diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk
diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk
diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>diføt</strong><strong>nyt</strong><br />
Dansker bag <strong>nyt</strong> initiativ:<br />
GIFNET - Ny Energi Teknologi<br />
Sand, vand og varme liv<br />
Simpelt forsøg<br />
med biogenese<br />
Biokommunikation II<br />
- eksempler og oversigt<br />
Musik eller Kaos –<br />
toner, intervaller, skalaer<br />
EMOTO i Danmark<br />
- anmeldelse af en konference<br />
Forenings<strong>nyt</strong><br />
NR. 81.2 / DECEMBER 2005 KR. 25,-<br />
DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK
2<br />
DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK<br />
er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse<br />
om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med<br />
naturen og dens metoder, at ud<strong>nyt</strong>te dens energier på bedst<br />
mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer<br />
og at reducere allerede forekommende indgreb i<br />
økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets<br />
vilkår forbedres. www.difoet.<strong>dk</strong><br />
Foreningens bestyrelse<br />
Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com<br />
Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105<br />
Albert Hauser - Næstform., bibliotekar - a.hauser@mail.<strong>dk</strong><br />
Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414<br />
Børge Frøkjær-Jensen - froekjar@inet.uni2.<strong>dk</strong><br />
Ellebuen 21, 2950 Vedbæk<br />
Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.<strong>dk</strong><br />
Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd<br />
Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.<strong>dk</strong><br />
Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C<br />
Jørgen Olsen<br />
Gærdesangervej 2, 3300 Frederiksværk - tel 4774 8486<br />
Lejf T. Rasmussen - lejf.t.rasmussen@mail.tele.<strong>dk</strong><br />
Frederiksvej 54, 3.th., 2000 Frederiksberg<br />
Poul Schriver - poulschriver@hotmail.com<br />
Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø<br />
Mogens Larsen - Sup., kasserer - kassereren@difoet.<strong>dk</strong><br />
Gammel Køge Landevej 492, 2650 Hvidovre<br />
Girokonto (1551)939-4966, DIFØT, Gl.Køge Landevej 492<br />
2650 Hvidovre.BG Bank - IBAN:DK03 3000 0009 3949 66<br />
Medlemskab<br />
Alle er velkomne som medlemmer af DIFØT. Bliv medlem<br />
ved at indsætte 1 års kontingent på giro 939-4966. Årskontingent:<br />
300,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 150,- kr.<br />
Forsiden<br />
GIFNET er en ny organisation,<br />
der på idealistisk basis<br />
skal tjene til at oplyse<br />
verdensoffentligheden om<br />
fremtidens energiformer.<br />
Stifteren og ildsjælen bag<br />
Det globale Institut for Ny<br />
Energiteknologi er danskeren<br />
Nicholas Møller, der<br />
har en baggrund som advokat<br />
og shippingmand.<br />
Læs mere om det spændende<br />
initiativ på side 22.<br />
23. årgang nr. 81.2, dec. 2005<br />
Redaktør: Jan Koed<br />
Redaktionens adresse<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong><br />
Carl Bernhards Vej 15, st.tv.<br />
1817 Frederiksberg C<br />
tel/fax 3322 3728<br />
email redak@difoet.<strong>dk</strong><br />
Udgivelse<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> udgives af Dansk<br />
Institut for Økologisk Teknik<br />
og udsendes til foreningens<br />
medlemmer.<br />
Hvor ikke andre er nævnt, er<br />
udenlandske manuskripter<br />
oversat af redaktøren.<br />
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.<br />
Bladet u<strong>dk</strong>ommer med fire<br />
numre om året.<br />
Oplag: 200 eksemplarer<br />
Tryk: Vester Kopi, København<br />
ISSN 0900-1816<br />
Indhold<br />
Balladen om livet 3<br />
Primær sanseopfattelse - II 8<br />
Musik eller kaos 12<br />
Globalt netværk<br />
udvikler ny energiteknologi 22<br />
Bevidsthedsevolutionen<br />
- anmeldelse af en<br />
konference 30<br />
Forenings<strong>nyt</strong> 32<br />
Kommende møder<br />
Indstik<br />
Bladsalg
Biogenese:<br />
Balladen om livet<br />
Af Jesper Overgaard<br />
Hvordan er livet opstået? Hvad skal der<br />
til for at stof bliver levende, og hvor<br />
sandsynligt er det at sådan noget sker?<br />
Har der kravlet orme på Mars, eller er vi<br />
bare helt alene i verden? Brændende aktuelle<br />
spørgsmål, hvis man skal dømme<br />
efter den plads de optager i medierne,<br />
og af allerstørste videnskabelige betydning,<br />
hvis man tager bestik af det glødende,<br />
nærmest forkyndende engagement,<br />
der undertiden præger diskussionen.<br />
Med så mange tunge sager på bordet er<br />
det måske forståeligt at man overser det<br />
helt store mysterium, nemlig hvordan<br />
det kan undslippe videnskabens opmærksomhed,<br />
at adskillige af standens<br />
mest fortjenstfulde medlemmer forlængst<br />
har kastet lys over sagen.<br />
Biogenese, forstået som overgangen<br />
fra »livløst stof« til levende organismer,<br />
er regelmæssigt blevet observeret og beskrevet<br />
på bedste empiriske vis, kildematerialet<br />
er fuldt tilgængeligt, de afgørende<br />
eksperimenter ganske ukomplicerede,<br />
og der er i det hele taget ingen mangel<br />
på troværdig dokumentation. Men i<br />
dagens debat er det som om den aldrig<br />
har eksisteret.<br />
For at undgå en pinlig diskussion om<br />
årsagen til denne besynderlige tavshed,<br />
så lad mig blot foreslå at travle fagfolk<br />
ikke har tid til at læse kildelitteratur og<br />
vende tilbage til det egentlige: hvordan<br />
opstår liv?<br />
Gør man sig til talsmand for kontro-<br />
versielle tanker, eller for den sags skyld<br />
usædvanlige kendsgerninger, er det<br />
svært at undgå at modsige herskende<br />
tankesystemer. Så er det bare med at<br />
have papirerne i orden og dokumentere<br />
alt, men det tillader pladsen naturligvis<br />
ikke her, så hvad med en ultrakort model<br />
light: en håndfuld kendsgerninger og<br />
påstande, et par gør-det-selv opskrifter<br />
til enkle, lavteknologiske eksperimenter,<br />
der kan afgøre sagen, og nogle få navne<br />
og titler, der kan vise vej til det »ukendte«<br />
kildemateriale?<br />
Det er hverken nogen lille eller ubetydelig<br />
skare, der gennem tiderne har bidraget<br />
til sagens opklaring, men det første<br />
sandhedsvidne jeg vil føre er imidlertid<br />
et rent naturfænomen, nemlig en lille,<br />
fredelig undersøisk vulkan i Stillehavet,<br />
ca. 800 km syd for Acapulco, almindeligt<br />
kendt som North Nine.<br />
Flydende lava fra undersøiske vulkaner<br />
størkner ved mødet med det kolde<br />
havvand i karakteristiske formationer<br />
og, bl.a. på grund af det ekstremt høje<br />
tryk, indtræder efterhånden en halvstabil<br />
tilstand, hvor der ud af skorstensagtige<br />
gevækster strømmer overophedet<br />
saltvand og svovlgasser. Derved opstår<br />
kuppelformede områder af varmt vand,<br />
lagdelte i temperaturzoner, inderst på<br />
flere hundrede grader, og i de yderste lag<br />
faldende mod dybhavets konstante 4<br />
grader Celsius.<br />
Gennem seismologiske målinger blev<br />
man opmærksom på vulkanen straks da<br />
den begyndte at røre på sig for få år siden.<br />
Man har siden regelmæssigt kunnet<br />
observere den og filme dens udvikling,<br />
3
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
takket være en lille undervandsbåd ved<br />
navn Alvin, og Discovery Channel har<br />
bragt en række udsendelser om emnet.<br />
Det første besøg fandt sted da vulkanen<br />
blot var få måneder gammel.<br />
Kameraet nærmede sig langsomt røghullet<br />
gennem en tæt sværm af hvide<br />
fnug, og kommen-<br />
tatoren oplyste at<br />
det drejede sig om<br />
hobe af bakterier.<br />
Da man kom tættere<br />
på, åbenbarede<br />
der sig et helt<br />
hierarki af levende<br />
organismer, et<br />
komplet samfund<br />
på et lillebitte område.<br />
I det evige mørke<br />
på 2,6 kilometers<br />
dybde, som i<br />
en oase midt i en<br />
livløs ørken der<br />
strækker sig hundreder<br />
af kilometer<br />
til alle sider, var<br />
der på få måneder<br />
opstået et selvregulerendebiologisk<br />
system, hvis enkelte led var stavnsbundne<br />
til smalle temperaturzoner. Nederst<br />
i systemet, i den rigtigt varme afdeling,<br />
vældede jern-svovlbakterier frem<br />
og gav næring til rejer og ukendte arter af<br />
fastsiddende, farvestrålende rørorme,<br />
og øverst i fødepyramiden stortrivedes<br />
blinde, hvide krabber og underlige fisk.<br />
Intet tyder på at dødsforagtende<br />
krabber med store madpakker gennemstrejfer<br />
havbundens endeløse vidder, i<br />
håbet om at finde frem til de få kubikmeter,<br />
som byder på varme, mad og par-<br />
4<br />
I reduktionismens troldspejl<br />
fremstår levende funktioner som<br />
et kompliceret samspil af fysiske<br />
egenskaber ved eksisterende,<br />
materielle strukturer, og man<br />
konkluderer at livet udspringer<br />
af stoffet. Imidlertid peger alle<br />
observationer på det stik modsatte,<br />
nemlig at det er eksisterende,<br />
levende funktioner der<br />
styrer, former og opbygger de<br />
fysiske strukturer (fx organer),<br />
som derefter udgør disse funktioners<br />
materielle fundament: at<br />
stoffet altså bliver til gennem<br />
livets aktiviteter.<br />
ringsmuligheder, før de omkommer. Så<br />
hvor er alle dyrene kommet fra? Under<br />
disse helt ekstreme forhold er der reelt<br />
kun to muligheder: enten har det nødvendige<br />
arvemateriale ligget parat i anvendelig<br />
form, eller også er livet opstået<br />
»spontant«, i kraft af lokale omstændigheder.<br />
Hvis »livets<br />
kim« allerede var<br />
tilstede, burde<br />
man et sted i omegnen<br />
kunne finde<br />
slumrende anlæg<br />
til krabber, rejer og<br />
rørorme, der kun<br />
savnede lidt varme<br />
og lidt mad for<br />
at blive til noget<br />
større. Det ville bestemt<br />
også være en<br />
god forklaring,<br />
men det er ikke tilfældet.<br />
Tilbage står<br />
at livet må være<br />
opstået på stedet –<br />
hvilket også betyder<br />
at forhåndenværende<br />
materiale<br />
er omorganiseret<br />
eller forvandlet, og/eller at <strong>nyt</strong> stof er opstået<br />
af »intet«.<br />
I reduktionismens troldspejl fremstår<br />
levende funktioner som et kompliceret<br />
samspil af fysiske egenskaber ved eksisterende,<br />
materielle strukturer, og man<br />
konkluderer at livet udspringer af stoffet.<br />
Imidlertid peger alle observationer<br />
på det stik modsatte, nemlig at det er eksisterende,<br />
levende funktioner der styrer,<br />
former og opbygger de fysiske strukturer<br />
(fx organer), som derefter udgør<br />
disse funktioners materielle fundament:
at stoffet altså bliver til gennem livets aktiviteter.<br />
Det er mere end vanskeligt at forklare,<br />
at udviklingen fra bakterier til krabber og<br />
fisk kunne foregå i løbet af nogle måneder.<br />
Men moderne forklaringsmodeller,<br />
som i sidste ende ikke kan pege på andre<br />
styrende principper end »tilfældet«, i<br />
skikkelse af forskellige grader af sandsynlighed,<br />
falder helt fra hinanden når<br />
organismer undersøges på celleniveau.<br />
At det er fuldstændigt umuligt at begrunde<br />
evolutionen, hurtig eller langsom,<br />
med mekanistiske argumenter, kan<br />
man til overflod se dokumenteret, fx i<br />
Michael J. Behes glimrende Darwin’s<br />
Black Box.<br />
I den sidste udsendelse jeg har set om<br />
North Nine udtalte en lidt forlegen videnskabsmand,<br />
at man ud fra observationerne<br />
måtte konkludere »at livets opståen<br />
havde et eller andet at gøre med høje<br />
temperaturer«, hvilket ikke er for meget<br />
sagt. Det er en oplagt anledning til at<br />
komme med den første opskrift: den<br />
hurtige og effektive måde at forvandle<br />
»dødt« stof til levende organismer.<br />
Man tager et eller andet nogenlunde<br />
uopløseligt, ikke alt for brændbart materiale,<br />
fx sand, kul, metalspåner, jord eller<br />
almindeligt skidt, i princippet ligegyldigt<br />
hvad, bare det ikke damper helt væk<br />
når det varmes op til hvidglødhede i<br />
nogle minutter, eller gerne en halv times<br />
tid. Dertil en væske, vand er selvfølgelig<br />
ideelt, som man kan koge, demineralisere,<br />
destillere, sterilisere, filtrere og<br />
autoklavere af hjertens lyst, indtil man<br />
kan stole på at alle »livskim« er helt og aldeles<br />
tilintetgjort. Man kan fremme processen<br />
yderligere ved at gøre vandet lidt<br />
basisk med et lille skvæt kaliumhydroxid<br />
e.l. (sand og vand er taknemmeligt at ar-<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
bejde med, hvis man skulle få lyst til at<br />
eksperimentere lidt).<br />
Fidusen består så i at man smider det<br />
glødende materiale i væsken. Straks derefter<br />
kan man i et almindeligt, kraftigt<br />
lysmikroskop iagttage hvordan væsken<br />
nu myldrer med bittesmå, blålige, bevægelige<br />
blærer uden kerne.<br />
Man kan uden besvær dyrke den ene<br />
generation efter den anden, og de formerer<br />
sig lystigt på agar, i bouillon eller<br />
andet, mens former og farver veksler<br />
med vækstmediet. Vil man drive udviklingen<br />
et skridt videre, til celler med kerne<br />
(og dermed arvemateriale), behøver<br />
man blot at fryse væsken ned og tø den<br />
op igen, hvilket vil medføre at blærerne<br />
uden videre samles og omorganiseres til<br />
forskellige encellede dyr, amøber, bakterier<br />
eller proteinflager.<br />
Man behøver ikke at arbejde så hysterisk<br />
sterilt, men det fremmer faktisk<br />
sagen, og har jo unægtelig en vis beviskraft.<br />
Den mest udførlige beskrivelse af<br />
den »hurtige« fremgangsmåde og forskellige<br />
dyrkningsmetoder finder man i<br />
Die Bione, af den feterede og forkætrede<br />
Wilhelm Reich. (Bioner var hans betegnelse<br />
for disse »livets mindste byggesten«).<br />
Biogenese foregår også under mindre<br />
dramatiske omstændigheder, blot lidt<br />
langsommere, fx ved henfald af plantemateriale<br />
i vand. Her kan man følge hele<br />
processen i et lysmikroskop, i alle faser:<br />
blærerne dannes i løbet af få dage (timer,<br />
hvis man koger eller autoklaverer materialet),<br />
og man kan direkte iagttage<br />
hvordan de aktivt løsner sig fra planteresterne,<br />
hvordan deres bevægelsesmønster<br />
udvikler sig, hvordan de efterhånden<br />
grupperer sig, omgives af fælles<br />
membraner og til sidst får skikkelse af<br />
5
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
forskellige smådyr og amøber, som man<br />
kender fra damme og gammelt blomstervand.<br />
Til den »langsomme« model er der<br />
mange kilder, fx englænderen Robert<br />
Brown som i 1880’erne beskrev hvordan<br />
encellede dyr opstår af planterester, eller<br />
hans landsmand Henry Charlton Bastian,<br />
der tidligere i samme århundrede<br />
iagttog hvordan bakterier blev dannet i<br />
frugter og grønsager, og sågar i sten og<br />
mineraler. Hos kanadieren Gaston Naessens,<br />
som først gjorde sig bemærket ved<br />
at konstruere et supereffektivt lysmikroskop,<br />
hedder bionerne somatider. Flere<br />
eksempler kan man finde i fx The Cancer<br />
Microbe, af den amerikanske læge Alan<br />
Cantwell.<br />
Blandt de videnskabsmænd, der har<br />
beskæftiget sig med livets opdukken »af<br />
sig selv«, er Antoine Béchamp (1816-<br />
1908) en af de mest fremtrædende og<br />
mest uantastelige. Hans akademiske<br />
kvalifikationer vejede godt til (bl.a. professorater<br />
i medicinsk kemi, farmakologi,<br />
biokemi, fysik og toksikologi), han var<br />
en myreflittig forsker og medlem af det<br />
franske Videnskabernes Akademi. Han<br />
studerede i årevis de små, levende<br />
blærer, som han døbte mikrozymer, også<br />
hvordan de i forbindelse med sygdom<br />
udviklede sig til bakterier.<br />
Han havde det uheld at være samtidig<br />
med kemikeren og karrieremennesket<br />
Louis Pasteur, der ud over umådelige<br />
ambitioner besad et ægte talent for at<br />
sætte sig selv i scene, og som derfor også<br />
forstod at koge ufatteligt meget suppe på<br />
sine forholdsvis smalle videnskabelige<br />
indsigter. Pasteurs berømmelse voksede<br />
sig så stor, hans position blev så velbefæstet<br />
i det internationale samfund, at Akademiet<br />
end ikke ænsede, at hans sensa-<br />
6<br />
tionelle »opdagelse« af kimene på skallen<br />
af vindruer, og deres betydning for<br />
gæringsprocesserne, var gjort (og publiceret)<br />
af Béchamp 8 år tidligere. Det var<br />
ikke den eneste gang Pasteur kom til at<br />
låne lidt, og han hadede da også Béchamp<br />
inderligt. Han be<strong>nyt</strong>tede enhver<br />
lejlighed til at prøve at blokere og miskreditere<br />
Béchamps forskning – de »forbandede<br />
mikrozymer« skulle end ikke<br />
nævnes i Akademiets beretninger.<br />
Diskussionen om den spontane generation,<br />
der havde stået på siden Aristoteles’<br />
dage, blev således pasteuriseret og<br />
mørkelagt, stort set med henvisning til at<br />
når han, Pasteur, ikke kunne se noget i sit<br />
mikroskop, var den eneste rimelige forklaring,<br />
at der ikke var noget at se. Ingen<br />
mislyde måtte skæmme det nye evangelium:<br />
al sygdom skyldtes udefra kommende,<br />
luftbårne sygdomskim – det<br />
gjaldt værdigheden som »den moderne<br />
lægevidenskabs fader«.<br />
Det er selvfølgelig forstemmende at<br />
den samme snæversynede dogmatik stadig<br />
uantastet kan stikke sit grimme hoved<br />
frem i vore dage, men alle videnskabsgrene<br />
har deres små ærgrelser. Fx<br />
har geologer måttet lære at leve med<br />
Lavoisiers 1700-tals lære om grundstoffernes<br />
uforanderlighed, og dermed »naturlige«<br />
transmutationers umulighed, til<br />
trods for at man næsten lige så længe har<br />
vidst, at grundstofsammensætningen i<br />
hele bjergkæder »spontant« kan ændres<br />
betydeligt, som det fx sker når granit forvitrer<br />
til gnejs. Max Planck var lige lovlig<br />
optimistisk da han mente at vide at »videnskaben<br />
går frem med store skridt, begravelse<br />
for begravelse«.<br />
Et kort signalement af livets opståen<br />
kunne lyde: »materialer, der nedbrydes i<br />
kontakt med væske eller fugtighed, om-
organiseres og bliver levende«. Som man<br />
kan se, står der meget omhyggeligt ingenting<br />
om den virkende faktor, men en<br />
sådan findes naturligvis – noget driver jo<br />
værket. Når det er blevet klart at man<br />
hverken kan finde forklaringen på livets<br />
funktioner i stoffets struktur eller tilfældets<br />
luner, er det samtidig klart at disse<br />
»selvorganiserende« funktioner, og deres<br />
fysiske fundament, vekselvirker med<br />
en ydre faktor, en energiform, der ikke er<br />
(aner)kendt af videnskaben.<br />
Og her begynder balladen for alvor.<br />
Erkendelsen af en sådan energi, eller »biologisk<br />
æter«, med ganske andre egenskaber<br />
end de mekanisk-entropiske<br />
energiformer vi ellers opererer med, har<br />
nemlig vidtrækkende konsekvenser.<br />
Ikke blot hvad biogenese angår: det berører<br />
hele vort verdensbillede, vender<br />
faktisk op og ned på det og giver et radikalt<br />
<strong>nyt</strong> syn på universets natur og stoffets<br />
oprindelse.<br />
Den læser, som endnu hænger på,<br />
skylder jeg måske en forklaring på at sådan<br />
en skråsikker, halvstuderet amatør<br />
overhovedet blander sig i eksotiske anliggender<br />
som biogenese. Hvordan skulle<br />
jeg, uden andre redskaber end en lokal<br />
variant af »sund fornuft« og »almen dannelse«,<br />
kunne sige noget væsentligt om<br />
et emne, der i vore dage dyrkes af højt<br />
uddannede specialister?<br />
Jeg kunne prøve at sige at livet er noget<br />
der angår os allesammen, og det er da<br />
ikke helt forkert. Eller jeg kunne henvise<br />
til anfald af clairvoyance, eller rørpost fra<br />
rumfolket, men sådan noget har jeg stadig<br />
til gode. Eller måske slå lidt mere på,<br />
at jeg som amatør kan flagre frit omkring<br />
i åndens rige, at jeg kan gå excentrisk og<br />
tværfagligt til værks og dyrke alle de afdøde<br />
genier jeg har lyst til, uden at be-<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
kymre mig om herskende dogmers<br />
eventuelle ukrænkelighed.<br />
Men hvis sandheden absolut skal<br />
frem, består min praktiske indsats stort<br />
set i at have efterabet de simple forsøg<br />
jeg har læst om, mange gange, altid med<br />
held. Og når dét nu er sluppet ud, kan<br />
jeg lige så godt gå til bekendelse og indrømme<br />
den virkelige grund til, at jeg tør<br />
være så stor i slaget: det er næsten alt for<br />
nemt altsammen, ikke meget mere risikabelt<br />
end karsedyrkning.<br />
Det er vist forlængst fremgået, at man<br />
hverken behøver at være specielt behændig,<br />
spidsfindig eller heldig før der<br />
sker ting og sager – enhver der kan passe<br />
et gasblus, dreje på en knap samt åbne og<br />
lukke en fryser må siges at have de nødvendige<br />
kvalifikationer. Måske er det<br />
bl.a. derfor, at ingen af de fagfolk, jeg<br />
undertiden har søgt at få i tale, har villet<br />
gøre sig den ulejlighed selv at undersøge<br />
hvordan det forholder sig: alle som én<br />
har de på forhånd vidst at det var noget<br />
enfoldigt, forvirret sludder, og dertil alt,<br />
alt for nemt. De har simpelthen været<br />
overkvalificerede.<br />
De omtalte forsøg kræver ikke dyrt legetøj,<br />
og stort set alting sker uden at man<br />
behøver at blande sig, men jeg kan alligevel<br />
ikke lade være med at forestille mig at<br />
professionelle mennesker kunne få tid,<br />
lyst og/eller selvtillid til at kigge naturen,<br />
det billige skidt, efter i sømmene, forhåbentlig<br />
af oprigtig nysgerrighed, eller i<br />
værste fald fordi jeg, eller andre af samme<br />
surdej, har formået at virke tilstrækkeligt<br />
irriterende og bedrevidende.<br />
7
Biokommunikation:<br />
Primær<br />
sanseopfattelse - II<br />
Af Poul Schriver<br />
I artiklens første del, der blev bragt i sidste<br />
nummer af <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong>, koncentrerede<br />
forfatteren sig om Cleve Backsters forskning.<br />
I artiklens andel del rettes søgelyset<br />
mod andre forskeres arbejde med beslægtede<br />
teorier og eksperimenter.<br />
Jeg har altid været fascineret af emnet<br />
kommunikation, og Cleve Backsters opdagelser,<br />
jf. artiklen i <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 80, inspirerede<br />
mig til at undersøge andre former<br />
for biokommunikation og give et bud på<br />
sammenhænge mellem mulige kommunikationsteknikker.<br />
Det har i mange år været kendt, at intern<br />
kommunikation mellem kroppens<br />
celler og organer foregår via nervebanerne,<br />
som fungerer som små elektriske<br />
kredsløb. »Hvor der er elektrisk strøm, er<br />
der også elektriske felter«, konkluderede<br />
den amerikanske læge, forsker og lærer<br />
ved Yale University, USA, Harold Saxton<br />
Burr, og han har i sin bog, Blueprints of Immortality,<br />
beskrevet den forskning, han<br />
og hans forsker-team påbegyndte i begyndelsen<br />
af 1930’erne og udførte over<br />
40 år med henblik på at kortlægge elektromagnetiske<br />
felter, som omgiver og<br />
styrer alt levende på jorden og gennemstrømmer<br />
hele universet. Burr benævner<br />
felterne electro-dynamic fields og kalder<br />
dem L-fields eller livsfelter.<br />
Jeg nævner det her, fordi flere kilder<br />
beskriver sammenhængen mellem disse<br />
elektromagnetiske livsfelter og mere<br />
8<br />
subtile former for kommunikation. Som<br />
læge forudså Burr i øvrigt en stor fremtid<br />
for sine opdagelser, bl.a. fordi simple<br />
»feltmålinger« af patienter ville kunne afsløre<br />
eventuelle sygdomme i kroppen på<br />
et meget tidligt stadium, samt at behandling<br />
af sygdomme ville kunne effektiviseres.<br />
Men sådan skulle det dog ikke gå.<br />
På dette område delte Burr skæbne med<br />
f.eks. Cleve Backster og mange andre,<br />
som stak næsen for langt frem i forhold<br />
til den etablerede videnskabelige, her<br />
medicinske, verden. 1)<br />
Sovjetiske ESP-forsøg<br />
I begyndelsen af 70’erne læste jeg i bogen<br />
Psykisk forskning bag Jerntæppet om et<br />
forsøg udført af sovjetiske forskere. De<br />
separerede et kuld kaninkillinger fra moderen<br />
og bragte killingerne om bord i en<br />
ubåd. Kaninmoderen blev anbragt i et laboratorium<br />
i land, hvor hun med elektroder<br />
blev koblet til et apparatur, som<br />
gjorde det muligt at aflæse hendes hjerneaktivitet<br />
(EEG-apparat). Ubåden sejlede<br />
ud og dykkede, og killingerne blev<br />
herefter slået ihjel på vilkårlige tidspunkter.<br />
Ved efterfølgende sammenligning<br />
af tidspunkter for killingernes død<br />
og moderens reaktioner kunne det konstateres,<br />
at EEG-apparatet havde givet et<br />
kraftigt udslag, hver gang én af killingerne<br />
døde.<br />
Ubåde kan neddykket modtage signaler<br />
via radiobølger i 10-40 kHz-områ-
det sendt fra stationer i land med meget<br />
stor effekt, men en neddykket ubåd kan<br />
ikke via radiobølger kommunikere med<br />
en landstation. EEG-reaktionerne, som<br />
indikerede en forbindelse eller kommunikation<br />
mellem killingerne, som befandt<br />
sig i ubåden, og deres mor i land<br />
udelukkede således helt, at der skulle<br />
kunne være tale om kommunikation via<br />
det elektromagnetiske spektrum. Ud<br />
over at konstatere, at forsøget var et tydeligt<br />
bevis på Ekstra Sensorisk Perception<br />
(ESP) – og her er vi så inde i det paranormale<br />
område – gav de sovjetiske forskere<br />
ikke nogen videnskabelig forklaring<br />
på den registrerede kommunikation,<br />
som også kan karakteriseres som<br />
biokommunikation. 2)<br />
Global Consciousness Project<br />
Forskere ved University of Princeton, New<br />
York State, USA, har gennem en årrække<br />
haft et antal tilfældighedsgeneratorer, i<br />
skrivende stund 65 stk., placeret rundt<br />
omkring i verden. En tilfældighedsgenerator<br />
er et lille stykke elektronisk<br />
isenkram, som genererer tilfældige signaler,<br />
også kaldet white noise, bl.a. til brug<br />
inden for computerteknologi. Disse tilfældighedsgeneratorer,<br />
i denne sammenhæng<br />
benævnt Random Event Generators<br />
eller REG, sender via internettet<br />
kontinuerligt deres tilfældigt genererede<br />
data til en hovedcomputer i Princetonuniversitetet.<br />
Når et sådant net er etableret,<br />
er det fordi forskerne har fundet ud<br />
af, at det er muligt eksternt at påvirke en<br />
REG til at afvige fra et forventet »tilfældighedsmønster«.<br />
Sker det i det etablerede,<br />
verdensomspændende REG-system,<br />
registreres afvigelserne i hovedcomputeren,<br />
også kaldet Noosphere.<br />
Forskerne har gennem årene obser-<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
veret et større antal afvigelser fra det forventede<br />
tilfældighedsmønster, og ved at<br />
sammenholde disse afvigelser med kalenderen<br />
har de konstateret, at de falder<br />
sammen med begivenheder, som har<br />
fremkaldt stærke følelsesmæssige reaktioner<br />
hos mange mennesker. Som eksempler<br />
herpå kan nævnes terroristangrebene<br />
på de amerikanske ambassader i<br />
Nairobi og Tanzania i 1998, Prinsesse<br />
Dianas død, Pave Pauls besøg i Israel i<br />
2000, den russiske ubåd Kursks forlis<br />
samme år, i forbindelse med terroristangrebet<br />
11. september 2001 i New York,<br />
ved massemeditationer arrangeret af<br />
verdensomspændende organisationer<br />
for fred samt mange flere lignende, meget<br />
følelsesbetonede begivenheder.<br />
Forskerne på Princeton forbinder de<br />
registrerede afvigelser med disse begivenheder,<br />
og flere af begivenhederne er<br />
registreret af hovedcomputeren før begivenhederne<br />
indtræffer. F.eks. begyndte<br />
ophobningen af »ikke-tilfældige« data 3<br />
dage før de ulyksalige begivenheder indtraf<br />
11. september 2001 i USA. Der er også<br />
her tale om kommunikation uden for det<br />
elektromagnetiske område – og en form<br />
for biokommunikation – og en omtale af<br />
forsøget medtages her, fordi det har vist<br />
sig, at tilfældighedsgeneratorer har spillet<br />
en afgørende rolle i en anden tilsvarende<br />
form for kommunikation uden<br />
for det elektromagnetiske spektrum,<br />
som beskrives efterfølgende. 3)<br />
Andre former for biokommunikation<br />
Der findes flere andre former for biokommunikation,<br />
som alle ligger uden for<br />
det elektromagnetiske spektrum, f.eks.<br />
radiæstesi og radioni, som gennem artikler<br />
herom i <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> skulle være læserne<br />
bekendt. Også fra det paranormale<br />
9
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
område kan der hentes eksempler herpå.<br />
Her skal blot nævnes telepati, psykokinese,<br />
healing og remote viewing. Endvidere<br />
må den japanske dr. Emotos påvisning<br />
af tankekrafts påvirkning af vand<br />
også kunne karakteriseres som biokommunikation.<br />
Og apropos vand, så lad<br />
mig i den forbindelse nævne, at det ved<br />
hjælp af radioni-apparatur har været<br />
muligt i England at foretage en fotografisk<br />
optagelse af en dråbe vand velsignet<br />
af en præst. Fotografiet viste ganske tydeligt<br />
et kors!<br />
Kommunikationsteknikker<br />
Siden Marconis første ud<strong>nyt</strong>telse af radiobølgerne<br />
i slutningen af 1800-tallet er<br />
alle kendte former for kommunikation<br />
foregået i det elektromagnetiske spektrum,<br />
og de er særdeles vel beskrevet i<br />
den videnskabelige litteratur. Anderledes<br />
forholder det sig imidlertid med<br />
kommunikationer, der som beskrevet i<br />
dette og i foregående indlæg foregår<br />
uden for dette spektrum. Herom er der<br />
ikke meget at hente i den gængse videnskabelige<br />
litteratur. Disse kommunikationsformer<br />
passer simpelthen ikke ind i<br />
vort etablerede, videnskabelige verdensbillede.<br />
Og så er det jo lettest for videnskabsfolk<br />
blot at negligere dem! Det er<br />
overvejende i »alternative« kilder, der er<br />
flest informationer at hente herom.<br />
Det er efterhånden vanskeligt at berøre<br />
et fysisk/videnskabeligt emne uden<br />
også at komme ind på Global Scalingaspektet<br />
af det pågældende emne. Dette<br />
gælder også det her diskuterede emne,<br />
biokommunikation. Den tyske matematiker,<br />
fysiker og forsker, Hartmut Müllers<br />
forskning er gennem de seneste 4 år detaljeret<br />
beskrevet i <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong>, senest af<br />
redaktøren i nr. 78.<br />
10<br />
I 2002 lykkedes det Hartmut Müller at<br />
etablere forbindelse over en afstand af et<br />
par tusind kilometer mellem to såkaldte<br />
G-elementer, som via de af ham opdagede,<br />
stående, universelle kompressions-<br />
/dekompressionsbølger koblede sig ind<br />
på disse bølgers knudepunkter.<br />
Videre forskning førte Hartmut<br />
Müller til opdagelsen af mulighed for<br />
etablering af direkte kommunikation<br />
mellem to bærbare computere uden<br />
brug af ledninger, telefon, radio, netkort<br />
eller andre kendte kommunikationsmidler<br />
»blot« ved at lade et softwareprogram<br />
synkronisere en i hver computer indbygget<br />
tilfældighedsgenerator. Anders<br />
Heerfordt har i <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 75 detaljeret<br />
redegjort for det teoretiske grundlag for<br />
denne form for kommunikation og berettet<br />
om en demonstration heraf i Berlin<br />
i februar 2004. Begge de to nævnte kommunikationsformer<br />
foregår uden for det<br />
elektromagnetiske spektrum. 4)<br />
Udviklingen inden for kvantemekanikken<br />
har ført til opdagelsen af energifelter<br />
(skalarfelter) forårsaget af meget<br />
små partikler, så små at de er umålelige,<br />
men alligevel tilstrækkelig energiholdige<br />
til at skabe bølger og felter, som med<br />
hastigheder, som overstiger lysets, og i<br />
alle retninger (deraf navnet skalar) eri<br />
stand til at gennemtrænge hele kosmos.<br />
Der er stor fokus på dette område inden<br />
for fysikken, især blandt frienergiforskere<br />
som her har fundet én af nøglerne<br />
til fri energi, bl.a. fordi skalarfelter kan<br />
skabes ad kunstig vej. Endvidere oplyses<br />
det, at der er dokumenterede beviser på<br />
ud<strong>nyt</strong>telse af skalarbølger som bærere af<br />
forskellige former for kommunikation,<br />
hvilket er af interesse i denne sammenhæng.<br />
For lægmand forekommer emnet<br />
kompliceret og omfattende, hvorfor jeg
for yderligere detaljer må nøjes med at<br />
henvise til anførte kilder og her fremhæve<br />
Ib Bangs website, »futureworld«. 5)<br />
Dr. William A. Tiller er en seriøs videnskabsmand,<br />
som gennem 30 år har forsket<br />
i de finere energier, deres oprindelse,<br />
udbredelse og påvirkning. Resultaterne<br />
er sammenfattet i nedennævnte<br />
kilder. Han har udviklet sin helt egen teori<br />
for samspillet mellem elektromagnetiske<br />
felter, jf. Harold Saxton Buurs opdagelser,<br />
og de finere energier i kroppen og<br />
introducerer en ny partikel, deltronen,<br />
som den partikel der vekselvirker mellem<br />
de finere energier og fysisk stof. Endvidere<br />
forklarer teorien en række paranormale<br />
forhold, hvoraf flere godt kan<br />
karakteriseres som biokommunikation. 6)<br />
Diskussion<br />
At krav om synkronisnering af senderog<br />
modtagerterminal skulle k<strong>nyt</strong>te sig til<br />
GS-kommunikation via to Laptop-computere<br />
– og eventuelt også til G-COM-elementerne<br />
– udelukker imidlertid ikke<br />
muligheden for, at andre terminaler, herunder<br />
også bioterminaler – bevidst eller<br />
ubevidst – uden nødvendigvis at synkronisere,<br />
skulle kunne påvirke elementarpartikler<br />
til at koble sig ind på den kosmiske<br />
baggrundsstøj eller GS-kompressions-/dekompressionsbølgernesknudepunkter<br />
og bruge disse bølger som<br />
bærebølger for kommunikation på celleniveau.<br />
Beskrivelse af GS-kommunikation<br />
via »bioterminaler« foreligger ikke,<br />
men muligheden herfor synes dog at<br />
være til stede, idet det for denne kommunikationsform<br />
er anført, at den kan<br />
gennemføres ved en elementarpartikels<br />
skift af tilstand i senderen (og dermed<br />
også i modtageren), at afstand og medium<br />
ikke spiller nogen rolle, samt at ener-<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
giforbruget er yderst minimalt. Spørgsmålet<br />
er så, om levende væsener/organer<br />
skulle være i stand til at påvirke elementarpartikler<br />
til at skifte tilstand?<br />
Uden at udelukke GS-kommunikation<br />
som medium for biokommunikation<br />
synes skalarbølger efter de foreliggende<br />
oplysninger også at være en mulighed.<br />
For disse bølger er det specifikt i<br />
kilderne anført, at der er tegn på, at den<br />
menneskelige hjerne kan virke som sender/modtager<br />
for skalarbølger. Og i betragtning<br />
af skalarpartiklers størrelse, hvorfor<br />
skulle så ikke andre levende væseners<br />
hjerner/organer kunne kommunikere<br />
via skalarbølger? Endvidere anføres det,<br />
at skalarbølger er i stand til at påvirke elektromagnetiske<br />
felter og fysisk stofs struktur, jf.<br />
illustration, med andre ord at det via tankens<br />
kraft skulle være muligt at påvirke<br />
den fysiske materie. Modeller herfor beskrives<br />
detaljeret i kilderne. På baggrund<br />
af disse oplysninger synes de fleste<br />
af de beskrevne former for biokommunikation<br />
at kunne passe ind i skalarbølge-modellen.<br />
For at vende tilbage til Cleve Backster<br />
henviste denne forsigtigt til kvantefysikkens<br />
non-locality-koncept som en mulig<br />
11
Musikteori:<br />
Musik eller kaos<br />
Af Jesper Overgaard<br />
Jeg vil gerne k<strong>nyt</strong>te nogle bemærkninger<br />
til den artikel om chronomatik, der har<br />
været bragt i <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> (nr. 79 og 80). Er<br />
man ikke fortrolig med akustik, musikteori<br />
og musikhistorie, kunne man opfatte<br />
chronomatik som <strong>nyt</strong>ænkning. Som artiklen<br />
punkt for punkt bekræfter, k<strong>nyt</strong>ter<br />
den imidlertid direkte an til den allertidligste,<br />
kvintbaserede græske musikteori,<br />
komplet med Platons formaninger om at<br />
vogte sig for usædelige tonearter, (man<br />
kan i Politeia og Timaios fx læse hvorledes<br />
umådeholden afsyngning af doriske<br />
drikkeviser på forunderlig vis fører til<br />
drikfældighed og lediggang), og man<br />
genkender også pythagoræernes betagelse<br />
af urtallenes numerologiske ska-<br />
forklaring på de energier, der udveksledes<br />
ved tankevirksomheds, dyrs og bakteriers<br />
påvirkning af en plante. Dette<br />
koncept omfatter systemers »fjernpåvirkning«<br />
af hinanden – af andre kræfter<br />
end gravitation – f.eks. vha. protoner; og<br />
som en mulig forklaring på resultater af<br />
forsøg med telepati og psykokinese m.fl.<br />
har man bl.a. henvist til dette koncept. 7)<br />
Andre teknikker og modeller end her<br />
kort beskrevet kan naturligvis ikke udelukkes<br />
som forklaring på biokommunikation,<br />
men på baggrund af de her fremlagte<br />
oplysninger synes de fleste af de<br />
her beskrevne former for biokommunikation<br />
at kunne passe ind i skalarbølgemodellen.<br />
12<br />
berkraft. Jeg skal hverken anfægte fordelingen<br />
af faste fortegn i kvintcirklen eller<br />
underkende hvad der kan udledes af<br />
skrå streger på kvadreret papir, ligesom<br />
jeg bestemt også kan se det uheldige i en<br />
bevidsthedstilstand, hvor tabeller har<br />
u<strong>dk</strong>onkurreret talent. Hvad artiklen i øvrigt<br />
antyder om systemets formåen, eller<br />
om det uansvarlige i at komponere alt for<br />
gangbare værker i C-dur eller G#-mol,<br />
forekommer mig mindre indlysende, og<br />
jeg skal derfor ikke prøve at vurdere<br />
hvor anvendelig chronomatik kunne<br />
være i forskellige sammenhænge.<br />
Imidlertid piner det mig lidt at se<br />
hvordan selve tonerækken undervejs<br />
bliver mere ubegribelig end frikadellens<br />
flugt over plankeværket. Der tages ingen<br />
smålige hensyn til toners fysiske dimen-<br />
Kilder<br />
1) Blueprints of Immortality, Primary Perception,<br />
www.tillerfoundation.com. m.fl.<br />
2) Psykisk forskning bag Jerntæppet, Strubes<br />
Forlag 1972<br />
3) http://noosphere.princeton.edu/ og prof.<br />
Stanley Krippner, Saybrook Institute, Californien<br />
4) raum&zeit, Special 1, <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong>. m.fl.<br />
5) <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 60, 62, 63, Nyt Aspekt 37.4,<br />
www.futureworld.<strong>dk</strong>,<br />
www.geocities.com, www.k-meyl.de m.fl.<br />
6) »Science and Human Transformation«,<br />
www.tillerfoundation.com, <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 78<br />
7) www.physlink.com/education,<br />
www.tcm.phy.ac.uk<br />
Illustrationer: Nyt Aspekt, juli/aug. 2005
sion, og jeg mener oprigtigt, at chronomatikere<br />
i deres kamp for kulturens<br />
overlevelse ville have større glæde af et<br />
mindre specifikt og mere robust referencesystem,<br />
som fx den lille tabel.<br />
Med udgangspunkt i stemninger, skalaer<br />
og intervaller, samt den måde hvorpå<br />
toner og samklange bearbejdes af<br />
høresansen, vil jeg derfor skitsere nogle<br />
grundlæggende akustiske lovmæssigheder,<br />
der, i modsætning til den pythagoræiske<br />
tonelære, har det fortrin direkte<br />
at kunne relateres til naturlige, fysiske<br />
fænomener. Jeg vil prøve at fatte mig i<br />
korthed, og læseren må derfor bære over<br />
med, at jeg ikke definerer den musikalske<br />
terminologi helt fra grunden, men<br />
kan man finde rundt på et musikinstrument,<br />
og kender man lidt til intervaller,<br />
er der nok ingen større mysterier. Først et<br />
par historiske forudsætninger og lidt om<br />
rene og tempererede skalaer, samt repræsentation<br />
af tonetrin:<br />
Den ligesvævende temperatur, man<br />
begyndte at tage i brug i 1700-tallet, og<br />
som nu er eneherskende inden for vestlig<br />
musik, er en stemning, der er naturlig<br />
for instrumenter som fx en guitar, hvor<br />
de samme bånd definerer længden af<br />
strenge af forskellig tonehøjde, og den er<br />
i praksis uundværlig i forbindelse med<br />
transposition og samspil mellem forskellige<br />
slags instrumenter, navnlig når der<br />
indgår tangentinstrumenter. Intet af dette<br />
spiller imidlertid nogen rolle i forbindelse<br />
med fx uakkompagneret korsang.<br />
Her er ingen bånd, ingen uforanderlige<br />
tonehøjder, og man kan derfor forvente,<br />
at akustiske lovmæssigheder kan have<br />
afgørende indflydelse på harmoniske<br />
strukturer.<br />
De ældste skalaer refererer til énstemmig<br />
vokal- eller instrumentalmusik,<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
hvor man i fravær af samklange vanskeligt<br />
kan anføre rent akustiske argumenter<br />
for at foretrække nogle tonehøjder<br />
frem for andre. I antikken var den fysiske<br />
reference for skalatoner først fløjter med<br />
huller i samme indbyrdes afstand, siden<br />
enten et monochord med lige brede<br />
bånd, hvor forholdene mellem strengelængder<br />
har dannet grundlag for teoretiseren,<br />
eller metalhamre, hvor man regnede<br />
på de indbyrdes vægtforhold. Fra<br />
første færd stod det klart, at tonehøjder<br />
(frekvenser) var omvendt proportionale<br />
med længden af luftsøjler eller strenge<br />
og vægten af hammerhoveder, men man<br />
har ikke baseret teorierne på et egentligt<br />
frekvensbegreb, da man jo ikke direkte<br />
kunne måle svingninger pr. tidsenhed.<br />
Havde det dengang været praktisk<br />
muligt at tage udgangspunkt i eksakte<br />
frekvensforhold (eller var det første monochord<br />
blevet inddelt i 48 bånd, i stedet<br />
for 32 – herom senere), ville man formodentlig<br />
forlængst have gennemskuet de<br />
akustiske lovmæssigheder og fysisk-matematiske<br />
relationer, der naturligt styrer<br />
samklange, og fået defineret de kromatiske<br />
skalatrin i overensstemmelse med<br />
disse, men sådan er det ikke gået. I stedet<br />
har de utallige indlæg i diskussionen om<br />
den »rette« skala, som verserede i mere<br />
end to tusinde år, almindeligvis haft rod i<br />
en eller anden form for talmystik.<br />
Pythagoræerne ville i deres præcise<br />
tetrakorder, som kirketonearterne bygger<br />
på, kun høre tale om 2 intervalstørrelser,<br />
defineret ved potenser af 2 og 3.<br />
Det lyder jo dejligt enkelt, men det lægger<br />
ikke desto mindre op til verdensfjerne<br />
abstraktioner, som når stabler af kvinter<br />
og oktaver forlader det hørbare område,<br />
eller man i tanken passerer den 243.<br />
overtone (retfærdigvis må det siges, at<br />
13
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
skalaerne lyder udmærket, når blot musikken<br />
er énstemmig). Andre indtog det<br />
kontroversielle standpunkt, at musik<br />
som udgangspunkt skulle lyde ordentligt<br />
og først i anden række søge at behage<br />
teoretikerne, og Didymos fra Alexandria<br />
definerede ud fra sådanne betragtninger<br />
den rene, diatoniske skala.<br />
Uafhængige tænkere har fra tid til anden<br />
markeret sig med mere finurlige inddelinger<br />
af oktaven, i fx 17 eller 31 trin.<br />
Ligesom deres græske forgængere har<br />
disse forslag haft den ambition at skabe<br />
et perfekt, cyklisk system af skalaer. Disse<br />
fiffige skrivebordskreationer har meget<br />
lidt at gøre med musikalsk praksis og<br />
tradition, eller for den sags skyld akustik<br />
og velklang. Deres betydning for musikken<br />
er da også forblevet ful<strong>dk</strong>ommen teoretisk,<br />
hvilket man næppe skal begræde.<br />
Ptolemæus lancerede dogmet om at<br />
rigtige intervaller skal kunne udtrykkes<br />
ved en såkaldt suprapartikulær eller supranumerisk<br />
brøk (en brøk hvor tælleren<br />
er 1 større end nævneren), en påstand,<br />
der har vist sig lige så sejlivet som den er<br />
svær at begrunde. De brøker, der traditionelt<br />
repræsenterer intervaller, fungerer<br />
naturligvis udmærket i systematiske<br />
beregninger, men er ikke umiddelbart<br />
gennemskuelige, når de skal repræsentere<br />
skalatrin, da de ikke er beregnet<br />
på at afspejle en indre struktur i oktaven.<br />
Eftersom toner og akustik først og sidst<br />
er et spørgsmål om indre struktur, opdelinger<br />
af et hele, ville det være praktisk<br />
om repræsentationen gengav denne<br />
struktur, og i bedste fald blev mere eller<br />
mindre selvindlysende.<br />
Den klassiske fremstilling af intervalstørrelser<br />
og skalatrin refererer til et monochord,<br />
hvor strengens totale længde<br />
14<br />
= 1 og oktavens længde derfor = 1/2.<br />
Kvinten dannes af 2/3 af den totale strengelængde,<br />
og da strengelængder og frekvensforhold<br />
er omvendt proportionale,<br />
skrives kvinten 3/2. Det kunne endda gå<br />
an, men når det siden viser sig at strengen<br />
også skal kunne deles i 15-dele, eller<br />
23-dele, bliver systemet meget tungt at<br />
danse med, og båndpositionerne på monochordet<br />
flyder sammen til en grå masse.<br />
Jeg vil derfor be<strong>nyt</strong>te anledningen til<br />
at gøre det af med de suprapartikulære<br />
brøker ved konsekvent at trække nævner<br />
fra tæller og på denne måde lokalisere<br />
skalatrinene i en grundoktav. Den<br />
tone man vælger som udgangspunkt har<br />
frekvensen f. Tonen en oktav højere har<br />
derfor frekvensen 2 * f, eller bedre: f+f.I<br />
løbet af oktaven fra f til f+f, bliver f altså<br />
forøget med sig selv, i 7 diatoniske, eller<br />
12 kromatiske nøk.<br />
Den reducerede intervalbrøk repræsenterer<br />
nu frekvensforøgelsen, altså hvilken<br />
brøkdel eller tilvækst af f hvert tonetrin<br />
repræsenterer i forhold til oktavens<br />
grundfrekvens (der lægges kun<br />
sammen, multipliceres ikke). Grundfrekvensen<br />
forøges med 0, oktaven med 1<br />
og kvinten med 1/2 (d.v.s. at kvintens frekvens<br />
er = f + 1/2f), og det fremgår på<br />
denne måde umiddelbart, at kvinten deler<br />
oktavens frekvensområde nøjagtigt<br />
midtover.<br />
Den underliggende oktav spænder<br />
over 1/2 f og den overliggende over 2f.<br />
Det betyder at fx 1/8 af den aktuelle oktavs<br />
omfang svarer til 1/4 af underoktavens<br />
og 1/16 af overoktavens, hvilket jeg<br />
vender tilbage til.<br />
Toner adskiller sig fra lyde eller støj<br />
ved at have en genkendelig, ordnet<br />
struktur, dannet af en stabel partialtoner
1<br />
2<br />
4<br />
8<br />
16<br />
(f, f+f, f+f+f, f+f+f+f, … svarende til<br />
den samtidige opdeling af en streng i 1, 2,<br />
3, 4 … afsnit). En lyd, der er sammensat af<br />
to eller flere sinusbølger, hvis frekvenser<br />
indgår i et sådant sæt, vil opleves som en<br />
tone, og sanseapparatet fylder spontant<br />
hullerne ud – leverer endog selve grundfrekvensen,<br />
hvis den skulle mangle. Hvis<br />
ikke der eksisterer netop et sådant mønster,<br />
vil svingningerne opleves som kaotisk<br />
lyd eller støj.<br />
Og her er vi ved problemets kerne: i<br />
samklang danner interferenser mellem<br />
forskellige partialtonesæt hørbare svævninger.<br />
Det overordnede mål for temperering<br />
af tonetrinene har været at gøre<br />
svigningsmønstrene kommensurable, så<br />
alle samklange blev rene og svævningsfri.<br />
Man skal dog ikke skrive mange brøker<br />
før man må indse, at det ikke lader sig<br />
gøre at få puslespillet til at gå op, så alle<br />
svævninger ophæves. Det ville som<br />
Partialtonernes positioner i oktaven<br />
5<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
32 33<br />
35 37 39 41 43 45 47 49 51 53 55 57 59 61 63<br />
3<br />
9 11 13 15<br />
17 19 21 23 25 27 29 31<br />
1/6 1/3 1/2 2/3 5/6<br />
7<br />
minimum kræve at ulige tal undertiden<br />
var lige. Man kan nok få mange toner<br />
passet ind i et fælles mønster, men der vil<br />
altid være et vist antal intervaller, der falder<br />
udenfor.<br />
Der har været et utal af forslag til tempererede<br />
skalaer, enkelte rigtigt gode,<br />
mange flere ganske urealistiske, de fleste<br />
formodentlig udgrundet ved natlig<br />
puslen med suprapartikulære og andre<br />
brøker, mens nogle skalainddelinger blot<br />
har tilstræbt en arbejdsløsning, der gjorde<br />
det praktisk muligt for fx et orgel og<br />
blæseinstrumenter at spille sammen<br />
uden at sætte den gode stemning overstyr.<br />
Diskussionen døde ud inden den var<br />
ført til ende, da man vedtog at kløve den<br />
gordiske knude og indføre den millimeterdemokratisk<br />
ligesvævende temperatur,<br />
baseret på gentagne multiplikationer<br />
med den tolvte rod af 2<br />
15
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
(1,059463094359…), hvilket i tolv omgange<br />
fordobler frekvensen. Som musikken<br />
gradvist udviklede sig, med stadigt flere<br />
kromatiske bevægelser og altererede akkorder,<br />
var dette den indlysende løsning,<br />
men den gavner ikke nødvendigvis den<br />
store mængde musik, der er overleveret<br />
fra fx 1500- og 1600-tallet, da disse værker<br />
ikke hører hjemme i ligesvævende temperatur,<br />
og de i nutidig udgave altså ikke<br />
kan få deres oprindelige udtryk.<br />
Den ligesvævende temperatur forde-<br />
16<br />
1<br />
2<br />
3<br />
1 - 2<br />
1 - 3<br />
2 - 3<br />
Dif.<br />
Dif.<br />
8 va<br />
ler smerten (ujævnt) på alle intervaller,<br />
så end ikke kvinter længere er rene og fri<br />
for svævninger. Alle andre tempererede<br />
skalaer udskiller og koncentrerer problemet:<br />
de fleste intervaller bliver rene,<br />
mens andre til gengæld bliver alvorligt<br />
skævvredne. Der er imidlertid endnu en<br />
måde at angribe problemet på, omend<br />
den, så vidt jeg ved, ikke explicit har<br />
været på tale, nemlig at proportionere<br />
trinene, så svævninger mellem skalatoner<br />
også selv er skalatoner, som naturligt
indgår i klangbilledet og får en harmonisk<br />
funktion (der kan være ønskelig eller<br />
det modsatte).<br />
Man kan forestille sig, at korsangere<br />
med øre for klang (eller for den sags<br />
skyld strygere eller blæsere), undertiden<br />
spontant finder et bestemt toneleje, så<br />
netop dette sker, specielt i ældre musik.<br />
Ligesom fornuften forlanger maksimal<br />
enkelhed af videnskabelige teorier, påskønner<br />
øret samklange der »går op«,<br />
som har en begribelig struktur. Strukturen<br />
skabes af den store mangfoldighed<br />
af kombinationstoner (summations- og<br />
differenstoner), der dannes af overlejrende<br />
partialtonesæt, og som udgør et<br />
hierarki af frekvenser, defineret ved at<br />
grundfrekvenser lægges sammen eller<br />
trækkes fra hinanden, i alle tænkelige<br />
grupper og kombinationer.<br />
Den mest hørbare kombinationstone<br />
er normalt differenstonen mellem to<br />
grundfrekvenser (under det hørbare<br />
område kaldes den stødtone eller svævning).<br />
Fx vil to sinustoner på hhv. 800 og<br />
1000 Hz danne en differenstone på 200<br />
Hz – to høje toner frembringer en dyb. I<br />
Europa har differenstoner været beskrevet<br />
siden 1700-tallet og er det grundlæggende<br />
princip, når bærebølger moduleres<br />
og afkodes i gammeldags radioteknik.<br />
(Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at<br />
der engang har været foreslået en temperering,<br />
som er identisk med den jeg vil<br />
beskrive i det følgende, men eftersom<br />
den ligesvævende temperatur allerede<br />
var etableret da differenstoner opstod<br />
som begreb, har disse næppe kunnet<br />
være det styrende princip).<br />
I praksis (og uden at medregne summations-<br />
eller differenstoner mellem<br />
overtoner) vil 2 stemmer altså frembrin-<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
ge 3 toner, mens 3 stemmer danner 6 toner,<br />
4 stemmer 10 toner, 8 stemmer 36 toner,<br />
12 stemmer 78 toner, o.s.v. Indregner<br />
man de hørbare overtoner i hver stemme,<br />
bliver det samlede resultat, trods<br />
mange sammenfald, en meget kompleks<br />
affære.<br />
I ren stemning antager alle intervaller<br />
(undtagen primer og oktaver) hver især<br />
to eller flere forskellige værdier, alt efter<br />
hvilke skalatrin, der danner intervallet,<br />
og de repræsenteres derfor ved forskellige<br />
brøker, fx er nogle heltonetrin på 1/8<br />
oktav og andre på 1/9, o.s.v. I ren stemning<br />
får hvert enkelt interval sit karakteristiske<br />
udtryk gennem naturlige,<br />
akustiske kombinationsmønstre, som<br />
øret bygger videre på, hvorimod den<br />
ligesvævende stemningstillempede relationer<br />
ikke på samme måde vekselvirker<br />
med høresansen.<br />
I ligesvævende temperatur vil samtlige<br />
kombinationstoner (bortset fra oktaver<br />
af grundfrekvenserne), nemlig uvægerligt<br />
ramme lidt ved siden af de harmoniske<br />
overtoner, hvorved de udviskes<br />
og giver klangfarven et interessant,<br />
sløret præg. Svundne tiders klangideal<br />
var mindre tilrøget, man søgte ublufærdigt<br />
universel harmoni og intim kontakt<br />
med kosmos, noget der kun opnås i ren<br />
stemning, når verden resonerer og svinger<br />
med.<br />
Skal en samklang klinge optimalt harmonisk,<br />
og det samlede netværk af mønstre,<br />
spundet af partialtoner og kombinationstoner,<br />
gå op i en højere enhed, være<br />
selvforstærkende og velstruktureret,<br />
uden kaotiserende islæt eller fejl i vævningen,<br />
skal skalatrinene proportioneres<br />
i moduler, så få og så store som muligt,<br />
således at så mange kombinationstoner<br />
som muligt, mellem alle 12 skalatoner, i<br />
17
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
alle oktaver, også selv er skalatoner. Der<br />
er én og kun én fordeling af afstandene<br />
mellem skalatrinene, der lever op til dette<br />
kriterium, svarende til den enkleste<br />
matematiske løsning.<br />
Den rene, kromatiske oktavstruktur,<br />
der svarer til dette, kan teoretisk gengives<br />
på et monochord, eller hellere et dichord,<br />
der kan opløse oktaven i både<br />
16-dele og 6-dele, hvilket kræver 48 ud af<br />
96 lige brede bånd. Jeg bruger en C-skala<br />
som eksempel og skelner ikke mellem<br />
enharmoniske #- og b-toner. Skalatrinene<br />
får følgende placering:<br />
Som nævnt er det kvinten (og altså ikke<br />
F#) der deler oktaven på midten. G er<br />
altså = 1/2. På fjerdedelspunkterne, 1/4<br />
og 3/4, ligger hhv. E og Bb, mens D ligger<br />
på 1/8 og H på 7/8. Oktaven hedder 1, og<br />
tredjedelspunkterne, 1/3 og 2/3, svarer til<br />
hhv. F og A.<br />
Så vidt, så godt. Siden Didymos har<br />
der ikke været alvorlig uenighed om de<br />
hvide tangenter, og i denne fremstilling<br />
ser den rene diatoniske skala således ud:<br />
C D E F G A H C<br />
0 1/8 1/4 1/3 1/2 2/3 7/8 1<br />
De sorte tangenter er knap så éntydige:<br />
Eb, F# og Ab været stærkt omdiskuterede,<br />
mens Bb og navnlig C# er mindre<br />
18<br />
!/2 9/16<br />
G Ab<br />
G<br />
1/2<br />
kontroversielle. C# ligger hvor det altid<br />
har ligget, midt imellem C og D, altså på<br />
1/16, ligesom Bb hører hjemme på 3/4.<br />
Den symmetri, der karakteriserer opdelinger<br />
i enkle talforhold, er iøjnefaldende:<br />
H og C# ligger symmetrisk om C<br />
(idet 1/16 af oktaven over C = 1/8 af oktaven<br />
under C). På samme måde afspejler<br />
D det underliggende Bb, mens E’s spejlbillede<br />
er det underliggende G, ligesom<br />
også F og under-F danner par, G og under-C,<br />
o.s.v. Det fremgår således at det<br />
underliggende A spejler sig i Eb, som altså<br />
kan placeres på 1/6, midtpunktet mel-<br />
3/4 7/8 0 1/16 1/8 1/4 7/16 1/2 9/16 3/4 7/8 1 1/16 1/8<br />
Bb H C C# D E F# G Ab Bb H C C# D<br />
A blå C Eb F G A blå C Eb<br />
2/3 5/6 0 1/6 1/3 1/2 2/3 5/6 1 1/6<br />
lem C og F (som også er tredjedelspunktet<br />
mellem C og G).<br />
Der tegner sig to sammenflettede tonegrupper<br />
af hver sit »køn«, begge indeholdende<br />
tvetullerne C (0 og 1) og G (1/2,<br />
eller 3/6), med hanner på halveringspunkter:<br />
C#, D, E, Bb og H – 1/16, 1/8, 1/4,<br />
3/4, 7/8 (alle nævnere er potenser af 2), og<br />
hunner på tredelingspunkter: Eb, F og A<br />
– 1/6, 1/3, 2/3 (3 er faktor i alle nævnere).<br />
Tredeles 1/4 oktav, finder man »blå« toner<br />
på 1/6 eller 1/12-punkter.<br />
Vi mangler nu at kønsbestemme halvtonetrinene<br />
på begge sider af G.<br />
Hvad F# angår, behøver man ikke at<br />
begive sig ud i den højere akustik, strengeleg<br />
og hydrodynamik for at få afklaret<br />
sagen. Det vil nok ikke overraske mange,
at det også på musikkens område gælder<br />
at: »som i det store, således også i det<br />
små«. Her drejer det sig om talfølgen 3, 3,<br />
2, 4, 4, 5, 3, en progression i syv trin fra 0<br />
til 24.<br />
Talrækken er netop grundmønsteret<br />
for frekvenstilvækster i den rene, diatoniske<br />
skala, hvis definition kun kan tænkes<br />
at være kontroversiel for fundamentalistiske<br />
pythagoræere. Udtrykker man<br />
sig i 24-dele af en oktav (man kan tænke<br />
på tilvæksterne i en oktav fra 24 Hz til 48<br />
Hz), ser rækken sådan ud:<br />
C D E F G A H C<br />
0 3 6 8 12 16 21 24<br />
0 1/8 1/4 1/3 1/2 2/3 7/8 1<br />
De fleste af de syv kromatiske trin i den<br />
halve oktav fra C op til G ligger nu fast.<br />
F# er ikke defineret endnu, og placeringen<br />
af Eb (og C#) måtte gerne bekræftes.<br />
Som lidt brøkregning kan bevidne, består<br />
den enkleste løsning i at proportionere<br />
frekvensafstandene i denne kromatiske<br />
skala på samme måde som i den diatoniske<br />
oktavskala (den halve oktav har<br />
jo også samme frekvensomfang som hele<br />
den underliggende oktav). Nu repræsenterer<br />
tilvækstenhederne halve 24dele<br />
(48-dele) af den aktuelle oktavs frekvensomfang:<br />
C C# D Eb E F F# G<br />
0 3 6 8 12 16 21 24<br />
0 1/16 1/8 1/6 1/4 1/3 7/16 1/2<br />
Som man kan se, er skalaen helt kongruent<br />
med den første, i forholdet 2:1. Det er<br />
en diatonisk skala i halv størrelse. Positionerne<br />
af Eb (og C#) bekræftes og F#<br />
kommer på plads.<br />
Mønsterets grundenhed kan halveres<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
og fordobles efter behag. Fordobles den,<br />
får man en »dobbelt diatonisk« skala<br />
(tertsskala) over to oktaver (nu repræsenterer<br />
proportionstallene 12-dele af en<br />
oktav):<br />
C E G A C F Bb C<br />
0 3 6 8 12 16 21 24<br />
0 1/4 1/2 2/3 1/1 4/3 7/4 2<br />
En kvarttoneskala på en kvart oktav (fra<br />
C til E) ville følge samme mønster (i<br />
96-dele af oktaven), ligesom også en »diatonisk<br />
kvintskala« over 4 oktaver (i<br />
6-dele af den nederste oktav – tilvækstenhederne<br />
er nu små tertser). Fordobles<br />
»kvintskalaen« til en »oktavskala« vil<br />
denne bevæge sig gennem 8 oktaver, i<br />
moduler sammensat af tredjedele af<br />
grundoktaven (3 kvarter, 3 kvarter, 2<br />
kvarter, 4 kvarter, o.s.v.).<br />
Det fremgår altså at F# lander på 7/16<br />
(og derved deler den store septim midtover).<br />
Vi mangler nu kun at placere den<br />
lille sekst. Samme lille sekst er det eneste<br />
eksempel jeg kender på et skalatrin, der<br />
defineres som en differenstone (i klassisk<br />
persisk musik).<br />
Som nævnt kan grundtonen C betragtes<br />
som en symmetriakse, omgivet af<br />
symmetriske tonepar (C#-H, D-Bb,<br />
Eb-A, E-G, F-F, o.s.v.). Da nedadgående<br />
frekvensafstande må spænde over flere<br />
skalatrin end tilsvarende opadgående,<br />
bliver der ikke plads til noget Ab.<br />
G, oktavens midtpunkt, fungerer<br />
også som symmetriakse, én orden lavere<br />
end C, og her dukker den lille sekst op,<br />
blandt de tonepar, der omgiver G:<br />
F#-Ab, F-A E-Bb, D-H, C-C. Nu er det Eb<br />
der forbigås, i fravær af den »blå« tone<br />
mellem Bb og H, på 5/6-punktet. Denne<br />
tone optræder heller ikke i toneparrene<br />
19
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
omkring C, eftersom makkeren (mellem<br />
C# og D) mangler. Som man nok umiddelbart<br />
kan høre, ville der også blive<br />
voldsom trængsel hvis ekstra toner skulle<br />
klemmes ind på disse pladser.<br />
1/4-punktet E er en symmetriakse af 3.<br />
orden, omgivet i 1/12 oktavs afstand af<br />
Eb og F. Der mangler en partner til D (1/8<br />
over E), men C# spejler sig i F# (ligesom<br />
C i G og A i A).<br />
Men altså: den lille sekst hører hjemme<br />
på 9/16-punktet, symmetrisk med F#<br />
om G (og deler således den store none<br />
midtover).<br />
Man vil måske indvende at F# og Ab<br />
kunne placeres ud fra andre kriterier,<br />
idet de er hhv. nr. 23 og nr. 25 i partialtonerækken,<br />
svarende til intervalbrøkerne<br />
23/16 og 25/16 (hvor nævneren refererer<br />
til nærmeste underliggende oktav af<br />
grundfrekvensen, 4 oktaver over denne,<br />
d.v.s. 16 gange dens frekvens): behandles<br />
disse brøker som de suprapartikulære,<br />
har vi igen 7/16 og 9/16. Men, da<br />
partialtonerækken for hver enkelt tone<br />
ikke omfatter frekvenser af »hunkøn«<br />
(for C«s ve<strong>dk</strong>ommende altså F, A og Eb),<br />
kan skalaen ikke udfyldes alene med<br />
henvisning til grundtonens harmoniske<br />
overtoner, eller man kunne i givet fald<br />
lige så vel have rettet ind efter partialtonerne<br />
11 og 13 (3/8 og 5/8), 45 og 51 (13/32<br />
og 19/32), 91 og 101 (27/64 og 37/64), eller<br />
183 og 201 (55/128 og 73/128), o.s.v.<br />
For fuldstændighedens skyld skal det<br />
nævnes at partialtoner, til og med nr. 10,<br />
svarer til trin i en ren, diatonisk skala,<br />
bygget på den pågældende grundfrekvens:<br />
oktaver af 1/8, 1/4, 1/2, 3/4 og<br />
1/1-punkter. Jo højere ordensnummer,<br />
desto svagere klinger partialtonen (den<br />
indbyrdes vægtning afhænger i øvrigt af<br />
instrumentets udformning), og i praksis<br />
20<br />
er 8. partialtone (mere end 3 oktaver over<br />
grundfrekvensen) den højeste, som øret<br />
kan udskille af en enkelt tone af længere<br />
varighed, mens man i samklang, eller i<br />
farten, normalt kun kan opfatte et par<br />
stykker. Højere partialtoner manifesterer<br />
sig alene gennem klangfarven.<br />
I ældre vokalmusik svarer de fleste<br />
differenstoner i en samklang til de noterede<br />
toner, eller deres oktaver. »Halveringsfrekvenser«<br />
giver »halveringsdifferenstoner«<br />
og tilsvarende for »tredelingsfrekvenser«.<br />
Det er fx fysisk umuligt<br />
for en C-dur akkord at generere differenstonerne<br />
F, A eller Eb, hvorimod septimer<br />
og noner (Bb, H, Db eller D) udmærket<br />
kan forekomme. Små intervaller<br />
mellem stemmerne giver dybe differenstoner<br />
og store intervaller differenstoner<br />
i mellemlejet.<br />
Trinfølgen 3, 3, 2, 4, 4, 5, 3 (svarende til<br />
den diatoniske dur-remse 1/1, 1/1, 1/2,<br />
1/1, 1/1, 1/1, 1/2) er et mønster, der giver<br />
en kvantiseret, lineær fremstilling af en<br />
logaritmisk progression (hver oktav<br />
spænder frekvensmæssigt over dobbelt<br />
så meget som den underliggende), udmålt<br />
i moduler på 2, 3, 4 eller 5 enheder.<br />
Talfølgen kan anskues på flere måder,<br />
fx som to grupper på hver 12 enheder: 3,<br />
3, 2, 4 og 4, 5, 3, den første opdelt i fire<br />
trin, den sidste i tre. Trinene i øverste<br />
halvdel af oktaven er færre og spænder<br />
derfor hver især over flere hertz end trinene<br />
i den nederste del – den logaritmiske<br />
funktion accelererer: syv kromatiske<br />
tonetrin i nederste halvdel mod fem i<br />
den øverste (i stedet for seks i hver). Således<br />
spænder oktavens øverste halvtonetrin<br />
(fra H til C) over dobbelt så mange<br />
hertz som det nederste (fra C til C#).<br />
Metoden, som kendes fra ældre tiders<br />
»hellige geometri« og heltalsmatematik,
ligesom også fra fraktalprogrammer og<br />
vækstprocesser, er en måde hvorpå bl.a.<br />
eksponentielle funktioner kan håndteres<br />
gennem progressioner af heltalsmoduler.<br />
Her bruges 4 forskellige moduler:<br />
2, 3,2+2og2+3–enkeltogeffektivt,<br />
som når solsikker eller havsnegle<br />
opbygger perfekte logaritmiske spiraler.<br />
Man ser hvorledes musikalsk-akustiske<br />
fænomener betinges af præcise<br />
underdelinger i heltalsforhold, og det er<br />
derfor ikke urimeligt at forvente, at også<br />
oktaven naturligt må opdeles i moduler,<br />
som står i enkle indbyrdes heltalsforhold,<br />
hvis toner skal kunne kombineres<br />
til musik (der ikke lyder alt for unaturligt).<br />
Udtrykt i pct. afviger den rene, kromatiske<br />
skala på C fra den ligesvævende<br />
som følger:<br />
Det rene C# ligger 0,29% over det<br />
ligesvævende,<br />
D 0,23% over,<br />
Eb 1,90% under,<br />
E 0,79% under,<br />
F 0,11% under,<br />
F# 1,65% over,<br />
G 0,11% over,<br />
Ab 1,57% under,<br />
A 0,90% under,<br />
Bb 1,79% under,<br />
og H 0,68 % under det<br />
ligesvævende.<br />
Det fremgår at F og G stemmer næsten<br />
overens i de to stemninger. C# og D ligger<br />
en smule højere i den rene version og<br />
F# noget højere end det plejer, mens E, A<br />
og H derimod ligger noget lavere og Eb,<br />
Ab og Bb lidt lavere endnu. Afvigelserne<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
er hver for sig til at overse, men i samklang<br />
er forskellen umulig at overhøre.<br />
Det er interessant at komponeret musik<br />
i ren stemning kan manifestere sig<br />
som et ægte, utilpasset naturfænomen,<br />
styret af samme formkræfter som andre<br />
naturlige skabelsesfænomener, hvor<br />
man også finder størrelsesordener, der<br />
udmåler genkendelige »oktaver«. På fysikkens<br />
område kan man modsigelsesfrit<br />
anskue de processer, hvorigennem »urstoffet«<br />
fortættes og formes til fysisk stof,<br />
som styret af bølger, interferenser, resonanser<br />
og harmonier. Man kan billedligt<br />
forestille sig et homogent, kaotisk ly<strong>dk</strong>ontinuum,<br />
et multiresonant spektrum<br />
af hvid støj, der først differentieres og får<br />
struktur, og dermed musikalsk eksistens,<br />
når det bliver anslået, så et tonalt centrum<br />
og et grundmodul fastlægges, og<br />
lyd bliver til toner og toner til musik.<br />
Lidt mindre vidtløftigt kan man forvente<br />
at ældre kor- og instrumentalværker<br />
kan få et særligt, mere oprindeligt<br />
udtryk, med dybe, rene differenstoner i<br />
klangenes fundament, og lyse summationstoner,<br />
som giver dem ekstra brillans,<br />
hvis man fraviger den ligesvævende<br />
temperatur og afstemmer skalatrinene<br />
som beskrevet. I praksis, under gode<br />
akustiske forhold (i rum med reflekterende<br />
overflader), kan det måske opnås<br />
blot ved at være opmærksom på differenstoner<br />
som fx det C, der genereres<br />
to oktaver under et E og G i tertsafstand.<br />
(Idet afstanden mellem E (1/4) og G<br />
(1/2) er 1/4, d.v.s. 1/4 af oktavens omfang,<br />
eller 1/4 af det underliggende C’s frekvens,<br />
hvilket svarer til et C to oktaver<br />
længere nede).<br />
21
Energiforskning:<br />
Globalt netværk<br />
udvikler ny energiteknologi<br />
- interview med Nicholas Møller<br />
Af Inge og Adolf Schneider<br />
AS: Må vi først ønske Dem tillykke med, at<br />
det er lykkedes for Dem at få besøg af FN’s<br />
generalsekretær Kofi Anna i Jean-Louis<br />
Naudins laboratorium. Kofi Annan er tilsyneladende<br />
bevidst om, at menneskeheden og<br />
miljøet har et påtrængende behov for en verdensomspændende<br />
energipolitisk <strong>nyt</strong>ænkning.<br />
Hvordan er det lykkedes for Dem at<br />
etablere denne kontakt?<br />
NM: I mit arbejde med nye energiteknologier<br />
forsøgte jeg i en periode på 9<br />
måneder at få UNESCO til at optage<br />
Tesla-arkivet i Tesla-museet i Beograd på<br />
listen over verdens kulturarv. Det lykkedes<br />
omsider at få UNESCO til i 2003 at erklære<br />
dette arkiv som »betydningsfuldt«<br />
inden for rammerne af programmet<br />
UNESCO Declaration of Universal Importance<br />
for Mankind. Denne bedømmelse er<br />
bl.a. vigtig for at kunne rejse midler til en<br />
registrering og digitalisering af arkivet.<br />
Dermed sikres det, at offentligheden<br />
gennem museet og Internet får fri adgang<br />
til hele arkivet i Tesla-museet og<br />
dermed Nikola Teslas livsværk.<br />
Under mine kontakter til denne FNorganisation<br />
fik jeg lejlighed til flere<br />
samtaler med generalsekretær Kofi Annan,<br />
hvor jeg redegjorde for mine holdninger<br />
til miljøproblemer og NET-løsninger<br />
(Ny Energi Teknologi). Jeg sagde<br />
til ham, at jeg mente det var af yderste<br />
22<br />
vigtighed at iværksætte et massivt globalt<br />
initiativ for at opdage og udvikle nye<br />
decentrale energiløsninger for at rense<br />
planeten.<br />
Jeg blev bedt om at formulere mine<br />
ideer i et dokument. Heri foreslog jeg FN<br />
at oprette et institut for nye energiteknologier.<br />
Som svar på dette forslag fik jeg at<br />
vide, at et sådant initiativ ville være både<br />
fornuftigt og ønskeligt. Men det stod<br />
også klart, at det globale samfund mangler<br />
den politiske vilje til at gennemføre et<br />
sådant forslag.<br />
Jeg befandt mig således igen på egen<br />
boldgade og besluttede mig derfor efter<br />
nogen betænkningstid for selv at oprette<br />
et sådant globalt institut for nye energiteknologier.<br />
Da GIFNET endelig i slutningen<br />
af 2003 var grundlagt, kunne jeg<br />
atter fortælle Kofi Annan om mine aktiviteter.<br />
I marts 2005 fik vores organisation<br />
en officiel meddelelse fra Kofi Annan,<br />
som man kan læse på hjemmesiden<br />
www.gifnet.org [gengivet på næste side<br />
– red.].<br />
Efter at denne skrivelse var modtaget,<br />
sendte jeg en officiel indbydelse til Kofi<br />
Annan om at besøge vores nye laboratorium<br />
i Fontainebleau ved Paris, hvor vi<br />
kunne vise ham de nyeste teknologier.<br />
Til vores store glæde accepterede han<br />
indbydelsen.<br />
AS: Hvilke konsekvenser tror De dette besøg<br />
vil få?
NM: Kofi Annans besøg hos GIFNET<br />
var et gennembrud i den besværlige proces<br />
det er at gøre offentligheden bevidst<br />
om de nye energiteknologier. Det er særdeles<br />
vigtigt i arbejdet med at indføre en<br />
sådan teknologi i verdenssamfundet at<br />
få lejlighed til at vise en så betydningsfuld<br />
person som Kofi Annan, at fx zero<br />
point energien er en realitet og en kilde til<br />
ren og uudtømmelig energi.<br />
Når verdens ledere bliver opmærksom<br />
på den bevidsthedsproces, der skal<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
til for at fremkalde et paradigmeskift,<br />
kan vi forvente, at gigantiske forandringer<br />
kommer inden for rækkevidde. Vi<br />
står dermed lige foran indledningen til<br />
en ny tidsalder med energiteknologier,<br />
der vil gøre det muligt for os at give vores<br />
planet videre til nye generationer i en<br />
langt bedre tilstand.<br />
AS: Hvilke overvejelser fik Dem til i 2003<br />
at oprette GIFNET som en almen<strong>nyt</strong>tig organisation?<br />
23
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
NM: Jeg var blevet overbevist om, at nogen<br />
måtte foretage sig noget; og jeg påtog<br />
mig opgaven. Vi er alle forpligtet til at<br />
give noget af det tilbage til miljøet, som vi<br />
har modtaget, og gøre en indsats for at<br />
bevare livet på denne planet.<br />
AS: Hvad var den nøjagtige dato for<br />
grundlæggelsen af GIFNET?<br />
NM: Det var den 23. oktober 2003 i<br />
Genève.<br />
IS: Hvorfor ventede De næsten 2 år (indtil<br />
28. juni 2005) med at bekendtgøre Deres<br />
initiativ for offentligheden?<br />
NM: Det er fordi forskningsområderne<br />
ny energi og ny fysik er modsigelsesfyldte<br />
og kontroversielle. Vi ville først gøre<br />
offentligheden opmærksom på os, når<br />
grundlaget og resultaterne var i orden.<br />
1½ år efter grundlæggelsen nåede<br />
GIFNET til dette punkt, da Moller Atomic<br />
Hydrogen Generator MAHG var klar til demonstration.<br />
…<br />
AS: I hvilke lande har De på nuværende<br />
tidspunkt indrettet kontorer, hvem samarbejder<br />
De med, og hvor har De planer om at<br />
oprette flere GIFNET-kontorer?<br />
NM: GIFNET har indtil nu oprettet kontorer<br />
i Schweiz, Frankrig, England, Kroatien<br />
og Serbien. Derudover har GIFNET<br />
forbindelse med lokaliteter, der stilles til<br />
rådighed af personer og organisationer,<br />
der sympatiserer med GIFNET’s filosofi<br />
og gerne vil yde et praktisk bidrag.<br />
AS: De definerer Deres initiativ som en<br />
uafhængig organisation uden nogen form<br />
24<br />
for kommercielle mål, og De håber derved på<br />
at undgå eventuelle konflikter med politiske<br />
og erhvervsmæssige interesser. Betyder det,<br />
at De og Deres partnere har besluttet sig for<br />
at udbrede videnskabelige og tekniske informationer<br />
om NET på verdensbasis, fx over<br />
Internet, uden at De selv behøver at stå for<br />
markedsføring af et produkt?<br />
NM: Det er lige præcis det vi ønsker. Det<br />
er den eneste måde – hvis man da ikke er<br />
en Bill Gates – hvorpå man kan kontrollere<br />
denne teknologi på verdensplan.<br />
Men potentialet på dette område er så<br />
enormt, at der er rigelig plads til alle, der<br />
ønsker at spille en rolle og gerne vil have<br />
en bid af kagen. Alle virksomheder overalt<br />
i verden, små eller store, skal være i<br />
stand til at deltage i udviklingen, produktionen<br />
og markedsføringen af NET.<br />
Den tid, som efter GIFNET’s mening<br />
endnu er til rådighed for at redde biosfæren,<br />
er så kort, at vores eneste håb er,<br />
at offentligheden gennem et massivt initiativ<br />
bliver oplyst og motiveret, og at der<br />
bliver etableret en forretningsmæssig tilskyndelse<br />
til alle, der ønsker at være<br />
med. Hvis man betræder den slagne vej,<br />
hvor man ønsker at beskytte denne teknologi<br />
gennem patentering, går der år<br />
tabt, og der bliver spenderet enorme beløb,<br />
inden man overhovedet får begyndt.<br />
Selv gennem en patentering er<br />
det tvivlsomt, om man er i stand til at beskytte<br />
disse teknologier, da de er relativt<br />
billige og lette at reproducere. Ideen om<br />
at monopolisere sådanne teknologier<br />
kan man sammenligne med at stille et<br />
vidunderligt duftende måltid mad foran<br />
næsen på en sulten mand og derefter fortælle<br />
ham, at han ikke må røre det.<br />
AS: Med denne holdning vil det så sige, at
De fortrinsvis har mindre, decentrale energisystemer<br />
i tankerne, der kan garantere<br />
alle husstande en uafhængig energiforsyning,<br />
og som kan bringes i anvendelse specielt<br />
i tredjeverdenslande?<br />
NM: Helt rigtigt. Kina, Indien og Afrika<br />
står formodentlig først for ved indførelsen<br />
af NET. Den retning, som disse lande<br />
vælger at slå ind på i fremtidens energipolitik,<br />
vil få indflydelse på hele planeten.<br />
Hvis det lykkes for os hurtigt at indføre<br />
NET i disse områder, vil det ikke<br />
være så svært at bringe vores skib, planeten<br />
Jorden, på rette kurs. For at opnå dette<br />
skal teknologien være relativ enkel, således<br />
at den også på forholdsvis simple<br />
værksteder vil være let at producere, reparere<br />
og vedligeholde.<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
FN’s generalsekretærpå besøg i GIFNET’s laboratorium i Fontainebleau ved Paris den 13. juni 2005.<br />
Nicholas Møller forklarer, hvordan hans atom-brint-generator MAHG fungerer. Til venstre ses forskningsdirektør<br />
Jean-Louis Naudin.<br />
IS: På Deres hjemmeside tilbyder De et gratis<br />
medlemskab til enkeltpersoner, firmaer, videnskabelige<br />
og almen<strong>nyt</strong>tige organisationer.<br />
Hvad præcist indebærer et sådant medlemskab?<br />
NM: Alle kan blive medlemmer ved<br />
ganske få klik med musen. Det kan synes<br />
som en beskeden indsats, men betydningen<br />
bliver ganske stor, når man betænker,<br />
at man på denne måde kan få kontakt<br />
med millioner af medlemmer over<br />
hele jor<strong>dk</strong>loden. Disse millioner vil udgøre<br />
en global stemme og en global bevidsthed,<br />
som vil være en forudsætning<br />
for at kunne skabe et uafhængigt, såvel<br />
ikke-kommercielt som kommercielt, initiativ<br />
til løsning af planetens problemer.<br />
Det er på tide, at vi tager ansvaret for<br />
25
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
Forsøgsopstilling med MAHG-rør, kølekredsløb, styringselektronik og dataopsamling.<br />
vores egen skæbne og ikke lader os binde<br />
af rent kommercielle interesser.<br />
Vi må skabe initiativer, der udelukkende<br />
er af planetar interesse. Med en<br />
stærk global stemme får vi påvirkningsmuligheder<br />
og indflydelse på det paradigmeskift,<br />
der er så nødvendigt i en verden<br />
af uigennemskuelige og ødelæggende<br />
energistrukturer. Derfor lyder vores<br />
opfordring: Hjælp jer selv og jeres nærmeste<br />
gennem udbredelsen af billige og<br />
rene energiteknologier, som vil være i<br />
stand til at løse de fleste fundamentale<br />
planetare problemer og dermed gøre det<br />
muligt for os at videregive planeten i en<br />
bedre tilstand til fremtidige generationer.<br />
26<br />
Ved at blive medlem af GIFNET gør<br />
De det muligt at iværksætte grundlæggende<br />
initiativer til gavn for alle, der ønsker<br />
at yde et seriøst bidrag til Jorden.<br />
Selvfølgelig åbner et medlemskab også<br />
mulighed for at få adgang til GIFNETnetværket<br />
for alle, der ønsker at engagere<br />
sig forretningsmæssigt i en udbredelse<br />
af NET.<br />
AS: Hvilke projekter arbejder De og Deres<br />
hold med?<br />
NM: For det første arbejder vi med et<br />
projekt til opvarmning, der bygger på<br />
atomar brintteknologi. Et andet projekt<br />
er små kold-fusion-apparater, der udvin-
Snit i et MAHG-generatorrør, udviklet marts<br />
2004.<br />
Målinger af ydeevnen på en MAHG-forsøgsopstilling.<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
der 80 gange så meget brint af vand i forhold<br />
til hvad der er muligt med konventionelle<br />
metoder. Desuden beskæftiger<br />
vi os med Tesla-teknologier, der bygger<br />
på Nikola Teslas originale optegnelser og<br />
projekter. Her arbejder vi tæt sammen<br />
med Tesla-museet i Beograd og har endvidere<br />
planer om at undersøge et stort<br />
antal Tesla-turbiner. Et andet område for<br />
os er solid-state-generatorer. I øjeblikket<br />
arbejder vi også med et projekt til et køretøj,<br />
der drives ved elektricitet udvundet<br />
af et rent brændstof.<br />
AS: Jean-Louis Naudin opnåede en COP<br />
[ydelseskoefficient] på 2.100% med den<br />
MAHG, han konstruerede i sit laboratorium.<br />
Frolov meddelte senere, at en COP<br />
på 83:1 (8.300%) er mulig. Vil det dermed<br />
sige, at et komplet system kan drives uafhængigt<br />
af nettet, hvis man omdanner en<br />
del af varmen via en termisk-elektrisk generator<br />
til elektricitet? Sådanne generatorer<br />
har i øvrigt en virkningsgrad på 5-7%, hvad<br />
der burde være tilstrækkeligt til at holde systemet<br />
kørende i døgndrift.<br />
NM: Ja, det er korrekt. GIFNET er i øjeblikket<br />
i gang med at udarbejde nye specifikationer<br />
til tredje og fjerde generation<br />
af MAHG-generatorerne, som vil være<br />
væsentligt forbedrede og være egnet til<br />
en masseproduktion, der kan foregå i allerede<br />
eksisterende produktionsfaciliteter.<br />
De nye rør vil også være særdeles rimelige<br />
i pris og vil kunne markedsføres<br />
som elektriske pærer.<br />
AS: Som det fremgår af hjemmesiden fra<br />
’Pure Energy Systems’ af Jones Beene synes<br />
der at foreligge en teoretisk forklaring af<br />
processen. Der bliver jo anvendt en pulserende<br />
jævnstrøm, mens man med veksel-<br />
27
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
strøm kun opnår en virkningsgrad på 0,7.<br />
Har De allerede diskuteret Deres system<br />
med forskere i teoretisk fysik som Hal Puthoff?<br />
NM: Endnu ikke, nej.<br />
AS: Særlig interessant er spørgsmålet:<br />
Hvor kommer overskudsenergien fra – er<br />
kilden af molekylær, inter-molekylær, nuklear<br />
art eller kommer den fra kvantefeltet?<br />
Jean-Louis Naudin og andre taler om en vakuum-energi-pumpe,<br />
men forskningen i vakuum-energien<br />
eller den mørke energi er<br />
stadig i sin vorden blandt kosmologer. Hvad<br />
er Deres opfattelse?<br />
NM: Teorierne bag NET hører til kategorien<br />
ny fysik. Jeg tror, at konventionelle<br />
videnskabsfolk lider under det svære<br />
handicap, at deres kollektive videnskabelige<br />
ånd er spærret inde i en kasse,<br />
hvorfra den ikke kan slippe ud.<br />
For det første må vi gøre os klart, at vakuum-energisystemer<br />
må betragtes som<br />
åbne systemer, der udveksler energi med<br />
det frie rums vakuum. I modsætning til<br />
lukkede konventionelle systemer sker<br />
der ingen overtrædelser af termodynamikkens<br />
love, hvis man genererer overskudsenergi.<br />
Man skal gøre sig klart, at vi<br />
faktisk kun omsætter energi på samme<br />
måde, som en vindmølle omsætter vinden.<br />
Den eneste forskel er, at vi endnu<br />
ikke forstår det helt, fordi vi stadig er fanget<br />
ind af de sidste 100 års måde at tænke<br />
på.<br />
Praktiske erfaringer er særdeles vigtige<br />
i de tidlige faser af en ny videnskab, og<br />
vi bør ikke vige tilbage for at bruge vores<br />
eksperimentelle erfaringer til at udvikle<br />
nye teorier, selv hvis disse ikke viser sig at<br />
være fuldt ud tilfredsstillende. Ingen kan<br />
28<br />
påberåbe sig at være autoritet på dette<br />
område, og derfor bør alle ideer og meninger<br />
lægges åbent frem. …<br />
IS: Hvordan stiller De Dem til at samarbejde<br />
med grupper i det tyske sprogområde<br />
som fx ’Deutsche Vereinigung für Raumenergie’,<br />
DVR og ’Schweizerische Arbeitsgemeinschaft<br />
für Freie Energie’, SAFE? Også<br />
vi er fortalere for dette område, med ’Jupiter-Verlag’,<br />
’NET-Journal’ og ’TransAltec<br />
AG’, der er forhandler af sådanne produkter.<br />
NM: Jeg opholder mig ikke så ofte i<br />
tysktalende lande og har ikke mange<br />
kontakter dér, selv om jeg dog forstår<br />
tysk, men ikke taler det så godt. Samarbejdet<br />
foregår primært via Internet, idet<br />
firmaer og organisationer, også fra tysktalende<br />
lande, kan være medlem af<br />
www.gifnet.org. Dermed er det muligt<br />
for dem ikke blot at komme med forslag<br />
og nye ideer, men de får også adgang til<br />
informationer om teknologier, som de<br />
kan udforske, efterprøve og reproducere.<br />
De pågældende frienergi-organisationer<br />
og firmaer, der allerede beskæftiger<br />
sig med NET, vil i denne brydningstid<br />
få en enorm betydning, idet de så at<br />
sige har forberedt »terrænet« og nu står<br />
til at høste resultatet af deres indsats.<br />
IS: Vi planlægger i samarbejde med andre<br />
grupper og firmaer at indrette kontorer med<br />
undervisningsrum og laboratorium, hvor<br />
man også kan bygge apparater som fx<br />
MAHG. Er De interesseret i et samarbejde<br />
med sådanne laboratorier i det tyske sprogområde?<br />
NM: Ja, meget. Jeg kunne forestille mig<br />
Dem som hovedtalerør for GIFNET-projekter<br />
i det tyske sprogområde. Vi er me-
Nicholas Møller, født 1955 i Danmark,<br />
advokat med speciale i erhvervsret ved<br />
Københavns Universitet og søret ved Oslo<br />
Universitet. Derefter selvstændig karriere<br />
inden for skibsbefragtning. Initiativtager til<br />
flere virksomheder inden for skibsfart bl.a.<br />
fragt og handel. Værdifulde erfaringer og<br />
viden inden for olieindustrien og virksomhedsledelse.<br />
Siden 1992 har han specialiseret<br />
sig i forskning i nye energiteknologier.<br />
I 2003 grundlagde han Global Institute<br />
for New Energy Technologies GIFNET<br />
med sigte på at udvikle og indføre sådanne<br />
teknologier i verdenssamfundet.<br />
get interesseret i et samarbejde med uafhængige<br />
firmaer med henblik på at bygge<br />
bl.a. MAHG-apparater og udveksle<br />
informationer. De kan på den anden side<br />
også drage <strong>nyt</strong>te af vores viden.<br />
IS: Hvordan finansierer De Deres initiativer?<br />
NM: Jeg er finansielt uafhængig og har<br />
allerede investeret meget i GIFNET. Desuden<br />
bærer sponsorer en stor del af omkostningerne<br />
ved at drive GIFNET. Flere<br />
bidragydere, hvis hjerte banker for planetens<br />
tilstand, er altid velkomne. Til<br />
efteråret skal GIFNET præsenteres for<br />
verdensoffentligheden ved en pressekonference.<br />
IS: Vi har kontakter til ansvarshavende folk<br />
inden for Romklubben, hvor der i øjeblikket<br />
arbejdes på at bringe frienergi-konceptet ind<br />
i en ny global marshall-plan. Er De interesseret<br />
i sådanne kontakter?<br />
NM: Gennem mine kontakter i<br />
UNESCO og FN møder jeg også repræsentanter<br />
for Romklubben. Jeg er inter-<br />
esseret i flere kontakter, men også disse<br />
kredse vil først blive informeret gennem<br />
pressekonferencen og GIFNET til efteråret.<br />
[Redaktøren har ikke kunnet finde<br />
oplysninger om afholdelse af en sådan<br />
konference].<br />
IS: Monumentale projekter som Deres kræver<br />
en monumental finansiering. Ville det<br />
ikke være et projekt for Verdensbanken?<br />
NM: Mine kontakter på højeste politiske<br />
plan har givet mig en indsigt i disse<br />
institutioners og organisationers filosofi.<br />
Jeg tror ikke, at de hører til blandt vores<br />
venner.<br />
AS: Et sidste spørgsmål: Lever De ikke livet<br />
farligt?<br />
NM: (leende): Det kan godt være, men<br />
jeg føler mig omgivet af ligesindede venner<br />
som Dem. Og desuden yder den verdensomspændende<br />
udbredelse af disse<br />
informationer den bedste beskyttelse.<br />
AS: Vi glæder os over Deres aktiviteter og<br />
håber, at vi med dette interview og andre aktiviteter<br />
kan bidrage til denne spredning af<br />
ny viden.<br />
Dette interview er et uddrag af et længere interview<br />
bragt i det schweiziske tidsskrift NET-Journal<br />
7/8, juli/aug. 2005. Bladet udgives af ægteparret<br />
Inge og Adolf Schneider, som har interviewet<br />
Nicholas Møller på engelsk via email.<br />
www.gifnet.org<br />
www.gifnet.ch/lab/mahg/index.htm<br />
jnaudin.free.fr<br />
www.borderlands.de/inet.jrnl.php3<br />
www.tesla-museum.org<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
29
Spiritualitet:<br />
Bevidsthedsevolutionen<br />
- anmeldelse af en konference<br />
Af Christian Heerup<br />
Jeg så første gang billeder af Emotos<br />
iskrystaller på en udstilling om vand i Silkeborg<br />
for flere år siden. Disse billeder af<br />
krystaller fascinerede mig dybt, så da<br />
denne konference blev annonceret<br />
tænkte jeg at nu var chancen der for at<br />
komme bag ved fænomenet og få indblik<br />
i processen. Den 17. september var jeg så<br />
til konference på Arkitektskolen i København<br />
(annonceret i <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 80).<br />
Konferencen blev indledt ved arrangøren<br />
Jens Birkmose fra SDC (Scandinavian<br />
Development Center), som fik skabt en<br />
positiv stemning ved nogle simple øvelser<br />
og opfordring til at hilse på de omkringsiddende.<br />
Så var det dr. Emotos tur. Han indledte<br />
med et klip fra filmen What the BLEEP<br />
do we (k)now? Herefter spurgte han om<br />
der var nogen i salen der havde set filmen.<br />
Det var der ikke, da filmen ikke har<br />
haft premiere i Danmark endnu. Til dette<br />
kommenterede Emoto at hvis filmen<br />
havde haft premiere havde der nok<br />
været flere tilstede i salen. Resten af<br />
Emotos indlæg bar præg af en indforståethed,<br />
som måske giver mening, hvis<br />
man havde set filmen. Men for os som<br />
havde forventet en videnskabelig præsentation,<br />
var det skuffende.<br />
Selvfølgelig har det en vis interesse at<br />
Emoto har talt i FN, at han har overrakt et<br />
smukt billede af en iskrystal til Dalai<br />
30<br />
Lama og at han har sunde børnebørn,<br />
meeen, det var ikke det jeg ville give 850<br />
kr. for at høre. Jeg synes ikke at det blev<br />
meget bedre af at høre hans populærfilosofiske<br />
betragtninger i dårlig engelsk<br />
oversættelse.<br />
Jeg mener simpelthen ikke at det ydede<br />
hans videnskabelige arbejde retfærdighed.<br />
Dette arbejde vil vi vende tilbage<br />
til i et senere nummer af <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong>.<br />
Dagens øvrige indlæg rettede heldigvis<br />
op på oplevelsen. Githa Ben-David<br />
var fantastisk, en ildsjæl, der arbejder<br />
med lydhealing med sin egen stemme.<br />
Det var meget spændende at høre om og<br />
ikke mindst at høre på.<br />
Tina Brandt Jensen er cellebiolog og<br />
arbejder ud fra en naturvidenskabelig<br />
synsvinkel, men er i sjælden grad i stand<br />
til at åbne dialogen med alternative behandlingsformer<br />
og omsætte viden fra<br />
disse til arbejdshypoteser på celleniveau,<br />
hvad der sker i det univers som menneskekroppen<br />
består af som følge af ydre<br />
såvel som indre påvirkninger.<br />
Peter Bastian rundede af, desværre på<br />
reduceret tid. Bastian startede med at<br />
nævne problemet med den meget lidt fysiske<br />
påvirkning af vandet i Emotos<br />
krystaller. Hvordan foregår påvirkningen?<br />
Det var netop spørgsmål af denne<br />
art, som jeg havde håbet på at Emoto<br />
havde taget op.
Bastian er en fremragende foredragsholder<br />
og musiker. Heldigvis fik vi begge<br />
sider med, da han også improviserede<br />
fantastisk på et Burgerking sugerør!<br />
I indbydelsen til konferencen står<br />
blandt andet:<br />
Hvad kan vi lære af vandet?<br />
Hvad fortæller kvantefysikken om<br />
natur og bevidsthed?<br />
Kender hjernen forskel på det, den<br />
ser og husker?<br />
Kan vi mentalt lære af kvantefysikken?<br />
Tanker alene kan ændre verden!<br />
Alle gode spørgsmål og udsagn, som jeg<br />
desværre synes, kun alt for overfladisk<br />
blev berørt i løbet af dagen.<br />
Filmen<br />
What the Bleep do we (k)now? blev vist<br />
første gang i USA den 7. februar 2004.<br />
Der er tilsyneladende ikke fastsat en<br />
premieredato i Danmark, men filmen<br />
havde premiere i Tyskland den 24. november.<br />
Ifølge tyske og amerikanske anmeldelser<br />
er det lykkedes at producere<br />
en film med udgangspunkt i dr.<br />
Emotos arbejder, der på den ene side<br />
rummer sammenhænge mellem sind,<br />
krop og ånd, og på den anden side<br />
kvantefysik og filosofi, på en sådan<br />
måde at lægmand fascineres og begejstres.<br />
»Filmen er delvist dokumentarisk og<br />
blander visuelle effekter og animationer<br />
med interviews om kvantefy-<br />
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
Der er fornyligt u<strong>dk</strong>ommet en bog<br />
med samme titel på det amerikanske<br />
forlag HCI.<br />
sik, biokemi, psykologi og spiritualitet.<br />
Filmen opfordrer publikum til at<br />
overveje de mest fundamentale<br />
spørgsmål: Hvad gør jeg her? Hvad<br />
er tanker lavet af? Hvad er virkelighed?«<br />
Citat fra filmens engelske hjemmeside<br />
www.thebleep.co.uk<br />
At dømme ud fra tilgængeligt materiale<br />
på diverse hjemmesider har filmen<br />
sat en proces i gang i de lande, hvor<br />
den har været vist. Interessen for filmen<br />
har delvist spredt sig ved mund<br />
til mund-metoden; det har blandt andet<br />
vist sig ved stigende tilskuertal,<br />
der kulminerer flere uger efter premieredatoen.<br />
Det bliver interessant at se om den<br />
får en lignende effekt i Danmark.<br />
31
<strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 81.2<br />
Grundstoffernes stråling<br />
og en alternativ naturlære<br />
TIRSDAG DEN 7. FEBRUAR holder Poul<br />
Schriver et foredrag om en usædvanlig<br />
og til dato temmelig ukendt dansk forsker,<br />
forfatter og teolog, Emil Rasmussen.<br />
Han foretog i 1930’erne og 40’erne<br />
en række forsøg, som resulterede i en påvisning<br />
af og redegørelse for grundstoffers<br />
stråling. På dette grundlag udarbejdede<br />
han sin egen atomlære, som er klar<br />
og logisk, men ikke ganske i harmoni<br />
med Bohr-Rutherfords hypoteser for en<br />
atomlære.<br />
EM konstaterede, at selv om grundstoffer<br />
indgår nok så indviklede forbindelser<br />
med helt nye egenskaber til følge,<br />
mister de aldrig deres individuelle bølgelængde.<br />
Enhver kemisk forbindelse eller<br />
blanding udgør således et kor af ligeså<br />
mange toner, som det indeholder grundstoffer.<br />
Denne bølgelængdernes uforanderlighed<br />
medfører tillige, at man kan<br />
analysere ethvert stof ved at konstatere<br />
og udmåle de indeholdte grundstoffers<br />
bølgelængde. En sådan radiofysisk analyse<br />
på basis af grundbølgerne er altså en<br />
art spektralanalyse uden spektrum.<br />
Han kendte en del af datidens europæiske<br />
videnskabsmænd, hovedsageligt<br />
fysikere og medicinere, og han satte sig<br />
grundigt ind i deres forskning. Da han<br />
på et tidspunkt pådrog sig den – også<br />
dengang – frygtede sygdom malaria, viede<br />
han sin forskning til bekæmpelse af<br />
denne og andre alvorlige sygdomme<br />
som f.eks. kræft.<br />
32<br />
Forenings<strong>nyt</strong><br />
KOMMENDE MØDER<br />
Næste møde i DIFØT forventes at blive<br />
afholdt tirsdag den 4. april 2006. Bekræftelse<br />
af dato og emne vil blive oplyst senere.<br />
<br />
Mødested: Østerbrohuset<br />
Århusgade 103, 2100 København Ø<br />
Mødetid: 19.30<br />
Entré: Medlemmer 30 kr., gæster 50 kr.<br />
I pausen kan der købes the, kaffe m.m. i<br />
medborgerhusets udsalg.<br />
Indstik<br />
<strong>diføt</strong> intern 35 med referat af generalforsamlingen<br />
og information om tidsskriftlæsekredsen<br />
er vedlagt dette nummer<br />
af bladet. <strong>diføt</strong> intern sendes kun til<br />
medlemmerne af DIFØT.<br />
<br />
Læserne ønskes en rigtig god jul og et<br />
fremgangsrigt <strong>nyt</strong>år. -red<br />
BLADSALG<br />
Samtlige numre af <strong>diføt</strong> <strong>nyt</strong> 1-81<br />
kan købes for 25,- kr. pr. blad. Du<br />
kan bestille de ønskede numre ved<br />
at indbetale det samlede beløb på<br />
girokonto:<br />
939-4966 DIFØT<br />
Gl. Køge Landevej 492<br />
2650 Hvidovre<br />
Til porto og forsendelse tillægges<br />
15 kr. pr. bestilling. Angiv bestillingen<br />
på girokortet. Indholdsfortegnelse<br />
1993-2005, se www.difoet.<strong>dk</strong>