Michelangelo Buonarroti

Side 91
paa sin højre Haand. Michelangelo flyttede Byen, som den her var gengivet i det Smaa,
over paa Helgenens venstre Haand og lod ham støtte den af Mur omgivne, med Kirke
og Taarne forsynede, Legetøjsby med sin højre, hvorved Bevægelsen fik noget mere
Liv. Den unge Buonarroti efterlignede den høje Tiara og den tunge Biskopskaabe som
nødvendige Attributer. Den dekorative Bestemmelse, det vedtagne kirkelige Drapperi,
tilstedte kun en begrænset Originalitet.
Den tredie Opgave, som stilledes Begynderen var den at udføre et Modstykke
til Nicolò dell' Arcas kandelaberbærende Engel, der knæler. Stillingen var altsaa
foreskrevet. Hans Forbillede blev en antik Nike-Skikkelse, der nu findes i Louvre og
som er afbildet hos Alois Grünwald i Jahrbücher der künstlerischen Sammlungen Band
27 Heft 4, 1908. At den er det direkte Forbillede er kun sandsynligt. Der er nemlig ogsaa
Lighed med Luca della Robbia's Engel, der bærer en Lysestage i Dômen i Florents, og
med Benedetto da Majano's Engel i San Domenico i Siena. Lysestagen ligner i begge
Tilfælde stærkt, og der er Overensstemmelse i Englens foroverbøjede Holdning og den
lette Drejning af Brystet, medens andre Renæssance-Værker med samme Æmne giver
Skikkelsen en helt rank Holdning.
Dog det fælles Forbillede er som sagt Nike i Louvre. Ogsaa hos denne findes
Brystets Drejning, Hvile paa venstre Knæ, den venstre Haands Greb om Fodstykket,
den højres Omfatten af Stagen (hvorfra en Flamme slaar i Vejret). Underkroppen er
dækket paa samme Maade; den side Dragt, der poser udfor venstre Knæ, er ens.
Særligt betegnende er Overensstemmelsen i Foldekastet paa Ryggen. Dette følger i
Nikeskikkelsen af, at Brystet er blottet, men har her ingen Grund. Og da det samme
finder Sted hos Madonna ved Trappen, styrkes Overbevisningen om, at Nike er det
direkte Forbilled, idet Michelangelo maa have set en Gentagelse af dette Værk i sin
Fødeby.
Medens Nikes venstre Skulder og Bryst er blottede, er Michelangelo's Engel klædt
i en tætsluttende grov ulden Dragt med Ærmer. Hos Nike raader skøn Kvindelighed;
Michelangelo's Engel er vel betegnet som kvindelig ved Brystets Form, men Formerne
er hverken barnlige eller har den modnere Alders Blødhed. Skikkelsen er herkulisk
med kort kruset Haar, lille Næse og livfuld Mund. Fødderne er større end Nike's, men
Stillingen er saa nøje afpasset efter den, Nicolò har givet sin Engel, at ogsaa hos
Michelangelo højre Fods Tæer krummer sig lidt ned om Fodstykket.
Hænderne er hos Buonarroti mindre nervøse end Antikens, Halsen er kortere, og der
fattes Blikket det Drømmende, Læberne det fine Snit, Panden den fornemme Holdning,
Haarsættet det kunstneriske Præg, som var den antike Figurs Arv fra Praxiteles. Mens
Nike er øm, er Michelangelos Engel nærmest mut.
Der er i hans Væsen tidligt en Sky for det, som indsmigrer sig. Hos ham er Haanden
djærv. Den griber som Nikes Haand om Kandelaberens Fodstykke med noget af
Klædedragtens Stof, men Figuren lægger sig ikke efter nogen Ynde. Som Lysestagen
er massivere end den antike, saaledes er her ogsaa Vingerne massive; men i Kraft af
Michelangelos Uvilje mod disse Udvæxter er de mindre end Antikens.
Dog den Sammenligning, der paatrænger sig, er ikke den mellem Michelangelo's
Engel og hin knælende Nike, men mellem den og dens Modstykke Nicolò's, der er lige
saa blid og sødladen, som den unge Florentiners er mandhaftig og kraftfuld. Nicolò's
Kandelaber er sirlig og let, Michelangelo's simpel og tung.
De tre Statuetter, der tilsammen var det kunstneriske Udbytte af et Aar i Bologna,
vejer ikke synderligt til i Michelangelo's Livsværk. Han trængte jo til at tjene nogle
Penge, og havde den Svaghed, vanskeligt at kunne afslaa noget Hverv, der tilbødes