Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11
Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11
Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Historien om Ghabsiye<br />
Khalil Mohamad El Jalil er en mand, som blev født i<br />
1937 i Ghabsiye. Khalil er øjenvidne, og har oplevet<br />
alt fra det gode til det dårlige i <strong>Palæstina</strong>. ”Hvad skete<br />
der i Ghabsiye, siden min farfar blev nødt til at flygte<br />
ud at landsbyen?” spørger Fatema. ”Nu skal du høre alt<br />
hvad der skete denne dag”, siger Khalil til Fatema, og<br />
starter: ”Den gang havde man en leder i Ghabsiye ved<br />
navn Rabah El-Awad. Rabah havde lavet en aftale med<br />
tre fra Haganah (jødisk paramilitær gruppe). Aftalen gik<br />
ud på at israelerne ikke måtte erobre Ghabsiye, og at de<br />
skulle lade dem være i fred. På denne måde lavede de<br />
en fredsaftale. Men aftalen holdt ikke længe, for fredag<br />
den 21. maj 1948 angreb det israelske militær Ghabsiye.<br />
Det var frygtligt. Alle beboerne i landsbyen blev dybt<br />
chokerede over det de gik igennem. Mange af beboerne<br />
besluttede sig for at lave et fælles møde nede ved en moske.<br />
De ville slutte fred. En mand ved navn Dawood<br />
El-Zene tog op til toppen af moskeen, hvor han stillede<br />
sig med et hvidt flag i hånden, som han viftede fred<br />
med. Men der var intet håb, for israelerne skød ham og<br />
elleve andre med. Beboerne i landsbyen følte sig ikke<br />
trygge ved at blive i Ghabsiye, så de valgte at flygte væk.<br />
Dernæst tog lederen Rabah hen til de israelske ledere,<br />
som han havde indgået en fredsaftale med. ”Vi havde<br />
en aftale, som i brød! Det israelske militær angreb min<br />
landsby”, sagde Rabah. ”Vi brød ikke nogen aftale. Det<br />
israelske militær kendte ikke til vores aftale. Vi beklager<br />
meget og undskylder,” sagde israelerne. I slutningen<br />
af 1948 og omkring starten af 1949 begynder folk at<br />
vende hjem til landsbyen, Ghabsiye. Men over halvdelen<br />
var allerede flygtet til Libanon, Syrien eller Jordan.”<br />
”Israelerne lod os ikke være i fred”, siger Khalil. Han<br />
fortsætter: ”For den 24-25. januar 1950 kom det israelske<br />
militær igen til landsbyen. De beordrede os til<br />
at tage ud af landsbyen inden for 2 døgn. Beboerne<br />
var så bange, at de skyndte sig ud fra Ghabsiye. De<br />
søgte tilflugt i andre landsbyer ved siden af Ghabsiye.<br />
Men ikke alle glemte deres landsby, og derfor prøvede<br />
de flere gange at vende tilbage igen men uden held.<br />
I september 1951 prøvede de endnu engang at vende<br />
tilbage til hjemmet i Ghabsiye, men denne gang var<br />
det ikke alle, der blev smidt ud. For 14 af dem blev<br />
taget med for at møde de israelske officerer. Nogen<br />
blev så fængslet, og andre skulle betale højere skatter.<br />
Den 30. november 1951 tog retssalen en beslutning<br />
om, at folket gerne måtte vende tilbage til deres hjem<br />
i Ghabsiye. Folk var lykkelige, og begyndte så den 8.<br />
december 1951 at flytte hjem til landsbyen. Igen ville<br />
det israelske militær smide dem ud, selvom palæstinenserne<br />
havde vist dem et papir, hvor regeringen havde<br />
underskrevet på, at de gerne måtte blive i landsbyen.<br />
Soldaterne var ligeglade med denne afgørelse og deres<br />
aftale, for den israelske hær havde besluttet at Ghabsiye<br />
skulle være et lukket militært sted, hvor ingen måtte bo.<br />
Det var sidste gang man blev smidt ud af Ghabsiye.<br />
Husene i Ghabsiye var små, og lå tæt op ad hinanden.<br />
Der var en skole og ved siden af en moske. I<br />
1957 valgte israelerne at bombe hele Ghabsiye, så de<br />
kunne plante en masse træer. De ville have, at det skulle<br />
ligne en skov, så ingen kunne vende tilbage igen.”