Michelangelo Buonarroti

1
Første Ungdom i Florents. (1475 til 1496)
Side 75
Slægten Buonarroti Simoni var en gammel Florentinerfamilie, der engang havde været
velhavende, men for hvilken det var gaaet tilbage. Faderen Lodovico var en brav, jævnt
forstandig Mand uden Energi, der ikke ejede andet end en Bondegaard i Settignano,
fem Kilometer nordøst for Florents, et Jordegods, der kun kastede lidet af sig. Han tog
derfor gerne mod smaa Hverv, der kunde indbringe noget. Saaledes lod han sig for
Vinteren 1474 til 1475 udnævne til Landfoged (Podestà) i den lille By Caprese, og her
kom 6. Marts 1475 hans anden Søn, Michelangelo Buonarroti, til Verden.
Denne Søn, 50in skulde fylde Jorden med Klangen af sit Navn, skrev hele sit Liv
dette sit Fornavn Michelagniolo, og det er i den sidste Snes Aar i Tyskland blevet
almindeligt at skrive Navnet, som dets Bærer bogstaverede det. Skrivemaaden røber
os dog kun, hvorledes dette Navn i Datidens Florents blev udtalt (mange skrev iøvrigt
Michelagnolo), ikke hvorledes det med Rette bør skrives, eller hvorledes man i Italien
skriver det nu. Atter og atter ser vi i hin Tid Navnet Ghirlandajo, endog i Kontrakter,
skrevet Grillandajo, som Udtalen har lydt. Men vi adopterer ikke Skrivemaaden.
Frederik den Store undertegnede sig altid Féderic (uden r); men Ingen bryder sig
nutildags om, hvorledes han selv skrev sit Navn.
Det lille Barn, som fødtes i Caprese, fik til Amme en ung Kone fra Settignano,
som var Datter af én Stenhugger og Hustru til en anden. Stedet, som ligger nær
Skrænterne af det Højdedrag, paa hvilket Fiesole er bygget, var bekendt for sine
fortræffelige Stenbrud, fra hvilke det Marmor (Pietra Santa) hentedes, af hvilket en
Mængde Monumenter i Florents blev opførte. Michelangelo skemtede som ældre Mand
med, at han med sin Ammes Mælk havde indsuget Driften til Billedhuggeri.
Hos hende blev i nogen Tid den spæde, da Familien en tre Uger efter Barnets Fødsel
flyttede tilbage til det Hus, den beboede i Firenze, et Hus, Lodovico havde lejet af sin
Svoger, en Farver. Det laa i den snevre, krumme Gade, Via de' Bentaccordi.
Michelangelo's Moder, Monna Francesca, der var Datter af Neri di Miniato del Sera
og af Bonda Rucellai, var kun 20 Aar gammel, da hun bragte ham til Verden, et Tiaar
yngre end sin Mand. Hun døde allerede 1431, da hendes store Søn kun var sex Aar
gammel. Meget i Michelangelo's Væsen synes lettere forstaaeligt, naar man erfarer, at
han i Opvæxten har maattet savne en Moders mildnende Indflydelse.
Fire Aar efter sin Hustrus Død giftede Lodovico sig paany. Vi véd Intet om Søuens
Forhold til Stedmoderen. Drengen blev sat i Skole hos en Lærer ved Navn Francesco
da Urbino; det synes ikke, som han hos denne Mand har lært andet end at læse,
regne og skrive Italiensk. At han senere beklagede, ikke at kunne Latin, véd vi fra
Donato Gianotti's Dialog "De' giorni che Dante consumò". Han havde ikke den alsidige
Energi, som bragte Leonardo til i modnere Aar at indhente det Forsømte. Vi ser ogsaa,
at Drengens Tilbøjelighed ikke drog ham til boglig Lærdom, men til Kunsten og det
uimodstaaeligt, saa han anvendte sin Fritid til at studere Malernes Værksteder, til
Beskuelse af den Kunst, der rummedes i Firenze's Kirker, og især til Tegning paa
Vægge og i Hefter.
Han sluttede et heftigt og varigt Venskab med en henved sex Aar ældre Dreng,
Francesco Grinacci, der efter at have været Lorenzo Credi's Elev og have studeret
Verrocchio's Tegninger, var bleven anbragt i Domenico Ghirlandajo's Atelier. Da
Granacci's Moder i 1480 kalder ham elleve Aar gammel, er den almindelige Paastand,
at han var yngre end Michelangelo, en Vildfarelse. Granacci laante sin Ven Tegninger,