Michelangelo Buonarroti

Side 94
naar man ser, at den tyveaarige Buonarroti har havt Øjeblikke, hvor hans Følemaade
ikke befandt sig i afgjort Modsætning til den otte og fyrretyveaarige Botticelli's. Dette
Tilfælde, som andre beslægtede, viser blot, hvor mange Muligheder der slumrede
endog i Dens Sind, som med Aarene blev alt mere og mere ensidigt udpræget.
Det er Jammerskade, at Michelangelo's Ungdomsbreve er forsvundne; thi skønt han
var en forbeholden Brevskriver overfor sine fleste Correspondenter, der enten stod
ham aandelig fjernt eller blot stod i Forretningsforhold til ham, maa der have været
Breve, i hvilke han gav sig hen. Dog langt større og anderledes ubodelig Skade er det,
at Michelangelo har opbrændt sin hele Ungdomsdigtning, idetmindste den Hovedpart
af den, der har maattet genspejle hans Væsen i dets Mangfoldighed. Netop denne har
han øjensynligt ikke villet have offentliggjort, da han ikke sporede ringeste Tilbøjelighed
til at aflægge Bekendelser for Efterverdenen.
Men derved er det hændt, at ægte Værker af hans Kunst er blevne antagne for
uægte eller for besynderlige Udskejelser fra hans sande Natur. Saaledes f. Ex. den
lille Satyrdreng bag hans Bakkus, der er hugget ud af samme Blok som den. Hvem
havde tiltroet Michbelangelo et saa overgivent og ungdommeligt Skelmeri som det, der
fremtræder i den dejlige Tegning af et ungt Faunhoved i Oxford, eller som det, der
har faaet Udtryk i denne lattermilde Unge, som strax vil give sig til at svælge i sine
Drueklaser. Ogsaa Skelmeriet, der staar Buonarroti's fuldt modne Væsen saa uendelig
fjernt, har altsaa været en Stemning, med hvilken han i sin Tyveaarsalder var fortrolig.
Vi har kun en ringe Anelse om hvad der har gæret i dette overrige Indre. Som
han har brændt en Mængde af sine Digte, saaledes har han ved pludselige Bortrejser
sønderrevet en Masse Tegninger og Carton'er. En Kunstneraand af Michelangelo's Art
bliver med Aarene længe bestandig stærkere, men fra et vist Tidspunkt af bestandig
smallere, ifald det Udtryk kan bruges. Karakteren vindes paa de underordnede
Egenskabers Bekostning. Den Evne, der bliver den herskende, dræber, som en
middelalderlig Sultan sine Slægtninge, alle de andre beslægtede Evner i samme Sjæl,
allerførst dem, med hvilke Slægtskabet er fjernest.
17
Alle Fremstillinger af Michelangelo's Levned har efter Vasari og Condivi den bekendte
Anekdote om den unge Kunstners Forsøg paa ved en Spas at udgive et af sine Arbejder
for en Antik og om hvorledes han derved opnaaede en langt højere Pris.
Talen er om en sovende Amor, som Michelangelo skal have udført for Lorenzo, men
som denne skal have raadet ham til at lade gælde for en nyopdaget Oldsag, da han
derved vilde gøre sig den betydeligt mere indbringende. Handelsmanden Baldassare
del Milanese solgte faktisk Statuen som antik til Cardinal Raffaello Sansoni-Riario i
Rom for 200 Dukater.
Det var den samme Cardinal, Sisto den Fjerde's Nevø, der ved
Pazzi-Sammensværgelsen ufrivilligt havde givet Mordsignalet.
Ifald imidlertid, som det synes, Den sovende Amor i Turinermuseet, der er faldet
i Søvn med Hercules' Løveskind om sit Hoved og hans Kølle i sin Haand, medens
Buen ligger udstrakt ved hans Side, er det Arbejde, om hvilket Talen er, saa er der
intet mærkeligt i, at dette opfattedes som antikt, thi det er ikke andet end en Kopi
af et Oldtidsværk, der endnu existerer i flere Exemplarer. Værket har heller ikke det
ringeste ved sig, der minder om Michelangelo's Aand. At Turinerstatuetten er den rette,
derimod taler kun den Omstændighed, at Condivi, vel ud af Hovedet, betegner Drengen