Michelangelo Buonarroti

Side 87
ogsaa i hans maaske ypperste Madonna-Relief, den skønne Sølvplakette i Køln. Den
dybe Ensomhedsfølelse, der giver Indtrykket af det Storladne, er hvad Michelangelo
alt i dette Ungdomsværk bringer med af sit eget.
Man har tænkt sig, at Glorien, som her undtagelsesvis er anbragt om Madonnas
Hoved, kunde tyde paa, at Arbejdet har været bestemt til Fædrenehjemmet som en
forsonende Gave. Det er en smuk Tanke og ikke usandsynlig. da vi véd, at Nevøen
Leonardo arvede Madonna ved Trappen og senere forærede Værket til Storhertug
Cosimo, fra hvis Efterladenskaber det 1617 vendte tilbage til Casa Buonarroti.
Dette er det første Værk, fra hvilket ikke alene Michelangelo's Teknik, men hans
Aand slaar os i Møde. Det minder i sit inderste Væsen ikke om nogen anden Kunstner
i Verden.
I Madonnas Omgivelser er der imidlertid Træk, som mildner Indtrykket og henleder
Tanken paa Datidens florentinske Dagligliv, hvor stærkt stiliseret end det Dagligdags
er. Trappen, ved hvilken Madonna sidder, gaar omtrent lodret i Vejret, sikkert nok for
at lade Linjerne svare til den hellige Moderskikkelses ranke Holdning. Men samtidigt er
den tænkt som Stentrappen op til et Landsted udenfor Firenze. Øverst paa den bøjer
en lidt større, rask Dreng sig ud for i Forening med en anden at ophænge et Tæppe
paa Muren, maaske for at beskytte Moder og Barn imod Træk. Endnu et Par ganske
smaa Drenge er let anlagte i Omrids paa Trappens øverste Trin. Disse Børn giver
Reliefet et ualmindeligt Element af naiv Livsglæde. Dog det beherskes helt af den ædle
Værdighed, der udgaar fra den høje Madonna i Profil.
11
Efter Lorenzo's Død i April 1492 havde Michelangelo opgivet sin Bopæl I Palazzo
Medici og var vendt tilbage til sit Fædrenehjem. Han følte sig saa nedslaaet, at han
i mange Dage var ude af Stand til at tage sig noget for. Hidtil havde han i Valget af
sine Æmner mest ladet sig bestemme af Lorenzo's Ønsker. Nu maatte han genvinde
sit Sinds Ligevægt ved at arbejde paa egen Haand.
Af Lyst til at udføre en Marmorfigur i mer end menneskelig Størrelse tilkøbte han
sig for en billig Penge en Marmorblok, der længe havde ligget hen prisgivet Vind og
Vejr. Han vilde gøre en Hercules ud af den. Hans Lærer Bertoldo havde jo udført saa
mangen Hercules i Statuette-Format; thi Hercules var Florentinerne kær; han fandtes
i Byens Vaaben som den Heros, der var dens Sindbillede.
Dog bortset derfra, da Kraft mer end Ynde var det Ejendommelige for Michelangelo's
Væsen, er det ikke underligt at en Statue af Hercules blev hans første. Vasari kalder
den beundringsværdig (cosa mirabile). Den blev købt af en Strozzi og stod indtil 1530,
da Florents blev belejret og erobret af Pave Clemens' Hær, i Palazzo Strozzi's Gaard.
Paa den Tid solgte Filippo Strozzi's Forvalter, Agostino Dini, den til Giovanni Battista
Palla, en nær Ven af Michelangelo, der indkøbte Antiker og samtidige Kunstværker for
Francois den Første. Saa ledes kom Hercules-Statuen til Frankrig, hvor den endnu i
det 18. Aarhundredes Begyndelse stod i Jardin de l'Estang i Fontainebleau. Den blev
fjernet derfra i 1713, og er derefter forsvunden - et Tab, hvis Betydning maa anslaas
højt, da vi dermed har mistet Michelangelo's første Forsøg paa at fremstille en Halvgud
og Heros.
Efter en usikker Formodning af Adolf Bayersdorfer er en Hercules i en af
Boboli-Havens Nicher en formindsket Efterligning af den tabte. Den holder i venstre
Haand Hesperidernes Æble, omfatter med den højre Køllen, ad hvilken Fingrene glider
ned. Der er i Benenes Stilling, Hovedets Drejning og det truende Blik noget, der maaske
varsler om David, men neppe mere end der bebuder David i en Statuette af Bertoldo.