Steinerrapport - Michael Skolen

Didaktisk analyse af Rudolf Steiner skolers læringspraksis i 9. til 12. klasse
formulering præsenterer den anglo‐saksiske tradition set fra tysk perspektiv, og
samtidig illustrerer kritikken, hvor forskelligt de to traditioner betragter
forholdet mellem dannelse og uddannelse. Videre indebærer det, at refleksioner
over undervisningens indhold medfører, at det didaktiske område har et eget
begrebsrepertoire: ”… the emergent ”didaktics” provided languages within
which ”professional” teachers could discuss and defend the appropriateness of
their interpretations of the Lehrplan as the authoritative administrative frame
for teaching” (ibid: 55).
Lærerrolle i didaktiktraditionen
Den officielle læreplan (Lehrplan) udstikker indholdets rammer på et abstrakt
plan, hvor underviseren efterfølgende kan overveje, hvordan disse
retningslinjer skal konkretiseres og udmøntes. Didaktikken tilbyder derved et
sprog, som disse drøftelser kan finde sted inden for. Lærerens fortolkning af der
Lehrplan kan forstås på linje med en jurists fortolkning af loven; de er begge
professionelt forpligtet på at fortolke, vurdere og konkretisere deres praksis.
Læreren definerer undervisningspraksis, mens juristen definerer klientens
rettigheder, og begge parter betjener sig af et professionelt sprog og en faglig
indsigt i deres respektive områder. Herved står det klart, at læreren i den
didaktiske tradition har en afgørende betydning, idet han selvstændigt
udformer læseplanen og bærer ansvaret for undervisningens kvalitet.
Uddannelsesbehov og dannelsespotentiale i didaktiktraditionen
Didaktik‐tænkningens dannelsesprojekt henviser til udviklingen af menneskets
kritiske bevidsthed og selvstændige tænkning. Mennesket er skabt i en social
kontekst, hvor miljøets træk absorberes i form af holdninger og værdier osv.,
men denne disponering determinerer ikke menneskets handlinger.
Uddannelses‐ og dannelsestænkningens opgave er netop at udvikle mennesker,
der: ”always has opportunity to criticize society, to take action with a wiew to change,
and to make independent decisions. It is the central objective of pedagogical practice and
pedagogical theory… ” (ibid.: 311). Skolens dannelsesopgave retter sig mod et
højere mål, der danner bro mellem det enkelte menneske og samfundet ved at
betone de førnævnte tre elementer: selvbestemmelse, medbestemmelse og
solidaritet, som ifølge Klafki er den filosofiske grund i didaktikken.
Selvbestemmelsen lægger op til at danne uafhængige, ansvarlige borgere, der
selvstændigt kan træffe beslutninger. Medbestemmelsen omhandler det enkelte
menneskes ansvar for at deltage og bidrage til samfundets kulturelle,
32