Michelangelo Buonarroti

Side 79
næste Dag med Forundring iagttog Drengens Dygtighed og utvivlsomme Anlæg, og
sendte denne til sin Fader for at meddele ham, at "il Magnifico" vilde tale med ham.
Lodovico var først uvillig, men begav sig endelig tll Palæet, hvor han blev aldeles
vunden af den store Mands Elskværdighed, der gik saa vidt, at denne opfordrede ham
til at overveje, hvad Herskeren kunde gøre for ham.
Der fulgte en Anmodning fra Lodovico om en Stilling ved Tolden i Florents med en
Lønning af otte Dukater maanedligt, som blev bevilliget med en spøgefuld Vending om
Kravets Beskedenhed.
Fra da af blev Michelangelo optaget i Lorenzo's Hus, fik sit eget Værelse,
Lommepenge, Kost og Underhold, endelig som særlig Gunstbevisning en lilla Kappe.
4
Det er umuligt at vurdere den Lykke højt nok, som det for det vordende Geni var, i
den mest modtagelige Alder at komme under Lorenzo's og Poliziano's Indflydelse. Intet
Gode er vel større for en Genius end det, at møde en anden, forskelligartet Genius,
i hvis Varetægt den beriges, fremmes, modnes. Med al menneskelig Skrøbelighed
og politisk Hensynsløshed var Lorenzo en af de Udkaarne, som havde faaet den
Naadegave at udtrykke en hel Tidsalder og give den Navn. Italiens Renæssance og
Huset Medici er gennem Tiderne uopløseligt forbundne. Ved Lorenzo's Godhed blev
i de store afgørende Øjeblikke, som indrammes af det femtende og det attende Aar,
Kunstskatte af høj Værdi og i rigeligt Tal Michelangelo's aandelige Ejendom.
En veneziansk Gesandt skrev engang om Lorenzo: "Før hans Mund begynder at
tale, taler allerede hans Øjne."
Under Indtryk af denne den florentinske Dannelses Personification er Firenzes
Væsen blevet tilegnet af Drengen, Sammensmeltningen af Magt og Elegance; af
Magten, som den traadte frem i Paladser, der var opførte af de kyklopiske, raat tilhugne
Sten med de stærke og fine Murbryn og med de gotiske Vinduer; af Elegancen, som
den aabenbarede sig i Campanilen eller i Ghirlandajo's Fresker; af Magt og Elegance i
Forening. som de fremtraadte i Santa Maria del Fiore's underfulde Kuppel, hvis Skygge,
som Leone Battista Alberti sagde, bredte sig over hele Toscana.
Dog ogsaa et Pust af Medicæernes politiske Kaldelse har naaet Michelangelo.
Machiavelli lægger Lorenzo's Fader i hans Kamp mod Stormændene de Ord i
Munden: "I berøver Næsten hans Ejendom, I sælger Retfærdigheden. I undertrykker de
Fredselskende, I støtter de Overmodige. Jeg tror ikke, at der i hele Italien er saa mange
Exempler paa Voldsomhed og Havesyge som i denne By. Har Jert Fædreland givet
Eder Livet for at I skal berøve det Livet? Har det gjort Jer sejrrige for I skal ødelægge
det? Har det hædret Jer for at I skal nedsætte det?"
Sammensmeltningen af Borgeraand og fyrstelig Højhed var Hemmeligheden ved
den Trolddom der udgik fra Lorenzo.
Michelangelo's Barndom havde været mørk i Faderens Hus, hvor Kunsten blev agtet
ringe. Hans Manddom var fattig paa Glæder, Eneboerliv i Værkstedet under Bryderier
med Stenhuggere, eller ensomt Liv paa Stilladset under vældig Anstrengelse med
Udførelsen af Frescomalerier, hvis Omfang aldrig før var set. Denne korte Læretid
under samme Tag som Firenze's Aandsfyrster modnede ham til den uforlignelige
Billedkunstner og tændte Poesiens Gnist i hans Sjæl.
Ved den af Alverdens Overhæng plagede Poliziano's Velvilje blev Humanismens
aandelige Krongods aabnet for det unge Menneske, saa han snart kunde føle sig helt
hjemme deri. Havde Lorenzo ikke indlagt sig anden Fortjeneste af Italiens Kunstliv,