Michelangelo Buonarroti

7
Side 83
Dog afgørende bliver først langt senere i hans Ungdomsaar Bestillingerne. Foreløbig er
det for hans Fremtid Afgørende, at Drengen under ensomme Vandringer i hin Have ved
San Marco Klosteret, hvor Kundskabens Træ udbredte sine Grene, saa op til de antike
Skulpturer og følte Driften til ogsaa han at hugge Mennesker ud af Marmorstenen. Vel
at mærke, han saa ikke paa Antikerne som sidenhen Franskmænd eller Nordboer har
set paa dem. De repræsenterede for ham ingen fremmed Folkestammes Kunst, men
hans egen Stammes. De gamle Romere, der havde efterlignet eller frembragt disse
Mesterværker, var hans Forfædre.
I det nittende Aarhundred har man undret sig over, at Renæssancens Stormænd
var saa henrevne af den afklarede antike Kunst i dens sidste Fase og ikke følte
Længsel efter den ypperste græske Skulptur, endsige efter den primitive, hvor Kampen
for at overvinde Vanskeligheder synes senere Slægter saa tiltalende. Carl Justi har
træffende svaret, at Italienerne efter selv at have gennemgaaet Forrenæssancens
møjsomme Stræben for at naa til kunstnerisk Fuldkommenhed, umuligt kunde længes
efter en Kunst, som snarere stammede end talte, og som for os besidder det
Ufærdiges tiltalende Friskhed. Netop den Kunst frydede man sig over, der fuldkomment
magtede Stoffet og udtrykte Æmnet. Fra Statuer som Pasquino og Torsoen klang for
Michelangelo's Øren en Melodi, som gav hans egne Anelser Mæle. Og da Laokoon
blev udgravet, et Værk som nutildags betragtes med nogen Kulde, skønt det, som
Burckhardt har udtalt, bærer en Afgrund af kunstnerisk Visdom i sig, saa blev Gruppen
en Genstand for Michelangelo's som for alle Samtidiges beundrende Dyrkelse.
Den store Kunstner havde som ung Dreng taget sit Udgangspunkt i Vrængbilledet
af Skønhedsidealet: Schongauers Smaadjævlespil, der parodierede Helgeners
Himmelfarter; Satyrmasken, der var Modstykket til Gudehoveders rolige Udtryk. Han
har til Gengæld i sit Dommedagsbilled som Olding givet en Illustration til Dantes
Helvede uden at unde Djævleverdenen nogen Plads. Thi han, hvis Anlæg førte ham
til det Kolossale, har i Modsætning til sin store Rival Leonardo, hvem Karikaturer
fængslede, tidligt følt Afsky for det Misdannede og har, skønt han debuterer med
et Kentaurerslag (næsten uden Kentaurer), aldrig udført en Statue af nogen Sfinx
eller af nogen Pan eller noget overnaturligt, unaturligt Væsen, hos hvilket dyriske
og menneskelige Former gik over i hinanden. De eneste Undtagelser er det ene
liggende Hestemenneske i Kentaurerslagets Forgrund og Statuetten af Satyrisken bag
Bakkusfiguren, ligeledes fra hans alleryngste Aar. Den første stammer fra 1493, den
anden fra 1497. Begge taber sig i Helhedsvirkningen. Hurtigt indser Michelangelo,
at Alt, hvad han har at sige, kan han udtrykke ved Hjælp af Menneskeskikkelsen:
Menneskelegemet uden Omformning og uden Paahæng uden Guddomsglorie og uden
Englevinger, uden Bukkefødder eller Djævlekløer, bliver hans Organ, hans Redskab
og hans Værk, hans Middel og hans Maal, hans Tema og hans Orgel.
8
Som Værk af en Attenaarig er og bliver Kentaurerslaget i teknisk Henseende et af de
mest forbausende Værker i Kunstens Historie. Ynglingen viser sig her i Besiddelse
af færdigt Mesterskab i Fremstillingen af nøgne Legemers bevægede Liv, og udrustet
med Evne til paa et lille Rum at sammenflette alle disse Kroppe i en dramatisk
Handlings afgørende Øjeblik, uden at Overskueligheden gaar tabt. Den Opgave at
tumle mer end en Snes Figurer i et eneste Relief har Michelangelo aldrig mere stræbt
at løse. Da han som gammel gensaa dette sit første Billedhuggerarbejd, undredes han
selv over hvor tidligt han havde naaet en saadan Højde.