diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk

indgår i klangbilledet og får en harmonisk
funktion (der kan være ønskelig eller
det modsatte).
Man kan forestille sig, at korsangere
med øre for klang (eller for den sags
skyld strygere eller blæsere), undertiden
spontant finder et bestemt toneleje, så
netop dette sker, specielt i ældre musik.
Ligesom fornuften forlanger maksimal
enkelhed af videnskabelige teorier, påskønner
øret samklange der »går op«,
som har en begribelig struktur. Strukturen
skabes af den store mangfoldighed
af kombinationstoner (summations- og
differenstoner), der dannes af overlejrende
partialtonesæt, og som udgør et
hierarki af frekvenser, defineret ved at
grundfrekvenser lægges sammen eller
trækkes fra hinanden, i alle tænkelige
grupper og kombinationer.
Den mest hørbare kombinationstone
er normalt differenstonen mellem to
grundfrekvenser (under det hørbare
område kaldes den stødtone eller svævning).
Fx vil to sinustoner på hhv. 800 og
1000 Hz danne en differenstone på 200
Hz – to høje toner frembringer en dyb. I
Europa har differenstoner været beskrevet
siden 1700-tallet og er det grundlæggende
princip, når bærebølger moduleres
og afkodes i gammeldags radioteknik.
(Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at
der engang har været foreslået en temperering,
som er identisk med den jeg vil
beskrive i det følgende, men eftersom
den ligesvævende temperatur allerede
var etableret da differenstoner opstod
som begreb, har disse næppe kunnet
være det styrende princip).
I praksis (og uden at medregne summations-
eller differenstoner mellem
overtoner) vil 2 stemmer altså frembrin-
diføt nyt 81.2
ge 3 toner, mens 3 stemmer danner 6 toner,
4 stemmer 10 toner, 8 stemmer 36 toner,
12 stemmer 78 toner, o.s.v. Indregner
man de hørbare overtoner i hver stemme,
bliver det samlede resultat, trods
mange sammenfald, en meget kompleks
affære.
I ren stemning antager alle intervaller
(undtagen primer og oktaver) hver især
to eller flere forskellige værdier, alt efter
hvilke skalatrin, der danner intervallet,
og de repræsenteres derfor ved forskellige
brøker, fx er nogle heltonetrin på 1/8
oktav og andre på 1/9, o.s.v. I ren stemning
får hvert enkelt interval sit karakteristiske
udtryk gennem naturlige,
akustiske kombinationsmønstre, som
øret bygger videre på, hvorimod den
ligesvævende stemningstillempede relationer
ikke på samme måde vekselvirker
med høresansen.
I ligesvævende temperatur vil samtlige
kombinationstoner (bortset fra oktaver
af grundfrekvenserne), nemlig uvægerligt
ramme lidt ved siden af de harmoniske
overtoner, hvorved de udviskes
og giver klangfarven et interessant,
sløret præg. Svundne tiders klangideal
var mindre tilrøget, man søgte ublufærdigt
universel harmoni og intim kontakt
med kosmos, noget der kun opnås i ren
stemning, når verden resonerer og svinger
med.
Skal en samklang klinge optimalt harmonisk,
og det samlede netværk af mønstre,
spundet af partialtoner og kombinationstoner,
gå op i en højere enhed, være
selvforstærkende og velstruktureret,
uden kaotiserende islæt eller fejl i vævningen,
skal skalatrinene proportioneres
i moduler, så få og så store som muligt,
således at så mange kombinationstoner
som muligt, mellem alle 12 skalatoner, i
17