Evaluering af straffelovens § 223A - Reden København

Forord
Denne rapport er resultatet af en evaluering af straffelovens § 223 a om kriminaliseringen af
kunder til unge prostituerede under 18 år og er finansieret af Justitsministeriets
Forskningspulje. Evalueringen afdækker kendskabet og holdningen til lovbestemmelsen og er
foretaget inden for en sociologisk teoritradition og undersøgelsesmetodik.
Undersøgelsen er baseret på kvalitative interviews med repræsentanter fra
dommerstanden, politiet, socialarbejdere med tilknytning til prostitutionsmiljøet samt
prostituerede. Desuden er evalueringen baseret på en kvantitativ befolkningsundersøgelse.
Undersøgelsen blev påbegyndt i efteråret 2000 og undervejs i forløbet er evalueringens
resultater blevet forelagt for og diskuteret i en følgegruppe bestående af lektor, dr. crim.
Annika Snare, forskningschef, dr. jur. Britta Kyvsgaard og professor, pol. dr. Margaretha
Järvinen. Jeg vil i den forbindelse gerne rette en særlig tak til dem for deres gode råd og
vejledning. Desuden vil jeg rette en tak til Annalise Kongstad, Brita Fogsgaard, Dan E.
Christensen, Flemming H. Pedersen, Gunvor Christensen, Hanne Birgitte Nørballe, Hanne
Helth, Helle Blomquist, Ivy Pedersen, Jette Heindorf, Jørn Vestergård, Kirstine Andrea
Christiansen, Lise Barlach, Lise Lauridsen, Mads Jacob Rasmussen, Rasmus Kej Åradsson,
Susanne Clausen og Muff. for deres konstruktive input og kommentarer undervejs i processen.
Endelig vil jeg takke de informanter, som har bidraget med deres viden og holdninger i denne
undersøgelse.
Claus Lautrup
Sociolog
PRO-Centret
Marts 2002

1
1 SAMMENFATNING ..................................................................................................4
1.1 DENNE UNDERSØGELSES FOKUS..............................................................................4
1.2 KENDSKAB TIL § 223 A...........................................................................................4
1.3 § 223 A’S SIGNALVÆRDI .........................................................................................5
1.4 HOLDNINGER TIL § 223 A .......................................................................................5
1.5 HOLDNINGER TIL PROSTITUTION..............................................................................6
1.6 UNGE I PROSTITUTIONSMILJØET ..............................................................................6
1.7 UNGES SALG AF SEX UDENFOR PROSTITUTIONSMILJØET ...........................................7
1.8 KRITIK OG FORSLAG TIL OMFORMULERING AF § 223 A.............................................7
1.9 SOCIALT FOREBYGGENDE INDSATSER......................................................................9
2 EVALUERING AF STRAFFELOVENS § 223 A....................................................10
2.1 INTERNATIONAL KAMP MOD SEKSUEL UDNYTTELSE AF BØRN .................................11
2.2 DEN POLITISKE DEBAT I DANMARK OM STRAFFELOVENS § 223 A ...........................13
2.2.1 Uddybende bemærkninger til straffelovens § 223 a ......................................15
2.2.2 Andre relevante straffebestemmelser............................................................16
2.3 KRIMINALISERING AF PROSTITUTIONSKUNDER I SVERIGE.......................................17
3 DET EMPIRISKE FELT..........................................................................................20
3.1 UDVÆLGELSEN AF INTERVIEWPERSONER...............................................................20
3.2 UDVÆLGELSE AF SOCIALARBEJDERE OG SOCIALE VÆRESTEDER .............................21
3.2.1 Prostitutionsmiljøet......................................................................................22
3.2.2 Udarbejdelse af interviewguide....................................................................22
3.2.3 Afgrænsning.................................................................................................23
4 UNDERSØGELSER OM UNGDOMSPROSTITUTION .......................................24
4.1 ANDRE SKANDINAVISKE UNDERSØGELSER ............................................................26
KRITIK AF LITTERATUR OM UNGE I PROSTITUTION..............................................................27
5 PROSTITUTION BLANDT UNGE .........................................................................28
5.1 PROSTITUTIONSBEGREBET.....................................................................................28
5.2 DEFINITION AF UNGDOMSPROSTITUTION ...............................................................29
5.3 OFFENTLIGE INSTITUTIONERS KENDSKAB TIL UNGE OG PROSTITUTION ....................30
5.3.1 Sociale væresteders kendskab til ungdomsprostitution..................................31
5.4 OMFANGET AF UNGDOMSPROSTITUTION................................................................32
5.5 UNGES PROSTITUTIONSDEBUT...............................................................................33
5.6 UNGE I PROSTITUTIONSMILJØET ............................................................................35

2
5.6.1 Barprostitution.............................................................................................35
5.6.2 Massageklinikker .........................................................................................35
5.6.3 Gadeprostitutionsmiljøet..............................................................................36
5.7 UNGE OG GRÅZONEPROSTITUTION.........................................................................37
5.7.1 Internettet ....................................................................................................39
5.8 PROSTITUTIONSKUNDEN .......................................................................................40
5.8.1 Prostitutionskunder til ungdomsprostituerede?.............................................42
5.9 SAMMENFATNING.................................................................................................43
6 ANALYSE AF KVALITATIVT MATERIALE ......................................................45
6.1 KENDSKAB TIL § 223 A.........................................................................................45
6.1.1 Socialarbejdernes kendskab til § 223 a ........................................................46
6.1.2 Kendskab til § 223 a i prostitutionsmiljøet ...................................................46
6.1.3 Kendskab til ungdomsprostitution ................................................................47
6.1.4 Case.............................................................................................................47
6.1.5 Socialarbejdernes kendskab til ungdomsprostitution. ...................................48
6.2 HOLDNINGSUNDERSØGELSE..................................................................................49
6.2.1 Holdning til § 223 a.....................................................................................49
6.2.2 Politiets og dommernes fokus på prostitution ...............................................50
6.2.3 Holdning til ungdomsprostitution.................................................................52
6.2.4 Holdning til 18-års aldersgrænsen ...............................................................54
6.2.5 Informanternes holdning til § 223 a’s signalværdi .......................................54
6.2.6 Holdning til kundens ansvar.........................................................................56
6.3 KRITIK AF FORMULERINGEN AF § 223 A ................................................................57
6.3.1 Bevismæssige krav til kunden.......................................................................57
6.3.2 Helt eller delvis prostitueret.........................................................................59
6.3.3 Dramatisering af den unges situation...........................................................60
6.3.4 Socialarbejdernes bekymring .......................................................................61
6.4 SAMMENFATNING.................................................................................................62
6.4.1 Forebyggende sociale indsatser ...................................................................64
6.4.2 Holdnings- og oplysningskampagner............................................................65
7 BEFOLKNINGSUNDERSØGELSE........................................................................67
7.1 RESPONDENTERNE FORDELT I FORHOLD TIL DEMOGRAFISKE FORHOLD ...................68
7.2 ACCEPT AF PROSTITUTION I DANMARK..................................................................68
7.3 SKAL PROSTITUTION BEGRÆNSES?.........................................................................70
7.4 ER PROSTITUTION SAMFUNDETS ANSVAR?.............................................................70
7.4.1 Hvordan skal prostitution begrænses?..........................................................71

3
7.4.2 Regulering ved lovgivning............................................................................72
7.4.3 Mindskelse af prostitution gennem sociale tiltag ..........................................74
7.4.4 Regulering med private organisationer ........................................................75
7.5 SAMMENFATNING.................................................................................................75
7.6 KENDSKAB OG HOLDNING TIL § 223 A...................................................................77
7.6.1 Holdning til ungdomsprostitution.................................................................77
7.6.2 Samfundets ansvar .......................................................................................78
7.6.3 Skal ungdomsprostitution begrænses?..........................................................78
7.6.4 Regulering med lovgivning...........................................................................79
7.6.5 Mindskelse af ungdomsprostitution gennem sociale tiltag ............................80
7.6.6 Regulering med private organisationer ........................................................80
7.6.7 Seks påstande om ungdomsprostitution ........................................................81
7.7 SAMMENFATNING.................................................................................................82
7.8 TOLV PÅSTANDE OM PROSTITUTION ......................................................................84
7.8.1 Påstande for prostitution..............................................................................84
7.8.2 Påstande imod prostitution ..........................................................................87
7.9 SAMFUNDETS HOLDNING TIL PROSTITUTION...........................................................89
7.9.1 Funktionalistisk forståelse af prostitution.....................................................90
7.9.2 Feministisk forståelse af prostitution............................................................91
7.10 PROSTITUTIONSPROFIL..........................................................................................92
7.10.1 Funktionalistisk inspirerede påstande ..........................................................92
7.10.2 Feministisk inspirerede påstande .................................................................93
7.11 SAMMENFATNING.................................................................................................94
8 KONKLUSION.........................................................................................................97
LITTERATURLISTE.....................................................................................................103
BILAG 1..........................................................................................................................108

4
1 Sammenfatning
Tilblivelsen af straffelovens § 223 a skal ses i lyset af den generelle afkriminalisering af
prostituerede i 1999, hvor man i Danmark gjorde det lovligt at ernære sig ved prostitution.
Danmark var samtidig under pres fra udlandet for at tilpasse sig internationale konventioner
om bekæmpelse af kommercielt seksuel udnyttelse af børn. Folketinget vedtog i den
forbindelse § 223 a: ”Den, der som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt
eller delvis ernærer sig ved prostitution, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Den
politiske intention med denne bestemmelse var at beskytte den unge mod en levevej som
prostitueret. Endvidere var et mål med § 223 a at udsende et signal om, at
ungdomsprostitution i Danmark ikke er acceptabelt og at samfundet griber ind heroverfor.
Næsten tre år efter § 223 a’s vedtagelse er ingen sager blevet rejst mod prostitutionskunder til
prostituerede under 18 år.
1.1 Denne undersøgelses fokus
Med udgangspunkt i en kvalitativ interviewundersøgelse baseret på informanter fra
prostitutionsmiljøet, herunder både prostituerede og socialarbejdere, sociale væresteder for
unge, dommere og politi samt en kvantitativ holdningsundersøgelse baseret på et
repræsentativt udsnit af den danske befolkning, er holdninger og kendskab til § 223 a blevet
undersøgt. Ligeledes er det søgt belyst, hvordan bestemmelsen passer til den virkelighed, i
hvilken unge sælger sex, samt hvilken rolle man mener, at samfundet bør spille i reguleringen af
prostitution blandt voksne såvel som unge.
1.2 Kendskab til § 223 a
Det konstateres i denne undersøgelse, at § 223 a ikke er særlig kendt i de miljøer, der oftest er
i kontakt med unge, der prostituerer sig. Mens cirka en tredjedel af respondenterne i
befolkningsundersøgelsen svarer, at de kender § 223 a, vurderer hovedparten af informanterne
fra politiet, at § 223 a er ”druknet” i den generelle afkriminalisering af de prostituerede.
Prostitution betragtes ifølge de fleste informanter fra politiet som et mere eller mindre
legaliseret erhverv. Blandt andet på denne baggrund konkluderes det i nærværende
undersøgelse, at den svage prioritering af prostitution hos politiet kan være en medforklarende
årsag til den manglende samfundsmæssige opmærksomhed på § 223 a.
Heller ikke i prostitutionsmiljøet er bestemmelsen kendt. Om end de fleste
socialarbejdere fortæller, at de er bekendte med § 223 a, rejser både socialarbejdere og
prostituerede med tilknytning til prostitutionsmiljøet tvivl om, hvorvidt prostitutionskunder
eller unge prostituerede kender bestemmelsen. Når socialarbejdere på de sociale
døgninstitutioner og væresteder ikke har gjort brug af paragraffen, begrundes det med, at de i
mange tilfælde har valgt at fokusere på den unge frem for at anmelde sexkøberen.

1.3 § 223 a’s signalværdi
5
Såvel dommere, politi som socialarbejdere ser et positivt element i § 223 a’s signalværdi om, at
unge i prostitution ikke er samfundsmæssigt acceptabelt. Men som en følge af de interviewede
faggruppers manglende opmærksomhed på unge, som sælger sex og et manglende kendskab til
§ 223 a’s eksistens både blandt faggrupper og i befolkningen, konkluderes det i undersøgelsen,
at den signalværdimæssige effekt har været begrænset. Et væsentligt argument for denne
vurdering er, at få i prostitutionsmiljøet vurderes at have kendskab til § 223 a og som følge af
bestemmelsen har ændret adfærd. Således har bestemmelsen heller ikke haft den ønskede
signalværdi i forhold til at understrege, at det er kundens ansvar at sikre sig, at de prostituerede
er fyldt 18 år.
1.4 Holdninger til § 223 a
Stort set alle medvirkende i denne undersøgelse giver udtryk for, at prostitution blandt unge er
et uacceptabelt problem i samfundet, som skal bekæmpes. 98% svarer i
befolkningsundersøgelsen, at de er enige i intentionerne bag § 223 a. Næsten lige så mange
erklærer sig enige i, at kunden og ikke den unge bør være den kriminaliserede part. Samtidig er
der overvejende enighed om, at aldersgrænsen for, hvor gamle prostituerede skal være for at
kunder må købe sex hos dem, bør gå ved 18 år.
Socialarbejdernes holdning til § 223 a’s berettigelse er på mange måder sammenfaldende
med et flertal af respondenternes i befolkningsundersøgelsen. Der er således enighed om, at
prostitution blandt unge skal begrænses både ved at sende et signal lovgivningsmæssigt samt
gennem socialt forebyggende indsatser. Nogle socialarbejdere problematiserer dog, om
bestemmelsen overhovedet er i stand til at slå ned på de kunder, man har en formodning om
køber sex hos de unge, der er kendt af socialarbejderne.
Langt størstedelen af de interviewede dommere og politifolk betragter også
ungdomsprostitution som en uacceptabel del af samfundet. Denne holdning er dog ikke
ensbetydende med, at de er enige i § 223 a’s berettigelse. De fleste problematiserer, om
ungdomsprostitution skal eller kan begrænses med lovgivning. Holdningen er, at ansvaret for
begrænsningen af ungdomsprostitution bør hvile på de sociale myndigheder og som tidligere
nævnt bør foregå gennem socialt forebyggende tiltag. Informanterne kritiserer samtidig § 223 a
i stærke vendinger på grund af dens formuleringer og mange krav til bevisførelsen, som de
vurderer, gør bestemmelsen nærmest uanvendelig.

1.5 Holdninger til prostitution
6
Mens holdningerne til ungdomsprostitution er klare i langt de fleste tilfælde, identificeres mere
divergerende holdninger til prostitution generelt. I befolkningsundersøgelsen svarer
totredjedele af respondenterne, 81% mandlige og 53% kvindelige, at de anser prostitution for
at være en helt eller delvis acceptabel del af samfundet. Samtidig bliver prostitution af næsten
lige så mange respondenter betragtet som et socialt problem, der kan medføre svære psykiske
og fysiske konsekvenser for de prostituerede. Der krystalliserer sig således dobbelttydige og
modsatrettede holdninger til prostitution. Ligeledes svarer et flertal i befolkningsundersøgelsen,
at samfundet bør begrænse udbredelsen af prostitution, og at det bør ske både gennem sociale
tiltag og lovgivning.
Blandt de interviewede faggrupper identificeres også modsatrettede holdninger til
prostitutionens berettigelse i samfundet. Flere af de interviewede dommere og politifolk
betragter prostitution som noget, der er kommet for at blive, og som hverken kan eller bør
løses med lovgivning. Dommere og politi karakteriserer primært prostitution blandt voksne
som et socialt problem, der skal løses med sociale tiltag.
De fleste socialarbejdere betragter prostitution som en uacceptabel del af samfundet, der
ifølge dem skal bekæmpes. Flere socialarbejdere mener, at lovgivning i et vist omfang kan være
et redskab til at begrænse prostitutionen i samfundet, men vurderer primært, at socialt
forebyggende tiltag er den bedste vej til at nå en begrænsning i øvrigt.
1.6 Unge i prostitutionsmiljøet
En begrundelse for den manglende opmærksomhed på § 223 a er, at socialarbejdere og
politifolk kun sjældent er i kontakt med unge, som prostituerer sig. 92% af respondenterne i
befolkningsundersøgelsen er helt eller delvis enige i, at unge prostituerede har brug for penge
til at finansiere et stofmisbrug. Ungdomsprostitution anses også af størstedelen af
informanterne fra politiet for at være et ”københavnerfænomen” og forbindes med
narko/gadeprostitution. Dermed er det en udbredt opfattelse, at ungdomsprostitution foregår
indenfor de samme rammer, som omgiver prostitution blandt voksne på massageklinikker eller
på gaden.
Ifølge de interviewede socialarbejdere og politifolk, som arbejder i prostitutionsmiljøet,
findes unge under 18 år, som prostituerer sig på gaden eller på massageklinikker, men de
observeres sjældent. En årsag hertil kan være, at de unges tilknytning til prostitutionsmiljøet
ofte menes at være sporadisk og uregelmæssig og finder sted i andre end de kendte kontekster,
i hvilke vokse prostituerer sig.

1.7 Unges salg af sex udenfor prostitutionsmiljøet
7
En norsk spørgeskemaundersøgelse fra 2000 blandt 11.000 børn og unge i alderen 14-17 år
viste, at 1,4% af de unge havde erfaringer med salg af seksuelle ydelser (Pedersen et al. 2000).
Tre gange så mange drenge som piger svarede, at de havde solgt seksuelle ydelser. Som en
selvstændig pointe i den norske undersøgelse understreges det, at få af de unge menes at have
gjort deres prostitutionserfaringer i det etablerede prostitutionsmiljø, og kun få vurderes at
være ude i et regelmæssigt stofmisbrug.
Samme pointe om, hvor unge gør deres første prostitutionserfaringer, beskrives
kvalitativt i andre undersøgelser (Jessen 1996 & Christensen 2000). Her fremgår det, at unges
prostitutionsdebut eller første prostitutionserfaringer ofte finder sted udenfor de etablerede
prostitutionsarenaer. Denne tendens identificeres også blandt socialarbejderne i nærværende
undersøgelse.
De unge formodes af socialarbejderne i nogle tilfælde at levere seksuelle ydelser til
gengæld for penge eller goder. I andre tilfælde kan udvekslingen være seksuelle ydelser til
gengæld for bekræftelse eller opretholdelse af tilhørsforhold. Internettet beskrives som én
sammenhæng, i hvilken unge kan gøre erfaringer med tilbud om penge for seksuelle ydelser.
De unge formodes kun sjældent at ernære sig helt eller delvis ved prostitution og betragtes i få
tilfælde som ”prostituerede”.
Unge i det etablerede prostitutionsmiljø med regelmæssige indtægter fra prostitution,
som § 223 a først og fremmest er rettet imod, udgør ifølge informanterne således ”kun” én del
af problematikken om unges sexsalg. Dermed er en central pointe i denne undersøgelse, at
unges sexsalg i mange tilfælde ikke er identisk med de prostitutionsformer, som kendetegner
prostitution blandt voksne.
1.8 Kritik og forslag til omformulering af § 223 a
Der identificeres i undersøgelsen en uoverensstemmelse mellem informanternes oplevelser af §
223 a’s begrænsninger og potentialer og de mulige anvendelsesområder, som fremgår af
lovmotiverne og Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget. De formuleringer, som
kritiseres eller foreslås ændret af informanterne, er der således i nogle tilfælde allerede taget
højde for i bemærkningerne til § 223 a. En årsag til denne uoverensstemmelse kan være, at få
informanter har gjort erfaringer med ungdomsprostitution og som følge deraf har få eller ingen
erfaringer med bestemmelsen. Samtidig kan den irritation, som især dommere og politifolk
tilkendegiver over, at lovgiverne med § 223 a forsøger at løse et socialt problem som
prostitution være endnu en årsag til uoverensstemmelsen.
En væsentlig del af kritikken af § 223 a retter sig mod dens mange forhold, som
prostitutionskunden skal eller burde være vidende om. Især vurderer dommere og politifolk, at

8
kravet om at den unge skal ernære sig helt eller delvis ved prostitution, før kunden begår noget
ulovligt, gør bestemmelsen nærmest uanvendelig at arbejde med i praksis. Dette er et
fremtrædende argument for, at lovbestemmelsen ikke er blevet brugt. Skal unge beskyttes mod
en levevej som prostituerede med lovgivning, er der blandt informanterne overvejende enighed
om, at § 223 a skal gøres bedre anvendelig i tilfælde, hvor unge for første gang tilbydes eller
modtager en form for betaling for seksuelle ydelser.
Desuden kritiseres brugen af betegnelsen prostitution i formuleringen af § 223 a. Såvel
dommere, politifolk som socialarbejdere vurderer, at det er en uhensigtsmæssig og urimelig
konsekvens af en lovbestemmelse, som har til formål at beskytte unge, at disse, i en retssal,
risikerer at blive udpeget og stemplet som prostituerede.
De interviewede faggrupper er ud fra hver deres faglige udgangspunkt kommet med
forslag til mulige ændringer af § 223 a. Det er en udbredt opfattelse blandt informanterne, at
lovbestemmelsen kan gøres mere anvendelig i forhold til de kontekster, i hvilke unge sælger
seksuelle ydelser. Således kan lovgivningen i højere grad blive et redskab til at håndtere
ungdomsprostitution. Dermed er der generel enighed blandt informanterne om at ændre
formuleringen ”den, der som kunde” samt ”der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution”.
Derigennem vurderes det af informanterne, at man kan lette bevisbyrden for politiet og
begrænse risikoen for, at den unge udpeges som prostitueret i en efterforskningssag. Endvidere
kunne man med en omformulering af bestemmelsen gøre den bedre anvendelig overfor kunder
til unge med en sporadisk eller ingen tilknytning til det etablerede prostitutionsmiljø.
Til omformuleringen af lovbestemmelsen kan der hentes inspiration i de øvrige nordiske
lande. I hverken Norge eller Sverige opereres, i deres formuleringer af lovgivning på området,
med begreber som prostitueret, prostitutionskunde eller samleje. I stedet er det kriminaliseret
(mod betaling eller løfte om betaling) at skaffe sig tilfældig seksuel omgængelse/eller seksuel
handling med en person under 18 år. Herved udelukkes forvirring om, hvor meget der skal til,
før en person begår noget ulovligt ved at betale for sex hos en ung under 18 år.
Der rejser sig et spørgsmål om, hvorvidt kundens ansvar kan understreges i lovteksten, i
højere grad end det er tilfældet i dag. Det har man eksempelvis gjort i Norge og Sverige, om
end der optræder en anden terminologi i deres respektive lovgivninger. I de øvrige
skandinaviske lande, fritages kunden ikke for straffeskyld på grund af vildfarelse om den unges
alder med mindre agtsom god tro foreligger.
I lyset af en række informanters fortolkning af ordlyden i § 223 a kunne det muligvis
være nyttigt at lade det fremgå direkte af lovteksten, at også løfte om betaling samt anden
kønslig omgang er kriminaliseret. Det konstateres endvidere i undersøgelsen, at kundens
ansvar for at sikre sig, at en prostitueret er fyldt 18 år ikke har nogen videre bevågenhed blandt
informanterne. Dermed synes § 223 a ikke at have fået den ønskede effekt i forhold til at flytte
fokus fra den unge prostituerede over på prostitutionskunden.

1.9 Socialt forebyggende indsatser
9
Det er en vigtig konklusion i nærværende undersøgelse, at lovgivning ifølge de faggrupper, der
er i berøring med ungdomsprostitution, ikke i sig selv har nogen funktion i forhold til at løse
sociale problemer. Forudsætningen må være, at nye straffebestemmelser følges op af oplysning
og sociale indsatser orienteret mod relevante befolknings- og faggrupper. Det er endvidere en
central pointe, at ingen betragter lovgivning som løsningen på det sociale problem, som
prostitution blandt unge og voksne anses for at være. Derfor efterlyser alle socialt
forebyggende indsatser til begrænsning af fænomenet ungdomsprostitution. Ligeledes
efterlyser socialarbejderne redskaber til at håndtere den mistanke, de kan have om unges
mulige involvering i prostitution. Undervisning af socialarbejdere, socialrådgivere og
sagsbehandlere om prostitution nævnes som et muligt redskab. Flere socialarbejdere
understreger samtidig, at en vigtig forebyggende indsats overfor unge, som er tilknyttet sociale
væresteder og døgninstitutioner, består i at lære de unge, hvordan de håndterer emner som
seksualitet, grænser og kærlighed. Andre peger på sociale indsatser overfor unge piger og
drenge, som skal opsøges i diskoteksmiljøer, eller i de miljøer de færdes i udenfor
prostitutionsarenaerne.
Et øget fokus på unge i prostitution i det lokale SSP-samarbejde, nævnes af nogle
socialarbejdere og informanter fra politiet som et muligt redskab til at identificere unge, som
kan være i farezonen for at havne i prostitution. Endelig bør der sættes fokus på Internettet
som et relativt nyt medie, hvor voksne i et ukendt omfang tilbyder unge betaling for seksuelle
ydelser.
Skal § 223 a have en signalmæssig værdi, kan det kun ske gennem oplysning om, at
bestemmelsen eksisterer. Dette kan være en første vej til at påvirke adfærden blandt de unge og
ikke mindst blandt sexkøberne. Opfattelsen af hvad der er strafbart og ikke strafbart er dannet
over tid. Derfor opstår holdningsændringer ikke, fordi en ny bestemmelse indføres i
straffeloven. Holdningsændringer kan derimod opnås gennem oplysningskampagner og
offentlige diskussioner om såvel ungdomsprostitutionens som prostitutionens berettigelse i
samfundet generelt.
Det ansvar man med § 223 a har villet lægge på den voksne prostitutionskunde, kunne
med fordel følges op af en øget debat kundens rolle og ansvar i prostitutionsrelationen. En
holdningsdebat herom kunne være en vej til at gøre op med det historisk ensidige fokus på den
prostituerede. Endelig kunne de modsatrettede holdninger til prostitutionens eksistens i
samfundet konfronteres og diskuteres i en bredere offentlig debat.

10
2 Evaluering af straffelovens § 223 a
Denne evaluering af straffelovens § 223 a har til formål at afdække holdninger og kendskab til
§ 223 a hos faggrupper, der kan være i berøring med unge, som prostituerer sig.
Undersøgelsen er foretaget indenfor en sociologisk teoritradition, og således er der lagt vægt
på at afsøge de betydninger og forhold, der omgiver lovbestemmelsen frem for udelukkende at
lægge vægt på det juridiske indhold. Derved er det undersøgelsens fokus at sondre mellem
lovens ord og den virkelighed, der er udgangspunktet for lovbestemmelsen. Denne sondring er
væsentlig, idet der kan være en diskrepans mellem, hvad bestemmelsen juridisk dækker samt
faggruppers og befolkningens opfattelse af dennes rækkevidde.
Tilblivelsen af straffelovens § 223 a i 1999 er sket som følge af en række nationale og
internationale politiske tiltag og hensigtserklæringer. Disse har gennem de sidste 10-15 år
fokuseret på barnets øgede beskyttelse og rettigheder i en lang række sammenhænge.
I 1989 vedtog FN en konvention om barnets rettigheder, som Danmark ratificerede i
1991. Ifølge konventionens artikel 34 skal deltagerstaterne beskytte børn mod alle former for
seksuel udnyttelse, herunder således også børns involvering i prostitution.
FN-definitionen på børneprostitution er: ”… the act of engaging or offering the services
of a child to perform sexual act for money or other consideration with that person or any
other person”. Konventionen var den første internationale af sin art og omfatter alle aspekter
af barndommen. Konventionen understreger det enkelte barns 1 ret til særskilt beskyttelse, som
ikke kun er familiens ansvar men også samfundets (Hestbæk 2001:84).
Samtidig med FN-konventionen fra 1989 har også andre instanser som Nordisk Råd,
Østersørådet og EU-institutionen taget forskellige initiativer til at øge børns rettigheder og
beskyttelse i form af politiske anbefalinger, hensigtserklæringer og handlingsplaner på området.
Efter international kritik af Danmark2 for ikke at leve op til internationale konventioner
og politiske erklæringer om bekæmpelsen af seksuelt misbrug af børn, blev det i Danmark i
1995 gjort strafbart at besidde børnepornografisk materiale.
Danmark har siden successivt tilsluttet sig den internationalt øgede opmærksomhed på
barnets rettigheder og forpligtet sig til en øget social indsats overfor – samt et strafferetsligt
værn mod – seksuel udnyttelse af børn og unge under 18 år.
Før 1999 var det i Danmark ikke særskilt kriminelt at være kunde hos en prostitueret,
hvis denne var fyldt 15 år (straffelovens § 222). I 1999 afkriminaliseres 3 den enkelte
1
I konventionen defineres et barn som enhver person under 18 år med mindre pågældende bliver personligt
myndig tidligere efter den lov, der gælder for landet.
2
Herunder blandt andre Østersørådets ekspertgruppe (Seyfert, 1998).
3
Med afkriminaliseringen af den enkelte prostituerede bliver det lovligt udelukkende at leve af penge tjent ved
prostitution. Prostitution betragtes dog ikke som et lovligt erhverv og giver eksempelvis ikke de forsikrings- el.
pensionsrettigheder eller rettigheder i form af barsels- el. sygedagpenge, som tilknytning til det ordinære
arbejdsmarked gør (Justitsministeriet, j.nr. 1996-730-0357, 1999).

11
prostituerede i Danmark. I den forbindelse blev straffelovens § 223 a vedtaget, hvor: ”Den, der
som kunde har samleje med en person under 18 år, der helt eller delvis ernærer sig ved
prostitution, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år”. Målet med kriminaliseringen af
kunderne var blandt andet, at forsøge at beskytte unge mod en levevej som prostituerede4 .
I marts 2002, næsten tre år efter lovens vedtagelse, har bestemmelsen ikke ført til
anmeldelser af eller domme over prostitutionskunder til prostituerede under 18 år. Ingen
prostitutionskunder er blevet anklaget for overtrædelse af § 223 a.
Hensigten med nærværende undersøgelse er at evaluere og undersøge kendskabet og
holdningen til § 223 a. Dette gøres med udgangspunkt i kvalitative interviews med informanter
fra politiet, socialarbejdere og dommere samt et antal prostituerede. I denne forbindelse
undersøges de nævnte informantgruppers kendskab til og erfaringer med ungdomsprostitution.
Samtidig undersøges holdninger og kendskab til § 223 a med en kvantitativ
befolkningsundersøgelse baseret på et repræsentativt udsnit af befolkningen.
Motivet med denne undersøgelse er endvidere at diskutere, om § 223 a kan formuleres
mere hensigtsmæssigt og målrettes andre grupper af unge eller former for
prostitutionsrelationer, unge kan indgå i. Derfor vil en beskrivelse af de rammer og
sammenhænge, inden for hvilke ungdomsprostitution kan finde sted, søges belyst og diskuteret
i forhold til den eksisterende lovbestemmelse.
Undersøgelsens resultater skal ses i lyset af, at § 223 a ikke synes at have været
nævneværdig brugt, siden den trådte i kraft. Derfor har meget få informanter haft erfaringer
med anmeldelser af prostitutionskunder. Endvidere har der i de to forløbne år ikke været fokus
på ungdomsprostitution, hverken i den offentlige debat eller i form af socialpolitiske eller
målrettede politimæssige indsatser på området. Således forventes det ikke, at informanterne i
løbet af de sidste næsten tre år nødvendigvis har ændret opfattelse af eller indsigt i
problematikker omkring ungdomsprostitution eller § 223 a’s potentialer og begrænsninger i
forbindelse hermed.
2.1 International kamp mod seksuel udnyttelse af børn
En begivenhed som betød et massivt gennembrud i den internationale kamp for børns øgede
rettigheder var Stockholmkongressen ”Congress Against the Commercial Sexual Exploitation
of Children”. Kongressen fandt sted i 1996 og var arrangeret af FN og den svenske regering.
122 regeringer var repræsenteret på kongressen sammen med NGO’ere og andre
organisationer i FN-regi.
I Stockholm vedtog man et dokument om øget globalt samarbejde mod seksuel
udnyttelse af børn. Regeringerne forpligtede sig til at tage initiativer på lokalt, nationalt,
4 Dermed er det ikke ulovligt at tjene penge ved prostitution til sig selv, når man er under 18 år.

12
regionalt og internationalt niveau. Blandt andet forpligtede landene sig til at lave en offentlig
handlingsplan, hvor landene gøres ansvarlige for at iværksætte initiativer 5 i form af
forskningsplaner og sociale indsatser. Kongressen blev fulgt op af initiativer i Europarådet,
EU, Nordisk Råd, ligesom det Europæiske Råd vedtog en fælles aktionsplan (STOP-
Programmet). Her blev et udvekslingsprogram for personer med ansvar for bekæmpelse af
handel med mennesker og seksuel udnyttelse af kvinder og børn etableret.
EU-landene tilsluttede sig efterfølgende en fælles aktion mod alle former for
menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn samt mod besiddelsen og/eller produktionen af
børnepornografi. EU-landene forpligtede sig til at samarbejde og til at gøre lovgivningen mere
ensartet på området samt til at etablere fælles transnationale politiindsatser (Seyfert 1998).
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) vedtog som følge af
Stockholmkongressen, i 1996, konvention nr. 1826 , om forbud mod og omgående indsats til
afskaffelse af de værste former for børnearbejde7 samt pligten til at forbyde brugen af børn og
unge under 18 år som prostituerede eller som modeller ved fremstillingen af pornografi
(straffelovens § 235).
Det fremgår af konventionen, at medlemsstaterne skal iværksætte effektive
foranstaltninger, herunder straffeaktioner, for at forhindre udnyttelsen af børn i de nævnte
former for børnearbejde. Således havde ILO aktualiseret spørgsmålet om, hvorvidt den danske
straffelovgivning indeholder et tilstrækkeligt værn mod seksuel udnyttelse af børn og unge.
I den danske politiske debat inden § 223 a’s vedtagelse blev ikke mindst prostitutionen i
Østeuropa blandt børn og unge under 18 år anset for at være et voksende problem.
På Østersørådets møde i Riga (21.01.98) fremlagde en af rådet nedsat ekspertgruppe en
rapport Commerical Sexual Exploitation of Children in the Baltic Sea (Seyfert 1998), som
advarede kraftigt mod den stigende børneprostitution i Østersøområdet. Ifølge rapporten
sælges børn i stor skala fra lande i øst til lande i vest. Det anslås i rapporten, at tusinder af
5 Norge og Sverige har som eneste land udarbejdet en handlingsplan, som skal bekæmpe børnepornografi,
børneprostitution og handlen med børn. Udover øgede efterforskningsmuligheder for politiet, skal alt personale,
som til daglig har med unge at gøre, undervises om emnet. Endvidere er det målet, at alle relevante
institutioner skal arbejde sammen, både nationalt og internationalt. En tilsvarende plan er aldrig blevet
udarbejdet i Danmark, hvilket udløste international kritik af Danmark på den anden verdenskongres i
Yokohama mod Kommerciel Seksuelt Misbrug af Børn i december 2001. Den danske regerings repræsentant
fastslog på konferencen, at regeringen ville tage kontakt til relevante private børneorganisationer med det
formål at få udarbejdet en dansk handlingsplan.
6 I konvention nr. 182 fremgår det, at internationalt samarbejde og bistand med henblik på at komplementere
konventionen, samt henstillingen om minimumsalder for beskæftigelse, var et grundlæggende instrument i
bekæmpelsen af børnearbejde. Det blev pålagt de lande, der har ratificeret konventionen, at udarbejde
handlingsplaner og at sikre en effektiv håndhævelse af reglerne blandt andet gennem bestemmelser om straf.
7 ”Værste former for børnearbejde” eksemplificeres bl.a. med alle former for slaveri eller slaverilignende
forhold som eksempelvis salg af eller handel med børn, brug af, formidling af eller tilbud om børn til
prostitution, fremstilling af pornografi eller pornografiske forestillinger og arbejde, der ifølge dets karakter eller
de forhold, som det udføres under, kan skade børns helbred, sikkerhed eller moral (Konventionens art. 3).

13
vestlige sexturister hvert år rejser til Østeuropa for at udnytte mindreårige.
Rapporten konstaterer, at det danske politi er bekendt med, at prostituerede i alderen 15-
16 år lejlighedsvis sælger seksuelle ydelser på gaden i Danmark. Østersørådet slog, som en
følge af rapportens konklusioner, fast, at børneprostitution må betragtes som et
grænseoverskridende problem, der skal løses i fællesskab.
Efter internationalt pres, samt uoverensstemmelser mellem ILO’s konventioner og
formuleringen i dansk straffelovgivning, er den danske straffelovgivning gradvis blevet tilpasset
internationale konventioner op igennem 1990’erne og førte til vedtagelsen af straffelovens §
223 a’ i 19998 .
2.2 Den politiske debat i Danmark om straffelovens § 223 a
I den politiske debat i Folketinget samt i forbindelse med høringsrunden inden vedtagelsen af §
223 a, hvor også lovforslaget om afkriminaliseringen af prostitution (lovforslag nr. L 43) blev
debatteret, blev § 223 a kritiseret fra flere sider. I det følgende nævnes nogle kritikpunkter af
lovforslaget, mens andre fremgår i den senere analyse.
Det oftest fremsatte kritikpunkt af bestemmelsens lovtekst har været rettet mod
formuleringen ”helt eller delvis ernæring ved prostitution”. Blandt andet partiet Venstre
problematiserede, at førstegangstilfælde, hvor en ung under 18 år prostituerer sig, ikke blev
gjort strafbart9 . Ifølge Venstre burde kampen mod børnepornografi og børneprostitution også
betyde, at man beskytter børn, som sælger seksuelle ydelser de første gange. Endvidere forudså
Venstre, at det vil blive svært for politiet at skelne mellem professionelle prostituerede og
amatører.
Ifølge Justitsministeren omfatter § 223 a ikke førstegangsforhold af den årsag, at der skal
være tale om egentlig prostitution, altså seksuel omgang med en person, som ernærer sig helt
eller delvis ved prostitution, før samfundet bør skride ind med lovgivning. Justitsministeren
understregede, at det med lovforslaget ikke var meningen at kriminalisere den unge mand, som
har et førstegangsforhold til en kvinde på 16-17 år, fordi der heri indgår en eller anden form for
modydelse for den seksuelle akt. Der skal med andre ord være tale om, at kunden er klar over,
at kunderne har et forhold til en helt eller delvist prostitueret.
Endvidere mente justitsministeren, at det ikke for dem, der arbejder i prostitutionsmiljøet,
8 Senest er verdens første internationale konvention mod cyberkriminalitet blevet underskrevet af 30 stater, 26
medlemmer af Europarådet, Canada, Japan, Sydafrika og USA, hvor kampen mod udbredelsen af børneporno
på Internettet indgår som et vigtigt mål. I konventionen sættes blandt andet særligt fokus på en samlet indsats
mod seksuelt udnyttelse af børn, ligesom det fremgår, at det skal være strafbart at producere, distribuere og
sælge børnepornografi via Internettet. Danmark har ikke underskrevet konventionen, hvilket af den danske
delegation i Rådet er begrundet med, at forslaget indeholder et for stort element af ”overvågningssamfund”.
9 Samme bekymring fremkom under høringsrunden, hvor også Rigsadvokaten, Politimesterforeningen samt
partier som Kristeligt Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten problematiserede, at den unge skal
ernære sig helt eller delvis ved prostitution, før kunden begår noget ulovligt (J.nr.1996-730-0357).

14
vil være forbundet med besværligheder at afdække, om en person ernærer sig helt eller delvis
ved prostitution.
Hvis kunden kun besøger den prostituerede hver fjerde eller hver sjette måned, hvordan
skal politiet så bevise, at der er tale om (delvis) prostitution hos den prostituerede? blev det
spurgt fra Fremskridtspartiet. Politiet vil da være nødt til at foretage registrering af, hvor ofte
kunden kommer hos den unge. Som konsekvens, mente Fremskridtspartiet, kan politiet i
bestræbelserne på at tilegne sig beviser nok miste muligheden for at få den unge ud af sin
beskæftigelse og overgivet til de sociale myndigheder så hurtigt som muligt (Justitsministeriet,
j.nr. 1996-730-0357. 1999:263).
Justitsministerens svar herpå var, at formålet med at nykriminalisere kunderne til
mindreårige prostituerede er at opnå en præventiv virkning, hvor det dels signaleres, at det
ikke er acceptabelt at købe unge mennesker under 18 år, og at unge skal beskyttes mod at
sælge seksuelle ydelser:” Det er hele formålet med det her i og med, at kunder til
prostituerede får klart og massivt forklaret her fra Folketinget, at det vil vi ikke acceptere, og
at vi vil have lov til at beskytte unge mennesker under 18 år mod at begynde at gå på gaden
som prostituerede”.
Justitsministeren henviste til erfaringer fra Sverige med at kriminalisere kunder til
tilfældig kønslig omgang mod betaling med personer under 18 år, som han mente, har haft stor
effekt på kundernes ageren i Sverige. Det skulle ifølge ministeren have vist sig på den måde, at
der stort set ikke har været nogen sager, hvor man har anvendt lovbestemmelsen i praksis 10 .
Enhedslistens kommentar til lovens potentielle signalværdi var, at loven ikke vil have
nogen signalværdi, hvis den, på grund af sin formulering, i praksis er ubrugelig. Enhedslisten
hentydede her til, at håndhævelsen af bestemmelsen kan blive et stort problem, idet den
prostituerede skal have solgt sig selv flere gange, for at loven kan håndhæves (ibid.).
Socialistisk Folkeparti kritiserede lovforslaget for, at dette ikke bør stå alene, men også
bør indeholde uddannelse af specielle sagsbehandlere, der kan håndtere de unge prostituerede.
På linie hermed understregede blandt andre Venstre11 behovet for socialt forebyggende
indsatser: ”Prostitution er primært et socialt problem, der bør forebygges og løses via
sociallovgivningen. Prostitution kalder på hjælpeforanstaltninger og ikke på straf”.
De konservative og Kristeligt Folkeparti stemte imod lovforslaget. Kristeligt Folkeparti 12
begrundede denne beslutning med, at de øvrige ældre prostituerede med den nye lov ”lades i
10 Også i høringssvarene fremgår det fra flere sider, at § 223 a vil kunne indeholde en vigtig signalværdi om, at
kunderne skal holde sig væk fra mindreårige prostituerede.
11 Bemærkningen blev fremsat af Karen Rønde, Venstre (Folketingets forhandling den 20.10.98).
12 Kristeligt Folkepartis standpunkt skal ses i lyset af, at de opfatter alle prostituerede som ofre. Prostitution
anses for at være en løsningsstrategi for den prostituerede, som følge af økonomiske problemer, tidligere
seksuelt misbrug i barndommen, lav selvværdsfølelse med videre. Det er partiets synspunkt, at de prostituerede
svigtes hvis det accepteres, at andre (eksempelvis kunderne) udnytter deres sårbare situation (Ændringsforslag
til 2. Beh. af L 43 – Bilag 20, dato: 26.02.99).

15
stikken”, idet loven signalerer, at det er i orden at gå til prostituerede over 18 år. I stedet burde
alle kunder kriminaliseres, som det er sket i Sverige.
De konservative stemte imod lovforslaget med argumentet, at prostitution er
nedværdigende for den prostituerede, hvorfor Folketinget ikke med lovgivningen kan gøre
prostitution mere eller mindre legalt. De Konservative understregede dog, at de ikke mente, at
alle prostitutionskunder, som det er foregået i Sverige, skal kriminaliseres. Dette synspunkt
blev begrundet med, at tiden hverken er inde til skærpelser eller lempelser, lovgivningsmæssigt,
på prostitutionsområdet.
Med lovens vedtagelse var det justitsministeriets opfattelse, at ”… den sociale indsats
med et strafferetligt værn [ikke kun] rettes mod bagmændene, men også mod dem, der køber
de seksuelle ydelser”. Justitsministeren understregede ydermere i debatten, at kriminaliseringen
af kunder, ligesom den strafferetlige indsats mod bagmændene, var et supplement til støtte af
den sociale indsats overfor de mindreårige prostituerede13 .
2.2.1 Uddybende bemærkninger til straffelovens § 223 a
Det fremgår af de uddybende bemærkninger til § 223 a, at betaler en person, som har seksuelt
samkvem med en pige eller dreng under 18 år, eksempelvis for dennes bolig, mad, tøj eller
lignende, vil den pågældende normalt ikke af den grund kunne karakteriseres som kunde.
Kundens modydelse eller betaling behøver ikke nødvendigvis at være et pengebeløb, men skal
kunne gøres op i penge.
I udtrykket kunde ligger, at straffebestemmelsen alene retter sig mod tilfælde, hvor det
seksuelle forhold til den prostituerede gennemføres som led i prostitution. Derfor skal
straffebestemmelsen kun tages i anvendelse, hvis den seksuelle akt med den mindreårige
gennemføres mod betaling eller løfte om betaling. Der kan således kun straffes for
overtrædelser af bestemmelsen, såfremt kunden har handlet forsætligt med hensyn til, at den
mindreårige ernærer sig helt eller delvis ved prostitution, og at den seksuelle ydelse leveres
som led i prostitutionen. I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det endvidere, at det følger
af reglen i straffelovens § 22614 , at der kan straffes for overtrædelse af den foreslåede
bestemmelse, selv om kunden ikke havde kendskab til den prostitueredes alder. Dette er
tilfældet, hvis kunden har handlet uagtsomt. I så fald skal der anvendes en forholdsmæssig
mindre straf 15 .
13 L 43 BEH2, 02.03.99
14 I straffelovens § 226 fremgår det: Har i de tilfælde, hvor efter foranstående bestemmelser gerningens
strafbarhed afhænger af den krænkede persons fra det normale afvigende åndelige eller legemlige tilstand
eller af personens alder, gerningsmanden handlet uden kendskab til pågældendes tilstand eller alder, og
handlingen af denne grund ikke kan tilregnes ham som forsætlig, bliver, hvis han dog har handlet uagtsomt, en
forholdsmæssig mindre straf (Karnovs Lovsamling 2001-1).
15 Justitsministeriet j.nr.1996-730-0357. Den 12. maj 1999.

16
Den mindreårige kan ikke siges at ernære sig ved prostitution, hvis den pågældende ikke
tager betaling fra andre personer for samleje eller lignende. § 223 a finder tilsvarende
anvendelse i tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle ydelser er anden kønslig omgængelse
end samleje, samt hvor der er tale om kønslig omgang med en person af samme køn16 .
I bemærkningerne til lovforslaget fremgår det, at en kunde også vil kunne straffes, selv
om prostitutionen ikke udgør den mindreårige prostitueredes hovedindtægtskilde. Der skal dog
være tale om en ”mindre regelmæssig virksomhed” med levering af seksuelle ydelser mod
betaling eller løfte om betaling for, at en prostitutionskunde har forbrudt sig mod § 223 a17 .
Alligevel udelukkes det ikke, at en kunde vil kunne straffes, selv om virksomheden kun har
stået på i kort tid. Udenfor anvendelse falder situationer, hvor en mindreårig i enkeltstående
tilfælde har modtaget betaling for et samleje eller lignende 18 . Det er uden betydning, om det er
kunden selv eller tredjemand som betaler19 .
2.2.2 Andre relevante straffebestemmelser
Under høringsrunden blev argumentet fremsat, at § 223 a vil være en overflødig paragraf, idet
der allerede foreligger muligheder for at beskytte unge mod seksuel udnyttelse i prostitution
med de eksisterende bestemmelser i straffeloven. Her blev der blandt andet henvist til
straffelovens § 223: ”den som har samleje med en person under 18 år, der er skyldiges
adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller
opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år”. Endvidere fremgår det af bestemmelsen: ”Med
samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende
overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje”.
Andre bestemmelser i straffeloven forholder sig også til aldersbegrænsning i forhold til
unges mulige involvering i prostitution. I straffelovens § 228 fremgår det, at det er en
forbrydelse mod kønssædeligheden:”… for vindings skyld at foranlede nogen til kønslig
usædelighed med andre eller afholde nogen, der driver erhverv ved kønslig usædelighed, fra
at opgive det”. Strafferammen er her fængsel indtil 4 år. På samme måde straffes den: ”som
tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt
den, der medvirker til en persons befordring ud af riget, for at denne i udlandet skal drive
16 Ved ”anden kønslig omgængelse end samleje” forstås, at handlingen har en samlejelignende karakter,
fungerer som surrogat for samleje eller i øvrigt i forhold til den mindreårige omfatter en seksuel aktivitet, der
nærmer sig samleje.
17 Ifølge betænkningen fremgår det, at kunden i tilfælde, hvor der er tale om en mindreåriges ”debutaften” som
prostitueret, vil kunne straffes for såkaldt putativt forsøg, hvis kunden tror, at den mindreårige allerede i en vis
periode helt eller delvis har ernæret sig ved prostitution. Strafferammen for forsøg er den samme for et
fuldbyrdet forhold (L 43-bilag 19:3).
18 Forslag til lov om ændring af straffeloven fremsat den 08.10.98.
19 Endvidere fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at det ikke vil være strafbart for den prostitueredes
kæreste, samlever eller ægtefælle at have samleje eller anden kønslig omgang end samleje med den pågældende
(Forslag til Lov om ændring af straffeloven, 1998-99 – L 43).

17
erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, når den befordrede
person er under 21 år eller uvidende om formålet20 ”.
Det konkluderes af Justitsministeriet, at ”forpligtelsen” til at anbefale at kriminalisere
brug, formidling af eller tilbud til børn om prostitution må anses for at være opfyldt ved de
gældende bestemmelser i straffeloven, herunder bestemmelserne i § 223 a, §§ 228 - 229
(rufferi, bordelvirksomhed og alfonseri).
2.3 Kriminalisering af prostitutionskunder i Sverige
Det har siden 1965 i Sverige været strafbart mod betaling eller løfte om betaling at skaffe sig
tilfældig kønslig omgang med en person under 18 år: ”Den som genom att utlova eller ge
ersättning skaffar eller söker skaffa sig tillfälligt sexuellt umgänge med någon som är under
arton år, döms för förförelse av ungdom til böter eller fängelse i högst sex månader.”
Bestemmelsen beskrives som først og fremmest at være rettet mod udnyttelse af unge i
gadeprostitution eller lignende forhold (SOU, 2001:63).
Som det fremgår af skemaet nedenfor (SOU 2001), har man i Sverige haft få anmeldelser
for overtrædelse af loven mod forførelse af unge, som har ført til domme21 . At så relativt
mange er blevet dømt i år 2000 forklares ikke, men kan muligvis skyldes det øgede fokus på
prostitutionskunder i Sverige siden 1999.
År 1991 1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998 1999 2000
Antal anmeldelser mod
forførelse af ungdom
Antal anmeldelser som
har ført til dom
20 13 17 13 34 13 31 13 19 21
1 3 3 3 1 - 1 1 2 8
I 1998 vedtog den svenske Riksdag, som et led i bekæmpelsen af vold mod kvinder, at udvide
forbudet mod køb af seksuelle ydelser. Fra 1. januar 1999 blev det således generelt strafbart at
være kunde til en prostitueret uanset den prostitueredes alder. Den svenske regering betragtede
kriminaliseringen af kunderne som en faktor, der i sig selv kan afholde potentielle kunder fra at
købe sex (BRÅ 2000). ”Prostitution er en form for vold mod kvinder. Målet [med
lovgivningen] er ikke at dømme mændene men at ændre holdningen til prostitution” (E.
Markström, medlem af den svenske Riksdag i Pedersen et al. 2000).
I forbindelse med forarbejdet til loven forudså de svenske myndigheder besværligheder
20
Straffeloven af 15. april 1930. Lovbekendtgørelse nr. 886 af 30. Okt.1992. 11. Red. Udg. Gads Forlag 1993:
118/9).
21
Det fremgår ikke af tallene under hvilke omstændigheder anmeldelser har fundet sted, eller hvorfor så
relativt få anmeldelser har ført til domme.

18
med kontrollen af og opfølgningen på forbudet. Troen på lovens potentielle præventive
karakter, at risikoen for at havne i politiets kartoteker ville virke afskrækkende for
prostitutionskunden, var et væsentligt argument bag lovens tilblivelse.
Der blev samtidig med kriminaliseringen af prostitutionskunderne afsat midler til, at
blandt andet politiet i Stockholm kunne ansætte to betjente på fuld tid til at opsøge sexkunder.
I februar 2001 udkom en evalueringsrapport af loven, som kriminaliserer
prostitutionskunder (Nord et al. 2001). Det fremgår af rapporten, at der siden lovens
vedtagelse er blevet 160 sager anmeldt, 43 anmeldelser er resulteret i tiltale, og i 36 tilfælde er
sexkøberen blevet idømt bødestraf. Ingen sexkunder er hidtil blevet sat i fængsel. Dommene
har for denne form for forbrydelse ikke medført højere straf end 30 dagbøder og i øvrigt ligget
meget lavt, vurderes det i rapporten.
Lovbestemmelsens umiddelbare konsekvens har ifølge rapporten været, at prostitutionen
forsvandt fra gaderne og blev så godt som usynlig. Det præventive element i loven antages i
evalueringen at begrænse sig til gadeprostitutionen, mens det formodes at sexkøbere og
prostituerede i højere grad bestemmer tid og sted via mobiltelefon. Således findes der intet
belæg for at konstatere, at prostitutionen er mindsket som følge af kriminaliseringen af
prostitutionskunderne i Sverige. Mens antallet af, for politiet, kendte prostituerede kvinder
menes at være mindsket i Sveriges tre største byer, synes der ikke på landsplan at være nogen
forskel i det samlede antal af prostituerede i Sverige (SOU 2001:15:308).
Af rapporten fremgår det endvidere, at behovet for gode beviser har medført et øget
fokus på den prostituerede, som i princippet ikke har gjort noget forkert, men kan udsættes for
betydelige krænkelser. Som eksempel nævnes tilfælde, hvor politiet har fremvist
videooptagelser af kunder og prostituerede i et forsøg på at skaffe beviser nok til at få kunden
dømt. Politiet kommer ifølge rapporten i konflikt med på den ene side at skulle forhindre
kriminalitet og på den anden side nærmest at skulle bevise både et fuldbyrdet samleje, samt at
der er foregået betaling herfor. Besværlighederne ved at kontrollere overtrædelsen af forbudet
medfører, at muligheden for at gribe ind overfor forbrydelsen må indskrænke sig til
gadeprostitution, hvor den seksuelle tjeneste udføres i en bil (Nord et al. 2001:12).
En svensk holdningsundersøgelse fra 2001 med 1000 respondenter viser, at den generelle
kriminalisering af prostitutionskunder støttes af cirka 80% af de adspurgte respondenter.
Loven støttes af både mænd og kvinder. Kun 14% af undersøgelsens respondenter svarer, at de
vil have afskaffet loven, mens 42% mener, at forbudet skal omfatte både den prostituerede og
prostitutionskunden (Nordiskt Prostitutionsnätverk, 2001/1).
På samme vis som i Danmark har man i hverken Norge eller Finland valgt at kriminalisere
prostitutionskunder til voksne prostituerede. Om end de voksne prostituerede heller ikke er
kriminaliseret, betragtes prostitution ikke som et lovligt erhverv.
Både Norge og Finland har også valgt at kriminalisere voksnes sexkøb hos unge under 18

19
år. Således ændrede Norge i august 2000 straffeloven: ”Den som mot vederlag har seksuell
omgang el. handling med en person under 18 år, straffes med bøter eller fengsel indtill 2 år.
Villfarelse om alder utelukker ikke straffeskyld, med mindre aktsom god tro foreligger”
(Straffelovens § 203). Inden lovændringen var det i Norge ikke særskilt kriminaliseret at købe
seksuelle ydelser hos en prostitueret, hvis denne var fyldt 16 år. I Finland blev det i 1998
forbudt at købe seksuelle ydelser hos personer under 18 år. Strafferammen er bøde eller
fængsel indtil 6 måneder.
I Norge og Sverige udelukker kundens vildfarelse og uagtsomhed om den unges alder, på
samme vis som i Danmark, ikke straffeskyld. Som det fremgår af citatet ovenfor, understreges
kundens ansvar ved, at kundens straffeskyld ikke udelukkes med mindre sexkøberen kan
bevise, at vedkommende aktivt undersøgte den unges alder (SOU 2001:14:319).

20
3 Det empiriske felt
Undersøgelsen tager udgangspunkt i både en kvalitativ og kvantitativ metode. Med kvalitative
interviews af relevante målgrupper som dommere, socialarbejdere, repræsentanter fra politiet
og prostitutionsmiljøet er det formålet at søge indsigt i gruppernes kendskab og holdning til §
223 a, til ungdomsprostitution samt til prostitution generelt. Formålet er at undersøge, hvorfor
straffelovens § 223 a efter næsten tre års eksistens ikke har medført en eneste politianmeldelse
eller dom over en prostitutionskunde. Findes der ingen helt eller delvis prostituerede under 18
år i Danmark, er loven ukendt, eller er der modvilje eller betænkeligheder ved at bruge loven?
3.1 Udvælgelsen af interviewpersoner
I løbet af 2001 er politimestre og/eller kriminalinspektører 22 og dommerkontorer i seks større
politi- og retskredse 23 , samt én anklager fra politiet blevet interviewet. Endvidere er der
foretaget 15 kortere telefoninterviews med politimestre eller kriminalchefer i større og
mellemstore politikredse. I retskredse med flere dommere ansat, har henvendelsen været stilet
mod domstolens retspræsident eller retskredsens administrerende dommer, som har formidlet
kontakt til en kriminaldommer på stedet.
På samme vis har henvendelser til politiet været rettet mod politimesteren eller den
person indenfor politiet, som lokalt har størst indsigt i forholdene omkring prostitution. I
henvendelserne er undersøgelsens formål blevet beskrevet med en kort præsentation af § 223 a,
samt en konstatering af at ingen prostitutionskunder er blevet dømt efter lovbestemmelsen.
De fleste dommere og repræsentanter fra politiet viste umiddelbart interesse for
undersøgelsen og ville gerne bidrage med deres informationer. Det var dog en gennemgående
tendens hos både politi og dommere, at de ikke mente, de kunne bidrage med ret meget, idet
de kun havde kendskab til meget få eller ingen prostitutionsrelaterede sager i deres distrikt.
I fire interviews var både politikredsens politimester samt en anden person til stede, som i
sit daglige arbejde har prostitutionsrelaterede sager under sit ansvarsområde. Én informant fra
politiet er blevet interviewet tre gange, idet den pågældende politikreds gjorde nogle erfaringer
med § 223 a og gerne ville fortælle om dem.
Dommerne havde inden mit besøg forhørt sig blandt deres kollegaer om deres kendskab
til § 223 a og erfaringer med prostitutionsrelaterede sager. I alle tilfælde var svaret det samme,
at de ikke havde brugt paragraffen og at meget få havde kendskab til sager, der omhandler
prostitution. Derfor er interviewene i mange tilfælde blevet til samtaler om principperne i § 223
a og holdninger til lovgivningen på prostitutionsområdet snarere end diskussioner med
22
Når der, i henvendelsen til repræsentanter fra politiet, primært er taget kontakt til politiets ledelse, skyldes
det, at politiets indsatsområder må formodes at være styret af ledelsens instrukser om prioriteringer.
23
Når der tages udgangspunkt i de større rets- og politikredse, er dette sket ud fra en vurdering af, hvor
prostitution findes i større målstok.

21
udgangspunkt i konkrete sager.
I de 15 telefoninterviews med repræsentanter fra politiet har det ikke været muligt at
komme i dybden med alle aspekter, som undersøgelsen forsøger at afdække.
Telefoninterviewene er blevet brugt til at underbygge og nuancere de personlige interviews.
Den umiddelbare forventning til telefoninterviewene var, at informanterne ville være mere
positivt indstillede overfor § 223 a end de øvrige informanter, som jeg har truffet personligt.
Årsagen hertil kan være, at de modtager en opringning fra en ”fremmed” person og på 10-20
minutter skal svare på spørgsmål til en lov og en problematik, som de måske ikke kender til
eller ikke har reflekteret over inden min henvendelse.
I telefoninterviewene var nogle informanter dog ikke særlig meddelsomme om deres
holdning til prostitution og deres kendskab til lovgivningen på området. I flere tilfælde
betegnede de sig som ”embedsmænd under Justitsministeriet”, hvis holdninger ikke er
relevante, idet embedsmænd må følge de love, Folketinget vedtager. Deres private holding til
prostitution betragtede de i lyset heraf som irrelevant og ikke interessant at diskutere. Disse
interviews blev meget korte.
Antalsmæssigt er der i kvalitativ forskning ingen mindste- eller øvre krav for interviews.
Målet med denne undersøgelse er at interviewe det antal informanter, som det er nødvendigt
for at kunne besvare den aktuelle problemstilling (Kvale 1997:108). Det har været målet med
begge former for interviews at fortsætte interviewene så længe, informanter bidrog med nye
pointer og nuancer til undersøgelsens fokus.
3.2 Udvælgelse af socialarbejdere og sociale væresteder
Formålet med at interviewe socialarbejdere, som arbejder med unge under 18 år, har dels været
at undersøge informantgruppens holdninger og kendskab til § 223 a, men samtidig med
udgangspunkt i deres erfaringer, at undersøge, hvilke former for prostitution unge under 18 år
indgår i. Socialarbejdere kan være den faggruppe, der er tættest på unge, som er i farezonen
for at havne i prostitution, hvorfor deres erfaringer er vigtige i forhold til belysningen af § 223
a’s berettigelse. Socialarbejderne inddrages således primært med det formål at beskrive
omstændighederne omkring unges erfaringer med at sælge seksuelle ydelser.
Socialarbejderne i denne undersøgelse arbejder med forskellige grupper af unge. En del
af de medvirkende informanter arbejder på sociale døgninstitutioner, som har unge under eller
omkring 18 år boende, der af den ene eller anden årsag ikke kan bo hos deres forældre.
Årsagerne hertil kan være dårligt fungerende familieliv, opvækst præget af omsorgssvigt og
familier med sociale og/eller misbrugsproblemer. Der er i alt foretaget 11 interviews med
socialarbejdere, som arbejder på døgninstitutioner eller væresteder for unge.
Derudover er der foretaget yderligere 15 telefoninterviews med socialarbejdere fra

22
forskellige sociale væresteder eller varmestuer i hovedstadsområdet 24 for unge under eller
omkring 18 år med socialarbejdere tilknyttet. Endvidere er to svenske socialarbejdere blevet
interviewet om deres erfaringer med unge i prostitution og om straffelovgivningen på
prostitutionsområdet i Sverige.
3.2.1 Prostitutionsmiljøet
Nærmest samtidig med dette projekts start, begyndte én af PRO-Centrets socialarbejdere på
opsøgende arbejde i prostitutionsmiljøet i København. Igennem hende har det været muligt at
få et indblik i, hvad der foregår i prostitutionsmiljøet omkring Vesterbro i København. For
yderligere at få indsigt i de prostitueredes kendskab og holdning dels til § 223 a dels til
ungdomsprostitution, henvendte jeg mig til 10 kvindelige prostituerede, som jeg kom i kontakt
med i en foregående undersøgelse (Lautrup 2000), samt nogle prostituerede som PRO-Centret
kender. Formålet har været at undersøge, i hvilke sammenhænge ungdomsprostitution25 finder
sted, samt om lovens hensigter matcher den virkelighed, som unge prostituerer sig i. En
telefondame, der arbejder på en massageklinik i København på 7. år, og som har et indgående
kendskab til Københavns massageklinikker, er også blevet interviewet.
3.2.2 Udarbejdelse af interviewguide
Interviewguiden har været semi-struktureret og har udelukkende været overordnet og
vejledende. Spørgsmålene til informanterne har taget udgangspunkt i de umiddelbare svar,
informanterne gav. For at sikre informanternes anonymitet er sted og by anonymiseret.
Understregningen af absolut anonymitet er gjort med en ambition om at komme en smule
tættere på ”sandheden” og at opnå fortrolighed og ærlighed fra informanterne.
Interviewguiden har været inddelt i tre overordnede emner. Der er stillet spørgsmål til
informanternes kendskab til og erfaringer med § 223 a, holdningen til loven, samt spørgsmål til
erfaringer med og holdninger til ungdomsprostitution på den pågældende sociale institution,
politistation eller hos de interviewede dommere, som indgår i undersøgelsen. Interviewguidens
opdeling i temaer er gået igen hos de tre hovedinformantgrupper samt hos de prostituerede,
som er blevet interviewet. Sidst nævnte gruppe har dog kun i få tilfælde været bekendt med §
223 a’s formuleringer, hvorfor interviewene her mest har omhandlet omfang og karakter af
ungdomsprostitutionen i Danmark.
24
Valget af hovedstadsområdet er foretaget ud fra en formodning om, at den største sandsynlighed for
kendskab til ungdomsprostitution må være her.
25
Begrebet ”ungdomsprostitution” omfatter i denne undersøgelse prostitution blandt unge 15-17-årige
(Daphnecentret 1992).

3.2.3 Afgrænsning
23
Den kvalitative del af undersøgelsen tager således først og fremmest udgangspunkt i
repræsentanter for det offentlige systems holdninger og kendskab til § 223 a. Når det er
fravalgt at interviewe unge prostituerede omkring 18 år, skyldes det, at de unge er meget
svære at komme i kontakt med. Samtidig vil unges medvirken i en sådan undersøgelse kunne
være med til at cementere ”prostitutionssiden” i deres liv og måske stigmatisere dem mere, end
de i forvejen måtte være (Bjørnholk 1994: 93).
Når kunderne er fravalgt som interviewpersoner, skyldes det, at det tidsmæssigt er meget
ressourcekrævende at komme i kontakt med denne gruppe (Bechmann Jensen et al. 1990,
Lyngbye 2000). Endvidere er prostitutionskunder til prostituerede under 18 år som følge af §
223 a nu kriminaliseret, hvilket må formodes at gøre det endnu sværere at etablere kontakt til
denne gruppe af kunder. I stedet belyses unge prostituerede og deres kunders bevæggrunde og
motiver for prostitutionshandlinger ud fra foreliggende skandinavisk litteratur og
informanternes erfaringer.

24
4 Undersøgelser om ungdomsprostitution
De fleste af de undersøgelser, der præsenteres i det følgende, diskuteres og inddrages
yderligere i de efterfølgende kapitler.
Koch (1987) udgav en af de første væsentlige danske bøger om prostitution: Prostitution
– om truede unge og socialt arbejde. Koch beskriver med udgangspunkt i den nordiske
forskning og danske socialarbejderes erfaringer prostitutionens skadevirkninger. Endvidere
problematiserer Koch, at hverken det offentlige system eller politikere tager prostitution
alvorligt. En konsekvens heraf er, at der ikke iværksættes den nødvendige sociale indsats
overfor unge prostituerede eller i forhold til at forebygge nyrekruttering af unge til prostitution.
I 1989 blev undersøgelsen Prostitution i Danmark (Bechmann Jensen et al. 1990)
udarbejdet på opfordring af Socialministeriet. Undersøgelsen var den første af sin art og skulle
kortlægge kønshandelens26 udbredelse, organisering og fremtrædelsesformer i Danmark. En
umiddelbar konsekvens af undersøgelsen blev etableringen af Daphnecentret27 i 1991.
Bechmann Jensen et al. beskriver gruppen af unge, der er involveret i prostitution, som
en relativt lille gruppe. Ifølge sociale døgninstitutioner og væresteder, der arbejder med
belastede unge, har cirka ti procent af de unge, som døgninstitutionerne årligt kommer i
kontakt med, prostitutionserfaringer.
Daphnecentret udarbejdede efterfølgende to undersøgelser. I den første
Prostitutionsdebut (1992) blev 53 prostituerede interviewet om deres prostitutionsdebut og
deres veje ind i prostitution. I den anden undersøgelse Daphnesyndromet var fokus orienteret
mod konsekvenserne af livet i prostitution, og 84 prostituerede blev interviewet (Bjørnholk,
1994). Det blev i undersøgelsen fastslået, at prostitutionsdebut hos unge under 18 år medfører
markant større skadevirkninger for den prostituerede, end det er tilfældet, hvis personen er
ældre, når vedkommende involveres i prostitutionsmiljøet. Undersøgelsernes målgruppe var
først og fremmest behandlings- og hjælpesystemet, der arbejder med ”truede” unge eller andre,
som allerede udøver prostitution.
Af undersøgelser, der har været målrettet socialt truede unge og unge i prostitution, kan
nævnes Holtkøtter et al. (1992) og Hermansson (1995). Begge disse undersøgelser er
udarbejdet af socialarbejdere. I Holtkøtter et al. (1992) var det et særskilt formål at afdække
og beskrive situationen omkring unge kvindelige gadeprostituerede på Vesterbro i København.
Undersøgelsen, som var en af de første af sin art, eftergår blandt andet rygter om, at mellem
25-50 unge under 18 år var at finde som gadeprostituerede på Vesterbro i København. Efter
26 Begrebet ”kønshandel” lanceres af Månsson (1981) og Larsson (1983) som et alternativ til ”prostitution”
med bl.a. det formål at relatere fænomenet til samfundet snarere end til enkeltindividerne i prostitutionen.
Samtidig forbindes ”kønshandel” ikke kun med den prostituerede, men også med prostitutionskunden og andre
aktører i prostitutionsmiljøet. Således er kønshandel et bredere dækkende begreb end begrebet prostitution.
27 Daphnecentret blev etableret som et tre-årigt projekt, der havde til formål at opbygge og støtte samarbejdet
bl.a. mellem offentlige og private interesser inden for prostitutionsområdet (Christensen 1995:75).

25
tre måneders opsøgende arbejde i Vesterbros gadeprostitutionsmiljø, havde socialarbejderne
etableret kontakt til syv piger under 18 år, som prostituerede sig. På denne baggrund skønnes
det i undersøgelsen, at der i den kontekst og på det tidspunkt undersøgelsen fandt sted er
mellem 10-20 unge, der sandsynligvis optræder i prostitutionsmiljøet 28 .
Denne skønnede tendens støttes af vurderinger fra værestedet Tjek Punkt29 , som blev
etableret i 1993. I årsrapporterne fra Tjek Punkt bliver det skønnet, at der i visse perioder er 2-
5 unge og i andre perioder 10-12 unge piger, der er under 18 år og optræder som prostituerede
i prostitutionsmiljøet på Vesterbro. Der er dog en usikkerhed knyttet til disse tal på grund af, at
de er skøn baseret på et uregelmæssigt opsøgende arbejde blandt unge (Tjek Punkt 1998).
Med et andet undersøgelsesfokus fremhæver Magnussen (2000), at der i det
københavnske miljø er grupper af unge, såkaldte ungdomsbander, der er i farezonen for at
havne i misbrug og prostitution. Det er en selvstændig pointe hos Magnussen, at disse unge i
mange tilfælde bevæger sig udenfor det etablerede prostitutionsmiljø.
Om det offentliges kendskab til prostitution, blev der i 1996 gennemført fem
sluseprojekter i forskellige kommuner, hvor formålet var at bygge bro mellem prostituerede og
socialforvaltningen. Projektet omhandler ikke specifikt unge i prostitution. Men som følge af
projektet blev rapporten ”Sagsbehandleres viden om prostitution” (Friis Jensen 1997)
udarbejdet. Det konkluderes i undersøgelsen, at meget få sagsbehandlere har haft erfaringer
med voksne prostituerede. Ingen beretter i undersøgelsen om kendskab til unge prostituerede
under 18 år.
Endelig udarbejdede PRO-Centret i 2000 (Christensen 2000) en mindre undersøgelse om
unge i prostitution. Formålet var at undersøge, i hvilken grad prostitution bliver debatteret som
et tema i det pædagogiske arbejde, der udføres på sociale døgninstitutioner og opholdssteder
for unge op til 20 år. På de udvalgte døgninstitutioner, konkluderes det i undersøgelsen,
italesættes sjældent mistanker om prostitution blandt unge. En årsag hertil er socialarbejdernes
berøringsangst overfor emnet. I lyset heraf efterlyses pædagogiske redskaber til at sætte
socialarbejderne bedre i stand til at håndtere sådanne mistanker.
28
Tallet skal ses i lyset af, at det opsøgende arbejde er foregået i begrænset omfang, hvorfor tallet er løseligt
sat.
29
Tjek Punkt blev etableret i 1993 og er en etableret del af Københavns Kommunes tilbud til marginaliserede
unge. Tjek Punkt er et værested for unge under 20 år og fungerer som brobygning mellem de unge og det
sociale- og sundhedsmæssige system. Hovedsagelig består de pædagogiske opgaver i opsøgende arbejde i
særligt afgrænsede miljøer eller blandt en defineret gruppe af unge, som flytter uden hensyn til miljøet (Tjek
Punkt 2001).

26
4.1 Andre skandinaviske undersøgelser
En række skandinaviske undersøgelser30 berører unge i prostitution. I mange af
undersøgelserne er formålet at gå bag det enkelt observerbare og søge at blotlægge de sociale
og kulturelle mekanismer, som prostitutionen repræsenterer og symboliserer i forhold til køn
og seksualitet i samfundet og kulturen (Månsson et al. 1998). Måske er dette fokus årsagen til,
at unges forhold og omstændigheder i prostitution ikke diskuteres i nævneværdig grad.
Isachsen et al. (1996) henviser til flere norske undersøgelser om unges involvering i
prostitution og deres prostitutionsdebut31 . Formålet med undersøgelserne har været at forsøge
at belyse, i hvilken alder unge har haft deres prostitutionsdebut og under hvilke
omstændigheder, den har fundet sted. Eksempelvis undersøger Jessen (1998), hvordan det kan
være, at mange prostituerede fortæller om en prostitutionsdebut, inden de fyldte 18 år, mens
meget få unge under 18 år identificeres af socialarbejdere i det etablerede prostitutionsmiljø. Ét
svar Jessen når frem til er, at de unge sjældent opholder i miljøet særligt længe. De opnår
hurtig kontakt med, og er meget eftertragtede blandt, prostitutionskunderne. Samtidig menes
de fleste unge at have en perifer tilknytning til prostitutionsmiljøet.
Unges erfaringer med at sælge seksuelle ydelser og under hvilke omstændigheder, disse
gøres, giver en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse om ungdomsliv et forsigtigt svar på
(Pedersen et al. 2000) 32 . Undersøgelsens formål var blandt andet at afdække omfanget af salget
af seksuelle ydelser blandt næsten 11.000 børn og unge i alderen 14-17 år i Oslo.
Undersøgelsens resultat viste, at der var en overraskende høj andel, 1,4% af de unge, der
havde erfaringer med at sælge seksuelle ydelser.
I Sverige har man en lang tradition for at diskutere og forske i prostitution. I
prostitutionsudredningen (SOU 1995 og 2001) gives opdaterede meldinger på prostitutionen i
Sverige. Undersøgelserne har blandt andet fokuseret på den øgede internationaliserings
indvirkning på det svenske prostitutionsmarkedet og har været særlig rettet mod
børneprostitutionsmarkedet (Skilbrei 1998). I rapporterne diskuteres blandt andet forskelle
mellem børn og unge og de forskellige problematikker, som heraf følger. Nogle af disse
problematikker diskuteres videre i kapitel 5.2.
30 Den skandinaviske forskning og litteratur er især relevant, idet vi traditionelt sammenligner os med de
øvrige nordiske lande også i forhold til fænomenet prostitution. Det hænger i høj grad sammen med, at vore
velfærdstater bærer mange fællestræk qua de opbygget på et ”socialdemokratisk” og velfærdsstatsligt
fundament (Esping-Andersen 1993).
31 Botte 1996, Holm et al. 1987, Isachsen et al. 1993, PRO Sentret 1989/90, Jessen 1996 & 1998.
32 For andre referencer om unge i prostitution se Pedersen et al (2000).

27
Kritik af litteratur om unge i prostitution
Beskrivelser af unge under 18 år i prostitution skal ses i lyset af, at vi ved meget lidt om dette
fænomen såvel nationalt som internationalt33 . Rapporten ”Children and Prostitution: How can
we measure and monitor the commercial sexual exploitation of children?” (Ennew et al.
1996) gennemgår meget af den eksisterende internationale litteratur om emnet børne- og
ungdomsprostitution. Ennew et al. kritiserer litteraturen for i for ringe grad at råde bod på de
store mangler i data om omfang, mekanismer og årsager i relation til børne- og
ungdomsprostitution. Forskningen på området er oftest eksplorativ og benytter sig i for mange
tilfælde af data fra sekundære kilder som journalister og NGO’er34 .
Konsekvensen heraf er ifølge Ennew et al., at når børne- og ungdomsprostitution i den
vestlige verden sættes på dagsordenen på baggrund af udarbejdede rapporter, sker det ofte
som følge af en reproduktion af ”sandheder” baseret på rygter eller mistanker, uden at feltet
tilsvarende er undersøgt og dokumenteret. Ifølge rapporten er data om kommerciel udnyttelse
af børn ofte druknet i data om voksne prostituerede.
Ifølge Ennew et al. anvendes eksempelvis forskellige aldersgrupperinger i diskussionen om
unge og voksne i prostitution. Således defineres ungdomsprostitution i nogle studier op til 21
år, mens andre bruger 18, 15 eller måske 12 år som skillelinie mellem børn og voksne i
prostitution. Dette, baseret på vage forskningsmæssige grundlag og skøn, gør det svært at
bedømme skalaen for seksuelle ydelser blandt børn og unge selv inden for en national
sammenhæng. Det konkluderes således på denne baggrund, at vi globalt og nationalt ved
meget lidt om omfanget og karakteren af børn og unge i prostitution.
33 Ofte er det som følge af mistanker og formodninger socialarbejdere og repræsentanter fra politiet i denne
undersøgelse udtaler sig. Sjældent er den konkrete viden baseret på informationer fra de unge selv. Derfor ved
meget få præcist, hvad der foregår, omfanget af og/eller i hvilke sammenhænge unge sælger sex.
34 Samme pointe om store mængder af ”tendentiøs og faglig uforsvarlig” litteratur om prostitution diskuteres
også i Ringdal (1998:496), som også forholder sig til den internationale litteratur og forskning på
prostitutionsområdet.

28
5 Prostitution blandt unge
I denne del af evalueringsrapporten diskuteres det problemfelt, som § 223 a retter sig imod; de
unge prostituerede under 18 år, det miljø de færdes i og karakteren af deres prostitution.
Endvidere diskuteres den anden halvdel af prostitutionsforholdet, nemlig kunden og dennes
rolle i forbindelse med sexhandlen. Her tages udgangspunkt i en generel introduktion til
kundernes motiver og bevæggrunde til sexkøbet samt motivet bag det at købe sex hos
prostituerede mellem 15 og 18 år.
5.1 Prostitutionsbegrebet
Igennem nærværende undersøgelse forstås ungdomsprostitution i hovedsagen som et
gråzonefænomen, der kan falde delvis uden for konventionelle definitioner og forståelser af
prostitution. En ofte anvendt definition af prostitution er: ”En transaktion mellem mindst to
handlende parter, der henholdsvis køber og sælger seksuelle ydelser. Handlen foregår i en
kort afgrænset tidsperiode, og betalingen for den seksuelle tjeneste sker umiddelbart før eller
efter den seksuelle tjeneste leveres” (Järvinen 15/91) 35 .
Når prostitution skal defineres, kan andre kriterier end kommercialitet benyttes til at
adskille prostitution fra ”almindelige” forhold mellem kønnene. Ikke-selektivitet fra
sexsælgerens og sexkundens side omkring, hvem de skal have sex med, varigheden af mødet
mellem sælger og køber, som ofte er kort, anonymitet, antallet af partnere og den
følelsesmæssige ligegyldighed mellem parterne er andre elementer, som kan kendetegne
prostitution fra andre seksuelle forhold mellem kønnene. Det er en selvstændig pointe hos
Järvinen, at skal det seksuelle møde vurderes ud fra alle disse kriterier, får man givet flere
grænsetilfælde end klare tilfælde af prostitution (Høigård & Finstad 1986, Järvinen 1990).
Hverken hos sexsælger eller hos sexkøber er der nødvendigvis en bevidsthed om eller
forståelse af, at forholdet, partnerne indgår i, er et prostitutionsforhold. Af samme grund har
sexsælgeren heller ikke nødvendigvis en subjektiv prostitutionsidentitet. Ifølge Järvinen
(1990:197/8) er betalingskriteriet nok til at kalde en relation for prostitution, men ikke nok til
at sexsælgeren betragter sig selv som prostitueret eller køberen som prostitutionskunde36 :
”Logiken här måste vara att betalingskriteriet räcker som definition på ”prostitution”, men
inte som definition på ”en prostituerad” (ibid. p. 198). De prostituerede kvinder, som Järvinen
har interviewet, forsvarer sig mod at blive betegnet som prostituerede. Det gør de ved at
understrege, at der netop i deres forhold er tale om frivillighed, magt og selektivitet i
modsætning til, hvad de forstår ved prostitution, hvor professionelle prostituerede ikke har
35
Samtidig betragtes fænomenet prostitution i internationale sammenhænge ud fra at virksomheden er et
kommercielt foretagende (Skilbrei 1998).
36
En prostitueret er en person, der sælger sex. At sælge sex er en aktivitet eller en handling og ikke en
egenskab hos den prostituerede. At være prostitueret er således noget man gør, og ikke noget man er. Se evt.
www.pro-centret.dk

29
nogen indflydelse på egen situation. Ifølge Järvinen er der ikke nogen skarp skillelinie mellem
prostitution og andre seksuelle relationer mellem kønnene.
5.2 Definition af ungdomsprostitution
Jessen (1998) bruger i sine undersøgelser om ungdomsprostitution den svenske
prostitutionsbetænknings (SOU 1995) definition af prostitution: ”Prostitution foreligger når
mindst to parter køber respektiv sælger seksuelle tjenester mod (sædvanligvis) økonomisk
vederlag – noget som udgør en forudsætning for den seksuelle tjeneste”. I denne definition
betones også køberens rolle på linie med sælgerens. Ifølge Jessen skal sexhandlen, for at
relationen kan kaldes prostitution, være knyttet til en genydelse, som enten gives i form af
penge eller i en anden form for betaling for den seksuelle ydelse.
Jessen diskuterer, om det er hensigtsmæssigt at bruge begrebet prostitution, når det
gælder mindreårige, eller om man i stedet skulle definere det som seksuelt overgreb. Hun
begrunder sin problematisering med, at der er tale om prostitution, når ansvarlige mennesker
sælger sig selv, hvilket ikke inkluderer børn. Jessen nuancerer sin pointe ved at skelne mellem
overordnet og konkret i diskussionen om, hvorvidt der er begået et overgreb mod den unge,
som indgår i seksuelle forhold, der er knyttet til en form for genydelse.
Konkret betragtes de unge prostituerede som faktiske handlende aktører37 . Eksempelvis
kan den unge være den, som opsøger en kunde med det formål at tjene penge på salg af
seksuelle ydelser. Samtidig er der overordnet tale om et overgreb, når en voksen
prostitutionskunde køber seksuelle ydelser hos en under 18-årig, idet de unge i mange tilfælde
ikke kan forventes at være i stand til at overskue konsekvenserne af egne handlinger.
Det er i lyset heraf, at Jessen fastholder, om ikke man i højere grad burde definere
ungdomsprostitution, voksnes køb af seksuelle ydelser hos unge under 18 år, som seksuelle
overgreb. Derved fremhæver man ifølge Jessen (den seksuelle) markedsgørelse af de unge samt
det ulige forhold mellem den voksne kunde og den unge sexsælger38 .
I nærværende undersøgelse betegnes prostitution blandt 15-18-årige unge som
ungdomsprostitution. Argumentet herfor er, at der ikke er tale om børn (under 12 eller 15 år),
men om unge som har retten til at bestemme over egen seksualitet, idet man fra samfundets
side har valgt at fastsætte den seksuelle lavalder til 15 år.
Samtidig afvises ikke, at der kan være tale om overgreb, når voksne køber sex af ikke
myndige personer. At kalde fænomenet ungdomsprostitution i modsætning til børneprostitution
37
Hvilket også Christensen (2000) konstaterer i PRO-Centrets undersøgelse af sociale institutioners kendskab
til unge i prostitution.
38
Et barn under 15 år kan ikke give samtykke til seksuelle handlinger med ansvarsbefriende virkning for
gerningsmanden. Den, som er fyldt 15 år, kan have spillet en anden rolle i relationen, idet vedkommende har
retten til at bestemme over egen seksualitet (SOU 2001).

30
tjener til at medtænke, at nogle unge er handlekraftige. Samtidig understreges hermed at nogle
unge mere eller mindre bevidst kan levere seksuelle ydelser og modtage en form for betaling til
gengæld. Når prostitution blandt unge 15-18-årige ikke betegnes som prostitution, skyldes det,
at de unge ikke er myndige og stadig har krav på, at vi som samfund beskytter dem i højere
grad end personer over 18 år. Også i lyset heraf er det relevant at diskutere, om man hos børn
og unge under 18 år, skal betragte prostitution som overgreb.
Når der er tale om unge i prostitution eller unge, som indgår i prostitutionslignende
forhold, falder de i nogle tilfælde udenfor den indledningsvise definition af prostitution. Således
kan relationens varighed, tidsmæssige afgrænsning, den følelsesmæssige involvering mellem
sexkøber og sexsælger, regelmæssighed eller hyppighed i indtægter og salg af seksuelle
ydelser, antal kunder samt betalingsformen og mulighed for selektivitet variere fra tilfælde til
tilfælde. Endvidere indtager de unge ikke nødvendigvis subjektiv prostitutionsidentitet
(Järvinen 1990) trods det, at de modtager en form for modydelse for at stå seksuelt til
rådighed. I lyset heraf betegnes unges involvering i prostitution i denne undersøgelser i et
flertal af tilfælde som gråzoneprostitution eller prostitutionslignende forhold, idet disse også
kan inkludere unge, som en eller ganske få gange har solgt sex. Dette synspunkt uddybes i det
følgende.
5.3 Offentlige institutioners kendskab til unge og prostitution
I Danmark er det offentlige systems kendskab til unge i prostitution begrænset. I Friis Jensens
undersøgelse (1997) 39 af sagsbehandleres umiddelbare viden om og holdning til prostitution i
kommunerne Herning, Ikast, Horsens, Randers, Odense og Århus, undersøges ikke kendskabet
til ungdomsprostitution specifikt. Alligevel er undersøgelsen interessant, idet sagsbehandlere
ofte vil være dem, der har en kontakt med unge, som ikke befinder sig i uddannelsessystemet
eller på arbejdsmarkedet.
Friis Jensen karakteriserer sagsbehandlernes forestillinger om prostitution som
fasttømrede og idealtypiske i forhold til, hvordan prostituerede er eller forventes at se ud.
Prostitution bliver i mange tilfælde forbundet med narkoprostitution40 . I lyset heraf antager
Friis Jensen, at en dialog mellem en prostitueret og en sagsbehandler ofte ikke vil berøre
prostitutionen. En årsag hertil er, at sagsbehandlerne ifølge Friis Jensen tilkendegiver at være i
tvivl om, hvilke signaler der kunne betyde, at en klient prostituerer sig. Samtidig udtrykker
mange sagsbehandlere betænkeligheder ved at gå i dialog med prostituerede klienter om
prostitutionen.
39 Formålet med Friis Jensens undersøgelse var, ud over at undersøge sagsbehandleres viden om og holdning til
prostitution, at give hovedsagelig stoffri prostituerede mulighed for at fortælle om deres erfaringer til
slusemedarbejderne. 109 interviews blev foretaget med klinikprostituerede i alderen 25-53 år.
40 Narkoprostitution estimeres ”kun” at udgøre 5-10% af det samlede prostitutionsmarked (Friis Jensen, 1997).

31
At konfrontere en klient med en mistanke om prostitution, som viser sig ikke at være
berettiget, beskrives som et væsentligt motiv bag at undlade en italesættelse af emnet. Samtidig
tilkendegiver sagsbehandlerne, at de har meget lidt viden om emnet og er usikre overfor, hvad
de skal stille op, hvis de fik kendskab til, at en klient prostituerer sig.
Friis Jensen identificerer således en række barrierer for dialogen mellem prostituerede og
sagsbehandlere, som kan være medvirkende årsager til, at meget få i det offentlige sociale
system kender til prostitution eller andre prostitutionsrelaterede problematikker.
5.3.1 Sociale væresteders kendskab til ungdomsprostitution
PRO-Centret undersøgte i december 2000, i hvilket omfang unge og prostitution er en del af
det pædagogiske arbejde på en række socialpædagogiske døgninstitutioner og opholdssteder
for unge op til 20 år41 . De interviewede socialarbejdere blev spurgt om hvilke tegn og
observationer, der skabte bekymring for prostitution i forbindelse med de unges aktuelle
livsomstændigheder. Målet hermed var at undersøge, om institutionernes medarbejdere sætter
fokus på en særlig adfærd, når de iagttager unge og deres mulige involvering i prostitution.
Undersøgelsen viser, at begrebet prostitution meget sjældent sættes på dagsordenen af
det pædagogiske personale, hverken direkte eller indirekte i arbejdet med de unge. Den
mistanke eller bekymring, der kan være tale om i en konkret situation, går ofte ikke så meget
på prostitution, som den går på andre forhold som eksempelvis stofmisbrug eller et
”udsvævende” liv med byture, forbrug af tøj og måske taxakørsel, den unge forventes ikke at
have råd til.
Kun i få tilfælde, hvor institutionerne er blevet informeret fra personer udenfor
institutionen om, at en af deres unge prostituerer sig, har institutionernes personale italesat
mistanken og har konfronteret den unge med problemet. Det er en vigtig pointe i
undersøgelsen, at mistanker sjældent italesættes overfor den unge af angst for at ramme
forkert. Ifølge undersøgelsen har cirka halvdelen af informanterne oplevet unge med en
opførsel, som kunne indikere prostitutionserfaringer.
I Norge blev en tilsvarende undersøgelse om ungdomsinstitutioners kendskab til unge i
prostitution foretaget i 1996, som bekræfter pointerne i Christensen et al. (2000). Meget få
organisationer og døgninstitutioner for unge tilkendegiver kendskab til konkrete tilfælde af
unge under 18 år, som prostituerer sig. Samtidig har stort set alle hørt eller har mistanke om, at
der foregår prostitution blandt børn og unge i Norge. De fleste angiver, at de har brug for
øgede erfaringer og træning i at se og møde prostitutionsrelaterede problemer blandt unge
(Christensen 2000).
41 Ud af 17 adspurgte institutioner valgte 10 at deltage i undersøgelsen – mange med det forbehold, at de ikke
mente, de kunne bidrage med noget, da prostitution blandt deres unge ikke forekom.

32
5.4 Omfanget af ungdomsprostitution
I Bechmann Jensen et al. (1990) beskrives unge, der involveres i prostitution, som en relativ
lille gruppe. De medvirkende socialarbejdere skønner ifølge Bechmann Jensen et al., at cirka ti
procent af de belastede unge fra de sociale døgninstitutioner og væresteder har
prostitutionserfaringer. Der elaboreres ikke videre på institutionernes erfaringer i
undersøgelsen, andet end at det slås fast, at de unge prostituerer sig i forbindelse med en lang
række andre personlige og/eller sociale problemer.
I Danmark er omfanget af ungdomsprostitution aldrig blevet undersøgt kvantitativt. Det
er det til gengæld i Norge. Her undersøgte man i 2000, i en kvantitativ undersøgelse om
ungdomsliv generelt (Pedersen et al. 2000), de unges erfaringer med salg af sex på linie med
spørgsmål om kontakt til forældre, fritidsinteresser, seksualvaner, skole, venner og forhold til
det sociale system42 . 10.812 børn mellem 14 og 17 år deltog i undersøgelsen43 .
Undersøgelsen viser, at 1,4% af de adspurgte unge har solgt seksuelle ydelse44 .
Tre gange så mange drenge (2,1%, n=116) 45 som piger (0,6%, n=32) svarer, at de har
udført seksuelle handlinger mod betaling. Gennemsnitsalderen for første gang drengene solgte
sex er 12,6 år, mens den hos pigerne er 14,1 år. Både hos pigerne og drengene ligger
gennemsnitsalderen for første prostitutionserfaringer under den seksuelle lavalder.
Undersøgelsen viser en stærk sammenhæng mellem at have solgt sex og antallet af
seksualpartnere. På tidspunktet hvor de unge blev adspurgt om deres prostitutionserfaringer,
havde over 70% solgt sex mere end tre gange inden for de sidste 12 måneder. Over halvdelen
havde solgt sex mere end 10 gange, hvilket i undersøgelsen vurderes som over grænsen for
almindelig nysgerrighed. Der er en stærk sammenhæng mellem alder ved første samleje og
prostitutionserfaringer. 3,1% af de unge havde haft samlejedebut, inden de fyldte 12 år.
Det er en væsentlig pointe for den norske undersøgelse, at størstedelen af de unge, som
har erfaringer med at sælge sex, ikke lader til at være i kontakt med relevante instanser i det
offentlige sociale hjælpeapparat. Ej heller fremgår der i undersøgelsen signifikante
sammenhænge mellem de unges socialgruppe og involvering i prostitution.
Gruppen af respondenter, der har erfaringer med salg af seksuelle ydelser, synes ifølge
Pedersen et al. at bruge byrummet på en bestemt måde, idet de opholder sig oftere end andre i
42
Om man i Danmark ville kunne opnå samme resultat om antallet af unge, som har solgt sex, er uvist. Den
norske undersøgelse kan bruges som et vigtigt incitament for en lignende undersøgelse af
ungdomsprostitutionens udbredelse i Danmark.
43
Samtlige offentlige og private skoler i Oslo indgår i undersøgelsen og frafaldsprocenten angives til at være
5.7%.
44
Spørgsmålet lød: ”Har du i løbet af de sidste 12 måneder udført seksuelle ydelser mod betaling?”
På spørgsmålet var det muligt at sætte kryds i kolonner, hvor der stod ”Har aldrig gjort det”, det var muligt at
angive alder for førsteerfaring, samt for hvor mange gange det var sket det sidste år (Pedersen 2000 I tidsskr.
Nor lægeforening nr.2, 2000).
45
”N” er lig med antallet af respondenter, som udgør svarprocenten.

33
Oslo centrum og oftere i aften- og nattetimer, hvor der blandt andet handles med stoffer.
Der rapporteres i højere grad om symptomer som angst og depression blandt
respondenter, som har erfaringer med at sælge sex, end blandt de øvrige unge.
8,2% af de unge, der har erfaringer med salg af seksuelle ydelser, vurderes af Pedersen et
al. til at have et alkoholproblem. Færre er afhængige af narkotika, mens der identificeres en
større sammenhæng mellem forbrug af hash og amfetamin hos unge, der har erfaringer med at
have solgt seksuelle ydelser end blandt de øvrige unge, som indgår i undersøgelsen. Den mest
markante sammenhæng identificeres hos unge med adfærdsproblemer og erfaringer med at
sælge seksuelle ydelser.
De unge blev ikke spurgt om deres seksuelle orientering. Alligevel formodes det, at
drengene, som sælger sex, gør det til andre mænd. Undersøgelsen åbner op for den mulighed,
at prostitution, for en del unge drenges vedkommende, kan fungere som en mulighed for at
udforske seksuel identitet. Den unge kan gøre erfaringer med prostitutionen i en forventning
om at mødes med seksuelt erfarne mandlige kunder, de kan lære noget af.
Omfanget af prostitution blandt unge formodes på baggrund af undersøgelsen at være
højere, end de faktiske tal angiver. Årsagen hertil er, at unge, som af forskellige årsager ikke
har kunnet fungere i det ordinære uddannelsessystem, ikke indgår i undersøgelsen.
5.5 Unges prostitutionsdebut
Det har fremgået i den indledningsvise gennemgang af relevant forskning om unge og
prostitution, at en række norske undersøgelser har fokuseret på prostitutionsdebut og
ungdomsprostitution. Men også svenske og danske undersøgelser har fokuseret på emnet.
Ifølge Månsson et al. (1998), som med undersøgelsen ”Väget Utt” undersøger
omstændighederne omkring vejen ud af prostitution, udgør prostitutionsdebut for mange selve
kulminationen på en lang kæde af tidligere destruktive begivenheder. Prostitutionen kan af den
prostituerede opfattes som en kortsigtet løsning på et akut problem. Men mange forhold som
barndomserfaringer, økonomisk situation, forhold til prostitutionen, individets
overlevelsesstrategier og samspillet med kunderne, spiller ifølge Månsson et al. ind på, hvordan
og i hvilket omfang, man involveres i prostitutionen, og hvordan man håndterer de oplevelser,
som følger med.
Efter at have interviewet 37 prostituerede om deres prostitutionsdebut, konkluderer
Isachsen et al. (1993 & 1996) samstemmende med andre undersøgelser om emnet46 , at cirka en
tredjedel af informanterne havde haft deres prostitutionsdebut, inden de fyldte 16 år, og at
næsten alle havde gjort deres første prostitutionserfaringer, inden de fyldte 18 år.
I Daphnecentrets undersøgelse om prostitutionsdebut (1992) er målgruppen først og
46 (Holm et al. 1987, PRO Sentret 1989/90, Jessen 1996 i Jessen 1998).

34
fremmest unge fra behandlings- og hjælpesystemet, der arbejder med socialt udsatte unge eller
andre, som allerede udøver prostitution. 19 af de 53 interviewpersoner fortæller, at de ikke var
fyldt 18 år, da de begyndte at prostituere sig. Syv var yngre end 15 år på debuttidspunktet.
Jessen (1998) undersøger i Oslo, hvordan det kan hænge sammen, at så mange
prostituerede fortæller om en tidlig prostitutionsdebut, mens socialarbejdere støder på meget få
teenagere i prostitutionsmiljøet i deres opsøgende arbejde. Undersøgelsen er baseret på
dybdeinterviews med ti kvinder. Alle informanter havde debuteret som prostituerede inden de
fyldte 16 år. Den gennemsnitlige debutalder var 14½ år.
Et svar som Jessen finder i de interviewede kvinders fortællinger er, hvor hurtigt
kvinderne fik kontakt til prostitutionskunderne, når de i deres første år solgte seksuelle ydelser
på gaden eller fra andre offentlige steder. Dermed opholdt kvinderne sig kun i relativt kort tid i
prostitutionsmiljøet, hvilket bruges som en mulig forklaring på, hvorfor unge prostituerede i
mange tilfælde er usynlige for socialarbejderne i prostitutionsmiljøet. En anden mulig forklaring
herpå er, at prostitutionen, for de fleste informanter, var sporadisk i starten, hvorfor også deres
tilknytning til det etablerede prostitutionsmiljø var begrænset.
Ifølge Daphnecentret (1992) har de fleste prostituerede, som de har interviewet, forklaret
prostitutionsdebuten med, at de blev introduceret til prostitutionen via en veninde. Motivet
med debuten var i mange tilfælde at opnå spænding, frihed, kærlighed, ligesom det var en vej
til at skaffe sig penge til rusmidler og byture. Debuten skete ad denne vej ofte gradvis og var
under indflydelse af, hvornår der opstod behov for penge til forbrug47 og oplevelser.
De fleste informanter i Daphnecentrets undersøgelse beretter om en baggrund præget af
vanskelig opvækst, ligesom flere har været udsat for seksuelt misbrug. Disse overgreb bruges
af kvinderne som en mulig medforklarende årsag til, at prostitutionen blev et alternativ. Omend
kvinderne var i kontakt med offentlige myndigheder, mens de prostituerede sig, oplevede
ingen, at de fik den hjælp, de havde brug for af det sociale hjælpeapparat.
I hvilket omfang den unge klarer sig i prostitutionen eller forlader den igen, forklares af
Ine Vanweesenbeeck (1994) med Matthæuseffekten i sin identifikation af det akkumulerede
resultat af et gunstigt eller skæbnesvangert samspil mellem individet og dets omgivelser.
Individer, der har erfaringer med seksuelle traumer og andre vikitimiserende oplevelser i
barndommen, udsættes i prostitutionen for større risici end andre, som ikke har haft samme
dårlige oplevelser. Resultatet kan blive en nedadgående negativ spiral, hvor samspillet mellem
personen og kontekstrelaterede faktorer bliver central (Vanweesenbeeck 1994) .
Dermed kan forudgående oplevelser ifølge Vanweesenbeeck spille en vigtig rolle for,
hvem der vælger prostitution som ”overlevelsesstrategi”, samt i hvilket omfang vedkommende
47 Ifølge Christensen (2001) kan motivet bag de unges sexsalg også være, at de søger anerkendelse i så høj
grad, at de tilsidesætter egne behov. Anerkendelsen, som de unge kan forsøge at opnå hos en omgangskreds
eller måske hos voksne mænd eller lidt ældre fyre, opnår nogle unge ved at stille sig seksuelt til rådighed.

35
involveres i prostitutionen, og hvor store skadevirkningerne af prostitutionen bliver.
En socialarbejder forklarer i nærværende undersøgelse faren ved de første
prostitutionserfaringer og vejen ind i prostitution: ”De prostituerede sig i starten, fordi de
ønskede at tjene penge til en sjov tur i byen, til tøj og alle de her ting, de ikke havde råd til.
Og så er det eskaleret typisk med et mønster, der hedder; ok, det er fedt at tjene penge, men
det var ikke så fedt at prostituere sig. Så starter de med at ryge lidt hash for at kunne holde
det her ud, og så kører spiralen, uden at de nødvendigvis ender på de hårde stoffer”. Unge,
som gør erfaringer med at sælge seksuelle ydelser, er derfor i potentiel fare for at indgå i
prostitutionslignende forhold eller i yderste konsekvens som narkomisbrugende prostituerede i
Vesterbros gademiljø.
5.6 Unge i prostitutionsmiljøet
Kontakten mellem voksne prostituerede og prostitutionskunder sker ofte via annoncering i
trykte medier, via annoncer i dagblade og chatrooms på Internettet eller i mere direkte former
på gaden samt på barer og værtshuse. Formålet med de følgende kapitler er at forsøge at
afdække, hvor og i hvilke sammenhænge prostitution eller prostitutionslignende forhold blandt
unge kan foregå. Dette gøres med udgangspunkt i informanternes erfaringer samt med
referencer til relevante undersøgelser.
5.6.1 Barprostitution
Traditionelt opdeles kvindelig prostitution i kategorierne gadeprostitution,
massageklinikprostitution, bar- og værtshusprostitution samt escortprostitution (Bechmann
Jensen et al. 1990). I 2000 undersøgte PRO-Centret barmiljøet i København, som forbindes
med striptease, topløs dans og prostitution. Det vurderes i rapporten, at der på de 13 barer,
som blev besøgt i hovedstadsområdet, ikke var nogen kvinder eller kun meget få kvinder i
alderen omkring 18 år. Nogle unge kvinder kunne ifølge deres udseende være under 18 år, men
på grund af for eksempel sminke og parykker var deres alder svær at vurdere (Nyvang et al.
2000).
5.6.2 Massageklinikker
Det er en generel opfattelse blandt massageklinikpersonale, prostitutionskunder samt
socialarbejdere, som laver opsøgende arbejde i prostitutionsmiljøerne, at der findes meget få
prostituerede under 18 år på massageklinikkerne.
PRO-Centret samlede sine erfaringer efter halvandet års opsøgende arbejde på
københavnske massageklinikker i håndbogen ”Jeg kom lige forbi” (Nyvang et al. 1999). I
undersøgelsen beskrives massageklinikkerne, den økonomiske, sociale og sundhedsmæssige
situation for de prostituerede, som arbejder der, massageklinikkernes organisering

36
(klinikindehavere, huslejepriser), samt hvem de prostitueredes kunder er.
Debutalderen på massageklinikkerne varierer meget. Det skønnes i rapporten, at
gennemsnits debutalderen på massageklinikkerne er i midten af 20’erne. Ingen af de opsøgende
socialarbejdere er stødt på unge prostituerede under 18 år på stederne. De interviewede
prostituerede og andre fra prostitutionsmiljøet afviser ikke, at der findes prostituerede under 18
år på nogle få massageklinikker, men vurderer, at det handler om få.
De fleste kvinder dukker ifølge rapporten først op på klinikkerne, når de er 18-20 år eller
ældre, men starter andre steder – eksempelvis på gaden – tidligere. På barer og
massageklinikker tillades oftest ikke under-18-årige, idet de er for ustabile og upålidelige
(Nyvang et al. 1999:13). Samme tendenser bekræftes af de interviewede socialarbejdere og
prostituerede i nærværende undersøgelse. Ifølge dem kan unge prostituerede under 18 år
gemme sig bag mobiltelefonnumre på escortbureauer, men ingen, denne undersøgelse har
kunnet komme i kontakt med, har vidst særligt meget om unge i escortbranchen.
5.6.3 Gadeprostitutionsmiljøet
I dette kapitel beskrives gruppen af unge, som er meget belastede, og som optræder i
eksempelvis gadeprostitutionsmiljøet eller andre mere eller mindre etablerede
prostitutionsmiljøer.
Tjek Punkt og andre sociale institutioner, som arbejder med unge med sociale problemer
på Vesterbro i København, bekræfter, at de prostituerede under 18 år findes. Institutionerne
understreger dog, at der er tale om meget få prostituerede under 18 år. På interviewtidspunktet
omtales ét konkret tilfælde, hvor flere væresteder har hørt rygter om, at et par unge piger
omkring 15 år prostituerer sig på gaden. Trods en hurtig iværksat eftersøgning af pigerne,
lykkedes det ikke socialarbejderne at finde dem.
Ifølge nærværende undersøgelses informanter er unge i gadeprostitution i mange tilfælde
en del af et større problemkompleks med sværere personlige, sociale og misbrugsproblemer.
Ofte er de unge mere isolerede fra det bredere samfund end andre grupper af unge, som
beskrives i det følgende kapitel. En interviewet socialarbejder beskriver gruppen således:” Det
er unge, som er udstødt af andre udstødte grupper. De er meget ofte dobbelt
udstødte…Istedgade er én stor åben fest, hvor man kan komme uden invitation. Og det
betyder noget for de her mennesker. De er ikke i stand til at forpligte sig på samme måde,
som man gør i en subkultur eller en ungdomskultur, hvor man godt kan være udenfor. Men
der er trods alt alligevel nogle spilleregler. Og det formår de ikke … Så ender de herinde,
hvor de oplever at blive betragtet, både af ældre prostituerede og misbrugere, som små
søskende. De har en status, som de ikke har haft tidligere …Så det er et skæbnefællesskab,
der sker. Hvad har en 16-årig pige ellers tilfælles med en 30-årig narkoman? Det er skæbnen,
de har tilfælles”.

37
De unge prostituerede under 18 år er ifølge informanterne ofte gode til at skjule sig fra
politi og socialarbejdere, idet de kan være på flugt fra institutioner, politi og andre offentlige
myndigheder. Informanternes viden er sammenfaldende med Jessens (1998) og Daphnecentrets
(1992) pointer om, at de unge prostituerede er så eftertragtede af prostitutionskunderne, at de
ofte kun opholder sig i gadeprostitutionsmiljøet meget kort tid, inden de samles op af
kunderne.
At de unge prostituerede sjældent identificeres i gadebilledet, kan ifølge informanterne
også skyldes, at de ældre prostituerede ikke vil have de unge på gaden. Dels udgør de unge et
ikke-ønsket konkurrenceelement for de ældre prostituerede. Dels er ældre prostituerede ikke
interesserede i, at de unge skal få samme skæbne som de selv har fået.
Gadeprostitutionsmiljøets selvjustits, hvor unge på grund af tæsk og trusler jages bort,
kan betyde, at de unge søger indenfor på mere eller mindre etablerede massageklinikker eller
pusheres lejligheder, hvorfra de sælger sex til et ”lukket” kundenetværk.
Som en følge af prostitutionsmiljøets modvilje mod at have unge prostituerede der samt
en viden om, at det er ulovligt at tjene penge på prostituerede under 18 år, annoncerer de
prostitueredes bagmænd eller klinikindehavere ikke med de unge i dagblade eller på Internettet.
I stedet menes kunderne, ifølge de interviewede socialarbejdere, at høre om, hvor de unge
prostituerede er eksempelvis via ”mund til øre metoden”.
Et socialt værested i København beretter i det følgende citat om piger, som indgår i
relationer, hvor de modtager stoffer mod at stille sig til rådighed seksuelt: ”Vi ved så, at de
nogle steder er under 18 år – på nogle klinikker… Det er lidt ”skumle” steder her omkring på
Vesterbro, hvor en eller anden fyr har et par piger. Dem, vi har hørt om, er typisk sammen
med en ældre fyr, som også sælger stoffer, og som så fodrer pigerne med stoffer i takt med, at
de prostituerer sig”. I det følgende diskuteres unge, som måske ikke optræder i de traditionelle
prostitutionsarenaer48 .
5.7 Unge og gråzoneprostitution
I det følgende præsenteres nogle af de erfaringer med unges involvering i prostitution eller
prostitutionslignende forhold, som de interviewede socialarbejdere i nærværende undersøgelse
har berettet om. Men først præsenteres nogle pointer fra Bechmann Jensen et al.’s
undersøgelse (1990), hvor også prostitutionslignende forhold blandt unge diskuteres. Her
beskrives 14-19-årige piger, der befinder sig i ungdomsgrupper med lidt ældre fyre, som færdes
i miljøer omkring Hovedbanegården i København eller i indkøbscentre i omegnskommunerne.
De ældre fyre låner ”deres” piger ud til andre fyre, og pigerne kommer ad denne vej til at indgå
som en slags handelsobjekter fyrene imellem.
48 Forskellene i informanternes erfaringer og udsagn synes hovedsagelig at være affødt af, at der er tale om
forskelle i typer af institutioner, de repræsenterer, og dermed også forskellige grupper af unge, der er tale om.

38
Ifølge Bechmann Jensen et al. accepterer pigerne deres rolle som en del af det at færdes
indenfor gruppen. Pigerne mistænkes i nogle sammenhænge for at optræde som egentlige
prostituerede for at tjene til gruppens forbrug. Det skønnes i undersøgelsen, at nogle unge
piger fortsætter med at leve af prostitution, efter de har forladt gruppen.
Andre unge, som kan indgå i prostitutionslignende relationer, tjener ifølge Bechmann
Jensen mere eller mindre indirekte penge på at bo hos ældre mænd, som modtager seksuelle
ydelser til gengæld for opholdet, måske fordi de er stukket af hjemmefra og mangler et sted at
bo.
Samme kategorier af unge beskrives i Magnussens (2000) screeningsrapport fra
København City, som søger at afdække omfanget og karakteren af ungdomsbander i
hovedstaden49 . Også her beskrives unge 12-14-årige piger, som optræder på
ungdomsdiskoteker i København City. Pigerne går udfordrende klædt og søger bekræftelse og
tilhørsforhold hos de lidt ældre fyre. Pigerne beskrives som værende i en potentiel fare for at
havne i et regelmæssigt stofmisbrug og prostitution. De unge skønnes ikke at kunne sige fra og
går måske derfor med til noget, som de ikke har lyst til. Denne gruppe af unge betegnes som
”vilde unge”.
Unge, som ikke færdes i de traditionelle prostitutionsarenaer, men som enten sælger
seksuelle ydelser eller er under mistanke herfor, inddeles i PRO-Centrets analyse (Christensen
2000) af sociale institutioners kendskab til unge i prostitution i to typer.
Den ene form for relation kendetegnes ved at være af kortere varighed. Her kan der være
tale om unges betaling af byture, øl, spiritus, euforiserende stoffer eller måske
transportmuligheder. Den anden type af relation består af mere faste forhold, hvor de unge
over tid modtager dyre gaver i form af for eksempel smykker og tøj. De to grupper af unge har
ofte et større forbrug, end de har økonomiske midler til at dække. Dette kan være årsagen til,
at en mistanke om prostitution opstår hos de socialarbejdere, som arbejder med de unge.
Blandt andet i lyset af det forbrug og de goder, indtægter fra salg af seksuelle ydelser,
kan give mulighed for, problematiseres det af Christensen (2000), om de unge nødvendigvis
skal betragtes som ”ofre”. Baggrunden for denne problematisering er, at de unge har et motiv
med det, de gør, og i nogle tilfælde selv giver udtryk for, at de udnytter dem, de giver sex til
gengæld for modydelser. De unge betegnes derfor i nogle tilfælde som handlekraftige, om end
der på et overordnet plan er tale om et ulige forhold mellem den unge, der kan være i risiko for
at havne i regelmæssig prostitution, og den voksne sexkunde (Jessen 1998).
Karakteren af relationerne, som de unge indgår i, kan være svær at gennemskue, da de
unge ofte går alene i byen, og ofte opholder sig uden for de institutioner, hvor de bor.
49 I en tilsvarende undersøgelse fra Bergen, Norge, beskriver socialarbejderne de 12-18-årige, som færdes i
grupper med andre teenagere som værende i farezonen for at prostituere sig for at bevare tilhørsforholdet til
gruppen (Holmfjord et al. 2000).

39
Et andet eksempel på en gruppe, hvor der er mistanke om prostitution, er unge, som har
kontakt til betydelig ældre mænd. Ifølge Christensen (2000) samt informanterne i nærværende
undersøgelse, kan det i mange tilfælde være svært at gennemskue, hvilke fælles interesser
parterne har. Spørgsmålet er, om den unge prostituerer sig, eller om der er tale om et forhold
med gensidig omsorg. Ofte er det svært for socialarbejderne at afgøre.
Et eksempel på et prostitutionslignende forhold, som en døgninstitution i nærværende
undersøgelse beretter om, er et tilfælde, hvor en taxachauffør i en periode kører en gruppe
piger fra institutionen til fester i en nærliggende by. Taxachaufføren kører gratis for pigerne, til
gengæld for at de har sex med ham på skift. Institutionens leder kontakter politiet, da én af
pigerne fortæller en socialarbejder, hvad der foregår. Politiet vurderer, efter at have undersøgt
sagen, at det ikke vil være muligt at rejse tiltale mod chaufføren for udnyttelse af mindreårige
som følge af manglende beviser. Derfor sker der ikke mere i sagen.
5.7.1 Internettet
Det relativt nyt medie, Internettet, og dets rolle i forhold til at være udgangspunkt for unges
salg af seksuelle ydelser, har i Danmark endnu ikke været genstand for dybdegående
undersøgelser. Internettet er karakteriseret ved at være i konstant udvikling og bevægelse, og
har fået en væsentlig betydning for kontaktskabelse mellem prostituerede og kunder.
PRO-Centret forsøgte i 2001 at skabe et øjebliksbillede af prostitutionen på Internettet
(Haansbæk 2001). Undersøgelsen viser, at prostituerede i høj grad bruger Internettet til at
markedsføre deres ydelser via elektroniske annoncer. Internettet har dermed givet kunder og
prostituerede nye muligheder for kontaktetablering50 , som i udgangspunktet både giver kunde
og prostitueret en hidtil udset anonymitet.
PRO-Centret beskriver ikke unge prostituerede under 18 år, som sælger seksuelle ydelser
på nettet. Årsagen hertil kan være, at Haansbæk ikke er stødt på unge, der markedsfører sig
som prostituerede i rum, hvor voksne prostituerede har hjemmesider, eller hvor det er kendt, at
kunder og prostituerede chatter51 med hinanden. I lyset heraf kan noget tyde på, at de unge
ikke på samme vis som de ”professionelle” prostituerede markedsfører sig med egne
hjemmesider (Bruun Larsen et al. 2000) 52 .
Skønt salg af seksuelle ydelser på Internettet ikke er systematisk undersøgt her, har det
50 Når prostitution blandt unge på Internettet ikke er blevet undersøgt specifikt i nærværende undersøgelse,
skyldes det, at et sådant studie i sig selv ville være meget tids- og ressourcekrævende og bør foretages i en
selvstændig undersøgelse.
51 Udtrykket ”chat” bruges som betegnelse på den interaktive ”samtale”, som foregår via Internettet.
52 Det Kriminalpræventive Råd og Red Barnet har adspurgt 2753 unge under 18 år, om de har haft ubehagelige
oplevelser i forbindelse med chat. 26% svarede, at de havde fået sexkommentarer, mens 23% havde fået tilbud
om sex i forbindelse med chat. 5% svarede, at de havde mødtes med chatteren. 46% var ikke blevet generet.
Besvarelsen viser således, at halvdelen af børn og unge under 18 år har haft ubehagelige oplevelser i chatten i
form af sexkommentarer eller tilbud om sex . Undersøgelsen beskrives på www.sikkerchat.dk.

40
været interessant at logge sig ind i chatrooms53 på www.ofir.dk og www.opasia.dk. Her er det
åbenlyst for enhver, der logger sig på, at voksne54 søger kontakter med yngre drenge og piger
med tilbud om penge til gengæld for seksuelle ydelser. Ligeledes tilbyder også unge seksuelle
tjenester mod betaling55 .
Spørgsmålet er, om de voksne, som søger de unge til sex og gerne vil betale for det, kan
betegnes som prostitutionskunder. Ligeledes er spørgsmålet, om de unge, der måske selv
tilbyder tjenester mod betaling, kan karakteriseres som prostituerede. Da vi ved meget lidt om,
hvad der foregår i dette medie, skal jeg lade det være op til dyberegående undersøgelser at
belyse dette.
5.8 Prostitutionskunden
Der er internationalt lavet langt færre undersøgelser om prostitutionskunder end undersøgelser
om prostituerede. Nogle af de mest centrale kundeundersøgelser præsenteres i det følgende
med henblik på at afdække kundens adfærd og motiver set i relation til § 223 a.
Den danske prostitutionsundersøgelse fra 1989 (Bechmann Jensen et al. 1990) omfatter
kortere telefoninterviews med 17 prostitutionskunder. Formålet med interviewene var ikke at
undersøge kundernes motiv bag sexkøbet, men at skaffe sig et indblik i, hvad der foregår på
det danske prostitutionsmarked og blandt de prostituerede. Dermed siger undersøgelsen
ingenting om omfanget af prostitutionskunder i Danmark eller deres motiver og bevæggrunde
for at købe sex.
Lyngbye (2000) har med sit speciale i psykologi og kommunikation lavet den eneste
danske kundeundersøgelse. På baggrund af dybdeinterviews med 13 prostitutionskunder og
telefonsamtaler med 41 konkluderes, at disse mænds første prostitutionsoplevelser er sket i
forbindelse med en livskrise. Mændene søger nærhed og omsorg hos de prostituerede. Heller
ikke på baggrund af denne undersøgelse kan der sluttes noget om omfanget af
prostitutionskunder i Danmark eller om kundernes motiver bag prostitutionskøbet generelt.
De fleste skandinaviske kundeundersøgelser tager udgangspunkt i, at prostitution udgør
en social og kulturel konstruktion, der, ligesom seksualitet i øvrigt, udleves i kulturbundne
former. Prostitutionen menes således at ændre sig i takt med, at kønsrollerne ændrer sig, og
være under indflydelse af, i hvilket samfund prostitutionen finder sted. For Månsson (1998)
kan netop den store variation imellem, hvor ofte mænd i forskellige lande betaler for sex, være
en indikation på, at prostitution varierer fra kultur til kultur. I sin illustration heraf henviser
53
Chatrum er steder på Internettet, hvor man kan gå ind og udveksle beskeder med andre. I chatrum kan man
skrive beskeder til en synlig side, som andre brugere har adgang til samtidig som en selv.
54
Et eksempel på et chatnavn, hvoraf det kan læses, at en voksen søger en ung og indikerer at ville betale er
MsøgerUng$$$, GavmildOnkel$$$.
55
Et eksempel på et chatnavn, hvor af det kan læses, at der kan være tale om en ung, som sælger seksuelle
ydelser på Internettet, er BlowjobFor$$$15år.

41
Månsson til kvantitative undersøgelser, hvor det eksempelvis fremgår, at 40% af mændene i
Spanien, 16% i USA, 13% i Sverige56 og næsten syv procent i Storbritannien har betalt for sex.
I Danmark svarede 14% af cirka 1.100 mænd i 1987, at de havde købt sex mindst én
gang indenfor en tidsperiode på 10 år57 . Fordi man i undersøgelsen kun spurgte til mænds
prostitutionserfaringer i en begrænset periode, vurderes det, at det totale antal af mænd med
kundeerfaringer er større end de 14% (Schmidt et al. 1988) 58 .
Prostitutionskunder udgør et bredt udsnit af den mandlige befolkning.
Prostitutionskunderne er lige så hyppigt gifte som ugifte, de kommer fra alle aldersgrupper, om
end mænd i 25-40-års alderen menes at være den mest dominerende aldersgruppe blandt
prostitutionskunder. De kommer fra alle socialgrupper og er typisk hverken psykisk eller fysisk
handicappede (Prieur & Taksdal 1989, Bechmann Jensen et al. 1990, Månsson 1998) 59 . Ifølge
Månsson kan sexkunderne groft sagt inddeles i to hovedgrupper. Det samme gør Prieur og
Taksdals (1989) i deres norske kvantitative kundeundersøgelse60 . Når kundegrupperne ikke
diskuteres videre i forhold hinanden, skyldes det, at kundegrupperne måske i højere grad
supplerer end udelukker hinanden, og hver især kan indeholde en forklaring på motiver bag
prostitutionskøb.
Den første kundegruppe, Månsson identificerer, består af mænd, som lever i mere eller
mindre regelmæssige forhold til kvinder. De søger samtidig noget anderledes og ”køber, hvad
de vil have”. Den anden gruppe prostitutionskunder lever ifølge Månsson ikke så ofte i faste
forhold. De oplever besværligheder med at knytte kontakter til kvinder. Mændenes subjektive
opfattelse af deres forhold til kvinder kan ifølge Månsson være forårsaget af generthed, høj
alder, fysiske eller psykiske handicaps, hvilket også for kunderne legitimerer deres sexkøb.
Hos Prieur og Taksdahl (1989) er et andet motiv bag sexkøbene, at mændene ikke kan
eller ikke vil acceptere de forandrede kønsroller i det moderne samfund. Med sexkøbet
forsøger prostitutionskunderne at fastholde gamle forestillinger om mænds dominans over
kvinder. Købet af en prostitueret kommer dermed til at fungere som en kompensation, hvor,
om end kun i momenter, en ”tabt” orden genskabes.
Den anden gruppe sexkunder, Prieur og Taksdahl identificerer, består af yngre mænd,
hvis forestilling om køn og sex er skabt af det moderne samfunds masseproducerede illusioner i
56 70% af de svenske sexkøbere havde gjort deres sidste sexkøb i udlandet (Månsson, 1998).
57 Spørgsmålene blev stillet i 1987 i forbindelse med en helbredsundersøgelse af 1.114 respondenter.
58 Blandt mænd i alderen 51-55 år havde 28% haft kundeerfaringer i denne periode.
59 I svenske undersøgelser om prostitutionskunder, som blandt andet er udført i forbindelse med
betænkningsarbejde og offentlig debat af prostitutionen, har man analyseret kundens rolle og forsøgt at gøre op
med det traditionelt ofte entydige fokus på den kvindelige prostituerede i forskningen (Borg et al. 1981,
Månsson & Linders, 1984; Andersson-Collins, 1990; Sandell et al. 1996).
60 I den norske spørgeskemaundersøgelse svarede 564 ud af 1001 mænd. Med en bortfaldsprocent på 43,6%
tager forfatterne en række forbehold mht. resultaternes generaliserbarhed. 13% af de interviewede mænd
angav at have købt sex. Heraf havde 80% kun købt sex i udlandet (Prieur & Taksdal 1989:22).

42
form af pornografi og reklamer. Denne gruppe kunder forsøger med deres sexkøb at vige
udenom forpligtende relationer med ligestillede kvinder. Prostitutionen betragtes som værende
et redskab til at kunne kontrollere verden herunder også kvinder med penge. Dermed minder
denne gruppe til dels om Månssons første kundegruppe. For kunderne kan sexkøbet opleves
som et kravløst alternativ i en situation, hvor seksuallivet i parforhold ikke fungerer
tilfredsstillende, eller deres seksuelle fantasier ikke tilfredsstilles her (Månsson 1998:17).
Ifølge Månsson begrunder kun cirka én ud af ti prostitutionskunder eksplicit deres besøg
hos prostituerede med deres seksuelle behov. Snarere end selve den seksuelle akt har sexkøbet
stor betydning i mandens fantasi. Købet kan indtage en symbolsk repræsentation af eller et
bevis på kundens maskulinitet. En søgning efter spænding i tilværelsen kan være en anden
begrundelse, som vejer tungere end behovet for sex.
Månsson understreger, at mænds fantasier om prostitution ofte handler om seksuelt
avancerede og erfarne kvinder, hvor kunden, med købet af en prostitueret, også kan søge at
slippe de socialt konstruerede magtpositioner, og således lade den prostituerede være den
”aktive”, den udøvende part. Få kundeundersøgelser fokuserer specifikt på kunder, som søger
ungdomsprostituerede. Det følgende afsnit beskæftiger sig med, hvem der er kunder til unge
prostituerede, og hvad deres motiv er.
5.8.1 Prostitutionskunder til ungdomsprostituerede?
Fjendebilledet af ”horekunden”, som køber sex hos mindreårige, stemmer ifølge Jessen (1998)
ikke overens med den opfattelse som de unge prostituerede kvinder, hun har interviewet, har af
deres kunder61 . En vigtig pointe hos Jessen er, at prostitutionskunder hos
ungdomsprostituerede ikke kan betragtes som pædofile 62 og dermed ikke har specielle
præferencer for børn. Snarere kan der være tale om, at prostitutionskunder køber seksuelle
ydelser hos dem, som sælger sig selv og som i udgangspunktet er tilgængelige på det
pågældende tidspunkt. Således kan kunden blive misbruger af børn og unge (op til 18 år), fordi
vedkommende i udgangspunktet er prostitutionskunde: ”The vast majority of child prostitutes
are integrated into the mainstream sex industry which serves all those who wish to purchase
commercial sex … Any group which represents a source of demand for commercial sex can
therefore be assumed to supply a significant number of child sex exploiters, many of whom
will be situational abusers” 63 .
Rapporten, hvorfra det ovennævnte citat stammer, opdeler prostitutionskunder i tre
grupper. The situational user er en prostitutionskunde, som mere eller mindre ubevidst køber
61
Jessens undersøgelse er bygget på dybdeinterview med 11 gadeprostituerede fra Oslo i efteråret 1997.
62
Pædofil defineres som voksne, der seksuelt tiltrækkes af børn under 12 år eller børn, som endnu ikke er i
puberteten.
63
Citatet er fra ”The Sex Exploiter”, udgivet på World Congress against Commercial Sexual exploitation of
Children. Aug.1996.

43
en ung, fordi den unge, i den pågældende situation, er tilgængelig. Den anden gruppe af
prostitutionskunder er The preferiential user, som foretrækker unge, der er nået til puberteten,
mens den tredje gruppe karakteriseres som den pædofile kunde, som seksuelt tiltrækkes af
børn under 12 år eller børn, der endnu ikke er kommet i puberteten.
Det er Jessens overbevisning på baggrund af sin undersøgelse, at de fleste
prostitutionskunders præferencer er situationsbestemte. Hun advokerer samtidig for, at de
fleste kunder har en indbygget bremse både mod at købe sex af og forgribe sig på mindreårige
og børn. De tiltrækkes i højere grad af og eftersøger nye, friske prostituerede, hvilket kan gøre
dem til sexkunder hos mindreårige. Jessens informanter fortæller, at kunderne aldrig spurgte til
deres alder. I tilfælde hvor de gjorde, er det informanternes oplevelse, at kunderne blev
stimuleret positivt af pigernes lave alder64 .
I relation til prostitutionskundens motiver til at gå til unge prostituerede, diskuterer
Jessen, hvorvidt mange sexkunder har seksuelle problemer. Hun mener dermed, at nogle
sexkunders motiv bag sexkøbet hos unge er, at de ikke oplever, de kan leve op til de krav,
voksne seksualpartnere stiller til dem. Derfor søger de at købe sex hos unge prostituerede. Ved
at købe sex hos unge kan mændene slippe for høje forventninger til deres præstationer.
5.9 Sammenfatning
Det kan i lyset af de præsenterede undersøgelser og informanters erfaringer med unges
involvering i prostitution konstateres, at få socialarbejderne har nogen egentlig omfattende
viden om emnet. Den viden, der foreligger, er ofte baseret på mistanker eller formodninger
snarere end konkrete viden baseret på udsagn fra de unge selv eller deres kunder.
Unge, som har erfaringer med at sælge sex, kan overordnet set inddeles i to grupper.
Den første gruppe består af socialt belastede unge, der måske som følge af et mere
regelmæssigt stofmisbrug tjener penge ved prostitution til finansiering af misbruget.
Prostitutionen kan finde sted i det etablerede prostitutionsmiljø, for eksempel som
gadeprostituerede. Når de unge prostituerede sjældent identificeres af socialarbejdere, som
foretager opsøgende socialt arbejde i prostitutionsmiljøet, kan årsagen hertil være, at denne
gruppe af unge sexsælgeres tilknytning til miljøet ofte er af sporadisk og uregelmæssig
karakter. Den anden og formodentlig større gruppe af unge med prostitutionserfaringer,
beskrives som mere ressourcestærke unge. I denne undersøgelse har socialarbejdere, som er
tilknyttet sociale døgninstitutioner eller væresteder, berettet om deres konkrete erfaringer med
eller mistanker om unges mulige involvering i prostitution. Mistanken kan være en følge af de
64 Bechmann Jensen et al. (1990) ræsonnerer også om alderens betydning i prostitutionsmiljøet og kundernes
præferencer efter unge prostituerede. Ifølge Bechmann Jensen et al. spiller den faktiske alder ofte en mindre
rolle end selve forventningen om alder, hvorfor prostituerede ofte opgiver den alder, som synes mest
hensigtsmæssig.

44
unges stærkt seksualiserede adfærd, mange skiftende og måske væsentlig ældre
seksualpartnere, mange byture eller et forbrug i øvrigt, som burde ligge udenfor den unges
økonomi.
Den sidstnævnte gruppe af unge kan opdeles i to grupper. Den første gruppe består af
unge, der indgår i længerevarende forhold med eksempelvis mænd, som er væsentligt ældre
end dem selv, og som køber dyre gaver til dem. Den anden gruppe kan karakteriseres som
unge, der har mange skiftede sexpartnere, og som menes ad denne vej at stille sig seksuelt til
rådighed mod forskellige former for genydelser. Internettet kan være et medie, hvor unge får
tilbud om eller selv tilbyder seksuelle ydelser mod betaling.
Relationerne, de unge indgår i, er ikke nødvendigvis regelmæssige og betegnes af nogle
informanter som prostitutionslignende eller som gråzoneprostitution. Endvidere
problematiseres det af en række informanter, om sexsælger eller sexkøber nødvendigvis
betragter sig selv som henholdsvis prostitutionskunde eller prostitueret. Udvekslingen af
ydelser kan for den unge være som et led i at eksperimentere med sin seksualitet og for kunden
være en vej til at købe sig til en relation med en ung. Når parallellen kan trækkes til
prostitution, skyldes det, at den unge stiller sig seksuelt til rådighed mod en form for
genydelse.
De ovenfor nævnte erfaringer kan have betydning for unges videre vej ind i prostitution.
Ifølge flere kvalitative undersøgelser finder de første prostitutionserfaringer ofte sted udenfor
det etablerede prostitutionsmiljø og betegnes af ældre prostituerede som medvirkende årsager
til, at prostitutionen senere blev en levevej. Når 1,4% af de 14-17-årige unge i en norsk
undersøgelse svarer, at de har gjort erfaringer med at sælge seksuelle ydelser, kan konteksten i
hvilken det er foregået, være som ovenfor beskrevet. At tre gange så mange drenge som piger i
undersøgelsen har svaret, at de har erfaringer med at sælge seksuelle ydelser, kan muligvis
være en indikation på et måske overset socialt problem, også i Danmark.
Kunderne, som henvender sig til prostituerede under 18 år i det etablerede
prostitutionsmiljø, menes ifølge norske undersøgelser ikke nødvendigvis som udgangspunkt at
være på jagt efter mindreårige. I højere grad er det nye og unge prostituerede, som er
efterspurgte. At prostitutionskunden køber sex hos mindreårige sker ifølge Jessen i mange
tilfælde som en følge af, at kunden som udgangspunkt er sexkunde og den unge prostituerede
er tilgængelig. Med reference til undersøgelser om prostitutionskunders motiver til at købe
seksuelle ydelser kan en mulig årsag til, at de unge foretrækkes af nogle kunder være, at de
unge prostituerede ikke er truende på samme måde som ældre prostituerede måske kan være.

45
6 Analyse af kvalitativt materiale
Analysen af det kvalitative materiale er opdelt efter temaer, således at første del søger at
afdække dommere, politi, socialarbejdere og prostitueredes kendskab til straffelovens § 223 a,
samt kendskabet til unge i prostitution og til prostitution generelt i de udvalgte politikredse.
Dernæst præsenteres informantgruppernes holdning til § 223 a og til lovreguleringerne i
straffelovgivningen på prostitutionsområdet. Det er her været formålet at undersøge, hvorvidt
informanterne mener, om staten skal blande sig i prostitutionsrelaterede forhold.
I det omfang det er relevant, inddrages også nogle af de argumenter for og imod § 223 a,
som fremkom i forbindelse med høringsrunden og den politiske debat i Folketinget inden
vedtagelsen af lovbestemmelsen i 1999. Årsagen hertil er, at en stor del af kritikken af § 223 a,
som fremkom inden lovens vedtagelse, gentages hos informanterne i nærværende undersøgelse.
6.1 Kendskab til § 223 a
De interviewede socialarbejdere, dommere og politifolk fik inden de personlige interviews et
brev tilsendt, som beskrev § 223 a og formålet med interviewet. Derfor var de fleste forberedt
til det aftalte interview og havde undersøgt politikredsens brug af § 223 a og kendskab til
omfanget af ungdomsprostitution. I lyset heraf har det været svært at vurdere, hvor udbredt
kendskabet til § 223 a var i de pågældende miljøer inden min henvendelse.
I telefoninterviewene med repræsentanterne fra politiet, som ikke i forvejen havde
modtaget information om undersøgelsens formål, fortæller otte ud af 15 interviewede
politifolk, at de ikke kender § 223 a. Andre kan måske huske dengang, bestemmelsen blev
vedtaget sammen med afkriminaliseringen af prostitution, men har ikke siden brugt paragraffen
i deres arbejde og har derfor ikke loven specielt præsent. De fleste informanter betvivler i lyset
heraf, om den menige politiassistent, som patruljerer på gaden, kender bestemmelsen.
Forklaringen på det manglende kendskab har i flest tilfælde været, at politiet ikke er stødt på
mindreårige prostituerede i deres politikreds.
Specielt én politikreds adskiller sig fra de øvrige ved at være meget bevidst om, hvad der
foregår i kredsens prostitutionsmiljø. Politimesteren i den pågældende politikreds kender § 223
a og er overbevist om, at stationens øvrige politimænd også gør det. Det lokale SSP
samarbejde nævnes her som et vigtigt redskab, med hvilket politiet samarbejder med de sociale
myndigheder og holder sig orienteret om, hvad der foregår blandt de unge i byen.
I den politiske debat i forbindelse med vedtagelsen af § 223 a blev det understreget af
såvel regeringspartierne som af oppositionen, at der sammen med lovbestemmelsen skulle
iværksættes en øget social indsats overfor de unge prostituerede (j.nr. 1996-730-0357). Men
kun få informanter i nærværende undersøgelse kender til sådanne sociale tiltag. Nogle
informanter henviser til etableringen af PRO-Centret i København i 1997. Andre informanter
fra politiet og det sociale system henviser til deres lokale SSP-samarbejde. Ingen har kendskab

til, at man i socialfaglige sammenhænge har sat specielt fokus på unge i prostitution.
46
6.1.1 Socialarbejdernes kendskab til § 223 a
Hos socialarbejderne angiver størstedelen af informanterne at have kendskab til § 223 a, om
end de fleste medgiver, at de ikke er specielt opmærksomme på den i deres daglige arbejde.
Om sit kendskab til loven, siger en socialarbejder fra hovedstadsområdet: ”Ja, jeg vidste godt,
at den fandtes … Men det er jo ikke en, som jeg i praksis hverken kan bruge eller har særlig
meget brug for”. Flere socialarbejdere forklarer kollegaers og egen manglende kendskab til
eller anvendelse af bestemmelsen med, at der omkring unges involvering i prostitution er stor
berøringsangst.
6.1.2 Kendskab til § 223 a i prostitutionsmiljøet
I debatten før § 223 a’s vedtagelse udtalte en informant, som til dagligt arbejder med belastede
unge i Københavns prostitutionskvarterer, at hun frygtede, at ungdomsprostitution, med
kriminaliseringen af kunden, risikerede at blive mere organiseret. Hendes bekymring var, at det
ville blive sværere for socialarbejderne at komme i kontakt med de unge prostituerede.
Endvidere var frygten, at organiseret prostitution kunne blive en øget del af det danske
prostitutionsbillede. I dag er erfaringen, at prostitutionen blandt unge ikke synes at være blevet
mere skjult eller bedre organiseret som følge af vedtagelsen af § 223 a: ”De [unge] ved ikke,
det er ulovligt, at en kunde går med dem. Det ved de ikke”. Men: ”Når vi kun kender én
[prostitueret under 18 år], kan det jo være fordi, at det er blevet mere skjult”.
I prostitutionsmiljøet har den interviewede telefondame et konkret eksempel på en 17årig
prostitueret, som arbejder på gaden. Pigen kan på grund af sin unge alder ikke komme i en
sexklub, hvor andre gadeprostituerede ellers bringer deres kunder, når den seksuelle akt skal
finde sted. Ejeren af klubben er bange for at miste sin bevilling, hvis pigen opdages på stedet.
Informanten mener ikke, at hverken den 17-årige eller klubejeren kender § 223 a og
kriminaliseringen af kunderne. Snarere menes klubejeren at vide, at det er ulovligt for ham at
have unge under 18 år på stedet og tjene penge på deres sexsalg (straffelovens § 228).
De interviewede prostituerede, som arbejder på massageklinikkerne, understreger
samstemmende, at der er en generel opfattelse i prostitutionsmiljøet af, at piger under 18 år er
for unge at have ansat. En væsentlig årsag hertil er, at det er for farligt for klinikindehaverne,
som risikerer, at politiet lukker klinikken, hvis ansættelsesforholdet opdages. Informanterne
sætter dog også spørgsmålstegn ved, om det er kendskab til kriminaliseringen af kunden, eller
at det er ulovligt for klinikejere at have en person under 18 år ansat, som forveksles med § 223
a.

6.1.3 Kendskab til ungdomsprostitution
47
Som tidligere nævnt forklares det manglende kendskab til eller fokus på § 223 a hos
informanterne fra politiet med, at de kun i meget få tilfælde har kendskab til prostitution blandt
unge under eller omkring 18 år i deres politikreds. Prostitution blandt unge betragtes som et
”københavnerproblem” og/eller forbindes med narkoprostitution. Et fåtal af de interviewede
dommere eller repræsentanter fra politiet kender umiddelbart til sager, hvor unge er involveret
i prostitution.
I de større politikredse beskrives nogle af de rammer, indenfor hvilke
ungdomsprostitution kan foregå. En gruppe er de såkaldte vilde unge65 , hvor nogle af pigerne
menes at bevare tilknytningen til gruppen ved at skaffe penge og materielle goder, og det sker
ved lejlighedsvis at sælge sex. Andre unge formodes via Internettet eller mobiltelefoner at
sælge seksuelle ydelser. I de fleste tilfælde er der tale om formodninger og mistanker snarere
end konkrete erfaringer.
I byer med gadeprostitution har informanterne fra politiet en formodning eller en konkret
viden om, at unge prostituerede under 18 år kan opholde sig i gadeprostitutionsmiljøet. En
politichef fra en større dansk by udtaler om ungdomsprostitution, som informanten i øvrigt
ikke mener finder sted i politikredsen: ”Somme tider står der nogen, når vi kører forbi om
aftenen, der ser ud som om de godt kunne være [under 18 år], men jeg tror, det er nogle
enkelte gange, de går ned og prøver sig frem. Det kunne man godt forestille sig”. Det er ikke
noget, informanten har undersøgt nærmere.
Om end de fleste informanter fra politiet ikke tilkendegiver at være specielt
opmærksomme på § 223 a eller problematikken omkring ungdomsprostitution, understreges
det, at støder de på en ung prostitueret i politikredsen eller modtages en politianmeldelse, vil
politiet se på sagen med samme øjne som andre sædelighedsforbrydelser. Ingen finder det
acceptabelt, at unge under 18 prostituerer sig.
6.1.4 Case 66
Politiet i en større by holdt i en periode i 2001 øje med byens massageklinikker. På et tidspunkt
observerede politiet seks til otte østeuropæiske kvindelige prostituerede. Kvinderne var meget
opmærksomme på politiets tilstedeværelse og tog derfor deres kunder med til en sexklub, hvor
politiet ikke havde mulighed for at følge dem.
Politiet observerede i den forbindelse en ung kvinde, som havde kontakt med flere biler,
og som endelig talte med en mand i en taxa, hvorefter de sammen kørte bort. Politiet fulgte
efter taxaen, som blandt andet på sin vej gjorde holdt ved en hæveautomat. Manden hævede
65
Jævnfør med Screeningsrapport fra København City (Magnussen 2000) omtalt i afsnit 5.7.
66
Denne case handler om en ung prostitueret og dennes kunde og er fortalt af en informant fra politiet. Casen
er gengivet, som den blev fortalt.

48
penge og taxaen fortsatte med de to. Inden parret nåede til mandens hjem, blev de standset af
politiet og afhørt. Kvinden viste sig at være 17 år. Kunden fortalte, at han var i området for at
købe sex og mødte i den forbindelse den pågældende prostituerede. Kvinden fortalte, at mødet
med manden for hende havde været kærlighed ved første øjekast. Manden havde rullet vinduet
ned og spurgt, om hun ville med hjem og bolle. Hun blev så forelsket i manden, at hun
hoppede ind i bilen og kørte med. Ifølge hende var der ikke tale om sex mod betaling.
Kvinden blev anholdt for overtrædelse af udlændingeloven, fordi hun arbejdede i
Danmark, men opholdt sig her på et turistvisum. Hendes alder fik ingen konsekvenser for
kunden. Ifølge politiet var hun ikke tydeligt, udseendemæssigt, under 18 år, men kunne også
ligne en 18-19-årig. Politiet vurderede derfor ikke, at manden burde have kunnet gennemskuet
hendes alder. Samtidig var det mørkt på det tidspunkt, hvor kunden samlede kvinden op,
hvilket ifølge politiet besværliggjorde forsætkravet yderligere. Et yderligere argument, som
afholdt politiet fra at rejse tiltale mod prostitutionskunden, var, at der endnu ikke var foregået
noget seksuelt mellem kunden og pigen.
Ifølge politiet ville manden aldrig være blevet dømt efter § 223 a på trods af, at han
tilstod sit ærinde. Omdrejningspunktet for politiets beslutning var, at manden ikke bevidst
havde antastet en person under 18 år. På spørgsmålet, om man kunne have handlet anderledes
og eventuelt kunne have indblandet de sociale myndigheder, svarer informanten, at det havde
de ikke fået noget ud af, idet sagen var en ganske almindelig udvisningssag.
6.1.5 Socialarbejdernes kendskab til ungdomsprostitution.
Som det er fremgået i den foregående beskrivelse af socialarbejdernes kendskab til eller
mistanker om unges involvering i prostitution67 , identificeres unge, som måske snarere indgår i
prostitutionslignende relationer, end de kan betegnes som værende prostituerede. Om end
socialarbejderne kan have mistanke eller viden om, at de unge modtager goder eller penge til
gengæld for seksuelle ydelser, betragtes de ikke som prostituerede. Informanterne finder
således i mange tilfælde ikke, at lovbestemmelsen har været et egnet redskab til anvendelse
overfor de unges ”sexkøbere”. I de tilfælde socialarbejderne i interviewene har berettet om, at
de kunne have valgt at rejse en anmeldelse overfor en mulig kunde, har bestemmelsen ikke
været i deres overvejelser. Dermed er mistanker om unges prostitution eller
prostitutionslignende forhold i meget få tilfælde blevet relateret til § 223 a. De unge vurderes i
de konkrete tilfælde hverken at ernære sig helt eller delvis ved prostitution.
I andre sammenhænge, hvor der har været tale om unge, som optræder i
prostitutionsmiljøet og for eksempel har tjent penge på gadeprostitution, er § 223 a heller ikke
overvejet anvendt. De unges prostitution menes også i disse sammenhænge i mange tilfælde at
67 Se afsnit 5.7.

49
være sporadisk og uregelmæssig. Ofte er de unges situation under indflydelse af et akut behov
for penge. Når socialarbejderne ikke har overvejet at anmelde de unges sexkunder efter § 223
a, skyldes det sammen med en manglende relatering til § 223 a’s eksistens også, at fokus i
mange tilfælde har været at få den unge til at ophøre med sine aktiviteter. Samtidig har
socialarbejderne sjældent konkret kendskab til, hvem kunderne er, eller hvor den unge mødes
med dem.
6.2 Holdningsundersøgelse
Det er formålet i den videre analyse at beskrive informanternes holdninger til § 223 a samt
holdningen til, om det er samfundets endsige de interviewede faggruppers opgave at begrænse
ungdomsprostitution. Når informanterne er blevet spurgt om deres holdninger til § 223 a og
andre prostitutionsrelaterede emner, skal svarene ses i lyset af, at de ikke nødvendigvis så
meget er et udtryk for ”sandheden”. Snarere repræsenterer de svar, informanterne udtaler, en
given holdning på det pågældende tidspunkt og i en konkret sammenhæng. Informanterne er
således i en række tilfælde blevet bedt om at udtale sig om en problematik, som de måske ikke
har egentlige erfaringer med i forbindelse med deres arbejde.
6.2.1 Holdning til § 223 a
Størstedelen af dommerne samt de fleste repræsentanter fra politiet, som på
interviewtidspunktet kendte § 223 a, er kritiske overfor bestemmelsen på grund af dens
formulering68 . Lovbestemmelsen kaldes for ”politisk makværk”, ”et slag i luften”,
”efterforskningsmæssig umulig” og ”en politisk erklæring, som er nærmest umulig at arbejde
med”. Med paragraffen oplever informanterne, at politikerne er blevet opmærksomme på et
socialt problem, som de ikke har vidst, hvad de skulle gøre ved. Med vedtagelsen af § 223 a
mistænkes lovgiverne for nu at kunne henvise til, at de har gjort en indsats mod unge i
prostitution og dermed ikke behøve at foretage sig noget videre.
Gruppen af socialarbejdere er umiddelbart mest positivt indstillede overfor § 223 a, men
problematiserer i flere tilfælde, at politiet ikke synes at bruge loven i det omfang, de har
mulighed for det.
For dommere og politi er det i mange tilfælde holdningen, at ungdomsprostitution ikke
kan løses af hverken den dømmende eller udøvende magt. En dommer udtrykker sin holdning
således: ”Nu forsøger de at løse det ved at kriminalisere det. Det løser bare ikke problemerne
for de her unge. Jeg kunne så have den private opfattelse, at der kunne være mere effektive
midler, hvormed man kunne sætte ind end straffelovgivning i forhold til pigerne”. På
68 I interviewene med socialarbejderne og informanterne i de 30 kortere telefoninterviews blev kun få spurgt om
holdninger til lovens formuleringer, da det var tydeligt, at ingen eller meget få kendte til den konkrete
formulering af § 223 a.

50
spørgsmålet, om dommeren hentyder til sociale indsatser, er svaret: ”Ja!”.
Så godt som alle informanter er enige i § 223 a’s ideologisk korrekte signal om, at vi
som samfund ikke kan tillade os at have prostituerede under 18 år. Samtidig er holdningen
blandt dommere og politi den, at det er den sociale indsats overfor prostituerede, som bør
opprioriteres frem for med straffelovgivningen at øge kravene til politiets indsats: ”Det er først
og fremmest et socialt anliggende, hvordan man lægeligt og måske sundhedsmæssigt kan
støtte og hjælpe de prostituerede, og ikke et spørgsmål om det er noget, politiet skal tage sig
af”. Støder politiet på en prostitueret under 18 år, vil målet være at få den unge overgivet til de
sociale myndigheder så hurtigt som muligt i stedet for at anholde en kunde: ”Barnets tarv frem
for fjolsets sag”.
Et par dommere og repræsentanter fra politiet stiller spørgsmålstegn ved
lovbestemmelsens berettigelse ud fra den betragtning, at forholdet vurderes som mere eller
mindre baseret på frivillighed: ”Bestemmelsen er ude af trit med tiden, synes jeg. Det er ikke
en bestemmelse, jeg synes, man skal file på eller pynte på eller gøre ved”. Holdningen kan ses
i lyset af, at nogle informanter betragter prostitution som legaliseret, og ser udviklingen i
samfundet som gående i retning af øget frihed og flere krav til individet om at tage ansvar for
egne handlinger.
Et par dommere udtrykker irritation over § 223 a med henvisning til, at også prostitution
blandt unge må betragtes som et erhverv eller en forretningsmæssig sammenhæng på lige fod
med andre erhverv: ”Jamen her laver man en forretning. Det er jo en forretning, man
kriminaliserer”.
6.2.2 Politiets og dommernes fokus på prostitution
Når denne evalueringsrapport også kort beskriver informanternes holdning til prostitution
blandt voksne, sker dette i et forsøg på at belyse, i hvilket omfang informanterne mener, at der
bør lovgives om prostitution. En klar tendens er her, at især dommere og politifolk udtaler, at
prostitution, herunder også prostitution blandt voksne, bør løses med sociale tiltag snarere end
kriminalisering og lovgivning.
På interviewtidspunktet havde politiet i flere politikredse været på uanmeldt besøg på
massageklinikkerne i deres område. I nogle byer var hensigten at etablere kontakt til
klinikkerne, inden organiserede bagmænd, med det formål at afkræve ”beskyttelsespenge”,
gjorde det. Politiets hensigt var at skabe en form for positiv kontakt til de prostituerede.
Samtidig var formålet at undersøge omfanget af udenlandske prostituerede på klinikkerne,
samt at undersøge om denne gruppe prostituerede opholder sig ulovligt i landet og/eller skulle
arbejde som prostituerede mod egen vilje.
Generelt tilkendegiver informanterne, at de i deres daglige arbejde ikke i væsentlig grad
fokuserer på eller har iværksat målrettede indsatser overfor prostitutionen. Flere fortæller, at

51
de betragter prostitution som legaliseret. I lyset heraf anses prostitution ikke for at være et
område, de skal beskæftige sig meget med, med mindre der foreligger en anmeldelse eller
politiet bliver opmærksomme på direkte ulovligheder i prostitutionsmiljøet: ”Det, som
interesserer os, er først og fremmest organiseringen og bagmændene bag prostitutionen, og
dem der tjener penge på prostitutionen. Helt oplagt! Hvis man skulle falde over piger, der så
meget unge og små ud, så ville man betragte det som et socialt problem og selvfølgelig
overveje, i hvilket omfang man kunne underrette og orientere de sociale myndigheder om, at
der var en meget lille pige, der prostituerer sig”. Ingen beretter om, at de på uanmeldte besøg
på massageklinikker er stødt på unge prostituerede under 18 år. Det understreges af
informanterne, at de ville have tjekket de prostitueredes alder, hvis de prostituerede så ud til at
være under 18 år.
Et længere citat fra en højt placeret repræsentant fra politiet, inddrages i det følgende.
Informanten har i sit daglige arbejde prostitution som sit ansvarsområde og sætter ord på
holdninger, som andre informanter blandt dommere og politi også tilkendegiver. Eksempelvis
udtrykker 10 ud af de 15 telefoninterviewede repræsentanter fra politiet samt flertallet af de
interviewede dommere direkte, at de betragter prostitution som kvindens ældste erhverv, at
prostitution er kommet for at blive, hvorfor det anses som naivt at tro, at prostitutionen i
samfundet kan afskaffes. Holdningen er, at vil en kvinde leve af at sælge sex, og der ikke er
tale om, at hun er tvunget i prostitution, er det ikke noget, politiet skal blande sig i.
Det er ikke hensigten at karakterisere informanternes udtalelser som ”repræsentative” for
dommernes og politiets generelle holdning til prostitution. Det kan ikke afvises, at andre
dommere og politifolk har andre opfattelser69 . Nogle udtalelser skal muligvis ses i lyset af
irritationen over § 223 a, og at regulering af ungdomsprostitution gøres til deres ansvar.
Citaterne illustrerer det skisma, der i mange tilfælde er blevet identificeret, hvor informanterne
synes, det er synd for de prostituerede, at de befinder sig i den livssituation, som de gør.
Samtidig betragter informanterne livet som prostitueret som selvvalgt eller hørende under de
sociale myndigheder og ikke under politiets ansvarsområde.
Informanten, som ikke kender § 223 a, siger om sin holdning til at kriminalisere kunder
til unge prostituerede: ”Jamen min personlige holdning er, at jeg synes, det er latterligt at
gøre mændene kriminelle i den forbindelse…Jeg tror, [kunderne]forventer, at når man går på
en massageklinik …at [forholdene så] er i orden. Og jeg skal ikke tage hensyn til noget, når
jeg kommer derhen eller lægge mærke til, om de nu er så gamle, som de skal være … Jamen,
jeg mener da, at det er noget svineri at misbruge pigerne. Jeg tror bare ikke, at folk gør det
bevidst … De piger dér, de trives jo, og nu har de valgt det erhverv. Det må de jo selv om.
Jamen så undgår vi måske en voldtægtsforbryder. Jeg synes, det er dumt at gå ind og lave
69 På samme vis skal socialarbejdernes holdning til prostitution heller ikke betragtes som ”repræsentative”
udtalelser for socialarbejdere i øvrigt. Det skal ikke afvises, at andre socialarbejdere har andre opfattelser.

52
flere love omkring sådan noget”.
Om sin holdning og kendskab til udenlandske prostituerede, siger informanten efter at
have deltaget i en politiindsats, hvor politiet har foretaget uanmeldt besøg på
massageklinikkerne i politikredsen: ”Man troede, at de blev tvunget herover. Det passer
absolut ikke. Dét, vi kan se er, at det faktisk er ludere derovrefra eller nogen, der vil være
ludere, som laver en kontrakt, og så arbejder og tjener de penge her. De der episoder, man så
hører om, det er jo når de ikke opfylder kontrakten, at [bagmændene] kan presse nogen
derhjemme”. Informanten problematiserer ikke, at det er ulovligt at have kontrakter med
prostituerede (straffelovens § 228).
Hos størstedelen af dommerne kan den samme holdning til prostitution også
identificeres. En dommer siger om prostitutionens plads i samfundet: ”Der er jo tale om et
erhverv, der er så gammelt og så indgroet … Det har jo sin egen rolle i samfundet. Hvorfor
skulle man dog kriminalisere sådan noget? Man kan sige, at det bliver lidt svært at tale om
ligeberettigelse, fordi jo mere ligeberettigelse kvinderne har, jo mere må de også selv stå til
ansvar for det, de foretager sig. De vil have ligeberettigelse med den ene hånd og vil så have
beskyttelse med den anden”.
Især den eneste interviewede kvindelige dommer og nogle politifolk betragter, i
modsætning til flertallet af de øvrige informanter i de to faggrupper, prostitution ud fra et
kønspolitisk perspektiv. Her anskues prostitution som et kvindeundertrykkende og
samfundsmæssigt uacceptabelt erhverv. Fælles for de interviewede dommere er, at de efterlyser
konsekvens i straffelovgivningen. Enten er prostitution et samfundsmæssigt uacceptabelt
erhverv, fordi det er skadeligt for de prostituerede og er vold mod kvinder, eller også er det
det ikke: ”Hvis man vil kriminalisere kunder, så skal det være dem alle sammen. Altså så er
det selve det, at man ikke vil acceptere, at kvinder lever af at sælge deres krop, og at nogen
indgår aftaler med dem om det”.
Der er generel enighed om, at prostitution ikke kan bekæmpes med straffelovgivning. I
lyset heraf, er der udbredt enighed om, at afkriminaliseringen af de prostituerede er rigtig.
6.2.3 Holdning til ungdomsprostitution
Af socialarbejderne forbindes unges regelmæssig prostitution med stofmisbrug, dårlig opvækst
præget af omsorgssvigt, seksuelle overgreb, incest, ustabile eller helt fraværende nære
relationer til voksne og/eller jævnaldrende, dårlige sociale netværk og udpræget lav
selvværdsfølelse. I lyset heraf betragter socialarbejderne både prostitution blandt unge og
voksne som et socialt og samfundsmæssigt problem, som samfundet ikke bør acceptere, men
skal forsøge at forebygge dels med lovgivning dels med sociale tiltag. Ingen blandt
socialarbejderne mener dog, at prostitution skal reguleres ved at kriminalisere den
prostituerede, hvad enten der er tale om unge eller voksne prostituerede.

53
Også stort set alle interviewede dommere og repræsentanter fra politiet betragter
ungdomsprostitution som et uønsket socialt problem. De finder ungdomsprostitution
uacceptabelt både ud fra et samfundsmæssigt perspektiv og for de unge selv. Divergerende
holdninger blandt dommerne kommer frem i spørgsmålet, om den unge kan betragtes som et
offer, samt hvilken betydning den unges ”selvstændige” handlinger skal tillægges. Den
kvindelige dommer siger herom: ”Den forurettede er den prostituerede. Det er et indgreb på
hendes legeme, som bliver foretaget, og det er hun ikke i stand til at forvalte selv. Og selv om
krænkelsen kan virke som en aftale, så er hun ikke i stand til at indgå sådan nogle aftaler. Så
er der er jo en forurettet”.
Andre dommere understreger, at den unge ikke er forurettet i ”traditionel” forstand, som
eksempelvis et voldtægtsoffer, der har været udsat for en forbrydelse, er. På spørgsmålet, om
der ikke er tale om en forurettet, hvis en voksen mand har købt sex hos en person under 18 år,
svarer en dommer: ”Nej, det synes jeg ikke, man kan sige. Når vedkommende driver det som
erhverv, helt eller delvis, er vedkommende jo ikke forurettet. Så er det jo noget, vedkommende
har villet”. Hvem den forurettede så er, svarer informanten: ”Der er ikke nogen forurettet i
den situation, andet end den offentlige moral”.
Flere informanter sammenligner omstændighederne omkring en anmeldelse efter § 223 a
med narkosager, hvor hverken sælger eller køber er interesserede i at anmelde eller vidne, hvis
handlen afsløres. I denne sammenhæng karakteriserer både dommere og politi sager efter § 223
a som ”offerløs kriminalitet” i forhold til den unges formodede manglende vilje til at anmelde
kunden eller vilje til at medvirke i politiets efterforskning: ”Nu tror jeg jo ikke på, at man kan
få nogen af de her unge mennesker til at sidde og forklare, at de har en regelmæssig
sideindtægt ved prostitution”.
På spørgsmålet, om betragtningen om ungdomsprostitution som offerløs kriminalitet er
medvirkende til et manglende fokus på prostitution i politiets arbejde og antallet af rejste sager,
svarer den interviewede anklager fra politiet:”… Vi vil jo ikke starte noget, som for det første
ikke er sikkert. Og for det andet er det også en vurdering af, hvor mange ressourcer skal vi
sætte ind? Vi har jo kun et vist antal begrænsede ressourcer … Burde man ikke bruge
ressourcerne i det sociale system eller i vores kriminalpræventive afdeling i stedet for … Det
er ikke et kriminalitetsproblem, men et samfunds- eller et socialt ungdomsproblem”.
I den politikreds, som i højere grad end de øvrige interviewede politikredse, prioriterer
indsatsen overfor prostitutionsrelaterede problematikker, betragter man den unge som
forurettet. Om holdningen til § 223 a siger politimesteren: ”Vi har en situation, hvor vi prøver
at beskytte de her piger. Det er ikke sikkert, at de er så forfærdelig glade ved det. Men nu har
vi et instrument til det, og så er vi nødt til at sige, at vi har sgu et offer her”. Når
politikredsen ikke har haft nogen sager efter § 223 a forklares det med, at hverken politiet eller
det lokale SSP-samarbejde er stødt på de unge prostituerede, ligesom den pågældende

politikreds ikke har modtaget anmeldelser om personer, som køber sex hos under 18-årige.
6.2.4 Holdning til 18-års aldersgrænsen
54
Spørgsmål om holdninger til 18 års aldersgrænsen i § 223 a er blevet stillet informanterne for
at undersøge, hvor de mener, at aldersgrænsen bør gå hos prostituerede for at kunder må købe
seksuelle ydelser hos dem. Bør aldersgrænsen gå ved 18 år, ved 15 år, som er den seksuelle
lavalder, eller måske ved 21 år?
Størstedelen af informanterne er enige i FN-konventionens definition af, at børn er børn
indtil deres 18. år. Om 18 års aldersgrænsen i § 223 a siger en informanter fra politiet: ”Vi har
en samfundspligt overfor børn under 18 år til at skåne dem så langt, som det kan lade sig
gøre. Så derfor synes jeg, at lovbestemmelsens intentioner er fuldstændig rigtige. De er bare
ikke til at håndtere for os”. Med håndtering hentydes her til de mange beviskrav § 223 a
indeholder.
Nogle få informanter mener, at aldersgrænsen for ungdomsprostitution burde gå ved 15
år. Denne holdning begrunder de med, at de unge da er over den seksuelle lavalder og derfor
har lov til at bestemme over egen seksualitet.
I modsætning hertil understreger socialarbejderne det vigtige i, at unge på en og samme
tid har råderet over egen seksualitet fra de er fyldt 15 år, uden de kan udnyttes i prostitution.
Et par socialarbejdere mener, at aldersgrænsen, for hvor gamle prostituerede skal være for at
kunderne må købe sex hos dem, i stedet burde gå ved 21 år. De øvrige er enige i 18-års
aldersgrænsen: ”Det giver ikke den enkelte unge den helt store sikkerhed, men det giver en
sikkerhed for, hvordan vi indretter os som system, og hvordan vi indretter lovgivningen og
behandlingstilbud og oplysningskampagner, altså hvordan vi indretter forebyggelsen”.
Flere informanter understreger det ”kunstige” i faste aldersgrænser på noget så diffust
som seksualitet: ”Og så møder vi piger i starten af 20’erne, som i virkeligheden er så
umodne, som en 14-årig. Det er svært at sige præcist, hvor en aldersgrænse skal ligge. Man
må jo sætte den et eller andet sted”. Dermed er der overvejende enighed om, at aldersgrænsen
for, hvornår vi som samfund kan acceptere prostitution blandt unge, går ved 18 år.
Divergerende holdninger mellem socialarbejdere på den ene side og dommere og politi på den
anden kommer til udtryk i forhold til, om konsekvensen af 18-års aldersgrænsen bør være en
lov, som kriminaliserer kunder til helt eller delvis prostituerede under 18 år.
6.2.5 Informanternes holdning til § 223 a’s signalværdi
I den politiske debat inden § 223 a’s vedtagelse blev det ved flere lejligheder understreget, at et
væsentligt formål med kriminaliseringen af prostitutionskunder var lovens mulige præventive
effekt. De interviewede svenske socialarbejdere siger i nærværende undersøgelse om deres
erfaringer med kriminalisering af prostitutionskunder i Sverige, at denne kunne have bevirket at

55
fokus blev flyttet bort fra et i forvejen overset problemfelt omkring unges prostitution over på
den bredere prostitutionsbekæmpelse. En anden mulighed var, at den generelle kriminalisering
af kunderne ville betyde et øget fokus på kunder til unge i prostitution.
Ifølge de to svenske informanter har den generelle kriminalisering af
prostitutionskunderne i Sverige betydet et øget fokus på prostitutionskunder og prostitution
generelt. Dette mener informanterne kan have haft en indflydelse på, at der ikke er tilført et
øget fokus på bekæmpelse af ungdomsprostitution eksempelvis i form af sociale indsatser
overfor unge prostituerede. Ungdomsprostitution betegnes af de svenske informanter stadig
som et overset socialt problem og den svenske lovgivnings signalværdi på dette område
betegnes i lyset heraf som diskutabel: ”Signalværdi er argumentet som følger dårlig
lovgivning!”.
Kunderne vurderes i lyset heraf ikke at have ændret adfærd overfor de unge
prostituerede. Ej heller har informanterne i deres opsøgende arbejde identificeret færre unge
prostituerede hverken som følge af loven fra 1965, som forbyder sexkøb af unge, eller som
følge af den generelle kriminalisering af prostitutionskunder fra 1999.
Om end § 223 a vurderes ikke at være videre kendt, er de fleste informanter i
nærværende undersøgelse enige om, at bestemmelsen kan indeholde et vigtigt signal om det
uacceptable i at købe sex hos unge: ”Jeg tror da nok, at den kan have en vis præventiv effekt.
Det tror jeg. Dens fornemste opgave bliver, at gøre folk bange for den mulighed, der ligger i
den”. Her tænkes specielt på, at lovens mulige præventive effekt kan være i forhold til at
afholde den ”pæne mand”, hvis denne kender lovbestemmelsen, fra at opsøge unge
prostituerede af angst for at blive afsløret og anholdt af politiet.
Stort set alle informanter betvivler, hvor mange i befolkningen, som kender § 223 a. På
mit spørgsmål til informanterne i politiet, om de mener, at § 223 a er druknet i
afkriminaliseringen af den enkelte prostituerede, og at også den øvrige befolkning derfor
betragter prostitution som legaliseret, er svaret: ”Ja”. I lyset heraf betragtes bestemmelsens
signalværdi som begrænset.
Samme pointe fremhæves hos informanterne, som arbejder i prostitutionsmiljøet. I lyset
af at få forventes at kende § 223 a, menes loven selvsagt heller ikke at have haft nogen
indflydelse på eksempelvis kundernes adfærd. Skal loven have en effekt, påpeger både
prostituerede og socialarbejdere, at politiet skal foretage målrettede indsatser overfor
kunderne. Dermed kunne der sendes et signal til kunderne om at holde sig væk fra de unge
prostituerede og sikre sig, at de pågældende prostituerede, de går til, er fyldt 18 år.

6.2.6 Holdning til kundens ansvar
56
Ingen af de interviewede socialarbejdere, som arbejder i prostitutionsmiljøet på Vesterbro i
København, har oplevet politiet skride ind overfor unge prostitueredes kunder: ”Altså man har
jo ikke brugt den lov til noget som helst. Man kan stadigvæk sælge sig som 14-årig her på
gaden, uden det har nogen effekt. Vi har aldrig oplevet politiet gå på en kunde på trods af, at
vi har haft kvinder under 18 år gående her i årevis, som hver dag tjente mange penge”. Det
beskrives snarere som karakteristisk, at politiet ”tager fat” 70 i de unge prostituerede under 18
år, hvis de støder på dem eller gøres opmærksomme på, at en ny ung er set på gaden. Det sker
imidlertid relativt sjældent. Denne praksis, at tage fat i de unge prostituerede og ikke i deres
kunder, kan ses som udtryk for, at der stadig fokuseres på den prostituerede og ikke på
kunden, selvom det er kunden, der som udgangspunkt er den kriminaliserede part.
Et fåtal af informanter fra politiet udtaler i telefoninterviewene, at også den unge
prostituerede burde kriminaliseres. Et par dommere erklærer sig enige heri. På den måde,
mener de, at der ville være mere konsekvens i loven, ligesom det ville være nemmere at
håndtere, hvis politiet bliver opmærksomme på en ung prostitueret. Ved også at straffe den
prostituerede mener disse informanter, at loven ville understreges yderligere og muligvis kunne
afskrække unge fra at prostituere sig.
I modsætning hertil er stort set alle socialarbejdere uenige i, at også den unge skal
kriminaliseres. Begrundelserne herfor er, at de unges involvering i prostitution, som det er
beskrevet tidligere, forbindes med en række andre sociale og/eller misbrugsproblemer. Ved at
kriminalisere den unge, som de anser for at være den forurettede part, risikerer man derfor at
udsætte vedkommende for yderligere stigmatisering.
Flere sociale væresteder, som arbejder med socialt belastede unge, problematiserer
kriminaliseringen af kunderne ud fra et hensyn til kundens motiver for sexkøbet. De beskriver
”forhold”, hvor kunderne beskrives som mænd, der i lige så høj grad betragtes som socialt
belastede og som selv er eller burde være målgruppe for sociale indsatser. Når disse kunder
betaler for seksuelle ydelser beskrives det af socialarbejderne som den eneste vej til at
opretholde relationen til en ung. At kriminalisere, vurderes af informanterne, at kunne
dramatisere deres situation også.
Spørgsmålet er dog, om ikke sådanne prostitutionslignende forhold falder udenfor § 223
a’s anvendelsesområde. Ifølge Karnov (2002-1) samt de interviewede dommeres forståelse af
bestemmelsen, kan der kun straffes for overtrædelse af § 223 a, såfremt den pågældende har
70 Politiet kontakter som regel de sociale myndigheder, når de støder på en prostitueret under 18 år. Nogle
informanter fra politiet har ved flere lejligheder oplevet, at de sociale myndigheder intet foretager sig. I hvert
fald har politiet ved flere lejligheder oplevet, at de unge fortsætter med at prostituere sig efter at de er blevet
”overgivet” til de sociale myndigheder.

57
handlet med forsæt, og såfremt den mindreårige har været prostitueret i kortere eller længere
tid 71 . Dermed vil det i de konkret beskrevne tilfælde være tvivlsomt, om den unge vil kunne
karakteriseres som prostitueret, og hvorvidt forholdene kan karakteriseres som et
prostitutionsforhold.
6.3 Kritik af formuleringen af § 223 a
Da hverken politi eller dommere har gjort konkrete erfaringer med § 223 a, skal også de
følgende udsagn om juridiske spørgsmål ses i lyset heraf. I tilfælde, hvor informanterne synes at
stille usædvanlige høje krav til bevisførelsen kan dette i nogle sammenhænge være udtryk for
en irritation over bestemmelsen snarere end en reel vurdering af lovens begrænsninger eller
potentialer. Dette forhold kan eksemplificeres med, at flere informanter fra politiet og
dommerstanden understreger, at det i lovbestemmelsen er formuleret, at det er den, der som
kunde har samleje med en person under 18 år, som er kriminaliseret. Derfor skal der føres
bevis for, at samlejet har fundet sted: ”Der står jo samleje, så der skal jo være bevis for
samleje…Man kan jo ikke bøje bevisreglerne, bare fordi man har lavet sådan en
bestemmelse”. Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til lovforslaget, at § 223 a også skal
tages i anvendelse i tilfælde, hvor den mindreåriges seksuelle ydelser er anden kønslig
omgængelse end samleje. Der er således en klar uoverensstemmelse mellem den citerede
dommers og nogle politifolks forståelse af lovens rækkevidde, og hvad den ifølge
bemærkningerne til lovforslaget dækker.
6.3.1 Bevismæssige krav til kunden
De bevismæssige problemer, såvel ikke-politiske instanser 72 som politiske partier73 påpegede
inden vedtagelsen af § 223 a, gentages af informanterne i denne undersøgelse. En dommer
siger herom for at illustrere det uhensigtsmæssige ved formuleringen af § 223 a: ”Du skal have
det flere gange. Så skal du have filmovervågning, hvor de går frem og tilbage. Du skal have
regnskabsbøger. Du skal have bankoplysninger. Det er nok vanskeligt at få. For der er jo
skrappe betingelser”. I den forbindelse antydes det af dommeren, at lovens formulering kan
betyde, at en retssag i højere grad vil fokusere på den unge og dennes situation frem for den
kriminaliserede part, kunden 74 .
Hvordan skal prostitutionskunden kunne vide, om en ung prostitueret er 17 år eller fyldt
71 Betaler en person, som har samleje eller anden kønslig omgang (§§ 224-225) med en person under 18 år
eksempelvis for den mindreåriges bolig og mad. kan den pågældende normalt ikke af den grund karakteriseres
som ”kunde” og den mindreårige kan endvidere ikke siges at ”ernære sig ved prostitution” (Karnov 2000).
72 Rigsadvokaten, de fleste statsadvokater, formanden for Foreningen af Politimestre, politimester Jørgen Illum.
73 Partierne var Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Konservativ Folkeparti (Betænkning afgivet af
Retsudvalget den 23.02.99 & J.nr. 1996-730-0357, 12.04.99).
74 Denne problematik diskuteres videre i afsnit 6.3.3.

58
18 år, hvis der eksempelvis er tale om narkoprostituerede: ”Og kunden skal sige: ”Jeg vidste
ikke, hun var under 18 år”. Eller også skal hun tydeligt og åbenbart være under 18 år. Den
bliver tung at løfte. Specielt, hvis hun har været i miljøet i længere tid og ser lidt hærget ud,
og står i retten og ligner én på 32 og er måske 17. Så får du aldrig en dommer til at dømme”.
En politiassistent siger samtykkende: ”… Men der er sgu ingen mænd, der kan kende forskel
på 17 og 18 år”. Gadeprostitutionsmiljøet beskrives som et miljø, hvor både sexsælger og
køber kræver anonymitet: ”De regner vel ikke med, at manden stopper sin bil og siger; hvor
gammel er du? Det forestiller jeg mig bare ikke. Den unge, vi har, som er under 18 år, hun
har masser af kunder”. Især dommere og politifolk udviser en vis forståelse for, at det kan
være svært for kunden at afgøre den unges alder. En socialarbejder kritiserer dommeres og
politifolks forbehold overfor de bevismæssige problemer i forhold til den unges alder med
argumentet, at de ikke reelt kan vide, hvor svært det er at få en kunde dømt, idet de ifølge
hende aldrig har forsøgt at anholde en.
Nogle interviewede dommere og informanter fra politiet lægger således meget vægt på
kundens manglende kendskab til den unges alder. I denne betragtning tages der ikke højde for
straffelovens § 226, om at der kan straffes selv om kunden ikke havde kendskab til den
prostitueredes alder, hvis kunden har handlet uagtsomt. Den manglende tro på, at det er muligt
at dømme en kunde, beskrives således som en årsag til, at § 223 a ikke har medført anholdelser
af kunder til prostituerede under 18 år75 .
For at § 223 a kan tages i anvendelse, fremgår det af bemærkningerne til
lovbestemmelsen, at den seksuelle akt med den mindreårige skal være gennemført mod betaling
eller løfte om betaling. Blandt nogle af informanterne lader det imidlertid til, at løftet om
betaling for en seksuel ydelse hos en ung prostitueret ikke vurderes som tilstrækkelig
bevisførelse mod en prostitutionskunde. I forlængelse heraf forudser størstedelen af
informanterne problemer med at skaffe beviser nok til at dømme en kunde, hvilket også har
været erfaringen hos politiet i Sverige. Således udtaler en repræsentant fra politiet, at de
formentlig vil være nødt til at gå på kompromis med princippet om at skulle forhindre
kriminalitet. Ifølge informanten vil det sige, at politiet skal have overværet forbrydelsen og
undladt at gribe ind for at sikre tilstrækkelige beviser mod en prostitutionskunde.
Ligeledes understreger dommerne behovet for objektive beviser, samt at den unge vil
udtale sig til politiet som værende af central betydning for en sags udfald: ”Der vil altid være
noget andet, som er det sidste lod i vægtskålen, som sammen med den forurettedes forklaring
fører til en domfældelse. Uden det, vil det ofte blive til en frifindelse”. Men hvordan bevises
75 Der kan kun straffes for overtrædelse, såfremt den pågældende har handlet med forsæt til, at mindreårige
ernærer sig helt eller delvis ved prostitution, og at den seksuelle ydelse blev leveret som led i prostitutionen.
Der kræves forsæt med hensyn til den pågældendes alder, for at der kan straffes efter § 223 a. Har kunden kun
handlet uagtsomt med hensyn til aldersbetingelsen, følger det af § 226, at der kan straffes med en
forholdsmæssig mindre straf (jævnfør med § 226) (Karnov 2001-1).

59
det, at et forhold er begået som led i prostitution 76 . Selvom det kan bevises, at der er foregået
en seksuel handling måske i form af blod- eller sædrester, beviser det ikke, at den unge ernærer
sig helt eller delvis ved prostitution, at den unge lignede en person under 18 år i den
pågældende situation, eller at kunden betalte for seksuelle ydelser hos den pågældende.
Både dommere og flertallet af repræsentanterne fra politiet er af den opfattelse, at
formuleringen af § 223 a er udformet således og med så mange krav om bevisførelse, at det vil
være ”oplagt” som kunde at nægte sig skyldig og efterfølgende opnå frikendelse77 .
6.3.2 Helt eller delvis prostitueret
Det er fremgået tidligere, at det under folketingsdebatten blev problematiseret, at det, som §
223 a er formuleret, først vurderes som muligt at skride ind med bestemmelsen overfor en
prostitutionskunde, når det er for sent, og den unge ernærer sig helt eller delvis ved
prostitution. Denne kritik genfindes blandt informanterne i denne undersøgelse. Om
formuleringen af helt eller delvis prostitution, siger en socialarbejder: ”Helt eller delvis synes
jeg er uheldigt. I det øjeblik du går ind og køber seksuelle ydelser af unge, og du er et voksent
menneske, så synes jeg, det er kritisabelt. I mine øjne kan unge ikke prostituere sig. Jeg
mener, det er seksuelt misbrug”.
Til Justitsministerens forsvar af lovens helt eller delvis formulering som en vej til at
undgå sager, hvor mænd bliver anmeldt af unge kvinder, som de for eksempel har budt på
middag, givet en gave og haft sex med, svarer en informant: ”Det sker heller ikke! Hun ville jo
aldrig gå til en domstol. Helt eller delvis er ikke det, det drejer sig om … men at købe sex af
unge under 18 år skal være strafbart”. En dommer svarer på Justitsministerens argument: ”Ja,
men derved har [Justitsministeren] altså mistet en hel gruppe af mulige sager og mulige
piger, man kunne have hjulpet. Det er selvfølgelig et politisk valg”.
Ifølge betænkningen (L 43-bilag 19:3) fremgår det imidlertid, at kunden i tilfælde, hvor
der er tale om en mindreåriges ”debutaften” som prostitueret, vil kunne straffes for såkaldt
putativt forsøg, hvis kunden tror, at den mindreårige allerede i en vis periode helt eller delvis
har ernæret sig ved prostitution. Strafferammen for forsøg er den samme for et fuldbyrdet
forhold.
Både dommere og politi har forskellige opfattelser af, hvor ofte den unge skal have
ernæret sig ved prostitution for at der er tale om delvis prostitution. Der er tvivl om, hvor
76 Som eksempel nævnes et tilfælde hvor kunden og den mindreårige eller kunden forklarer (i strid med
sandheden), at den mindreårige kun i enkeltstående tilfælde tager betaling for seksuelle ydelser.
77 Ifølge Retsudvalgets betænkning (L 43 bilag 19, 23.02.99:5) afvises det ikke, at der kan opstå bevisproblemer
i visse sager, hvor ingen af de involverede parter afgiver sandfærdige forklaringer. Derved adskiller den
foreslåede bestemmelse sig imidlertid ikke fra en række andre bestemmelser i straffeloven – herunder de
bestemmelser om straf for bagmandsvirksomhed, hvorefter det er en del af gerningsindholdet, at
bagmandsvirksomhed udøves i forhold til en person, som driver erhverv ved prostitution.

60
grænsen går mellem at være ung, vild og grænsesøgende og at være delvis prostitueret. For de
fleste informanter er det erhvervsmæssige aspekt afgørende: ”Der skal også være ”ernæring”
som prostitueret. Den enkeltstående trækkersituation er jo formentlig ikke nok”. Ifølge
dommerne skal der ”nogen” gange til, før der er tale om en ulovlighed efter § 223 a: ”Hvis
man jævnligt supplerer sin indkomst med det og har forskellige kunder, som man ikke
kender”. For informanterne er det således afgørende, om der er tale om en regelmæssig
indtægt fra prostitution. I lyset af kravet om regelmæssige indtægter fra prostitution vurderer
informanterne, at loven således først vil kunne bruges, når det er for sent, når skaden er sket og
ikke som et redskab til at forhindre skaden i at ske: ”Men så er det jo for sent at gå ind, når de
først er i gang med at ernære sig. Altså med mindre man synes, at man først er rigtig
prostitueret, når det bliver til noget fast. Men hvis det var min datter, så ville jeg jo synes, at
det var galt nok med et forhold”. Bestemmelsens begrænsede anvendelsesområde
karakteriseres som ”absurd”.
Det fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at loven også vil kunne anvendes,
selvom prostitutionen ikke er den mindreåriges hovedindtægtskilde. Kunderne vil således
kunne straffes, selvom den mindreåriges virksomhed kun har stået på i kort tid. Den unge skal
dog have leveret sex mod betaling på ”mere regelmæssig måde” 78 .
Således problematiserer informanterne delkravene i § 223 a om den unges alder og
engagement i prostitutionsaktiviteten: ”Der er meget [kunden] skal eller burde have viden
om”. I forlængelse heraf vurderer informanterne, at al tvivl vil komme den anklagede til gode,
hvilket sandsynligvis vil kunne resulterer i, at den anklagede går fri.
6.3.3 Dramatisering af den unges situation
Politimesterforeningen udtalte i forbindelse med høringsrunden, at de med en indsats mod
kunderne forudså en dramatisering af situationen omkring de under 18-åriges prostitution. Der
blev her tænkt på to aspekter. Dels at den unge, som måske er kommet ud på et sidespor eller
blot er nysgerrig, risikerer at blive indrullet i et kæmpe retsmaskineri og risikerer at blive
stemplet som ”prostitueret”. Dels at helt eller delvis prostitutionskravet kan medføre et stort
fokus på den unges situation og involvering i prostitution 79 . Samme bekymring er blevet
identificeret hos informanterne i nærværende undersøgelse: ”Altså det pres man har villet
fjerne fra de prostituerede ved at afkriminalisere prostitution, det kan man jo komme til at
lægge på dem i forbindelse med sådan en sag. Den omstændighed, at man fra politiets side
78 (Betænkning, Retsudvalget (L 43-bilag 19:3).
79 I Retsudvalgets betænkning (L 43bilag 19. 23.02.99) understreges det, at sager om overtrædelse af § 223 a i
praksis må afgøres på grundlag af en konkret bedømmelse af samtlige relevante omstændigheder. Skulle det
forekomme, fremgår det af betænkningen, at den mindreårige, i strid med sandheden, angiver ikke tidligere at
have modtaget betaling for en seksuel ydelse, eller kun har gjort det i nogle få, enkeltstående tifælde, vil der for
eksempel kunne være mulighed for at føre andre vidner.

61
vælger at køre en sag mod kunderne, indebærer jo, at hun skal ind og lade sig afhøre, og skal
selvfølgelig fortælle om sine forbindelser og måske navngive kunderne og fortælle, hvad der
er sket og hvornår”.
Ifølge § 185 i retsplejeloven skal personer beskyttes mod nærgående spørgsmål om
intime forhold i en retssal. Men af dommerne betragtes det som nærmest umuligt ikke at skulle
undersøge den unges seksuelle aktiviteter: ”Vi ville gå så langt, som det er nødvendigt for at
kunne løfte bevisbyrden mod kunden i en given situation … Så vil man selvfølgelig være nødt
til at afhøre hende indgående om hendes forbindelse til den pågældende kunde”. Politiets
anklager uddyber synspunktet med, at da det er sagens kardinalpunkt, om den unge driver
erhverv eller ej, kan retten ikke afskære de beviser, som er nødvendige: ”Det er rigtigt
ubehageligt for hende. Rigtigt ubehageligt. Der er ikke spor beskyttelse af hende på den
måde. Slet ikke”.
Flere dommere og repræsentanter fra politiet sammenligner en mulig forhørssituation af
en ung med forhøret i en voldtægtssag, hvor en voldtaget kvinde skal vidne om, hvad der er
sket. Ønsker den unge, som skal forestille at være den forurettede, ikke selv sagen rejst, men
samtidig skal forestille at være den, det er gået udover, vil dette påvirke sagen i kundens favør.
6.3.4 Socialarbejdernes bekymring
Socialarbejderne på døgninstitutionerne svarer umiddelbart ja til at ville anmelde en kunde, som
køber sex hos en af deres unge: ”Ja, helt klart! Det ville vi anmelde. Vi synes jo også, at vi er
forpligtede til at gøre det”. En række betænkeligheder ved en anmeldelse fremkommer dog,
når informanterne skal forholde sig til det mulige fokus en politianmeldelse af kunden kan
medføre på den unge. I lyset heraf stiller socialarbejderne sig tvivlende overfor, om de vil
anmelde sexkunden: ”Dilemmaet i det her er; hvad sker der, hvis vi anmelder det. Gør det så
bare en situation værre? Den, der er i centrum, er jo så et barn. Det må være målet med
intentionen, at det altså skal stoppe, så barnet ikke bliver udsat for det”. I stedet vil fokus
være at få den unge på rette spor igen snarere end at få kunden dømt.
I modsætning til de danske informanter opfatter de svenske socialarbejdere det fokus,
som vil hvile på den unge i en sag mod en kunde som et nødvendigt onde. Derfor ville de ikke
overveje at droppe en anmeldelse på grund af betænkeligheder ved den unges oplevelse i
situationen. Snarere mener de, at man ved at rejse en sag forsøger at hjælpe den unge ud af
prostitutionen: ”Hun er jo nødt til at vidne. Det er jo derfor, man har behov for at presse
hende… uden kvinderne kan man jo aldrig få fat i mændene. Uden kvindens vidnemål er der
ingen sag”. Hvis socialarbejderne intet gør og ikke anmelder kunden, risikerer man, at den
unge fortsat prostituerer sig, hvilket betragtes som et værre alternativ.
De danske socialarbejdere problematiserer, at de med en anmeldelse af en kunde uden
den unges accept, risikerer at umuliggøre det opsøgende sociale arbejde i prostitutionsmiljøet.

62
Samtidig risikerer de at sætte et – måske i forvejen skrøbeligt – tillidsforhold mellem ung og
socialarbejder over styr. Socialarbejderne kan som følge heraf risikere at blive betragtet som en
fjende af såvel kunder som prostituerede: ”De [unge] tør ikke at anmelde, fordi hvad kan der
så komme ud af det. Og hvad er det i øvrigt for et system, de bliver slæbt igennem, hvis de
anmelder. Bliver de overhovedet troet på, og hvordan bliver de behandlet på stationen?”
6.4 Sammenfatning
De fleste informanter er enige i, at ungdomsprostitution er et uacceptabelt socialt problem.
Hvordan problemet skal løses, er der til gengæld forskellige opfattelser af. De interviewede
dommere og politifolk udtaler sig i overvejende grad med irritation over, at lovgiverne med §
223 a forsøger at løse et socialt problem med jura. Ifølge disse informanter skal unge i
prostitution hjælpes gennem sociale tiltag og hører under de sociale myndigheders ansvar.
En væsentlig årsag til kritikken af § 223 a skyldes bestemmelsens formuleringer. De
anses for at være så uhensigtsmæssige, at politi og dommere finder lovbestemmelsen nærmest
umulig at arbejde med i praksis. Dette bruges som en forklaring på den manglende anvendelse
af § 223 a. En forklaring på nogle informanters høje krav til bevisførelse, kan dog i visse
tilfælde også være en måde, hvorpå det fraværende brug af bestemmelsen kan legitimeres. At
dommere og politifolk anser prostitution for at være et socialt problem, der skal løses med
sociale tiltag, og/eller kvinders frie ret til at bestemme over eget liv, kan være andre mulige
årsager til, at § 223 a af informanterne vurderes at være ”druknet” i den generelle
afkriminalisering af de voksne prostituerede.
Socialarbejderne er imidlertid mere positivt indstillede over for § 223 a, idet den retter
sig direkte mod ungdomsprostitution. Ingen af de interviewede socialarbejdere har anvendt
paragraffen, og få kender specifikt til dens formuleringer. Alligevel mener de fleste, at § 223 a
udsender et vigtigt signal om, at unge i prostitution ikke er et samfundsmæssigt acceptabelt
fænomen. Også dommere og politifolk er enige i, at bestemmelsen tjener et samfundsmæssigt
signal. Imidlertid må det dog problematiseres, hvorvidt § 223 a har denne signalmæssige
funktion, når så få faggrupper, som arbejder med prostitution, kender bestemmelsen.
Hos socialarbejderne problematiseres det, om § 223 a, som den er formuleret, rammer de
tilfælde af gråzone- eller prostitutionslignende forhold, de kender til. Her beskrives unges
prostitution i nogle tilfælde som en form for udveksling af seksuelle ydelser enten for penge
eller måske finansieringen af rusmidler, tøj eller andre materielle goder. Disse udvekslinger
vurderes i mange tilfælde ikke at være regelmæssige (Jessen 1996 & 1998, Christensen 2000),
og de unge anses ikke for at ernære sig helt eller delvis ved prostitution.
Skal unge under 18 år beskyttes mod en levevej som prostituerede gennem lovgivning, er
der i nærværende undersøgelse overvejende enighed om, at § 223 a også skal gøres bedre
anvendelig i tilfælde, hvor unge for første gang af voksne tilbydes betaling for seksuelle

63
ydelser.
Der er således generel enighed blandt informanterne om at fjerne formuleringer som
”Den, der som kunde” samt ”der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution”. Herved
vurderes det, at man kan lette bevisbyrden for politiet og ad denne vej begrænse risikoen for, at
den unge udpeges som prostitueret i en efterforskningssag. Endvidere kunne man med en
omformulering af bestemmelsen gøre den bedre anvendelig overfor kunder til unge med en
sporadisk eller ingen tilknytning til det etablerede prostitutionsmiljø.
At formuleringen af § 223 a beskyldes for at kunne skabe et unødigt fokus på den unge i
højere grad end på den kriminaliserede voksne part, kunden, synes ikke at være et
enkeltstående tilfælde80 . Ikke mindst Järvinens forskning (1990) peger på, at samfundets
bestræbelser på at begrænse prostitution oftest rammer den prostituerede hårdest81 .
I diskussionen om hvordan § 223 a kan omformuleres, kan der hentes inspiration fra
Norge og Sverige og deres formuleringer af lovgivningen på området82 . I de to lande opereres
hverken med begreber som prostitueret eller prostitutionskunde eller samleje. Her anvendes
begreber som (mod betaling eller løfte om betaling at skaffe sig) tilfældig seksuel omgængelse
eller handling med en person under 18 år, hvilket udelukker forvirring om, hvor meget der skal
til, før en person begår noget ulovligt ved at betale for sex hos en ung under 18 år83 . I lyset af
en række informanters fortolkning af ordlyden i § 223 a kan det være hensigtsmæssigt om det
fremgår direkte af lovteksten, at også løfte om betaling samt anden kønslig omgang er
kriminaliseret.
Det problematiseres af samtlige informanter, hvordan en kunde i prostitutionsmiljøet
skulle kunne se på en ung prostitueret, om han eller hun er fyldt 18 år. Både i Norge og
Sverige understreges sexkundens ansvar i forbindelse med at undersøge den unges alder.
Kunden kan ikke fritages sexkunden for straffeskyld på grund af vildfarelse om den unges
alder, med mindre agtsom god tro foreligger. Om end dansk straffelov ikke opererer med
agtsom god tro, rejser spørgsmålet sig, om, kundens ansvar i højere grad end det er tilfældet i
dag kunne understeges.
De formuleringer som kritiseres eller foreslås ændret af informanterne er der dog i nogle
tilfælde taget højde for i bemærkningerne til § 223 a. Således krystalliserer der sig en forskel i
informanterne oplevelser af § 223 a’s begrænsninger og potentialer og de mulige
anvendelsesområder, som fremgår af lovmotiverne og Justitsministeriets bemærkninger til
lovforslaget.
80 Jævnfør erfaringer fra Sverige med den generelle kriminalisering af kunder (Nord et al, 2001).
81 Järvinen (1990) og Andersen (1980) beskriver begge, hvordan lovgivning som sigter mod at begrænse
prostitution oftest rammer de prostituerede hårdest. Se kapitel 6.4.2.
82 Se kapitel 1.4.1. og præsentationen af de øvrige skandinaviske landes lovgivning på prostitutionsområdet.
83 Som det fremgår af betænkningsarbejdet til formuleringen af § 223 a har forsøg på, som kunde, at købe sex
hos en prostitueret under 18 år, samme strafferamme som for et fuldbyrdet forhold.

6.4.1 Forebyggende sociale indsatser
64
Ligesom man i de øvrige skandinaviske lande har haft relativt få sager mod sexkunder til unge
under 18 år, understreges det også af informanterne i nærværende undersøgelse, at en ændring
i formuleringen af § 223 a ikke forventes at ville betyde en markant stigning i antal anmeldelser
af sexkunder. Nogle prostitutionsgrænsetilfælde vil ikke eller skal måske ikke omfattes af
straffelovgivningen. En vurdering heraf vil variere fra tilfælde til tilfælde.
De interviewede informanter fra politiet og fra det sociale system vurderer, at de i mange
tilfælde først og fremmest vil koncentrere sig om at få den unge til at ophøre med sin aktivitet.
Dernæst, og afhængigt af situationen, vil de overveje, om der skal skrides ind overfor kunden
og mulige bagmænd med en politianmeldelse.
Kun få informanter kender til steder, de kan henvende sig med prostitutionsrelaterede
problematikker andet end kommunens socialkontor, det lokale SSP-samarbejde eller lokale
sociale døgnvagter. Undtagelsen er byer, hvor Reden, værested for narkoprostituerede, er
placeret. Her er indledt et samarbejde mellem politiet og værestederne. Som blandt andet Friis
Jensen (1996), Ennew et al (2001) samt Christensen (2001) understreger i deres undersøgelser,
foreligger der begrænset viden om unge i prostitution. Undervisning i hvordan socialarbejdere,
socialrådgivere og sagsbehandlere bliver bedre til at håndtere mistanker om prostitution, er
emner, informanterne i lyset heraf foreslår som mulige uddannelsesforslag på de sociale
uddannelser: ”Der er mange [socialarbejdere], der ved noget om det. Men der laves jo ikke
noget målrettet omkring de her ting i forhold til, hvordan man kunne hjælpe pigerne noget
bedre”.
Der understreges et behov for, at der blandt socialarbejdere skal gøres op med
socialarbejderes fordomme om prostitution og angsten for uretfærdigt at stemple eller anklage
unge for prostitution. Samtidig kan undervisning og oplysning bryde op med forestillingerne
om, i hvilke sammenhænge unge prostituerer sig. Her er det en vigtig pointe, at unge også kan
gøre erfaringer udenfor de traditionelle prostitutionsarenaer, eksempelvis på Internettet.
Igennem hele undersøgelsen har det været karakteristik, at tales der om unge i
prostitution, er det opfattelsen blandt størstedelen af informanterne, at det er pigers involvering
i prostitution, vi diskuterer. I denne sammenhæng er det interessant, at undersøgelsen fra
Norge (Pedersen et al. 2000) viste, at ud af de 1,4%, som angav at have erfaringer med at
sælge seksuelle ydelser, havde tre gange så mange drenge som piger erfaringer hermed. Dette
kan muligvis også i danske sammenhænge være en indikation på et overset socialt problem.
Øget viden om og fokus på området kunne muligvis afdække, om vi i Danmark har lignende
forhold, eksempelvis i forbindelse med, hvad unge oplever på Internettet.
Flere socialarbejdere understreger, at en vigtig forebyggende indsats overfor unge, som
er tilknyttet sociale væresteder og døgninstitutioner, består i at lære dem, hvordan de håndterer
emner som ”følelser”, ”forelskelse”, ”kærlighed”, ”parforhold”, ”seksualitet” og ”grænser”.

65
Prostitution skal dermed ikke nødvendigvis omtales direkte i dialogen med de unge. Snarere
skal ”bløde” værdier i tilværelsen diskuteres med de unge, så de unge kan lære, hvornår og i
hvilke sammenhænge man har sex med andre, med hvem og hvorfor.
Andre peger på sociale indsatser overfor unge piger og drenge, som blandt andet skal
opsøges i diskoteksmiljøer. Blandt andet Magnussen (2000) understreger i sin
screeningsrapport fra København City det vigtige opsøgende socialt arbejde blandt unge, som
er i farezonen for at havne i misbrug og prostitution. Her kunne fokus på unge i prostitution i
det lokale SSP samarbejde være et vigtigt redskab i håndteringen og identificeringen af udsatte
unge, som færdes udenfor prostitutionsmiljøet.
6.4.2 Holdnings- og oplysningskampagner
Et flertal af de interviewede dommere og politifolk betragter prostitution som noget, der er
kommet for at blive, og som hverken kan eller bør løses med lovgivning. Dommere og politi
betragter primært prostitution blandt voksne som et socialt problem, der skal løses med sociale
tiltag. En politimester forklarer politiets manglende opmærksomhed på § 223 a med, at det
tager tid at indføre en ny straffebestemmelse. Menneskers, i denne forbindelse politiets,
holdning skal spores ind på holdningen bag en ny lov, for at bestemmelsen får en effekt.
Opfattelsen af, hvad der er strafbart og ikke strafbart, mener han, ofte er nedarvet og ofte er
dannet over tid. Holdningsændringer opstår ikke, fordi man har skrevet en bestemmelse.
For at gøre bestemmelsen mere kendt samt at opnå en offentlig debat om prostitutionens
berettigelse i samfundet, foreslås holdningskampagner om prostitution af både informanter fra
det sociale system og fra politiet. En socialarbejder nævner kampagnetyper, som har været ført
om andre skjulte sociale problemer som anoreksi og bulimi: ”Jeg ved ikke, om man kunne lave
[§ 223 a] bedre, men det kunne jo være, at man skulle gøre opmærksom på, at den findes. Og
det kunne være, man skulle have lavet nogle kampagner om det”.
Järvinen beskriver i sin omfattende finske undersøgelse ”Prostitution i Helsingfors – en
studie i kvinnokontroll” (Järvinen 1990) samfundets lov- og politimæssige tiltag mod
prostitutionen og dets aktører. En vigtig pointe er, at myndighedernes tiltag mod prostitution
ofte ikke bare har tjent at kontrollere handlingen, men også er en kontrol af kvindernes liv i al
almindelighed og deres seksualitet i særdeleshed. Andersen (1980) når frem til samme pointe
efter at have forsket i den franske prostitutionslovgivnings indvirkning på de prostituerede i
Frankrig i 1970’erne. Her beskrives de franske prostituerede også som de store tabere, når
politikere med lovgivning forsøger at begrænse udbredelsen af prostitution. Loven, der derfor i
princippet skulle ramme såvel alfonsen, kunder og den prostituerede, ramte de prostituerede
hårdest og blev ifølge Andersen et al. stærkt medvirkende til at isolere den prostituerede fra det
øvrige samfund. Kundens adfærd derimod blev ikke betragtet som provokerende på samme
måde som den prostituerede gjorde.

66
I lyset heraf, kunne en relevant offentlig debat ifølge informanterne, være en
informationskampagne, hvor der sættes øget fokus på kundens rolle og ansvar i
prostitutionsrelationen. Her efterlyser blandt andre informanter fra det sociale system en
generel diskussion om kundens ansvar ikke mindst i forhold til den unge prostituerede, som en
vej til at gøre op med det ensidige fokus på den prostituerede (Andersen et al. 1980, Järvinen
1990). Dette kunne være en vej til at gøre op med de nedarvede forestillinger om den syndige
og promiskuøse prostituerede, og kundens ret til at få afløb for sine naturlige behov (Järvinen
15/91). Ansvaret skal således i højere grad flyttes over på manden ikke blot i
straffelovgivningen, men også i den bredere holdning til og anskuelse af fænomenet
prostitution: ”Det er jo et holdningsspørgsmål. For når du har en lov, der forbyder det, så er
det jo mandens ansvar at sikre sig, at hun er fyldt 18 år”.

67
7 Befolkningsundersøgelse
Befolkningsundersøgelsen, som præsenteres i det følgende, har til formål at afdække det
bredere samfunds holdninger til og syn på straffelovens § 223 a. I denne sammenhæng
undersøges også befolkningens holdninger til såvel ungdomsprostitutionen som prostitution
blandt voksne. Undersøgelsen bygger på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning, der
er udtrukket fra CPR-registret og er udvalgt efter følgende kriterier: køn, alder, civilstand,
uddannelsesmæssig baggrund og geografisk placering. I alt er cirka 1000 personer i alderen
16-75 år udvalgt til at indgå i undersøgelsen. Af dette repræsentative udvalg deltager 557
personer, svarende til 56,7%, i undersøgelsen.
I undersøgelsen er der således et bortfald af respondenter, det vil sige personer, der ikke
har deltaget i undersøgelsen, på 43,3% 84 . Det er et højt bortfald, om end ikke enestående for
denne type af undersøgelse, idet bortfaldsprocenten ofte er høj i undersøgelser om prostitution.
Dette kan hænge sammen med, at emnets karakter kan virke afskrækkende for nogle
mennesker85 . De godt 1000 personer, der blev tilfældigt udvalgt til at indgå i
befolkningsundersøgelsen 86 fordeler sig på følgende måde.
Tabel 1. Fordeling af udvalgte personer til befolkningsundersøgelsen.
Interview gennemført 56,7
Interview delvis gennemført 0,2
Nægter 19,2
Sygdom, bortrejst, ikke truffet, flyttet, handicap, flyttet til udland, eller andet 9,1
Ej telefon 14,8
Procent
I alt (N=981) 100,0
84 Analyse af bortfaldet viser, at der ikke er forskel på mænds og kvinders deltagelse i
befolkningsundersøgelsen. I forhold til respondenternes civilstand er bortfaldsandelen stort set den samme for
alle, dog er nægterprocenten en anelse højere, 33,3%, for respondenter, der er enker/enkemænd, end for de
resterende respondenter. Desuden jo ældre de udvalgte respondenter er, jo større er bortfaldet. Den laveste
bortfaldsprocent, 18,2%, er blandt de 25-29-årige, mens den højeste, 41,6 er blandt de 50-54-årige. Det vil sige,
at der aldersmæssigt er en forskydning, således at relativt færre ældre end yngre respondenter er repræsenteret i
undersøgelsen. Endelig i forhold til respondenternes geografiske placering viser det sig, at jo længere mod det
vestlige Danmark respondenterne bor, desto færre har ønsket at deltage. Cirka 30% fra Ringkøbing Amt, Ribe
Amt og Sønderjyllands Amt ville ikke deltage i undersøgelsen, mens nægterprocenten i Københavns- og
Frederiksberg kommune er på henholdsvis 11% og 14%. At der er en underrepræsentation af respondenter fra
Vest- og Sønderjylland, kan være forårsaget af, at mange ikke oplever prostitution i den kommune eller by, de
bor i, og ikke har ment de kunne bidrage med noget til undersøgelsen.
85 Andre kvantitative undersøgelser om prostitution eksempelvis Prieur & Taksdal, 1989, Wolfsberg Schmidt et
al. 1989 har ligeledes erfaringer med store bortfaldsprocenter på omkring 59 % eller derover.
86 Denne underrepræsentation af visse grupper gør, at der knytter sig en ekstra usikkerhed til de
generaliseringer og sammenhænge, der er fremkommet på baggrund af analyserne, og derfor må der tages et
forbehold for den kvantitative undersøgelses resultater. Det skyldes, at forskelle på unge og ældre, singler og
par samt provins og by i forhold til holdninger og kendskab til prostitution kan være af en anden karakter, hvis
relativt flere ældre, singler og personer fra provinsen havde deltaget i undersøgelsen.

7.1 Respondenterne fordelt i forhold til demografiske forhold
68
De respondenter, der har deltaget i befolkningsundersøgelsen, fordeler sig i forhold til
demografiske forhold således, at 49% er mænd og 51% er kvinder. Aldersmæssigt er 29%
under 30 år, 39% er 30-49 år og 29% er 50 år eller derover. I forhold til civilstand er 72% af
respondenterne gift eller samlevende, mens 28% er enlige87 . Blandt respondenterne har 29%
ingen uddannelse, 39% har en faglig uddannelse, og 33% har en kort, mellemlang eller lang
videregående uddannelse. Endelig fordeler respondenterne sig i forhold til geografisk placering
således, at 41% er fra Sjælland og Bornholm, 11% er fra Fyn, og 48% er fra Jylland.
7.2 Accept af prostitution i Danmark
Respondenterne er blevet spurgt om, hvor acceptabel en del af samfundet prostitution er. 66%
af respondenterne mener, at prostitution er en helt eller delvis acceptabel del af samfundet88 .
Den største forskel i graden af respondenternes accept findes blandt mænd og kvinder. Det
fremgår af tabel 3, at der er en stærk sammenhæng mellem køn og accepten af prostitution. Det
vil sige, at flere mænd end kvinder mener, at prostitution er en helt eller delvis acceptabel del af
samfundet.
Tabel 3. Accept af prostitution i forhold til køn.
Helt
acceptabel
Delvis
acceptabel
Hverken/
eller
Delvis
uacceptabel
Helt
uacceptabel
Total
Mænd 40% 41% 6% 6% 8% 101% 89
Kvinder 15% 38% 10% 16% 21% 100%
Befolkning 27% 39% 8% 11% 14% 100%
N=558. γ=0.502 90 med tilhørende signifikans p=0,0%
Aldersmæssigt er tendensen, at jo ældre respondenterne er, desto større er accepten af
prostitution. I forhold til køn og alder er tendensen, at blandt yngre mænd op til 29 år finder
71% prostitution helt eller delvis acceptabel mod 84% af mænd over 50 år. I forhold til kvinder
er tendensen modsat, idet cirka 50% af kvinderne op til 29 år finder prostitution helt eller
87
Gruppen ”enlige” dækker respondenter, der er enke/enkemand, fraskilt eller ugift.
88
Der skal tages højde for en usikkerhed, som knytter sig til de procentuelle andele, der er angivet i analysen.
89
På grund af afrunding undervejs summeres til 101%
90
γ (gamma) er et sammenhængsmål, der er udtryk for styrken af en retningsbestemt sammenhæng mellem
variable på ordinalt skalaniveau. γ har et udfaldsrum: [-1;1], hvor -1 og 1 er udtryk for en deterministisk
sammenhæng og 0 er udtryk for, at der ikke er en sammenhæng (uafhængighed) mellem variable. Til γ er der
knyttet et signifikanstest, og i denne undersøgelse foretages en to-vejs-signifikanstest på et 95%signifikansniveau.
Signifikansen er udtrykt ved en p-værdi, der er en sandsynlighed for, at teststørrelsen
opfører sig på en bestemt måde under nogle hypotetiske forudsætninger. P-værdier, der er mindre end 0,1% er
udtryk for en stærk sammenhæng, p-værdier mellem 0,1% og 1% er udtryk for en moderat sammenhæng, mens
p-værdier mellem 1% og 5% udtrykker en svag sammenhæng. Det vil sige p-værdier, der er større end 5% er
udtryk for uafhængighed mellem de testede variable.

69
delvis acceptabel mod 40% af kvinder over 50 år. I aldersgruppen af 30-49-årige finder 86%
mænd mod 65% kvinder prostitution helt eller delvis acceptabel. Der er således en svag
samvariation mellem alder og køn i forhold til accepten af prostitution, idet forskellen på mænd
og kvinder er større blandt de ældre aldersgrupper end de yngre91 .
Som det fremgår i nedenstående tabel 4, er respondenter i parforhold mere accepterende
i forhold til prostitution, end enlige er.
Tabel 4. Accept af prostitution i forholdt til civilstand.
Civilstand Helt Delvis Hverken/eller Delvis Helt
Total
acceptabel acceptabel
uacceptabel uacceptabel
Parforhold 30% 41% 8% 10% 12% 100%
Enlige 21% 36% 9% 15% 19% 100%
Total 28% 39% 8% 11% 14% 100%
N= 548. γ= 0,233 med tilhørende signifikans p=0,1%
Der er tale om en moderat sammenhæng, γ= 0,233, mellem accepten af prostitution og
respondenternes civilstand. 71% af respondenterne i parforhold finder, at prostitution er en helt
eller delvis acceptabel del af samfundet, mens den tilsvarende accept blandt enlige ligger på
57%. En yderligere nuancering af sammenhæng viser, at 85% mænd i parforhold mener, at
prostitution er helt eller delvis acceptabelt mod 69% af de enlige mænd. De tilsvarende andele
for kvinder i parforhold er 56% mod 48% blandt enlige kvinder. Det vil sige, at der er en
samvariation mellem køn og civilstand, idet forskellen på mænd og kvinder er endnu mere
markant for dem i parforhold end for de enlige92 .
Der er ingen sammenhænge mellem respondenternes accept af prostitution og
henholdsvis deres uddannelse og geografiske placering. Det skal dog bemærkes i forhold til
respondenternes uddannelsesmæssige baggrund, at i gruppen af respondenter med en faglig
uddannelse svarer 85% af mændene mod 52% af kvinderne, at prostitution enten er en helt
eller delvis acceptabel del af samfundet. Henholdsvis 78% af mændene uden en uddannelse og
79% af mændene med en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse mener, at
prostitution er en helt eller delvis acceptabel del af samfundet. For kvindernes vedkommende er
det 49% af dem, der er uden en uddannelse mod 58% af dem med en kort, mellemlang eller
lang uddannelse.
Det er således interessant at bemærke, at gruppen af kvinder med en boglig uddannelse i
højere grad finder prostitution helt eller delvis acceptabel i forhold til kvinder med en faglig
uddannelse eller kvinder uden uddannelse. Ligeledes er det interessant, at det er mænd med en
faglig uddannelse, der generelt er mest accepterende i forhold til prostitution. Det er primært
91 Se bilag 1, tabel 1.
92 Se bilag 1, tabel 2.

70
en kønseffekt, der slår igennem i forhold til accept af prostitution, men den forstærkes
yderligere, når den uddannelsesmæssige baggrund tages med i betragtning. Forskellen på mænd
og kvinder er således størst for dem uden en uddannelse og dem med en faglig uddannelse, og
mindst mellem mænd og kvinder med en kort, mellemlang eller lang videregående
uddannelse93 .
7.3 Skal prostitution begrænses?
Det har været et af undersøgelsens formål at belyse respondenternes holdning til, om man bør
begrænse omfanget af prostitution i Danmark, og i givet fald om det er samfundets opgave
eller private organisationers ansvar.
Et flertal af respondenterne mener, at man bør gøre noget for at begrænse omfanget af
prostitution. De kvindelige frem for de mandlige respondenter er mere for, at man i Danmark
bør gøre noget for at begrænse prostitution, og der er tale om en stærk sammenhæng.
Tabel 5. Bør man i Danmark begrænse omfanget af prostitution?
Ja Nej Total
Mænd 63% 37% 100%
Kvinder 82% 17,% 100%
Befolkning, i alt 73% 27% 100%
N = 556. γ=-0.472 med en tilhørende signifikans p=0,0%
Geografisk svarer flere i hovedstadsområdet positivt i forhold til, at man bør gøre noget for at
begrænse omfanget af prostitution. 82,5% fra hovedstadsområdet svarer ja hertil mod 71% fra
det øvrige Danmark94 . I forhold til civilstand, alder og uddannelse er der ingen sammenhænge.
7.4 Er prostitution samfundets ansvar?
De 73%, som svarer, at man bør gøre noget for at begrænse omfanget af prostitution, er
yderligere blevet spurgt, om det er samfundets ansvar at mindske prostitution. Det fremgår af
nedenstående skema, at 82% svarer Ja, helt bestemt eller Ja, delvis til, at det er samfundets
ansvar. Dermed er næsten 20% af respondenterne uenige i, at det er samfundets opgave at gøre
noget mod udbredelsen af prostitution.
93 Se bilag 1, tabel 3.
94 Se bilag 1, tabel 4.

Tabel 6. Er det samfundets ansvar at mindske udbredelsen af prostitution?
71
Procent
Ja, helt bestemt 42%
Ja, delvist 40%
Nej 18%
Total 100%
N = 401.
I forhold til køn, uddannelse, civilstand og geografisk placering er der ingen forskelle i
holdningen til, om det er samfundets ansvar at mindske prostitution. Derimod er der en
aldersmæssig forskel. Mens 86% af respondenterne i aldersgrupperne op til 29 år og 30-49 år
mener, at samfundet skal begrænse udbredelsen af prostitution, er færre, 72% af
respondenterne, over 50 år enige heri. Dermed mener færre, om end stadig cirka totredjedele af
de over 50-årige respondenter, at det er samfundets ansvar at mindske udbredelsen af
prostitution. Sammenhængen er svag signifikant, idet γ= 0,18 med en tilhørende signifikans
p=1,1% 95 .
7.4.1 Hvordan skal prostitution begrænses?
De respondenter, som svarer, at det helt bestemt eller delvist er samfundets ansvar at mindske
prostitution, er yderligere blevet spurgt om, hvordan de mener, at prostitutionen i Danmark
bør begrænses. Svarfordelingen fremgår af nedenstående tabel.
Tabel 7. Hvordan skal prostitution begrænses?
Procent
Gennem lovgivning 7%
Ved at samfundet hjælper de prostituerede 37%
Begge dele 56%
Total 100%
N=519.
Mest markant er, at 56% af respondenterne mener, at prostitution skal begrænses både gennem
lovgivning og en samfundsmæssig indsats som for eksempel sociale tilbud til de prostituerede.
Kun 7% mener, at prostitution alene skal begrænses gennem lovgivning.
95 Se bilag 1, tabel 5.

72
I forhold til alder er flest i gruppen af respondenter på 50 år eller ældre for, at
mindskelsen af prostitution skal foregå gennem lovgivning alene. 15% i denne aldersgruppe er
enige heri, hvorimod kun 3% af de under 29-årige og 5% af de 30-49-årige er enige. Flest
unge, 63%, svarer, at mindskelsen af prostitution skal foregå både gennem lovgivning og ved,
at samfundet hjælper de prostituerede (for eksempel gennem sociale tilbud). Flest, cirka 40%, i
aldersgrupperne 30-49-årige og de over 50-årige går ind for, at de prostituerede udelukkende
skal hjælpes gennem sociale tilbud.
Dermed går flest respondenter ind for, at prostitution både skal begrænses med
lovgivning og sociale tiltag, en tendens som dog er faldende jo ældre respondenterne er96 .
7.4.2 Regulering ved lovgivning
De respondenter, som svarer, at prostitution enten skal begrænses med lovgivning eller både
med lovgivning og sociale tiltag, er blevet bedt om at svare på, hvordan reguleringen med
lovgivning skal foregå og hvem, der i givet fald, skal kriminaliseres. Svarfordelingen fremgår af
nedenstående tabel.
Tabel 8. Hvordan synes De, at man skal mindske udbredelsen af prostitution?
Køn Procent
Mand 64%
Skal ikke reguleres ved lovgivning
Kvinde 47%
Alle 54%
Mand 10%
Ved at gøre det forbudt at prostituere sig
Kvinde 5%
Alle 7%
Mand 7%
Ved at gøre det forbudt at være prostitutionskunde Kvinde 13%
Alle 10%
Mand 20%
Ved at gøre begge dele forbudt
Kvinde 35%
Alle 28%
N=309. χ2= 14,789 97 med tilhørende signifikans p=0,2%.
Mens omkring halvdelen af respondenterne ikke mener, at der skal lovgives på
prostitutionsområdet, svarer cirka 45%, at de går ind for en eller anden form for regulering af
96 Se bilag 1, tabel 6.
97 χ2 er et sammenhængsmål for variable på nominal niveau. χ2-testet har tilknyttede signifikansværdier.

73
prostitution med lovgivning. Som det fremgår af tabellen, svarer 64% af de mandlige
respondenter, at prostitution ikke skal reguleres gennem lovgivning, hvilket kun 47% af de
kvindelige respondenter tilsvarende mener.
Der er en generel tendens til, at kvinder i højere grad end mænd går ind for at
kriminalisere prostitutionskunden eller går ind for at gøre det forbudt både at være
prostitutionskunde og at være prostitueret. 13% af kvinderne mod 7% af mændene mener, at
prostitutionskunden skal kriminaliseres, mens 35% kvinder mod 20% mænd mener, at både
prostitutionskunden og den prostituerede skal kriminaliseres. I forhold til alene at kriminalisere
den prostituerede er der 10% af mændene, der udtrykker denne holdning mod 5% af
kvinderne.
Således går de kvindelige respondenter i højere grad end de mandlige ind for en eller
anden form for kriminalisering af aktørerne i prostitutionen. Dermed er der en moderat
sammenhæng mellem køn og holdningen til, hvordan prostitution skal reguleres. Aldersmæssigt
går en stor del af de yngre respondenter, 36%, ind for, at det både skal være forbudt at være
prostitueret og at være prostitutionskunde. 24% i gruppen af 30-49-årige og 26% i gruppen af
over 50-årige mener, at begge dele skal kriminaliseres. Blandt de op til 30-årige respondenter
går kun 12% ind for, at det skal være forbudt at prostituere sig. Dette er mere end dobbelt så
mange som i de øvrige aldersgrupper, hvor kun 5% af de 30-49-årige og 4% af de over 50årige
er enige heri. I forhold til en udelukkende kriminalisering af kunder går 8% af de unge
respondenter, 13% af de 30-49-årige og 9% af de over 50-årige ind for, at det skal være
forbudt at være prostitutionskunde98 .
Uddannelsesmæssigt går 64% af respondenterne med en kort, mellemlang eller lang
videregående uddannelse ind for, at prostitution ikke skal reguleres med lovgivning, mens
henholdsvis 44% og 52% af respondenterne uden uddannelse eller med en faglig uddannelse er
enige heri99 .
I forhold til kriminalisering af prostitutionskunden samt kriminaliseringen af både
prostitutionskunden og den prostituerede giver 45% af de kvindelige respondenter med en
kort, mellemlang eller lang uddannelse positivt udtryk herfor mod 11% af mændene i samme
uddannelseskategori. Denne form for kriminalisering er tilsvarende 51% af de kvindelige
respondenter og 33% af de mandlige respondenter uden uddannelse enige om. Der er således
tale om, at kønseffekten forstærkes med uddannelsesniveau, idet forskellen på mænd og
kvinder i forhold til at kriminalisere prostitutionskunden, samt både prostitutionskunden og den
prostituerede, er større jo længere uddannelse respondenten har100 .
Respondenternes civilstatus har indflydelse på holdningen til kriminaliseringen, således at
98 Se bilag 1, tabel 7.
99 Se bilag 1, tabel 8.
100 Se bilag 1, tabel 9.

74
flest enlige går ind for en eller anden form for kriminalisering. 42% af respondenterne i denne
gruppe mod 23% i parforhold mener, at både prostitutionskunden og den prostituerede skal
kriminaliseres 101 . Forskellen i holdning mellem kønnene i forhold til hvordan prostitution skal
reguleres, forstærkes hos dem, der er i parforhold. Her går endnu flere kvinder ind for
kriminalisering102 .
7.4.3 Mindskelse af prostitution gennem sociale tiltag
De respondenter, som svarer, at de går ind for en eller anden form for social indsats, hvad
enten det udelukkende er sociale indsatser eller både sociale indsatser og lovgivning, er blevet
spurgt om, hvem den sociale indsats skal rettes imod.
Tabel 9. Hvordan skal samfundet mindske prostitution gennem sociale tiltag?
Skal ikke mindskes ved sociale tiltag
Samfundet skal hjælpe de prostituerede
Samfundet skal hjælpe kunderne
Begge dele
N = 309.
Køn Procent
Mand 5%
Kvinde 4%
Alle 5%
Mand 65%
Kvinde 55%
Alle 60%
Mand -
Kvinde 1%
Alle 1%
Mand 30%
Kvinde 39%
Alle 35%
Størstedelen af respondenterne mener, at samfundet skal hjælpe de prostituerede med sociale
tiltag. 60% heraf, lidt færre kvinder end mænd, mener, at samfundet bør hjælpe den
prostituerede, mens næsten ingen mener, at udelukkende prostitutionskunden bør hjælpes. Lidt
over en tredjedel, 35%, mener, at både den prostituerede og prostitutionskunden bør hjælpes
med sociale tiltag. Der er ingen signifikant forskel på mænd og kvinder i forhold til holdningen
til, hvordan prostitution skal mindskes gennem sociale tiltag. Ligeledes er der ingen
signifikante sammenhænge i forhold til alder, uddannelse, geografi eller civilstand.
101 Se bilag 1, tabel 10.
102 Se bilag 1, tabel 11.

75
7.4.4 Regulering med private organisationer
Respondenterne er endvidere blevet spurgt om deres holdning til private organisationers ansvar
for at mindske udbredelsen af prostitution. Cirka totredjedele af respondenterne svarer nej til,
at det er private organisationers ansvar.
Tabel 10. Er det private organisationers ansvar at mindske udbredelsen af prostitution?
Ja, helt
bestemt
Ja, delvis Nej Total
Op til 30 år 8% 20% 72% 100%
30-49 år 3% 13% 84% 100%
50 år eller ældre 13% 22% 65% 100%
Befolkningen, total 7% 18% 75% 100%
N = 392 χ2=17,042 med en tilhørende signifikans 0,2%.
I forhold til alder er tendensen, at der blandt de 30-49-årige er 84% af respondenterne, der
giver udtryk for, at det ikke er private organisationers ansvar at mindske udbredelsen af
prostitution, mens den tilsvarende andel er 65% blandt de over 50-årige respondenter. I
forhold til respondenternes civilstand, svarer 79% i parforhold mod 64% enlige nej til, at det er
private organisationers ansvar at mindske udbredelsen af prostitution 103 .
Der er ingen signifikante sammenhæng mellem holdningen til private organisationers
opgaver og ansvar i forhold til at mindske udbredelsen af prostitution og køn, uddannelse eller
geografisk placering.
7.5 Sammenfatning
Den foreløbige analyse af det kvantitative materiale har vist, at otte ud af ti mandlige
respondenter og cirka halvdelen af de kvindelige svarer, at prostitution er en helt eller delvis
acceptabel del af samfundet. Yngre mænd er mere imod prostitution, end ældre mænd er, om
end der er stor accept af prostitution blandt de mandlige respondenter generelt. Hos de
kvindelige respondenter er tendensen modsat. Således går denne hos de kvindelige
respondenter i retning af, at jo ældre de er, desto mere kritiske er de overfor prostitution.
Det er en generel tendens igennem det kvantitative materiale, at mænd er mere for
prostitution og imod, at samfundet bør regulere det, mens kvinderne er mere imod prostitution
og for, at den bør reguleres samfundsmæssigt. Jo ældre respondenterne er, desto mere er de
imod prostitution. Respondenter i parforhold er mest for prostitution, mens enlige er mest
imod. Således går også flere enlige, i modsætning til respondenter i parforhold, ind for en eller
103 Se bilag 1, tabel 12.

76
anden form for kriminalisering af prostitution.
Størstedelen af respondenterne går ind for, at prostitution skal mindskes eller begrænses.
63% af kvinderne og 82% af mændene er enige heri. Samlet set er det 73% af respondenterne,
der svarer bekræftende herpå. Endvidere kan en forskel i svarene identificeres afhængigt af, om
respondenterne kommer fra hovedstadsområdet eller fra den øvrige del af landet. Flest fra
hovedstadsområdet svarer ja til, at prostitution bør begrænses.
82% af respondenterne, som svarer, at man bør gøre noget for at begrænse prostitution,
mener at samfundet skal spille en rolle herfor. I forhold til hvordan samfundet skal begrænse
prostitution, svarer cirka halvdelen af det samlede antal respondenter i undersøgelsen, at de
ikke mener, prostitution skal reguleres med lovgivning. 56% af respondenterne, som mener, at
samfundet bør gøre noget for at mindske udbredelsen af prostitution, mener samtidig at dette
bør foregå både gennem lovgivning og ved, at samfundet hjælper de prostituerede.
Om begrænsningen eller reguleringen af prostitution skal foregå med lovgivning
afhænger i mange tilfælde af, om det er en mand eller kvinde, der svarer. Således går flere
kvinder end mænd ind for en kriminalisering af prostitutionskunden (henholdsvis 13% og 7%).
Ligeledes mener 35% af de kvindelige respondenter og kun 20% af de mandlige, at både
kunde og den prostituerede skal kriminaliseres. Således går næsten en tredjedel af de
respondenter, der mener, at samfundet skal regulere prostitution med lovgivning samtidig ind
for, at dette skal foregå med en kriminalisering af både den prostituerede og
prostitutionskunden. Flertallet af respondenter, 60%, mener, at samfundet bør mindske
prostitution ved at hjælpe de prostituerede med sociale tiltag. Mens flest kvinder mener, at
både den prostituerede og prostitutionskunden bør hjælpes, svarer flest mænd, at kun den
prostituerede bør hjælpes. Totredjedele svarer, at det ikke er samfundets ansvar at mindske
prostitution.
I overensstemmelse med størstedelen af de mandlige respondenter i
befolkningsundersøgelsen, giver flest dommere og informanter fra politiet i de kvalitative
interviews udtryk for, at kriminalisering af hverken kunder eller prostituerede er en løsning på
prostitutionen i samfundet. Derimod mener disse informanter, at prostitution skal bekæmpes
med sociale tiltag overfor de prostituerede.
De interviewede socialarbejdere synes i højere grad at være enige med størstedelen af de
kvindelige respondenter i befolkningsundersøgelsen, idet socialarbejderne i flest tilfælde udtaler
sig positivt overfor, at prostitution både skal begrænses gennem lovgivning og gennem sociale
tiltag. Om end ingen socialarbejdere betragter begrænsning af prostitution gennem lovgivning
som nogen ”løsning” på prostitutionsspørgsmålet, anses lovgivningen for at være et redskab til
at udsende et vigtigt signal om, at mænds køb af kvinder ikke er acceptabelt. I
overensstemmelse med et større antal af de kvindelige respondenter, anser også
socialarbejderne prostitution som en uacceptabel del af samfundet.

77
7.6 Kendskab og holdning til § 223 a
I det følgende er det ét af formålene at belyse, hvor mange der blandt undersøgelsens
respondenter kender straffelovens § 223 a, som kriminaliserer kunder til prostituerede under 18
år. Lidt over en tredjedel, 34%, svarer, efter at være blevet præsenteret for lovbestemmelsen,
at de kender den.
Holdningen til loven er klar104 , idet stort set alle respondenter, 98%, tilkendegiver, at det
er rigtigt at have sådan en lov. Ligeledes svarer størstedelen af respondenterne, 83%, at de er
enige i, at det skal være ulovligt for kunden at købe sex hos under 18-årige. 88% erklærer sig
helt eller delvis uenige i, at det skal være ulovligt at være prostitueret, når man er under 18
år105 . Der tegner sig således et billede af er en generel enighed om, at det er kunden og ikke den
unge prostituerede, som skal kriminaliseres.
7.6.1 Holdning til ungdomsprostitution
Respondenterne er ligeledes blevet spurgt om, hvorvidt de mener, at der bør være en
aldersgrænse for, hvor gamle prostituerede skal være for, at kunderne må købe sex hos dem.
90% af respondenterne giver udtryk for, at der skal være en aldersgrænse. Disse 90% er
dernæst blevet præsenteret for tre forskellige alderskategorier, 15 år (hvor den seksuelle
lavalder går), 18 år (myndighedsalder), 21 år eller en ”andet” kategori. 106
Tabel 11. Hvor skal aldersgrænsen for, hvor gamle skal prostituerede være for, at
kunderne må købe sex hos dem?
Køn 15 år 18 år 21 år Total
Mand 2% 75% 23% 100%
Kvinde 1,5% 65% 34% 100%
Total 2% 70% 28% 100%
N=499, γ= 0.245 med en tilhørende svag signifikans p=1,4%.
Der er en svag sammenhæng mellem køn og holdningen til, hvor gammel den prostituerede
skal være for at kunder må købe sex hos dem. Som det fremgår af tabel 11, mener 75% af de
mandlige og 65% af de kvindelige respondenter, at aldersgrænsen bør gå ved 18 år. Til
gengæld svarer cirka en tredjedel af de interviewede kvinder mod kun cirka en fjerdedel af
104 Informanterne i holdningsundersøgelsen er ikke blevet stillet spørgsmål om holdning til lovens formulering.
105 Der er tale om en vis inkonsekvens i respondenternes svar, idet 67% som det vil fremgå senere i
undersøgelsen svarer, at ungdomsprostitution bør reguleres ved både at kriminalisere den unge prostituerede og
prostitutionskunden. Det modsatrettede svar kan skyldes, at respondenterne ikke kan forventes at have
reflekteret væsentligt over ungdomsprostitution og prostitution generelt. De øvrige svar går i retning af en
kriminalisering af kunden og ikke af den unge prostituerede.
106 Kategorien ”Andet” er udeladt i skemaet; 11% svarer ved spørgsmålet ”Andet”.

78
mændene, at grænsen i stedet burde gå ved 21 år. Dermed mener flere kvinder end mænd, at
aldersgrænsen bør være højere.
7.6.2 Samfundets ansvar
Der er stor enighed blandt respondenterne om, at man bør gøre noget for at begrænse
omfanget af ungdomsprostitution. 98% svarer ja hertil. Næsten ligeså mange, 96%, svarer, at
det helt eller delvist er samfundets ansvar at mindske ungdomsprostitution.
Tabel 12. Er det efter Deres mening samfundets ansvar at mindske ungdomsprostitution?
Ja, helt
bestemt
Ja,
delvis
Nej Total
Mand 70% 24% 6% 100%
Kvinde 60% 37% 3% 100%
Total 65% 31% 5% 100%
N= 546, γ=0,167, P= 4,8%
I forhold til de tidligere svar er det overraskende, at der er flere af de mandlige end kvindelige
respondenter, der svarer ja, helt bestemt til, at det er samfundets ansvar at mindske
ungdomsprostitution. Lidt flere kvindelige respondenter mener, at det kun delvis er samfundets
opgave at mindske ungdomsprostitution. Der er dog tale om en svag signifikant forskel på
mænd og kvinder.
7.6.3 Skal ungdomsprostitution begrænses?
Respondenterne er endvidere blevet spurgt om, hvordan de mener, at samfundet bør begrænse
ungdomsprostitution og er blevet stillet de samme svarmuligheder, som de fik i forbindelse
med spørgsmål om holdning til begrænsning af prostitution generelt i samfundet.
På spørgsmålet, hvordan udbredelsen af prostitution bør mindskes, svarer respondenterne
følgende:
Tabel 13. Hvordan skal man mindske udbredelsen af ungdomsprostitution?
Befolkning
Gennem lovgivning 7%
Ved at samfundet hjælper de prostituerede 22%
Begge dele 71%
Total 100%
N=519. Sammenhæng mellem køn og holdning er ikke signifikant.

79
Under 10% af respondenterne mener, at ungdomsprostitution udelukkende skal mindskes med
lovgivning. Lidt under en fjerdedel svarer, at samfundet bør mindske udbredelsen af
ungdomsprostitution alene med sociale tilbud til de unge prostituerede.
Således svarer de resterende næsten trefjerdedele, at begrænsningen af prostitution
blandt unge bør foregå både gennem lovgivning og sociale tiltag. Hverken alder, køn eller
respondenternes civilstand har betydning for variationen i respondenternes holdning.
7.6.4 Regulering med lovgivning
De respondenter, som har svaret, at de går ind for en eller anden form for lovgivning til
begrænsningen af ungdomsprostitution, er blevet spurgt om, hvem der i givet fald skal
kriminaliseres. Dermed menes, om det er prostitutionskunden, den unge prostituerede eller
begge parter.
Tabel 14. Hvordan skal ungdomsprostitution reguleres med lovgivning?
Procent
Skal ikke reguleres med lovgivning 14%
Ved at gøre det forbudt at prostituere sig 5%
Ved at gøre det forbudt at være prostitutionskunde 13%
Ved at gøre begge dele forbudt 68%
Total 100%
N=516.
Som det fremgår af tabel 14, mener næsten syv ud af ti respondenter, at både
prostitutionskunden samt den unge prostituerede skal kriminaliseres. Dette står i modsætning
til respondenternes tidligere svar, hvor de tilkendegiver enighed i § 223 a’s fokus på
prostitutionskunden og ikke den unge prostituerede. Tendensen i den øvrige analyse er, at
respondenternes svar dette til trods går i retning af, at størstedelen er mest for, at fokus, krav
om ansvar og kriminalisering hviler på prostitutionskunden. 13% svarer, i overensstemmelse
med tidligere svar, at ungdomsprostitution skal reguleres ved kriminalisering af
prostitutionskunden, hvilket stemmer overens med den nuværende lovgivning.
Hverken alder, køn eller respondenternes civilstand kan forklare variationen i holdningen
til, hvordan ungdomsprostitution skal reguleres. Kun i forhold til geografi kan en svag
sammenhæng identificeres107 . En relativ stor del af respondenterne fra hovedstadsområdet,
20%, mod 11% fra det øvrige Danmark, går ind for udelukkende at kriminalisere
prostitutionskunden. Til gengæld går en større del af respondenterne udenfor
hovedstadsområdet ind for, at både kunde og den prostituerede skal kriminaliseres, 71% fra
107 Se bilag 1, tabel 13.

80
det øvrige Danmark mod 58% fra hovedstadsområdet.
7.6.5 Mindskelse af ungdomsprostitution gennem sociale tiltag
De respondenter, som har svaret, at mindskelsen af ungdomsprostitution skal foregå gennem
sociale tiltag alene eller gennem sociale tiltag og lovgivning, er desuden blevet spurgt, hvem de
sociale tiltag skal rettes imod.
Tabel 15. Mindskelse af ungdomsprostitution gennem sociale tiltag.
Skal ikke mindskes ved sociale tiltag 3%
Samfundet skal hjælpe de prostituerede 61%
Samfundet skal hjælpe prostitutionskunderne 0%
Begge dele 36%
Befolkning
Total 100%
N=546.
Respondenternes holdning deler sig hovedsagelig i to svarkategorier. Den største, som udgør
61%, svarer, at samfundet udelukkende skal hjælpe de prostituerede, mens cirka en tredjedel af
respondenterne mener, at både de unge prostituerede og deres prostitutionskunder skal
hjælpes. Ingen mener, at prostitutionskunden alene skal hjælpes. Hverken alder, køn eller
respondenternes civilstand har nogen indflydelse på respondenternes holdning.
7.6.6 Regulering med private organisationer
Respondenterne er ligeledes blevet spurgt om, hvorvidt det efter deres mening er private
organisationers ansvar at mindske udbredelsen af ungdomsprostitution.
Tabel 16. Private organisationers ansvar at mindske udbredelsen af ungdomsprostitution?
Ja, helt bestemt 7%
Ja, delvist 23%
Nej 70%
Befolkning
Total 100%
N= 546
Mens cirka en tredjedel af respondenterne i en eller anden udstrækning mener, at det er private
organisationers opgave at begrænse prostitution, mener størstedelen, 70%, at det ikke er det. I
forhold til de demografiske forhold er der ingen samvariation.

81
7.6.7 Seks påstande om ungdomsprostitution
Skemaet nedenfor indeholder påstande om ungdomsprostitution, som respondenterne er blevet
stillet i et forsøg på at få uddybet deres holdning til og forståelse af ungdomsprostitution.
Formålet hermed har blandt andet været at få underbygget respondenternes tidligere svar samt
at undersøge, hvilken betydning og hvilket ansvar henholdsvis den unge og kunden tillægges
sine handlinger.
Alle svar er blevet kontrolleret i forhold til køn, alder, geografi, civilstand og
uddannelsesniveau. I de tilfælde hvor baggrundsvariablene har haft en signifikant betydning for
svarene fremgår disse i teksten nedenfor. For overskuelighedens skyld fremhæves de
væsentlige resultater med fed skrift.
Tabel 17. Påstande om ungdomsprostitution.
Der er ikke forskel på, om unge over 15 år og voksne
prostituerer sig
Unge som sælger sex, gør det, fordi de har lyst til sex med
mange partnere
Prostitution med unge er et socialt problem, som skal
bekæmpes
Unge prostituerede har brug for pengene til at finansiere et
stofmisbrug
Er du mellem 15 og 18 år, er du gammel nok til at
bestemme, om du vil sælge sex
Det er prostitutionskundens ansvar, om de prostituerede de
går til, er fyldt 18 år
Enig Delvis
enig
Delvis
uenig
Uenig Total
6% 3% 6% 85% 100%
4% 7% 7% 82% 100%
89% 8% 1% 2% 100%
49% 43% 5% 4% 100%
4% 5% 5% 86% 100%
56% 18% 10% 16% 100%
Som det fremgår af tabel 17, er størstedelen af respondenterne enige i deres holdning til
ovenstående udsagn om ungdomsprostitution. Dermed har baggrundsvariablene køn, alder,
civilstand, geografi og uddannelse ingen indflydelse haft på respondenternes holdning.
Af tabellen fremgår det, at næsten alle respondenter, 91%, er uenige eller delvis uenige i,
at der ikke er forskel på, om unge over 15 år og voksne prostituerer sig. Cirka ni procent
erklærer sig helt eller delvis enige i påstanden. Næsten ligeså stor svarprocent, 89%, er også
helt eller delvis uenige i, at unge, som sælger sex, gør det, fordi de har lyst til sex med mange
partnere. 11% erklærer sig helt eller delvis enige i påstanden. At respondenterne betragter
ungdomsprostitution som et socialt problem bekræftes ved, at 97% af respondenterne er helt

82
eller delvis enige i, at prostitution er et socialt problem, som skal bekæmpes.
At unge i prostitution forbindes med unge i en form for misbrug, indikerer
respondenternes enighed i påstanden om, at unge prostituerede har brug for pengene til at
finansiere et stofmisbrug. Halvdelen af respondenterne, 49%, og lidt under halvdelen, 43%,
tilkendegiver at være enige og delvis enige heri. I forhold til dette udsagn kan en alderseffekt
identificeres, idet der blandt de op til 30-årige er 89%, der er helt eller delvis enige i påstanden,
mens 94% af de over 50-årige er enige i denne påstand108 .
Respondenternes holdning til kundens ansvar understreges af deres uenighed i de to
sidste påstande i skemaet. 91% af respondenterne er helt eller delvis enige i, at unge mellem
15 og 18 år ikke er gamle nok til selv at bestemme, om de vil sælge sex. Samtidig mener
størstedelen af respondenterne, at det er kundens ansvar at sikre sig, at de unge, de går til, er
fyldt 18 år. Trefjerdedele af respondenterne erklærer sig helt eller delvis enige i denne påstand.
Dette svar ligesom de øvrige holdninger, der kommer til udtryk i tabellen, underbygger den
tidligere identificerede tendens, hvor respondenterne erklærer sig enige i, at kunden skal
kriminaliseres og ikke både den prostituerede og dennes kunder. Cirka en fjerdedel af
respondenterne er ikke enige i påstanden.
Svarene omkring kundens ansvar i forhold til at sikre sig den prostitueredes alder
fordeler sig således, at jo ældre respondenterne er, desto mere er de enige i dette standpunkt. I
gruppen af respondenter på til 29 år er 66% enige i påstanden, mens 78% af respondenterne
over 50 år er enige heri109 .
7.7 Sammenfatning
Cirka en tredjedel af respondenterne i denne undersøgelse svarer, efter at være blevet
præsenteret for § 223 a, at de kender bestemmelsen. At så relativt mange svarer, at de kender §
223 a, er for så vidt en overraskende stor andel set i lyset af hvor få af de interviewede
faggrupper, som kendte § 223 a. Eksempelvis svarede cirka halvdelen af informanterne fra
politiet i telefoninterviewene, at de kendte til § 223 a. De øvrige informanter fortæller, at de på
interviewtidspunktet var bekendte med bestemmelsen uden dog at have den specielt præsent.
Den høje svarprocent i befolkningsundersøgelsen kan muligvis skyldes, at nogle respondenter
måske ikke vil virke uvidende om landets lovgivning og derfor svarer, at de kender loven, trods
det at de måske ikke gør. I lyset heraf er det sandsynligt, at det reelle antal respondenter, som
kender § 223 a, er lavere end angivet i undersøgelsen.
Respondenterne har stort set sammenfaldende holdninger omkring ungdomsprostitution,
hvorfor baggrundsvariable som køn, alder, uddannelse, bopæl og/eller civilstand ikke har haft
nogen signifikant indflydelse på deres holdninger. Næsten alle respondenter betragter
108 Se bilag 1, tabel 14.
109 Se bilag 1, tabel 15.

83
ungdomsprostitution som et socialt og uacceptabelt problem.
I det kvalitative materiale kan holdningen til § 223 a, og holdningen til hvordan
ungdomsprostitution bør gribes an, groft set, opdeles i to grupper. Mens socialarbejderne
tilhører den ene gruppe og overvejende erklærer sig for § 223 a’s berettigelse og
kriminaliseringen af prostitutionskunden, forholder gruppen af dommere samt repræsentanter
fra politiet sig i højere grad kritisk overfor § 223’s berettigelse. I modsætning hertil er
respondenternes holdning til § 223 a temmelig entydig. Stort set alle erklærer sig enige i § 223
a’s berettigelse, samt i at kunden er den kriminaliserede part. Nødvendigheden af at iværksætte
sociale tiltag overfor de unge prostituerede understreges af de fleste informanter og
respondenter i de to undersøgelser.
I overensstemmelse med socialarbejdernes holdning til § 223 a svarer 71% af
respondenterne, at udbredelsen af ungdomsprostitution skal mindskes både ved at samfundet
hjælper de prostituerede samt gennem lovgivning. Endvidere svarer 61% i
befolkningsundersøgelsen, at samfundet skal hjælpe de prostituerede gennem sociale tiltag.
Lidt over en tredjedel svarer, at både prostitutionskunden og den prostituerede bør hjælpes.
Af de kvalitative interviews fremgår det, at såvel socialarbejdere som repræsentanter fra
politiet først og fremmest vil fokusere på den unges velbefindende med sociale tilbud snarere
end på at få kunden dømt. En politianmeldelse af en kunde er i mange tilfælde ikke blevet
overvejet som en mulighed. Størstedelen af socialarbejderne understreger, at det er kundens
ansvar at sikre sig, at den prostituerede er fyldt 18 år. I overensstemmelse hermed viser
befolkningsundersøgelsen, at næsten 75% af respondenterne mener, at det er kundens ansvar,
om de prostituerede, de går til, er fyldt 18 år.
Stort set alle informanter i såvel interviewundersøgelsen som i befolkningsundersøgelsen
er enige i, at der er forskel på, om unge over 15 år og ”voksne” over 18 år prostituerer sig.
Ligeledes mener meget få informanter, at unge, som sælger sex, gør det, fordi de har lyst til sex
med mange partnere. 97% af respondenterne tilkendegiver, at prostitution blandt unge er et
socialt problem, som skal bekæmpes. Dermed er det en overvejende tendens blandt alle
adspurgte i denne evaluering, at unge i prostitution anses for at være et socialt problem, som
ikke kan accepteres.
92% af respondenter i befolkningsundersøgelsen mener, at unge prostituerer sig, fordi de
har brug for penge til at finansiere et stofmisbrug. Det samme synspunkt udtrykker de fleste
informanter fra dommerstanden og politiet. Informanternes holdning er her,
ungdomsprostitution er et ”københavnerfænomen” og forbinder fænomenet med unge i
stofmisbrug, muligvis unge i narkoprostitution. I modsætning hertil nuancerer en række
socialarbejdere forståelsen af, i hvilke sammenhænge ungdomsprostitution også kan finde sted
udenfor de traditionelle prostitutionsarenaer.

84
7.8 Tolv påstande om prostitution
Det har blandt andet været formålet med den kvantitative spørgeskemaundersøgelse at tegne
en ”profil” af danskernes holdning til prostitution. Derfor er respondenterne blevet bedt om
også at svare på, hvor enige eller uenige de er i 12 påstande om prostitutions karakter og
berettigelse i samfundet. De 12 påstande er inddelt i to tabeller med seks påstande i hver.
Tabel 18 indeholder påstande, der overvejende kan betragtes som påstande, der forsvarer
prostitutionens eksistens. Tabel 19 indeholder i modsætning hertil seks påstande, som er mere
kritiske overfor prostitutionen i samfundet. Inspirationen til påstandene er hentet fra forskellige
diskussioner om prostitution i medier, undersøgelser og debatter i Folketinget om blandt andet
afkriminaliseringen af prostitution og vedtagelsen af § 223 a110 (Høigård & Finstad 1986, Koch
1987, Järvinen 1990, Järvinen 15/1991).
7.8.1 Påstande for prostitution
I det følgende præsenteres de seks påstande, der ofte anvendes som forsvar for prostitution i
den politiske og offentlige debat. Således kan påstandene indeholde en accept af prostitution
eller en konstatering af, at prostitution er kommet for at blive og derfor måske ikke skal eller
ikke kan begrænses. Holdningerne er kontrolleret for baggrundsvariablenes betydning.
Variablen køn har især vist sig at have en signifikant indflydelse på respondenternes holdning til
påstandene.
110 Justitsministeriet J.nr. 1996-703-0357. 12. Maj 1999.

Tabel 18. Påstande for prostitution.
Prostitution forhindrer voldtægter
85
Myndigheders indgreb mod prostitution mindsker
ikke prostitution, men driver den under jorden
Bordeller med sundhedskontrol er en god ide
Om man vil sælge sex eller ej, er den enkeltes ansvar
ikke samfundets ansvar
Prostitutionskunder er mænd, som har svært ved at
skaffe seksuelle kontakter med andre
Prostitution har altid eksisteret og vil altid eksistere
Køn Enig Delvis
enig
Delvis
uenig
Uenig Total
Mand 36% 31% 7% 26% 100%
Kvinde 18% 29% 9% 44% 100%
Alle 27% 30% 8% 35% 100%
Mand 62% 25% 7% 6% 100%
Kvinde 54% 28% 10% 9% 100%
Alle 58% 26% 9% 8% 100%
Mand 83% 12% - 5% 100%
Kvinde 75% 13% 3% 9% 100%
Alle 79% 13% 2% 7% 100%
Mand 39% 29% 12% 20% 100%
Kvinde 25% 28% 18% 29% 100%
Alle 32% 29% 15% 24% 100%
Mand 33% 37% 16% 14% 100%
Kvinde 24% 43% 14% 19% 100%
Alle 28% 40% 15% 17% 100%
Mand 93% 6% 1% 1% 100%
Kvinde 89% 8% 1% 3% 100%
Alle 91% 7% 1% 2% 100%
Der er flere mandlige end kvindelige respondenter, som er enige i, at prostitution forhindrer
voldtægter. Over halvdelen af de kvindelige respondenter erklærer sig delvis uenige eller
uenige i påstanden, mens kun cirka en tredjedel af de mandlige respondenter er uenige heri. Til
gengæld er en overvægt af de mandlige respondenter, næsten 70%, helt eller delvis enige i
påstanden.
Tendensen, at de kvindelige respondenter er mest uenige i påstanden, mens mændene er
mest enige, forstærkes af deres civilstand. Lidt flere enlige kvinder end kvinder i parforhold er
uenige i påstanden. Omvendt er flere enlige mænd end mænd i parforhold enige i, at
prostitution forhindrer voldtægter 111 .
Mandlige og kvindelige respondenter med en faglig uddannelse er mest enige i, at
prostitution forhindrer voldtægter, idet 70% af mændene og 51% af kvinderne erklærer sig
enige heri. Respondenter med en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse er i
højere grad uenige i påstanden. 60% af de mandlige respondenter og 51% kvindelige erklærer
111 Se bilag 1, tabel 16.

86
sig helt eller delvis enige heri 112 .
Geografisk mener flest respondenter udenfor hovedstadsområdet, at prostitution
forhindrer voldtægter. Her erklærer 59% af respondenterne, i forhold til 47% fra
hovedstadsområdet, sig helt eller delvis enige i påstanden 113 .
Der er også flere mænd end kvinder, der er enige i påstanden om, at myndigheders
indgreb mod prostitution ikke mindsker prostitution, men driver den under jorden. 62% mænd
er helt enige heri, mens den tilsvarende andel er 54% blandt de kvindelige respondenter.
Aldersmæssigt er tendensen, at jo ældre respondenterne er, desto mere er de enige i
påstanden. Blandt de op til 30-årige erklærer 50% sig helt enige i påstanden, mens 56% blandt
de 30-49-årige og 68% blandt de over 50-årige er enige heri 114 .
Påstanden om, at bordeller med sundhedskontrol er en god ide, er flere mænd end
kvinder enige i. Mens stort set alle mænd, 95%, erklærer sig helt eller delvist enige i påstanden,
er en lidt mindre andel, 88% kvinder helt eller delvis enige heri. Jo lavere uddannelsesniveau
respondenterne har, desto flere tilslutter sig udsagnet. Således er 95% af respondenterne uden
uddannelse helt eller delvis enige påstanden, mens 89% af respondenterne med en kort,
mellemlang eller videregående uddannelse er enige her 115 .
I forhold til påstanden om, hvorvidt man vil sælge sex eller ej, er den enkeltes ansvar ikke
samfundets, kan den største forskel mellem kønnene identificeres. Mens næsten 70% af de
adspurgte mænd er helt eller delvis enige i påstanden, er kun lidt over halvdelen af kvinderne
enige heri. Samtidig er næsten 30% af kvinderne helt uenige i påstanden, mens 20% af
mændene placerer sig i samme svarkategori. Aldersmæssigt er tendensen, at jo ældre
respondenterne er, desto mere er de enige i påstanden. Mens der er 20% af respondenterne op
til 30 år, som erklærer sig enige i påstanden, er 25% blandt de 30-49-årige og 53% blandt de
over 50-årige enige heri 116 .
Uddannelsesmæssigt adskiller respondenter med en faglig uddannelse sig fra de øvrige
respondenter ved at være mest enige i, at om man vil sælge sex eller ej, er den enkeltes ansvar
ikke samfundets. 68% af de fagligt uddannede, mod 52% af respondenter med en kort,
mellemlang eller videregående uddannelse og 62% uden uddannelse, er enige heri 117 .
Cirka 70% af respondenterne erklærer sig enige i påstanden om, at prostitutionskunder
er mænd, som har svært ved at skaffe sig andre seksuelle kontakter. Det har i svarene til denne
påstand ikke været muligt at identificere væsentlige sammenhænge mellem holdninger og
baggrundsvariable. Svarene blandt kvinder og mænd fordeler sig nogenlunde ligeligt, om end
112 Se bilag 1, tabel 17.
113 Se bilag 1, tabel 18.
114 Se bilag 1, tabel 19.
115 Se bilag 1, tabel 20.
116 Se bilag 1, tabel 21.
117 Se bilag 1, tabel 22.

87
lidt flere mænd end kvinder er enige i påstanden. Cirka syv ud af ti respondenter erklærer sig
helt eller delvis enige i påstanden. At prostitution altid har eksisteret og altid vil eksistere, er
lige mange kvinder og mænd enige i. Der er således en klar holdning hos stort set alle
respondenter i denne påstand.
7.8.2 Påstande imod prostitution
I det følgende præsenteres nogle af de påstande, som er mere kritiske overfor prostitutionens
berettigelse i samfundet. I denne del er holdningerne til påstandene ikke så entydige, som i
forrige skema.
Respondenternes køn har også her stor betydning for deres holdning til påstandene.
Derfor fremstår svarene i tabel 19 kontrolleret for køn. Når det ikke er angivet i teksten
nedenfor, at der er forskelle i holdninger afhængig af alder, geografi, civilstand eller
uddannelse, skyldes det, at materialet ikke viser nogen signifikante forskelle.
Tabel 19. Påstande mod prostitution.
Prostitution er kvindeundertrykkende
At være prostitutionskunde er umoralsk
Prostitution har store sociale og psykiske
konsekvenser for den prostituerede
Ingen har ret til at købe sex hos andre uanset den
prostitueredes alder
Prostitution i Danmark er et fattigdomsproblem
Køn Enig Delvis
enig
Delvis
uenig
Uenig
Total
Mand 33% 22% 13% 32% 100%
Kvinde 43% 23% 11% 22% 100%
Alle 38% 23% 12% 27% 100%
Mand 38% 15% 13% 34% 100%
Kvinde 50% 17% 11% 23% 100%
Alle 44% 16% 12% 28% 100%
Mand 74% 21% 2% 2% 100%
Kvinde 82% 16% 1% 1% 100%
Alle 78% 19% 1% 2% 100%
Mand 17% 9% 12% 62% 100%
Kvinde 32% 14% 15% 39% 100%
Alle 25% 12% 14% 50% 100%
Mand 6% 18% 13% 63% 100%
Kvinde 6% 14% 14% 66% 100%
Alle 6% 16% 14% 65% 100%
Prostitution er et socialt problem forårsaget af Mand 26% 43% 8% 22% 100%
belastet opvækst
Kvinde 32% 48% 9% 11% 100%
Alle 29% 46% 9% 17% 100%

88
Flest kvindelige respondenter er enige i, at prostitution er kvindeundertrykkende. Mens
godt halvdelen af mændene er helt eller delvis enige i påstanden, er tilsvarende 66% af
kvinderne enige heri. I forhold til alder er tendensen, at jo ældre respondenterne er, desto mere
er de enige i påstanden. I aldersgruppen af op til 29-årige er 56% helt eller delvis enige i, at
prostitution er kvindeundertrykkende. Hos de 30-49-årige er 62% helt eller delvis enige, mens
det er 65% af respondenterne i aldersgruppen af 50-årige og opefter, som er helt eller delvis
enige heri 118 .
I forhold til køn og uddannelse er flest kvinder med en kort, mellemlang eller
videregående uddannelse enige i, at prostitution er kvindeundertrykkende. 48% af kvinderne i
denne gruppe er enige heri, mens det hos de faglærte kvinder er 40%, og hos kvindelige
respondenter uden uddannelse er 42%, som er enige heri. Kønseffekten påvirkes af
uddannelsesniveau, idet forskellen på mænd og kvinder forstærkes blandt respondenter med en
kort, mellemlang eller lang uddannelse, mens der ingen forskel er på mænd og kvinder i de to
øvrige uddannelseskategorier 119 .
Over halvdelen af den samlede respondentgruppe erklærer sig helt eller delvis enige i
påstanden om, at være prostitutionskunde er umoralsk. En større andel af de kvindelige (50%)
end mandlige respondenter (17%) er enige i påstanden. Tilsvarende er henholdsvis 38% og
15% af de mandlige respondenter enige eller delvis enige i påstanden. Mens cirka hver fjerde
kvinde er uenige i påstanden, er det tilfældet for cirka hver tredje mandlige respondent.
Aldersmæssigt er der en svag tendens til, at jo yngre respondenterne er, jo mere enige er
de i påstanden, at det er umoralsk at være prostitutionskunde. I forhold til uddannelse er der
ligeledes en svag tendens til, at jo lavere uddannelsesniveau respondenten har, jo mere er
respondenterne enige i påstanden. Således svarer 67% af respondenterne uden uddannelse, at
de er helt eller delvis enige i, at det er umoralsk at være prostitutionskunde, mens 59% af de
fagligt uddannede og 55% med en kort, mellemlang eller videregående uddannelse falder
indenfor samme svarkategori 120 121 .
Både mænd og kvinder er enige i, at påstanden om, at prostitution har store sociale og
psykiske konsekvenser for den prostituerede. 82% af kvinderne er enige i heri mod 75% af de
mandlige respondenter.
Påstanden om, at ingen har ret til at købe sex hos andre uanset den prostitueredes alder,
er en fjerdedel af den samlede respondentgruppe helt enig i, mens over en tredjedel enten er
helt eller delvis enige heri. Lidt under halvdelen af kvinderne er helt eller delvis enige i, at ingen
har ret til at købe sex hos andre uanset den prostitueredes alder, mens 74% af de mandlige
118 Se bilag 1, tabel 23.
119 Se bilag 1, tabel 24.
120 Se bilag 1, tabel 25.
121 Se bilag 1, tabel 26.

89
respondenter er enten helt eller delvis uenige i påstanden.
Der er overvejende enighed blandt respondenterne i påstanden om, at prostitution i
Danmark ikke er et fattigdomsproblem. Næsten 80% af alle respondenter er uenige i, at
prostitution er et fattigdomsproblem. Der fremkommer ingen væsentlige forskelle mellem køn
og uenighed i påstanden. Aldersmæssigt skiller gruppen af under 30-årige respondenter sig ud,
idet 52% er helt uenige i påstanden. Tilsvarende erklærer 70% af de over 30-årige sig uenige
heri. Det vil sige, at jo ældre respondenterne er, jo mere uenige er de i påstanden om, at
prostitution er et fattigdomsproblem 122 .
Endelig i forhold til betragtninger om, hvorvidt prostitution er et socialt problem
forårsaget af belastet opvækst, er der en tendens til at flere kvinder end mænd vurderer, at det
forholder sig således. 80% af kvinderne erklærer sig helt eller delvis enige i denne påstand,
hvorimod 69% af mændene er helt eller delvis enige.
7.9 Samfundets holdning til prostitution
I det følgende præsenteres nogle betragtninger fra andre undersøgelser om danskernes
holdning til prostitution. Disse betragtninger er efterfølgende i afsnit 7.10 sammenholdt med
respondenternes svar i befolkningsundersøgelsen.
Ennew et al. (1996:10) identificerer i sin systematiske gennemgang af den eksisterende
internationale litteratur om prostitution en generel tendens i den vestlige verdens presse til at
reproducere de samme historier og myter om prostitution. Prostitution beskrives oftest som et
nødvendigt socialt onde, der beskytter samfundets kvinder mod voldtægter.
I Danmark har blandt andre Koch (1987) og Järvinen (1991/15) beskrevet danskernes
holdning til prostitution. Både Koch og Järvinen peger på, at prostitution i Danmark ikke
betragtes som et væsentligt socialt eller menneskeligt problem. Dette mener de er en
medforklarende årsag til, at der i Danmark ikke iværksættes seriøse sociale initiativer overfor
de prostituerede i samme omfang, som det er sket i de andre skandinaviske lande: ”…
prostitution anses af mange ikke som et væsentligt socialt eller menneskeligt problem, hvorfor
der ikke iværksættes seriøse sociale initiativer overfor de prostituerede. På den anden side
udsættes prostituerede dog for fordømmelse og ringeagt. Derfor forsøger de at skjule deres
aktivitet for såvel familie og venner, som for professionelle voksne som læger og
socialarbejdere” (Koch 1987:77).
Denne dobbeltsidede holdning til prostitution, betegner Järvinen (1991/15) som en
funktionalistisk forståelse af fænomenet. Prostitutionen betragtes her på en og samme tid som
et ”nødvendigt” onde, der udfylder vigtige sociale funktioner og tilhører den ”normale”
dagsorden, samtidig med at den prostituerede anskues med fordømmelse og foragt.
122 Se bilag 1, tabel 27.

90
7.9.1 Funktionalistisk forståelse af prostitution
Med udgangspunkt i blandt andet folketingsdebatten om prostitution i foråret 1998,
identificerer Järvinen fem bud på det, hun kalder et funktionalistisk prostitutionssyn. Det første
bud på en funktionalistisk forståelse af prostitution er, at prostitution er et universelt, evigt
uforanderligt fænomen. Prostitution betragtes som kvindens ældste erhverv, der angiveligt er et
biologisk fænomen, som altid har eksisteret og altid vil eksistere.
Et andet bud er, at prostitution er en nødvendighed, idet frustrerede, isolerede,
handicappede, gamle og/eller enlige mænd, som ikke kan finde sig en seksualpartner på det
ikke- kommercielle marked, også har ret til seksuel tilfredsstillelse.
Dette bud er også blevet anfægtet i den nyere forskningslitteratur om prostitution, hvilket
er diskuteret i kapitel 5.8 om prostitutionskunder. Her fremgår det, at prostitutionskunder
udgør et bredt udsnit af den mandlige befolkning, og at handicappede således ikke er
”overrepræsenteret” som prostitutionskunder (Prieur & Taksdal 1989 og Månsson 1998).
Ifølge det tredje bud er det urealistisk at tænke sig prostitutionen udryddet eller
mindsket. Prostitution anses for at være et biologisk bestemt fænomen, som er en nødvendig
”sikkerhedsventil” for at tilfredsstille mænd seksuelle behov. Prostitution forhindrer voldtægter
og andre seksuelle overgreb mod samfundets øvrige kvinder. Myndigheders indgreb overfor
prostitution formodes endvidere at ville drive kønshandelen under jorden.
Ifølge det fjerde bud på funktionalismen fungerer prostitution ikke problemfrit, men
forbindes af de fleste med økonomiske, sociale og psykiske problemer. Derfor er der generel
enighed om, at de sociale og psykiske skadevirkninger for de prostituerede skal søges
bekæmpet. Endvidere er de fleste af den opfattelse, at prostituerede ofte kommer fra dårligt
socialt fungerende familier. De færreste forsøger at argumentere imod dette, men betragter
alligevel ikke prostitution som et problem. Det fastholdes, at prostitution er et naturligt
fænomen, som behøves i samfundet.
Et andet problem, som ifølge Järvinen forbindes med prostitution, er den sundheds- og
smitterisiko, prostituerede kan være årsag til. Her udpeges de prostituerede traditionelt som
potentiel smittekilde, som samfundet skal søge at begrænse. Järvinen eksemplificerer dette med
debatten om HIV i 1980’erne, hvor de prostituerede blev udpeget som en smittekilde.
Dermed medfører prostitutionen også et ordensproblem, som kønshandelens fortalere
ikke kan se bort fra. Mens gadeprostitution flyttes ud af byen eller til mindre attraktive eller
trafikerede områder, opleves massageklinikprostitution som en mere diskret og derfor som en
mere acceptabel form for prostitution. Generelt betragtes prostitution som et privat anliggende,
mens kønshandel med mindreårige kræver myndighedernes intervention.
Ifølge det femte bud betragtes prostitutionen som et nødvendigt onde, mens de
prostituerede anskues som ”unormale” eller afvigende i en eller anden henseende. De
prostituerede opfattes som ”dårligt begavede”, ”promiskuøse” eller måske ”hyperseksuelle”.

91
Ifølge Järvinen opfattes prostitution ud fra et funktionalistisk synspunkt ofte som et
serviceerhverv. Alligevel er der ikke er samme respekt omkring prostitution på samme måde
som andre erhverv. De prostituerede betragtes, samtidig med at de udfører en ”funktion” i
samfundet, som absolutte modpoler til normale mænds hustruer, døtre, mødre eller søstre.
Ifølge Järvinen bliver konsekvensen af det funktionalistiske prostitutionssyn, at mange
prostituerede lever omgivet af samfundets dobbeltmoral, som kan være svær at håndtere for
dem (Järvinen 15/1990).
7.9.2 Feministisk forståelse af prostitution
Den funktionalistiske forståelse af prostitution er i lande som Sverige og Holland erstattet af et
køns-/feministisk og menneskeretsligt perspektiv. Igennem årtier har man i disse lande ført en
dybdegående – og offentlig – diskussion om prostitution. Samtidig har prostitution været
genstand for omfattende forskning. Det feministiske perspektiv i forskningslitteraturen kan,
ligesom det funktionalistiske, i mange tilfælde identificeres ved det udgangspunkt, forskere
antager i deres syn på prostitution, den prostituerede samt på hvilken rolle, prostitutionen har i
samfundet (Järvinen 15/1991).
Påstande om, at prostitution betragtes som kvindens ældste erhverv og angiveligt er et
biologisk fænomen, som altid har eksisteret og altid vil eksistere, er inden for den feministisk
inspirerede forskningslitteratur blevet problematiseret. Her anses prostitution i langt højere
grad for at være en social konstruktion og dermed et fænomen, der varierer med samfundets
kultur, organisering, struktur og udviklingsniveau. Et argument herfor er, at prostitutionens
omfang og udtryksformer er forskellige fra land til land (Månsson 1998).
Prostitution kan ud fra et feministisk perspektiv betragtes som et udtryk for de
magtstrukturer i samfundet, der hersker mellem kønnene. Dermed kan prostitution anskues
som værende en afspejling og bekræftelse af de kønsbestemte uligheder mellem kønnene og en
samfundsmæssig ideologi, som dikterer, at seksualitet er en handelsvare.
Den heteroseksuelle prostitution med mandlige købere og kvindelige sælgere kan
indenfor den feministiske tradition betragtes som det mest udprægede eksempel på traditionelle
kønsrollers seksuelle forhold med manden som det handlende subjekt og kvinden som objekt.
Således menes de samfundsmæssige strukturer at have en stor indflydelse på konstruktionen og
den fortsatte opretholdelse af fænomenet prostitution (Høigård & Finstad 1986, Koch 1987,
Bechmann Jensen et al. 1990, Järvinen 1990).
Prostitution betragtes således af mange feminister som et negativt samfundsfænomen, der
er udtryk for patriarkatet og mænds magt over kvinder, samt – for de prostituerede – en
beskæftigelse som kan medføre sociale, fysiske og psykiske skadevirkninger. I lyset heraf
betragtes prostitution som et samfundsproblem, som skal bekæmpes gennem lovgivning,
socialt forebyggende tiltag, information og oplysning.

92
Feminister er ikke nødvendigvis imod prostitution, pornografi eller imod at kvinder i
øvrigt bruger deres seksualitet, som de vil. Det er igennem de seneste år blevet mere udbredt,
at selverklærede feminister også er forsvarer af kvinders ret til at prostituere sig. De betragter
andre feministers modstand mod prostitution, som endnu en vej til, eksempelvis gennem
restriktiv lovgivning overfor prostitution og prostituerede, at kontrollere kvinder og fratage
dem retten til at træffe egne valg (Vanwesenbeeck 1994, Ringdal 1997, Skilbrei 1998:122).
7.10 Prostitutionsprofil
På baggrund af respondenternes holdning til argumenterne for og imod prostitution er det
formålet i det følgende at tegne en profil af danskernes holdning til prostitution.
Påstandene i tabel 18 og tabel 19 kan rubriceres som argumenter for og imod
prostitutionens berettigelse i samfundet og kan være eksempler på henholdsvis
funktionalistiske og feministiske påstande om og forståelser af prostitution. Nogle af
påstandene ville kunne placeres under begge kategorier alt afhængigt af i hvilken sammenhæng
og med hvilket motiv, de er fremsat. Der er således tale om en fortolkning af påstandene, der i
denne forbindelse tillægges en bestemt betydning som et udtryk for en konkret holdning til
prostitution.
7.10.1 Funktionalistisk inspirerede påstande
I tabellen 18 nedenfor er vist, hvordan mænd og kvinder fordeler sig i forhold til, hvor mange
påstande de er enige i. Det er fremført med fed skrift der, hvor flest respondenter er enige i
påstandene.
• Prostitution forhindrer voldtægter.
• Myndigheders indgreb mod prostitution mindsker den ikke, men driver den under
jorden.
• Bordeller med sundhedskontrol er en god ide.
• Om man vil sælge sex eller ej, er den enkeltes ansvar ikke samfundets.
• Prostitution har altid eksisteret og vil altid eksistere.
• Prostitutionskunder er mænd, som har svært ved at skaffe sig seksuelle kontakter med
andre.

Tabel 20. Argumenter for prostitution
Ikke enig i
påstande
1
2
93
3
4
5
Enig i alle
påstande
Total
Mand 0,7 % 0,4% 1,1% 9,1% 19,3% 31,4% 38,0% 100%
Kvinde 0,4% 0,7% 4,6% 10,9% 29,6% 28,5% 25,4% 100%
Total 0,5% 0,5% 2,9% 10,0% 24,6% 29,9% 31,5% 100%
N= 558 γ = -0,247 p=0,0%
Som det også er fremgået tidligere i analysen, er mænd generelt mere positivt indstillede over
for prostitution, end kvinder er. Tabellen ovenfor viser ligeledes, at holdningen til prostitution
er forskellig alt efter, om respondenten, som svarer, er kvinde eller mand.
Lægges de funktionalistiske inspirerede påstande sammen, er 31% mænd enige i fem ud
af seks påstande, mens 38% mandlige respondenter er enige i seks ud af seks påstande. Således
er 69% af det samlede antal adspurgte mandlige respondenter enige i mindst fem ud af seks
påstande, som kan forsvare prostitutionens eksistens i samfundet.
Som det fremgår af tabellen, er de kvindelige respondenter i mindre grad enige i de
funktionalistisk inspirerede påstande, end de mandlige respondenter er. Således er kun en
tredjedel af de kvindelige respondenter enige i fem ud af seks påstande, mens hver fjerde
kvinde er enige i alle seks påstande. Samlet set er lidt over halvdelen, 54%, af de adspurgte
kvinder enige i fem eller seks påstande.
Ud af tabellen kan det dermed udledes, at der generelt blandt respondenterne er stor
enighed i de funktionalistisk inspirerede argumenter om prostitution. Denne tendens er dog
mest fremtrædende blandt de mandlige respondenter.
7.10.2 Feministisk inspirerede påstande
I tabel 19 nedenfor er vist, hvordan mænd og kvinder fordeler sig i forhold til, hvor mange
påstande de er enige i. Det er fremført med fed skrift der, hvor flest respondenter er enige i
påstandene.
• Prostitution er kvindeundertrykkende.
• At være prostitutionskunde er umoralsk.
• Prostitution har store sociale og psykiske konsekvenser for den prostituerede.
• Ingen har ret til at købe sex hos andre uanset den prostitueredes alder.
• Prostitution i Danmark er et fattigdomsproblem.
• Prostitution er et socialt problem forårsaget af belastet opvækst.

Tabel 21. Argumenter imod prostitution
Ikke enig i
påstande
1
2
3
94
4
5
Enig i alle
påstande
Total
Mand 4,0% 10,6% 19,0% 25,2% 22,3% 13,1% 5,8% 100%
Kvinde 0,7% 4,9% 15,8% 17,3% 31,0% 24,6% 5,6% 100%
Total 2,3% 7,7% 17,4% 21,1% 26,7% 19,0% 5,7% 100%
N=558, γ=0,269 med tilhørende signifikans, p=0.0%
Tabellen viser, at flere kvinder end mænd er enige i de feministisk inspirerede påstande. 22% af
de mandlige respondenter er enige i fire ud af seks påstande, og kun 6% af de adspurgte mænd
erklærer sig enige i alle seks udsagn. 19% af de mandlige respondenter er enige i fem eller seks
feministisk inspirerede påstande. Hos de kvindelige respondenter er 31% enige i fire ud af seks
påstande, mens 30% er enige i fem til seks påstande. Dermed er 60% af kvinderne enige i
mindst fire ud af de seks påstande. Hvis det samlede antal respondenters svar i denne kategori
sammenlignes med svarene i de funktionalistisk inspirerede påstande, er færre respondenter
enige i lige så mange af de feministiske påstande. Dette kan blandt andet udledes af, at flest
både mandlige og kvindelige respondenter placerer sig længst ude til højre i den
funktionalistisk inspirerede tabel. I den feministisk inspirerede tabel er tendensen derimod, at
flest, både mandlige og kvindelige respondenter, placerer sig omkring midten af tabellen,
hvilket er udtryk for, at færre er enige i så mange feministiske påstande.
Det kan på baggrund af fordelingen i de to tabeller opsummeres, at respondenterne, som
indgår i denne befolkningsundersøgelse, er enige i flere påstandene for prostitution end
påstande imod prostitution. En væsentlig forskel i denne tendens er, at flere kvinder end mænd
er enige i påstandene mod prostitution, mens flere mænd end kvinder er enige i påstanden, som
kan forsvare prostitutionen i samfundet. Således træder en kønsforskel også i karakter i forhold
til et funktionalistisk versus feministisk syn på prostitution.
7.11 Sammenfatning
Der er en klar tendens i befolkningsundersøgelsen, at respondenterne giver udtryk for både
funktionalistisk og feministisk inspirerede holdninger. Således kan man være bevidst om, at
prostitution er et socialt problem, samtidig med at man mener, at prostitutionen indtager en
funktion og for eksempel forhindrer voldtægter i samfundet. Dermed sameksisterer disse to
forståelser, og der er, som også Järvinen (15/91) peger på, ikke tale om, at de udelukker
hinanden. Sameksistensen af funktionalistisk og feministisk inspirerede holdninger kommer
blandt andet til udtryk ved respondenternes modsatrettede svar. 86% af de mandlige og 68% af
de kvindelige respondenter tilkendegiver, at de betragter prostitution som en helt eller delvis

95
acceptabel del af samfundet, samtidig med at de er enige i påstanden om, at prostitution må
have svære sociale og psykiske konsekvenser for den prostituerede. Ligeledes svarer 89% af
de mandlige og 54% af de kvindelige respondenter, at de betragter prostitution som en
acceptabel del af samfundet, samtidig med at de er enige i påstanden om, at om man vil sælge
sex eller ej er den enkeltes eget ansvar ikke samfundets. Respondenternes svar kan understrege
Järvinens betragtning om, at prostitution ikke fungerer problemfrit, men alligevel ikke anses for
at være et problem.
En anden indikation på, at store dele af respondenterne mener, at prostitution er en
acceptabel del af samfundet er, at 94% svarer, at de er helt eller delvis enige i, at bordeller med
sundhedskontrol er en god ide. Det store flertals accept af prostitution kan i den henseende ses
som en form for accept af en samfundsmæssig ”institutionaliseret” eller kontrolleret
prostitution. At sundhedskontrol betragtes som en god ide, kan samtidig tyde på, at
respondenterne forbinder prostitution med fysiske skadevirkninger, måske faren for smitte af
kønssygdomme, som de prostituerede derfor skal kontrolleres for.
Et andet eksempel på besvarelser, der på den ene side indikerer en accept af prostitution,
og på den anden side et kan tolkes som forbehold heroverfor, er respondenternes forskellige
opfattelser af henholdsvis unge og voksne i prostitution. Stort set alle respondenter erklærer
sig uenige i påstanden om, at der ikke er forskel på, om unge over 15 år og voksne prostituerer
sig. Der er samtidig udbredt enighed om § 223 a’s berettigelse, samt om at unge under 18 år er
ikke gamle nok til at selv at bestemme, om de vil sælge seksuelle ydelser eller ej. Omvendt
betragtes prostitution som acceptabel, hvis de prostituerede er over 18 år. Dette kan være et
udtryk for, at respondenterne mener, at unge skal beskyttes mod sociale og sundhedsmæssige
omkostninger, der følger med prostitution. Er der derimod tale om voksne over 18 år, synes
det ifølge respondenternes svar i højere grad at være op til den enkelte at bestemme over sit
eget liv og leve med konsekvenserne af de valg, man foretager.
Mænds større accept af prostitution end kvinders går på sin vis igen i de kvalitative
interviews med politi, dommere og socialarbejdere. Især dommere og politifolk giver udtryk
for holdninger, der ligger i forlængelse af de mandlige respondenters tilkendegivelser af, at
prostitution er et udtryk for kvinders frie valg og samfundets ældste erhverv. Prostitution anses
for at være en acceptabel aktivitet, hvis der er tale om for kvinderne frie valg, og hvis
prostitutionen foregår under ordentlige vilkår.
Heroverfor placerer de interviewede socialarbejdere sig, idet de i højere grad er kritiske
over for prostitution på samme vis som de kvindelige respondenter i befolkningsundersøgelsen
er det. Socialarbejderne er også generelt mere enige i de feministisk inspirerede påstande om
prostitution, end de øvrige informantgrupper giver udtryk for at være. En væsentlig årsag til at
socialarbejderne er kritiske overfor prostitutionen er, at de problematiserer det frie valg ind i
prostitution, som i mange tilfælde menes at være betinget af forudgående oplevelser og social

dårligdom.
96

97
8 Konklusion
Tilblivelsen af straffelovens § 223 a skal ses i lyset af den generelle afkriminalisering af
prostituerede i 1999, hvor det blev gjort lovligt at ernære sig ved prostitution. Det blev i den
forbindelse vedtaget at kriminalisere kunder til unge under 18 år, som helt eller delvis ernærer
sig ved prostitution. Med bestemmelsen ville man fra politisk side forsøge at beskytte unge
mod en levevej som prostituerede. Desuden ville man politisk udsende et signal om, at
ungdomsprostitution ikke er acceptabelt i Danmark. Næsten tre år efter § 223 a’s vedtagelse er
ingen sager blevet rejst mod prostitutionskunder til unge prostituerede.
Denne evaluering er gennemført på baggrund af dels kvalitative interviews med
informanter fra prostitutionsmiljøet, socialarbejdere, dommere og politi, dels en kvantitativ
holdningsundersøgelse baseret på et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
Undersøgelsens fokus har været at afdække holdninger og kendskab til § 223 a, samt at
undersøge hvordan bestemmelsen passer til den ”virkelighed”, i hvilken unge sælger sex.
Evalueringens karakter og form er baseret på en sociologisk teoritradition og
undersøgelsesmetodik. Derfor er ikke kun kendskab til lovbestemmelsens formulering blevet
afdækket og evalueret. Undersøgelsen søger også at afdække de holdningsdiskurser, der
omgiver prostitution og ungdomsprostitution, idet sådanne diskurser kan have en afgørende
indflydelse på implementeringen og anvendelsen af den specifikke del af lovgivningen.
Det konstateres i denne undersøgelse, at § 223 a ikke er særlig kendt i de miljøer, som
kan være i kontakt med unge, der prostituerer sig. Dette manglende kendskab til § 223 a
genfindes i befolkningsundersøgelsen, idet cirka en tredjedel af respondenterne svarer, at de
kender lovbestemmelsen. Informanter fra politiet, dommerstanden samt socialarbejdere
vurderer, at bestemmelsen er ”druknet” i den generelle afkriminalisering af de prostituerede.
Således betragtes prostitution i mange tilfælde som ikke kriminelt, og i lyset heraf er den
kriminaliserede kundedel til unge prostituerede blevet overset. Dette manglende fokus
fremhæves af informanterne som en væsentlig årsag bag den fraværende eller svage
opmærksomhed på og prioritering af § 223 a hos faggrupperne.
Hos informanterne i prostitutionsmiljøet beskrives det som tvivlsomt, om for eksempel
prostituerede, prostitutionskunder eller massageklinikindehavere overhovedet kender § 223 a.
Ifølge de interviewede prostituerede og socialarbejdere, som arbejder i prostitutionsmiljøet, er
der blandt ejere af massageklinikker og ældre prostituerede en modstand mod unge
prostituerede under 18 år. Modstanden vurderes af informanterne snarere at være en følge af
andre love og argumenter end kendskabet til § 223 a’s eksistens, for eksempel straffelovens §
228.
Et andet fokus i denne undersøgelse har været at undersøge informanternes holdning til
ungdomsprostitution samt prostitution blandt voksne og i lyset heraf undersøge holdninger til §
223 a. De fleste interviewede dommere og politifolk samt cirka totredjedele af respondenterne

98
i befolkningsundersøgelsen erklærer, at de i et eller andet omfang anser prostitution for at være
en acceptabel del af samfundet. Samtidig er de fleste enige i, at prostitution er et socialt
problem, som samfundet bør gøre noget for at begrænse omfanget af.
Befolkningsundersøgelsen viser, at mænd i højere grad end kvinder betragter prostitution
som en acceptabel del af samfundet. Blandt de interviewede faggrupper er socialarbejdere den
gruppe, som udtrykker sig mest kritisk overfor eksistensen af prostitution i samfundet. Hos
dommere og politi identificeres i højere grad et skisma. På den ene sider synes et flertal af
informanterne, det er synd for de prostituerede, at de befinder sig i den livssituation, som de
gør. På den anden side bliver prostitution betragtet som selvvalgt eller hørende under de
sociale myndigheder og ikke under politiets ansvarsområde.
I spørgsmål om informanternes holdning til ungdomsprostitution er tendensen til gengæld
klar, idet stort set alle betragter prostitution blandt unge som et uacceptabelt socialt problem,
der skal bekæmpes. Socialarbejdernes holdninger er på mange måder identiske med den
dominerende holdning i befolkningsundersøgelsen, hvor ungdomsprostitution anses som
uacceptabel, og intentionerne bag § 223 a betegnes som berettigede. Samtidig er der udbredt
enighed om, at kunden, og ikke den unge sexsælger, bør kriminaliseres. Det er således en
dominerende holdning blandt socialarbejdere og respondenterne i befolkningsundersøgelsen, at
ungdomsprostitution skal søges begrænset såvel med lovgivning som med socialt forebyggende
tiltag overfor de unge.
De interviewede dommere og politifolk problematiserer i højere grad § 223 a ud fra den
betragtning, at et socialt problem som ungdomsprostitution ikke kan løses med lovgivning og
derfor i højere grad burde håndteres af de sociale myndigheder. Spørgsmålet, der kan rejse sig i
lyset heraf, er, om denne betragtning samt den generelle holdning til prostitution i de to
faggrupper kan være en medforklarende årsag til den svage prioritering af § 223 a.
I undersøgelsen identificeres en klar uoverensstemmelse mellem, hvad nogle dommere og
repræsentanter fra politiet vurderer er § 223 a’s anvendelsesområde, og hvilke begrænsninger
og potentialer bestemmelsen har ifølge blandt andet forarbejdet til lovforslaget. Informanterne
vurderer således, at der vil blive stillet meget høje krav til bevisførelsen i sager efter § 223 a. I
nogle tilfælde er vurderingerne i direkte modstrid med intentionerne bag lovbestemmelsen.
Årsagerne til denne uoverensstemmelse kan være, at få informanter har gjort erfaringer med
ungdomsprostitution og som følge deraf har få eller ingen erfaringer med bestemmelsen. En
anden årsag til betragtningerne om § 223 a’s begrænsede anvendelsesområde skal muligvis ses
i lyset af den irritation over bestemmelsen og dens formuleringer, som er blevet fremhævet i
interviewene. Endelig kan man reflektere over, om informanternes betoning af de høje krav til
bevisførelse i interviewene er blevet brugt som en legitimering af, at bestemmelsen ikke har
været anvendt mere, end tilfældet er.
På forskellige niveauer rejses der således en kritik af § 223 a, og udover kritikken af om

99
bestemmelse kan anvendes som et redskab til at løse et socialt problem, som prostitution
vurderes at være, samt krav til bevisførelse, knytter der sig en væsentlig kritik til selve
bestemmelsens formuleringer. Formuleringen af § 223 a kritiseres af repræsentanter for
dommerstanden og politiet for at være så uhensigtsmæssig, at de finder lovbestemmelsen
nærmest umulig at arbejde med i praksis. Den væsentligste kritik er rettet mod formuleringen
af, at den unge skal ernære sig helt eller delvis ved prostitution, for at vedkommendes kunder
begår noget ulovligt. Helt eller delvis ernæring ved prostitution forstås af dommere og
politifolk som mere eller mindre regelmæssige indtægter fra prostitution. I lyset heraf vurderes
bestemmelsen kun at være anvendelig i meget få tilfælde. Det generelle kendskab til unge
prostituerede er, at meget få tilsyneladende har regelmæssige indtægter fra prostitution.
Imidlertid er kravet til, at den unge skal ernære sig helt eller delvis ved prostitution ikke så
ubøjeligt, som flere af de interviewede dommere og politifolk vurderer, hvilket blandt andet
fremgår af bemærkningerne til lovforslaget.
Unge i prostitution forbindes af politi, dommere samt størstedelen af respondenterne i
befolkningsundersøgelsen med narko/gadeprostitution. Men såvel politi som socialarbejdere
støder sjældent på unge narkoprostituerede, som prostituerer sig i det etablerede
prostitutionsmiljø. En muligvis større gruppe af unge, som kan have prostitutionserfaringer, er i
nærværende undersøgelse blevet identificeret af primært socialarbejdere fra sociale væresteder
og døgninstitutioner for unge. Om end megen af socialarbejdernes viden omkring denne gruppe
af unges prostitutionserfaringer er baseret på mistanker og formodninger snarere end konkret
viden, beretter en række socialarbejdere, om unge der lejlighedsvis sælger sex udenfor de
traditionelle prostitutionsarenaer. Nogle unge menes at levere seksuelle ydelser til gengæld for
modydelser eller betaling. De unge menes kun i få tilfælde at ernære sig helt eller delvis ved
prostitution med regelmæssige indtægter. I lyset heraf vurderes § 223 a ikke til at være et
relevant redskab at anvende overfor denne gruppe af unges sexkunder.
Det konstateres således i undersøgelsen, at formuleringen af § 223 a og ofte også
forståelsen af ungdomsprostitution, har sit udgangspunkt i prostitutionsformer og
regelmæssige prostitutionsaktiviteter, som i højere grad kan identificeres blandt voksne
prostituerede. Undersøgelser viser imidlertid, at unges første erfaringer med at sælge seksuelle
ydelser ofte finder sted udenfor etablerede prostitutionsmiljøer og ofte er af sporadisk karakter
i starten. Grundlaget for en videre levevej som prostitueret kan dermed tage sit udgangspunkt i
de første erfaringer, den unge gør med salg af seksuelle ydelser (Jessen 1998). Det er en
udbredt opfattelse hos informanterne, at § 223 a som følge af helt eller delvis
prostitutionskravet ikke vil kunne anvendes overfor kunder til prostituerede, som ikke er ude i
regelmæssige prostitutionsaktiviteter. Dette beskrives som ”absurd”.
Ligeledes kritiserer såvel dommere som repræsentanter fra politiet lovbestemmelsen for,
at en konsekvens af dens formuleringer er, at et stort og uhensigtsmæssigt fokus vil blive på

100
den unge. Det fokus, man forsøgte at flytte fra den prostituerede ved at kriminalisere kunden,
mener informanterne alligevel vil komme til at hvile på de unge. En væsentlig årsag hertil er, at
indsamlingen af beviser vil gå via den unge for at afklare dennes økonomiske forhold og
involvering i prostitution. Dette beskrives som uheldigt og unødvendigt, eftersom den unge
ikke er den kriminaliserede part.
I diskussionen om § 223 a’s signalværdi; at samfundet ikke vil tolerere
ungdomsprostitution, kan det, med udgangspunkt i informanternes manglende eller svage
kendskab til § 223 a, konkluderes, at lovbestemmelse ikke har haft den ønskede
gennemslagskraft i forhold til at understrege kundens ansvar for at sikre sig at unge sexsælgere
er fyldt 18 år. Derimod er det fokus, der historisk har hvilet på den prostituerede kvinde frem
for på kunden (Järvinen 1990) opretholdt trods intentionerne bag § 223 a. Både politi og
dommere understreger, at de i tilfælde, hvor de støder på en ung prostitueret, sandsynligvis vil
fokusere på den unge og søge at få vedkommende til at ophøre med sine
prostitutionsaktiviteter frem for på sexkunden. Det nærmest fraværende fokus på
prostitutionskundens ansvar forklares i mange tilfælde med en manglende tro på at kunne
skaffe beviser nok mod kunden og/eller med et omsorgsmæssigt hensyn til den unge.
Skal ungdomsprostitution begrænses med lovgivning, er det en generel holdning blandt
informanterne, at lovbestemmelsen skal gøres bedre anvendelig i forhold til de kontekster, i
hvilke unge sælger sex. Derfor foreslås det at ændre formuleringer ”Den, der som kunde” samt
”der helt eller delvis ernærer sig ved prostitution”. Dette kunne være en vej til at lette
bevisbyrden for politiet og mindske muligheden for, at den unge udpeges som prostitueret i en
efterforskningssag. Endvidere kunne en omformulering ifølge informanterne også give
lovbestemmelsen en bredere anvendelsesområde i forhold til voksne, som tilbyder betaling for
seksuelle ydelser til unge med sporadisk eller ingen tilknytning til det etablerede
prostitutionsmiljø.
Det anbefales i denne undersøgelse, at man overvejer at hente inspiration til en
omformulering af § 223 a i Norge og Sverige. I disse lande opereres, i deres formuleringer af
lovgivningen på området, hverken med begreber som prostitueret, prostitutionskunde eller
samleje. I stedet er det kriminaliseret (mod betaling eller løfte om betaling at skaffe sig)
tilfældig seksuel omgængelse/eller seksuel handling med en person under 18 år. Herved
udelukkes forvirring om, hvor meget der skal til i seksuel henseende, før en person begår noget
ulovligt ved at betale for sex hos en ung under 18 år.
Om end såvel løfte om betaling som anden kønslig omgang i dag er kriminaliseret med §
223 a, identificeres i denne undersøgelse forvirring herom blandt informanterne. I lyset heraf
må det anses som værende konstruktivt at lade det fremgå direkte af lovteksten, at også løfte
om betaling samt anden kønslig omgang er kriminaliseret. Dette kan yderligere tjene til at
understrege kundens ansvar i højere grad, end det er tilfældet i dag. For eksempel i Norge

101
fremgår det direkte af lovteksten, at kunden ikke fritages for straffeskyld på grund af vildfarelse
om den unges alder med mindre agtsom god tro foreligger. Om end dansk straffelovgivning
ikke opererer med aktiv god tro, er det spørgsmålet, om man på anden vis i yderligere omfang,
end det er tilfældet i dag, kunne understrege kundens ansvar i forhold til at sikre sig, at
personer, vedkommende tilbyder betaling for seksuelle ydelser, er fyldt 18 år.
Et væsentligt argument bag vedtagelsen af § 223 a var bestemmelsens potentielle
præventive og/eller signalmæssige værdi. Hovedparten af informanterne i denne undersøgelse
har i overensstemmelse hermed vurderet, at bestemmelsens primære funktion er at udsende et
signal om, at det er uacceptabelt at gå til prostituerede under 18 år. Som denne undersøgelse
viser, er det imidlertid kun få, der kender bestemmelsen, og i lyset heraf må det
problematiseres, i hvor høj grad § 223 a har opnået sin ønskede præventive funktion. En
forudsætning for at en lov er præventiv og/eller har en signalværdi er, at relevante og berørte
grupper i befolkningen kender loven, hvorigennem deres adfærd kan påvirkes. Her kunne
diskussioner og oplysning om årsager bag prostitution, prostitutionens berettigelse i samfundet
samt bedre information om lovgivningen på prostitutionsområdet være nyttige redskaber til at
øge et konstruktivt fokus på forskellige faggruppers ansvar og indsatsmuligheder overfor
prostitutionen blandt såvel unge som voksne prostituerede i samfundet. Desuden kunne en
sådan indsats være medvirkende til, at sexkøbere til unge under 18 år tilegnes en forståelse af
det uacceptable i at købe sex hos unge under 18 år.
Endelig er en vigtig konklusion i denne undersøgelse, at lovgivning ifølge de faggrupper,
der er i berøring med ungdomsprostitution, ikke i sig selv har nogen funktion i forhold til at
løse sociale problemer. Skal nye straffebestemmelser, som § 223 a, have en funktion, skal de
følges op af oplysning og sociale indsatser orienteret mod relevante befolkningsgrupper.
Oplysning, debat og sociale indsatser fremhæves som væsentlige elementer for at
udbrede et kendskab til, hvordan man fra politisk side ønsker og mener, at sociale problemer
skal håndteres og løses. Holdningsændringer opstår ikke, fordi en ny bestemmelse indføres i
straffeloven. Snarere bør der iværksættes oplysningskampagner og offentlige diskussioner om
såvel ungdomsprostitutionens som prostitutionens berettigelse i samfundet. I forlængelse heraf
fremhæver informanterne en øget debat om kundens rolle og ansvar i prostitutionsrelationen
som relevant. En holdningsdebat om kundens ansvar, ikke mindst i forhold til den unge
prostituerede, kunne være en vej til at gøre op med det historisk ensidige fokus på den
prostituerede. Endelig kunne de modsatrettede, funktionalistiske, holdninger til prostitutionens
eksistens i samfundet, som i denne undersøgelse af blevet identificeret blandt såvel et flertal af
respondenterne i befolkningsundersøgelsen som blandt visse faggrupper, konfronteres og
diskuteres i en bredere offentlig debat.
I forbindelse med § 223 a’s vedtagelse blev det fra politisk hold understeget, at der
samtidig skulle sættes massivt ind med sociale tiltag på prostitutionsområdet. Meget få

102
informanter i nærværende undersøgelse har umiddelbart kendt til socialt forebyggende
indsatser overfor unge i prostitution eller prostitution generelt, men de efterlyser det. De
interviewede socialarbejdere understreger samtidig, at socialarbejdere og socialpædagogisk
personale ved meget lidt om prostitution blandt unge og kun sjældent tør konfrontere unge
med deres mistanke. I lyset heraf efterspørger socialarbejderne, som er tilknyttet sociale
væresteder og døgninstitutioner for unge, pædagogiske redskaber til at håndtere mistanker
eller viden om unge i prostitution. Samtidig efterlyses sociale tiltag overfor udsatte grupper af
unge, der er i risikozonen for prostitution, i form af undervisning og sociale tilbud til de unge.
Her kunne et fokus på unge i prostitution, i det lokale SSP-samarbejde, være et vigtigt redskab
til håndtering og identificeringen af unge, som sælger sex eller kan være i farezonen for at
havne i prostitution.

103
Litteraturliste
Andersen, Inge Lise & Lindblad, Randi: ”Prostitution – holdning og lovgivning”. Speciale
Okt. 1980.
Andersen, G., Alf: ”international rapport om barnepornografi, barneprostitusjon og
barnehandel. Utarbeidet på oppdrag av Justitsdepartementet, 1987.
Blem, Bengtsen Karinne & Zeuthen, Bækhøj Peder: ”Hvem var manden med bilen?”. I
Socialpædagogen nr. 13. 28. Juni. 20.
Bechmann Jensen, Torben et al. ”Prostitution i Danmark – en situationsrapport 1989” SFI,
København 1990. Rapport 90:8.
Bengtsen Blem, Marianne: ”Hvem var manden i bilen?” Socialpædagogen nr. 13, 2001.
Bjørnholk, Janne: ”Daphne-syndromet. Om følger af et liv i prostitution”. Sydjysk
universitetscentret. 1994.
Borg, Arne; Månsson, Sven-Axel et al. ”Prostitution. Beskrivning. Analys. Forslag til
åtgärder”. Liber Stockholm, i SOU 1981.
Botte, Marie-Franc og Mari, Jean-Paul: ”Priset på et barn”. Hjemmets Bokforlag, Oslo 1996.
Bruun Larsen, Lars. Barkmann Petersen, Mette & Ørsted-Rasmussen, Morten: ”Salg af sex
mellem mænd på Internettet”. Institut for Folkesundhedsvidenskab. 2000.
Campagna, D. S. & Poffenberger, D. L.: ”The Sexual Trafficking in Children”. Dover,
Massachusetts: Auburn House Publishing Company. 1988.
Christensen, Birthe et al. ”Daphne-Centret”. Konsulentkompaniet.
Christensen, E. Dan: ”Unge i prostitution. Indfaldsvinkler i relationsarbejdet med unge på
døgninstitutioner omkring prostitution”. PRO-Centret. December 2000.
Daphne Centret: ”Prostitutionsdebut”. Socialpolitisk forlag. 1992.

104
Ennew, Judith, Kusum Glopal, Janet Heeran & Heather Montgomery. Children and
Prostitution. How Can We Measure and Monitor The Commericial Sexual Exploitation of
Children?” Literature Review and Annotated Bibliography. UNICEF, University of
Cambridge, Childwatch International, 1996.
Esping-Andersen, Gösta: ”The Three Worlds of Welfare Capitalism”. Polity Press, 1993.
Finstad, Liv et al.: ”Oslo-projektet, erfaringer fra to års forsøksvirksomhed blant barne- og
ungdomsprostituerte i Osle 1979-1981”. Barnevernskontoret i Oslo, 1981.
Flowers Barri, R.: ”The Prostitution of Women and Girls”. McFarland & Company, Inc.,
Publishers, 1998.
Friis Jensen, Nanna: ”Sagsbehandleres viden om prostitution – En evalueringsrapport af
sagsbehandleres udbytte af Sluseprojekternes formidlingsdel”. Europap. København. 1997.
Friis Jensen, Nana: ”Sagsbehandleres viden om prostitution. En evaluering af
sagsbehandlernes udbytte af SLUSE-projekternes formidlingsdel”. Europap 1997.
Haansbæk, Thomas: ”Køb og salg af seksuelle ydelser på Internettet”. PRO-Centret
København 2001.
Hermansson, S.: ”Pigerne i Skelbækgade”. Samikos dialogforum, 1995.
Hestbæk, Anne-Dorthe ”FN’s Børnekonvention og tvangsanbringelser i Norden” i Nordisk
Sosialt Arbeid. Nordic Journal of Social Work. Nr. 2, 2001, 21. årg.
Holm, Jan et al.: ”Gatebarn i Oslo”. Mellomfagsopgave. Institutt for kriminologi og
strefferet, UIO 1985.
Holmfjord, Siv og Henning Pedersen: ”Feltobservasjoner fra Utekontakten i Bergen: Unge
Jenter og prostitusjon i Bergen sentrum”. Utekontakten, Bergen 2000.
Holtkøtter, I., Mouer, J., Pedersen, F. og Poulsen, J.: ”Unge Piger og Prostitution –
opsøgende arbejde som metode”. Døgnkontakten, Social- og sundhedsforvaltningen i
København, 1992.

105
Høigård, Cecilie & Finstad, Liv: ”Backstreets – prostitution, Money and Love” Pax Forlag,
1986.
Isachsen, Margareth: ”rapport fra prosjekt: Å nå unge gutter som prostituerer sig for å
muliggjøre Hiv-forebyggende arbeid”. Pro-Sentret, Oslo 1993.
Isachsen, Margareth, Gjerpe, Randi & Jessen, Liv: ”Prostitutionsdebut – En rapport om
prostitusjonsdebut blant kvinner og menn som selger sex på gata i Oslo” PRO-Sentret, Oslo
1996.
Jessen, Liv: ”Ung prostitusjonsdebut – en undersøkelse om unge jenters vei inn i
prostitutionen (…)” PRO-Sentret, Oslo, 1998.
Juul, S. & Ertmann, B.: ”Gadebørn i Storkøbenhavn”. Socialforskningsinstituttet, 1991.
Järvinen, Margaretha: ”Skal prostitution forebygges?” Social Kritik, Nr. 15, 1991.
Järvinen, Margaretha: ”Prostitution i Helsingfors – Et studie i kvindekontroll”. ÅBO
Akademis Förlag – ABO Academy Press. 1990.
Kalén, Helena & Hagener, Christina: ”Sexhandel med børn i nogle Østeuropæiske lande”,
ECPAT. 1996.
Koch, Ida. ”Prostitution – om truede unge og socialt arbejde”. Munksgaard. 1987.
Kvale, Gerd et al.: Kartlegging av fateprostisjon i Bergeb august 1983 – april 1984. Forslag
til tiltag”. Bergen kommune, Oppsøkende avdeling, okt. 1984.
Lyngbye, Paul: ”Mænd der betaler kvinder – Om brug af prostitution”. Roskilde
Universitetsforlag, 2000.
Magnussen, Søren: ”Screeningsrapport – Kbh. City” Vilde lærerprocesser. København. Jan.
2000.
Månsson, Sven-Axel & Hedin, Ulla-Carin: ”Vägen Ut! Om Kvinnor i Uppbrott ur
Prostitution” Carlssons Bokförlag Stockholm. 1998.

106
Månsson, Sven-Axel: ”Mäns motiv och handlinger i prostitution. Fallet Sverige”. Sverige.
1998.
Månsson, Sven-Axel: ”Derfor køber mænd sex”. Af Pia Fris Laneth. Information. 20.07.2001.
Nordisk Prostitutionsnätverk. Nyhetsbrev. Årgång 5. 1/2001.
Pedersen, Birthe: ”Grimme mænd har også ret til sex”. Forum. Tidsskrift på Internettet,
21.07.00. (www.forum.kvinfo.dk).
Nyvang, Lene, Winther, Helle og Heindorf, Jette: ”Jeg kom lige forbi … Opsøgende arbejde
blandt kvindelige prostituerede på massageklinikker i Københavnsområdet”. PRO-Centret
2000.
Pedersen, H., F.: ”Opsøgende arbejde blandt unge i drift”. Tjekpunkt. København, 1997.
Pedersen, W. & Hegha, K.: ”Barn og unge som sælger sex”. I Tidsskr. Nor Lægeforen. Nr. 2,
2000; 120: 215-20.
Petersen Ege, Anette: ”Prostitution – om relationen mellem opvæksten og livet som
prostitueret.” Psykologisk Skriftserie Vol. 22, No. 3. Århus Universitet 1997.
Petersen, Willy og Hegna, Kristin: ”Barn og unge som selger sex”. Tidsskrift Nor
Lægeforeningen nr. 2., 2000;120:215-220. Norge.
Prieur, Annick & Taksdal, Arnhild: ”Å sette pris på kvinner. Menn som kjøper sex”. Oslo. Pax
Forlag, 1989.
Ringdal, Nils Johan: ”kærlighed til salg. De prostitueredes verdenshistorie”. Dansk udgave:
Tiderne Skifter 1998.
Schmidt, Kirsten, H. Zoffmann, A. Krashnik, E. Brendstrup og S.O. Larsen: ”Occurence of
high risk behaviour for HIV-infection among Danish men 16-55 years of age”. Foredrag. IV
International Conference on AIDS, Stockholm 1988.
Schultz Jørgensen, P., Ertmann, B., Egelund, N. & Hermann, D.: ”Risikobørn. Hvem er de –
hvad gør vi?” Det Tværministerielle Børneudvalg, 1993.

107
Seyfert, Helena: ”The implementation of the UN convention on the Rights of the CBSS
member states. Child Centre for Children at Risk in the Baltic Sea Region. Sverige 1997.
Seyfert, Helena: ”Commercial Sexual Exploitation of Children in the Baltic Sea”, Child Centre
for Children at Risk in the Baltic Sea Region. Sverige 1998.
Skilbrei, May-Len: ”Når sex er arbeid. En sociologisk analuse av prostitusjon på
massajeinstituttene”. Pax Forlag A/S, 1998.
Statens Offentliga Utredningar: ”Sexualbrotten – Et ökat skydd för den sexuella integriteten
och angränsande frågor”. SOU, 2001:14
Thorsen, Marit: ”Ung fritid i Trondheim”. Ungforsk., rapport 1995/2.
Tjek Punkt. ”Årsplan 1998”. Københavns Kommune Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen. 1998.
Tjek Punkt. ”Årsplan 2001”. Københavns Kommune Familie- og
Arbejdsmarkedsforvaltningen. 2001.
Uggerhøj, L.: ”tværfagligt samarbejde om truede børn”. Rapporten fra Konference, Skejby,
1995.
Vanweesenbeeck, Ine et al. ”Prostitutes’ Well-Being and Risk”. VU Uitgenverij. Amsterdam,
1994.
World Congress against Commercial Exploitation of Children. The Sexual Exploiter, 1996.

Bilag 1
108
Tabel 1. Accept af prostitution, fordelt på køn og alder.
Alder Køn Helt Delvis Hverken/ Delvis Helt Total
acceptabel acceptabel eller uacceptabel uacceptabel
op til 29 år Mand 25,6% 46,2% 6,4% 9,0% 12,8% 100,0%
Kvinde
Total
30-49 år Mand
Kvinde
Total
17,3% 33,3% 12,3% 17,3% 19,8% 100,0%
21,4% 39,6% 9,4% 13,2% 16,4% 100,0%
49,5% 36,2% 4,8% 4,8% 4,8% 100,0%
18,8% 46,4% 6,3% 15,2% 13,4% 100,0%
33,6% 41,5% 5,5% 10,1% 9,2% 100,0%
50 år og Mand 42,0% 42,0% 5,7% 3,4% 6,8% 100,0%
derover
Kvinde 8,0% 32,2% 12,6% 16,1% 31,0% 100,0%
Total
Alder γ P-værdi
op til 29 år ,279 ,014
30-49 år
,518 ,000
50 år og ,695 ,000
derover
25,1% 37,1% 9,1% 9,7% 18,9% 100,0%
Tabel 2. Accept af prostitution, fordelt på køn og civilstand.
Civilstand Køn Helt Delvis Hverken/ Delvis Helt Total
acceptabel acceptabel eller uacceptabel uacceptabel
Par Mand 43,8% 41,4% 4,9% 3,4% 6,4% 100,0%
Kvinde 16,0% 39,7% 10,3% 16,0% 18,0% 100,0%
Total 30,2% 40,6% 7,6% 9,6% 12,1% 100,0%
Enlige Mand 29,9% 38,8% 7,5% 11,9% 11,9% 100,0%
Kvinde 13,1% 34,5% 9,5% 16,7% 26,2% 100,0%
Total 20,5% 36,4% 8,6% 14,6% 19,9% 100,0%
Civilstand γ P-værdi
Par ,546 ,000
Enlige ,368 ,001

109
Tabel 3. Accept af prostitution, fordelt på køn og uddannelse.
Uddannelse Køn Helt Delvis Hverken/ Delvis Helt Total
acceptabel acceptabel eller uacceptabel uacceptabel
Ingen
uddannelse
Mand 25,6% 46,2% 6,4% 9,0% 12,8% 100,0%
Kvinde 32,4% 47,1% 2,9% 8,8% 8,8% 100,0%
Faglig
uddannelse
Total
18,0% 31,5% 13,5% 16,9% 20,2% 100,0%
Mand 24,2% 38,2% 8,9% 13,4% 15,3% 100,0%
Kvinde
Total
45,1% 39,3% 6,6% 2,5% 6,6% 100,0%
9,1% 43,2% 11,4% 15,9% 20,5% 100,0%
Kort, Mand 30,0% 41,0% 8,6% 8,1% 12,4% 100,0%
ml.lang/ lang
videregående
uddannelse
Kvinde 39,2% 38,0% 6,3% 7,6% 8,9% 100,0%
Total
Uddannelse γ P-værdi
Ingen
uddannelse
,405 ,000
Faglig
uddannelse
,639 ,000
Kort, ml.lang/ ,402
lang
videregående
uddannelse
,000
17,6% 40,2% 5,9% 15,7% 20,6% 100,0%
Tabel 4. Bør man i Danmark begrænse omfanget af prostitution, fordelt på geografi
Geografi Ja Nej Total
Kbh, Frederiksberg Kommuner, Kbhs amt 82,5% 17,5% 100,0%
øvrige
Jylland
Sjælland, Bornholm, Fyn og71,0%
29,0% 100,0%
Total 73,4% 26,6% 100,0%
γ P-værdi
Geografi ,314 ,007

110

111
Tabel 5. Er det samfundets ansvar at begrænse prostitution, fordelt på alder.
Alder Ja, helt Ja, delvist Nej Total
op til 29 år
bestemt
46,5% 39,5% 14,0% 100,0%
30-49 år
44,3% 41,8% 13,9% 100,0%
50 år og 34,7% 37,2% 28,1% 100,0%
derover
Total 42,0% 39,7% 18,3% 100,0%
γ P-værdi
Alder ,180 ,011
Tabel 6. Hvordan skal man mindske udbredelse af prostitution, fordelt på alder
Alder Gennem Ved at samfundet Begge dele Total
lovgivning hjælper
prostituerede
(fx sociale tilbud)
de
op til 29 år 3,1% 33,7% 63,3% 100,0%
30-49 år
4,5% 38,8% 56,7% 100,0%
50 år og 15,3% 38,8% 45,9% 100,0%
derover
Total 6,9% 37,2% 55,8% 100,0%
γ P-værdi
Alder -,243 ,005
Tabel 7. Hvordan skal samfundet mindske prostitution, fordelt på alder.
Alder Skal ikke Ved at gøre detVed
at gøre det Ved at gøre Total
reguleres forbudt forbudt at være begge
ved lovgivning at prostituere sig prostitutionskunde
dele forbudt
op til 29 år 44,2% 11,6% 8,4% 35,8% 100,0%
30-49 år
58,5% 5,1% 12,7% 23,7% 100,0%
50 år og 60,5% 3,9% 9,2% 26,3% 100,0%
derover
Total 54,3% 6,9% 10,4% 28,4% 100,0%

γ P-værdi
Alder -,166 ,046
112
Tabel 8. Hvordan skal samfundet mindske prostitution, fordelt på uddannelse.
Uddannelse Skal ikke Ved at gøre detVed
at gøre det Ved at gøre Total
reguleres forbudt forbudt at være begge
ved lovgivning at prostituere sig prostitutionskunde
dele forbudt
Ingen
uddannelse
43,9% 11,0% 8,5% 36,6% 100,0%
Faglig
uddannelse
51,6% 6,5% 6,5% 35,5% 100,0%
Kort,
lang
ml.lang/ 63,7% 4,4% 15,0% 16,8% 100,0%
videregående
uddannelse
Total 54,2% 6,9% 10,4% 28,5% 100,0%
γ P-værdi
Uddannelse -,245 ,001
Tabel 9. Hvordan skal samfundet mindske prostitution, fordelt på køn og uddannelse.
Uddannelse Køn Skal ikke Ved at gøreVed
at gøre Ved at gøre Total
reguleres ved det forbudt atdet
forbudt at begge dele
lovgivning prostituere være forbudt
sig prostitutionsk
unde
ingen
uddannelse
Mand 53,3% 13,3% 3,3% 30,0% 100,0%
Kvinde 38,5% 9,6% 11,5% 40,4% 100,0%
faglig
uddannelse
Total
43,9% 11,0% 8,5% 36,6% 100,0%
Mand 54,2% 10,4% 10,4% 25,0% 100,0%
Kvinde
Total
48,9% 2,2% 2,2% 46,7% 100,0%
51,6% 6,5% 6,5% 35,5% 100,0%
kort, ml.lang/ Mand
lang
videregående
uddannelse
81,8% 6,8% 4,5% 6,8% 100,0%
Kvinde 52,2% 2,9% 21,7% 23,2% 100,0%
Total 63,7% 4,4% 15,0% 16,8% 100,0%

Uddannelse γ P-værdi
Ingen uddannelse ,251 ,176
Faglig uddannelse ,226 ,201
Kort, ml.lang/ lang ,586 ,000
videregående uddannelse
113
Tabel 10. Hvordan skal samfundet mindske prostitution, fordelt på civilstand.
Civilstand Skal ikke Ved at gøre detVed
at gøre det Ved at gøre Total
reguleres ved forbudt atforbudt
at begge dele
lovgivning prostituere sig være
prostitutionskunde
forbudt
Par 58,5% 5,8% 12,6% 23,2% 100,0%
Enlige 43,2% 9,9% 4,9% 42,0% 100,0%
Total 54,2% 6,9% 10,4% 28,5% 100,0%
γ P-værdi
Civilstand ,291 ,008
Tabel 11. Hvordan skal samfundet mindske prostitution, fordelt på køn og civilstand.
Civilstand Køn Skal ikkeVed
at gøreVed
at gøre Ved at gøre Total
reguleres veddet
forbudt atdet
forbudt at begge dele
lovgivning prostituere være forbudt
sig prostitutionskunde
Par Mand 68,2% 8,0% 8,0% 15,9% 100,0%
Kvinde 51,3% 4,2% 16,0% 28,6% 100,0%
Total
58,5% 5,8% 12,6% 23,2% 100,0%
Enlige Mand 52,9% 14,7% 2,9% 29,4% 100,0%
Kvinde 36,2% 6,4% 6,4% 51,1% 100,0%
Total
γ P-værdi
Par ,326 ,006
Enlige ,352 ,049
43,2% 9,9% 4,9% 42,0% 100,0%

114
Tabel 12. Er det private organisationers ansvar at mindske udbredelsen af prostitution, fordelt
på civilstand.
Civilstand Ja,
bestemt
helt Ja, delvist Nej Total
Par 7,2% 14,0% 78,9% 100,0%
Enlige 7,2% 28,8% 64,0% 100,0%
Total 7,2% 18,2% 74,6% 100,0%
γ P-værdi
Civilstand -,307 ,008
Tabel 13. Regulering af ungdomsprostitution, fordelt på geografi.
Geografi Skal ikke reguleresVed
at gøre det Ved at gøre det Ved at gøre begge Total
ved lovgivning forbudt at forbudt at væredele
forbudt
prostituere sig prostitutionskunde
Kbh, Frederiksberg 14,4% 7,7% 20,2% 57,7% 100,0%
Kommuner, Kbhs amt
øvrige Sjælland, 14,0% 4,3% 10,8% 71,0% 100,0%
Bornholm, Fyn og Jylland
Total 14,1% 5,0% 12,7% 68,3% 100,0%
γ P-værdi
Geografi ,212 ,033
Tabel 14. Påstand om at unge prostituerede har brug for pengene til at finansiere et
stofmisbrug, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 36,8% 52,0% 5,9% 5,3% 100,0%
30-49 år
44,4% 46,4% 5,8% 3,4% 100,0%
50 år og 64,3% 29,8% 1,8% 4,1% 100,0%
derover
Total 48,7% 42,6% 4,5% 4,2% 100,0%
γ P-værdi
Alder -,306 ,000

115
Tabel 15. Påstand om, at det er prostitutionskundens ansvar, om de prostituerede de går til, er
fyldt 18 år, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 40,9% 24,5% 14,5% 20,1% 100,0%
30-49 år
59,1% 18,1% 9,3% 13,5% 100,0%
50 år og 65,7% 11,8% 7,1% 15,4% 100,0%
derover
Total 55,8% 18,0% 10,1% 16,0% 100,0%
γ P-værdi
Alder -,232 ,000
Tabel 16. Påstand om, at prostitution forhindrer voldtægter, fordelt på køn og civilstand.
Civilstand Køn Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
Par Mand 34,8% 30,9% 7,8% 26,5% 100,0%
Kvinde 18,2% 29,7% 8,9% 43,2% 100,0%
Total 26,8% 30,3% 8,3% 34,6% 100,0%
Enlige Mand 38,2% 32,4% 4,4% 25,0% 100,0%
Kvinde 16,5% 28,2% 9,4% 45,9% 100,0%
Total 26,1% 30,1% 7,2% 36,6% 100,0%
Civilstand γ P-værdi
Par ,325 ,000
Enlige ,427 ,000

116
Tabel 17. Påstand om, at prostitution forhindrer voldtægter, fordelt på køn og uddannelse.
Uddannelse Køn Enig Delvis Delvis Uenig Total
enig uenig
Ingen uddannelse Mand 37,7% 30,4% 5,8% 26,1% 100,0%
Kvinde17,8%
32,2% 6,7% 43,3% 100,0%
Total
Faglig uddannelse Mand
26,4% 31,4% 6,3% 35,8% 100,0%
41,9% 28,2% 5,6% 24,2% 100,0%
Kvinde22,7%
28,4% 8,0% 40,9% 100,0%
Total
34,0% 28,3% 6,6% 31,1% 100,0%
Kort, ml.lang/ Mand 23,1% 37,2% 10,3% 29,5% 100,0%
lang videregående
uddannelse
Kvinde14,0%
27,0% 12,0% 47,0% 100,0%
Total
Uddannelse γ P-værdi
Ingen uddannelse ,357 ,003
Faglig uddannelse
18,0% 31,5% 11,2% 39,3% 100,0%
,345 ,001
Kort, ml.lang/ lang ,301 ,008
videregående uddannelse
Tabel 18. Påstand om, at prostitution forhindrer voldtægter, fordelt på geografi.
Geografi Enig Delvis Delvis Uenig Total
enig uenig
Kbh, Frederiksberg 16,7% 30,7% 13,2% 39,5% 100,0%
Kommuner,
Kbhs amt
Øvrige Sjælland, Bornholm,
Fyn og Jylland
29,3% 30,2% 6,5% 34,1% 100,0%
Total
26,6% 30,3% 7,8% 35,2% 100,0%
γ P-værdi
Geografi -,197 ,011

117
Tabel 19. Påstand om, at myndigheders indgreb mod prostitution mindsker ikke prostitution,
men driver den under jorden, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 49,7% 33,8% 11,9% 4,6% 100,0%
30-49 år
55,8% 27,4% 8,4% 8,4% 100,0%
50 år og 67,7% 17,4% 6,0% 9,0% 100,0%
derover
Total 57,8% 26,1% 8,6% 7,5% 100,0%
γ P-værdi
Alder -,162 ,008
Tabel 20. Påstand om, at bordeller med sundhedskontrol er en god ide, fordelt på uddannelse.
Uddannelse Enig Delvis Delvis Uenig Total
enig uenig
Ingen uddannelse 85,4% 9,5% ,6% 4,4% 100,0%
Faglig uddannelse
82,4% 8,6% 1,4% 7,6% 100,0%
Kort, ml.lang/ 68,3% 20,6% 2,8% 8,3% 100,0%
lang videregående
uddannelse
Total
78,6% 12,8% 1,6% 6,9% 100,0%
γ P-værdi
Uddannelse ,302 ,000
Tabel 21. Påstand om, hvorvidt man vil sælge sex eller ej er den enkeltes ansvar ikke
samfundets ansvar, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 19,7% 40,1% 18,5% 21,7% 100,0%
30-49 år
24,4% 28,6% 18,4% 28,6% 100,0%
50 år og52,6%
18,9% 6,9% 21,7% 100,0%
derover
Total 32,1% 28,8% 14,8% 24,4% 100,0%

γ P-værdi
Alder -,216 ,000
118
Tabel 22. Påstand om, hvorvidt man vil sælge sex eller ej er den enkeltes ansvar ikke
samfundets ansvar, fordelt på uddannelse.
Uddannelse Enig Delvis Delvis Uenig Total
enig uenig
Ingen uddannelse 30,8% 30,8% 17,9% 20,5% 100,0%
Faglig uddannelse
43,1% 25,1% 10,0% 21,8% 100,0%
Kort, ml.lang/ 20,4% 31,5% 17,7% 30,4% 100,0%
lang videregående
uddannelse
Total
32,1% 28,8% 14,8% 24,3% 100,0%
γ P-værdi
Uddannelse ,135 ,007
Tabel 23. Påstand om, at prostitution er kvindeundertrykkende, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 30,1% 25,6% 16,7% 27,6% 100,0%
30-49 år
37,9% 23,7% 10,9% 27,5% 100,0%
50 år og 46,1% 19,2% 9,6% 25,1% 100,0%
derover
Total 38,2% 22,8% 12,2% 26,8% 100,0%
γ P-værdi
Alder -,125 ,021

119
Tabel 24. Påstand om, at prostitution er kvindeundertrykkende, fordelt på køn og uddannelse.
Uddannelse Køn Enig Delvis enig Delvis
uenig
Ingen
uddannelse
Faglig
uddannelse
Uenig Total
Mand 29,2% 27,7% 13,8% 29,2% 100,0%
Kvinde
Total
41,9% 20,9% 16,3% 20,9% 100,0%
36,4% 23,8% 15,2% 24,5% 100,0%
Mand 37,4% 14,8% 13,0% 34,8% 100,0%
Kvinde
Total
40,2% 26,4% 3,4% 29,9% 100,0%
38,6% 19,8% 8,9% 32,7% 100,0%
Kort, ml.lang/ Mand
lang
videregående
uddannelse
27,8% 29,1% 12,7% 30,4% 100,0%
Kvinde 47,5% 22,8% 13,9% 15,8% 100,0%
Total
Uddannelse γ P-værdi
Ingen uddannelse -,179 ,142
Faglig uddannelse
38,9% 25,6% 13,3% 22,2% 100,0%
-,112 ,311
Kort, ml.lang/ lang -,313 ,004
videregående uddannelse
Tabel 25. Påstand om, at det at være prostitutionskunde er umoralsk, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 45,9% 18,2% 18,9% 17,0% 100,0%
30-49 år
44,4% 15,3% 10,2% 30,1% 100,0%
50 år og 41,4% 14,4% 7,5% 36,8% 100,0%
derover
Total 43,9% 15,8% 11,8% 28,4% 100,0%
γ P-værdi

Alder ,119 ,027
120
Tabel 26. Påstand om, at det at være prostitutionskunde er umoralsk, fordelt på uddannelse.
Uddannelse Enig Delvis Delvis Uenig Total
enig uenig
Ingen uddannelse 47,7% 18,7% 10,3% 23,2% 100,0%
Faglig uddannelse
46,7% 12,3% 10,4% 30,7% 100,0%
Kort, ml.lang/ 37,6% 17,7% 14,9% 29,8% 100,0%
lang videregående
uddannelse
Total
44,0% 15,9% 11,9% 28,3% 100,0%
γ P-værdi
Uddannelse ,109 ,041
Tabel 27. Påstand om, at prostitution i Danmark er et fattigdomsproblem, fordelt på alder.
Alder Enig Delvis enig Delvis
uenig
Uenig Total
op til 29 år 8,4% 20,0% 19,4% 52,3% 100,0%
30-49 år
3,8% 13,6% 12,2% 70,4% 100,0%
50 år og 5,8% 15,6% 10,4% 68,2% 100,0%
derover
Total
4
5,7% 16,1% 13,7% 64,5% 100,0%
γ P-værdi
Alder ,170 ,009