Michelangelo Buonarroti

1
Første Ophold i Rom. (1496 til 1501)
Side 97
Historisk eller romantisk Sentimentalitet har sikkert ikke grebet den unge Michelangelo
ved det første Skue af Rom. Han har med sit omfattende Kunstnerblik hurtigt lagt
Mærke til at Paladserne, som opførtes her, ikke fik Præget af smaa Fæstninger, som
de, han kendte fra sin Fødeby, men med deres Søjler og Buer havde en mere aaben
og lys Karakter. Han har endelig fra sin første Dag i Rom fordybet sig i hvad der var
ham tilgængeligt af antike Mindesmærker.
Det Allerførste, han gennemsaa, var jo Cardinalen af San Giorgio's Antiksamling,
som denne 1496 havde ladet overflytte til Cancelleria, en Bygning, til hvis Opførelse
han uden Skrupler havde ladet sammenslæbe det ypperste, han kunde faa fat paa af
antikt Materiale, saaledes de 44 antike Granitsøjler i Gaarden fra Pave Damasus' Arkiv,
hvortil de allerede én Gang var blevne ranede, dernæst Marmorpladerne, der brugtes
til Dækning, for hvilke man havde plyndret en antik Triumfbue, et Tempel, Ruiner af
visse Thermer og maaske selve Colosseum. Iblandt andre Mærkværdigheder fandtes
i dette Palads foruden mange Kejserbyster en Minerva og to nu vel kendte og vidt
berømte Kolossalstatuer, Hera i Vaticanets Rotunda og Melpomene i Louvre. Det var til
disse sidste, Cardinalen sigtede, da han spurgte Michelangelo om det unge Menneske
tiltroede sig at kunne gøre saa store Sager; thi kæmpestore er de. Og han havde jo
hidtil kun set af ham den Kopi efter en sovende Amor, som var bleven udgivet for antik
og som han højst naturligt ikke vilde indlemme i sin Samling.
Den i Cancelleria var ikke nogen Undtagelse. I de øvrige Paladser, i Cardinalernes
som i Rigmændenes, var der allevegne Samlinger af Antiker, og allerede i 1471 var
det capitolinske Museum blevet aabnet for Folket af Pave Sisto den Fjerde.
Men fra Oldtiden fandtes i fri Luft tilgængelige for Beskueren ikke blot alle de
større og mindre Værker af Oldtidens Bygningskunst fra Colosseum til Pantheon,
men saadanne Værker af plastisk Kunst som Dioskurerne, Trajansøjlen, Marcus
Aurelius, Nilen, Apollon fra Belvedere og Pasquino, hvilken sidste satte særligt Mærke
i Michelangelos Kunst. Apollon fra Belvedere, om hvilken man ikke véd, naar den blev
fundet, stod da i Cardinalen af Rovere's, den senere Giulio den Anden's Have ved det
Palads, som Giuliano da San Gallo havde bygget ham nær hans Titelkirke, San Pietro
in Vincoli.
Rundt om i de mange Paladser og Kirker var paa hin Tid Billedhuggere og Malere
virksomme. De fleste af dem stammede fra Florents eller dog fra Toscana. Det
er allerede berørt, at Giulio Romano næsten er Renæssancens eneste romerske
Kunstner. Det Indtryk, som Michelangelo ubevidst eller halvbevidst har havt af, ikke
mere at kunne lære noget i sin Fødeby, har sikkert medvirket til hans Beslutning at
følge med Cardinalen Riario's Adelsmand til Rom. Han har da ikke set med synderlig
Interesse paa Florentinerne dèr. De betydeligste af dem var dem, som var blevne
satte i Arbejde i det Sixtinske Kapel, og som han med Tiden i dette samme Kapel
skulde overstraale, ja overvælde. Vi har set, hvor ringe han tænkte om Ghirlandajo.
Pollaiuolo's Gravmæler har, saa fortjenstfulde de var, ikke kunnet gribe ham. Perugino
har han ikke givet sig Tid til roligt at værdsætte. Han betegnede ham senere kort og
godt som dum (goffo). Og faldt Perugino saa lidet i hans Smag, kan man tænke sig
at dennes talentfulde Elev Pinturicchio, Borgiaernes Yndling, der udførte Freskerne i
Appartamento Borgia, endnu mindre vandt hans Velvilje; saa fin og lys hans Farve