Michelangelo Buonarroti

Side 9
saa mange Ideer til Reliefer, beroede det paa, at de stemmede overens med det
Anakreontiske i hans Væsen (Amorinsælgersken er et Exempel).
Der er aldrig, som i Antiken, interessante Formpartier i hans Kunst. Han har
ingen Glæde af det rige Formspil i en løftet eller drejet Skulder. Medens Grækere
og Romere, som Michelangelo efter dem, var optagne af den arbejdende Form i
Menneskelegemet, er det kun den rolige, hvilende Form, der sysselsætter Thorvaldsen.
Og særligt Michelangelo drages til Kampscener, Drabsscener, Fremstilling af Lidelse,
Sejr, Undergang, saa stærkt, at der tilsyneladende har været noget Grusomt eller
Hævngerrigt i hans Sjæl. Man mindes Fligene i Sistina: Judith, som har hugget Hovedet
af Holofernes; David, der halshugger Goliath, Slangerne, der overvælder de overtroiske
Israeliter; Syndflodens Rædsler. Og senere Dommedagens Straffe. Endelig Sejren,
hvor den brutale Yngling sætter Knæet paa den ædle Overvundnes Ryg.
Thorvaldsen med sin Dyrkelse af Linieskønheden er Michelangelos
Polarmodsætning. Paa det Simpeltmenneskeliges Omraade naaer han højest i
Kristusskikkelsens enkelte Armbevægelse.
Han har frembragt adskillige conventionelle Portræter, men langt flere ypperlige.
Michelangelo forsmaaede og ringeagtede Portrætet som alt i plattere Forstand virkeligt.
Hans Felt er det Store: højtspændte Kraftytringer, stærke Bevægelser. Han binder sig
ikke til nogen udenfra givet Norm. Hans Kunst er Selvforkyndelse.
8
Naar Michelangelos Modsætning til Thorvaldsen i Forhold til Antiken er
gennemgribende, beror dette ikke paa, at han skulde have negtet sig den Benyttelse
af Enkeltheder i den antike Kunst, der er saa paafaldende hos Thorvaldsen.
Michelangelos knælende Engel i Bologna er i dens hele Stilling Efterligning af en
knælende Nikeskikkelse, nu i Louvre, der blev efterlignet ogsaa af Luca della Robbia
og Benedetto da Majano.
Davids Stilling minder om Bakkus' paa en Gemme, der var i Medicæernes
Besiddelse, og som allerede var efterlignet af Donatello i en Medaillon i Palazzo Medici.
Michelangelos Matthæus er dybt paavirket af den Menelaos-Skikkelse, der i Rom
fik Navnet Pasquino.
Den nøgne Yngling tilvenstre over Joel i Sistina gengiver en Gemme (der fra
Medicæernes Palads nu er kommet til Wien), en siddende Apollo med sin Lyre. Hele
Stillingen, Ryg, Arme, Ben er efterdannede her.
Den døende Fange, der staar oprejst, er stærkt paavirket af den døende Niobide,
der ligger ned.
Den bundne Fange, der har Hænderne over Hovedet, er Efterligning af en Narkissos
(nu i Paris) med Hænderne over Hovedet, kun at det hermafroditisk Kælne i Antiken,
paa Michelangelos Tegning er veget for det Muskuløse og Barske.
Michelangelos Leda med Svanen, hvis Stilling er gentaget i Nattens Skikkelse paa
Medicæergravmælet, stammer fra et antikt Ledarelief.
9
Som bekendt gives der to Fremstillinger af Michelangelos Udviklingsgang, Vasari's og
Condivi's, den sidste direkte inspireret af den aldrende Kunstner, der med sit sære og
barske Væsen vilde værne om sin ubetingede Selvstændighed og ikke skylde nogen