diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk

diføtnyt 

Dansker bag nyt initiativ: 

GIFNET - Ny Energi Teknologi 

Sand, vand og varme liv 

Simpelt forsøg 

med biogenese 

Biokommunikation II 

- eksempler og oversigt 

Musik eller Kaos – 

toner, intervaller, skalaer 

EMOTO i Danmark 

- anmeldelse af en konference 

Foreningsnyt 

NR. 81.2 / DECEMBER 2005 KR. 25,- 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK

2 

DANSK INSTITUT FOR ØKOLOGISK TEKNIK 

er en offentlig registreret forening, der har til formål: at oplyse 

om og at udvikle ny teknologi i overensstemmelse med 

naturen og dens metoder, at udnytte dens energier på bedst 

mulig måde med mindst mulige indgreb i de økologiske systemer 

og at reducere allerede forekommende indgreb i 

økologiske systemer, alt på en sådan måde, at menneskets 

vilkår forbedres. www.difoet.dk 

Foreningens bestyrelse 

Anders Heerfordt - Formand - aheerfor@sca.csc.com 

Ruskær 4, st.th., 2610 Rødovre - tel 3647 1105 

Albert Hauser - Næstform., bibliotekar - a.hauser@mail.dk 

Aalevej 41, 7160 Tørring - tel/fax 7580 2414 

Børge Frøkjær-Jensen - froekjar@inet.uni2.dk 

Ellebuen 21, 2950 Vedbæk 

Christian Heerup - christian.heerup@tempcold.dk 

Aldershvilevej 21A, 2880 Bagsværd 

Jan Koed - Redaktør - jk@cadaid.dk 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv., 1817 Frederiksberg C 

Jørgen Olsen 

Gærdesangervej 2, 3300 Frederiksværk - tel 4774 8486 

Lejf T. Rasmussen - lejf.t.rasmussen@mail.tele.dk 

Frederiksvej 54, 3.th., 2000 Frederiksberg 

Poul Schriver - poulschriver@hotmail.com 

Svanevænget 3, 1.th., 2100 København Ø 

Mogens Larsen - Sup., kasserer - kassereren@difoet.dk 

Gammel Køge Landevej 492, 2650 Hvidovre 

Girokonto (1551)939-4966, DIFØT, Gl.Køge Landevej 492 

2650 Hvidovre.BG Bank - IBAN:DK03 3000 0009 3949 66 

Medlemskab 

Alle er velkomne som medlemmer af DIFØT. Bliv medlem 

ved at indsætte 1 års kontingent på giro 939-4966. Årskontingent: 

300,- kr. Abonnement kun for biblioteker: 150,- kr. 

Forsiden 

GIFNET er en ny organisation, 

der på idealistisk basis 

skal tjene til at oplyse 

verdensoffentligheden om 

fremtidens energiformer. 

Stifteren og ildsjælen bag 

Det globale Institut for Ny 

Energiteknologi er danskeren 

Nicholas Møller, der 

har en baggrund som advokat 

og shippingmand. 

Læs mere om det spændende 

initiativ på side 22. 

23. årgang nr. 81.2, dec. 2005 

Redaktør: Jan Koed 

Redaktionens adresse 

diføt nyt 

Carl Bernhards Vej 15, st.tv. 

1817 Frederiksberg C 

tel/fax 3322 3728 

email redak@difoet.dk 

Udgivelse 

diføt nyt udgives af Dansk 

Institut for Økologisk Teknik 

og udsendes til foreningens 

medlemmer. 

Hvor ikke andre er nævnt, er 

udenlandske manuskripter 

oversat af redaktøren. 

Eftertryk er tilladt med kildeangivelse. 

Bladet udkommer med fire 

numre om året. 

Oplag: 200 eksemplarer 

Tryk: Vester Kopi, København 

ISSN 0900-1816 

Indhold 

Balladen om livet 3 

Primær sanseopfattelse - II 8 

Musik eller kaos 12 

Globalt netværk 

udvikler ny energiteknologi 22 

Bevidsthedsevolutionen 

- anmeldelse af en 

konference 30 

Foreningsnyt 32 

Kommende møder 

Indstik 

Bladsalg

Biogenese: 

Balladen om livet 

Af Jesper Overgaard 

Hvordan er livet opstået? Hvad skal der 

til for at stof bliver levende, og hvor 

sandsynligt er det at sådan noget sker? 

Har der kravlet orme på Mars, eller er vi 

bare helt alene i verden? Brændende aktuelle 

spørgsmål, hvis man skal dømme 

efter den plads de optager i medierne, 

og af allerstørste videnskabelige betydning, 

hvis man tager bestik af det glødende, 

nærmest forkyndende engagement, 

der undertiden præger diskussionen. 

Med så mange tunge sager på bordet er 

det måske forståeligt at man overser det 

helt store mysterium, nemlig hvordan 

det kan undslippe videnskabens opmærksomhed, 

at adskillige af standens 

mest fortjenstfulde medlemmer forlængst 

har kastet lys over sagen. 

Biogenese, forstået som overgangen 

fra »livløst stof« til levende organismer, 

er regelmæssigt blevet observeret og beskrevet 

på bedste empiriske vis, kildematerialet 

er fuldt tilgængeligt, de afgørende 

eksperimenter ganske ukomplicerede, 

og der er i det hele taget ingen mangel 

på troværdig dokumentation. Men i 

dagens debat er det som om den aldrig 

har eksisteret. 

For at undgå en pinlig diskussion om 

årsagen til denne besynderlige tavshed, 

så lad mig blot foreslå at travle fagfolk 

ikke har tid til at læse kildelitteratur og 

vende tilbage til det egentlige: hvordan 

opstår liv? 

Gør man sig til talsmand for kontro- 

versielle tanker, eller for den sags skyld 

usædvanlige kendsgerninger, er det 

svært at undgå at modsige herskende 

tankesystemer. Så er det bare med at 

have papirerne i orden og dokumentere 

alt, men det tillader pladsen naturligvis 

ikke her, så hvad med en ultrakort model 

light: en håndfuld kendsgerninger og 

påstande, et par gør-det-selv opskrifter 

til enkle, lavteknologiske eksperimenter, 

der kan afgøre sagen, og nogle få navne 

og titler, der kan vise vej til det »ukendte« 

kildemateriale? 

Det er hverken nogen lille eller ubetydelig 

skare, der gennem tiderne har bidraget 

til sagens opklaring, men det første 

sandhedsvidne jeg vil føre er imidlertid 

et rent naturfænomen, nemlig en lille, 

fredelig undersøisk vulkan i Stillehavet, 

ca. 800 km syd for Acapulco, almindeligt 

kendt som North Nine. 

Flydende lava fra undersøiske vulkaner 

størkner ved mødet med det kolde 

havvand i karakteristiske formationer 

og, bl.a. på grund af det ekstremt høje 

tryk, indtræder efterhånden en halvstabil 

tilstand, hvor der ud af skorstensagtige 

gevækster strømmer overophedet 

saltvand og svovlgasser. Derved opstår 

kuppelformede områder af varmt vand, 

lagdelte i temperaturzoner, inderst på 

flere hundrede grader, og i de yderste lag 

faldende mod dybhavets konstante 4 

grader Celsius. 

Gennem seismologiske målinger blev 

man opmærksom på vulkanen straks da 

den begyndte at røre på sig for få år siden. 

Man har siden regelmæssigt kunnet 

observere den og filme dens udvikling, 

3

diføt nyt 81.2 

takket være en lille undervandsbåd ved 

navn Alvin, og Discovery Channel har 

bragt en række udsendelser om emnet. 

Det første besøg fandt sted da vulkanen 

blot var få måneder gammel. 

Kameraet nærmede sig langsomt røghullet 

gennem en tæt sværm af hvide 

fnug, og kommen- 

tatoren oplyste at 

det drejede sig om 

hobe af bakterier. 

Da man kom tættere 

på, åbenbarede 

der sig et helt 

hierarki af levende 

organismer, et 

komplet samfund 

på et lillebitte område. 

I det evige mørke 

på 2,6 kilometers 

dybde, som i 

en oase midt i en 

livløs ørken der 

strækker sig hundreder 

af kilometer 

til alle sider, var 

der på få måneder 

opstået et selvregulerendebiologisk 

system, hvis enkelte led var stavnsbundne 

til smalle temperaturzoner. Nederst 

i systemet, i den rigtigt varme afdeling, 

vældede jern-svovlbakterier frem 

og gav næring til rejer og ukendte arter af 

fastsiddende, farvestrålende rørorme, 

og øverst i fødepyramiden stortrivedes 

blinde, hvide krabber og underlige fisk. 

Intet tyder på at dødsforagtende 

krabber med store madpakker gennemstrejfer 

havbundens endeløse vidder, i 

håbet om at finde frem til de få kubikmeter, 

som byder på varme, mad og par- 

4 

I reduktionismens troldspejl 

fremstår levende funktioner som 

et kompliceret samspil af fysiske 

egenskaber ved eksisterende, 

materielle strukturer, og man 

konkluderer at livet udspringer 

af stoffet. Imidlertid peger alle 

observationer på det stik modsatte, 

nemlig at det er eksisterende, 

levende funktioner der 

styrer, former og opbygger de 

fysiske strukturer (fx organer), 

som derefter udgør disse funktioners 

materielle fundament: at 

stoffet altså bliver til gennem 

livets aktiviteter. 

ringsmuligheder, før de omkommer. Så 

hvor er alle dyrene kommet fra? Under 

disse helt ekstreme forhold er der reelt 

kun to muligheder: enten har det nødvendige 

arvemateriale ligget parat i anvendelig 

form, eller også er livet opstået 

»spontant«, i kraft af lokale omstændigheder. 

Hvis »livets 

kim« allerede var 

tilstede, burde 

man et sted i omegnen 

kunne finde 

slumrende anlæg 

til krabber, rejer og 

rørorme, der kun 

savnede lidt varme 

og lidt mad for 

at blive til noget 

større. Det ville bestemt 

også være en 

god forklaring, 

men det er ikke tilfældet. 

Tilbage står 

at livet må være 

opstået på stedet – 

hvilket også betyder 

at forhåndenværende 

materiale 

er omorganiseret 

eller forvandlet, og/eller at nyt stof er opstået 

af »intet«. 

I reduktionismens troldspejl fremstår 

levende funktioner som et kompliceret 

samspil af fysiske egenskaber ved eksisterende, 

materielle strukturer, og man 

konkluderer at livet udspringer af stoffet. 

Imidlertid peger alle observationer 

på det stik modsatte, nemlig at det er eksisterende, 

levende funktioner der styrer, 

former og opbygger de fysiske strukturer 

(fx organer), som derefter udgør 

disse funktioners materielle fundament:

at stoffet altså bliver til gennem livets aktiviteter. 

Det er mere end vanskeligt at forklare, 

at udviklingen fra bakterier til krabber og 

fisk kunne foregå i løbet af nogle måneder. 

Men moderne forklaringsmodeller, 

som i sidste ende ikke kan pege på andre 

styrende principper end »tilfældet«, i 

skikkelse af forskellige grader af sandsynlighed, 

falder helt fra hinanden når 

organismer undersøges på celleniveau. 

At det er fuldstændigt umuligt at begrunde 

evolutionen, hurtig eller langsom, 

med mekanistiske argumenter, kan 

man til overflod se dokumenteret, fx i 

Michael J. Behes glimrende Darwin’s 

Black Box. 

I den sidste udsendelse jeg har set om 

North Nine udtalte en lidt forlegen videnskabsmand, 

at man ud fra observationerne 

måtte konkludere »at livets opståen 

havde et eller andet at gøre med høje 

temperaturer«, hvilket ikke er for meget 

sagt. Det er en oplagt anledning til at 

komme med den første opskrift: den 

hurtige og effektive måde at forvandle 

»dødt« stof til levende organismer. 

Man tager et eller andet nogenlunde 

uopløseligt, ikke alt for brændbart materiale, 

fx sand, kul, metalspåner, jord eller 

almindeligt skidt, i princippet ligegyldigt 

hvad, bare det ikke damper helt væk 

når det varmes op til hvidglødhede i 

nogle minutter, eller gerne en halv times 

tid. Dertil en væske, vand er selvfølgelig 

ideelt, som man kan koge, demineralisere, 

destillere, sterilisere, filtrere og 

autoklavere af hjertens lyst, indtil man 

kan stole på at alle »livskim« er helt og aldeles 

tilintetgjort. Man kan fremme processen 

yderligere ved at gøre vandet lidt 

basisk med et lille skvæt kaliumhydroxid 

e.l. (sand og vand er taknemmeligt at ar- 


bejde med, hvis man skulle få lyst til at 

eksperimentere lidt). 

Fidusen består så i at man smider det 

glødende materiale i væsken. Straks derefter 

kan man i et almindeligt, kraftigt 

lysmikroskop iagttage hvordan væsken 

nu myldrer med bittesmå, blålige, bevægelige 

blærer uden kerne. 

Man kan uden besvær dyrke den ene 

generation efter den anden, og de formerer 

sig lystigt på agar, i bouillon eller 

andet, mens former og farver veksler 

med vækstmediet. Vil man drive udviklingen 

et skridt videre, til celler med kerne 

(og dermed arvemateriale), behøver 

man blot at fryse væsken ned og tø den 

op igen, hvilket vil medføre at blærerne 

uden videre samles og omorganiseres til 

forskellige encellede dyr, amøber, bakterier 

eller proteinflager. 

Man behøver ikke at arbejde så hysterisk 

sterilt, men det fremmer faktisk 

sagen, og har jo unægtelig en vis beviskraft. 

Den mest udførlige beskrivelse af 

den »hurtige« fremgangsmåde og forskellige 

dyrkningsmetoder finder man i 

Die Bione, af den feterede og forkætrede 

Wilhelm Reich. (Bioner var hans betegnelse 

for disse »livets mindste byggesten«). 

Biogenese foregår også under mindre 

dramatiske omstændigheder, blot lidt 

langsommere, fx ved henfald af plantemateriale 

i vand. Her kan man følge hele 

processen i et lysmikroskop, i alle faser: 

blærerne dannes i løbet af få dage (timer, 

hvis man koger eller autoklaverer materialet), 

og man kan direkte iagttage 

hvordan de aktivt løsner sig fra planteresterne, 

hvordan deres bevægelsesmønster 

udvikler sig, hvordan de efterhånden 

grupperer sig, omgives af fælles 

membraner og til sidst får skikkelse af 

5


forskellige smådyr og amøber, som man 

kender fra damme og gammelt blomstervand. 

Til den »langsomme« model er der 

mange kilder, fx englænderen Robert 

Brown som i 1880’erne beskrev hvordan 

encellede dyr opstår af planterester, eller 

hans landsmand Henry Charlton Bastian, 

der tidligere i samme århundrede 

iagttog hvordan bakterier blev dannet i 

frugter og grønsager, og sågar i sten og 

mineraler. Hos kanadieren Gaston Naessens, 

som først gjorde sig bemærket ved 

at konstruere et supereffektivt lysmikroskop, 

hedder bionerne somatider. Flere 

eksempler kan man finde i fx The Cancer 

Microbe, af den amerikanske læge Alan 

Cantwell. 

Blandt de videnskabsmænd, der har 

beskæftiget sig med livets opdukken »af 

sig selv«, er Antoine Béchamp (1816- 

1908) en af de mest fremtrædende og 

mest uantastelige. Hans akademiske 

kvalifikationer vejede godt til (bl.a. professorater 

i medicinsk kemi, farmakologi, 

biokemi, fysik og toksikologi), han var 

en myreflittig forsker og medlem af det 

franske Videnskabernes Akademi. Han 

studerede i årevis de små, levende 

blærer, som han døbte mikrozymer, også 

hvordan de i forbindelse med sygdom 

udviklede sig til bakterier. 

Han havde det uheld at være samtidig 

med kemikeren og karrieremennesket 

Louis Pasteur, der ud over umådelige 

ambitioner besad et ægte talent for at 

sætte sig selv i scene, og som derfor også 

forstod at koge ufatteligt meget suppe på 

sine forholdsvis smalle videnskabelige 

indsigter. Pasteurs berømmelse voksede 

sig så stor, hans position blev så velbefæstet 

i det internationale samfund, at Akademiet 

end ikke ænsede, at hans sensa- 

6 

tionelle »opdagelse« af kimene på skallen 

af vindruer, og deres betydning for 

gæringsprocesserne, var gjort (og publiceret) 

af Béchamp 8 år tidligere. Det var 

ikke den eneste gang Pasteur kom til at 

låne lidt, og han hadede da også Béchamp 

inderligt. Han benyttede enhver 

lejlighed til at prøve at blokere og miskreditere 

Béchamps forskning – de »forbandede 

mikrozymer« skulle end ikke 

nævnes i Akademiets beretninger. 

Diskussionen om den spontane generation, 

der havde stået på siden Aristoteles’ 

dage, blev således pasteuriseret og 

mørkelagt, stort set med henvisning til at 

når han, Pasteur, ikke kunne se noget i sit 

mikroskop, var den eneste rimelige forklaring, 

at der ikke var noget at se. Ingen 

mislyde måtte skæmme det nye evangelium: 

al sygdom skyldtes udefra kommende, 

luftbårne sygdomskim – det 

gjaldt værdigheden som »den moderne 

lægevidenskabs fader«. 

Det er selvfølgelig forstemmende at 

den samme snæversynede dogmatik stadig 

uantastet kan stikke sit grimme hoved 

frem i vore dage, men alle videnskabsgrene 

har deres små ærgrelser. Fx 

har geologer måttet lære at leve med 

Lavoisiers 1700-tals lære om grundstoffernes 

uforanderlighed, og dermed »naturlige« 

transmutationers umulighed, til 

trods for at man næsten lige så længe har 

vidst, at grundstofsammensætningen i 

hele bjergkæder »spontant« kan ændres 

betydeligt, som det fx sker når granit forvitrer 

til gnejs. Max Planck var lige lovlig 

optimistisk da han mente at vide at »videnskaben 

går frem med store skridt, begravelse 

for begravelse«. 

Et kort signalement af livets opståen 

kunne lyde: »materialer, der nedbrydes i 

kontakt med væske eller fugtighed, om-

organiseres og bliver levende«. Som man 

kan se, står der meget omhyggeligt ingenting 

om den virkende faktor, men en 

sådan findes naturligvis – noget driver jo 

værket. Når det er blevet klart at man 

hverken kan finde forklaringen på livets 

funktioner i stoffets struktur eller tilfældets 

luner, er det samtidig klart at disse 

»selvorganiserende« funktioner, og deres 

fysiske fundament, vekselvirker med 

en ydre faktor, en energiform, der ikke er 

(aner)kendt af videnskaben. 

Og her begynder balladen for alvor. 

Erkendelsen af en sådan energi, eller »biologisk 

æter«, med ganske andre egenskaber 

end de mekanisk-entropiske 

energiformer vi ellers opererer med, har 

nemlig vidtrækkende konsekvenser. 

Ikke blot hvad biogenese angår: det berører 

hele vort verdensbillede, vender 

faktisk op og ned på det og giver et radikalt 

nyt syn på universets natur og stoffets 

oprindelse. 

Den læser, som endnu hænger på, 

skylder jeg måske en forklaring på at sådan 

en skråsikker, halvstuderet amatør 

overhovedet blander sig i eksotiske anliggender 

som biogenese. Hvordan skulle 

jeg, uden andre redskaber end en lokal 

variant af »sund fornuft« og »almen dannelse«, 

kunne sige noget væsentligt om 

et emne, der i vore dage dyrkes af højt 

uddannede specialister? 

Jeg kunne prøve at sige at livet er noget 

der angår os allesammen, og det er da 

ikke helt forkert. Eller jeg kunne henvise 

til anfald af clairvoyance, eller rørpost fra 

rumfolket, men sådan noget har jeg stadig 

til gode. Eller måske slå lidt mere på, 

at jeg som amatør kan flagre frit omkring 

i åndens rige, at jeg kan gå excentrisk og 

tværfagligt til værks og dyrke alle de afdøde 

genier jeg har lyst til, uden at be- 


kymre mig om herskende dogmers 

eventuelle ukrænkelighed. 

Men hvis sandheden absolut skal 

frem, består min praktiske indsats stort 

set i at have efterabet de simple forsøg 

jeg har læst om, mange gange, altid med 

held. Og når dét nu er sluppet ud, kan 

jeg lige så godt gå til bekendelse og indrømme 

den virkelige grund til, at jeg tør 

være så stor i slaget: det er næsten alt for 

nemt altsammen, ikke meget mere risikabelt 

end karsedyrkning. 

Det er vist forlængst fremgået, at man 

hverken behøver at være specielt behændig, 

spidsfindig eller heldig før der 

sker ting og sager – enhver der kan passe 

et gasblus, dreje på en knap samt åbne og 

lukke en fryser må siges at have de nødvendige 

kvalifikationer. Måske er det 

bl.a. derfor, at ingen af de fagfolk, jeg 

undertiden har søgt at få i tale, har villet 

gøre sig den ulejlighed selv at undersøge 

hvordan det forholder sig: alle som én 

har de på forhånd vidst at det var noget 

enfoldigt, forvirret sludder, og dertil alt, 

alt for nemt. De har simpelthen været 

overkvalificerede. 

De omtalte forsøg kræver ikke dyrt legetøj, 

og stort set alting sker uden at man 

behøver at blande sig, men jeg kan alligevel 

ikke lade være med at forestille mig at 

professionelle mennesker kunne få tid, 

lyst og/eller selvtillid til at kigge naturen, 

det billige skidt, efter i sømmene, forhåbentlig 

af oprigtig nysgerrighed, eller i 

værste fald fordi jeg, eller andre af samme 

surdej, har formået at virke tilstrækkeligt 

irriterende og bedrevidende. 

7

Biokommunikation: 

Primær 

sanseopfattelse - II 

Af Poul Schriver 

I artiklens første del, der blev bragt i sidste 

nummer af diføt nyt, koncentrerede 

forfatteren sig om Cleve Backsters forskning. 

I artiklens andel del rettes søgelyset 

mod andre forskeres arbejde med beslægtede 

teorier og eksperimenter. 

Jeg har altid været fascineret af emnet 

kommunikation, og Cleve Backsters opdagelser, 

jf. artiklen i diføt nyt 80, inspirerede 

mig til at undersøge andre former 

for biokommunikation og give et bud på 

sammenhænge mellem mulige kommunikationsteknikker. 

Det har i mange år været kendt, at intern 

kommunikation mellem kroppens 

celler og organer foregår via nervebanerne, 

som fungerer som små elektriske 

kredsløb. »Hvor der er elektrisk strøm, er 

der også elektriske felter«, konkluderede 

den amerikanske læge, forsker og lærer 

ved Yale University, USA, Harold Saxton 

Burr, og han har i sin bog, Blueprints of Immortality, 

beskrevet den forskning, han 

og hans forsker-team påbegyndte i begyndelsen 

af 1930’erne og udførte over 

40 år med henblik på at kortlægge elektromagnetiske 

felter, som omgiver og 

styrer alt levende på jorden og gennemstrømmer 

hele universet. Burr benævner 

felterne electro-dynamic fields og kalder 

dem L-fields eller livsfelter. 

Jeg nævner det her, fordi flere kilder 

beskriver sammenhængen mellem disse 

elektromagnetiske livsfelter og mere 

8 

subtile former for kommunikation. Som 

læge forudså Burr i øvrigt en stor fremtid 

for sine opdagelser, bl.a. fordi simple 

»feltmålinger« af patienter ville kunne afsløre 

eventuelle sygdomme i kroppen på 

et meget tidligt stadium, samt at behandling 

af sygdomme ville kunne effektiviseres. 

Men sådan skulle det dog ikke gå. 

På dette område delte Burr skæbne med 

f.eks. Cleve Backster og mange andre, 

som stak næsen for langt frem i forhold 

til den etablerede videnskabelige, her 

medicinske, verden. 1) 

Sovjetiske ESP-forsøg 

I begyndelsen af 70’erne læste jeg i bogen 

Psykisk forskning bag Jerntæppet om et 

forsøg udført af sovjetiske forskere. De 

separerede et kuld kaninkillinger fra moderen 

og bragte killingerne om bord i en 

ubåd. Kaninmoderen blev anbragt i et laboratorium 

i land, hvor hun med elektroder 

blev koblet til et apparatur, som 

gjorde det muligt at aflæse hendes hjerneaktivitet 

(EEG-apparat). Ubåden sejlede 

ud og dykkede, og killingerne blev 

herefter slået ihjel på vilkårlige tidspunkter. 

Ved efterfølgende sammenligning 

af tidspunkter for killingernes død 

og moderens reaktioner kunne det konstateres, 

at EEG-apparatet havde givet et 

kraftigt udslag, hver gang én af killingerne 

døde. 

Ubåde kan neddykket modtage signaler 

via radiobølger i 10-40 kHz-områ-

det sendt fra stationer i land med meget 

stor effekt, men en neddykket ubåd kan 

ikke via radiobølger kommunikere med 

en landstation. EEG-reaktionerne, som 

indikerede en forbindelse eller kommunikation 

mellem killingerne, som befandt 

sig i ubåden, og deres mor i land 

udelukkede således helt, at der skulle 

kunne være tale om kommunikation via 

det elektromagnetiske spektrum. Ud 

over at konstatere, at forsøget var et tydeligt 

bevis på Ekstra Sensorisk Perception 

(ESP) – og her er vi så inde i det paranormale 

område – gav de sovjetiske forskere 

ikke nogen videnskabelig forklaring 

på den registrerede kommunikation, 

som også kan karakteriseres som 

biokommunikation. 2) 

Global Consciousness Project 

Forskere ved University of Princeton, New 

York State, USA, har gennem en årrække 

haft et antal tilfældighedsgeneratorer, i 

skrivende stund 65 stk., placeret rundt 

omkring i verden. En tilfældighedsgenerator 

er et lille stykke elektronisk 

isenkram, som genererer tilfældige signaler, 

også kaldet white noise, bl.a. til brug 

inden for computerteknologi. Disse tilfældighedsgeneratorer, 

i denne sammenhæng 

benævnt Random Event Generators 

eller REG, sender via internettet 

kontinuerligt deres tilfældigt genererede 

data til en hovedcomputer i Princetonuniversitetet. 

Når et sådant net er etableret, 

er det fordi forskerne har fundet ud 

af, at det er muligt eksternt at påvirke en 

REG til at afvige fra et forventet »tilfældighedsmønster«. 

Sker det i det etablerede, 

verdensomspændende REG-system, 

registreres afvigelserne i hovedcomputeren, 

også kaldet Noosphere. 

Forskerne har gennem årene obser- 


veret et større antal afvigelser fra det forventede 

tilfældighedsmønster, og ved at 

sammenholde disse afvigelser med kalenderen 

har de konstateret, at de falder 

sammen med begivenheder, som har 

fremkaldt stærke følelsesmæssige reaktioner 

hos mange mennesker. Som eksempler 

herpå kan nævnes terroristangrebene 

på de amerikanske ambassader i 

Nairobi og Tanzania i 1998, Prinsesse 

Dianas død, Pave Pauls besøg i Israel i 

2000, den russiske ubåd Kursks forlis 

samme år, i forbindelse med terroristangrebet 

11. september 2001 i New York, 

ved massemeditationer arrangeret af 

verdensomspændende organisationer 

for fred samt mange flere lignende, meget 

følelsesbetonede begivenheder. 

Forskerne på Princeton forbinder de 

registrerede afvigelser med disse begivenheder, 

og flere af begivenhederne er 

registreret af hovedcomputeren før begivenhederne 

indtræffer. F.eks. begyndte 

ophobningen af »ikke-tilfældige« data 3 

dage før de ulyksalige begivenheder indtraf 

11. september 2001 i USA. Der er også 

her tale om kommunikation uden for det 

elektromagnetiske område – og en form 

for biokommunikation – og en omtale af 

forsøget medtages her, fordi det har vist 

sig, at tilfældighedsgeneratorer har spillet 

en afgørende rolle i en anden tilsvarende 

form for kommunikation uden 

for det elektromagnetiske spektrum, 

som beskrives efterfølgende. 3) 

Andre former for biokommunikation 

Der findes flere andre former for biokommunikation, 

som alle ligger uden for 

det elektromagnetiske spektrum, f.eks. 

radiæstesi og radioni, som gennem artikler 

herom i diføt nyt skulle være læserne 

bekendt. Også fra det paranormale 

9


område kan der hentes eksempler herpå. 

Her skal blot nævnes telepati, psykokinese, 

healing og remote viewing. Endvidere 

må den japanske dr. Emotos påvisning 

af tankekrafts påvirkning af vand 

også kunne karakteriseres som biokommunikation. 

Og apropos vand, så lad 

mig i den forbindelse nævne, at det ved 

hjælp af radioni-apparatur har været 

muligt i England at foretage en fotografisk 

optagelse af en dråbe vand velsignet 

af en præst. Fotografiet viste ganske tydeligt 

et kors! 

Kommunikationsteknikker 

Siden Marconis første udnyttelse af radiobølgerne 

i slutningen af 1800-tallet er 

alle kendte former for kommunikation 

foregået i det elektromagnetiske spektrum, 

og de er særdeles vel beskrevet i 

den videnskabelige litteratur. Anderledes 

forholder det sig imidlertid med 

kommunikationer, der som beskrevet i 

dette og i foregående indlæg foregår 

uden for dette spektrum. Herom er der 

ikke meget at hente i den gængse videnskabelige 

litteratur. Disse kommunikationsformer 

passer simpelthen ikke ind i 

vort etablerede, videnskabelige verdensbillede. 

Og så er det jo lettest for videnskabsfolk 

blot at negligere dem! Det er 

overvejende i »alternative« kilder, der er 

flest informationer at hente herom. 

Det er efterhånden vanskeligt at berøre 

et fysisk/videnskabeligt emne uden 

også at komme ind på Global Scalingaspektet 

af det pågældende emne. Dette 

gælder også det her diskuterede emne, 

biokommunikation. Den tyske matematiker, 

fysiker og forsker, Hartmut Müllers 

forskning er gennem de seneste 4 år detaljeret 

beskrevet i diføt nyt, senest af 

redaktøren i nr. 78. 

10 

I 2002 lykkedes det Hartmut Müller at 

etablere forbindelse over en afstand af et 

par tusind kilometer mellem to såkaldte 

G-elementer, som via de af ham opdagede, 

stående, universelle kompressions- 

/dekompressionsbølger koblede sig ind 

på disse bølgers knudepunkter. 

Videre forskning førte Hartmut 

Müller til opdagelsen af mulighed for 

etablering af direkte kommunikation 

mellem to bærbare computere uden 

brug af ledninger, telefon, radio, netkort 

eller andre kendte kommunikationsmidler 

»blot« ved at lade et softwareprogram 

synkronisere en i hver computer indbygget 

tilfældighedsgenerator. Anders 

Heerfordt har i diføt nyt 75 detaljeret 

redegjort for det teoretiske grundlag for 

denne form for kommunikation og berettet 

om en demonstration heraf i Berlin 

i februar 2004. Begge de to nævnte kommunikationsformer 

foregår uden for det 

elektromagnetiske spektrum. 4) 

Udviklingen inden for kvantemekanikken 

har ført til opdagelsen af energifelter 

(skalarfelter) forårsaget af meget 

små partikler, så små at de er umålelige, 

men alligevel tilstrækkelig energiholdige 

til at skabe bølger og felter, som med 

hastigheder, som overstiger lysets, og i 

alle retninger (deraf navnet skalar) eri 

stand til at gennemtrænge hele kosmos. 

Der er stor fokus på dette område inden 

for fysikken, især blandt frienergiforskere 

som her har fundet én af nøglerne 

til fri energi, bl.a. fordi skalarfelter kan 

skabes ad kunstig vej. Endvidere oplyses 

det, at der er dokumenterede beviser på 

udnyttelse af skalarbølger som bærere af 

forskellige former for kommunikation, 

hvilket er af interesse i denne sammenhæng. 

For lægmand forekommer emnet 

kompliceret og omfattende, hvorfor jeg

for yderligere detaljer må nøjes med at 

henvise til anførte kilder og her fremhæve 

Ib Bangs website, »futureworld«. 5) 

Dr. William A. Tiller er en seriøs videnskabsmand, 

som gennem 30 år har forsket 

i de finere energier, deres oprindelse, 

udbredelse og påvirkning. Resultaterne 

er sammenfattet i nedennævnte 

kilder. Han har udviklet sin helt egen teori 

for samspillet mellem elektromagnetiske 

felter, jf. Harold Saxton Buurs opdagelser, 

og de finere energier i kroppen og 

introducerer en ny partikel, deltronen, 

som den partikel der vekselvirker mellem 

de finere energier og fysisk stof. Endvidere 

forklarer teorien en række paranormale 

forhold, hvoraf flere godt kan 

karakteriseres som biokommunikation. 6) 

Diskussion 

At krav om synkronisnering af senderog 

modtagerterminal skulle knytte sig til 

GS-kommunikation via to Laptop-computere 

– og eventuelt også til G-COM-elementerne 

– udelukker imidlertid ikke 

muligheden for, at andre terminaler, herunder 

også bioterminaler – bevidst eller 

ubevidst – uden nødvendigvis at synkronisere, 

skulle kunne påvirke elementarpartikler 

til at koble sig ind på den kosmiske 

baggrundsstøj eller GS-kompressions-/dekompressionsbølgernesknudepunkter 

og bruge disse bølger som 

bærebølger for kommunikation på celleniveau. 

Beskrivelse af GS-kommunikation 

via »bioterminaler« foreligger ikke, 

men muligheden herfor synes dog at 

være til stede, idet det for denne kommunikationsform 

er anført, at den kan 

gennemføres ved en elementarpartikels 

skift af tilstand i senderen (og dermed 

også i modtageren), at afstand og medium 

ikke spiller nogen rolle, samt at ener- 


giforbruget er yderst minimalt. Spørgsmålet 

er så, om levende væsener/organer 

skulle være i stand til at påvirke elementarpartikler 

til at skifte tilstand? 

Uden at udelukke GS-kommunikation 

som medium for biokommunikation 

synes skalarbølger efter de foreliggende 

oplysninger også at være en mulighed. 

For disse bølger er det specifikt i 

kilderne anført, at der er tegn på, at den 

menneskelige hjerne kan virke som sender/modtager 

for skalarbølger. Og i betragtning 

af skalarpartiklers størrelse, hvorfor 

skulle så ikke andre levende væseners 

hjerner/organer kunne kommunikere 

via skalarbølger? Endvidere anføres det, 

at skalarbølger er i stand til at påvirke elektromagnetiske 

felter og fysisk stofs struktur, jf. 

illustration, med andre ord at det via tankens 

kraft skulle være muligt at påvirke 

den fysiske materie. Modeller herfor beskrives 

detaljeret i kilderne. På baggrund 

af disse oplysninger synes de fleste 

af de beskrevne former for biokommunikation 

at kunne passe ind i skalarbølge-modellen. 

For at vende tilbage til Cleve Backster 

henviste denne forsigtigt til kvantefysikkens 

non-locality-koncept som en mulig 

11

Musikteori: 

Musik eller kaos 

Af Jesper Overgaard 

Jeg vil gerne knytte nogle bemærkninger 

til den artikel om chronomatik, der har 

været bragt i diføt nyt (nr. 79 og 80). Er 

man ikke fortrolig med akustik, musikteori 

og musikhistorie, kunne man opfatte 

chronomatik som nytænkning. Som artiklen 

punkt for punkt bekræfter, knytter 

den imidlertid direkte an til den allertidligste, 

kvintbaserede græske musikteori, 

komplet med Platons formaninger om at 

vogte sig for usædelige tonearter, (man 

kan i Politeia og Timaios fx læse hvorledes 

umådeholden afsyngning af doriske 

drikkeviser på forunderlig vis fører til 

drikfældighed og lediggang), og man 

genkender også pythagoræernes betagelse 

af urtallenes numerologiske ska- 

forklaring på de energier, der udveksledes 

ved tankevirksomheds, dyrs og bakteriers 

påvirkning af en plante. Dette 

koncept omfatter systemers »fjernpåvirkning« 

af hinanden – af andre kræfter 

end gravitation – f.eks. vha. protoner; og 

som en mulig forklaring på resultater af 

forsøg med telepati og psykokinese m.fl. 

har man bl.a. henvist til dette koncept. 7) 

Andre teknikker og modeller end her 

kort beskrevet kan naturligvis ikke udelukkes 

som forklaring på biokommunikation, 

men på baggrund af de her fremlagte 

oplysninger synes de fleste af de 

her beskrevne former for biokommunikation 

at kunne passe ind i skalarbølgemodellen. 

12 

berkraft. Jeg skal hverken anfægte fordelingen 

af faste fortegn i kvintcirklen eller 

underkende hvad der kan udledes af 

skrå streger på kvadreret papir, ligesom 

jeg bestemt også kan se det uheldige i en 

bevidsthedstilstand, hvor tabeller har 

udkonkurreret talent. Hvad artiklen i øvrigt 

antyder om systemets formåen, eller 

om det uansvarlige i at komponere alt for 

gangbare værker i C-dur eller G#-mol, 

forekommer mig mindre indlysende, og 

jeg skal derfor ikke prøve at vurdere 

hvor anvendelig chronomatik kunne 

være i forskellige sammenhænge. 

Imidlertid piner det mig lidt at se 

hvordan selve tonerækken undervejs 

bliver mere ubegribelig end frikadellens 

flugt over plankeværket. Der tages ingen 

smålige hensyn til toners fysiske dimen- 

Kilder 

1) Blueprints of Immortality, Primary Perception, 

www.tillerfoundation.com. m.fl. 

2) Psykisk forskning bag Jerntæppet, Strubes 

Forlag 1972 

3) http://noosphere.princeton.edu/ og prof. 

Stanley Krippner, Saybrook Institute, Californien 

4) raum&zeit, Special 1, diføt nyt. m.fl. 

5) diføt nyt 60, 62, 63, Nyt Aspekt 37.4, 

www.futureworld.dk, 

www.geocities.com, www.k-meyl.de m.fl. 

6) »Science and Human Transformation«, 

www.tillerfoundation.com, diføt nyt 78 

7) www.physlink.com/education, 

www.tcm.phy.ac.uk 

Illustrationer: Nyt Aspekt, juli/aug. 2005

sion, og jeg mener oprigtigt, at chronomatikere 

i deres kamp for kulturens 

overlevelse ville have større glæde af et 

mindre specifikt og mere robust referencesystem, 

som fx den lille tabel. 

Med udgangspunkt i stemninger, skalaer 

og intervaller, samt den måde hvorpå 

toner og samklange bearbejdes af 

høresansen, vil jeg derfor skitsere nogle 

grundlæggende akustiske lovmæssigheder, 

der, i modsætning til den pythagoræiske 

tonelære, har det fortrin direkte 

at kunne relateres til naturlige, fysiske 

fænomener. Jeg vil prøve at fatte mig i 

korthed, og læseren må derfor bære over 

med, at jeg ikke definerer den musikalske 

terminologi helt fra grunden, men 

kan man finde rundt på et musikinstrument, 

og kender man lidt til intervaller, 

er der nok ingen større mysterier. Først et 

par historiske forudsætninger og lidt om 

rene og tempererede skalaer, samt repræsentation 

af tonetrin: 

Den ligesvævende temperatur, man 

begyndte at tage i brug i 1700-tallet, og 

som nu er eneherskende inden for vestlig 

musik, er en stemning, der er naturlig 

for instrumenter som fx en guitar, hvor 

de samme bånd definerer længden af 

strenge af forskellig tonehøjde, og den er 

i praksis uundværlig i forbindelse med 

transposition og samspil mellem forskellige 

slags instrumenter, navnlig når der 

indgår tangentinstrumenter. Intet af dette 

spiller imidlertid nogen rolle i forbindelse 

med fx uakkompagneret korsang. 

Her er ingen bånd, ingen uforanderlige 

tonehøjder, og man kan derfor forvente, 

at akustiske lovmæssigheder kan have 

afgørende indflydelse på harmoniske 

strukturer. 

De ældste skalaer refererer til énstemmig 

vokal- eller instrumentalmusik, 


hvor man i fravær af samklange vanskeligt 

kan anføre rent akustiske argumenter 

for at foretrække nogle tonehøjder 

frem for andre. I antikken var den fysiske 

reference for skalatoner først fløjter med 

huller i samme indbyrdes afstand, siden 

enten et monochord med lige brede 

bånd, hvor forholdene mellem strengelængder 

har dannet grundlag for teoretiseren, 

eller metalhamre, hvor man regnede 

på de indbyrdes vægtforhold. Fra 

første færd stod det klart, at tonehøjder 

(frekvenser) var omvendt proportionale 

med længden af luftsøjler eller strenge 

og vægten af hammerhoveder, men man 

har ikke baseret teorierne på et egentligt 

frekvensbegreb, da man jo ikke direkte 

kunne måle svingninger pr. tidsenhed. 

Havde det dengang været praktisk 

muligt at tage udgangspunkt i eksakte 

frekvensforhold (eller var det første monochord 

blevet inddelt i 48 bånd, i stedet 

for 32 – herom senere), ville man formodentlig 

forlængst have gennemskuet de 

akustiske lovmæssigheder og fysisk-matematiske 

relationer, der naturligt styrer 

samklange, og fået defineret de kromatiske 

skalatrin i overensstemmelse med 

disse, men sådan er det ikke gået. I stedet 

har de utallige indlæg i diskussionen om 

den »rette« skala, som verserede i mere 

end to tusinde år, almindeligvis haft rod i 

en eller anden form for talmystik. 

Pythagoræerne ville i deres præcise 

tetrakorder, som kirketonearterne bygger 

på, kun høre tale om 2 intervalstørrelser, 

defineret ved potenser af 2 og 3. 

Det lyder jo dejligt enkelt, men det lægger 

ikke desto mindre op til verdensfjerne 

abstraktioner, som når stabler af kvinter 

og oktaver forlader det hørbare område, 

eller man i tanken passerer den 243. 

overtone (retfærdigvis må det siges, at 

13


skalaerne lyder udmærket, når blot musikken 

er énstemmig). Andre indtog det 

kontroversielle standpunkt, at musik 

som udgangspunkt skulle lyde ordentligt 

og først i anden række søge at behage 

teoretikerne, og Didymos fra Alexandria 

definerede ud fra sådanne betragtninger 

den rene, diatoniske skala. 

Uafhængige tænkere har fra tid til anden 

markeret sig med mere finurlige inddelinger 

af oktaven, i fx 17 eller 31 trin. 

Ligesom deres græske forgængere har 

disse forslag haft den ambition at skabe 

et perfekt, cyklisk system af skalaer. Disse 

fiffige skrivebordskreationer har meget 

lidt at gøre med musikalsk praksis og 

tradition, eller for den sags skyld akustik 

og velklang. Deres betydning for musikken 

er da også forblevet fuldkommen teoretisk, 

hvilket man næppe skal begræde. 

Ptolemæus lancerede dogmet om at 

rigtige intervaller skal kunne udtrykkes 

ved en såkaldt suprapartikulær eller supranumerisk 

brøk (en brøk hvor tælleren 

er 1 større end nævneren), en påstand, 

der har vist sig lige så sejlivet som den er 

svær at begrunde. De brøker, der traditionelt 

repræsenterer intervaller, fungerer 

naturligvis udmærket i systematiske 

beregninger, men er ikke umiddelbart 

gennemskuelige, når de skal repræsentere 

skalatrin, da de ikke er beregnet 

på at afspejle en indre struktur i oktaven. 

Eftersom toner og akustik først og sidst 

er et spørgsmål om indre struktur, opdelinger 

af et hele, ville det være praktisk 

om repræsentationen gengav denne 

struktur, og i bedste fald blev mere eller 

mindre selvindlysende. 

Den klassiske fremstilling af intervalstørrelser 

og skalatrin refererer til et monochord, 

hvor strengens totale længde 

14 

= 1 og oktavens længde derfor = 1/2. 

Kvinten dannes af 2/3 af den totale strengelængde, 

og da strengelængder og frekvensforhold 

er omvendt proportionale, 

skrives kvinten 3/2. Det kunne endda gå 

an, men når det siden viser sig at strengen 

også skal kunne deles i 15-dele, eller 

23-dele, bliver systemet meget tungt at 

danse med, og båndpositionerne på monochordet 

flyder sammen til en grå masse. 

Jeg vil derfor benytte anledningen til 

at gøre det af med de suprapartikulære 

brøker ved konsekvent at trække nævner 

fra tæller og på denne måde lokalisere 

skalatrinene i en grundoktav. Den 

tone man vælger som udgangspunkt har 

frekvensen f. Tonen en oktav højere har 

derfor frekvensen 2 * f, eller bedre: f+f.I 

løbet af oktaven fra f til f+f, bliver f altså 

forøget med sig selv, i 7 diatoniske, eller 

12 kromatiske nøk. 

Den reducerede intervalbrøk repræsenterer 

nu frekvensforøgelsen, altså hvilken 

brøkdel eller tilvækst af f hvert tonetrin 

repræsenterer i forhold til oktavens 

grundfrekvens (der lægges kun 

sammen, multipliceres ikke). Grundfrekvensen 

forøges med 0, oktaven med 1 

og kvinten med 1/2 (d.v.s. at kvintens frekvens 

er = f + 1/2f), og det fremgår på 

denne måde umiddelbart, at kvinten deler 

oktavens frekvensområde nøjagtigt 

midtover. 

Den underliggende oktav spænder 

over 1/2 f og den overliggende over 2f. 

Det betyder at fx 1/8 af den aktuelle oktavs 

omfang svarer til 1/4 af underoktavens 

og 1/16 af overoktavens, hvilket jeg 

vender tilbage til. 

Toner adskiller sig fra lyde eller støj 

ved at have en genkendelig, ordnet 

struktur, dannet af en stabel partialtoner

1 

2 

4 

8 

16 

(f, f+f, f+f+f, f+f+f+f, … svarende til 

den samtidige opdeling af en streng i 1, 2, 

3, 4 … afsnit). En lyd, der er sammensat af 

to eller flere sinusbølger, hvis frekvenser 

indgår i et sådant sæt, vil opleves som en 

tone, og sanseapparatet fylder spontant 

hullerne ud – leverer endog selve grundfrekvensen, 

hvis den skulle mangle. Hvis 

ikke der eksisterer netop et sådant mønster, 

vil svingningerne opleves som kaotisk 

lyd eller støj. 

Og her er vi ved problemets kerne: i 

samklang danner interferenser mellem 

forskellige partialtonesæt hørbare svævninger. 

Det overordnede mål for temperering 

af tonetrinene har været at gøre 

svigningsmønstrene kommensurable, så 

alle samklange blev rene og svævningsfri. 

Man skal dog ikke skrive mange brøker 

før man må indse, at det ikke lader sig 

gøre at få puslespillet til at gå op, så alle 

svævninger ophæves. Det ville som 

Partialtonernes positioner i oktaven 

5 


32 33 

35 37 39 41 43 45 47 49 51 53 55 57 59 61 63 

3 

9 11 13 15 

17 19 21 23 25 27 29 31 

1/6 1/3 1/2 2/3 5/6 

7 

minimum kræve at ulige tal undertiden 

var lige. Man kan nok få mange toner 

passet ind i et fælles mønster, men der vil 

altid være et vist antal intervaller, der falder 

udenfor. 

Der har været et utal af forslag til tempererede 

skalaer, enkelte rigtigt gode, 

mange flere ganske urealistiske, de fleste 

formodentlig udgrundet ved natlig 

puslen med suprapartikulære og andre 

brøker, mens nogle skalainddelinger blot 

har tilstræbt en arbejdsløsning, der gjorde 

det praktisk muligt for fx et orgel og 

blæseinstrumenter at spille sammen 

uden at sætte den gode stemning overstyr. 

Diskussionen døde ud inden den var 

ført til ende, da man vedtog at kløve den 

gordiske knude og indføre den millimeterdemokratisk 

ligesvævende temperatur, 

baseret på gentagne multiplikationer 

med den tolvte rod af 2 

15


(1,059463094359…), hvilket i tolv omgange 

fordobler frekvensen. Som musikken 

gradvist udviklede sig, med stadigt flere 

kromatiske bevægelser og altererede akkorder, 

var dette den indlysende løsning, 

men den gavner ikke nødvendigvis den 

store mængde musik, der er overleveret 

fra fx 1500- og 1600-tallet, da disse værker 

ikke hører hjemme i ligesvævende temperatur, 

og de i nutidig udgave altså ikke 

kan få deres oprindelige udtryk. 

Den ligesvævende temperatur forde- 

16 

1 

2 

3 

1 - 2 

1 - 3 

2 - 3 

Dif. 

Dif. 

8 va 

ler smerten (ujævnt) på alle intervaller, 

så end ikke kvinter længere er rene og fri 

for svævninger. Alle andre tempererede 

skalaer udskiller og koncentrerer problemet: 

de fleste intervaller bliver rene, 

mens andre til gengæld bliver alvorligt 

skævvredne. Der er imidlertid endnu en 

måde at angribe problemet på, omend 

den, så vidt jeg ved, ikke explicit har 

været på tale, nemlig at proportionere 

trinene, så svævninger mellem skalatoner 

også selv er skalatoner, som naturligt

indgår i klangbilledet og får en harmonisk 

funktion (der kan være ønskelig eller 

det modsatte). 

Man kan forestille sig, at korsangere 

med øre for klang (eller for den sags 

skyld strygere eller blæsere), undertiden 

spontant finder et bestemt toneleje, så 

netop dette sker, specielt i ældre musik. 

Ligesom fornuften forlanger maksimal 

enkelhed af videnskabelige teorier, påskønner 

øret samklange der »går op«, 

som har en begribelig struktur. Strukturen 

skabes af den store mangfoldighed 

af kombinationstoner (summations- og 

differenstoner), der dannes af overlejrende 

partialtonesæt, og som udgør et 

hierarki af frekvenser, defineret ved at 

grundfrekvenser lægges sammen eller 

trækkes fra hinanden, i alle tænkelige 

grupper og kombinationer. 

Den mest hørbare kombinationstone 

er normalt differenstonen mellem to 

grundfrekvenser (under det hørbare 

område kaldes den stødtone eller svævning). 

Fx vil to sinustoner på hhv. 800 og 

1000 Hz danne en differenstone på 200 

Hz – to høje toner frembringer en dyb. I 

Europa har differenstoner været beskrevet 

siden 1700-tallet og er det grundlæggende 

princip, når bærebølger moduleres 

og afkodes i gammeldags radioteknik. 

(Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at 

der engang har været foreslået en temperering, 

som er identisk med den jeg vil 

beskrive i det følgende, men eftersom 

den ligesvævende temperatur allerede 

var etableret da differenstoner opstod 

som begreb, har disse næppe kunnet 

være det styrende princip). 

I praksis (og uden at medregne summations- 

eller differenstoner mellem 

overtoner) vil 2 stemmer altså frembrin- 


ge 3 toner, mens 3 stemmer danner 6 toner, 

4 stemmer 10 toner, 8 stemmer 36 toner, 

12 stemmer 78 toner, o.s.v. Indregner 

man de hørbare overtoner i hver stemme, 

bliver det samlede resultat, trods 

mange sammenfald, en meget kompleks 

affære. 

I ren stemning antager alle intervaller 

(undtagen primer og oktaver) hver især 

to eller flere forskellige værdier, alt efter 

hvilke skalatrin, der danner intervallet, 

og de repræsenteres derfor ved forskellige 

brøker, fx er nogle heltonetrin på 1/8 

oktav og andre på 1/9, o.s.v. I ren stemning 

får hvert enkelt interval sit karakteristiske 

udtryk gennem naturlige, 

akustiske kombinationsmønstre, som 

øret bygger videre på, hvorimod den 

ligesvævende stemningstillempede relationer 

ikke på samme måde vekselvirker 

med høresansen. 

I ligesvævende temperatur vil samtlige 

kombinationstoner (bortset fra oktaver 

af grundfrekvenserne), nemlig uvægerligt 

ramme lidt ved siden af de harmoniske 

overtoner, hvorved de udviskes 

og giver klangfarven et interessant, 

sløret præg. Svundne tiders klangideal 

var mindre tilrøget, man søgte ublufærdigt 

universel harmoni og intim kontakt 

med kosmos, noget der kun opnås i ren 

stemning, når verden resonerer og svinger 

med. 

Skal en samklang klinge optimalt harmonisk, 

og det samlede netværk af mønstre, 

spundet af partialtoner og kombinationstoner, 

gå op i en højere enhed, være 

selvforstærkende og velstruktureret, 

uden kaotiserende islæt eller fejl i vævningen, 

skal skalatrinene proportioneres 

i moduler, så få og så store som muligt, 

således at så mange kombinationstoner 

som muligt, mellem alle 12 skalatoner, i 

17


alle oktaver, også selv er skalatoner. Der 

er én og kun én fordeling af afstandene 

mellem skalatrinene, der lever op til dette 

kriterium, svarende til den enkleste 

matematiske løsning. 

Den rene, kromatiske oktavstruktur, 

der svarer til dette, kan teoretisk gengives 

på et monochord, eller hellere et dichord, 

der kan opløse oktaven i både 

16-dele og 6-dele, hvilket kræver 48 ud af 

96 lige brede bånd. Jeg bruger en C-skala 

som eksempel og skelner ikke mellem 

enharmoniske #- og b-toner. Skalatrinene 

får følgende placering: 

Som nævnt er det kvinten (og altså ikke 

F#) der deler oktaven på midten. G er 

altså = 1/2. På fjerdedelspunkterne, 1/4 

og 3/4, ligger hhv. E og Bb, mens D ligger 

på 1/8 og H på 7/8. Oktaven hedder 1, og 

tredjedelspunkterne, 1/3 og 2/3, svarer til 

hhv. F og A. 

Så vidt, så godt. Siden Didymos har 

der ikke været alvorlig uenighed om de 

hvide tangenter, og i denne fremstilling 

ser den rene diatoniske skala således ud: 

C D E F G A H C 

0 1/8 1/4 1/3 1/2 2/3 7/8 1 

De sorte tangenter er knap så éntydige: 

Eb, F# og Ab været stærkt omdiskuterede, 

mens Bb og navnlig C# er mindre 

18 

!/2 9/16 

G Ab 

G 

1/2 

kontroversielle. C# ligger hvor det altid 

har ligget, midt imellem C og D, altså på 

1/16, ligesom Bb hører hjemme på 3/4. 

Den symmetri, der karakteriserer opdelinger 

i enkle talforhold, er iøjnefaldende: 

H og C# ligger symmetrisk om C 

(idet 1/16 af oktaven over C = 1/8 af oktaven 

under C). På samme måde afspejler 

D det underliggende Bb, mens E’s spejlbillede 

er det underliggende G, ligesom 

også F og under-F danner par, G og under-C, 

o.s.v. Det fremgår således at det 

underliggende A spejler sig i Eb, som altså 

kan placeres på 1/6, midtpunktet mel- 

3/4 7/8 0 1/16 1/8 1/4 7/16 1/2 9/16 3/4 7/8 1 1/16 1/8 

Bb H C C# D E F# G Ab Bb H C C# D 

A blå C Eb F G A blå C Eb 

2/3 5/6 0 1/6 1/3 1/2 2/3 5/6 1 1/6 

lem C og F (som også er tredjedelspunktet 

mellem C og G). 

Der tegner sig to sammenflettede tonegrupper 

af hver sit »køn«, begge indeholdende 

tvetullerne C (0 og 1) og G (1/2, 

eller 3/6), med hanner på halveringspunkter: 

C#, D, E, Bb og H – 1/16, 1/8, 1/4, 

3/4, 7/8 (alle nævnere er potenser af 2), og 

hunner på tredelingspunkter: Eb, F og A 

– 1/6, 1/3, 2/3 (3 er faktor i alle nævnere). 

Tredeles 1/4 oktav, finder man »blå« toner 

på 1/6 eller 1/12-punkter. 

Vi mangler nu at kønsbestemme halvtonetrinene 

på begge sider af G. 

Hvad F# angår, behøver man ikke at 

begive sig ud i den højere akustik, strengeleg 

og hydrodynamik for at få afklaret 

sagen. Det vil nok ikke overraske mange,

at det også på musikkens område gælder 

at: »som i det store, således også i det 

små«. Her drejer det sig om talfølgen 3, 3, 

2, 4, 4, 5, 3, en progression i syv trin fra 0 

til 24. 

Talrækken er netop grundmønsteret 

for frekvenstilvækster i den rene, diatoniske 

skala, hvis definition kun kan tænkes 

at være kontroversiel for fundamentalistiske 

pythagoræere. Udtrykker man 

sig i 24-dele af en oktav (man kan tænke 

på tilvæksterne i en oktav fra 24 Hz til 48 

Hz), ser rækken sådan ud: 

C D E F G A H C 

0 3 6 8 12 16 21 24 

0 1/8 1/4 1/3 1/2 2/3 7/8 1 

De fleste af de syv kromatiske trin i den 

halve oktav fra C op til G ligger nu fast. 

F# er ikke defineret endnu, og placeringen 

af Eb (og C#) måtte gerne bekræftes. 

Som lidt brøkregning kan bevidne, består 

den enkleste løsning i at proportionere 

frekvensafstandene i denne kromatiske 

skala på samme måde som i den diatoniske 

oktavskala (den halve oktav har 

jo også samme frekvensomfang som hele 

den underliggende oktav). Nu repræsenterer 

tilvækstenhederne halve 24dele 

(48-dele) af den aktuelle oktavs frekvensomfang: 

C C# D Eb E F F# G 

0 3 6 8 12 16 21 24 

0 1/16 1/8 1/6 1/4 1/3 7/16 1/2 

Som man kan se, er skalaen helt kongruent 

med den første, i forholdet 2:1. Det er 

en diatonisk skala i halv størrelse. Positionerne 

af Eb (og C#) bekræftes og F# 

kommer på plads. 

Mønsterets grundenhed kan halveres 


og fordobles efter behag. Fordobles den, 

får man en »dobbelt diatonisk« skala 

(tertsskala) over to oktaver (nu repræsenterer 

proportionstallene 12-dele af en 

oktav): 

C E G A C F Bb C 

0 3 6 8 12 16 21 24 

0 1/4 1/2 2/3 1/1 4/3 7/4 2 

En kvarttoneskala på en kvart oktav (fra 

C til E) ville følge samme mønster (i 

96-dele af oktaven), ligesom også en »diatonisk 

kvintskala« over 4 oktaver (i 

6-dele af den nederste oktav – tilvækstenhederne 

er nu små tertser). Fordobles 

»kvintskalaen« til en »oktavskala« vil 

denne bevæge sig gennem 8 oktaver, i 

moduler sammensat af tredjedele af 

grundoktaven (3 kvarter, 3 kvarter, 2 

kvarter, 4 kvarter, o.s.v.). 

Det fremgår altså at F# lander på 7/16 

(og derved deler den store septim midtover). 

Vi mangler nu kun at placere den 

lille sekst. Samme lille sekst er det eneste 

eksempel jeg kender på et skalatrin, der 

defineres som en differenstone (i klassisk 

persisk musik). 

Som nævnt kan grundtonen C betragtes 

som en symmetriakse, omgivet af 

symmetriske tonepar (C#-H, D-Bb, 

Eb-A, E-G, F-F, o.s.v.). Da nedadgående 

frekvensafstande må spænde over flere 

skalatrin end tilsvarende opadgående, 

bliver der ikke plads til noget Ab. 

G, oktavens midtpunkt, fungerer 

også som symmetriakse, én orden lavere 

end C, og her dukker den lille sekst op, 

blandt de tonepar, der omgiver G: 

F#-Ab, F-A E-Bb, D-H, C-C. Nu er det Eb 

der forbigås, i fravær af den »blå« tone 

mellem Bb og H, på 5/6-punktet. Denne 

tone optræder heller ikke i toneparrene 

19


omkring C, eftersom makkeren (mellem 

C# og D) mangler. Som man nok umiddelbart 

kan høre, ville der også blive 

voldsom trængsel hvis ekstra toner skulle 

klemmes ind på disse pladser. 

1/4-punktet E er en symmetriakse af 3. 

orden, omgivet i 1/12 oktavs afstand af 

Eb og F. Der mangler en partner til D (1/8 

over E), men C# spejler sig i F# (ligesom 

C i G og A i A). 

Men altså: den lille sekst hører hjemme 

på 9/16-punktet, symmetrisk med F# 

om G (og deler således den store none 

midtover). 

Man vil måske indvende at F# og Ab 

kunne placeres ud fra andre kriterier, 

idet de er hhv. nr. 23 og nr. 25 i partialtonerækken, 

svarende til intervalbrøkerne 

23/16 og 25/16 (hvor nævneren refererer 

til nærmeste underliggende oktav af 

grundfrekvensen, 4 oktaver over denne, 

d.v.s. 16 gange dens frekvens): behandles 

disse brøker som de suprapartikulære, 

har vi igen 7/16 og 9/16. Men, da 

partialtonerækken for hver enkelt tone 

ikke omfatter frekvenser af »hunkøn« 

(for C«s vedkommende altså F, A og Eb), 

kan skalaen ikke udfyldes alene med 

henvisning til grundtonens harmoniske 

overtoner, eller man kunne i givet fald 

lige så vel have rettet ind efter partialtonerne 

11 og 13 (3/8 og 5/8), 45 og 51 (13/32 

og 19/32), 91 og 101 (27/64 og 37/64), eller 

183 og 201 (55/128 og 73/128), o.s.v. 

For fuldstændighedens skyld skal det 

nævnes at partialtoner, til og med nr. 10, 

svarer til trin i en ren, diatonisk skala, 

bygget på den pågældende grundfrekvens: 

oktaver af 1/8, 1/4, 1/2, 3/4 og 

1/1-punkter. Jo højere ordensnummer, 

desto svagere klinger partialtonen (den 

indbyrdes vægtning afhænger i øvrigt af 

instrumentets udformning), og i praksis 

20 

er 8. partialtone (mere end 3 oktaver over 

grundfrekvensen) den højeste, som øret 

kan udskille af en enkelt tone af længere 

varighed, mens man i samklang, eller i 

farten, normalt kun kan opfatte et par 

stykker. Højere partialtoner manifesterer 

sig alene gennem klangfarven. 

I ældre vokalmusik svarer de fleste 

differenstoner i en samklang til de noterede 

toner, eller deres oktaver. »Halveringsfrekvenser« 

giver »halveringsdifferenstoner« 

og tilsvarende for »tredelingsfrekvenser«. 

Det er fx fysisk umuligt 

for en C-dur akkord at generere differenstonerne 

F, A eller Eb, hvorimod septimer 

og noner (Bb, H, Db eller D) udmærket 

kan forekomme. Små intervaller 

mellem stemmerne giver dybe differenstoner 

og store intervaller differenstoner 

i mellemlejet. 

Trinfølgen 3, 3, 2, 4, 4, 5, 3 (svarende til 

den diatoniske dur-remse 1/1, 1/1, 1/2, 

1/1, 1/1, 1/1, 1/2) er et mønster, der giver 

en kvantiseret, lineær fremstilling af en 

logaritmisk progression (hver oktav 

spænder frekvensmæssigt over dobbelt 

så meget som den underliggende), udmålt 

i moduler på 2, 3, 4 eller 5 enheder. 

Talfølgen kan anskues på flere måder, 

fx som to grupper på hver 12 enheder: 3, 

3, 2, 4 og 4, 5, 3, den første opdelt i fire 

trin, den sidste i tre. Trinene i øverste 

halvdel af oktaven er færre og spænder 

derfor hver især over flere hertz end trinene 

i den nederste del – den logaritmiske 

funktion accelererer: syv kromatiske 

tonetrin i nederste halvdel mod fem i 

den øverste (i stedet for seks i hver). Således 

spænder oktavens øverste halvtonetrin 

(fra H til C) over dobbelt så mange 

hertz som det nederste (fra C til C#). 

Metoden, som kendes fra ældre tiders 

»hellige geometri« og heltalsmatematik,

ligesom også fra fraktalprogrammer og 

vækstprocesser, er en måde hvorpå bl.a. 

eksponentielle funktioner kan håndteres 

gennem progressioner af heltalsmoduler. 

Her bruges 4 forskellige moduler: 

2, 3,2+2og2+3–enkeltogeffektivt, 

som når solsikker eller havsnegle 

opbygger perfekte logaritmiske spiraler. 

Man ser hvorledes musikalsk-akustiske 

fænomener betinges af præcise 

underdelinger i heltalsforhold, og det er 

derfor ikke urimeligt at forvente, at også 

oktaven naturligt må opdeles i moduler, 

som står i enkle indbyrdes heltalsforhold, 

hvis toner skal kunne kombineres 

til musik (der ikke lyder alt for unaturligt). 

Udtrykt i pct. afviger den rene, kromatiske 

skala på C fra den ligesvævende 

som følger: 

Det rene C# ligger 0,29% over det 

ligesvævende, 

D 0,23% over, 

Eb 1,90% under, 

E 0,79% under, 

F 0,11% under, 

F# 1,65% over, 

G 0,11% over, 

Ab 1,57% under, 

A 0,90% under, 

Bb 1,79% under, 

og H 0,68 % under det 

ligesvævende. 

Det fremgår at F og G stemmer næsten 

overens i de to stemninger. C# og D ligger 

en smule højere i den rene version og 

F# noget højere end det plejer, mens E, A 

og H derimod ligger noget lavere og Eb, 

Ab og Bb lidt lavere endnu. Afvigelserne 


er hver for sig til at overse, men i samklang 

er forskellen umulig at overhøre. 

Det er interessant at komponeret musik 

i ren stemning kan manifestere sig 

som et ægte, utilpasset naturfænomen, 

styret af samme formkræfter som andre 

naturlige skabelsesfænomener, hvor 

man også finder størrelsesordener, der 

udmåler genkendelige »oktaver«. På fysikkens 

område kan man modsigelsesfrit 

anskue de processer, hvorigennem »urstoffet« 

fortættes og formes til fysisk stof, 

som styret af bølger, interferenser, resonanser 

og harmonier. Man kan billedligt 

forestille sig et homogent, kaotisk lydkontinuum, 

et multiresonant spektrum 

af hvid støj, der først differentieres og får 

struktur, og dermed musikalsk eksistens, 

når det bliver anslået, så et tonalt centrum 

og et grundmodul fastlægges, og 

lyd bliver til toner og toner til musik. 

Lidt mindre vidtløftigt kan man forvente 

at ældre kor- og instrumentalværker 

kan få et særligt, mere oprindeligt 

udtryk, med dybe, rene differenstoner i 

klangenes fundament, og lyse summationstoner, 

som giver dem ekstra brillans, 

hvis man fraviger den ligesvævende 

temperatur og afstemmer skalatrinene 

som beskrevet. I praksis, under gode 

akustiske forhold (i rum med reflekterende 

overflader), kan det måske opnås 

blot ved at være opmærksom på differenstoner 

som fx det C, der genereres 

to oktaver under et E og G i tertsafstand. 

(Idet afstanden mellem E (1/4) og G 

(1/2) er 1/4, d.v.s. 1/4 af oktavens omfang, 

eller 1/4 af det underliggende C’s frekvens, 

hvilket svarer til et C to oktaver 

længere nede). 

21

Energiforskning: 

Globalt netværk 

udvikler ny energiteknologi 

- interview med Nicholas Møller 

Af Inge og Adolf Schneider 

AS: Må vi først ønske Dem tillykke med, at 

det er lykkedes for Dem at få besøg af FN’s 

generalsekretær Kofi Anna i Jean-Louis 

Naudins laboratorium. Kofi Annan er tilsyneladende 

bevidst om, at menneskeheden og 

miljøet har et påtrængende behov for en verdensomspændende 

energipolitisk nytænkning. 

Hvordan er det lykkedes for Dem at 

etablere denne kontakt? 

NM: I mit arbejde med nye energiteknologier 

forsøgte jeg i en periode på 9 

måneder at få UNESCO til at optage 

Tesla-arkivet i Tesla-museet i Beograd på 

listen over verdens kulturarv. Det lykkedes 

omsider at få UNESCO til i 2003 at erklære 

dette arkiv som »betydningsfuldt« 

inden for rammerne af programmet 

UNESCO Declaration of Universal Importance 

for Mankind. Denne bedømmelse er 

bl.a. vigtig for at kunne rejse midler til en 

registrering og digitalisering af arkivet. 

Dermed sikres det, at offentligheden 

gennem museet og Internet får fri adgang 

til hele arkivet i Tesla-museet og 

dermed Nikola Teslas livsværk. 

Under mine kontakter til denne FNorganisation 

fik jeg lejlighed til flere 

samtaler med generalsekretær Kofi Annan, 

hvor jeg redegjorde for mine holdninger 

til miljøproblemer og NET-løsninger 

(Ny Energi Teknologi). Jeg sagde 

til ham, at jeg mente det var af yderste 

22 

vigtighed at iværksætte et massivt globalt 

initiativ for at opdage og udvikle nye 

decentrale energiløsninger for at rense 

planeten. 

Jeg blev bedt om at formulere mine 

ideer i et dokument. Heri foreslog jeg FN 

at oprette et institut for nye energiteknologier. 

Som svar på dette forslag fik jeg at 

vide, at et sådant initiativ ville være både 

fornuftigt og ønskeligt. Men det stod 

også klart, at det globale samfund mangler 

den politiske vilje til at gennemføre et 

sådant forslag. 

Jeg befandt mig således igen på egen 

boldgade og besluttede mig derfor efter 

nogen betænkningstid for selv at oprette 

et sådant globalt institut for nye energiteknologier. 

Da GIFNET endelig i slutningen 

af 2003 var grundlagt, kunne jeg 

atter fortælle Kofi Annan om mine aktiviteter. 

I marts 2005 fik vores organisation 

en officiel meddelelse fra Kofi Annan, 

som man kan læse på hjemmesiden 

www.gifnet.org [gengivet på næste side 

– red.]. 

Efter at denne skrivelse var modtaget, 

sendte jeg en officiel indbydelse til Kofi 

Annan om at besøge vores nye laboratorium 

i Fontainebleau ved Paris, hvor vi 

kunne vise ham de nyeste teknologier. 

Til vores store glæde accepterede han 

indbydelsen. 

AS: Hvilke konsekvenser tror De dette besøg 

vil få?

NM: Kofi Annans besøg hos GIFNET 

var et gennembrud i den besværlige proces 

det er at gøre offentligheden bevidst 

om de nye energiteknologier. Det er særdeles 

vigtigt i arbejdet med at indføre en 

sådan teknologi i verdenssamfundet at 

få lejlighed til at vise en så betydningsfuld 

person som Kofi Annan, at fx zero 

point energien er en realitet og en kilde til 

ren og uudtømmelig energi. 

Når verdens ledere bliver opmærksom 

på den bevidsthedsproces, der skal 


til for at fremkalde et paradigmeskift, 

kan vi forvente, at gigantiske forandringer 

kommer inden for rækkevidde. Vi 

står dermed lige foran indledningen til 

en ny tidsalder med energiteknologier, 

der vil gøre det muligt for os at give vores 

planet videre til nye generationer i en 

langt bedre tilstand. 

AS: Hvilke overvejelser fik Dem til i 2003 

at oprette GIFNET som en almennyttig organisation? 

23


NM: Jeg var blevet overbevist om, at nogen 

måtte foretage sig noget; og jeg påtog 

mig opgaven. Vi er alle forpligtet til at 

give noget af det tilbage til miljøet, som vi 

har modtaget, og gøre en indsats for at 

bevare livet på denne planet. 

AS: Hvad var den nøjagtige dato for 

grundlæggelsen af GIFNET? 

NM: Det var den 23. oktober 2003 i 

Genève. 

IS: Hvorfor ventede De næsten 2 år (indtil 

28. juni 2005) med at bekendtgøre Deres 

initiativ for offentligheden? 

NM: Det er fordi forskningsområderne 

ny energi og ny fysik er modsigelsesfyldte 

og kontroversielle. Vi ville først gøre 

offentligheden opmærksom på os, når 

grundlaget og resultaterne var i orden. 

1½ år efter grundlæggelsen nåede 

GIFNET til dette punkt, da Moller Atomic 

Hydrogen Generator MAHG var klar til demonstration. 

… 

AS: I hvilke lande har De på nuværende 

tidspunkt indrettet kontorer, hvem samarbejder 

De med, og hvor har De planer om at 

oprette flere GIFNET-kontorer? 

NM: GIFNET har indtil nu oprettet kontorer 

i Schweiz, Frankrig, England, Kroatien 

og Serbien. Derudover har GIFNET 

forbindelse med lokaliteter, der stilles til 

rådighed af personer og organisationer, 

der sympatiserer med GIFNET’s filosofi 

og gerne vil yde et praktisk bidrag. 

AS: De definerer Deres initiativ som en 

uafhængig organisation uden nogen form 

24 

for kommercielle mål, og De håber derved på 

at undgå eventuelle konflikter med politiske 

og erhvervsmæssige interesser. Betyder det, 

at De og Deres partnere har besluttet sig for 

at udbrede videnskabelige og tekniske informationer 

om NET på verdensbasis, fx over 

Internet, uden at De selv behøver at stå for 

markedsføring af et produkt? 

NM: Det er lige præcis det vi ønsker. Det 

er den eneste måde – hvis man da ikke er 

en Bill Gates – hvorpå man kan kontrollere 

denne teknologi på verdensplan. 

Men potentialet på dette område er så 

enormt, at der er rigelig plads til alle, der 

ønsker at spille en rolle og gerne vil have 

en bid af kagen. Alle virksomheder overalt 

i verden, små eller store, skal være i 

stand til at deltage i udviklingen, produktionen 

og markedsføringen af NET. 

Den tid, som efter GIFNET’s mening 

endnu er til rådighed for at redde biosfæren, 

er så kort, at vores eneste håb er, 

at offentligheden gennem et massivt initiativ 

bliver oplyst og motiveret, og at der 

bliver etableret en forretningsmæssig tilskyndelse 

til alle, der ønsker at være 

med. Hvis man betræder den slagne vej, 

hvor man ønsker at beskytte denne teknologi 

gennem patentering, går der år 

tabt, og der bliver spenderet enorme beløb, 

inden man overhovedet får begyndt. 

Selv gennem en patentering er 

det tvivlsomt, om man er i stand til at beskytte 

disse teknologier, da de er relativt 

billige og lette at reproducere. Ideen om 

at monopolisere sådanne teknologier 

kan man sammenligne med at stille et 

vidunderligt duftende måltid mad foran 

næsen på en sulten mand og derefter fortælle 

ham, at han ikke må røre det. 

AS: Med denne holdning vil det så sige, at

De fortrinsvis har mindre, decentrale energisystemer 

i tankerne, der kan garantere 

alle husstande en uafhængig energiforsyning, 

og som kan bringes i anvendelse specielt 

i tredjeverdenslande? 

NM: Helt rigtigt. Kina, Indien og Afrika 

står formodentlig først for ved indførelsen 

af NET. Den retning, som disse lande 

vælger at slå ind på i fremtidens energipolitik, 

vil få indflydelse på hele planeten. 

Hvis det lykkes for os hurtigt at indføre 

NET i disse områder, vil det ikke 

være så svært at bringe vores skib, planeten 

Jorden, på rette kurs. For at opnå dette 

skal teknologien være relativ enkel, således 

at den også på forholdsvis simple 

værksteder vil være let at producere, reparere 

og vedligeholde. 


FN’s generalsekretærpå besøg i GIFNET’s laboratorium i Fontainebleau ved Paris den 13. juni 2005. 

Nicholas Møller forklarer, hvordan hans atom-brint-generator MAHG fungerer. Til venstre ses forskningsdirektør 

Jean-Louis Naudin. 

IS: På Deres hjemmeside tilbyder De et gratis 

medlemskab til enkeltpersoner, firmaer, videnskabelige 

og almennyttige organisationer. 

Hvad præcist indebærer et sådant medlemskab? 

NM: Alle kan blive medlemmer ved 

ganske få klik med musen. Det kan synes 

som en beskeden indsats, men betydningen 

bliver ganske stor, når man betænker, 

at man på denne måde kan få kontakt 

med millioner af medlemmer over 

hele jordkloden. Disse millioner vil udgøre 

en global stemme og en global bevidsthed, 

som vil være en forudsætning 

for at kunne skabe et uafhængigt, såvel 

ikke-kommercielt som kommercielt, initiativ 

til løsning af planetens problemer. 

Det er på tide, at vi tager ansvaret for 

25


Forsøgsopstilling med MAHG-rør, kølekredsløb, styringselektronik og dataopsamling. 

vores egen skæbne og ikke lader os binde 

af rent kommercielle interesser. 

Vi må skabe initiativer, der udelukkende 

er af planetar interesse. Med en 

stærk global stemme får vi påvirkningsmuligheder 

og indflydelse på det paradigmeskift, 

der er så nødvendigt i en verden 

af uigennemskuelige og ødelæggende 

energistrukturer. Derfor lyder vores 

opfordring: Hjælp jer selv og jeres nærmeste 

gennem udbredelsen af billige og 

rene energiteknologier, som vil være i 

stand til at løse de fleste fundamentale 

planetare problemer og dermed gøre det 

muligt for os at videregive planeten i en 

bedre tilstand til fremtidige generationer. 

26 

Ved at blive medlem af GIFNET gør 

De det muligt at iværksætte grundlæggende 

initiativer til gavn for alle, der ønsker 

at yde et seriøst bidrag til Jorden. 

Selvfølgelig åbner et medlemskab også 

mulighed for at få adgang til GIFNETnetværket 

for alle, der ønsker at engagere 

sig forretningsmæssigt i en udbredelse 

af NET. 

AS: Hvilke projekter arbejder De og Deres 

hold med? 

NM: For det første arbejder vi med et 

projekt til opvarmning, der bygger på 

atomar brintteknologi. Et andet projekt 

er små kold-fusion-apparater, der udvin-

Snit i et MAHG-generatorrør, udviklet marts 

2004. 

Målinger af ydeevnen på en MAHG-forsøgsopstilling. 


der 80 gange så meget brint af vand i forhold 

til hvad der er muligt med konventionelle 

metoder. Desuden beskæftiger 

vi os med Tesla-teknologier, der bygger 

på Nikola Teslas originale optegnelser og 

projekter. Her arbejder vi tæt sammen 

med Tesla-museet i Beograd og har endvidere 

planer om at undersøge et stort 

antal Tesla-turbiner. Et andet område for 

os er solid-state-generatorer. I øjeblikket 

arbejder vi også med et projekt til et køretøj, 

der drives ved elektricitet udvundet 

af et rent brændstof. 

AS: Jean-Louis Naudin opnåede en COP 

[ydelseskoefficient] på 2.100% med den 

MAHG, han konstruerede i sit laboratorium. 

Frolov meddelte senere, at en COP 

på 83:1 (8.300%) er mulig. Vil det dermed 

sige, at et komplet system kan drives uafhængigt 

af nettet, hvis man omdanner en 

del af varmen via en termisk-elektrisk generator 

til elektricitet? Sådanne generatorer 

har i øvrigt en virkningsgrad på 5-7%, hvad 

der burde være tilstrækkeligt til at holde systemet 

kørende i døgndrift. 

NM: Ja, det er korrekt. GIFNET er i øjeblikket 

i gang med at udarbejde nye specifikationer 

til tredje og fjerde generation 

af MAHG-generatorerne, som vil være 

væsentligt forbedrede og være egnet til 

en masseproduktion, der kan foregå i allerede 

eksisterende produktionsfaciliteter. 

De nye rør vil også være særdeles rimelige 

i pris og vil kunne markedsføres 

som elektriske pærer. 

AS: Som det fremgår af hjemmesiden fra 

’Pure Energy Systems’ af Jones Beene synes 

der at foreligge en teoretisk forklaring af 

processen. Der bliver jo anvendt en pulserende 

jævnstrøm, mens man med veksel- 

27


strøm kun opnår en virkningsgrad på 0,7. 

Har De allerede diskuteret Deres system 

med forskere i teoretisk fysik som Hal Puthoff? 

NM: Endnu ikke, nej. 

AS: Særlig interessant er spørgsmålet: 

Hvor kommer overskudsenergien fra – er 

kilden af molekylær, inter-molekylær, nuklear 

art eller kommer den fra kvantefeltet? 

Jean-Louis Naudin og andre taler om en vakuum-energi-pumpe, 

men forskningen i vakuum-energien 

eller den mørke energi er 

stadig i sin vorden blandt kosmologer. Hvad 

er Deres opfattelse? 

NM: Teorierne bag NET hører til kategorien 

ny fysik. Jeg tror, at konventionelle 

videnskabsfolk lider under det svære 

handicap, at deres kollektive videnskabelige 

ånd er spærret inde i en kasse, 

hvorfra den ikke kan slippe ud. 

For det første må vi gøre os klart, at vakuum-energisystemer 

må betragtes som 

åbne systemer, der udveksler energi med 

det frie rums vakuum. I modsætning til 

lukkede konventionelle systemer sker 

der ingen overtrædelser af termodynamikkens 

love, hvis man genererer overskudsenergi. 

Man skal gøre sig klart, at vi 

faktisk kun omsætter energi på samme 

måde, som en vindmølle omsætter vinden. 

Den eneste forskel er, at vi endnu 

ikke forstår det helt, fordi vi stadig er fanget 

ind af de sidste 100 års måde at tænke 

på. 

Praktiske erfaringer er særdeles vigtige 

i de tidlige faser af en ny videnskab, og 

vi bør ikke vige tilbage for at bruge vores 

eksperimentelle erfaringer til at udvikle 

nye teorier, selv hvis disse ikke viser sig at 

være fuldt ud tilfredsstillende. Ingen kan 

28 

påberåbe sig at være autoritet på dette 

område, og derfor bør alle ideer og meninger 

lægges åbent frem. … 

IS: Hvordan stiller De Dem til at samarbejde 

med grupper i det tyske sprogområde 

som fx ’Deutsche Vereinigung für Raumenergie’, 

DVR og ’Schweizerische Arbeitsgemeinschaft 

für Freie Energie’, SAFE? Også 

vi er fortalere for dette område, med ’Jupiter-Verlag’, 

’NET-Journal’ og ’TransAltec 

AG’, der er forhandler af sådanne produkter. 

NM: Jeg opholder mig ikke så ofte i 

tysktalende lande og har ikke mange 

kontakter dér, selv om jeg dog forstår 

tysk, men ikke taler det så godt. Samarbejdet 

foregår primært via Internet, idet 

firmaer og organisationer, også fra tysktalende 

lande, kan være medlem af 

www.gifnet.org. Dermed er det muligt 

for dem ikke blot at komme med forslag 

og nye ideer, men de får også adgang til 

informationer om teknologier, som de 

kan udforske, efterprøve og reproducere. 

De pågældende frienergi-organisationer 

og firmaer, der allerede beskæftiger 

sig med NET, vil i denne brydningstid 

få en enorm betydning, idet de så at 

sige har forberedt »terrænet« og nu står 

til at høste resultatet af deres indsats. 

IS: Vi planlægger i samarbejde med andre 

grupper og firmaer at indrette kontorer med 

undervisningsrum og laboratorium, hvor 

man også kan bygge apparater som fx 

MAHG. Er De interesseret i et samarbejde 

med sådanne laboratorier i det tyske sprogområde? 

NM: Ja, meget. Jeg kunne forestille mig 

Dem som hovedtalerør for GIFNET-projekter 

i det tyske sprogområde. Vi er me-

Nicholas Møller, født 1955 i Danmark, 

advokat med speciale i erhvervsret ved 

Københavns Universitet og søret ved Oslo 

Universitet. Derefter selvstændig karriere 

inden for skibsbefragtning. Initiativtager til 

flere virksomheder inden for skibsfart bl.a. 

fragt og handel. Værdifulde erfaringer og 

viden inden for olieindustrien og virksomhedsledelse. 

Siden 1992 har han specialiseret 

sig i forskning i nye energiteknologier. 

I 2003 grundlagde han Global Institute 

for New Energy Technologies GIFNET 

med sigte på at udvikle og indføre sådanne 

teknologier i verdenssamfundet. 

get interesseret i et samarbejde med uafhængige 

firmaer med henblik på at bygge 

bl.a. MAHG-apparater og udveksle 

informationer. De kan på den anden side 

også drage nytte af vores viden. 

IS: Hvordan finansierer De Deres initiativer? 

NM: Jeg er finansielt uafhængig og har 

allerede investeret meget i GIFNET. Desuden 

bærer sponsorer en stor del af omkostningerne 

ved at drive GIFNET. Flere 

bidragydere, hvis hjerte banker for planetens 

tilstand, er altid velkomne. Til 

efteråret skal GIFNET præsenteres for 

verdensoffentligheden ved en pressekonference. 

IS: Vi har kontakter til ansvarshavende folk 

inden for Romklubben, hvor der i øjeblikket 

arbejdes på at bringe frienergi-konceptet ind 

i en ny global marshall-plan. Er De interesseret 

i sådanne kontakter? 

NM: Gennem mine kontakter i 

UNESCO og FN møder jeg også repræsentanter 

for Romklubben. Jeg er inter- 

esseret i flere kontakter, men også disse 

kredse vil først blive informeret gennem 

pressekonferencen og GIFNET til efteråret. 

[Redaktøren har ikke kunnet finde 

oplysninger om afholdelse af en sådan 

konference]. 

IS: Monumentale projekter som Deres kræver 

en monumental finansiering. Ville det 

ikke være et projekt for Verdensbanken? 

NM: Mine kontakter på højeste politiske 

plan har givet mig en indsigt i disse 

institutioners og organisationers filosofi. 

Jeg tror ikke, at de hører til blandt vores 

venner. 

AS: Et sidste spørgsmål: Lever De ikke livet 

farligt? 

NM: (leende): Det kan godt være, men 

jeg føler mig omgivet af ligesindede venner 

som Dem. Og desuden yder den verdensomspændende 

udbredelse af disse 

informationer den bedste beskyttelse. 

AS: Vi glæder os over Deres aktiviteter og 

håber, at vi med dette interview og andre aktiviteter 

kan bidrage til denne spredning af 

ny viden. 

Dette interview er et uddrag af et længere interview 

bragt i det schweiziske tidsskrift NET-Journal 

7/8, juli/aug. 2005. Bladet udgives af ægteparret 

Inge og Adolf Schneider, som har interviewet 

Nicholas Møller på engelsk via email. 

www.gifnet.org 

www.gifnet.ch/lab/mahg/index.htm 

jnaudin.free.fr 

www.borderlands.de/inet.jrnl.php3 

www.tesla-museum.org 


29

Spiritualitet: 

Bevidsthedsevolutionen 

- anmeldelse af en konference 

Af Christian Heerup 

Jeg så første gang billeder af Emotos 

iskrystaller på en udstilling om vand i Silkeborg 

for flere år siden. Disse billeder af 

krystaller fascinerede mig dybt, så da 

denne konference blev annonceret 

tænkte jeg at nu var chancen der for at 

komme bag ved fænomenet og få indblik 

i processen. Den 17. september var jeg så 

til konference på Arkitektskolen i København 

(annonceret i diføt nyt 80). 

Konferencen blev indledt ved arrangøren 

Jens Birkmose fra SDC (Scandinavian 

Development Center), som fik skabt en 

positiv stemning ved nogle simple øvelser 

og opfordring til at hilse på de omkringsiddende. 

Så var det dr. Emotos tur. Han indledte 

med et klip fra filmen What the BLEEP 

do we (k)now? Herefter spurgte han om 

der var nogen i salen der havde set filmen. 

Det var der ikke, da filmen ikke har 

haft premiere i Danmark endnu. Til dette 

kommenterede Emoto at hvis filmen 

havde haft premiere havde der nok 

været flere tilstede i salen. Resten af 

Emotos indlæg bar præg af en indforståethed, 

som måske giver mening, hvis 

man havde set filmen. Men for os som 

havde forventet en videnskabelig præsentation, 

var det skuffende. 

Selvfølgelig har det en vis interesse at 

Emoto har talt i FN, at han har overrakt et 

smukt billede af en iskrystal til Dalai 

30 

Lama og at han har sunde børnebørn, 

meeen, det var ikke det jeg ville give 850 

kr. for at høre. Jeg synes ikke at det blev 

meget bedre af at høre hans populærfilosofiske 

betragtninger i dårlig engelsk 

oversættelse. 

Jeg mener simpelthen ikke at det ydede 

hans videnskabelige arbejde retfærdighed. 

Dette arbejde vil vi vende tilbage 

til i et senere nummer af diføt nyt. 

Dagens øvrige indlæg rettede heldigvis 

op på oplevelsen. Githa Ben-David 

var fantastisk, en ildsjæl, der arbejder 

med lydhealing med sin egen stemme. 

Det var meget spændende at høre om og 

ikke mindst at høre på. 

Tina Brandt Jensen er cellebiolog og 

arbejder ud fra en naturvidenskabelig 

synsvinkel, men er i sjælden grad i stand 

til at åbne dialogen med alternative behandlingsformer 

og omsætte viden fra 

disse til arbejdshypoteser på celleniveau, 

hvad der sker i det univers som menneskekroppen 

består af som følge af ydre 

såvel som indre påvirkninger. 

Peter Bastian rundede af, desværre på 

reduceret tid. Bastian startede med at 

nævne problemet med den meget lidt fysiske 

påvirkning af vandet i Emotos 

krystaller. Hvordan foregår påvirkningen? 

Det var netop spørgsmål af denne 

art, som jeg havde håbet på at Emoto 

havde taget op.

Bastian er en fremragende foredragsholder 

og musiker. Heldigvis fik vi begge 

sider med, da han også improviserede 

fantastisk på et Burgerking sugerør! 

I indbydelsen til konferencen står 

blandt andet: 

Hvad kan vi lære af vandet? 

Hvad fortæller kvantefysikken om 

natur og bevidsthed? 

Kender hjernen forskel på det, den 

ser og husker? 

Kan vi mentalt lære af kvantefysikken? 

Tanker alene kan ændre verden! 

Alle gode spørgsmål og udsagn, som jeg 

desværre synes, kun alt for overfladisk 

blev berørt i løbet af dagen. 

Filmen 

What the Bleep do we (k)now? blev vist 

første gang i USA den 7. februar 2004. 

Der er tilsyneladende ikke fastsat en 

premieredato i Danmark, men filmen 

havde premiere i Tyskland den 24. november. 

Ifølge tyske og amerikanske anmeldelser 

er det lykkedes at producere 

en film med udgangspunkt i dr. 

Emotos arbejder, der på den ene side 

rummer sammenhænge mellem sind, 

krop og ånd, og på den anden side 

kvantefysik og filosofi, på en sådan 

måde at lægmand fascineres og begejstres. 

»Filmen er delvist dokumentarisk og 

blander visuelle effekter og animationer 

med interviews om kvantefy- 


Der er fornyligt udkommet en bog 

med samme titel på det amerikanske 

forlag HCI. 

sik, biokemi, psykologi og spiritualitet. 

Filmen opfordrer publikum til at 

overveje de mest fundamentale 

spørgsmål: Hvad gør jeg her? Hvad 

er tanker lavet af? Hvad er virkelighed?« 

Citat fra filmens engelske hjemmeside 

www.thebleep.co.uk 

At dømme ud fra tilgængeligt materiale 

på diverse hjemmesider har filmen 

sat en proces i gang i de lande, hvor 

den har været vist. Interessen for filmen 

har delvist spredt sig ved mund 

til mund-metoden; det har blandt andet 

vist sig ved stigende tilskuertal, 

der kulminerer flere uger efter premieredatoen. 

Det bliver interessant at se om den 

får en lignende effekt i Danmark. 

31


Grundstoffernes stråling 

og en alternativ naturlære 

TIRSDAG DEN 7. FEBRUAR holder Poul 

Schriver et foredrag om en usædvanlig 

og til dato temmelig ukendt dansk forsker, 

forfatter og teolog, Emil Rasmussen. 

Han foretog i 1930’erne og 40’erne 

en række forsøg, som resulterede i en påvisning 

af og redegørelse for grundstoffers 

stråling. På dette grundlag udarbejdede 

han sin egen atomlære, som er klar 

og logisk, men ikke ganske i harmoni 

med Bohr-Rutherfords hypoteser for en 

atomlære. 

EM konstaterede, at selv om grundstoffer 

indgår nok så indviklede forbindelser 

med helt nye egenskaber til følge, 

mister de aldrig deres individuelle bølgelængde. 

Enhver kemisk forbindelse eller 

blanding udgør således et kor af ligeså 

mange toner, som det indeholder grundstoffer. 

Denne bølgelængdernes uforanderlighed 

medfører tillige, at man kan 

analysere ethvert stof ved at konstatere 

og udmåle de indeholdte grundstoffers 

bølgelængde. En sådan radiofysisk analyse 

på basis af grundbølgerne er altså en 

art spektralanalyse uden spektrum. 

Han kendte en del af datidens europæiske 

videnskabsmænd, hovedsageligt 

fysikere og medicinere, og han satte sig 

grundigt ind i deres forskning. Da han 

på et tidspunkt pådrog sig den – også 

dengang – frygtede sygdom malaria, viede 

han sin forskning til bekæmpelse af 

denne og andre alvorlige sygdomme 

som f.eks. kræft. 

32 

Foreningsnyt 

KOMMENDE MØDER 

Næste møde i DIFØT forventes at blive 

afholdt tirsdag den 4. april 2006. Bekræftelse 

af dato og emne vil blive oplyst senere. 

 

Mødested: Østerbrohuset 

Århusgade 103, 2100 København Ø 

Mødetid: 19.30 

Entré: Medlemmer 30 kr., gæster 50 kr. 

I pausen kan der købes the, kaffe m.m. i 

medborgerhusets udsalg. 

Indstik 

diføt intern 35 med referat af generalforsamlingen 

og information om tidsskriftlæsekredsen 

er vedlagt dette nummer 

af bladet. diføt intern sendes kun til 

medlemmerne af DIFØT. 

 

Læserne ønskes en rigtig god jul og et 

fremgangsrigt nytår. -red 

BLADSALG 

Samtlige numre af diføt nyt 1-81 

kan købes for 25,- kr. pr. blad. Du 

kan bestille de ønskede numre ved 

at indbetale det samlede beløb på 

girokonto: 

939-4966 DIFØT 

Gl. Køge Landevej 492 

2650 Hvidovre 

Til porto og forsendelse tillægges 

15 kr. pr. bestilling. Angiv bestillingen 

på girokortet. Indholdsfortegnelse 

1993-2005, se www.difoet.dk

diføt-nyt 81.vp - heerfordt.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?