devi48s.qxd.samlet.rev.2 - Fjerne Naboer

SPILLEFILMEN: “BANDIT QUEEN”
“Bandit Queen” er en spillefilm, det vil sige et iscenesat og struktureret
forløb, hvor det styrende princip er fortællingen - det narrative forløb -
bygget op omkring et udvalgt tema og et persongalleri. Filmen fortæller
historien - eller én historie - om Phoolan Devi. Den begynder, da hun som
11-årig bortgiftes, og slutter da hun, utallige ydmygelser, voldtægter og
hævnaktioner senere, overgiver sig og fængsles som røverdronning. Filmen
er en dramatiseret skildring af en faktisk persons liv. Den er også en fortælling
om en ydmyget kvinde i en kvindeundertrykkende kultur. En kvinde
hvis eneste mentale overlevelses- og frigørelsesmulighed er at reagere
med trods og hævn - og blive røver.
Bollywood drama versus vestlig realisme
Selv om “Bandit Queen” er produceret i Indien befinder den sig langt fra
de indiske synge- og dansefilm, der produceres så mange af i filmstudierne
i Bombay, også kendt som Bollywood. Disse film er ofte meget stereotype
fortællinger om det godes kamp mod det onde, krydret med en
gang indisk magisk realisme, der bryder gevaldigt med den vestlige realistiske
fortælletradition. Helten er helt igennem god, heltinden funklende
smuk, dansescenerne og slagsmålene ultraunderholdende, sangene ivrigt
iørefaldende, og slutningen legende lykkelig.
Til sammenligning lægger “Bandit Queen” betydeligt mere vægt på
indholdet end på dramatikken, selv om det dramatiske aldrig gemmes
langt væk. Det er ikke bare underholdning, når vi ser folk slås i “Bandit
Queen”. Der er mening med galskaben. Instruktøren har et budskab. Han
vil vise os selve voldens væsen. Når filmen er mest dramatisk, afslører den
en brutalitet, der næsten er ubærlig. Men ubærligheden opstår netop i
den æstetiske tydeliggørelse af aggressionen og i desperationen hos den
kvinde, der systematisk fornedres og mishandles. Dette kommer for
eksempel klart til udtryk i massevoldtægtsscenens åbne og lukkede dør,
og i scenen, der beskriver Behmaimassakren. I sidstnævnte benyttes såvel
slowmotion som overbelyste billeder og en forvrænget reallyd - hovedsageligt
bestående af Phoolans stønnen og halvkvalte skrig - kombineret
med en sagtmodig fløjteunderlægning til at skabe en abstraktion fra selve
voldshandlingen. Abstraktionen afspejler kvindens mentale synsvinkel og
forklarer og undskylder til en vis grad hendes handlinger. Dermed medvirker
den til at give tilskueren en form for forståelse for Phoolan Devis
opførsel. Hun har formentlig lidt mere, end hendes ‘ofre’ gør lige nu, tænker
vi. I scenen, hvor hun hævner sin mand, trækkes der gennem en række
flashbacks en visuel parallel til, da han voldtog hende som lille pige. Vi
Phoolan Devi i filmen “Bandit Queen”.
A23
“Jeg har brug for en hustru nu.
Min mor er gammel og kan intet.”
(Puttilal i “Bandit Queen”)
Phoolan Devis mor: “Hun er kun 11 år.
Sig til ham han skal vente.”
Puttilal: “Men jeg har betalt for hende”
(“Bandit Queen”)
“Pigen skader vores drenge.
Hun må ud af byen.”
(landsbyrådet i Phoolan Devis landsby
i “Bandit Queen)
“Vores datter bestemmer selv.
Hun flagrer i vinden som et blad.”
(Phoolans far i “Bandit Queen”)
“Vil du tale om mig,
må du tale med mig.”
(Phoolan Devi til Vikram i “Bandit Queen”)