Rokoko-begrebet - Designmuseum Danmark

Iscenesættelsens rekvisitter og attituder
PARYKKER var et middel til at lægge afstand til det naturlige, sin biologiske
krop og sig selv, til at skabe et imaginært billede. Den måtte
ikke være naturalistisk, som vi er vant til, at parykker skal være i dag
for at dække over manglende hårpragt, nej, den skulle være kunstfærdig
og prangende. Selv børn brugte parykker. Det var en dyr mode,
og på et tidspunkt i 1700-tallet blev der endda indført en særlig parykskat.
Det var også en tidskrævende mode, hvor tjenere flere gange
dagligt måtte hjælpe herskabet med at få parykkerne af og på, og de
skulle til parykmagere flere gange om ugen. Her blev parykkerne
pudret med mel, men ikke vasket. Der var derfor masser af utøj i parykkerne,
og til selskaber blev der indført særlige lågfade på middagsbordene,
så mel og utøj kunne drysse ned i disse.
SMINKE: Både mænd og kvinder brugte masser af sminke for at få et så
kunstigt udtryk som muligt. Ansigtet blev malet med blyhvidt og kinderne
påført rouge. Blomsterduftende parfume blev brugt til at fortrænge de
ret voldsomme kropsdufte, idet hygiejnen ikke var overvældende.
FISKEBENSSKØRTET gjorde det svært at manøvrere rundt i rummet,
at komme ind og ud af døre, stige op i vogne, at sidde ned og at gå ved
siden af hinanden for blot at nævne de mest indlysende. Det er et eksempel
på en mode, der var vildt overdrevet og upraktisk. Det samme
gjaldt de ekstra ”korkpropper”, der blev lagt på kvindens bagdel under
skørtet og gjorde det svært at holde balancen og gå normalt. Der
var mange satiriske kommentarer og tegninger om fænomenet i samtiden.
Der er også kommentarer om, at de brede skørter er med til at
holde mændene på en vis afstand. 1
KORSETTET kunne snøres helt ind, og de stramme korsetter var ofte
skyld i, at kvinderne dånede, da de simpelthen kunne have problemer
med at trække vejret. Korsetterne kunne også medføre alvorligere
skader for eksempel ved at beskadige leveren eller gøre ribbenene
deforme.
VIFTER: Rokokokvinden var bevæbnet med en vifte, som hun brugte til at
give tegn med; tegn, der skulle afkodes efter fastlagte regler. 2 Hun kunne
beskytte sit ansigt mod solens stråler, da det var absolut umoderne at
være solbrændt som en bondekvinde. Hun kunne også skjule dårlige
tænder, spydige smil og grimasser, og var hun oprørt eller forstemt, kunne
hun folde viften fuldt ud og bevæge den hastigt foran sit ansigt, så dens
små klik-klik hørtes. Havde hun noget interessant at fortælle, skulle viften
flagre som fuglevinger og falde sammenfoldet ned ved slutningen af
hver sætning. Den blev også flittigt brugt, når hun skulle flirte med interessante
kavalerer. Viften blev fremstillet af malet eller broderet stof, fjer,
kniplinger og papir med ribber af træ, elfenben, perlemor, metal o.l.
www.designmuseum.dk
Foto: Pernille Klemp
Foto: Pernille Klemp
9 www.skoletjenesten.dk