devi48s.qxd.samlet.rev.2 - Fjerne Naboer

26
Phoolan Devi før overgivelsen, avisfoto vist i
dokumentarfilmen “Phoolan Devi”.
“Så holdt jeg op med at slå ham og satte
ham på et æsel og førte ham rundt i hele
landsbyen til skræk og advarsel.”
(Phoolan Devi om sin første mand, Puttilal,
i “Phoolan Devi”)
“Da Phoolan kom, var politiet på den anden
side af floden. Først da Phoolan havde forladt
landsbyen, kom politiet. De begyndte
at slå folk og spørge, hvorfor Phoolan havde
været der. Politiet var altid bange for at
møde hende. Og min Phoolan behøvede
ikke at skjule sig.”
(Phoolan Devis mor i “Phoolan Devi”)
“Min skat, rigtige røvere røver kun.
Stjæl så meget du vil,
men lad være med at dræbe nogen”
(Phoolans mor i “Phoolan Devi”)
“Hun opsøgte Baba Mustaqeems bande. Han
var en af de betydeligste bandeledere. som
folk ærbødigt kaldte for “baghi”, oprører.
Hans motto var: “Tag penge fra de rige og
køb støtte hos de fattige.
Det gav ham stor sympati.”
(fortælleren i “Phoolan Devi”)
DOKUMENTARFILMEN “PHOOLAN DEVI”
Dokumentarfilmen “Phoolan Devi” er som spillefilmen “Bandit Queen’“en
beretning om den faktiske Phoolan Devis liv. Men hvor spillefilmen er 100
% iscenesat og båret oppe af en fortællemæssig struktur og et veltilrettelagt
udvalg af hoved- og bipersoner, bygger dokumentarfilmen hovedsageligt
på dokumentaristisk materiale. Den indeholder dog også elementer
af iscenesættelse. Fordi dokumentarfilmen ikke er tynget af spillefilmens
krav om fortællemæssig fremdrift, har den en langt større bevægelsesfrihed
i tid og sted. Omvendt er den naturligvis begrænset af et langt større
krav til autenticitet i det fremviste materiale.
En subjektiv beretning om en sammensat person
“Phoolan Devi” er en dokumentarfilm, der bekender sig til en klassisk
dokumentaristisk filmtradition, som har rødder tilbage i ‘griersonismen’ i
starten af århundredet. Ifølge denne skulle dokumentarfilmen ikke blot
beskrive virkeligheden. Den skulle også udtrykke en holdning gennem
filmmagerens tolkning - og dermed bevæge sig i området mellem socialt
engagement (journalistisk metode) og kunstnerisk udtryk (personlig bearbejdning).
Denne personlige og kunstneriske fortolkning af et stykke virkelighed
står i nogen grad i kontrast til en tv-baseret journalistisk dokumentarform,
der traditionelt søger at nedtone den personlige formidling
og tilstræbe en tilsyneladende objektivitet og sandhed.
“Phoolan Devi” føler sig dog på ingen måde forpligtet til at argumentere
for en ‘objektiv’ og ligelig repræsentation af forskelligt nødvendigt materiale.
Dens formål er jo netop at foretage en personlig undersøgelse af alle
de “sandheder” som andre har forsøgt at konstruere om Phoolan Devi.
Dokumentariske fortælletricks
Instruktøren Mirjam Quinte tillader sig dog en forholdsvis høj grad af iscenesættelse.
For eksempel optræder der et fast iscenesat element med
passende mellemrum: En mand ved en tebar, på en vogn eller i et landskab
læser opslugt i en bog om Phoolan Devi. På lydsiden hører vi samtidig
en stemme læse det, vi skal tro, er en tilsvarende tekst, op.
“Jeg vil læse en historie om den kønne røverpige, Phoolan Devi. En kvinde er
også søster, datter og mor. Der er kvinder, der stille som Moder Jord, er rede
til at påtage sig alt. Men denne kvindes navn vækker skræk og rædsel...”
Filmen lader desuden sit indhold være båret af en form for fortællemæssig
struktur: Fortællingen starter i Delhi, hvor filmholdet tilsyneladende