Profilbank på hjemmesiden - UNIMA Danmark

Kronikforslag til Dagbladet Information á
propos afholdelse af Copenhagen Puppet
Festival for voksne, og i forlængelse af Anne
Middelboe Christensens reportage og karakteristik
af dette teater som ”Tidens uhyggeligste
teater” (Information 29. 03. 2011)
SULT OG HUDLØSHED
Det er uhyre relevant at få gjort op med myten
om puppet-teatret som noget nuttet og
ufarligt hvis indhold kun dur til lullende godnathistorier
for småbørn. Derfor er det godt at
dette teater nu for alvor er kommet til København
og initiativet og opbakningen omkring
det må hilses velkommen.
F.eks. blev forestillingen ”Hunger” (Figurteatret
i Norland, N.) som er baseret på Knut
Hamsons roman ”Sult”, et sønderrivende
tilløbsstykkke.
Den raslende hovedperson med det knoklede
ansigt er i menneskestørrelse og bliver ført
af to muskuløse, skaldede mænd af samme
størrelse. De er synlige og deres ben og animationsfigurens
blandes momentvis sammen
i vilde, lattervækkende siddestillinger eller i
skingre, neurotiske dansetrin. Der sker med
puls og musikalitet i en skærende blanding af
humor og alvor. Der er bidende pauser hvor
hovedpersonen vrider sin forfatterhjerne for
at få fat i det stof som han kan overleve af.
Men redaktionen afviser, og i stedet for brød
må forfatteren æde sit eget manus. Det er
stærk kost. Og sådan fortsætter det: værelsets
sparsomme ejendele befamles, ædes,
opkastes – på måder som kun vanskeligt
ville kunne ske i skuespillerteatret. Håbet om
hjælp fra en kvindelig kraft blæser i vinden.
Som fysisk figur bygges hun op mens tilskuerne
ser på det, men kroppen er uden ben og
hendes hoved forbliver hult.
Denne norske opsætning kommer til at handle
om den universelle sult – så det går til
marv og ben. Det er et hudløst teater.
Hygge og uhygge i dukke- og
animationsteatret
af Ida Hamre
ABSTRAKT OG KONKRET
Animationsfiguren, marionetten, er med
sine bevægelser i rummet et billede på
menneskets bevægelse mellem det bundne
og det ubundne. På scenen ser figuren
ud som om den lever, og samtidig ved vi
at den er et dødt materiale. Dens særlige
udtryksmulighed beror på dette paradoks.
Og animationsteatret er et tvetydigt teater,
propfyldt med konkrete metaforer og metamorfoser.
Som regel taler man om metaforer
som noget sprogligt, og vi ved at udtryk
som ”at tabe hovedet”, ”gå op i limningen”
eller have ”små sko på” ikke skal tages
bogstaveligt. Men i animationsteatret er
metaforerne fysiske. Nye billedvirkninger
opbygges og ændres, og kendte sammenhængsforståelser
sprænges. Abstrakte
ting bliver helt konkrete, og ofte overraskende.
En animationsfigur optræder ved hjælp af
et menneske – eller flere - og får desuden
altid rollen som et menneske. Den blir
dermed et stærkt symbol for menneske.
Den er der også som en fremmedgørelse,
for den er udenfor os, ligner os måske slet
ikke – og dog . . .
I spillet veksler figuren konstant mellem
det at være objekt - instrument for spilleren
- og et subjekt der så at sige styrer
spilleren. De to funktioner skifter konstant.
Fænomenet er af den tyske teaterforsker,
Konstanza Kavrakova-Lorenz, blevet
karakteriseret som en ”permanent verfremdung”.
Jeg vil tilføje at dette forhold synes
at provokere både spillerens og tilskuerens
fantasi på en særlig måde samt at ligestille
dem, både i forhold til marionetten og til
forestillingens indhold. Her synes at ligge
et stort dialogisk potentiale.
Den franske psykolog, Annie Gilles, har
kaldt marionetten et dobbelt spejl, fordi
den spejler både tilskuerens og spillerens