KONGELIGT? - Vejle Museum

KONGELIGT?
Jelling-monumenterne med kirke og grav
under gulvet, runesten og landets to største
gravhøje vil være Skalks læsere bekendt.
Ganske mange artikler er det blevet til gennem
årene, hvoraf flere har bragt afgørende
ny viden og nye tolkninger frem. Nu er der
igen spændende nyt fra Gorm den Gamles
og Harald Blåtands by.
*
Jelling ligger i Vejle Museums ansvarsområde,
og museet holder derfor et vågent øje
med den gamle kongeby. Monumenterne
rummer nemlig stadig mange uløste gåder.
Hvad var Jelling i det hele taget på Harald
Blåtands tid, da monumenterne blev opført?
Vi ved, at det var en kongelig begravelsesplads,
og alene til det emne er der talrige
uløste spørgsmål om den tomme Sydhøj,
gravkammeret i Nordhøjen og kammergraven
under kirkegulvet. Hvor den tilhørende
bebyggelse lå, ved man ikke. Vi ved heller
ikke, hvilken karakter denne bebyggelse
har haft: Var det en eneliggende kongsgård,
en landsby, en handelsplads eller måske
noget helt fjerde?
Syd for byen er der i den sidste snes år
sket en eksplosiv byudvikling, og museet
har i takt hermed foretaget mange udgravninger.
Vi ved nu meget om bebyggelsen
gennem jernalderen. Men bortset fra et
enkelt almindeligt bondehus er der ikke
fremkommet noget fra 900-årene. Det stod
derfor mere og mere klart, at levnene af
Gorms og Haralds Jelling måtte søges andre
steder. Midtbyen og området nord for
kongehøjene faldt i øjnene som oplagte
muligheder.
I Jellings centrum er der i sagens natur
ikke plads til større arkæologiske udgrav-
ninger, selv om der ved nedrivninger og
andre aktiviteter alligevel byder sig visse
muligheder. Området nord for højene og
kirken ligger derimod stadig hen i dyrket
mark. Respekten for nationalmonumenterne
og en effektiv lovgivning har tvunget
byudviklingen i andre retninger.
To af museets venner, amatørarkæologerne
Søren Andersen og Peter Hyldgaard,
satte os på sporet. Gennem nogle år havde
Guldmønt fra Jelling (forsiden ses på
bladets forside). Mønten, som er præget
650-75 i Dorestad, er en tremissis – en efterligning
af senromerske guldmønter. Af
tre gennemboringer er én intakt. Om korset
ses navnet MADELINUS. Sådanne mønter
kendes fra Dorestad og Midlum i Holland
(samme præg), desuden på Sild og Føhr,
ved Dankirke ved Ribe, Gadegård i Sydthy
samt Kaupang i Norge. – Fot: Nationalmuseet
2003.
3

4
1 cm
de afsøgt marken nordøst for kirkegården
og her fundet forskellige mindre metalgenstande.
Ikke ret mange, men de er bemærkelsesværdige,
fordi flere af dem var
fra den sene del af jernalderen. Foruden
de afbildede genstande må nævnes en halv
arabisk sølvmønt fra vikingetiden. Disse
genstande – samt ikke mindst fraværet af
fund fra den sene jernalder andre steder
omkring Jelling – gav os blod på tanden,
og takket være bistand fra Fonden af 29.
december 1967, Dronning Margrethe II’s
Arkæologiske Fond og Jelling Sparekasses
Fond kunne der i 2006 og 2007 indledes
undersøgelser.
Først blev der foretaget en overfladeundersøgelse
med magnetometer, der kan registrere
små forskelle i jordlagenes magnetiske
egenskaber og give et indtryk af, hvad
der gemmer sig under mulden (se Skalk
2007:6). Nord for højene og den nuværende
kirkegård var der markante udslag,
så her blev de første søgegrøfter langt. De
afslørede en gruppe store sten, op til 1½-2
m lange; af form og størrelse mindede de
om nogle sten, der i 1941 blev fundet under
Sydhøjen, og som senere er tolket som rester
af en stor skibssætning. De nyfundne
sten stod ikke på oprindelig plads, men
lå i nogle store huller i undergrunden. Vi
formoder, at de oprindeligt stod på overfladen,
og at de på et tidspunkt er kommet i
vejen for dyrkningen, blev undergravet og
Enkeltfund fra Jelling 2001-04. De to forgyldte
sager, begge smykkebrudstykker, er
fra henholdsvis yngre og ældre germansk
jernalder. De to bronzegenstande er fra
vikingetid: en itubrudt skrinnøgle og et
drageformet spænde, hvortil kendes paralleller
fra Trelleborg og Avnslev på Fyn (se
Skalk 2001:5 og 2003:5). – Fot: Konserveringscentret
i Vejle.

Udsnit af magnetometeropmåling fra Jelling.
– T. Smekalova.
væltet ned i et hul, der til formålet var gravet
ved siden af. Før dynamittens og gravemaskinernes
tid var det på den måde, man
skaffede sig af med generende store marksten.
Vi kan ikke præcist sige, hvornår det
er sket, men stumper af tegl viser, at det er
længe efter vikingetiden.
Nu kan der være flere forklaringer på
tilstedeværelsen af store sten, men allerede
da de første dukkede op, blev det bemærket,
at stenene grupperede sig omkring
Jelling-monumenternes hovedakse: Den
linie, som går gennem de to højcentre og
den store runesten. Når man står på stedet,
er aksen let at opleve på grund af de
to flagstænger på højene. Denne akse danner
også midterlinien for de to rækker af
store sten, der fandtes under Sydhøjen, og
som af udgraveren Ejner Dyggve blev opfattet
som en del af et stort trekantet helligområde
– et såkaldt vi. Dyggves teori var
omdiskuteret fra starten, men i 1960-erne
De nyfundne sten. Efter undersøgelsen
blev de dækket til igen. Set fra syd.
DYBT
STOLPEHUL
STENHUL?
Hovedaksen
PALISADE
MULIGT
STENSPOR
10 m
HUSTOMT
Opmåling af de nyfundne sten (blå) og deres
nærmeste omgivelser.
5

Jelling-monumenterne set i fugleperspektiv
mod syd. Udgravningen med stenene ses i
forgrunden. – Fot: Henrik Elkjær 2007.
modnedes den tolkning, som i dag er den
gængse: At stenene under Sydhøjen er del
af en ca. 170 m lang skibssætning, som
mod nord sluttede ved foden af den ældre
gravhøj, der udgør kernen i Nordhøjen (se
Skalk 1970:2). Omfortolkningen skyldtes
6
især, at den skibsformede stensætning er
en kendt monumenttype i den nordiske
oldtid, mens det var vanskeligt at finde belæg
for »trekant-viet« andre steder.
En anden ting, der er med til at bekræfte
sammenhængen mellem de nyfundne
sten og dem under Sydhøjen, er et ca. 1,7
m dybt stolpehul i spidsen af stengruppen.
Fylden i hullet viste sporet af en træstolpe
med et tværmål på måske helt op til 50×70
cm. Det tyder på, at stolpen har været af
kolossale dimensioner, og vi gætter på,
at den har raget mindst 3 m op over terræn.
Hvad denne stolpe har været brugt
til, kan vi endnu kun gisne om, men det er
bemærkelsesværdigt, at den ligger præcis
på hovedaksen, ca. 177 m nord for centrum
og gravkammer i Nordhøjen, og at
vi kan genfinde den samme afstand mellem
Nordhøjens midte og det sted, hvor
sydspidsen af skibssætningen formodes at
have ligget. Næppe en tilfældighed.
Det er for tidligt at komme med et endeligt
bud på, hvordan de nyopdukkede sten
skal forstås. Jellings store sten er drilske.
Det er kun under Sydhøjen, at stenenes
egentlige placeringer kendes; andre steder
hvor der er registrerede tilsvarende
store sten, er der tale om omtrentlige
placeringer eller formodede stenspor.
De nye funds symmetriske
placering i forhold til Jelling-
Forskellige opfattelser af Jellings stensætning. × = store Jellingsten.
DYGGVE GLOB H. ANDERSEN 2008
50 m

Opgravning af stenkolos
på Jelling Kirkegård. Flere
steder på kirkegården er
der gennem tiden fundet
store sten, men nøjagtige
positioner og øvrige oplysninger
er desværre ikke
godt kendt. – Lokal fotograf,
efter 1928; Nationalmuseets
arkiv.
monumenternes hovedakse viser dog, at
der må være en sammenhæng. Spørgsmålet
er: hvilken?
To tolkningsmuligheder melder sig først:
Enten har der ligget to store skibssætninger
i forlængelse af hinanden, med den
gravhøj, der er påvist under Nordhøjen,
imellem sig. Eller også har de nyfundne
sten sammen med stenene under Sydhøjen
indgået i en gigantisk, mere end 350
m lang skibssætning, der har omsluttet
hele Nordhøjen og haft dennes gravkammer
i centrum. I givet fald er det tale om
et monument af forbløffende dimensioner,
dobbelt så stort som hidtil antaget og 3-4
gange længere end den længste af de andre
kendte skibssætninger. Bedømt ud fra de
nogenlunde intakte partier under Sydhøjen
har den bestået af måske op til 370 store
sten, der først har skullet findes rundt omkring
i landskabet og derpå transporteres
til Jelling. En imponerende bedrift.
Umiddelbart virker det svært at tro, men
når vi alligevel vover at bringe denne mulighed
frem, skyldes det to ting: De sten,
der i 1861 blev fundet inde i Nordhøjen,
og som senere er opfattet som skibssætningens
stævn (se Skalk 1970:2) synes at
være noget mindre end stenene under Sydhøjen,
og desuden ligger de så at sige på
tværs i forhold til skibssætningens retning.
Desuden er der gennem årene på og omkring
kirkegården fundet flere store sten
Aftegninger i udgravningsfelt vest for
nordhøjen, da Carlsbergfondet 1964-65
finansierede undersøgelser på og ved kirkegården.
Dagbladet Politiken skrev 1.
august 1965, at de eventuelt kunne stamme
fra »en skibssætning så stor som en oceandamper«.
– Fot: Olfert Voss.
7

og stenspor, som tilsyneladende passer
med teorien om en kæmpeskibssætning.
Da arkivtegneren Søren Abildgaard i 1771
besøgte Jelling, skrev han i sin dagbog:
»På østlige side af Dronningens Høj (dvs.
Nordhøjen) i Lars Sognefogeds toft, hvor
der ligger nogle store kampesten i en rad
fra syden til nord …« Var det resterne af
denne mammutskibssætning, han så?
*
De store sten nord for kirkegården var
ikke udgravningernes eneste overraskelse.
I forbindelse med deres fremkomst i 2006
blev der nord for stenene afdækket tom-
8
10 m
ÆLDRE HEGN
YNGRE
HEGN
Grundplan af hustomt
nordøst for de store sten.
Huset, som efter sin
type er fra slutningen af
900- eller begyndelsen af
1000-årene, er bygget efter
at palisaden var sløjfet.
Rækkefølgen mellem huset
og det skråt forløbende
hegn er ikke afklaret, men
bebyggelsen har altså haft
mindst tre faser.
ten af et hus med buede langvægge samt
sporene af et meget kraftigt, stolpebygget
hegn – en palisade. Der blev ikke gjort
fund, der kunne datere hus og hegn, men
udseendet pegede klart mod vikingetiden,
selv om hegnet syntes kraftigere end tilsvarende
fra andre vikingelokaliteter. Men
her var der endelig spor at gå efter i jagten
på en bebyggelse samtidig med monumenterne.
I 2007 blev dette hegn forfulgt mod øst,
og til vores overraskelse kunne det følges
over en strækning på ca. 180 m, før det
knækkede skarpt i sydlig retning. Senere
Den store indhegnings
nordøstlige hjørneknæk.
Bemærk hegnsgrøftens
udposninger. Landmålerstokken
er 1,50 m lang. Set
mod vest. Kirken og Nordhøjen
ses i baggrunden til
venstre.

100 m
?
Oversigtsplan over Jellingfundene, som de tegner sig februar 2008 efter de nye fund.
blev der lagt en søgegrøft 140-160 m syd
for knækpunktet, hvor hegnet ligeledes
kunne påvises, men længere mod syd var
det ikke muligt at komme på grund af eksisterende
bygninger. Derimod fandtes der
to små stykker af en tilsvarende hegnsgrøft
ved en lille udgravning, som museet
foretog tidligere på året, da to huse syd for
Sydhøjen blev revet ned. Hensigten var at
lede efter skibssætningens sydspids, hvilket
dog ikke lykkedes i første omgang på
grund af senere nedgravninger. Men med
det kraftige stolpehegn nord og øst for højene
fik de to små stykker hegn lige pludselig
stor betydning, idet de kunne tolkes
som den sydlige afgrænsning af en meget
stor indhegning af hele den centrale del af
Jelling. Hvor stort det indrammede areal
har været, ved vi endnu ikke, men tidligere
?
HEGN
GRAV-
KAMMER
TRÆKIRKE m. grav
STORE JELLINGSTEN
HUSTOMTER
HUSTOMT
sonderingsgravninger lige vest for kirkegården
og der, hvor udstillingshuset Kongernes
Jelling i dag ligger, var uden spor
af hegnet, og det tyder på, at vi skal vest
for udstillingshuset for at finde den vestlige
side. I givet fald har det indrammede areal
været på mere end 10 ha.
Endnu er hegnet kun afdækket og ikke
egentligt udgravet, så det er for tidligt at give
et detaljeret bud på, hvordan det har været
konstrueret. Den gennemgående grøft
med modstående udposninger for hver
1-1½ m tyder på, at hegnet har bestået af
tætstillede stolper i en særlig konstruktion.
Bedømt ud fra et par tværsnit af grøften,
der var gravet indtil 1½ m ned under terræn,
har hegnet har haft en anseelig højde
– antagelig mindst 2 m. Vestligst i den afdækkede
del af hegnet sås en indgang flan-
9

Store
indhegninger.
10
TISSØ
VORBASSE
LISBJERG
100 m
keret af fire stolpehuller, hvilket antyder,
at indgangen har været overdækket. Den
store indhegning har tilsyneladende omrammet
den formodede kæmpeskibssætning.
Om hegnet er rejst før, samtidig med
eller efter stenskibets og højenes opførelse,
ved vi ikke.
Indhegnede gårdsanlæg er velkendte
fra jernalderen og vikingetiden (se Skalk
1984:3), men de nærmeste paralleller til det
nyfundne Jelling-hegn er nogle stormandsgårde.
Størst er den utroligt fundrige storgård
ved Tissø på Vestsjælland (se Skalk
1999:1), men den fra Lisbjerg nord for
Århus ligner mere Jelling-anlægget, idet
også der omslutter indhegningen det sted,
hvor en kirke senere blev opført (se Skalk
2004:2). Jelling-hegnet synes væsentligt
kraftigere end de øvrige og indrammer et
meget større areal. Mens Lisbjerg og Tissø-indhegningerne
omfatter 2-2,5 ha, ser
Jellings ud til at dække et areal, der kan
være mindst 10 ha.
*
Vejle Museums undersøgelser i 2006-07
har åbnet et nyt helt kapitel i Jellingforsk-
JELLING
ningens lange historie. Efter mere end tyve
års intensiv søgning er det endelig lykkedes
at komme på sporet af en bebyggelse,
som kan være samtidig med Jelling-monumenterne.
Bedømt ud fra det stolpehegn,
der antagelig har omgivet bebyggelsen, har
denne været usædvanlig – både af drøjde
og areal. I tilgift, og helt uventet, er der
dukket en række bautalignende sten op.
Som det ofte er tilfældet – og ikke mindst
i Jelling – stiller de nye resultater også en
række nye spørgsmål: Vil teorien om en
kæmpeskibssætning på omkring 350 m i
længden og mere end 70 m på det bredeste
sted holde? Hvordan forløber det kraftige
stolpehegn, specielt mod vest og syd – og
kan der findes en mere præcis datering
af hegnet? Og vil det lykkes at finde spor
efter huse, som i kraft af deres størrelse,
konstruktion eller fund vil kunne opfattes
som kongelige? Kort sagt – en kongsgård.
Det ser ud som om, kapitlet let kan udvikle
sig til en føljeton.
Peter Mohr Christensen
Steen Wulff Andersen