Gårde fra yngre germansk jernalder og ... - Roskilde Museum

Gårde fra yngre germansk jernalder
og vikingetid ved Vestervang
Af Ole Thirup Kastholm
I den sidste årrække har det danske kulturlandskab været underkastet
betydelige forandringer. Utallige hektarer agerland har dannet fundamentet
for en bebyggelseseksplosion, hvis lige ikke er set siden
1960’erne, da parcelhuskvarterernes udstrakte fremvækst omhyllede og
fortonede den traditionelle landsby. Af forskellige årsager – som ændret
lovgivning og øget mekanisering – har arkæologien i højere grad end
dengang været medvider til kulturlandskabets omstrukturering. Talløse
søgegrøfter er blevet gravet og vidtstrakte arealer blotlagt til arkæologiske
nødudgravninger, og den derved indsamlede datamængde overstiger
alt hidtidigt. Et omfattende og spændende pligtarbejde venter i
den videnskabelige analyse og publicering af dette materiale.
Således har udgravningsfrekvensen naturligvis også i Roskilde
Museums område været høj i de senere år. En af de mere omfangs- og
udbytterige udgravningskampagner fandt sted i april-december 2007
ved gården Vestervang, Kr. Hyllinge sogn, hvor 15 hektar skulle
bebygges. 1 I det følgende vil resultaterne blive fremlagt. 2
Landskabet
Landsbyen Kirke Hyllinge findes på en højderyg centralt beliggende på
halvøen Hornsherred mellem Isefjord og Roskilde Fjord (fig. 1).
Kirken er placeret på det højeste punkt, ca. 43 m.o.h. Mod vest består
landskabet af et kuperet terræn ud mod klinterne ved Isefjords kyst,
mens det mod øst falder ned mod Lejre Vig og præges af en flad ådal,
hvori det lille vandløb Ørbæk løber.
Undersøgelsesområdet, der hidtil har været agerland, er beliggende
omtrent midtvejs mellem Kr. Hyllinge landsby og St. Karleby, på et
mindre højdedrag på ca. 23 m.o.h. Mod vest begrænses området af den
nye bebyggelse ved Ammershøj, mens terrænet falder mod nord og
mod øst. Sydpå stiger terrænet mod et højdedrag på ca. 30 m.o.h.
19

Umiddelbart synes terrænet at være jævnt kuperet, men ved forundersøgelsen
viste det sig i søgegrøfterne, at det tidligere har været præget
af en del ujævnheder i form af mindre, nu udjævnede, vandhuller m.m.
Undergrunden er af vekslende beskaffenhed. Mest består den af
gulbrunt til gullighvidt, sandet undergrundsler. På den højereliggende
del af det undersøgte område er undergrundsleret gennemskåret på
kryds og tværs af mere sandede, let muldede, naturskabte render.
Muldlaget har en betragtelig tykkelse på 40-80 cm, gradvist tiltagende
ned ad skråningerne.
Hvad landskabet i vikingetid og jernalder angår, fortæller pollenanalyser
fra udgravningen, at åbent land formentlig udgjorde hele 87 %,
mens de resterende 13 % var dækket af skov. Af træarter dominerede
især eg og poppel, men der var også spor af birk, hassel og fyr. Af dyrkede
arter kan hvede og byg med sikkerhed påvises. 3
Udgravningen
Der blev i alt afrømmet ca. 27.000 m², hvorved der blandt andet kunne
konstateres ikke færre end 1.298 stolpehuller, hvoraf blot 311 kunne
20
Fig. 1. Lokaliteten
markeret på kort.
© Kort- &
Matrikelstyrelsen.
Fig. 2. Udgravningsfeltet ved Vestervang. Gul: grubehuse. Rød: anlæg i grubehuse.
Sort/grå skravering: jernalderbebyggelse. Blå: gruber fra sen bronzealder/førromersk
jernalder. Blå skravering: bronzealderbebyggelse.

Fig. 3. Udgravningsfeltet afrømmes med maskine. Det netop afdækkede heste -
skoformede hus IV ses som en mørk aftegning mod den lysere undergrund og
undersøges af museumsinspektør Tom Christensen og denne artikels forfatter,
mens arkæolog Patrick Marsden holder et vågent øje med gravemaskinen. Foto:
Cille Krause.
erkendes at indgå i konstruktioner: som enten tagbærende stolper eller
væg-, indgangs-, støtte- eller hegnsstolper. Desuden blev der konstateret
86 gruber, blandt hvilke der viste sig at gemme sig adskillige nedgravede
værkstedshytter – såkaldte grubehuse (fig. 2-3).
Grubehusene
Der fandtes i alt 21 grubehuse i varierende form og størrelse.
Grundplanen lod sig erkende gennem nedrammede pæle i vægforløbene,
som var bevaret i 12 huse (fig. 4). Mest udbredt er den ovale
form, dernæst den rektangulære – dog med afrundede hjørner. Der
forekommer også få eksempler på cirkulære grubehuse samt et enkelt
22

Fig. 4. Hus XXVIII. Grubehus med tagbærende stolper samt nedrammede pæle
i væggen. Bemærk gruben ved sydvæggen.
kvadratisk – dog ligeledes med afrundede hjørner. Det største grubehus
er knap 4,5 m langt, målt fra ydersiden af de tagbærende stolpehuller,
og knap 4 m bredt.
Vægforløb er, som nævnt, erkendt ved tilstedeværelsen af nedrammere.
Nedrammerne er som oftest tilspidsede rundholter, men enkelte
kløvede stykker, med et tre- eller firkantet tværsnit, ses også. Den
almindeligste pæletykkelse har efter pælehullerne at dømme været 4-5
cm, hvilket bekræftes af to stykker lerklining fra brandtomten hus XLI
med bevaret pæleaftryk. Generelt må det formodes, at disse spinkle
nedrammere har dannet basis for lerklinede vægge. Fragmenter af lerklining
forekommer i opfyldet i 10 grubehuse.
En interessant iagttagelse er forekomsten af enkeltliggende gruber
23

under mindst fem grubehuse. Disse gruber må antages at have eksiste -
ret i husenes funktionstid. De er som regel fladbundede, 0,5-1 m i diameter
og højst 0,2 m dybe, undtaget er dog gruben i hus XXVIII, der
er 0,5 m dyb. Gruberne forekommer både centralt i husene, såvel som
placerede i hjørner. Formentlig skal sådanne nedgravninger opfattes
som en art ”mandehuller”, hvor en person kunne stå (oprejst) i forbindelse
med udførelsen af et specifikt arbejde. En anden mulighed
kan være, at der er tale om en slags afløbsgrube, igen i forbindelse med
en konkret funktion.
24
Fig. 5. Hus I.
Krumvægget langhus
med flere bevarede,
skråtstillede støttestolper.
Fig. 6. Hus
XXXVIII. Langhus
med lige vægforløb.
Bemærk den indre
konstruktions større
bredde i vestenden.

Fig. 7. Hus
XXXIX. Lille,
krumvægget langhus.
Fra opfyldet i seks grubehuse blev der udtaget dyreknogler til 14 Cdatering.
Dateringerne falder inden for groft taget to perioder: ca. 660-
890 (hus X, XIX, XXVI, XLI) samt 860-1020 (hus VI, XXVIII). 4
Langhusene
Der blev erkendt og udgravet i alt 19 treskibede langhuse. Sådanne
huskonstruktioner kendetegnes generelt ved en betydelig variation og
kan hidrøre fra store dele af forhistorien. 18 langhuse må på typologisk
grundlag antages at være fra yngre jernalder. Et enkelt hus (hus
Fig. 8. Det velbevarede langhus, hus XXIV, fra slutningen af bronzealderen.
25

XXIV) kan med sikkerhed henregnes til yngre bronzealder, dels på
typologisk grundlag, dels på baggrund af keramik fra yngre bronzealders
periode VI, fra et tagbærende stolpehul (fig. 5-8).
Hvad jernalderbebyggelsen angår, så forekommer der bygninger af
varierende størrelse. Bemærkelsesværdig er dog husenes beskedne
længde. Kun hus I, III og XXVII er bevaret i en størrelse, der antyder,
at disse kan have oversteget en længde på 20 m, når eventuel afstand til
gavl medregnes. Størstedelen af langhusene har en bevaret længde på
omtrent 10 m og har haft blot tre sæt tagbærende stolpehuller. Disse
mange småhuse skal formentlig opfattes som driftsbygninger.
Andre bygninger
Her bør to bygninger nævnes. Hus IV består af en kvadratisk forløbende
væggrøft med afrundede hjørner; mere subjektivt kunne konstruktionen
beskrives som ”hesteskoformet”. Konstruktionen er
4,75x4,75 m og forsynet med et indgangshul mod øst (fig. 9). Der
fandtes ingen spor efter en indre, tagbærende struktur, og det kan således
ikke med sikkerhed fastslås, hvorvidt overdækning har eksisteret.
Væggrøften rummede hverken arkæologiske fund eller spor efter nedrammere/stolper.
Lignende konstruktioner kendes blandt andet fra
Trelleborg ved Slagelse, hvor i alt tre ”hesteskoformede” væggrøfter er
udgravet inden for ringborgens volde. Disse er tilsyneladende ældre
end borgens hovedbebyggelse, men er i praksis udaterede. 5
Hus XXV er en kvadratisk, stolpebygget konstruktion på 6x6 m, der
synes at have afrundede hjørner. Den defineres af meget kraftige væg-
26
Fig. 9. Den hesteskoformede
konstruktion, hus IV.

Fig. 10. En kraftig stolpekonstruktion,
hus XXV.
stolper, fire i antal på hver side. Flere af disse suppleres af nedrammere
eller små stolper på ydersiden, hvilket må opfattes som et særligt
konstruktionstræk og ikke udskiftning. Indvendig ses en lettere konstruktion
(fig. 10). Det er muligt, at denne indre konstruktion har båret
et hævet gulv, men det kan på den anden side ikke udelukkes, at den har
været tagbærende, selv om dette funktionelt betragtet ville være ensbetydende
med en ringe kvadratmeterudnyttelse. I en floteringsprøve fra
et af stolpehullerne fremkom – som det eneste fund fra konstruktionen
– et minimalt trækulsfragment, der efterfølgende blev 14 C-dateret.
Desværre lå dateringen i jægerstenalderen, hvilket ikke er en reel datering
af hus XXV, men derimod betyder, at trækullet har haft en meget
høj alder, allerede da det blev indlejret i stolpehullet. 6
Der kendes ingen præcise paralleller til hus XXV, men beslægtede
kvadratiske konstruktioner bestående af mange stolper er før set,
blandt andet ved Strandsegård ved Ølsted, usikkert dateret til førromersk/romersk
jernalder. 7 En fjernere slægtning er 3x3/3x4 stolpekonstruktionerne,
der kendes flere steder på Sjælland og formentlig
skal dateres til romersk/germansk jernalder. 8 For nylig er der udgravet
beslægtede konstruktioner på to bopladsområder fra bronzealderen i
Tietgen Byen, sydøst for Odense. I tilknytning til flere af de store
beboelseshuse er der her udgravet mindre økonomibygninger. Disse er
27

nærmest kvadratiske og består af i alt ni tagbærende stolper i tre rækker
og et tydeligt forløb af vægstolper på to eller tre sider. En foreløbig
datering af bygningerne ligger fra sen ældre bronzealder til og med
yngre bronzealder. 9 En næsten identisk stolpekonstruktion kendes
endvidere fra bronzealderlokaliteten Hemmed Kirke på Djursland. 10
Hegn
På en omfangsrig fladeudgravning som Vestervang med en stor mængde
”løse” stolpehuller forekommer det naturligt at forsøge at udskille
eventuelle hegnsforløb. Der blev registreret i alt 987 stolpehuller, der
ikke umiddelbart kunne knyttes til erkendte bygningskonstruktioner.
Ingen af disse forekommer i indlysende hegnsforløb, men derimod i
enten meget korte forløb på 3-5 huller eller i større, udflydende koncentrationer,
hvor udskillelse af specifikke forløb synes at grænse til
videnskabelig uredelighed, såfremt profilsnittene ikke ubetinget
begrunder andet – hvilket de ikke gjorde.
Ikke desto mindre forekommer der dog bælter af stolpehuller, som
må opfattes som angivende et hegnsområde, muligvis i flere faser. Mest
markant ses dette langs udgravningens vestlige grænse. Stolpehuller i
flere rækker kan naturligvis tyde på flere hegnsfaser, men eventuelt
også på tilstedeværelsen af mere eller mindre interimistiske udhuse
langs et hegnsforløb.
Gruber
Foruden grubehusene blev der registreret 68 gruber. Størstedelen
rummede ikke nævneværdige arkæologiske fund. På den højest beliggende
del af udgravningen fandtes dog flere større affaldsgruber,
hvori der forekom keramik. I A16 fandtes skår fra et dobbeltkonisk kar
og et låg, som kan dateres til yngre bronzealder. I A294 fandtes dele af
en ornamenteret lerblok – der traditionelt dateres til tidlig førromersk
jernalder. 11 I A305 fandtes relativt ukarakteristisk keramik, der dog
henleder tanken på yngre bronzealder.
Fig. 11. Forskellige typer af keramiske randskår fra grubehusene.
Målestok 1:2.
28

Overordnet lader det til, at disse affaldsgruber ikke hører til den
yngre jernalderbebyggelse. Nogle af dem skal formentlig henføres til
den yngre bronzealderbebyggelse, der ses i form af hus XXIV, og det
er muligt, at den ornamenterede lerblok repræsenterer aktiviteter i
kontinuitet med denne bebyggelse.
Fundene
De arkæologiske fund kan deles i to grupper: udgravede fund og
detektorfund. Hvad de udgravede fund angår, så er størstedelen gjort i
grubehusenes opfyld. De to mest markante fundgrupper er keramik og
dyreknogler, men der er også gjort fund af en række genstande af ben,
jern, bronze, glas, rav, sten og brændt ler.
Størstedelen af keramikken er fundet i grubehusene. Enkelte fragmenter
dog fra gruber og stolpehuller. Grubehusenes keramik karakteriseres
især ved skår fra fladbundede kar med udadsvajede sider og
indadbøjede mundingspartier med lige afskåren eller afrundet rand,
men andre karformer ses også (fig. 11-12). Materialet er generelt relativt
hårdbrændt og har et groft, dagligdags præg. Det synes ikke muligt
at datere keramikken nærmere end germansk jernalder/vikingetid.
Påfaldende er dog et næsten absolut fravær af østersøkeramik.
Skår fra kar af klæbersten forekom i tre eksemplarer i to grubehuse.
Et er et randskår med fortyndet, indadsvajet og indvendig afrundet
rand. Et andet skår er repareret med en jernnagle (fig. 12).
Tenvægte forekom i to grubehuse, et stolpehul samt som løsfund – i
alt fem eksemplarer: et fragment af en sfærisk tenvægt, fremstillet i
knogle, nuværende vægt 7 g; en skiveformet tenvægt af sandsten med
omløbende riller, vægt 32 g; en konisk tenvægt af keramik med hvælvet
bund, vægt 19 g; en sfærisk tenvægt af sandsten med omløbende
riller, vægt 23 g samt en skiveformet tenvægt af klæbersten med konvekse
sider, vægt 21 g (fig. 13).
Vævevægte forekom i fire grubehuse samt i et stolpehul. I hus XXVI
fandtes et velbevaret eksemplar – 40 mm tyk og 90 mm i diameter,
Fig. 12. Skår af klæbersten (øverste to) og keramik fra grubehusene.
Målestok 1:2.
31

Fig. 13. Tenvægtene.
vægt 309 g – mens de resterende er fragmenter. Alle repræsenterer linseformede
vævevægte af mere eller mindre brændt ler.
Benkamme, eller fragmenter heraf, forekom i fire grubehuse. I hus
XX fandtes en velbevaret kam samt fragmenter fra en anden. I hus
XLI fandtes en næsten helt bevaret kam. Begge bevarede kamme er
sammensatte enkeltkamme med konveks ryg, og sidstnævnte er ornamenteret
med bånd af linjeforbundne koncentriske cirkler (fig. 14). De
to øvrige fragmenter – et ornamenteret skinnefragment og en tand –
synes at hidrøre fra kamme af samme art.
Bestemmelige redskaber af jern forekom i syv grubehuse og en
grube. Der fandtes fire almindelige knive, tre små mejsler, en velbevaret
bøjlesaks, en syl og en seglformet løvkniv.
Af diverse andre fund skal her nævnes et glasfragment fra et drikkeglas
og to ravfragmenter fra henholdsvis hus IX og gruben A405.
Derudover er der fund af bronzeblik, hvæssesten, knusesten, glitte -
sten, søm og klinknagler af jern, ubestemmelige jernfragmenter, slagge,
søpindsvin og lerklining.
32

Fig. 14. Benkammene.
De mange dyreknogler, der fandtes i grubehusenes opfyld, stammer
næsten udelukkende fra almindelige husdyr som hund, svin, okse,
får/ged og hest. Enkelte knogler har snitspor, og mange bærer præg af
hundegnav – også en af hundeknoglerne. I det omfang, at størrelsen
på okse og hest kan beregnes, stemmer disse godt overens med vor
viden om vikingetidens husdyr. Fra vildfaunaen er der blot få fund: to
fund af torsk udgør de eneste fiskeknogler, derudover er der enkelte
knogler fra dykand, gås, duehøg, trane samt rådyr, sidstnævnte med
snitspor. 12
Detektorfundene
En række spændende fund blev gjort med detektor i et frugtbart sam-
33

Fig. 15. Et cirkulært smykke – fibel eller hængesmykke – udsmykket med ma -
sker og dyr i Borrestil. For- og bagside. Fundet af Kaare Bøgh-Jensen.
arbejde mellem museet og frivillige amatørarkæologer. 13 De betydeligste
fund stammer alle fra selve udgravningsområdet eller umiddelbart
tilstødende arealer – fra muldlag eller bunker. Der blev dog afsøgt med
detektor på hele det prøvegravede område.
Der fremkom ved detektorafsøgningen et varieret smykkemateriale
fra germansk jernalder og vikingetid. 14
Det mest spektakulære fund er et stort, cirkulært smykke – fibel eller
hængesmykke – af skandinavisk oprindelse med en diameter på 73
mm og en vægt 132 g (fig. 15). Smykket er udformet som en støbt
bronzeskive med markant og ornamenteret rand, hvorfra tre ribber
indtil centrum, formede som ensartede ansigtsmasker, opdeler skiven
i tre lige store felter. På et af disse felter sidder et dyrebillede fastnittet,
ligeledes støbt i bronze. På de to resterende felter ses blot nittehullerne,
men det må formodes, at der også her har været placeret lignende
dyrebilleder (fig. 16). Maskerne præges af markante øjenbrynsbuer, der
løber sammen i næsepartiet, hvorunder et stort, hængende overskæg
tegner munden. Mellem øjenbrynsbuerne ses et cirkulært mærke.
Herover vokser to øre- eller hornlignende vækster frem, der giver den
ellers menneskelignende maske dyriske træk. Fra undersiden af øjnene,
som vises med to koncentriske cirkler, udstråler en række korte
34

Fig. 16.
Rekonstruktions -
tegning af det cirkulære
smykke. Målestok
1:1, bemærk dog, at
den oprindelig krummende
randzone er
udtegnet, så maskernes
hornede afslutning
kan ses og
diameteren dermed
forøges. Tegning: Rune
Knude/Zoomorgraphi.
streger – formentlig øjenvipper. Fra overskæggets underkant samt fra
maskens nakkeparti ses perlelignende kædeforløb, der synes at forbinde
alle tre masker. Det pånittede dyrebillede er lidt sværere at finde
hoved og hale i – bogstaveligt talt. Men formentlig ses et hjerteformet
hoved ved smykkets centrum, forsynet med rundede ører og store cirkulære
øjne. Halsen dækkes af et perlelignende kædeforløb. Herover
ses dyrets forben forsynet med et fremhævet albueled samt hænder
eller poter, som griber tilbage om, hvad der muligvis er bagben eller
vinger. Af de to manglende dyrebilleder sidder blot hovedet tilbage i
centrum. Stilmæssigt rummer dette cirkulære smykke flere forskelligartede
dele. Dyrebilledet er under tydelig påvirkning af den symmetriske
dyrestil – Borrestil. Det hjerteformede hoved, som ses en face,
samt poterne med de tre tæer er elementer fra denne – i øvrigt meget
bredt definerede – stil, der dateres fra ca. 830 til midten af 900-tallet.
Maskerne synes derimod at repræsentere en mindre organisk stilart,
som leder tanken hen på den senere Mammenstil, der traditionelt date-
35

Fig. 17. En cirkulær, merovingisk fibel belagt med vaffelguld og halvædelsten/
glas. For- og bagside. Fundet af Michael Jensen.
res til ca. 940-1000. 15 Formentlig kan man dermed datere smykket til
”sen” Borrestil: første halvdel af 900-tallet.
En sådan genstand er naturligvis sjælden, om end ikke unik. Et
beslægtet og geografisk nært eksemplar kendes fra Toftegård ved
Køge. 16 Også her ses en tredeling af fladen, dog med en art planteornamentik
frem for masker, men dyrebillederne i Borrestil fremtræder
tydeligt. En fjernere slægtning kendes fra Vårbyskatten, 900-tallet, i
Södermanland, Sverige. Herpå ses en firedeling af fladen med masker,
herimellem dyr. 17 Smykker som disse har – med deres drøjde såvel som
rigdom – næppe været hverdagssmykker. De har ej heller prydet hvem
som helst.
Et andet opsigtsvækkende fund er en importeret, cirkulær fibel, støbt
i bronze (fig. 17). Udsmykningen består af et centralt hjulkors i relief,
hvor der i tomrummene er indlagt guld, presset i vaffelform. Vaffel -
guldet er visse steder belagt med transparent rødt glas eller halvædelsten,
således at der dannes et ligearmet kors med cirkulært centrum.
Tidens tand har dog taget en arm fra korset og måske mere til. Det centrale
hjulkors omkranses af mindre cirkler, ligeledes i relief. Igen har
36

Fig. 18. Et fragment af en
skålformet fibel med forgyldning.
Fundet af Lars Nissen.
tidens tand ødelagt smykkets rand, og cirklerne er dermed ej længere
fuldendte. Ligeledes her ses vaffelguld indlagt, og det må antages for
sandsynligt, at der også her har været belægning med glas eller halvædelsten.
Det kan iagttages, at vaffelguldet her er fæstnet i et underliggende
materiale, der formentlig består af meget fint ler. På bagsiden ses
spor efter nåleholderen, selve nålen er dog ikke bevaret. En fibel som
Fig. 19. En velbevaret trefliget
fibel. Fundet af Kaare
Bøgh-Jensen.
37

denne er kommet langvejs fra, før den endte sin rejse i den sjællandske
muld. Parallellerne skal findes i Frankerriget under Merovingernes herredømme
o. 500-750, hvor nogenlunde tilsvarende genstande er udgravet
– ofte parvist – i kvindegrave, blandt andet i Köln, og man må helt
til Middelhavsområdet for at finde sådanne fibeltypers oprindelse. 18
Foruden disse to pragtfund kom en del andre fibler og smykkegenstande,
eller dele heraf, også for dagens lys. De fleste kan dateres inden
for perioden 7/900-tallet. Et fragment af en lille skålformet fibel med
38
Fig. 20. Overdelen fra et dobbeltskallet
skålspænde.
Fundet af Kaare Bøgh-
Jensen.
Fig. 21. En cirkulær fibel
med dobbelthornede hjertespiraler.
Fundet af Kaare Bøgh-
Jensen.

forgyldt ornamentik i dyrestil repræsenterer de ældste skålformede fibler
og kan dateres til 700-tallet (fig. 18). Et massivt bronzearmbånd
med ovalt tværsnit og let fortykkede ender har paralleller i to armbånd,
dateret til 750-775, fra gravpladsen Nørre Sandegård Vest på
Bornholm. 19 En velbevaret trefliget fibel er ornamenteret med geometrisk
mønster og kan dermed dateres til slutningen af 700-tallet/første
del af 800-tallet (fig. 19). 20 Et fragment af en trefliget fibel fandtes også
dette er udsmykket med akantusornamentik og stammer hermed fra
Karolingerriget eller er inspireret herfra. Et fragment af en ligearmet
fibel kan dateres til 825-850, mens en overkappe til et skålspænde af
type JP 51 kan dateres til 850-950. 21 Sidstnævnte er delvist forgyldt og
fremtræder meget velbevaret (fig. 20). En cirkulær bronzefibel med
forgyldning og tre dobbelthornede hjertespiraler i relief har en karolingisk
parallel fra Mainz, der dateres til 8/900-tallet (fig. 21). 22
Beslægtede fibler kendes fra vikingetidens grave ved Birka. 23 Den sene
vikingetid er blot repræsenteret med to stykker: et fragment af en pladeformet
Urnesfibel, dateret til 950-1100, og et halefragment af en
fugleformet fibel fra 1000-tallet. 24
Også datidens merkantile aspekter er repræsenteret blandt detektorfundene.
Således blev der fundet et sfærisk vægtlod bestående af en
bronze- eller messingkappe over en jernkerne. Toppen er flad og ornamenteret.
Sådanne lodder, der kendes i flere eksemplarer fra vikingetiden,
er formentlig lavet efter orientalsk forbillede. Også en fragmenteret,
sammenklappelig skålvægt, dog uden skåle, men med ophænget
delvist bevaret, fandtes. Af de fundne mønter kan en enkelt dateres til
vikingetid. Det drejer sig om en mønt af tempeltype præget under
Ludvig den Fromme, i årene 822-840 (fig. 22). Derudover er der fundet
tre borgerkrigsmønter, to kobbersterling og en søsling fra Frederik
1.s regeringstid.
Af andre nævneværdige detektorfund er den ene halvdel af en lille
støbeform til perler, fremstillet i bronze, samt en remfordeler af bronze
og jern, udformet som et ulve- eller hundehoved.
Afslutning
Ved Vestervang fandtes spor efter bebyggelse fra to afgrænsede, forhistoriske
perioder: yngre bronzealders periode VI (ca. 700-500 f.v.t.)
39

samt yngre germansk jernalder og vikingetid (ca. 530-1050 e.v.t.). Mest
omfangsrig er bebyggelsen fra jernalder/vikingetid, hvor en række
detektorfund ydermere understreger lokalitetens velstand og betydning.
Detektorfundene fortæller endvidere, at pladsen hovedsageligt
var aktiv i vikingetiden med hovedvægt på 7/800-tallet. De mere end
40 huse, der er blevet udgravet, har ikke alle stået samtidig, men må
være vidnesbyrdet om en eller flere velstående gårde med beboelse,
driftsbygninger og værkstedshytter, der har været opretholdt gennem
adskillige generationer i slutningen af yngre germansk jernalder og en
stor del af vikingetiden.
Stednavnet ”Hyllinge”, der første gang nævnes i 1253 som
”Hyulwinge”, betyder ”bostedet på det høje område”. Indtil 1600-tallet
hed landsbyen ”Sønder Hyllinge”, hvilket modsvares af Nørre Hyllinge
omtrent en kilometer mod NNV. Formentlig er der tale om én landsby,
der på et tidspunkt er blevet delt i to. Dette underbygges af lokaliteten
”Stensgård”, rig på detektorfund fra perioden 500-1100 e.v.t. og udgravet
af Roskilde Museum i slutningen af 1990’erne, omtrent halvvejs
mellem de to landsbyer. Måske er det her, at det oprindelige Hyllinge
skal findes. 25
Det er således ikke nødvendigvis givet, at lokaliteten på Vestervangs
marker skal ses i sammenhæng med landsbyen Kirke Hyllinge. Gården
”Vestervang” er opført så sent som i 1928, da anlæggelsen af
Midtsjællandske Jernbane fordrede en omlæggelse af Karlebyvej. I
vore dage ligger Vestervang i udkanten af Kirke Hyllinge og er i skrivende
stund ved at blive indlejret i denne landsbys nyeste udstykninger.
Kortmaterialet fra før parcelhuskvarterernes fremkomst i anden
40
Fig. 22. Mønt præget under
Ludvig den Fromme i perioden
822-40. Fundet af
Kaare Bøgh-Jensen.

Fig. 23. Højt målebordsblad fra sidste halvdel af 1800-tallet. Rød: Vestervang.
Grøn: gravpladsen ved Kr. Hyllinge Kirke. Blå: Stensgård.
halvdel af 1900-tallet viser dog et andet billede (fig. 23). Vestervang,
der hører under Store Karleby ejerlav, ligger i virkeligheden ganske
langt fra Kirke Hyllinges landsbykerne, og navnet henviser da også til
Store Karlebys vestlige vang. Det er omdiskuteret, hvor langt tilbage i
tid ejerlavsgrænserne går, og det ville være forkert at postulere noget
alene på denne baggrund. Men et kvalificeret gæt kunne være, at disse
rige vikingetidsgårde ved Vestervang er Store Karlebys forgængere.
Litteratur
Arbman, H. 1940: Birka I. Die Gräber. Tafeln. Kungl. Vitterhets Historie
och Antikvitets Akademien. Stockholm.
Boas, N.A. 1993: Late Neolithic and Bronze Age Settlements at
Hemmed Church and Hemmed Plantation, East Jutland. Journal of
Danish Archaeology, vol. 10, 1991, s. 119-135.
41

Gjedssø Bertelsen, L. 1994: Urnesfibler i Danmark. Aarbøger for
Nordisk Oldkyndighed og Historie 1992, s. 345-370.
Jensen, J. 1997: Fra Bronze- til Jernalder – en kronologisk undersøgelse.
Nordiske Fortidsminder, Serie B, Bind 15. København.
Jørgensen, L. & A. Nørgård Jørgensen 1997: Nørre Sandegård Vest. A
Cemetery from the 6th-8th Centuries on Bornholm. Nordiske
Fortidsminder, serie B, bind 14. København.
Madsen, M. 2006: Udhuse på ben i oldtidens landskab. Køge Museum
2006, s. 17-26.
Maixner, B. 2005: Die gegossenen kleeblatförmigen Fibeln der Wikingerzeit aus
Skandinavien. Universitätsforschungen zur prähistorischen
Archäologie, Band 116. Bonn.
Martin, M. 1994: Fibel und Fibeltracht: K. Späte Völker wan derungs -
zeit und Merowingerzeit auf dem Kontinent. Reallexikon der
Germanischen Altertumskunde, Band 8, Lieferung 5/6, s. 541-574.
Berlin & New York.
Nørlund, P. 1948: Trelleborg. Nordiske Fortidsminder IV, bind 1.
København.
Pedersen, A. 2001: Rovfugle eller duer. Fugleformede fibler fra den
tidlige middelalder. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1999,
s. 19-66.
Reimer, P.J. et al. 2004: IntCal04 Terrestrial 14 C Age Calibration, 0-26
cal kyr BP. Radiocarbon, Vol. 46:3, s. 1029-1058.
Skibsted Klæsøe, I. 1999: Vikingetidens kronologi – en nybearbejdning
af det arkæologiske materiale. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed
og Historie 1997, s. 89-142.
Skibsted Klæsøe, I. 2002: Hvordan de blev til. Vikingetidens stilgrupper
fra Broa til Urnes. Hikuin 29, s. 75-104.
Stenberger, M. 1958. Die Schatzfunde Gotlands der Wikingerzeit. Bind 1.
Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademien. Stockholm.
Tornbjerg, S.Å. 1998: Toftegård – en fundrig gård fra sen jernalder og
vikingetid. I: L. Larsson & B. Hårdh (red.): Centrala Platser – Centrala
Frågor. Samhällstrukturen under Järnåldern. Acta Archaeologica
Lundensia, Series in 8º, no. 28, s. 217-232.
Ulriksen, J. 1999: En ejendommelig sag. ROMU. Årsskrift fra Roskilde
Museum 1998, s. 7-28.
42

Wamers, E. 1994: Fibel und Fibeltracht: M. Karolingerzeit. Reallexikon
der Germanischen Altertumskunde, Band 8, Lieferung 5/6, s. 586-602.
Berlin & New York.
Aarsleff, E. 2007: Strandsegård – velbevarede, men problematiske,
oldtidsgårde. NoMus 2007:4, s. 16-19.
Noter
1. Udgravningen forløb i to etaper: fra 21. maj til 13. juli og fra 24. oktober til 14.
december 2007. Daglig udgravningsleder og beretningsansvarlig var arkæolog,
cand. mag. Ole Thirup Kastholm assisteret af stud. mag. Sofie Laurine Albris,
stud. mag. David Brink, stud. mag. Nikolaj Wiuff Kristensen, stud. mag. Katrine
Ipsen Kjær, stud. mag. Julie Nielsen, alle fra afd. for Forhistorisk Arkæologi ved
Københavns Universitet; derudover medvirkede arkæolog, M.A. Patrick
Lawrence Marsden, museumsmedhjælp Niels Karl Wedel Nielsen samt
museumstekniker Cille Krause. Ansvarlig for undersøgelsen var Roskilde
Museum ved museumsinspektør, mag. art. Tom Christensen. Sagens originaldokumentation
opbevares på Roskilde Museum under j. nr.: ROM 2384,
Vestervang, Kr. Hyllinge.
2. Fotos og tegninger skyldes forfatteren, hvor intet andet er anført. Digitalisering
af udgravningsplaner er udført af Cille Krause.
3. Pollenanalyserne blev udført af laboratorietekniker Lis Højlund Pedersen,
ENSPAC, Roskilde Universitet.
4. Hus IV (AAR 12541) kal. 861-1019 AD (92,5 % sikkerhed); Hus X (AAR 12543)
kal. 685-890 AD (95,4 %); Hus XIX (AAR 12542) 660-780 AD (94,5 %); Hus
XXVI (AAR 12545) kal. 673-830 AD (88,6 %); Hus XXVIII (AAR 12544) kal.
936-1022 AD (73,4 %); Hus XLI (AAR 12546) kal. 666-826 AD (91,9 %).
Kalibrering: Reimer et al. 2004.
5. Nørlund 1948, 39 ff.
6. Prøve nr. AAR 12547: kal. 5230-4997 BC (90,6 % sikkerhed). Kalibrering:
Reimer et al. 2004.
7. Aarsleff 2007.
8. Madsen 2006.
9. Oplysninger vedr. OBM 8440 Østre Boulevard II og OBM 8431 C.F. Tietgens
Boulevard er venligst stillet til rådighed af museumsinspektør Charlotte K.
Kolmos, Odense Bys Museer, i skriftlig med. af 28. januar 2009.
10. Boas 1993.
43

11. Jensen 1997, 103 f.
12. Artsbestemmelse m.m. af dyreknogler blev foretaget af konservator Kristian M.
Gregersen, Zoologisk Museum (j. nr. ZMK 17/2008).
13. Tak til detektorfolkene: Eva Brix, Kaare Bøgh-Jensen, Michael Jensen, Ib
Nielsen, Lars Nissen, Ole Sommer og Mauritz Tchikai.
14. Tak til ph.d.-stipendiat Maria Baastrup, Nationalmuseet, for beredvillig assistance
i forbindelse med genstandsbestemmelsen, samt til grafiker og ornamentør
Rune Knude for udbytterige diskussioner af genstandenes motivverden og – ikke
mindst – rekonstruktionstegningen af det cirkulære pragtsmykke.
15. For en generel indføring i vikingetidens stilgruppers udvikling og datering, se
Skibsted Klæsøe 2002.
16. Tornbjerg 1998, fig. 12.
17. Stenberger 1958, Abb. 12.
18. Martin 1994, 573 f.
19. Grav 77: Jørgensen & Nørgård Jørgensen 1997, fig. 26, pl. 26.
20. Skibsted Klæsøe 1999, 106.
21. Skibsted Klæsøe 1999, 114, fig. 29.
22. Wamers 1994, 586 ff., abb. 180.
23. Gravene 638, 762 og 1090: Arbman 1940, Taf. 70, nr. 8-9.
24. Gjedssø Bertelsen 1994, 358 f.; Pedersen 2001, 26 f.
25. Ulriksen 1999.
44