Magasinet i Mjølnerparken: “MM Palæstina 11

Historien om Ghabsiye
Khalil Mohamad El Jalil er en mand, som blev født i
1937 i Ghabsiye. Khalil er øjenvidne, og har oplevet
alt fra det gode til det dårlige i Palæstina. ”Hvad skete
der i Ghabsiye, siden min farfar blev nødt til at flygte
ud at landsbyen?” spørger Fatema. ”Nu skal du høre alt
hvad der skete denne dag”, siger Khalil til Fatema, og
starter: ”Den gang havde man en leder i Ghabsiye ved
navn Rabah El-Awad. Rabah havde lavet en aftale med
tre fra Haganah (jødisk paramilitær gruppe). Aftalen gik
ud på at israelerne ikke måtte erobre Ghabsiye, og at de
skulle lade dem være i fred. På denne måde lavede de
en fredsaftale. Men aftalen holdt ikke længe, for fredag
den 21. maj 1948 angreb det israelske militær Ghabsiye.
Det var frygtligt. Alle beboerne i landsbyen blev dybt
chokerede over det de gik igennem. Mange af beboerne
besluttede sig for at lave et fælles møde nede ved en moske.
De ville slutte fred. En mand ved navn Dawood
El-Zene tog op til toppen af moskeen, hvor han stillede
sig med et hvidt flag i hånden, som han viftede fred
med. Men der var intet håb, for israelerne skød ham og
elleve andre med. Beboerne i landsbyen følte sig ikke
trygge ved at blive i Ghabsiye, så de valgte at flygte væk.
Dernæst tog lederen Rabah hen til de israelske ledere,
som han havde indgået en fredsaftale med. ”Vi havde
en aftale, som i brød! Det israelske militær angreb min
landsby”, sagde Rabah. ”Vi brød ikke nogen aftale. Det
israelske militær kendte ikke til vores aftale. Vi beklager
meget og undskylder,” sagde israelerne. I slutningen
af 1948 og omkring starten af 1949 begynder folk at
vende hjem til landsbyen, Ghabsiye. Men over halvdelen
var allerede flygtet til Libanon, Syrien eller Jordan.”
”Israelerne lod os ikke være i fred”, siger Khalil. Han
fortsætter: ”For den 24-25. januar 1950 kom det israelske
militær igen til landsbyen. De beordrede os til
at tage ud af landsbyen inden for 2 døgn. Beboerne
var så bange, at de skyndte sig ud fra Ghabsiye. De
søgte tilflugt i andre landsbyer ved siden af Ghabsiye.
Men ikke alle glemte deres landsby, og derfor prøvede
de flere gange at vende tilbage igen men uden held.
I september 1951 prøvede de endnu engang at vende
tilbage til hjemmet i Ghabsiye, men denne gang var
det ikke alle, der blev smidt ud. For 14 af dem blev
taget med for at møde de israelske officerer. Nogen
blev så fængslet, og andre skulle betale højere skatter.
Den 30. november 1951 tog retssalen en beslutning
om, at folket gerne måtte vende tilbage til deres hjem
i Ghabsiye. Folk var lykkelige, og begyndte så den 8.
december 1951 at flytte hjem til landsbyen. Igen ville
det israelske militær smide dem ud, selvom palæstinenserne
havde vist dem et papir, hvor regeringen havde
underskrevet på, at de gerne måtte blive i landsbyen.
Soldaterne var ligeglade med denne afgørelse og deres
aftale, for den israelske hær havde besluttet at Ghabsiye
skulle være et lukket militært sted, hvor ingen måtte bo.
Det var sidste gang man blev smidt ud af Ghabsiye.
Husene i Ghabsiye var små, og lå tæt op ad hinanden.
Der var en skole og ved siden af en moske. I
1957 valgte israelerne at bombe hele Ghabsiye, så de
kunne plante en masse træer. De ville have, at det skulle
ligne en skov, så ingen kunne vende tilbage igen.”