patent på menneskers gener og stamceller - Det Etiske Råd

eksempelvis betragtes et gen bestående af DNA-sekvenser som en kemisk forbindelse.
Patenterbarheden af biologisk materiale har således også været en realitet i
mange lande, længe før det første reguleringstiltag så dagens lys.
De principielle overvejelser, som oprindeligt begrænsede beskyttelsesomfanget for
de kemiske patenter (og lægemiddelpatentet), ser ikke tilsvarende ud til at have
gjort sig gældende i relation til biopatentet. Først ved den efterfølgende anvendelse
og fortolkning af direktiv 98/44/EF har betydningen af at begrænse beskyttelsesomfanget
for genpatentet for alvor slået igennem i Kommissionens politiske
overvejelser. Dette kan enten have sammenhæng med, at den bioteknologiske
udvikling er så hastig, at den overrumpler lovgiver, eller at modstanden efterfølgende
er mere præcist rettet mod konkrete følger af direktivet, hvor der før var en
mere generel modstand mod patent på liv. I beretningen fra Kommissionen om
patentrettens udvikling og følger inden for bio- og genteknologi fokuseres der nu
direkte på spørgsmål om såvel beskyttelsesomfanget for patenter på sekvenser
eller delsekvenser af gener, der er isoleret fra det menneskelige legeme, som patenterbarheden
af menneskelige stamceller og cellelinjer skabt på grundlag heraf. 41
1.1. Direktiv 98/44/EF om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser
I 1988 fremsatte Kommissionen det første forslag til retlig beskyttelse af bioteknologiske
opfindelser. Direktivforslagets berøring med etiske aspekter gav anledning
til årelange debatter, og netop betænkeligheder ved patentering af levende materiale
bevirkede, at forslaget i 1995 blev forkastet af Europa-Parlamentet.
Retsvirkningen af Europa-Parlamentets forkastelse af et direktivforslag er, at lovgivningsprocessen
starter forfra. Kommissionen fremsatte derfor i 1996 et nyt
(ændret) direktivforslag, som blev endelig vedtaget den 6. juli 1998. Direktivets
implementeringsfrist udløb den 30. juli 2000.
Direktivet regulerer et retsområde, hvor der endnu ikke er nogen egentlig retspraksis,
hvorfor retsreglernes reelle indhold først kan fastlægges, når de er efterprøvet
i praksis. EF-domstolen har i sag C-377/98 Holland mod Parlamentet og
Rådet fastslået, at vedtagelsen af direktiv 98/44/EF er et redskab til at sikre en fællesskabsretlig
fortolkning af internationale begreber, som hidrører fra de internationale
aftaler, som medlemsstaterne deltager i.
41 Jf. KOM (2003) 545, endelig udgave.
PATENTRET OG DET HUMANE GENOM|137 |137