Michelangelo Buonarroti

Side 93
han skrev Vers og forsøgte sig i Malerkunsten. Fremfor Alt var han som sin større
Navne før ham en Mæcenas. Det røbes af Dedicationer til ham fra Poliziano og fra
Amerigo Vespucci som af den Bestilling han gav Botticelli paa Illustrationer til Divina
Commedia. Botticelli har han staaet særligt nær. Det er for hans Ejendom Villa Castello,
at Sandro Filipepi, som Efterverdenen kalder Botticelli, har frembragt sine yndefulde
Mesterværker: Primavera og Venus' Fødsel.
Maaske er Michelangelo's ungdommelige Johannes Døberen (Giovannino) udført i
Overensstemmelse med den hos Lorenzo og blandt hans Omgivelser herskende Smag
for det Sarte og Elegante, naar dette ligefuldt var beaandet af Antiken.
Efter at have været forsvundet i fulde tre Hundred Aar blev Giovannino genfundet
i det 19. Aarhundrede. En Grev Pesciolini havde i 1817 købt den af en Marskandiser
for hundrede Lire. I Halvfjerdserne kom Statuen til Grev Roselmini Gualandi's Palads
i Pisa, og dér kendte Billedhuggeren Salvino Michelangelo's Stil igen i den. Man
mindedes da en hidtil overset Parentes hos Condivi, hvor han taler om Lorenzo di
Pier Francesco (al quale in quel mezzo lo aveva fatto un San Giovannino) og forstod,
at dette var Værket, som Condivi havde sigtet til. Kunstkendere fandt Ligheder med
Donatello's Figurer (de store Hænder og Fødder); andre fraskrev Michelangelo Værket
som for blødt, uanset at Bevægelsernes Fordeling mindede om Stillinger af Bakkus og
David, ligesom Ansigtsformen og Halsens Slankhed svarede til den mangfoldige Aar
senere udførte Statue af Hertug Giuliano. 1875 erklærede Justi sig for Billedstøttens
Ægthed, og derefter blev den af Bode indkøbt for Museet i Berlin. Tvivlen om at Værket
skulde stamme fra Michelangelo's Haand er med god Grund efterhaanden falden til Ro.
16
Aandfuldt har Justi sagt om denne Fremstilling af den tilkommende Profet som
indtagende Dreng, at han er formet som Apollon, mens denne var Hyrdedreng hos
Admetos. Den unge Mester har stræbt at løse det Modsigende i, at Bodsprædikanten
fremtræder som elskværdigt ungt Menneske saaledes, at det tager sig ud som vilde
Ynglingen vænne sig til de Savn, Ørkenlivet bringer med sig, den elendige Føde, som
Ørkenen alene byder, Græshopperne og den vilde Honning, der nævnes i Marcus
og Matthæus. I Modsætning til de ældre Florentinere, der havde fremstillet Døberen
og Profeten eller Asketen og Bodsprædikanten (Ghiberti, Donatello, Verrocchio) og
i Retning af Desiderio da Settignano eller Luca della Robbia, der i Johannes trods
Attributerne blot fremstillede en smuk og tiltalende Yngling har Michelangelo opfattet
Florents's Skytspatron, hvem enhver af Byens Kunstnere maatte yde sin Hyldest, som
en yndefuld Dreng paa en fjorten, femten Aar, der i sin venstre Haand har Voxkagen, i
sin højre det lille Gedehorn, hvori Hyrderne i Renæssancetiden lod den vilde Honning
dryppe ned, naar de vilde drikke den, medens en virkelighedstro og lidt pudsig Virkning
er naaet ved det barnlige Udtryk af Lede, Ansigtet antager i Forventning om denne
vamle og slette Føde. Michelangelo har valgt til sin Fremstilling et Overgangsstadium,
hvor den i Fremtiden navnkundige og betydelige Mand, hvem Legemsformerne
bebuder, endnu befinder sig paa et Udviklingstrin, hvor han modstræbende indvier sig
til et Liv i Savn. Da Hovedet er drejet tilvenstre og frem, Overkroppen og højre Skulder
ligesom højre Fod tilbage, gaar der en yndefuld Bølgebevægelse fra den højre Fod, der
hviler paa Tæerne, gennem Kroppen og den lange Hals op til Lokkehovedets venstre
Side.
Tvivlen om at dette Arbejde skulde være et Værk af Michelangelo's Mejsel bunder
i en mangelfuld Menneskekundskab, en snever Psychologi. Man studser afvisende,