Michelangelo Buonarroti

Side 8
Oldtidens Kunst som Thorvaldsen blev, kun paa ganske forskellig Maade. Han har
i Kraft af sin vældige Personlighed omsmeltet alle Indtrykkene saaledes, at de blev
Midler til Fremstilling af hans eget Aandsindhold. - Thorvaldsens Hensigt var ligefrem at
genfrembringe Antiken. Hans Mentor Zoega, som dennes tyske Mester Winckelmann,
ja som Thorvaldsens kjøbenhavnske Forgænger Wiedewelt, afskyede Michelangelo
og særligt dennes Efterfølgere, vilde vende tilbage til Antiken for ud fra den at rejse
Modstand imod ham. Betegnende nok er der ikke opbevaret en eneste Udtalelse af
Thorvaldsen om Michelangelo. Men han har ganske sikkert i ham set Vrangkunsten,
Afvejen.
Et eneste Fællesskab er der mellem Michelangelo og Thorvaldsen i deres Forhold
til Antiken; de kendte næsten kun romersk Kunst, ikke græsk; Michelangelo slet
ikke græsk Antik, Thorvaldsen væsenlig den ældste græske Billedhuggerkunst som
Ægineterne, han istandsatte, og de smaa hieratiske Figurer paa Æginatemplets Gavl,
hvoraf han gjorde Haabet. Men lige saa lidt som Michelangelo har Thorvaldsen
modtaget et Indtryk af Afrodite fra Melos.
Dog dette underordnede, rent historiske Punkt er det eneste, Renæssancens store
Kunstner har tilfælles med den danske Ny-Klassiker i Opfattelsen af Antiken og
Forholdet til den.
Thorvaldsen begynder med et Hang til det Heltemodige i Antiken:
Jason, den første Achilles paa Basreliefet Achilles og Briseis fra 1803, der senere
bliver mildnet og udfladet. Her er endnu Glimt af Lidenskab. Men Thorvaldsen har i
sit hele Liv ikke udført nogen Kampscene. Fra Lidenskabens Allegro gaar han over til
Adagio, helst til Blikstille; ingen Vind, ingen Krusning.
Han holder mer af det Tamme end af det Vilde. Medens Michelangelo, hvor han
støder os, bliver lidenskabelig indtil det Vredne, er Thorvaldsen ikke sjældent lidt mat,
og hvor han er uheldigst søvnig. Hans Beundrer Julius Lange har skrevet om ham: En
vis magelig Naturlighed er det Særmærke, hvori hans Nationalitet gør sig gældende.
Hvor Thorvaldsen genfrembringer antike Guder og Halvguder, berøver han dem
Præget af Vælde. Naar han fremstiller Krigsguden Mars, er det blot for at gøre ham til
den Overvundne i Sammenligning med den lille flove Amor.
Amor er overhovedet den eneste Gud, Thorvaldsen har dyrket, dog snarere
Amorinen end Guden Eros, der kun er lykkedes ham en enkelt Gang, men da ogsaa
fortræffeligt. Ellers er hans Amor en Smule vammel.
Det beror paa, at Thorvaldsens Kunst er saa ganske upersonlig. Som Julius Lange
har sagt: "Han gjorde sin Kunst til et Organ for andres Følelser, andres Erotik, andres
Helte, andres Idealer."
Der er derfor ogsaa, som David d'Angers har skrevet, altfor meget udenadlært
i hans Kunst. Han underordner den udtryksfulde Bevægelse under et Arrangement
af Linjernes Skønhed. Hans Forhold til Antiken viser sig klarest, hvor han afgjort
tiltaler, som med Alexandertogs-Frisens Ryttere, der har deres fjerne Forbillede i
Parthenonfrisens ridende Ynglinge. Thorvaldsens Kunst forholder sig til Kunst, ikke
(uden nu og da) til Livet selv; den genoptager de Skønhedselementer, Antiken henviste
ham til.
En Dansk har brugt det stærke, ikke for stærke Ord, at hos Thorvaldsen bliver
Antiken blødkogt.
I Thorvaldsens letflydende kunstneriske Frembringen afspejles hans Aand i dens
Ligevægt og dens Hvile. Naar de pompejanske Malerier i Neapels Museum gav ham