Michelangelo Buonarroti

Side 77
sat i Lære hos Ghirlandajo, gav Anledning til, at den aldrende Buonarroti dikterede
sin Elev Ascanio Condivi de barske Ord i Pennen, at Ghirlandajo's Undervisning ikke
havde været Drengen til ringeste Nytte (non avendo egli portogli aiuto alcuno), men
at den ældre Mester strax efter at have set Prøver paa sin Elevs Talent, kun nærede
Misundelse overfor ham.
At der ikke er Skygge af Lighed mellem Ghirlandajo's Væsen som Kunstner og
Michelangelo's, er en saa indlysende Sag, at der paa den ikke bør spildes Ord.
Men dette er ingen Grund til at udtale sig nedsættende om den elskværdige og
virkelighedskære Kunstner, der paa Trinstigen Giotto, Masacdo, Ghiriandajo indtager
det højeste Trin, uden derfor at besidde de største Evner. Saavel Giotto som Masaccio
maa ved deres Væsens stærke Oprindelighed sættes over ham. Men hvor uundværlig
er han os ikke! Hvor kær er han ikke bleven alle dem, der gennem ham lærer det
florentinske Dagligliv at kende som det levedes i Datiden af de Borgere og Borgerinder,
der sad inde med dets Værdighed og Finhed. Holdt han sig end til Jorden og til Florents,
en Skønhedselsker var han. Og efter al Sandsynlighed har han netop været af dem, af
hvem en fremragende Elev kunde lære det, der overhovedet lader sig lære.
De Anekdoter, Gondivi og Vasari fortæller til Forringelse for Ghirlandajo, er rene
Lapperier. Eleven skal en Dag have tilrøget en Tegning, som en af de unge Fyre havde
kopieret efter et Hoved af Mesteren, og derved have givet Kopien Præg af at være
Originalen, saa at Domenico kom til at forvexle disse to, hvad der i Michelangelo's og
de øvrige unge Menneskers Øjne gjorde ham latterlig. - En af Eleverne udførte en Dag
en Pennetegning efter nogle paaklædte Kvinder, der var udkastede af Ghirlandajo.
Michelingelo tog en Pen med bredere Næb og rettede med den Omridset af en kvindelig
Figur, saa dette Omrids blev rigtigere og livfuldere. Historien klinger ikke usandsynligt,
saa meget mindre som Vasari paastaar at besidde Bladet, men den indeholder intet
for Ghirlandajo Beskæmmende. - Det fortælles endelig, at da Domenico en Dag
var fraværende under Arbejdet paa Udsmykningen af Koret i Santa Maria Novella,
Michelangelo da efter Naturen tegnede hele Stilladset i Koret med alle Redskaber
derpaa og med de unge Mennesker, som arbejdede der, et perspektivisk Kunststykke,
der sikkert ikke laa udenfor det unge Genis Rækkevidde. Betydeligt mindre sandsynligt
lyder det, at Ghirlandajo af denne Tegning modtog Indtrykket af Michelangelo's
Overlegenhed over ham selv og blev greben af Nid overfor sin Elev.
Som bekendt udførte Buonarroti, endnu mens han stod i Ghirlandajo's Tjeneste,
sit allerførste, relativt selvstændige, Arbejde. Mesteren besad et Kobberstik af den
i Italien vel kendte og meget skattede Kunstner fra Colmar, Martin Schongauer, og
Granacci viste Michelangelo dette Stik. Det forestiller den hellige Antonius, der af ikke
mindre end ni Djævle holdes svævende i Luften. Disse Djævle er sammensatte af
alskens Dyreskikkelser med Horn og Snabler, Kløer og Vinger, og alle river og slider
de i den hellige Mand, hvis upaavirkelige Ro udgør Modsætningen og Modstykket til
deres Anstrengelser.
Dette Blad gav Ynglingen sig til at gengive som Maleri i Temperafarver paa Træ.
Maleriet er gaaet tabt; men det er ikke troligt, at Efterverdenen har mistet stort
derved, skønt det siges, at den geniale Begynder for at give Djævlenes Fiskeformer
Virkelighedspræg studerede de Fisk, der falbødes paa Torvet i Florents. Ganske
usandsynligt klinger det, at dette Begynderforsøg har vakt Ghirlandajo's Misundelse.
Og dog lader Michelangelo som gammel Mand Condivi fortælle dette, og udleder det
ligeledes af Misundelse, at Ghirlandajo ikke har villet vise ham sin Skitsebog med alle
Slags Studier af Landskaber og Bygninger og Foldekast, efter hvilke Eleverne ellers
havde Lov til at tegne.