Michelangelo Buonarroti

Side 84
Til Gengæld maa det siges, at sjæleligt er Værket lidet interessant. En Kraftprøve
er her gjort, et saare vanskeligt Experiment er lykkedes med Glans - men her er Intet
som fylder Sindet eller fryder Sjælen.
Der gives to Myter fra Oldtiden, om hvilke man ikke med Sikkerhed véd, til hvilken
af dem Poliziano henviste sin unge Elev. For en omhyggelig Betragtning kan der dog
neppe herske Tvivl om hvad Billedet forestiller. Den i det græske Sprog husvante Mand,
hvem Michelangelo lod Condivi betegne som sin "sande Fører", men som paa hin Tid
ellers mest opfandt Tankesprog, der kunde anbringes paa Ringe og Sværdhefter, eller
skrev Lejlighedsdigte paa Opfordring, har fundet en Fabel hos Mytografen Hyginos,
om Kongedatteren Deïanira, der var bleven forlovet med Herakles, men hvis Fader
blev tvungen af den voldsomme Kentaur Eurytion til at give ham hende. Herakles
overfaldt Kentauren ved Bryllupsgildet, slog ham ihjel og erobrede sin Brud tilbage. - Da
Boccaccio havde behandlet Æmnet i sine Genealogier, er det sandsynligt, at Poliziano
for Michelangelo har læst Boccaccio's kun i Navnenes Skrivemaade afvigende Version.
Æmnet har tiltalt det unge Menneske. Han havde set romerske Sarkofager,
paa hvilke Kampscener var fremstillede i Rækker under hverandre, saaledes et
Amazoneslag hvor Kvinderne til Hest udgør øverste Række, Fodfolket anden, de faldne
den nederste. Skønt Hestelegemet hos ham er skjult, rager Kentauren Eurytion op i
første Række, medens en enkelt falden Kentaur med sit svære Legems Ryg udfylder
det meste af den nederste Række og Hovedkampen foregaar i Midten.
Bertoldo havde desuden (vistnok efter et Forbillede paa en eller anden Sarkofag)
i Relief udført et Rytterslag, der var anbragt over en Kamin i Palazzo Medici. Det
var anatomisk højst ufuldkomment, men overmaade anset. (Det findes nu i Bargello
i Firenze). Det udmærker sig ved et vældigt Liv. Der er en forbausende Fart i disse
kæmpende Ryttere og deres af Kampen ophidsede Heste. Denne Kamp foregaar
i tre Rækker, i de to øverste mest fra Venstre til Højre. Under lidenskabeligt Ridt
og med heftige Sammenstød er Hestene styrtede, og Mændene kæmper tilfods.
Compositionen, der som Helhed er uoverskuelig og blot gør Indtryk af det vildeste
Haandmæng, er indfattet af fire roligt staaende Figurer, til Venstre en vinget Genius
og under hende en slank, staaende Kvinde; til Højre en beslægtet Genius med Vinger,
der træder paa en sammenbøjet siddende Mandsfigur, medens ogsaa her nedenfor
hende en staaende Skikkelse, paa denne Side en vredt skuende, skægget Mand, ved
sin Ro indrammer de hidsigt kæmpende Rytteres Sammenstød.
Michelangelo lod Bertoldo's Relief langt bag sig; han havde heller ikke som denne
noget Forbilled i den antike Kunst, optog kun Rummets Form fra Forsiden paa antike
Sarkofager. Han udførte en enestaaende Composition, ved første Blik en umaadelig
Knude af Menneskelegemer i forvirret Kamp. Legemer, der ikke synes at have Plads
til at røre sig, da de fylder hele Fladen uden aabne Steder. Ved nærmere Betragtning
ordner Alt sig overskueligt, ja symmetrisk, om Eurytions højtragende og skønne
Overkrop. Der viser sig at være elleve Figurer paa hver Side af ham. Ja alle Skikkelser
har saa at sige Modstykker i beslægtet Stilling.
Værket er henlagt til Urtiden. Saavel Kentaurerne som Grækerne under Herakles
kæmper med store Sten og med de blotte Næver; om end en enkelt har en Kølle
og nogle underordnede Figurer er Bueskytter. Handlingen er en Kamp om Kvinderne,
hvem Kentaurerne vil bortføre, mens Grækerne river dem til sig. De gør undertiden
dette saa glubske at de griber en ulykkelig Kvinde i Haaret for at holde hende fast
og frelse hende; men de løfter ogsaa Kvinderne op paa deres Skuldre, eller griber
dem under Armen for at føre dem bort. Mærkeligt nok har allerede i Michelangelo's