Udviklingen i anerkendelse af stater. - Forsvarsakademiet

FORSVARSAKADEMIET
Fakultet for strategi og militære operationer
VUT II-L/STK 2008/09
Kaptajn John Sværke
Udviklingen i anerkendelse af stater.
Analyse af udviklingen i statsanerkendelseskriterierne med Kosovo og Taiwan som cases

Abstract
UKLASSIFICERET
The purpose of this thesis was to analyse whether there has been a development in the recognition
of states after 1990.
Reference framework has been the declaratory theory, based on the principle of effectiveness, in
which a state meets the state criteria as following:
(a) permanent population;
(b) defined territory;
(c) government; and
(d) independence
The thesis has established that the effective government is no longer a necessity, as long as the
prospect of an effective government is existing.
The motherland’s accept of secession is also not a requirement, if there are arguments in favor of
secession anyway.
In addition, there are two additional new criteria which have to be present in order to recognize a
new country, namely:
• presence of a humanitarian catastrophe,
• concern of regional security
The thesis conclusion also points out that recognition of states mostly is based on sui generis cases,
which makes it difficult to substantiate new permanent recognition criteria for the states.
1

UKLASSIFICERET
Referat..................................................................................................................................................4
Kapitel 1: Indledning ...........................................................................................................................6
Indledning ........................................................................................................................................6
Problemstilling.................................................................................................................................6
Problemformulering.........................................................................................................................8
Hypotese...........................................................................................................................................8
Udvælgelse og kvalificering af casene.............................................................................................8
Metode ...........................................................................................................................................10
Hvordan specialet er blevet til .......................................................................................................11
Hvilke kilder der er blevet anvendt................................................................................................11
Afgrænsning...................................................................................................................................11
Teoriafdækning ..............................................................................................................................12
Kapitel 2: Metode...............................................................................................................................14
Indledning ......................................................................................................................................14
Brug af internettet som informationsindhentning ..........................................................................15
Kapitel 3: Empiri og analyse..............................................................................................................16
Indledning ......................................................................................................................................16
Case Taiwan...................................................................................................................................17
Taiwans historie .............................................................................................................................17
International court of justice-afgørelser.........................................................................................20
Aktøranalyse – traktatmæssige forhold .........................................................................................20
Kina – traktater i forhold til Taiwan ..........................................................................................20
USA – traktater i forhold til Taiwan ..........................................................................................21
Japan – traktater i forhold til Taiwan.........................................................................................22
FN – traktater i forhold til Taiwan.............................................................................................23
Øvrige internationale organisationer – traktater i forhold til Taiwan ........................................23
Centrale aktørers udtagelser...........................................................................................................24
Kina – centrale aktørers udtagelser............................................................................................24
USA – centrale aktørers udtagelser............................................................................................25
Japan – centrale aktørers udtagelser...........................................................................................27
FN – centrale aktørers udtagelser...............................................................................................28
Øvrige lande – analyse ud fra udtagelser...................................................................................29
Case Kosovo ..................................................................................................................................29
International court of justice-afgørelser.........................................................................................32
Aktøranalyse – traktatmæssige forhold .........................................................................................32
Tyskland – traktater i forhold til Kosovo...................................................................................32
England – traktater i forhold til Kosovo ....................................................................................33
Frankrig – traktater i forhold til Kosovo....................................................................................34
USA – traktater i forhold til Kosovo..........................................................................................34
Serbien – traktater i forhold til Kosovo .....................................................................................35
Rusland – traktater i forhold til Kosovo.....................................................................................35
FN – traktater i forhold til Kosovo.............................................................................................36
Centrale aktørers udtagelser...........................................................................................................36
Tyskland – centrale aktørers udtagelser.....................................................................................36
England – centrale aktørers udtagelser ......................................................................................37
Frankrig – centrale aktørers udtagelser......................................................................................38
USA – centrale aktørers udtagelser............................................................................................38
2

UKLASSIFICERET
Serbien – centrale aktørers udtagelser .......................................................................................39
Rusland – centrale aktørers udtagelser.......................................................................................40
FN – centrale aktørers udtagelser...............................................................................................41
Sammenfatning ..........................................................................................................................41
Kapitel 4: Analyse..............................................................................................................................42
Case Taiwan...................................................................................................................................42
Analyse: Udviklingen i anerkendelseskriterier med Taiwan som case med den konstitutive og
deklaratoriske teori som referenceramme......................................................................................43
Case Taiwan...............................................................................................................................44
KINA..........................................................................................................................................44
USA............................................................................................................................................45
Japan...........................................................................................................................................46
FN ..............................................................................................................................................47
Samlet delkonklusion på anerkendelse af lande med den konstitutive og den deklaratoriske teori
som referenceramme og Taiwan som case ....................................................................................48
Case Kosovo ..................................................................................................................................49
Tyskland.....................................................................................................................................49
England i forhold til Kosovo......................................................................................................51
Frankrig i forhold til Kosovo .....................................................................................................52
USA i forhold til Kosovo...........................................................................................................52
Rusland og Serbien i forhold til Kosovo....................................................................................53
FN i forhold til Kosovo..............................................................................................................54
Samlet delkonklusion på anerkendelse af lande med den konstitutive og deklaratoriske teori som
referenceramme og Kosovo som case............................................................................................55
Kapitel 5: Konklusion ........................................................................................................................57
Kapitel 6: Perspektivering..................................................................................................................60
Litteratur- og bilagsoversigt...............................................................................................................61
Litteraturoversigt............................................................................................................................61
bog- eller artikelform .....................................................................................................................61
Bilag 1 - Joint Communique of the United States of America and the People's Republic of China
........................................................................................................................................................63
Joint Communique of the United States of America and the People's Republic of China ............63
Bilag 2 Membership for Taiwan in Fund.......................................................................................64
Bilag 3 – Resolution 2758..............................................................................................................65
Bilag 4 - Obamas brev vil præsident Ma .......................................................................................66
Bilag 5 – President Chen Shui-bian's Letter to UN Secretary-General Ban Ki-moon ..................67
Bilag 6 - Minister James C.F. Huang's Letter to UN Secretary-General Ban Ki-moon ................68
Bilag 7 - PRESSEMITTEILUNG NR.: 51 ....................................................................................69
3

Referat
UKLASSIFICERET
Historisk set er stater blevet til ud fra den stærkes ret. De lande eller folk, der har formået at
tilkæmpe sig et territorium og fastholde det, er ad åre blevet anerkendt som stat. Danmarks grænser
har op igennem historien være noget foranderlige, for så i 1920 endeligt at falde på plads.
Efter at USA løsrev sig fra England, opstod tanken om, at når en stat er løsrevet fra moderlandet og
er effektivt virkende, er det at betragte som en stat. Effektivitetskriteriet blev det grundlæggende
princip for anerkendelse af stater, og det er det, der afspejler sig i Montevideokonventionen fra
1933.
Af Montevideokonventionens artikel 1 fremgår det, at stat er en stat, når den opfylder følgende
kvalifikationer:
1. En permanent befolkning,
2. et fast defineret territorium,
3. en effektiv virkende regering og
4. evnen til at indgå relationer med andre stater.
Eftersom disse kriterier er fastsat i 1933, kunne man formode, at der var sket en udvikling siden da.
Formålet med specialet var derfor at analysere, om der var sket en udvikling i anerkendelse af stater
efter 1990 – og i givet fald hvilken.
1990 blev valgt som skæringsdato, fordi anerkendelserne af de tidligere jugoslaviske republikker
kom efter denne dato. Særligt Kosovo var interessant, fordi mange i det internationale samfund har
stillet spørgsmålstegn ved det legitime i Kosovos uafhængighedserklæring og den efterfølgende
anerkendelse, der fulgte af 56 lande. Kosovo kunne derfor være eksponent for eventuelt nye
anerkendelseskriterier af stater.
Et eksempel for en før-1990-anerkendelse af en stat er Taiwan. Landet opfylder
Montevideokonventionen og den deklaratoriske teoris effektivitetsprincip, men landet er ikke
anerkendt i verdenssamfundet af andet end 23 små og ubetydelige stater.
Specialets problemformulering blev derfor med udgangspunkt i et tocasestudie med Taiwan og
Kosovo at undersøge:
Er sket en udvikling i anerkendelseskriterierne af stater i nyere tid, og i så fald hvilken?
Til at undersøge dette blev følgende analysemetode anvendt:
Hvad er der af relevante:
1. FN-traktater i forhold til de to lande,
2. International court of justice-afgørelser,
3. traktater, der var indgået vedrørende landets selvstændighed,
4. centrale aktørers udtagelser.
4

UKLASSIFICERET
Casen Taiwan viste, at selvom landet opfylder de normale anerkendelseskriterier og i en periode har
været medlem af FN, er landet ikke blevet anerkendt, primært af to faktorer:
1. Hensynet til den regionale sikkerhed. Kina opfatter Taiwan som en del af Kina, til trods for at
det har haft en selvstændig befolkning, territorium og regering side 1945. Kina henholder sig til
FN-resolution 2758 fra 1971, som bortviser Taiwans leder Chiang Kai-shek og hans
repræsentanter fra FN. Man forholder sig ikke til et eventuelt taiwanesisk medlemskab af FN.
Kina har mere elle mindre indirekte benyttet sin militære dominans til at true andre lande fra at
anerkende Taiwan som selvstændig nation.
2. Det andet forhold, der har gjort sig gældende, er hensynet til økonomi. De lande, der tidligere
har anerkendt Taiwan som selvstændig stat, herunder USA, er sprunget fra undervejs.
Økonomien har været en væsentlig faktor i det spil.
De koblinger, man kunne forvente at finde i en case som Taiwan i forhold til folkeretten og
sædvaneretten, fortaber sig i ovenstående realpolitiske betragtninger.
Casen Kosovo viste, at der lå to væsentlige faktorer til grund for landets anerkendelse:
1. tilstedeværelsen af en humanitær katastrofe i landet,
2. og ønsket om en stabil region i Europas baghave.
En yderligere væsentlig pointe i forhold til Kosovo er, at de lande, der havde anerkendt Kosovo,
samstemmende udtalte, at anerkendelsen af Kosovo ikke var et eksempel til efterfølgelse.
Konklusionen på specialet er, at der ser ud til at være sket en udvikling i anerkendelseskriterierne på
baggrund af de to cases. De nye anerkendelseskriterier kunne se sådan ud:
1. En permanent befolkning
2. Et defineret territorium
3. En effektiv regering eller udsigten til en effektiv regering inden for en overskuelig årrække.
4. Som udgangspunkt uafhængighed fra moderlandet, hvilket dog kan fraviges, hvis andre
tungtvejende argumenter taler herfor.
5. Tilstedeværelsen af en humanitær katastrofe.
Det står imidlertid samtidigt klart, at mange faktorer vil være unikke fra det ene tilfælde til det
andet, hvilket gør det vanskeligt at opstille en endegyldig teori, endsige beskrive universelle regler
for anerkendelser af stater. De nye anerkendelseskriterier kan måske derfor bedst benyttes som
indikatorer for anerkendelsesprocessen, mens den udslagsgivende stemme afgøres af den
realpolitiske virkelighed.
5

Kapitel 1: Indledning
Indledning
UKLASSIFICERET
Dannelse af stater er historisk set sket ud fra den stærkes ret. Det land, man var i stand til at erobre
og fastholde, var ens stat. Alexander den store (d. 323), Hunnerkongen Atilla (d.543) og de nordiske
vikingers erobring er blot en lille gruppe, som er eksponent for den måde at danne stater på frem til
år 1000 e.v.t. – eller som Thukydid udtrykker det: ”the strong do what they have the power to do
and the weak accept what they have to accept”.
Fra 1000-1500 e.v.t. kom der en konsolidering af de tidlige middelalderlige fyrstendømmer, og
stændersamfund, som så gik over i den moderne fyrstestats etablering efter den westfalske fred i
1648. Danmark går i 1864 fra at være en helstat til at blive nationalstat, og i det øvrige Europa er
der begyndt at komme skred i dannelsen af nationalstater efter den franske revolution i 1789-99.
På den anden side af Atlanten har den amerikanske uafhængighedskrig ført til, at den britiske hær er
kastet ud af landet, og i 1776 erklærer USA uafhængighed. 2 år efter anerkender Frankrig den nye
stat som selvstændigt folkeretssubjekt. Anerkendelsen giver anledning til en konflikt mellem
England og Frankrig. Løsrivelse fra moderlandet har normalt kun kunnet foregå med dettes accept,
men England må i 1783 erkende, at USA de facto er løsrevet fra England, og anerkender USA. Den
franske tanke om, at når en stat er løsrevet fra moderlandet og er effektivt virkende, er det at betragte
som en stat, bliver det senere effektivitetskriterium, som er det grundlæggende princip for
anerkendelse af stater. Det er det, der afspejler sig i Montevideokonventionen fra 1933.
Problemstilling
Efter anden verdenskrig bestod verden af ca. 50 stater; i dag er tallet på mere end 190. Løsrivelses-
og separatistbevægelser samt nationale og etniske mindretal arbejder ihærdigt jorden over på at
forøge førnævnte tal. Kurdere og palæstinenser er et folk uden en stat. Fælles for disse grupper er, at
de ønsker deres egen stat.
Folkeretten regulerer forholdene mellem stater. I den præmis ligger også, at stater findes og er
erkendte som stater af det øvrige verdenssamfund. Ellers gør det det selvsagt noget svært at regulere
forholdet imellem dem. Hvis en stat skal indgå et retligt forhold til en anden stat, eksempelvis
medlemskab af EU, NATO, FN, er det normalt betinget af, at den er anerkendt som stat (2)
Traditionelt er en stat blevet defineret ud fra Montevideokonventionens artikel 1 fra 1933. Denne
konvention definerer en stat således: 1
”The state as a person of international law should possess the following qualifications:
1 Montevideokonventionens artikel 1 fra 1933
6

UKLASSIFICERET
(a) permanent population;
(b) defined territory;
(c) government; and
(d) capacity to enter into relations with the other states.”
Endvidere fremgår det af artikel 3 at: ”The political existence of the state is independent of
recognition by the other states.". Dette betyder at staten eksisterer hvad enten, andre stater
anerkender den eller ej. Mere herom under afsnittet om den deklaratoriske teori (side 9).
Konventionen indeholder dog ikke garanti for anerkendelse, da der ikke er nogen form for
automatik i det internationale samfund.
Montevideokonventionen var et forsøg fra Franklin D. Roosevelt side for at vende opfattelsen af, at
USA stod for en ”Yankeeimperialisme”; en politik, som primært blev ført under præsident Hoover.
Montevideokonventionen bliver underskrevet af 19 lande. Det skal i denne sammenhæng
bemærkes, at det kun er amerikanske lande, der underskrevet konventionen. 2
Montevideokonventionen er derfor ikke umiddelbart bindene for de lande, der ikke har
underskrevet den; men konventionen bliver ofte lagt til grund for afgørelser i det internationale
samfund.
Et af de nyere eksempler, hvor Montevideokonventionen er blevet fulgt, er Badinterkommissionen,
som blev nedsat i forbindelse med Jugoslaviens sammenbrud. 3 Badinterkommissionen følger
Montevideokonventionen i sin definition af en stat: ved at have et territorium, en befolkning, og en
politisk myndighed.
Under retssagen mod Serbiens forhenværende præsident Slobodan Milosevic blev staten defineret
ud fra Montevideokonventionen. 4 Konventionen er derfor en kodifikation af eksisterende normer og
principper inden for international lov. Som sædvaneret bliver konventionen derfor også gældende
for ikke kun de underskrivende lande, men for alle aktører i international ret, og konventionen er
accepteret som en del af international sædvaneret.
Umiddelbart kunne man antage, at stater, der opfyldte Montevideokonventionen, ville blive
anerkendt – modsat stater, der ikke opfyldte dem.
Som verden har set ud efter 2. verdenskrig er der en del lande, der opfylder
Montevideokonventionens 4 punkter, dog uden at blive anerkendt som en suveræn stat. Nogle af
disse stater, eksempelvis Kosovo og de øvrige republikker fra det tidligere Jugoslavien er blevet
anerkendt som stater af medlemslandende i EU og kan derfor indgå retligt samarbejde med de
øvrige lande i EU.
2 Stater der har underskrevet Montevideokonventionen er følgende: Honduras, USA, El Salvador, Den Dominikanske
Republik, Haiti, Argentina, Venezuela, Uruguay, Paraguay, Mexico, Panama, Guatemala, Brasilien, Ecuador,
Nicaragua, Colombia, Chile, Peru, Cuba
3 Perspectives on International Law af Nandasiri Jasentuliyana.
4 Judicial supplement nr. 50 side 15
7

UKLASSIFICERET
Hvad gør så, at nogen nationer, der kommer med i puljen i af nationer, som opfylder
Montevideokonventionens punkter, blot bliver i puljen, mens andre bliver anerkendt som suveræne
stater?
Det kan derfor forekomme mærkeligt, at Taiwan, som opfylder effektivitetskriteriet, ikke er
anerkendt af FN, mens Kosovo, som er holdt sammen af det internationale samfund, er i gang med
en anerkendelsesproces i FN 5 .
Der er ikke siden Montevideokonventionen formuleret en definition for, hvornår en stat er at
betragte som et folkeretssubjekt. Spørgsmålet er, om Montevideokonventionen stadig er almen
gældende, som den oprindeligt er formuleret, eller om der er sket en udvikling. I forbindelse med
Badinterkommissionens arbejde, blev spørgsmålet, hvorvidt man ville anerkende en stat, der
overtrådte menneskerettighederne, taget op. 6 Badinterkommissionen fandt ikke, at det at have
effektiv kontrol over staten alene er nok til at blive anerkendt, hvis man overtræder
menneskerettighederne. Ovenstående indikerer, at der er sket en udvikling i
anerkendelseskriterierne. Nærværende speciale har derfor til hensigt at analysere og vurdere, om det
er tilfældet.
Problemformulering
Er sket en udvikling i anerkendelseskriterierne af stater i nyere tid, og i så fald hvilken?
Hypotese
Arbejdshypotesen er, at der er sket en udvikling i anerkendelse af stater – gående fra, at stater
tidligere blevet anerkendt som folkeretssubjekter, når de opfyldte effektivitetskriteriet, til i dag at
blive anerkendt ud fra det internationale samfunds ønske om stabilitet i en given region.
Endvidere kunne det tyde på, at overholdelse af menneskerettighederne har fået indflydelse på
mulighed for anerkendelse. I forlængelse heraf kunne det tyde på, at nationer/folk, der har været
udsat for krænkelser af menneskerettighederne, har nemmere ved at blive anerkendt som
selvstændig stat.
Udvælgelse og kvalificering af casene
For at analysere, om anerkendelseskriterierne har udviklet sig efter 1990, har jeg valgt at anvende
en empirisk analyse baseret på to cases. Kravet til de to cases er for det første ret åbenlyst; nemlig at
det ene er før 1990, og den anden er efter. Henset til at det er udviklingen over tid, jeg ønsker at
analysere, er det andet krav, at de to cases er ens i natur og hændelsesforløb, således at det ceteris
paribus kun er tidspunktet for forsøg for anerkendelse, der varierer. Problemet med ceteris paribus
er, at der ikke findes to åbenlyse identiske tilfælde, der kun varierer over tid. Derfor har jeg
gennemført nedenstående kvalificering af de to ønskede cases.
5 http://www.un.org/apps/news/story.asp?NewsID=28492&Cr=Kosovo&Cr1=
6 Perspectives on International Law af Nandasiri Jasentuliyana Side 20.
8

UKLASSIFICERET
Specialets fokus jf. afgrænsningen er anerkendelse af stater, der er forsøgt løsrevet fra moderlandet,
uden dettes accept. Dette giver følgende muligheder for analyseobjekter:
Stat, der har forsøgt løsrivelse Moderland
Tibet Kina
Katanga Congo
Biafra Nigeria
Kashmir Indien
Karenstaten og Shanstaten Burma
Nordcypern Cypern
Tamil Eelam Sri Lanka
Sydsudan Sudan
Somaliland Somalia
Bougainville Papua Ny Guinea
Kurdistan Tyrkiet/Irak
Republika Srpska Bosnien-Hercegovina
Tjetjenien Russiske Føderation
Kosovo (Serbien-Montenegro)
Abkhasien Georgien
Nagorno-Kharabakh Aserbajdsjan
Den Demokratiske Republik Yemen Yemen
Taiwan Kina
Af ovenstående liste er særligt er Kosovo særligt interessant som post-1990 som eksponent på
eventuelle nye anerkendelseskriterier, idet det fra flere sider er hævdet, at anerkendelsen af Kosovo
er i strid med folkeretten. Fortalere for denne antagelse hævder, at Kosovo ikke er en uafhængig
nation med ret til selvbestemmelse. Hvis Kosovo ikke er et særtilfælde, men udtryk for en ny
praksis i anerkendelse vil det kunne åbne for en del andre nationers anerkendelse.
Som repræsentant for en præ-1990-nation, der ikke er anerkendt, er Taiwan interessant. Taiwan har
de facto eksisteret siden 1949. Taiwan er medlem af flere internationale organisationer, herunder
WTO (dog under navnet Det Særskilte toldområde Taiwan). 26 lande har anerkendt Taiwan 7 , men
landet er ikke anerkendt af nogen vestlige lande. Det er ydermere interessant, at Kina var
repræsenteret i FN af Chiang Kai-sheks nationalistiske regering indtil 1971.
Jf. Crawford 8 er Taiwan blevet opfattet som et specielt tilfælde og er derfor normalt ikke med på
den øvrige liste ovenfor. Crawfords argumentation forholder sig til det, at både Kina og Taiwan
hver især mener at have retten til det samlede Kina (dvs. Kina og Taiwan i en stat). Men betyder
denne disput, at man ikke kan begynde en anerkendelsesproces, endsige anerkende Kina og Taiwan
som to selvstændige stater?
Da Jugoslaviens sammenbrud stod klart, om ikke andet for EU, nedsatte man en
voldgiftskommission under franskmanden Robert Badinter – i daglig tale refereret til som
Badinterkommissionen. Der er en ting, der er særlig interessant i forhold til Badinterkommissionen
7 The Creation of States in International Law (2006) James Crawford side 210
8 The Creation of States in International Law (2006) James Crawford side 197
9

UKLASSIFICERET
og Kina/Taiwan som case. Badinterkommissionen konkluderede nemlig i sin første udtagelse
følgende, at:
”The composition and working of the essential organs of the Federation (…) no longer meet the
criteria of participation and representativeness inhernet in a federal State …the Arbitration
Committe is of the opinion:- that the Socialist Republic of Yugoslavia is in the process of
dissolution” 9
Denne udtale falder 29. november 1991, mens den føderale jugoslaviske regering stadig er intakt.
James Crawford 10 anerkender, at man fremskriver udviklingen i en stat, før denne er endelig kendt.
I eksemplet Taiwan og Kina har forholdene nu stået uforandret siden 1949. Intet tyder på, at
hverken Taiwan vil overtage magten i et samlet Kina, eller at Fastlandskina vil gøre det modsatte.
Jeg anser derfor, at man jf. ovenstående kan fremskrive situationen til, at Taiwan og Kina vil blive
de jura-stater, og at de siden 1994 har været de facto-stater.
Jeg har endvidere valgt Taiwan og Kosovo som cases, fordi de er to kontroversielle eksempler på
forsøg på statsdannelse. Taiwan, der har eksisteret som de facto-stat siden afslutningen af anden
verdenskrig og har indgået stat til stats-lignende relationer lige siden, selv med Kina i begrænset
omfang. Landet har desuden i en periode været medlem af FN. Alt dette til trods er landet i dag ikke
anerkendt af langt de fleste medlemmer af FN, endsige medlem af FN. Kosovo er et eksempel på en
stat, som er blevet anerkendt som led i at skabe regional fred, og før man endelig har kunnet tale
om, at staten var effektiv.
Valget med netop at bruge Taiwan og Kosovo som cases rejser det åbenlyse problem, om de to
cases er repræsentative for anerkendelse af stater før og efter 1990. Kapitel 3 vil vise, at de er meget
egnede til at belyse, hvad andre stater lægger til begrundelse for anerkendelse af andre stater. Netop
hvad der ligger bag ved andre staters anerkendelse af en stat, er kernen i specialet.
Metode
Teorien vedrørende statsdannelse udarbejdet efter Montevideokonventionen afdækkes og
analyseres.
For at kunne analysere, hvorvidt der er sket en udvikling i anerkendelseskriterierne, vil analysen
tage udgangspunkt i traktater, der dækker området, med baggrund i Vienna Convention on the Law
of Treaties artikel 31 og 32.
Herefter med udgangspunkt i International court of justice-afgørelser i forhold til de to cases
analyseres det, om der er dannet ny sædvaneret i forbindelse med anerkendelse af stater.
Efterfølgende med udgangspunkt i relevante FN-resolutioner i forhold til de to cases, analyseres
det, om de har givet anledning til en ny retspraksis.
9 http://sca.lib.liv.ac.uk/collections/owen/boda/opac3.pdf
10 The Creation of States in International Law (2006) James Crawford side 106
10

UKLASSIFICERET
Traktater indgået mellem de i specialet valgte caselande og andre lande analyseres med henblik på
at afdække de interstatslige relationer, der gør sig gældende, med henblik på at analysere, hvilke
forhold der har ført til en anerkendelse eller ej af landet, og hermed om der er sket en udvikling i
anerkendelse af stater.
Sluttelig analyseres relevante aktører på den internationale scene, med henblik på afdækning af om
retorikken/handlinger peger i retning af nye anerkendelseskriterier for stater.
Når ovenstående retspraksis er analyseret, sammenholdes det med de to valgte case, med henblik på
at drage paralleller.
Der er valgt en casebaseret tilgang til analysen, som vil tage udgangspunkt i Taiwan og Kosovo, jf.
ovenstående motivation herfor.
En perspektivering vil blive draget i forhold til anerkendelser af nye stater.
Hvordan specialet er blevet til
Undervisningen på Forsvarsakademiet ud i anerkendelse af nye stater har været begrænset, og det
har derfor indledningsvis været nødvendigt at læse en del faglitteratur, helt eller delvist, for at danne
en referenceramme selv til anerkendelse af stater. Litteraturen har for det meste været meget præget
af en teoretisk tilgang til emnet. Målet med specialet har netop ikke været at teoriudvikle, men
udelukkende at bruge det som referenceramme i forhold til, hvordan verdens aktører har forholdt
sig til Taiwan i Kosovo på det rent politisk-strategiske niveau.
Det har givet anledning til en overvældende mængde søgning og læsning af originalkilder for at
søge, hvad politikerne og dermed staterne lagde til grund for anerkendelse af staterne eller mangel
på samme i forhold til de to cases.
Hvilke kilder der er blevet anvendt
Litteraturlisten fremgår af bilagene. Som beskrevet ovenfor omhandler det meste af litteraturen
teorien om anerkendelse af stater og har derfor ikke kunnet udfylde det behov, der har været for at
finde traktater og udtagelser fra relevante politikere på strategisk niveau. Internettet er derfor blevet
anvendt til at søge efter traktater og udtagelser fra de centrale aktører omkring Taiwan og Kosovo.
Det rejser nogle åbenbare spørgsmål om kildekritik, som bliver behandlet under kapitel 2: Metode.
Afgrænsning
Henset til omfanget af specialet har jeg gjort mig følgende antagelser, som ikke vil blive gjort til
genstand for yderligere afprøvning:
11

• stater eksisterer
• der er et internationalt samfund
• der eksisterer en anerkendelsesproces og
• stater er suveræne.
UKLASSIFICERET
Specialet antager endvidere, at Montevideokonventionens artikel fra 1933 for datiden var gældende
kriterier for anerkendelse af stater.
Specialet bygger endvidere på den præmis, at stater er at betragte som værende anerkendt, når FN
har anerkendt dem. Stater, der er i gang med en anerkendelsesproces i FN, men ikke endelig
anerkendt endnu, vil endvidere blive betragtet som værende en anerkendt stat.
Specialet tager udgangspunkt i Montevideokonventionen, men vil ikke behandle stater, der ikke
opfylder de 4 grundlæggende kriterier i Montevideokonventionen, men som er de facto-anerkendt
af FN.
Teoriafdækning
Hensigten med dette afsnit er at afdække teorien vedrørende anerkendelse af stater, for i de
efterfølgende kapitler at bruge det som referenceramme.
Den konstitutive teori
11 12
Teorien bygger på, at stater bliver til gennem andre staters anerkendelse af staten.
Eksempel: Stat A anerkender den nye stat X, og X anerkender stat A.
Men det internationale samfund består jo af flere stater, i dette eksempel også af staten B. Staten B
og A har anerkendt hinanden., men stat B vil ikke anerkende stat X. Det påvirker ikke forholdet
mellem stat A og B, men hvor efterlader det stat X?
Eksemplet viser, at selvom stat A og eventuelt flere stater anerkender stat X, betyder det ikke, at stat
B og andre stater anerkender stat X. Sagt på en anden måde; staten kan godt opstå uden
anerkendelse fra andre stater, men kan ikke indgå i det internationale samfund uden anerkendelse
fra de øvrige stater.
Betyder det så, at stater, der ikke er anerkendt af andre stater, er ”terra nullius”? Og dermed ligger
åben for invasion, uden at det konflikter med folkeretten. Som udgangspunkt, nej. Retten til
selvbestemmelse vil stadig efter folkeretten være gældende for befolkningen. Retten til
selvbestemmelse skal dog vejes op mod ”uti possidetis”, nemlig at eksisterende grænser ligger fast,
eller at en nabo har et historisk krav på territoriet, eller at den etniske befolkning i de to lande har
samme baggrund (dette vil bliv gennemgået i casen om Taiwan).
11 Magt og normer i international politik. Det sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU) 1994, side 28
12 Anerkendelse af stater, Per Bredholdt Christensen side 21f.
12

UKLASSIFICERET
Den konstitutive teori er således en teoretisk konstruktion, som ikke er blevet kodificeret i
international ret eller er blevet almindelig anerkendt i international ret. Problemet med teorien blev
synligt i forbindelse med Palæstina i 1990erne, hvor hen ved 100 stater havde anerkendt Palæstina
som en stat. Men denne anerkendelse var og er ikke bindende for tredjelande i international ret. At
Palæstina er anerkendt af ca. 100 lande, betød ikke, at Palæstina blev til en stat.
Den deklaratoriske teori
Teorien bygger på, at en stat er en stat, når den opfylder statskriterierne. Om den er anerkendt af
andre stater, har i den sammenhæng ikke betydning for, om den er en stat eller ej.
Det centrale i teorien er at staten er effektivitetsprincippet. 13 Princippet dækker over at have en
effektiv kontrol over staten. Den normale definition af at have effektiv kontrol er den, som afspejles
i Montevideokonventionens artikel 1, som er tidligere omtalt, nemlig at der er:
(a) permanent population;
(b) defined territory;
(c) government; and
(d) capacity to enter into relations with the other states.
Montevideokonventionen blev kun ratificeret af nogle lande omkring USA, men som beskrevet
14 15
ovenfor er den alment anerkendt som værende grundlaget for at være en effektiv stat.
Ovenstående manglende traktatmæssige binding gør også, at ovenstående er åben for en vis
fortolkning. Specielt punkt d) har givet anledning til debat blandt teoretikere. Argumentet er, at
stater kan opfylde ovenstående kriterier, men ikke være en suveræn stat, men derimod en lydstat 16 .
Derfor er punkt d) blevet omformuleret til, at staten skal være ”uafhængig”. Dette medfører så
nogle andre problemer, nemlig når et land, der har været frit, for en periode bliver underlagt et andet
lands styre (eksempelvis de tidligere østbloklande). Skal staterne så fortsat anerkendes som værende
selvstændige stater?
Badinters voldgiftsudvalg fandt i forbindelse med sammenbruddet af Jugoslavien, at ”the conditions
on which an entity constitutes a state” var defineret således: ”A state was defined by having a
territory, a population, and a political authority.” Badinters voldgiftsudvalg konstaterede endvidere,
at eksistensen og forsvinden af stater var et ”question of fact”.
Vurdering og validering af teorien
Teorien er tænkt som referenceramme for specialet. Det er ikke specialets ambition at efterprøve
teorierne, endsige validere dem, men blot at konstatere, at teorierne bliver anvendt i de fleste
lærebøger 17 og bruges som reference i forbindelse med international ret.
13 Enten og eller, udgivet 1995. forfatter Ole Spiermann, side 241-248
14 Anerkendelse af stater, Per Bredholdt Christensen side 34f.
15 international society and the de facto state, Scoot Peeg side 26-27
16 Anerkendelse af stater, Per Bredholdt Christensen side 91f.
17 Se eksempelvis: Anerkendelse af stater, Per Bredholdt Christensen side 11 ff.
13

Kapitel 2: Metode
Indledning
UKLASSIFICERET
Nærværende speciale bygger på den hypotese, at der er sket en udvikling af
anerkendelseskriterierne for stater. Derfor undersøges og analyseres det indledningsvis, om der er
givet traktatbestemte regler for anerkendelse af stater. Herefter analyseres det, om der er skabt en
sædvaneret ud af internationale domsafgørelser, som korresponderer med – eller er i
uoverensstemmelse med de foreliggende traktatbestemmelser.
Langt det meste litteratur, der findes på området, beskæftiger sig med udvikling af teorier om
anerkendelse af stater. 18 Dette giver selvfølgelig god mening, da teori er et forsøg på at konstruere
en forenklet model af et område af virkeligheden. I specialet har jeg bevidst fravalgt at analysere,
om der er sket en udvikling af teorier. Fravalget er sket, fordi teorier – et sammenkog af
virkeligheden – ikke kan sige sig fri for at bygge på nogle grundlæggende antagelser, et verdenssyn
og til tider en politisk observans. Når en stat påberåber sig selvstændighed ud fra
Montevideokonventionen (som Taiwan ved en del lejligheder har forsøgt sig med), er det måske,
eller måske netop fordi de opfylder de kriterier konventionen opstiller. Omvendt har Taiwan ikke
haft tilsvarende travlt med at referere til ”saltvandskriteriet”, hvor et af kriterierne er, at
moderlandet har givet accept på selvstændighed til den nye stat.
Hensigten med mit speciale er at undersøge, om man ud fra to cases, med teorien som
referenceramme, kan påvise en udvikling i, hvad der gør, at en stat bliver anerkendt som stat. Det er
min tese, at denne udvikling kunne påvises ud fra ordlyden i traktater eller tilsvarende,
sammenholdt med det talte ord fra centrale aktører.
Jeg vil derfor gennemføre analysen ved først at sammenholde de traktater, der er indgået med
henholdsvis Taiwan og Kosovo for derigennem at afdække, hvad der er lagt til grund for
anerkendelserne, for herefter at analysere, om der ud fra traktaterne kan påvises en udvikling i
anerkendelse af stater.
Tilsvarende vil de centrale aktører omkring Taiwan og Kosovo blive identificeret, og deres
udtagelser vil analogt med ovenstående blive analyseret med henblik på at afdække, om der er en
dagsorden for staterne, der ikke kommer til udtryk i traktaterne.
I de to ovenstående analyser vil den konstitutive og den deklaratoriske teori blive brugt som
referenceramme.
Indsamling af empiri
Indsamling af empiri på internettet er en udfordring. Alene en søgning på ”recognition of Kosovo”
og ”Recognition of Taiwan” giver over 4 millioner hits. Alene at finde, hvor de relevante
informationer er, kræver en del. Herudover gælder det selvfølgelig om at være stærkt kildekritisk;
hvad er valide informationer, og hvad er propaganda?
18 Eksempelvis”The Creation of States in international Law af James Crawford, International Law af Antonio Cassese,
eller Per Bredholt Christensens ph.d. afhandling”Anerkendelse af stater”
14

UKLASSIFICERET
Brug af internettet som informationsindhentning
En omfattende del af empirien, for så vidt angår udtagelse fra centrale aktører, vil blive hentet på
internettet. Det rejser det åbenlyse problem, om informationerne er at betragte som valide eller ej.
Nogle hjemmesider er bevidst lavet, så de ligner en officiel hjemmeside, men indholdet er drejet,
med henblik på at opnå et politisk formål. Målet er klart at efterlade den besøgende med et indtryk
af at have været på den rigtige hjemmeside, men har i virkeligheden givet den besøgende sit eget –
og i forhold til den officielle hjemmeside – et andet billede af virkeligheden.
NATO.ORG er et eksempel på et domænenavn, der har til hensigt at snyde. Nu tager det ikke
mange sekunder at gennemskue, at denne hjemmeside ikke repræsenterer NATO, men en
organisation der står for ”Nations Against Terrorist Organizations”.
For at validere de informationer, jeg finder på internettet, vil proceduren være som følger:
For udtagelser fundet på onlineavisers hjemmesider bliver de efterprøvet ved at finde den samme
udtagelse på en anden onlineavis hjemmeside. Således bliver en udtagelse fundet på Washington
post efterprøvet ved at finde den tilsvarende udtagelse på Der Spiegel. Umiddelbart kunne man
finde, at man isoleret kunne have tiltro til ovennævnte aviser og ikke behøvede at efterprøve deres
udtagelser.
Men de indledende søgninger i empirien til næste kapitel har vist, at godt nok kunne alle udtagelser
efterprøves, uden at jeg har kunnet finde citatfusk, men nogle udtagelser var taget ud af en kontekst,
hvilket fordrejede billedet, så de underbyggede journalistens politiske vinkling på historien.
I forbindelse med traktater bliver ovenstående metode anvendt for at efterprøve deres validitet. Med
hensyn til udtagelser har det indledningsvist vist sig, at efterprøvningen var relativt nem, henset til
det store udbud af onlineaviser, der tilbyder, at man søger i deres arkiver. Tilsvarende ligetil er det
ikke med traktater.
De traktater, som for eksempel Taiwan lægger vægt på og har offentliggjort på deres regerings
officielle hjemmeside, er typisk også dem, der taler til Taiwans fordel. Tilsvarende er de ikke, for
alles vedkommende, at finde på de officielle hjemmesider fra Kina.
Efterprøvningen af validitet af de fundne traktater bliver gennemført ved at finde traktaten i sit hele,
eller finde de centrale og anvendte dele i primært amerikanske arkiver. Eksempler på de arkiver, der
umiddelbart kunne anvendes, er: ”The Legal Information Institute (LII)” 19 , ”National Security
Archive” 20 og ”Library of Congress” 21 .
I de tilfælde, hvor de to parter, Taiwan – Kina, og Kosovo – Serbien/Rusland, begge fremlægger
samme traktat som grundlag/bevis, antages det, at traktaten findes. I de tilfælde, hvor kun den ene
part fremhæver en traktat, vil en efterprøvning af traktatens ægthed blive afprøvet på samme måde
som udtagelserne, i primært amerikanske arkiver.
19 http://www.law.cornell.edu/
20 http://www.gwu.edu/~nsarchiv/nsa/the_archive.html
21 http://www.loc.gov/about/
15

UKLASSIFICERET
Aktuel og relevant information
Både anerkendelsen af Kosovo og til dels Taiwan er en i gangværende proces. Hvor centrale aktører
på dagligt plan udtaler sig om situationen. Specialet har netop til hensigt at følge den udvikling i
retorikken der har været og er, med henblik på at undersøge om der kan findes belæg for at der er
sket en udvikling i anerkendelse af stater.
Både Taiwan og Kosovo er i skrivende stund – primo marts 2009 – inde i, hvad man kunne kalde en
kraftig udvikling som det fremgår af empiriafsnittet, kapitel 3.
Jeg har derfor valgt at afslutte informationsindhentningen den 3. marts 2009 grundets
afleveringsfristen for specialet. Relevante informationer efter denne dato vil derfor ikke blive
medtaget i specialet.
Omfanget af empiri, specielt på centrale aktører er ekstremt omfattende. Jeg har derfor besluttet mig
for at tage de mest centrale udtagelser ud og bruge dem i mit speciale. Det kan give den
misopfattelse, at de enkelte aktører kun overfladisk vil blive behandlet. Det er ikke tilfældet, men
hensynet til specialets omfang bevirker, at kun de udtagelser, der tegner den samlede linje for et
land, vil blive taget med i specialet.
Kapitel 3: Empiri og analyse
Indledning
Formålet med dette kapitel er at analysere, om der er sket en udvikling i anerkendelse af stater efter
1990. Som beskrevet i kapitel 1 bliver det gennemført ud fra en tocasesanalyse ud fra eksemplerne
Taiwan og Kosovo.
For at kunne analysere, hvorfor Taiwan ikke er blevet anerkendt i store dele af verden, mens
Kosovo modsat er det blandt de fleste vestlige lande – og ydermere er ved at blive medlem af FN, er
det nødvendigt at analysere nogle centrale aktører i forhold til de enkelte lande. Aktøranalysen
opdeles i to underanalyser. En, der analyserer de traktater mv., der belyser landets vej mod at blive
anerkendt som stat eller mangel på samme. Den anden analyse har til opgave at analysere, hvad
nøglepersoner fra de respektive lande har udtalt om de to landes mulighed for at blive selvstændige
stater.
Forud for aktøranalysen vil de to landes historie kort blive gennemgået for at skabe en forståelse
for, hvor landet er i dag.
Taiwan og Kosovo bliver i nærværende speciale konsekvent omtalt som ”stater” og ”lande”. I dette
ligger ikke et udtryk for en politisk overbevisning om, om disse lande burde eller ikke burde være
stater. Termerne er udelukkende anvendt for nemheds skyld.
I nedenstående empiri, traktater og udtagelser er det vigtigt at holde sig for øje, at ordlyden i
traktaterne og den handling landet foretager sig, ikke altid er på linje. For eksempel fastholder USA
konsekvent en et-Kina-politik i traktaterne, men deres egne og udtagelser underbygger ikke
konsekvent den politik.
16

Case Taiwan
UKLASSIFICERET
For at tage den ældste case først: I det følgende bliver Taiwan gennemgået og analyseret.
Navnet ”Republic of China”er det navn, der bliver anvendt om Taiwan frem til midten af 1970erne
og stadig fremgår af Taiwans regerings officielle hjemmeside. Det er her vigtigt ikke at forveksle
”Republic of China”med ”People's Republic of China”, som er det officielle navn for Kina.
De centrale aktører omkring Taiwan er:
Kina
Taiwan er, afhængigt hvordan man ser på det, en løsrevet stat fra Kina. Kina har ikke ønsket at give
Taiwan selvstændighed og har endvidere den mulighed at blokere FNs sikkerhedsråd for et
taiwanesisk medlemskab i sin egenskab af permanent medlem af sikkerhedsrådet.
USA
Landet har efter anden verdenskrig, og i særdeleshed efter den kolde krigs ophør, været et af de
toneangivende lande på verdensscenen. USA har samtidig også efter anden verdenskrig været i
opposition til Kina på mange områder. Derfor er det interessant at analysere, om denne opposition
også gælder, når det kommer til spørgsmålet om at anerkende Taiwans selvstændighed.
Japan
Japan har haft besat landet i en periode fra 1895-1945. Det er interessant at analysere, om det i
forbindelse med fredsslutningen efter anden verdenskrig fremgår at nogle traktater, dokumenter
mv., om Taiwan anses af Japan for værende en selvstændig stat. Endelig kan det bemærkes, at
meget af Taiwans eksport går til Japan.
FN
Hvis en stat bliver medlem af FN, må det være den ultimative blåstempling af en stat. Som det
fremgår af artikel 1, stk. 4, i De Forendende Nationers Pagt:
”Organisationen hviler på grundsætningen om alle dens medlemmers suveræne ligeberettigelse”.
Så er man medlem af FN, er man at betragte (om ikke andet så i FNs øjne) som en suveræn stat.
Øvrige internationale organisationer
Medlemskab af internationale organisationer som WTO m.fl. er en indikation på, om landet i visse
sammenhænge er en de facto-stat eller ikke.
Taiwans historie
Meget af forståelsen med problematikken mellem Kina og Taiwan, og dermed Kinas blokering af
anerkendelse af Taiwan som selvstændig stat, kan umiddelbart søges i Taiwans og Kinas historie.
Derfor en kort introduktion til Taiwans historie.
17

UKLASSIFICERET
I midten af 1500-tallet bliver øen Taiwan opdaget af portugisiske søfolk. I de følgende århundrede
får andre søfartsnationer øje på mulighederne i landet som base for søhandelstrafik, herunder Japan,
USA, England og Kina.
I 1600-tallet begynder Kina at få mere og mere indflydelse på landet. Internt i Kina er der oprør,
hvilket i 1644 resulterer i, at det siddende styre i Kina flygter til Taiwan i håbet om at oprette en
selvstændig stat der.
I 1683 braser drømmen om et selvstændigt Taiwan i grus, og den kinesiske kejser underlægger sig
Taiwan.
I det 1700- og 1800-århundrede er den interne stabilitet i Taiwan meget usikker og plaget af en del
oprør. På trods af den manglende de facto-kontrol med Taiwan, bliver landet udråbt som
selvstændig kinesisk provins i 1885. 22
Efter krigen mellem Japan og Kina i 1895 bliver en del af fredsslutningen, at Kina skal overdrage
Taiwan til Japan, som har en særdeles hård kontrol med landet frem til afslutningen af anden
verdenskrig i 1945. Japan bliver, som en del af denne fredsslutning, pålagt at tilbagelevere landet til
Kina.
General Chiang Kai-shek underskriver FN-pagten
som repræsentant for Kina den 24. august 1945.
Det bliver så Chiang Kai-shek’s Guomindang-tropper, der modtager landet fra Kina. Internt i Kina
er der interne stridigheder, mellem Guomindang-tropperne og Maos kommunister. Dette resulterer i
en borgerkrig, som i 1949 betyder, at Chiang Kai-shek og dele af hans hær flygter til Taiwan, som
de udråber til selvstændig stat.
Taiwan bliver dog ikke anerkendt som selvstændig stat, løsrevet fra Kina, hverken af USA eller af
FN. Frem til 1971 betyder det, at Taiwan er den officielle repræsentant i FN for Kina 23 . Den 25.
22 Jævnfør”Treaty of Shimonoseki” http://www.taiwandocuments.org/shimonoseki01.htm
23 Se endvidere Modern Introduction to international Law, seventh Revised edition side 371 ff.
18

UKLASSIFICERET
oktober 1971 bliver der afholdt afstemning i FN om Taiwans medlemskab, på baggrund af dettes
repræsentantskab for hele Kina. Afstemningen falder med stort flertal ud til Fastlandskinas fordel,
som herefter overtager Taiwans plads, mens Taiwan bliver bortvist.
1. januar 1979 anerkender USA Fastlandskinas regering som værende den eneste repræsentant for
Kina og genopretter normale diplomatiske forhold med Kina. Dette på bekostning af forholdet til
Taiwan.
I årende efter at Chiang Kai-shek kommer til Taiwan, er der ikke demokrati på øen. Først efter
Chiang Kai-shek’s død og han søns overtagelse af magten begynder en meget langsom
demokratiseringsproces. Da han dør i 1988, bliver magten overtaget af Lee Teng-hui, som får sat
skub i demokratiseringsprocessen. Der bliver afholdt frie lokalvalg og valg til den lovgivende
forsamling samt valg til præsidentembedet.
I 1999 foreslår Taiwan, at De to lande (Taiwan og Kina) fremover kun skal agere i forhold til
hinanden som ''special state-to-state''. 24 Dette opfatter Kina som en provokation og begynder at
rasle med sablen.
Ved præsidentvalget i 2000 bliver Chen Shui-bian valgt som præsident. Han havde markeret sig ved
at lægge afstand til et-Kina-politikken og ønsket Taiwans selvstændighed. Efter valget bliver
retorikken dog nedtonet en del. Forklaringen herpå skal muligvis søges i frygten for, at de kinesiske
investeringer i Taiwans økonomi ville kunne blive kraftig reduceret, hvis det kom til en forværring
mellem Taiwan og Kina. ''I'm a peacemaker, not a troublemaker,” 25 som præsidenten udtalte
umiddelbart før valget.
Aktivister under Taiwans præsident Ma Ying-jeous tale ved en mindehøjtidelighed i februar 2009.
I 2008 vinder Ma Ying-jeou præsidentvalget i Taiwan. Han er gået til valg på en tættere forbindelse
til Kina. Den tætte forbindelse skal umiddelbart ses som tættere økonomiske forbindelser.
Spørgsmålet om anerkendelse af Taiwan fra Kinas side må vente for nu til fordel for landets
økonomiske overlevelse. Som præsidenten udtalte 23. marts 2008, må Taiwan og Kina nu løse
24 New York Times, Published: July 29, 1999
25 New York Times Published: February 24, 2000
19

UKLASSIFICERET
deres problemer ved” using a diplomatic framework in which each side would acknowledge each
other’s existence without resolving less tractable issues of sovereignty.” 26
International court of justice-afgørelser
International court of Justice (ICJ) behandler mellemstatslige sager, hvilket er et problem for
Taiwan, som ikke er anerkendt som stat. Det er ført til, efter anerkendelsen af Kosovo, at også
Taiwan vil have prøvet sin sag ved ICJ. Den eneste mulighed, Taiwan har, er at få et venligtsindet
land til at rejse problematikken i ICJ. 27 Ved specialets afslutning var sådant et forsøg ikke afprøvet.
Aktøranalyse – traktatmæssige forhold
Som gennemgået ovenfor kan det forekomme mærkeligt, at Taiwan, der de facto har været medlem
af FN, og sågar som repræsentant for et samlet Kina, i dag ikke er medlem eller endeligt anerkendt
af den vestlige verden. Det er derfor i den sammenhæng nødvendigt at undersøge, hvad der
traktatmæssigt ligger til grund herfor ud fra en aktøranalyse som beskrevet ovenfor.
Kina – traktater i forhold til Taiwan
Kina hæfter sig ved primært en FN-resolution, når det kommer til spørgsmålet om Taiwans
selvstændighed, nemlig resolution 2758 (XXVI) 28 fra 1971.
Vejen til vedtagelse af resolution 2758 var ikke så ligetil. Af artikel 3 i FN-chartret fremgår det, at:
”The original Members of the United Nations shall be the states which, having participated in the
United Nations Conference on International Organization at San Francisco, or having previously
signed the Declaration by United Nations of 1 January 1942, sign the present Charter and ratify it
in accordance with Article 110.”
Ovenstående benyttede 17 medlemslande af FN til at få generalforsamlingen til at tage spørgsmålet
op om, hvem der var ”originale medlemmer” på vegne af Kina.
Kina fremfører, at de ”… since 1949 been refused by systematic maneuvers the right to occupy the
seat to which it is entitled ipso jure Ipso jure” 29 30 .
Et flertal tegner sig for at vedtage, at Kina skal overtage Taiwans plads i FN. I oktober 1971
forsøger USA at få ændret ordlyden i forslaget til, at det er Chiang Kai-shek, der skal bortvises fra
FN. Forslaget åbner den mulighed, at Taiwan fortsat er medlem, samtidig med at Kina genindtager
sin plads. Forslaget bliver ikke vedtaget, og senere i oktober bliver resolution 2758 vedtaget.
26 New York Times Published: March 23, 2008
27 http://www.taipeitimes.com/News/editorials/archives/2007/09/03/2003377035
28 http://daccessdds.un.org/doc/RESOLUTION/GEN/NR0/327/74/IMG/NR032774.pdf?OpenElement
29 http://www.absoluteastronomy.com/topics/UN_General_Assembly_Resolution_2758
30 Ipso jure: direkte oversat ”som i kraft af gældende lovgivning.”
20

UKLASSIFICERET
Kina har herefter ikke ændret standpunkt; resolution 2758 er gældende, og enhver anfægtelse af, om
tiden ikke er løbet fra den, og at forholdende siden vedtagelsen er forandret, bliver taget ilde op af
kineserne.
Udenrigsministeriets talsmand Qin Gang fastholder på et pressemøde 9. marts 2006 at ”Taiwan is an inalienable part of
the territory of the People's Republic of China, and recognizes that the People's Republic of China is the sole legal
government of China”
Kineserne er af den faste overbevisning, at Taiwan er en del af Kina, og det er et spørgsmål om tid,
før de vender hjem til Kina. Det forhold, at Taiwan de facto siden anden verdenskrig har eksisteret
som selvstændig stat, forholder kineserne sig ikke (officielt) til.
USA – traktater i forhold til Taiwan
USA holdning har været, at der kun var et Kina. Indledningsvis anerkendte USA Taiwan som
repræsentant for et samlet Kina. Senere indgik USA en aftale med Mao om at give (fastlands)Kina
pladsen i FN i stedet for Taiwan, jf. det ovenfor beskrevne.
Efterfølgende anerkender USA både Taiwan og Kina. Denne holdning bliver der gjort op med i
1979, hvor USA udsender et kommuniké, hvor det fremgår af punkt 7 at: ”The Government of the
United States of America acknowledges the Chinese position that there is but one China and
Taiwan is part of China.” 31 . USA anerkender altså Kinas holdning til Taiwanspørgsmålet.
Senere på året i 1979 vedtager kongressen ”Taiwan Relations Act”, hvor USAs præsident og
kongressen trækker deres officielle anerkendelse af Taiwan tilbage. 32
31 Joint Communique of the United States of America and the People's Republic of China, bilag 1
32 Citat: ”The President having terminated governmental relations between the United States and the governing
authorities on Taiwan recognized by the United States as the Republic of China prior to January 1”Sec. 3301 under
21

UKLASSIFICERET
Ud fra resten af loven fremgår det, at USA opfordrer Kina og Taiwan til at finde en fredelig løsning.
Selvom den formelle anerkendelse af Taiwan bliver trukket tilbage, er resten af loven en indirekte
anerkendelse af Taiwan som stat. USA gør også Kina kraftigt opmærksom på, at Taiwan har ret til
at forsvare sig selv 33 , og at USA vil støtte landet med våbenleverancer. 34
Ovenstående tilbagekaldelse af en de jure-anerkendelse af Taiwan og en erstatning med en de factoanerkendelse
skal ses i lyset af USAs ønske om en tilnærmelse til Kina på bekostning af en lille
ridse i lakken i forholdet til Taiwan.
To år senere vedtager kongressen et forslag, hvor USA opfordrer International Monetary Fund
(IMF) til at optage Taiwan. 35
Japan – traktater i forhold til Taiwan
I 1874 bliver en aftale mellem Japan og Kina underskrevet, nemlig ”Engagement Between Japan
and China Respecting Formosa” 36 . Af aftalen fremgår det, at japanske statsborgere er blevet dræbt
på Formosa (oprindelige navn for Taiwan). Kompensationen for disse drab dækkes af den kinesiske
regering. Disse krav blev gjort gældende mod Kina, da Japan opfattede Formosa som en del af
Kina.
Efter anden verdenskrig skal Japan afstå Taiwan til Kina som en del af fredsslutningen. I
fredsslutningen fremgår det af artikel 3, at ”… their claims, including debts, against Japan and its
nationals, shall be the subject of special arrangements between the Government of the Republic of
China and the Government of Japan…” 37 .
1 1972 bliver der udsendt et kommuniké, som i sin artikel 3 fastholder ovenstående holdning, hvor
det fremgår at ”The Government of the People's Republic of China reiterates that Taiwan is an
inalienable part of the territory of the People's Republic of China. The Government of Japan fully
understands and respects this stand of the Government of the People's Republic of China” 38 .
I 1998 udsender Kina og Japan et fælles kommuniké om partnerskab og fred. Kommunikéet og
mødet, der førte op til det, havde til formål at styrke primært de økonomiske bånd og garantere
hinanden fred. På et punkt er de to lande ikke helt enige i spørgsmålet om Taiwan. På den en side
anerkender Japan, at der kun er ét Kina. På den anden side fastholder japanerne, at ”Japan will
continue to maintain its exchanges of private and regional nature with Taiwan”. Så økonomi går
Title 22 - Foreign Relations and Intercourse under Chapter 48 - Taiwan Relations.
http://www.taiwandocuments.org/tra01.htm
33 section 3301 under Title 22 - Foreign Relations and Intercourse under Chapter 48 - Taiwan Relations.
http://www.taiwandocuments.org/tra01.htm
34 Sec. 3301 under Title 22 - Foreign Relations and Intercourse under Chapter 48 - Taiwan Relations.
http://www.taiwandocuments.org/tra01.htm
34 section 3301 under Title 22 - Foreign Relations and Intercourse under Chapter 48 - Taiwan Relations.
http://www.taiwandocuments.org/tra01.htm
35 United States Code Title 22 Chapter 7 Section 286v Bilag 2
36 Engagement Between Japan and China Respecting Formosa. http://www.taiwandocuments.org/1874treaty.htm
37 Treaty of Peace between the Republic of China and Japan. http://www.taiwandocuments.org/taipei01.htm
38 Joint Communique of the Government of Japan and the Government of the People's Republic of China
http://www.mofa.go.jp/region/asia-paci/china/joint72.html
22

UKLASSIFICERET
forud for en de jure-anerkendelse af Taiwan, men den økonomiske samhandel med Taiwan gør, at
man opretholder en de facto-anerkendelse af Taiwan. 39
FN – traktater i forhold til Taiwan
Taiwan var indtil 1971 repræsentant for Kina i FNs generalforsamling. Problematikken var som
tidligere omtalt, at Chiang Kai-sheks regering var flygtet fra Fastlandskina ud på Taiwan, hvorfra
han og hans regering hævdede, at de var de retmæssige repræsentanter for et samlet Kina.
FN tog side i sagen med resolution 2758 af 25. oktober 1971 som siger, at: ”Recognizing that the
representatives of the Government of the People's Republic of China are the only lawful
representatives of China to the United Nations and that the People's Republic of China is one of the
five permanent members of the Security Council,” 40
Resolutionen slutter med: ”and to expel forthwith the representatives of Chiang Kai-shek from the
place which they unlawfully occupy at the United Nations and in all the organizations related to it.”
Ovenstående resolution efter ikke meget tvivl om FNs holdning i 1971. Men nu efter næsten fire
årtier, hvor Taiwan de facto har vist sin levedygtighed som selvstændig stat, kunne man forledes til
at tro, at FN havde skiftet holdning til Taiwanspørgsmålet.
I 2007 besluttede Taiwan at ansøge FN om medlemskab. Reaktionen fra Kinas side udeblev ikke,
og den 16. august 2007 svarede Kina FNs generalsekretær Mr. Ban Ki-moon, at: ”Any attempt to
distort or even deny the authority and validity of resolution 2758 is futile.” 41
Øvrige internationale organisationer – traktater i forhold til Taiwan
Til trods for at Taiwan ikke er anerkendt som stat af langt de fleste lande i verdenssamfundet, har
landet formået at blive optaget i et antal internationale organisationer, hvor medlemmerne normalt
er stater, heriblandt:
• WTO. Taiwan kunne dog ikke optages under dette navn, men under ”Separate Customs
Territory of Taiwan, Penghu, Kinmen and Matsu”. Resultatet blev nu det samme; de er de
facto-medlem, uanset navnet.
• The Asian Development Bank (ADB), under navnet “Chinese Taipei”.
• The International Olympic Committee, under navnet “Chinese Taipei”.
39 Japan - China Joint Declaration On Building a Partnership of Friendship and Cooperation for Peace and
Development http://www.mofa.go.jp/region/asia-paci/China/visit98/joint.html
40 FN-resolution 2758 (XXVI), bilag 3
41 Kinas brev til FN vedr. spørgsmålet om Taiwan, http://www.china-un.org/eng/xw/t357129.htm
23

UKLASSIFICERET
Fastlandskina har formået at holde Taiwan ude af en del organisationer, herunder WHO, men henset
til at sygdomme ikke har den store respekt for, om det breder sig i et land, der er anerkendt eller ej,
har Taiwan haft en tæt tilknytning til organisationen og udveksler løbende informationer med den.
Samlet set agerer internationale organisationer over for Taiwan, som var det en stat.
Centrale aktørers udtagelser
I nedenstående afsnit vil der blive gennemført en analyse som den ovenstående gennemførte. Her
vil udtagelser fra centrale aktører fra de enkelte lande blive analyseret.
Kina – centrale aktørers udtagelser
I forbindelse med valget på Taiwan i 2000 udtalte det kinesiske Taiwankontor, at: ”There is only
one China in the world, and Taiwan is an inseparable part of Chinese territory. The election of a
new leader in Taiwan can not change the fact that Taiwan is part of Chinese territory.” 42 , og han
fortsatte: ”"Taiwan independence”in whatever form will never be allowed.” 43
Ovenstående udtagelser ser karakteristisk for alle udtagelser, der er kommet fra Kina. Der bliver
ikke åbnet for selv den mindste mulighed for at genoverveje, om Taiwan burde, nu eller senere,
blive en selvstændig stat.
.
Kinas premierminister Wen Jiabao.
Kinas premierminister, Wen Jiabao, udtalte ved
det kinesiske parlaments åbning i 2007, at: ”We
will unite with Taiwanese compatriots in firm
opposition to all forms of secessionist activities
such as calls for Taiwanese independence
through legislation.” 44 Kina fastholder fortsat
en ikkeanerkendelsespolitik af Taiwan. Igen
spøger økonomien i baggrunden. Udtagelsen
bevirkede et øjeblikkeligt dyk i Taiwans
aktiemarked, som ikke var at se på de øvrige
aktiemarkeder
Kina er bekendt med lighederne mellem Kosovos og Taiwans skæbne og er derfor meget
agtpågiven over for, hvordan det internationale samfund reagerer over for Kosovo; i særdeleshed
når det er Taiwan, der anerkender Kosovo som selvstændig stat. Reaktionen fra Kinas side kom
42 http://www.fmprc.gov.cn/eng/wjdt/2649/t15789.htm
43 http://www.fmprc.gov.cn/eng/wjdt/2649/t15789.htm
44 The Guardian. Monday 5 March 2007
24

UKLASSIFICERET
prompte med en udtagelse fra en talsmand: ”It is known to all that Taiwan, as a part of China, has
no right and qualification at all to make the so-called recognition.” 45
Listen af ovenstående type udtagelser er lang, og retorikken varierer ikke meget fra gang til gang.
Der bliver ikke åbnet så meget som en kattelem for, at Taiwan bliver selvstændigt.
USA – centrale aktørers udtagelser
I 50erne og årtierne frem er USA repræsenteret på Taiwan med militære styrker, og den
amerikanske syvende flåde patruljerer fra tid til anden i strædet mellem Kina og Taiwan.
Situationen for USA på Taiwan i 50erne og årtierne frem er præget af frygt for, at de sovjetiske
kommunister skal overtage Taiwan med militær magt. Derudover er det amerikanske forhold til
Taiwan også præget af økonomisk samhandel. USA ønsker at bevare det gode forhold til Taiwan og
samtidigt udbygge venskabet til Kina.
I 2003 blev nogen af de tidligere hemmeligstemplede arkiver fra 70erne åbnet og frigivet, hvilket
giver en unik mulighed for at få indblik i ikke kun, hvad nogle af de centrale aktører offentligt
udtalte, men hvad der reelt var den dybereliggende forklaring i deres udtagelser.
De mest centrale personer i USAs politik i 70erne er præsident Richard Nixon og USAs nationale
sikkerhedsrådgiver Henry A. Kissinger. I februar 1972 afholder Nixon og Kissinger et flere dage
langt møde med Kinas præsident Chou En-Lai i Peking. Mødets officielle indhold er USA-Kinarelationer,
men store dele af mødet angår Taiwanspørgsmålet. 46
Præsident Richard Nixon og præsident Chou En-Lai
Nixons holdning til Taiwanspørgsmålet var indledningsvis, at han havde 5 grundholdninger
(sammenfattet og forkortet): 47
1. Der er kun et Kina, og Taiwan er en del af det.
2. USA vil ikke støtte nogen form for taiwanesisk løsrivelsesbevægelse.
45 http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/7250764.stm
46 Memorandum of conversation, 22 February 1972, bilag XX side 5
47 Memorandum of conversation, 22 February 1972, bilag XX side 5
25

UKLASSIFICERET
3. USA vil bruge sin indflydelse til at holde Japan ude af Taiwan.
4. USA vil støtte en fredelig løsning på Taiwanspørgsmålet og vil ikke støtte, at Taiwan vender
tilbage til Kina ved hjælp af militære midler.
5. USA vil arbejde på at normalisere forholdet til Kina og erkender, at Taiwanspørgsmålet er
en barriere for at opnå dette.
I løbet af møderne de næste dage åbner Nixon op for de reelle motiver, han har vedrørende Taiwan;
om ikke andet de motiver, han ønsker, at Kina skal få at vide.
Sammenfattende anser han det ikke muligt, at han i sin første valgperiode kan imødekomme Kinas
ønske om, at USA anerkender Kinas ret til Taiwan: ”(I) will not give the … the opponents ... the
opportunity to gang up and say in effekt that the American President went to Peking and sold
Taiwan down the river…” 48
Kinas præsident er forstående for det argument, men slår fast, at Kina nu har ventet i 20 år på en
afklaring og maksimalt kan vente på at få spørgsmålet afklaret i Nixons næste valgperiode. Nixon er
enig i betragtningen.
I bund og grund er Nixons største problem, hvordan man formulerer, at USA anerkender Kinas ret
til Taiwan, uden det skader ham indenrigspolitisk: ”… find (a) language which will meet your need
(Kinas præsident) yet does not stir up the animals so much that they gang up on Taiwan and therby
torpedo our initiative”.
Nixon var ikke fuldstændig klar til at afskrive Taiwan, men villig til at gå langt i forhold til at opnå
et tættere forhold til Kina, samtidig med at man holdt Sovjetunionen uden for indflydelse i
regionen.
Som omtalt tidligere bryder USA under præsident Carter med den hidtidigt officielle politik og
anerkender Kina som værende repræsentant for Taiwan og Kina. I starten af præsident George W.
Bushs valgperiode er der ikke formuleret en særlig Taiwanpolitik 49 ud over Et-Kina-politikken, men
under et tv-interview med ABC News april 2001 udtaler præsidenten, at USA vil “do whatever it
takes to defend Taiwan” 50 . I forlængelse heraf fortsætter præsidenten: “At the same time, we support
the one-China policy, and we expect the dispute to be resolved peacefully” 51 .
48 Memorandum of conversation, 22 February 1972, bilag XX side 7
49 Se endvidere Breaking the China-Taiwan Impasse, Donald S. Zagoria, side 201-203
50 TIME Wold Wednesday, Apr. 25, 2001, http://www.time.com/time/world/article/0,8599,107642,00.html
51 CNN insidepolitic April 25, 2001 http://archives.cnn.com/2001/ALLPOLITICS/04/25/bush.taiwan.03/
26

UKLASSIFICERET
Umiddelbart et lille udsving i den ellers ret faste amerikanske kurs, og både TIME Wold og CNN
tolker den første udtalelse som en måske ikke helt gennemtænkt retorik fra en nyvalgt præsident.
USAs nyvalgte præsident Barack Obama, skrev i maj 2008 et brev til Taiwans nyvalgte præsident
MA: ”Your election is the latest step in consolidating a democracy that has advanced over the last
two decades” og fortsætter ”… I support the support the”one China”policy of the United
States…” 52 og slutter med ”I will do all that I can to support Taiwan's democracy in the years
ahead.”
USA støtter officielt en et-Kina-politik, hvilket blandt andet fremgår af en pressemeddelelse
udsendt september 2008, hvor det fremgår, at ”we do not support membership for Taiwan in
organizations that require statehood such as the UN” 53 , men senere i samme pressemeddelelse
støtter USA Taiwans observatørrolle i Verdenssundhedsforsamlingen (WHA).
Japan – centrale aktørers udtagelser
Japan skiftede på samme måde som USA fra at anerkende Taiwan til en ikkeanerkendelse i 1972.
Denne politik er næsten blevet fastholdt til i dag. Japan (udenrigsminister Nobutaka Machimura) og
USA (forsvarsminister Donald Rumsfeld) afholdte i februar 2009, et møde vedrørende
sikkerhedsforholdene i Taiwanstrædet.
Det er første gang, at USA og Japan udsender en fælles erklæring. Erklæringen adresserer Kinas
militære magt i regionen, som kan ”tilt the balance of the Taiwan Strait”. 54
52 Bilag XX brev til Ma, bilag 4
53 USUN PRESS RELEASE # 239(08) September 17, 2008
54 http://www.chinadaily.com.cn/english/doc/2005-02/20/content_417717.htm
27

UKLASSIFICERET
Forsvarsminister Donald Rumsfeld og udenrigsminister Nobutaka Machimura
Særligt interessant er det, at det er første gang, de to parter udsender en fælles erklæring. Det er
specielt interessant, når fokus retter sig mod sikkerhed i regionen. Talsmanden for Japan udtalte
efter mødet, at: ”I don't think there will be any expression of concern but we'll simply point out that
Taiwan is one of the major issues to be dealt with if Japan and the United States consider mid-term
and long-term strategic objectives for peace and stability in North Asia” 55 .
Ovenstående er en interessant udvikling. For kun lidt over et år siden var Japans officielle holdning
noget mere forbeholden, hvor Japans premierminister Yasuo Fukuda udtalte følgende på baggrund
af Taiwans ansøgning om medlemskab af FN: ”We don't want a situation in which Taiwan's
referendum leads to tensions between [the two sides].” 56
Premierministeren fulgte op med, at han havde sendt en forsikring til Kina om, at Japan ikke ville
støtte nogen form for løsrivelse af Taiwan, og at de støttede en et-Kina-politik
FN – centrale aktørers udtagelser
Den 1.1 2007 overtog Ban Ki-moon fra Sydkorea den magtfulde position som FNs generalsekretær.
Senere samme år, den 19. juli, fremsendte Taiwans præsident Chen Shui-bian 57 en ansøgning om
medlemskab af FN. Brevet blev returneret af generalsekretæren selv gennem hans talsmand med
beskeden, at det ”could not be received” 58 . Underforstået; generalsekretæren ville ikke behandle
ansøgningen yderligere.
Det første brev blev den 26. juli 2007, hvor Taiwans udenrigsminister gør opmærksom på, at ”only
the Security Council and the General Assembly with the authority to discuss and decide on UN
55 http://www.chinadaily.com.cn/english/doc/2005-02/19/content_417662.htm
56 http://www.taipeitimes.com/News/front/archives/2007/12/29/2003394696
57 Chen Shui-bian, Taiwans præsidents ansøgning om optagelse i FN, Bilag 5
58 The Wall Street Journal 13. august 2007http://online.wsj.com/public/article/SB118696621693795613.html
28

UKLASSIFICERET
membership applications” 59 . Svaret fra generalsekretæren, igen igennem talsmanden, var, at ”at a
press conference in California on July 27, Mr. Ban observed that”the position of the United
Nations is that Taiwan is part of China.” 60
En interessant udtagelse, når man sammenholder den med hans tilgang til Kosovocasen, hvor han
om Kosovos mulige selvstændighed udtaler, at det er ”up to states, not the UN secretariat” 61 at
anerkende et nyt land.
FN’s generalsekretærs ikkepositive holdning over for Taiwans anerkendelse vil kunne forhale
processen, men dog ikke stoppe den.
Øvrige lande – analyse ud fra udtagelser
I det ovenstående er de centrale aktører blevet behandlet. Bevæger vi os ud i yderkanten af
aktørfeltet, er billedet det samme som ovenstående. Støtten til Kina contra støtten til Taiwan er
skiftet fra, at kun 23 stater havde diplomatiske forbindelse med Beijing, til i dag over 170 stater.
Modsat er det gået for Taiwan, hvor støtten er svundet ind til 23 små og ofte ubetydelige nationer.
Senest er Costa Rica i 2007 skiftet side fra at anerkende Taiwan til at oprette diplomatiske
forbindelser med Beijing og bryde båndende med Taiwan. Costa Ricas præsident udtalte i den
britiske avis The Guardian, at: ”… the decision was driven by economic considerations… It is an
act of elemental realism.” 62 Costa Ricas handel med Kina er tidoblet siden 2001, hvilket Taiwans
udenrigsminister, James Huang, mente var grunden til skiftet i forhold til Taiwan. 63
Billedet viser generelt en faldende støtte til en anerkendelse af Taiwan som selvstændig nation siden
konfliktens udbrud.
Samlet analyse på ovenstående vil blive gennemført i kapitlet 4.
Case Kosovo
Kosovo vil konsekvent blive stavet Kosovo, hvilket er den serbiske stavemåde. Det er også den
stavemåde, de fleste vestlige medier anvender. Dagbladet Politiken anvender dog konsekvent den
albanske stavemåde, nemlig Kosova. Der ligger ikke nogen politisk holdningstilkendegivelse fra
specialet side ved anvendelse af navnet Kosovo, blot at det er den mest almindelige, samt at det er
den betegnelse, der anvendes i den officielle oversættelse af Kosovos uafhængighedserklæring.
De centrale aktører omkring Kosovo
59
Taiwans udenrigsminister James C.F. Huang svar til FN den 26. juli Bilag 6
60
The Wall Street Journal 13. august 2007http://online.wsj.com/public/article/SB118696621693795613.html
61
http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/europe/article3392492.ece?token=null&offset=12&page=2
62 The Guardian. Friday 8 June 2007
63 The Guardian. Friday 8 June 2007
29

UKLASSIFICERET
Kosovos placering i Europa bevirker, at EU er en oplagt central aktør i forhold til Kosovo.
Imidlertid formår EU ikke altid at tale med en stemme, hvilket tydeligt er kommet til udtryk ved
eksempelvis ved det franske nej til forfatningstraktaten i maj 2005, Irlands nej til Lissabontraktaten
samt af listen af danske forbehold. EUs stemme er naturligt nok summen af de enkelte lande. Derfor
må en aktøranalyse i forhold til Kosovo bero på nogle centrale toneangivende lande inden for EU
samt af nogle centrale lande uden for EU med en åbenlys interesse i Kosovo.
De centrale aktørlande i forhold til Kosovo er blevet identificeret som følgende:
• Tyskland, Frankrig og England
Landene er meget markante i europæisk økonomi og sikkerhedspolitik.
• USA
Verdens hegemon og toneangivende for mange af dets allierede. Endvidere er USA
interessant i dette speciale, fordi det både har spillet en aktiv rolle i forbindelse med Taiwan
og Kosovos vej til selvstændighed.
• Serbien
Landet påberåber sig, at Kosovo er en provins, der uden moderlandets accept (Serbien) har
løsrevet sig i strid med folkeretten.
• Rusland
Landet støtter Serbien i betragtningen om det illegitime i Kosovos løsrivelse. Endvidere er
Rusland en central aktør på Balkan.
Kosovos historie
Som i Taiwancasen er spørgsmålet, hvorvidt Kosovo bør være et selvstændigt land eller ej, ikke så
sort eller hvidt. For afhængigt af, hvornår man tager afsæt i historien, vil man kunne finde
argumenterer for, at det hhv. altid har været selvstændigt og under besættelse af diverse fremmede
magter. Disse besættelsesmagter kunne også med en vis ret hævde, at de har krav på landet. På
samme måde, som Danmark gjorde krav på Slesvig og Holsten, selvom de aldrig har været en del af
Danmark, men en del af den danske helstat. For at belyse dette problem vil Kosovos historie kort
blive gennemgået her.
Fra oldtiden var der to folkeslag, serberne og albanerne. Her stopper så enigheden blandt serbere,
albanere, historikere og personer, der prøver at tilpasse historien til egen fordel.
Albanerne mener, at de nedstammer fra illyrerne, som sammen med grækerne var et af de ældste
folkeslag på disse kanter af Balkan. Efterhånden kom serberne, mere eller mindre sivende, ind i
landet i det 6. og 7. århundrede.
Serberne er ikke overraskende uenige i ovenstående udlægning og mener, at de var de fastboende i
landet, da albanerne kom til landet fra det nuværende Albanien også i det 6. og 7. århundrede.
Ud fra et arkæologisk og historisk synspunkt kan ingen af ovenstående udlægninger bekræftes
endegyldigt.
30

UKLASSIFICERET
I år 1000 var Kosovo den nordlige grænsestat i det byzantinske rige og nabostat til det serbiske
kongerige mod nord.
I det 12. og 13. århundrede kom Kosovo ind i det serbiske rige og kom til økonomisk set at udgøre
drikraften i det serbiske rige. I det 13. århundrede blev Kosovo tillige det religiøse centrum i det
serbiske rige. En del klostre og kirker blev opført af serberne i Kosovo; hvorfor serberne trækker på
myten om det serbiske ur-land)
I 1389 bliver landet invaderet af tyrkerne, og den 28. juni 1389 står den muslimske hær over for
den kristne serbiske hær på Solsortesletten. Den serbiske hær taber slaget eftertrykkeligt og må
efterfølgende sværge troskab til tyrkerne.
Jomfru hjælper en såret ridder ved slaget på Kosovo
polje, maleri fra det 19. århundrede
Landet bliver opkaldt efter slagmarken (Kosovo
Polje = Solsortesletten). Denne hændelse er til
trods for det svigende nederlag noget meget
centralt i serbernes selvopfattelse; myten om
serberne, der må kæmpe for landet (Kosovo).
I perioden, der følger, er der en del krige og
alliancer, der ikke var til serbernes fordel, og de
etniske spændinger på begge sider stiger.
Albanerne vil på den ene side have et
selvstændigt Albanien, hvorunder Kosovo skal
høre. Dette er, samtidig med at de bliver mere
og mere klemt i Kosovo af serberne, som ikke
har glemt deres ”forræderi”.
I 1912 er der igen krig på Balkan; denne gang for at fordrive tyrkerne en gang for alle. Albanerne
er hurtige og benytter lejligheden til at erklære det nuværende Albanien for selvstændigt. Det
uheldige i den sammenhæng er, at der er ca. 800.000 albanere, der befinder sig andetsteds på
Balkan, herunder i Kosovo.
Efter 1. verdenskrig kommer Kosovo ind i det storserbiske kongerige sammen med Kroatien og
Slovenien.
I 1974 får Kosovo en form for selvstyre, men hverken formelt eller reelt bliver det en selvstændig
republik inden for Jugoslavien. Serberne frygter nu mere og mere, at Kosovo er ved at forsvinde fra
moderlandet.
I 1989 anmoder Kosovos parlament om at ophæve Kosovos selvstyre. Beslutningen om denne
anmodning var under kraftig pres fra de serbiske myndigheder. I perioden blev der gennemført
kraftige udrensninger af albanske embedsmænd om enten kunne vælge at underskrive en erklæring
om loyalitet til Serbien eller blive fyret, hvilket de fleste blev. Der bliver fra albansk side dannet et
skyggeparlament, som udråber Kosovo som selvstændig stat. Det er dog kun Albanien, der
anerkender denne stat.
1 1999 bryder fredsforhandlingerne sammen efter 4 års borgerkrig mellem kosovoalbanske
separatister (UCK) og det daværende Jugoslavien. NATO beslutter i 1999 at gennemføre luftangreb
31

UKLASSIFICERET
mod serbiske militære mål. Luftangrebne medfører, at Serbien accepterer en våbenhvile, og en
NATO-styrke bliver indsat som fredsbevarende styrke (uden FN-mandat).
I 2002 bliver der afholdt præsidentvalg i Kosovo, og Ibrahim Rugova (albaner) bliver valgt. Som
premierminister bliver Bajram Rexhepi (baggrund fra UCK) valgt.
I 2006 bliver Fatmir Sejdiu (albaner) valgt som præsident efter Ibrahim Rugovas død.
17. februar 2008 godkender Kosovos parlament en uafhængighedserklæring.
15. juni 2008 bliver Kosovos forfatning stadfæstet i parlamentet, og de grundlæggende institutioner
oprettes.
International court of justice-afgørelser
I forbindelse med Kosovos selvstændighedserklæring indgav Serbien sagen for FN, da Serbien ikke
fandt, at Kosovos selvstændighed var overens med folkeretten. 8. oktober 2008 vedtog FNs
generalforsamling at indhente juridisk rådgivning i International court of justice (ICJ) 64
desangående. ICJ er ved specialets afslutning ikke kommet frem til en udtagelse.
Aktøranalyse – traktatmæssige forhold
Tyskland – traktater i forhold til Kosovo
Tyskland anerkender Kosovos selvstændighed den 20. februar 2008. Som det fremgår af de
efterfølgende landes anerkendelser, er det foregået ved et officielt brev til Kosovos præsident. Der
forelægger således ikke en endelig traktat, som overskriften på nærværende kapitel lægger op til.
Den 20. februar 2008 udsender den tyske regering pressemeddelelse nr. 51, hvori følgende fremgår:
”Die förmliche Anerkennung sowie die Erklärung der Bereitschaft zur Aufnahme diplomatischer
Beziehungen erfolgen durch ein Schreiben des Bundespräsidenten an den kosovarischen
Präsidenten.” 65
Det er interessant at se på den begrundelse, der bliver lagt til grund for anerkendelsen, og i særlig
grad hvorfor det skal være en hurtig anerkendelse. Det fremgår af pressemeddelelsen, at:
”Die Bundesregierung ist – zusammen mit einer Vielzahl von Partnern in der EU, aber auch
darüber hinaus – der Überzeugung, dass eine rasche Anerkennung der Republik Kosovo durch eine
möglichst große Anzahl von Staaten geeignet ist, dauerhafte Stabilität für die gesamte Region zu
64 http://www.un.org/News/Press/docs/2008/ga10764.doc.htm
65 PRESSEMITTEILUNG NR.: 51,
http://www.bundesregierung.de/nn_1264/Content/DE/Pressemitteilungen/BPA/2008/02/2008-02-20-anerkennung-deskosovo.html
bilag 8
32

UKLASSIFICERET
fördern. Die mehrjährigen, vergeblichen Verhandlungen des Sondergesandten des
Generalsekretärs der Vereinten Nationen, Martti Ahtisaari und der Kosovo-Troika, haben gezeigt,
dass eine einvernehmliche Lösung der Statusfrage nicht möglich ist.”
Ovenstående peger på, at Tysklands regerings begrundelse for at anerkende Kosovo ikke tager
udgangspunkt i Montevideokonventionen – eller for den sags skyld i, hvorvidt Kosovo har ret til at
blive en selvstændig stat ud fra international sædvaneret. Man har fokus på, at der skal stabilitet i
regionen; det ligger i erkendelsen i den sidste sætning i ovenstående: ”dass eine einvernehmliche
Lösung der Statusfrage nicht möglich ist” – nemlig at man ikke tager stilling til det til det juridiske
rigtige eller rimelige, men til at problemet skal løses hurtigt.
Tysklands regering mener ikke, at ovenstående udgør et problem, henset til at Kosovo er et helt
særligt tilfælde, som derfor ikke danner præcedens:
”EU hat unterstrichen, dass die Lösung der Statusfrage des Kosovo einen ganz besonderen Fall
betrifft, der keineswegs als Präzedenzfall angesehen werden kann.”
Et andet interessant aspekt i den tyske regerings pressemeddelelse er det fokus, der er på den
humanitære problemstilling i Kosovo i relation til en anerkendelse:
”Deutschland wird dabei mit besonderer Aufmerksamkeit die Erfüllung der Verpflichtungen der
Republik Kosovo im Bereich der Menschenrechte, des Minderheitenschutzes und der
Flüchtlingsrückkehr verfolgen …”
England – traktater i forhold til Kosovo
Som i tilfældet med Tyskland foreligger der ikke en endelig traktat mellem England og Kosovo, der
anerkender Kosovos selvstændighed, med derimod er anerkendelsen blevet fremsendt som et
officielt brev til Kosovos præsident, nemlig ved at den 18. februar 2008 udtaler den engelske
Premier minister på vejene af den engelske regering den at”I have written to President Sejdiu to tell
him that Britain will now formally recognise Kosovo as an independent sovereign state…” 66
Som i Tysklands pressemeddelelse, bliver anerkendelsen fulgt op af en begrundelse for
anerkendelsen. På linje med tysklands anerkendelse, så er der to hovedområder der begrunder
Englands anerkendelse. Den første er stabiliseringen i regionen”I want to close the chapter that has
followed the break-up of Yugoslavia. Kosovo has been and is the last unresolved status issue.”
Og det andet er hensynet til beskyttelsen af mindretal i Kosovo”Kosovo is taking the steps that are
necessary to protect the minorities within its country”
Det tredje hovedområde i den britiske Premierminister udtalelse er, erkendelsen af at England
fortsat skal have en militær, og politi styrke i landet.
66 http://www.number10.gov.uk/Page14594
33

Frankrig – traktater i forhold til Kosovo
UKLASSIFICERET
Også Frankrig anerkender Kosovo. Erklæringen blev fremsendt pr. brev til Kosovos præsident og
blev først proklameret på et pressemøde den 18. februar, hvor Frankrigs udenrigs- og
europaminister Bernard Kouchner blandt andet udtalte:
”Pour ce qui concerne la France, nous avons l’intention de reconnaître l’indépendance du Kosovo,
le Président de la République a écrit en ce sens au Président du Kosovo. La lettre va partir ce soir.
Dès que cet échange aura eu lieu, la reconnaissance par la France de l’indépendance du Kosovo
sera acquise.” 67
Anerkendelse indeholder to hovedbudskaber; det ene er, at anerkendelsen af Kosovos
selvstændighed, og dermed en formodet fred på Balkan, er vigtigere end hensynet til Serbien. Det
andet er, at anerkendelsen af Kosovo er uden fortilfælde og ikke noget, der skal danne eksempel til
efterfølgelse: ”mais la solution, cette indépendance, qui est une exception. C’est une exception qui
ne doit pas servir d’exemple.”
USA – traktater i forhold til Kosovo
På samme måde som ovenstående blev USAs anerkendelse af Kosovo officiel ved et personligt brev
af 18. februar 2008 fra den amerikanske præsident Bush sendt til Kosovos præsident Fatmir Sejdiu.
I brevet fastslår den amerikanske præsident, at: ”On behalf of the American people, I hereby
recognize Kosovo as an independent and sovereign state” 68 .
Den amerikanske præsident har på linje med de øvrige ovenstående lande fokus på to hovedområder
i forbindelsen med anerkendelsen af Kosovo, nemlig stabiliteten på Balkan;
”This friendship, cemented during Kosovo's darkest hours of tragedy, has grown stronger in the 9
years since war in Kosovo ended.”
Og på de nu ophørte etnisk udrensninger:
”I support your embrace of multi-ethnicity as a principle of good governance and your commitment
to developing accountable institutions in which all citizens are equal under the law.”
Brevet slutter af med en tilkendegivelse af, at USA snarest vil etablere diplomatiske forbindelser til
landet.
67 Proclamation d’indépendance du Kosovo, bilag xx, findes på hjemmesiden http://www.diplomatie.gouv.fr/fr/payszones-geo_833/balkans_1056/kosovo_650/france-kosovo_4601/proclamation-independance-du-kosovo-
18.02.08_59650.html#so_1
68 Bilag XX, kan også findes på hjemmesiden: http://bjoerna.net/sidste-nyt/341.htm
34

Serbien – traktater i forhold til Kosovo
UKLASSIFICERET
Landet anerkender ikke Kosovo som selvstændigt land. Serbien henholder sig til FN-resolution
1244 (se nedenfor under FN-afsnittet). I 2003 fremsætter Serbiens regering en officiel udtagelse,
hvoraf det fremgår, at:
”The state sovereignty and territorial integrity of the Republic of Serbia as a member state of the
State Union of Serbia and Montenegro includes Kosovo and Metohia, notwithstanding the
provisional international administration, as reaffirmed by the UNSC Resolution 1244” 69 .
Protester i Serbien 2005, over udsigten til Kosovos mulige selvstændighed.
I 2008, hvor Kosovo udråber sin selvstændighed, bliver retorikken fra officiel serbisk side
tilsvarende skarp, hvilket fremgå af Serbiens officielle reaktion på Kosovos erklæring om
selvstændighed, hvoraf følgende fremgår:
”The acts and actions of the Provisional Institutions of Self-government of Kosovo and Metohija
whereby unilateral independence is declared are hereby annulled as they violate the sovereignty
and territorial integrity of the Republic of Serbia guaranteed by the Constitution of the Republic of
Serbia, the United Nations Charter, Security Council Resolution 1244” 70
Rusland – traktater i forhold til Kosovo
Rusland har heller ikke anerkendt Kosovo, og der foreligger ikke nogen officiel eller tilsvarende
traktat eller mellem Kosovo og Rusland. Rusland udsendte en erklæring den 17. februar 2008, der
tager afstand til Kosovos selvstændighedserklæring og i kraftige vendinger opfordrer til, at
resolution 1244 bliver overholdt:
”Kosovo’s Provisional Institutions of Self-Government declared a unilateral proclamation of
independence of the province, thus violating the sovereignty of the Republic of Serbia, the Charter
of the United Nations, UNSCR 1244, the principles of the Helsinki Final Act, Kosovo’s
69 Kan findes på Serbiens udenrigsministeriums officielle hjemmeside på: http://www.mfa.gov.yu/Foreinframe.htm
70 kan findes på Serbiens udenrigsministeriums officielle hjemmeside på: http://www.mfa.gov.yu/Foreinframe.htm
35

UKLASSIFICERET
Constitutional Framework and the high-level Contact Group accords. Russia fully supports the
reaction of the Serbian leadership to the events in Kosovo and its just demands to restore the
territorial integrity of the country” 71
FN – traktater i forhold til Kosovo
FN har ikke optaget Kosovo som medlem endnu. I forbindelse med krigen i Kosovo blev der
vedtaget flere resolutioner 72 . Den resolution, der refereres til af de lande, der ikke anerkender
Kosovo som selvstændig stat, er resolution 1244 73 . Resolutionen blev vedtaget med 14 stemmer for,
mens en undlod at stemme (Kina). Resolutionen beskriver blandt andet følgende:
”Reaffirming the commitment of all Member States to the sovereignity and territorial integrity of
the Federal Republic of Yugoslavia and the other States of the region, as set out in the Helsinki
Final Act and annex 2,”
Det er således ikke en anerkendelse af staten Kosovo som andet en provins i Jugoslavien, med
betydelig selvstændighed, og resolutionen beskriver det:
”Reaffirming the call in previous resolutions for substantial autonomy and meaningful selfadministration
for Kosovo”.
Centrale aktørers udtagelser
I nedenstående afsnit vil der blive gennemført en analyse magen til den ovenstående, men her vil
udtagelser fra centrale aktører fra de enkelte lande blive analyseret.
Tyskland – centrale aktørers udtagelser
Det er interessant at bemærke den ændring i den tyske kansler Angala Merkels holdning til
anerkendelse af Kosovo. To dage før den tyske regering, jævnfør ovenstående, officielt anerkender
Kosovo, udtaler kansleren, at ”… en tysk anerkendelse er altså ikke lige på trapperne” 74 .
Begrundelsen for den tyske anerkendelse ligger tilsyneladende ikke i, om man bør anerkende landet
efter international lov eller ej, men om de øvrige EU-lande anerkender landet. Som kansleren slutter
sin udtagelse, er ”målet […] først at få en fælles platform i EU” 75 .
Noget kunne tyde på, at virkeligheden har overhalet den tyske kansler og regering indenom. Lidt
over et halt år før den tyske anerkendelse udtaler kanslerne på et G8-topmøde, at: ”We want the
process to unfold in the United Nations…” 76 – med reference til Kosovo. Det bliver ikke helt
tilfældet for Tysklands endelige tilgang til spørgsmålet.
71 Statement by Russia’s Ministry of Foreign Affairs on Kosovo, http://bjoerna.net/sidste-nyt/341.htm
72
Resolution:1160 (1998) of 31 March 1998, 1199 (1998) of 23 September 1998, 1203 (1998) of 24 October 1998 and
1239 (1999) of 14 May 1999,
73
http://daccessdds.un.org/doc/UNDOC/GEN/N99/172/89/PDF/N9917289.pdf?OpenElement
74
http://www.berlingske.dk/article/20080218/verden/802180324/
75
http://www.berlingske.dk/article/20080218/verden/802180324/
76
http://www.b92.net/eng/news/politics-article.php?yyyy=2007&mm=06&dd=09&nav_id=41686
36

UKLASSIFICERET
En måned før den tyske anerkendelse er meldingen stadig afventende. Man ønsker ikke fra tysk side
at skabe mere uro på Balkan ved en anerkendelse, der går Serbien imod. Igen er det interessant at
bemærke, at spørgsmålet om retten til selvbestemmelse efter Jugoslaviens opløsning ikke bliver
berørt, men kun hensynet til stabilitet i regionen: ”We need maximum satisfaction in Kosovo but
also satisfaction, or at least no turbulence, in Serbia,” 77 var kanslerens udtagelse.
Angala Merkel
Det tyske efterspil er lige så interessant, som
tilgangen var op til anerkendelsen. Hvis
tilgangen fra tysk side var, at man havde været
igennem en proces internt i Tyskland, hvor
hensynet til international lov og sædvaneret
havet været den primære drivkraft, og nu var
den ”rigtige” beslutning truffet, er kanslerens
udtagelser i april bemærkelsesværdige.
Angala Merkel udtaler i april 2008, at Kosovo er en helt speciel sag, en sui generis-sag, og tager
dermed afstand fra, at Kosovo kan bruges som eksempel til efterfølgelse. 78
Netop Rusland har forsøgt at bruge Kosovoeksemplet i forbindelse med Sydossetien. Det er så i den
sammenhæng lidt paradoksalt, at netop Rusland anfægter Kosovos selvstændighed, for derefter at
bruge det som eksempel til egen fordel, i anden sammenhæng. Omvendt anfægter Angala Merkel
Ruslands anerkendelse af Sydossetien som selvstændig stat. ”We also consider the recognition of
South Ossetia and Abkhazia as a violation of international law,” udtalte kansleren. 79
England – centrale aktørers udtagelser
Ved udgangen af 2007 er Englands premierminister af den opfattelse, at: ”Europe wants to manage
the next stage in Kosovo in a pro-active and in a united way” 80 . Udtagelsen kan hænge sammen
med, at det på samme møde for EU-regeringsledere er blevet vedtaget at sende yderligere 1.800
sikkerhedsfolk til Kosovo.
77 Reuters: http://www.alertnet.org/thenews/newsdesk/L19458982.htm
78 www.newkosovareport.com/20080416883/Politics/Angela-Merkel-Kosovo-a-sui-generiscase.html&client=tmpg&usg=ALkJrhiOVcU2jpjeVI1uMafu50sAwLYMJQ
79 http://www.newkosovareport.com/200809091200/Politics/Merkel-We-were-right-on-Kosovo.html
80 http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/7143817.stm
37

Gordon Brown
Frankrig – centrale aktørers udtagelser
UKLASSIFICERET
Kosovo er ”European responsibility”, udtalte
Premierminister Gordon Brown i december
2007, og fortsatte, at han (og England) ville
sende ”a message loud and clear” to Serbia
and its backer Russia that it supported
”supervised independence” for Kosovo” 81 .
Hvad skal den franske begrundelse for at anerkende Kosovo findes i? Frankrigs udenrigs- og
europaminister Mr Bernard Kouchner havde følgende begrundelse:
”It’s the first time in the world’s history that such a conflict sees not only the arrival of peace at the
end of some years, but of the solution: this independence, which is an exception. (...) It’s an
exception which mustn’t serve as an example. This independence comes at the end of nine years.
For those who don’t believe in the United Nations, it’s nevertheless a fine example to give them.” 82
Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy mente, at processen om Kosovos anerkendelse var
”inevitable” 83 (DEC 2007). Og serberne blev ved samme lejlighed underforstået tilbudt en plads i
EU hurtigere end ellers: ”If you respect the independence of Kosovo, you have a future in the
[European] family” 84 . Målet med dette tilbud var, udover at få Kosovo anerkendt, at få holdt
Serbien på en fredelig kurs over for Kosovo med udsigten til et medlemskab af EU.
USA – centrale aktørers udtagelser
Det, der særligt gør USA interessant i dette speciale, er den dobbelte betydning landet spiller for de
to valgte cases. USA har i begge tilfælde haft en ikke uvæsentlig rolle at spille som først den ene af
to supermagter under den kolde krig, og nu som hegemon på verdensscenen. Man kunne forledes til
at tro, ud fra en alt-andet-lige-betragtning, at landets tilgang til anerkendelse af stater ville være ens
fra gang til gang.
81 http://uk.reuters.com/article/topNews/idUKL126518820071212?pageNumber=1&virtualBrandChannel=0
82 http://www.diplomatie.gouv.fr/en/country-files_156/kosovo_6154/france-and-kosovo_6155/politicalrelations_6162/kosovo-declares-independence-18.02.08_10846.html#sommaire_1
83 http://www.guardian.co.uk/world/2007/dec/15/usa.eu
84 http://www.guardian.co.uk/world/2007/dec/15/usa.eu
38

UKLASSIFICERET
USAs præsident erkendte under et besøg i Albanien i juni 2007, at Kosovo er en udbryderprovins af
Serbien, men at der kun var en vej frem; anerkendelse af landet. Der var brugt nok tid på at
diskutere spørgsmålet. Et spørgsmål, der kun havde et svar: ”At some point in time, sooner rather
than later, you've got to say, enough is enough. Kosovo is independent.” 85
Begrundelse for at erklære Kosovo selvstændigt, til trods for at Rusland var kraftigt imod en
anerkendelse, er interessant, især når den ses i lyset af Taiwans manglende afklaring i forhold til en
anerkendelse. Den amerikanske præsident lægger vægt på vigtigheden af en afklaring om landet
fremtid, her underforstået selvstændighed:
”Independence is the goal. That's what the people of Kosovo need to know. If it is apparent that is
not going to happen in a relatively quick period of time, in my judgment, we need to put forward the
resolution. Hence, deadline” 86
Det interessante spørgsmål er, hvorfor denne samme vigtighed ikke gælder, når det kommer til
spørgsmålet Taiwan. Spørgsmålet vil blive behandlet i næste kapitel.
Serbien – centrale aktørers udtagelser
Serbien var bekendt med, at Kosovos løsrivelse kunne blive en realitet, og at der ikke var meget at
gøre for at dæmme op for den – ud over en skærpet retorik. Serbiens præsident er da heller ikke sen
til at bruge sammenligningen, at Kosovos uafhængighed kunne blive ”the most dangerous
precedent after World War II” 87 .
Serbiens reaktion skal ses i lyset af, at de følte, at de af nød blev spist af med at afstå Kosovo, med
henblik at blive optaget hurtigere i EU: ”It is unacceptable to speak of Kosovo, a province of
Serbia, as a future state,” udtalte Serbiens premierminister og fortsatte: ”It is especially insulting to
offer to a crippled Serbia a reward of fast-track to the EU in exchange for its consent to
violence.”88
Det er bemærkelsesværdigt i forhold til specialet, at Serbien og EU har mere fokus på den mulige
gevinst i økonomien mere end på folkeretten, som træder i baggrunden.
Reaktionen fra Serbien, primært rettet mod USAs anerkendelse af Kosovo, var en øjeblikkelig
tilbagekaldelse af landets ambassadører i USA. Serbiens præsident Vojislav Kostunica udtalte til
Serbiens parlament, at:
”This decision by the United States will not turn the false state (of Kosovo) into a real one.”89
85 http://www.iht.com/articles/2007/06/10/frontpage/prexy.php
86 http://www.guardian.co.uk/world/2007/jun/11/balkans.usa
87 http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/7143817.stm
88 http://www.reuters.com/article/latestCrisis/idUSL14215578
89 http://www.iht.com/articles/ap/2008/02/18/europe/EU-GEN-Serbia-Kosovo.php
39

UKLASSIFICERET
Det er også i denne sammenhæng interessant, at der bliver refereret til international ret, dog uden at
nævne specifikt, hvilken ret der refereres til. Vojislav Kostunica omtaler Kosovos
selvstændighedserklæring som:
”… unilateral, illegal and immoral, carried out under the protection of the brutal force of the
United States and NATO” 90
Rusland – centrale aktørers udtagelser
Rusland har fra starten indtaget en dobbeltrolle, idet de på den ene side har anfægtet det legitime i,
at Kosovo bliver anerkendt som stat, mens de på den anden side har brugt anerkendelsen som
eksempel for, at Sydossetien og Abkhasien kunne anerkendes som selvstændige stater.
Udenrigsminister Sergei Lavrov udtalte i den forbindelse, at:
”… ignoring international law, including UN Security Council resolutions and ignoring the fact
that Kosovo's population is not only Albanian but Serbian.'' 91 (90 % af befolkningen er etnisk
albanere.)
1½ år efter bruger Ruslands præsident Dmitry Medvedev anerkendelsen af Kosovo i forbindelse
med anerkendelsen af Sydossetien og Abkhasien;
Ruslands præsident Dmitry Medvedev
”Moscow now felt obliged to recognise South
Ossetia and Abkhazia as other countries had
done with Kosovo” 92 .
Hvis man skal tro på det oprigtige i hans udtagelser, har sædvaneret for Ruslands vedkommende
flyttet sig for anerkendelse af stater; om ikke andet, når det kan bruges indenrigspolitisk. Forholdet
vil blive gennemgået nærmere under kapitel 4.
90 http://www.iht.com/articles/ap/2008/02/18/europe/EU-GEN-Serbia-Kosovo.php
91 http://www.bloomberg.com/apps/news?pid=20601085&sid=aHQ0dFqlZjDA&refer=europe
92 http://news.bbc.co.uk/2/hi/in_depth/7582181.stm
40

FN – centrale aktørers udtagelser
UKLASSIFICERET
Generalsekretær Ban Ki-moon mener, at FN “has maintained a position of strict neutrality on the
question of Kosovo’s status” 93 . Dette til trods for, at FNs midlertidige mission i Kosovo (UNMIK)
har kørt landet efter NATOs angreb i 1999. Det er også interessant set i lyset af generalsekretærens
afvisning i at behandle Taiwan anmodning om optagelse i FN – og sågar tilbagesende brevet uden
at behandle det, at han den 18. februar 2008 udtaler, at: “I am not here to say ‘legal’ or ‘illegal’,” 94
til spørgsmålet om det legitime i at anerkende Kosovo eller ej, men at det er: ”up to states, not the
UN secretariat” 95 .
Modsat i tilfældet Taiwan har FN et engagement i Kosovo og har også vist en større
imødekommenhed over for Kosovo som muligt kommende stat.
Sammenfatning
Uden for det centrale aktørfelt er der nogle lande, hvis holdning til Kosovo det er interessant at se
på. Først og fremmest er det Kina, som man kunne forvente ville have en interesse i, at Kosovo ikke
blev anerkendt, således at Taiwan ikke kunne påberåbe sig, at de var i en tilsvarende situation.
Ikke overraskende er Kina ikke tilhænger af en anerkendelse af Kosovo, og Kinas udenrigsminister
udtaler 18. februar 2008, at:
”The unilateral move taken by Kosovo will lead to a series of consequences. China is deeply
worried about its severe and negative impact on peace and stability of the Balkan region and the
goal of establishing a multi-ethnic society in Kosovo.
China calls upon Serbia and Kosovo to continue negotiations for a proper resolution within the
framework of the international law and work together to safeguard peace and stability of the
Balkan region. The international community should create favorable conditions for that.”
Som nævnt tidligere er det interessant at bemærke Kinas reference til international lov, dog uden at
nævne en konkret reference.
Sammenhængen i de europæiske landes anerkendelser er heller ikke ens, om end alle de europæiske
lande har det samme problem i baghaven. Dermed kunne man forvente en ens tilgang til problemet.
Igen er det indenrigspolitiske hensyn og en pragmatisk tilgang til anerkendelsesspørgsmålet, der
sætter dagsordnen.
Spanien socialistiske regering indgik en aftale med den konservative opposition om en
ikkeanerkendelse af Kosovo. Igen var begrundelsen ikke at finde det ”rigtige” ud fra international
lov eller sædvaneret, men ud fra hensynet til Spaniens interne problem med baskerne. Man var ikke
93 http://www.washdiplomat.com/March%202009/a3_03_09.html
94 http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/europe/article3392492.ece?token=null&offset=12&page=2
95 http://www.timesonline.co.uk/tol/news/world/europe/article3392492.ece?token=null&offset=12&page=2
41

UKLASSIFICERET
interesseret i at give det trumfkort, det ville være at anerkende Kosovo, for derefter at opleve, at
baskerne ville anvende den samme begrundelse for at løsrive Baskerlandet. 96
Kapitel 4: Analyse
Specialets formål var at analysere, hvorvidt der var sket en udvikling i anerkendelse af stater.
Kapitlet vil først tage udgangspunkt i de opstillede teorier i kapitel 1 og herefter applikere dem over
på de to cases med henblik på at belyse, om der den vej igennem kan påpeges en udvikling i
anerkendelseskriterierne.
Case Taiwan
Empiriafsnittet om Taiwan afdækkede nogle specielle forhold, som skal klarificeres før den
endelige analyse.
Findes Taiwan? Findes Kina?
Den måske lidt mystiske overskrift dækker over en central problemstilling i specialet, nemlig
hvornår en stat er en stat. Det giver ikke meget mening at tale om at foretage en analyse af, om der
er sket en udvikling, eller mangel på samme, i udviklingen af anerkendelser af stater, hvis man ikke
objektivt kan tale om, at staten eksisterer eller ønsker at eksistere. Det giver ergo ikke mening at
tale om en stat, der ikke ønsker at være en stat.
I empiriafsnittet blev Taiwan og Kinas særlige forhold af dækket. Det, der i forhold til ovenstående
er interessant at bemærke, er, at indledningsvis var både Taiwan og Kina enige om en ting, nemlig
at der kun fandtes et Kina, som både omfattede Taiwan og Fastlandskina. Striden stod om, hvilken
regering der skulle anerkendes i det samlede Kina (nærværende speciale beskæftiger sig ikke med
den særlige gren af international ret, der beskæftiger sig med anerkendelse af regeringer).
I 1945, da Japan afstår Taiwan, opstår problemet, hvem landet afstår det til. Empiriafsnittet viste, at
i 1951, hvor den de faco-afståelse gennemføres, er der ikke klarhed over, hvem der er de officielle
repræsentanter for Kina. Eksilregeringen på Taiwan eller den i Kina?
Man kunne hævde, at ovenstående betyder, at fredsslutningen og overdragelsen af suverænitet
aldrig blev afklaret. Det rejser flere folkeretlige spørgsmål om anerkendelsen af Taiwan.
For det første:
Det forhold, at regeringen på Taiwan beholdte Kinas (ikke nærmere defineret, hvilken udgave af
Kina vi taler om) plads i FN, kunne pege på, at Taiwan var den legitime aftager af det samlede Kina
og dermed at betragte som en anerkendt stat. En betragtning, der holder lige til, at Taiwan måtte
afstå sin plads i FN til Fastlandskina.
For det andet:
96 http://www.dw-world.de/dw/article/0,,3133849,00.html
42

UKLASSIFICERET
Empiriafsnittet viste også, at de centrale aktører omkring Taiwan efter afståelsen af pladsen i FN
anerkender en et-Kina-politik og fastslår, at det er Fastlandskina, der er den legitime arvtager af
retten til at være et samlet Kina. Det paradoksale i dette er, at både Taiwan og Kina er enig i
betragtningen om, at der kun findes et Kina; de er dog ikke enige om, hvem der udgør den legitime
regering i det Kina. Det rejser det spørgsmål, som overskriften på afsnittet indikerer; nemlig kan
man tale om at anerkende to lande, de to parter i spil, der er enige, om at der kun er et land?
For det tredje:
USAs holdning og ageren i forhold til spørgsmålet er som kapitel 3 viste ikke konsekvent. På den
ene side fastholder de, at der kun findes et Kina (Fastlandskina), og på den anden side sender de den
7. flåde ned i strædet mellem Kina og Taiwan for at forhindre en mulig kinesisk invasion. Hvis
USA mente, at der var tale om et land, ville denne handling være en overtrædelse af FN-pagten om
ikkeindgriben i staters indre anliggender.
Bliver det så overhovedet relevant at bruge Taiwan som eksempel i nærværende speciale?
Indledningsvis vil man godt kunne hævde, at da Taiwan bliver overdraget af Japan, giver det næppe
meget mening at tale om at anerkende to stater, når de selv hævder, at der er tale om en stat, med en
indre strid om den legetime regering for et samlet land. Men efterfølgende, hvor Taiwan de facto
opretholder en effektiv regering, en fast grænse, en fast befolkning samt diplomatiske forbindelser
til udlandet, herunder bliver optaget i WTO, opfylder de Montevideokonventionen. Dermed
opfylder de den konstitutive teori og burde dermed anerkendes som stat; i forhold til hvilken teori
staten bliver folkeretssubjekter, hvad enten andre stater anerkender staten eller ej, ved traktat eller
officiel skrivelse.
Som empiren viste, er der ikke nogen af de centrale aktører omkring Taiwan, der refererer til
retspraksis som begrundelse for deres anerkendelse eller mangel på samme. Da Taiwan selv bruger
Montevideokonventionen som argument for deres manglende anerkendelse, fik de ikke meget
reaktion på det.
Den økonomiske problemstilling for Taiwan, som blev gennemgået i kapitel 3, er åbenbart også det
det, der afholder Taiwan i dag fra alt for åbenlyst at tale om Taiwans selvstændighed. I særdeleshed
efter at Kina vedtog sin lov om ikkeløsrivelse af Taiwan fra 2005, hvor det klart fremgår, at et
sådant forsøg fra Taiwans side vil blive besvaret med militær magt.
Til trods for at Taiwan primært indledningsvis i landets historie talte om, at der var et Kina, og at
Taiwan var en del af det, har landet også i hele perioden talt om, at Taiwan burde være en
selvstændig stat og har igennem historien gjort en del forsøg på løsrivelse.
Jag anser derfor Taiwan som et kontroversielt, men anvendeligt eksempel på et land, der før 1990
søger at blive selvstændigt.
Analyse: Udviklingen i anerkendelseskriterier med Taiwan som case
med den konstitutive og deklaratoriske teori som referenceramme
43

UKLASSIFICERET
Nedenstående analyser vil blive gennemført ved, at de enkelte aktører i forhold til de to cases vil
blive analyseret ud fra henholdsvis først traktater og så udtagelser – med den konstitutive og
deklaratoriske teori som referenceramme.
Case Taiwan
Teorien bygger på, at stater officielt anerkender hinanden for at opnå status som stat. Når man skal
sammenligne Kosovo og Taiwan, for at analysere om der er sket en udvikling, opstår det
interessante spørgsmål; hvad er en officiel anerkendelse? Er det kun selve traktaten, eller den
underforståethed, der ligger i traktaten, men som ikke er lige til at læse ud af traktatens ordlyd? Men
kræver, at man kender den kontekst, den er skrevet i?
I tilfældet Taiwan er det vigtigt at holde sig for øje, at der er tre perioder i anerkendelseshistorien
for landet. Den første, hvor Taiwan reelt sidder i FN, den næste periode, hvor Taiwan mister
pladsen i FN og frem til slut 80erne, mens den tredje er en post 90er-periode, hvor den kolde krig er
ovre, og den magtbalance, der har været med USA på den ene side og USSR og Kina på den anden
side, er opløst – og hvor fokus er flyttet fra en altomfattende krig til regionale konflikter.
KINA
Kina – traktater
Kina henholder sig til et dokument, når det kommer til en manglende anerkendelse af Taiwan,
nemlig FN-resolution 2758. I den sammenhæng er der to interessante ting at bemærke:
Det første er, at vedtagelsen af resolutionen var på et hængende hår. Beslutningsforslag A/L.632,
som ville have bevirket, at Kina ville overtage Taiwans plads i FNs sikkerhedsråd, samtidig med at
Taiwan fortsatte som almindeligt medlem, blev afvist med et stemmeflertal på 61 mod 51 stemmer.
Men FN-charter foreskriver, at der skal være totredjedeles flertal for et forslag, hvilket betød, at
forslaget faldt. Da beslutningsforslaget A/L.630 blev sat til afstemning blev det vedtaget med 76
mod 35, og 17 undlod at stemme, hvilket betød, at resolution 2758 blev vedtaget.
Kina hæfter sig derved blindt ved, at resolutionen blev vedtaget. Det faktum, at næsten halvdelen af
FN bakkede beslutningsforslag A/L630 op, og dermed var enige i betragtningen i, at Taiwan skulle
være medlem af FN og dermed betragtes som selvstændigt land, har ikke åbenlyst påvirket Kinas
holdning til Taiwan.
Kina – udtagelser
Kinas officielle retorik afviger ikke meget fra gang til gang. Man henholder sig til FN-resolutionen
og dermed, at Taiwan er en del af Kina. Ved enhver given lejlighed understreger man, at der kun er
ét Kina, og at Taiwan er en del af det.
Det er så i den sammenhæng interessant at bemærke, at Kina alligevel på mange måder behandler
Taiwan som en selvstændig nation. At Kina ikke for længst har invaderet/taget Taiwan tilbage, skal
44

UKLASSIFICERET
ses i lyset af den amerikanske 7. flådes lejlighedsvise tilstedeværelse i strædet mellem de to lande
samt det forhold, at Kina (ud fra, hvad mødet mellem Nixon og præsident Chou En-Lai) på sigt
havde en forventning til, at Taiwan ville komme tilbage til moderlandet.
Delkonklusionen på Kinas tilgang til anerkendelse af lande (ud fra Taiwaneksemplet)
Konklusionen er, at det ene og alene bygger på FN-medlemskab, når man tager udgangspunkt i den
officielle retorik fra Kinas side. Spørgsmålet er, hvor dybt den principfasthed over for FN stikker,
når man i andre sammenhænge kan opservere Kinas tilsidesættelse af FN, eksempelvis i forhold til
menneskerettigheder. I den sammenhæng forekommer det mere, som om FN her er et anvendeligt
instrument i forhold til realpolitikken.
USA
USA – traktater
Analyserer man, hvad USA lægger vægt på, når det kommer til anerkendelse af stater ud fra
Taiwan/traktater, er billedet ikke helt klart. I 1979 forsøger USA, jf. ovenstående, at få Taiwan til at
fortsætte sit medlemskab af FN, men som almindeligt medlem. I 1979 bryder det sine diplomatiske
bånd med Taiwan for senere samme år at udsende en erklæring, der blandt andet indeholder, at
USA anerkender Taiwans ret til selvforsvar. En ret, som efter FN-pagten kun tilfalder suveræne
stater.
Intet sted i de amerikanske erklæringer kan man læse, hvad der ligger til grund for dem, men
dobbelttydigheden i dem, at man på den ene side anerkender en et-Kina-politik, samtidig med at
man anerkender Taiwans selvforsvarsret, er svær at tolke anderledes end, at USA anerkender
Taiwan som land, men at hensynet til Kina bevirker, at man ikke tager et officielt skridt i retning af
en anerkendelse.
Det fremgår intet sted af traktaterne, hvad USA lægger til grund for ikke officielt at anerkende
Taiwan eller for at opretholde en et-Kina-politik.
USA – udtagelser
Det interessante ved USAs udtagelser og handlinger samt deres traktater med Taiwan er, at de på
ingen måde hænger sammen, så man kan trække en rød tråd igennem dem og komme frem til, hvad
USA lægger til grund for anerkendelse af en ny stat med Taiwan som case.
USA støtter indledningsvis, at Taiwan forbliver i FN, efter at Kina over tager pladsen. På det
tidspunkt må de altså have ment, at Taiwan var at opfatte som selvstændigt land. Senere samme år
trækker de deres officielle anerkendelse tilbage og går over til en et-Kina-politik – samtidig med at
de sælger våben til Taiwan og lover at lægge sig imellem, hvis Kina angriber, En handling, der kun
er legitim i forhold til FN-pagten, hvis Taiwan var et selvstændigt land. De centrale aktører er gået
fra at ville give køb på Taiwan (Nixon) til at ville forsvare Taiwan med alle midler; en udtalelse,
som af pressen blev opfattet som lidt af en fejl (G. W. Bush 2001), over til Barack Obama, som dog
nedtoner retorikken, men som ikke ændrer politikken om at forsvare Taiwan.
45

UKLASSIFICERET
Delkonklusionen på USAs tilgang til anerkendelse af lande (ud fra Taiwaneksemplet)
Der er meget modsatrettede handlinger i forhold til deres manglende anerkendelse af Taiwan. Det,
der virker som styrende, er en realpolitisk tilgang. Hvad er bedst for USA, sikkerhedspolitisk og
økonomisk. Det har så bevirket, at man ikke anerkender Taiwan for ikke at støde Kina. Men de
facto behandler man Taiwan som en selvstændig nation.
Konklusionen på ovenstående er, at nok har USA ikke i forhold til den konstitutive teori anerkendt
Taiwan, men deres handlinger viser, i forhold til den deklaratoriske, at de anerkender landets
eksistens. Når det skal holdes sammen med specialets problemformulering, giver det ikke meget
næring, netop fordi at der ikke er en klar og entydig begrundelse for deres manglende officielle
anerkendelse. Den manglende anerkendelse beror tilsyneladende på sikkerhedspolitik, økonomi og
interne interesser i USA. Dermed bliver det vanskeligt at argumentere for, at USA har en stringent
holdning til stater, når man tager udgangspunkt i Taiwan. Et andet land og en anden interesse,
sikkerhedspolitisk og økonomisk, havde muligvis ført til et andet resultat.
Japan
Japan – traktater
Analyserer man Japans holdning til anerkendelse af stater ud fra traktater med eller omkring
Taiwan, tegner der sig et billede, som er tæt på den amerikanske tilgang. Som tidligere diskuteret
kaster Japan Taiwan ud i et retligt tomrum efter fredsslutningen. Man kunne også diskutere, om
Japan reelt havde en mulighed for at sætte et fingeraftryk på den fredsslutning som den regionale
taber af anden verdenskrig. Efterfølgende anerkender de på lige fod med USA en et-Kina-politik.
Japan er ikke uforbeholden i sin anerkendelse af ét Kina og lægger vægt på, at landet fortsat vil
have økonomiske bånd til Taiwan. På samme måde som med USA har de økonomiske interesser
tilsyneladende en del af begrundelse for ikke officielt at anerkende Taiwan. Implicit heri ligger to
forhold. En anerkendelse af de faktiske forhold; at Taiwan ikke er en integreret del af Kina, hvilket
man forholder sig til, samt en indirekte anerkendelse af Taiwan. Ingen af delene er til at læse ud af
traktaterne, eller hvad de lægger til grund for deres betragtninger om Taiwan som selvstændigt land.
Japan – udtagelser
Traditionelt har Japan officielt ikke udtalt, at Taiwan burde anerkendes som stat. Japan har til
gengæld understreget en del gange at Japan har en vigtig handel med Taiwan, en samhandel, som
Kina ikke skulle blande sig i. Det ellers faste mønster tog en drejning med mødet mellem USA og
Japan, hvor de to lande begynder at fokusere på det sikkerhedspolitiske aspekt i området omkring
Taiwan. Der ligger i de udtagelser, at man de facto anerkender Taiwan som et område/land, der i
yderste konsekvens skal beskyttes mod kinesisk aggression.
Delkonklusionen på Japans tilgang til anerkendelse af lande (ud fra Taiwaneksemplet)
Konklusion på Japans anerkendelse af stater, med udgangspunkt i Taiwancasen, er på samme måde
som USA utydelig. Der er ikke noget sted, hverken i traktater eller udtagelser, der giver grobund for
at hævde, at Japan har en fast tilgang til anerkendelse af nye stater. Men deri ligger måske netop en
46

UKLASSIFICERET
konklusion. Nemlig en pragmatisk tilgang til anerkendelseskriterierne for nye stater. Økonomien og
den regionale sikkerhed har haft en betydning for Japans tilgang til Taiwan. En tilgang, som ikke
nødvendigvis ville have været den samme over for at andet land. Det er i den sammenhæng
særdeles interessant, at Japan har anerkendt Kosovo som selvstændig nation 97 . I Japans erklæring
fremgår det, at man er bekendt med problemet med Serbien:
”Japan has traditionally good relations with the Republic of Serbia and it has no intention to make
its recognition of Kosovo impede the friendly relations with Serbia. Japan hopes that such friendly
relations with Serbia will be continued” 98
Netop Taiwan og Kosovo har det tilfælles, at moderlandet, hhv. Kina og Serbien, ikke har givet
tilladelse til, at det nye land løsriver sig.
Ovenstående underbygger pointen i, at Japans kriterier for at anerkende lande ikke er konsistente og
tilsynelandende mere et udtryk for en pragmatisk tilgang.
FN
FN - traktater
Den resolution, som fortiden har beseglet Taiwans skæbne, er resolution 2758. Af den fremgår det
udelukkende, at Chiang Kai-Shek og hans repræsentanter bliver bordtvist fra FN, men tager ikke
stilling til Taiwans fortsatte selvstændighed.
FN – udtagelser
FN er i denne sammenhæng ikke lige til at analysere som de øvrige aktører, da FN udgøres af
summen af stemmer, der er i FN. Det giver derfor ikke så meget mening at tale om, hvad FN mener
i en given sag. De mener det, der er stemmeflertal for blandt alle nationer. På samme måde giver det
kun begrænset mening at tale om, hvad FN lægger til grund for anerkendelse af stater, når man
læser de enkelte resolutioner.
En, der til gengæld har en stemme i FN, er FNs generalsekretær. Som egenhændigt standsede
Taiwans anmodning om medlemskab ved at returnere anmodningen, uden at generalforsamlingen
havde fået kendskab til den.
Delkonklusionen på FNs tilgang til anerkendelse af lande (ud fra Taiwaneksemplet)
FN anerkender som sådan ikke lande, men optager medlemmer i FN. Ud fra resolutionerne er der
ikke et klart billede, hvad FN lægger til grund for at ikke optage Taiwan. Tæt ved halvdelen af
medlemmerne var af den overbevisning, at Taiwan skulle fortsætte i FN som medlem. Disse landes
begrundelse for denne opfattelse fremgår ikke.
97 http://www.mofa.go.jp/announce/announce/2008/3/0318.html
98 http://www.mofa.go.jp/announce/announce/2008/3/0318.html
47

UKLASSIFICERET
FNs generalsekretærs afvisning af at modtage, endsige behandle Taiwan anmodning om optagelse i
FN, og hans udtagelser i den sammenhæng, peger i retning af, at han ikke ønskede at skabe
ustabilitet i regionen. Dermed kunne man godt argumentere for, at generalsekretæren lægger vægt
på sikkerhed i en region som begrundelse for at optage eller afvise et lands optagelse i FN. Om den
tese holder over for Kosovo, vil blive behandlet senere.
Samlet delkonklusion på anerkendelse af lande med den konstitutive og
den deklaratoriske teori som referenceramme og Taiwan som case
Holder man casen Taiwan op mod det centrale element i den deklaratoriske teori, nemlig
effektivitetsprincippet 4 elementer:
1. En permanent befolkning
2. Et defineret territorium
3. En effektiv regering
4. Uafhængighed
- ser man, at befolkningen siden anden verdenskrig har været permanent, med de normale til- og
fraflytninger, der forekommer i et land.
Der har ikke på noget tidspunkt været sået tvivl om udstrækningen af Formosa, Republic of China
eller Taiwan.
Den taiwanesiske regering har siden anden verdenskrigs afslutning haft en effektiv kontrol med
landet og indgået aftaler med øvrige nationer og internationale organisationer. Tilmed har landet
indledningsvis haft en plads i FN. Så er det i casen Taiwan kun uafhængighed, der kan sættes
spørgsmålstegn ved? Uafhængigheden har været og er militært sikret af USA, som har haft militære
styrker i landet og yderligere beskyttet landet med den 7. amerikanske flåde. Endvidere er
retorikken fra amerikansk side, at godt nok har de ikke taget det endelige skridt til at anerkende
landet, men vil beskytte landet i tilfælde af kinesisk aggression. Dette er at betragte som en
overtrædelse af FN-pagten, hvis de ikke anså Taiwan som en selvstændig stat.
Taiwan indgår i relationer med andre stater og internationale organisationer (med undtagelse af FN)
på lige fod med anerkendte stater. Når man normalt taler om uafhængighed for en stat i folkeretten,
refereres der til, at moderlandet har givet accept til, at en (lille) del af landet løsriver sig og bliver
selvstændigt. I casen Taiwan står vi med to lande, der begge hævder at være Kina og på skift har
siddet i FN som repræsentant for Kina. Det ligger derfor ikke ligefor at tale om, at ”moderlandet”
skal give accept til, at den anden part løsriver sig.
Taiwan er derfor på mange målepunkter et uafhængigt land, men accepten fra den anden halvdel af
det oprindelige Kina mangler. Tilbage står, at i forhold til den deklaratoriske teori burde landet alt
andet lige være anerkendt som en selvstændig stat. Bruger man Taiwan som case for et præ-90erland,
der ikke er blevet anerkendt, står man tilbage med det faktum, at Taiwan så godt som opfylder
alle kriterierne for anerkendelse ifølge den deklaratoriske teori. Den manglende anerkendelse kan
tilsyneladende findes i regional sikkerhed og økonomi.
48

UKLASSIFICERET
Sammenholder man casen Taiwan med den konstitutive teori, som bygger på, at stater bliver til
gennem andre staters anerkendelse af staten, er antallet af stater, der anerkender Taiwan, faldet til
23 små og ubetydelige stater. Som analysen viste, er det igen primært økonomi og regional
sikkerhed, der har været afgørende for den manglende anerkendelse.
Samlet set har analysen vist, at med den deklaratoriske teori og konstitutive teori som
referenceramme, har Taiwan opfyldt de 4 elementer i effektivitetsprincippet. Det billede, der tegner
sig, er, at der muligvis skulle have været to yderligere betingelser opfyldt før, at landet ville kunne
blive anerkendt af andre lande;
1. Økonomi: Fjernelse af muligheden for eventuelle økonomiske omkostninger for egen stat ved
anerkendelse af landet.
2. Garanti for, at sikkerheden i regionen ville blive bevaret, hvad enten landet blev anerkendt eller
ej.
Sammenfattende for Taiwan står det efter ovenstående analyse rimeligt klart, at den manglende
anerkendelse af Taiwan ikke skal finde sit svar i folkeretten, sædvaneret eller
Montevideokonventionens artikel 1 fra 1933. Teorierne om anerkendelse kommer tilsyneladende
også til kort, når det kommer til at forklare, hvorfor Taiwan ikke er blevet anerkendt.
Forklaringen på den manglende anerkendelse, jf. empiri- og analysekapitlet, beror på de enkelte
landes interesse i at bevare et godt forhold til Kina, henset til at der er større økonomiske
muligheder der end i Taiwan. For de lande, som har stor økonomisk interesse i Taiwan (for
eksempel Japan), gælder det om at bevare stabilitet i regionen.
Udviklingen i anerkendelse af stater vil blive behandlet i slutningen af dette kapitel.
Case Kosovo
Tyskland
Tyskland – traktater
Tager man udgangspunkt i de officielle pressemeddelelser, den tyske regering udsender, er der fire
forhold, de lægger til grund for deres anerkendelse:
1. Det har ikke været muligt at finde en løsning på problemet Kosovo af mindelig vej,
2. der har været en humanitær katastrofe i landet,
3. de øvrige EU-lande har eller er ved at anerkende Kosovo (i februar 2008),
4. og en hurtig anerkendelse vil (sikkert) bringe fred og stabilitet til landet.
Tyskland var og er med som bidragyder til KFOR-styrken. Det er interessant i sammenhæng med
ovenstående, for KFOR-styrken var ikke sanktioneret med et FN-mandat, men beror på, at vesten
ikke ville være vidne til en humanitær katastrofe i egen baghave. Det ændrede dog ikke ved, at man
samtidig gjorde op med et centralt værdisæt i forhold til Kosovo, nemlig en intervention i en
suveræn stat, uden at der var et FN-mandat til grundlag.
49

UKLASSIFICERET
Efter at situationen var stabiliseret i Kosovo, skulle man forholde sig til, hvad der skulle ske med
Kosovo. Tilbage i 1991, hvor folkeafstemningen blev afholdt i Kosovo, og hvor 99,97 % stemte for
Kosovos uafhængighed, erklærede kosovosalbanerne, at de var villige til at opfylde EFs
anerkendelsesbetingelser. Med det udgangspunkt ansøgte Kosovo EF om at blive anerkendt som
land. Imidlertid blev ansøgningen afvist af Badinterkommissionen med den begrundelse, at landet
ikke var at betragte som et selvstændigt land, da det ikke var uafhængigt af Serbien.
I mellemtiden frem til 2008, hvor Tyskland anerkender Kosovo, er KFOR med tysk bidrag med til
at opretholde en stat, som ellers kun tvivlsomt ville bestå. Det rejser flere problemstillinger i forhold
til Tysklands anerkendelse og i forhold til eventuelle nye principper for anerkendelse af stater.
Montevideokonventionens artikel 1, punkt 2 og 3 beskriver, at der skal være en effektiv regering og
en evne til at indgå diplomatiske forbindelser med andre lande. Hvis KFOR ikke var og er i
Kosovo, er det tvivlsomt, om regeringen ville have været effektiv. Ydermere var Tyskland ved
Badinterkommissionen indirekte med til at segmentere i 1991, at Kosovo ikke fandtes som stat.
Tilbage står, at Tyskland lægger vægt på de 4 ovenstående punkter og ikke ud fra saltvandskriteriet
som omtalt i kapitel 1 eller Montevideokonventionen. Det, der adskiller Tysklands anerkendelse fra
tidligere anerkendelser, herunder Taiwan, er, at man nu omtaler den humanitære katastrofe og
ønsket om stabilitet som grund for anerkendelse. Med denne tilgang gør Tyskland imidlertid op
med nogle centrale retsbegreber, som man tidligere har lagt vægt på i folkeretten 99 , nemlig ”uti
possidetis” 100 contra status quo ante bellum 101 sammenholdt med retten til selvbestemmelse. Med
Tysklands første tilgang, at Kosovo ikke var en selvstændig stat, fordi det ikke var frigjort fra
moderlandet Serbien, til en anerkendelse af landet, betyder, at man tillægger uti possidetis større
vægt end det faktum, at Serbien ikke havde givet sin accept af, at Kosovo kunne blive selvstændigt.
Det er også interessant at bemærke i denne sammenhæng, at det, der bevirkede, at Kosovo kunne
stå i en ”efter krigs-situation” – uti possidetis – var, at KFOR gik ind i landet og skabte stabilitet.
Tyskland er således med til fra starten med deres deltagelse i KFOR at skabe den effektive regering
og samtidig blokere for, at Serbien med militære midler kunne opretholde en status quo ante
bellum.
Tyskland – udtagelser
Den tyske kansler Angala Merkels udtagelser peger i retning af, at det optimale for Tyskland var, at
hele problemstillingen var blevet behandlet i FN, efter at EU havde nået en fælles holdning til
spørgsmålet – og dermed på det tidspunkt havde som et samlet EU støttet Kosovos optagelse i FN.
Virkeligheden overhaler imidlertid kansleren indenom ved, at de øvrige lande begynder at
anerkende Kosovo. Kansleren hopper så at sige med på det tog, der er sat i gang, og går på
kompromis med egne tidligere holdninger.
Tyskland er klar over, at man bryder sædvaneret i anerkendelse af stater. Begrundelsen for dette,
hvis man skal søge efter nye mulige anerkendelseskriterier, lå i den humanitære katastrofe som det
ene samt ønsket om stabilitet i regionen som det andet.
99 Per Bredholt Christensen, anerkendelse af stater side 152.
100 uti possidetis, hvor hver side beholder det territorium eller de ejendele, de besidder ved slutningen af krigen.
101 status quo ante bellum, som tingene var før krigen.
50

UKLASSIFICERET
Men kanslerens udtagelser om, at Kosovo er en sui generis-sag, underminerer den pointe, at man
kan antage, at det er kriterier, som Tyskland fremover vil anvende som fast praksis.
Sammenfatningen på Tysklands anerkendelse
Man synes villig til at gå på kompromis med tidligere principper med den begrundelse, at der var en
humanitær katastrofe, og at der ikke var udsigt til en løsning i nær fremtid.
At man fra tysk side er bevidst om, at anerkendelsen ikke følger den normale folkeret og dermed er
med til at skabe en ny praksis, fremgår klart i ordlyden i den officielle anerkendelse ved ”einen ganz
besonderen Fall”. Dette kunne pege på, at det faktum, at Tyskland selv var indblandet militært i
Kosovo samt den humanitære katastrofe, var to nye faktorer, der var medvirkende til, at Tyskland
anerkender Kosovo.
Samtidig hermed ligger også en distancering fra den normale sædvane med, at moderlandet skal
acceptere, at det nye land får selvstændighed.
Men det forhold, at kansleren mener, at det er sui generis-sag, efterlader analysen uden et entydigt
svar; andet end det peger i retning af, at humanitære katastrofer og regional sikkerhed kunne være
to nye kriterier for anerkendelse af stater. Samtidig kunne det også pege på, at det kun gælder for
stater i Tysklands egen baghave.
England i forhold til Kosovo
England - traktater
Englands officielle udtalelse er ikke på samme måde som Tysklands så markant i enkelte punkter,
de lægger til grund for deres anerkendelse af Kosovo, men har dog det tilfælles med Tyskland, at
der er en erkendelse af et problem i Kosovo; det sidste problem i forbindelse med Jugoslavien samt
det forhold, at England også har militære styrker i landet.
Med Englands sparsomme lyrik i den officielle anerkendelse ville det være at gå for vidt at
konkludere mere, end at England ser en anerkendelse som en løsning på problemet i deres egen
baghave, og en løsning på det ville betyde, at deres militære tilstedeværelse ville kunne begrænses
eller ophøre.
Den manglende lyrik åbner dog for samme problematik som beskrevet under behandlingen af
Tyskland, nemlig skiftet fra en ikkeanerkendelse til en anerkendelse, uden at man tager de helt store
hensyn til Serbien i den officielle anerkendelse eller adresserer problematikken omkring det
tilsyneladende skifte i anerkendelseskriterierne.
England – udtagelser
Englands premierminister er på linje med den tyske kansler i begrundelsen for anerkendelse af
Kosovo; humanitær katastrofe og stabilitet i regionen. At anerkendelsen så skaber en større politisk
usikkerhed i forhold til Serbien og Rusland, er man tilsyneladende villig til at acceptere.
51

Sammenfatning på Englands anerkendelse
UKLASSIFICERET
England anlægger to nye kriterier for deres anerkendelse analogt med Tyskland; humanitær
katastrofe og stabilitet i regionen.
Til gengæld er England med til underminere to af de fire principper i effektivitetskriteriet, nemlig at
der skal være en regning, og at landet skal være i stand til at indgå diplomatiske relationer med
andre lande. Det er tvivlsomt, om disse kriterier ville kunne opfyldes, hvis KFOR ikke stod i landet
og havde et de facto-forsvar af landet og var med til, med militære midler, at stoppe borgerkrigen.
Frankrig i forhold til Kosovo
Frankrig – traktater
Frankrig er på linje med Tyskland i begrundelsen for anerkendelsen, nemlig at hensynet til freden er
vigtigere en hensynet til folkeretten, i dette tilfælde Serbien. Også Frankrig er åbenbart bevist om, at
man dermed bryder med sædvaneretten inden for folkeretten, siden Frankrig også gør en del ud af at
understrege, at denne anerkendelse ikke er et eksempel til efterfølgelse.
Frankrig – udtagelser
Frankrig har som de øvrige lande, der anerkendte Kosovo, øje på, at anerkendelsen af Kosovo var
det middel, der skabte fred i regionen, men det er ikke et eksempel til efterfølgelse. Samtidig
hermed er man også bekendt med problematikken med Serbien, som stadig udgør en
sikkerhedsrisiko, men som kan tilbydes en ”hurtig vej til EU”, hvis de forholder sig i ro og
anerkender Kosovo.
Sammenfatning på Frankrig
Frankrigs motivation for at anerkende Kosovo ligger helt på linje med Tyskland, med de
perspektiver, det åbner, jf. gennemgangen af Tyskland.
USA i forhold til Kosovo
USA – traktater
USAs begrundelse for anerkendelsen af Kosovo er interessant i forhold til de øvrigt behandlede
lande i Europa, for vægten i den officielle skrivelse fra den amerikanske præsident ligger på
primært tre ting; det gode interne forhold mellem USA og Kosovo samt det faktum, at Kosovo for 9
år siden var igennem en meget ødelæggende krig, samt at Kosovo i dag har fokus på beskyttelse af
et mindretal.
USA – udtagelser
52

UKLASSIFICERET
USA udtaler åbenlyst, at man er bekendt med, at man bryder sædvaneretten, og at Kosovo er en
udbryderstat, men at der skal findes en løsning hurtigt. USAs indirekte udtagelser peger på, at
begrundelsen for at anerkende Kosovo, var, at der var uro i deres allieredes baghaver, og dette
problem lagde bånd på nogle af deres allierede ressourcer, som ellers kunne have været brugt
andetsteds i USA interesse.
De udtagelser, der alligevel peger på en ny tilgang til anerkendelse af stater, er igen den humanitære
katastrofe og sikkerhed i en region (som har ens interesse geopolitisk og økonomisk).
Sammenfatning på USA
Det er svært at udlede andet af skrivelsen, at USA har en meget realpolitisk tilgang til
anerkendelsen af Kosovo. Man forholder sig ikke til Serbien og sædvaneret inden for folkeretten.
USA så helt bort fra Ruslands og Serbiens protester over for USAs anerkendelse af Kosovo. Men
kan man dermed udlede, at der ud fra den officielle anerkendelse ligger nye anerkendelseskriterier?
Det er måske noget tvivlsomt – og dog måske ikke. USA benytter sin rolle som supermagt til at
foretage en handling, som under den kolde krig ville kunne udløse noget mere end ”bare” protester
fra Rusland og Serbien. Det kunne pege på, at USA anlægger en realpolitisk tilgang til
problemstillingen ud fra egne motiver, som ikke nødvendigvis er drevet af sædvaneret inden for
folkeretten.
Modsat Tyskland og Frankrig gør USA ikke officielt opmærksom på, at Kosovo er at anse for et
specielt tilfælde, hvilket underbygger ovenstående. For hermed tager man ikke stilling til
sædvaneretten; i spørgsmålet om muligheden for igen at anerkende et land, der ikke opfylder de
gængse kriterier for anerkendelse. Man holder så at sige døren åben for at bruge samme model som
anvendt i Kosovo, hvis det skulle vise sig på ny at være i USAs interesse.
Rusland og Serbien i forhold til Kosovo
Rusland og Serbien – traktater
De to lande har en identisk tilgang til problematikken, nemlig at man henholder sig til FNresolution
1244. Man forholder sig derudover ikke til de problemstillinger, som krigen i Kosovo
rejste, og som førte til, at de vesteuropæiske i sidste ende anerkendte landet.
Uden indgriben fra KFOR kunne man godt argumentere for, at de russiske og serbiske argumenter,
om at henholde sig til FN-resolution 1244, ville have bevirket to ting; det ene var, at Kosovo ikke
var blevet en selvstændig stat, og det andet, at man i så fald have fulgt FN-resolutionen og dermed
holdt sig på linje med folkeretten.
Rusland og Serbien – udtagelser
Det paradoksale for Ruslands vedkommende er, at de med den ene hånd anfægter det legitime i at
anerkende Kosovo, men samtidig bruger Kosovoeksemplet i relation til Sydossetien, henset til, at
det er politisk smart i forhold til dem selv.
53

UKLASSIFICERET
Under Forsvarsakademiets besøg i Dumaen (stabskursus 2008-2009, efteråret 2008) blev netop det
paradoksale i ovenstående stillet som spørgsmål. Svaret var, at man fra Ruslands side mente, at
anerkendelsen af Kosovo var i strid med gældende folkeret, men at nu havde primært EU og USA
ændret sædvaneret ved at anerkende Kosovo. Rusland fulgte nu blot denne nye sædvane i
forbindelse med Sydossetien.
Serbien går nødtvunget med på den europæiske argumentation, med udsigten til en økonomisk
gevinst i forbindelse med en mulig optagelse i EU.
Sammenfatning på Rusland og Serbien
De to lande har det tilfælles, at de begge mener, at anerkendelsen er en overtrædelse af FNresolution
1244 og af sædvaneretten. I samme vending kan de dog anvende eksemplet med Kosovo
til egen fordel. For Serbiens vedkommende kan eksemplet anvendes økonomisk ved at presse EU til
en hurtigere optagelse. For Ruslands vedkommende ved at anvende Kosovoeksemplet i forhold til
Sydossetien.
Kan man heraf udlede, at også Serbien og Rusland har anerkendt Europas argumentation og dermed
har tilsluttet sig opfattelsen af, at der er to nye anerkendelseskriterier, som skal lægges til grund for
en anerkendelse af nye stater? Det er tvivlsomt, når argumenterne for deres handlinger skal findes i
ren indenrigspolitik.
FN i forhold til Kosovo
FN – traktater
FN har ikke endnu optaget Kosovo som medlem, men behandler ansøgningen. Som beskrevet under
afsnittet med Taiwan og FN, taler FN ikke med en stemme, og dermed giver det ikke mening at tale
om, hvad FN lægger til grund for en anerkendelse.
FN - Udtagelser
Udtagelserne (primært fra FNs generalsekretær) om anerkendelsen af Kosovo som stat, og i
særdeleshed hvorfor, er ikke tydeligt ud fra det fundne kildemateriale. Det peger dog på, at FNs
eget engagement i Kosovo og ønsket om stabilitet i regionen har været medvirkende til en mere
imødekommende retorik end den, Taiwan er blevet mødt med.
Sammenfatning på FN
Det er ikke muligt at entydigt at konkludere, hvad FN lægger til grund for eventuelt at anerkende
Kosovo. Dog indikerer generalsekretærens udtagelser, at han er mere positiv over for at behandle
Kosovos optagelse end Taiwans.
54

UKLASSIFICERET
Samlet delkonklusion på anerkendelse af lande med den konstitutive og
deklaratoriske teori som referenceramme og Kosovo som case
Det centrale element i den deklaratoriske teori er effektivitetsprincippet 4 elementer:
1. En permanent befolkning
2. Et defineret territorium
3. En effektiv regering
4. Uafhængighed
Sammenholder man disse centrale elementer i teorien med empirien og analysen med casen Kosovo
kan følgende udledes:
En permanent befolkning
Historisk set har det netop været et af de grundlæggende problemer, som historieafsnittet viste.
Hvem var der først, og hvem indvandrede? Ydermere medførte borgerkrigen, at der kom en del
internt fordrevne flygtninge samt flygtninge til nabolandene. Alligevel har grundstammen af
befolkningen været kosovoalbanere, hvilket den også var, da Kosovo erklærede sig selvstændigt i
2008.
Et defineret territorium
Kosovos grænser har ikke været draget i tvivl af nogen parter i konflikten eller af tredjepart. Landet
har således haft et fast territorium, som teorien foreskriver som en af betingelserne for anerkendelse.
En effektiv regering
Siden 1999 har KFOR været til stede i landet med militære styrker, fordi landet ikke selv var i stand
til at opretholde intern sikkerhed i landet. Ydermere har United Nations Interim Administration
Mission in Kosovo (UNMIK) 102 været til stede i landet siden 1999, på baggrund af den tidligere
omtalte FN-resolution 1244. Det har reelt betydet et ansvar for:
1: politi og domstole
2: civil administration
3: udvikling af demokratiet og institutionsbygning
4: rekonstruktion og økonomisk udvikling.
På baggrund af ovenstående er der ikke tale om en effektiv regering i forhold til den deklaratoriske
teoris effektivitetsprincip.
Uafhængighed
Det forhold, at Kosovo havde status af en autonom provins under Serbien og i modsætning til de
øvrige nu anerkendte stater i det tidlige Jugoslavien ikke status af republik, bevirker, at når man
normalt taler om løsrivelse af stater i folkeretslig sammenhæng, er det sædvaneret, at moderlandet
giver sin accept til løsrivelse. Det forhold er ikke blevet opfyldt i tilfældet Kosovo. Empiri- og
analyseafsnittet viste netop, at Serbien støttet af Rusland fremførte dette argument som en af
hjørnestenene i deres argumentation for, hvorfor Kosovo ikke kunne erklæres selvstændigt.
102 http://www.unmikonline.org/
55

UKLASSIFICERET
Samlet set har Kosovo ud fra effektivitetsprincippet i den deklaratoriske teori ikke været et særligt
klassisk eksempel på en stat, der opfylder de 4 kriterier, og som følge deraf bliver anerkendt som
stat. Men virkeligheden taler sit klare sprog, Kosovo er blevet anerkendt af 56 lande. 22 af Europas
27 lande har anerkendt Kosovo.
Ovenstående leder hen til den konstitutive teori, for når den deklaratoriske teori giver en ikke
særligt fyldestgørende forklaringskraft i forhold til, hvorfor Kosovo alligevel blev anerkendt af så
mange lande, kan forklaringen muligvis søges her.
Samlet set kan man opdele ovenstående aktørerne omkring Kosovo i 3 grupper.
1: Rusland – Serbien, som henholder sig til FN-resolution 1244. Det, man kunne kalde den
traditionelle tilgang til anerkendelse af stater, dog med den drejning, at man mere eller mindre er
villig til at gå på kompromis med den holdning. Dette er under forudsætning, at man efterfølgende
får noget til gengæld.
2: USA og England, som anerkender Kosovo, dog uden at komme med en begrundelse, der stikker
meget dybere en ønsket om fred i regionen.
3: Frankrig og Tyskland, som lægger den humanitære katastrofe samt ønsket for fred og stabilitet i
regionen til grund for deres anerkendelse.
Både for kategori 2 og 3 er der endvidere nævnt det forhold, at de pågældende lande har militære
styrker i landet.
Det er i kategori 3, at man kan se en udvikling af anerkendelseskriterierne, nemlig med fokus på
den humanitære katastrofe. Herudover kan man se, at statsanerkendelse er brugt som middel til at
skabe fred i en region.
Sammenfatning på anerkendelse af stater med Taiwan og Kosovo som case – og med den
konstitutive og den deklaratoriske teori som referenceramme
Sammenligner man Kosovo og Taiwan ud fra traktater og de officielle anerkendelser, er der flere
væsentlige konklusioner, man kan drage.
I casen Taiwan var hensynet til samhandlen med Kina overskyggende i forhold til det folkeretlige
korrekte i at anerkende Taiwan. Både Japan og USA gik så vidt at trække sin officielle anerkendelse
tilbage, men fortsætte det militære samarbejde. Japan havde også fokus på økonomien og Kina, som
kunne løse knuden ved at henholde sig til FN-resolutionen.
Taiwan lider ikke nød og er under militær beskyttelse af USA, som var det et de jure-land og ikke
kun et de facto-land.
Sammenholder man Taiwan med Kosovo, kan det være svært at begrunde, hvorfor de samme lande,
der anerkender Kosovo, ikke anerkender Taiwan, hvis man kun anlægger et rent folkeretligt
perspektiv. Japan har anerkendt Kosovo, men holder sig tilbage, når det kommer til Taiwan.
56

UKLASSIFICERET
Økonomi og regional sikkerhed kommer gentagne gange op som begrundelse – men altså ikke
sædvaneret eller Montevideokonventionen.
Et interessant aspekt i de to cases er, at i begge tilfælde er der en supermagt, der står mere eller
mindre i skyggen af anerkendelsesprocessen, henholdsvis Rusland og Kina. Kina har i det store
formået at få verdenssamfundet til at afstå for at anerkende Taiwan. Samme succes har Rusland
ikke haft. En ikke uvæsentlig begrundelse for dette forhold kan meget vel tænkes søgt i Kinas
placering på det økonomiske verdensmarked. Som analysen viste, er økonomi gentagne gange et
aspekt, som tilsyneladende kan sætte folkeretten på pause for en tid.
De grunde, der træder frem samlet set med de to cases, er den humanitære katastrofe, som var i
Kosovo, og faren for, at den blusser op igen, bevirker, at man anerkender Kosovo for at få stabilitet
i regionen.
Kapitel 5: Konklusion
Mulige nye anerkendelseskriterier af stater.
Specialets mål var at undersøge om:
Er sket en udvikling i anerkendelseskriterierne af stater i nyere tid, og i så fald hvilken?
Umiddelbart giver ikke meget mening at benytte den konstitutive teori som referenceramme, da den
ikke medtager begrundelserne for, hvorfor en eventuel anerkendelse kommer i stand. Jeg har derfor
valgt at bruge den deklaratoriske teori, med udgangspunkt i effektivitetsprincippetm for at opstille
mulige nye anerkendelseskriterier for nye stater.
Udgangspunktet er de fire elementer i effektivitetsprincippet:
1. En permanent befolkning
2. Et defineret territorium
3. En effektiv regering
4. Uafhængighed
Sammenholdes disse 4 principper med empirien og analysen, kan følgende udledes:
Ad) En permanent befolkning
Empirien afdækkede ikke forhold, hverken i traktater eller i den centrale aktørers udtagelser, der
peger på, at der er sket en ændring i forhold til, at kravet om en permanent befolkning skal være
opfyldt. Både Taiwan og Kosovo har haft en permanent befolkning igennem nyere tid op til i dag.
Der er således ikke belæg for at antage, at dette kriterium ikke fortsat lægges til grund for
anerkendelse af nye stater.
Ad) Et defineret territorium
Både Taiwan og Kosovo haft et fast territorium op til i dag, og der er ikke noget i casen, der
indikerer, at princippet om, at en ny stat skal have et fast territorium, er blevet udviklet eller ændret.
57

UKLASSIFICERET
Ad) En effektiv regering
Taiwan har siden anden verdenskrig haft en effektiv regering, modsat Kosovo, hvis hele
statsapparat i 1999 var af en noget tvivlsom størrelse. Selv under løsrivelses- og
selvstændighedserklæringen blev Kosovo kraftigt understøttet af UNMIK og KFOR.
Uden deres tilstedeværelse er det svært at forestille sig, at der havde været nogen regering
overhovedet. Dette til trods, så bliver Kosovo anerkendt. De 56 anerkendende stater kan derfor ikke
have anlagt det som et ultimativt krav, at der var en effektiv regering, før landet kunne blive
anerkendt; snarere at der på et senere var udsigt til, at der kom en effektiv regering.
Ad) Uafhængighed
De to cases Taiwan og Kosovo har på dette punkt den lighed, at en stat påberåber sig, at den ikke
har moderlandets accept for løsrivelse. I tilfældet Taiwan fik det stor betydning, da de fleste af de
analyserede lande har anlagt en et-Kina-politik, hvilket dermed lægger op til, at løsningen skal
findes mellem Taiwan og Kina selv, uden indblanding fra andre lande. En lidt paradoksal
problemstilling, henset til at for eksempel både Japan og USA havde anlagt en et-Kina-politik, men
samtidig har anerkendt Kosovo, som står i samme skisma som Taiwan, for så vidt angår accepten
fra moderlandet. Princippet om en accept fra moderlandet om løsrivelse står derfor ikke entydigt
stærkt som princip, men kan åbenbart afviges, hvis andre forhold taler herfor.
Ovenstående fører frem til, at der kan argumenteres for, at der er flere forhold end de 4 klassiske i
effektivitetsprincippet, der kan være medvirkende årsager til, at stater bliver anerkendt, og dermed
synes en udvikling i anerkendelseskriterierne at kunne påvises.
Som påvist ifm. Taiwan har hensynet til regional sikkerhed været fremhævet en del gange som
begrundelse for at være tilbageholdende fra Taiwans egen side med alt for højrøstet at erklære sig
selvstændigt. Tilsvarende har de regionale aktører været tilsvarende tilbageholdende i deres retorik
for at undgå at støde Kina. Deres handlinger og attitude har dog alligevel vist, at de betragter
Taiwan som selvstændigt. Modsat har begrundelserne fra de analyserede lande, som anerkendte
Kosovo, netop haft regional sikkerhed som begrundelse for anerkendelsen (til trods for at det brød
med reglen om, at Kosovo ikke havde en effektiv regering eller var uafhængigt). Af de to cases
sammenstillet må man kunne udlede, at den regionale sikkerhed er medvirkende for og står over,
om et land bliver anerkendt eller ej.
Respekten for menneskerettighederne/den humanitære katastrofe 103 var et andet væsentligt aspekt
for anerkendelse i casen Kosovo, viste empirien og analysen. Men netop dette aspekt var
medvirkende til, at flere af de statsledere, der anerkendte Kosovo, udråbte Kosovo til en sui generissag.
Frygten for, at nogen skulle kunne spekulere i interne fordrivelser eller folkemord med henblik
på at kunne opnå anerkendelse som stat, var og er afskrækkende. Spørgsmålet, om humanitære
katastrofer skal medtages som et muligt nyt kriterium, er ikke entydigt, men det peger i den retning.
Det sidste argument, som i særdeleshed er gået igen i Taiwancasen, er hensynet til egen økonomi.
Nok har man dybe sympatier for Taiwan, som man i bund og grund mener bør være selvstændigt,
men hensynet til egen økonomi vejer tungere. Som empiriafsnittet viser, er der sågar stater, der
åbenlyst har brugt den begrundelse for at gå fra en anerkendelse af Taiwan til en anerkendelse af
103 Se endvidere Antonio Cassese, International Law, second edition side 75 og frem, samt side 395
58

UKLASSIFICERET
Kina på bekostning af Taiwan. Dette kan næppe tænkes indført som officielt kriterium for
anerkendelse, men er ikke desto mindre at holde sig for øje, når realpolitikken skal forstås og
analyseres.
Sammenfatning
Empirien og analysen viste, at med deklaratorisk teori som referenceramme, og med udgangspunkt i
effektivitetsprincippet, kan der argumenteres for en ændring til to af de oprindelige kriterier i
effektivitetskriterierne samt argumenteres for to nye kriterier.
Specialet mener at kunne påvise, at der en ny stat, der skal gøre sig håb om anerkendelse, skal
kunne leve op til følgende kriterier, der dermed også påviser en udvikling af
anerkendelseskriterierne:
6. En permanent befolkning
7. Et defineret territorium
8. En effektiv regering eller udsigten til en effektiv regering inden for en overskuelig årrække.
9. Som udgangspunkt uafhængighed fra moderlandet, hvilket dog kan fraviges, hvis andre
tungtvejende argumenter taler herfor.
10. Tilstedeværelsen af en humanitær katastrofe.
Vurdering af ovenstående konklusion
Ovenstående konklusion bygger på to cases, som ved nærmere analyse har vist sig at bestå af at utal
af underproblemstillinger, herunder særligt politiske hensyn, som er unikke i det specifikke tilfælde.
Hændelser andetsteds på verdensscenen, som ved tilfældighedernes spil fik indflydelse på, om
landet blev anerkendt eller ej. Samlet set har et utal af unikke forhold været med til at afgøre landets
skæbne.
Spørgsmålet er derfor, om man entydigt kan tale om udvikling i anerkendelse af stater, eller om det
i sagens natur er, at alle anerkendelser af nye stater er unikke og beror på en fra gang til gangvurdering.
Specialet har netop påvist, at selvom Taiwan var det land, der bedst opfyldte
effektivitetskriteriet, blev det Kosovo, der blev anerkendt.
59

Kapitel 6: Perspektivering
UKLASSIFICERET
Konklusionen i forrige kapitel viste, at effektivitetsprincippet er under udvikling fra at være et
meget fast forankret princip i folkeretten til at blive mere opblødt. Casen Kosovo viste, at man
brugte anerkendelse af staten som konfliktløsningsmiddel, til trods for at staten ikke var en effektiv
stat. Hvis denne udvikling fortsætter, vil man kunne se stater, der bliver anerkendt, før der er et
statsapparat på plads.
Man kan blot dreje blikket mod det afrikanske kontinent, hvor mange af staterne er gamle
kolonistater, hvor grænsen er trukket med en lineal uden smålig skelnen til etniske og religiøse skel
eller klansamfundets grænser som i eksempelvis Somalia, hvilket har skabt voldsomme problemer
og sammenstød mellem de forskellige etniske grupperinger.
Hvis disse problemer skal løses uden at skulle gennem borgerkrig for derigennem at kunne få nogle
naturlige grænser (uit possidetis), må man se bort fra de eksisterende nuværende landegrænser og
fastsætte landets nye grænser ud fra etniske skel. Når man er kommet til enighed om det nye lands
udstrækning, må man ydermere acceptere, at der indledningsvis ikke findes en effektiv regering og
hurtigt derefter søge at få landet anerkendt i verdenssamfundet.
Under Forsvarsakademiets besøg i Kenya og Etiopien (stabskursus 2008/2009, foråret 2009) gav
man udtryk for i the African Union (AU), at ovenstående var en model, man overvejede at bruge i
forbindelse med Somalia, Etiopien og Kenya.
Hvis Kosovo danner præcedens, vil man også kunne se andre stater blive anerkendt, hvis der er
forekommet grove krænkelser af menneskerettighederne. Spørgsmålet er, om det er en heldig
udvikling. I Kosovo var UCK mistænkt for at være med til at skabe voldsomme uroligheder med
det formål at tiltrække sig verdenssamfundets opmærksomhed for at opnå anerkendelse som
selvstændig stat.
60

Litteratur- og bilagsoversigt
Litteraturoversigt
bog- eller artikelform
Litteratur
UKLASSIFICERET
Lb.
nr.
Hvilen Forfatter: Afsnit Resultat
1 ”udenrigs” nr 1 2008 Side 7 - 111 Refleksion om Kosovo som mulig case
2 The Creation of states in
international Law
James Crawford 197-221
Refleksion om Taiwan som mulig case.
3 Perspectives on International
Law
Nandasiri Jasentuliyana Hele bogen
4 Judicial
supplement nr. 50
5 Magt og normer i
international politik
Det sikkerheds- og
Nedrustningspolitiske Udvalg
(SNU) 1994
Hele bogen, undtagen
kap 5
Grundlæggende teoriforståelse i forbindelse men
anerkendelse af stater.
6 Anerkendelse af stater Per Bredholdt Christensen Hele bogen Teoriforståelse i forbindelse men anerkendelse af
stater.
7 Enten og eller (1995) Ole Spiermann Hele bogen Teoriforståelse i forbindelse men anerkendelse af
stater.
8 international society and the Scoot Peeg Hele bogen Teoriforståelse i forbindelse men anerkendelse af
de facto state
stater.
9 Folkeret (2003) Ole Espersen
Frederik Harhoff
10 Modern Introduction to
International Law
(1997)
11 International Law. Second
edition (2005)
12 The Creation of States in
International Law (2006)
13 Recognition and the United
Nations
(1987)
14 ?
(1989)
15 Recognition of Goverments
(1997)
16 The case for Kosova,
Passage to independence
17 Breaking the China-Taiwan
Impasse
18 Creating New States, Theory
and Practice of Secession
Litteratur til at undersøge med
Ole Spiermann
Peter Malanczuk Ikke vider brugbar i forhold til specialet, kun få
relevante afsnit vedrørende anerkendelse af
stater.
Antonio Cassese
James Crawford
Udvalgte dele Dele af bogen beskriver mulige nye
anerkendelseskriterier
John Dugard
James Crawford
M. J. Peterson Dele af bogen Som titlen på bogen antyder, så omhandler den
primært anerkendelse af regeringer. Der er dog
teoriafsnit som er analoge med teorien på
anerkendelse af stater.
Anna Di Lellio Dele af bogen Baggrundsforståelse for case Kosovo
Donald S. Zagoria
Aleksandar Pavkovic with Peter
Radan
Lb.
nr.
Hvilen Forfatter: Afsnit Resultat
1 Humanitær folkeret
2 Making Capitalism in China:
The Taiwan Connection
You-tien Hsing
Dele af bogen Som titlen antyder omhandler bogen hvordan
man skaber en ny stat uf fra en allerede
eksisterende stat. Bogen har derfor kun haft
begrænset værdi i forhold til specialet.
61

Metodelitteratur
UKLASSIFICERET
Lb.
nr.
Hvilen Forfatter: Afsnit Resultat
1 Specielt om specialer”
Hele bogen Anvendes sammen med FAK retningslinjer til
Forlaget samfundslitteratur
2006
udarbejdelse af specialet
2 Den gode opgave Hele bogen Anvendes sammen med ”Specielt om specialer”
62

UKLASSIFICERET
Bilag 1 - Joint Communique of the United States of America and the
People's Republic of China
Joint Communique of the United States of America and the People's Republic of
China
January 1, 1979
(The communique was released on December 15, 1978, in Washington and Beijing.)
1. The United States of America and the People's Republic of China have agreed to recognize
each other and to establish diplomatic relations as of January 1, 1979.
2. The United States of America recognizes the Government of the People's Republic of China
as the sole legal Government of China. Within this context, the people of the United States
will maintain cultural, commercial, and other unofficial relations with the people of Taiwan.
3. The United States of America and the People's Republic of China reaffirm the principles
agreed on by the two sides in the Shanghai Communique and emphasize once again that:
4. Both wish to reduce the danger of international military conflict.
5. Neither should seek hegemony in the Asia-Pacific region or in any other region of the world
and each is opposed to efforts by any other country or group of countries to establish such
hegemony.
6. Neither is prepared to negotiate on behalf of any third party or to enter into agreements or
understandings with the other directed at other states.
7. The Government of the United States of America acknowledges the Chinese position that
there is but one China and Taiwan is part of China.
8. Both believe that normalization of Sino-American relations is not only in the interest of the
Chinese and American peoples but also contributes to the cause of peace in Asia and the
world.
The United States of America and the People's Republic of China will exchange Ambassadors
and establish Embassies on March 1, 1979.
63

UKLASSIFICERET
Bilag 2 Membership for Taiwan in Fund
Findes endvidere på:
http://caselaw.lp.findlaw.com/casecode/uscodes/22/chapters/7/subchapters/xv/sections/section_286
v.html
64

Bilag 3 – Resolution 2758
UKLASSIFICERET
Resolution 2758 (XXVI)
THE GENERAL ASSEMBLY,
Recalling the principles of the Charter of the United Nations,
Considering the restoration of the lawful rights of the People's Republic of China is essential both
for the protection of the Charter of the United Nations and for the cause that the United Nations
must serve under the Charter.
Recognizing that the representatives of the Government of the People's Republic of China are the
only lawful representatives of China to the United Nations and that the People's Republic of China
is one of the five permanent members of the Security Council,
Decides to restore all its rights to the People's Republic of China and to recognize the
representatives of its Government as the only legitimate representatives of China to the United
Nations, and to expel forthwith the representatives of Chiang Kai-shek from the place which they
unlawfully occupy at the United Nations and in all the organizations related to it.
1967th plenary meeting
25 October 1971
65

UKLASSIFICERET
Bilag 4 - Obamas brev vil præsident Ma
Dear President Ma:
Please accept my warmest congratulations on your inauguration as the new President of Taiwan.
This is an important event in the political history of the island, one which can deepen the ties
between the United States and Taiwan. A sound U.S.-Taiwan relationship will certainly be the goal
of my Administration. Your inauguration also holds promise for more peaceful and stable relations
between the two sides of the Taiwan Straits, in no small measure because you have extended the
hand of peace and cooperation to Beijing.
Your election is the latest step in consolidating a democracy that has advanced over the last two
decades. The people of Taiwan showed great maturity by endorsing a track of peace, prosperity, and
good relations with the United States.
I sincerely hope the People's Republic of China will respond to the beginning of your presidency in
a constructive and forward-leaning way. It is important for Beijing to demonstrate to the people of
Taiwan that the practical and non-confrontational approach that you have taken towards the
Mainland can achieve positive results. I hope that there will be progress on issues including
development of economic ties, expanding Taiwan's international space, and cross-Straits security,
on which you have made proposals that deserve a good-faith response.
I support the "one China" policy of the United States, adherence to the three U.S.-PRC Joint
Communiqués concerning Taiwan, and observance of the Taiwan Relations Act. On that
foundation, I believe that the United States should strengthen channels of communication with
officials of your government. We should continue to provide the arms necessary for Taiwan to deter
possible aggression. And we should support your efforts to build closer ties with the Mainland that
will lay the groundwork for a mores table and predictable relationship.
Your election on March 22nd and your inauguration on May 20th were good days for the people of
Taiwan, for the forces of democracy around the world, and for peace and stability in the Taiwan
Strait and western Pacific. I will do all that I can to support Taiwan's democracy in the years ahead.
With best wishes,
Barack Obama
http://michaelturton.blogspot.com/2008/05/obamas-letter-to-ma.html
Brevets indhold bekræftes af både af ”The China Post”
http://www.chinapost.com.tw/taiwan/foreign%20affairs/2008/05/25/157990/Obama-vows.htm
Og af Taipie Times http://www.taipeitimes.com/News/taiwan/archives/2008/05/25/2003412905
66

UKLASSIFICERET
Bilag 5 – President Chen Shui-bian's Letter to UN Secretary-General Ban
Ki-moon
President Chen Shui-bian's Letter to UN Secretary-General Ban Ki-moon Delivered on July 19 (Office
of the President)
H.E. Ban Ki-moon
Secretary-General
United Nations
New York, NY
USA
Your Excellency,
In accordance with Article 4 of the Charter of the United Nations, and in compliance with rule 58 of the
provisional rules of procedure of the Security Council and rule 134 of the rules of procedure of the
General Assembly, I have the honor, on behalf of Taiwan's 23 million people and in my capacity as
President, to request the admission of Taiwan as a member of the United Nations.
The international community of today chooses to disregard the efforts of Taiwan's 23 million people in
their pursuit of dignity and peace. It would rather ask a country that advocates the universal values of
freedom, democracy, human rights, and peace to submissively remain silent when its identity is denied
and security threatened. Whereas globalization draws nations and peoples around the world closer under
shared interests and concerns, the United Nations has long excluded Taiwan from participation, erecting
a wall against it and placing it in political apartheid. Such unfair treatment towards Taiwan is
incomprehensible and unbearable.
The people living on the beautiful land of Taiwan desire their nation to become a member of the
international community and make greater contributions to world peace and prosperity. I, as President,
have been given a mandate by the people of Taiwan, and therefore have the responsibility to see realized
their aspirations. Participation in the United Nations is a fundamental right of the people of Taiwan. The
absence of Taiwan in the United Nations creates a gap in the global network for cooperation, goes
against the ideals and notion of justice upheld by the United Nations, and moreover is ironic in light of
the UN's principle of universality.
As the popularly elected President of Taiwan, it is my duty to express to the world the earnest will of the
23 million people of Taiwan to join the United Nations. I hereby formally submit Taiwan's application
for membership and request that it be placed before the Security Council and the General Assembly for
consideration.
For this purpose, the following declaration is made in accordance with rule 58 of the provisional rules of
procedure of the Security Council and rule 134 of the rules of procedure of the General Assembly:
Declaration
In connection with the application of Taiwan for membership in the United Nations, I have the honor,
on behalf of Taiwan's 23 million people, to declare that Taiwan accepts the obligations contained in the
Charter of the United Nations and solemnly undertakes to fulfill them.
Sincerely yours,
Chen Shui-bian
President
Taiwan
67

UKLASSIFICERET
Bilag 6 - Minister James C.F. Huang's Letter to UN Secretary-General
Ban Ki-moon
Minister James C.F. Huang's Letter to UN Secretary-General Ban Ki-moon on July 26
Your Excellency,
It is regrettable that the UN Secretariat, citing Resolution 2758 as its basis, denied Taiwan’s
application for UN membership conveyed by the Permanent Representatives of two Member States,
the Solomon Islands and the Kingdom of Swaziland.
The rules of the United Nations empower only the Security Council and the General Assembly with
the authority to discuss and decide on UN membership applications. This very principle was
reiterated by Deputy Spokesperson for the UN Secretary-General in her remarks at the daily press
briefing of July 23. As such, the UN Secretariat in fact does not have the discretion to reject outright
Taiwan’s application.
Resolution 2758 neither grants China the right to represent Taiwan’s 23 million people at the
United Nations, nor states that Taiwan is a part of China or the People’s Republic of China. The UN
Secretariat’s statement that Taiwan is a part of the People’s Republic of China is a false
interpretation of the said resolution. This interpretation is incorrect, illegitimate and contradictory to
regional reality. Therefore, it can not and should not be taken as the legal basis to decline Taiwan’s
application.
The United Nations has long excluded Taiwan, erecting a wall to place it in political apartheid.
Isolation breeds disaster. The continued isolation of Taiwan would be tantamount to encouragement
of intimidation from China. International ostracism of Taiwan emboldens China in its aggressive
actions, fanning instability in the area. Your Excellency comes from the Republic of Korea, a
country with which we share remarkably similar history and experience. You must realize the
misery of people under hegemonic oppression and their apprehension from the threat of war.
The people living on the beautiful island of Taiwan desire their nation to become a member of the
United Nations. Taiwan is able and willing to fulfill the obligations expected of UN members and
make greater contributions to world peace, justice and prosperity. I hereby urge Your Excellency to
respect the will of the people of Taiwan to join the United Nations, and to duly process Taiwan’s
application for UN membership in accordance with relevant rules of procedures of the United
Nations.
Sincerely yours,
James C.F. Huang
Minister of Foreign Affairs
Republic of China (Taiwan)
68

UKLASSIFICERET
Bilag 7 - PRESSEMITTEILUNG NR.: 51
PRESSE- UND INFORMATIONSAMT DER BUNDESREGIERUNG
PRESSEMITTEILUNG NR.: 51
Zustimmung des Kabinetts zur völkerrechtlichen Anerkennung des Kosovo
Mi, 20.02.2008
Der Sprecher der Bundesregierung, Ulrich Wilhelm, teilt mit:
Das Bundeskabinett hat heute der völkerrechtlichen Anerkennung der Republik Kosovo sowie der
Aufnahme diplomatischer Beziehungen zugestimmt. Die förmliche Anerkennung sowie die
Erklärung der Bereitschaft zur Aufnahme diplomatischer Beziehungen erfolgen durch ein Schreiben
des Bundespräsidenten an den kosovarischen Präsidenten.
Am 17. Februar 2008 hat die Parlamentarische Versammlung in Pristina eine
Unabhängigkeitserklärung verabschiedet. Daraufhin hat sich der Rat für Allgemeine
Angelegenheiten und Außenbeziehungen (RAA) in seiner Sitzung am 18. Februar 2008 auf
Ratsschlussfolgerungen geeinigt. Diese stellen unter anderem fest, dass die EU-Mitgliedstaaten über
ihre Beziehungen zum Kosovo in Übereinstimmung mit ihrer nationalen Praxis und dem
Völkerrecht entscheiden werden.
In den Ratsschlussfolgerungen werden insbesondere die in der Unabhängigkeitserklärung
enthaltene Zusicherung zum Schutz der Serben und anderer Minderheiten, zum Schutz des
kulturellen und religiösen Erbes sowie zur internationalen Überwachung zur Kenntnis genommen.
Der Rat begrüßt ferner die Fortsetzung der internationalen Präsenzen auf der Grundlage der
Resolution 1244 (1999) des Sicherheitsrates der Vereinten Nationen. Die EU hat unterstrichen, dass
die Lösung der Statusfrage des Kosovo einen ganz besonderen Fall betrifft, der keineswegs als
Präzedenzfall angesehen werden kann.
Die Bundesregierung ist – zusammen mit einer Vielzahl von Partnern in der EU, aber auch darüber
hinaus – der Überzeugung, dass eine rasche Anerkennung der Republik Kosovo durch eine
möglichst große Anzahl von Staaten geeignet ist, dauerhafte Stabilität für die gesamte Region zu
fördern. Die mehrjährigen, vergeblichen Verhandlungen des Sondergesandten des Generalsekretärs
der Vereinten Nationen, Martti Ahtisaari und der Kosovo-Troika, haben gezeigt, dass eine
einvernehmliche Lösung der Statusfrage nicht möglich ist.
Zu den Staaten, die Kosovo bereits anerkannt haben, gehören unter anderem. Frankreich,
Großbritannien, die USA, Australien und die Türkei. Eine Vielzahl weiterer Staaten, darunter viele
EU-Mitgliedstaaten, folgen in diesen Tagen.
Die EU hat bereits mehrfach ihre Bereitschaft erklärt (unter anderem auf dem Europäischen Rat
vom 14. Dezember 2007), ihrer Verantwortung für die Stabilität der Region gerecht zu werden. Sie
wird die Entwicklung des neuen Staates mit ihrer bisher größten ESVP-Mission rechtsstaatlich
begleiten. Einen entsprechenden Beschluss hat die Gemeinschaft bereits getroffen.
Deutschland wird dabei mit besonderer Aufmerksamkeit die Erfüllung der Verpflichtungen der
Republik Kosovo im Bereich der Menschenrechte, des Minderheitenschutzes und der
69

UKLASSIFICERET
Flüchtlingsrückkehr verfolgen und mit Nachdruck die Heranführung Serbiens an die EU
unterstützen. Die Bundesregierung will insbesondere das bereits paraphierte Stabilisierungs- und
Assoziierungsabkommen mit Serbien unterzeichnen und vertraut darauf, dass die hierfür
notwendigen Voraussetzungen bald erfüllt werden.
70