmenteret bevidsthed” - fra et bevidsthedsfilosofisk
paradigme til et kommunikations- og handlingsorienteret paradigme
– Fra arbejde & interaktion til system & livsverden
– Fra fremmedgørelse og kolonisering
– Ny kommunikationsteoretisk fremstilling af grundproblemet vedrørende
rationel handling: Strategisk og resultatorienteret handling versus
kommunikativ forståelses- og enighedsorienteret handling
TMK
6
 7

Habermas -
De tre erkendelsesinteresser
• Teknisk og formålsrationel erkendelsesinteresse (empirisk-analytisk):
– Formål: styrke evnen til at forudsige og kontrollere.
– Perspektiv: identificere og manipulere variabler til beregning.
– Forventning: effektivisering.
• Praktisk erkendelsesinteresse (historisk-hermeneutisk):
– Formål: forståelsesorienteret.
– Perspektiv: fortolkning af symbolsk kommunikation/interaktion til vurdering.
– Forventning: udvikle forståelsen.
• Emanicipatorisk el. frigørende erkendelsesinteresse (kritisk):
– Formål: skabe bevidsthed om og medvirke til forbedring af sociale relationer.
– Perspektiv: bevidstgøre om undertrykkelse og udnyttelse til forandring.
– Forventning: give mulighed for at modvirke unødvendige sociale lidelser.
TMK
6
 8

Habermas’ System og livsverden
- definition
• Livsverden er den historiske og intersubjektive kulturelle fælles baggrund, som
vi hele tiden erfaringsmæssigt trækker på og som vi dagligt udvikler/danner i
interaktion med hinanden:
– Livsverden er således horisont for vores indbyrdes forståelse – eller manglen på samme.
– Livsverden er sproglig og kulturelt formidlet (og det kan i alle mulige former: kompendieteksterne
til dagens undervisning, mit oplæg og interaktionen i undervisningslokalet lige nu, de
efterfølgende slides/noter … eller mere fornøjeligt fx. film som Kubricks vidunderlige Dr.
Strangelove, osv ).
– Livsverden består af tre strukturelle komponenter: kultur, samfund og personlighed, og de
dannes og vedligeholdes gennem tre sproglige reproduktionsprocesser: kulturel reproduktion,
social integration og socialisering.
• System (eller sociale funktionssystemer – jf. Talcott Parsons og Niklas
Luhmann) er Habermas’ sociologiske betegnelse for et særligt fænomen i det
moderne samfund.
– System er produktet af en historisk og samfundsmæssig evolutionsproces – uddifferentieret af
livsverden.
– Systemet er formålsrationelt og det fungerer som en samlebetegnelse for specialiserede og
rationelle sociale funktionssystemer, der er grundbetingelsen for det moderne samfund. Uden
disse funktionssystemer kan det moderne samfund ikke fungere!
TMK
6
 9

Systemet
- autonome sociale funktionssystemer
• Systemer fungerer autonomt, dvs. relativt uafhængig af menneskelige
aktører og almindelige mellemmenneskelig interaktion (livsverden).
– Det var hovedpointen med Stanley Kubrick’s film Dr. Strangelove.
• Systemer er tekniske og de fungerer derfor instrumentelt, dvs. målrationelt
og resultatsorienteret (jvf. Weber).
• Systemer fungerer i forhold til symbolsk generaliserede styringsmedier:
penge og magt; dvs. de er økonomisk styret og teknisk-bureaukratisk organiseret.
• Systemer accelerer og koordinerer komplicerede interaktionsprocesser ved
reduktion af den nødvendige indsats af kommunikation.
• Systemer legitimeres og reproduceres (retfærdiggøres og vedligeholdes)
gennem hverdagens almindelige mellemmenneskelige interaktioner
aktørerne i mellem (livsverden; jvf. Habermas).
TMK
6
 10

System og livsverden
- grundproblemet er kolonisering
• Systemer indvirker både hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt på denne mellemmenneskelige
interaktion (koloniserer livsverden, jvf. Habermas).
• Problemerne vedrørende systemkolonisering kan opregnes som følgende:
– Systemet er autonomt og relativt uafhængig af mellemmenneskelige
interaktion - virker styrende og vanskelige/umulige at modvirke (en
”styringstvang”).
– Systemet er instrumentelt (målrationelt og resultatorienteret) og fungerer efter
de særlige styringsmedier penge og magt, og som sådan koloniseres livsverden,
når styringsmedierne penge og magt ensretter og reducerer den mellemmenneskelige
interaktion.
– Denne kolonisering effektiviserer den mellemmenneskelige interaktion, men
den kan også virke fremmedgørende eller tingsliggørende, når mennesker og
den mellemmenneskelig interaktion formaliseres og reduceres af systemernes
instrumentelle rationalitet.
– Sygehusets teknisk-bureaukratiske organiserede (og økonomisk styrede)
behandlingssystem kan på ”godt og ondt” illustrere forholdet mellem system og
livsverden.
TMK
6
 11

Livsverdenbaseret regulering af systemernes kolonisering
– en faktisk og mulig rationel løsning på den kritiske samfundsdiagnose
• Systemernes autonomi, effektiviteten og de naturaliserede styringsmedier (penge og
magt) gør systemerne vanskeligt regulerbare. Men systemers indflydelse på livsverden
kan reguleres.
• Regulering kan finde sted som følge af interaktionen i livsverden:
– fx. i form af Kubricks og Chaplins satiriske og kritiske film,
– eller Marcuses og Habermas’ kritik samfundsteorier
– eller når I på baggrund af jeres uddannelse behandler de mennesker, som I samarbejder med som
ligeværdige, selvom de nemt kan reduceres vha. objektiverende tekniske betegnelser som modtager eller
bruger
• Denne system- og livsverdenregulerende interaktion begrunder Habermas i sin teori om
den kommunikativ handlen, hvortil hører en særlig udviklet sprogteori: universalpragmatik
(eller formalpragmatikken). Altså et sprogligt og kommunikationsteoretisk
grundlag for den rationelle fremgangsmåde/procedure for den system- og livsverdenregulerende
samtale: Den kommunikative handling.
• Sproget er forståelsesorienteret og knytter referentielt an til tre forskellige verdner, og
hvis vi vil, så kan vi prøve et hvilket som helst sprogligt udsagn i forhold til tre typer af
universelle gyldighedskriterier (altid gældende kriterier):
– Sandhed (knyttet til den objektive verden)
– Rigtighed el. legitimitet (knyttet til den sociale og intersubjektive verden)
– Vederhæftighed/oprigtighed (knyttet til den subjektive verden).
• Formålet med den kommunikative handlen er gennem indbyrdes forståelse og enighed
at modvirke kolonisering og erstatte strategisk handlen som den dominerende social
adfærd - når det anses for nødvendigt og hvis det er muligt.
TMK
6
 12

Livsverden og regulering af systemerne
- Habermas tror på fornuften!
• Livsverdens sprogligt baserede interaktion bliver Habermas’ forklaring på, hvorfor den
kommunikative handling har et frigørende potentiale: Vi kan - hvis vi vil og hvis vi
giver os tiden - diskutere og løse samfundsmæssige problemer, og det kan vi pga. det
bedre arguments ejendommelige tvangsfri tvang - Habermas tror på fornuften.
• Frigørelse gennem bevidstgørelse af individet og intersubjektiv konsensus som et
resultat af et forudsat krav om herredømmefri kommunikation, det er nøglebegreber til
forståelsen af Jürgen Habermas samfunds- og kommunikationsteori - Habermas tror på
fornuften!
• Livet i det moderne samfund udspiller sig således i vekselvirkningen mellem system
og livsverden. I og med livsverdenssfæren og med sproget som medium kan aktøren
vælge at handle kommunikativt.
• Men aktøren kan også vælge udelukkende at handle strategisk – det gør vi for det
meste!
– Den strategiske handlen svarer til systemers instrumentelle handlen. Den strategiske handlen er ligesom den
instrumentelle handlen resultatorienteret. Formålet med den strategisk handlen er ikke at komme til forståelse
og enighed med andre (konsensus). Når der er forskellige interesser og konfliktpotentiale, så er en hensigt, at
strategisk handling skal overbevise (eller overvinde, dominere eller undertrykke) andre. Det kan ske i form af
enten åben strategiske handlen eller skjult strategisk handlen - den skjulte strategiske handlen kan endog være
enten bevidst vildledende (manipulation) eller ubevidst vildledende (produkt af systematisk fordrejet
kommunikation).
• Den strategiske handlen er den dominerende interaktionsform i livsverdensfæren - men
Habermas tror jo på fornuften!
TMK
6
 13

Niklas Luhmanns systemteori
- kompleksitetsreduktion og dobbeltkontingens
• Niklas Luhmann er tysk sociolog og systemteoretiker (f. 1927 - d. 1998).
• Givet at samfundet er et Verdenssamfund, hvor samfundets enhed forstås som
intet andet end totaliteten af alle mulige kommunikationer. Det er et samfund,
hvor (hyper-)kompleksitet og (dobbelt-)kontingens er dominerende kendetegn:
Hvordan er et samfund så overhovedet muligt?
• Til besvarelse af dette (vel nok) fundamentale sociologiske spørgsmål udvikler
Luhmann en generel systemteori og en teori om sociale systemer. Den fremstilles
i et hovedværk fra 1984: Sociale systemer - Grundrids til en almen teori (på dansk
2000).
• Løsnet er uddifferentierede sociale systemer og kommunikationsmedier. Sociale
systemer og kommunikationsmedierne virker kompleksitetsreducerende.
• Metoden er en systemteori, der interesserer sig for ”sociale systemers” iagttagelsesoperationer
- dvs. hvordan de empiriske systemer former deres omverden
og hermed de muligheder (og begrænsninger) systemernes funktioner og
strukturelle koblinger giver.
• Skal det være fin og svær videnskabsteori, så kaldes sådan systemteori også for en
2. ordens systemteori, og det er teori der hovedsagligt epistemologisk orienteret
og ikke ontologisk; men den har sin egen ontologi i form af de såkaldte
autopoietiske systemer.
TMK
6
 14

Luhmanns systemteori: autopoiesis princippet og systemernes
funktionalitet
• Niklas Luhmann videreudvikler og modificerer Talcott Parsons indflydelsesrige
funktionalistiske sociologi:
– Samfundet består af specialiserede funktionssystemer, der alle fungerer som sammenhængende dele
af en helhed, som alle de specialiserede funktionssystemer er orienteret efter (helheden > delene).
– Der findes fire grundlæggende funktionssystemer med tilhørende symbolsk generaliserede medier:
Penge og magt (de hårde symbol medier) & indflydelse og forpligtelse (de bløde symbol medier).
– Luhmann opgiver det helhedsorienterede funktionsprincip og retter opmærksomheden på de
specialiserede funktionssystemer og de symbolsk generaliserede medier (helheden < delene) og
funktionssystemerne virkemåde (funktionssystemernes ydelser og effekten af ydelsen).
• Den generelle systemteoris grundprincip er autopoiesis:
– Begrebet er lånt fra to chilenske biologer (Maturana og Varela).
– Autopoiesis betyder selv-skabelse, selv-organisering og selv-vedligeholdelse.
– Model for systemets autopoiesis: Verden > ”Systemet” < ”Om-verden”.
– Et autopoietisk system forstås således som operativt ”lukket”.
• Fire typer af systemer:
– Maskinsystemer (1)
– Biologiske systemer (2)
– Psykiskiske systemer (3)
– Sociale systemer (4)
• Systemerne har forskellige funktionsmåder: (1) instrumentelle, (2) stofskiftet, (3) tanken/
mening, (4) kommunikation/mening.
TMK
6
 15

Luhmanns systemteori: En anti-humanistisk
sociologi?
• Systemerne er afgrænsede og hinandens om-verden, men de er på samme tid
funktionelt ”åbne” for hinanden gennem strukturelle koblinger.
• Mennesker er således et biologisk/psykisk system, der er strukturelt koblet til
sociale systemer og maskinsystemer (koblingen etableres vha. bl.a. kommunikationsmediet
sprog). På den måde afgrænser Luhmann mennesket som de sociale
systemers omverden - og hermed afgrænser Luhmann sin sociologi og
koncentrerer sig om teorien om de sociale systemer.
• Det er ikke nogen humanistisk (eller antropocentrisk) sociologi Luhmann forslår -
”Mennesket” og menneskers handling og interaktion er ikke en central optagethed
for teorikonstruktionen, som vi ser det hos bl.a. Habermas. Er det en anti-humanistisk
sociologi? Tværtom mener Luhmann. Han vil ikke forgøgle nogen, at
samfundet er menneskeligt. Heller ikke at det giver nogen særlig gevinst, at forstå
samfundet som en helhed. Heller ikke at der findes noget særligt privilegeret
centrum, der giver overblik og kontrol over samfundet. Et (Verdens)Samfund er et
komplekst socialt system bestående af en lang række strukturelt koblede og
specialiserede subsystemer (de sociale systemer), der virker (kommunikerer) i
forhold til hinanden, og som er produkter af en historisk evolutionsproces. Det er
denne situation sociologien skal begribe.
TMK
6
 16

Luhmann: De sociale systemer og kommunikationsmedierne
• Der findes tre typer sociale systemer:
– Interaktionssystmer (tilstedeværelse)
– Organisationssystemer (medlemskab)
– Samfundssystemer/verdenssamfundet (totaliteten).
• De sociale systemers funktionsmåde er kommunikation. Det er udelukkende de sociale systemer,
der kan kommunikere - mennesker kan ikke kommunikere?!
• De sociale systemers kommunikation kommer til udtryk via tre typer kommunikationsmedier:
– Sproget
– Udbredelsesmedier (bogen, fjernsynet, internettet, mobiltelefonen)
– Symbolsk generaliserede medier (specialiserede meningssystemer indlejret i de sociale systemer).
• Studiet af de symbolsk generaliserede kommunikationsmedier er centralt for Luhmann:
– Luhmann forstår de symbolsk generaliserede medier forskelligt fra Habermas! For Luhmann er disse
kommunikationsmedier almene og ligesom sproget og udbredelsesmedierne er de at finde overalt også i
livsverdenssfæren, som det hedder sig hos Habermas.
– Kommunikationsmedierne er Luhmanns løsning på problemet om dobbelt kontingens:
Kommunikationsmedierne erstatter ikke kommunikation. De sandsynliggør kommunikationen!
– De sociale systemer og de tilhørende symbolsk generaliserede kommunikationsmedier studeres empirisk.
• Metaforen for Verdenssamfundet er en ”Supertanker” eller måske snarere en hel konvoj af
supertankere, der hele tiden navigerer i forhold til hinanden og således følger en angivet retning -
men der findes ikke nogen alvidende styrmand med fuldt overblik. Der findes utallige styrmænd,
som følger den kurs, der er sat. Skal kursen ændres, så kræver det ”kommunikation”, ”tid” og ikke
mindst ”masser plads” til manøvren.
TMK
6
 17

Næste forelæsning
TMK 7: Moderne diagnoser – refleksivitet og
identitetsarbejde
• Mandag d. 31. marts 2008, kl. 12.30-14.15
– Syvende kursusgang behandler det senmoderne samfund, der er
kendetegnet ved sine refleksive, men til stadighed også
identitetssøgende aktører. Fokus er den engelske sociolog Anthony
Giddens bestemmelse af moderniteten og den tyske pædagog Thomas
Ziehes diskussion af det moderne menneskes identitetsarbejde.
• Forberedelse:
– Anthony Giddens: Indledningen til Modernitet og selvidentitet.
(kompendietekst)
TMK
6
 18

Litteratur
• Jürgen Habermas: Borgerlig offentlighet. Henimot en teori om det borgerlige samfunn (1962)
• Jürgen Habermas: Vitenskap som ideologi (1968)
• Jürgen Habermas: Kommunikativ handlen (1981)
• Jürgen Habermas: Teorier om samfund og sprog (1981)
• Niklas Luhmann: Sociale systemer (1984; dk. 2000)
• Niklas Luhmann: Iagttagelse og paradoks. Essays om autopoietiske systemer (1997)
• Gorm Harste: Habermas (2002)
• Troels Nørager: System og livsverden. Jürgen Habermas' konstruktion af det moderne (1989)
• Lars Qvortrup: Mellem kedsomhed og dannelse - variationer over et tema af Pico (1996)
• Ole Thyssen: Kommunikation, kultur og etik (1999/1994).
• Ole Thyssen: Penge, magt og Kærlighed. Teorien om symbolsk generaliserede medier hos
Parsons, Luhmann og Habermas (1991)
• Erik Oddvar Eriksen & Jarle Weigård: Kommunikativt demokrati. Jürgen Habermas’ teori om
politik og samfund (2003)
• Heine Andersen & Lars Bo Kaspersen (red.): Klassisk og moderne samfundsteori (2007)
TMK
6
 19