Michelangelo Buonarroti

3
Side 78
Hvad man kan slutte er, at Domenico i den unge magre Fyr med det sorte, buskede
Haar, den endnu ranglede Drengekrop og de glødende Øjne, har set en Elev, det
ikke var nogen Fornøjelse at have om sig. Saa berettiget Drengens Selvfølelse kunde
være, den gav sig ubehagelige Udslag, da han kun var altfor tilbøjelig til at gøre sin
Overlegenhed over de øvrige Elever haanligt gældende, og han synes heller ikke at
have været af dem, der overfor Læreren indtog en ærbødig eller vindende Holdning. Da
der saa netop i rette Øjeblik fra Lorenzo kom en Opfordring til Ghirlandajo om at afstaa
nogle Elever til den Kunstskole for vordende Billedhuggere, som han havde oprettet i
Klosterhaven ved San Marco, er det kun naturligt, at blandt de Elever, der afstodes, var
foruden Francesco Granacci og Giuliano Bugiardino ogsaa Michelangelo Buonarroti.
Af de umaadelige Kuntssamlinger, som Cosimo havde paabegyndt og Lorenzo
givet deres mangesidige Omfang, befandt Størsteparten sig i Palazzo Medici og i Villa
Careggi; dog en stor Del Billedhuggerværker var opstillede i Haven ved San Marco
(Orto Mediceo), den i det Foregaaende saa ofte omtalte, og i den Bygning (Casino)
i Haven, der ti Aar forinden var erhvervet af Lorenzo som Enkesæde for Madonna
Clarice, og der vistnok efter hendes Død omdannedes til Museum.
Nu var til Lorenzo's Sorg de store Billedhuggere døde og borte. Donatello alt død
1468, Verrocchio 1488. Han havde da kastet sin Kærlighed paa den af Donatellos
Elever, Bertoldo di Giovanni, der havde været først Mesterens Hjælper, saa hans
Værkstedsforstander. Bertoldo var som de fleste florentinske Kunstnere i det 15.
Aarhundrede gaaet ud fra et Guldsmedeværksted, og han arbejdede mest i Bronce,
gav sig fortrinsvis af med Smaakunst. Der var i Borgerskabet stor Efterspørgsel
efter Medaljer og Statuetter. Dog viser det sig, at han ogsaa har forstaaet sig
tilgavns paa Marmorarbejd, da Michelangelo forlader hans Skole med et Værk som
Kentaurerslaget.
Lorenzo havde sysselsat denne Mand, han nu gav Overopsynet ved sin
Billedhuggerskole, med Broncekopier af den antike Kunst i mindre Format, hvilken han
i høi Grad yndede, og med Udførelse af Motiver og Indfald, som var antydede eller
anlagte i de fra Oldtiden levnede Kunstværker.
Bertoldo var rigtignok en Mand til Aars, stod i Halvfjerdserne, kunde, efter Vasari's
Udsagn, ikke mere arbejde selv, men han var vel egnet til at undervise andre, og
en fremragende Tekniker (molto pratico). Hvad her blev oprettet, var altsaa en Slags
Kunstskole i Overensstemmelse med Humanisternes platoniske Akademi.
I den af Michelangelo inspirerede eller dikterede Fremstilling af hans Udviklingsaar
hos Condivi, nævnes Bertoldo slet ikke. Det hedder her, at Drengen strejfede om, hvor
han lystede, tegnede hvad der behagede ham. Florents alene var hans Akademi. Det
gøres her til et rent Tilfælde, at han en Dag blev ført til Skulptursamlingen.
Maaden, hvorpaa Drengen kom til at gøre Lorenzo's personlige Bekendtskab,
fortælles Pia følgende Maade: Han havde i et Skur i Haven fundet Hovedet af en
gammel, skægget, grinende Satyr, hvis Mundparti havde lidt meget, og han havde faaet
Lyst til at efterligne Hovedet i Marmor. Det lykkedes ham i faa Dage; thi dette Hoved
fængslede ham; sidenhen har han jo ogsaa brugt Satyrhoveder til sine Ornamenter.
Da den leende Mund stod aaben, kunde alle Tænderne ses. Lorenzo, som i Haven
var standset ved Drengens Arbejd, gjorde ham opmærksom paa, at saa gamle Mænd
sjældent havde alle deres Tænder. Det unge Menneske borede da behændigt en Tand
ud af Munden og et Hul ned i Overkæben, hvor Tandroden havde siddet, saa at Lorenzo