Profilbank på hjemmesiden - UNIMA Danmark

More documents

Recommendations

Info

Kronikforslag til Dagbladet Information á propos afholdelse af Copenhagen Puppet Festival for voksne, og i forlængelse af Anne Middelboe Christensens reportage og karakteristik af dette teater som ”Tidens uhyggeligste teater” (Information 29. 03. 2011) SULT OG HUDLØSHED Det er uhyre relevant at få gjort op med myten om puppet-teatret som noget nuttet og ufarligt hvis indhold kun dur til lullende godnathistorier for småbørn. Derfor er det godt at dette teater nu for alvor er kommet til København og initiativet og opbakningen omkring det må hilses velkommen. F.eks. blev forestillingen ”Hunger” (Figurteatret i Norland, N.) som er baseret på Knut Hamsons roman ”Sult”, et sønderrivende tilløbsstykkke. Den raslende hovedperson med det knoklede ansigt er i menneskestørrelse og bliver ført af to muskuløse, skaldede mænd af samme størrelse. De er synlige og deres ben og animationsfigurens blandes momentvis sammen i vilde, lattervækkende siddestillinger eller i skingre, neurotiske dansetrin. Der sker med puls og musikalitet i en skærende blanding af humor og alvor. Der er bidende pauser hvor hovedpersonen vrider sin forfatterhjerne for at få fat i det stof som han kan overleve af. Men redaktionen afviser, og i stedet for brød må forfatteren æde sit eget manus. Det er stærk kost. Og sådan fortsætter det: værelsets sparsomme ejendele befamles, ædes, opkastes – på måder som kun vanskeligt ville kunne ske i skuespillerteatret. Håbet om hjælp fra en kvindelig kraft blæser i vinden. Som fysisk figur bygges hun op mens tilskuerne ser på det, men kroppen er uden ben og hendes hoved forbliver hult. Denne norske opsætning kommer til at handle om den universelle sult – så det går til marv og ben. Det er et hudløst teater. Hygge og uhygge i dukke- og animationsteatret af Ida Hamre ABSTRAKT OG KONKRET Animationsfiguren, marionetten, er med sine bevægelser i rummet et billede på menneskets bevægelse mellem det bundne og det ubundne. På scenen ser figuren ud som om den lever, og samtidig ved vi at den er et dødt materiale. Dens særlige udtryksmulighed beror på dette paradoks. Og animationsteatret er et tvetydigt teater, propfyldt med konkrete metaforer og metamorfoser. Som regel taler man om metaforer som noget sprogligt, og vi ved at udtryk som ”at tabe hovedet”, ”gå op i limningen” eller have ”små sko på” ikke skal tages bogstaveligt. Men i animationsteatret er metaforerne fysiske. Nye billedvirkninger opbygges og ændres, og kendte sammenhængsforståelser sprænges. Abstrakte ting bliver helt konkrete, og ofte overraskende. En animationsfigur optræder ved hjælp af et menneske – eller flere - og får desuden altid rollen som et menneske. Den blir dermed et stærkt symbol for menneske. Den er der også som en fremmedgørelse, for den er udenfor os, ligner os måske slet ikke – og dog . . . I spillet veksler figuren konstant mellem det at være objekt - instrument for spilleren - og et subjekt der så at sige styrer spilleren. De to funktioner skifter konstant. Fænomenet er af den tyske teaterforsker, Konstanza Kavrakova-Lorenz, blevet karakteriseret som en ”permanent verfremdung”. Jeg vil tilføje at dette forhold synes at provokere både spillerens og tilskuerens fantasi på en særlig måde samt at ligestille dem, både i forhold til marionetten og til forestillingens indhold. Her synes at ligge et stort dialogisk potentiale. Den franske psykolog, Annie Gilles, har kaldt marionetten et dobbelt spejl, fordi den spejler både tilskuerens og spillerens
Fra forestillingen „Hunger“ identifikationer og projektioner. Den er således bærer af både erindringer, oplevelser, drømme og fortrængninger - fra begge sider af rampen. Det kan være oprivende, og er formodentlig en af årsagerne til at animationsspil bruges med så stor virkning i psykoterapien. SPROG og UTOPI ”Hunger”-forestillingens succes byggede ikke bare på en fascination at det underlige i fremtrædelsesformen. Mediet blev brugt særdeles kvalificeret. Det vil blandt andet sige at figurerne virkelig blev belivede. De er netop ikke rekvisitter, men animationsfigurer, langt fra at være dukker. På dansk kan vi jo ikke som på engelsk skelne sprogligt mellem legedukker og teaterdukker. Derfor synes begrebet animationsteater og –figur da også at være mere præcist som betegnelse for dets identitet. (Når Scenekunstens Udviklingscenter i Odsherred til efteråret åbner en professionel uddannelse vælges det sproglige kompromis: Dukke- og Animationsteater.) Teaterformen er i rivende udvikling. Avantgarden er langt fra både det søde dukketeater og det folkelige Mester Jakel- markedsteater. Der må fortsat være en eller flere mennesker til at styre/animere, men de optrædende kan være alt, lige fra kaffekopper, biler i naturlig størrelse til ildspåsættelser og Kodimagnyl. Ikke sært at fagsproget ændrer sig – som vi også ser det når der opstår nye begreber som installation, nycirkus, performance og landart – fordi nyskabelserne ikke længere kan rummes i de oprindelige kunstformer som skulptur, skuespil osv. Det præcise og levende fagsprog må til, ikke bare for at stimulere teoriudviklingen, men også for at tilgodese en levende dialog med andre kunstarter. “Animationsteater” betoner processen fremfor de genstande, der animeres. Hvis der tilføres “liv” og det sker i en kunstnerisk, teatral sammenhæng understreges, at næsten alt kan “optræde”. Animationen er omdrejningspunkt, og teaterformen sætter det forhold i relief, der er fælles for al kunst, nemlig at værket skal leve som udtryk og oplevelse, hvis det skal kunne bevæge os.
Page 1 and 2: nr.01/2011
Page 3 and 4: * Profilbank på hjemmesiden * Hors
Page 5 and 6: Michael Meschkes dukker fra Antigon
Page 7: Fotos: Mette Steiner, vinduesdukket
Page 11 and 12: Som nævnt i sidste nummer af Unima
Page 13 and 14: Unima Armenien har igen i år invit
Page 15 and 16: ANNA KARENINA Tolstoj‘s berømte
Page 17 and 18: Du kan også glæde dig til, at Ste
Page 19 and 20: Referat af bestyrelsesmøde i UNIMA
Page 21 and 22: OBS Næste UNIMA- NYT! planlægges

Profilbank på hjemmesiden - UNIMA Danmark

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?