Michelangelo Buonarroti

Side 76
og opmuntrede ham til at blive Kunstner. Han selv havde i denne Egenskab kun jævne
Anlæg, men han var en smuk Dreng og blev senere en smuk ung Mand. Da Filippino
Uppi i Kirken S. Maria del Carmine skulde udføre det Maleri, hvor Petris opvækker
Kongesønnen, tog han Granacci til Model for denne.
Formaaede nu Michelangelo's unge Ven ikke at frembringe kunstneriske
Mesterværker, saa havde han dog - som i Jens Thiis's Værk om Leonardo da Vind
paavist - malerisk Gave, og desuden som evnerig Dilettant et flersidigt Talent. Han
forstod bl. a. at anordne Maskerader og Optog; han kunde komponere Karnevalsviser
(canti carnevaleschi), til hvilke Lorenzo af Medici havde skrevet Texten.
Sammen med Aristotele da San Gallo opførte han under Leo den Tiende's Besøg i
Florents Triumfbuen overfor Kirken La Badia's Port, en Triumfbue, til hvilken han ogsaa
i Chiaroscuro (Lys- og Skyggerids) leverede Reliefer og Historier, som det hedder sig,
"med de skønneste Fantasier". Var han ikke nogen Kunstner af høj Rang, saa var
han i ethvert Tilfælde efter Michelangelo's Opfattelse uvurderlig som Ungdomsven.
Granacci var senere blandt dem, der studerede efter Buonarroti's Carton, blandt dem,
der fra først af hjalp ham med Sistina, og han frelste efter Vennens Flugt til Venedig
de sammenpakkede Ejendele fra Inddragning.
2
Da den unge Michelangelo for Faderen ytrede sit Ønske om at slaa ind paa
Kunstnerbanen, blev saavel denne som Farbrødrene højligt opbragte. De skændte, og
de bankede ham ofte dygtigt for at drive Kunstnergrillerne ud af ham. De betragtede alle
Kunstnervirksomheden som et Haandværk, der laa under deres Stand og Værdighed.
I Virkeligheden var Faderen dog blot en florentinsk Borger som en anden, om han end,
ligesom hans store Søn efter ham, var meget stolt af, at han ifølge en gammel, urigtig
Overlevering skulde være i Slægt med Marcheserne af Canossa.
Da Sønnen endog som Dreng var endnu langt mere haardnakket end Faderen, blev
denne nødsaget til at give efter, og i April 1488 blev der opsat en Kontrakt mellem
Lodovico Buonarroti paa den ene Side og Brødrene Domenico og David Ghirlandajo
paa den anden, i Kraft af hvilken Michelangelo, tretten Aar gammel, blev givet i Lære
hos Brødrene. Læretiden bestemtes til tre Aar; det første Aar skulde Drengen i Løn
have sex Guldgylden, de to følgende otte, altsaa 22 i Alt. Til Gengæld forpligtedes
han til at vise sig tro, villig og lydig imod sine Læremestere. Lodovico lod imidlertid,
som Kvittering udviser, allerede den 1 6. April udbetale til sig selv to Guldgylden som
Forskud paa Sønnens Løn.
Michelangelo har som Mand atter og atter udtalt, at han af Kald var Billedhugger,
ikke Maler, og han har beklaget, at han ikke oprindeligt blev sat i Billedhuggerlære.
Ikke desto mindre er han for Efterverdenen som Maler ingenlunde mindre stor end
som Billedhugger, snarere endnu større. Og der kan fornuftigvis ikke herske Tvivl om,
at det var et umaadeligt Gode for Michelangelo alt som Dreng at komme i Lære hos
Firenze's paa dette Tidspunkt med Rette mest beundrede Freskomaler og saaledes
alt i ganske ung Alder lære Freskomaleriets Teknik at kende. I Koret til Santa Maria
Novella fik han Anledning til dagligt at se en Mester som Domenico arbejde og virke
mellem sine Elever.
Det synes som om nogle Ytringer, Domenico's Søn Ridolfo mangfoldige Aar senere
lod falde om hvad den store Kunstner, der satte Tidsskel, skyldte hans Faders
Undervisning, har tirret det med Aarene dobbelt pirrelige Geni, der jo vidste sine Evner
Lærerens langt overlegne, og vi ser, at Vasari's uskyldige Ord, at Michelangelo blev