Bent Madsen og det æstetiske - VIA University College

Æstetikken i socialpædagogikken
– en læsning af Bent Madsen
Af Eddy Thomsen
Hvad skal vi lege
Katten op at stege
Hunden op og gynge
Nu kan vi begynde
Manifest og legitimitet
(hvad skal det gøre godt for – og for hvem?)
Mange har hørt om Mozart-effekten: noget med at hans musik har en særlig gavnlig
effekt på stimulering af hjernens aktiviteter. De fleste har en tydelig forståelse for, at
indlæring af for eksempel en række replikker foregår lettere, hvis de sker koordineret
med kropslig bevægelse og samspil med andre mennesker. Alle ved, at motion og
kropslig udfoldelse er godt for helbredet og for selvværdet. De læringsprocesser, der
bliver båret frem af lyst, nysgerrighed og selvstændig aktivitet er de mest effektive.
De børn og andre mennesker, der fordyber sig i noget, de selv har lod og del i, er de
gladeste.
Og sådan kunne man blive ved. Alligevel er det som om, at det har svært ved at
trænge igennem skallen på mange af de betydende instanser, der har myndighed og
magt – blandt politikere, visse eksperter, administrative instanser og den brede
offentlighed. PISA-undersøgelser og politisk spin lægger et slør af ”mod bedre
vidende” på linje med (andre) lov og orden initiativer, for eksempel kampen mod
kriminalitet eller narko.
De æstetiske læreprocesser, kulturens overleveringer og kroppens betydning for
trivsel og læring er ikke som sådan betvivlet. Det er blot systematisk underforsynet
med aktiv støtte, økonomisk satsning og plads i for eksempel skoleskemaer.
VIA har via nogle af sine institutioner besluttet at fremme de æstetiske, sanselige og
kreative processer i socialt arbejde, pædagogik og undervisning.
UDVIKLINGSDIVISIONEN - VIA UNIVERSITY COLLEGE
VIDENCENTER FOR BØRN OG UNGES KULTUR
1
B & U
KULTUR

Diskurser i læring og dannelse
(la´vær´og bland dig. Det er min oplevelse?)
I vores almene dannelsestradition er det en selvfølge, at sportsaktiviteter,
naturoplevelser og dyrkelse af kunstarter er absolutte goder i sig selv. Det kræver
ingen videnskabelig begrundelse eller ekspert-bemyndigelse at lave rollespil eller
spille fodbold. Det gør vi for fornøjelsens skyld. Når vi eller vore børn skal begrunde
de æstetiske fornøjelser i forbindelse med undervisning eller en arbejdsindsats, så er
henvisningen til den blotte fornøjelse sjældent tilstrækkelig. Der skal mere til. Der
skal påvisning af nytte til: en påvisning af effektivitet i læring eller arbejde; en
påvisning af lettelser i opgaver, der ellers ville blive vanskeliggjort (i for eksempel
kriminalitetsforebyggelse eller integration af etnisk fremmede). Og der skal gerne
også påvises en legitimitet, det vil sige en sammenhæng mellem anerkendte
eksperters måder at se verden på og de æstetiske virkemidler.
En konsensusskaber og stildanner: Bent Madsen
(Kloge-Åge?)
Det sidste kan lyde lidt kryptisk, så lad mig prøve at uddybe og eksemplificere. Bent
Madsen er en af de allervigtigste teoretikere, forskere og skribenter indenfor det
socialpædagogiske miljø, såvel i uddannelser som i det professionelle arbejde i
institutioner osv. Han har i mange år ligget fast på læseplaners litteraturlister med
Socialpædagogik og samfundsforvandling fra 1993 – optrykt i mange oplag. I 2005 er
han udkommet med en helt ny bog i samme emnekreds: Socialpædagogik med
undertitlen integration og inklusion i det moderne samfund. Denne bog vil uden tvivl
opnå en status på linje med den forrige, fordi den giver et godt overblik over
socialpædagogikken i forhold til de teoretiske grundlag, de ”professionelle miljøer”
(outsidergrupper), de sociale og politiske strømninger og etiske standarder samt
dannelsestraditioner. Hvis man læser denne bog med et konstant øje for de
pædagogiske emner, som er tydeligt båret af de æstetiske og aktivitetsfaglige vinkler,
så får man en fornemmelse for et godt bud på sammenhængen mellem den
anerkendte ekspertise og æstetikkerne.
Så ser det ikke så ringe ud. Bogen er på ingen måde et festfyrværkeri i æstetiske
virkemidler, og det er heller dens ærinde. Men den formidler lidt underforstået, at
måden hvorpå socialpædagogikken bliver grebet an på, er meget vigtig. Et kerne-
eller samlebegreb for nutidens socialpædagogik er ”forhandling” (mod tidligere
”behandling” og ”handling”). Med dette begreb peges bl.a. på individuelle behov, på
kulturteori, på livsudfoldelse, inklusion og rummelighed samt på æstetiske værdier.
Alt sammen til forskel fra og op imod en række andre, tidligere eller overhalede
diskurser (skema side 53).
UDVIKLINGSDIVISIONEN - VIA UNIVERSITY COLLEGE
VIDENCENTER FOR BØRN OG UNGES KULTUR
2
B & U
KULTUR

Senmoderne fragmenteringer med æstetisk prægning
(Fuck you!)
Madsen er meget inspireret af Ulrich Bech og dennes tanker om risikosamfundet. Hér i
forenklet form ser Madsen, at risikosamfundet har opgivet utopien (om lighed) og det
optimale velfærdssamfund – det handler om at rebe sejlene, undgå utryghed og om
fordeling af onderne. Vi lever i ”et individualiseret samfund af uselvstændige” (89),
hvilket jo er en modsigelsesfuld tese, der indbyder til en vis selvbevidst, selv-valgt
livsstil trods skærpede standarder og normalitetsrammer. Det kalder på æstetiske
løsninger – også i betydningen: overfladiske, ornamenterede, midlertidige. Vi går ned
med manér – som Titanics kammerorkester i skildringen af det store transatlantiske
forlis. Uanset om vi eller nogen af os ved eller fortrænger, hvad der egentlig foregår i
denne ”ørken (et liv uden orienteringspunkter)” (101). Med Bauman taler Madsen om,
at nutidens mobile eliter lever i flygtige æstetiske fællesskaber, i en slags
karnevalsfællesskaber. Overfor disse stræber de immobile (outsiderne eller blot de
knapt så privilegerede) efter tryghed i etisk forpligtende fællesskaber. Og man aner,
at et gammelt mønster gentager sig: At de fattige på den ene og den anden måde
efteraber de riges livsformer. I den proces bliver de rige kulturelt og økonomisk
forgyldt og de fattige til grin. Den herskende bevidsthed er de herskendes bevidsthed.
Det skriver Madsen dog ikke (men det gjorde Marx).
Nye normative diskurser
(I did it my way)
Men på den anden side er Madsen i den mindre, lokale skala også meget positivt og
taktisk imødekommende overfor det æstetiske. Man kan ikke ustraffet vende ryggen
til det, der ”gælder”, selvbevidstheden. Madsen genfortæller kampen mellem de rige
og de fattige i et andet regi, nemlig i ”kampen om livsfortællinger” (113). Ved at
erkende, at selvom der er mange mulige fortællinger om et liv, kan man arbejde på at
bevare kontrollen over egen livsfortælling – eventuelt op imod systemets og
diagnosernes hjerteløse skitser. Men det er en fortælling (et æstetisk produkt!).
Madsen fremhæver, at normer i vore dage må og skal være refleksive. De gamle
metoder holder ikke længere (Du skal ellers får du tæv eller også får du faderfigurens
manglende anerkendelse). Socialpædagogisk må man forholde sig til,
hvordan man har normer. Normer skal i vore dage begrundes, forklares og motiveres,
når de ikke er givet på forhånd. Normer er til forhandling. Hvordan noget bliver gjort
mere eller mindre gældende, kommunikeret, besmykket, hyklet, ophøjet… er i dag
også (og i stigende grad) et æstetisk emne. Spørg bare spindoktorerne
UDVIKLINGSDIVISIONEN - VIA UNIVERSITY COLLEGE
VIDENCENTER FOR BØRN OG UNGES KULTUR
3
B & U
KULTUR

Voksnes diagnostiske diskurser og børns anderledes verden
(Buksevand!)
På side 244 kommer Madsen ind på de divergerende diskurser mellem voksne og
børn, når det gælder de ”mærkelige” børn. Madsen fremhæver med henvisning til
relevant forskning, at børns opfattelse af andre børn – anderledes børn – som
mærkelige, ofte er en bestemmelse, der falder helt udenfor de voksnes diagnoser.
Dermed bliver de mærkelige børn også forfordelt med pædagogisk opmærksomhed og
resurser. At være mærkelig er en æstetisk kategorisering. Den skal og bør forstås
som sådan af de voksne, men det kniber det med, og det kan medføre, at ”den enes
inklusion medfører den andens eksklusion” (293). Når ”onde roller” (295) for nogle
børn og unge er bedre end slet ingen roller – dvs. social eksklusion – så er den onde
rolle umiddelbart en etisk, social og temmelig bitter, socialpædagogisk udfordring. Det
handler jo om at hjælpe med at skabe gode og lykkelige mennesker.
Den ”onde rolle” kan imidlertid tages i forkøbet ved at blive mimet, spillet og udført
for sjov. Ved at blive leget, forhandlet og givet til vekslende personer. Det er en
æstetisk aktivitet, når den onde rolle får spillerum i et rum, der ikke ”gælder for
alvor”. Det er sådan noget, Madsen peger på som sædvanligt meget diplomatisk
formuleret, når han omtaler børn og unges aktivitetsfællesskaber (289) som noget af
det allervigtigste i den socialpædagogiske værktøjskasse.
Aktivitetsfællesskaberne beskrives mange steder ved hjælp af begrebet om ”det
fælles tredje” og Madsen føjer til, at det skaber ordentlige relationer og frigørelser ved
at bygge på ”ubeslaglagt potentiale til forandring ved hjælp af kulturel fleksibilitet”
(314). Formuleringen ”ubeslaglagt potentiale” peger i en vis negativ eller underdrejet
forstand på, at der må være rigtigt meget, der så er beslaglagt. Det vil sige: børn og
unges tid og resurser er sat i tidsrammer og institutionaliseret. Børnenes fremtid er
belånt til op over skorstenen, måske. Eller børnene går rundt som næsten-zombier,
besatte af fremmede magter? Kritikken er underforstået hos Madsen, men han bruger
billedet med linedanseren, der med eget talent og mod entrerer og balancerer på
linen – men som naturligvis kun kan gøre det i kraft af det solide sikkerhedsnet: de
ordentlige voksne og det socialpædagogiske ”system”.
Som er stort og smukt og som bliver blankt når det bliver brugt
Hvor enhver er fri fordi vi er sammen indeni
(Du er OK!)
Kun de kulturelle og æstetiske værdier vokser og bliver flere, større og smukkere ved
brug og deling.
UDVIKLINGSDIVISIONEN - VIA UNIVERSITY COLLEGE
VIDENCENTER FOR BØRN OG UNGES KULTUR
4
B & U
KULTUR