PDF-udgave til udskrivning (1,17 MB) - Center for Ligebehandling af ...

Status 

over udviklingen 

i ligebehandlingen af handicappede 

Årsberetning 

1999 

Center for Ligebehandling af Handicappede

Center for Ligebehandling af Handicappede 

Bredgade 25, Sankt Annæ Passage opg. F, 4. sal 

1260 København K 

Telefon: 33 11 10 44 

Fax: 33 11 10 82 

Teksttelefon: 33 11 10 81 

E-post: clh@clh.dk 

Hjemmeside: http://www.clh.dk 

Beretningen udgives også på bånd og diskette 

Oplag 2200 

Tryk: Scanprint a/s 

Forsidebillede: Fie Johansen 

Ansvarshavende redaktør: Mogens Wiederholt 

Layout og redaktionel bearbejdelse: Mette Lohse 

ISBNnr: 87-90346-40-8 

ISSNnr: 1398-215X

Indhold 

Indhold 

Indledning ..............................................................................4 

Retssikkerhed ..........................................................................8 

Hvad er retssikkerhed? ............................................................................. 10 

Eksempler på retssikkerhedsproblemer ..................................................... 14 

Undersøgelse af de nye regler om sagsbehandlingstider, 

brugerinddragelse og kvalitetsstandarder .................................................. 22 

Arbejdsmarkedsforhold ........................................................35 

Personlig assistance som kompensation til sindslidende, 

personer med hjerneskader og udviklingshæmmede i erhverv................... 44 

Offentlige myndigheders ansættelses- og fastholdelsespolitik 

i forhold til mennesker med handicap ....................................................... 50 

Arbejdsmarkedspensioner......................................................................... 59 

Beskæftigelse på særlige vilkår ................................................................. 64 

Uddannelse...........................................................................72 

Handicappedes adgang til ungdomsuddannelse........................................ 72 

Amternes tilbud om ungdomsuddannelse efter lov om 

specialundervisning for voksne ................................................................. 79 

Undersøgelse af frafald fra de ordinære ungdomsuddannelser ................... 87 

Sektoransvar på de almene voksenuddannelser (avu) 

og de videregående uddannelser .............................................................. 94 

Tilgængelighed ......................................................................99 

Tilgængelighed til apoteker..................................................................... 100 

Offentlige hjemmesiders tilgængelighed ................................................. 114 

Det Digitale Danmark ............................................................................ 119 

Det offentlige beredskab.....................................................126

Årsberetning 1999 


4 

Indledning 

Indledning 

Center for Ligebehandling af Handicappede præsenterer hermed sin 6. årsberetning: 

Status over udviklingen i ligebehandlingen af handicappede 1999. 

Hovedvægten i dette års beretning er lagt på temaet retssikkerhed - et tema, 

som på mange måder er, som det siges at være med vejret: alle taler om det, 

men ingen gør rigtig noget ved det. 

At det forholder sig sådan, skyldes formentlig ikke mindst, at det for det første 

er vanskeligt overhovedet at få ordentlig fod på, hvad retsikkerhedsbegrebet 

egentligt indebærer, og for det andet, at retssikkerhed er vanskelig at måle. 

Når retssikkerhedsproblemstillinger påkalder sig en særlig opmærksomhed i en 

handicapsammenhæng, så skyldes det ikke mindst, at handicappede som 

minoritetsgruppe i meget vidt omfang er sat udenfor de traditionelle demokratiske 

kræfters spil. Handicappede er for få til at kunne stemme sig til politisk indflydelse, 

ligesom det af samme grund kan være vanskeligt at organisere sig som 

en tilstrækkelig gennemslagskraftig pressionsgruppe på lokalt plan. 

Den stadig stigende decentralisering udgør derfor en latent risiko for en politisk 

marginalisering af handicappede. Der er derfor grund til at nære bekymring for, 

at den stærke decentralisering - i kombination med kommunernes og amternes 

meget pressede økonomi - kan føre til et uacceptabelt lavt og geografisk stærkt 

skævvredet serviceniveau over for handicappede. 

Der påhviler af den grund myndighederne - og ikke mindst de lokale og regionale 

myndigheder - en særlig forpligtelse til at sikre, at handicappede ikke bliver 

genstand for administrativ vilkårlighed eller overses og tilsidesættes i prioriteringskampen 

mellem forskellige lokalpolitiske interesser. 

Med den nye retsikkerhedslov, der kom til, som en del af det sociallovkompleks, 

der 1. juli 1998 afløste den gamle bistandslov, blev der igen sat fokus på 

retssikkerhed, ligesom retssikkerhedsloven også definerer nogle af de kriterier, 

som lovgiverne anser for vigtige mål for retssikkerheden. I retssikkerhedsloven 

udpeges bl.a. kendte og synlige sagsbehandlingsfrister, brugerinddragelse og 

kvalitetsstandarder, som væsentlige i forhold til at garantere borgerens retssikkerhed.

Centret har derfor dels set på selve begrebet retssikkerhed, dels gjort status over 

de ligebehandlingsanalyser, vi tidligere har gennemført ud fra synsvinklen retssikkerhed. 

Og endelig har vi gennemført en undersøgelse af, i hvilket omfang 

amter og kommuner, efterlever nogle af de krav til retssikkerheden, som opstilles 

i retssikkerhedsloven. 

Udover retssikkerhedstemaet, så er tilgængelighed også i år et nøgletema i beretningen. 

Begrebet tilgængelighed har gennem de seneste år fået en stadig bredere definition 

og parallelt hermed er begrebet gennem de seneste år blevet mere og 

mere centralt i dansk handicappolitik. Tilgængelighed er i stigende grad blevet 

et tværgående tema, som ikke alene er synonymt med adgangsforhold for 

kørestolsbrugere. Begrebet tilgængelighed er i stigende grad blevet synonymt 

med hele den omfattende proces, som handler om, at tilpasse og indrette samfundet, 

så integrations- og ligebehandlingspolitikken giver reel mening. 

Men vi har stadig grundlæggende svært ved at tænke handicappolitik som andet 

og mere end traditionel socialpolitik. Vi har en stærk tilbøjelighed til at ville 

fastholde handicappede i rollen som sociale klienter, snarere end at acceptere 

handicappede som fuldgyldige samfundsborgere med de rettigheder og pligter 

der følger der af. 

Vi har nedlagt særforsorgen, afskaffet institutionsbegrebet og formuleret en 

handicappolitik, som bygger på principperne om integration og ligestilling. Og 

vi har også i et vist omfang tillagt os den politisk korrekte retorik. Selvfølgelig 

går vi ind for integration og ligebehandling, og selvfølgelig støtter vi sektoransvarlighedsprincippet, 

det miljørelaterede handicapbegreb og princippet om 

universel tilgængelighed. 

Men er samfundet parat til at tage konsekvensen? Hvad skal man med verdens 

bedste kørestol, hvis man ikke kan komme ud af lejligheden, hvad skal man 

med alverdens tekniske hjælpemidler, hvis man ikke kan komme ind på uddannelsesinstitutionen 

eller få et job, hvad hjælper det, at sagsbehandlere og 

politikere besværgende taler om ligestilling og samfundsmæssig deltagelse, 

hvis der ikke er tegnsprogstolk til byrådsmødet og man ikke kan få informatio- 



5



6 

ner fra nettet fordi både offentlige og private hjemmesider et absolut utilgængelige? 

Skal det give mening at tale om handicappede som borgere med det fuldgyldige 

borgerskabs rettigheder og pligter, så er vi nødt til at gøre op med den socialpolitiske 

tænkning, som den eneste tænkning. Handicappolitikken skal ud 

af den socialpolitiske kuvøse og implementeres i hver eneste politikområder i 

samfundet. 

Sektoransvarlighedsprincippet - det vil sige princippet om, at hver eneste sektor 

og område i samfundet har et eget og selvstændigt ansvar for, at sektorens/områdets 

tjenester og ydelser er tilgængelige og anvendelige - også for mennesker 

med handicap - har i årevis været en formuleret del af dansk handicappolitik. 

Men det kniber med at omsætte ord til handling. Undervejs fra festtalerne og 

ud til det niveau, hvor det rent faktisk får konsekvenser for den der lægger fliserne 

eller designer hjemmesiden, fordufter ansvarligheden op i det blå. 

Ganske vist siger man, at tro flytter bjerge, men nogle skal jo flytte resten. Derfor 

er vi nødt til at iværksætte nogle forankringstiltag, som sikrer, at holdningerne 

og den politiske vilje omsættes til praktisk virkelighed. Et væsentligt instrument 

i denne sammenhæng er en langt mere udstrakt brug af handlingsplaner. 

Det er måske både forudsigeligt og også en lille smugle trivielt - men desværre 

ikke mindre nødvendigt - at pege på det kommunale og amtskommunale ansvar, 

i denne sammenhæng. Som kommunerne jo rigtigt gør opmærksom på, så 

er det i kommunerne folk bor; det er her man arbejder og det er her det daglige 

liv leves. Og det er præcist lige så rigtigt for handicappede borgere, som for en 

hvilken som helst anden borger. 

Mange kommuner og amter gør et glimrende stykke arbejde inden for de områder, 

som kommunen traditionelt opfatter, som deres handicappolitiske ansvar 

- og det vil typisk sige det myndighedsansvar kommunerne har i kraft af sociallovgivningen. 

Meget få kommuner har derimod en handicappolitik, som rækker 

udover socialforvaltningen.

Kommunens rolle som arbejdsgiver, driftherre, planlægger, bygherre, kontrolinstans 

og lokal opinionsdanner inddrages sjældent i en aktiv lokal eller regional 

handicappolitik. I et stærkt arbejdsdelt og decentralt samfund som det danske, 

er det imidlertid helt afgørende for handicappedes integration og ligestilling, 

at kommunerne definerer deres handicappolitiske forpligtelse langt bredere 

end tilfældet er i dag. 

På såvel centralt som regionalt og lokalt plan er det helt nødvendigt, at der 

iværksættes praktiske og forandringsorienterede handlingsplaner, som sikrer, at 

vi om 20 år ikke stadig står ved bjergets fod. 



7



8 

Retssikkerhed 

Retssikkerhed 

Resume: 

I nogle kommuner kan forældre til handicappede børn få økonomisk støtte til 

at deltage i kurser for forældre til handicappede børn - mens det er utænkeligt 

at få støtte til sådanne kurser i andre kommuner. Er det rimeligt at der er denne 

forskel fra kommune til kommune? 1999 blev året hvor Centret satte fokus på 

retssikkerheden. I Centrets undersøgelse kommenteres retssikkerhedsaspektet i 

en lang række af de tidligere analyser, som Centret har arbejdet med: voksne 

på børneinstitutioner, individuelle kørselsordninger, antallet af fleksog skånejob 

med videre. 

Centrets rapport om retssikkerhed har også nye undersøgelsesområder. Rapporten 

gennemgår de nye regler om sagsbehandlingstider, brugerinddragelse og 

kvalitetsstandarder. Resultaterne viser at selvom amter og kommuner har pligt 

til at fastsætte en tidsfrist for behandling af sociale sager, er det stadig langt fra 

alle kommuner og især amter der gør dette. Der er også stor forskel i længden 

af sagsbehandlingstider, men undersøgelsens resultater dannede ikke noget bestemt 

geografisk mønster. Når det kommer til resultatet af undersøgelse om 

brugerinddragelse, ser det mindre godt ud. Det er alt for få kommuner og amter 

der har udfærdiget generelle retningslinier for inddragelse af brugerne på de 

sociale områder. Det nærmeste vi kommer, er oprettelsen af ældre- og handicapråd, 

som kommunen hører i relevante sager. Det bliver dermed kommunen 

der fastsætter hvornår brugerne skal inddrages. Den sidste del af undersøgelsen 

om kommunernes kvalitetsstandarder viser et rimelig godt resultat. Der er dog 

stadig 18% af kommunerne der ikke har lavet disse standarder, men resten af 

kommunerne har gjort det godt og detaljeret.

Center for Ligebehanding af Handicappede har ved flere lejligheder beskæftiget 

sig med forskellige vinkler på det næsten uudtømmelige tema: retssikkerhed. 

I 1995-96 gennemførte Centret således en ganske omfattende analyse af udviklingshæmmede 

straffelovsovertræderes retsstilling i relation til anvendelsen af 

tidsubestemte foranstaltninger, og Centret har løbende offentliggjort undersøgelser 

og analyser, som dokumenterer en meget uensartet - eller ligefrem ulovlig 

- administration af samme lovgivning fra kommune til kommune; fra amt til 

amt. Analyserne har bl.a. omhandlet voksne handicappedes ulovlige ophold på 

institutioner for børn, amternes meget forskelligartede administration af lovgivningen 

om individuelle kørselsordninger, kommunernes vidt forskellige brug af 

fleksjobordningen m.v. 

Ofte er der indbygget et vist element af skøn i den lovgivning amter og kommuner 

skal administrere, ligesom de regionale og lokale myndigheder indenfor 

visse rammer kan definere sit eget serviceniveau. Men alle myndigheder er 

selvsagt forpligtet til at overholde, lovgivningen, ligesom der naturligvis er en 

grænse for, hvor store udsving i serviceniveauet der kan accepteres fra lokalområde 

til lokalområde. 

Der er imidlertid blandt handicappedes organisationer og i Det Centrale 

Handicapråd en voksende bekymring for, at den stærke decentralisering - i 

kombination med kommunernes og amternes meget pressede økonomi - kan 

føre til et uacceptabelt lavt og geografisk stærkt skævvredet serviceniveau over 

for handicappede. 

På baggrund af sådanne overvejelser opfordrede Det Centrale Handicapråd i 

1998 Centret til, at sætte retssikkerhedsproblemstillingen højt på Centrets 

arbejdsplan for 1999. Ligebehandlingscentret har derfor i 1999 gennemført et 

tredelt dokumentationsprojekt om handicappede og retssikkerhed. 

Første del af projektet består i en indholdsmæssig afklaring af begrebet retssikkerhed. 

Anden del er en opsummering af de retssikkerhedsproblemer vi har 

kunne konstatere - primært i de analyser Centret selv har gennemført - men tillige 

suppleret med analyser foretaget af andre organisationer. 



9



10 

10 

Tredje del af projektet består af en ny undersøgelse, som - på baggrund af en 

spørgeskemaundersøgelse - ser på amternes og kommunernes administration af 

visse af bestemmelserne i lov om retssikkerhed om administration. 

Undersøgelsen vedrører kommunernes og amternes fastsættelse af sagsbehandlingsfrister 

på handicaprelaterede områder inden for serviceloven. Derudover 

viser undersøgelsen om kommunerne og amterne har udarbejdet retningslinier 

for brugerinddragelse, og om kommunerne har udarbejdet kvalitetsstandarder 

for praktisk bistand i hjemmet og personlig pleje. 

Hvad Hvad er er retssikkerhed? 

retssikkerhed? 

Begrebet retssikkerhed er ikke et entydigt begreb og er derfor heller ikke enkelt 

at definere. I Juridisk Grundbog er begrebet defineret som: “Udtryk for 

samfundsforholdenes regulering ved klare og gennemskuelige retsregler”. For 

så vidt en klar definition, men måske lidt svær at bruge i praksis, fordi en stor 

del af lovgivningen netop ikke er klar og let gennemskuelig. Den tidligere ombudsmand 

Lars Nordskov Nielsen giver i et oplæg, han holdt i anledning af 

ændringer af den sociale styrelseslov og pensionsloven i 1991 en anden definition 

på retssikkerhedsbegrebet: retssikkerhed indebærer, at borgerne får de 

ydelser, de har krav på efter lovgivningen, mens borgerne ikke pålægges andre 

pligter end dem, der efter lovgivningen er hjemmel til at pålægge dem. Men 

også denne definition af begrebet giver mange muligheder for fortolkning. 

Uanset hvilken definition man bruger, opdeles begrebet i den juridiske litteratur 

i materiel og processuel retssikkerhed, alt efter hvilken type retsregler, der 

tænkes på. 

Materiel ret kan defineres som de retsregler og principper, som skal følges ved 

afgørelser i forskellige typer sager. Den materielle retssikkerhed handler om, at 

en borger skal have mulighed for at kende sine rettigheder ved gennemlæsning 

af lovgivningen på et givent område. Derudover handler det om, at forvaltningen 

skal overholde lovgivningen og andre retsprincipper, såsom principper om 

lighed, saglighed og proportionalitet.

Den processuelle retssikkerhed omfatter sagsbehandlingsregler, f.eks. forvaltningslovens 

regler om partshøring, og regler om, at man skal kunne efterprøve 

en afgørelse - f.eks. regler om ankeadgang. Den processuelle retssikkerhed 

sikres ved regler om, hvordan en sag skal behandles fra ansøgning til afgørelse. 

Går en afgørelse borgeren imod, er der regler om, hvordan afgørelsen 

evt. vil kunne ankes til højere administrativ myndighed. Hvis en afgørelse ikke 

kan ankes til højere myndighed, er der tale om svækket processuel retssikkerhed. 

Sammensætningen og hele sagsbehandlingsforløbet i en eksisterende klageinstans 

er også et mål for den processuelle retssikkerhed. Det at kunne anke en 

skoles afgørelse til den kommunale skoleforvaltning indeholder f.eks. ikke 

samme grad af processuel retssikkerhed, som hvis afgørelsen kunne ankes til 

f.eks. et uafhængigt klageorgan eller til Undervisningsministeriet. 

Hvad er problemstillingerne? 

Ligesom retssikkerheden kan opdeles i materiel og processuel retssikkerhed, 

kan problemer i forhold til retssikkerheden relatere sig til disse to dele af begrebet. 

Materiel retssikkerhed 

Især to forhold har betydning for borgernes materielle retssikkerhed. For det 

første giver en række love på mange punkter myndighederne mulighed for at 

udøve individuelle skøn, når der træffes afgørelse om tildeling af ydelser m.v. 

Der er forskellige grader af skøn. Det medfører at lovgivningen ikke tydeligt og 

præcist angiver borgerens ret og borgerens pligt. Et kendt eksempel er, når en 

regel angiver, at en myndighed “kan” bevilge en ydelse. Her taler man om det 

frie skøn,- hvor der ikke er angivet betingelser for, hvem der skal have ydelsen, 

og hvornår. Udover sådanne frie skøn er der grader af “elastik” i lovgivningen, 

som giver myndigheden mulighed for og pligt til at udøve et skøn. 

Baggrunden for skønsmæssig lovgivning kan være, at det ikke var muligt at 

vide, hvordan reglerne konkret skulle se ud, på det tidspunkt hvor loven blev 

vedtaget. Baggrunden kan også være et ønske om, at der skal træffes afgørelser 



11 

11



12 

12 

og indrettes tilbud, der så vidt muligt er tilpasset den enkelte borgers behov, eller 

som kan følge med tiden uden, der skal gennemføres nye regler. Endelig 

kan baggrunden være, at lovgiver mener, der skal være mulighed for at stille en 

ydelse til rådighed, men at ingen borger skal have et retskrav på denne ydelse. 

For det andet indebærer det kommunale selvstyre, at den enkelte kommune 

- det enkelte amt - selv prioriterer mellem forskellige indsatsområder. Men det 

betyder dog ikke, at kommuner og amter har fuldstændig frit valg i prioriteringen 

af de midler, der er til rådighed. Lovgivningen sætter grænserne for råderummet, 

men denne grænsedragning er ikke skarp, hvis lovgivningen ikke er 

klar og præcis. Sammenfald af kommunalt selvstyre og skønsmæssig lovgivning 

kan derfor give problemer i forhold til den materielle retssikkerhed. 

Forskellige typer af afgørelser falder ind under det kommunale serviceniveau, 

hvor der er udstrakt kommunal selvbestemmelse. Det er især de bestemmelser, 

der giver kommunen eller amtet forsyningsforpligtelsen på et område - og herunder 

typisk spørgsmålet om, hvor god en ydelse borgeren skal have, og hvor 

længe borgeren skal vente på den, der kan være underlagt serviceniveauet. 

Inden for sociallovgivningen har serviceniveauet f.eks. betydning for ydelser 

som fleksjob, botilbud, hjemmehjælp, dagtilbud mv. Men samtidig er det vanskeligt 

at finde ud af, hvor grænsen for serviceniveauet træder ind. Hvor længe 

kan en kommune vente med at finde et fleksjob til en person, der er anset for at 

være omfattet af retten til et fleksjob? - hvor længe kan man vente med at finde 

en plads på et beskyttet værksted til en person, der er berettiget til et sådant tilbud? 

Processuel retssikkerhed 

Problemstillingerne vedrørende den processuelle retssikkerhed handler især 

om klageadgang og retsgarantier i sagsbehandlingen. De nævnte problemstillinger 

om den materielle retssikkerhed suppleres på den processuelle side af, at 

der inden for det sociale område f.eks. ikke kan ankes over det generelle 

serviceniveau, og at en ankeinstans ofte kun i begrænset omfang vil tage konkret 

stilling til den del af en afgørelse, der beror på et skøn.

Instrumenter som styrker retssikkerheden 

Der findes forskellige instrumenter og instanser, som alle medvirker til at begrænse 

omfanget af de problemstillinger i forhold til retssikkerheden, der er beskrevet 

ovenfor. 

Instanser 

Folketingets ombudsmand, det kommunale tilsyn og det ministerielle resorttilsyn 

er institutioner, der kan tage stilling til de retlige aspekter i en sag. Der er 

tale om retssikkerhedsbeskyttende institutioner i traditionel forstand. Når alle 

administrative klagemuligheder er udtømt, eller der ikke er mulighed for at 

anke en afgørelse, kan sagen indbringes for Folketingets ombudsmand eller det 

kommunale tilsyn. 

Disse instanser kan i nogle tilfælde gå videre end de administrative klageorganer. 

Tilsynet kan f.eks. tage stilling til, om det kommunale serviceniveau er i 

overensstemmelse med loven, og Folketingets ombudsmand bedømmer ikke 

blot en sag ud fra gældende lovregler, men også ud fra ombudsmandens vurdering 

af “god forvaltningsskik”. 

Instrumenter 

Den Sociale Ankestyrelse og de sociale nævn har blandt andet til opgave at koordinere 

praksis efter den sociale lovgivning i de sociale nævn og i kommunerne. 

I forbindelse med løsningen af denne opgave kan instanserne udbede 

sig et antal sager, som gennemgås, og Ankestyrelsen indsamler statistiske oplysninger 

om kommunernes og nævnenes praksis. Formålet er at mindske forskellene 

på landsplan, så der bliver en fælles standard, samtidig med at det 

kommunale serviceniveau respekteres. Det praksiskoordinerende arbejde offentliggøres, 

blandt andet i form af det sociale Danmarkskort. 

Endelig er der en række styringsinstrumenter, såsom standarder og deklarationer, 

der på en blødere måde bidrager til at styrke borgerens materielle retssikkerhed. 

Når serviceniveauet på konkrete områder beskrives forholdsvis præcist 

i en standard, giver det borgeren mulighed for at vide, hvad vedkommende kan 

forvente. Det giver samtidig eksterne kontrolinstanser en mulighed for at vurdere, 

om en kommunes serviceniveau ligger inden for lovens rammer. 



13 

13



14 

14 

Som eksempel på sådanne standarder kan nævnes, at der er krav om, at kommunerne 

udarbejder servicedeklarationer efter kommunestyrelsesloven, 

kvalitetsstandarder for praktisk bistand i hjemmet efter serviceloven og retningslinier 

for brugerinddragelse ligeledes efter serviceloven. Servicelovens § 

111 om sociale handleplaner er ligeledes et redskab, der skal styrke borgerens 

retssikkerhed. 

Eksempler Eksempler på på retssikkerhedsproblemer 

retssikkerhedsproblemer 

Voksne på børneinstitutioner 

Siden 1995 har Centret årligt undersøgt antallet af voksne handicappede, som 

har ophold på børneinstitutioner efter servicelovens §§ 46 og 51. Når en ung er 

fyldt 20 år, er det ikke længere lovligt at opholde sig på en institution, som er 

beregnet til børn, medmindre den enkelte plads på institutionen konverteres fra 

en børneplads til en voksenplads. Den seneste undersøgelse af dette forhold er 

gennemført af Amtsrådsforeningen og viser, at der er omkring 17 personer på 

landsplan, som opholder sig på en børneinstitution, selv om de er fyldt 20 år, 

uden at den enkelte plads er konverteret fra børne- til voksenplads. 5 amter har 

del i problemet: Storstrøms, Fyn, Ribe, Vejle og Århus amter. 

Antallet af voksne på børninstitutioner er faldet markant siden 1995 - mest fordi 

pladserne er konverteret til voksenpladser, men også fordi amterne er i gang 

med udvide kapaciteten på voksenområdet. Adgangen til en plads på et amtsligt 

botilbud - en voksenplads - er afhængig af det pågældende amts serviceniveau, 

hvilket gælder både for de personer, der kommer til botilbuddet fra en 

børneinstitution og for dem, der har boet hjemme. Men det strider mod serviceloven, 

når amterne lader personer, som er fyldt 20 år, opholde sig på en 

børneinstitution efter reglerne om støtte til børn.

Individuelle kørselsordninger 

I 1994 gennemførte Ligebehandlingcentret en undersøgelse, som viste, at der 

på en række områder var store problemer med de amtslige trafikselskabers 

overholdelse af reglerne om individuel befordring af handicappede. 

Storstrøms og Ribe Amt havde en brugerbetaling, som var 100% højere end 

den almindelige takst, mens Hovedstadens Trafikselskab havde en brugerbetaling, 

som var lavere end taksterne for almindelig befordring. 

Kun HT og Bornholms Amt havde dør-til-dør-kørsel defineret som entredør-tilentredør, 

mens Vestsjælland, Vejle og Nordjyllands Amt ikke visiterede personer 

til ordningen, som ikke selv kunne komme til kantstenen. 

En række amter fortolkede minimumsgrænsen på 104 ture årligt som en maksimumgrænse, 

og atter andre amter tilbød maksimalt 26 ture i kvartalet. Bornholms 

Amt havde en helt særlig ordning, som byggede på antal kørte kilometer. 

I HT og Ringkjøbing Amt kunne der købes ekstra kørsler ud over de 26 ture i 

kvartalet. 

Endelig havde mange amter fastsat en aldersgrænse på 18 år for brug af de individuelle 

kørselsordninger, hvilket ikke har hjemmel i loven, der overhovedet 

ikke sætter aldersgrænser for brug af individuelle kørselsordninger. Ribe Amt 

havde dog ingen nedre aldersgrænse, mens Viborg og Vejle Amts trafikselskaber 

havde en grænse på 15 år. I Nordjyllands Amt er grænsen 16 år. 

En arbejdsgruppe under Trafikministeriet har siden afgivet en rapport, som når 

frem til, at der er problemer med trafikselskabernes taksering, definitionen på 

begrebet dør-til-dør kørsel, administrationen af kravet om minimum 104 ture 

samt den nedre aldersgrænse på 18 år. 

Her er altså tale om, at nogle trafikselskaber har en praksis, som ikke er i overensstemmelse 

med lovgivningen. Trafikministeren har kendskab til denne 

uoverensstemmelse og har på baggrund af rapporten lovet, at der vil blive fulgt 

op over for amterne, men har ikke inddraget retlige redskaber som f.eks. det 

kommunale tilsyn. 



15 

15



16 

16 

Folketingets ombudsmand har bedt ministeren om at blive orienteret om det videre 

forløb i sagen. Der er således en uafhængig kontrolinstans, som nu er trådt 

ind i sagen. Det er endnu ikke muligt at sige, hvad resultatet bliver af ombudsmandens 

interesse for sagen. 

Børnehaveklasser og skolefritidsordninger i den vidtgående 

specialundervisning 

Ligebehandlingscentrets undersøgelse fra 1997 af muligheden for at komme i 

børnehaveklasse på specialskoler viste ligeledes, at det er forskelligt, hvordan 

amterne løser denne opgave. 

Fyns, Frederiksborg, Vestsjælland, Bornholm og Roskilde Amt havde oprettet 

børnehaveklasser i forbindelse med specialskolerne. I Viborg, København, Sønderjylland 

og Nordjyllands Amt blev der givet børnehaveklasselignende tilbud i 

form af et indskolingsforløb. Vejle, Ribe og Århus Amt har alene børnehaveklassetilbud 

til bestemte handicapgrupper, mens Storstrøms og Ringkjøbing 

Amt slet ikke har tilbud om børnehaveklassepladser til handicappede børn. 

Der er ikke enighed om, at amterne er forpligtede efter loven til at stille børnehaveklassetilbud 

til rådighed, og det er derfor måske et fortolkningspørgsmål, 

om dette også er et retssikkerhedsmæssigt problem. Enkelte amter har nævnt, 

at kommunens betaling for en børnehaveplads er meget lavere end betalingen 

for en plads i 1.-10. klasse på en specialskole, selv om det er omtrent lige dyrt 

for amterne at tilbyde. Der er nu indgået en aftale om en anden taksering for 

kommunernes brug af et amtsligt børnehaveklassetilbud, og det kan måske vise 

sig, at ændring af de økonomiske rammer for tilbuddet får afgørende betydning 

for en løsning af problemet. 

Det står dog bedre til på området for skolefritidsordninger i forbindelse med 

specialskoler. Centret har foretaget en undersøgelse i alle amter, som viser, at 

der er oprettet tilbud om skolefritidsordninger ved specialskolerne. Eleverne 

kan altså blive på skolen også om eftermiddagen, hvis dette ønskes. Specialskolerne 

har ofte fritidstilbud til gruppen af elever mellem 6 og 18 år inden for 

skolens eget område, eller sørger for at eleverne kan komme til andre fritidstil-

ud. Der har således ikke kunnet konstateres et retssikkerhedsmæssigt problem 

for fritidstilbud til elever ved specialskoler. 

Fleks- og skånejob 

Centret har i de seneste 4 år udarbejdet en oversigt over udviklingen i antallet 

af fleksog skånejob. Det har vist sig, at det har overordentlig stor betydning, 

hvor i landet man bor, hvis man ønsker at få enten et fleks- eller skånejob. 75% 

af de støttede jobs findes vest for Storebælt, og altså alene 25% østpå, selv om 

den største koncentration af arbejdspladser faktisk findes på Sjælland. Denne 

geografiske skævhed med hensyn til antal fleksog skånejob betyder, at den 

ret, man har til at få hjælp til at komme i fleks- eller skånejob, kun vanskeligt 

kan bruges, hvis man bor i “den forkerte del” af landet. Chancen - eller om 

man vil risikoen - for at få et fleksjob er for eksempel 30 gange større i Vissenbjerg 

Kommune end i Ishøj Kommune. 

Der mangler viden om de fleksog skånejob, der etableres, og om baggrunden 

for de geografiske forskelle. Der har været røster fremme om, at nogle kommuner 

oprettede mange fleksjob fordi de er “gratis “ for kommunen, mens andre 

kommuner ikke har oprettet særlig mange fleksjob, fordi de satser på ordinær 

beskæftigelse i stedet for. 

Det er vigtigt at sige, at listen over, hvor mange der modtager en bestemt ydelse, 

ikke i sig selv er et barometer over retssikkerheden. Men den store geografiske 

forskel, som antallet af fleksog skånejob viser, tyder på, at der et retssikkerhedsmæssigt 

problem, som enten kan bestå i, at nogle får et fleksjob, selv 

om de i virkeligheden ikke falder ind under reglerne, eller at nogle ikke får det 

fleksjob, de har ret til. 

Der er mulighed for at klage over afgørelser om fleksjob, og reglerne om fleksjob 

er også omfattet af praksiskoordineringen på det sociale område. Hvis den 

geografiske forskel er udtryk for et retssikkerhedsproblem som her skitseret, så 

er der måske især tale om et processuelt retssikkerhedsproblem, fordi denne tilsyneladende 

meget uensartede praksis ikke rettes ind ved klare ankeafgørelser 

og praksiskoordinering. 



17 

17



18 

18 

Center for Ligebehandling af Handicappede får ofte henvendelser fra personer, 

der har fået bevilget et fleksjob af kommunen, men som endnu ikke har fået 

noget arbejde. I den situation har personen intet forsørgelsesgrundlag udover 

muligvis kontanthjælp, som ofte ikke fører til udbetalinger, hvis personen har 

en ægtefælle, der har et arbejde. Det at finde et fleksjob til borgeren er en 

ydelse, som er underlagt kommunens serviceniveau og som derfor ikke kan påklages. 

Der er således en forholdsvis svag både materiel og processuel retssikkerhed, 

og det på et område, som handler om tildeling af et forsørgelsesgrundlag til 

personer, som må formodes ikke at have mange andre muligheder. 

Integration af handicappede børn i daginstitutioner og skoler 

En kommunes afslag på forældres ønske om at få et handicappet barn optaget i 

almindelige dag- eller skoletilbud kan ikke ankes til højere myndighed. Efter 

servicelovens § 12 er det kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der 

træffer afgørelse om, hvilket dagtilbud et barn, herunder også handicappede 

børn, skal optages i. Denne afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ 

myndighed. På samme måde er det kommunalbestyrelsen, der afgør, hvilke 

skoletilbud forældrene får til, deres barn. Disse afgørelser kan heller ikke indbringes 

for højere administrativ myndighed. 

Det kommunale serviceniveau er altså afgørende for, hvilken institution/skole 

et handicappet barn placeres i, og på grund af den manglende klagemulighed 

er der intet at stille op over for denne afgørelse. I forskellige vejledninger på 

børneinstitutionsområdet er det dog nævnt, at der i videst muligt omfang skal 

tages hensyn til forældrenes ønsker, men sådanne vejledninger er af ret akademisk 

værdi, når der kan træffes afgørelser mod forældrenes ønsker, uden at 

disse afgørelser kan omgøres af højere administrativ myndighed. 

På undervisningsområdet er der overvejelser om at oprette et klageorgan på 

folkeskoleområdet, men hidtil har optagelse i daginstitution og folkeskole været 

eksempler på retsområder, som ikke er beskyttet af processuelle retsregler.

Specialundervisning for voksne - ungdomsuddannelse 

Ifølge lov om specialundervisning for voksne skal amtsrådet sørge for at stille 

kompenserende specialundervisning til rådighed for borgere, der har et 

kompensationsbehov på grund af en nedsat funktionsevne. Da lovens formål er 

at tilbyde undervisning, som kan kompensere den enkelte for virkningerne af 

en funktionsnedsættelse, er det ikke præcist defineret, hvad amtsrådet skal levere. 

Der er tale om en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. 

De aktiviteter, der gennemføres efter denne lov, er meget forskellige, og en af 

aktiviteterne er ungdomsuddannelse til unge med psykisk udviklingshæmning. 

Der står intet om dette ungdomsuddannelsestilbud i loven eller i nogen anden 

lov, men de fleste amter har dog en eller anden form for tilbud til disse unge. 

Man kan diskutere, om det er korrekt, at unge får uddannelse efter denne lov, 

men man kan ikke diskutere den svage retssikkerhedsmæssige position, borgeren 

er placeret i, når det uddannelsestilbud, vedkommende kan deltage i, er 

helt op til det enkelte amt at fastlægge. Der er ikke krav om, at tilbuddet skal 

findes, eller om tilbuddets varighed, sigte og indhold. Og den unge og den unges 

familie har derfor meget dårlige muligheder for at kende deres retsstilling. 

Ligebehandlingscentret har set nærmere på amternes ungdomstilbud efter 

denne lovgivning. Undersøgelsen er omtalt på side 79. 

Ledsageordning 

Den Sociale Ankestyrelse har foretaget en undersøgelse i oktober 1998 af kommuner 

og amters iværksættelse af ledsageordningen for handicappede 3 måneder 

efter ordningen var trådt i kraft. Undersøgelsen viste store forskelle på, hvor 

langt man i kommunerne og i mindre grad i amterne var kommet med iværksættelsen 

af ordningen. 

59% af kommunerne og de fleste af amterne havde afsat midler på budgettet, 

og 42% af kommunerne og 11 amter havde fastsat retningslinier for ledsageordningen. 

En række mindre kommuner og 3 amter henviste til, at Socialministeriets 

vejledningsmateriale var tilstrækkeligt til at kunne forvalte ordningen 

ud fra. 



19 

19



20 

20 

51% af kommunerne og alle amterne havde informeret om ordningen. I kommunerne 

har man typisk informeret via den kommunale hjemmepleje og ved 

lokal annoncering. I amterne har man typisk informeret lederne af de amtskommunale 

boformer og informeret via de sociale brugerråd og lokale handicaporganisationer. 

Undersøgelsen viser ligeledes, at bykommunerne var længst fremme med tilrettelæggelsen 

af ledsageordningen på undersøgelsestidspunktet. De 48 kommuner 

(17% af kommunerne), som ikke havde gennemført initiativer til iværksættelse 

af ledsageordningen, var alle landkommuner eller bykommuner med mindre 

end 40.000 indbyggere. Disse resultater skal ifølge Ankestyrelsen ses i lyset 

af, at det typisk vil være de større kommuner, som har behov for, at der fastlægges 

interne retningslinier for ledsageordningen, hvor en del af de mindre kommuner 

har et tættere lokalkendskab til de personer og grupper, der kan komme 

i betragtning som brugere af ordningen. 

Personlige tillæg 

Ældre Sagen har i 1998 gennemført en undersøgelse af kommunernes praksis i 

forbindelse med tildeling af personligt tillæg efter pensionslovens § 17, stk. 1 

og stk. 3. Undersøgelsen viser store variationer kommunerne imellem på de interne 

regler og den praksis, som ligger til grund for tildeling af personlig tillæg. 

Undersøgelsen vedrører kommunernes interne overordnede retningslinier, som 

omfatter retningslinier for formuegrænser, rådighedsbeløbsgrænser og hvilke 

formål der ydes personligt tillæg til. 

Formuegrænsen varierede fra 10.000 kr. til 100.000 kr. Over 10% af kommunerne 

havde en formuegrænse på under 25.000 kr., og der var ligeledes 10% af 

kommunerne, hvor formuegrænsen var over 50.000 kr. 66% af kommunerne 

opererede med fastlagte rådighedsbeløbsgrænser. Rådighedsbeløbet er det beløb, 

ansøgeren har tilovers pr. måned, når et udvalg af faste udgifter er betalt. I 

de kommuner, som havde fastlagt en rådighedsbeløbsgrænse, varierede denne 

grænse mellem 2.000 og 7.700 kr. for enlige og mellem 2.400 og 11.600 kr. for 

par. Der var derudover stor forskel på, hvilke udgifter kommunerne ville bevilge 

personlige tillæg til.

Undersøgelsen viser således, at ansøgninger om personlige tillæg fra pensionister 

med identiske økonomiske forhold kan føre til vidt forskellige afgørelser alt 

efter pensionistens bopæl. 

Den kommunale sagsbehandling 

Socialministeriet har gennemført en undersøgelse af socialforvaltningerne i 

seks kommuner, som blandt andet viser, at sagsbehandlerne blander centrale 

regler og lokale procedurer sammen. 

Dette resultat kan sammenholdes med en pilotundersøgelse, foretaget af Den 

Sociale Ankestyrelse på revalideringsområdet. Pilotundersøgelsen viste, at 

mange afgørelser om revalidering ikke blev givet skriftligt. 

Det er et retssikkerhedsmæssigt problem, når grundlæggende forvaltningsretlige 

regler ikke er kendt eller ikke overholdes i en myndigheds sagsbehandling. 

Forvaltningsretlige procedureregler såsom kravet om skriftlige afgørelser med 

begrundelse og ankevejledning, hvis borgeren ikke får bevilget det ønskede, 

skal ikke blot sikre, at borgeren får de nødvendige oplysninger. Reglerne skal 

også medvirke til, at myndigheden får taget stilling til alle argumenter i sagen, 

før der træffes afgørelse, og på den måde sikre, at myndigheden overholder 

gældende ret. 



21 

21



22 

22 

Centrets Centrets undersøgelse undersøgelse af af de de nye nye regler regler om 

om 

sagsbehandlingstider, sagsbehandlingstider, brugerinddragelse brugerinddragelse og 

og 

kvalitetsstandarder 


Center for Ligebehandling af Handicappede har gennemført en undersøgelse af 

amter og kommuners gennemførelse af nye regler i retssikkerhedsloven og 

serviceloven, som blev vedtaget i sommeren 1997 og trådte i kraft i sommeren 

1998. Centret har undersøgt i hvilket omfang amter og kommuner har fastsat 

sagsbehandlingsfrister og udarbejdet retningslinier for brugerinddragelse på det 

sociale område. Derudover handler undersøgelsen om kommunernes udarbejdelse 

af kvalitetsstandarder på hjemmehjælpsområdet. 

Undersøgelsen blev foretaget i juli og august måned 1999. Svarprocenten, forstået 

som andelen af amter og kommuner, der har reageret på spørgeskemaet, 

er 100% for amterne og 72% for kommunerne. 

Efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 3 stk. 2, 

har kommuner og amter pligt til at fastsætte en tidsfrist for behandling af sociale 

sager. Der er ikke stillet krav om, at fristerne fastsættes uafhængigt af den 

enkelte sag, og det er derfor ikke i strid med loven, at have den praksis, at fristen 

først fastsættes over for borgeren, når en borger henvender sig med en ansøgning 

til primærkommunen eller amtskommunen. I betragtning af, at kendte 

sagsbehandlingsfrister skal bidrage til borgernes retssikkerhed, så må pointen 

naturligvis være, at fristerne meddeles borgerne på forhånd og inden et konkret 

sagsforløb er i gang. 

Kommuner og amter kan fastsætte en generel tidsfrist for behandling af alle sociale 

sager, eller fristerne kan fastsættes afhængig af sagstypen. Her kan fristerne 

fastsættes med udgangspunkt i, hvor lang tid det i praksis tager at behandle 

en bestemt type sager. 

Centret har spurgt om kommunerne og amterne har indført en generel frist eller 

flere konkrete sagsbehandlingsfrister på en række handicaprelaterede områder 

inden for serviceloven.

I undersøgelsen blev der desuden spurgt til, om kommuner og amter har indført 

retningslinier for brugerinddragelse ved forskellige typer tilbud, f.eks. botilbud, 

samt om kommunerne har udarbejdet kvalitetsstandarder for praktisk bistand i 

hjemmet, således som serviceloven med tilhørende bekendtgørelse om kvalitetsstandarder 

kræver. 

For at få et overblik over, hvordan kvalitetsstandarder og retningslinier for 

brugerinddragelse er udformet, bad vi Ankestyrelsens analysekontor hjælpe 

med at finde 30 kommuner i landet, som er repræsentative med hensyn til størrelse, 

folketal og geografisk beliggenhed. Disse kommuner er blevet bedt om at 

indsende deres kvalitetsstandarder samt retningslinier for brugerinddragelse. Vi 

har endvidere bedt Roskilde, Ringkjøbing, Nordjylland og Fyns Amt indsende 

retningslinier for brugerinddragelse. 

Det sidste tema i undersøgelsen er offentliggørelse, det vil sige hvordan borgerne 

er blevet gjort bekendt med sagsbehandlingsfrister, retningslinier for 

brugerinddragelse samt kvalitetsstandarder. Formålet med dette spørgsmål var 

at få klarlagt, om kommunerne og amterne har sørget for, at informationerne 

blev bekendtgjort på en sådan måde, at alle har adgang til dem, f.eks. ved 

skriftlighed, elektronisk tilgængelighed eller udgivelser på lydbånd. 

Undersøgelsens Undersøgelsens hovedresultater 

hovedresultater 

Sagsbehandlingsfrister 

Undersøgelsen vedrører blandt andet fastsættelse af frister på sagsområder, der 

er specifikt handicaprelaterede (merudgifter til handicappede, hjælperordning, 

indstilling til beskyttet beskæftigelse m.v.). 

Denne del af undersøgelsen viser, at mange kommuner og amter - godt et år efter 

lovens ikrafttræden - lever op til intentionerne med loven. Men samtidig er 

der en del - især amter - som endnu ikke har fået fastlagt sagsbehandlingsfrister 

på afgørelser om centrale handicapkompenserende ydelser. Således er der kun 

7% af kommunerne der endnu ikke har en sagsbehandlingsfrist for hjemme- 



23 

23



24 

24 

hjælp, men 40% har ingen sagsbehandlingsfrist ved indstilling til beskyttet beskæftigelse 

i kommunen. Det er stadig helt almindeligt, at mellem 1/4 og 1/3 af 

kommunerne endnu ikke har fastlagt sagsbehandlingsfrister ved forskellige afgørelser. 

Der er desuden en del kommuner og enkelte amter, der ikke har frister for alle 

de handicapspecifikke ydelser undersøgelsen vedrører. 

Undersøgelsen viser derudover forholdsvis store forskelle mellem de enkelte 

kommuner og amter i fastsættelsen af fristerne, men giver f.eks. ikke grundlag 

for en konklusion om, at små kommuner eller yderamter generelt har længere 

frister. Det er derimod tydeligt, at det kan betyde meget for sagsbehandlingstiden, 

hvor i landet ansøgeren bor, især i sager, hvor kommunen indstiller og 

amtet træffer afgørelsen, kan der opstå endog meget lange sagsbehandlingstider. 

Længden af fristerne er fastsat af den enkelte kommune og det enkelte amt, og 

vil derfor ikke være ens i hele landet. På den måde har dette område lighedspunkter 

med nogle af de andre eksempler på retssikkerhedsproblemstillinger, 

der er nævnt tidligere. 

At en kommune eller et amt har faste sagsbehandlingsfrister medfører ikke i sig 

selv, at handicappede opnår større ligebehandling i samfundet. Men faste og 

kendte tidsfrister i sagsbehandlingen bidrager til at gøre forholdet mellem forvaltningen 

og borgeren mere jævnbyrdigt. Der opstilles fælles spilleregler for 

sagsbehandlingen, som både borger og forvaltning kender til på forhånd. På 

den måde vil fastsættelse af frister være med til at give borgerne og i dette tilfælde 

de handicappede borgere en større grad af indflydelse på sagsforløbet og 

frem for alt større gennemsigtighed i forløbet. Af den grund er det en styrkelse 

af ligebehandlingen, at der fastsættes frister, som er reelle og realistiske - og 

ikke, som der er eksempler på - en sagsbehandlingsfrist på 7 dage for en indstilling 

til en bilbevilling.

Brugerinddragelse 

Den del af undersøgelsen, der handler om retningslinier for brugerinddragelse, 

viser at kun meget få kommuner og amter har udfærdiget generelle retningslinier 

for inddragelse af brugerne på det sociale område. I stedet har en del amter 

og kommuner individuelle retningslinier for brugerinddragelsen i det enkelte 

tilbud, især for bo- og beskæftigelsestilbud. 

Mange kommuner og amter anvender § 114 (i lov om social service) om oprettelse 

af rådgivende organer såsom handicapråd. Som besvarelse på undersøgelsens 

spørgsmål om retningslinier efter servicelovens § 112 nævner en del, at 

f.eks. handicapråd, brugerråd og ældreråd altid høres om initiativer på området. 

Brugerinddragelse handler grundlæggende om større indflydelse på eget liv. De 

offentlige ydelser og det offentliges bevilling af ydelser er generelt af stor betydning 

for mennesker med handicap. Derfor er mennesker med handicap naturligt 

en målgruppe for kommunen og amtets virksomhed, og dermed en gruppe, 

hvor det er relevant at tale om retningslinier for brugerinddragelse. 

Ifølge undersøgelsen praktiseres brugerinddragelsen i høj grad som brugerinddragelse 

i det enkelte tilbud eller i form af inddragelse af handicapråd og 

ældreråd. Kun ca. 1/3 af alle kommuner og 1/5 af alle amter svarer ja til, at de 

har udarbejdet generelle retningslinier efter servicelovens § 112. Der er en del 

af de kommuner, som har svaret nej, der oplyser, at de har udarbejdet retningslinier 

for det enkelte botilbud gennem oprettelse af bestyrelser. Endvidere er 

der i mange kommuner nedsat ældreråd, handicapråd og brugerråd, som rådgiver 

inden for alle områder af sociallovgivningen mv. 

I servicelovens § 114 er der en bestemmelse om kommunernes og amternes 

mulighed for at oprette rådgivende organer med inddragelse af brugerne tilbud 

efter serviceloven, f.eks. ældreråd, handicapråd mv. § 114 er videreført fra bistandsloven. 

På den baggrund må man formode, at servicelovens § 112 om generelle 

retningslinier for brugerinddragelse, som er ny i forhold til bestemmelserne 

i den tidligere bistandslov, er tænkt som et supplement til § 114. Det er 

svært at se, at dette supplement kan bestå i meget andet end retningslinier for 



25 

25



26 

26 

brugerinddragelse i forskellige tilbud rettet mod mennesker med handicap. 

Dog kan der på kommunalt eller amtsligt niveau tages overordnet stilling til 

processen med at etablere brugerinddragelse, og der kan være en beslutning 

om hvilke tilbud, der i hvert fald skal have egne retningslinier for brugerinddragelsen. 

Det er positivt, at der oprettes handicapråd i en del kommuner, og at handicapråd 

inddrages i kommunen eller amtets politik på handicapområdet, men på 

nuværende tidspunkt er det svært at gennemskue, hvilke nye initiativer § 112 

har medført. Besvarelserne viser i hvert fald tydeligt, at de fleste kommuner og 

amter selv mener, at de ikke har gennemført § 112. 

Kvalitetsstandarder 

Undersøgelsens sidste del om kommunernes kvalitetsstandarder for hjemmehjælp 

viser, at der stadigvæk er 18% af kommunerne, som ikke havde en 

kvalitetsstandard, da de besvarede spørgeskemaet. De kvalitetsstandarder, der 

er indgået i undersøgelsen er til gengæld forholdsvis ens og forholdsvis detaljerede. 

Det er et gennemgående indtryk, at kvalitetsstandarderne bruges af kommunerne, 

også som et internt redskab til beskrivelse af den ydelse, der tilbydes 

borgerne. 

Det er ikke selve kvalitetsstandarden, der giver større grad af ligebehandling, 

men resultatet af, at der er en standard og af at den bruges. Det kan føre til 

bedre hjælp, og på den måde bidrage til større ligebehandling af den handicappede 

borger, som i kraft af hjemmehjælpen får bedre mulighed for at bo og 

leve, som vedkommende ønsker. Samtidig er kvalitetsstandarder med til at øge 

retssikkerheden, forstået på den måde, at de bidrager til en beskrivelse af den 

ydelse, der bevilges. Effekten på retssikkerheden er naturligvis helt afhængig af, 

at forvaltningen fastholder den konkrete og individuelle vurdering. Hvorvidt 

det er tilfældet viser denne undersøgelse ikke noget om.

Information om sagsbehandlingsfrister, brugerinddragelse og 


Undersøgelsen belyser derudover aspektet om tilgængelighed til kommunernes 

og amternes information om sagsbehandlingsfrister, retningslinier for brugerinddragelse 

og kvalitetsstandarder. 

Af helt afgørende betydning for, i hvilket omgang de her nævnte initiativer rent 

faktisk får positiv effekt på retssikkerheden er naturligvis at de er kendte og tilgængelige. 

Hovedformålet med sagsbehandlingsfriste, brugerinddragelse og 

kvalitetsstandarder er at skabe gennemsigtighed, forudsigelighed og dermed en 

styrkelse af lokaldemokratiet. 

Skal det formål opfyldes i forhold til mennesker med et handicap, så indebærer 

det, at informationen skal være til rådighed i medier, der sikrer, at alle har adgang 

til informationen. 

Resultatet af undersøgelsen er nedslående, når det gælder om at sikre, at alle 

borgere kan få adgang til informationerne om sagsbehandlingsfrister, retningslinier 

for brugerinddragelse og kvalitetsstandarder. Langt den hyppigst forekommende 

informationsmetode, både i amter og kommuner, er skriftlig information 

i lokalblade, information ved ansøgning eller opslag i forvaltningen. Det bliver 

dog mere og mere almindeligt, at kommuner og amter har informationerne liggende 

på deres hjemmesider. Informationsspredning via internettet er generelt 

med til at gøre informationen lettere tilgængelig. Tilrettelagt på den rigtige 

måde, er informationer på hjemmesider et godt tilbud til ikke mindst blinde og 

svagsynede, men også bevæghandicappede, som kan have svært ved at opsøge 

informationerne der hvor de traditionelt distribueres, vil have glæde af internettet. 

Men det forudsætter, at kommunernes og amternes hjemmesider er anvendelige 

for alle målgrupper. Og det er de - som det fremgår andet sted i 

denne beretning ikke (se side 114). 

Ingen amter og kun én kommune kan udsende materiale (kvalitetsstandarden) 

på diskette. Kun 3 kommuner og ingen amter har materialet indlæst på lydbånd. 

Det er således næsten umuligt for borgere, som ikke kan læse trykt tekst, 

og som ikke har adgang til internettet, at få adgang til kommunens/amtets informationer 

om sagsbehandlingstider, brugerinddragelse eller kvalitetsstandarder. 



27 

27



28 

28 

Den gruppe borgere, som har brug for de pågældende informationer fra amter 

og kommuner omfatter mange ældre og handicappede, som ikke alle kan læse 

trykt tekst, og derfor er det specielt nedslående, at kommuner og amter er så 

dårlige til at informere på andre måder end ved hjælp af skriftlig information. 

Vurdering 

Vurdering 

Samlet set viser undersøgelsen at de nye bestemmelser formentlig har medført 

en styrkelse af handicappedes retssikkerhed på det sociale område, samtidig 

med, at det resultat er begrænset til at omfatte de amter og kommuner, hvor der 

faktisk er fastsat sagsbehandlingsfrister, retningslinier for brugerinddragelse og 

kvalitetsstandarder for hjemmehjælpen. 

Når sigtet er at styrke retssikkerheden må de nye redskaber undersøgelsen har 

set nærmere på betegnes som bløde styringsinstrumenter. Der er ikke tale om 

nye klageadgange eller præcisering af lovgivningen, men krav om styringsredskaber, 

som især skal øge borgerens informationsniveau med hensyn til, 

hvad kommunen eller amtet kan forventes at levere. Det giver borgerne bedre 

muligheder for at kende deres rettigheder i kommunen og amtet, og giver også 

kontrolmyndighederne vejledning om grundlaget for kommunens og amtets afgørelser. 

Men det er nødvendigt, at redskabet bliver brugt, at reglerne om de forskellige 

standarder bliver overholdt, for at disse styringsinstrumenter for alvor skal kunne 

styrke borgernes - og i denne forbindelse de handicappede borgeres - retssikkerhed.

Undersøgelsens Undersøgelsens delresultater 

delresultater 

Sammenfatning om kommunernes sagsbehandlingsfrister 

Centrets undersøgelse af kommunernes sagsbehandlingsfrister blev som nævnt 

i indledningen gennemført for bl.a at klarlægge, om indførelsen af bestemmelsen 

i retssikkerhedslovens § 3, stk. 2 om fastsættelse af sagsbehandlingsfrister 

godt et år efter lovens ikræfttræden har haft effekt. Derudover var formålet at 

undersøge spredningen i frister, for at se om nogle kommuner har generelt længere 

eller kortere frister end resten af landet. 

Omkring halvdelen af de 191 kommuner, som medvirkede i undersøgelsen, 

har indført sagsbehandlingsfrister gældende for alle typer sager, mens den anden 

halvdel af kommunerne ikke arbejder ud fra sådanne frister. Det er ikke i 

strid med retssikkerhedslovens intentioner, når kommunerne ikke arbejder med 

ensartede frister for alle typer sager. Fristen for afgørelse kan fastsættes i forbindelse 

med hver enkelt ansøgning og meddeles borgeren i det kvitteringsbrev, 

der udsendes, når en ansøgning modtages. § 3, stk. 2 skal alene sikre, at borgeren 

får kendskab til en sagsbehandlingsfrist, når ansøgningen er modtaget i forvaltningen. 

Bestemmelsens formål er dog at højne borgerens informationsniveau, 

og set med de briller er det en fordel, dels at fristerne er fastsat uafhængigt 

af den konkrete sag, og dels at fristerne er fastsat ud fra et fagligt kendskab 

til de forskellige sagsområder. 

På den baggrund kan det således heller ikke konkluderes, at den halvdel af 

kommunerne, der fastsætter sagsbehandlingsfrister inden for hver enkelt sagstype, 

ikke overholder retssikkerhedslovens § 3, stk. 2. Undersøgelsen viser 

dog, at der er enkelte kommuner, som slet ikke har fastsat frister, og at en del 

kommuner ikke har fastsat frister for alle servicelovens handicapydelser. Andelen 

af kommuner, der ikke har fastsat en frist, varierer fra 13 til 40% alt efter det 

konkrete sagsområde. 

Det er ikke muligt at sige noget generelt om fristernes længde. Der henvises til 

bemærkningerne ved de enkelte ydelser efter serviceloven oven for. Centret 

har dog fået bekræftet, at indstilling til bevilling af handicapbil er det af de un- 



29 

29



30 

30 

dersøgte områder, som har de absolut længste frister på op til 8 måneder. De 

mindre komplicerede områder såsom praktisk bistand i hjemmet og bevilling af 

kontaktpersoner til døvblinde kan afgøres inden for en forholdsvis kort frist, 

meget ofte inden for 14 dage. 

Det er ligeledes ikke muligt at sige noget generelt om, hvilke kommuner der arbejder 

med de længste frister. Fristlængderne afhænger af ydelsens art og ikke i 

så høj grad af, hvilken kommune afgørelsen skal træffes i. Her kan det være interessant 

at bemærke, at de mindre og små kommuner ikke nødvendigvis har 

lange sagsbehandlingsfrister. Den længste frist for alle typer sager på 90 dage 

findes i Solrød Kommune, som er en mellemstor kommune, og Hvidovre Kommune, 

som også er mellemstor, har den længste frist for bevilling af hjælpemidler 

på 4 måneder. 

Sammenfatning om amternes sagsbehandlingsfrister 

6 amter havde endnu ikke fastlagt sagsbehandlingsfrister, da de besvarede Centrets 

spørgeskema. 

2 amter har gjort brug af en generel sagsbehandlingsfrist, som er forholdsvis 

kort. Hvis den er udtryk for en generel realistisk frist for afgørelser i de sager, 

Centret har spurgt til, er der tale om god vejledning af borgeren og god service. 

Hvis fristen derimod sjældent kan overholdes, og der derfor i praksis er tale om 

en frist for orientering af borgeren om sagens forløb, er det ikke en god sikring 

af borgerens retssikkerhed. 

De øvrige amter har stort set frister på alle de sagsområder, Centret har spurgt 

til. Fristerne varierer en del, og når kommunernes forskellige frister tages med i 

betragtning, bliver det tydeligt, at sagsbehandlingstiden kan afhænge meget af, 

hvor i landet ansøgeren bor. 

For eksempel vil en ansøgning om støtte til handicapbil til en borger i Hjørring 

Kommune være omfattet af en samlet sagsbehandlingsfrist for indstilling og afgørelse 

på i alt 1 år, mens den samlede sagsbehandlingsfrist for en bilansøgning 

fra en borger i Nørhald Kommune er på 4 måneder.

Tilsvarende vil ansøgning om amtsligt botilbud til en borger i Holmsland Kommune 

være omfattet af en samlet sagsbehandlingsfrist på 6 måneder, mens den 

samlede sagsbehandlingsfrist for en ansøgning fra en borger i Kolding Kommune 

er på 2 måneder. 

Eksemplerne er udtryk for ekstremer, når både amt og kommune har henholdsvis 

meget lange eller korte frister i forhold til de øvrige amter og kommuner. 

Billedet afhænger også af, hvilke ydelser, der er tale om, hvilket illustreres ved, 

at de nævnte eksempler ikke viser samme fordeling, hvis man istedet ser på bevilling 

af botilbud i Hjørring og Nørhald kommuner og bevilling af bil i Holmsland 

og Kolding kommuner. 

Brugerinddragelse: 

I servicelovens § 112 er det fastslået, at kommuner og amter sørger for, at brugerne 

af tilbud efter servicelovens regler får mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen 

og udnyttelsen af tilbuddene. Kommunerne og amtskommunerne 

skal fastsætte retningslinier for gennemførelsen af denne brugerinddragelse og 

er således forpligtet til at sørge for, at brugerne selv får indflydelse på de enkelte 

tilbuds indhold. Servicelovens § 112 er et supplement til forvaltningslovens 

regler om inddragelse af parter i sager, f.eks. reglerne om partshøring i 

§ 19 og 21. 

I spørgeskemaet spurgte vi, om kommunen/amtet har udarbejdet sådanne retningslinier, 

samt hvordan borgerne er gjort bekendt med eksistensen af retningslinierne. 

171 kommuner og 3 amter har besvaret spørgsmålet om udarbejdelse 

af retningslinierne. Der er 60 kommuner, svarende til 30,5%, som har udarbejdet 

retningslinier, mens 111 kommuner, svarende til 69,5%, ikke har udarbejdet 

generelle retningslinier. De 3 amter, som har besvaret spørgsmålet, svarende 

til 18%, har alle udarbejdet retningslinier. 

Umiddelbart ser det altså ud til, at kun meget få kommuner og amter har udarbejdet 

generelle retningslinier. Forklaringen herpå er dog, jævnfør mange kommuners 

bemærkninger til spørgeskemaet, at retningslinierne ikke udarbejdes 

generelt. Der udarbejdes retningslinier for det enkelte botilbud gennem opret- 



31 

31



32 

32 

telse af bestyrelser, og der nedsættes ældreråd, handicapråd og brugerråd, som 

rådgiver inden for alle områder af sociallovgivningen mv. I servicelovens § 114 

er der en bestemmelse om kommunernes og amternes mulighed for at oprette 

rådgivende organer med inddragelse af brugerne tilbud efter serviceloven, 

f.eks. ældreråd, handicapråd mv. Lovens § 112, som er ny i forhold til bestemmelserne 

i den tidligere bistandslov, har altså ikke ført til store ændringer i 

kommuners og amters organisering af brugerinddragelsen. 

For at få kendskab til, hvordan retningslinier for brugerinddragelse kan se ud, 

har vi, som ovenfor nævnt, bedt 30 kommuner og 4 amter indsende eksempler 

på retningslinier for brugerinddragelse. Ud af de 4 amter, som er blevet opfordret 

til at indsende materiale, har 3 ikke udarbejdet generelle retningslinier for 

brugerinddragelse. Ringkjøbing Amt har indsendt en slags “håndbog”, hvor retningslinierne 

for brugerinddragelse er omtalt meget generelt. 

Kun 3 af de adspurgte kommuner har indsendt materiale om generelle retningslinier. 

Aalborg Kommune har et afsnit om emnet i en generel information til 

borgerne, mens 2 andre kommuner har indsendt eksempler på retningslinier for 

nedsættelse af bestyrelser ved botilbud og lignende. Mange af de øvrige adspurgte 

kommuner har svaret, at der ikke udarbejdes generelle retningslinier, 

som kan fremsendes til orientering. Brugerinddragelsen tages op i hvert enkelt 

tilfælde, og kommunerne har således ikke udarbejdet en generel politik for 

brugerinddragelse. 

Det er meget forskelligt, hvordan kommuner og amter har bekendtgjort retningslinierne 

for brugerinddragelse. Langt den hyppigst forekommende måde 

er skriftlig information, mens information via lokalblade og information på 

kommunens/amtets hjemmeside også anvendes. Informationsmetoden vil naturligt 

afhænge af, om der foreligger en generel politik for brugerinddragelse, 

som alle borgere i kommunen/amtet skal gøres bekendt med, eller om der er 

tale om brugerinddragelse for hvert enkelt tilbud, som kun skal offentliggøres 

over for den relevante brugergruppe.

Kvalitetsstandarder for praktisk bistand i hjemmet 

I servicelovens § 110, stk. 2 er det anført, at kommunerne skal udarbejde 

kvalitetsstandarder for praktisk bistand i hjemmet. Der er udstedt en bekendtgørelse 

om kvalitetsstandarder, som siger, at standarderne skal være nedskrevet 

inden 1. januar 1999. Standarderne skal revideres 1 gang årligt, og de skal indeholde 

generel serviceinformation til borgerne om den hjælp, de kan forvente 

fra kommunen, hvis de får behov for personlig eller praktisk bistand i hjemmet. 

Kvalitetsstandarden skal beskrive det serviceniveau, som kommunen har besluttet 

at lægge sig fast på inden for praktisk bistand i hjemmet, og den skal 

give en klar beskrivelse af indhold, omfang og udførelse af den praktiske bistand. 

Det er alene kommunerne, som er forpligtet til at udarbejde kvalitetsstandarder 

for praktisk bistand i hjemmet, det er derfor alene besvarelser fra 

kommunerne, som er gengivet her. 

Der er 176 kommuner, som har besvaret spørgsmålet om kvalitetsstandarder. 

Heraf har 141 kommuner oplyst, at de har udarbejdet kvalitetsstandarder, mens 

15 kommuner ikke har fået vedtaget standarderne endnu. Samlet er der altså 

156 kommuner, svarende til ca. 82%, som har udarbejdet kvalitetsstandarder, 

der enten er eller er ved at blive vedtaget politisk. Der er fortsat 18% af de 

kommuner, der har deltaget i undersøgelsen, som ikke har oplyst, at de har 

kvalitetsstandarder. 

I 101 kommuner er kvalitetsstandarderne offentliggjort ved skriftlig information, 

44 kommuner har anvendt lokalblade til viderebringelse af informationerne, og 

15 kommuner har information på hjemmesiden, mens flere kommuner svarer, 

at der arbejdes på at få lagt oplysningerne ind på hjemmesiden. Kun 3 kommuner 

har offentliggjort kvalitetsstandarden på lydbånd, nemlig Sorø, Ribe og Aalborg 

Kommune, og kun 1 enkelt kommune Purhus, har materialet på diskette. 

Det vil fortsat være næsten umuligt for borgere, som ikke kan læse trykt tekst, 

eller ikke har adgang til computere, at få den kommunale information om 

kvalitetsstandarder, da stort set ingen kommuner har materiale indlæst på lydbånd. 

Til gengæld ser det ud til, at information via hjemmesider vinder frem, 

hvilket gør materialet tilgængeligt for brugere, som har adgang til internettet. 



33 

33



34 

34 

For at få overblik over, hvordan kvalitetsstandarderne er udformet, har vi også, 

som nævnt ovenfor, bedt 30 kommuner indsende et eksemplar af deres kvalitetsstandard. 

21 af de kommuner, som blev bedt om at indsende materiale, har 

besvaret spørgeskemaet. 5 af disse har endnu ikke udarbejdet kvalitetsstandarder, 

mens 4 har svaret, at de har kvalitetsstandarder uden at medsende et 

eksemplar af denne. 12 kommuner har indsendt kvalitetsstandarder, som har 

været anvendt i undersøgelsen. 

Af det modtagne materiale fremgår det, at kvalitetsstandarden beskriver, hvad 

den praktiske bistand i hjemmet kan indeholde. f.eks. tøjvask, personlig pleje, 

rengøring mv. Endvidere indeholder standarderne regler for aflysning af hjælp, 

erstatningsbesøg samt hvor lang tid, der må gå fra ansøgningen, til hjælpen kan 

iværksættes. Endelig indeholder nogle få kvalitetsstandarder retningslinier for 

sygefravær hos personalet og enkelte bemærkninger om arbejdsmiljø. 

Indførelsen af kvalitetsstandarder på hjemmehjælpsområdet ser således ud til at 

være kommet godt i gang. Det er dog problematisk, at 18% af kommunerne 

endnu ikke har fået skrevet en kvalitetsstandard, når dette har været påbudt 

ved lov siden 1. januar 1999. Det ser endvidere ud til, at kvalitetsstandarderne 

er meget ensartet udformet, således at den service, der ydes i de enkelte kommuner, 

som har indsendt kvalitetsstandarder, ligner hinanden meget. Set i en 

retssikkerhedsmæssig sammenhæng var det samtidig yderst beklageligt, at 2 

kommuner har indsendt et eksemplar af et skema om udmåling af hjælp, som 

det ikke længere er lovligt at anvende. 

Den samlede rapport om kommunernes og amternes praksis i henhold til 

retssikkerhedsloven kan findes i sin helhed på Centrets hjemmeside: 

www.clh.dk

Arbejdsmarkedsforhold 

Arbejdsmarkedsforhold 

Gennem de seneste år er der løbende sket forbedringer i den relevante arbejdsmarkeds- 

og sociallovgivning. Kompensationsprincippet er gennem nye instrumenter 

dryp for dryp blevet forbedret og udbygget. Og netop kompensationsprincippet 

har været en hovedhjørnesten i indsatsen for handicappede på arbejdsmarkedet. 

Det er en hovedmålsætning, at sikre handicappede beskæftigelse 

på det ordinære arbejdsmarked i lige konkurrence med en hvilken som 

helst anden arbejdssøgende, netop ved at udligne den forskel en funktionsnedsættelse 

kan give, gennem kompensation. 

For at sikre en så lige og jævnbyrdig konkurrencesituation mellem handicappede 

og ikke handicappede arbejdstagere er der derfor etableret en række 

støtte- eller kompensationsordninger for handicappede med det formål at skabe 

et lige udgangspunkt: hjælpemidler, arbejdspladsindretning, personlig assistance 

etc. Et udbygget kompensationsprincip har været det danske svar på andre 

modeller som f.eks. kvotaordninger eller ikke-diskriminationslovgivning på 

arbejdsmarkedsområdet. 

Set over en årrække, er det Centrets generelle indtryk, at der er sket en positiv 

udvikling i handicappedes beskæftigelse. Den opfattelse bygger vi bl.a. på de 

henvendelser Ligebehandlingscentret løbende får kombineret med vores jævnlige 

konsultationer med blandt andre AF’s handicapkonsulenter. Men det skal 

samtidig understreges, at det er en opfattelse, som ikke kan dokumenteres statistisk, 

fordi der hverken sker en løbende registrering af handicappedes beskæftigelse 

eller foreligger undersøgelser, som kan sige noget om udviklingen i 

handicappedes beskæftigelse. Stigningen i brugen af de forskellige ordninger 

under Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. understøtter dog 

antagelsen om en positiv udvikling. 

Parallelt må vi tillige konstatere, at den megen fokus på job på særlige vilkår, 

sender en kraftig slagskygge ind over handicapområder. Tilbøjeligheden til at 

sætte lighedstegn mellem handicappedes beskæftigelse og fleks- eller skånejob 

er stor. I det massive informationspres der har været om fleksog skånejob, har 



35 

35



36 

36 

det været vanskeligt at opnå ørenlyd for synspunktet om, at der ikke nødvendigvis 

er en sammenhæng mellem handicap og arbejdsevne. 

Forbedrede regler 

Er det vanskeligt at sige noget præcist om udviklingen i handicappedes beskæftigelse 

- i hvert fald den del af beskæftigelsen som er på ordinære vilkår, så er 

der på regelsiden flere konkrete eksempler på, at lovgivningen og kompensationsmulighederne 

er blevet væsentligt forbedret inden for de seneste år. 

Reglerne om personlig assistance til handicappede i erhverv er blevet forbedret 

betydeligt og gjort mere fleksible. Reglerne om fortrinsadgang er ligeledes forsøgt 

strammet op og gjort lettere at administrere. Og med vedtagelsen af Lov 

om kompensation til handicappede i erhverv m.v. blev der indføjet to nye 

forsøgsordninger, som hver især fokuserer på helt centrale problemstillinger i 

relation til handicappedes beskæftigelsesmuligheder. Det drejer sig dels om 

isbryderordningen, som giver nyuddannede handicappede mulighed for at 

opnå ansættelse i en form for praktik på lempelige økonomiske vilkår for arbejdsgiveren. 

Og det drejer sig om personlig assistance til handicappede under 

efter- og videreuddannelse, som udvider handicappedes mulighed for at få personlig 

assistance i forbindelse med efter- og videreuddannelse. 

Tilsvarende er der sket mindre, men positive justeringer inden for sociallovgivningens 

område. Det gælder bl.a. afskaffelsen af indkomstafhængigheden ved 

bevilling af arbejdsredskaber. Og det gælder den nye lovgivning om virksomhedsrevalidering. 

Endelig skal nævnes etableringen af den særlige handicapkonsulent-ordning i 

AF-regionerne. Efter nu snart fem års virke, er det vores klare opfattelse, at 

konsulentordningen har haft en særdeles positiv effekt. Det gælder den konkrete 

jobformidling, det gælder AF’s generelle opmærksomhed på handicappede 

som målgruppe - og det gælder ikke mindst, som forankringspunkt for en 

række nye initiativer, som havde været utænkelige, hvis ikke AF-konsulenterne 

havde eksisteret, som institution.

Isbryderordningen 

Blandt de positive initiativer der er taget for at styrke kompensationsprincippet 

er etableringen af isbryderordningen. Ordningen er etableret (som en del af 

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v.) med det formål at give 

nyuddannede handicappede, som ikke har erhvervet relevant erhvervserfaring i 

løbet af uddannelsen en form for praktikmulighed, som kompensation for den 

manglende arbejdspladserfaring. Ordningen sigter således direkte mod den 

gruppe handicappede, som endnu ikke har været på arbejdsmarkedet. Ordningen 

er altså et instrument til styrkelse af handicappedes integration på arbejdsmarkedet. 

Ordningen er desværre indtil videre kun blevet benyttet i meget begrænset omfang. 

Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen viser, at det samlede antal personer, som 

hidtil har benyttet ordningen formentlig er under 20. Det er naturligvis skuffende 

få, men oplysninger fra AF’s handicapkonsulenter fortæller til gengæld, at 

langt størstedelen af de personer, som har benyttet isbryderordningen, har fået 

varig beskæftigelse i virksomheden efter udløbet af isbryderordningen. 

Tilbagemeldingerne fra AF-konsulenterne går da også på, at de oplever ordningen 

som et nyttigt og rigtigt tænkt redskab. Det er derfor yderst glædeligt, at arbejdsminister 

Ove Hygum har meddelt, at ordningen foreløbigt forlænges med 

et år frem til 31. december 2000, med henblik på forberedelse af en permanentgørelse 

af ordningen. 

Der har imidlertid været informeret alt for dårligt om ordningen. Ordningen er 

naturligvis kendt blandt AF-konsulenterne. Men blandt potentielle brugere af 

ordningen og blandt professionelle erhvervsvejledere og andre rådgivere om 

erhvervsvalg - for slet ikke at tale om virksomhederne (offentlige såvel som private) 

- er ordningen formentlig så godt som ukendt. Det er symptomatisk, at de 

få ordninger, som hidtil er blevet etableret stort set er skabt på initiativ fra AFkonsulenterne. 

Kun en enkelt eller to af de hidtidige ordninger er blevet til efter 

henvendelse fra en virksomhed eller den pågældende handicappede selv. Det 

manglende kendskab til ordningen understøttes yderligere af, at 17 ud af 24 offentlige 

personaleansvarlige, som Centret har talt med i forbindelse med personalepolitikprojektet 

(se side 50) ikke kendte isbryderordningen. 

Der bør derfor tages initiativ til en omfattende informationskampagne om 

isbryderordningen. 



37 

37



38 

38 

Personlig assistance til efter- og videreuddannelse 

Ordningen med personlig assistance til handicappede under efter- og videreuddannelse 

blev indføjet som forsøgsordning i Lov om kompensation til handicappede 

i erhverv m.v. i 1998. Ordningen kom til i erkendelse af, at der er 

store huller i de eksisterende regler om støtte til handicappede som ønsker at 

efter- og videreuddanne sig. Huller, hvor hverken sociallovgivningen eller reglerne 

for de enkelte uddannelser dækker handicappede ind. 

Forudsætning nummer ét for et rummeligt arbejdsmarkedet er et rummeligt uddannelsessystem. 

Kan handicappede ikke matche de kvalifikationskrav arbejdsmarkedet 

stiller, så vil det aldrig lykkes at skabe ligestilling på arbejdsmarkedet. 

Der er derfor massivt behov for støtte til handicappedes efter- og videreuddannelse. 

Men ordningen synes ikke at have fået nogen større betydning indtil videre. 

Tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen tyder på, at ordningen totalt set er blevet 

anvendt i mindre end 10 tilfælde. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende. 

Der er flere problemstillinger, som kan forklare ordningens manglende succes. 

Det forholder sig formentlig sådan, at handicappede som er i beskæftigelse 

ikke umiddelbart vil henvende sig Arbejdsformidlingen i forbindelse med eftereller 

videreuddannelse, med mindre de på forhånd ved at ordningen eksisterer 

og administreres af AF. Manglende information om ordningens eksistens er derfor 

også i dette tilfælde et afgørende problem. 

Dertil kommer, at personlig assistance kun er én af de kompensationsforanstaltninger 

handicappede har behov for, for at deltage i uddannelse. Har man, 

som f.eks. døv alene brug for assistance i form af tegnsprogstolkning, så er ordningen 

meget velegnet. Men for de fleste handicapgrupper vil støttebehovet 

være væsentligt mere sammensat. Undervisningsmaterialer i relevante medier 

og hjælpemidler er ofte lige så afgørende. Den form for støtte er ikke indbygget 

i denne lovgivning. 

Det er glædeligt, at arbejdsministeren har forlænget ordningen - foreløbigt frem 

til 31. december 2000, men med henblik på en permanentgørelse. Der er imidlertid 

vigtigt at få drøftet og revurderet ordningens udformning i forbindelse 

med en permanentgørelse. Der vil som minimum være behov for at få drøftet

om ordningen kan udstrækkes til at omfatte alle former for specialpædagogisk 

støtte - ikke blot som i dag personlig assistance. 

Efter- og videreuddannelse 

Ser man på, hvilke temaer der generelt præger diskussionen om tendenser på 

arbejdsmarkedet, så er der ingen tvivl om, at netop efter- og videreuddannelse 

spiller en helt central rolle. Nødvendigheden af en højt kvalificeret arbejdsstyrke, 

som løbende er under uddannelse og opkvalificering er et af de karakteristika, 

som kendetegner arbejdsmarkedet i informationsteknologiens tidsalder. 

En nødvendighed, som opstår bl.a. fordi den teknologiske udvikling i sig selv 

stiller store krav til den enkeltes kompetence, og fordi informationsteknologien 

har speedet omsætningshastigheden for information og ny viden op til en hidtil 

uset hastighed. 

Derfor stilles der i dag meget høje krav til alle medarbejderes vilje og mulighed 

for at være under konstant uddannelse. Det gælder også mennesker med et 

handicap og det gælder ikke mindst den meget store gruppe af personer med 

læse- og skrivevanskeligheder. 

Ser man på handicapområdet, så må man nok konstatere, at efter- og videreuddannelsesområdet 

er et af de områder, som har være underprioriteret. Handicappedes 

mulighed for at konkurrere på arbejdsmarkedet på det parameter 

der hedder løbende uddannelse, lader en del tilbage at ønske. 

Det er problematisk allerede i dag, men problemstillingen vil blive så meget 

desto mere påtrængende i det øjeblik udbuddet af arbejdskraft falder som konsekvens 

af små ungdomsårgange. Målsætningen om Det rummelige Arbejdsmarked 

og virksomhedernes sociale ansvar er i dag stort set entydigt defineret 

som en udefra kommende appel til virksomhederne om at vise rummelighed 

og gøre plads til medarbejdere, som de næppe vil ansætte af egen drift. Rummeligheden 

er i dag ikke drevet af en indre nødvendighed i virksomhederne. 

Rummeligheds-projektet er i dag et top-down projekt, hvor politikere og myndigheder 

insisterer på, at handicapppede og personer med en nedsat erhvervsevne 

er en del af arbejdsstyrken. Den situation vil ændre sig radikalt i det øje- 



39 

39



40 

40 

blik der opstår knaphed på arbejdskraft. I en situation med knaphed på arbejdskraft 

vil virksomhederne blive nødsaget til at inddrage personer med nedsat 

erhvervsevne og handicappede som en del af arbejdsstyrken. 

I den situation er det helt afgørende at handicappede er uddannelsesmæssigt 

klædt på til at matche de kvalifikationskrav erhvervslivet og virksomhederne 

stiller. Hvis ikke, så vil virksomhederne se sig om efter andre arbejdskraftreserver. 

Når handicappede er dårligt stillet i forhold til efter- og videruddannelse, så 

skyldes det først og fremmest, at udbyderne af efter- og videruddannelse i meget 

ringe grad imødekommer de særlige behov, som handicappede kan have i 

uddannelsessystemet. Det gælder ikke mindst den omfattende del af efter- og 

videreuddannelsesaktiviteten der foregår hos private udbydere, uden for det offentlige 

uddannelsessystem. 

Samtidig har vi en ulykkelig tradition for, at handicappedes støtte- og hjælpebehov 

i forbindelse med uddannelse er et socialpolitisk anliggende. 

Da sociallovgivningen jo grundlæggende er en forsørgelseslovgivning - ikke en 

uddannelseslovgivning, så er sociallovgivningen helt uegnet til at løse handicappedes 

efter- og videreuddannelsesbehov. Sociallovgivningen støtter uddannelse 

med det formål at sikre handicappede et forsørgelsesgrundlag - det vil typisk 

sige til det niveau, hvor den enkelte har en kompetencegivende uddannelse. 

Denne “forsørgelseslogik” er bl.a. baggrunden for, at vi flere gange har 

set helt absurde ankeafgørelser, som giver kommunerne medhold i, at der er 

lovligt, at stoppe revalideringshjælpen til uddannelse efter en bachelorgrad, 

med henvisning til, at en bacheloruddannelse giver et forsørgelsesgrundlag. 

Hvordan den enkelte vedligeholder og udbygger sine kompetencer udover den 

grundlæggende forsørgelsesgivende uddannelse bekymrer groft sagt ikke sociallovgivningen. 

Der ligger derfor en meget stor udfordring i, at sikre handicappede lige adgang 

til efter- og videreuddannelse. Det må generelt ske ved at sikre, at handicappedes 

behov for f.eks. særligt tilrettelagte undervisningsmidler, personlig assi-

stance, fysisk tilgængelighed og andre kompenserende foranstaltninger integreres 

i al uddannelseslovgivning og gøres til den enkelte uddannelses ansvar. Det 

vil sige gennemførelse af sektoransvarlighedsprincipppet - også i de situationer, 

hvor uddannelserne bruges i et eftereller videreuddannelses øjemed. 

Lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. og denne lovgivnings 

regler om personlig assistance til efter- og videreuddannelse løser nogle af de 

problemer, handicappede kan have i forhold til deltagelse i efter- og videreuddannelse, 

men langt fra alle. Derfor er der behov for at se langt bredere på 

uddannelseslovgivningen med henblik på at finde relevante løsninger på den 

manglende kompensation i forbindelse med efter- og videreuddannelse, som 

også dækker det private udbud af efter- og videreuddannelse. 

Bedre muligheder i AMU-systemet 

Selv om der generelt er behov for en betydelig fokusering af indsatsen på 

efteruddannelsesområdet, så er der også områder, hvor der allerede er taget 

positive skridt i den rigtige retning. Det gælder ikke mindst i AMU-systemet, 

hvor Arbejdsministeriet via Arbejdsmarkedsstyrelsen har taget initiativ til en forsøgsordning, 

som indfører sektoransvarlighedsprincippet i arbejdsmarkedsuddannelserne. 

I forbindelse med ændring af lovgivningen for arbejdsmarkedsuddannelserne i 

december 1995 fremgik det bl.a. af bemærkningerne til lovforslaget: 

“Handicappede er en gruppe med særlige behov på arbejdsmarkedet, og 

AMU-centrene vil derfor blive opfordret til at optage flere handicappede på 

ikke-værkstedsbaserede kurser (...) 

Herudover vil det blive undersøgt, hvad der kan gøres for at optage handicappede 

på de værkstedsbaserede kurser, idet det er en forudsætning for optagelse 

på disse kurser, at der er sandsynlighed for at den handicappede efterfølgende 

har jobmuligheder inden for det område den pågældende uddanner sig til. (...) 



41 

41



42 

42 

Der bør i lighed med handlingsplanen for at øge indsatsen for ordblinde og 

læsesvage uadarbejdes handlingsplaner for udformning af undervisningsmaterialer 

for f.eks. blinde, svagtseende og døve”. 

Arbejdsmarkedsstyrelsen har siden iværksat en forsøgsordning med henblik på 

at efterkomme ønsket om at bedre handicappedes mulighed for at deltage i 

AMU. Forsøgsordningen løber over 4 år med start pr. 1. januar 1998 og er finansieret 

over satspuljen. Der er afsat 8 mio. kr. Det første år og 5 mio. kr. de 

efterfølgende tre år. 

Indsatsen retter sig mod to hovedområder: 

• den fysiske tilgængelighed til AMU-centrene 

• muligheden for at tilbyde specialpædagogisk bistand på AMU 

Inden for begge indsatsområder er der udarbejdet handlingsplaner, som bl.a. 

indebærer, at der for så vidt angår det fysiske miljø er udarbejdet en oversigt 

over tilgængelighedsproblemets omfang. Arbejdsmarkedsstyrelsen har efterfølgende 

bedt de enkelte AMU-centre pege på de højest prioriterede ændringsbehov. 

Efter den 1. november 1999 vil styrelsen - på baggrund af tilbagemeldingerne 

fra centrene - tage stilling til, hvordan midlerne skal fordeles. 

For så vidt angår muligheden for at modtage specialpædagogisk bistand, har 

Arbejdsmarkedsstyrelsen indgået aftale med Hjælpemiddelinstituttet(HMI) om 

at levere den nødvendige assistance overfor AMU-centrene. Aftalen indebærer 

bl.a. at Hjælpemiddelinstituttet, skal levere de nødvendige og relevante hjælpemidler 

til den enkelte kursist, ligesom HMI leverer rådgivning og konsulentbistand 

til såvel Centrene som til den enkelte kursist. Der er lavet en tilsvarende 

aftale med Dansk Videncenter for Ordblindhed om bistand i forbindelse 

med ordblinde kursister. 

Arbejdsmarkedsstyrelsen planlægger i øjeblikket - i samarbejde med Ligebehandlingscentret 

- udgivelse af et temahæfte om handicappede og specialpædagogisk 

bistand til AMU-systemet.

Strukturproblemer 

Handicappedes adgang til arbejdsmarkedet handler ikke kun om kompensationsniveauet: 

hvorvidt selve støttemulighederne er gode nok. Det handler også 

om, hvorvidt vi er dygtige nok til at sikre, at den relevante støtte formidles til 

den der har behovet Det vil sige det også handler om strukturer - og hvorvidt 

disse strukturer er gode nok til at sikre rette hjælp til rette person. 

I den sammenhæng er det svært at se bort fra, at det to-strengede arbejdsformidlingssystem 

- altså det forhold, at kommunerne har én del af ansvaret og 

det statslige AF-system har en anden del af ansvaret - er med til at skabe barrierer 

for handicappedes adgang til arbejdsmarkedet. 

At vi har to parallelle systemer er et problem i sig selv, fordi det uvægerligt fører 

til dobbelt sagsbehandling og dermed lange sagsbehandlingstider og et 

uhensigtsmæssig spild af borgernes tid. 

Men at disse parallelle systemer tillige er udstyret med vidt forskellige redskaber 

eller værktøjer er med til at forstørre problemet. 

AF kan kun i meget begrænset omfang bevilge hjælpemidler, arbejdspladsindretning 

- og slet ikke revalidering, ligesom AF heller ikke kan etablere 

fleksjob, hvis det er det, der er det relevante tilbud. På den anden side kan 

kommunerne ikke bevilge personlig assistance eller bevilge en isbryderordning. 

Det det er en uhensigtsmæssig opdeling af “klientellet”, at det er det hidtidige 

forsørgelsesgrundlag, som styrer, om man kommer i kontakt med det kommunale 

system (kontanthjælp eller sygedagpenge) eller AF-systemet (arbejdsløshedsdagpenge). 

De to systemer vil naturligvis have en tendens til at reagere med de instrumenter 

de selv har til rådighed. Risikoen er - og det har vi desværre set eksempler 

på - at det bliver værktøjerne - og ikke den enkelte borgers behov, der kommer 

til at styre og afgøre hvilken hjælp man får. 



43 

43



44 

44 

Derfor er det afgørende, at det skabes en langt større sammenhæng mellem de 

to systemer. De nyetablerede lokale koordinationsudvalg vil forhåbentlig være i 

stand til at løse en del af den opgave. Men det kan også være nødvendigt at se 

på regelsiden, så de to systemet får de samme værktøjer til rådighed. 

Personlig Personlig assistance assistance som som kompensation kompensation til 

til 

sindslidende, sindslidende, personer personer med med hjerneskader hjerneskader og 

og 

udviklingshæmmede udviklingshæmmede i i erhverv 

erhverv 

Resume: 

Ansættelse af personlig assistance kan være en stor hjælp til handicappede i erhverv. 

Reglerne har imidlertid også begrænsninger, som gør at visse handicapgrupper 

udelukkes fra at benytte ordningen. Loven er lavet med henblik på 

mennesker med motoriske og sensoriske handicap, og kan ikke benyttes af 

mennesker med sindslidelser, hjerneskader eller psykisk udviklingshæmning. 

Centret har analyseret behovenes karakter, og fundet, at disse grupper kunne 

have glæde af at få personlig assistance. Det kan i dag lade sig gøre i forbindelse 

med revalideringsforløb, men er ikke muligt herudover som loven ser ud i 

dag. 

Der er bred enighed om, at Lov om kompensation til handicappede i erhverv 

m.v. er et af de bedste instrumenter vi har i forhold til at hjælpe handicappede i 

varig beskæftigelse. Regelsættet er løbende blevet justeret og forbedret som beskrevet 

ovenfor. 

Der er imidlertid heller ikke tvivl om, at regelsættet er blevet til med udgangspunkt 

i de “klassiske” handicapgrupper - det vil først og fremmest sige personer

med motoriske eller sensoriske funktionsnedsættelser. De kompenserende foranstaltninger, 

som er indbygget i Lov om kompensation til handicappede i erhverv 

m.v. er derfor velegnet som kompensation for netop disse grupper. 

Andre grupper af handicappede, hvis funktionsnedsættelse er af intellektuel eller 

psykisk karakter, er derimod slet ikke eller tilfældigt indtænkt i lovgivningen. 

Det gælder ikke mindst reglerne om personlig assistance. 

Ifølge de gældende regler om personlig assistance er målgruppen for lovgivningen 

personer med synsnedsættelser, alvorlige hørehandicap, fysisk handicappede 

samt handicap i øvrigt f.eks. ordblinde. Problemet med de gældende regler 

om personlig assistance er, at karakteren af den hjælp som den personlige 

assistance må yde, er formuleret på en sådan måde, at den ikke kompenserer 

alle handicapgrupper. 

Efter en række henvendelser fra personer og organisationer, som beskæftiger 

sig med sindslidende, personer med hjerneskader og udviklingshæmmede, har 

Centret gennemført en nærmere analyse af de problemstillinger, som relaterer 

sig specifikt til disse gruppers brug af personlig assistance. 

Definition af målgruppen 

I analysen ser vi nærmere på følgende handicapgrupper: 

• Personer med udviklingshæmning 

• Personer med sindslidelser 

• Personer med hjerneskade 

Der er tale om 3 meget forskellige typer handicap og indenfor de enkelte 

handicapgrupper er der stor forskel på, hvor stor funktionsnedsættelsen er og 

dermed, hvor stor betydning funktionsnedsættelsen har for den enkelte persons 

arbejdsevne. 



45 

45



46 

46 

En faktor som adskiller de 3 handicapgrupper er en eventuel tidligere kontakt 

til arbejdsmarkedet. Personer med sindslidelser og erhvervede hjerneskader vil 

ofte forud for funktionsnedsættelsen have haft kontakt til arbejdsmarkedet på 

ganske almindelige vilkår og uden nogen form for handicapkompenserende 

støtte. Dette i modsætning til de fleste personer med udviklingshæmning, hvor 

en eventuel tidligere kontakt til arbejdsmarkedet, som oftest vil have været i 

form af en aftale om særlige vilkår eller særlig støtte. 

Hvilke krav stilles der til støttepersonens funktion? 

Sindslidende: 

• Der kunne være tale om en form for vikarordning, hvor man samtidig 

med at ansætte den sindslidende også ansatte en vikar, som kan dække 

den del af arbejdsevnen, som den sindslidende mangler i sine dårligere 

perioder. Derved garanteres arbejdsgiveren, at det arbejde som den 

sindslidende er ansat til at udføre altid udføres. 

• En støtteperson kan hjælpe den sindslidende med at strukturere og overskue 

arbejdsopgaverne. 

• Man kunne forestille sig en støtteperson, som både omfatter støtte i 

hjemmet og støtte på arbejdet. Dette ville også være en fordel, fordi 

sindslidende kan have svært ved at overskue mange forskellige støttepersoner. 

• Støttepersonen kan bruges som “stødpude” mellem kollegaerne og den 

sindslidende. 

Helt generelt er der det fælles for funktionerne, at vikaren/støttepersonen får en 

vigtig og vanskelig rolle i forhold til den sindslidende. På mange måder kan 

funktionen sammenlignes med eksisterende ordninger om personlig assistance 

og hjælperordning, men der er også en markant forskel.

Personer med hjerneskade: 

• Ved nogle former for hjerneskade vil støttepersonens arbejde f.eks. 

kunne bestå i, at være bindeled mellem kollegaer og personen med hjerneskade. 

• I andre tilfælde vil støttepersonens arbejde bestå i at vise og gentage de 

arbejdsfunktioner, som personen med hjerneskade skal udføre. 

• Støttepersonen kan hjælpe personen med hjerneskade med at overskue 

og strukturere en arbejdsopgave. 

Også for personer med hjerneskade er det meget vigtigt, at der er et tillidsforhold 

mellem personen med hjerneskade og støttepersonen. 

Personer med udviklingshæmning: 

• Støttepersonen skal bistå, når der skal indlæres nye arbejdsfunktioner. 

• Støttepersonen vil også kunne bruges som bindeled mellem den udviklingshæmmede 

og kollegaerne i de situationer, hvor den udviklingshæmmede 

har svært ved at indgå i almindelige sociale sammenhænge. 

• Støttepersonen skal kunne være med til at strukturere arbejdsopgaverne. 

Som vi tidligere har skrevet, er der inden for de enkelte handicapgrupper stor 

forskel på, hvor meget og hvilken form for kompensation, som den enkelte person 

har brug for, for at kunne fastholde eller integreres på arbejdsmarkedet. 

Derfor skal det understreges, at ovenstående må betragtes som eksempler på 

kompensation, der vil kunne medføre, at nogle personer vil kunne forblive eller 

integreres på arbejdsmarkedet. 

Det skal ligeledes understreges, at hvert punkt under hver enkelt handicapgruppe 

ikke er at betragte som en ordning, eksempelvis er der ikke 3 forskellige 

former for støttepersoner ved gruppen af personer med udviklingshæmning. 

Det er vigtigt, at ordningen om støtteperson bliver så fleksibel, at de forskellige 

former for støtteperson kan kombineres i en ordning. 



47 

47



48 

48 

Inden for alle 3 handicapgrupper kan der være personer, der kan have svært 

ved at indgå i almindelige sociale sammenhænge. I disse situationer kan en 

støtteperson bruges som bindeled mellem den, der har et handicap og de øvrige 

kollegaer. Dette vil ofte være et permanent behov. Forudsætningen for, at 

man kan indgå i et socialdialogmønster er, at man har noget at bidrage med, 

der af omgivelserne opfattes attraktivt. Støttepersonen skal være med til at 

skabe disse rammer. 

Det er karakteristisk for de 3 handicapgrupper, at den form for kompensation, 

som støttepersonen skal yde, ikke kun eller slet ikke omfatter praktisk hjælp i 

forbindelse med udførelsen af arbejdsopgaverne. Men støttepersonens opgaver 

er mere præget af en egentlig arbejdsoplæring og strukturering af arbejdsopgaverne, 

ligesom det i nogle sammenhænge er nødvendigt at kompensere personen 

med et handicap i de almindelige sociale sammenhænge. 

I flere forsøgsprojekter har det vist sig, at det ikke er nødvendigt, at støttepersonen 

befinder sig på virksomheden, men det er tilstrækkeligt, at personen kan 

tilkaldes, såfremt der opstår problemer. Andre erfaringer viser, at det er mindre 

hensigtsmæssigt, at der kommer opfølgning, når der er opstået problemer, det 

er en bedre investering , at man kommer på regelmæssige besøg og tager 

eventulle problemer i opløbet.Ved denne model kan støttepersonen bruges af 

flere personer på een gang, blot skal støttepersonen have kendskab til de enkelte 

handicap. 

De forskellige forsøgsprojekter har ligeledes vist, at det er meget vigtigt, at 

støttepersonen tilbydes supervision af en fagperson. Ved fagperson menes en 

person, der har kendskab til den pågældende funktionsnedsættelse. Dette kan 

ved personer med hjerneskade f.eks. være en neuropsykolog eller en socialrådgiver, 

der har kendskab til arbejdet med hjerneskadede. 

Forholdet til gældende lov 

Den form for kompensation, som målgruppen har brug for i forbindelse med 

erhvervsudøvelse, er generelt ikke omfattet af gældende lov. I forbindelse med 

revalidering er der dog mulighed for at yde en personlig assistance som mat-

cher de krav, som er beskrevet under de tre handicapgrupper. Men med den 

gældende lovgivning, er der ikke umiddelbart mulighed for, at yde vedvarende 

støtte til personlig assistance ud over revalideringsperioden. 

Sammenfatning 

Såfremt de almindelige betingelser for at modtage revalidering er opfyldt, er 

der mulighed for at sindslidende, personer med hjerneskade og udviklingshæmmede 

kan ydes støtte i form af en støtteperson-ordning i et revalideringsforløb. 

Dette vil for mange være nok til, at de kan ansættes i fleksog skånejob 

eller i ordinære job. Men for de personer, der permanent har brug for en eller 

anden form for støtteperson, for at sikre tilknytningen til arbejdsmarkedet, er 

det ikke med den gældende lovgivning muligt at yde hjælp i form af en støtteperson. 

Set ud fra en ligebehandlingsvinkel og med udgangspunktet i den danske handicappolitik, 

er det vigtigt at fastholde, at den enkelte person bliver kompenseret 

for sin funktionsnedsættelse af samfundet i den udstrækning, det er muligt. 

Således at den handicappede person har mulighed for at få tilknytning til arbejdsmarkedet. 

Den samlede afrapportering fra projektet om personlig assistance som kompensation 

til sindslidende, personer med hjerneskader og udviklingshæmmede i erhverv 

findes på Centrets hjemmeside: www.clh.dk 



49 

49



50 

50 

Offentlige Offentlige myndigheders myndigheders ansættelses- ansættelses- og 

og 

fastholdelsespolitik fastholdelsespolitik i i forhold forhold til til mennesker 

mennesker 

med med handicap 

handicap 

Resume: 

Er der en sammenhæng mellem handicap og nedsat arbejdsevne? Svaret er, at 

det er der langt fra altid. Men ikke desto mindre er det den almene opfattelse 

når man spørger folk. En af forklaringerne kan være den store fokus, der de seneste 

år har været på fleksog skånejob hvilket kan få folk til umiddelbart at 

slutte fra handicap til job på særlige vilkår. For at skabe lige muligheder for 

handicappede er det vigtigt at sætte ind over for denne holdning. En måde at 

dæmme op for en fordom som denne er, at man på arbejdspladsen diskuterer 

igennem og danner sig en holdning til området, for eksempel i forbindelse med 

personalepolitikken. 

Centret har undersøgt i hvilket omfang de offentlige myndigheder inddrager ansættelse 

og fastholdelse af handicappede i deres personalepolitik, og undersøgelsen 

viste, at dette kun sjældent er tilfældet. Undersøgelsen pegede også på 

et behov for holdningsbearbejdende materiale til både medarbejdere og ledere 

i de offentlige virksomheder. 

Et af de største holdningsproblemer vi står overfor er, at der både hos arbejdsgivere 

og medarbejdere findes den formodning, at der er en mekanisk sammenhæng 

mellem handicap og arbejdsevne: er man handicappet, så har man givetvis 

en reduceret arbejdsevne. Mangel på viden og information betyder, at et 

handicap fortsat for mange er en hindring for at få en plads på arbejdsmarkedet.

En af de vigtigste opgaver består derfor i at få skabt forståelse for, at der ikke 

nødvendigvis er en sådan sammenhæng. For mange handicappede er arbejdsevnen 

overhovedet ikke påvirket af deres handicap. I de fleste tilfælde handler 

det blot om - som i en hvilken som helst anden jobsammenhæng - at matche 

den rette person med det rette job. 

En måde at modvirke, at uvidenhed og fordomme forhindrer mennesker med 

handicap i at få eller beholde arbejde, er at man på de enkelte arbejdspladser 

diskuterer problemstillingen igennem og danner sig en klar holdning på området. 

En virksomheds personalepolitik, og de processer, som går forud for formuleringen 

af en personalepolitik, er en god anledning til at foretage en sådan diskussion. 

En fornuftig og ‘politisk korrekt’ skriftlig personalepolitik er selvfølgelig 

ikke i sig selv garanti for, at der også i praksis føres en fornuftig ansættelses- og 

fastholdelsespolitik. Men de diskussioner i ledelsen og blandt medarbejderne, 

som leder frem til formuleringen af en personalepolitik, kan give mulighed for 

drøftelse og bearbejdning af de misopfattelser og fordomme, der måtte herske. 

Inddragelse af ansættelse og fastholdelse af handicappede i personalepolitikken 

kan altså ses som udtryk for, at man på arbejdspladsen har gjort sig nogle 

tanker og talt om hvad det er for en arbejdsplads man ønsker, og hvad det konkret 

betyder, at en arbejdsplads betegnes som rummelig. Med det udgangspunkt 

har Centret har lavet en stikprøveundersøgelse af offentlige myndigheders 

personalepolitik. Med undersøgelsen har vi ønsket at se på om og i hvilket 

omfang offentlige myndigheder har inddraget handicapaspektet i deres skriftlige 

personalepolitik, og hvordan det ser ud med ansættelse og fastholdelse i 

praksis. 

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen dækker både ansættelse og fastholdelse og prøver at inddrage 

både ansættelse på ordinære vilkår, brugen af særlige ordninger (fortrinsadgang, 

isbryderordning, personlig assistance, §28 aftale) og beskæftigelse på 

særlige vilkår (skånejob efter sociale kapitler, fleksog skånejob med løntilskud). 

Samtidig spørges der bredt til ‘medarbejdere med et handicap’ uden at 

dette defineres nærmere. 



51 

51



52 

52 

Undersøgelsen blev foretaget på et begrænset, tilfældigt udvalg af kommuner 

(25), amter (4) og ministerier (5), for de to førstes vedkommende dog udvalgt, 

så de med hensyn til størrelse og geografisk placering nogenlunde modsvarer 

den faktiske fordeling. I undersøgelsen medvirker den ansvarlige for personalepolitikken 

hos de pågældende myndigheder. Undersøgelsen blev gennemført 

som telefoninterview. Personalepolitikken gælder i alle medvirkende amter og 

kommuner alle institutioner i amtet/kommunen. For ministeriernes vedkommende 

gælder personalepolitikken på nær et enkelt ministerie kun departementet. 

De undersøgte personalepolitikker dækker i alt ca. 95.000 ansatte. 

Ansættelse 

Undersøgelsen viser, at ansættelse af mennesker med handicap i meget ringe 

omfang inddrages i offentlige myndigheders personalepolitik. På spørgsmålet 

om, hvorvidt personalepolitikken rummer noget om ansættelse af medarbejdere 

med et handicap, svarer 8 ja, men kun 2 af disse nævner direkte handicappede 

i personalepolitikken, og hos den ene sker det i form af en meget generel 

vending om ‘at man skal tage særligt hensyn til handicappede, jævnfør 

gældende lovgivning’. 

Blandt de, der svarer nej, angiver flere at personalepolitikken på ansættelsesområdet 

nævner, at man skal ansætte den bedst kvalificerede. Det anføres, at 

det betragtes som en selvfølge, at dette også gælder, hvis den pågældende har 

et handicap. 

I interviewene spørges også til, om man på arbejdspladsen har diskuteret mulighederne 

for at ansætte medarbejdere med handicap. Knapt halvdelen svarer, 

at de har diskuteret muligheden, mens lidt færre svarer nej til dette spørgsmål. 

Diskussionen angives at have fundet sted i forbindelse med konkrete situationer. 

På spørgsmålet om, hvordan en sådan ansættelse vil blive modtaget af de øvrige 

medarbejdere, varierer svarene en del. Det er vanskeligt for respondenterne 

at danne en mening over en kam, uden at skelne mellem ordinære job og 

job på særlige vilkår, og mellem handicap, der ikke påvirker og handicap der 

påvirker arbejdsevnen.

Taler vi om ansættelse i ordinære job af mennesker, som har et handicap, der 

ikke påvirker evnen til at udføre dette arbejde, mener de fleste personalechefer, 

at ansættelsen vil blive positivt, eller i hvert fald problemfrit, modtaget. Flere 

afviser, at det vil være et problem at en person kan have brug for praktisk hjælp 

i enkelte situationer (f.eks. en kørestolsbruger, der ikke kan nå højtplacerede 

ting). Som nævnt siger flere, at personalepolitikken på ansættelsesområdet siger, 

at den bedst kvalificerede skal ansættes, og at det selvfølgelig også gælder 

hvis vedkommende er handicappet. 

Spørgsmålet er dog i hvilket omfang der vil blive troet på, at mennesker med 

især tungere handicap (kørestolsbrugere, blinde, døve og lignende) kan klare et 

job på ordinære vilkår, og i hvilket omfang en handicappet vil kunne overbevise 

et ansættelsesudvalg om, at vedkommende ikke bare kan klare, men også 

er den bedst kvalificerede til, et givent job. De fleste, som vi har talt med i forbindelse 

med undersøgelsen, har umiddelbart gået ud fra, at når vi taler om 

handicappede, så taler vi også om job på særlige vilkår (fleksog skånejob). 

Der gives hos flere udtryk for den formodning, at arbejdsevnen hos mennesker 

med tungere handicap er begrænset til ganske bestemte jobfunktioner (for eksempel 

job i telefonomstillingen for blinde). 

Når vi taler om job på særlige vilkår fremgår det af svarene, at det er vigtigt, at 

man ikke betaler for mere end man får, så andre skal løbe hurtigere for at det 

hele hænger sammen. Samtidig kan selve oprettelsen af stillinger på særlige 

vilkår være problematisk. Det er et problem, hvis alle ‘nemme’ jobfunktioner 

samles i stillinger på særlige vilkår, fordi det kan gøre de øvrige stillinger for 

pressede. Man bør altså ikke tømme job på ordinære vilkår for jobfunktioner, 

der ‘kan udføres med venstre hånd’ for at oprette job på særlige vilkår, og det 

vurderer flere, at de øvrige ansatte vil frygte. Endelig peger en enkelt på, at 

man gerne vil ‘beholde’ de ‘lettere’ jobfunktioner ledige, med det formål at 

kunne overflytte allerede ansatte hertil, hvis de får problemer med at klare deres 

hidtidige jobfunktion. Vedkommende peger på, at presset i kommunerne stiger 

og antallet af “nusse-job” falder, samtidig med at gennemsnitsalderen 

blandt de ansatte stiger, og dermed behovet for at kunne lette den enkeltes arbejdsbyrde 

eller flytte folk til mindre belastende jobfunktioner. Begrundet heri 

kan ansættelsen af ‘udefrakommende’ i job på særlige vilkår vække modstand 

blandt de allerede ansatte. Enkelte nævner, at der blandt de ansatte kan være 



53 

53



54 

54 

frygt for at den ‘billige’ arbejdskraft skal true de ansatte på ordinære vilkår, ved 

at repræsentere en ‘billigere’ løsning. 

Endelig siger nogle deltagere, at ansættelse af medarbejdere med et handicap 

(på både ordinære og særlige vilkår) vil blive modtaget positivt, hvis ansættelsen 

snakkes ordentligt igennem med de allerede ansatte. En sådan snak ses 

som nødvendig for at den ansatte vil blive modtaget positivt og samarbejdet 

fungere. Dermed peges også på, at ansættelse af en medarbejder med handicap 

kan støde på problemer, hvis der ikke gøres et vist forarbejde, og alene de 

problemer, der eventuelt kan forudsiges, kan ses som ‘diskvalificerende’ i en 

konkret ansættelsessituation. 

Fastholdelse 

Rigtig mange af personalepolitikkerne har inddraget et generelt fastholdelsesaspekt, 

i alt svarer 30 af de 34 deltagere ja til, at personalepolitikken rummer 

noget om fastholdelse generelt. Det kan enten være i form af et overordnet ønske 

i generelle vendinger om at fastholde medarbejdere, eller mere specifikke 

afsnit i form af en seniorpolitik, en alkoholpolitik eller lignende. 

Ca. halvdelen af besvarelserne angiver, at personalepolitikken rummer noget 

om fastholdelse af medarbejdere, der får et handicap. Hos flere dækker dette ja 

over, at det generelle fastholdelsesaspekt også gælder situationer, hvor en medarbejder 

får et handicap, uden at personalepolitikken direkte nævner denne situation. 

At så mange svarer ja betyder altså ikke nødvendigvis, at ordet handicap 

er nævnt i et eventuelt afsnit om fastholdelse af medarbejdere. 

Mange respondenter giver udtryk for, at man vil strække sig meget langt for at 

fastholde medarbejdere, der får problemer med at klare deres arbejde. Det kan 

ske ved overflytning til anden jobfunktion eller ved overgang til fleks- eller 

skånejob. Enkelte deltagere kan ligefrem fortælle om, at man har fastholdt 

medarbejdere på ordinære vilkår på trods af en nedsat arbejdsevne. 

At så mange inddrager fastholdelsesaspektet i personalepolitikken er formentlig 

et resultat af den store opmærksomhed, der fra politisk side er skabt omkring

Det rummelige Arbejdsmarked. Det er tydeligt, at man fra politisk side især har 

valgt at fokusere på fastholdelsesproblematikken og har haft mindre fokus på 

integrationsdelen. Flere af respondenterne oplyste, at de netop arbejdede med 

eller skal til at arbejde med deres fastholdelsespolitik blandt andet på grund af 

ophævelsen af reglen om mulighed for afskedigelse efter 120 sygedage. 

Samtidig kan det hænge sammen med, at fastholdelse når det diskuteres på 

den enkelte arbejdsplads vedrører velkendte ansatte og kolleger, i modsætning 

til den mere abstrakte diskussion om fremtidige ansættelser. For de ansatte på 

den enkelte arbejdsplads kan det have stor betydning, at arbejdsgiveren 

signalerer, at man ikke smides på porten, hvis man får problemer med at klare 

sit arbejde, og at man ikke mister ellers gode kolleger, men ser, at arbejdsgiveren 

gør sit for at finde en løsning, så de kan beholde deres arbejde. 

Praksis 

I undersøgelsen prøver vi at afdække om de myndigheder, som indgår i undersøgelsen, 

har handicappede medarbejdere ansat og i hvilket omfang de har 

brugt de forskellige regler for ansættelse. Det første er svært at svare på, ikke 

mindst fordi den ansvarlige for personalepolitikken, i de fleste tilfælde personalechefen 

eller kommunaldirektøren, ikke er involveret i de enkelte ansættelser/ 

ansatte, da ansvaret herfor ligger decentralt. 

På spørgsmålet om, hvorvidt kommunen/amtet/ministeriet har handicappede 

ansat, svarer hele 30 ikke desto mindre ja, og kun 1 kommune og 1 ministerium 

nej. De fleste oplyser endog at have flere handicappede ansat. Der nævnes 

en bred vifte af handicap af varierende sværhedsgrad, fra blinde, hørehæmmede, 

bevægelseshandicappede til tinnitus og dårlig ryg. Der er en del 

usikkerhed om, hvad begrebet ‘handicap’ dækker over. Tydeligvis kommer 

nogle af de grupper, vi nævner som ‘handicappede’, bag på respondenterne. 

Det gælder for eksempel hørehæmmede og ordblinde, som flere angiver, at de 

ikke opfatter som handicappede. 

Der er en del som anfører, at hvis der blandt de ansatte i kommunen/amtet er 

handicappede ansat på ordinære vilkår, vil disse ikke være registreret, og de vil 



55 

55



56 

56 

derfor ikke vide det på Rådhuset/Amtsgården. Alligevel kan de fleste svare, at 

de har handicappede ansat på både ordinære vilkår og fleksog skånejob. 

Knapt halvdelen har brugt reglerne om fortrinsadgang for handicappede, og 

alle virker bekendte med denne regel. 

Ingen har gjort brug af ‘isbryderordningen for handicappede’ og hele 17 kender 

ikke til denne regel, mens kun 7 giver udtryk for at kende den. Ordningen 

trådte i kraft som forsøgsordning 1. juni 1998, og har siden kun været brugt i 

meget begrænset omfang. Arbejdsministeren har netop besluttet, at ordningen 

forlænges til 31. december 2000, og at der skal iværksættes en informationskampagne, 

der skal udbrede kendskabet til denne ordning. 

Behov for holdningsbearbejdende informationsmateriale 

I undersøgelsen indgår også spørgsmål til den tilgængelige oplysning/information 

om emnet. Knapt 50% af deltagerne mener, at der er behov for mere information 

om ansættelse af medarbejdere med et handicap. 

Undersøgelsen viser i al fald klart, at isbryderordningen for handicappede ikke 

er tilstrækkeligt kendt. På trods af dette svarer flere, at de ikke har behov for 

mere information om de enkelte regler. De mener, at der allerede er ‘mere end 

nok’, og at informationerne er relativt lette at finde, når man har behov for 

dem. Flere siger, at det er kommunernes pligt at kende lovgivningen og de enkelte 

regler “så det gør vi selvfølgelig”. Derimod siger relativt mange, at de 

mangler noget ‘holdningsbearbejdende’ informationsmateriale, og flere efterspørger 

praktiske eksempler og personlige historier, som kunne virke inspirerende, 

og fortælle om for eksempel den praktiske fremgangsmåde for brugen af 

enkelte regler. De mener, at er idéen først opstået, vil de sagtens kunne finde 

de relevante bestemmelser frem. Endelig efterspørges materiale som kan udsendes 

til det decentrale niveau, som mange steder står for den praktiske administration 

af personalepolitikken. Af de, som udtaler sig om informationens 

form, finder flest, at pjecer er en god måde at få et budskab ud på. Flere understreger, 

at sådanne pjecer bør være korte og appelerende, og meget gerne noget, 

der kan gemmes. Næstøverst på listen kommer artikler i relevante blade, 

og her nævnes Kommunernes Landsforenings blad, ERFA, det interne personaleblad 

og relevante fagblade, som når det decentrale niveau.

Sammenfatning 

Samlet har undersøgelsen vist, at handicappede kun yderst sjældent nævnes direkte 

i de offentlige myndigheders personalepolitik. Det er ærgeligt, for netop i 

forbindelse med arbejdet med den skriftlige personalepolitik er der en god anledning 

til at sætte fokus på de fordomme og den usikkerhed, som er med til at 

skabe barrierer for handicappede, der ønsker ansættelse på arbejdsmarkedet. 

At der findes fordomme og usikkerhed kommer blandt andet til udtryk i undersøgelsen 

ved, at flere af respondenterne mener, at ansættelse af medarbejdere 

med handicap kan give problemer med det øvrige personale, med mindre ansættelsen 

forberedes grundigt. Det, at så mange efterlyser holdningsbearbejdende 

informationsmateriale eller materiale med gode eksempler, er yderligere 

tegn på at det er vigtigt at tale om arbejdspladsens holdning til ansættelse af 

personer med handicap. 

En generel diskussion kan og skal naturligvis ikke afløse, at en konkret ansættelse 

snakkes ordentligt igennem, men kunne betyde, at man i den konkrete situation 

havde et godt udgangspunkt for at tale om ansættelsen og de problemer, 

som de øvrige ansatte kunne frygte som følge heraf. Da meget af personalepolitikken 

i praksis i både kommuner og amter administreres decentralt i de 

kommunale/amtslige institutioner (hvilket også gælder ansættelse og fastholdelse) 

kunne en diskussion af problematikken medvirke til, at ledelsen og de 

ansatte i de lokale institutioner fik emnet sat på dagsordenen og dannede sig en 

klar holdning. Ved at få snakket problematikken igennem kunne man måske få 

aflivet nogle fordomme og gjort situationen lettere, den dag en jobsøger med et 

handicap henvender sig. Indadtil kunne en holdningstilkendegivelse på området 

samtidig være med til at understrege overfor de ansatte, at man ønsker at 

skabe en arbejdsplads med plads til og rum for forskellighed og med tryghed i 

ansættelsen for den enkelte ansatte. 

Endelig kunne en holdningstilkendegivelse på dette område være et positivt 

signal udadtil. Der tales jo meget i disse år om private virksomheders sociale 

ansvar. Inddragelsen af spørgsmålet om ansættelse og fastholdelse af medarbejdere 

med et handicap i offentlige myndigheders personalepolitik ville være et 

godt signal at sende, der ville vise, at man også her er opmærksom på emnet. 



57 

57



58 

58 

Det er svært med denne undersøgelse at sige, hvordan personalepolitikken fungerer 

i praksis. Mange har handicappede medarbejdere ansat, og størstedelen 

af disse var allerede handicappede ved ansættelsen. At have en handicappet 

medarbejder forbindes tydeligvis med det, at have en medarbejder på særlige 

vilkår. Det skyldes måske, at der med Det rummelige Arbejdsmarked, har været 

stor opmærksomhed på fleksog skånejob. Der tænkes med ‘handicappede’ 

umiddelbart på en person, som i et eller andet omfang er handicappet i forhold 

til sin jobfunktion. Det er svært at sige, om dette omvendt betyder, at en person, 

som er handicappet, men ikke i forhold til en given jobfunktion, virkelig 

vil blive ansat og blive positivt modtaget. Umiddelbart er holdningen, at er 

man handicappet, så må man have et job på særlige vilkår, ligesom der er en 

generel formodning om, at personer med bestemte typer handicap kun kan varetage 

bestemte typer job. 

Vi må derfor konkludere, at der samlet set er behov for holdningsbearbejdende 

informationsmateriale, målrettet mod både ledelsen og de forskellige medarbejdergrupper. 

Personalecheferne, som vi talte med, gjorde meget ud af, at det 

netop er medarbejderne der skal informeres om, hvad det vil sige at få en kollega 

med et handicap. 

Rapporten om offentlige myndigheders ansættelses- og fastholdelsespolitik i 

forhold til mennesker med handicap findes på Centrets hjemmeside: 

www.clh.dk.

Arbejdsmarkedspensioner 

Arbejdsmarkedspensioner 

Resume: 

Indbetaling til en obligatorisk arbejdsmarkedspensionsordning indgår i dag i 

mange overenskomster. Det betyder, at pensionsordningen for flere og flere 

lønmodtagere udgør en del af deres løn - i nogle tilfælde kan det være helt op 

til 15%. Denne ordning er velfungerende nok, hvis bare alle havde mulighed 

for, at blive optaget i pensionskasserne. Men sådan er det desværre ikke. 

Centret foretog i 1997 en undersøgelse af handicappedes vilkår, når der tegnes 

obligatoriske pensionsordninger. Undersøgelsen viste, at kun 2 af de 22 største 

forsikringsselskaber og pensionskasser optager lønmodtagere med et handicap 

på lige vilkår med andre lønmodtagere. Centret og De Samvirkende Invalideorganisationer(DSI) 

afholdt i 1999 en høring om emnet, hvor relevante personer 

fra Folketinget, pensionskasserne samt handicaporganisationerne var til 

stede og redegjorde for deres syn på sagen. Der var enighed om, at forsikringsog 

pensionsvilkårene for handicappede kan udgøre et ligebehandlingsproblem, 

og der er nu lagt op til videre analyse og diskussion om problemstillingen. 

For flere og flere lønmodtagere indgår indbetalinger til en arbejdsmarkedspension 

som en del af lønnen. For nogle lønmodtagere udgør pensionsindbetalingen 

helt op til 15% af den overenskomstmæssige løn. Arbejdsmarkedspensioner 

udgør derved i stigende omfang et vigtigt supplement til de offentlige pensioner 

og til eventuelt privat tegnede pensionsordninger. Ca. 2/3 af arbejdsstyrken 

har således en arbejdsmarkedspensionsordning. 

De overenskomstmæssige pensioner er kendetegnet ved at være obligatoriske, 

således at lønmodtageren er tvunget til at indgå i aftalen med et bestemt pensionsselskab 

på de vilkår, der er fastsat i overenskomsten. Pensionsselskaberne 

kan være fagbestemte, f.eks. JØP, sektorbestemte, f.eks. Industriens Pension eller 

private, hvor forskellige løsninger for de enkelte firmaer kan aftales. 



59 

59



60 

60 

Pensionsbetingelserne varierer fra selskab til selskab. De fastsættes som regel af 

generalforsamlingen eller bestyrelsen for det enkelte pensionsselskab, indenfor 

visse lovmæssige og aktuarmæssige rammer. Som regel blander parterne i overenskomsten 

sig ikke i de nærmere forsikringsbetingelser ud over fastsættelsen 

af indbetalingsstørrelsen og eventuelt ved fastsættelsen af administrationsprocenten. 

Indholdet af en arbejdsmarkedspension 

En pensionsordning består af en aldersopsparing, der udbetales som engangssum 

eller i rater fra det 67. år. Størrelsen heraf afhænger af hvornår indbetalingerne 

starter og hvor store disse er. 

Desuden består pensionsordningen som hovedregel af en invalideforsikring, 

der kommer til udbetaling ved nedsættelse af erhvervsevnen med mindst 2/3. 

Invalideforsikringen kan for det første udgøres af en invalidesum, der udbetales 

som et engangsbeløb ved invaliditetens indtræden. Invalidesummen er afhængig 

af indbetalingsprocenten, men er ikke en egentlig opsparingsordning, idet 

den kan komme til udbetaling dagen efter oprettelsen. For det andet vil invalidedelen 

i pensionsordningen bestå af en invaliderente. Renten består typisk i, 

at man får udbetalt den alderspension, man ville have fået udbetalt, hvis man 

havde indbetalt pensionsbidrag helt frem til det 67. år. 

En pensionsordning kan desuden også bestå af en dødsdel, hvor der udbetales 

et engangsbeløb ved dødsfald og eventuelt ægtefælle- og børnepension. 

Endelig har nogle pensionsordninger tilknyttet en gruppelivsforsikring, der som 

regel har en invalide- og dødsforsikring, der udbetales som engangssum. 

Lønmodtagere med en funktionsnedsættelse 

Lønmodtagere med funktionsnedsættelser er naturligvis også omfattet af 

arbejdsmarkedspensionerne, men det er et problem at opnå en arbejdsmarkedspension 

på lige vilkår med lønmodtagere uden funktionsnedsættelser.

Centret gennemførte i 1997 en undersøgelse af pensionsbetingelserne i de 22 

største pensionsselskaber (offentliggjort i Centrets beretning for 1997). 20 af 

disse selskaber havde dårligere pensionsvilkår for personer med funktionsnedsættelser. 

Pensionsvilkår for denne gruppe varierer fra selskab til selskab, men 

der er alligevel en række fælles træk. 

Hovedproblemet omkring arbejdsmarkedspensionerne vedrører forsikringsdelen, 

det vil sige invalide- og dødsdelen af pensionsordningen. Hvor imod der 

sjældent er problemer med alderspensionen. Et typisk eksempel er, at lønmodtagere 

med funktionsnedsættelser ved f.eks. invaliditet kun får udbetalt, det 

indbetalte beløb, og altså ikke får udbetalt den alderspension, man ville have 

fået udbetalt, hvis man havde indbetalt pensionsbidrag helt frem til det 67. år - 

det vil sige lønmodtagere med en funktionsnedsættelse får ikke glæde af forsikringsordningen 

i arbejdsmarkedspensionen, som de jo indbetaler til. 

Et andet eksempel er, at nogle selskaber har en længere karensperiode for personer 

med funktionsnedsættelser. Det betyder, at der går flere år inden personer 

med funktionsnedsættelser opnår samme beskyttelse som personer uden 

funktionsnedsættelser, f.eks. ved invaliditet eller dødsfald. 

Optagelsen i arbejdsmarkedspensionsordningen 

Ved optagelse i en arbejdsmarkedspensionsordning foretages i de fleste pensionsordninger 

en individuel vurdering af det enkelte medlems eventuelle forhøjede 

døds- eller invaliditetsrisiko. Risikovurderingen tager udgangspunkt i 

personens erhvervsevne, ofte med snæver sammenknytning til vurderingen af 

om personen ved optagelsen er berettiget til at modtage førtidspension fra det 

offentlige. 

Som nævnt ovenfor stilles personer med funktionsnedsættelser generelt overfor 

dårligere vilkår i den forsikringsmæssige del af arbejdsmarkedspensionsordningen, 

det vil sige invalide- og dødsdelen. Hvis man ved optagelsen har nedsat 

erhvervsevne med mindst 2/3 vil man ikke være berettiget til invalidepension 

eller invalidesum. Forskelsbehandlingen forekommer uanset, om man har 

en 100% arbejdssevne i et bestemt job. Man vil med nedsat erhvervsevne som 



61 

61



62 

62 

regel heller ikke være berettiget til udbetaling af godtgørelse ved død. Personer 

med funktionsnedsættelser betaler dermed for forsikringsydelser, de ikke bliver 

berettiget til. Det vil sige, at samme indbetaling ikke giver det samme udbytte, 

hvis man får brug for forsikringsydelserne. Personer med funktionsnedsættelser 

får derved reelt mindre i løn end personer uden funktionsnedsættelser, selvom 

de udfører det samme arbejde. 

Fornyet opmærksomhed 

Da Centret i 1997 første gang gjorde opmærksom på ligebehandlingsproblemet 

i arbejdsmarkedspensionerne var der generelt meget lille forståelse for problemstillingen. 

Centret har imidlertid fortsat en løbende dialog med Forsikring & Pension og i 

august 1999 afholdt Centret i samarbejde med De Samvirkende Invalideorganisationer 

en høring om handicappede og obligatoriske arbejdsmarkedspensioner 

1 . 

På høringen - som foruden arrangørerne også havde deltagelse af Forsikring & 

Pension, LO og de arbejdsmarkedspolitiske ordfører fra Det Radikale Venstre, 

Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti - var der enighed om, at der 

kan være et ligebehandlingsproblem. Og at der er behov for en tilbundsgående 

analyse af problemet. Der er derfor taget initiativ til drøftelser mellem DSI, 

Ligebehandlingscentret, LO, DA og Forsikring & Pension med henblik på en 

næremere udredning af de relevante problemstillinger. 

LO har desuden udarbejdet et oplæg: “Godt på vej med arbejdsmarkedspensioner”, 

som også går ind på problemstillingen om handicappede og 

arbejdsmarkedspensioner, som vil blive drøftet på LO’s kongres i slutningen af 

oktober 1999. 

1 Et kort resumé af de enkelte bidrag ved høringen findes på Centrets hjemmeside: 

www.clh.dk

Et bredere perspektiv 

Da Centret i 1997 undersøgte arbejdsmarkedspensionerne var det udelukkende 

med fokus på de såkaldte risikoydelser, det vil sige invaliditets- og dødsddækning. 

Der er imidlertid næppe tvivl om, at diskussionen om arbejdsmarkedspensionerne 

rummer et videre perspektiv, som rækker langt videre end risikoydelserne. 

Som tendens spiller de arbejdsmarkedsrelaterede pensioner en stigende rolle 

og de offentlige pensioner en tilsvarende mindre rolle, for den indkomst man 

vil have som pensionist. Der er tale om et principielt skifte fra et hovedsageligt 

offentligt finansieret pensionssystem til et pensionssystem, som i stigende grad 

vil være arbejdsmarkedsfinansieret. For de grupper i samfundet, som enten slet 

ikke har kontakt med arbejdsmarkedet - eksempelvis en stor gruppe førtidspensionister, 

eller personer, som kun opnår en begrænset kontakt med arbejdsmarkedet 

- herunder mange handicappede, vil indbetalingerne - og dermed 

også den samlede værdi af en arbejdsmarkedspension - være begrænset. Risikoen 

er derfor, at der om en årrække vil opstå en gruppe pensionister, som vil 

være økonomisk meget dårligt stillet, fordi de ikke har en arbejdsmarkedspension, 

som supplement til den offentlige pension. 

Der er derfor behov for, at få taget hul på en generel diskussion om, hvordan 

handicappede, som ikke opnår varig kontakt med arbejdsmarkedet, sikres mod 

at ende med en alderspension, som er meget ringere end den alderspension 

der vil være almindelig for de grupper, som har haft en omfattende pensionsopsparing 

i kraft af en arbejdsmarkedspension. 



63 

63



64 

64 

Beskæftigelse Beskæftigelse på på særlige særlige vilkår 

vilkår 

Resume: 

Reglerne om fleksog skånejob, som giver løntilskud til arbejdsgivere, som ansætter 

personer med nedsat arbejdsevne, udgør i mange tilfælde en god mulighed 

for handicappede, der gerne vil ud på arbejdsmarkedet, men som ikke kan 

magte et job på almindelige vilkår. Der er imidlertid fortsat problemer med 

ordningerne, selvom nye regler fra januar 1998 har hjulpet noget. 

Tal indsamlet af Danmarks Statistik tyder på, at regelændringen har haft positiv 

effekt. Siden gennemførelsen af de nye regler er etableringen af fleksjob steget 

med hele 82%. Samtidig er der dog sket et mindre fald i etableringen af skånejob. 

Men det er ikke ligegyldigt hvor man bor i landet, hvis man vil have sig et 

fleks- eller skånejob. Der er nemlig stor forskel på hvor god man er til at etablere 

fleksog skånejob i forskellige egne af landet. Tallene viser at man har 

langt bedre mulighed for at få et sådant job, hvis man er bosat vest for Storebælt, 

end hvis man bor på Sjælland. 

Handicap og nedsat arbejdsevne hænger ikke mekanisk sammen. Mange handicappede 

har fuld arbejdsevne og vil kunne bestride jobs på ordinære vilkår, 

hvis blot den nødvendige kompensation er til rådighed. Derfor skal fokus i 

beskæftigelsesstrategien på handicapområdet også være at skabe de bedst mulige 

forudsætninger for ansættelse på ordinære vilkår. 

Men det ændrer ikke ved, at en betydelig gruppe handicappede har nedsat arbejdsevne 

og derfor ikke kan opnå beskæftigelse med mindre de kompenseres 

for den nedsatte arbejdsevne gennem et løntilskud til arbejdsgiveren. For den 

gruppe er fleksjob eller - i de situationer, hvor arbejdsevnenen er så begrænset, 

at der er tilkendt førtidspension - et skånejob et relevant tilbud.

Nye regler 

Med virkning fra 1. januar 1998 blev der gennemført ganske omfattende ændringer 

i reglerne om fleksjob. Løntilskuddet blev gjort mere fleksibelt, så der 

ikke kun kan ydes et fast tilskud på 50%. Løntilskuddet kan nu gives med 1/3, 

½ eller 2/3 af lønnen afhængig af arbejdsevnen. Samtidig blev refusionsreglerne 

ændret, så kommunen nu får refunderet løntilskuddet med 100% fra staten. 

I et forsøg på at imødekomme den massive kritik af den manglende dagpengeret 

til ansatte i fleksjob, indførte man også en såkaldt ledighedsydelse og en 

seniorydelse, som kompensation for den manglende ret til efterløn. Både ledighedsydelsen 

og seniorydelsen er økonomisk dårligere end de tilsvarende ydelser 

i arbejdsmarkedssystemet. 

Selv om der pr. 1. januar 1998 blev gennemført ganske omfattende ændringer i 

reglerne om fleksjob, så er regelsættet fortsat behæftet med en række mangler, 

som stiller ansatte i fleksjob væsentligt ringere end ansatte på de ordinære vilkår. 

Det gælder først og fremmest den manglende dagpengeret og de heraf afledte 

konsekvenser: fleksjobbere kan ikke gå på efterløn, fleksjobbere kan ikke benytte 

reglerne om orlov til uddannelse, der kan ikke ydes støtte til efteruddannelse 

efter Lov om voksenuddannelsesstøtte og personer der overgår fra arbejdsløshedsdagpenge 

til ansættelse i et fleksjob, vil ikke kunne få udbetalt feriepenge 

fra a-kassen. 

Der er ligeledes gentagende gange blevet gjort opmærksom på de problemer 

det kan opstå, når en person på sygedagpenge visiteres til et fleksjob. I det øjeblik 

visitationer er foretaget bortfalder udbetalingen af sygedagpenge og den 

pågældende vil - i perioden fra visitationen frem til det tidspunkt hvor vedkommende 

kan påbegynde sit fleksjob - være henvist til kontanthjælp som forsørgelsesgrundlag. 

Socialministeren har imidlertid bebudet en lovændring, som indebærer, at 

ledighedsydelsen også kan udbetales forud for et fleksjob. 



65 

65



66 

66 

Antallet af fleksog skånejob 1999 

Danmarks Statistik offentliggjorde i maj 1999 (opgjort i uge 8) for første gang 

tal for udviklingen i antallet af fleksog skånejob, som viser noget om, hvilken 

effekt de nye regelændringer har haft på udviklingen i antallet af fleksog 

skånejob. 

Og der er næppe tvivl om, at regelændringerne har haft den ønskede effekt. 

Der er kommet en ganske anden fart på etableringen af især fleksjob. Fra 1997 

til 1998 (det sidste år med de “gamle regler”) steg antallet af fleksjob således 

med 18%. Men fra 1998 til 1999 steg antallet af fleksjob med hele 82%. Til 

gengæld stagnerede etableringen af skånejob med løntilskud i den samme periode. 

Fra 1997 til 1998 steg antallet af skånejob med løntilskud med ca. 19%, 

mens det samme tal kun var 5% i perioden fra 1998 til 1999. 

Den samlede stigning i såvel fleks- som skånejob var fra 1998 til 1999 på 

32,3%. Kvartalstal offentliggjort af Danmarks Statistik august 1999 (opgjort i 

uge 22) viste, at den tendens, som 98/99-tallene havde vist stort set holdt sig 

ind i 1999. I uge 22 1999 var der således 11.286 fleksog skånejob mod 

10.370 fleksog skånejob i uge 8 1999. Det svarer til en årlig stigning på lidt 

over 35% - altså en stigningstakst på niveau med den stigning fra 1998 til 

1999. Den væsentligste ændring i tallene fra uge 22 1999 var i øvrigt, at der 

igen er kommet lidt mere gang i etableringen af skånejob. 

En detaljeret gennemgang af udviklingen i antallet af fleksog skånejob findes i 

to notater om udviklingen i antal fleksog skånejob for henholdsvis 1998 til 

1999 og udviklingen i antallet af fleksog skånejob fra uge 8/1999 til uge 22/ 

1999. Begge notater findes på Centrets hjemmeside: www.clh.dk.

Det skæve Fleks-Danmark 

Udover den meget markante stigning i antallet af fleksjob, så er der især en 

problemstilling, som springer i øjnene, når man gennemgår tallene fra Danmarks 

Statistik: den voldsom skæve geografiske fordeling af fleksog skånejobbene. 

Ser man på fordelingen af skåne- og fleksjob i de enkelte amter og i Københavns- 

og Frederiksbergs Kommune, er der stadig meget stor forskel fra område 

til område på, hvor mange fleksog skånejob der er oprettet. 

I Storstrøms Amt er antallet af fleksog skånejob i perioden fra 1998 til 1999 

steget med 71%, mens Københavns Kommune i den samme periode kun har 

haft en procentvis stigning på små 4%. Med en stigning på 431 fleksog skånejob, 

hvilket svarer til en stigning på 37% er Fyns Amt, ligesom de foregående 

år, det amt, der numerisk set har haft den største stigning i antallet af fleksog 

skånejob. 

Ud af samtlige kommuner har der i 36 af disse været en negativ vækst i antallet 

af fleksog skånejob i 1999. Det samme var tilfældet i hele 64 kommuner i 

1998. I 12 kommuner har der ikke været nogen vækst i antallet af fleksog 

skånejob, mens der i de resterende kommuner har været en tilvækst i antallet 

af fleksog skånejob i perioden 1998 til 1999 fra 1 skåne- og fleksjob til hele 

176 nye fleksog skånejob i Odense Kommune. 

Set på landsplan viser det sig, at ud af de 10.370 fleksog skånejob, der findes 

i 1999, er 26% af disse etableret øst for Storebælt, mens 74% befinder sig vest 

for Storebælt. 

Fordelingen af fleksog skånejob mellem øst og vest Danmark skal ses i forhold 

til den tilsvarende fordeling af det samlede antal arbejdspladser. Her er 

45% etableret øst for Storebælt og 55% vest for Storebælt 2 . 

Hvis man ser på tilvæksten af antallet af fleksog skånejob i perioden fra 1998 

til 1999, har der været en tilvækst på 25% øst for Storebælt, mens der har været 

en tilvækst i antallet af fleksog skånejob på 75% vest for Storebælt. 

2 Opgjort pr. dagbefolkning i de enkelte amter. Danmarks Statisik, “Geografisk fordelt 

beskæftigelses- og pendlingsstatistik”, 1. januar 1998, tabel 2, udgivet 5. maj 1999. 



67 

67



68 

68 

For at korrigere for antal arbejdspladser 3 i de enkelte kommuner/amter har vi 

sat antallet af fleksog skånejob i forhold til pr. 10.000 arbejdspladser i de enkelte 

kommuner/amter. 

Københavns Kommune har det største antal arbejdspladser, men kun 10 fleksog 

skånejob pr. 10.000 arbejdspladser. Fyns Amt, der numerisk set har det største 

antal fleksog skånejob, har 72 fleksog skånejob pr 10.000 arbejdspladser. 

Landsgennemsnittet er 38,6 fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser. 

Rudbjerg Kommune i Storstrøms Amt er den kommune, der har haft den største 

udvikling i antallet af fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser, idet der i 

1998 var 12 skåne- og fleksjob pr. 10.000 arbejdspladser, mens der i 1999 er 

149. Dette giver en stigning på 137 fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser. 

I Rudbjerg Kommune var der i 1998 oprettet ét fleksog skånejob, mens 

der i 1999 var oprettet 12. I den samme periode er dagbefolkningen faldet fra 

825 til 806. Rudbjerg Kommune er samtidig den kommune, der i 1999 har det 

største antal fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser. 

Rougsø Kommune i Århus Amt var med hele 198 fleksog skånejob pr. 10.000 

arbejdspladser den kommune, der i 1998 havde flest fleksog skånejob 

pr. 10.000 arbejdspladser. I 1999 er Rougsø Kommune den kommune, der har 

haft den største nedgang i antal fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser, 

idet antallet er falder med 119, således så der i Rougsø Kommune nu kun er 79 

fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser. 

3 Arbejdspladser defineres her som dagbefolkningen i det pågældende amt/kommune, det 

vil sige det antal personer med arbejdssted i det pågældende amt/kommune. Kilde: Danmarks 

Statistik “Geografisk fordelt beskæftigelses- og pendlingsstatistik”, 1. januar 1998 udgivet 5. maj 

1999.

Top 11 

I alt 11 kommuner har etableret mere end 100 fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser: 

Rudbjerg 149 fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser 

Vissenbjerg 144 - do - 

Nr. Alslev 142 - do - 

Langå 127 - do - 

Fjends 123 - do - 

Brædstrup 120 - do - 

Hvorslev 111 - do - 

Spøttrup 108 - do - 

Egebjerg 108 - do - 

Sejlflod 107 - do - 

Ørbæk 105 - do - 

Det er i øvrigt værd at bemærke sig, at samtlige 11 kommuner har under 5.000 

arbejdspladser - mange endda langt mindre. 



69 

69



70 

70 

Bottom six 

I alt 6 kommuner har etableret 10 eller færre fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser: 

Ishøj 6 fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser 

Møn 6 - do - 

Slagelse 8 - do - 

Korsør 9 - do - 

København 10 - do - 

Rødby 10 - do - 

Det er værd at bemærke sig, at 4 af disse seks kommuner har lige omkring 

10.000 arbejdspladser eller derover. 

Danmarks 16 største kommuner regnet efter arbejdspladser (over 30.000) 

Rangeret efter antal fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser 

København 10, fleksog skånejob pr. 10.000 arbejdspladser 

Gentofte 13, - do - 

Frederiksberg 16, - do - 

Gladsaxe 18, - do - 

Lyngby-Taarbæk 22, - do - 

Aarhus 25, - do - 

Roskilde 25, - do - 

Høje-Taastrup 26, - do -

Ballerup 30, - do - 

Herning 38, - do - 

Landsgnms. 37, - do - 

Esbjerg 41, - do - 

Kolding 43, - do - 

Aalborg 45, - do - 

Vejle 50, - do - 

Randers 58, - do - 

Odense 76, - do - 

En del af forskellen kan man tilskrive demografiske og erhvervsstrukturelle forhold. 

Men man kan ikke se bort fra, at den lokale politiske prioritering af og fokusering 

på området har ganske stor betydning. 

De små kommuner er bedst 

Der synes at være en klar tendens til, at små kommuner er væsentlig bedre til 

at skabe fleksog skånejob. Der er dog undtagelser, herunder ikke mindst 

Odense Kommune og en række større jyske kommuner. 

Men undersøgelsen viser, at de små og mindre kommuner generelt er bedre til 

at skabe arbejdspladser på særlige vilkår. Ud af de 42 store og større kommuner, 

som har mere end 15.000 arbejdspladser, ligger ca. 40% over landsgennemsnittet. 

Ser man derimod på de 162 kommuner, som har mindre end 5.000 

arbejdspladser i kommunen, så er det næsten 70%, som ligger over landsgennemsnittet. 

Af disse 162 små og mindre kommuner med under 5.000 arbejdspladser er 

34% beliggende på Sjælland/Bornholm, mens 66% er beliggende i Jylland og 

på Fyn. Det kan være en af forklaringerne på det geografisk skæve fleksjob- 

Danmark. 



71 

71



72 

72 

Uddannelse 

Uddannelse 

Som anført i kapitlet om arbejdsmarkedsforhold er der behov for en særlig indsats 

i den del af uddannelsessystemet, som fokuserer på voksenuddannelse - 

især handicappedes adgang til efter- og videreuddannelse. 

Handicappedes adgang til arbejdsmarkedet er i meget høj grad sammenhængende 

med handicappedes uddannelsesniveau. Det er ikke tilstrækkeligt, at der 

opbygges et kompensationssystem, som alene fokuserer på den enkelte handicappedes 

konkurrencesituation i relation til et specifikt job. Det er helt afgørende, 

at der parallelt med den specifikke indsats også fokuseres på de generelle 

forudsætninger. Hvis handicappede ikke generelt er mindst lige så veluddannede 

som ikke-handicappede, så taber handicappede med sikkerhed slaget 

om arbejdsmarkedet. Et rummeligt arbejdsmarked forudsætter derfor et mindst 

lige så rummeligt uddannelsessystem. 

Handicappedes Handicappedes adgang adgang til 

til 

ungdomsuddannelse 


Resume: 

Færdig med skolen og hvad så? Med overgangen fra folkeskolen til ungdomsuddannelserne 

skal der tages nogle store valg for fremtiden. Det er derfor vigtigt 

at der eksisterer tilfredsstillende tilbud om ungdomsuddannelser - også for 

handicappede. Centret har i 1999 gennemført en undersøgelse af dette område, 

for at afdække hvilke tilbud der eksisterer, hvilke tilbud der bliver brugt, 

og endelig om der blandt handicappede er et større frafald på ungdomsuddannelserne 

end blandt ikke-handicappede.

Undersøgelsen viste at unge psykisk udviklingshæmmede og andre unge med 

svære funktionsnedsættelser ikke får de fornødne tilbud om ungdomsuddannelser. 

Der findes ikke noget krav om, at der skal eksistere uddannelsestilbud til 

denne gruppe, ligesom der heller ikke er klare regler for, hvad disse uddannelser 

skal indeholde. Er det eksempelvis nok at tilbyde 4½ times undervisning 

om ugen - og så kalde det en ungdomsuddannelse? Flere af undersøgelsens resultater 

peger i retning af, at vi står med et betydeligt ligebehandlingsproblem. 

Den anden del af undersøgelsen omhandler hvorvidt der er en sammenhæng 

mellem det at modtage specialpædagogisk bistand og så frekvensen af frafald 

undervejs i uddannelsen. Det er der tilsyneladende ikke. Til gengæld viser undersøgelsen, 

at der tilsyneladende er ekstremt få handicappede som overhovedet 

søger de “ordinære” ungdomsuddannelser. Denne del af undersøgelsen påviser 

altså ikke nogen umiddelbare ligebehandlingsproblemer. Men der er jo 

handicappede som ikke modtager specialpædagogisk bistand - deres frafald 

kender vi ikke. 

Vi ved fra en række undersøgelser, at der er en snæver sammenhæng mellem 

manglende uddannelse og øget risiko for ledighed. Kombineres denne i forvejen 

uheldige cocktail med et handicap, så er der næppe tvivl om, at den generelle 

sammenhæng forstærkes yderligere. 

Ifølge Socialforskningsinstituttets rapport, “Handicap og funktionshæmning i 

halvfemserne”, er forholdet mellem antal handicappede og antal ikke-handicappede 

i uddannelse det samme i dag, som det var i 1962. Rapporten konkluderer, 

at det ser ud som om de bestræbelser, der er gjort siden 1962 for at sikre 

handicappede uddannelse på lige fod, ikke har givet handicappede den ønskede 

forbedring, men kun har betydet, at handicappede ikke har tabt terræn i forhold 

til den øvrige del af befolkningen. 

Ungdomsuddannelse er første skridt i uddannelsessystemet efter grundskolen 

og derfor også det første stop på vejen til uddannelse. Centret har derfor set på 

handicappede unges adgang til ungdomsuddannelse. Alle unge har naturligvis 

formelt set adgang til en ungdomsuddannelse, uanset handicap. Men dels er 



73 

73



74 

74 

der nogle unge med intellektuelle handicap, som ikke har evnerne til at gennemføre 

en almindelig ungdomsuddannelse, dels kan man frygte, at unge med 

handicap er i større fare for at opgive en ungdomsuddannelse og dermed ende 

i den såkaldte ungdomsuddannelsernes “restgruppe”. 

Centrets undersøgelse 

Centret har set på, hvilke tilbud der er til de unge med handicap, som aldrig 

kommer i gang med en ungdomsuddannelse, inden for det ordinære system. 

Derudover har Centret forsøgt at belyse, om der er tegn på, at handicappede 

har en større tendens til at falde fra de almindelige ungdomsuddannelser. 

Ungdomsuddannelsernes restgruppe 

Regeringen har en målsætning om, at alle unge skal have en ungdomsuddannelse. 

I praksis lyder målet, at 95% af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, 

der enten giver studie- eller erhvervskompetence. Beregninger 

om den såkaldte “restgruppe” fra ungdomsuddannelserne viser, at restgruppen 

for øjeblikket omfatter ca. 17% af en ungdomsårgang. Heraf er der 

5%, som aldrig kommer i gang med en ungdomsuddannelse, og 12%, der begynder 

på en ungdomsuddannelse, men som falder fra uden at komme i gang 

igen. 

Forskellige beskrivelser af hvilke unge, der indgår i restgruppen, nævner også 

unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, men det er ikke umiddelbart 

den gruppe, der er i fokus. Ifølge de undersøgelser, der har været gennemført 

under regeringens projekt om uddannelse til alle (UTA), er det i høj 

grad spørgsmål om de unges boglige færdigheder og uddannelsens sammenhæng 

mellem praksis og teori, der har betydning for de unges frafald. 

Der tales om bogligt svage, som har brug for uddannelser med et praktisk sigte 

og en tilgang til stoffet, der er mere funderet i praksis end i teoretisk viden, der 

skal tilegnes gennem læsning. I gruppen af unge, der er bogligt svage, vil der

også være unge med handicap som følge af for eksempel generelle indlæringsvanskeligheder 

og svær ordblindhed. Dertil kommer, at nogle unge fra den 

vidtgående specialundervisning måske kan have fået et lavere bogligt niveau 

end deres evner rækker til, selv om de har en rent fysisk funktionsnedsættelse, 

som ikke i sig selv har betydning for indlæringsevnen og læse/skrivefærdigheder. 

Der er altså flere forskellige vinkler, som skal belyses, hvis vi skal have svar på, 

om unge handicappede er overrepræsenterede i ungdomsuddannelsernes restgruppe, 

og hvis vi skal kende baggrunden for en eventuel overrepræsentation. 

Hvor kommer de fra - og hvor går de hen? 

Forløbet frem til en større forståelse af frafaldet kan indledes med at se på, hvor 

de unge fortsætter efter folkeskolen. 

Børn og unge med handicap gennemfører grundskolen på mange forskellige 

måder. Nogle er enkeltintegrerede i den almindelige folkeskole, andre går i 

specialklasser og andre igen på specialskoler. I den almindelige folkeskole kan 

man have supplerende specialundervisning eller specialklasser, mens vidtgående 

specialundervisning ofte vil foregå som fuldtidsundervisning i en specialklasse, 

der enten kan være placeret på en almindelig folkeskole eller på en 

specialskole, hvor alle elever på skolen får vidtgående specialundervisning. 

Undervisningsministeriet har undersøgt dette spørgsmål ved at spørge alle kuratorer 

og specialskoler om de unge, der forlod folkeskolens specialklasser eller 

-skoler i årene 1994, 1995 og 1996. Undersøgelsen blev offentliggjort i 1997, 

selv om svarprocenten var relativt lav (40%). 

Ifølge Undervisningsministeriets oplysninger fordeler besvarelserne over alle 

landets amter, men i en del tilfælde er det ikke alle amtets specialskoler mv., 

der har besvaret spørgsmålene. Det betyder, at undersøgelsen formentlig ikke 

er repræsentativ, og Videnscenter for børn og unge med multihandicap uden 

verbalt sprog (VIKOM) har da også fundet behov for at lave en tilsvarende undersøgelse 

for at få et dækkende billede af forløbet for deres målgruppe. 



75 

75



76 

76 

Undervisningsministeriets undersøgelse 

Undervisningsministeriets undersøgelse handler om de af folkeskolens elever, 

der har generelle indlæringsvanskeligheder, og undersøgelsen omfatter både 

elever fra den almindelige specialundervisning og fra den vidtgående specialundervisning. 

Undersøgelsens formål er dels at vise, hvilke aktiviteter eleverne 

gik videre til umiddelbart efter folkeskolen, og dels hvilke aktiviteter de var i 

gang med i foråret 1997, hvilket for nogle af eleverne var næsten 3 år efter, de 

havde afsluttet folkeskolen. 

Eleverne fra den vidtgående specialundervisning vil formentlig have så vidtgående 

funktionsnedsættelser, at der er tale om et handicap. Dette er formentlig 

kun tilfældet for en del af de elever, der har været under den almindelige specialundervisning. 

Derfor må vi se på resultaterne for begge grupper. 

Over halvdelen af eleverne fra den vidtgående specialundervising går direkte 

over i en specialskole for voksne. Mellem 15 og 20% fortsætter på efterskole 

og mellem 12 og 17% er beskæftiget med noget “andet”, som hverken er en 

uddannelse eller et arbejde. Der kan måske være tale om beskyttet beskæftigelse 

for nogle af disse elever. 

En tredjedel af eleverne fra den almindelige specialundervisning fortsatte på efterskole 

efter folkeskolen. Mellem 14 og 17% kom ind på en erhvervsfaglig uddannelse, 

og mellem 9 og 14% gik på en produktionsskole. I 1994 var der 20% 

af disse elever, som fortsatte direkte ud i arbejde. Det tilsvarende tal for 1996 

var faldet til 11%. 

Undersøgelsens resultater om, hvad eleverne foretog sig i 1997, viser naturligt 

nok de største udsving for den årgang, der gik ud af folkeskolen i 1994, og som 

derfor har haft længst tid til at gå videre til en anden aktivitet. 

Andelen af elever i efterskole var i 1997 faldet til 4% af eleverne fra den vidtgående 

specialundervisning og 8% af eleverne fra den almindelige specialundervisning. 

Andelen af elever i arbejde steg for begge grupper: Der var nu 21% 

af eleverne fra den vidtgående specialundervisning i arbejde og 31% af eleverne 

fra den almindelige specialundervisning. Det samme er andelen af elever, 

der foretager sig noget “andet” end uddannelse eller arbejde, uden dog

hverken at være i arbejde eller under uddannelse. For eleverne fra den vidtgående 

specialundervisning hænger dette måske sammen med, at andelen af elever 

på voksenspecialskole var faldet fra 57 til 36%. 

Der er som nævnt en del usikkerhed med hensyn til, om resultaterne svarer til 

virkelighedens verden. Hvis det er tilfældet, tyder undersøgelsen imidlertid på, 

at det stort set kun er voksenspecialskolerne, der bliver brugt som ungdomsuddannelsestilbud 

til de unge, der er svagest stillet med hensyn til indlæringsevne. 

Det reelle supplement hertil består af efterskoler og kategorien “andet”, 

der formentlig omfatter beskyttet beskæftigelse, dagcenter m.v. 

De elever, der kommer fra den almindelige specialundervisning, ser ud til at 

kunne bruge erhvervsuddannelserne noget mere - og her er produktionsskolerne 

et anvendt alternativ. Det er derudover påfaldende, at en forholdsvis stor 

del af disse unge går direkte ud i arbejde. 

VIKOM’s undersøgelse 

Som nævnt har VIKOM som resultat af den lave svarprocent ved ministeriets 

undersøgelse 

gennemført en tilsvarende undersøgelse, hvor forstandere på specialskoler med 

børn og unge med multihandicap uden verbalt sprog er blevet bedt om at besvare 

spørgsmålene fra ministeriets undersøgelse for så vidt angår denne 

gruppe i årene 1996/1997. 

I VIKOMs undersøgelse har 83% af de adspurgte skoler besvaret spørgsmålene. 

Undersøgelsen viser, at denne gruppe elever i høj grad går videre til undervisning 

på voksenspecialskoler, men også til beskyttet beskæftigelse. Andelen af 

elever, der fortsatte på voksenspecialskole var 48% i 1996 og 43% i 1997. Andelen 

af elever, der fortsatte i beskyttet beskæftigelse eller dagcenter på fuld 

tid, var 25% i 1996 og 32% i 1997. 

VIKOMs undersøgelse viser derudover, at der efter skolernes opfattelse er for få 

tilbud til målgruppen inden for voksenspecialundervisningen og efterskole- 



77 

77



78 

78 

området. En del skoler giver udtryk for et ønske om en ret for denne målgruppe 

til et 3-årigt ungdomsuddannelsestilbud, der er indrettet efter elevernes behov. 

Opsummerende om de to undersøgelser 

Samlet set tyder de to undersøgelser på, at en stor del af de unge fra især den 

vidtgående specialundervisning fortsætter efter folkeskolen i et tilbud om undervisning 

efter lov om specialundervisning for voksne, og at en forholdsvis 

stor gruppe formentlig fortsætter i beskyttet beskæftigelse eller dagcenter. 

Hvis de unges optagelse i beskyttet beskæftigelse og lignende umiddelbart efter 

folkeskolen er begrundet i mangel på et passende tilbud om ungdomsuddannelse, 

er det et alvorligt ligebehandlingsproblem. På baggrund af de bemærkninger 

skolerne har givet VIKOM i forbindelse med besvarelserne, ser det ud til, 

at der ikke er et tilstrækkeligt udbud til denne gruppe. Centret har derfor set 

nærmere på, hvad det er for et tilbud, de unge får efter denne lov. 

Udover de elever, som disse to undersøgelser kan vise noget om, er der formentlig 

en del børn og unge med handicap, som nok har brug for hjælpemidler, 

for eksempel kørestol m.v., men som ikke nødvendigvis har brug for specialundervisning 

eller assistance i forbindelse med undervisningen på skolen, 

og som derfor ikke er registreret som en bruger af specialundervisningssystemet. 

Disse unge vil ikke være omfattet af hverken Undervisningsministeriets 

eller VIKOM’s undersøgelse. 

Centret har set nærmere på frafaldet på de almindelige ungdomsuddannelser 

for at finde ud af, om de unge med handicap, der kan benytte de almindelige 

ungdomsuddannelser, har et større frafald, eller om frafald er begrundet i behov 

for bistand, som ikke bliver tilgodeset (se neden for).

Amternes Amternes tilbud tilbud om om ungdomsuddannelse 


efter efter lov lov om om specialundervisning specialundervisning for for voksne 

voksne 

Allerede i 1995 blev Centret gjort opmærksom på, at der mangler sammenhængende 

uddannelsestilbud til unge psykisk udviklingshæmmede. Lov om 

specialundervisning for voksne stiller intet krav til amterne om, at der skal oprettes 

særlige uddannelsestilbud til unge handicappede, som ikke kan følge almindelige 

uddannelsestilbud, men efter særforsorgens udlægning i 1980 og 

indførelsen af lov om specialundervisning for voksne har der været tradition 

for, at amterne tilbyder ungdomsuddannelser til unge handicappede med hjemmel 

i lov om specialundervisning for voksne. 

I august og september 1999 har Centret gennemført en spørgeskemaundersøgelse 

om ungdomsuddannelser efter lov om specialundervisning for voksne. 

Undersøgelsens hovedformål var at klarlægge, om alle landets amter har et 

sammenhængende uddannelsestilbud til unge handicappede, som ikke er i 

stand til at følge almindelige ungdomsuddannelser, som f.eks. gymnasier og 

tekniske skoler. 

Alle landets amter, inklusive Københavns og Frederiksberg Kommune, har 

modtaget et spørgeskema, hvor der indledningsvis spørges til, om amtet har et 

sammenhængende ungdomsuddannelsestilbud efter lov om specialundervisning 

for voksne. Herefter spørges der til, hvor længe uddannelsen varer, og 

hvor mange ugentlige undervisningslektioner, der tilbydes. Den næste del af 

spørgeskemaet omhandler uddannelsens målgruppe, hvor mange pladser amtet 

tilbyder på uddannelsen, samt om der er venteliste. Den sidste del af spørgeskemaet 

omhandler uddannelsens indhold og formål. 

Alle amter har svaret på Centrets henvendelse, også Københavns og Frederiksberg 

Kommune. Efter besvarelserne tilbyder alle amter et sammenhængende 

undervisningsforløb. Frederiksberg Kommune har dog ikke selv oprettet et tilbud 

om ungdomsuddannelse, men køber pladser i Københavns Kommune samt 

Roskilde og Københavns Amt. 



79 

79



80 

80 

Sammenfatning af resultaterne 

Generelt ser det ud til, at der overalt i landet er sammenhængende uddannelsestilbud 

til nogle grupper af unge, som ikke er i stand til at følge undervisningen 

på almindelige ungdomsuddannelser. Frederiksberg Kommune har ikke 

selv oprettet et ungdomsuddannelsestilbud efter lov om specialundervisning for 

voksne på grund af amtskommunens størrelse, men køber pladser på uddannelsestilbud 

i Københavns Kommune eller Roskilde og Københavns amter. 

Varigheden af de enkelte amters tilbud varierer, men alle amter har tilbud om 

mindst 2-årige uddannelsesforløb. Det ugentlige antal lektioner ligger i de fleste 

amter på 28 timer, dog er timetallet lavere, hvis der tales om tilbud til svært 

handicappede. 

Målgruppen for tilbudene er unge med generelle indlæringsvanskeligheder, 

herunder sent udviklede, psykisk udviklingshæmmede og personer med anden 

form for psykisk sygdom. Enkelte amter har også særlige tilbud til unge med fysiske 

handicaps. Der er plads til alle de unge, som ønsker tilbud om sammenhængende 

uddannelsesforløb efter lov om specialundervisning for voksne, og 

der er ingen problemer med ventelister. 

Et enkelt amt Vejle, nævner dog, at uddannelsestilbudet først oprettes, når der 

er deltagere nok til et hold, mens 2 amter, Nordjylland og Fyn, nævner, at henholdsvis 

3 og 1 elev har måttet vente et år, til der blev plads på det ønskede tilbud. 

I ventetiden blev der tilbudt anden form for uddannelse. 

Uddannelsens indhold varierer efter målgruppen. Generelt kan det siges, at 

langt den største del af tilbudene er almendannende. Der lægges vægt på at 

kvalificere den unge handicappede til voksentilværelsen samtidig med, at den 

enkelte deltagers færdigheder forsøges forbedret. Uddannelserne er kun i meget 

begrænset omfang erhvervsrettede, men der indgår ofte praktik på beskyttede 

værksteder. Sigtet med uddannelsen er, at den enkelte elev skal kunne 

tage stilling til fremtidig boform, fritidsinteresser og eventuel erhvervsmæssig 

tilknytning.

Vurdering 

Lov om specialundervisning for voksne giver ingen borgere, altså heller ikke 

unge handicappede, ret til et uddannelsestilbud af en vis sammenhæng og varighed. 

Umiddelbart ser det dog pænt ud, når man overordnet kikker på amternes 

tilbud om sammenhængende uddannelsestilbud efter lov om specialundervisning 

for voksne. 

Der er fortsat en række problemer, som skal løses, for at alle unge med handicap 

er sikret et uddannelsestilbud. Undersøgelsen viser store variationer i målgruppen, 

som spænder fra personer med bevæghandicap i den ene ende til 

multihandicappede uden verbalt sprog i den anden ende. Timetallet varierer 

fra 7 1/2 time for de sværest handicappede, hvilket vel næppe kan kaldes for et 

fuldt uddannelsestilbud, til 35 timer ugentligt. De sværest handicappede lades i 

stikken med meget kort ugentlig undervisningstid eller slet ingen tilbud. Som 

eksempler herpå kan nævnes Nordjyllands Amts ønske om at oprette tilbud for 

autister, og Københavns Kommune, som ikke kan tilbyde undervisning til unge, 

der behøver undervisning på meget små hold, eller unge, som på grund af 

bevæghandicap ikke kan benytte skolens lokaler. 

Indholdet af uddannelserne er varierende, men der lægges som oftest vægt på 

at kvalificere den enkelte til voksentilværelsen. I Sverige har alle unge ret til en 

ungdomsuddannelse. Ofte foregår dette på de almindelige ungdomsuddannelser, 

f.eks. gymnasierne, hvor der er lagt særlige læseplaner for psykisk udviklingshæmmede. 

For så vidt angår unge psykisk udviklingshæmmede og andre unge med svære 

funktionsnedsættelser, som har generel betydning for indlæringen, er der her 

konstateret et klart ligebehandlingsproblem. Unge med generelle indlæringsvanskeligheder 

har ikke krav på et ungdomsuddannelsestilbud, og der er ingen 

regler, som beskriver hvilke former for ungdomsuddannelser, der skal være til 

denne gruppe unge. I praksis har alle amter et uddannelsestilbud til unge efter 

lov om specialundervisning for voksne på minimum 2 år, men der er nogle 

grupper af unge, som ikke har et ungdomsuddannelsestilbud i amtet. 



81 

81



82 

82 

Med den igangværende debat om lov om specialundervisning for voksne, forventer 

Centret, at dette ligebehandlingsproblem bliver løst, så der tages principielt 

stilling til, at alle skal have mulighed for at få en ungdomsuddannelse. 

Undersøgelsens enkelte resultater 

Uddannelsens omfang 

Varigheden af uddannelsestilbudet varierer fra amt til amt, dog har alle amter 

mindst 2-årige uddannelsesforløb. 4 amter, (Ribe, Vestsjælland, Københavns 

Amt samt Københavns Kommune) tilbyder 3-årige uddannelsesforløb. 6 amter, 

(Bornholm, Frederiksborg, Roskilde, Århus, Ringkjøbing og Nordjylland) har 2årige 

tilbud med mulighed for visitation til et tredie år. 4 amter, (Sønderjylland, 

Vejle, Fyn og Storstrøm) har 2-årige undervisningstilbud, mens Viborg Amt har 

tilbud for 16-23 årige, hvor kun alderen sætter grænser for tilbudets længde. 

Sønderjyllands Amt har alene et sammenhængende uddannelsestilbud som 

kostskoleophold, mens Viborg Amt har kostskoleophold som et ekstra tilbud ud 

over almindelig dagundervisning. Alle øvrige amter har alene dagundervisning. 

I Sønderjyllands Amt visiteres eleverne til hvert enkelt skoleår, men alle elever, 

som har gennemført første år af uddannelsen og har lyst til at fortsætte, får mulighed 

for dette. 

Det ugentlige antal lektioner varierer også og afhænger meget af målgruppen. 

Sønderjyllands Amt tilbyder 35 timers ugentlig undervisning, mens 2 amter, Københavns 

Kommune og Ringkjøbing Amt tilbyder 30 timers ugentlig undervisning. 

Flertallet af amter, Vejle, Frederiksborg, Vestsjælland, Fyn, Storstrøm, Århus, Viborg, 

og Københavns Amt har 28 ugentlige lektioner. Frederiksborg og Vestsjællands 

Amt har bemærket, at det ugentlige timetal afhænger af de enkelte 

undervisningstid på 18 timer af 60 minutters varighed, men supplerer denne 

oplysning med, at svært handicappede kun modtager 7 1/2 times ugentlig undervisning, 

mens Københavns Amt har 9 ugentlige undervisningstimer for 

autister og unge uden verbalt sprog.

Roskilde Amt angiver 23,5 timer, som det ugentlige antal undervisningstimer. 

Bornholms Amt oplyser 22 timer, men undervisningsstedet har åbent 37 timer 

ugentligt, således at deltagerne kan være på skolen på fuld tid. Ribe Amt angiver 

18 timer som det normale antal ugentlige lektioner, og ligger dermed i bunden 

som det amt, der tilbyder færrest ugentlige timer generelt. 

Uddannelsens målgruppe 

Stort set alle amter angiver unge med generelle indlæringsvanskeligheder som 

målgruppen for det sammenhængende uddannelsesforløb. I 4 amter (Viborg, 

Ribe, Århus og Fyn) angives unge med generelle indlæringsvanskeligheder som 

målgruppe uden nogen nærmere definition af denne målgruppe. 4 andre amter 

(Storstrøm, Vejle, Ringkjøbing og Bornholm) angiver psykisk udviklingshæmmede 

som målgruppe uden at definere nærmere, hvad dette begreb dækker. 

Vestsjællands Amt har tilbud for psykisk udviklingshæmmede, sent udviklede, 

fysisk handicappede og personer med psykiske sygdomme. 

Frederiksborg Amt har sammenhængende ungdomsuddannelser for sent udviklede, 

senhjerneskadede, autister og personer med generelle indlæringsvanskeligheder. 

Københavns Amt har tilbud for unge med generelle indlæringsvanskeligheder, 

opdelt efter funktionsniveau. Endvidere er der tilbud for unge med bevæghandicap. 

Der er også særskilte tilbud for autister og unge uden verbalt sprog. 

Nordjyllands Amt har tilbud for psykisk og fysisk handicappede. Amtet vil 

gerne have tilbud også for andre handicapgrupper, herunder autister, men det 

har der endnu ikke været økonomisk mulighed for. 

Roskilde Amt anfører, at tilbudet er åbent for alle der har behov. Som eksempler 

på deltagere nævnes multihandicappede uden verbalt sprog, unge med 

generelle indlæringsvanskeligheder og autister. 

I Sønderjyllands Amt er tilbudet rettet mod unge udviklingshæmmede og unge 

med særlige behov, herunder unge med kommunikationshandicap. 



83 

83



84 

84 

Københavns Kommunes tilbud er primært rettet mod alle unge med udviklingshæmming, 

men på grund af de bygningsmæssige forhold er tilbudet ikke egnet 

for elever med et væsentligt fysisk handicap, eller for elever, som alene kan 

fungere på meget små hold. 

Undersøgelsen af, hvor mange pladser amterne har på de særlige ungdomsuddannelsestilbud 

samt om der er ventelister, giver stort set samme resultat 

over hele landet. 

4 amter (Vejle, Fyn, Bornholm og Ribe) oplyser, at antallet af pladser varierer 

efter efterspørgslen. Københavns Amt og Århus Amt ligger i toppen med 120 

pladser, mens Sønderjylland og Storstrøms amter ligger i bunden med henholdsvis 

12 og 14 pladser. Viborg Amt har 64 pladser. Frederiksborg Amt har 

gennemsnitlig 45 pladser, Københavns Kommune har 41 pladser, mens Roskilde 

Amt har 27 pladser og Nordjyllands Amt har 24 pladser. 

Der er ingen amter, som har store problemer med ventelister. I Fyns Amt har 

man oplyst, at der i indeværende skoleår har været problemer med placering af 

en enkelt elev på den ønskede uddannelse. Eleven får så tilbudet til næste år, 

hvor der foreløbig ikke er ventelisteproblemer. Eleven har fået tilbud om anden 

undervisning i indeværende skoleår. Nordjyllands Amt har i indeværende skoleår 

haft problemer med placering af 3 elever, som får det ønskede uddannelsestilbud 

næste år. Også her har eleverne fået alternative undervisningsmuligheder 

i dette skoleår. 

Uddannelsens indhold 

Indholdet af uddannelsestilbudene varierer lidt fra amt til amt. På grund af den 

variation, der trods alt er i amternes besvarelser, er de enkelte amters svar gengivet 

nedenfor. 

Vejle Amt har svaret, at undervisningen er projekt- og emneorienteret. Der er 

ingen nærmere definition af, om hovedvægten i uddannelsestilbudet er lagt på 

almendannelse, eller om uddannelsen er erhvervsrettet. 

I Viborg Amt tilbydes der både undervisning på en kostskole og som almindelig 

dagundervisning. Undervisningen er alment dannende og erhvervsrettet. Der

undervises i praktiske og teoretiske fag uden nærmere angivelse af, hvad undervisningen 

specifikt indeholder, eller hvad der fokuseres mest på. 

En lang række amter fokuserer på almendannelse i undervisningstilbudet, og 

tager udgangspunkt i den enkelte elevs ønsker og behov. Samtidig tilbydes der 

praktikforløb i uddannelsen. 

Ribe Amts undervisningstilbud fokuserer på almendannelse. Uddannelsen forsøger 

at kvalificere deltagerne til voksentilværelsen. Uddannelsen er ikke specielt 

erhvervsrettet, men i uddannelsesforløbet kan deltagerne komme i praktik 

i forskellige former for beskyttet beskæftigelse. 

I Storstrøms Amt lægges hovedvægten i undervisningsforløbet på den enkelte 

deltagers ønsker i det første uddannelsesår, mens det andet år bruges på at 

opkvalificere den enkelte elev til at klare sig optimalt i voksentilværelsen. Uddannelsen 

er ikke erhvervsrettet, men der er indlagt praktikforløb. 

I Fyns Amt lægges hovedvægten i undervisningen på forberedelse af eleverne 

til at bo alene, til at få fritidsaktiviteter og til at beslutte senere erhvervsmæssig 

tilknytning. Undervisningen tilrettelægges meget ud fra den enkelte deltagers 

behov, ønsker og aktuelle situation. 

I Sønderjyllands Amt lægges hovedvægten på almendannelse. Der tages udgangspunkt 

i den enkelte elevs ønsker til fritid, fremtidig bolig mv. Der indgår 

erhvervs- og uddannelsesorientering i undervisningsforløbet, og der er praktikforløb. 

I Københavns Amt er grundlaget for undervisningen almen dannelse og personlig 

udvikling og kompetence. Eleverne fra Maglemosen, et uddannelsescenter 

for unge psykisk handicappede med en afdeling for unge med bevæghandicap, 

kan komme i praktik på beskyttede værksteder, aktivitetscentre og daghjem. 

I Nordjyllands Amt er undervisningens formål at give de unge en tilværelse så 

tæt på det „normale“ som muligt. Undervisningen indeholder stort set ingen erhvervsrettede 

fag. 



85 

85



86 

86 

I Københavns Kommune fokuseres der på det alment dannende i forhold til elevernes 

hele voksentilværelse - personlighedsudvikling, bolig, arbejde og fritid. I 

forhold til den elevgruppe, som modtager undervisning efter lov om specialundervisning 

for voksne, anses en udvikling af personligheden, de sociale og de 

alment dannende kompetencer som det væsentligste i forhold til at kunne klare 

et erhvervsarbejde. For langt de fleste elevers vedkommende vil det fremtidige 

arbejde være af beskyttet karakter. 

I Roskilde Amt lægges der stor vægt på den almendannende del, da flertallet af 

eleverne - efter en sen pubertet - er parate til at indgå i forløb med mere voksenprægede 

aktiviteter. Der indgår praktik i uddannelsen, praktikperioden fastsættes 

individuelt. 

I Ringkjøbing Amt lægges vægten på faglig og personlig udvikling. Undervisningen 

er projekt- og temaorienteret. Der tages udgangspunkt i den enkeltes situation, 

og virkningerne af den enkeltes handicap forsøges afhjulpet. Undervisningen 

er rettet mod beskyttet beskæftigelse. 

I Bornholms Amt er uddannelsestilbudet meget individuelt baseret. Den enkelte 

elevs færdigheder forsøges udviklet, og eleven gøres parat til at træffe selvstændige 

beslutninger. Mulighederne for erhvervsmæssig tilknytning afprøves, og 

der satses på udflytning til egen bolig. 

I Vestsjællands Amt er det oplyst, at uddannelsernes indhold afhænger af målgruppen. 

Hovedindholdet er dog almendannelse, og hvor det er muligt, satses 

der på erhvervsmæssig tilknytning via beskyttet beskæftigelse. Der er indlagt 

praktikforløb i undervisningen rettet mod skånejobs eller beskyttede stillinger. 

I Frederiksborg Amt afhænger indholdet ligeledes af målgruppen. For gruppen 

af sent udviklede drejer uddannelsestilbudet sig om hele den enkelte deltagers 

livssituation, ofte rettet mod beskæftigelse i beskyttede stillinger. Uddannelsestilbudet 

til senhjerneskadede er 50% almendannende og 50% erhvervsrettet. 

Der satses på tilknytning til arbejdsmarkedet, enten på normale eller særlige 

vilkår. Tilbudet til autister og unge med generelle indlæringsvanskeligheder er 

almendannende. Der fokuseres på, hvordan det er at være ung i dag. Den 

fremtidige erhvervsmæssige tilknytning for deltagerne er primært beskyttet beskæftigelse.

I Århus Amt er 25% af uddannelsesforløbet almendannende, 25% er fagspecifikt, 

og de resterende 50% anvendes på andre almene fag, herunder edbundervisning, 

almindelige dagligdags færdigheder samt opkvalificering af elevernes 

kundskaber i dansk og matematik. 

Undersøgelse Undersøgelse af af frafald frafald fra fra de de ordinære 

ordinære 

ungdomsuddannelser 

ungdomsuddannelser 

I denne del af projektet har Centret set på frafaldet på ungdomsuddannelserne, 

og har i den forbindelse rettet henvendelse til skoler, der har gymnasie- og HFuddannelse, 

og de erhvervsfaglige uddannelser for at høre, om deres erfaringer 

med handicappede elever, og om erfaringer med disse elevers frafald fra uddannelsen. 

Undervisningsministeriets UTA-projekt har sat meget fokus på ungdomsuddannelserne 

og frafaldet fra ungdomsuddannelserne. Forskellige undersøgelser viser, 

at restgruppen i hvert fald omfatter en del unge med svage boglige færdigheder, 

og at unge med få afgangsprøver i 9. klasse i mindre udstrækning får en 

ungdomsuddannelse. Men det ser ikke ud til, at handicapaspektet i øvrigt har 

en central placering i UTA-projekterne. 

Opsummering på Centrets undersøgelse 

Oplysningerne fra Centrets samtaler med skolerne kan give nogle eksempler 

på, hvad systemet på de to former for ungdomsuddannelsessteder oplever, men 

der er ikke tale om decideret afdækning af området hverken kvantitativt eller 

kvalitativt. 

Den samlede konklusion må være, at set ud fra skolernes synspunkt går det generelt 

godt med de handicappede elever på disse ungdomsuddannelser. Det er 

dog helt nødvendigt, at den støtte, der skal til, bliver bevilget, og derudover er 

det selvfølgelig afgørende, at uddannelsen passer til den unges kompetencer - 

på tilsvarende måde som det er afgørende for unge uden et handicap. Det er 

derudover kendetegnende, at skolerne generelt kun har meget få handicappede 

elever. 



87 

87



88 

88 

Det samlede indtryk er således ikke, at der forekommer uligebehandling af 

unge handicappede på disse uddannelser. Samtidig må det tages i betragtning, 

at skolerne er inddraget i undersøgelsen, fordi de havde en forholdsvis stor erfaring 

med at yde specialpædagogisk bistand til eleverne. Centret har ikke indsamlet 

tilsvarende oplysninger fra skoler, som måske gør mindre brug af den 

specialpædagogiske bistand. 

Med hensyn til andelen af handicappede elever kan Centret alene konstatere, 

at der ser ud til at være forholdsvis få elever med handicap på disse ungdomsuddannelser. 

Vi har ikke grundlag for at vide, om andelen af elever med handicap 

er for lav set i forhold til andelen af unge som helhed, der har et handicap. 

Undervisningsministeriets undersøgelse (“Hvor går de hen, når de går ud”) 

handler om folkeskolens elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Men 

der er måske også grund til at se på, hvor de elever, der har andre former for 

handicap bliver af, når de forlader folkeskolen. 

Vurdering 

Centrets undersøgelse om frafald og sammenhæng med behovet for specialpædagogisk 

bistand har ikke påvist et ligebehandlingsproblem. På grund af undersøgelsens 

begrænsede omfang kunne Centret dog ønske sig en nøjere undersøgelse, 

der inddragede den vinkel som handler om, hvordan eleverne oplever 

deres uddannelsesmuligheder. 

Dette skyldes også, at det ifølge undersøgelsen ser ud til, at der er meget få 

handicappede elever på de skoler, Centret har talt med. Spørgsmålet er, om det 

er rigtigt, at der er en mindre andel handicappede elever på ungdomsuddannelserne 

end andelen af ikke-handicappede unge. Og hvis det er rigtigt, må 

man spørge sig selv, om det kan være, fordi sektoransvaret ikke er slået i gennem 

til de unges og systemernes viden om mulighederne. Eller sker der en 

form for sortering i folkeskolen, som sier de unge med handicap fra, før de når 

fra grundskolen til ungdomsuddannelsen? Undersøgelsen svarer ikke på disse 

spørgsmål, men antyder, at her kan være noget, der er brug for at se nærmere 

på.

Undervisningsministeriet er i gang med en reform af ungdomsuddannelserne. 

Det har blandt andet betydet en styrkelse af vejledningen i folkeskolerne, indførelse 

af kontaktlærerordningen på erhvervsgrunduddannelserne og en ophævelse 

af egnethedserklæringen til gymnasiet, som den ser ud i dag. Disse tiltag, 

blandt andre, kan blive en styrkelse også for unge med handicap. Det er blot 

meget afgørende, at de personer i systemet, som skal gennemføre de nye tiltag, 

også er opmærksomme på de muligheder, der faktisk findes, for at unge med 

handicap kan få en ungdomsuddannelse på lige fod med andre unge. 

Undersøgelsesresultaterne for de enkelte uddannelsesområder 

Erhvervsuddannelserne 

De erhvervsfaglige uddannelser står for en stor del af frafaldet på ungdomsuddannelserne, 

hvilket måske er baggrunden for, at der findes enkelte undersøgelser 

af frafaldet på bestemte skoler. 

Silkeborg Tekniske Skole har deltaget i et forsøg kaldet “Tigerspringet”, som gik 

ud på at fjerne stamklasserne og i stedet se mere individuelt på eleverne i uddannelsen. 

Forsøget omfatter blandt andet en ordning, hvor alle elever har en 

kontaktlærer, som følger elevens forløb og sikrer sammenhængen i forløbet. 

PLS Consult har foretaget en evaluering af Tigerspringet på Silkeborg Tekniske 

Skole, som viser en nedgang i elevernes frafald. Interviews af de 14 unge, der 

faldt fra uddannelsen foråret 1998, viser, at 3 elever mente, det faglige niveau 

var for højt. 2 af disse unge var ordblinde/bogligt svage, der ikke følte, de fik 

nok hjælp med de almene teoretiske fag. Her er altså eksempler på, at 2 unge 

efter eget udsagn er faldet fra uddannelsen, fordi de ikke fik tilstrækkelig hjælp. 

Det er muligt, at de unges problemer har haft baggrund i et egentligt handicap, 

men det fremgår ikke af undersøgelsen. 

Århus Tekniske Skole og Århus Købmandsskole har i fællesskab ligeledes fået 

lavet en undersøgelse af frafaldet. Begge skoler havde konstateret stort frafald 

blandt eleverne i forbindelse med den del af uddannelsen, hvor eleverne er 

ude på virksomheder i praktik. Undersøgelsen går tæt på både virksomhederne 

og eleverne for at finde frem til baggrunden for det store frafald, som var på 

25 % for den tekniske skole og 18 % for handelsskolen. 



89 

89



90 

90 

Undersøgelsen viser, at afbrydelsen af uddannelsesaftalen i ca. 15% af tilfældene 

er begrundet i sygdom eller personlige forhold hos eleven, og at 10% af 

virksomhederne mener, at eleven p.g.a. sygdom eller allergi ikke var egnet til 

at gennemføre uddannelsen. Dette er de resultater, hvor frafaldet kan være begrundet 

i et handicap, som træder tydeligst frem i undersøgelsen. I rapporten er 

der dog ikke gjort meget ud af at beskrive den del af frafaldet, som ifølge disse 

resultater, kan være begrundet i et handicap. 

Centrets undersøgelse af frafaldet på erhvervsuddannelserne består i telefoniske 

samtaler med studievejlederen på 6 skoler, der ifølge Undervisningsministeriets 

fagkonsulenter for specialpædagogisk bistand på erhvervsuddannelserne især 

ville kunne bidrage med synspunkter på denne problemstilling. Skolerne er 

blevet spurgt om deres erfaringer med handicappede elever og eventuelt frafald 

i den forbindelse. 

Den stikprøveundersøgelse, Centret her har gennemført, kan alene bruges til at 

sige noget om, hvordan de adspurgte skoler oplever frafald af handicappede 

elever. Men den kan ikke erstatte en egentlig undersøgelse af frafaldet og baggrunden 

for frafaldet. Dette skyldes dels, at undersøgelsen kun omfatter ganske 

få skoler og dels, at skolerne indgår i undersøgelsen, fordi de faktisk anvender 

mulighederne for at stille specialpædagogisk bistand til rådighed, og derfor i 

udgangspunktet ikke er repræsentative for erfaringerne på erhvervsuddannelserne. 

Skolerne oplyser generelt, at der er et stort frafald, men at der ikke egentlig er 

tendens til at unge med handicap falder mere fra end andre unge på uddannelsen. 

Besvarelserne er meget ens i forhold til at lægge vægt på, at afklaring omkring 

uddannelsesvalg og motivation er afgørende for at komme igennem uddannelsen. 

Skolerne har erfaringer med handicappede unges frafald, men mener 

ikke generelt, at handicap og frafald hænger sammen. 

Besvarelserne giver indtryk af, at især unge med synlige fysiske handicap trods 

alt har bedre muligheder for at gennemføre uddannelsen, fordi systemet er opmærksom 

på, at der skal noget særligt til, og har mulighed for at finde ud af, 

hvad dette særlige er. Nogle steder oplever man, at for eksempel ordblinde kan 

have sværere ved at få den nødvendige hjælp.

Nogle af skolerne understreger, at der skal være et rimeligt forhold imellem 

hvad den unge kan og hvilke krav, der stilles på uddannelsen, og at den nødvendige 

støtte skal ydes til tiden. Når disse forudsætninger er opfyldt, vil den 

unge med handicap som regel gennemføre. Der er også nogle skoler, som oplever, 

at de unge selv er bedre til at gøre opmærksom på, at de skal have specialpædagogisk 

bistand, end de var tidligere. 

Besvarelserne fra skolerne understøtter den viden, der er indsamlet i forbindelse 

med UTA-projektet, nemlig at de unge i høj grad er uafklarede, en del bogligt 

svage, og at frafaldet på de erhvervsfaglige uddannelser generelt er stort. 

Den handicapvinkel, som UTA-projektet ikke belyser - formentlig fordi vinklen 

ikke har vist sig som et selvstændigt tema i forskningen på området - kan Centrets 

undersøgelse heller ikke påvise som et massivt resultat. Alle lægger vægt 

på, at den nødvendige hjælp skal være til stede, og alle har en række eksempler 

på, at det er lykkedes med den nødvendige hjælp, men har også erfaringer 

med frafald. De fleste mener, det er oplagt, at elever med handicap har sværere 

ved at gennemføre uddannelsen, men erfaringerne er stort set, at det sker alligevel. 

I løbet af samtalerne er der fremkommet enkeltstående eksempler og bemærkninger, 

som indeholder en interessant generel synsvinkel på emnet, uden der er 

tale om, at flere af de skoler, der indgår i undersøgelsen har været inde på det. 

En enkelt skole har haft eksempler på kørestolsbrugere som var begyndt på en 

bestemt bogligt orienteret uddannelse uden egentlig at have de boglige forudsætninger 

for det, men måske mere fordi systemet havde vurderet, at det ville 

være en god uddannelse for “en kørestolsbruger”. 

En anden studievejleder havde indtryk af, at de elever, der havde et handicap, 

og som gennemførte grunduddannelsen inden for et fag, måske ville være mindre 

tilbøjelige til at tage videreuddannelsen, simpelthen fordi grunduddannelsen 

havde været svær nok at kæmpe sig igennem. 

Den samlede konklusion er ikke ny: Den nødvendige kompensation for funktionsnedsættelsen 

skal være til stede. Hvis det er tilfældet, har unge med handicap 

- næsten - lige så gode muligheder for at gennemføre uddannelsen som andre. 

Spørgsmålet er så stadigvæk, om de unge får den kompensation, der er be- 



91 

91



92 

92 

hov for. De svar, Centret har fået i forbindelse med gennemførelsen af denne 

undersøgelse, tyder ikke på, at der mangler opmærksomhed på elevernes behov 

for støtte. For at få dette belyst nærmere kunne det være en ide at tale med 

eleverne i stedet for skolerne om deres behov for bistand, og hvordan det bedst 

løses. 

Gymnasier og HF 

Centret har taget kontakt til 4 amter, der ifølge en oversigt fra Amtsrådsforeningen 

over amternes brug af specialpædagogisk bistand på gymnasier og HF, 

havde haft flest bevillinger i 1998. Amtets forvaltning har herefter oplyst hvilke 

skoler, der i højere grad end andre kunne tænkes at have erfaringer med handicappede 

elever. 

Undersøgelsen består i en telefonisk forespørgsel til de udpegede skoler om deres 

erfaring med handicappede elever og eventuelle erfaringer med frafald i 

den forbindelse. Centret har oftest talt med den studievejleder på skolen, som 

havde størst erfaring på området, eller med skolens rektor. Det skal også i forbindelse 

med denne undersøgelse bemærkes, at skolerne ikke er udvalgt som 

statistisk repræsentative, hvorfor undersøgelsen kun kan give en pejling om, 

hvordan det ser ud på de skoler, Centret har talt med. 

UTA-projektet viser, at der fra gymnasieskolerne er et frafald på 2%, som ikke 

hurtigt kommer i gang med en ungdomsuddannelse igen. Der er altså et temmelig 

lille frafald fra gymnasierne, og dette fremgår også af Centrets samtaler 

med skolerne. Et ofte hørt svar på sammenhængen mellem frafald og handicap 

er, at frafaldet generelt er lavt, og at det også gælder for handicappede elever. 

Der har enkelte steder været tilfælde, hvor en ung med handicap har måttet 

opgive uddannelsen, men ifølge skolerne har det stort set altid været begrundet 

i for dårlige boglige evner. 

Ca. 39% af en ungdomsårgang gennemfører en gymnasial uddannelse. Heri 

indgår både det almene gymnasie, HF og de erhvervsgymnasiale uddannelser, 

men den almene gymnasieuddannelse og hf har tilsammen næsten 2/3 af alle 

eleverne på de tre former for gymnasiale uddannelser. Alligevel har det været 

meget almindeligt, at skolerne begynder med at forklare, at de kun har meget 

sporadiske erfaringer med handicappede elever. Dette til trods for, at skolerne

netop indgår i undersøgelsen, fordi det er de skoler i amtet, der ifølge forvaltningen 

har haft flest sager om specialpædagogisk bistand. Ofte kan den studievejleder, 

der ved mest om emnet, huske i alt 4-5 personer inden for de sidste 

2-3 år. 

Kun een skole mener umiddelbart, at frafaldet er større blandt handicappede 

elever, og at ca. 2/3 af dette frafald er begrundet i elevens fysiske tilstand. Men 

det er muligt, at dette også gælder for andre skoler, blot er det svært at vurdere 

med så få handicappede elever. For eksempel omtaler mange skoler muligheden 

for at skifte fra gymnasieuddannelsen til HF, og muligheden for at strække 

et HF-forløb over 3 år i stedet for 2 år, som løsninger der har været brugt for 

elever, der havde svært ved at gennemføre uddannelsen på grund af et handicap. 

Generelt giver skolerne udtryk for, at systemerne fungerer, når der skal bevilges 

hjælpemidler, og de fleste mener, at man gør meget for de handicappede elever. 

En enkelt skole efterlyste større frihed med hensyn til muligheden for at 

kunne give støtte. 

Besvarelserne giver indtryk af, at en forholdsvis stor del af skolerne har erfaringer 

med døve elever, og der er eksempler på, at døve elever er faldet fra uddannelsen 

på grund af, at den unge er flyttet hjemmefra for at kunne få uddannelsen 

i et miljø, hvor der også er andre døve. Det kan give en større sårbarhed 

over for gennemførelsen af uddannelsen, hvis den unge skal undvære sine forældre 

under uddannelsen, og dette alene er for at kunne få sin uddannelse - 

ikke fordi det passer den unge at flytte på det tidlige tidspunkt. 

Enkelte skoler har nævnt, at der har været tilfælde af frafald, som var begrundet 

i det faglige niveau, hvor den unge måske slet ikke ville være blevet optaget på 

gymnasiet, hvis ikke vedkommende havde haft et handicap. Det har ikke været 

et gennemgående træk, men der har været eksempler på, at unge med handicap 

måske i nogle tilfælde på enkelte skoler får en ekstra chance, fordi skolen 

vurderer, at vedkommende formentlig vil have endnu sværere ved at tage en 

erhvervsfaglig uddannelse. 



93 

93



94 

94 

Et modsat eksempel er en skole, der nævner, at der ikke sker frafald, fordi alle 

elever, herunder selvfølgelig også handicappede, skal igennem en egnethedsvurdering 

for at blive optaget på gymnasiet. På samme skole kunne man undre 

sig over, at der var så forholdsvis få fysisk handicappede elever, eftersom gymnasieskolen 

lå i nærheden af en specialskole for børn med svære fysiske handicap. 

Det har ikke været muligt at forfølge denne hypotese videre, men man 

kunne overveje om der sker en udvælgelse i folkeskolen, som sorterer flere 

unge med handicap fra end deres faglige niveau giver grundlag for. 

Sektoransvarlighedsprincippet Sektoransvarlighedsprincippet på på de 

de 

almene almene voksenuddannelser voksenuddannelser (avu) (avu) og og de 

de 

videregående videregående uddannelser 

uddannelser 

Resume: 

Det virker besynderligt at man uden videre kan få specialpædagogisk bistand 

til at tage en HF-uddannelse på VUC, mens hvis det drejer sig om en 9. eller 

10. klasse på det samme uddannelsessted, så skal der søges særskilt hos de sociale 

myndigheder. Det handler om sektoransvar - om at alle dele af samfundet 

har et selvstændigt ansvar for at skabe ligebehandling mellem handicappede 

og ikke-handicappede. Dette eksempel vedrørende VUC er fra en af Centrets 

rapporter som viser at sektoransvaret langt fra er gennemført i alle dele af uddannelsessystemet. 

Centret har igennem flere år også kigget på hvordan det står til med sektoransvaret 

på de videregående uddannelser. Indtil efteråret 1999 troede vi, at 

Undervisningsministeriet arbejdede med at gennemføre det fulde sektoransvar. 

Men ministeriet har i sidste øjeblik meddelt, at der er dele af sektoransvaret 

som de ikke har tænkt sig at gennemføre. Dette gælder spørgsmålet om forsørgelse. 

I dag skal en handicappet studerende søge om forsørgelse hos de sociale 

myndigheder, i stedet for at modtage SU som alle andre studerende. Dette åb-

ner mulighed for, at de sociale myndigheder kan vurdere at du ikke skal modtage 

forsørgelse, hvis de mener at du eksempelvis ved en bachelorgrad i græsk 

har opnået et uddannelsesniveau, som du - i hvert fald i teorien - godt kan få 

beskæftigelse på. Som ikke-handicappet kan du altså selv bestemme hvilken 

uddannelse du vil have (under forudsætning af at du kan opfylde adgangskravene 

på studiet), men som handicappet er du afhængig af, at din socialforvaltning 

synes at dit studievalg er fornuftigt. Centret er derfor endnu ikke tilfredse 

med Undervisningsministeriets gennemførelse af sektoransvaret. 

Sektoransvarlighedsprincippet er et grundprincip i dansk handicappolitik. Forudsætningen 

for den danske normaliserings- og ligebehandlingspolitik på 

handicapområdet er netop, at ansvaret for handicappedes integration i alle 

dele af samfundslivet placeres hos de myndigheder og institutioner, som i øvrigt 

er ansvarlige for et givet område. Sektoransvarlighedsprincippet indebærer 

derfor også, at uddannelsessystemet som sådan og de enkelte uddannelsesgrene 

bærer ansvaret for, at de enkelte grene af uddannelsessystemet er tilgængelige 

og anvendelige for mennesker med et handicap. 

Sådan er det også på langt de fleste uddannelsesområder i dag - og på det seneste 

er sektoransvarlighedsprincippet også blevet introduceret på 

arbejdsmarkedsuddannelserne. 

Men der er stadig enkelte sorte pletter på landkortet. 

De almene voksenuddannelser 

De almene voksenuddannelser udbydes på Voksenuddannelsescentrene (VUC) 

i form af tilbud om kompetencegivende eksaminer på folkeskolens 9. eller 10. 

klassetrin. På VUC tilbydes desuden HF enkeltfag med mulighed for at tage en 

hel HF-eksamen, som giver adgang til videregående uddannelse. 

Elever, der følger undervisningen på HF-enkeltfag, har krav på specialundervisning 

eller anden specialpædagogisk bistand i fornødent omfang, som det hed- 



95 

95



96 

96 

der i loven. På HF-området er der således fuld overensstemmelse mellem de 

regler, der gælder på VUC, og de regler, der gælder når en HF-eksamen gennemføres 

som en almindelig ungdomsuddannelse (typisk på et gymnasium). 

Når det gælder de almene voksenuddannelser, det vil sige undervisning svarende 

til folkeskolens 9. og 10. klassetrin, findes der imidlertid ingen bestemmelser 

om specialpædagogisk bistand. Handicappede elever på VUC, som ønsker 

en 9. eller 10. klasse, er dermed henvist til at søge støtte til uddannelsen 

hos kommunens socialforvaltning - typisk over revalideringsbestemmelserne. 

Situationen er med andre ord den dobbelt bizarre, at man for det første har to 

grupper af elever på samme uddannelsessted, for hvem der gælder vidt forskellige 

vilkår, og for det andet, at den specialpædagogiske støtte, som helt selvfølgeligt 

gives på 9.-10. klassetrin i folkeskolen, ikke gives til elever, som ønsker 

at “færdiggøre” deres folkeskole i voksenalderen. 

Undervisningsministeriet har i efteråret 1999 udsendt udkast til ændring af avuloven 

og HF-loven til høring. Til vores store undren har vi måttet konstatere, at 

ændringsforslaget ikke indeholder en bestemmelse om specialpædagogisk bistand 

på avu. Centret skal på det kraftigste opfordre Undervisningsministeriet til 

at genvurdere den holdning. Efter Centrets opfattelse er der tale om en helt urimelig 

forskelsbehandling af voksne handicappede, som ønsker at forbedre deres 

helt elementære skolefærdigheder. 

De videregående uddannelser 

Såvel Det Centrale Handicapråd som Ligebehandlingscentret har i en meget 

lang årrække søgt at påvirke Undervisningsministeriet til at sikre sektoransvarlighedsprincippet 

gennemført på de videregående uddannelser. Senest 

har Det Centrale Handicapråd således ladet udarbejde et notat, som beskriver 

en model for, hvordan sektoransvarlighedsprincippet kan gennemføres på de 

videregående uddannelser. Modellen indebærer, at Undervisningsministeriet 

og de pågældende uddannelsesesinstitutioner overtager det samme ansvar for 

handicappede studerende, som Undervisningsministeriet og uddannelsesinstitutionerne 

i dag har over for ikke-handicappede studerende. Det betyder,

at SU-systemet skal levere handicappede studerendes forsørgelsesgrundlag, 

nøjagtig som SU leverer forsørgelsesgrundlaget for alle andre studerende. Det 

betyder, at de enkelte uddannelsesinstitutioner skal kunne stille de nødvendige 

kompenserende foranstaltninger til rådighed. Og endelig betyder det, at uddannelsesinstitutionerne 

skal kunne vejlede og rådgive handicappede studerende 

lige så kvalificeret om studievalg og studieplanlægning, som de i dag vejleder 

og rådgiver enhver anden studerende. 

Længe har vi været af den opfattelse, at Undervisningsministeriet arbejdede 

positivt på at gennemføre sektoransvarlighedsprincippet på de videregående 

uddannelser i overensstemmelse med de grundlinier, som blev skitseret i Det 

Centrale Handicapråds notat. 

Undervisningsministeriet har imidlertid, i efteråret 1999, meddelt Rådet, at 

man nu arbejder på en reduceret model, hvorefter forsørgelsesgrundlaget ikke 

overføres til undervisningssystemet. Konsekvensen er, at langt de fleste handicappede 

studerende fortsat skal via deres kommunale socialforvaltning for at 

skaffe sig et forsørgelsesgrundlag under studierne. Den reducerede model afskaffer 

med andre ord ikke “det dobbelte optagelsessystem”. Handicappede 

studerende skal fortsat både opfylde de almindelige adgangskrav for optagelse 

på studiet og have deres uddannelsesvalg godkendt af den kommunale socialforvaltning 

som del af en realistisk erhvervsplan. 

Når såvel Det Centrale Handicapråd som Ligebehandlingscentret ligger så stor 

vægt på, at sektoransvarlighedsprincippet gennemføres fuldt ud på de videregående 

uddannelser, så skyldes det to forhold. 

For det første er det vigtigt, at der sker en normalisering af området. Det er 

principielt helt uacceptabelt, at vi har et system, hvor handicappede skal revalideres 

for at gennemføre en videregående uddannelse som del af et helt almindeligt 

uddannelsesforløb. 

For det andet er det vores klare vurdering, at det nuværende system forhindrer 

handicappede i at få al den uddannelse, de ønsker og har kvalifikationer til. 

Kommunerne har et klart økonomisk incitament til at overtale den handicappede 

til at “vælge” en uddannelse, som på kortest mulig tid kan føre til et forsør- 



97 

97



98 

98 

gelsesgrundlag. Kriteriet for socialforvaltningen vil typisk - hvad der for så vidt 

er konsistent nok inden for en socialforvaltnings logik - være en forsørgelseslogik 

og ikke en uddannelseslogik. At det forholder sig således ses tydeligt af 

flere ankeafgørelser, hvor ankestyrelsen giver kommunerne medhold i, at det er 

lovligt at standse revalideringshjælpen efter en bachelorgrad med henvisning 

til, at en bachelorgrad er tilstrækkelig uddannelse til at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag. 

Unge opfordres og tilskyndes helt generelt til at uddanne sig, fordi samfundet 

og arbejdsmarkedet mere end nogensinde har brug for højtuddannet arbejdskraft. 

Derfor har regeringen også som målsætning, at mindst 50% af en årgang 

skal gennemføre en videregående uddannelse. 

På den baggrund virker det helt bagvendt og selvmodsigende, at vi på den ene 

side trygler og beder unge om at bidrage til fællesskabet ved at uddanne sig, 

mens unge handicappede skal slås for at få lov til at udnytte deres ressourcer 

og evner mest muligt. For unge handicappede er det en kamp overhovedet at 

få lov til at bidrage til fællesskabet. 

Vi skal derfor kraftigt opfordre Undervisningsministeriet og Socialministeriet 

om at finde en løsning, som sikrer, at sektoransvarlighedsprincippet gennemføres 

fuldt ud - også for så vidt angår forsørgelsesgrundlaget.

Tilgængelighed 

Tilgængelighed 

Begrebet tilgængelighed har over tid fået en stadig bredere definition og samtidig 

er begrebet gennem de seneste år blevet mere og mere centralt i dansk 

handicappolitik. Begrebet tilgængelighed er i stigende grad blevet synonymt 

med hele den omfattende proces, som handler om at tilpasse og indrette samfundet, 

så integrations- og ligebehandlingspolitikken får en reel platform at udvikle 

sig fra. 

Udviklingen af det brede tilgængelighedsbegreb er dermed udtryk for den 

moderniseringsproces, handicappolitikken står midt i. En moderniseringsproces, 

som handler om at dele fokus mellem den individorienterede indsats 

og den kollektive eller samfundsmæssige indsats: En individuelt tilpasset og 

funktionel kørestol er en helt nødvendig kompensation for den bevæghandicappede, 

men kørestolen giver kun mening, hvis omgivelserne og samfundet er 

indrettet, så det rent faktisk er muligt at bevæge sig omkring i en kørestol. 

Skal vi bygge bro over kløften mellem de krav samfundet stiller til den enkeltes 

“funktionalitet”, og de begrænsninger, der følger af den enkeltes funktionsnedsættelse, 

så må vi bygge fra begge sider af kløften: Vi må både forbedre den 

enkeltes funktionsevne ved hjælp af individuel kompensation og ændre på omgivelserne, 

så de samfundsskabte barrierer bliver så få og små som overhovedet 

muligt. Realiseringen af den integrations- og ligebehandlingspolitik forudsætter, 

at vi som samfund er parat til at gennemføre de ændringer og tilpasse vores 

planlægning ud fra de behov, handicappede har for et tilgængeligt samfund. 

Vi har i Danmark et system, som - alle fejl og mangler upåtalt - er blandt verdens 

bedste, når det handler om “klassiske” socialpolitiske foranstaltninger: Et 

udbygget social sikringssystem, en lang række gode individuelle kompensationsforanstaltninger 

m.v. Vi har et veludbygget og velfungerende system for individuel 

støtte og kompensation. Men vi mangler endnu at blive lige så gode til 

at tænke i brede og tilgængelige samfundsmæssige løsninger. Vi er gode til at 

bevilge den enkelte en båd, men vi har noget sværere ved at træffe beslutning 

om at bygge en bro. 



99 

99



100 

100 

To tilgængelighedsanalyser 

Center for Ligebehandling af Handicappede har i 1999 gennemført to tilgængelighedsanalyser: 

En analyse af tilgængeligheden til de danske apoteker og en 

opfølgning på analysen af tilgængeligheden til offentlige hjemmesider, som vi 

gennemførte første gang sidste år. De to undersøgelser viser ganske godt bredden 

i tilgængelighedsbegrebet. Analysen af de offentlige hjemmesider fokuserer 

på tilgængelighed til information, mens analysen af tilgængeligheden til apotekerne 

fokuserer på såvel den fysiske tilgængelighed forstået som adgangsforholdene 

til og de fysiske rammer i og omkring apotekerne, som informationstilgængelighed 

forstået som handicappedes adgang til den information, som 

apotekerne er forpligtet til at give om medicin og andre forhold på apoteket. 

Tilgængelighed Tilgængelighed til til apoteker apoteker m.v. 

m.v. 

Resume: 

Centret har i 1999 gennemført en analyse af tilgængeligheden til landets apoteker. 

Med denne analyse undersøger Centret for første gang tilgængeligheden til 

privatejede institutioner. Aptekerne er imidlertid en så central samfundsinstitution, 

at tilgængelighed til apoteker er mindst lige så afgørende, som tilgængeligheden 

til en lang række offentlige institutioner. 

Undersøgelsen viser, at apotekerne generelt er dårligt tilgængelige for handicappede. 

Det gælder både den fysiske tilgængelighed - og det gælder tilgængeligheden 

til de informationer apotekerne giver om lægemidlerne, vagttjeneste, 

tilkaldevagt, åbningstider m.v. 

Kun godt halvdelsen af hovedapotekerne (incl. filialer og udsalg) har niveaufri 

adgang ved indgangen. Kommer man ind i bygningen, så er der de fleste steder 

niveaufri adgang til de områder i apoteket, hvor publikum har adgang. Men 

kun 30% har indrettet betjeningsskranken, så den er anvendelig fra en kørestol.

Informationstilgængeligheden er ofte endnu dårligere. Næsten al information 

er på skrift og findes så godt som aldrig på bånd eller i andet alternativt medium. 

Mange apoteker bruger desuden kø-systemer, som er meget svære at anvende 

for blinde og svagsynede. 

Apotekerne bruger endnu kun i begrænset omfang internettet som informationskanal. 

Og der hvor nettes bruges, er apotekernes hjemmesider sjældent tilgængelige 

for handicappede. Nettet er ellers en oplagt måde at nå de kundegrupper, 

som ikke kan eller vil komme på apoteket. 

Undersøgelsen viser imidlertid også, at den personlige betjening spiller en meget 

stor rolle i apotekernes service overfor kunderne. Mange praktiske problemer 

overkommes derfor i det daglige gennem personales betjening. 

Ligebehandlingscentret har tidligere gennemført undersøgelser af tilgængeligheden 

på afgrænsede områder. I 1995 gennemførte vi således en analyse af 

den fysiske tilgængelighed for kørestolsbrugere i samtlige danske folkeskoler og 

i 1998 gennemførte Centret to tilgængelighedsanalyser - en bredt anlagt tilgængelighedsundersøgelse 

af samtlige landets folkebiblioteker og en analyse af 

samtlige kommunale og amtskommunale samt udvalgte statslige hjemmesider. 

Fælles for disse analyser er, at ansvaret for de pågældende institutioner og driftansvaret 

for de udvalgte hjemmesider er offentligt. 

Tilgængelighed og kravet om et tilgængeligt samfund er imidlertid ikke alene et 

offentligt ansvar. En lang række væsentlige samfundsmæssige institutioner med 

offentlig adgang er privatejet. Det gælder f.eks. hele detailhandlen, det gælder 

banker og det gælder praktiserende læger, tandlæger og andre helseklinikker, 

og det gælder hoteller, restauranter, biografer, diskoteker og andre forlystelsesetablissementer. 

Og så gælder det naturligvis apoteker, apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg 

og medicinudleveringssteder, som Centret i år har valgt at se nærmere 

efter i tilgængelighedssømmene. 



101 

101



102 

102 

Når vi har valgt netop apoteker m.v., så skyldes det først og fremmest, at disse 

er en væsentlig samfundsmæssig institution. At kunne komme ind på et apotek, 

apoteksfilial eller et apoteksudsalg når man har brug for receptpligtige lægemidler 

og håndkøbsmedicin, og kunne få information om de lægemidler man 

har fået ordineret eller købt i håndkøb, er noget de fleste af os betragter som en 

selvfølge. Lige så vigtigt er tilgængeligheden til håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder, 

der for mange kunder er det eneste sted, hvor de kan få udleveret 

deres lægemidler, med den fornødne information vedlagt. Dertil kommer, 

at apotekerne har et reelt monopol på en række ydelser, som betyder, at 

den enkelte borgers valgmulighed mellem forskellige leverandører er stærkt begrænset. 

Ydermere er apotekerne, i kraft af de særlige ydelser apotekerne leverer 

og delvist også i kraft af deres monopol, relativt kraftigt reguleret gennem 

lovgivningen. Samfundet har, som følge af den betroede rolle apoteksvæsenet 

har, opstillet en række (sikkerheds)regler for betjeningen af borgerne. Det er 

naturligvis vigtigt, at disse regler, f.eks. informationsforpligtelsen, også efterleves, 

når det er handicappede, der er kunder. Derfor må apoteker m.v., for at 

leve op til ligebehandlingsprincippet, være tilgængelige i ordets bredeste forstand. 

Tilgængelighed til apoteker, apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg og 

medicinudleveringssteder indebærer, at de fysiske rammer og serviceydelserne 

er tilrettelagt, så de er tilgængelige for alle. Det vil i nogle situationer være 

nødvendigt at kompensere for kundernes funktionsnedsættelse, for eksempel 

ved at anskaffe et særligt hjælpemiddel eller at yde en særlig personlig service. 

Undersøgelsen 

I bekendtgørelsen om apoteker og apotekspersonale fastslås at “et apotek er en 

organisatorisk selvstændig enhed, hvortil der kan være knyttet apoteksfilialer, 

apoteksudsalg, håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder”. 

Undersøgelsen af tilgængelighed til apoteker m.v. er baseret på et spørgeskema 

udsendt i juni 1999 til alle landets apoteker med et følgebrev til disse om at 

sende spørgeskemaer videre til de apoteksfilialer, apoteksudsalg, håndkøbsudsalg 

samt medicinudleveringssteder, der hører under det pågældende apoteks 

ansvarsområde.

I undersøgelsen bruger vi begrebet apoteker m.v. når vi henviser til det samlede 

billede af de 5 enheder, som indgår i undersøgelsen: Apoteker, apoteksfilialer, 

apoteksudsalg, håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder. 

I gennemgangen af undersøgelsesresultaterne har vi af hensyn til overskueligheden 

opdelt de forskellige enheder i to hovedgrupper. Den ene gruppe består 

af apoteker, apoteksfilialer og apoteksudsalg og kaldes i undersøgelsen for 

hovedapoteker m.m. Her har vi opnået en svarprocent på 46,2%. Denne gruppe 

er karakteriseret ved, at apotekeren har det direkte ansvar for personalet og 

forretningernes indretning. Den anden gruppe består af håndkøbsudsalg og 

medicinudleveringssteder og kaldes i undersøgelsen for håndkøbsudsalg m.m. 

Her har apotekeren ikke det bygnings- eller personalemæssige ansvar. Svarprocenten 

er her 8%. 

Undersøgelsens resultater 

Undersøgelsen af tilgængeligheden til apoteker m.v viser, at disse ikke lever op 

til idealerne om ligebehandling af handicappede. Både inden for den fysiske 

tilgængelighed til selve bygningen, butikslokalet og dets faciliteter samt til informationen 

om medicin, arrangementer m.v. er der langt igen, før vi kan tale 

om ligebehandling. Men reaktionen på undersøgelsen har samtidig vist, at 

mange apoteker m.v. har en vilje til at kompensere personer med funktionsnedsættelser, 

således at man i dagligdagen alligevel klarer de problemer, der 

opstår, men der er ikke ligebehandling. 

Opsummering 

For så vidt angår den fysiske tilgængelighed til apoteker m.v., så må vi på baggrund 

af undersøgelsen konstatere, at der langt fra leves op til de tilgængelighedsnormer, 

som er nødvendige, hvis man skal kunne tale om ligebehandling. 

Kun 2/3 af hovedapotekerne m.m. har niveaufri adgang ved indgangsdøren. 

Inde i bygningerne er der i langt de fleste tilfælde ingen niveauspring mellem 

de dele af forretningen, hvor kunderne har adgang, men det er svært - ikke 



103 

103



104 

104 

mindst for kørestolsbrugere - at betjene sig selv i selvbetjeningsafdelingerne, 

fordi varerne er placeret højt på hylder. Undersøgelsen viser også, at kun godt 

32% af apotekerne m.v. har en ekspeditionsskranke, som er egnet for kørestolsbrugere 

og kun 1 ud af 63 apoteker m.v., som har kundetoilet, oplyser at have 

et toilet, som er tilgængeligt for kørestolsbrugere. 

Undersøgelsen viser, at apotekerne m.v. generelt er meget dårligt indrettet, når 

det gælder den fysiske tilgængelighed for blinde og svagsynede. Kun godt 18% 

ud af 97 apoteker m.v. oplyser, at trapper eller trinkanter er markeret med en 

kontrastfarve. Kun 2 hovedapoteker m.m. og 5 håndkøbsudsalg m.m. har et 

indgangsparti, der er tilgængeligt for blinde, d.v.s. har en følbar markering af 

indgangsdøren samt en følbar skiltning. 

Mange apoteker m.v. har et særligt receptafleveringssted og den mest brugte 

metode til at informere om dette er den skriftlige information. Det betyder, at 

blinde, ordblinde, udviklingshæmmede og til en vis grad også hørehæmmede 

og døve (som på grund af deres hørehandicap kan have svære læsevanskeligheder, 

idet dansk for dem er et fremmedsprog) kan have svært ved at få denne 

information. 

92 apoteker m.v. oplyser, at de anvender et køsystem, hvor kunden trækker et 

nummer ved indgang i butikken. Sådanne køsystemer er svære at finde og benytte 

for blinde og svagsynede. Ligesom det er svært for blinde at få oplysninger 

om, hvilket nummer de har trukket, idet denne oplysning i reglen er skriftlig. 

Når kunden skal informeres om, hvis tur det er til at blive ekspederet, er 

den almindeligste form (85%), at det sker ved opråb og samtidig vises nummeret 

elektronisk. 

For døve og hørehæmmede vil der umiddelbart ikke være problemer med den 

fysiske tilgængelighed til køsystemet. Men der er kun 3 ud af 283 apoteker 

m.v., der har etableret teleslynge ved ekspeditionsskranken. 

Lovgivningen indebærer en forpligtigelse til for apotekeren at informere om lægemidler, 

lægemiddelanvendelse og opbevaring af lægemidler. Apotekeren 

skal udarbejde en informationspolitik, der skal medvirke til at sikre, at informationen 

finder sted, og at den afpasses efter modtagernes behov.

Det er mest almindeligt at informere om opbevaring og anvendelse af lægemidler 

mundtligt, idet hele 95% ud af 260 respondenter gør dette. Samtlige 

213 hovedapoteker m.m., der har besvaret spørgsmålet, informerer mundtligt, 

mens det samme er tilfældet for 69% ud af de 43 håndkøbsudsalg m.m., der 

har besvaret spørgsmålet om information om lægemidler. Det skal understreges, 

at håndkøbsudsalg og medicinudleveringssteder ikke skal informere om 

receptpligtige lægemidler. Vi formoder derfor, at når håndkøbsudsalgene og 

medicinudleveringsstederne har svaret, at de informerer mundtligt, tænkes der 

på information om frihandelsvarer. 

Den øvrige information om åbningstider, vagttjeneste, særlige arrangementer 

etc. er for hovedpartens vedkommende skriftlig. Når der informeres i form af 

skiltning gives informationen ofte i stor skrift og apotekerne m.v. oplyser selv, at 

den gives i en let læselig version. 

Det er stadig de færreste apoteker m.v., der her deres egen hjemmeside (79 ud 

af 211 apoteker m.v.). Hvor der findes en en hjemmeside, må vi imidlertid konstatere, 

at der ikke er taget hensyn til, at hjemmesiden skal kunne benyttes af 

f.eks. blinde og svagsynede. Denne ellers oplagte mulighed for at gøre information 

tilgængelig for disse brugergrupper benyttes med andre ord ikke. Der er 

i øvrigt mange apoteker m.v., der ikke ved, om der er taget hensyn til handicappede 

i designet af deres hjemmeside. Det er formentlig udtryk for, at der generelt 

mangler viden om, hvordan man gør sin hjemmeside tilgængelig for bl.a. 

blinde. 

Det fremgår af spørgeskemaerne, at mange forretninger i det daglige gør meget 

for også at betjene kunder med funktionsnedsættelser. Bl.a. er der mange, der 

har oplyst, at de har en klokke uden for forretningen, hvormed kørestolsbrugere 

kan tilkalde personalet, eller at man betjener personer med funktionsnedsættelser 

uden for køsystemet. 

Undersøgelsen har vist, at den personlige betjening er vigtig i forhold til at 

klare de mange dagligdags problemer, som apotekerne m.v. støder på i forhold 

til betjeningen af personer med funktionsnedsættelser. Det er derfor positivt, at 

så mange af respondenterne selv mener, at de er meget gode eller blot gode til 

at betjene personer med funktionsnedsættelser. Det skal dog understreges, at 

det er respondenternes egen vurdering. 



105 

105



106 

106 

Den personlige (sær)betjening løser givet vis mange problemer i det daglige. 

Og det er naturligvis nødvendigt at være opmærksom på, at alle problemer 

ikke uden videre lader sig løse fra den ene dag til den anden, og at mange løsninger 

vil være så økonomisk bekostelige, at det ligger uden for, hvad et gennemsnits 

apotek m.v. kan bære. 

Men ud fra et ligebehandlingssynspunkt er det naturligvis vigtigt, at handicappede 

kunder har samme rammer som ikke-handicappede kunder. Kunder med 

funktionsnedsættelser skal have den samme mulighed for at blive betjent og 

handle på apoteket m.v., som kunder uden funktionsnedsættelser. 

I den prioritering, som er uundgåelig, når der foretages en vurdering af, hvor 

indsatsen for at forbedre tilgængeligheden skal sættes ind, er det ikke mindst 

vigtigt at prioritere løsninger, som sikrer en værdig behandling af kunder med 

et handicap, som kommer i forretningen. Det er f.eks. ikke værdigt, at kørestolsbrugere 

skal sidde på fortovet foran forretningen og diskutere de ofte meget 

private problemstillinger, som kan være forbundet med et apoteksbesøg. 

Undersøgelsen viser ligeledes, at kun 3 apoteker m.v. har installeret teleslynge, 

en installation der er forholdsvis billig. Med installation af en teleslynge bliver 

det muligt at kommunikere med hørehæmmede, der bruger høreapparat, uden 

at det er nødvendigt at tale uforholdsmæssigt højt. Dermed bliver det muligt at 

informere den hørehæmmede, uden at man samtidig informerer de øvrige kunder. 

Når man informerer via hjemmesider, som det formentligt bliver mere og mere 

almindeligt at også apotekerne m.v. gør, må man sikre sig, at hjemmesiden tager 

hensyn til, at også handicappede skal kunne anvende disse. Netop hjemmesiden 

er et oplagt medie at anvende, når man skal informere personer med 

funktionsnedsættelser, idet det er et medie, som mange er i stand til at betjene, 

såfremt der ved designet af hjemmesiden er taget de rette hensyn. 

Hvis man bygger nyt eller bygger om, hvilket godt 10% af apotekerne m.v har 

planer om i de kommende år, bør det være en selvfølge, at man indarbejder de 

særlige hensyn, som personer med funktionsnedsættelser har. Det er jo ikke 

kun kunder med funktionsnedsættelser, der får glæde af disse tilbud. Tænkt på

den store gruppe af ældre eller den store gruppe af kunder, som midlertidigt 

har en funktionsnedsættelse f.eks. gravide eller personer med et brækket ben. 

Resultaterne af de enkelte undersøgelsestemaer 

Fysisk tilgængelighed 

Undersøgelsen viser, at godt 42% af apotekerne m.v. er placeret i bygninger, 

der er opført før 1972. Det vil sige i bygninger, hvor man ikke på opførelsestidspunktet 

stillede krav til tilgængeligheden for personer med funktionsnedsættelser. 

Undersøgelsen viser ligeledes, at det især er hovedapoteker m.m., der er 

beliggende i ældre bygninger. 

Fysisk tilgængelighed for bevægelseshandicappede 

Der findes en særlig afmærket handicapparkeringplads ved godt 40% ud af 

1157 hovedapoteker m.m., der besvarer dette spørgsmål. 30% af de håndkøbsudsalg 

m.m., der har en parkeringplads, har en særlig afmærket handicapparkeringsplads. 

226 apoteker m.v. besvarer spørgsmålet om niveaufri adgang fra parkeringsplads 

til bygningen. Knap 74% af disse har niveaufri adgang eller udlignet 

denne på en sådan måde, at der er tilgængeligt for bevægelseshæmmede. 

Ved indgangen til forretningen har ca. 70% ud af 284 respondenter niveaufri 

adgang. Problemet med den niveaufri adgang er størst ved hovedapotekerne 

m.m., hvor kun 66% ud af 213 respondenter har niveaufri adgang, medens næsten 

83% ud af 55 håndkøbsudsalg m.m. har niveaufri adgang. 

Undersøgelsen viser, at der for bevægelseshæmmede i næsten 96% ud af 294 

apoteker m.v. er adgang til samtlige de lokaler i bygningen, hvor der er adgang 

for kunder, idet der inden for disse lokaler ikke er en niveauforskel større end 

2,5 cm. 

Når bevægelseshæmmede, herunder kørestolsbrugere, skal handle i forretningen, 

er det vigtigt, at det er muligt at færdes uhindret i lokalet. Ud af 290 apoteker 

m.v., der svarer på spørgsmålet om den fri afstand mellem reoler etc., er 



107 

107



108 

108 

der godt 77% af disse, hvor det er muligt for kørestolsbrugere at færdes uhindret. 

Ud af 196 apoteker m.v., der besvarer spørgsmålet om hyldehøjden i 

selvvalgsafdeling, er der hele 84%, hvor hylderne har en maximum højde på 

mere en 1,3 m, hvorfor en kørestolsbruger ikke selv vil kunne tage varer ned 

fra samtlige hylder. Også ekspeditionsskranken er ofte et problem, idet 68% af 

282 apoteker m.v., der besvarer spørgsmålet om et siddebetjeningsafsnit eller 

en justerbar skranke, ikke har en sådan skranke. 

23% af 284 apoteker m.v., oplyser at have et kundetoilet, men kun 1 forretning 

har et handicapegnet kundetoilet. 

Fysisk tilgængelighed for personer med andre funktionsnedsættelser 

For blinde og svagsynede handler fysisk tilgængelighed om, at adgangsforholdene 

til bygningen og selve bygningen skal være indrettet på en logisk og 

overskuelig måde. Ledelinier, gelændere, taktil markering af dørens placering i 

gulvbelægningen m.m. er tiltag, som kan gøre apoteket m.v. tilgængeligt for 

blinde. For svagsynede betyder god belysning, brug af kontrastfarver m.m., at 

de fysiske rammer er tilgængelige. 

Undersøgelsen viser, at apotekerne m.v. generelt er meget dårligt indrettet, når 

det gælder den fysiske tilgængelighed for blinde og svagsynede. Det er dog positivt, 

at 89% af de hovedapoteker m.m., der oplyser at have et indgangsparti af 

glas, har foretaget en tydelig markering af, hvad der er dør og hvad der er glas/ 

facade. De fleste oplyser ligeledes, at deres indgangsparti, lokaler og varer er 

velbelyste. Kun godt 18% ud af 97 apoteker m.v. oplyser, at trapper eller trinkanter 

er markeret med en kontrastfarve. 

Kun 2 hovedapoteker m.m. og 5 håndkøbsudsalg m.m. har et indgangsparti, 

der er tilgængeligt for blinde, det vil sige har en følbar markering af indgangsdøren 

samt en følbar skiltning. 

Mange apoteker m.v. har et særligt receptafleveringssted og den mest brugte 

metode til at informere om dette er den skriftlige information. Det betyder, at 

blinde, ordblinde og udviklingshæmmede kan have svært ved at få denne information. 

Også svagsynede kan have problemer med at få informationen, kun 

godt 68% ud af 73 respondenter oplyser, at de informerer ved hjælp af skrift i 

stor skriftstørrelse

92 apoteker m.v. oplyser, at de anvender et køsystem, hvor kunden trækker et 

nummer ved indgang i butikken. 80 respondenter besvarer spørgsmålet om, 

hvordan kunderne informeres om køsystemet og her anvendes den skriftlige information 

i 75% af tilfældene. Når kunden har trukket nummeret, er det igen 

den skriftlige information, der er mest anvendt til at informere kunden om, hvilket 

nummer der er trukket, idet dette sker i 92% af tilfældene. Det betyder, at 

blinde, ordblinde og udviklingshæmmede har svært ved at få denne information. 

Når kunden skal informeres om, hvis tur det er til at blive ekspederet, er 

det mest almindeligt (85%), at det sker ved opråb og samtidig vises nummeret 

elektronisk. 

For døve og hørehæmmede vil der umiddelbart ikke være problemer med den 

fysiske tilgængelighed. Dog vil en teleslynge ved ekspeditionsskranken lette 

kommunikationen med personalet. Det er alene 3 ud af 283 respondenter, som 

har etableret teleslynge ved ekspeditionsskranken. 

Information og service 

Information om lægemidler 

Skal information om lægemidler m.m. være tilgængelig, det vil sige kunne forstås 

af personer med funktionsnedsættelser, skal informationerne formidles forskelligt 

alt afhængigt af den enkeltes funktionsnedsættelse. 

Lovgivningen indebærer en forpligtigelse til for apotekeren at informere om lægemidler, 

lægemiddelanvendelse og opbevaring af lægemidler. Apotekeren 

skal udarbejde en informationspolitik, der skal medvirke til at sikre, at informationen 

finder sted, og at den afpasses efter modtagernes behov. 

Der er krav om, at emballagen skal indeholde en indlægsseddel medmindre de 

oplysninger som indlægssedlen skal indeholde trykkes direkte på emballagen 

En indlægsseddel skal indeholde oplysninger om bl.a. lægemidlets navn, indholdsstoffer, 

beskrivelse af uønskede bivirkninger, advarsler og særlige opbevaringsbetingelse. 

Der er ligeledes krav om, at indlægssedlen skal være på dansk 

og den skal være let læselig og affattet i udtryk, der er klare og forståelige for 

brugerne. Indlægssedler kan forsynes med tegn og piktogrammer. På den 

receptpligtige medicin er indlægssedlens oplysninger suppleret af lægens anvisninger. 



109 

109



110 

110 

På hovedapoteker m.v. er det generelt op til personalet at vurdere, om kunden 

kan forstå den information, der fremgår af indlægsseddel og lægens individuelle 

brugsanvisning. Håndkøbsudsalg og medicinudleveringsteder udleverer 

receptpligtig medicin, der forud er ekspederet på det apotek (inkl. filialer), udsalget 

er tilknyttet. Lægemidlet skal af apoteket være indpakket, forsynet med 

apotekets navn, kundens navn og adresse, den pris kunden skal betale samt 

dato for levering fra apoteket. Pakken skal være forseglet således, at kunden 

kan konstatere, at pakken ikke har været åbnet. 

Samtlige 213 hovedapoteker m.m, der har besvaret spørgsmålet om opbevaring 

og anvendelse af lægemidler informerer mundtligt, mens det samme er tilfældet 

for 69% af håndkøbsudsalgene m.m. Det skal bemærkes, at håndkøbsudsalg 

og medicinudleveringssteder ikke skal informere om receptpligtige lægemidler. 

Vi formoder derfor, at når spørgsmålet om mundtlig information besvares 

positivt, så tænkes der på information om frihandelsvarer. 

Mundtlig information kan være et problem for hørehæmmede, og dette må 

især ses i lyset af, at kun 3 apoteker m.v. oplyser at have en teleslynge ved 

ekspeditionsskranken. Også gruppen af døve har et problem ved mundtlig information, 

idet det er de færreste døve, der er i stand til at mundaflæse så godt, 

at man kan være sikker på, at de har modtaget en så vigtig information, som 

man må sige, det at forstå og modtage information om lægemidler, deres anvendelse, 

opbevaring og optagelse er. Ingen apoteker tilbyder tegnsprogstolkning. 

Der er i alt 107 hovedapoteker m.m., der oplyser, at de også informerer skriftligt. 

Her formodes, at respondenterne tænker på indlægssedler eller information 

på lægemidlernes emballage. 98 af de 107 hovedapoteker m.m. oplyser, at 

det er mest almindelig, at den skriftlige tekst er skrevet i almindelig skriftstørrelse. 

Det betyder, at personer, der er blinde, svagsynede, udviklingshæmmede, 

ordblinde og til en vis grad også døve og hørehæmmede, i disse tilfælde ikke 

bliver ligebehandlet i forhold til kunder, der er i stand til at modtage skriftlig information. 

Dog er der 13% af hovedapotekerne m.m, hvor den skriftlige information 

trykkes i stor skriftstørrelse 4 . For svagsynede er netop anvendelsen af en 

stor skriftstørrelse en forudsætning for, at de kan læse informationen. Det må 

4 Det vil sige punkt 14 - 16

emærkes, at 36% af hovedapoteker m.m. oplyser, at den skriftlige information 

kombineres med illustrationer. Samme antal respondenter oplyser, at den skriftlige 

information formidles i en let læselig version. Her skal det dog bemærkes, 

at det er respondenterne selv, der vurderer, om der er tale om en let læselig 

version. Ved at formidle på denne måde bliver det lettere for en del ordblinde 

og udviklingshæmmede at forstå den skriftlige information. 

Hvis man ser på, hvordan håndkøbsudsalg m.m. formidler skriftlig information, 

så har samtlige 12 håndkøbsudsalg m.m., der har besvaret spørgsmålet, oplyst, 

at denne gives i en almindelig skriftstørrelse. Det betyder, at de fleste handicapgrupper, 

undtagen bevægelseshæmmede, ikke er i stand til at læse den information, 

der gives i forbindelse med salget af lægemidlet. 

88 apoteker har besvaret spørgsmålet om udlevering af lægemidler fra håndkøbsudsalg 

og medicinudleveringssteder. Det er mest almindeligt at informere 

ved hjælp af tekst i almindelig skriftstørrelse. Med en information, der er skrevet 

i almindelig skriftstørrelse, opfyldes kravet ikke om tilgængelighed til informationen 

for blinde, svagsynede, ordblinde og udviklingshæmmede og til en 

vis grad heller ikke for døve og hørehæmmede, hvorimod bevægelseshandicappede 

kan læse den skriftlige information. Det er dog glædeligt at konstatere, 

at ca. 1/5 af de apoteker, der har besvaret spørgsmålet, formidler deres information 

i en let læselig version. Man skal dog holde sig for øje, at det er apotekerne 

selv, der vurderer, at den information de giver er i en let læselig version. 

Mange apoteker m.v. har oplyst, at de informere ved hjælp af indlægssedlen. 

Ved håndkøbsudsalg m.m. henviser man til, at kunderne kan ringe til apoteket. 

Andre oplyser, at de tegner og skriver, indtil kunden har forstået informationen. 

Et enkelt apotek skriver, at der er installeret en elektronisk info-terminal, hvor 

oplysninger fra lægemiddelbøger findes. Endelig har et apotek oplyst, at der i 

øjeblikket kører et forsøg med information til døve og hørehæmmede. Dette 

har resulteret i installation af en teleslynge og skriftlige informationssedler med 

kort og præcis besked. 



111 

111



112 

112 

Vagttjeneste 

Ifølge bekendtgørelsen om apotekernes åbningstid og vagttjeneste skal der ved 

ethvert apotek og enhver apoteksfilial, der er lukket, ved indgangen være et let 

læseligt skilt med oplysninger om navn og beliggenhed for de(t) nærmeste apotek(er) 

med vagttjeneste eller tilkaldevagttjeneste samt med oplysning om, inden 

for hvilket tidsrum de(t) nærmeste apotek(er) har vagttjeneste. Disse oplysninger 

skal også gives ved opkald til apotekets eller apoteksfilialens telefonnummer. 

111 apoteker og 15 apoteksfilialer har besvaret spørgsmålet om skiltning vedrørende 

vagttjeneste. Det er mest almindeligt, at teksten på skiltet er udført i 

en, ifølge apotekerne og apoteksfilialerne, let læselig version (knap 77%) ligesom 

skiltet er udført i kontrastfarve (knap 81%). Dette er meget positivt set i forhold 

til gruppen af ordblinde, udviklingshæmmede, døve, hørehæmmede og 

svagsynede. 

Bevægelseshæmmede vil normalt ikke have problemer med at tilegne sig skriftlig 

information på et skilt, såfremt skiltet er placeret, så det er synligt for bevægelseshæmmede. 

Vi må konkludere, at skriftlig information på et skilt, når dette ikke er udført i 

punktskrift eller med forhøjet skrift, hvilket kun er tilfældet for 2 apoteker, gør, 

at blinde ikke bliver ligebehandlet med kunder, der kan se. 

Flere apoteker oplyser, at de ikke har noget skilt, da de selv har døgnvagt. 

Tilkaldevagt 

Det fremgår af bekendtgørelsen om apotekernes åbningstid og vagttjeneste, at 

etablering af tilkaldevagttjeneste forudsætter, at der på apoteket findes en tydelig 

angivelse af navn og telefonnummer for den vagthavende samt oplysning 

om, hvor nærmeste offentlige telefon er tilgængelig. Denne telefons placering 

skal være indtegnet på en kortskitse. Det fremgår ligeledes af bekendtgørelsen, 

at “ordningen i øvrigt sikrer en betryggende betjening af dem, der søger apoteket, 

herunder at der ved telefonisk henvendelse til apotekets nummer enten 

foregår omdirigering af samtalen til den vagthavendes telefon eller gives oplysning 

om den vagthavendes telefonnummer”.

29 hovedapoteker m.m. oplyser at have et skilt. Det er mest almindeligt, at teksten 

på skiltet om tilkaldevagt er skrevet i en let læselig version. 21 af disse, 

hvilket svarer til 72% af de respondenter, der har besvaret spørgsmålet, oplyser, 

at teksten på skiltet er skrevet i stor skriftstørrelse. 

Der er meget få hovedapoteker m.m., der har besvaret spørgsmålet om tilkaldevagttjeneste, 

men ud fra det oplyste, er det positivt, at så mange delvist lever 

op til kravet om at informere kunder med forskellige funktionsnedsættelser om 

tilkaldevagttjenesten. Det er positivt, at skiltet er i en let læselig version og udført 

med stor skriftstørrelse, idet denne udførelsesform tilgodeser mange kunder. 

Vi må dog konstatere, at personer, der er blinde, helt ordblinde og til en vis 

grad også døve og hørehæmmede, ikke bliver ligebehandlet i forhold til andre 

kunder uden disse funktionsnedsættelser, i forhold til at modtage information 

om apotekets tilkaldevagttjeneste. 

Med hensyn til spørgsmålet om telefonsvarer er der ikke tale om ligebehandling 

i forhold til døve og svært hørehæmmede, når der ikke er tilkoblet en telefonsvarer 

til teksttelefonen. 

Personalets erfaringer med at betjene kunder med funktionsnedsættelser 

Det fremgår af undersøgelsen, at den personlige betjening har stor betydning i 

forhold til den service, som apotekerne m.v. yder kunderne. Ikke mindst personer 

med funktionsnedsættelser er meget afhængige af den personlige betjening. 

For at betjeningen af personer med funktionsnedsættelser kan ske på samme 

vilkår som personer uden funktionsnedsættelser, er det vigtigt, at personalet har 

en viden om, hvordan de forskellige handicapgrupper skal betjenes. 

Der er forskel på, hvordan hovedapoteker m.m. og håndkøbsudsalg m.m. vurderer 

personalets betjening af handicappede. Det er positivt, men nok ikke 

overraskende, at det er hovedapotekerne m.m., der procentvis i forhold til 

håndkøbsudslag m.m. giver det største udtryk for at være gode til at betjene 

kunder med funktionsnedsættelser. Det er også her det meste af personalet i 

forhold til håndkøbsudsalg m.m. har fået en uddannelse eller et kursus i betjening 

af kunder med funktionsnedsættelsers særlige behov. 

Den samlede rapport over undersøgelsen af apotekernes tilgængelighed findes 

på Centrets hjemmeside: www.clh.dk 



113 

113



114 

114 

Offentlige Offentlige hjemmesiders hjemmesiders tilgængelighed 

tilgængelighed 

Resume: 

Centret foretog sidste år en undersøgelse af offentlige hjemmesiders tilgængelighed, 

og i år lavede vi en tilsvarende test for at se hvordan området har udviklet 

sig. Der er sket en del i løbet af 1999, som kan have øget bevidstheden omkring 

denne problematik. I maj kom en officiel W3C anbefaling med retningslinier 

for tilgængeligt web-design, og den mekaniske test ‘Bobby’, som vi har benyttet 

i vores undersøgelse. Forskningsministeriet har ydet tilskud til etablering 

af en Rådgivningsfunktion under Center for Tilgængelighed, og har finansieret 

en konference om web-tilgængelighed. Centret deltog i tilrettelæggelsen af 

konferencen, hvor blandt andre web-degignere og web-ansvarlige kunne høre 

mere om hvordan man skaber en tilgængelig hjemmeside. 

Centrets undersøgelse viste, at der for staten og kommunernes vedkommende 

er sket en fremgang i antallet af godkendte websider pr. hjemmeside, mens det 

omvendte er gældende for amternes hjemmesider. I år var undersøgelsen udvidet 

med en brugertest, hvor en blind bruger besøgte udvalgte hjemmesider og 

gav dem en kort karakteristik. Brugertesten viste, at den mekaniske Bobbytest 

ikke altid giver et præcist billede af hvordan en given side fungerer for en blind 

bruger. Manglende alternativ tekst til grafikfelter behøver for eksempel ikke forhindre 

udbytte af siden, hvis ikke grafikfeltet har en faktisk funktion. 

Center for Ligebehandling af Handicappede gennemførte i efteråret 1998 en 

undersøgelse af 144 offentlige hjemmesider for at finde ud af, i hvilket omfang 

disse hjemmesider var tilgængelige for mennesker med handicap. Undersøgelsen 

viste, at kun ganske få af de undersøgte hjemmesider var fuldt tilgængelige. 

Undersøgelsen tog udgangspunkt i de retningslinier for tilgængelighed på webben, 

der var under udarbejdelse i det Web tilgængelighedsinitiativ (WAI), som 

World Wide Web Consortiet (W3C) havde etableret i slutningen af 1997. Der

lev benyttet et testprogram Bobby, som var udviklet af CAST organisationen, 

og som mekanisk kunne gennemgå en webside for kendte tilgængelighedsproblemer. 

Undersøgelsen er blevet gentaget i efteråret 1999 for at finde ud af, om der er 

sket nogle forbedringer i forhold til året før. Resultatet af undersøgelsen, som 

gennemgås mere detaljeret nedenfor, viser, at der er en del steder, hvor der er 

gjort en indsats for at forbedre tilgængeligheden for eksempel ved at sørge for, 

at grafisk udformede knapper på indgangspartiet til hjemmesiden bliver forsynet 

med alternative tekster, som forklarer, hvor man kommer hen, når man vælger 

dem. 

Men der er også eksempler på, at det er gået den modsatte vej, således at 

hjemmesider, der sidste år var fuldt eller næsten fuldt tilgængelige, nu er komplet 

umulige at komme ind på, hvis man har brug for at navigere med tastaturet 

og ikke kan bruge en mus eller har brug for at få læst teksten på de fancy menuer 

op ved hjælp af syntetisk tale. En del af de steder, hvor man har forsøgt at 

forbedre på tilgængeligheden, har man ikke gjort det hele vejen igennem med 

det resultat, at man nu står med en halv (eller kvart) løsning. En løsning, hvor 

kun halvdelen af menupunkterne på forsiden er anvendelige, betyder, at man 

giver handicappede brugere en falsk fornemmelse af, at der er adgang til informationerne 

på hjemmesiden. 

Udviklingen på web-tilgængelighedsområdet i 1999 

Siden den første undersøgelse blev foretaget, er WAI retningslinierne for tilgængeligt 

web-design blevet færdiggjort og blevet til en officiel W3C anbefaling pr. 

5. maj 1999. Bobbytesten er ligeledes kommet i en ny udgave, som afspejler 

WAI retningsliniernes endelige indhold. 

Parallelt med den internationale udvikling på området har Statens Information 

(SI) udarbejdet et sæt danske retningslinier for web-tilgængelighed. Retningslinierne 

er en del af en større helhed, som omfatter en række andre råd og anbefalinger 

for, hvordan statslige myndigheder bruger nettet optimalt. De lægger 

sig tæt op ad den omtalte WAI anbefaling og vil blive et nyttigt værktøj i hæn- 



115 

115



116 

116 

derne på web-designere og informationsmedarbejdere i staten, når de skal til at 

efterleve dem. Ud over en opfordring til at man skal teste sine web-sider med 

en automatisk test som for eksempel Bobby, indeholder SI’s retningslinier også 

en anbefaling af, at man skal lave en brugertest af sit design for at identificere 

tilgængelighedsproblemer, der ikke fanges af den mekaniske test. 

Forskningsministeriet har i løbet af 1999 sat yderligere fokus på web-tilgængelighed 

ved at yde tilskud til etablering af en Rådgivningsfunktion for webtilgængelighed 

under Center for Tilgængelighed, hvor man kan få hjælp og vejledning 

til at gøre sin hjemmeside tilgængelig. Forskningsministeriet har også 

finansieret en konference om tilgængeligt web-design, hvor webdesignere fra 

private web-bureauer og webansvarlige fra myndigheder og større virksomheder 

har fået mulighed for at høre mere om, hvordan hjemmesiden gøres tilgængelig. 

Metoden i den foreliggende undersøgelse 

Der er blevet benyttet de samme værktøjer og retningslinier i opfølgningsundersøgelsen 

som forrige gang dog med forbehold for de ændringer, der er 

sket med WAI-retningslinierne. Forskellen ligger i, at nogle af de ting, der sidste 

år blev kategoriseret som alvorlige tilgængelighedsfejl (prioritet 1 fejl), nu er 

blevet ændret til mindre alvorlige fejl (prioritet 2 eller 3). Det er således blevet 

lettere at få sin hjemmeside godkendt, end det var før. 

Udover den mekaniske test med Bobbyprogrammet er der denne gang også lavet 

en mindre brugertest af forsiderne og nogle enkelte undersider for at gøre 

resultaterne mere retvisende end de kan blive med en rent mekanisk test. 

Antallet af testede hjemmesider er denne gang steget til ca. 240, idet der 

pr. 1. oktober 1999 var omkring 160 kommunale hjemmesider i modsætning til 

107 sidste år. De statslige hjemmesider er derudover denne gang suppleret 

med en række styrelser og andre underliggende myndigheder, således at der nu 

er ca. 70 hjemmesider med i denne del af undersøgelsen mod godt 20 i 1998. 

Som noget nyt har vi denne gang også testet 13 større private hjemmesider. Der 

er udvalgt hjemmesider, som er meget flittigt besøgt i følge www.fakdis.dk, dels

portaler som Egmont Online, Opasia og Forum, dels større hjemmesider knyttet 

til medierne, som for eksempel online-udgaverne af Berlingske Tidende, Politiken 

og DR-Online. 

Resultaterne af den kvantitative del af undersøgelsen 

Den statslige del af undersøgelsen viser, at der er sket en fremgang i antallet af 

godkendte websider pr. hjemmeside. Opgøres resultaterne for de samme 20 

hjemmesider, som blev testet sidste gang, er der denne gang i gennemsnit 

47,5 % godkendte websider pr. hjemmeside i forhold til 42,3% ved testen sidste 

gang. Der er i alt 9 forsider, der godkendes denne gang i modsætning til 5 

sidste gang. 

De hjemmesider, der er gået frem i forhold til 1998, er: Skatteministeriet, Socialministeriet, 

Sundhedsministeriet, Trafikministeriet og Økonomiministeriet. I 

modsætning hertil er Retsinformation, Finansministeriet, Undervisningsministeriet 

og Forskningsministeriet gået tilbage. Det skal dog nævnes, at fejlene på 

Forskningministeriets hjemmeside er “formelle” fejl, som ikke i praksis giver 

anledning til problemer ved brug. 

Opgøres styrelsernes hjemmesider selvstændigt, er der i gennemsnit kun ca 

31% godkendte websider pr. hjemmeside.For det statslige område i sin helhed 

er der i gennemsnit kun ca 37% af websiderne, der godkendes pr. hjemmeside. 

Den statslige del af undersøgelsen omfatter 69 hjemmesider med i alt 11.871 

sider. 

På det amtslige område er der tale om en stor tilbagegang i tilgængeligheden. 

Med undtagelse af mindre forbedringer for Viborg Amt og Ribe Amt er det gået 

tilbage for alle andre amter. Mest markant i Vejle Amt, som sidste år lå placeret 

helt i top med 94,4% godkendte sider, og som nu kun får godkendt 1,6% eller 

1 ud af 61 undersøgte websider. Og denne ene side viste sig ved nærmere eftersyn 

at være en fejlmeddelelse om en fil, der ikke findes! Den gennemsnitlige 

score ligger på 17,1% godkendte websider pr. hjemmeside imod 39,3 ved undersøgelsen 

i 1998. Noget af forskellen kan ligge i, at der ikke er testet helt så 

mange enkeltsider denne gang som sidst. Og da tilgængelighedsproblemerne 



117 

117



118 

118 

oftest er størst på de sider, der er nærmest forsiden, vil andelen af godkendte sider 

også falde jo færre undersider, der testes. Den amtslige del af undersøgelsen 

omfatter i alt 15 hjemmesider og tilsammen 1.497 websider. Der godkendes 

dog denne gang i alt 5 forsider imod 1 i 1998. 

På det kommunale område er der tale om en samlet fremgang fra 25,1 til 

34,5% godkendte websider pr. hjemmeside. Ser man isoleret på de 100 kommuner, 

der også var med i testen i 1998, viser det sig, at gennemsnittet ligger 

på kun 30,5, mens det for de 55 nye kommuner, som ikke var med i testen sidste 

år, fordi de ikke havde en hjemmeside endnu, ligger helt oppe på i gennemsnit 

41,8% godkendte websider. Det skal dog nævnes, at enkelte af de godkendte 

nytilkomne hjemmesider blot består af en enkelt side, hvor der står navnet 

på kommunen eller nogle få praktiske oplysninger og ikke andet. Ser man 

på forsiderne, er der denne gang 19, der bliver godkendt i modsætning til 1 

ved testen i 1998. Og her er det igen de nye hjemmesider, der ligger bedst placeret: 

På de nytilkomne kommunale hjemmesider er der 11 ud af 55, der godkendes, 

mens det kun er 8 ud af 100 forsider, der godkendes på de “etablerede” 

kommunale hjemmesider. 

Det betyder dog ikke, at alt er perfekt - blot er der noget, der tyder på, at det - 

samlet set - bevæger sig i den rigtige retning med enkelte graverende undtagelser. 

Resultater af brugertesten 

Den brugertest, vi har foretaget, er udført ved, at en blind bruger har besøgt 

hjemmesiderne og givet dem en kort karakteristik. Denne del af testen viser en 

stor variation i forhold til den kvantitative test. De formelle fejl, som Bobbytesten 

finder, som for eksempel manglende alt-tekster på grafik og manglende 

titler på Frames, er ikke altid lige blokerende for den faktiske brug. Der er således 

stor forskel på, hvordan en grafikknap uden alternativ tekst fungerer, hvis 

den fil, den linker til, hedder noget forståeligt som for eksempel nyheder.htm 

eller dagsorden.htm og ikke uforståelige navne som for eksempel 

javascript(hop_til_emne(3)) eller 2d2ef2e6319c209941256791003a96ab/ 

f260595bb7a6910f412567ed00371824?OpenDocument 

Undersøgelsen kan læses i sin helhed på Centrets hjemmeside www.clh.dk

Det Det Digitale Digitale Danmark 

Danmark 

Resume: 

De nye teknologier, som vinder indpas på stadigt flere områder, rummer nye 

muligheder og problemfelter, når man taler om handicappede og om tilgængelighed. 

Blandt andet computerteknologien byder på helt nye muligheder for 

blinde og svagsynede, hvis vi forstår at udnytte de nye systemer rigtigt. Regeringen 

nedsatte i 1998 et udvalg, som skal udarbejde et nyt IT-politisk grundlag 

under titlen “Det Digitale Danmark”. 

Centret har henvendt sig til udvalget og gjort opmærksom på vigtigheden af at 

handicapaspektet ikke glemmes i dette arbejde. Vi skal ikke have en særlig 

handicap-IT-politik, men forsøge at indarbejde tilgængeligheden for handicappede 

fra starten. Det gælder for eksempel når der snart sker en udskiftning af 

landets pengeautomater, hvor det vil være en stor fordel at indarbejde krav om 

tilgængelighed for handicappede. 

Daværende forskningsminister Jan Trøjborg tog i efteråret 1998 initiativ til et 

omfattende udvalgsarbejde under titlen “Det Digitale Danmark”. Ideen med 

udvalgsarbejdet er at få udarbejdet et IT-politisk grundlag, som afløser for “Infosamfundet 

år 2000" fra 1994. Forskningsministeren har i lighed med sidste 

gang bedt MEP Lone Dybkjær om at stå i spidsen for udvalgsarbejdet - denne 

gang sammen med direktør Jørgen Lindegaard fra GN Store Nord. 

Ligebehandlingscentret tog i december 1998 kontakt til udvalget og Forskningsministeriet 

med det formål at sikre, at handicapperspektivet ikke blev overset i 

det kommende udvalgsarbejde. På opfordring udarbejdede Ligebehandlingscentret 

i januar 1999 et notat til udvalget. 

I notatet peges der på en række områder, som efter Centrets opfattelse bør 

indgå i en kommende dansk IT-strategi: 



119 

119



120 

120 

Mainstreaming 

Set i relation til det nye udvalgsarbejde er den første og afgørende pointe derfor, 

at behovet ikke er en ny isoleret “handicap IT-plan”. Behovet er derimod 

en bredere tænkt handicap IT-strategi, hvor handicapperspektivet indtænkes og 

integreres som en helt selvfølgelig del af hver eneste af de overvejelser og forslag, 

udvalget i øvrigt måtte gøre sig og fremkomme med. Handicapperspektivet 

er ikke et appendix til den teknologiske udvikling, men må forstås og gøres 

til en del af den teknologiske mainstream. 

Indsatsområder 

At mainstream-synspunktet således er det centrale betyder naturligvis ikke, at 

der ikke findes områder, hvor der er behov for en særlig indsats, eller hvor en 

bevidst anvendelse af teknologien vil kunne afhjælpe eller kompensere for specifikke 

problemer. 

- Tilgængelighed til telekommunikation 

Det danske telemarked har - i lighed med hele den europæiske telesektor - 

gennemgået en meget omfattende liberalisering over de seneste 8 - 10 år. Konkurrence 

er ikke i sig selv et problem set ud fra handicappedes interesser. Også 

handicappede telekommunikationsbrugere har nydt godt af lavere takster, udbuddet 

af nye tjenester etc. 

Men på en række felter må vi også konstatere, at liberaliseringen har fået konsekvenser, 

som har vist sig at være mere vidtgående end forudset i de analyser, 

som lå til grund for vurdering af situationen i begyndelsen af ‘90 erne. 

Så længe der er opbakning hos myndighederne, så vil den nuværende forsyningspligtlovgivning 

uden større problemer kunne sikre, at eksisterende tjenester 

opretholdes. Men den nuværende model er meget dårlig, når det gælder 

om at sikre forskning, udvikling og implementering af nye løsninger og nye tjenester. 

Den nuværende forsyningspligtlovgivning forpligter på ingen måde hverken 

Tele Danmark eller noget andet teleselskab til at implementere, udvikle eller

forske i nye tjenester til handicappede. Da der næppe heller er noget kommercielt 

incitament til en sådan aktivitet, så er det mest sandsynlige, at der overhovedet 

ikke sker noget. Situationen er fastfrosset i et øjebliksbillede, som blot 

bliver ældre og ældre. 

Derfor er der et presserende behov for at få suppleret forsyningspligtstrategien 

med nye elementer, som sikrer, at eksisterende tjenester fornys i takt med den 

teknologiske udvikling, og at der sker forskning i og udvikling af nye tjenester. 

I bl.a. Sverige har man valgt at løse problemet ved at oprette en fond, som initierer 

og støtter udviklings- og forskningsaktiviteter på området handicappede og 

telekommunikation. I Sverige har man valgt at lade midlerne i fonden komme 

fra det offentlige, men en dansk løsning i overensstemmelse med sektoransvarlighedsprincippet 

kunne også være at skaffe finansieringen hos operatørerne på 

det danske telemarked - f.eks. ved at lade samtlige operatører indbetale en andel 

til fonden afhængig af selskabets omsætning. 

En medfinansiering fra teleoperatørernes side vil dels være i tråd med det handicappolitiske 

princip om sektoransvar - og det vil være i god overensstemmelse 

med ideen om at forny og videreudvikle den danske velfærdsmodel gennem 

en ændret opgavefordeling mellem den offentlige og den private sektor. 

- Tilgængelighed til information 

Et velfungerende moderne demokrati forudsætter, at borgerne har let og fri adgang 

til information. Information som gør det muligt at se myndigheder og andre 

beslutningstagere i kortene, informationer og oplysninger om ens rettigheder 

og pligter som borger etc. 

Den elektroniske informationsformidling og ikke mindst informationsformidlingen 

via internettet har bidraget til en forøgelse af mængden af information i 

en sådan grad, at det i sig selv kan være et problem. Men den elektroniske formidling 

betyder potentielt også en demokratisering af informationsressourcerne. 

Det er en proces, som bestemt også har været til gavn for mennesker med handicap 

- ikke mindst fordi de elektroniske medier har vendt op og ned på tradi- 



121 

121



122 

122 

tionelle forståelser af begreber som tid og sted. Men forudsætningen for, at 

mennesker med handicap kan drage nytte af denne demokratisering, er naturligvis, 

at informationerne er tilgængelige i en form, som modsvarer de særlige 

behov handicappede kan have. 

Tilgængelighed til Danmark.dk 

Det er i den sammenhæng især vigtigt at pege på det samarbejde, der netop er 

etableret mellem staten, amter og kommuner om udvikling af en fælles informationsplatform 

med basis i SI’s “Danmark.dk”. Det er ekstremt vigtigt, at dette 

samarbejde udvikler fælles tekniske standarder for, hvordan informationen via 

“Danmark.dk” gøres universelt tilgængeligt - uanset om man er blind, hørehandicappet 

eller bevægelseshæmmet. 

Det fremgår af udvalgets kommissorium, at udvalget også skal overveje behovet 

for eventuel lovgivning. Et så dynamisk område som information egner sig 

principielt dårligt til lovgivning. Men man bør måske overveje, om det er muligt 

at lovgive omkring centrale tilgængelighedsaspekter (og ikke nødvendigvis 

kun på handicapområdet). På mange måder kan de handicap-tilgængelighedsproblemer, 

vi i dag ser på det informationsteknologiske område, sidestilles med 

de problemer, vi kender fra den fysiske tilgængelighed. Og i dag er der jo ingen, 

der stiller spørgsmålstegn ved det relevante i, at vi har et Bygningsreglement, 

som stiller krav om f.eks. fysisk tilgængelighed, brandsikring, ventilation 

og miljø. 

- Danmarks Digitale Bibliotek 

Informationstilgængelighed er naturligvis meget andet end offentlige hjemmesider. 

Adgang til både skøn- og faglitteratur udgør for store handicapgrupper et 

meget omfattende problem - både i uddannelses-, arbejds- og fritidssammenhæng. 

Problemet har hidtil været søgt løst gennem distribution af fag- og skønlitteratur 

på indlæste lydbånd. Det er en både arbejdstung og dyr løsning, som på ingen 

måde kan holde trit med informationsstrømmen. Konsekvensen er derfor, at de 

handicapgrupper, som ikke - eller kun meget vanskeligt - har mulighed for at 

benytte sig af traditionelt skriftligt formidlet litteratur, har et ekstremt begrænset 

udvalg målt i forhold til det samlede udbud.

Blinde, svagsynede, døvblinde, personer med andre svære læse- og skrivevanskeligheder 

(f.eks. ordblinde), udviklingshæmmede (og i et vist omfang også 

personer med bevæghandicap) har alle stærkt begrænset adgang til stort set enhver 

form for skøn- og faglitteratur. Totalt set drejer det sig om måske 

2-300.000 personer. 

Det siger næsten sig selv, at dette forhold har stillet disse brugergrupper ganske 

dårligt både i forhold til uddannelsessystemet og efterfølgende også på arbejdsmarkedet 

- for slet ikke at tale om, at ethvert aktivt fritidsliv også forudsætter 

læsning. 

I dag lagres stort set enhver tekst digitalt: romaner, faglitteratur, tidsskrifter, hobbybøger 

etc. findes alle i elektronisk form. 

Dette forhold i kombination med, at der netop nu foregår udvikling af en højkvalitets 

dansk syntetisk tale, giver os en hidtil uhørt mulighed for at sikre de 

nævnte handicapgrupper adgang til i princippet enhver dansk produceret tekst. 

Det bør derfor overvejes, om tiden ikke er moden til at søge etableret et Danmarks 

Digitale Bibliotek, hvor - i princippet samtlige dansk producerede tekster 

- gøres on-line tilgængelige for de brugergrupper, som på grund af et handicap 

ikke er i stand til at benytte sig af traditionelt formidlet litteratur. 

- Tilgængelighed til selvbetjeningstjenester 

Penge- og betalingsautomater 

Ser man på anvendelsen af den nuværende borgerrettede informationsteknologi, 

så er der næppe tvivl om, at - når vi bortser fra pc’eren og nettet - de 

mange varianter af “automater” er det, der har opnået størst gennemslag. Det 

drejer sig ikke mindst om terminaler til hæve- og betalingskortsystemet 

(betalingsterminaler i butikkerne og kontantautomater på gaden), men også 

billetautomater inden for transportsektoren, køsystemer i butikker og på offentlige 

kontorer har vundet en omfattende udbredelse. 

Selv om tilgængelighedsproblemerne til disse terminaler har været kendt gennem 

en årrække, så må vi desværre konstatere, at der er sket utrolig lidt. 



123 

123



124 

124 

Problemet omfatter såvel fysiske tilgængelighedsproblemer (terminalerne placeres 

så de er utilgængelige for f.eks. kørestolsbrugere) som problemer med tilgængeligheden 

til de informationer, som indgår i dialogen med maskinen. Dialogen 

foregår typisk som tekstdialog på en skærm. Blinde og andre med læsevanskeligheder 

er derfor afskåret fra at benytte automaterne. 

Vi ved, at man især inden for finanssektoren står over for en massiv udskiftning 

af terminaler. Hvis der ikke ret hurtigt sættes initiativer i værk, som sikrer, at 

denne nye generation af terminaler løser nogle af de allerede kendte tilgængelighedsproblemer, 

så vil vi stå i en situation, hvor der igen vil gå en meget lang 

årrække før der for alvor igen vil være mulighed for at diskutere tilgængelighed 

til disse terminaltyper. 

Det bør derfor overvejes, om der ikke bør ske en lovgivningsmæssig regulering 

af området, så det sikres, at nye terminaler lever op til nogle basale tilgængelighedskrav 

- både hvad angår dialogen med maskinerne og den rent fysiske placering 

af terminalerne. En sådan regulering bør være acceptabel for udbyderne, 

hvis reguleringen kommer til at gælde for alle, så der ikke sker en konkurrenceforvridning 

mellem de enkelte udbydere. 

Det har tidligere (i forbindelse med opfølgningen på “Info-samfundet år 2000") 

været foreslået og undersøgt om nogle af disse tilgængelighedsproblemer 

kunne løses ved hjælp af de chipkort, som typisk anvendes i forbindelse med 

terminalerne. Man kunne f.eks. forestille sig, at chippen indeholdt oplysninger 

til terminalen om, at brugeren af kortet har brug for, at kontaktautomaten taler i 

stedet for at kommunikere via skærmen. Desværre er der ikke fulgt op på initiativet. 

Offentlige selvbetjeningstjenester - digital signatur 

Vi har gennem de seneste år set, hvordan offentlige myndigheder har flyttet en 

væsentlig del af deres traditionelle information over på nettet. Men udviklingen 

stopper ikke ved informationsdistribution. Offentlige myndigheder vil i stort 

tempo åbne mulighed for, at borgerne kan betjene sig selv via nettet. Tjenester, 

som tidligere krævede, at man mødte personligt op på forvaltningen vil i fremtiden 

kunne løses via internettet.

Det vil (også) af mange handicappede borgere blive opfattet som en klar serviceforbedring. 

Men det er igen nødvendigt at understrege betydningen af, at 

disse tjenester gøres tilgængelige for mennesker med handicap. 

En del af problemet vil formentlig kunne løses, hvis der etableres generelle 

standarder for tilgængelighed til offentlige hjemmesider. Men en række problemer 

vil knytte sig specifikt til selve selvbetjeningstjenesten. Det kan f.eks. være 

problemer som knytter sig specielt til udfyldelse af skemaer og blanketter. Men 

det vil måske først og fremmest være problemer som knytter sig til digital signatur. 

Det er derfor utrolig vigtigt, at handicapperspektivet inddrages i udviklingen 

af den digitale signatur. 

De elektroniske selvbetjeningstjenester etableres i dag typisk som rene paralleltjenester 

til tilsvarende manuelle tjenester: man kan stadig gå på både Folkeregistret 

og nettet, hvis man skal ændre sin folkeregisteradresse. Men det kræver 

ikke megen fantasi at forestille sig, at den manuelle service om føje år - enten 

helt vil forsvinde (jvf. Statstidende) eller vil være belagt med en eller anden 

form for brugerbetaling. Det er derfor helt afgørende, at der nu skabes praksis 

for, at sådanne tjenester er fuldt tilgængelige - også for mennesker med handicap. 



125 

125



126 

126 

Det Det offentliges offentliges beredskab 

beredskab 

Resume: 

Hvordan varsler man døve og hørehæmmede når der er brand - og hvordan 

sikrer man sig at fysisk handicappede kan få hjælp til at komme ud, når elevatoren 

er sat ud på grund af brand? Centret har i år kigget på handicappedes forhold 

når det gælder beredskab i forbindelse med katastrofe- og krigssituationer. 

Centret har valgt at fokusere på det kommunale beredskab, da det er kommunerne 

der ved hvor de handicappede bor. Undersøgelsen viste at kun halvdelen 

af de adspurgte kommuner har indarbejdet overvejelser vedrørende handicappede 

i deres beredskabsplaner. 

Centret er på ingen måde tilfreds med resultatet af undersøgelsen. Centret vil 

derfor opfordre kommunerne til, at der fremover bliver indarbejdet instrukser 

for de hensyn, der skal tages i en katastrofe- eller krigssituation. Derudover vil 

Centret opfordre politiet til, at de i deres varsling- og evakueringssituationer bliver 

i stand til at varsle og evakuere handicappede borgere. 

Center for Ligebehandling af Handicappede er i flere henvendelser blevet gjort 

opmærksom på, at det kan være et problem for handicappede, at blive varslet, 

reddet ud ad bygninger og efterfølgende blive evakueret ved ulykker og i 

katastrofesituationer.

Det kan handle om døve og tunghøre, der ikke via TV, radio og/eller højttalervogne 

bliver varskoet om et kemikalieudslip i byen. Det kan være fysisk handicappede, 

der ikke er i stand til at undslippe en brændende bygning ved egen 

hjælp. Det kan være blinde og svagsynede, der ikke kan orientere sig i en katastrofesituation 

eller ikke er i stand til at læse det skriftlige materiale, der bliver 

uddelt i en beredskabssituation med informationer om forholdsregler. 

Et af problemerne er, at handicappede ikke er registreret nogen steder, så derfor 

kan det være en umulig opgave for redningsmandskabet at få evakueret f.eks. 

fysisk handicappede i tide. Man ved ikke, hvor de bor. Ofte vil naboer og andre 

i nabolaget være bekendte med, at der bor en handicappet der og der, men 

det er ikke fyldestgørende og ej heller betryggende. 

Spørgsmålet er, om løsningen i nogle tilfælde vil være en beredskabsregistrering 

af handicappede, der har brug for en særlig assistance ved ulykkes- og 

katastrofesituationer. 

Døve og tunghøre derimod vil være lettere at finde en praktisk ordning til. Man 

ved i dag, at det er muligt med en lille pager, som kan bæres i lommen eller i 

et bælte at varsko døve og hørehæmmede. Pageren fungerer på den måde, at 

hver gang der kommer en meddelelse til pageren, vil den vibrere. På den måde 

vil det være muligt for Rigspolitiet at varsle døve og hørehæmmede ved at udsende 

e-mails til de tilkoblede pagere. Alle med en pager tilmeldt ordningen vil 

modtage varslingen på samme tid, uanset hvor i Danmark de befinder sig. Det 

udestående problem er imidlertid, hvem der skal betale for det. Der er tale om 

et beskedent beløb, som må ligge under det almindelige statslige varslingssystem. 



127 

127



128 

128 

Centrets Centrets undersøgelse 

undersøgelse 

Det følger af beredskabslovens formålsbestemmelse, § 1, at “Redningsberedskabets 

opgave er at forebygge, begrænse og afhjælpe skader på personer, 

ejendom og miljøet ved ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger eller 

overhængende fare herfor”. 

Redningsberedskabet er inddelt i et statsligt redningsberedskab, et statsligt regionalt 

redningsberedskab og endeligt et kommunalt redningsberedskab. Centret 

har i sin undersøgelse fokuseret på det kommunale redningsberedskab for 

at forsøge at afdække om og i givet fald, hvilke foranstaltninger der tilbydes 

handicappede borgere i varslings- og evakueringssituationer. 

Vi er opmærksomme på, at det er politiets opgave at stå for selve varslingen og 

evakueringen (se ovenfor med Rigspolitiets ansvar for at evt. udlevere pagere, 

men det vil ofte være kommunerne, der er bekendte med, hvor de handicappede 

bor) af civilbefolkningen under krise eller krig eller under fredstidskatastrofer 

efter regler, der fastsættes af indenrigsministeren. Imidlertid vil kommunernes 

civile beredskab i vid udstrækning medvirke ved ovennævnte opgaver i 

fredstid såvel som under krise og i krig. 

Derfor har Centret valgt at fokusere på, om hensyntagen til handicappede er 

inddraget som en del af planlægningsgrundlaget i de kommunale beredskabsplaner, 

da kommunerne er de nærmeste til at kende de handicappede borgere, 

der er bosat i kommunen. 

Endvidere følger det af bekendtgørelse om det kommunale redningsberedskabs 

organisation, virksomhed, materiel og dimensionering, § 1, at det kommunale 

redningsberedskab skal yde en forsvarlig indsats ved brand eller overhængende 

fare for brand, ved sammenstyrtningsulykker, togulykker, flyulykker til lands, 

skibsulykker ved kaj, naturkatastrofer og akutte uheld med farlige stoffer på 

landjorden, i søer, i vandløb samt i havne. 

Det kommunale redningsberedskab skal endvidere modtage, indkvartere og 

forpleje evakuerede og andre nødstedte.

Indholdet i de kommunale beredskabsplaner 

Ved en gennemgang af 161 kommunale beredskabsplaner kan det konstateres, 

at i 82 tilfælde er hensyntagen til handicappede inddraget på et eller andet niveau 

i den kommunale beredskabsplanlægning, og i 79 af planerne er handicappede 

ikke omtalt. 

Flere af de kommuner, som ikke har inddraget handicapaspektet i deres beredskabsplan, 

angiver som årsag, at den af Beredskabsstyrelsen udsendte “Vejledning 

om kommunens beredskabsplanlægning” fra april 1998, ikke indeholder 

afsnit om planlægning af omsorg for handicappede i en krigs- eller krisesituation. 

I det øjeblik et sådant afsnit indføjes i “Vejledning om kommunens beredskabsplanlægning”, 

vil de pågældende kommuner naturligvis inddrage handicappede 

i deres beredskabsplanlægning, idet de i øvrigt udtrykker interesse 

herfor, men er i tvivl om, hvordan de skal gribe det an. 

Blandt de 82 kommuner, der har inddraget handicapaspektet, spænder detaljeringsgraden 

og viden om de enkelte handicapgrupper meget vidt - lige fra de 

kommuner der i få linier har nævnt, 

• at i en krise-krigssituation skal der gives støtte til særligt udsatte familier (i 

parantes bemærket, familier med hjemmeboende, handicappede børn), 

• andre kommuner har nævnt, at når omsorgen for andre skal nedtrappes, skal 

omsorgen for handicappede opretholdes, 

• andre kommuner igen har nævnt, at der skal foretages en prioriteret overvågning 

af handicappede, der ikke kan overvåges og støttes af pårørende. 

Blandt de mere detaljerede og grundige kommuner er der indledt et samarbejde 

med de lokale handicaporganisationer for at få tilvejebragt den bedst 

mulige viden om, hvordan man inddrager hensyntagen til handicappede i en 



129 

129



130 

130 

krise-krigssituation. Eller der er planer om at kontakte lokale eller landsdækkende 

handicaporganisationer i krise-krigssituationer for dels at få at vide, hvor 

i lokalområdet deres medlemmer er bosat, og dels for at få instrukser om, hvordan 

der skal forholdes i forhold til de pågældende handicapgrupper. 

Flere kommuner er opmærksomme på de problemer døve og hørehæmmede 

samt blinde og svagsynede kan have med at modtage informationer ad henholdsvis 

auditiv og visuel vej og opfordrer derfor naboer og andre til at være 

opmærksomme på at få informeret høre- og synshandicappede naboer. 

En enkelt kommune skriver i sin beredskabsplan, at det skal “sikres, at skrevne 

oplysninger og meddelelser af beredskabsmæssig karakter, der sendes ud til 

kommunens indbyggere, også når ud og opfattes af dem, der ikke kan læse. 

Det kan ske ved at informere på lydbånd og/eller blindskrift. Herudover kan 

det aftales med plejere og naboer, at de sørger for at give mundtlige orienteringer.” 

Videre står der om døve/svagthørende, at “i tilfælde af varsling med sirener 

og højttalervogne skal oversigten sikre, at de døve og svagthørende bliver 

varslet.” 

I enkelte kommuner kan vi af deres beredskabsplaner se, at der er forsøgt lavet 

en opgørelse over antallet af handicappede i egen bolig, idet dem, der er boende 

på en af lokalområdets botilbud, er man bekendte med. Det er imidlertid 

næppe alle handicappede i kommunen, man kan opgøre, idet det ikke nødvendigvis 

er alle, der er modtagere af støtte og hjælpeforanstaltninger efter den sociale 

lovgivning eller i øvrigt har været i kontakt med den kommunale forvaltning. 

I nogle ganske få kommuner har man derfor i beredskabsplanen lagt op til, at 

man som handicappet frivilligt kan lade sig registrere, så man bliver opmærksom 

på de handicappede borgere, der bor i enkelte, egne boliger og i øvrigt 

ikke står opført i kommunens registre over modtagere af hjælp, hjemmepleje 

og andet, der gør, at det vil være til at identificere dem i en beredskabssituation. 

Formålet med den frivillige registrering er imidlertid alene at sikre, at nødvendig 

hjælp tilvejebringes i en ekstraordinær situation, hvor der er behov herfor. 

Om kommunen konkret har lagt op til en frivillig registrering vides ikke, da 

det ikke fremgår af det tilsendte materiale.

Evakueringsplaner i amtskommunale botilbud 

Beredskabsstyrelsen har ved skrivelse af 16.marts 1990, CF.nr. 90/12, henstillet 

til, at der udarbejdes evakueringsplaner for institutioner (i dag botilbud) m.v. 

En rundringning til 20 tilfældigt udvalgte amtslige botilbud viste, at 10 af stederne 

ikke havde nogle evakueringsplaner for beboerne i deres bygninger. Her 

er mange af beboerne fysisk og psykisk funktionshæmmede, enkelte steder er 

der også nogle af beboerne, der i tillæg har et synshandicap. Flere af de steder, 

hvor der ikke findes en evakueringsplan, finder der i stedet en mundtlig introduktion 

sted til alle nyansatte om, hvad der skal gøres i en krisesituation, hvor 

beboerne skal ud af husene. To steder angives det, at evakueringsplaner er under 

udarbejdelse. Et enkelt sted oplyses det, at brandmyndighederne direkte 

har frarådet, at der blev udarbejdet en evakueringsplan. 

10 af de adspurgte botilbud oplyser at have evakueringsplaner. Heraf er de 2 af 

dem de generelle instrukser, Falck har udarbejdet om flugtveje ved brand til 

alle større forsamlingsenheder. Blandt flere af de 10 botilbud, der oplyser at 

have evakueringsplaner, er medarbejderne imidlertid ikke bekendt hermed, og 

det er først, når der bliver stillet om til forstanderen eller lederen, at det oplyses, 

at der forefindes en evakueringsplan. Ved fremsendelse af nogle af de to 

opgivne evakueringsplaner viser det sig, at de er holdt i overordentlig generelle 

vendinger og ikke udmønter, hvordan man f.eks. evakuerer en kørestolsbruger, 

en lam, sengeliggende beboer og lignende. 

Nogle få institutioner har en direkte linie til brandvæsenet, så brandvæsenet 

selv kan lokalisere, hvor der brænder. Noget tilsvarende gælder virksomheder i 

området, der i en katastrofe- eller krigssituation kan risikere at udgøre en miljøtrussel. 

Her findes der elektroniske kort- og indberetningssystemer, der gør, at 

brandvæsenet og beredskabstjenesten kan lokalisere, hvor der er fare på færde. 



131 

131



132 

132 

Initiativer 

Centret skal på baggrund af undersøgelsen af de kommunale beredskabsplaner 

opfordre til, at der i Beredskabsstyrelsens vejledning til kommunerne om dem 

lokale beredskabsplanlægning udarbejdes instrukser for de hensyn, der skal tages 

til handicappede i en krise- eller krigssituation. 

Herudover skal der også opfordres til, at politiet i varslings- og evakueringssituationer 

m.v. bliver i stand til at varsle og evakuere handicappede borgere på 

betryggende vis. 

Endelig må det indskærpes, at der på samtlige institutioner, hvor der opholder 

sig handicappede enten i dag- eller døgntilbud, udarbejdes detaljerede evakueringsplaner. 

Og at disse evakueringsplaner gøres bekendte, så personalet til 

enhver tid er orienteret om, hvad den enkeltes opgave og rolle er i tilfælde af 

en evakuering.



133 

133



134 

134 

Center Center for for Ligebehandling 

Ligebehandling 

af af Handicappede 

Handicappede 

Center for Ligebehandling af Handicappede er en selvejende statslig institution 

oprettet i tilknytning til Det Centrale Handicapråd. 

Centret er oprettet i henhold til folketingsbeslutningen af 2. april 1993 om ligestilling 

og ligebehandling af handicappede med andre borgere. Centret skal i 

henhold til folketingsbeslutningen „nationalt og internationalt indsamle, initiere 

og formidle nødvendig information og ekspertise om handicappedes vilkår og 

virkninger af givne handicap“. Centret skal desuden „være opmærksom på tilfælde, 

hvor der sker diskrimination af mennesker med handicap“. 

Centret skal en gang årligt afgive en beretning over udviklingen i ligebehandlingen 

af handicappede. 

Centret ledes af en bestyrelse, som udpeges af og blandt Det Centrale 

Handicapråds medlemmer.

• Centrets bestyrelse • 

• Palle Simonsen, Det Centrale Handicapråd (formand) • 

• Søren Eriksen, amtsborgmester, Amtsrådsforeningen (næstformand) • 

• John Møller, formand i De Samvirkende Invalideorganisationer • 

• Knud Søndergaard, formand i Danske Døves Landsforbund • 

• Jørgen Hansen, undervisningsinspektør, Undervisningsministeriet • 

• Grete Buss, afdelingschef, Socialministeriet • 

• Ane Fink, jurist, Center for Ligebehandling af Handicappede • 



• Ansatte pr. 31.12.1999 • 

• Ane Fink, jurist • 

• Anne Vikkelsø, jurist • 

• Birgit Larsen, sekretariatsmedarbejder • 

• Charlotte Trusell, jurist • 

• Frans Storr-Hansen, informationssystematiker • 

• Henning Strange, jurist • 

• Inge Storgaard Bonfils, akademisk medarbejder • 

• Lene Maj Pedersen, konsulent • 

135 

135 

• Lise Schmiegelow, socialrådgiver • 

• Lotte Dybkjær, akademisk medarbejder • 

• Mette Lohse, informationsmedarbejder • 

• Mogens Wiederholt, centerleder •

PDF-udgave til udskrivning (1,17 MB) - Center for Ligebehandling af ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?