Michelangelo Buonarroti

Side 89
Buonarroto, at det Brev, han har faaet fra ham, har været ham til sand Trøst, fordi
han deraf har faaet Oplysning om, hvorledes det staar med "Eders Serafikers, Broder
Hieronimo's Sag, hvorom hele Rom taler.": "Man siger, han er en raadden Kætter,
derfor burde han under alle Omstændigheder komme til Rom for at profetere en Smule
her og saa blive kanoniseret, hvormed alle hans Tilhængere vil være tilfredse."
I Brevet hedder det videre: "Der er ikke noget nyt, uden at der igaar blev udnævnt
7 Papir-Biskopper (Kættere, der førtes til Retterstedet, bar høje Huer af Papir), af
hvilke de 5 blev hængte ved deres Hals." Af Medfølelse er her ikke noget Spor. Og
har Michelangelo havt saa ringe Medlidenhed med Savonarolas Tilhængere, kan man
slutte sig til hans Kulde ved Efterretningen om dennes egen Henrettelse, der fandt Sted
i Florents 23. Maj, mens Dommene altsaa udførtes i Rom 9. Marts.
Med religiøse Kriser har da sikkert nok de pludselige Udbrud af tilsyneladende
uforklarlig Angst, der betegner Michelangelo's Liv i mange Aar, Ingenting at gøre.
Snarere har, som Justi har ment, en Evne til at forudføle Ulykker været tilstede i den
stort anlagte Ynglings profetiske Sjæl. Han forsvandt i Efteraaret 1497 pludseligt fra
Florents. Han red, uden Midler og tilsyneladende uden at have stillet sig noget Maal, i
Retning af Bologna, idet han paa én Gang lod Alt i Stikken, hvad han i Florents havde
havt for. Han underrettede end ikke sin Fader om sin Flugt.
Sandsynligt er det, at Befolkningens Utilfredshed med Medicæernes Styre har
meddelt den lydhøre, fintmærkende Yngling det ubevidste Indtryk, at de kunde blive
forjagne ved et Oprør nu, da man frygtede, at den franske Kong Karl den Ottende,
hvem Savonarola alt i Fasten 1494 havde betegnet som "den nye Cyrus", skulde holde
sit Indtog i Florents. Som gammel Mand gav Michelangelo Condivi den Forklaring, der
røber Overtro, at en af Lorenzo yndet Improvisator ved Navn Cardiere havde meddelt
ham en frygtelig Drøm. Denne havde set Lorenzo for sig i sort og sønderrevet Dragt og
faaet det Hverv af ham at forkynde Sønnen Piero dennes nærforestaaende Forvisning.
Synet havde gentaget sig. Michelangelo ilede da til Careggi, men blev udlet af Piero
og Bibbiena som dennes Kansler, der ridende mødte ham paa Vejen.
13
Den Ængstedes Flugt i Forening med to unge Ledsagere fandt Sted i første Halvdel af
Oktober 1794. Den gik over Bologna til Venedig.
Den 26. Oktober red Piero Kong Karl i Møde for at forsikre ham om sin Hengivenhed.
Han overgav ham ved den Lejlighed Grænsefæstningerne tiltrods for at han havde
foreskrevet sine Sendebud, der ankom senere end han selv, at negte Overleveringen.
Han indbød Kongen til sit Palads i Florents. Men da han den 9. November var paa Vej
til Palazzo Vecchio, hvor han vilde gøre Rede for sin Overenskomst med de Franske,
blev han saaledes modtaget, at han selv og hans to Brødre maatte fly.
For Michelangelo slap i Venedig Pengene hurtigt op. Han maatte saa hastigt
bestemme sig til Hjemrejse, at han neppe har modtaget noget Indtryk af Byen.
Ved Tilbagekomsten til Bologna hændte det ham, at han blev arresteret, fordi han
havde forsømt at melde sin Ankomst til Øvrigheden, hvad alle Fremmede maatte.
Han havde imidlertid det Held, at den Bolognesiske Adelsmand, Messer Francesco
Aldrovandi, Medlem af det store Raad, lagde Mærke til ham og udspurgte ham.
Aldrovandi havde været Podestà i Florents 1486 til 87 og havde talrige Forbindelser
der, særligt med Huset Medici. Han erfor, at den unge Mand var næsten en Plejesøn
af Huset, og videre var en Billedbugger, hvis Opdragelse Lorenzo selv havde taget sig
af. Han var ædelmodig nok til ogsaa paa sin Side at optage ham i sit Hjem.