Steinerrapport - Michael Skolen

Didaktisk analyse af Rudolf Steiner skolers læringspraksis i 9. til 12. klasse
Indledende betragtninger om waldorfpædagogikken
Steiner er inspireret af tre hovedkilder: mystikerne (i alle religioner), Nietzsche
og Goethe. Omkring år 1900 prøvede de selvbevidste naturforskere at reducere
den åndelige sfære til noget, der udelukkende afhang af biologiske processer.
Steiner var af den opfattelse, at det nutidige menneske var så stærkt påvirket af
naturvidenskabelig tænkning, at det nu var nødvendigt at ”genindføre”
sanserne som modtagere og bedømmere af indtryk. Dvs. at helt nye
erkendelsesformer var nødvendige. Kunsten blev på en vis måde både midlet
og målet. Fra Nietzsche lærte Steiner, at ”overmennesket” har det som sin
personlige målsætning at forme sit liv i overensstemmelse med sit væsen – i
kras modsætning til det menneske, der mener sig skabt til at tjene noget uden
for sig selv. Menneske er noget, man bliver; dyder er noget, man selv skaber.
Derfor skal man agte sig selv højere end sine dyder. Eftersom Steiner generelt
mente, at mennesker gennem kunsten får en oplevelse, der vækker tanken, så
må man pædagogisk sørge for, at alle udtryk og indtryk går gennem kunstens
filter for at nå hjernen. Når forstanden er vakt til live gennem kunsten, vil
menneskenes chance for at skabe harmoni og enhed mellem mennesker og
omgivelser være langt større. Kunsten tænkes altså at hvile på en erkendelse af
mennesket, men samtidig er kunsten nødvendig for at nå til denne erkendelse. I
denne cirkelslutning ser Steiner ikke nogen modsigelse.
Kunsten formidler ”naturens orden”, hvor alle regler og støttepunkter for
det jordiske liv set med kunstens øjne er den nødvendige bro mellem natur og
kultur. Ved at formidle ”naturens orden” kan kunsten også anvendes
terapeutisk inden for pædagogikken, der hidtil har været for stærkt domineret
af ”kulturens orden”. Heri findes et tankevækkende paradoks: I næsten alle
former for pædagogik opfattes kunsten som udtryk for kulturen; derfor findes
der et fundamentalt anderledes syn i at søge ”kunsten i naturen”. Først ved at
tage udgangspunkt i naturen og dennes værdier kan vi blive hele mennesker,
fordi vi derved kan overvinde den fragmentering, naturvidenskaberne udsætter
mennesker for. Kort og ligetil er naturens orden den rette orden, fordi den er
langt mere afbalanceret end kulturens orden, der har det med at blive den
naturvidenskabelige orden (dvs. helt aktuelt diagnosetsunamien). Steiners
budskab er lige modsat, at det er naturens orden (jf. Goethe), der forliger den
menneskelige treenighed og får de tre legemer (det fysiske legeme, æterlegemet
og astrallegemet til at blive til det harmoniske, hele menneske (Steiner 1922: 4).
36