Steinerrapport - Michael Skolen

Didaktisk analyse af Rudolf Steiner skolers læringspraksis i 9. til 12. klasse
Grundlæggende hviler waldorfpædagogikken på et menneskesyn, der ikke kan
rummes i den konventionelle idehistorie. Ud fra det åndsvidenskabelige
(antroposofiske) syn på mennesket formuleres den pædagogiske tænkning som
samlet diskursiv anskuelse, dvs. som et system af antagelser, der rammesætter
den praktiske udøvelse af waldorfpædagogikken bredest muligt forstået:
38
„Die Aufgabe, eine das Wesen des Menschenlebens umfassende praktische
Weltauffassung zu geben, muß ihrer ganzen Anlage nach die Geisteswissenschaft
haben ... Es handelt sich vielmehr um das Wesen der Geisteswissenschaft, und
darum, was sie diesem Wesen nach sein kann. Nicht eine graue Theorie soll sie
sein.“ (ibid.: 2)
Når Steiners tekster kan synes abstrakte og filosofiske, skyldes det givetvis, at
der er tale om dannelsen af en alternativ erkendelsesteori og derved også et
alternativt sæt af ideer om menneskets hele væsen. Det er ikke hensigten blot at
beskrive antroposofiens udsigtspunkt, men derimod at overføre teorien i
menneskelig praksis; det er ikke nok at være en „graue Theorie“. Ambitionen er
at danne et alternativt totalbillede af tilværelsen som menneske, og derfor
bevæger Steiners tekster sig i mange forskellige retninger og temaer. I
nærværende tekst fokuseres der dog på de pædagogiske implikationer af
antroposofiens tænkning, også benævnt waldorfpædagogikken.
Waldorfpædagogikkens historiske forankring
I 1919 blev den første Rudolf Steiner skole åbnet i Stuttgart. Denne skole
praktiserede som den første antroposofiens pædagogiske tanker om en 12 årig
eksamensfri enhedsskole. Initiativet kom fra lederen af cigaretfabrikken
Waldorf‐Astoria, Emil Molt. På baggrund af et foredrag af Rudolf Steiner valgte
Molt at lade Steiner opbygge et skolesystem for børnene til de 1500 ansatte.
Tysklands skolesystem var på det tidspunkt præget af hierarkiske
magtstrukturer, og i samfundet generelt var der en klar tendens til, at særligt
børn af de privilegerede grupper fik højere uddannelser. Waldorfskolen fra
1919 blev i samtiden opfattet som en af de skoler, der artikulerede et
reformpædagogisk bud på de udfordringer, som man i Tyskland stod over for
efter 1. Verdenskrig (Lejon 1997). Steiner havde siden 1899 beskæftiget sig med
undervisning i arbejdernes uddannelsesbevægelse i Berlin på en af bevægelsens