Michelangelo Buonarroti

Side 88
Det varede ikke længe, før Familien Medici paany kaldte Ynglingen til sig. Lorenzo's
Efterfølger Piero lod ham atter spise ved Medicæernes Bord. Anledningen til, at Piero
mindedes ham, var et stærkt Snefald i Florents i Vinteren 1496 til 97. Det var Skik,
at naar et saadant indtraadte, betragtedes det som en festlig Lejlighed til at opstille
Snekolosser paa Pladserne foran Kirker og Palæer; de bedste Kunstnere hjalp gerne
med dertil. Det var især Mode at opstille Marzocco'er, de siddende Løver, der er
Firenze's Vartegn. Det vides ikke, hvilken Snefigur Michelangelo rejste; kun at den stod
i Palazzo Medici's Gaard. Med Figuren smeltede imidlertid ingenlunde Piero's Velvilje
for dens Ophavsmand. Det synes som om Piero har sat stor Pris paa ham, og det
er kun et Udslag af det Nag til Medicæerne, Michelangelo nærede i sine ældre Aar,
naar han som gammel paastod, at Piero havde været stolt af at have to overordenlige
Mennesker i sin Tjeneste, ham selv og en spansk Hurtigløber, hvem Fyrsten end ikke
til Hest kunde indhente.
12
Den Forestilling, vi hidtil har kunne danne os om Michelangelo's Temperament, har
været højst ufuldstændig. Vi har iagttaget hans Iver, hans Evne til hurtig Tilegnelse,
hans Kærlighed til sin Slægt, hvor daarligt han end forstodes af sine Nærmeste,
hans højt stilende Ærgerrighed, hans næsten medfødte Selvfølelse, endelig den
Overlegenhed og Drillesyge overfor Kamerater og Lærere, hvori den gav sig Udslag.
Men til den uhyre Kraft som var dulgt i hans Væsen, svarede en lige saa paafaldende
Svaghed. Den Sensibilitet, der udkrævedes til at naa en saadan Overfylde af
Sanseindtryk, medførte pludselige Anfald af Frygtagtighed eller af Forbitrelse, derfor
overilede Handlinger, som krævede og i Regelen mødte Overbærenhed.
Visselig var paa hin Tid i Florents ved Savonarola's Prædikant-Virksomhed Sindene
blevne oprevne og forvirrede; en Angst var faret i dem, som endog omfattede de
ypperste Borgere, Bærerne af de største Navne som Salviati og Strozzi, de ypperste
Videnskabsmænd som Poliziano og Pico, saa sjældne Malere som Sandro Botticelli.
Storborgerne traadte ind i Dominikanerordenen, de to Lærde, der begge døde 1494,
vilde jordfæstes i Dominikanerkutte; Botticelli bragte sine Tegninger til Opbrænding
paa Baalet; Michelangelo's egen Broder Leonardo blev Dominikaner.
Efter al Sandsynlighed har et Pust af det religiøse Fornuftfjendskab strejfet den
femtenaarige Drengs Sind, da Savonarola i 1490 begyndte sine Prædikener. Karl Frey
tænker sig, han har hørt Savonarolas "frygtelige" Prædiken af 21. September 1494,
og er bleven rystet. Men naar mangfoldige har villet spore en Sammenhæng mellem
den religiøse Angst og Bæven, der kommer til Orde i Michelangelos Vers, da han
er en gammel Mand, og Ungdomsindtrykket af Savonarolas Væsen saa er man paa
Vildspor. Og lige saa stærkt er Romain Rolland paa Vildspor, naar han i sin aandfulde
Biografi af den store Kunstner (fra 1907) vil bringe hans nervøse Anfald af Angst
og oftere forekommende desperate Handlinger i Forbindelse med den Feber, hvori
Dominikaneren fra San Marco i sin Tid satte de florentinske Gemytter. Rolland har
Uret, naar han paastaar, at der i Michelangelo's Breve ikke findes noget Fingerpeg
angaaende, hvorledes han stillede sig til Munken, der blev Martyr.
Der findes en Udtalelse af Michelangelo om ham, nedskrevet blot to Maaneder før
Savonarola led Døden paa Baalet, og den er hensynsløs hvas, ja næsten kynisk i sin
Ligegyldighed for Menneskeliv, naar Talen er om Kættere som Munken.
Paa samme Tid som den store Mester selv, rigtignok ubevidst, i sit Sindelag og
sin Kunst var en ren Hedning, skrev han 10. Marts 1498 fra Rom lystigt til sin Broder