Rokoko-begrebet - Designmuseum Danmark

ROKOKO 

BEGREBET

EN INTRODUKTION 

For de fleste af os virker den historiske stilperiode rokokoen (1710- 

1790) som noget, der er sket for utrolig lang tid siden, og det er svært 

at forestille sig, at perioden kan indeholde noget, der er interessant og 

relevant for os i dag i vores globaliserede og højteknologiske virkelighed. 

Ikke desto mindre har vi i dette undervisningsmateriale valgt at 

undersøge, hvordan elementer fra rokokoen som fænomen kan genfindes 

i det 21. århundredes samfund. Det er helt centrale og almenmenneskelige 

temaer som identitet, kulturmøder og iscenesættelse, 

der går igen i begge perioder. Vi er måske slet ikke så forskellige fra 

rokokomennesket, som vi bilder os ind, når vi ser periodens overdrevne 

parykker og grusomme henrettelser. 

Danmark i 1700-tallet er præget af en udveksling mellem det åbne og 

nysgerrige og det lukkede og indadvendte. Set i et kulturelt perspektiv 

oplever vi oplysningstiden. I Danmark skriver Ludvig Holberg (1684- 

1754) og i Europa Voltaire og Rousseau nye idéer og tanker, der bevæger 

sig i retning af et mere sekulært verdensbillede. Samtidigt er det 

en florissant periode, dvs. en periode, hvor handel og kapitalisme blomstrer, 

og købmænd skaber formuer på slaver og våben, mens borgernes 

rettigheder og ytringsfrihed debatteres i de nyopståede klubber. 

Danmark møder i 1700-tallet verden, og kimen til nutidens demokratiske 

samfund, der kendetegner det moderne Danmark i dag, bliver 

lagt. Rokokoen som fænomen befinder sig altså i et kontrastfyldt århundrede, 

hvor det eventyrlystne og ekstravagante står side om side 

med det grumme og brutale. 

www.designmuseum.dk 

2 www.skoletjenesten.dk

Frederiks hospital bliver bygget i 1756 og er det første offentlige hos - 

pital i København, hvor småt bemidlede borgere kan modtage pleje. 

Det er her, Kong Christian VII’s reformivrige livlæge Johan Struensee 

sætter en kasse op uden for et kældervindue, hvor kvinder, der har 

født uden for ægteskab, anonymt kan aflevere barnet. Bygningen er et 

fornemt eksempel på arkitektur i rokokostilen og en del af Frederiksstaden, 

en bydel grundlagt af Kong Frederik V. Stedet fungerede som 

hospital indtil 1910 og åbnede efter en gennemgribende renovering 

udført af arkitekt og møbeldesigner Kåre Klint som Kunstindustrimuseet 

i 1927. Museet tog navneforandring til Designmuseum Danmark 

i foråret 2010. 

Ordet rokoko stammer fra det franske ord ”rocaille”, der betyder musling. 

Den opstår i Frankrig med sit epicenter i Paris ved Ludvig XIV’s 

hof og er dermed en hofstil. Det uægte er på mode i rokokoen. Halvmasker, 

parykker, pudder, indsnøringer, korsetter, falske indlæg ved 

bryst, hofter osv. er styling à la rokoko. I dag iscenesætter vi også os 

selv med det uægte som piercinger, tatoveringer, brystforstørrelser 

og skønhedsoperationer, noget som rokokomennesket sikkert ville 

have bifaldet. Det er fra adelen, hoffet og senere i 1700-tallet også det 

bedre borgerskab, at mode og stil bliver skabt i rokokoperioden via 

den såkaldte trickle down-effekt (se evt. undervisningsmateriale om 

subkultur), hvor moden siver nedad i samfundet. Overklassen iscenesætter 

sig selv som de perfekte mennesker på malerier og ”pynter” 

på udseendet for at få sublim og ungdommelig udstråling, præcis 

som vi ser det med Photoshop og retoucheringer i dag. I det 21. århundrede 

er det ofte ”kendisser” som skuespillere, sangere, sportsidoler 

eller supermodeller, der fremstår som perfekte forbilleder. 

Attitude og etikette – 

Hvordan gebærder man sig? 

I 1700-tallet var det vigtigt at positionere sig ved hoffet, til maskerader 

og visitter, på samme måde som vi i dag gør det gennem sociale/digitale 

netværk som Facebook, Twitter, chats og blogs. 

I rokokoperioden udvikledes en særlig krukket manér i både gangstil 

og talemåder, dikteret af regler ved hoffet. Via påklædning og iscenesættelse 

var man klar til at indtage de forskellige scener, man hele tiden 

agerede på: Ved hoffet, i byens fornemme huse, på gader og pladser 

osv. De indstuderede roller overskyggede det personlige. Performance 

var altafgørende for ens succes i samfundets hierarki. Tidens 

ideal foreskrev kropskontrol. Enhver, der ville være nogen, måtte blive 

til nogen og style sin beklædning, sin dans, sit hjem og alle sine bevægelser. 

Hoffet fungerede som et rollespil. Alle havde roller, som 



man for alt i verden ikke måtte træde ved siden af. Der var strenge 

krav til, hvad der måtte siges, hvem det måtte siges til, og hvordan det 

skulle siges. Hierarkier og ære var alt, den enkelte intet. Et vredesudbrud 

var lig med et spark ned ad rangstigen og kunne ødelægge karrieren. 

Der blev udgivet anstandshåndbøger med råd om, hvordan 

man skulle begå sig ved hoffet. Beherskelse var et nøgleord, også af 

kroppens holdning og bevægelser. Dette kunne f.eks. trænes med 

danseundervisning, hvor man kunne øve sig i at opnå smukke, kontrollerede 

bevægelser og i at gå, stå, bukke og hilse på den rigtige 

måde. Der fandtes også anstandsbøger om selskabelige besøg og opførsel, 

f.eks. var visitter vigtige. Rokokomennesket måtte altid være 

beredt til selskab og til at optræde for hinanden, og boligens rum blev 

brugt som scener. 

Filmen ”En kongelig affære” af Nikolaj Arcel skildrer, ud over kærlighedshistorien 

mellem Kong Christian VII’s livlæge Johan Struensee 

og dronning Caroline Mathilde, et politisk opgør med enevælden. 

Struensee er oplysningsmand, inspireret af bl.a. Voltaire og Rousseau, 

og indfører nye idéer og politiske reformer i Danmark, inden han 

ender på skafottet. Han og Caroline Mathilde kalder de tidligere magthavere 

for ”parykker”, dvs. den typiske rokokorekvisit bliver et skældsord, 

der sættes lig med en degenereret og gammeldags stil. Så selvom 

Struensee mister hovedet, og reformerne stopper i en periode, indvarsler 

dette et skifte, der bryder ud i lys lue i 1789 med Den franske revolution, 

hvor arbejdere og bønder gør oprør mod kongen og adelen. 

Fremmede lande og skikke 

Opdagelsesrejsende og handelsskibe bringer viden om fremmede 

egne og specialiteter med hjem til Danmark, og perioden fra midten 

af 1700-tallet til Englandskrigen i 1807 er højdepunktet i Danmarks 

karriere som kolonimagt med kolonierne i Indien (Trankebar), Caribien 

(Dansk-Vestindiske Øer) og Afrika (Ghana). Trekantshandlen mellem 

København, Afrika og Vestindien er 1700-tallets vigtigste handelsrute. 

Skibe fra København sejler våben til Vestafrika og våbnene 

byttes til slaver, elfenben og guld. Slaverne bliver fragtet til danske 

sukkerkolonier i Vestindien, hvor de sælges til plantageejere, inden 

skibene lastes med dyrebart sukker, tobak og bomuld og sejles hjem 

til Danmark. 

Slavetransporten over Atlanten foregår under elendige forhold. Fra 

1670-1802 bliver der fragtet omkring 100.000 slaver over Atlanten. En 

handel, der gør Danmark til den syvende største slavenation i verden. 

Enkelte slaver fra 1700-tallets slavehandel ender i Danmark. De bliver 

trofæer i adelens eller nyrige købmænds husholdninger, og det 

bliver moderne at have en slave med på familieportrættet. 



NEDSLAG I UDSTILLINGENS 

VÆRKER OG KUNSTNERE 

Yinka Shonibare MBE 

Yinka Shonibare (f. 1962) er en politisk engageret kunstner med nigeriansk-engelsk 

baggrund. Han betegner sig selv som en postkolonial 

”kulturel hybrid”. Han er både indenfor og udenfor, dels via sin nationalitet, 

dels via sin MBE-orden (Member of the Order of the British 

Empire). Hans værker er altid flertydige, og rummer både æstetik, politik 

og humor. Han arbejder med forskellige medier, i denne udstilling 

med film og kostumer. Han forholder sig aktivt og politisk i sine værker 

og vil gerne udfordre beskueren og vende op og ned på gængse 

opfattelser af identitet, forestillinger og konstruktioner i sociale, politiske 

og kulturelle kontekster. Leg med kulturel identitet, køn og klasse 

er vigtige momenter i Shonibares værker. Shonibare er tydeligt inspireret 

af 1700-tallets europæiske hofkultur, rokokoen; bl.a. har han 

flere gange anvendt den franske rokokomaler Jean-Honoré Fragonards 

værker som udgangspunkt for sine egne værker. 

Hans tankevækkende, hybride kunstværker visualiserer eksisterende 

magtforhold mellem Afrika og Europa og sætter fokus på immigrantens 

dobbelte kulturelle identitet, ofte med udgangspunkt i temaer 

som kolonialisme, køn og kulturmøder. 

Tekstilernes ægthed eller hybriditet 

De “afrikanske” stoffer og mønstre, Shonibare anvender i sine værker, 

er på en gang sande og falske tegn for det afrikanske. Oprindeligt bliver 

stofferne industrielt fremstillet i Europa til det indonesiske marked 

som billige udgaver af traditionelle indonesiske mønstre. De kan 

dog ikke sælges der, men ender i stedet i Afrika, hvor de bliver solgt 

som autentiske, og afrikanerne opfatter selv mønstrene som en del af 

deres kulturarv. Tekstilerne udgør altså i sig selv en hybrid fortælling, 

der bl.a. inddrager aspekter som kolonialisme, magt og kulturelle 

møder. 



Un Ballo in Maschera (maskeballet) 

Filmen er optaget i Stockholm i 2004 og er Shonibares første film. Den 

er baseret på en historisk begivenhed, nemlig mordet på den svenske 

konge Gustav III i 1792. Under et maskebal på slottet skød adelsmand 

og officer Johan Ankerström kongen, der senere døde af sine sår, og 

Ankerström blev henrettet. Men i Shonibares version opbrydes de historiske 

facts og gør det muligt for beskueren selv at danne en narrativ 

struktur og beslutte, om attentatmændenes forehavende lykkes. 

Dette sker ved, at kongen ”genopstår” efter skudepisoden, og filmen 

kører videre i loops. 

Filmen er et virvar af referencer, genreoverlapninger og stilistiske 

mix. Sekvenser loopes og gentages, og derved fremstår filmen som et 

hybridt værk; bl.a. er skuespillerne iført rokokokostumer udført i afrikanske 

voksbatiktekstiler og rollerne spilles af kvinder, der er klædt 

ud som mænd. 


Foto: Courtesy of the 

artist and Stephen 

Friedman gallery, 

London 


TEMA: „LILLE SPEJL PÅ VÆGGEN DER …“ 

Anne Damgaards værker 

Anne Damgaard (f. 1968) er beklædningsdesigner fra Danmarks Design 

skole 1997. Hun afprøver den velkendte kjoles grænser ud fra et moderne 

tekstiludtryk, og hvert enkelt værk bevæger sig på grænsen 

mellem en klassisk kjole og moderne kunst. Inspirationen hentes i 

kunst, arkitektur og modehistorien. Til det konkrete værk, der cirkulerer 

omkring 1700-tallet og tidens mest betydningsfulde stilperiode, 

rokoko, er det sindsstemninger som eskapisme, nydelsesfuld drømmetilstand, 

melankoli og frygten for døden, som har påvirket hende. 

De europæiske hoffer og overklassens endeløse muligheder for nydelse, 

iscenesættelse og forbrug af også menneskelige resurser resulterede 

ofte i en form for tungsind, ensomhed og livslede; et scenarie, 

som Anne Damgaard genkender i vores tid og vores del af verden 

med en oppustet luksus, der efter hendes mening må få omkostninger, 

som vi måske end ikke aner endnu. 


Foto: Pernille Klemp 


Rokokodragter: stil, krop og mode 

Set i et historisk perspektiv var tekstil- og tøjfremstillingen i Europa en 

stor industri i især Frankrig og England. Rokokoen er ofte blevet kritiseret 

for at være unaturlig, frivol og moralsk korrumperende, mens beundrerne 

på den anden side er tiltrukket af eskapismen, det sentimentale 

og det teatralske – også i moden. Interessen for ornamentet blev overført 

til klædedragten. Overfladerne blev dekoreret med bånd og blomster, der 

kunne tages af tøjet og om-arrangeres efter den nyeste smag. Silhuetten 

skiftede kun lidt i snit og konstruktion hen over midten af 1700-tallet, til 

gengæld var der mode i de mønstrede silkestoffer, der kunne skifte flere 

gange om året. Alt tøj var kostbart, men modetøjet var en ekstraordinær 

luksus på linje med en investering. Man iscenesatte sit liv efter den sidste 

mode, og at være i stand til at følge den gav magt og status. 

Rokokomennesket dyrkede det sprøde og forfinede modsat den mere 

bastante og voluminøse barok. Rent modemæssigt opstod en form for 

lighed mellem kønnene, dvs. et feminiseret mandsideal, idet den perfekte 

rokokokavaler var spinkel og smalskuldret. Bå de manden og kvinden 

fremstod porcelænsagtige med hvidpudrede ansigter og parykker 

og kunstige skønhedspletter. Pludselig lignede manden og kvinden hinanden 

i en leg med kønsroller og identitet. Noget tilsvarende ses også i 

dag mange steder i subkulturen, hvor tomboys og tomgirls bytter kønsroller, 

ligesom det androgyne look er på mode på catwalken (se evt. undervisningsmateriale 

om subkultur). 

Eksempler på rokokoens farvepalet viser sig, hvis man tager et stykke 

perlemor fra f.eks. en muslingeskal og lader lyset skinne i det. Så 

vil alle rokokoens pastelnuancer træde frem. 

HERREN: Skulle i rokokoen fremstå ganske slank. Tætsiddende, lange 

strømper fremhævede underbenene og fik dem til at virke lange. 

Hvis ikke kunne man sætte indlæg ind. Mændene brugte lange frakker 

og veste, hvoraf det kun var den øverste knap, der blev knappet. 

Skødet på frakken og vesten skulle stå ud fra hofterne. Frakkerne 

havde store, vide ærmer med opslag på. Skjorten var hvid med masser 

af kniplinger. Mændene anvendte knæ bukser, således at man 

kunne se deres silkestrømper og silkesko. 

KVINDEN: Skulle i rokokoen have slank talje, brede hofter og dyb bryst - 

udringning. Hofterne blev forstørret af puder og fiske bensskør ter, der 

kunne være op til 4 meter i bredden. Taljen blev mindsket med korset, 

så den fremstod lang, tynd og smal. Silke var det foretrukne stof til beklædning 

hos de kongelige, adelige og rige. Silkedragterne blev syet i 

Paris, og måtte gerne for både mænd og kvinders vedkommende indeholde 

brokader, kniplinger, sløjfer og fine broderier. Man brugte 

højhælede silke sko eller tøfler og silkestrømper. 




Iscenesættelsens rekvisitter og attituder 

PARYKKER var et middel til at lægge afstand til det naturlige, sin biologiske 

krop og sig selv, til at skabe et imaginært billede. Den måtte 

ikke være naturalistisk, som vi er vant til, at parykker skal være i dag 

for at dække over manglende hårpragt, nej, den skulle være kunstfærdig 

og prangende. Selv børn brugte parykker. Det var en dyr mode, 

og på et tidspunkt i 1700-tallet blev der endda indført en særlig parykskat. 

Det var også en tidskrævende mode, hvor tjenere flere gange 

dagligt måtte hjælpe herskabet med at få parykkerne af og på, og de 

skulle til parykmagere flere gange om ugen. Her blev parykkerne 

pudret med mel, men ikke vasket. Der var derfor masser af utøj i parykkerne, 

og til selskaber blev der indført særlige lågfade på middagsbordene, 

så mel og utøj kunne drysse ned i disse. 

SMINKE: Både mænd og kvinder brugte masser af sminke for at få et så 

kunstigt udtryk som muligt. Ansigtet blev malet med blyhvidt og kinderne 

påført rouge. Blomsterduftende parfume blev brugt til at fortrænge de 

ret voldsomme kropsdufte, idet hygiejnen ikke var overvældende. 

FISKEBENSSKØRTET gjorde det svært at manøvrere rundt i rummet, 

at komme ind og ud af døre, stige op i vogne, at sidde ned og at gå ved 

siden af hinanden for blot at nævne de mest indlysende. Det er et eksempel 

på en mode, der var vildt overdrevet og upraktisk. Det samme 

gjaldt de ekstra ”korkpropper”, der blev lagt på kvindens bagdel under 

skørtet og gjorde det svært at holde balancen og gå normalt. Der 

var mange satiriske kommentarer og tegninger om fænomenet i samtiden. 

Der er også kommentarer om, at de brede skørter er med til at 

holde mændene på en vis afstand. 1 

KORSETTET kunne snøres helt ind, og de stramme korsetter var ofte 

skyld i, at kvinderne dånede, da de simpelthen kunne have problemer 

med at trække vejret. Korsetterne kunne også medføre alvorligere 

skader for eksempel ved at beskadige leveren eller gøre ribbenene 

deforme. 

VIFTER: Rokokokvinden var bevæbnet med en vifte, som hun brugte til at 

give tegn med; tegn, der skulle afkodes efter fastlagte regler. 2 Hun kunne 

beskytte sit ansigt mod solens stråler, da det var absolut umoderne at 

være solbrændt som en bondekvinde. Hun kunne også skjule dårlige 

tænder, spydige smil og grimasser, og var hun oprørt eller forstemt, kunne 

hun folde viften fuldt ud og bevæge den hastigt foran sit ansigt, så dens 

små klik-klik hørtes. Havde hun noget interessant at fortælle, skulle viften 

flagre som fuglevinger og falde sammenfoldet ned ved slutningen af 

hver sætning. Den blev også flittigt brugt, når hun skulle flirte med interessante 

kavalerer. Viften blev fremstillet af malet eller broderet stof, fjer, 

kniplinger og papir med ribber af træ, elfenben, perlemor, metal o.l. 





Masker, anonymitet og frigørelse 

Masken var en måde at iklæde sig en ny identitet på. Dagligdagen ved 

hoffet var helt gennemsyret af etikette og regler om, hvordan man 

som dannede mennesker skulle opføre sig. Til maskerader var livet 

anderledes. Så snart du bandt din maske omkring øjnene og strammede 

knuden i nakken, var du anonym. Maskeraderne kunne være 

kæmpe store udklædningsfester, hvor mænd mødte op i dametøj og 

damer som tyrkiske herrer eller romerske krigsguder. Man kunne 

altså frit lege med sin identitet, og frigøre sig fra sin sædvanlige, fastlagte 

rolle. 


Rokokoens rekvi- 

sitter anvendes i 

høj grad stadig af 

nutidens super- 

stjerner som f.eks. 

Madonna, der 

ifører sig korset, 

og Lady Gaga, der 

optræder med 

grotesk hårud- 

smykning. 

Foto: Courtesy of the 

artist and Stephen 

Friedman gallery, 

London. 


Rokokomøbler 

Rokokoens møbler ændrede karakter i forhold til barok, og nye møbeltyper 

kom til i form af chatoller, kommoder, toiletmøbler og skriveborde. 

Herudover blev møblerne lettere. Man gik væk fra at anbringe 

stolene langs væggen og trak dem ud på gulvet og grupperede dem 

om små borde. Stolene, der tidligere var kantede og rektangulært opbygget, 

blev nu afrundede. De skulle kunne ses fra alle sider og derfor 

ikke længere have en mørk, dunkel bagside, men være skulpturelle 

møbler, der kunne tåle at ses fra mange vinkler. 

Inspirationen kom ligesom i moden primært 

fra Frankrig. De foretrukne materialer var ædle 

træsorter samt rørflet og som betræk silkestoffer 

og broderede stoffer. Møblerne var rigt 

ornamenterede og fremstillet med svungne 

linjer og buede, lette former på ben og skuffer. 

Med til et rigtigt rokoko in teriør hørte også store, 

prægtige krystallysekroner. Indtryk fra fjerne 

egne prægede også hjemmets interiør. Møbler, 

tapeter og paneler med kinesiske udsmykninger 

blev uhyre populære, og det eksotiske 

præg gav herskabshjemmene en ny dimension. 

Spejle 

Spejle var en vigtig del af rokokoens scenografi. Spejlene var oftest rigt 

ornamenterede med bl.a. den karakteristiske ro caille-form. At spejle 

sig var i 1700-tallet stadig et privilegium forbeholdt de øverste sociale 

lag. Man spejlede sig selv og hinanden, hvilket var en del af en kultur, 

hvor iscenesættelse og selviscenesættelse udgjorde to af de væsentligste 

elementer. 

Spejlet i rokokoen var ikke ren narcissisme, men også en nødvendighed 

af hele tiden at have styr på sin fremtræden og evt. lure på andres. 

Spejlene var ofte anbragt over for hinanden, så man kunne se sig selv 

og andre fra flere vinkler. Det at granske og vurdere rationelt blev anset 

som en social færdighed ved hoffet. 



Kaffe, te, chokolade – nye vaner, nye skikke 

Med importen fra Østasien fulgte en ny mode – tedrikning. Intet egne - 

de sig bedre til servering af te og de to andre nye drikke kaffe og kakao 

end det tynde, varmeisolerende porcelæn. Derfor blev der importeret 

store mængder af porcelæn fra Kina, indtil europæerne fik løst 

porcelænets gåde i byen Meissen i Tyskland omkring 1713. Populære 

motiver var idylliske scener med kinesere, der sidder i haver og 

pavilloner og drikker te, musicerer, spiller spil m.m. Sådan 

forestillede man sig livet i det fjerne, eksotiske Kina. Te, kaffe 

og chokoladeservicerne var til luksusforbrug og forbeholdt 

det bedre borgerskab, og prangende porcelænsservice blev 

brugt ved de kongelige hoffer i Europa for at vise magt og rigdom 

og iscenesætte sig selv som det øverste lag i samfundet. Der 

opstod forskellige kutymer for, hvordan og hvornår de enkelte nye 

drikke blev indtaget. Teen var i begyndelsen særligt en kvindedrik, der 

blev indtaget, når man gik på visitter i private hjem, mens kaffen var 

knyttet til fremkomsten af caféer, hvor man også kunne nyde et andet 

nyt produkt, nemlig tobak. Caféerne var ikke kun til at hyggesnakke og 

drikke sin kaffe og ryge sin tobak, nej, også mere revolutionære tanker 

og idéer blev udvekslet her, ligesom det var vigtigt at blive set. På 

den måde knyttes an til cafékulturen i dag. Det er ikke kun for at drikke 

sin café latte, man går på café, men også for at fremvise sit nyeste 

outfit og omgås sine venner. 

Tabatière/snustobakdåser 

Snustobakdåser var et prestigeobjekt, noget man kunne prale med, lige 

som smartphones og iPads er det i dag. Man brugte dem ved hoffet 

og i adelskredse, hvor både mænd og kvinder snuste til tobakspulver. 

Materialet kunne være alt fra guld og sølv til porcelæn og emalje. Motiverne 

var mangfoldige lige fra dyremotiver 

til krigsscener og kærlighedsseancer. 

I 1700-tallet var snus den form for 

tobak, det var in at nyde, og derfor blev 

en snustobakdåse en prestigeting alle 

bare måtte eje. 



TEMA: FASCINATION OG 

FORESTILLINGER 

Det var kun få mennesker, der havde mulighed for at rejse ud, og de 

fleste europæere måtte nøjes med at forestille sig, hvordan folk i andre 

verdensdele så ud og levede, gennem beretninger, illustrationer 

og eksotiske varer. 

Trankebartæppet – en hybrid fortælling 

Indiske og kinesiske tekstiler blev fremstillet til eksport til andre dele 

af verden, ikke mindst til Europa. Motiverne i både de mønsterfarvede 

og i de broderede tekstiler var udført specielt 

for at tilfredsstille europæernes smagspræferencer. 

Stik og tegninger blev bragt ud til 

Indien og Kina og givet de lokale kunsthåndværkere 

som forlæg. Den europæiske flora, 

der kunne være inspireret af kineserier, var 

f.eks. fremmed for de indiske kunsthåndværkere, 

og blandet med træk fra deres egen 

kultur, der igen var påvirket af kinesiske og 

persiske kulturtræk, opstod der en blanding, 

en hybrid, der indeholdt mange forskellige 

kulturtræk. Tekstilerne blev af den europæiske 

elite, der havde råd til at købe dem, opfattet 

som meget eksotiske og attraktive. 

Porcelæn: Forestillinger om “den anden” 

Mindre porcelænsfigurer fra fabrikken i Meissen blev populære samlerobjekter 

ved de europæiske hoffer som bordpynt og udsmykning. 

Motiverne til figurerne afspejler populære temaer fra perioden med 

bl.a. pastorale scener og romantiske situationer. Derudover var 

“fremmede folkeslag” også et populært emne i form af skildringer 

af bl.a. tyrkere og kinesere, og det afspejler periodens fascination 

af det eksotiske og de for europæerne fremmede kulturer. 



Værket “Dansen med det døvstumme øje” 

Nikoline Liv Andersen 

Nikoline Liv Andersen (f. 1979) er uddannet beklædningsdesigner 

fra Danmarks Designskole 2006. Hun har været 

i praktik hos det fornemme franske modehus Dior, og 

hendes tilgang er præget af den måde, en modeskaber 

arbejder med haute couture – eksperimenterende, ekspressivt 

og kompromisløst – og lavet i hånden. Hendes værker 

over rasker med materialemæssige kombinationer og sammen 

stød af f.eks. strik, kniplinger, garn, skind, læder og 

plastik. Hun bygger tekstilerne op ved at lægge lag på lag 

og opnår en tredimensional effekt. Hun blander punk og 

andre subkulturelle elementer ind i sine kreationer, hvor 

mod sætninger mødes: Det smukke og det grimme, det 

frastødende og det dragende. 3 

Værket visualiseres gennem tre beklædningsskulpturer 

udført som kvinder klædt i tøj med stærke rokoko-referencer, 

men med parykker som aber – en pendant til det 

franske hof under Ludvig XVI, hvor overdreven overflod og 

dårlig kommunikation mellem adel og borgerskab førte til 

Den franske revolution. Her ses en reference til de klassiske 

japanske aber, der lukker af for omverdenen ved ikke 

at se, ikke høre og ikke tale, og værket sætter de tre aber 

ind i en nutidig rokoko, hvor globalisering er påvirket af 

skæv kapitalisme, farlige magtbalancer og stædig kamp 

om religion og ytringsfrihed. Aberne bliver fablens symbol 

på nutidens blinde forbruger og datidens Marie Antoinette. 

4 (Fabel = at tillægge dyr menneskelige egenskaber.) 

Et eksempel på brug af bricolage i værket er transformation 

af sugerør fra hverdagsobjekt til kunst. Sugerøret får ny 

betydning fra nytte til udsmykning, som punks der tog sikkerhedsnålen 

og gjorde den til smykke (se evt. undervisningsmateriale 

om subkultur). 



TEMA: IDENTITET OG HYBRID 

Værket “Et kjolelandskab” 

Laura Baruël 

Naturen er det poetiske grundstof i Laura Baruëls skulpturelle kreationer, 

og hun har tidligere skabt kjoler i plantefibre, i bregner, tang og 

græs. I værket til ”Rokoko- mania” arbejder hun med et “bjerglandskab” 

af fem kjoler. Bjerglandskabet er et element i kinesisk og japansk 

kunst, der går mange hundrede år tilbage, og hvis perception 

og udførelse har spredt sig til en hel del andre kulturers kunst. 

Som alt andet kineseri, der mikser kinesiske og europæiske stilelementer, 

blander Laura Baruël også stilelementerne fra kinesisk og 

japansk kultur med europæiske elementer fra 1700-tallets dragthistorie, 

bl.a. fiskebensskørter, som hun opfatter, som en form for arkitektonisk 

opbygning. Selvom motiverne og formerne leder tanken hen 

på 1700-tallet, benytter hun højteknologiske metoder i sin arbejdsproces. 

Udvalgte motiver fra kinesisk landskabsmaleri, fra kinesisk 

og japansk kunsthåndværk, elementer fra sommerpaladset, der blev 

anlagt 1749-1764, og dele af europæisk rokokomaleri med pastorale 

scener scannes ind på computeren, for derefter at samples på en ny 

måde. Dernæst inkjet-printes tekstiler med de nye sammensatte motiver, 

hvorefter formerne sys sammen 

til “kjole-bjerglandskabet” 

eller til et tredimensionalt maleri. 

Laura Baruël ser sin kjoleskulptur 

som en fremtidsvision, 

men også som en hybrid. Med sin 

kjole-skulptur vil hun gerne være 

medvirkende til at fokusere på de 

kulturelementer, vi har til fælles, 

og som forbinder os som mennesker. 



“Livets træ” palampore-sengetæppe 

Indien ca. 1700-1725 

“Livets træ” er et eksempel på et trykt tekstil fra Indien. Det er fremstillet 

i ét stykke, malet på ensfarvet bomuldsstof med den specielle 

teknik mønsterfarvning. Tæppet er hjemtaget fra handelsrejser til Indien 

i den periode, hvor den europæiske handel og udforskning af Orienten 

var i fuld gang. Tæppet er et eksempel på en hybrid, der et værk, 

der sampler forskellige kulturer og forestillinger og derved frembringer 

et helt nyt, specielt udtryk. Farverne er purpurrød, blå, grøn, mørk 

og lys brun og gul. 

Livstræet har en kraftig stamme formet som et S med tre kraftige grene, 

der igen deler sig i spinklere grene. De bærer store fantasiblomster 

og blade, nogle ret ornamentale, andre af mere naturalistisk art, 

der er flankeret af blomsterbuketter i vaser. Livstræet er indrammet 

af en smal ornamental bort, der består af en række små livstræer, der 

vokser fra kanten ind mod midten. Det måler 233 cm i bredden og 326 

cm i højden, så det er virkelig et stort arbejde, der ligger bag fremstillingen 

af dette tæppe. 



NEDSLAG I DEN 

PERMANENTE UDSTILLING 

„Lille spejl på væggen der“: 

Caroline Mathildes toiletgarniture 

Caroline Mathildes fornemme toiletgarniture i 30 dele var formodentlig 

en gave fra hendes bror, den engelske konge, George III, da den 

unge Caroline Mathilde (1751-75) i 1766 rejste til Danmark for at gifte 

sig med Christian VII. Brylluppet er et eksempel på iscenesættelse af 

store begivenheder i kongehuset, en iscenesættelse, der overgår nutidens 

kongelige begivenheder i pomp og pragt. 

Toiletgarnituret er fremstillet i forgyldt sølv i London 1766.. Alle sættets 

dele har indgraveret et CR for dronning Caroline Mathilde (på latin 

= Carolina Regina). Sættet indeholder alt, hvad en fornem dame i 

rokokotiden kunne ønske sig til sin personlige pleje: En vandkande 

med vaskefad, et stort spejl, to lysestager, to klædebørster og to runde 

børster, én til paryk og én til rensning af kamme. Desuden to store 

skrin til smykker og hårdekoration og to mindre til sminke og parykpudder. 

Et femte er et syskrin med nålepude på låget. De fire flasker 

har haft glasindsatser og er til duftevand og parfume. En tragt hører 

til. Til sættet hører også en bordklokke, fire bakker og to runde lågskåle, 

der kan have været til konfekt. Skåle af samme art blev brugt til 

teblade i morgenmadsservicer. Hele garnituret kan anbringes i en læderbetrukket 

trækuffert foret med grønt fløjl, der nederst har en skuffe 

til det store spejl. Sættet vidner om omhyggelig tilrettelæggelse af 

den rette fremtræden og er en overvældende rokoko-beautyboks. 

Da Caroline Mathilde, efter sin kærlighedsaffære med Struensee, blev 

arresteret på Christiansborg Slot om natten til d. 17. januar 1772, fortæller 

bevarede dokumenter, at hun havde garnituret hos sig på slottet. 

Senere fulgte det med hende i fængsel på Kronborg og i landsforvisning 

til Tyskland, hvor hun opholdt sig på slottet i Celle til sin død i 

1775, kun 24 år gammel. Garnituret vidner om datidens kendisser og 

vigtigheden af at fremstå ophøjet og perfekt; om at der dengang, ligesom 

i dag, bliver brugt store mængder sminke, hårprodukter og modetøj 

til at iscenesætte sig selv som dronning, hvad enten det er en kongelig 

eller en popdronning, der er tale om. 



FASCINATION OG FORESTILLINGER 

Værket: “Kejseren på sørejse”: 

Kulturmøder 

“Kejseren på sørejse” er et vævet billedtæppe udført ca. 1711 i Beauvais 

i Frankrig i gobelin teknik. Det er ud af en serie på ti motiver, der 

bygger på samtidige stik. Billedtæpperne repræsenterer eksempler 

på tidens populære Kina-mode, kineseri. De europæiske kunstnere og 

håndværkere blandede i deres gengivelser orientalsk design, figurer, 

landskaber, pagoder, drager og eksotiske dyr sammen med europæiske 

elementer af bygningskunst, klædedragter og en lang række andre 

motiver. Tæppet skildrer en scene ved det kinesiske hof fortalt 

med en række eksotiske detaljer, som viser, hvad europæerne først og 

fremmest lagde mærke til i Kina: Den fremmedartede påklædning, 

nye dyr og fugle, porcelænet og en fremmedartet arkitektur og landskabstype. 

Alt dette er skildret med mange detaljer. Hovedscenen viser 

kejseren af Kina, der sidder under en 

baldakin på en tronstol i en båd, der drives 

frem af et sejl og fire rorkarle. Til 

venstre står en prins og en hofmand, til 

højre sidder kejserinden med to hofdamer, 

og en tjener står ved et bord dækket 

med kinesisk porcelæn. I baggrunden ses 

et kinesisk præget sølandskab og en by 

omgivet af mure, med tårnpagoder og 

templer. I det fjerne ses et bjergland - 

sskab. Billedet er et udtryk for Vestens 

forestillinger om og opfattelse af den eksotiske 

verden –i dette tilfælde Kina og 

kineserne. 



■ Hvad tror du, det har krævet at bære en rokokodragt – som mand? Som kvinde? 

■ Det feminine mandsideal var på mode i rokokoen – hvad med i dag? 

■ Hvordan iscenesætter du dig selv, når du går på café med dine venner? 

Hvad vil du gerne signalere? 

■ Rokokomennesket tog maske på og kunne på den måde frigøre sig fra den 

fastlagte rolle. Har du nogensinde lyst til at skifte identitet? 

■ Hvordan forestiller du dig lugten og stemningen i Københavns gader i 1750? 

Og hvordan mon det føles at overvære en offentlig henrettelse? 

1 Susan Vincent: "The Anatomy of Fashion". 

2 R. Broby-Johansen: "Krop og klær'", s. 166. 

3 Kirsten Toftegaard Ibid. 

4 Langsomt siver det gennem mine hænder , Horsens Kunstmuseum, 2011 

Litteraturliste 

Gilles Lipovetsky: “The empire of Fashion” 

UIrik Langen (red.): “1700-tallet, Paryk, profit og pøbel” 

Susan Vincent: “The Anatomy of Fashion” 

Lars Dybdahl og Ida Engholm (red.): “Klædt på til skindet” 

Ulla Houkjær: “Kaffe og kage, te og chokolade” 

Kirsten Toftegaard: “Langsomt siver det gennem mine hænder” 

R. Broby-Johansen: “Krop og Klær” 

www.aarhundredetsfestival.dk 

Tekst udarbejdet af Annette Gundelach, Skoletjenesten, Designmuseum Danmark 

Layout: Kristin Wiborg/Skoletjenesten 

www.designmuseum.dk www.skoletjenesten.dk 

19

Rokoko-begrebet - Designmuseum Danmark

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?