Michelangelo Buonarroti

Side 86
Ved Figuren tilhøjre over Libyca er benyttet en Medicæergemme, som allerede
Donatello havde anvendt, en Satyr med Bakkus. Der er nogle Ændringer, men i det
Væsenlige er Holdning og Stilling ens.
Saaledes forklares det, at Motivet til Michelangelo's med Kentaurerslaget samtidige
Madonna ved Trappen synes at være dukket op i hans Sind ved Beskuelsen
af en udskaaren Amethyst (Reinach: Pierres gravées 96, 104), og at Motivet til
Cupidoskikkelsen fra 1497 -findes i en anden Gemme, en Chalydon-Jaspis (Reinach
39, 81), hvor Eros knæler for en Grif.
Det er ogsaa paafaldende, saa mange Værker af Michelangelo, der er blevne
genfrembragte af Gemmeskærere. En Camée, "Furien" (Reinach: 58, 41) blev udført
efter hans Tegning, "Dæmon". Piermaria da Pescia, en Ven af Michelangelo, der
er Ophav til den Gemme, der betegnes som hans Seglring (og i Oehlenschlägers
"Correggio" fremkalder en Vending i Hovedpersonens Følelsesliv) siges at have taget
Motivet til Vinhøsten fra en af hans Fresker.
10
Det har været Michelangelo's dybtliggende Hang til det Simple, det Enkelte,
som drog ham bort fra det omtalte Sarkofagrelief, der havde foresvævet ham
ved Kentaurerkampen. Han vendte aldrig senere tilbage til en saadan figurrig
Reliefcomposition.
Madonna ved Trappen, der efter Vasaris Fremstilling udførtes samtidigt med
Kentaurerne, er et lille, noget over en Alen højt Fladerelief, saa fladt, at det svarer til den
italienske Benævnelse schiacciato og derved er enestaaende blandt Michelangelo's
Arbejder. Vasari anser det for udført i den Hensigt at eftergøre (contra fare ) Donatellos
Manér; rimeligere er den Antagelse, at en endnu af ham uprøvet Kunstform har fristet
den unge Mester.
Vi sporer Michelangelo, som vi kender ham, allerede her i det roligt Ensomme,
han har meddelt den ædle Kvindefigur og Moderskikkelse, som har staaet ham for
Øje. Hele Behandlingsmaaden har noget Ømt og Varsomt. Madonna er i den store,
alvorsfulde Stil. Skønt hun holder sin lille Purk, der efter at have tumlet sig med sine
ældre Legekammerater, er tyet til hendes Skød, fast og sikkert ind til sig, er der dog
- som det var at vente - ikke det ringeste Kælenskab i Berøringen. Ja her allerede
røber sig det for Buonarroti ejendommelige Træk: Moderens Blik falder ikke paa Barnet;
hun stirrer ud for sig. fortabt i alvorsfuldt, maaske vemodigt, Drømmeri. Hun sidder
paa en Stenterning og har Fødderne korslagte, hvad altid hos Michelangelo antyder
Selvfordybelse. Foden er mindre smuk end de dejlige Hænder, der holder hendes
Klædebon sammen om den lille Dreng, der vender sin kraftige Ryg og sin Nakke mod
Beskueren.
Stenterningen, ligesom Madonnas Profilstilling og den Omstændighed, at noget af
hendes Dragt falder i Folder ned over denne Terning, minder (som Wilhelm Bode først
har bemærket) om et Marmorrelief af Desiderio da Settignano, der findes i Privateje i
Paris. Grundforskellen er den, at her som paa andre af denne udmærkede Kunstners
Madonna-Reliefer, er Gudsmoders Blik rettet lige paa Barnet. Selve dette Relief er
iøvrigt paa langt nær af samme Værdi som Desiderio's underfulde Kvindebyster, der
er Portræter af fornemme Florentinerinder eller Fyrstinder af Urbino.
Allerede i Donatellos Madonna-Reliefer var der imidlertid den strenge Alvor, som
slaar En hos Michelangelo's Madonna ved Trappen. Selve Alvoren kunde forsaavidt
opfattes som en Arv fra hans store Forgænger. Dog hos Donatello som hos hans
Discipel Desiderio er Moderens Blik altid stirrende eller ømt fæstet til Barnet. Saaledes