DANSK ARKITEKT I DUBAI DEN ITALIENSKE ... - Arkitektforbundet

Ny udgave, nyt layout.
På dansk og engelsk
www.arkfo.dk

Ny udgave, nyt layout.
På dansk og engelsk
www.arkfo.dk

Arkitekterne har længe været forkælet med fuld beskæftigelse. Vi har planlagt hele
bydele og bygget med et arkitektonisk overskud og en optimisme, vi skal årtier tilbage
for at genfinde.
Det har været positivt, det har udviklet faget og styrket samarbejdet i branchen. Men
som med alt andet i livet er der også op- og nedture på arbejdsmarkedet. Konjunkturerne
er vendt, og vi er nået til et punkt, hvor alle venter på alle, og det er stilstanden på
boligmarkedet et tydeligt eksempel på.
Nyuddannede arkitekter er som oftest de første, der bliver ramt ved nedgangstider. Nogle
bliver måske nervøse og opgivende over for fremtiden, når prognoser peger i retning
af stigende ledighed og afskedigelser på tegnestuerne – men for os, som har været i branchen
længe, er der andre måder at vurdere krisetider på end gennem facts og prognoser.
I byggebranchen bidrager krisen fx positivt til at rydde ud i tvivlsomme investorer, ligesom
den kan være lærestreg for de grådige og uansvarlige virksomheder, der i de gode
tider har forsømt at lægge kapital til side til mindre gode tider. For arkitekterne selv
giver krisen bla rum til selvransagelse, hvilket på sigt kan være udviklende og bidrage til
at udvide vores lidt snævre opfattelse af, hvad arkitekter kan beskæftige sig med.
Den største udfordring for arkitekter – i opsagte stillinger, for nyuddannede og jobsøgende
– er at bevare optimismen. Karrieren er lang; nogle gange går det derudaf uden
store anstrengelser, andre gange må vi søge alternative veje og være åbne for nye muligheder.
Det positive ved krisetider er, at mange genovervejer mål, værdier, styrker og
ambitioner – overvejelser, som er væsentlige for enhver god karriere.
I krisetider er det tilladt at vurdere succes og karriere ud fra andre parametre end
overarbejde, stress og et fortravlet familieliv. For nogle kan det blive en oplagt lejlighed
til at skifte karrierespor, supplere eksisterende kompetencer og udvikle nye sider af sig
selv. Én ting er sikkert, efter krisetider kommer opgangstider, mangel på arbejdskraft og
travlhed. Og mens vi venter på bedre tider, vil jeg opfordre alle arkitekter, særligt unge
og nyuddannede, til at være åbne over for nytænkning og over for den tanke, at ønskejobbet
måske også godt kan findes andre steder end på tegnestuerne.

Arkitekterne har længe været forkælet med fuld beskæftigelse. Vi har planlagt hele
bydele og bygget med et arkitektonisk overskud og en optimisme, vi skal årtier tilbage
for at genfinde.
Det har været positivt, det har udviklet faget og styrket samarbejdet i branchen. Men
som med alt andet i livet er der også op- og nedture på arbejdsmarkedet. Konjunkturerne
er vendt, og vi er nået til et punkt, hvor alle venter på alle, og det er stilstanden på
boligmarkedet et tydeligt eksempel på.
Nyuddannede arkitekter er som oftest de første, der bliver ramt ved nedgangstider. Nogle
bliver måske nervøse og opgivende over for fremtiden, når prognoser peger i retning
af stigende ledighed og afskedigelser på tegnestuerne – men for os, som har været i branchen
længe, er der andre måder at vurdere krisetider på end gennem facts og prognoser.
I byggebranchen bidrager krisen fx positivt til at rydde ud i tvivlsomme investorer, ligesom
den kan være lærestreg for de grådige og uansvarlige virksomheder, der i de gode
tider har forsømt at lægge kapital til side til mindre gode tider. For arkitekterne selv
giver krisen bla rum til selvransagelse, hvilket på sigt kan være udviklende og bidrage til
at udvide vores lidt snævre opfattelse af, hvad arkitekter kan beskæftige sig med.
Den største udfordring for arkitekter – i opsagte stillinger, for nyuddannede og jobsøgende
– er at bevare optimismen. Karrieren er lang; nogle gange går det derudaf uden
store anstrengelser, andre gange må vi søge alternative veje og være åbne for nye muligheder.
Det positive ved krisetider er, at mange genovervejer mål, værdier, styrker og
ambitioner – overvejelser, som er væsentlige for enhver god karriere.
I krisetider er det tilladt at vurdere succes og karriere ud fra andre parametre end
overarbejde, stress og et fortravlet familieliv. For nogle kan det blive en oplagt lejlighed
til at skifte karrierespor, supplere eksisterende kompetencer og udvikle nye sider af sig
selv. Én ting er sikkert, efter krisetider kommer opgangstider, mangel på arbejdskraft og
travlhed. Og mens vi venter på bedre tider, vil jeg opfordre alle arkitekter, særligt unge
og nyuddannede, til at være åbne over for nytænkning og over for den tanke, at ønskejobbet
måske også godt kan findes andre steder end på tegnestuerne.

“Måske er det allerbedste ved at arbejde
i Dubai, at jeg fuldstændig kan koncentrere
mig om det kreative – for der er
tegnere ansat under mig, som tager sig
af rentegningerne,” fortæller den 28-årige
Louise Ingeman Jensen, som det sidste
års tid har arbejdet som arkitekt for
det delvist danskejede arkitektfirma LW
Design Group i Dubai.
Ørkenstaten Dubai, der er et af de syv
Forenede Arabiske Emirater, har oplevet
et kolossalt byggeboom inden for de sidste
10 år, så der er rigeligt med opgaver
for udenlandske arkitekter. Og i Dubai
står folk fra udviklingslandene i kø for at
udføre det manuelle arbejde til lave lønninger;
arkitekter som Louise tager sig af
ideudviklingen og skitserne, mens filippinere
står for alt AutoCad-arbejdet.
Det betyder, at arbejdet bliver hurtigt
udført, og det er meget tilfredsstillende
– i hvert fald for bygherrerne og arkitekterne.
Det ene projekt efter det andet
gennemføres i en fart, så Louise har på
meget kort tid fået en masse erfaringer
med forskellige typer byggeri; hun har
været med til at tegne på et stort kulturprojekt
med museer, musikhus, teater
og et universitet, og nu er hun blevet
ansvarlig for et nyt designkoncept til en
stor hotelkæde, der dækker hele Mellemøsten.
Hun kan ikke give ret mange detaljer
om projekterne, for konkurrencen blandt
arkitektfirmaerne er benhård, så de holder
kortene tæt ind til kroppen, indtil
projekterne er gennemført.
Men Louise kan fortælle, at opgaverne
er så forskelligartede og flyder så hurtigt
igennem tegnestuen, at hun aldrig når at
komme til at kede sig. En anden fordel er
den helt særlige oplevelse at arbejde uden
budget! Faktisk tales der ikke ret meget
om prisen på et projekt, fortæller Louise.
“Kunden kommer og siger: Vi har en
grund, og vi vil gerne have jer til at tegne
et lejlighedskompleks – få det til at se
godt ud! Først bagefter ser de på prisen.
Og det er virkelig dejligt ikke at skulle
spare og lade slutresultaterne blive derefter.
Jeg oplever det som meget befordrende
for min kreativitet at kunne træffe
faglige beslutninger i stedet for økonomiske.
Spændende og udfordrende.”

Dubai bliver kaldt BLT – navnet på en
amerikansk sandwich, der er Bigger, Larger,
Taller. Og det dækker meget godt
Louises opfattelse af den måde, der bygges
på i byen, som vokser på alle leder
og kanter. I havet, i ørkenen og langt op
i skyerne.
Dubai er en evig byggeplads, og byen
mangler både karakter og sjæl, vurderer
Louise. “Kvaliteten af byggeriet er ikke
så vigtig hernede. Det skal bare gå hurtigt,
overgå noget andet og se godt ud,”
siger hun.
“Dubai er blevet en pengemaskine.
Der er et skønt område ved vandet i den
gamle by, hvor souk’erne (basarkvartererne,
red) og de historiske huse ligger.
Det er det eneste kvarter, der har noget af
byens gamle sjæl tilbage, men nu vil de
rive en del af de områder ned for at give
plads til nye boliger, som der kan tjenes
penge på. Det er virkelig kortsigtet.”
Det er ti år siden, Louise første gang
besøgte Dubai, og i dag er det en helt
anden by. Men selvom hun ærgrer sig
over den manglende sans for planlægning
og kvalitet, er det også spændende,
at alting går så hurtigt. Det anslås, at
en fjerdedel af alle byggekraner i verden
befinder sig i Dubai, og man kan næsten
se byen vokse fra dag til dag.
“Jeg kan blive helt forpustet over tem-
poet. Det er hektisk og forvirrende, men
også skønt. Fordi alting kan lade sig gøre
hernede,” siger Louise.
Men ofte får de meget fancy indfald
lov at tage overhånd, og funktionaliteten
er lagt i glemmeskuffen. Louise nævner
som eksempel et nyt større område, hvor
hun tvivler på, at der overhovedet har
været noget, der ligner en gennemarbejdet
masterplan:
“Det er, som om der mangler retningslinjer
for området. Mange af bygningerne
forholder sig ikke til hinanden og
ligger med kun få meters afstand. Det
eneste man føler er planlagt ned til mindste
detalje, er infrastrukturen, som ligner
en blomst fra oven. Men en vejingeniør
ville hive sig i håret over dette her, for det
er enormt irriterende at køre to kilometer,
hvor man konstant skal dreje.”
Men egentlig kan Louise godt lide byggestilen
i Dubai.
“I Danmark er trenden meget minimalistisk,
og det synes jeg måske kan blive
lidt kedeligt i længden,” forklarer hun.
“Hernede mikser de tit det moderne
med det ornamenterede. Det kan fx være
et hus med meget enkle, rene linjer, hvor
skodderne er skåret ud i arabiske mønstre.
Det synes jeg er fedt. Det er sjovt at
bryde det meget stilrene med noget utraditionelt.”
Det værste er til gengæld det store papirarbejde.
Der skal søges om et hav af byggetilladelser
hos forskellige instanser, og
mange steder er der en masterplan for et
område med meget specifikke og indimellem
mystiske krav. Louise kommer
med et eksempel fra et af de andre emirater:
Her må man bygge lige så mange
etager under jorden, som man vil, men

Dubai bliver kaldt BLT – navnet på en
amerikansk sandwich, der er Bigger, Larger,
Taller. Og det dækker meget godt
Louises opfattelse af den måde, der bygges
på i byen, som vokser på alle leder
og kanter. I havet, i ørkenen og langt op
i skyerne.
Dubai er en evig byggeplads, og byen
mangler både karakter og sjæl, vurderer
Louise. “Kvaliteten af byggeriet er ikke
så vigtig hernede. Det skal bare gå hurtigt,
overgå noget andet og se godt ud,”
siger hun.
“Dubai er blevet en pengemaskine.
Der er et skønt område ved vandet i den
gamle by, hvor souk’erne (basarkvartererne,
red) og de historiske huse ligger.
Det er det eneste kvarter, der har noget af
byens gamle sjæl tilbage, men nu vil de
rive en del af de områder ned for at give
plads til nye boliger, som der kan tjenes
penge på. Det er virkelig kortsigtet.”
Det er ti år siden, Louise første gang
besøgte Dubai, og i dag er det en helt
anden by. Men selvom hun ærgrer sig
over den manglende sans for planlægning
og kvalitet, er det også spændende,
at alting går så hurtigt. Det anslås, at
en fjerdedel af alle byggekraner i verden
befinder sig i Dubai, og man kan næsten
se byen vokse fra dag til dag.
“Jeg kan blive helt forpustet over tem-
poet. Det er hektisk og forvirrende, men
også skønt. Fordi alting kan lade sig gøre
hernede,” siger Louise.
Men ofte får de meget fancy indfald
lov at tage overhånd, og funktionaliteten
er lagt i glemmeskuffen. Louise nævner
som eksempel et nyt større område, hvor
hun tvivler på, at der overhovedet har
været noget, der ligner en gennemarbejdet
masterplan:
“Det er, som om der mangler retningslinjer
for området. Mange af bygningerne
forholder sig ikke til hinanden og
ligger med kun få meters afstand. Det
eneste man føler er planlagt ned til mindste
detalje, er infrastrukturen, som ligner
en blomst fra oven. Men en vejingeniør
ville hive sig i håret over dette her, for det
er enormt irriterende at køre to kilometer,
hvor man konstant skal dreje.”
Men egentlig kan Louise godt lide byggestilen
i Dubai.
“I Danmark er trenden meget minimalistisk,
og det synes jeg måske kan blive
lidt kedeligt i længden,” forklarer hun.
“Hernede mikser de tit det moderne
med det ornamenterede. Det kan fx være
et hus med meget enkle, rene linjer, hvor
skodderne er skåret ud i arabiske mønstre.
Det synes jeg er fedt. Det er sjovt at
bryde det meget stilrene med noget utraditionelt.”
Det værste er til gengæld det store papirarbejde.
Der skal søges om et hav af byggetilladelser
hos forskellige instanser, og
mange steder er der en masterplan for et
område med meget specifikke og indimellem
mystiske krav. Louise kommer
med et eksempel fra et af de andre emirater:
Her må man bygge lige så mange
etager under jorden, som man vil, men

man må kun bruge de tre første til parkering,
og hvad skal man så egentlig bruge
flere til? Desuden må man bygge et vist
antal etager over jorden, men det er kun
de tre øverste, man må bruge til parkering.
Hvordan man så lige indretter bygningen,
så bilerne kan komme op til parkeringen
på for eksempel 10. etage, er
der ingen anvisninger på. Det er en arkitektonisk
udfordring.
“Bureaukratiet hernede er absurd og
trækker tænder ud i et projektforløb,”
fastslår Louise. Det gælder også i privatlivet.
Simple ting som at få oprettet en ny
bankkonto eller få tilsendt forsikringspapirer
kræver et hav af opringninger og
stor tålmodighed. En anden udfordring
er, at bygherrerne blander sig i helt små
detaljer.
“Den der stolpe skal væk, eller det der
vindue kan vi ikke lide, siger de måske.
Og så skifter de uden videre mening. På
det ene møde er de begejstrede, og så på
det næste er de vendt på en tallerken,
helt uden forklaringer. Det må man bare
vænne sig til,” siger hun.
Umiddelbart virker forholdene fyrstelige
for en ung dansk arkitekt. Louise tjener
det, der svarer til en almindelig arkitektløn
herhjemme – og så betaler hun
ikke en krone i skat. Hendes nye forhjulstrækker
har kun kostet 75.000 danske
kroner, og benzinen i OPEC-landet
koster under tre kroner literen. Til gengæld
er lønnen uden pension, og boligpriserne
er skyhøje. Louise og kæresten
bor i en lille toværelses til 14.000 kroner
om måned. Det kan gå an for unge par
uden børn, men det er nærmest blevet
umuligt for familier på almindelige lønninger
at bo i byen. Og arbejdsforholdene
er hårde. Louise og hendes arkitektkolleger
arbejder mindst 45 timer om
ugen og har derudover næsten en times
bilkørsel hver vej, selvom hjemmeadressen
er meget tæt på LW Designs kontor.
Trafikken er nemlig endnu et af de
områder, der ikke er styr på, når det gælder
byplanlægningen.
Derudover skal det med i regnskabet,
at der betales en meget lav timeløn til de
mange servicemedarbejdere, der er kommet
til Dubai fra udviklingslandene. Det

etyder, at der fx altid er nogen, der parkerer
ens bil, fylder den op på tankstationen,
pakker indkøbsvarerne ind og bærer
dem ud til bilen.
“Selvfølgelig vænner man sig til det
efterhånden,” fortæller Louise. “Og det
er da også en luksus. Men egentlig vil jeg
helst være fri. Jeg kan bedst lide at klare
tingene selv, og jeg kan indimellem få
helt ondt i maven over, at man udnytter
folk på den måde,” fortæller Louise,
der til gengæld er glad for sin sparsomme
fritid, for der er masser af tilbud i
Dubai. Fra den brølende storby er der fx
ikke mere end en time ud i ørkenen, hvor
Louise og hendes venner kører på firhjulede
motorcykler i klitterne og laver barbecue.
Omans bjerge er heller ikke langt
væk, og på østkysten er der koralrev,
hvor man kan dykke og se skildpadder,
hajer og farvestrålende fisk. Men hun
savner alligevel det danske regnvejr...
Louise Ingeman Jensen regner med at
blive i Dubai et år eller to endnu, men
hun vil helt sikkert også hjem til Danmark
igen.
“Der er mange ting, jeg længes efter i
Danmark,” fortæller hun. “De små ting
som god dansk ost, min mors flæskesteg
og leverpostej. Overraskende nok savner
jeg også det danske vejr. Indimellem kunne
jeg virkelig godt tænke mig at sidde
indenfor med kakao og nybagte boller,
mens regnen siler ned udenfor.”
Men ikke mindst savner hun strukturen
og organiseringen i det demokratiske
danske samfund.
“Jeg glæder mig til at komme til Danmark
igen – og til at arbejde under overskuelige,
ordnede forhold. Jeg har lært
enormt meget hernede i Dubai, men det
bliver skønt at komme hjem og måske få
lov til at tegne en stille og rolig villa med
nogle fede detaljer. I længden er det ikke
tilfredsstillende at slå et tårn op, bare
fordi det skal sælges. Jeg vil gerne lave
noget, der skiller sig ud. Og hernede skiller
alting sig ud.”

“Som det fremgår, er jeg ikke tilhænger af æstetik med passer og ramme, men det generer mig (voldsomt), når lavest mulige fællesnævner
bliver norm. Man skal ikke kæle for folks dårlige smag ved at servere mere af samme skuffe i et misforstået håb om
at komme publikum i møde. På det punkt kan man godt tage sig sammen, også ud fra den betragtning, at det er skønheden, der
består og bliver mere og mere værd, mens lortet forgår, som det fortjener. Ethvert hus er et jeg-hus, men det skal være ét, vi kan
bo i alle sammen uden stands anseelse.”
Således slutter Klaus Rifbjerg sin lille bog om huse, han har kendt – huse, han har boet i, besøgt eller kigget på – fra det arkitekttegnede
barndomshjem på Amager til blandt mange andre bygningsværker Hostrups Have, sommerhuset i Kandestederne
og forfatterens dobbelthus i Spanien, opført i forvirret colonial style. En af bogens pointer er, at det er dejligt, at der er nogen
(læs: arkitekter), som gider gøre noget for almindelige mennesker og skabe huse – funktionalisme eller ej – der er gode at bo og
opholde sig i.
Dette gælder også “Vores mange køkkener”, hvilket netop er titlen på en kogebog fuld af livsappetit og private fotos, skrevet
af selvsamme Klaus sammen med hustruen, Inge Rifbjerg. Hvert kapitel handler om en bolig – fra 50’ernes beskedne begynderlejlighed
til deres spanske villaer – og hun kommer med opskrifterne, mens han fortæller muntert, underholdende og indimellem
meget bevægende om middagsselskaber med gode venner og veninder fra den danske kulturelite igennem mere end 50 år.
Og ja, mange gange under læsningen hænder det, at man bliver godt gammeldags nostalgisk og længes tilbage til dengang, hvor
det hele ikke gik op i madpornografi – men hvor der også var god plads til festmedister kogt i rødvin, røg i køkkenet og såvel
livsnydelse som tømmermænd i metermål.
Klaus Rifbjerg: “Huse”. Illustrationer af Per Marquard Otzen. Arkitektens Forlag. 68 sider. 329 kr. www.arkfo.dk
Inge og Klaus Rifbjerg: “Vores mange køkkener. En nostalgisk kogebog”. Gyldendal. 168 sider. 275 kr. www.gyldendal.dk
Plakat med forsiden af bogen “Huse” (100 x 35 cm, trykt på 170 grams satinpapir). Pris: 100 kr. www.arkfo.dk

For den, der er på jagt efter en grundbog i moderne arkitekturhistorie,
er der ikke noget, der overgår Nils-Ole Lunds
“Nordisk arkitektur”. Denne klassiker, der udkom første
gang i 1993, giver et fænomenalt overblik over efterkrigstidens
arkitekturstrømninger – og alderen har været dens
eneste svaghed. Nu er den imidlertid kommet i en revideret,
ajourført og redesignet udgave med nye optagelser af
alle de vigtigste værker. Det unikke er bla, at den nyere nordiske
bygningskunst behandles under ét; bogen er opdelt i
temaer og skildrer, hvordan tidens udefrakommende tendenser
er blevet oversat og omfortolket til mursten, træ,
glas og beton, alt sammen illustreret med eksempler hentet
på tværs af landegrænserne. Enhed og forskelligheder mellem
de enkelte lande præciseres, og der trækkes lange linjer
til tidens samfundsforhold og idéhistoriske kontekst. Man
bliver mao. klogere.
Nils-Ole Lund: “Nordisk arkitektur”. 320 sider/480 kr.
Arkitektens Forlag. www.arkfo.dk
Olaf Linds fremragende biografi om Steen Eiler Rasmussen,
det 20. århundredes betydeligte danske arkitekturformidler,
tegner et nuanceret billede af multimennesket – arkitekten,
byplanlæggeren, brugskunstneren, møbeldesigneren,
tegneren, fotografen, pædagogen, smagsdommeren og samfundsdebattøren.
Steen Eiler Rasmussen – også kaldet SER
– indtog også en fremskudt position som mangeårig professor
ved Kunstakademiets Arkitektskole og medlem af Akademirådet
samt talrige udvalg og kommissioner. Han var et
sammensat menneske med mange modsætninger i sit væsen:
Han var autodidakt, havde aldrig gjort sin uddannelse på
arkitektskolen færdig, men kunne udtale sig med autoritet
om stort set alt fra Shakespeare til spændbeton. Han var
beskeden og sirlig, men opnåede en enorm gennemslagskraft
som opdrager og kulturpersonlighed. Han var åben
over for tidens strømninger, men nægtede at vælge side mellem
traditionen og fornyelsen. Fagligt nød han stor anseelse,
men hans bygningsværker (Rungsted Skole, Ringsted Rådhus,
boligbebyggelsen Tingbjerg m.fl.) opnåede aldrig rigtigt
at blive anerkendt som god arkitektur. Det sidste har Olaf
Lind nu rådet bod på.
Olaf Lind: “Arkitekten Steen Eiler Rasmussen”.
450 sider/349 kr. Gyldendal. www.gyldendal.dk

For den, der er på jagt efter en grundbog i moderne arkitekturhistorie,
er der ikke noget, der overgår Nils-Ole Lunds
“Nordisk arkitektur”. Denne klassiker, der udkom første
gang i 1993, giver et fænomenalt overblik over efterkrigstidens
arkitekturstrømninger – og alderen har været dens
eneste svaghed. Nu er den imidlertid kommet i en revideret,
ajourført og redesignet udgave med nye optagelser af
alle de vigtigste værker. Det unikke er bla, at den nyere nordiske
bygningskunst behandles under ét; bogen er opdelt i
temaer og skildrer, hvordan tidens udefrakommende tendenser
er blevet oversat og omfortolket til mursten, træ,
glas og beton, alt sammen illustreret med eksempler hentet
på tværs af landegrænserne. Enhed og forskelligheder mellem
de enkelte lande præciseres, og der trækkes lange linjer
til tidens samfundsforhold og idéhistoriske kontekst. Man
bliver mao. klogere.
Nils-Ole Lund: “Nordisk arkitektur”. 320 sider/480 kr.
Arkitektens Forlag. www.arkfo.dk
Olaf Linds fremragende biografi om Steen Eiler Rasmussen,
det 20. århundredes betydeligte danske arkitekturformidler,
tegner et nuanceret billede af multimennesket – arkitekten,
byplanlæggeren, brugskunstneren, møbeldesigneren,
tegneren, fotografen, pædagogen, smagsdommeren og samfundsdebattøren.
Steen Eiler Rasmussen – også kaldet SER
– indtog også en fremskudt position som mangeårig professor
ved Kunstakademiets Arkitektskole og medlem af Akademirådet
samt talrige udvalg og kommissioner. Han var et
sammensat menneske med mange modsætninger i sit væsen:
Han var autodidakt, havde aldrig gjort sin uddannelse på
arkitektskolen færdig, men kunne udtale sig med autoritet
om stort set alt fra Shakespeare til spændbeton. Han var
beskeden og sirlig, men opnåede en enorm gennemslagskraft
som opdrager og kulturpersonlighed. Han var åben
over for tidens strømninger, men nægtede at vælge side mellem
traditionen og fornyelsen. Fagligt nød han stor anseelse,
men hans bygningsværker (Rungsted Skole, Ringsted Rådhus,
boligbebyggelsen Tingbjerg m.fl.) opnåede aldrig rigtigt
at blive anerkendt som god arkitektur. Det sidste har Olaf
Lind nu rådet bod på.
Olaf Lind: “Arkitekten Steen Eiler Rasmussen”.
450 sider/349 kr. Gyldendal. www.gyldendal.dk

The International Velux Award havde
inviteret arkitekter fra hele verden til prisuddeling
i Palazzo Pisani Moretta, et af
Venedigs fantastiske pragtpaladser langs
Canal Grande. Inden for i de imponerende
arkitekturhistoriske rammer blev den
39-årige danske arkitekt Claus Jørgensen
og hans vejleder, lektor Frank Bundgaard
fra Kunstakademiets Arkitektskole, hyldet
og hædret af den internationale jury
og dommerkomiteens formand, den amerikanske
kultarkitekt Hani Rashid.
I alt 686 forslag fra 244 skoler verden
over – udvalgt blandt 2114 indsendte
projekter fra 46 lande – deltog i opløbet
om The International Velux Award 2008.
Årets tema var “Morgendagens lys”,
og der var hædrende omtale til Claus
Jørgensens afgangsprojekt fra 2007,
“The Parametric Mosaic” – et multikulturelt
mødested i Berlin, som blev rost
for de poetiske, kunstneriske og sociale
lag i arkitekturens historiefortælling.
Og selvom Claus Jørgensen måske nok i
sit stille sind havde håbet, at Hani Ras-
hid havde set lyset og tilbudt ham et job
på stedet, så er han mere end glad for, at
juryen bemærkede hans projekt – og at
han fik mødt de andre prismodtagere fra
alverdens lande og set Venedig sammen
med sin lærer og en stribe Velux-medarbejdere,
inden turen igen gik hjemad med
en dejlig check i rejsetasken. Til omegnen
af Næstved, hvor Claus Jørgensen bor
i fredelige omgivelser uden internetforbindelse
– og til Bygningskulturens Hus i
Borgergade i det indre København, hvor
han en kort tid endnu vil være ansat som
fredningsfaglig arkitekt i Landsforeningen
for Bygnings- og Landskabskultur.
Efter afgangen fra Kunstakademiets
Arkitektskole var Claus Jørgensen i
en periode ansat på lyslaboratoriet på

skolens Institut for Teknologi, hvor han
hjalp med at implementere nye digitale
analyse- og simuleringsværktøjer i forskningen
og undervisningen. De samme
digitale redskaber, Velux-prismodtageren
selv har brugt i sit afgangsprojekt,
som tydeligt afspejler hans interesse for
arkitekturen som fortælling, fascinati-
onen af den arabiske kultur og et livslangt
socialt, humanistisk engagement (se
Claus’ CV, red).
Hvorfor valgte du at skabe et interkulturelt
mødested i Berlin?
“At det blev Berlin var et resultat af, at
jeg måtte aflyse et ophold på det Danske
Institut i Damaskus, fordi jeg ikke fik et
forventet rejselegat. Min plan var oprindelig
at studere den arabiske mosaik – i
samarbejde med arkitektskolen i Damas-
kus og den desværre nyligt afdøde Ture
Wester.
I stedet tog jeg med min afdeling på
en uges mapping-workshop i Berlin. Det
blev startskuddet på mit afgangsprojekt,
og da Berlin jo har en stor befolkningsdel
med arabisk baggrund, lugtede det lidt
af falafel.
Under workshoppen foldede der sig
langsomt en fortælling ud omkring den
specifikke grund, der er udgangspunktet
for mit projekt – og omkring Berlinmuren,
som ikke bare var en mur, der
gennemskar byen, men to mure – en østlig
og en vestlig med et ingenmandsland
udspændt imellem sig. Her var det oplagt
at skabe et interkulturelt mødested.”
Hvad er det særlige ved den arabiske kultur,
som inspirerer dig?
“Jeg ved ikke, om de arabiske kulturer
fascinerer mig mere end så mange andre,
men det arabiske rummer både stor poesi
og stor sanselighed. Allerede i 1500-tallet
benyttede islamiske kunsthåndværkere
sig af såkaldt kvasikrystallisk geometri
– mønstre baseret på principper, som
moderne matematikere først århundreder
senere har regnet ud.
Inspireret af den australske arkitekt
Mark Burry og hans arbejde med Gaudis
katedral La Sagrada Famillia i Barcelona
opdagede jeg ret banalt en mulig sammenhæng
imellem de parametriske redskaber,
som jeg havde arbejdet med de
seneste år – og så den arabiske mosaik.
Jeg blev optaget af at finde ud af, om
man med et mere moderne værktøj kunne
udfordre de gamle principper. Og desuden
så jeg mit snit til at tilbringe en
periode i Damaskus.”
Hvordan kommer den arabiske mosaik
til udtryk i dit projekt?
“Mosaikken skal ikke tænkes som
en glaseret overfalde, men mere som en
struktur, der tager udgangspunkt i, at
helheden består af fragmenter af forstå-

else – og som også udgør en metode for
en arkitektonisk og kulturel proces. Den
traditionelle mosaik startes med et centralt
punkt for siden at genereres som
struktur, og det ser jeg som en parallel til
plantningen af et frø, der gror frem og
skaber et arkitektonisk anslag på stedet.
Herved genereres ikke kun en rumlig,
men også en kulturel proces. Mosaikken
som arkitektonisk og kulturel struktur
vil gro frem under de vækstbetingelser,
som stedet tilbyder.”
Hvad betyder de digitale værktøjer i det
parametriske arbejde med arkitekturen?
“Arkitekturen har sikkert alle dage
arbejdet ud fra en parametrisk tilgang,
hvor arkitekten har forskellige parametre
i spil. Det nye er måske, at man i den
digitale version har fået nogle redskaber,
hvor der er mulighed for at binde forskellige
parametre sammen på en mere
konkret måde.
Der er næsten ikke noget, der ikke kan
omsættes til digitale data. Det er forholdsvis
enkelt at simulere lys, lyd, vind,
menneskelig adfærd og mange andre
parametre – og så lade dem indgå på en
meget direkte og plastisk måde i den arkitektoniske
formgivning. Ud over nogle
kulturelle parametre er der i mit projekt
tale om forskellige simulerede parametre
i form af sollys, dagslys og de pixelværdier,
som stedet danner eller eksisterer ud
af, når man nærmer sig det via Google
Earth.”
Hvad betyder det, at projektet “The
Parametric Mosaic” er en cybrid – altså
en hybrid mellem en fysisk og digital
verden?
“Cybridbegrebet er udviklet af en amerikaner,
der hedder Peter Anders, og det
er netop denne sammensmeltning imellem
den virtuelle og den fysiske virkelighed,
som vi i stigende grad oplever. Vi
har en stigende tilstedeværelse i det virtuelle
– og en cybrid kan fx være et museum,
der både eksisterer i en fysisk og i en
virtuel version; museet har måske nogle
etager og rum, som kun eksisterer virtuelt,
og man oplever forskellige kvaliteter
og muligheder – alt afhængig af, om man
besøger museet virtuelt eller fysisk.
Et andet, mere kunstnerisk eksempel
på en cybrid er “Sky Ear”, et værk af
den britiske kunstner og arkitekt Usman
Haque, hvor klaser af balloner skifter
farve afhængig af mængden af elektromagnetisk
stråling fra fx mobiltelefoner
eller radioer, der befinder sig midt iblandt
dem. Ballonerne indeholder små mobiltelefoner,
og ballonerne skifter farve,
når man ringer til dem pga. den øgede
mængde stråling.
I forhold til mit eget projekt er den
cybride del dog ikke så udviklet. Det er
mere banalt og oplagt tænkt, sådan at
det interkulturelle mødested kan tilgås,
opleves og påvirkes enten via nettet eller
ved at besøge det fysiske sted.”
Hvordan kan dit interkulturelle mødested
i Berlin så afspejle “elektromagnetisk
udstråling, luftforurening, støj eller
andre typer af information i området”?
“Når strukturen er groet frem og
har foldet sig ud til et kvadrat under de
vækstbetingelser og lysforhold, som stedet
tilbyder, så vil strukturen være både
bærende, rumskabende og kommunikerende.
Herved genindtager bygningen en
rolle, den havde allerede under renæssancen,
sådan som vi fx kender det fra Det

Sixtinske Kapel, hvor loftet er kommunikerende
og bærer af fortællinger.
I dag behøver fortællingen ikke længere
at være statisk. Ny teknologi rummer
mulighederne for, at informationen fra
strukturen bliver mere foranderlig, mere
flygtig og mere forskelligartet i forhold
til, hvad historien tidligere har kunnet
præstere. Strukturen bliver igen et aktivt
meddelende element, der kan reflektere,
hvad der optager tiden.”
“The Parametric Mosaic” er lysarkitektur
– men er der også tale om poetisk kunst?
“Det synes jeg jo selv, at der er. Strukturen
folder sig ud i mellemrummet mellem
bygning, skulptur og kunst. Jeg
synes, at der er flere poetiske lag i projek-
tet – også flere end jeg har med på Veluxplanchen.
Jeg kan godt lide tanken om,
at mosaikken, der startede hele processen,
genopstår som skyggespil og på den
måde indskriver mellemøstlyset i fortællingen.
At strukturen gror frem på en grund
i Berlin, som blev sprøjtet med gift for
at holde en bevoksning – og en befolkning
– nede, rummer også en poesi. Men
måske har juryen også set det som noget
polemisk,” slutter Claus Jørgensen, der
om kort tid vil hive nogle reflektive
måneder ud af kalenderen, måske for at
indlogere sig på et kloster eller i et hotelværelse
et eller andet katalyserende sted
i udlandet. Han har lige sagt sit job op i
Landsforeningen for Bygnings- og Land-
skabskultur og håber på, at en periode
med ro til at læse, skrive, tegne og tænke
vil kaste et nyt projekt eller en ny kurs af
sig. Måske en bog eller et ph.d.-projekt
– noget parametrisk, arkitektonisk eller
kunstnerisk.
Derimod er traditionel karriereplanlægning
ikke lige noget, som årets danske
prisvinder i The International Velux
Award har været styret af.
“Min afsøgning af det store, arkitektoniske
tagselvbord er ofte foregået i grænseområdet
mellem arkitektur og andre
kunstneriske discipliner, og derfor er det
heller ikke den klassiske tegnestueansættelse,
som jeg har opsøgt. Men måske bliver
jeg klogere.”

Sixtinske Kapel, hvor loftet er kommunikerende
og bærer af fortællinger.
I dag behøver fortællingen ikke længere
at være statisk. Ny teknologi rummer
mulighederne for, at informationen fra
strukturen bliver mere foranderlig, mere
flygtig og mere forskelligartet i forhold
til, hvad historien tidligere har kunnet
præstere. Strukturen bliver igen et aktivt
meddelende element, der kan reflektere,
hvad der optager tiden.”
“The Parametric Mosaic” er lysarkitektur
– men er der også tale om poetisk kunst?
“Det synes jeg jo selv, at der er. Strukturen
folder sig ud i mellemrummet mellem
bygning, skulptur og kunst. Jeg
synes, at der er flere poetiske lag i projek-
tet – også flere end jeg har med på Veluxplanchen.
Jeg kan godt lide tanken om,
at mosaikken, der startede hele processen,
genopstår som skyggespil og på den
måde indskriver mellemøstlyset i fortællingen.
At strukturen gror frem på en grund
i Berlin, som blev sprøjtet med gift for
at holde en bevoksning – og en befolkning
– nede, rummer også en poesi. Men
måske har juryen også set det som noget
polemisk,” slutter Claus Jørgensen, der
om kort tid vil hive nogle reflektive
måneder ud af kalenderen, måske for at
indlogere sig på et kloster eller i et hotelværelse
et eller andet katalyserende sted
i udlandet. Han har lige sagt sit job op i
Landsforeningen for Bygnings- og Land-
skabskultur og håber på, at en periode
med ro til at læse, skrive, tegne og tænke
vil kaste et nyt projekt eller en ny kurs af
sig. Måske en bog eller et ph.d.-projekt
– noget parametrisk, arkitektonisk eller
kunstnerisk.
Derimod er traditionel karriereplanlægning
ikke lige noget, som årets danske
prisvinder i The International Velux
Award har været styret af.
“Min afsøgning af det store, arkitektoniske
tagselvbord er ofte foregået i grænseområdet
mellem arkitektur og andre
kunstneriske discipliner, og derfor er det
heller ikke den klassiske tegnestueansættelse,
som jeg har opsøgt. Men måske bliver
jeg klogere.”

På den tyske ø Rügen står et ejendommeligt arkitektonisk fortidslevn:
nazisternes gigantiske hotelkompleks Bad Prora. Størstedelen
er kun en tom betonskal, men nu – efter mere end seks
årtier – er der planer om at bringe stedet til live. Badehotellet
med de 10.000 værelser og en længde på 4,5 km blev bygget af
Hitler i årene lige før krigen som en del af hans “Kraft durch
Freude”-kampagne. Arkitekten hed Clemens Klotz (1886-
1969). Her skulle det Tredje Riges arbejdere feriere lige ud til
Østersøens brede sandstrande, men pga. krigsudbruddet blev
de otte lange hotelblokke aldrig bygget helt færdige. Det østtyske
militær har siddet på komplekset i størstedelen af den mellemliggende
tid. I dag er Prora ejet af staten. Det blev fredet i
1993, og efter en langvarig og ophedet debat er myndighederne
nu gået sammen med en gruppe investorer om endelig at gøre
Prora til tyskernes badeby nr. 1.
Århus Kunstbygning er stedet, hvor fire markante kunstnere
– der alle opererer i spændingsfeltet mellem maleri, skulptur,
installation og arkitektur – sætter hinanden stævne fra den 17.
januar. Med “Arena” griber Malene Landgreen, Milena Bonifacini,
Viera Collaro og Anita Jørgensen ned i de dybere lag i
menneskets perception og erkendelse med deres stort anlagte
udsmykning og bearbejdning af de arkitektoniske rum. Udstillingen
sætter fokus på en af nutidskunstens vigtigste tendenser:
iscenesættelsen og omformningen af den menneskelige sansning
af virkeligheden. Udtrykket er legesygt, men budskabet er
en nok så seriøs pointering af kunstens nødvendighed og formåen.
Ved at integrere både arkitektur og beskuer iscenesættes
kunstværkets og kunstoplevelsens evne til at omforme sine
omgivelser og samfundet.
“Arena”, 17. januar – 22. marts, Århus Kunstbygning.
www.aarhuskunstbygning.dk
Grete Jalk var en af 50’ernes og 60’ernes meget få kvindelige
møbeldesignere – og en pioner på sit felt. Hun var kendt for
sin kompromisløshed i jagten på den optimale form og fik ofte
rykket ved grænserne for, hvad man kunne rent teknisk. Nu
genintroduceres hendes to kendteste møbler: den laminerede
skalstol GJ Chair og udtræksbordet GJ Nesting Table, begge
fra 1963. Især stolen er en klassiker, der bla indgår i samlingerne
på Kunstindustrimuseet og Museum of Modern Art i New
York, men man skal være heldig for at løbe ind i den i et dansk
hjem, for den blev kun fremstillet i 300 eksemplarer i sin tid.
Relanceringen sker på initiativ af Danmarks Designskole, der
har arvet rettighederne til Grete Jalks møbler, og indtægterne
fra salget vil gå til et studielegat, som skolen uddeler for første
gang i 2009.
www.dkds.dk og www.langeproduction.com
I Albanien står det belgiske arkitektfima 51N4E nu klar til at
tage fat på omdannelsen af hovedstadens centrale plads, Skanderbeg
Square. Den Bruxelles-baserede tegnestue blev tidligere
på året enstemmigt kåret som vinder af en stor international
konkurrence foran stjernenavne som Daniel Libeskind og
MVRDV. 51N4E har i forbindelse med videreudviklingen af
projektet oprettet en albansk filial – med planer om at gøre den
170x170 m store plads til en trafikfri zone, hvoraf den midterste
del vil blive hævet så meget som tre meter over terræn. Det
hele omkranses af et grønt parkbælte. Byens socialdemokratiske
borgmester, Edi Rama, er begejstret for ideen. Siden 1991
har Tirana oplevet et sandt byggeboom, med private byggeprojekter
der skyder op overalt uden nogen form for overordnet
planlægning. Skanderbeg Square-projektet er forvaltningens
første forsøg på at implementere en arkitektonisk struktur
i byen. Læs mere om Edi Ramas Tirana i ARKFOKUS 9/2007,
som kan downloades fra www.arkitektforbundet.dk.

18 yngre danske designere, kunsthåndværkere og arkitekter
fik hver 50.000 kr. på lommen, da de forleden modtog Kulturministeriets
rejselegater til New York og Kina. Legaterne, der
indgår i Regeringens såkaldte designpulje, skal bruges til rejser,
der styrker modtagernes kompetencer og forretningspotentiale
– med det overordnede formål at profilere dansk design og
arkitektur ude i verden. De seks arkitekturlegater gik til: Niels
Jakubiac Andersen (Krydsrum), Mads Møller & Anders Lendager
(MAPT), Karsten Gori & Uffe Leth (SEA), Carsten Laursen
& Morten Fassov (Phoam Architecture), Ali Tabatabai og
Mads Birgens Kristensen. Læs mere om legatmodtagerne og
deres projekter på www.dac.dk
Dissing+Weitling har i længere tid satset målrettet på det baltiske
marked, og tegnestuen har netop vundet en stor konkurrence
om et otte etagers multifleksibelt erhvervsbyggeri i den
litauiske hovedstad, Vilnius. Kontorhuset, der skal fungere som
vartegn for byens nye finansdistrikt, integrerer bæredygtige løsninger
i det arkitektoniske udtryk. Det gælder fx solafskærmningen
med pangfarvede skodder, der kan vippes, foldes og
skubbes horisontalt. Kombinationen af glasfacade og udvendige
skodder, der løbende skifter position, giver en optimal udnyttelse
af dagslyset, der gør huset meget energieffektivt – og samtidig
en karakteristisk levende, foranderlig facade. “Baltikum er
et interessant område at arbejde i. Vi oplever en stor interesse
for kulturel og faglig udveksling, og ser her en god mulighed
for at bidrage til udviklingen af fleksible og dynamiske arbejdspladser,”
udtaler partner Stig Mikkelsen fra Dissing+Weitling.
www.dw.dk
Arkitektfirmaet C.F. Møller har vundet
en konkurrence om et nyt højhus på 21
etager i den eftertragtede Stockholmbydel
Bromma. Bebyggelsen med i alt ca.
170 lejligheder får en fremskudt placering
lige ned til skærgården i et område
kaldet Alviks Strand. Den består af det
67 m høje “Alviks torn”, der deler sig
i to, samt en knækket karré i ni etager.
Inspirationen til det skulpturelle højhus
er hentet fra fjeldenes stejle linjer, som
de skyder sig op af vandet, men formen
er samtidig valgt for at sikre den enkelte bolig så meget dagslys
og udsigt som muligt. Tegnestuen er i øjeblikket i gang med
et andet svensk højhusbyggeri med stor bevågenhed, det 95 m
høje “Point Hyllie” i Malmø, der med butikker og stationsbygning
for foden bliver samlingspunkt for Malmøs nye bydel
Hyllie. Succesen i Sverige er resultatet af en målrettet indsats
for at styrke tegnestuens position på det skandinaviske marked.
www.cfmoller.com
Astma og allergi er blandt tidens store folkesygdomme. I den
forbindelse er der meget fokus på madvaner og livsstil, men
mindre på de fysiske rammer, vi omgiver os med. Det skal et
nyoprettet forskningscenter råde bod på. Center for Indeklima
og Sundhed i Boliger skal skabe indsigt i sammenhængen mellem
boligernes udformning, konstruktion, materialevalg og
indretning på den ene side og beboernes sundhed og velbefindende
på den anden. Centeret, der især vil fokusere på fugtproblemer,
skadelige partikler og kemiske og mikrobiologiske
forholds betydning for helbredet, oprettes som en del af Realdania
Forskning. www.realdania.dk
Jean Nouvel gør det i DR’s Koncertsal, Foster gør det i Copenhagen
Towers, og den kommende Femern Bælt-forbindelse gør
det. Stål anvendes i stadig større omfang på de danske byggepladser.
Fra 2006 til 07 er forbruget alene til bærende konstruktioner
vokset med 12 procent, og på Dansk Ståldag, som blev
afholdt i Allerød den 27. november, kunne branchen glæde sig
over nye tal, der viser, at den opadgående tendens fortsætter.
“I udlandet har stål længe været et sikkert valg, fordi man der er
fortrolig med materialet og har tradition for at bruge det. Nu er
vi så ved at komme efter det herhjemme. De danske byggetraditioner
er ved at blive blødt op,” udtaler sekretariatschef i Dansk
Stålinstitut Jørn Nielsen til nyhedsportalen UgensErhverv.dk.

“Villa Lante er et af havekunstens skønneste
momenter. I sin helhed et af de fineste,
måske det allerfineste eksempel på
den italienske have”. Så fascinerende
skrev landskabsarkitekten C.Th. Sørensen
(1893-1979) om Villa Lante i sin bog
“Europas havekunst” fra 1959.
Det er efterhånden mange år siden, C.Th.
Sørensen skrev dette. Det kan måske
synes forældet, men når en af det forrige
århundredes mest betydningsfulde landskabsarkitekter
fremhæver en have på
denne særlige måde, afføder det alligevel
en nysgerrighed efter at rejse til Villa
Lante og studere ‘den italienske have’,
og et stipendium fra Dronning Ingrids
Romerske Fond til ophold på Det Danske
Institut i Rom gjorde det heldigvis
muligt.
Der er også andre end C.Th. Sørensen,
der har haft øje for Villa Lante. Uanset
hvornår jeg har været i haven, har det
altid været samtidig med indtil flere italienske
skoleklasser, og den er da også
blandt Italiens mest berømte historiske
haver.
Italien havde en storhedstid under
renæssancen, og haverne fra denne periode
fik også del i den kunstneriske over-
flod. C.Th. Sørensen refererer til “en særlig
italiensk have”, som repræsenterer
havekunsten fra sidste halvdel af det 16.
årh. Her kan også nævnes Villa Farnese,
Villa d’Este og Villa Aldobrandini. De
bliver sædvanligvis også betragtet som
renæssancehaver, selvom de tidsmæssigt
snarere kan placeres i overgangen mellem
renæssancen og barokken, og i virkeligheden
hører til under manierismen.
Det er sikkert en del bekendt, at C.Th.
Sørensen med ordene “den italienske
have” ikke bare refererer til en have,
der ligger i Italien, men til en overordnet
betragtelsesmåde, han selv definerede.
Kort fortalt så han stedets naturgivne
forudsætninger blive stiliserede i
de enkelte landes havearkitektur, og den
italienske have betegnede han “den stiliserede
bjergbæk”.
Villa Lante ligger i udkanten af den lille
charmerende middelalderlandsby Bagnaia.
Nærmere bestemt ved Viterbo ca.
100 km nordøst for Rom .
Står man på Bagnaias tidligere hovedgade,
kan man se Villa Lantes hovedindgang
for enden. Aksen fra hovedgaden
fortsætter i havens akse, men de er let drejede
i forhold til hinanden. Hvis det var en
barokhave, havde denne drejning jo været
utænkelig, men haven hører som nævnt
også til perioden lige før. Efter det landskabelige
at dømme kunne der være den
helt praktiske forklaring, at skråningen på
nordvestsiden af haven er temmelig stejl i
den for haven forkerte retning, og det ville
have givet problemer i selve udformningen
af haven. Ved drejningen opstod en
fantastisk udsigt og en retning stik nordsyd.
Denne retning er formentlig ikke spor
tilfældig, fordi den passer fortrinligt til
renæssancens velordnede univers. Udsigten
er nok heller ikke tilfældig. Leon Battista
Alberti (1404-74), italiensk arkitekt og
en af renæssancens store teoretikere, skrev
om en haves forudsætninger, at den skulle
være beskyttet, så mennesker ikke kunne
kigge ind, mens det var vigtigt selv at kunne
kigge ud, og haven skulle ligge højt og
have udsigt over land og by. Og Villa Lantes
storslåede udsigt over land og by kan
der ikke sås tvivl om.
Inden for havens rammer er Villa Lante
bygget symmetrisk op omkring en akse.
Det er samtidig også der, at fontænerne
er arrangeret. I den stramme geometriske
struktur er havens to huse placeret i
hver sit hjørnekvadrat. Bygningerne, de
såkaldte casinoer, er underordnet havens
komposition, og det nævnes ofte som
noget helt særligt for denne have. Det
andet casino kom ganske vist først til i

“Villa Lante er et af havekunstens skønneste
momenter. I sin helhed et af de fineste,
måske det allerfineste eksempel på
den italienske have”. Så fascinerende
skrev landskabsarkitekten C.Th. Sørensen
(1893-1979) om Villa Lante i sin bog
“Europas havekunst” fra 1959.
Det er efterhånden mange år siden, C.Th.
Sørensen skrev dette. Det kan måske
synes forældet, men når en af det forrige
århundredes mest betydningsfulde landskabsarkitekter
fremhæver en have på
denne særlige måde, afføder det alligevel
en nysgerrighed efter at rejse til Villa
Lante og studere ‘den italienske have’,
og et stipendium fra Dronning Ingrids
Romerske Fond til ophold på Det Danske
Institut i Rom gjorde det heldigvis
muligt.
Der er også andre end C.Th. Sørensen,
der har haft øje for Villa Lante. Uanset
hvornår jeg har været i haven, har det
altid været samtidig med indtil flere italienske
skoleklasser, og den er da også
blandt Italiens mest berømte historiske
haver.
Italien havde en storhedstid under
renæssancen, og haverne fra denne periode
fik også del i den kunstneriske over-
flod. C.Th. Sørensen refererer til “en særlig
italiensk have”, som repræsenterer
havekunsten fra sidste halvdel af det 16.
årh. Her kan også nævnes Villa Farnese,
Villa d’Este og Villa Aldobrandini. De
bliver sædvanligvis også betragtet som
renæssancehaver, selvom de tidsmæssigt
snarere kan placeres i overgangen mellem
renæssancen og barokken, og i virkeligheden
hører til under manierismen.
Det er sikkert en del bekendt, at C.Th.
Sørensen med ordene “den italienske
have” ikke bare refererer til en have,
der ligger i Italien, men til en overordnet
betragtelsesmåde, han selv definerede.
Kort fortalt så han stedets naturgivne
forudsætninger blive stiliserede i
de enkelte landes havearkitektur, og den
italienske have betegnede han “den stiliserede
bjergbæk”.
Villa Lante ligger i udkanten af den lille
charmerende middelalderlandsby Bagnaia.
Nærmere bestemt ved Viterbo ca.
100 km nordøst for Rom .
Står man på Bagnaias tidligere hovedgade,
kan man se Villa Lantes hovedindgang
for enden. Aksen fra hovedgaden
fortsætter i havens akse, men de er let drejede
i forhold til hinanden. Hvis det var en
barokhave, havde denne drejning jo været
utænkelig, men haven hører som nævnt
også til perioden lige før. Efter det landskabelige
at dømme kunne der være den
helt praktiske forklaring, at skråningen på
nordvestsiden af haven er temmelig stejl i
den for haven forkerte retning, og det ville
have givet problemer i selve udformningen
af haven. Ved drejningen opstod en
fantastisk udsigt og en retning stik nordsyd.
Denne retning er formentlig ikke spor
tilfældig, fordi den passer fortrinligt til
renæssancens velordnede univers. Udsigten
er nok heller ikke tilfældig. Leon Battista
Alberti (1404-74), italiensk arkitekt og
en af renæssancens store teoretikere, skrev
om en haves forudsætninger, at den skulle
være beskyttet, så mennesker ikke kunne
kigge ind, mens det var vigtigt selv at kunne
kigge ud, og haven skulle ligge højt og
have udsigt over land og by. Og Villa Lantes
storslåede udsigt over land og by kan
der ikke sås tvivl om.
Inden for havens rammer er Villa Lante
bygget symmetrisk op omkring en akse.
Det er samtidig også der, at fontænerne
er arrangeret. I den stramme geometriske
struktur er havens to huse placeret i
hver sit hjørnekvadrat. Bygningerne, de
såkaldte casinoer, er underordnet havens
komposition, og det nævnes ofte som
noget helt særligt for denne have. Det
andet casino kom ganske vist først til i

det følgende århundrede, men selvfølgelig
var de fra starten planlagt symmetrisk
omkring aksen.
Geometrisk stram er bevægelsen op
gennem haven til gengæld ikke. Stigningen
i haven er på 16 m, og det udnyttes
til at skabe et forløb gennem forskellige
terrasser opefter, der er fordelt på flere
niveauer. Og det udnyttes ikke mindst til
at skabe et spændende samspil mellem
bevægelsen og aksen, og på denne måde
bliver fontænerne i aksen havens omdrejningspunkt.
Til haven hører der også en park. Den
har tidligere har været brugt til jagt,
men i dag giver parken et sikkert fornødent
frirum til de forskellige skoleklas-
ser og grupper af turister, der kommer
forbi. Her kan man spise sin madpakke,
lege og løbe løssluppent rundt, ligesom
vi også kender det i parker hjemmefra.
Med de labyrintiske stier, jagthytten og
fontænerne og andre punktvise overraskelser,
er det nærliggende at tro, at det
er en romantisk park, men parken og
jagthytten kom til før Villa Lante.
I dag sker adgangen til haven ikke ad
den oprindelige indgang. Den er flyttet
om på østsiden, og besøgende kommer
ind langs det ene af casinoerne. Da
jeg kommer ind i haven, må jeg selvfølgelig
hurtigt skrå over for at komme ad
den oprindelige vej. På vejen får jeg øje
på den pudsige forskellighed, jeg har læst
om. To søstre, der på et tidligt tidspunkt
ejede Villa Lante, var efter sigende meget
optaget af fransk barok. Derfor ændrede
de en del af parterrets former efter datidens
smag, og sammenstillingen af de to
forskellige tiders udtryk kan vel nok kaldes
mere finurlig end smuk.
Der ved den oprindelige hovedindgang
har jeg både udsigt over det åbne parterre
og fremefter til en have, der stiger
i niveauer. Nysgerrigheden vækkes let
til at gå videre frem ad aksen til midten
af parterret. Dette centrum udgøres af
en cirkulær fontæne, Maurerfontænen.
Den består af en enkelt lodret vandstrå-

le, der stråler op gennem de fire menneskefigurer,
de fire maurere, og der kommer
endnu nogle mindre stråler ud fra
den stjerne, de sammen holder i hænderne.
Vandets bevægelse er så behersket, at
dets plasken knap kan høres.
Fontænen er omgivet af fire bassiner,
der tilsammen danner et kvadrat, og det
er denne rolige vandflade omkring fontænen,
der opleves som det vigtigste
vandelement her. Der er en båd i hvert
kvadrat, og bådene skulle efter sigende
symbolisere sejlladsen på floden Styx
over til dødsriget Hades.
Domineret af cirkler og kvadrater
peger rummet ingen steder hen. Det kvadratiske
rum med det cirkulære centrum
bliver et veldefineret sted at bare at være
til. Som ved en rolig harmonisk spadseretur
rundt om søen er der åbent op mod
himlen. Der er i bedste renæssancestil
åbent op til Gud, hvor ydmygheden over
for det religiøse vises gennem formfuldendt
geometrisk harmoni.
Som C.Th. Sørensen så det, hævede nogle
rum sig ud over naturpåvirkningen og
blev til egentlig havekunst. Han tænkte
på at kalde dette rum for egentlig havekunst,
men gjorde det ikke. Og hvem
ved, måske var det det lille twist i parterrernes
pudsige forskellighed, der gjorde
udslaget til, at det alligevel ikke kom i
det selskab?
Over for den oprindelige hovedindgang
er der et lille rum omgivet af høje hække
og med buede bænke tilpasset rummets
halvcirkulære form. Efter at have gået
rundt omkring Maurerfontænen er det
naturligt at fortsætte og gå et par trin op
og ind i dette lille rum, standse og holde
en pause. Parterret foran en ligger åbent,
og kan nydes både siddende og stående.
Det sidste skulle man måske ikke gøre i
kardinalens tid. Som en typisk iscenesat
spøg under manierismen blev der indbygget
små springvand i belægningen, som
ved passende lejligheder kunne aktiveres.
Damerne i deres fine lange festkjoler risikerede
med andre ord at få sprøjtet vand

op under skørterne. Dyserne er stadigvæk
i brug, og en af dagene, jeg var der,
gik det ud over en italiensk skoleklasse.
Det var selvfølgelig til stor morskab, og
det har det sikkert også været dengang i
kardinalernes tid.
Omkring det lille til tider sprøjtende
rum fylder de to casinoer op på hver
side, og det skaber i modsætning til det
åbne horisontale parterre et fortættet
rum. Opmærksomheden centreres nemt
omkring midten og dermed aksen. Nu
er det blevet den, der er i fokus, selvom
den paradoksalt nok er fraværende her.
Lige så ufremkommelig som en bjergbæk
kan være på en bjergskråning, er aksen
det også her. Ad to ramper føres jeg skråt
videre op i haven, først væk fra aksen ud
til casinoerne og derefter ind til aksen
igen. Melodien er nu slået an.
Et nyt sted til ophold møder mig. Lidt
højere oppe kan jeg nu få mere overblik.
Rummets karakter er ændret markant.
Der er store trækroner foroven, som
giver skygge og tæthed. Fugtigheden i luften
er også helt anderledes, så opmærksomheden
vendes om til denne terrasses
fontæne. Det er Lysenes fontæne, som
består af 70 små liftligt sprøjtende dyser.
Den består af flere halvcirkler forskudt i
niveauer fra hinanden, og med de mange
dyser jævnt fordelt er det tilsammen så
overdådigt som et lille vandfald.
Den cirkulære form på fontænen leder
mig rundt, væk fra aksen, og udefter til
trapper, der igen fører indefter og op til
det næste større plateau, hvor jeg naturligt
ledes ind til et ophold i havens akse
igen. Og her er det slet ikke til at finde
ud af hvilken side, jeg skal kigge til.
Udsigten over den nederste del af haven,
byen og bjergene er fantastisk. I renæssancens
ånd er der ved hjælp af perspektivet
skabt dybde i udsigten. I midten af
lampefontænen står et cirkulært fad, der
tydeligt forbinder sig med den cirkulære
maurerfontæne på det nederste plateau.
Derefter vandrer blikket videre til
hovedindgangen, videre til byen og ud
til bjergene i landskabet. Det cirkulære
fad danner et større ophold midt i de 70
sprøjtende dyser. Som ved et vadested
kan jeg her finde fodfæste og stå mellem
vandstrålerne – hvis det dog bare var tilladt,
men der er desværre en kæde for.
Efter at have dvælet længe ved udsigten
er det tid til at gå videre. I midten af
rummet står der et aflangt kar af marmor.
Formen er ikke ligefrem opsigtsvækkende.
Umiddelbart lidt kedelig, men
navnet på karret er mere interessant, for
det kaldes kardinalens spisebord, og det
er vel nok havens mest kendte element.
I fordums tid sad kardinalen nemlig her
med sine gæster til frokost i det fri. I karrets
midte er der vand, hvor champagnen
kan køles, og hænderne skylles. Fødderne
kunne køles af strålerne forneden.
Måske ikke altid helt frivilligt, men sikkert
snarere som en del af underholdningen
ved bordet. Nemlig som den typiske
manieristiske iscenesættelse af samværet.
På den brede kant omkring karret kunne
tallerknerne stå med alskens lækkerier.
Det fortælles ikke overraskende, at askese
ikke var kardinalens varemærke, og
hvem kunne ikke have ønsket sig at sidde
med til bords til en sikkert alt andet end
kedelig fest?
For den ene ende af kardinalens spisebord
er der den fantastiske udsigt, og
for den anden ende er der et større halvcirkulært
bassin, hvor vandet oppefra
strømmer ud over kanten og giver en
sprød plasken og en forfriskende luft
midt i sommervarmen. Giganternes fontæne
kaldes den. To giganter ligger i vandet
med mos og lav på sig, og i al deres
imponerende statelighed ser de helt
magiske ud. De repræsenterer henholdsvis
Arno og Tiberen/Tevere-floderne, og
de er et klassisk motiv for at symbolisere
venskabet mellem Rom (paven) Tevere
og Firenze (Medicifamilien) Arno. Selvom
Medicifamiliens magt på daværende
tidspunkt har været på retur, har det sikkert
stadigvæk været en nødvendig høflighedsgestus
til magtens centrum om, at
man ønsker fred og ikke vil prøve på at
udfordre den kirkelige magt.
Igen leder halvcirklen mig rundt om bassinet
og udefter, væk fra aksen og hen
til trapper, hvor jeg denne gang ad lidt
færre trin kan træde op til næste lille
plateau. Igen opstår der en ny situation.
Denne gang kan jeg ikke komme helt
ind til aksen og nyde udsigten. Dette bliver
understreget ved, at vandet flyder ud
over kanten ad et lille aflangt bassin og
ned mellem de to statuer. Da denne aflange
form gentager sig i kardinalens spisebord,
bliver jeg pludselig meget bevidst
om, at jeg ikke ligesom sidst kan stå i
midten af aksen og få den dybde, hvor
perspektivet understreges af de formmæssige
gentagelser. De aflange former
ligger skævt for hinanden, fordi jeg ikke
kan komme ind i aksen. Det er her manierismen
igen viser sig. For efter at Filippo
Brunelleschi (1377-1446) havde opfundet
centralperspektivet, og den første tids
beundring havde lagt sig, kom lysten til
også at sætte det på spil.
Et øjeblik ærgrer jeg mig over ikke
at kunne komme ind i aksen, men det
er kun lige indtil, jeg får kigget ned og
opdager den hævede vandkaskade, der
fylder aksen ud.
Og opefter ses det tydeligt, hvorfor
C.Th. Sørensen har kaldt den italienske
have for ‘den stiliserede bjergbæk’.
Oppefra strømmer vandet ud af munden
på en krebs, som oprindeligt har været
Kardinal Gambaras gejstlige emblem.
Derefter ledes det rindende vand nedefter
i gentagne bevægelser, som er der
sten i bjergbækken, der i øjeblikke stopper
vandet og danner rislende hvirvler og
bløde bølgende strømme.
Tætheden i oplevelsen understøttes af
de høje hække på hver side af vandkaskaden.
Her er ingen bevægelse udefter
og indefter. Ad langstrakte trapper må
jeg nu gå helt tæt inde ved bjergbækken.
Det er alt for fristende samtidig at have
hånden nede i vandet og mærke vandstrømmene
mod huden.
For enden af vandkaskaden er det naturligt
at standse og gøre ophold på en lille
afsats i aksen igen. Herfra stiger haven
ikke længere i niveau. Toppen er nået.
Vandskadens aflange form giver et naturligt
flow i aksen. Blikket møder den strigente
form i den anden ende af kaskaden,
hvor vandet løber ud over kanten

og ned til Giganterne, til kardinalens spisebord,
Maurerfontænen, hovedporten
og ud i landskabet. Bevægelsen har på
ingen måde været lineær, tværtimod, men
præcis i dette punkt står det fuldstændig
klart, at haven er bygget op omkring
en akse.
Videre kommer en enkelt vandstråle
op af et fad, der samtidig også løber over.
Solen skinner, og lyset glimter i vandet.
Et par trin længere oppe står Delfinfontænen,
der har dannet den visuelle baggrund
for bjergbækken. Formen giver en
stor tung fontæne, der ligesom de andre
er formet af den lokale vulkansten, peperinostenen.
Med sin visuelle tyngde danner
den et definitivt punkt. Omgivet af
hække og bænke er det et sted at slå sig
ned og ikke mindst nyde efterveerne af
oplevelsen, der lige har været. I blæsevejret
rammer støvregnen fra fontænen
mit ansigt, og det er tid til at gå videre.
Fontænen blokerer udsynet nedefter, og
det føles som i filmens verden, at nu er
jeg kommet til ‘the point of no return’.
Der er ingen vej tilbage. Her er klimaks
– afslutningen er nær.
Øjet møder en bjergvæg, der tydeligvis
danner en definitiv afslutning på haven.
To små templer dedikeret til de ni hellige
muser, beskyttere af kunst og videnskab
er på hver side bygget ud fra bjerg-
skråningen. Symmetrisk selvfølgelig. I
dette lille omfavnende rum har vandet
sit udspring. Som en afslutning, eller om
man vil, en begyndelse på aksen. Det kan
også ses som en rejse fra livets kilde til
dødens flod. Eller fra naturens udspring
til kulturens guddommelige syntese.
Mulighederne er flere. Omgivet af en
frodighed af mos og bregner er tre væld
udformet som små ansigter, hvor vandet
kommer ud ad munden. Og hvad kunne
være en mere meningsfuld afslutning
på en manieristisk have, hvor vandet er
omdrejningspunktet?
Haven er i første omgang et resultat af
kardinalens økonomiske overflod. Han
havde store kunstneriske ambitioner om
at iscenesætte en have, der var værdig til
sammenligning med Villa d’Este i Tivoli
og Villa Farnese i Caprarola. Det lykkedes.
Både Villa Farnese, Villa Aldobrandini
og Villa Lante har denne bjergbæklignende
vandkaskade, og ofte refereres
der til den, som ‘beviset’ for den stiliserede
bjergbæk, og dermed at haven har
inspiration fra den omgivende natur. Det
er oplagt at tro, at kaskaderne har gjort
udslaget, men Villa Lante er meget mere
end en bjergbæklignende vandkaskade.
Aksen i haven er ikke et vandets naturfænomen,
for vand ‘mæanderer’. Den er
et kulturelt fænomen, men den varierede
bevægelse gennem forskellige rum og
niveauer mæanderer. Fontænerne ligger
på aksen som punkter, der giver ophold,
og dermed kommer der rytme i bevægelsen,
der er også det åbne over for det
lukkede, det mørke og lyse, der er forskellige
lyde af vand, fugtigheden i luften,
små kølende vanddråber, der rammer
huden. Med næsten lukkede øjne
kan sansningen føles som en vandring på
en skråning op langs en bjergbæk.
Den aksiale have har et sjældent helhedspræg.
Den bærer præg af et meget
stort overskud til at jonglere med virkemidlerne.
En glad leg der virker så uendelig
smittende. En leg der samtidig også
kan opleves som havende de naturgivne
forudsætninger som sanselig grundklang.

Hvorfor har du valgt at blive arkitekt?
“Jeg har altid interesseret mig for
arkitektur. I min barndom flyttede vi
ofte, så jeg fik tidligt et forhold til forskellige
huses kvalitet. Som emigrantbarn
i 50´erne og 60’erne oplevede jeg
den klassiske skandinaviske modernisme,
der stod for det gode, gedigne
og sikre valg. Mine omgivelser kunne
se meget anderledes ud. Jeg byggede
modernistiske villaer i lego og legede på
mange byggelegepladser. En skolepraktik
med rørpen tog dog pusten fra mig –
og der skulle gå mange år, før jeg gik til
optagelsesprøve på arkitektskolen. Nu
håber jeg på 25 gode år i branchen.”
Hvad er det bedste og sværeste ved at
være arkitekt?
“Det udfordrende og sjoveste er at få
tingene til at ‘gå op’. Jeg har lige oplevet
det i forbindelse med mit afgangsprojekt
om DSB’s centralværksteder, der i
dag er stort set tømte for deres oprindelige
funktioner: Projektet havde sit
helt eget drive, som om det ville vaskes
frem. Som et sammenhængende industrianlæg,
anlagt i årtiet umiddelbart
før første verdenskrig, er det enestående.
Wenck havde klare intentioner, og
takket være de relativt få ændringer er
bygningerne og anlæggets ånd næsten
intakt. Det er et stort tænkt projekt, der
fortjener en stille løsning.”
Hvad vil du gerne beskæftige dig med?
“Restaurering, transformation af
ældre bygninger eller bygningskomplekser.
Det nye skal tilføre det eksisterende
noget, det ikke havde forinden.
Jeg er fascineret af de arkitekter, som
kan håndtere dette møde. Kvalitet er
altafgørende. Jeg drømmer om at være
del af en mindre tegnestue og indgå i
et godt funderet team – gerne med stor
aldersspredning.”
Hvilken arkitekt beundrer du mest?
“Jeg beundrer SAANA’s arbejder. Skolen
i Zollvereins næsten sfæriske kvaliteter
kalder på det gotiske kirkerum,
og skalaen føles sublim. Arkitektur skal
have ånd. Vi bygger betydningsfulde
rum.”

Det er snarere myte end realitet, at den
danske arkitektuddannelse er langt mere
kunstnerisk i sin tilgang til arkitektur
end uddannelserne i Norge og Sverige.
Derimod adskiller den danske arkitektuddannelses
selvopfattelse sig markant.
Det mener rektor for Arkitektskolen Aarhus,
Staffan Henriksson, og han peger på
nogle af de forskelle, der er årsag til, at
den danske arkitektuddannelse tillægges
højere status end arkitektuddannelserne i
vores skandinaviske broderlande:
“Arkitektuddannelsen i Danmark
hører under Kulturministeriet. Her tillægges
arkitekturen høj prestige og samfundsstatus,
og landet har en lang arkitekturtradition
bag sig. I Norge og
Sverige har man ikke den samme arkitekturtradition,
og de svenske og norske
arkitekter uddannes primært på tekniske
højskoler. Dertil kommer, at Sverige er en
stærk industrination, hvor det typisk er
de store entreprenører, som har den primære
indflydelse på byggeprocessen. I
Danmark har man derimod tradition for
at tildele arkitekten rollen som projektleder
gennem hele byggeprocessen.”
Staffan Henriksson vil ikke afvise, at den
danske arkitektuddannelse måske har et
højere fagligt niveau end uddannelserne
i nabolandene. Derudover er den danske
arkitektuddannelse bredere:
“Den danske arkitektuddannelse dækker
et bredere felt end de norske og
svenske. Den inkluderer fx restaurering,
design og byplanlægning. Derfor har
arkitektstuderende i Danmark også lettere
ved at forme en selvstændig og unik
profil, hvilket kan være en fordel – også i
jobmæssige sammenhænge.”
“I Danmark lægger man mere vægt på,
at projekterne bliver flot præsenteret og
formidlet. Og det konceptuelle fokus er
nok årsag til, at mange danskere vinder
projekter i udlandet. På den anden side
risikerer man, at projekterne bliver overfladiske
– og det kan have uheldige konsekvenser,”
forklarer Staffan Henriksson,
som dog holder fast i, at forskellene mellem
de nordiske arkitektuddannelser er
beskedne.
“Dér, hvor man ser de største forskelle,
er i forholdet til det øvrige udland, hvor
mange arkitektuddannelser vel ofte er en
kombination af en ingeniør- og en arkitektuddannelse.”

“Study Architecture or Design in Copenhagen”
står der på forsiden af den
brochure, som fra 2009 skal lokke
udenlandske studerende til Karch’s internationale
kandidatuddannelser.
“Uddannelserne etableres på studieafdelingerne
for bygningskunst og design,
og vi har allerede nu efterspørgsler fra
udlandet, selvom man først kan søge
optagelse fra foråret 2009. Den største
udfordring bliver nok at lokke danske
studerende til uddannelsen,” fortæller
Rasmus Levy, der er international koordinator
ved Karch.
Den internationale master er nemlig
ikke alene møntet på udenlandske studerende.
Det går også ud på at give de danske
studerende mulighed for at tilegne sig
flere interkulturelle kompetencer – og se
arkitekturen i et nyt perspektiv.
Ved at udbyde engelsksprogede uddannelsesforløb
er Karch kommet med på
den vogn af uddannelser, som ønsker at
skabe et internationalt uddannelsesmiljø
– også kaldet Internationalisation at
Home (IaH). Og det lyder logisk og ligetil,
når chef for Studieforvaltningen på
Karch, Peter Arne Sørensen, og international
koordinator Rasmus Levy begejstret
fortæller om skolens internationalise-
ringsplaner, men problemefrit er det ikke
at indføre IaH. Den største udfordring er
at omstille danske lærere til at undervise
på engelsk – med risiko for, at det går ud
over kvaliteten. Derfor vil skolen tilbyde
engelskundervisning til de danske lærere
og gå på jagt efter udenlandske undervisere.
Kontorchef Martin Overgaard fra Cirius,
som bla er ansvarlig for markedsføring
af danske videregående uddannelser
i udlandet, ved nøjagtig, hvad det er, der
karakteriserer det danske uddannelsessystem,
og han har i sommeren 2008 været
med til at lancere en nyt dansk uddannelsesbrand:
“Think, Play and Participate”.
De tre ord dækker ifølge Morten
Overgaard over unikke danske uddannelsesværdier,
som de færreste lande kan
matche: “Brandet opsummerer essensen
af de værdier, der karakteriserer den danske
uddannelsesmodel, som fx problemorientering,
selvstændighed, aktiv deltagelse,
uformelt læringsmiljø, innovation,
teamwork, dialog og en eksperimenterende
tilgang.”
Det kan både Peter Arne Sørensen og
Rasmus Levy nikke genkendende til. Problemet
er blot, at ikke alle udenlandske
studerende ser disse værdier som noget
positivt. Ansvaret for egen læring og den
løse danske studiestruktur kan virke
nærmest angstfremkaldende i visse kulturer
– og det er bla en af de barrierer, som
skal overvindes, hvis bla Karch skal have
held til at sælge sig selv over for udlandet.

Kreativitet og kunstnerisk tilgang versus
teknik og konstruktionsformer. Sådan
beskriver Nora Fossum fra Norge og
Rebecca Zelwak fra Sverige det valg, de
begge stod overfor, da de traf beslutningen
om, at de ville studere i Danmark
– og ikke i deres hjemlande. Og for
Rebecca lå valget lige for:
“Teknik og konstruktionsmåder kan
man lære om ved at læse i en bog – det
gælder derimod ikke for kreativitet og
evnen til at skabe. Jeg valgte de tekniske
højskoler i Sverige fra, fordi jeg ville
beskæftige mig med den kunstneriske
del.”
Rebecca mener, at den kunstneriske tilgang
er en styrke, og det til trods for, at
kritiske ryster i Danmark mener, at teknologi
og bygningskonstruktion er en
mangelvare i den danske arkitektuddannelse
– en kritik, som Nora er mere lydhør
overfor:
“Jeg har altid interesseret mig for de
tekniske og teoretiske fag, og derfor ærgrede
den kunstneriske tilgang mig i starten.
Men jeg valgte København frem for
Oslo, fordi Karch er en større skole med
et mere internationalt miljø – skolen virkede
mere organiseret og seriøs.”
I dag får det Nora til at trække på smilebåndet,
men i begyndelsen var det lidt af
et kulturchok at være udsat for den uhøjtidelige
tone på Karch.
“Jeg glemmer aldrig første gang, jeg
oplevede uenighed mellem en studerende
og en underviser. Pludselig udbrød den
studerende, at “det kan du fandeme ikke
mene” – sådan ville en norsk studerende
aldrig tale til en underviser. I dag ved
jeg, at det er udtryk for engagement, når
man taler sådan, og faktisk nyder jeg den
tætte relation mellem undervisere og studerende.”
“Den danske kultur tiltaler mig på mange
måder mere end den svenske, siger
Rebecca. “Danske studerende er åbne
og positive – det er, som om danskerne
nyder livet mere: Slap af og tag det
roligt!”
Nora smager på nogle af de udtryk,
som hun mener, karakteriserer danske
studerende.
“Danske studerende er afslappede.
Men det betyder ikke, at man ikke arbejder
– det er attituden og det uhøjtidelige,
som kendetegner skolen.”
Og så er der den gensidige interesse for
hinanden.
“Man arbejder meget i grupper, og
man interesserer sig for hinanden. Faktisk
har jeg lært ligeså meget af mine
medstuderende som af underviserne –
og det er ikke en kritik af underviserne,”
understreger Rebecca, der mener, at man
som udenlandsk studerende ikke tager
lige så mange ting for givet som de danske
studerende.
Beliggenhed, omgivelser og miljø har haft
indflydelse på Noras og Rebeccas valg
om at læse i Danmark. “Jeg er normalt
på skolen fra kl. 9-18. Campus er som en
lille landsby, hvor de fleste kender hinanden
– det gør studiemiljøet intenst og stimulerende,”
fortæller hun.
Rebecca ser det inspirerede studiemiljø
som forudsætning for skolens læringsmiljø:
“Alt, hvad man beskæftiger sig med, er
stort set på eget initiativ; man skal selv
finde ideerne, selv sammensætte projekter,
selv finde vinklen og se mulighederne.
Det var svært i starten, men det afspejler
nok realiteterne på tegnestuerne, så på
den måde er det lærerigt.”
Rebecca og Nora bliver ofte spurgt, om
de vender tilbage til hhv. Sverige og Norge
efter afgangen – og svaret er nej.
“Danmark er min base nu. Jeg tager
nok til udlandet i perioder for at arbejde
– men jeg vil have base her i Danmark,”
siger Rebecca.
Nora er heller ikke i tvivl:
“Jeg håber at finde job i Danmark,
ellers rejser jeg til udlandet.”
Og ifølge både nordmanden og svenskeren
vælger mange andre nordiske
arkitektstuderende med en dansk uddannelse
også at ‘jobbe’ i Danmark. Så
måske holder historierne om svenskere
og nordmænd, som uddanner sig i Danmark
for derefter at tage tilbage til deres
hjemland for at bruge uddannelsen ikke
helt vand?

Kreativitet og kunstnerisk tilgang versus
teknik og konstruktionsformer. Sådan
beskriver Nora Fossum fra Norge og
Rebecca Zelwak fra Sverige det valg, de
begge stod overfor, da de traf beslutningen
om, at de ville studere i Danmark
– og ikke i deres hjemlande. Og for
Rebecca lå valget lige for:
“Teknik og konstruktionsmåder kan
man lære om ved at læse i en bog – det
gælder derimod ikke for kreativitet og
evnen til at skabe. Jeg valgte de tekniske
højskoler i Sverige fra, fordi jeg ville
beskæftige mig med den kunstneriske
del.”
Rebecca mener, at den kunstneriske tilgang
er en styrke, og det til trods for, at
kritiske ryster i Danmark mener, at teknologi
og bygningskonstruktion er en
mangelvare i den danske arkitektuddannelse
– en kritik, som Nora er mere lydhør
overfor:
“Jeg har altid interesseret mig for de
tekniske og teoretiske fag, og derfor ærgrede
den kunstneriske tilgang mig i starten.
Men jeg valgte København frem for
Oslo, fordi Karch er en større skole med
et mere internationalt miljø – skolen virkede
mere organiseret og seriøs.”
I dag får det Nora til at trække på smilebåndet,
men i begyndelsen var det lidt af
et kulturchok at være udsat for den uhøjtidelige
tone på Karch.
“Jeg glemmer aldrig første gang, jeg
oplevede uenighed mellem en studerende
og en underviser. Pludselig udbrød den
studerende, at “det kan du fandeme ikke
mene” – sådan ville en norsk studerende
aldrig tale til en underviser. I dag ved
jeg, at det er udtryk for engagement, når
man taler sådan, og faktisk nyder jeg den
tætte relation mellem undervisere og studerende.”
“Den danske kultur tiltaler mig på mange
måder mere end den svenske, siger
Rebecca. “Danske studerende er åbne
og positive – det er, som om danskerne
nyder livet mere: Slap af og tag det
roligt!”
Nora smager på nogle af de udtryk,
som hun mener, karakteriserer danske
studerende.
“Danske studerende er afslappede.
Men det betyder ikke, at man ikke arbejder
– det er attituden og det uhøjtidelige,
som kendetegner skolen.”
Og så er der den gensidige interesse for
hinanden.
“Man arbejder meget i grupper, og
man interesserer sig for hinanden. Faktisk
har jeg lært ligeså meget af mine
medstuderende som af underviserne –
og det er ikke en kritik af underviserne,”
understreger Rebecca, der mener, at man
som udenlandsk studerende ikke tager
lige så mange ting for givet som de danske
studerende.
Beliggenhed, omgivelser og miljø har haft
indflydelse på Noras og Rebeccas valg
om at læse i Danmark. “Jeg er normalt
på skolen fra kl. 9-18. Campus er som en
lille landsby, hvor de fleste kender hinanden
– det gør studiemiljøet intenst og stimulerende,”
fortæller hun.
Rebecca ser det inspirerede studiemiljø
som forudsætning for skolens læringsmiljø:
“Alt, hvad man beskæftiger sig med, er
stort set på eget initiativ; man skal selv
finde ideerne, selv sammensætte projekter,
selv finde vinklen og se mulighederne.
Det var svært i starten, men det afspejler
nok realiteterne på tegnestuerne, så på
den måde er det lærerigt.”
Rebecca og Nora bliver ofte spurgt, om
de vender tilbage til hhv. Sverige og Norge
efter afgangen – og svaret er nej.
“Danmark er min base nu. Jeg tager
nok til udlandet i perioder for at arbejde
– men jeg vil have base her i Danmark,”
siger Rebecca.
Nora er heller ikke i tvivl:
“Jeg håber at finde job i Danmark,
ellers rejser jeg til udlandet.”
Og ifølge både nordmanden og svenskeren
vælger mange andre nordiske
arkitektstuderende med en dansk uddannelse
også at ‘jobbe’ i Danmark. Så
måske holder historierne om svenskere
og nordmænd, som uddanner sig i Danmark
for derefter at tage tilbage til deres
hjemland for at bruge uddannelsen ikke
helt vand?

Kan du pege på forskelle mellem din
skole og Karch?
“Den løse studiestruktur er anderledes
end den, jeg er vant til. På mit
universitet i New Zealand følger alle
studerende de samme fag – i Danmark
har man større valgfrihed. Jeg oplever
heller ikke den samme konkurrence
mellem de studerende som derhjemme.
Måske fordi man ikke får karakterer
her på skolen, og fordi man
arbejder meget i grupper og er fælles
om projekter og opgaver.”
Hvor lang tid tager det at uddanne sig
til arkitekt i New Zealand?
“Man skal arbejde som arkitekt i
tre år efter at have studeret på universitetet
og herefter bestå en eksamen –
først da kan man kalde sig arkitekt i
New Zealand.”
Kan du pege på forskelle mellem din
skole og Karch?
“I Danmark er der en kort distance
mellem undervisere og studerende
– tænk, at man kalder hinanden ved
fornavn. Der er mere samarbejde mellem
de studerende, end jeg er vandt
til – og frem for alt føler man sig tryg
her. Man kan stole på alle.”
Hvor lang tid tager det at uddanne sig
til arkitekt i Tjekkiet?
“I Tjekkiet tager arkitektuddannelsen
seks år – det sjette år er dedikeret
til den afsluttende opgave. Herefter
skal man arbejde i tre år og bestå en
eksamen for at opnå autorisation som
arkitekt. Mange tjekkere vælger ikke
at tage en autorisation og lader sig i
stedet ansætte på en tegnestue, hvor
indehaveren er autoriseret.”
Kan du pege på forskelle mellem din
skole og Karch?
“I Spanien kender underviserne
ikke mit navn – det gør de på Karch.
De spørger interesseret til én og vil
gerne hjælpe. I Spanien foregår undervisningen
primært via store forelæsninger,
og ingen bekymrer sig, hvis
man ikke møder op. Jeg er glad for at
studere på Karch, men jeg savner den
tekniske del – og jeg tror ikke, jeg ville
kunne arbejde som arkitekt i Barcelona
med en dansk arkitektuddannelse.”
Hvad har overrasket dig mest?
“Mange får børn under deres studier
i Danmark – det er uhørt i Spanien,
hvor de fleste studerende bor hos
deres forældre. Måske det også skyldes,
at de spanske studerende er yngre
end i Danmark.”

Rentesatser
i AP 2008
Pensionsordninger:
6,5%
Opsparingsordninger:
6,5%
6,5%
Arkitekternes Pensionskasse
Lyngbyvej 20
2100 København Ø
Telefon 39150102
Fax 39150199
e-mail: post@unipension.dk
www.unipension.dk

Maskinel Magasinpost
ID-nr. 42475
Afsender:
P. J. Schmidt PortoService ApS
Hjulmagervej 13, 9490 Pandrup