Michelangelo Buonarroti

Side 82
Verrocchio's Arbejder har vist ham, hvor nødvendig en saadan Kundskab var ham. Der
existerede i hans unge Dage endnu ikke videnskabelig gennemført Anatomi. Andrea
Vesalio blev først født 1514. Men der gaves rundtom i Italien Chirurger, der havde et
anatomisk Forstudium bag sig, og allerede før Michelangelos Tid havde udmærkede
Kunstnere som Antonio del Pollaiuolo, Verrocchio og fremfor alle Leonardo da Vinci
ivrigt givet sig af med Dissektion. Leonardo havde endog forfattet en hel Afhandling om
Anatomi, som synes gaaet tabt; men i sine Optegnelser taler han med Ringeagt om de
Malere, der ikke udholder Samlivet med flaaede og raadnende Lig.
Hvad Michelangelo angaar, har Prioren ved Santo Spirito i Firenze (Nicolao di
Giovanni di Lapo Bicchiellini), til hvis Kloster der hørte et Hospital, givet ham Lov til
at anatomere i Lighuset. Til Tak derfor har den unge Kunstner, vistnok 1496, skænket
ham et nu tabt Crucifix til Højaltret i hans Kirke.
Skønt Buonarroti af Videbegærlighed alle sine Dage vedblev at dissekere, forstaar
det sig af sig selv, at en Kunst som hans, der med yderste Lidenskab gik ud
paa Fremstilling af sydende Liv, i sidste Instans har indvundet sit Kendskab til det
menneskelige Legemes Bevægelser ved Iagttagelse af levende Mennesker, ikke af
døde Kroppe. Anatomien var for ham som for de andre store Kunstnere blot den
nødvendige Forskole, der var Betingelse for Sikkerheden.
6
Det ligger nær at se en stor Personligheds hele Væsen i det Indtryk, han gør efter
at han har samlet sig til kraftfuld Enhed paa sin Udviklings Højde. Michelangelo vil
for Efterverdenen altid staa, som Sistina og Medicæerkapellet viser ham, som den
i det Overmenneskelige og dog Dybtmenneskelige levende og aandende Kunstner,
hvis Instinkt førte ham til Overseen af fremmede Individualiteter, derfor til Uvilje mod
Portrætmaleri som mod Portrætbyster, og hvis Kunst inderst inde var Selvaabenbaring.
Naar man ser Michelangelo saaledes, foregriber man Aarenes Gang og
overspringer hans Ungdom. i sine unge Aar er han, uden derfor at fornegte sit
dybeste Væsen, omskiftelig, mangfoldig, forskelligartet, nødvendigvis afhængig af de
Opgaver, der stilles ham, de Bestillinger, der gøres hos ham. Der synes at være
adskilligt tilfældigt i Rækkefølgen af de Æmner, han behandler, som der spores en
ikke ringe Elasticitet i hans Evne til Omskiftning af Kunstarter og Kunstformer. Hans
Arbejder frembyder en broget Mangfoldighed. Han fremstiller antike Fantasifigurer,
som Kentaurer og Heroer, Bakkus og Cupido, kristelige Skikkelser som Madonna med
Barnet og Johannes, Johannes selv som ung. Æmner af Firenzes Historie som Slaget
ved Anghiari, Æmner af det gamle Testamente som David, Grupper i Reliefs, Fristatuer,
isolerte eller i Sammenspil, Maleri og Billedhuggerkunst, Skulpturen malerisk og
Maleriet plastisk behandlet, Alt hvad der ligger mellem Giganten og Statuetten, og
mellem Madonnaskikkelsen og Passionshistorien i Plastik og i Maleri.
Da Æmnerne, som tidt var opgivne, ikke var lige taknemmelige, og da adskillige
Arbejder gør Indtryk af at være Experimenter, kan man ikke undres over, de ikke i lige
Grad tilfredsstiller os. En Bestilling som den, der blev givet af den franske Cardinal
Groslaye de Villiers har til Gengæld bragt Evner hos den unge Michelangelo for Lyset,
som vi ellers vilde været uvidende om. Selve det kirkelige Sujet - en Pietà - var
netop da i det 15. Aarhundredes sidste Aar blevet meget yndet i Frankrig og havde i
talrige Grupper fundet Plads i franske Kirker. Men Michelangelo's Gruppe har stillet alle
tidligere beslægtede Arbejder i Skygge, og man kan neppe sige, at den Følelse, som
aabenbarer sig her, forekommer saaledes nuanceret noget andet Sted i hans Livsværk.