diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk

sion, og jeg mener oprigtigt, at chronomatikere
i deres kamp for kulturens
overlevelse ville have større glæde af et
mindre specifikt og mere robust referencesystem,
som fx den lille tabel.
Med udgangspunkt i stemninger, skalaer
og intervaller, samt den måde hvorpå
toner og samklange bearbejdes af
høresansen, vil jeg derfor skitsere nogle
grundlæggende akustiske lovmæssigheder,
der, i modsætning til den pythagoræiske
tonelære, har det fortrin direkte
at kunne relateres til naturlige, fysiske
fænomener. Jeg vil prøve at fatte mig i
korthed, og læseren må derfor bære over
med, at jeg ikke definerer den musikalske
terminologi helt fra grunden, men
kan man finde rundt på et musikinstrument,
og kender man lidt til intervaller,
er der nok ingen større mysterier. Først et
par historiske forudsætninger og lidt om
rene og tempererede skalaer, samt repræsentation
af tonetrin:
Den ligesvævende temperatur, man
begyndte at tage i brug i 1700-tallet, og
som nu er eneherskende inden for vestlig
musik, er en stemning, der er naturlig
for instrumenter som fx en guitar, hvor
de samme bånd definerer længden af
strenge af forskellig tonehøjde, og den er
i praksis uundværlig i forbindelse med
transposition og samspil mellem forskellige
slags instrumenter, navnlig når der
indgår tangentinstrumenter. Intet af dette
spiller imidlertid nogen rolle i forbindelse
med fx uakkompagneret korsang.
Her er ingen bånd, ingen uforanderlige
tonehøjder, og man kan derfor forvente,
at akustiske lovmæssigheder kan have
afgørende indflydelse på harmoniske
strukturer.
De ældste skalaer refererer til énstemmig
vokal- eller instrumentalmusik,
diføt nyt 81.2
hvor man i fravær af samklange vanskeligt
kan anføre rent akustiske argumenter
for at foretrække nogle tonehøjder
frem for andre. I antikken var den fysiske
reference for skalatoner først fløjter med
huller i samme indbyrdes afstand, siden
enten et monochord med lige brede
bånd, hvor forholdene mellem strengelængder
har dannet grundlag for teoretiseren,
eller metalhamre, hvor man regnede
på de indbyrdes vægtforhold. Fra
første færd stod det klart, at tonehøjder
(frekvenser) var omvendt proportionale
med længden af luftsøjler eller strenge
og vægten af hammerhoveder, men man
har ikke baseret teorierne på et egentligt
frekvensbegreb, da man jo ikke direkte
kunne måle svingninger pr. tidsenhed.
Havde det dengang været praktisk
muligt at tage udgangspunkt i eksakte
frekvensforhold (eller var det første monochord
blevet inddelt i 48 bånd, i stedet
for 32 – herom senere), ville man formodentlig
forlængst have gennemskuet de
akustiske lovmæssigheder og fysisk-matematiske
relationer, der naturligt styrer
samklange, og fået defineret de kromatiske
skalatrin i overensstemmelse med
disse, men sådan er det ikke gået. I stedet
har de utallige indlæg i diskussionen om
den »rette« skala, som verserede i mere
end to tusinde år, almindeligvis haft rod i
en eller anden form for talmystik.
Pythagoræerne ville i deres præcise
tetrakorder, som kirketonearterne bygger
på, kun høre tale om 2 intervalstørrelser,
defineret ved potenser af 2 og 3.
Det lyder jo dejligt enkelt, men det lægger
ikke desto mindre op til verdensfjerne
abstraktioner, som når stabler af kvinter
og oktaver forlader det hørbare område,
eller man i tanken passerer den 243.
overtone (retfærdigvis må det siges, at
13