Malmros - Stud. Med.

Malmros
Af: Helene Juhl & Rikke Beese Dalby
Foto: Rikke Beese Dalby
Vi kender ham som filminstruktør, men han er faktisk også læge.
I efteråret 2002 havde Nils Malmros premiere på sin seneste film At kende
sandheden, hvis hovedperson er faderen og neurokirurgen, Richard
Malmros. STUD MED satte den århusianske instruktør og læge i stævne til en
snak om filmen, faderen, lægegerning og moral.
Det er en kølig decemberdag lige før jul.
Endelig er det lykkedes at få en aftale
med Nils Malmros, som har travlt efter
premieren på sin seneste film, At kende
sandheden. Forventningsfulde ankommer
vi til instruktørens hjem i udkanten
af Århus, hvor interviewet skal foregå.
Det er Malmros’ kone, Marianne, som
åbner døren: - Er I fra Jehovas Vidner?
Efter at have forsikret om vores aftalte
ærinde bliver vi lukket ind med et smil.
Der dufter af nybagt wienerbrød. Nils
Malmros sidder ved sin computer.
36
- Kom lige her hen, der er noget, I skal se.
Et klip fra DR2’s Bertelsens Uaktuelle
Nyheder, ruller hen over computerskærmen.
Det er Ondskaben 3 - en meget
Bertelsensk parodi på Kundskabens træ.
Nils Malmros smiler:
- Ja, det er egentlig fantastisk, at de
gider gøre grin med en mere end 20 år
gammel film; jeg tager det som en
kompliment!
Således præsenteret for en noget
alternativ udgave af instruktørens film,
starter interviewet.
Filmen
Hvornår besluttede du at lave en film om
din far?
- Jeg kan faktisk ikke helt huske det. Jeg
har nok haft nogle overvejelser gennem
årene og set mulighederne i historien,
men det var først i1988, da jeg blev
præsenteret for Thorotrast-sagen, at jeg
så den dobbelte historie: Altså
Thorotrast-skandalen og min fars
historie. Da jeg så 7 år senere i 1995
lavede en række båndoptagelser med
min far, hvor han fortalte om sit liv, da

vidste jeg, at stoffet ville egne sig til en
film. Men vi snakkede ikke om muligheden
for at filmatisere, og jeg spurgte ham
heller ikke om lov. Jeg turde ikke, for hvis
han havde sagt nej, så havde jeg haft et
problem.
Du har udtalt, at du ikke lavede filmen for
at forsvare din far, men for at fortælle en
historie om moral.
- Ja, jeg vil gerne fortælle en historie, som
ligger i forlængelse af mine tidligere film,
en historie, der handler om moralske
problemer. Det er jo en fantastisk spændende
historie med store menneskelige
omkostninger; der var faktisk stof til en
rigtig thriller. Journalisten er skurken,
men mit mål er ikke en vendetta mod
ham, men derimod at fortælle historien
om denne ”lægeskandale” set indefra -
det føler jeg er min pligt som læge. Altså
underforstået, at der ikke var tale om en
skandale, som det blev blæst op til i
pressen, hvor ”overlægen først nu
indrømmer sandheden…”, men at
overlægen, min far, blot informerede om
situationen, som den var for mange år
siden. Der er en moralsk dimension til
forskel, og dén har journalisten ikke. Det
er jo en meget alvorlig anklage, at påstå,
at man fejlbehandlede adskillige mennesker
og lod dem dø uden erstatning til de
efterladte. Man gjorde jo dengang, hvad
man kunne.
Sandheden
At kende sandheden rejser jo således det
moralske spørgsmål om at træffe et valg:
Skal man altid fortælle sandheden – og
hele sandheden?
- Jeg mener, at sandheden er som det
berømmelige løg; der er uendelig mange
lag, du kan skrælle af, og sandheden skal
også altid ses i forhold til hvilken tid, du
snakker i. Verden i dag kræver mere
sandhed end den gjorde for 50 år siden,
og ud fra dét må du selvfølgelig informere
dine patienter. Du må ikke påtvinge nogen
sandheden, men som læge skal du klart
kunne mærke, hvad patienten selv ønsker
at vide. Der er mange patienter, som ikke
ønsker at vide sandheden, og der er
nogen, som klart ønsker det. Problemet i
Thorotrast–sagen var, at man ikke på
forhånd kunne vide, hvem der ønskede
sandheden, og hvem der ikke gjorde. Det
kunne du først se, i det øjeblik, du havde
informeret patienten og dermed muligvis
forårsaget en katastrofe.
AT KENDE SANDHEDEN
Filmen er den foreløbigt sidste i rækken
af erindringshistorier fra instruktørens
hånd. Hovedpersonen i filmen er således
faderen, afdøde professor i neurokirurgi,
dr. med. Richard Malmros. Filmen skildrer
faderens opvækst under fattige kår i Esbjerg
under 1. Verdenskrig, præget af den
meget indremissionske tante Johanne, der
senere kautionerer for Richards medicinstudier.
Filmen omhandler også faderens
liv som neurokirurg i Århus, stridighederne
med kollegaen Frank Riber og det altoverskyggende
moralske dilemma omkring
brugen af Thorotrast.
I filmen ser vi Richard Malmros, med hjælp
fra sin søn, gennemgå de gamle journaler
på patienter, der havde fået Thorotrast,
for at vide, om noget kunne være gjort
anderledes – for at kende sandheden.
37

Er du selv stødt på moralske problemstillinger
i dit virke som læge?
- Ja, det er jeg. Når jeg fortæller, at jeg
har taget et vikariat i 2 år på min fars
gamle afdeling på Århus Kommunehospital
(Neurokirurgisk -red.) for at
researche til min film, så lyder det som
om, at det er for min egen skyld, at jeg er
læge på afdelingen, og ikke for patienternes.
Allerede dér ligger der et moralsk
problem. Jeg er sandelig da læge for
patienternes skyld, men jeg kan ikke sige
mig fri for, at det samtidig også er for
min egen skyld. Dybest set ligger dér et
lille moralsk problem, der gør, at jeg skal
passe på og finde den rette formulering
for ikke at blive misforstået.
Hvad er din holdning til moral mellem
kolleger?
- I den nyere lægehistorie er der flere
eksempler på, hvor svært det kan være at
sætte grænsen og sige fra overfor en
kollega. Gennemgående vil jeg sige, at vi
ikke skal gå og angive hinanden i tide og
utide - det vil der ikke komme noget godt
ud af, men det er klart at der er en
grænse. Man har et ansvar. Det behøver
ikke at handle om at hænge en kollega
ud, det kan handle om at få en uholdbar
38
situation stoppet, f.eks. i tilfælde af
alkoholmisbrug, alder eller sygdom, hvor
det måske ikke længere er forsvarligt at
føre kniven til operationer. Samme
problem har du jo overfor en nabo, hvor
der også er en grænse for, hvornår du er
tvunget til at skulle handle.
Der bliver stille for en stund. Nils Malmros
giver sig god tid til at reflektere. Som i
sine film bliver hver sætning nøje vægtet.
Skylden
Et gennemgående tema i flere af dine
tidligere film er Den kroniske uskyld.
Hvordan behandles skyldtemaet i At
kende sandheden?
- Mine andre film har netop handlet om
den kroniske uskyld eller uskyldstabet, og
bevidstheden om skylden, hvorimod At
kende sandheden handler om ham, der
har tabt uskylden så tidligt, at han bærer
skylden med sig lige fra barnsben. Jeg
taler også om den universelle skyld, som
helt firkantet kan illustreres ved situationen,
som min far stod i: Bruger du
Thorotrast, risikerer du, at Karl dør om 30
år af cancer, og bruger du ikke
Thorotrast, risikerer du, at Ida dør nu
under operationen. Hvad du end gør,
NILS MALMROS
Født 1944.
Filminstruktør, manuskriptforfatter og læge.
Cand.med. fra Aarhus Universitet 1987 efter 22
års studier.
FILM
En mærkelig kærlighed (1968)
Lars-Ole 5.c (1973)
Drenge (1977)
Kundskabens træ (1981)
Skønheden og udyret (1983)
Århus by Night (1989)
Kærlighedens smerte (1992)
Barbara (1997)
At kende sandheden (2002)
risikerer du at pådrage dig skyldfølelse,
som er uafhængig af, at du gjorde, hvad
du kunne. Det er belastende, og min far
var da heller ikke upåvirket af det.
Derimod følte han sig højt hævet over
den juridiske skyld, som journalisten i
filmen jagter. Men selvfølgelig plagede
det ham med al den opmærksomhed,
som skandalen lagde på sagen, også
fordi han helst var fri for at bekymre
patienterne unødigt.
Lægen
Er du læge først eller filminstruktør først?
- Altså, i mit liv er jeg filminstruktør først,
men når jeg er læge, så er jeg læge først.
Jeg blev læge, dels på grund af min far, og
dels fordi jeg føler, at jeg ganske givet har
evner for at bruge mine hænder og derfor
sandsynligvis kunne blive en god kirurg.
Det er jeg ikke i tvivl om, da jeg samtidig
har den stereotaktiske sans, som kræves for
at kunne blive en god kirurg. Jeg synes, det
var sjovt selv at kunne lægge hænder til
operationsscenerne i filmen.
- Som instruktør er jeg derimod autodidakt.
Hvis jeg på et tidspunkt skal vælge for
resten af mit liv, så bliver det ikke filmverdenen
- den er for opgejlet og falsk. Så vil jeg
hellere have et almindeligt liv.

Hvad betyder det for dig at være læge?
- Det betyder for det første en almen
dannelse, og for det andet, at jeg helt
privat ved, hvordan jeg fungerer, hvordan
jeg er sat sammen og dermed også, hvad
sygdom er. Derimod føler jeg mig nok
ikke kaldet til at være læge. Det ændrer
ikke på, at i det øjeblik, jeg står i situationen,
der er jeg selvfølgelig ansvarsbevidst
og seriøs. Det handler om patienten.
Derfor har jeg somme tider haft lyst til at
vende navneskiltet, så patienterne ikke
pludselig forvirres af, at det er en kendt
instruktør, der skal undersøge dem, især i
belastede situationer. Det har jeg det
skidt med og endda så skidt, at det
næsten kunne få mig til at stoppe med at
være læge. Som regel er det dog fornøjeligt.
- Min fars historie er derimod historien
om en mand, der var læge først og
menneske sidst. I dag er det sværere at
finde en læge, som totalt helliger sig
lægegerningen, om end de findes; det
handler om en balance, som virkelig har
flyttet sig.
Befolkningen ser dig mest fra instruktørens
side. Som læge har du taget de første
skridt i din fars fodspor. Har du nogen
ambitioner som læge?
- Jeg kunne godt overveje at tage den
kirurgiske grunduddannelse og introduktionen
til neurokirurgi. Det overvejer jeg
da. Så man kan sige, at man nåede
noget. Min far var stolt, da jeg ringede
for at fortælle, at jeg havde opereret min
første diskusprolaps. Under supervision,
naturligvis - jeg skal ikke gøre det større
end det er. På egen hånd har jeg kun
forestået, hvad man indenfor
neurokirurgien kalder ”banale” operationer,
såsom kronisk subduralt hæmatom.
Jeg har til gengæld assisteret til alt. Jeg
mener dog stadig, at min slutstilling er
”vikar for reservelæge”.
Grænsen
Er du nået til en afklaring med fortiden
efter denne foreløbige filmrække?
- Ja, det er jeg nok, og det er også
det, der får mig til at annoncere, at
det her var den sidste film. Men
forhåbentlig er der noget, der ikke er
afklaret. For øjeblikket er jeg dog helt
tom.
Mine film er altid kommet indefra, og
det har nok været en slags terapi. Jeg
bruger en hel masse tid på at følge
denne seneste film til dørs. Jeg holder
foredrag, forklarer mig og diskuterer
skandalen. Samtidig går jeg og
overvejer, om der overhovedet er
noget, jeg kunne tænke mig at lave.
Som læge har jeg indtil nu kun taget
en række vikariater efter turnus. Jeg
tænker, jeg tager et vikariat igen.
Hvordan finder du grænsen mellem det
personlige, vedkommende og det private
i dine film?
- For mig er der en helt klar grænse
mellem det personlige og det private. En
film må meget gerne være personlig, men
den må ikke være privat. Privat betyder
kort og godt, at det er uvedkommende for
andre og næsten pinligt at overvære. Men
der er mere digt i mine film, end folk
normalt tror. Jeg kan blive helt overrasket
over, at folk tror et eller andet om mig,
men hvor jeg så kan afsløre, at det blot var
noget, jeg fandt på. I At kende sandheden
får vi faktisk slet ikke at vide, hvad sønnen
i filmen hedder og hvad han laver - han er
i hvert fald ikke læge, hvilket er en sløring
af virkeligheden, samtidig med at jeg står
ved, at Søren Østergaard (sønnen i filmen
-red.) er mit alter ego. Sønnens rolle er
forholdsvis lille i filmen. Det er dog et
vigtigt motiv, idet filmen også handler om
sønnen, der tilgiver faderen efter at have
fået indsigt i faderens belastende problemer.
39

Betød det meget for dig, hvordan filmen
blev modtaget, især fordi den handler om
din far?
- Jeg er urimeligt nærtagende! Selv et lille
minus kan nage. Men du kan ikke lave en
film, som alle kan lide, så er der i hvert
fald et eller andet galt. Jeg var tættest på
med Skønheden og udyret, hvor der ikke
rigtig var nogen negative røster.
Faderen
Hvad tror du, din far ville sige til filmen,
hvis han levede?
- Det ville genere ham, at den ikke er
fuldstændig korrekt. ”Sådan så den
budcykel slet ikke ud!” Og han ville
bestemt sige, at jeg er meget uretfærdig
overfor tante Johanne i filmen. Han ville
kunne genkende sig selv, men nok
alligevel være lidt rystet over at se sig selv
som en temperamentsfuld kirurg og
overlæge. Jeg har skam oplevet ham te
sig, da jeg i 1968 havde et studentervikariat
som operationsassistent og
derfor skulle operere med ham. Filmen er
jo på dén måde et historisk dokument
over en type kirurger, der ikke findes i
THOROTRAST-SAGEN
I 1985 faldt der dom i en sag fra Århus. En ung mand var i 1946 blevet undersøgt med det
radioaktive kontraststof Thorotrast, han døde 30 år senere af levercancer. Retslægerådet
fandt at der ikke var begået fejl. De udtalte, at man ikke på daværende tidspunkt kendte
til advarsler mod Thorotrast, og at der ikke fandtes et alternativt stof. En journalist fra
Ritzaus Bureau fik fra en anonym kilde i det danske sundhedsvæsen oplysninger om et
alternativt kontraststof og et hemmeligt register over patienter, der havde fået Thorotrast.
I 1989 modtog journalisten Cavling-prisen for sin afdækkende artikel: ”En reaktor i kroppen”,
der yderligere forsøgte at gøre rede for, at Retslægerådet var inhabilt i sagen. I 1992
faldt den sidste dom i Thorotrast-sagen, hvor det blev fastslået, at med den viden, som forelå
i 1943, måtte lægerne anse Thorotrast for at være det sikreste kontrastmiddel.
dag. Vel teede de sig, men det var også
dem, som stod medansvaret i det hierarkiske
system. Der bliver nemmere en
anvarsforflygtigelse i et ikke-hierakisk
system. Han ville nok føle at jeg går over
stregen, og i det hele taget så han nok
hellere, at historien var fortalt i et lidt
mere positivt lys, men de dramatiske
regler kræver også, at man ikke
glorificerer eller forskønner.
Tiden er gået, teen drukket og wienerbrødet
spist. Inden vi afslutter interviewet,
er der tid til fotos. Nils Malmros går
velvilligt med på vores idéer til en fotoserie
og finder rekvisitter frem. Familiens
kongepuddel bliver høfligt bedt om at
træde til side, men reagerer voldsomt
fornærmet og forsvinder ovenpå. Nils
Malmros runder af:
- Der er ingen tvivl om, at min far var
meget lykkelig over, at jeg alligevel endte
som læge. Vores fælles historie handler
jo om nogle stærke viljer, og det endte
med, at vi begge bøjede os: Han lånte
mig i min studietid et filmkamera og jeg
”betalte tilbage” ved at færdiguddanne
mig som læge. Jeg plejer at fortælle
følgende lille historie: På sine gamle dage
faldt min far på plejehjemmet og slog sit
baghoved. De ringede oppe fra Skadestuen
på Århus Kommunehospital ved
midnatstid og fortalte, at min far var
kommet ind; han var noget konfus, men
havde bedt mig komme. Jeg tog derind
og konstaterede, at han havde en flænge
i nakken. De havde ret travlt i vagten den
aften, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt
kunne ordne det selv. Jeg gav ham
lokalbedøvelse, og han bandede og
svovlede. Jeg sagde til ham: ”Det skulle
du have tænkt over noget før”. Jeg gav
min far seks sting i nakken, hvorefter han
udbrød: ”Så fik vi alligevel glæde af din
uddannelse”!
41